RØDT ER TRYGT, NÅR AMSTERDAM GÅR I BYEN SIDE 2-5 Foto: Ricardo Ramirez bryggebladet magasin NO. 19 1. december 2016
2 1. december 2016 Overborgmester Frank Jensen (S) vil nu gå til kamp mod støj og møg i nattelivet i København. Men de kampskridt, han lægger frem, er uden perspektiv og løser kun delvis problemerne hvis man spørger Amsterdams natteborgmester Mirik Milan, der foretrækker alternativer frem for forbud. Bryggebladet har været en tur i den hollandske storby for at opleve en anderledes og tilsyneladende succesfuld måde at styre nattelivet på med respekt for både festaber og sovebamser Nattens borgmester: Vanetænkning er dybt godnat Mirik Milan, 36, er Amsterdams nachtburgemeester. Han anbefaler Københavns overborgmester Frank Jensen at tænke alternativt i sin offensiv mod nattelivets udfordringer. Tekst: Hans Buhl Foto: Ricardo Ramirez redaktion@bryggebladet.dk Fredag er en god dag at mødes, det er vi enige om. Og da jeg ikke har andet i kalenderen end morgenkaffen, er det for mig flintrende ligegyldigt, om jeg skal lave et interview klokken 10, 12, 14 eller 16. Du siger bare et tidspunkt Vi mødes på Café Schiller klokken 23. For det er Amsterdams natteborgmester Mirik Milan, jeg har sat stævne. Kun vores stemmer har mødtes før, så jeg spejder. Forgæves efter gyldne kæder, jakkesæt, smagløse slips, maver der hænger forneden og andre af magtens symboler. Men jeg ser den gule, behandskede hånd, som en ung fyr med smil i skægget og tværstriber i jakken spørgende rækker frem Forbudsinstinkt Mirik Milan, 36, er natteborgmester nachtburgemeester i Amsterdam. Det har han været i et par år. Før det var han selv professionel aktør i nattelivet i klubmiljøet og som eventmager. Og med i et løst fællesskab af ligesindede, der var bekymrede over de lokale myndigheders håndtering af nattelivsproblematikken. Myndighederne i store byer har typisk den samme tilgang til at løse problemerne, man kan næsten tale om et instinkt hos politiet og de lokale beslutningstagere: Når beboere klager over nattelivet, så lukker man ned, strammer reglerne, forbyder ting. Men det virker ikke, slår Mirik Milan fast. Samme konklusion nåede Amsterdams rigtige borgmester, Eberhard van der Laan, frem til. Så i 2014 indledte Amsterdam Kommune et officielt samarbejde med Mirik Milan og den NGO, der voksede ud af bekymringen over kommunens håndtering af nattelivet. Et nødvendigt onde Eberhard van der Laan og et politisk flertal i Amsterdam ønskede at prøve en bottom up -løsning. De ville vende nattens bøtte. Første skridt var at udstyre kommunens nye samarbejdspartner med en borgmestertitel og dermed give ham og institutionen et legitimt præg blandt festaber, beboere, nattelivets professionelle aktører, politi og politiske modstandere. Sådan kom Amsterdams nachtburgemeester til verden. Og natteborgmesterens legitimitet blev yderligere skruet op via det valg, der pegede på Mirik Milan. Natteborgmesteren er ikke folkevalgt. Kun de direkte implicerede parter i og omkring nattelivsmiljøet naboer, beboer- og interesseforeninger, politiet, de professionelle aktører og deres gæster kunne stemme. Det er der en god forklaring på: Det har været et grundlæggende problem, at beslutninger om nattelivet typisk er taget af folk uden direkte kendskab til samme natteliv. Og at deres udgangspunkt var, at nattelivet var et nødvendigt onde. Men vi har altså et natteliv uanset hvad, og derfor handler den nye tilgang til problematikken om, hvordan vi så gør det bedst for alle parter. Vi går udenfor for at ryge ikke en joint, det er inde ved siden af i coffeeshoppen men blot en uskyldig pind med filter og jordforbindelse. Café Schiller ligger lige ud til Rembrandtplein, en forholdsvis lille, men så meget desto mere menneskemyldrende plads i Amsterdams centrum. Pansret mandskabsvogn Det er på Rembrandtplein, Amsterdams og alverdens unge maler byen rød. Det er her, et brunt værtshus læner sig op ad en café, som læner sig op ad en natklub, som læner sig op ad en coffeeshop, som læner sig op ad et diskotek. Indtil for halvandet år siden var det business as usual, at der hver fredag og lørdag kørte en pansret mandskabsvogn fra politiet ind og parkerede i det ene hjørne af pladsen. For der var altid ballade og typisk omkring 300 anmeldte tilfælde af vold på Rembrandtplein om året. I aften, fredag i midnatstimen? Et babelstårn af unge festaber, gang i den, kø foran rygetemplet, længere kø foran diskotekerne, kamp om de ledige pladser. Men ingen pansrede mandskabsvogne, til gengæld en halv snes betjente i tilbagelænet parløb og en snes unge i røde jakker med et engelsk HOST (vært, red.) på ryggen. Brede skuldre En gul Natteravn cirkler over Rembrandtplein? Nej, de røde jakker er helt deres egne, de er unge, de har selv en rem af festabehuden. De kender deres lus på gangen, de har alle været på introkursus om jobbets særlige udfordringer, nogle af dem har oven i købet en baggrund som socialarbejdere. De er natteravne i øjenhøjde og med brede skuldre, som de gerne bruger til at stryge potentielle kamphaner med fjerene. De er med andre ord proaktive i bekæmpelsen af volden i nattelivet. Uden at hverken natteborgmester Mirik Milan eller nogen af de røde jakker i den kontekst kan komme i tanke om episoder, hvor man som HOST har været bange, følt sig truet eller konkret fået ørerne i voldsspiralen. De er netop ikke vagter, men værter. Det er en venlig tilstedeværelse, det er blød sikkerhed. Og for de faste brugere af nattelivet er de kendte ansigter, mennesker, man kan blive ven med. Selvfølgelig, for langt, langt de fleste, der går i byen, gør det for at have det sjovt og rart, det skal man huske! De røde jakker er en del af forståelsen mellem det officielle Amsterdam, beboerne, nattelivets professionelle aktører og NGO en og dens alternative borgmester. Også på den måde at lønnen til de 20 unge rødjakker arbejdstid fredag og lørdag klokken 21-05 i det centrale Amsterdam betales i fællesskab af kommunekassen og nattelivets kasseapparater. Nattens regnbue En svale gør ingen sommer, og 20 røde jakker i et heftigt natteliv gør det ikke alene. Men de røde værter er ikke de eneste farveklatter på natteborgmesterens palet. Bottom up-modellen i Amsterdams natteliv er en hel regnbue af tiltag og tilgange rettet mod alle nattens aktører: Lad være med at lave regler og forbud, der alligevel ikke
1. december 2016 3 Loretta Koozndijk, der står i spidsen for Amsterdams røde natteværter, strutter af de egenskaber, der er vigtige for at løse opgaven: Ungdom, godt humør og mentalt brede skuldre. virker, eller som er helt ude af trit med nattens virkelighed. Lad være med at drikke alkohol i det offentlige rum, det vil sige på gaden. Lyt til og ret dig efter natteborgmesterens simple og letfattelige code of conduct i nattelivet: Hold en god stil, tænk på naboerne, drik indenfor, og pis på et toilet. Husk, at de rødjakkede værter er der for at hjælpe dig og politiet kun et stenkast borte. Husk, at cykler og taxaer ikke nødvendigvis behøver at parkere på dørtærsklen til dit foretrukne, natlige vandingssted. Respekter med andre ord forbuddet mod trafik på hjul i de mest festramte gader i Amsterdams centrum. Konflikter mellem festaber og dem på hjul har været en af voldens motorer på Rembrandtplein. Husk, at plejer er død. Søg altid efter alternative løsninger på nattelivets udfordringer. Den kendte løsning er så langtfra altid den bedste. Lav kampagner. Sæt fokus på enkeltelementer i nattens problembunke, og bliv ved, til det giver pote. Vær venlig og bliv mødt med venlighed. Slip bevillingerne løs. Begrænsninger har alligevel ingen effekt. Spred nattens aktiviteter ud over hele byen. Og stil krav til de professionelle aktører i nattelivet om også at have dagtilbud til naboerne. Sats på kvalitet frem for mængde. Vær hurtigt ude med information af relevans for nattelivsforbrugerne. (I 2015 blev der pludselig solgt ublandet heroin på gaden i Amsterdam. Tre døde, men mange undgik samme skæbne, fordi der blandt andet på Rembrandtplein blev advaret mod styrken af det hvide pulver på en storskærm). Tænk på alt for eksempel at lyset fra reklameskilte har betydning for stemningen i nattelivet. (Natteborgmesteren Mirik Milan har fået skruet ned for lysstyrken på en storskærm med reklamer på Rembrandtplein, og på flere forlystelsesfacader har et blødt, varmt orange lys afløst et stærkt gult. Det giver ro på.) Tænk i fællesskab og samarbejde. Jævnlige møder mellem beboere, politi, rødjakker, festaber og festudbydere fremmer forståelsen og viljen til at tage hensyn. Og sidst, men ikke mindst: Tænk på nattelivet som en festival. Det er en kongstanke i Mirik Milans nattelivsmanifest, så værsgo og forklar nærmere: Hvis du tager til en festival med for eksempel 20-30.000 deltagere, så er der slet ikke de samme problemer som i nattelivet. Du kender programmet, det er let at komme dertil og let at komme derfra, toiletterne er hér, og boderne med vådt og tørt dér. Og så er der også den forskel, at på en festival er der ligesom konsensus om, at det skal være rart og fredeligt. Man kan sige, at erfaringerne fra festivalerne er udgangspunktet for de ting, vi prøver at gøre i nattelivet. Krigszonen Så langt, så godt, det lyder flot. Men virker det? Har natteborgmesteren i Amsterdam fat i den fredelige ende? Det vigtigste, som jeg ser det, er, at natteborgmesterfunktionen og de ting, vi har sat i gang, har skabt en hel ny atmosfære i nattelivet også blandt de beboere, der føler sig generet af støj og møg om natten. Det har fjernet en masse frygt og bekymring, og ingen taler længere om Amsterdam som en krigszone om natten. Det gjorde de før, hvor alle i Amsterdam vidste, hvad der blev hentydet til, når nogen sagde 4 a.m. war zone (krigszone om natten, red.). Et fald i antallet af anmeldte voldstilfælde på 15 procent efter de røde jakkers entre på nattescenen er sandsynligvis også et vink med en vognstang om, at freden i hvert fald delvis har sænket sig over Amsterdam by night. Men den medalje tøver Mirik Milan med at fæstne på eget bryst. Det er højest sandsynligt, at der er en sammenhæng. Men så stor er forskellen nu heller ikke. Lad os tage den, hvis du kommer igen om et år. På andre vanskeligt målbare parametre er Mirik Milan til gengæld ikke i tvivl om værdien af Amsterdams nye tilgang til nattelivets udfordringer. Naboerne og festaberne er blevet gladere, politiet er blevet gladere, og de professionelle aktører er ikke utilfredse. Logik for høns Her halvvejs igennem fadøl nummer to på Café Schiller er det så, at Københavns overborgmester Frank Jensen dukker op. Ikke ved vores bord, ikke med en legal joint i hånden inde ved siden af, men som underskriver på en pressemeddelelse, der dumpede ned fra himlen og landede i min smartphone på værelse 111 på Hotel Manoba om morgenen. Frank Jensen vil bekæmpe støj og møg i nattelivet, stod der i mailen, der også oplistede de konkrete initiativer, der efter den københavnske overborgmesters mening skulle gøre en forskel: Stop for nye bevillinger efter midnat, spredning af tilladelser, bedre kommunalt støjberedskab, mere rengøring og flere toiletter og mere dialog mellem alle nattens aktører. To borgmestre, samme tanke. Men måden Har Frank Jensen fat i den lange ende her, hr. natteborgmester? Altså spredning af aktiviteterne, mere renholdelse, bedre støjtilsyn og dialog og samarbejde mellem alle nattens aktører, det er sund fornuft. Men at begrænse eller sætte en stopper for flere bevillinger, det har den stik modsatte effekt. Det handler ikke om at begrænse antallet af bevillinger eller beslutte, at alle skal lukke på et bestemt tidspunkt, men om at sørge for mange forskellige åbne- og lukketider i nattelivet. Igen: Forbud hjælper sjældent. Logikken er for høns: Lukker alle steder samtidig, står der pludselig en masse festaber med promiller i blodet og varme i hovedet på gaden og råber efter øl, taxaer og hinanden. Det kan næsten kun gå galt eller i hvert fald ud over nattesøvnen for naboerne. Diskotek og medborgerhus I Amsterdam er man gået den stik modsatte vej og lige nu afprøver man en model, hvor ti natklubber/spillesteder/ værtshuse ikke i, men i periferien af centrum er blevet udstyret med en 24-timers-bevilling: I princippet kan de altså holde åbent døgnet rundt, men det gør de færreste. Til gengæld åbner og lukker de på alle mulige og umulige tidspunkter, så der er altid et sted at gå hen. Med en 24-timers-bevilling følger en forpligtelse til at være mere end en natklub eller et værtshus. Ejerne af steder med døgnbevilling skal nemlig også byde ind med aktiviteter for beboere i nærområdet. At der er abefest, pole dance og skrald på promilleskruen nogle af døgnets timer må ikke stå i vejen for, at disse etablissementer i de ledige timer kan fungere som en slags medborgerhuse. Diskoteket og det skodstinkende værtshus bliver på den måde aktive huse i nærmiljøets sociale liv. Når naboerne pludselig oplever, at det sted, de hader på grund af larmen, også er deres, så ændrer de også opfattelse af generne. Der er helt sikkert en psykologisk mekanisme her.
4 1. december 2016
1. december 2016 5 Så skru op for bevillingerne! Det er et kollegialt råd fra en borgmester i Holland til en borgmester i Danmark. Ungdomspriser Men har Mirik Milan også tiltro til sit eget koncept, når det kommer til den uorganiserede støj når det kommer til de unge, der foretrækker medbragte decibel og discountbajere i Havneparken frem for en fadbamse med skummede profit og nogle rigtige venner i jukeboxen på et værtshus? Er der også inspiration at hente til problematikken, som den primært tager sig ud i vores og Frank Jensens bydel? Det er i hvert fald ikke nogen løsning blot at jage de unge væk. Også her er der brug for alternative løsninger, for måske går de unge ikke på café eller værtshus, fordi de ikke har råd til det. Man skal gå seriøst ind i det, forholde sig til de problemer, der måtte vise sig, og handle på dem. Finde et sted, hvor de unge kan være, eller køre med særlige ungdomspriser bare for at nævne noget af det, man kan gøre noget ved og regulere. Ingen må føle, at de ikke har ret til at være i nattelivet. Økonomisk motor Hvis man siger 2026 til Mirik Milan, så siger han: Lige nu er det hele et pilotforsøg. Om ti år har vi forhåbentlig de røde værter mange flere steder i byen og et stort og gennemprofessionelt set up til her og nu at tage sig af klager fra beboere, der føler sig generet. Mirik Milan og vennerne i nattelivs-ngo en arbejder i øjeblikket på at udvikle en app, så støjplagede naboer ved et enkelt klik kommer i forbindelse med enten politi eller kommunale støjvagter, der er stand by i gaderne tæt på Rembrandtplein. Amsterdams natteborgmester ved godt, at det set up koster. Men hvor der er ind, er der også ud : Økonomien i nattelivet er en kæmpe økonomisk motor for Amsterdam. Og en stor indtægtskilde både for staten og kommunen. Alene elektronika-scenen i Amsterdam omsætter for 850 millioner kroner om året og genererer 1.500 jobs, så der er al mulig grund til at understøtte den del af erhvervslivet. Byliv døgnet rundt Amsterdams natteborgmester er ikke Palle alene i verden. Der er strakt hals over grænsen til Holland fra Frankrig, Tyskland, Schweiz og England. Godt en snes europæiske storbyer har taget ved lære af Mirik Milan og de røde jakker og har fundet plads til en ekstra borgmester på taburetterne. Og hvem ved måske får København også en dag en natteborgmester og en mild hær af røde nattelivsværter. Måske kan vi en dag opleve Frank Jensen nyde en pind i Kulturhusets coffeeshop sammen med sin kollega, natteborgmesteren, mens rødjakkerne styrer slagets gang i Havneparken For nattelivet kan man ifølge Mirik Milan ikke komme til livs, tværtimod: Folk, der er født efter 85, den nye kreative klasse, vil i stigende grad efterspørge byer, der er åbne 24 timer i døgnet, byer, hvor du kan arbejde og gå på biblioteket om natten og feste igennem om dagen. Vi har hele tiden talt om natteliv, men jeg kan bedre lide ordet nattekultur. For det er det, det er. Faktisk er min vision, at Amsterdam og andre storbyer kommer derhen, hvor hver nat er en kulturnat døgnet rundt. Positiv kaffe Mirik Milan gaber, natten er sjældent hans egen, og nu er han træt. Godt så, man selv kan finde ind ved siden af. Ja, gør det, opfordrer han. De 250 coffeeshops i Amsterdam er også en positiv faktor i nattelivet. Det har for eksempel nedbragt antallet af gadesælgere betragteligt, og det giver meget mere ro på i nattelivet. Coffeeshops'ene er også en garanti mod at blive bøffet og få en dårlig oplevelse og i værste fald lege med livet. For mens man i coffeeshops kun kan købe hash og pot, så udbyder gadesælgerne også kokain og heroin eller noget, der ligner. På Rembrandtplein svinger to unge og ret berusede piger rundt med en enorm dobbeltdildo, der ligner en røget tilbudsmedister fra Fakta. De kalder på en rødjakket vært og betror ham at passe på gummidimsen, mens de går ind på natklubben på den anden side af Café Schiller. Natten er helt sin egen. Man må ikke tage sin dobbeltdildo med på diskotek på Rembrandtplein. Så er det godt, at der står en rød vært klar til at passe på den imens. Intet er fremmed for en vært i nattens Amsterdam.
6 1. december 2016 Thorvald Knudsens mor Stine Tange kan sende børn i kredsløb omkring deres egen verden og få unge til at cirkle om valgurnerne. Mød Kulturhuset Islands Brygges projektleder for børn- og ungekultur til en snak om tillid, optimisme, kunst, kultur, kulturhus, fast arbejde og babygrød
1. december 2016 7 Kulturhusets førende raketekspert lige før hun bliver sendt ud i den syvende himmel. Sur som 20 tons citroner: Stine Tanges søn Thorvald Knudsen førte sig frem i valgkampen før kommunalvalget i 2013. Tekst: Hans Buhl Foto: Ricardo Ramirez redaktion@bryggebladet.dk Den Store Udbyder har trukket stikket, nettet er nede i Kulturhuset. Så der er sat intimt vand over til både øjenkontakt og samtale. Jeg blinker til Thorvald Knudsens mor og spørger, om vi skal gå i kælderen Forvirret? Det er der mange, der bliver, da en plakat med Thorvald Knudsen dukker op på Facebook og som plakat i virkelighedens gadebillede forud for kommunalvalget i 2013: En rødmosset mand med gråhåret truckerkasket, citronmund og lige så sure briller, der både vil smide cyklerne ud af København, lukke Havnebadet og forbyde Distortion og udendørs grill, mens han med den anden hjernehalvdel kræver mere respekt for bankospil. Citronsaft og havregrød Det er en plakat, der ikke kan overses. Så vi vrisser, trækker på skulderen eller på smilebåndet af Thorvald Knudsen. Han gør noget ved os. Også da det går op for os, at Thorvald udelukkende er sat i verden for at få de unge vælgere hen i stemmeboksen. Thorvald er ikke virkelig. I modsætning til sin mor. Hende der har fostret Thorvald i sin fantasi og fyldt citronsaft i sutteflasken. Og som nu er lokket ned i det gule kælderrum i Kulturhuset af Bryggebladets Spørgom-alt-Jørgen. Hvad spiser du til morgenmad, Stine Tange? Altså nogle dage er det meget eksotisk, men ellers så er det brød og æg og den slags. Eller babygrød. Jeg oversætter til havregrød på min blok, mens Stine Tange fortæller, at i dag er en brød og æg-dag, fordi kæresten har sørget for, at Man skal tro på det, man håber. Man skal gøre sig umage for at se håbet og mulighederne og være positiv. Viva og Franka på 1 og 12 kom blidt op og godt ud i verden. Damp i røven Selv kommer Thorvald Knudsens mor til verden på Mors og bor der, til hun fylder 14: Heste og natur, og ellers skete der ingenting, husker Stine Tange. Hun tager konsekvensen og skifter ingenting ud med alting: Stine tager på musik- og teaterefterskole og på kostskole, inden hun som 16-årig dumper ned i København med skuespillerambitioner i bagagen og damp i røven, som Stine Tange selv husker de år, der fulgte og bød på kulturfestivaler, kortfilmfestival, teater i GROB, leder af Ørkenfortet under AFUK på Bryggen og hvorfor ikke et bureau med speciale i casting af særlige typer. Plus alt det andet, der siden førte til, at hun slog sig løs både som film- og teaterinstruktør og art director, en slags overgøgler i eventbranchen. Så banker en hjernerystelse og den førstefødte på. Tempoet bliver sat ned, og turen til job går nu fra lejligheden på Christianshavn langs vandet til Kulturhuset på Bryggen. Stine Tange bliver projektleder for børn- og ungekultur, det har hun nu været i otte år. Barndommens kommune Uden damp, men med masser af fantasi, energi, kreativitet og iderigdom inde bag den brede pande. Hvordan får man ellers 85 balstyriske bryggebørn til at bygge rumraketter og sende dem til vejrs for at opfange signaler om børnenes egen fritid fra affyringsrampen i Kultur- og Fritidsforvandlingen i Barndommens Kommune? Det er sådan noget, Thorvald Knudsens mor går og roder med i Kulturhuset. Når hun ikke lige arrangerer teater for skoleelever, musikfestival for børn på Amager, laver saunakomsammen for 25 nationer ved Havnebadet eller fletter sine orange negle og blusens vinklede glimmerstriber ind i et hjerte til Kulturhusets og handelsstandsforeningens Jul på Bryggen. Den runde servicestation Jeg havde været vant til at arbejde freelance. Nu var Livet er en evig udfordring, og skal man give slip og vokse, er tillid helt afgørende. Lige som mod og kærlighed. Men det starter også med tillid. jeg i et fast job, det giver en genkendelighed og en tryghed, jeg ikke kendte som freelancer. Det vigtigste er, at mit job giver mening. Og det er kun meningsfyldt for mig selv, hvis det også er det for andre. Så vigtigt er det i Kulturhuset, så meningsfyldt. Fordi raketten i Stine Tanges hoved ikke kan stå alene. Eller som Thorvald Knudsen nok ikke havde udtrykt det: Skabelsen af ting sker i relationen. Mor til to og Thorvald har just the other day pustet 40 lys ud. Så svinger man ind på en af tilværelsens runde servicestationer, hvor man tjekker dæktryk, oliestand og slidbanemillimeter i sit eget liv? Jo da, og det er nok en lidt større refleksion end den der til nytår. Jeg tænker, jeg skal være mere fokuseret på det, der giver mening i mit liv. For det, du fokuser på, vokser. En ærgerlig sammenligning Nu fokuserer vi på Kulturhuset, som er blevet beskyldt for at være et ufolkeligt hus eller værre endnu slet ikke noget hus, men en Michelinrestaurant kun for de smarte med cafe latte-overskæg og guld i lommerne. Så langt fra de gode, gamle dage i Medborgerhuset Gimle? Kulturhuset eller Gimle, det er en ærgerlig sammenligning. Det er to vidt forskellige huse. Gimle var måske ikke alles, men kunne måske rettere ses som nogle menneskers klub. Det har en værdi med sådan et tæt tilhørsforhold, og tabet af det kan opleves voldsomt. Nogle menneskers klub? Jeg kan give et eksempel: Da jeg første gang gik til fællesspisning i Beboerhuset på Christianshavn, stod der ingen og sagde hej og velkommen. Tværtimod var det som om, der var en usynlig dørvogter. Som om man skulle tilegne sig en legitimitet for at blive en del af klubben. Ingen ejer rummet Sådan oplevede Stine Tange det på Christianshavn, sådan var tendensen måske også i Gimle. Fornemmelsen af at nogle ejede stedet/ rummet. At et fælles sted var mere fælles for nogle end for andre. Her i Kulturhuset ejer ingen alene rummet. Medarbejderne skaber rammerne, som selvfølgelig udvikler og forandrer sig over tid lige som vores forståelse af hinanden. Men huset her skabes af langt flere medbestemmere. Rigtig meget af det, der foregår i Kulturhuset, tager afsæt i forslag, brugerne er kommet med. Og det er ikke kun den gamle garde, her er så mange mennesker i alle afskygninger, aldre og så videre, der ikke ligner hinanden. Thorvald Knudsens mor ser lidt træt ud, og Spørgom-alt-Jørgen har næsten udsolgt af spørgsmålstegn. Det må være slut nu, nettet er i øvrigt oppe igen. Vi tager også trappen. Tak for kaffe. Stine Tange på vej ned i kælderen, hvor Bryggebladets udsendte Spørg-om-alt- Jørgen er klar med blok og blyant.
KULTURHUSET ISLANDS BRYGGE