STILLE TERROR. To ansigter

STILLE TERROR To ansigter

STILLE TERROR myspace.com/hoerevaernpaabudt To ansigter

167

Han havde længe gået skridt, der er et trick, tricks med skridtene, gå sig selv i fødderne, lade benene være rødderne, ryddede lysninger i en skov hvor nogen hænger hængt mens solen ryger i sig selv, syrebad af puls, skridtene går af sig selv, mordet er kun en firkantet høne at plukke, Anders And og Rip, Rap og Rup kom til en firkantet verden, hønsene var firkantede, og lagde firkantede æg, jeg elskede det så meget, jeg har aldrig set en firkantet høne, jeg ikke instinktivt elskede for de fine hvide æg, der kan være i en hat, jeg tror min far gav mig den hat, fordi han ville have mig som hat i ryggen, fem knive senere. Sneen hobede sig op landskabet var hvidt: Læsioner gik over i frakturer, gips, smuldrede rester af gips, skæl på hovedbundens bund, skjulte skatte, brune ædelstene, hestenes ild fnysende vinden farve, mens et farvel aldrig er et farvel, altid drikke kaffe, altid det samme sted, jeg tror min far gav mig den hat for at have mig i lommen som en stat med en stat over sig en stat over sig der hjælper med økonomien. Sne over det hele, og det ser så hvidt ud, når hestene fnyser, mens de står i en gruppe for at holde varmen, min farfar stillede sig ud midt i folden, med to sorte affaldssække han vinkede med de to affaldssække, en i hver hånd, og dyrene begyndte at galoppere rundt indtil fråden kom sø, kom vand, fotografier blev taget sommeren var blegt lysende de knuste hænder samlede tænderne op fra gulvet. Sneen viskede hans spor ud som en hvisken af vind, vinden denne aften slår ind mod bygningen de knuste hænder kom igen, knoglen i fingeren gik ud af huden, mens hestenes fløj over græsset, sneen kom igen, sneen kom nu med fornyet styrke, skubbet af vinden, betyder hestenes død at der flyves et andet sted, i en anden fold, nej, flyv ikke, fly ikke med lange ar henover himlen, stjerner derude et sted, måne derude et sted, døden derude et sted. Træerne, han kom til, var træerne, han kom til. Sorte konturer i det hvide. Fem fingre, men to holdt om cigaretten. Nå, der går han igen. Jeg kan se ham fra mit vindue, jeg kan tænke mig til hans spor i sneen hviskes ud af vinden nænsomt; hvid himmel mere grå. Jeg kendte hans kvinde. Jeg kendte ikke hans kvinde: Hans øjne var de udstregede gløder, sort omkring. Natten nu, allerede natten. To ansigter er ikke mælk de kan være mælkehvide, som under himlen en dag længe før nat natten kom, og var sort røgen fra hans cigaret, en kold januarmorgen hans åndedræt; ukontrollerbart rystede noder på et ark slået op, frakke op i nakken med kraven. Kragerne dengang på Sct. Hans voldsomt store sorte dyr med meget store bevægelser, vingerne baskede, røgen forsvandt fra en mund op i luften, hvad betyder det, nej, det skal der ikke tales om, hellere vinterdagene på Sct. Hans gangene var malet, husker ikke hvilken farve, den samme gang frem og tilbage; hvad gør voldsomme bask med vingerne, en skræppen Jeg er her. Du er ikke velkommen.? Mågen på tagryggen overfor min stue. Mågen kom en forårsdag, havde små fine tynde ben, den trippede

henover taget på den lukkede afdeling, overfor min stue, Sue, prøvede jeg. Jeg prøvede at give dig navne navne med kraven godt oppe i nakken, stød stødet gennem hele kroppen da jeg pissede op af et elektrisk hegn, hestene stod på den anden side af hegnet, deres brune øjne hang som grene langt ind i mig, deres næsefløje vibrerede, bilder jeg mig, fnysende ild, sorte gangere, ryttere sprængt til atomer, kan ikke gøre mig til herre over atomerne. Rum skal bygges op, det betyder noget, det skal betyde noget; husk det, når alt andet bliver sprængt til rummet; jeg havde en pingvin min ekskærestes lillebror badede i et lille kar af plastic, pingvinerne, der var en flok, holdt ham ved selskab, mens han var i bad; engang gav han mig en af dem, så var der dengang og sådan noget, og jeg troede vist på, og nu tror jeg ikke på det, jeg forsvandt, jeg tænkte på en pingvin, Min pingvin er blevet væk. forklarede jeg lægen, hendes gang var edderkoppens gang, Op på briksen så jeg kan lytte til dig. Jeg kendte proceduren, hun skulle lytte til mine lunger og hjerte, jeg trak op i trøjen, ved spørgsmålet, der altid stilles, kunne jeg svare nej. Manden vaskede drengens hår. Er du okay? spurgte manden drengen om. Jeg er okay. svarede drengen. Manden gik i gang med at vaske hjernemasse ud af drengens hår med beskidt grå sne. Drengens hud var bleg hans øjne indsunkne. Det gør nok alligevel noget. De dage var jeg på et hvidt slot. Sommerdage med at leve på gaden. Vandre frem og tilbage falde om i Kongens Have vågne ved at to piger prøvede at få liv i mig, missede med øjnene mod den skarpe sol, jeg så kun deres konturer mod solen, himlen var blå, rummet var blåt, jeg var bange for plakaten. Plakaten forestillede de her hæsligt vredne ansigter som hestenes øjne gennem ild, et bål under en blå himmel, røgen fra hans cigaret mens han gik, gik sådan frem og tilbage. Kunne du finde på at gøre skade på dig selv?

166

Jeg så dine øjne. Dit ansigt så jeg ikke. Øjnene døde som to søer lagt søde af sukker. Din hud var meget blød. Den duftede godt. Min hovedpude duftede af din hud. Håret lå som et fældet træ, bløde tegninger af en krop, din krop. Jeg ved alligevel ikke hvad jeg skal sige, om dig, det virker så latterligt, at du sad i den bil, der kørte den anden vej, dit smil kunne ikke have været et smil: Bare et ansigt. Jeg blander tingene sammen.

Jeg er på Biskops Arnö; her er sne over det hele. Her er virkelig meget sne. Jeg ville ønske at jeg kunne bo her resten af livet; tage en kost og feje mig vej gennem sneen. Tænker på coveret til Thom Yorkes The Eraser, Manden der fejer. Sådan skulle det være hele tiden. Altid feje! Nu går det løs! Kærlig hilsen Rasmus

Tak, tak for sidst, jeg forestiller mig at sige tak som Björk på Orange Scene, Roskilde, messe tak, gentage tak. Jeg er på Biskops Arnö - her er sne over det hele, jeg er så glad for at være her, jeg tænker på dig, og jeg tænker på Morgenrøden - jeres bibliotek I vil lave, jeg har måske noget til jer! hvis jeg nogensinde kommer hjem uden sne på hjernen. Sne skal ikke forstås som slang for stoffer, her er bare så fandens meget sne. Det er vidunderligt, det er hvidt, satan er alvorlig sort - en brændt mand - her stinker ikke brændt - himlen er grå, med flækket rosa? Rosa? Måske sart bronze. Solen gemmer sig et sted, smilet er rovdyrets. Rævens. Kærlighed Rasmus

Mange tak for aftenen den anden dag. Jeg var meget glad for at komme. Jeg sidder her på Biskops Arnö. Der er sne over det hele. Er der sne hos jer nede i Danmark? Jeg har taget Dagens ansigt: Allie Mae og Dagbøger 1984-89 af Sándor Márai med mig, men har ikke fået læst, jeg har fået skrevet en del. Dagene her er vidunderlige; masser af stof om Lars Norén. I går aftes var der oplæsning af eleverne her på stedet. I Biskopsköket - der er en stor pejs. Levende lys. Aftenen i går var god, dagen endnu bedre, jeg er helt isoleret med det danske sprog, i mine projekter, og svensk er over det hele, gid jeg kunne snakke svensk, jeg ville slet ikke behøve at snakke dansk! kender du det? Med hensyn til mine tre bøger til Koordinat, så må jeg lige maile dem til dig. En dag, en dag hvor verdenen ikke er en hvid fasan på ryggen er en rygende og hvid elefant, tumlende i sneen rundt. Med ønsket om det bedste R

165

AAAAAAAH. Nu begynder det. Nej, vent lige. Skoven ligger grå. Henne om hjørnet. Det er nok. Det er det. Hvad skete der? Spørger hun henne fra sengen der er død is is i sig selv er dødt, eller koldt. Så mange minder kommer til ham, mens han skriver; rotterne hvisker henne i hjørnet hvor skoven er læsset med bål eller den nedadgående sols puls, det skrives hele tiden. Tingene er kun ord. Ordene er kun tegn, fuglekasser med huller det hele er så fandens hullet. Han sidder her, han har aldrig gået nogle steder, stederne han kommer til JA sætte sine sting, sporenes ar i sneen, hold kæft meget sne over det hele, han fik lidt sne i øret, ørerne var af guld, glade glade glade Mickey Mouse ører de glade hatte nytårsaften var syg nok. Han kigger op, han kigger væk NEJ han kigger indad, ned af træernes sprængte cancer i horisonten flyvende fisk gik i hundene. Fakler bål. Bekymringer om det hele. Han har det fra sin far den glade hat. Den æggende hat sejlende med fiskene vi ses lige deromme igen. Der skal tales. Ties. Han har en doven kat på sengen, på maven, under dynen, varme. Sne i landskabet. Sengen holder sit landskab hvidt, dynen er hvid hvis den var sort aske ikke at andet end aske sod nu kom tændte fakler. Hvor kom det til? Skatte. De dyreste erindringer er koste af koste fejende fejder blod.

Ikke tænke på det. Ikke tænke på det. Hvad var handlingen? En mand kommer gående på kirkegården i Kiev hatten er en nar han er hatten i natten, narren med smilet. Bjælder klingende klange. Musikken var død fra første døende musik, musikken kendtes ikke, kender ikke musikken, holder kæft den nar, blod på fingrene natten hvor kom natten fra? Sne over det hele. AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH

Hvor nu glade dage, vanvittig sol over det hele gråsprængt himmel et sted derude, voldsomt vejr i går, nu en stilhed, hvad kan stilhed gøre, nu hvor den er larmende, fluen bag panden, operationen i panden, det summer jo, jo, fluen er der, men den dør, jeg kan høre den dør, den kravler ikke mere rundt, strandbredder, fluepapir, sige sådan om hukommelsen, ikke tilfældet med denne hjerne nu med en død flue, tomheden, tomheden nu, fluen er et sted derinde (hælder fluen ud af øret som en møtrik i en konstruktion, konstruktionen af vinger kan det siges?) Hvornår nu hvordan kom hun hertil, månen var forstyrret, det trak fra vinduet, jeg sad stille i en statue i en stue, sad stille, og jeg vidste ikke, den gråsprængte himmel var gået videre, for nu stod himlen lysende blå, ikke et lemfældigt strøg gjordet noget, kom hun, kom hun forbi med en stille tigers mælk? Hvem nu i tigerens mælk, den nye sol solen skinner hvad? Uden at stille mig selv det spørgsmål slap af med det der, men nu holder det op, det skal holde op ikke have styr på noget, rådne dyr i vejkanten, nye insekter på bilens rude, sommeren af vinduer, åbne vinduer åndende røg ud sidder her, og ryger, det er helt vildt sygt, for hvad betyder det at ryge, er der intimitet i at ryge, mens vi ryger i håret på hinanden, dagens hår, dagens hår med røg tegnet som et ansigt med godt hår, sommeren viser sin blå himmel, vi kom omkring San Diego dengang, men det kan ikke være rigtigt, kender du det, at man tror, man har været i 58, og så indser at tallene mindst skal bytte plads og fratrækkes summen to, der blev jeg født ikke på et hospital men i fremregnede resultater bilen holdt ind til siden; jeg spurgte ikke, om han var noget, for jeg var ikke noget, jeg havde ikke lyst til at spørge til noget, der kunne fastlåse vores identiteter, så vi sad mest bare, og holdt vores kæft, en nat bierne kom med frost den første frost, himlen, der før havde været med sol, holdt op med sol, og på et foto fra dengang ser man, at regnen på et egern gør egernets pels regnvåd, tunge skyer over det hele, men aldrig spørge hjernens sorg om hjertets sorg, da han kørte videre væk voldsomt hurtigt væk mod horisonten, der viste himlen som en stor åbnet hjerne, men han stod der, også regnen, der begyndte at falde let, indtil større dråber begyndte Kid A er en mystisk plade man tænker på alt muligt, og bliver meget forvirret, mens tonerne svømmer hinanden som et landskab, der ikke ses, ikke høres, ikke duftes, ikke smages; sanserne bliver med andre ord så forvirrede som at fare vild i en teleboks uden mulighed for at ringe til andre end sig selv, og ikke selv vide, hvad der skal tales, siges, snakkes fragmenterne løsriver sig fra overordnet dag, vælter ind i natten som i går var det Ed O brian, der talte om telefonsvarer eller Colin Greenwood? Altså at Kid A var som at ringe til en gammel ven og få telefonsvareren, mens Amnesiac var at ringe til den selvsamme ven og netop få vennen i røret, disse dage sneen over det hele en telefon, der ringer som en skælvende vejrtrækning, frøerne der knepper om sommeren, og om vinteren helt forsvinder tågen lettede, og

afslørede en sti, ulvene gik ad, mens søvnen kom som en frø duerne går omkring nu, og fryser som en pjaltet klædt gammel blind mand de puster sig op, de spiller med næbbene næsten Kid A mens jeg går omkring: Ved heller ikke, hvad det betyder at fare vild i en telefonboks uden at stamme træernes stammer står sorte mørke, tågen hænger omkring dem hvordan var det varmt, dengang det var varmt er varmen en varme på Amnesiac kold er Kid A da ikke, det kan da ikke bare skæres ud sådan, hvor mange følelser er i klemme, er angsten en tonedøv engel på en trommeskole det kan man sige ligesom man kan sige (Coxon), at en kædeforretning er praktisk, men synges der det, og hvor blev Californien af musikken er nu musik; resten er knogler der falder mod et trommeskind og englen er holdt op denne dag er sort som en fugls øje, himlen er et stort nervøst fugleøje stenen er kastet igen, havet blækket til øjet er blæk ringene keyboardet på Everything in its right place så kom jeg også derhen; jeg klager ikke, nej, jeg er for høflig i huden, for kold, ikke kold, jolly, jeg kan sige: Jeg er ikke her, dette sker ikke, (læg mærke til at ordet bare ikke forstyrrer desperationen ved at lægge sig op ad sker eller læne sig op ad ikke det er netop desperationen i udsagnet, der er udslagsgivende for kommunikationen i alt, hvad jeg herefter vil ytre bare ikke i virkeligheden, virkeligheden er ivrige hænder i gavepapiret, en klo i farvekridt, pas på med det pas på lige nu, men hvordan kan jeg sige andet end at det sorte hav river din dør med sig når jeg flår dig, dig, dig, dig, hvad er du havet er sort, et ishav dræbende med sin temperatur derfor er den heller ikke et menneske men et koldt menneske ude på sår og skrammer) skrammer siger ikke så lidt om Kid A skrammel er tåbens naive postulat i forbindelse med at vaske ørerne for lyd, lydene stammer at jeg ikke er her, og at dette ikke sker, betyder ikke, at noget andet ikke var køn mod køn kastede skygger myriader af flående hænder to hænder bliver aldrig et hav bjergene i coveret samme computerstreg som på 13 af Blur men hvor Blur overgiver sig til varme toner (coveret), er Kid A dødsens koldt sort vand prøv det bedste du kan det bedste du kan er godt nok jeg vil gerne hjælpe dig mand ytres det om og om igen som postludium til omkvædet men det kan man ikke bruge faret vild i en telefonboks, indtil han river mig ud ved at køre bort i horisontens sorte gab. Sige jeg. Uden at mene det. Kalde det for spørgsmål, hypoteser. Gå fremad, kalde det for at gå, kalde det for fremad. Kan det tænkes at jeg en dag, første skridt kom så, bare blevet hvor jeg var, hvor, i stedet for, i overensstemmelse med en gammel vane, at gå ud, og tilbringe dag og nat længst muligt borte fra mit hjem, det var ikke langt. Sådan kan det være begyndt. Jeg vil ikke stille mig flere spørgsmål. Man tror man bare hviler sig, for bedre at handle bagefter, eller helt uden bagtanker, og så er det på meget kort tid blevet én umuligt at foretage sig noget som helst. Hvordan det er gået til er underordnet. Det, sige det, uden at vide hvad. Måske er det eneste

jeg har gjort, definitivt at bekræfte en gammel tingenes tilstand. Men jeg har slet ikke gjort noget. Det virker som om jeg taler, det er ikke mig, om mig, det er ikke mig. Disse få generelle betragtninger som en begyndelse. Hvordan skal jeg gøre, hvordan kan jeg gøre, hvad kan jeg gøre, i den situation jeg befinder mig i, hvordan skal jeg gå frem? Ved hjælp af rene aporier, eller ved hjælp af bekræftelser og benægtelser som efterhånden, før eller senere, vil blive afkræftet? Så meget om de store linier. Der må være andre krogveje. Ellers ville det være til at fortvivle over. Men det hele er til at fortvivle over. Inden jeg går længere, fremad, skal det bemærkes, at jeg siger apori uden at vide, hvad det betyder. Jeg så to ansigter. Jeg så Martins og Markus ansigter. Før og efter. Jeg så ikke den tredjes ansigt. Den tredje skulle eftersigende have været en pige. 1.1.2000 sad de hjemme hos Markus. Laura havde sit eget ansigt. Vi gik mod fyrtårnet. Små stier i nålelag fra granerne omkring. 1.1.2000 Allerød. Små stier andre havde gået til før os. Laura havde revet den af på Markus og placeret sin hånd på min mund. Du smager af pik. sagde jeg til hende. Hun havde en lille taske. Tingene er så gode. Dengang var tingene også gode, men jeg havde ønsket det anderledes ikke bare for mig men for Markus og Martin. Deres ansigter var ikke rigtige ansigter efter eksplosionen Markus kom ikke i skole i flere måneder; Martin havde gaze på ansigtet. Jeg husker vanten, Markus skulle gå med. Hud fra andre dele af kroppen var hentet for at rekonstruere huden på hans hånd og i hans ansigt. Den slags burde man have på lager. Sådan tænkte jeg vist ikke. 31.12.1999 havde jeg stået med dem til fest i Rønneholt parken. Rækkehusene har sikket været placeret efter bedste arkitektoniske snilde, men det virkede dødt, når man cyklede altid gennem de først mange rækker, mod den sidste række, hvor der altid var fest. Kold kasse, kolde kasser beton. De spurgte, om jeg ville med dem. Nej, havde jeg svaret. Deres ansigter var uhyggelige; ikke forandrede som sådan, men som om et lag af aske sne eller spøgelse lå på dem. Vi gik ad små stier kom til fyrtårnet, jeg sad i sandet med hende, havde ikke fået købt øl. Hun havde heller ikke noget at drikke. Jeg fik ikke hendes navn, på en måde der er normal; jeg havde fulgt hende hjem fra byen. En papegøje sad i et bur med et klæde over sig. Det var daggry. Fuglene var begyndt at synge: De synger, som rev deres kor dagen frem ved hårrødderne nænsomme blide skyer havde som lag af aske sne eller spøgelser ikke noget at gøre i kampen for overdøve solens fødsel, fuglene gjorde også sit. Hun havde syntes at hendes papegøje skulle se dagen. Hun havde trukket klædet af buret, og straks havde papegøjen knækket hendes navn. Det er sandt. Du ville have mit navn. sagde hun og slog ud med hånden i retning af

k. papegøjen. Nu har du det. I en og samme bevægelse trak hun hånden til sig, og begyndte at undersøge hendes forældres skabe for mad. Hvad har du lyst til? spurgte hun mens hun havde ryggen til mig. Hendes skuldre var nøgne. Hun havde små bryster. Hendes næse knækkede før spidsen, ja, på næseryggen. Hun vendte sig mod mig. Cornflakes. Jeg havde lyst til cornflakes. Mærkeligt nok. For jeg havde spist nede på hjørnet: dengang shawarmastedet stadig fandtes. Nu sad vi i sand. Uden noget at drikke. Gjorde sand mig tørstig? Jeg tog mine sko af. Strømperne af også. Mine tæer dykkede ned i sandet. Hun lænede sig mod mig, lagde sit hoved på min skulder. De havde sniffet lightergas. Gaseksplosion. Én af dem ville ryge en cigaret. Pigen der var med dem, var fra Hillerød. Hun skulle være den af dem, flammerne havde været mest nådesløs mod.