Et afgørende valg året 2007 Det er gået fint. Du havde otte flotte æg. Vi har befrugtet dem med din mands sæd, og de har alle delt sig. Tre af dem har delt sig i fire. Du kan få sat to af de æg op i dag. Laboranten fra Rigshospitalets fertilitetsklinik taler med klar og rolig stemme gennem telefonen en fuldstændig kontrast til den uro, som har gennemstrømmet min krop og tanker det sidste døgn. Frygten for, at mine æg ikke ville dele sig, eller at noget andet var gået galt i processen, har fyldt alt. Men nu er jeg parat. Nyheden om mine befrugtede æg kunne ikke være bedre. Lars behøver da heller ikke at få genfortalt min dialog med laboranten for at forstå, at vi skal af sted til Rigshospitalet i en fart. Mit smil er nok for ham. Min kind hviler mod hans bryst, mens han holder mig tæt i en omfavnelse. Hans brede favn er et skjold mod de bekymringer, som ventede på at komme til i nattens løb. Nu skal resten bare overstås, tænker jeg. De æg skal sættes op i dag, og hvad der derefter sker, skal jeg ikke bekymre mig om nu. Kort efter sidder jeg i konsultationen. Det er ikke første gang, jeg befinder mig her med udsigt til et rodet skrivebord på min ene side og en briks, som venter på, at jeg skal komme nærmere, på min anden. Forventningens spænding kribler i mig, idet jeg 13
venter på, at lægen skal træde ind og give ordre til, at jeg lægger mig til rette på den papirklædte briks. Den forsvinder dog hurtigt. Efter få minutters ventetid med Lars hånd i min kommer lægen. Jeg kan desværre ikke sætte æg op i dag. Du har alt for meget vand i kroppen. Lægen med de smilende øjne er ved at scanne mig. Og med glimtende øjne scanner jeg straks ham for at se, om det virkelig kan passe. Du er på grænsen til det, vi kalder overstimuleret, fortsætter han. Dine æg voksede lidt for flot med vores behandling. Hvad? Hvad betyder det? spørger jeg, fuldstændig uforberedt på lægens melding, mens jeg hurtigt kommer i benklæderne, så resten af samtalen kan foregå mere ligeværdigt. Lægen kigger i sin journal, mens jeg får tøj på, og Lars er helt stille. Hvis jeg sætter æg op i dag, og du bliver gravid, kan konsekvensen være, at du formentlig vil være sengeliggende det meste af din graviditet, konstaterer lægen venligt og bladrer fortsat i min journal og derefter i en kalender. Nu skal du hjem og slappe af. Vi fryser de tre æg ned, som har delt sig i fire. De har en pæn chance for at beholde den gode kvalitet. Så kommer du her igen om tre måneder, når din krop har fået ro, og så sætter vi æggene op. Tusind tanker flyver rundt i hovedet på mig i løbet af de næste 30 sekunder. På det halve minut går jeg fra fuldkommen forvirring til en klarhed, som synes absolut. Hvordan kan en læge få de næste tre måneder af mit liv til at lyde så let, så selvfølgeligt og så ligetil? Vi har lige fået at vide, at vi må afbryde fertilitetsbehandlingen for at genoptage den om tre måneder, når min krop er kommet sig. Men blev vi bedt om at tage stilling til at genoptage behandling om tre måneder? Nej, det var ikke 14
det spørgsmål, lægen stillede mig. Han konstaterede blot, at det var farligt at få sat æg op i dag, og informerede mig derefter om, at jeg skal komme igen om tre måneder. Alle signaler i mig er i alarmberedskab. Stop! Stop, tænker jeg. Lægens verden er klar og tydelig, det er min og Lars ikke. Alt for meget er på spil Vi har faktisk allerede indledt en adoptionsproces og aftalt, at hvis denne behandling ikke lykkes, så vil vi fortsætte adoptionsprocessen. Nu siger lægen, at behandlingen skal på standby og genoptages om tre måneder. Men hvis vi siger ja til det og sætter adoptionsansøgningen i venteposition, vil det være som at vælge behandling som førsteprioritet og adoption som andenprioritet. Det vil vi ikke. Det var ikke det, som var meningen. Tankerne strømmer rundt i ét virvar: Ja, jeg ønsker at mærke liv i min krop, tænker jeg. Men nej, jeg ønsker ikke, at mit eventuelt fremtidige adopterede barn skal tro, det var mindre ønsket end et biologisk barn, undfanget ved hjælp af videnskabens fertilitetsbehandlinger. Men hvorfor overhovedet indlede fertilitetsbehandlingen i første omgang, når du nu overvejer at afbryde den? spørger jeg mig selv. Hvorfor ikke gøre, som lægen siger: Give mig selv tre måneders ro og så færdiggøre behandlingen? Fordi, fordi, fordi Mine tankestrømme fortsætter. Det ved jeg faktisk ikke. Det virker bare grådigt som at ville det hele på én gang. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at der må være en mening med, at jeg blev overstimuleret. Mine tanker er som vilde bølger, der pludselig når sin bred. Grunden til, at jeg blev overstimuleret, må være, at det er nu! Det er nu, jeg skal være mor til et adopteret barn. Tiden er inde til at vente på at blive mor ikke til at vente på måske at blive gravid om tre måneder. Jeg aner ikke, hvor længe jeg sidder i mine egne tanker, 15
men da jeg endelig ser op og fanger Lars blik, er jeg helt rolig og afklaret. Jeg kan mærke, han læser mine tanker. Vi er ikke i tvivl. Nu ved vi begge to, hvordan vi skal blive forældre og det er ikke her på klinikken. Da jeg vender blikket mod lægen, er min stemmeføring rolig, og der er ingen grund til at tro, at lægen med de smilende øjne har begreb om de tusind ulogiske regnestykker, der ligger bag vores beslutning. Vi kommer ikke om tre måneder, siger jeg så. Vi har sideløbende med behandlingen her indledt en adoptionsproces og havde besluttet os for, at hvis behandlingen ikke lykkedes i denne omgang, så vil vi adoptere. Lægen kigger over på sygeplejersken, som indtil videre har været en ganske anonym observatør, og derefter ser han på os med overraskede øjne. Okay, det er jo jeres beslutning. Vi fryser de befrugtede æg ned alligevel, og så kan I komme igen inden for de næste fem år, hvis I ombestemmer jer. Lars får overrakt et dokument. Vi skriver begge to under på, at Rigshospitalet må bevare vores befrugtede æg i op til fem år. Hører de ikke fra os, inden de fem år er gået, vil æggene blive destrueret. Hånd i hånd forlader vi fertilitetsklinikken. Jeg har frygtelig svært ved at forholde mig til de æg. De er, som jeg ser det, potentielt liv og nu skal de altså opbevares i en fryseboks! Selvom jeg ved, at mange par bliver forældre på denne måde, er det pludselig noget andet, når det er ens egne æg. Hele forløbet virker som et science fiction-plot, skønt jeg godt ved, at lige præcis det her er hverdag for stadig flere danske par, som ønsker at blive forældre. Men jeg kan ikke længere forholde mig til spermklatter i reagensglas, hormonindsprøjtninger i mit maveskin og jernstænger i underlivet! Mine tanker er et andet 16
sted, og jeg kan mærke gennem Lars hånd, at han ligesom jeg pludselig er enormt lettet. Vi skal adoptere et barn! Vi skal være forældre. Hvor længe har jeg ikke ventet på denne følelse af ro? Hvor længe har jeg ikke ventet på at kunne sige: Jeg skal være mor. To år? Det føles, som om det er længere tid siden. Hvis jeg ser mig i spejlet, vil jeg så stadig få øje på den kvinde, som levede på Jamaica? Kvinden med det lange mørke hår, som sad i den fattige fiskers båd. Hende, som lyttede til havmandens drøm om penge, mens hun selv med længsel drømte om den rigdom, det er at være mor. Vil jeg stadigvæk kunne få øje på mig? 17