Sæt et flueben ved hvert spørgsmål.

Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Hvad er fakta om Desiro-toget? Billetautomat på hver station 90 siddepladser og 126 siddepladser Lavt støjniveau og op til 120 km/t Toilet med babyskift Hvor mange stationer er der mellem Skagen og Frederikshavn 5 8 11 14 Hvad koster en enkeltbillet for et barn? 48,00 kr. 24,00 kr. 15,60 kr. 31,20 kr. Køreplanen er gyldig fra 7. januar 2007 fra 7. januar 2006 fra 17. januar 2007 fra 17. januar 2006 Banen hedder Hvornår er du i Frederikshavn, hvis du en hverdag tager toget fra Skagen klokken 16.18? 16.36 16.41 16.47 16.54 Hvis du en søndag kommer med toget til Frederikshavn klokken 17.31, hvornår kan du da komme med tog videre til Aalborg 17.36 17.42 17.50 17.58 Nordjyllandsbanen Frederikshavnerpilen Skagensbanen Skagenspilen

Foto: Colourbox Nikolaj var tæt på at dø: Kørte galt på ulovlig knallert Nikolaj fløj 19 meter gennem luften og husker intet fra knallertulykken, der nær havde kostet ham livet. Heller ikke fra dagene efter, hvor han lå og døsede uden kontakt til omverdenen. Af Kirsten Winding Der er fest i Haderslev. Nikolaj og en kammerat er hjemme hos Nikolaj for at hente nye forsyninger. Nikolaj har allerede drukket et par øl, og kammeraten er heller ikke helt ædru. Nikolaj sætter sig bag på den tunede knallert, da de kører ad landevejen ind til byen igen tilbage efter festen. Det går godt lige indtil de kommer til et sted, hvor en sidevej krydser landevejen. Der holder en bil bag hajtænderne. Den skal dreje ud på landevejen, hvor drengene kommer kørende. Kammeraten sætter farten lidt ned, men det virker som om bilisten har set dem, så kammeraten gasser op det gør bilisten også og smadrer direkte ind i drengene. Kammeraten holder så godt fast i styret, at det bøjer fuldstændig sammen. Nikolaj flyver 19 meter gennem luften og lander tæt ved en lygtepæl. I første omgang troede Falck og politiet, at der kun havde været én på knallerten. Der gik lidt tid før de fandt mig, fortæller Nikolaj. De troede heller ikke, at jeg havde haft hjelm på, for den var røget af. Men sårene i mit ansigt viste tydelige mærker af hjelmen. Hvis jeg ikke havde haft den på, var jeg helt sikkert død, tilføjer han. Hukommelsestab Falck og politiet troede ikke på, at Nikolaj ville overleve. Og lægerne var overbeviste om, at han havde brækket nakken. Så de første dage lå han fastspændt på en speciel båre til folk med brækket ryg. Al den smertestillende medicin gjorde ham uklar, så han var ikke til at komme i kontakt med. Først da hans forældre gav en pige, som Nikolaj rigtig godt kan lide, lov til at komme ind på stuen, reagerede han. UNG/2006 nr.3 side 1 UNG/2006 nr.3 side 2

De efterfølgende undersøgelser viste, at Nikolaj i virkeligheden var sluppet ekstremt heldigt fra uheldet. Han havde en meget voldsom hjernerystelse, så voldsom, at han hverken kunne huske, hvad der var sket, eller hvad han selv havde sagt for et øjeblik siden. Hans venstre arm var brækket og var svær at sætte rigtigt sammen igen. Han havde brækket tre ribben, og ansigtet var skrammet til ukendelighed af at kure hen over asfalten. Heldigvis skete ulykken i november, så drengene havde godt med tøj på. Ellers var huden også blevet skrællet af på store dele af kroppen. Aldrig mere for stærkt Nikolaj lå på sygehuset en uge, og derefter lå han seks uger stille derhjemme. Nikolaj fortæller, at han hverken måtte se fjernsyn eller spille computer på grund af hjernerystelsen, og hvis han kom til at hoste eller grine, gjorde det afsindigt ondt i de brækkede ribben. Det var rigtig kedeligt, og han blev sur og irritabel. Han kom også to måneder bagud på teknisk skole Ud over de fysiske skader fik Nikolaj sig også en alvorlig forskrækkelse. Han kører ikke mere på knallert, men elsker stadigvæk at hjælpe kammeraterne med at reparere deres. Han er blevet 18 og har fået kørekort, og i garagen står en gammel bil, han er ved at sætte i stand til sig selv. Han vil stadig køre men ikke for stærkt og med hovedet under armen! Min mor sender mig stadigvæk flere sms er end før Hvor er du? osv. Hun bliver ved med at være nervøs for mig. Men nu kan jeg jo godt forstå det, tilføjer Nikolaj med et grin. KNALD I LÅGET: * Hvert år dør omkring 30 i knallertulykker. * 600 om året kommer alvorligt til skade på knallert * For høj fart, spritkørsel og manglende hjelm er i 7 ud af 10 ulykker medvirkende årsag til, at det går så galt for unge knallertkørere * 9 ud af 10 der kommer til skade på knallert er unge mænd. * Hvis man rammer asfalten med en fart på 50 km/t, svarer det til at falde ud fra 3. sal. Foto: Colourbox UNG/2006 nr.3 side 3 UNG/2006 nr.3 side 4

Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Nikolaj kørte galt på en stjålet cykel ulovlig knallert kammeratens scooter en lille motorcykel Ulykken skete, da drengene var på vej hen til festen tilbage til festen hjem efter festen til en anden fest Nikolaj var straks klar over ulykkens omfang vågnede op kort efter ulykken lå i koma i et år døsede i flere dage uden kontakt Nikolaj og kammeraten var hjemme hos Nikolaj for at hente nye forsyninger varme op til festen kontakte nogle veninder hente videoer Hvem kørte knallerten? Nikolaj kørte selv En ædru kammerat En beruset kammerat Drengene kan ikke huske Lægerne var overbeviste om, at Nikolaj ikke ville overleve havde brækket nakken havde en voldsom hjernerystelsen havde åbent kraniebrud

Nikolaj slap med bl.a. hjernerystelse og kraniebrud brækket ben og ribben hofte og albue brækket arm og ribben Nikolaj er blevet 18 år og vil aldrig mere køre for stærkt vil kun køre på lovlig knallert standser kammerater, der vil køre bil i beruset tilstand vil fremover kun cykle og tage bussen Den første Nikolaj kom i kontakt med var pigen Nikolaj godt kunne lide kammeraten forældrene lægerne I Danmark dør hvert år 10 i knallertulykker og 7 ud af 10 tilskadekomne er mænd dør hvert år 20 i knallertulykker og 8 ud af 10 tilskadekomne er mænd dør hvert år 30 i knallertulykker og 9 ud af 10 tilskadekomne er mænd dør hvert år 40 i knallertulykker og alle tilskadekomne er mænd Nikolaj lå stille på sygehuset i tre måneder og hjemme i syv uger på sygehuset i seks uger og hjemme i fem uger på sygehuset i fem uger og hjemme i seks måneder på sygehuset en uge og hjemme seks uger

Skibsdrengen Evald Tang Kristensen Der var engang en rig mand og en fattig mand, og ingen af dem havde nogen børn. Den rige var ked af det, for så havde han ingen til at arve sin rigdom, og den fattige var også ked af det, for han havde ingen til at hjælpe og trøste sig i sin alderdom. Det havde de nu hver for sig gået og tænkt over længe, indtil de endelig fandt på at gå op til kirken en aften og bede Vorherre om, at de måtte få børn. Det traf sig sådan, at de kom derop på en og samme aften, uden at de havde snakket om det på forhånd. Da de hver især havde fået ende på deres bøn og var på vej ud af kirken, stødte de på hinanden. De sagde godaften og faldt i snak om, hvad de havde været oppe og bede om. De var begge meget bevægede, og da den rige meget gerne ville have, at hans bøn skulle gå i opfyldelse, sagde han til den fattige: Det er for resten mærkeligt, at vi begge har fundet på at komme her den samme aften, dersom Vorherre bønhører os, og vi får børn, og det går hen og bliver en pige og en dreng, så skal jeg ikke have noget imod, at de får hinanden, når de bliver voksne. En tid gik hen, og både den rige og den fattige mands kone fødte hver et barn. Den fattige mands fødte en dreng, og den rige mands fødte en pige, og begge steder var de glade. Den fattige mand arbejdede for den rige. Han passede hans have, og da drengen var blevet så stor, at han kunne følge med, skulle han altid ned og lege med herremandens datter, så både forældre og børn syntes godt om hinanden. Efterhånden som børnene voksede til, kom de til at holde mere og mere af hinanden, og drengen kom til at gå i skole sammen med pigen hjemme hos hende. Så blev de voksne, og nu mærkede herremanden, at der var mere imellem dem, end han havde regnet med. De var blevet rigtige kærestefolk. Det ærgrede ham, det var dog alligevel for

simpelt for hans datter at blive gift med sådan en fattig fyr. Han forbød pigen at have noget med ham at gøre, men det hjalp ikke. Så forbød han karlen at komme på gården og truede ham med, at hvis han kom, skulle der ske ham en ulykke. Da karlen kunne mærke, at det var alvor, holdt han sig væk. En dag tog herremanden og hans kone til byen, og datteren troede, at nu var hun alene hjemme i nogle dage. Hun sendte bud til kæresten og bad ham komme. Han kom, og de gik ud i lysthuset. Mens de sad der, kom herremanden og hans kone hjem, uden at de lagde mærke til det. Da faderen ikke fandt sin datter inde i huset, løb han ud i haven. Der fandt han dem sammen, og han blev lynende gal og snappede en stor kæp og forfulgte kæresten rundt i haven. Til sidst ramte han ham og slog et hul i hans hoved, så blodet skyllede ud. Nu løb karlen hjem så stærkt, han kunne. Men herremanden lod det ikke blive ved det. Han boede ikke langt fra en købstad, og der lå flere af hans skibe, der gik til fremmede lande. Han befalede karlen at få hyre og fare med et af skibene udenlands. Til skipperen sagde han, at han skulle se at få knægten slået ihjel eller også komme af med ham så langt borte, at han aldrig kunne komme hjem mere. Karlen sagde farvel til sin far og mor og drog af sted, hvor nødigt han end ville. Men selvom herremanden og hans kone passede godt på, så fik han lige godt sagt farvel til kæresten, og de lovede at være hinanden tro. Han artede sig godt på skibet og var vellidt af skibsfolkene. Skipperen nænnede ikke at slå ham ihjel. Han syntes, at det kunne være ligeså godt at skille sig af med ham ved at forlade ham. De sejlede længe, og endelig kom de til en fremmed by. Der skulle alle veksle penge, for deres egne kunne ikke bruges der. Alle undtagen karlen gik i land for at veksle. Mens han var alene tilbage, stod han og så på vandet, og med et fik han øje på en æske, der steg op til overfladen. Han klatrede ned ad skibssiden og fik fat i den. Da han kom op igen, tog han låget af for at se, hvad der var i den. Da lå der et lille barn. I det samme kom en havfrue

op af vandet og sagde: Giv mig mit barn, ellers vælter jeg skibet. Ja, det er jeg ligeglad med, for jeg har alligevel ikke noget godt at leve for. Hvis du gør det, så kommer barnet også af med livet. Så tilbød hun ham en pung, der altid var fuld af penge. Hun dykkede ned efter pungen og kom op med den. Giv mig nu barnet! sagde hun. Nej, ikke endnu, svarede han, jeg har hørt, at der bor en prinsesse heroppe på slottet, der er skør og ikke kan kureres. Hvis du kan give mig noget, der kan kurere hende, så skal du få barnet. Det kan jeg ikke, sagde hun. Ja, så får du heller ikke barnet, sagde han, men så dykkede hun ned igen. Da hun kom op, havde hun et ris og en krukke smørelse med. Tag det her, sagde havfruen, og så skal du lade dig lukke inde sammen med prinsessen i et værelse, hvor ingen må komme. Så pisker du hende med riset, til hun falder om og ikke kan røre sig, derefter smører du hende med salven og lægger hende i sengen. Når hun har sovet ud, er hun frisk. Giv mig nu mit barn. Det gjorde han. Imidlertid havde de andre søfolk vekslet deres penge og var kommet tilbage. De spurgte ham, om han ikke også havde nogle penge at veksle. Jo, selvfølgelig har jeg det, svarede han. Så giv dem til en af os, så han kan løbe op og få dem vekslet for dig. Nej, det bliver der ikke noget af, sagde han, jeg skal nok selv veksle dem. Skipperen gav ham lov til at gå op og veksle og gik selv med ham. Da de kom op i banken, sagde karlen: Gå nu til side, for jeg har mange. Alle i banken lo, for de syntes ikke, at hans pung var ret stor. Men så gav han sig til at ryste den, og han rystede, til der kom en dynge så stor, at de måtte bede ham holde op, for de kunne ikke engang veksle de penge, der var, og banken kom til at skylde ham en hel masse. Mens han var i byen, så han sig godt om og fik øje på en plakat, hvorpå der stod, at den,

der kunne kurere prinsessen, skulle få hende og kongeriget efter kongens død. Hende tror jeg for resten, jeg kan kurere, sagde karlen. Man vidste ikke, hvad man skulle tro om det, men nu havde man jo set tegnet med pengene, og derfor blev det meldt til kongen, og karlen kom op på slottet. Her forlangte han at blive lukket inde i et kammer med prinsessen, og ingen måtte komme derind, lige meget hvad de hørte, ellers kunne han ikke kurere hende. Så blev han lukket inde sammen med hende, og så gav han sig til at piske hende. Hun jamrede og skreg, men der var vagt ved døren, og ingen kom ind. Til sidst flød der blod overalt, og hun faldt om, som var hun død. Han løftede hende op, lagde hende i sengen og smurte hende med salven og lod hende sove. Han gik ud og sagde til kongen, at de skulle lade hende ligge, til hun vågnede af sig selv. Det skete, og da hun vågnede, var hun frisk og rask. Nu skulle karlen ned til skibet igen, men kongen ville ikke af med ham, og så måtte skipperen lade ham blive der. Skibet sejlede videre og kom omsider hjem, og skipperen gik op til herremanden og fortalte, at nu var de kommet af med fyren, og han var vis på, at han ikke ville komme igen. Karlen skulle nu have haft kongedatteren, men det bad han sig fri for, fordi han havde en kæreste, og hende ville han ikke svigte, skønt kongen grumme gerne ville have ham til svigersøn. Men han syntes om, at karlen ville være sin kæreste tro og spurgte da, hvor meget han skyldte ham for helbredelsen. Det måtte kongen selv bestemme, sagde han. Så gav kongen ham syv skibe af de bedste, han ejede, med mandskab og det hele, og de var lastet med så mange kostbare varer, som de kunne rumme, og nogen tid efter sejlede karlen hjem. Det rygtedes snart, at der var kommet en rig købmand til købstaden, og herreman den indbød ham til et stort gæstebud. Han kunne ikke genkende karlen, men datteren skottede til ham. Hun var dog ikke helt sikker på, at det

var ham, for hun kunne ikke forstå, hvordan han skulle være blevet sådan en stor mand. Imidlertid havde herremanden udset en ægtemand til datteren. Det var en ung studeret mand af god familie. Næste dag bød den rige købmand hele familien ud til sig på skibet, også ham, som var udset til kæreste. De kom, og der blev rettet flot an. Da de havde spist og sad og snakkede, bad herremanden den rige købmand berette om sine oplevelser på sine lange rejser. Jo, det ville købmanden gerne, og så fortalte han om den rige og den fattige mand, der ingen børn havde og om, hvordan de fik en søn og en datter. Han fortalte, hvordan den rige i kirken havde lovet den fattige mand, at de kunne få hinanden, når de blev voksne, kort sagt, han fortalte om hele sit liv. Da herremanden hørte den historie, blev han noget ilde tilpas, for han kunne nok se, at det var ham selv, den gjaldt. Men da historien var til ende, og købmanden spurgte, om herremanden kendte noget til den, svarede han nej. Da tog købmanden igen ordet og sagde: Den rige mand var netop dig! Og det er mig, der er den fattige mands søn, og din datter er min kæreste. Nej, hun er min, sagde studenten. Hun var min, før hun blev din, sagde købmanden, og så gik han hen og tog hendes hånd, og hun tog hans, og enden blev, at de fik hinanden. Herremanden havde heller ikke noget imod det, da karlen nu var blevet en stor mand. De unge fik herregården, og de sørgede godt for både herremanden, hans kone og karlens egen far og mor lige til deres dødsdag.

Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Den rige og den fattige mand mødes i kirken samme aften efter indbyrdes aftale efter aftale med præsten uden at de havde snakket om det på forhånd fordi deres koner havde aftalt det Herremanden bad skipperen sørge for, at den fattige dreng skulle blive kaptajn en dag slået ihjel rig og berømt glemt i en fremmed havn Da børnene vokser op, er der udsigt til, at de skal have hinanden, men det ærgrer den rige herremand ærgrer den fattige mand ærgrer pigen, der er forelsket i en anden ærgrer drengen, der er forelsket i en anden Den fattige dreng får af havfruen en madkurv, der altid er fyldt med dejlig mad en kurv med et lille barn i syv skibe fyldt med rigdomme en pung, der aldrig bliver tom Det kommer til en slåskamp, hvor der bliver slået et hul i hovedet på herremanden studenten den fattige mand den fattige mands søn Da drengen har kureret den skøre prinsesse, sætter kongen ham i fængsel får prinsessen og det halve kongerige får han lov til at rejse hjem til sin gamle kæreste nægter kongen ham at få prinsessen til kone

Den rige købmand kommer til middag hos herremanden, der straks genkender den fattige mands dreng forstår, at købmandens fortælling handler om ham selv beder studenten gifte sig med datteren med det samme nægter sin datter at få den mand, hun elsker Da det unge par endelig bliver forenet til sidst får herremanden sin fortjente straf tager de unge sig pænt af både hans og hendes forældre rejser de tilbage til kongeriget, som han havde vundet bliver herremanden var med at protestere med forbindelsen

Manja Ole Kongsbak Han havde fået et hus færdigt af alle sine klodser og sad blot og så på det, da det ringede, og moderen gik ud for at lukke op. Et øjeblik endnu sad han stille, så skubbede han stolen brat tilbage fra bordet, så huset faldt sammen, langsomt, men fuldstændigt, han ville derud, det var så sjældent, der kom nogen. Det var en dame med en pige ved hånden, en pige på størrelse med ham. Da han så det, gemte han sig bag moderen med et hemmeligt smil for derefter pludselig at jage sit ansigt helt op mod pigens i et stumt grin. Hun rykkede tættere hen mod sin mor og forsøgte at skjule sit forskrækkede ansigt. Ja, det er Kaj, forklarede hans mor, Kaj, det er Manjas mor og Manja, kan du sige goddag til Manjas mor og Manja! Han hilste på damen og derefter på Manja, hvis hånd han måtte lede efter. Og da han omsider fik fat, ville han ikke slippe den igen, han syntes ikke, han behøvede at slippe den, men hun rev den til sig. Kaj, kan du tage Manja med ud i haven, så bliver Manjas mor inde hos mig, hørte han moderen sige, mens han så Manjas mor gøre sig fri af sin datter. Han nikkede flere gange og sagde endelig ja. Så med et stod de alene over for hinanden ude på stentrappen, der førte ned til haven. Manja skelede tilbage mod den lukkede dør, og han fulgte tavs og med åben mund alle hendes bevægelser. Længe efter, da hendes blik engang strejfede hans, hørte han sig selv sige: Vil du være med til noget? Hun holdt tre fingre for munden og hostede, før hun så på ham og spurgte: Hvad? Han blev forvirret, som om han slet ikke regnede med, at hun ville have svaret. Det ved jeg ikke, hviskede han og så hjælpeløst ud over haven, han vidste ikke til hvad. Da sagde hun igen noget, han vendte sig brat, hendes øjne lå fast på ham: Går du i skole?

Nej gør du? Ja, sagde hun og gik et skridt baglæns. Men jeg skal snart til næste år skal jeg! skyndte han sig at sige og tog et langt skridt frem mod hende. Hun satte sig tavs til rette på trappen, strammede kjolen over knæene og foldede hænderne over dem. Hun sad som en, der er blevet alene og skal være det resten af sit liv. Han fulgte fuldkommen uforstående med, det var, som om hun ved hver af sine bevægelser tog noget ud af hænderne på ham ganske bevidst, noget, der var hans. Hun så et øjeblik adspredt på ham og derfra ud over haven. Han spejdede i samme retning. Hvad så hun efter? Hvad ville hun gerne? Bare hun ikke gik. Pludselig kom Rolf løbende, hans schæferhund Rolf. Han sprang den hylende i møde, mens han hele tiden så tilbage. De overfaldt hinanden på græsplænen, han kastede sig foran den og lod den bide ham, hvor den ville, mens hun sad oppe på trappen og så til. Han lo op til hende, idet han rejste sig og fandt på mere med Rolf: trak den i øret, hev den i nakkeskindet og væltede den omkuld, mens han satte sig til rette oven på som i en usikker stol. Igen skelede han op til hende og lo, han var den stærkeste, det havde hun måske ikke troet, han var? Hun havde måske ikke troet, at han kunne klare sig mod Rolf? Men hvorfor lo hun ikke også? Hvorfor var hun så udeltagende, når hun alligevel så på dem? Med et sagde hun noget: Det er da synd, det er jo dyrplageri! Han rejste sig rød i hovedet, og Rolf listede omgående væk. Så stod han og grinede lidt, hvorpå han strakte armene i vejret og bøjede sig langsomt bagover, han ville lave en flitsbue for hende. Men det lykkedes ikke. Før hænderne nåede græsset, bukkede han sammen og faldt leende ned. Hun derimod blev blot siddende ubevægelig og så på ham, som om hun ikke vidste, hvad det vil sige at le. Han forsøgte endnu en gang at gå bagover, men faldt igen. Hun trak kjolen længere ned over knæene og syntes ikke

at ville se på ham mere. Men han kunne jo heller ikke helt. Hvad var der, han kunne? Han rullede sig om på ryggen med ansigtet bort fra hende, han ville ikke rejse sig igen og se på hende, før han havde fundet ud af noget, han kunne. Pludselig var han oppe og i løb hen imod et træ, nu vidste han, hvad han kunne. Han begyndte at klatre op i træet, han kunne lave en svalerede i et træ, det kunne han endog meget nemt. Han klatrede støjende opad, forsøgte at sætte hele træet i bevægelse, bøjede grenene til side og så ned til hende, hende, der ikke vidste, hvad han ville nu om lidt. Et stykke oppe krøb han ud på en gren og blev stille, et øjeblik efter hang han i armene alene. Han så over på hende en sidste gang, før han svang benene foran sig op til hænderne, og nu var der en svalerede. Han anstrengte sig for at le ned til hende, men hun lo ikke igen, hun troede måske ikke, at dette her var svært? Hun sad, som om hun ikke anede, hvad han lavede. Da var det, han fandt på noget igen: Han ville hænge i fødderne alene, det havde han ikke turdet før. Midt i et skrig slap han med hænderne og lod kroppen svinge frem og tilbage i luften som et pendul. Det var først, da han havde sluppet, han blev bange, han forsøgte straks at komme tilbage igen, men han kunne ikke. Nu havde han kun valget mellem at kalde på moderen eller lade sig falde. Han ville ikke kalde på moderen og turde heller ikke lade sig falde. Han ville alligevel kalde på moderen, men så da i det samme hen på Manja og ville så igen ikke, han hang musestille og vidste, at han ville styrte ned. Det varede ikke så længe, som han havde regnet med, kun et kort sekund, så lå han dernede, og dog slog han sig meget, syntes han. Han rejste sig langsomt og tørrede snavset af ansigtet, derefter grinede han over til Manja, før han pludselig forsvandt om bag huset. Da han kom tilbage, var han på løbehjul, han kunne køre overalt på løbehjul, selv i de

smalleste gange, og han kunne stå hen over fjorten fliser. Men hun talte dem ikke, hun sad og tegnede med pegefingeren på sin kjole. Han standsede op neden for hende: Vil du prøve? Nej, hun rystede på hovedet uden at afbryde tegningen. Så lod han løbehjulet falde og satte sig til at stirre på hende, hvorfor mon hun hellere ville sidde og tegne? Hvor længe mon hun ville blive siddende sådan? Han ville ikke spørge, men vente og se, vente og se, hvad hun ville bagefter. Men han fik det ikke at se, hun blev ved at tegne i en uendelighed, lige til hendes mor kom ud, og de skulle gå, hvad der gjorde ham så skuffet, at han sagde farvel uden at vide det. Først da lågen smækkede bag dem, og de ikke mere var at se, gik det op for ham, at Manja havde været der og var gået igen. Han snurrede omkring og løb ind i huset for at finde sin mor. Kommer de igen, mor? råbte han med en stemme, der knækkede over af spænding. Manja gik ved moderens hånd hen ad fortovet og stirrede ned i en uendelig række af grå fliser, derpå løftede hun øjnene og så en lang række grå lysmaster. Så så hun op på moderen og spurgte: Hvornår skal vi derhen igen, mor? med en stemme, der overhovedet intet fortalte.

Sæt et flueben ved hvert spørgsmål. Hvordan reagerer Kaj, da de får gæster? Vredt, fordi han leger så med sine klodser. Han glæder sig, fordi det er så sjældent, at der kommer nogen. Han gemmer sig for Manja, fordi han er genert. Han gemmer sig bag sin mor og vil ikke slippe hendes hånd. Da Kaj tumler voldsomt med sin schæferhund Rolf: bliver Manja forskrækket vil Manja også være med i legen beskylder Manja Kaj for at være dyrplager råber Manja om hjælp, da hun tror, at Kaj er blevet bidt af Rolf Ude i haven: foreslår Kaj, at de skal lege noget foreslår Manja, at de skal lege noget foreslår moderen, at de skal lege i sandkasse foreslår Kaj, at han skal hente sine klodser, som de så kan lege med Kaj vil gerne vise sig for Manja, så han forsøger at: lave en svalerede i et træ kravle op i toppen af det store træ i haven slå vejrmøller, men falder vise hende en fuglerede i hækken Hvem går i skole? Ingen af børnene går endnu i skole Manja går i skole Kaj går i skole Begge børn går i skole Da Kaj hænger i gyngen i fødderne alene, bliver han stolt ser Manja imponeret ud kalder han på sin mor bliver han bange

Det eneste Manja vil lave ude i baghaven er at tegne at lege med Rolf at lave svalerede at køre løbehjul Da Manja er taget af sted er Kaj glad for at være sluppet af med hende græder Kaj, fordi han slog sig i haven glæder Kaj sig til, hun kommer igen leger Kaj videre med sine klodser Manja er en pige: med masser af ideer til lege der er meget stille og genert der er svær at få med til noget der er nem at imponere På vej hjem spørger Manja begejstret sin mor om hun må få en hund som Rolf helt neutralt sin mor om, hvornår de igen skal derhen sin mor om, hvorfor hun skulle lege med dumme Kaj sin mor om, hvilken skole Kaj skal gå i Novellen er fortalt af Kaj selv af en alvidende fortæller, der ved, hvordan Kaj tænker af en alvidende fortæller, der ved, hvordan Manja tænker af Kajs moder, der står og følger børnenes leg

Sidste skoledag af Audrey Castañeda Læs artiklen Sidste skoledag og sæt streg under det ord eller udtryk i parenteserne, som passer i sammenhængen. Hele landets 9.-10. klasser har sidste skoledag. Tillykke til jer alle. Til forældrene til netop disse dejlige teenagere: Må jeg have lov til at krydse fingre på jeres vegne. Jeg håber, de alle når helskindet hjem. INDTIL I GÅR TROEDE JEG, at alt var, som det plejede at være sidste (skoleferie, skoletime, skolelærer, skoledag). Vær sød at klæde dig ud. Støv din klasselærers hjemmeadresse op og hent så ham/hende i en lånt trillebør sammen med resten af (skolen, lærerne, børnene, klassen). Gå derefter ned langs hovedgaden med jeres lærer, der smågrinende trygler om, at I ikke nok vil lade være med at slingre så meget fra (morgenstunden, morgenmaden, morgenstemningen, morgentrafikken). Alle brød ud i befrielsens latter, det var sjovt, alle var glade, man tænkte slet ikke på, at det måske var (første, sidste, anden, næste) gang, man kom til at se nogle af dem, man var vokset op med. Det var man på det tidspunkt slet ikke fuld nok til at blive emotionel over. Det kom senere, mens man sad foroverbøjet i en hæk, mens veninden holdt hestehalen, at tårerne piblede frem. Jeg er nu bange for, at mine (minder, tårer, tanker, ideer) mest var fordi, jeg virkelig ikke brød mig om at kaste op. Og så var det så sødt af min veninde at gå med mig ud og genopleve aftenens indtagen af øl, Martini, rødvin, vodka og Big Ben-karameller. Den gang troppede man larmende op på skolen, som man i dagens (anmærkning, bemærkning, anledning, afmatning) ejede. Ingen kunne sige "dæmp jer lige lidt", vi var blevet voksne og bon-kammerater med alle lærerne. Det skulle fejres med en tur på taget. Hvor var det fedt at stå der og føle, at man ejede hele verden, og alle de små bare stod og kiggede respekt- og forventningsfuldt op på en. Man havde deres kommende lykke i sin hule hånd. Det var mig, der havde karamellerne, og ti sekunder senere så man, hvordan børn kastede sig hvinende omkring, mens det (sneede, tågede, blæste, regnede) med Big Ben-karameller i hele skolegården. I ny og næ narrede vi de små og lærerne, for så kom der vandbomber med ned. Det var sjovt. Og hold kæft hvor vi sang. Selv vores sanglærer Mogens så ganske tilfreds ud.

SÅDAN FEJRES TINGENE åbenbart ikke længere. Nu skal der bilsmadring til. Skoler rundt omkring i landet er blevet opfordret af det kriminalpræventive råd til at stille øh, hvad skal man kalde det biler og hammer til rådighed, så de unge kan komme af med deres frustration i løbet af den sidste skoledag. Ja, så det ikke kommer til at gå ud over hele byen, når den nyvundne frihed og brandert skal (tænkes, fejres, tiljubles, afskaffes) Jeg tror, det er her, vi skal takke nogen for at have tænkt så langt. På den anden side, hvad blev der af karameller og det at gå syngende arm i arm. Man kalder det et forbillede fra Esbjerg, fordi man der valgte at stille strategiske boksebolde op rundt omkring. Derved formindskede man denne dag antallet af (politibetjente, politihunde, politisager, politikredse) om vold, hærværk og tyveri. HVORFOR ER VANDBOMBEN ikke god nok længere? Den gav et chok, alle blev (kåde, våde, flåde, nåde) vandet var lidt koldere, end man lige havde regnet med, og der var garanteret én, der blev sur. Det er nu blevet så alvorligt at fejre sidste skoledag, at forældrene er nødt til at følge de unge rundt i byen, så det ikke går helt over gevind. Hvor må det være rædselsfuldt at skulle have sine (lærere, forældre, søskende, ledere) med til fest. Så hellere slæbe rundt på sin lærer i en trillebør iført fjollet tøj! fra Urban 23.05.2006