Miniroman Tekst, sats og grafik: 2010 copyright Hasse Sørensen Alle rettigheder forbeholdes Sat i Baskerville Ikke-udgivelsesklar beta-version Kopiering af denne bog er ikke tilladt.
Hvor alle historiens bærende personer og begivenheder i denne fortælling er skabt ud af den fri fantasi, er alle de omtalte steder, og de personer der er knyttet til stederne, foreninger og virksomheder, beskrevet nøjagtigt og korrekt, omend subjektivt. Se eventuelt de uddybende noter og adresser sidst i bogen. Et par bemærkninger til hjælp for læsningen: PH udtales på thai som P, ikke som F En Soi er en sidevej. Mange soi s har ikke navne, kun numre. En Khlong er en kanal. En Wat er et buddhistisk tempel.
Is something wrong? she said Well of course there is You re still alive, she said Oh, and do I deserve to be? Is that the question? And if so...if so...who answers...who answers...? I, oh, I m still alive Hey I, oh, I m still alive Hey I, but, I m still alive Yeah I, ooh, I m still alive Yeah yeah yeah yeah yeah yeah Pearl Jam, fra sangen Alive
Hun lukkede sine fyldige læber omkring hans lem. Han kiggede forventningfuldt på hende et øjeblik, og lukkede så øjenene, og lagde nakken tilbage for at nyde det. Dette havde Robert fantaseret om. Det var en drøm der gik i opfyldelse. Men det var ikke behageligt. Robert tog fat omkring Marias baghoved med begge hænder, nænsomt men bestemt, og trak hende langsomt op til sit ansigt. Undervejs nåede hun at spytte hans pik ud, og protestere. Hvad er der i vejen? Ka du ikk li det? Jo... Løj Robert. men jeg har mere lyst til at kysse dig! Maria smilede kunstigt og stirrede forundret på ham. Så pressede hun sine Lancôme-røde læber imod hans mund, og skød sin tunge ind. Maria var ikke den smukkeste pige i verden, og så afgjort heller ikke dén der udtalte den største visdom. Men på Bryggerkælderen i Ølstykke var hun dén der fik al tale til at forstumme, et næsten umærkeligt kort øjeblik, når hun kom ind af døren. Der var ingen der stirrede åbenlyst på hende, eller talte om hende, for sådan er folk i Ølstykke ikke. Men alle var opmærksomme på hendes tilstedeværelse, og alle sad og tænkte deres. Mændene havde i hende et bevis på, at der findes mere spændende kvinder end hende derhjemme, og pigerne havde i hende én de kunne misunde og foragte på samme tid. Maria med det lange sorte hår og læderjakken. Maria med de røde læber og høje hæle. Sidste gang ingen havde set hende i tre uger, og man derfor godt kunne tillade sig at tale lidt om hende, var der én der havde sammenlignet hende med hende fra Tomb Raider. Men han var blevet bedt om at falde ned på jorden, for så store var de slet ikke, og så havde hun jo heller ikke dét hak i læben. Men uanset hvor mange der sad og tænkte deres, så var hun ikke én man forsøgte noget med. For det første mødte man hende aldrig andre steder end på pubben, 6
og man skulle jo ikke blamere sig i offentlighed, for det andet var hun gift med en langturschauffør. Og dog... Her stod hun imellem de udstillede varer, midt om natten i Værebro Tømmerhandel, i det svage blege månelys, der kom ned igennem tagvinduerne. Hun stod og holdt om Robert, og Robert stod og holdt om hende. Hans bukser stod endda åbne. Robert havde nøglen til trælasthallen. Og de nøgler brændte i hans lomme. De brændte i hans lomme, så han ikke kunne få rejsning. De brændte i hans bevidsthed. I nøglebundtet var der alle de nøgler han kunne ønske sig, og kunne ønske langt væk på samme tid: Nøgler til alt i trælasthallen eller Råd og Dåd Byggecenter, som det nu også hed og nøgler til parcelhuset på Ametystvej i Jyllinge. Hans forældre havde haft store drømme med ham. Faderen havde haft en vigtig stilling indenfor Mærsk på Esplanaden, og Robert skulle mindst have haft en stilling på samme niveau. Men Robert var ikke skolemindet, pjækkede når han kunne, og lavede stort set aldrig lektier. Længe inden 9. klasse stod det klart for Robert at gymnasiet kunne aldrig blive aktuelt. Hårdt presset af sine forældre startede han istedet på handelsskolen. Det havde været deres drøm at han i det mindste kunne læse videre derfra, men Robert havde skaffet sig en læreplads i Værebro Tømmerhandel, og til forældrenes forfærdelse var han godt tilfreds. Gamle Nielsen var en venlig herre, der aldrig hed andet. Hans dåbsnavn var Jørgen, men alle, inklusive han selv, stortrivedes med at han blev kaldt Gamle Nielsen. Robert holdt uendeligt meget af Gamle Nielsen, og Gamle Nielsen havde mere eller mindre båret Robert igennem uddannelsen. Men Gamle Nielsen var forfærdeligt syg, og kunne næsten ikke holde sig oprejst det sidste år af Roberts læretid, og dagen før han skulle til eksamen sov Gamle Nielsen ind. 7
Alting til trods bestod Robert sin eksamen, og da han kom tilbage til tømmerhandelen blev han spurgt ind på kontoret. Reelt var han kun blevet lovet tre måneders ansættelse ud over læretiden, men inde på kontoret sad førstemanden Knud sammen med Gamle Nielsen datter, der kun var nogle år ældre end Robert, og fortalte Robert at de næsten ikke kunne undvære ham, nu da Gamle Nielsen var gået bort, og at han kunne fortsætte som fastansat. Tina, Gamle Nielsens datter, sad og kiggede ned i gulvet, og mæglede ikke et ord. Tina havde arvet forretningen, og skulle nu træde i Gamle Nielsens sted. Men hendes interesse kunne ligge på et meget lille sted. Hun kom op ad formiddagen, og alt hvad hun sagde blev sagt i et tonefald, der alt for tydeligt afslørede at det var noget andet hun havde drømt om. Når kunderne kom med uberettigede klager, og der ikke var andet at gøre end at gå til højeste sted, gav hun næsten altid kunden ret, for selv at få fred, uanset hvor absurde deres klager var. Det var rygtedes, og nogle af de lokale håndværksmestre udnyttede det groft. Det irriterede Robert helt forfærdeligt. Han tænkte somme tider at Gamle Nielsen ville rotere i sin grav, hvis han vidste hvordan datteren drev forretningen. Men uanset hvad så gav tømmerhandelen et ganske pænt overskud, trods Tinas eftergivenhed overfor kunderne, og det var ikke mindst Roberts fortjeneste. Tina havde tydeligt vist gang på gang hvilke medarbejdere hun brød sig om, og hvilke hun ikke brød sig om. Robert var på pluslisten, imens førstemanden Knud var på minuslisten. På den årlige skovtur til Dyrehaven havde hun samlet de medarbejdere der var på hendes plusliste, og foreslået en fortsat druktur på Bakken, hvor de øvrige helt tydeligt ikke var inviteret. Drukturen var aldrig blevet til noget for Tinas og Roberts vedkommende. De var fosvundet ind i skoven, hvor hun havde overbevist ham om at man kan gøre hvad man vil, konsekvensfrit, på en firmaskovtur. Og så havde de ligget dér med halvvåde blade inde under tøjet, og knasende grene under sig, og kneppet til den helt 8
store guldmedalje. Hendes høje hvin og støn havde skræmt det meste af faunaen i miles omkreds væk. Og alle andre deltagere i skovturen havde også hørt det. Resultatet var at Tina og Robert var blevet kærester, og Robert var flyttet ind i parcelhuset på Ametystvej. Alt i alt en lykkelig historie, hvis ikke det var for de talrige stikpiller Robert fik i løbet af dagen fra sine kolleger. Roberts forældre, Birthe og Anders, var bestemt heller ikke begejstrede. Tina var en lille slank pige, på kun 159 centimeter, med langt sort hår, der nåede hende til midt på ryggen. Ofte optrådte hun i en sort strop t-shirt, der afslørede en tatovering på skulderbladet, der forestille hendes stjernetegn, en skorpion. Havde hun noget over skuldrene var det oftest en læderjakke. Og dét var ikke det værste. Det værste var at hun hverken havde uddannelse eller dannelse. Pigebarnet var ikke istand til at skelne en hummergaffel fra en salatgaffel, hvis hendes liv afhang af det. Og så var pigebarn måske endda en sarkasme i sig selv. Hun var jo ældre end Robert. Men Anders kunne nu godt se nogle fordele i alliancen. Det kunne jo ikke holde, med den opdragelse Robert havde fået hjemmefra, og så den proletartøs. Og når forholdet røg, så ville Robert være nødt til at sige sit job op. Anders nægtede kategorisk at kalde det en stilling. Og så var det måske på høje tid at læse videre... Anders kunne sidde og smile for sig selv, når han forestillede sig at de kastede tallerkener efter hinanden hjemme i typehuset i Jyllinge. Birthes største bekymring var at de ikke var gift. Det gav et gip i hende hvergang hun blev spurgt hvordan det gik med Robert og hans kone, og om der mon snart var småbørn på vej. Gud forbyde at de fik børn før de var blevet gift. Birthe havde kun foragt for en brud i omstændighedskjole. Der er jo ingen grund til at udstille sin usømmelighed. Det frydede alt sammen Robert. Ikke fordi han hadede sine adoptivforældre, for det gjorde han ikke ligefrem, men allerede i de store klasser i folkeskolen stod det klart at de aldrig ville blive 9
fornøjede med ham, og han var begyndt at søge efter sin egen berettigelse i livet. Egenligt var et hans far der generede ham mest, men det var mor Birthe han kunne hamre i gulvet, rent filosofisk. Hendes folkekirkelige prædiker, som var så uendeligt hule og dobbeltmoralske, hendes fint skal det være holdning til hjem og familie. Fuldstændigt blottet for hjertets dannelse. Man skal elske sin næste sagde hendes elskede bibel, men hun havde intet til overs for folk der var bare en smule mindre konforme eller en smule mindre heldigt stillet end hende selv. Og hun havde selv fået alt forærende på et sølvfad. Hans mor rystede som et espeløv når han fortalte om arbejdet i tømmerhandelen, eller sin kæreste. Mishaget lyste ud af hende. Så i forhold til forældrene var det et ideelt forhold. Men langsomt var det gået op for Robert, at kollegaernes drillerier ikke var den største hage ved forholdet. Han arbejdede i Tinas tømmerhandel, han boede i Tinas hus, han sov i Tinas seng, og alle nøglerne i lommen var Tinas. I begyndelsen havde deres forhold været hedt. De havde elsket med hinanden mindst fire gange om ugen, spist af hinandens gafler og haft pudekampe, når de ikke lå med alle husets dyner på gulvet foran fjernsynet. Somme tider havde de ventet til alle var gået efter fyraften, og elsket på kontoret i tømmerhandelen. Nu var forholdet kølet en anelse af, og de havde en aftale om at give hinanden lidt luft. At arbejde sammen og bo sammen er krævende, og to-tre gange om ugen gik Robert enten på Kings Pub i Stenløse Centeret eller på Bryggerkælderen i Gammel Ølstykke, og drak en øl eller to. Robert kunne ganske vist ikke holde de fleste af de tågehoveder ud, som hang ud dernede, men det var den eneste plausible måde at få lidt fravær fra Tina på. Nu kunne der også sagtens gå en uge, uden at Tina og Robert elskede med hinanden. Det passede ham egenligt også meget godt. Han kunne elske med hende i en time, og bagefter ligge under sin dyne og føle sig utilfredsstillet og tom indeni. 10
Da Maria, som han havde set på Bryggerkælderen, var kommet ind i Værebro Tømmerhandel for at kigge på en brændeovn, og havde sendt ham frække blikke, havde han bildt sig ind at hun kunne give ham lysten til sex tilbage. Hun var jo ikke ligefrem grim, og havde den mest udfordrene kavalergang han længe havde set. Tre ting havde han bemærket, der var forskellige fra Tina. For det første havde Maria rimeligt store bryster. Tina havde næsten ingen. For det andet havde Maria et fyldigt og vildt hår, hvor Tinas lange glatte hår altid hang som en død hestehale ned af ryggen. For det tredie havde Maria en vildskab i blikket, hvor Tina nærmest så lige igennem Robert, med halvdøde øjne. Jo, Robert ville gerne have Maria. To dage efter deres møde over en brændeovn havde Robert set Maria igen, på Bryggerkælderen. De vekslede lige et par ord, men ikke noget af betydning. Spændingen fik Roberts hjerte til at slå mærkbart, og han blev lidt tør i munden, men efter en tår øl og en distraherende bemærkning fra Lone, der stod i baren, var følelsen væk igen. En halv time senere gik Robert på toilettet, og så på vejen at Maria sad og snakkede med to andre piger. Han ville have sagt noget til hende, men vidste ikke lige hvad. Han drak en øl mere, på sin faste plads ved baren, og tænkte som en gal over hvad han kunne sige til Maria, imens der kørte en livlig diskution om en artikel én af de andre havde læst men tydeligvis ikke forstået i Illustreret Videnskab. Da Robert tog sin jakke, og rejste sig for at gå, havde han endnu ikke fundet på noget at sige, men det viste sig også for sent. Maria var gået. Robert gik ud til sin bil, satte nøglerne i og drejede en kvart omgang. Alle låsene gik op på en gang, og Robert åbnede døren bag førersædet, og smed jakken ind. Men inden han fik åbnet døren til førersædet hørte han en stemme bag sig. Han vendte sig om og fik øje på Maria, der stod lænet op af en lille rød bil, der holdt et par pladser fra hans, på den ellers næsten tomme parkeringsplads. Der havde hun ikke stået hele tiden, og Robert spekulerede som en sindssyg over hvor 11
hun kunne have været. Havde hun bare siddet i bilen og ventet på ham? Undskyld... Sagde Robert tøvende. Jeg hørte ikke hvad du sagde? Jeg spurgte om min brændeovn var kommet hjem!? Robert tøvede lidt. Havde hun siddet i bilen og ventet på ham, og overrasket ham på den måde, på parkeringspladsen, for at spørge om brændeovnen? Havde hun andet i tankerne? Med ham? Efter en pinagtig lang tænkepause svarede han at den var kommet hjem, men at de ikke kunne levere og installere den før onsdag. Kan vi ikke tage ud og kigge på den? Spurgte hun. Nu? Robert så forundret ud. Ja... Du har vel nøgler til tømmerhandelen? Hun havde fulgt efter ham i sin egen bil, og da de var kommet ind i hallen, havde hun grebet ham i ærmet før han kunne nå at tænde lyset, og uden et ord havde hun kysset ham. Og her stod de så. Robert var mildt fortvivlet. Han havde overskredet alle grænser for intelligent opførsel, han var Tinas på alle måder, og her havde han kastet sig ud i fuldblods utroskab, midt i Tinas tømmerhandel, og det var på alle måder en skuffende oplevelse, indtil nu. Lysten var væk. Mest af alt havde han lyst til at sige, at dette vist var en dum idé, og nu var det på tide at komme hjem. Men han kunne ikke få det sagt. Istedet rakte han ned imellem hendes ben, ind under cowboynederdelen, og skubbede hendes trusser til side. Hun havde lyst. Det kunne han mærke. Og han kunne mærke at hun var glatbarberet forneden. Det var en af de ting han havde håbet at komme til at opleve i sin seksuelle karriere, og det gav ham nyt blod på tanden. Hun begyndte at fumle med hans lem igen, og han pressede hende op ad et arbejdsbord, der stod udstillet. Med lidt besvær og lidt mere fumlen lykkedes det dem i fællesskab at få presset hans lem op i hendes revne. Fumleriet havde svækket hans rejsning lidt, men han kunne da stadig presse sig op i hende. Han tungekyssede hende igen, imens han forsøgte at kneppe hende, imod alle odds. 12
Følelesen af idioti, hendes hårde ubehagelige blowjob, nederdel, åbne bukser, nøglerne i lommen, trusserne der klemte på siden af hans lem, den på alle måder ubekvemme stilling... Han nåede lige at tænke, at hvis man skal risikere så meget som han risikerede, så burde det være væsentligt bedre, men måske var det netop en højere moralsk retfærdighed der ramte ham... Så gik døren op. Både Robert og Maria stivnede. Robert stirrede febrilsk hen imod døren, men nåede kun at se den lukke sig langsomt. Han blev stående som forstenet. Hans lem var blevet slabt og var gledet ud af Maria, men han blev ved med at stå og presse hende op ad arbejdsbordet. Hvem var det? Spurgte Maria, hvidskende med panik i stemmen. Robert gad ikke svare. Stupidt spørgsmål fra en stupid kvinde! Robert trak sig baglæns, til han stødte på en høj hård genstand bag sig. Han vidste ikke hvad det var, og han var også bedøvende ligeglad. Han stod godt en meter fra Maria, som febrilsk var ved at bringe sit tøj i orden. Selv stod han med åbne bukser, underbukserne havde presset hans slatne lem sammen på en ubehagelig måde, hvor elastikken klemte på forhuden. Men det var Roberts mindste problem. Alle de virkelige problemer råbte hver især i hans hoved, og forsøgte at overdøve hinanden, med det resultat, at han ikke kunne tænke én klar tanke. Han kunne mærke sin puls banke i tindingerne, og hans krop var varm og kold på samme tid. Maria forsøgte at komme i kontakt med ham, men han kunne intet høre. Han så, med kikkertsyn, hendes læber bevæge sig. Hun så passende ophidset ud, men Robert var bedøvende ligeglad. Han lukkede øjnene og formede med stort besvær ordene med sine læber: Gå hjem. Da han efter nogle lange sekunder åbnede øjnene igen stod hun stadig foran ham, og så rådvild ud. Gå hjem! sagde han igen. Denne gang i et meget bestemt, men samtidg lidt opgivende, tonefald. 13
Hun nikkede langsomt og vendte sig om, og begyndte at gå. Han lukkede sine bukser, og rettede lidt på det hele, imens han så hende åbne døren, og lukkemekanismen lukke døren uendeligt langsomt bag hende. Kort efter hørte han hendes bil starte og køre væk. Robert satte sig ned på betongulvet, og rev ubevidst nøglerne ud af lommen, og lagde dem foran sig. Længe sad han bare og stirrede på nøglerne, og forsøgte at tænke over hvad de repræsenterede, og hvilke konsekvenser dette ville få. Hans hoved dunkede og han kunne kun trække vejret med de øverste ti procent af lungerne. Der måtte være gået flere timer. Udenfor var det blevet mørkt, og kun de grønne skilte hen over nødudgangene kastede lidt lys i hallen. Robert rejste sig langsomt. Hans ene ben sov, og det sortnede lidt for øjnene da han stod helt oprejst. Han vaklede langsomt ud af hallen, og låste døren efter sig med rystende hænder, imens han tænkte, at det nok var sidste gang han låste dén dør. Han satte sig ind i bilen, men det varede længe før han satte nøglen i tændingen, og startede bilen. Ind imellem tænkte han flere gange for sig selv at han nok ikke burde køre bil i den sindstilstand. Robert kørte rundt på må og få, og havde ingen idéer om hvor han skulle tage hen og hvorfor. Han havde ikke et specielt stort behov for at drøfte situationen med sine forældre. Han havde ingen kammerater eller venner han kunne vende den slags med. Han følte sin brystkasse var ved at eksplodere. Han standsede bilen i vejsiden, og slukkede motoren, og så hostede han højt og gennemtrængende, før han tog en dyb indånding og en lang udånding. Og så igen. Robert havde ikke trukket vejret ordenligt igennem i flere timer. Sådan havde det også altid været i folkeskolen. Når Robert ikke havde lavet lektier, eller blev sendt op til inspektøren, så trak han kun vejret med den mindst mulige del af lungerne. Små korte vejrtrækninger, 14
så han blev helt træt i hovedet af iltmangel. Ikke en bevidst handling, men en dårlig vane. Robert havde mange gange tænkt over at det var en naturstridig reaktion på at være presset. I virkeligheden burde man jo blive kamp- eller flugtberedt når man følte sig presset. altså i den naturlige verden... Men Robert var i konflikt med sin egen natur på næsten alle tænkelige måder, så hvorfor ikke også hans måde at håndtere pres på? Dér hvor han boede, dér hvor han arbejdede, og dér hvor han slappede af var Robert omgivet af mennesker der var uintelligente, uvidende, og i mange tilfælde småt begavede. Det er ikke de store intellektuelle udfordringer man kan forlange af en trælasthal og en lokal centerbodega... Folk dér kunne ikke engang forstå en artikel i Illustreret Videnskab rigtigt. Gad vide om de ville være i stand til at forstå en Jumbobog rigtigt...? Robert var uden tvivl den skarpeste kniv i skuffen alle de steder han kom. Og hans forældre havde altid bebrejdet ham hans valg. Delvis for deres egen forfængeligheds skyld, men også for hans skyld. Men intet i denne verden kunne få Robert til at indrømme at hans forældre havde ret i, at han burde have taget en videregående uddannelse. Han havde evnerne, og med forældrenes økonomiske opbakning alle muligheder for at læse i mange år, uden at stifte gæld. Men Robert havde været skoletræt i flere år, da han slap ud af skolen efter niende klasse, og han havde været lykkelig for at arbejde for Gamle Nielsen. Det var først da forholdet til Tina ikke var nyt længere, og begyndte at blive hverdag, at Robert begyndte at køre lidt sur i det hele. Drillerierne over at være chefens kæreste, Tinas ligegyldighed med forretningen, panikken over at være helt i lommen på Tina... Robert havde brug for at tale med en ven. Han havde brug for at sætte ord på alting, sætte det hele i den rette kontekst, til én der ville forsøge at forstå, og ikke ville begynde at råbe og skrige ad ham. Men Robert havde ingen venner. Masser af bekendte, masser af drukkammerater, en syndflod af tilfredse kunder, velmenende forældre, men ingen venner; ingen han kunne betro sig til. 15
Han prøvede at forestille sig at han betroede sig til sine forældre. lagde kortene på bordet, og fortalte dem at han havde bollet udenom, og var blevet taget med bukserne nede... Hans vejrtrækning blev endnu mere besværet ved tanken. Robert begyndte at se stjerner for øjnene. Det hele kørte rundt for ham. Han ville rulle vinduet ned, men kunne ikke famle sig frem til knappen, så han åbnede døren i stedet for. Efter et stykke tid vendte han sig, så benene stak ud af bilen, og sad sådan lidt, før han skubbede sig fremad, og kom på benene uden for bilen. Han støttede sig til døren imens han gik fremad, og satte sig så ned på hug. Det kørte mere og mere rundt for ham, og imens han sad dér kastede han op. Normalt ville han have fjernet sig hurtigst muligt fra synet og lugten af sit opkast, for ikke at fremprovokere endnu en opkastning, men han blev siddende og stirrede på det længe, og mærkede hvordan kulden bredte sig fra hans mave til resten af kroppen. Det havde hjulpet lidt på vejrtrækningen at kaste op, og Robert kunne mærke at hans kræfter var ved at være brugt op. Ikke på noget fysisk, men fordi det tærede enormt på hans kræfter at være så fortvivlet. Han satte sig ind i bilen, fandt et vaskeskind i hanskerummet, som han tørrede sit ansigt med, og smed ud af døren, før han lukkede den, lagde ryglænet lidt ned, og satte sig tilbage. og faldt i søvn med det samme. Robert vågnede ved at nogen bankede på ruden. Han glippede lidt med øjnene, og skulle lige bruge et par sekunder på at finde ud af hvor han var. Han rullede vinduet ned og gabte, imens han tog bestik af den ældre mand der stod uden for bilen og lænede sig ned til hans øjenhøjde. Er der noget galt? Spurgte manden. Robert skulle lige tænke sig om et øjeblik. Nej... Nej... Nej, der er ikke noget galt. Jeg blev bare så træt... ville ikke køre når jeg var ved at falde i søvn... Han kiggede på manden, og håbede at han forstod. Manden kluklo og sagde Jamen så godmorgen, da, min ven! 16
Han gik hen til sin sølvgrå Toyota, der holdt foran Roberts bil med katastrofeblinket tændt, satte sig ind, slukkede blinket og kørte. Robert samlede sine tanker, og følte en knugen for brystet, da han erindrede hele aftenens forløb. Maria og ham selv i salgsudstillingen, Tina der kom ind af døren. hvem i himlens navn skulle det ellers være? Men apropos i himlens navn hvad i himlens navn lavede Tina i trælasthallen så sent om aftenen? Hun havde altid været ophøjet ligeglad med forretningen, og overladt det til Knud og Robert at sikre at forretningen kørte som den skulle. Alt arbejde der blev udført efter klokken to om eftermiddagen, blev udført uden Tinas tilstedeværelse, eller viden, for den sags skyld. Hun sad simpelthen stille og roligt og levede af at have en forretning, som hun ikke rørte en finger i, og som hun dårligt nok anede hvad handlede med. Heller ikke det hus hun boede i havde hun rørt en finger i. Hun havde købt huset, der på mange måder var et håndværkertilbud, et par år før hun blev kærester med Robert. Og hun havde ikke gjort andet end at skjule de værste fejl med lidt maling hist og her. Da Robert flyttede ind udførte han en større renovering og modernisering. Køkkenet blev fjernet helt, og væggen mellem køkken og stue revet ned. Det samme blev væggen imellem to værrelser. Resultatet var blevet et hus med åbent amerikansk køkken, ud i ét med stuen, som var blevet forsynet med en moderne pejs. De havde også fået et lækkert soveværrelse. Til Roberts fortrydelse havde Tina købt næsten alle deres møbler i Jysk Sengetøjslager. Hvor huset var top kvalitet efter Roberts indsats, med splinternyt tag, var møblerne hæftet sammen af dårlige spånplader med plastiklaminat. Nå... Det var alt sammen lige meget nu. Faktum var uanset hvorfor at Tina var kommet ind af døren til salgsudstillingen sent om aftenen, og havde set Robert i gang med at kneppe Maria. Han var ingenting uden Tina. Arbejdsløs og hjemløs. Og nu havde hun bogstaveligt talt taget ham med bukserne nede. Det var næsten pinagtigt morsomt. Robert tvang sig selv til at være cool, og startede bilen. 17
Han havde ingen anelse om hvor han kunne have lyst til at køre hen. Trælasthallen? Nej. Bryggerkælderen? Nej. Kings Pub? Nej. Hjem? Ikke tale om! Hjem til hans forældre. Næ... Han trængte til at være sig selv, og begyndte at spekulere på om der mon fandtes nogle kroer eller hoteller han kunne checke ind på, bare for en enkelt nat, eller indtil han vidste hvad han skulle gøre. Der var jo Hotel Søfryd i Jyllinge... Men nok en anelse for lokalt. Robert vendte bilen rundt, og kørte i Retning af Roskilde. Scandic på ringvejen var det rigtige sted, havde han besluttet. Det var stadig tidligt på formiddagen, og Robert anede ikke hvad han skulle foretage sig. Helst ville han bare ha dagen til at gå. en uge, en måned, et år... Sove fra det hele. En time efter han havde checket ind på hotellet, og sat sig på værelset for at stirre ind i væggen, fik han en SMS. Den var fra Tina, og meget kortfattet. SVIN stod der. Robert anede ikke hvad det bedste svar ville være, så han undlod at svare, og slukkede i stedet sin mobiltelefon. Han kiggede ud af vinduet, på den blygrå himmel og træerne der vred sig i den hårde blæst. Enhver slutning er en begyndelse. Messede han for sig selv, igen og igen. Robert anede ikke hvor han havde hørt den sætning, sikkert en b-film af en art, men det hjalp på nerverne at messe det indtrængende. Måske blev han bare ved med at messe det, fordi det var så langt som han kunne tænke. Sætningen indeholdt to problemer, og han strandede på dem begge. Slutningen var ikke slut endnu, og han havde ingen idéer til hvordan han skulle få bragt den afslutning, der var begyndt, til en endelig afslutning. Han havde forsøgt at tænke på at ringe til Tina, men kunne ikke tænke tanken færdig. Det andet paradoks var begyndelse. Hvordan? Han havde med 110% sikkerhed lige mistet sit job, sit hjem, sin bil, og enhver tænkelig relation til andre mennesker. Alt tilhørte Tina. Selv hans bekendte på Bryggerkælderen og Kings Pub tilhørte Tina, så snart de havde hørt hvad han havde gjort. Selv sandheden tilhørte Tina. Robert 18
kunne ikke gå nogle steder hen og fortælle sandheden, og få nogle som helst former for sympati. Selv når han fortalte sine forældre de eneste i hele verden, der ikke ville tage Tinas parti per automatik hvad der var sket, ville han være tvunget til at udelade de centrale dele af hændelsesforløbet. Hans mor var i forvejen et nervevrag fordi han boede sammen med en kvinde han ikke var gift med. Hvis hun hørte at han oven i købet havde været denne kvinde utro, ville hun gå i åen. Nej, verden tilhørte Tina lige nu. Hele verden. Og Robert havde intet. hverken slutning eller begyndelse. Så tanken nåede aldrig længere end til hans messende ord: Enhver slutning er en begyndelse. Efter nogle timer, hvor han havde siddet og stirret ud af vinduet, og efterhånden selv syntes, at han mindede om en tosse, der sad i en spændetrøje, i hjørnet af en gummicelle og savlede, rejste han sig op, og gik ned i hotellets bar for at drikke noget. Han havde ikke lyst til at forøge graden af idioti, så han scannede kortet for ting med meget lav alkoholprocent, og landede på en irish coffee. Den varme søde drik gav ham en fornemmelse af ro, og hjalp ham til at tage en beslutning. Han ville opsøge sine forældre den næste dag, og fortælle dem at det hele var gået i kage. Så måtte det gå som det kunne. han kunne jo ikke sidde og gemme sig for verden på et hotel på ringvejen for evigt. Han gik i seng med fjernbetjeningen i hånden, og så nogle elendige amerikanske serier med stor fornøjelse. TV-serier har den vidunderlige indbyggede logik, at alt løser sig indenfor 45 minutter. Han samlede brudstykker fra serierne op, som han kunne overføre på sin egen situation, og før han faldt i søvn nåede han at tænke at han da også var kørt ud på et sidespor i sit liv, og han faktisk havde brug for at slippe af med både kæreste, job og hjem, for at komme ind på det rette spor. Interessant nok var det også hans fars holdning, da han den næste eftermiddag sad hos sine forældre, og til deres tavse ansigter havde fortalt, at han og Tina havde haft et stort skænderi, og at hun havde 19
truet med at smide ham ud, hvorefter han var gået og havde smækket med døren. Det var jo ikke DIG, Robert, at arbejde dér, og bo sammen med dén kvinde! Slog hans far fast. Nej, hvor de hygger sig! Tænkte Robert, men sagde ikke noget. Dette her passede perfekt i hans forældres kram, og så længe de hyggede sig med deres bagklogskab og fordomme, spurgte de ikke til detaljerne i skænderiet. så lad dem hygge sig... Nej, det er jo også dét... Begyndte Robert at sige. det blev for meget på én gang, at hun var min kæreste, min arbejdsgiver og eneejer af det hus vi boede i. Hans mor fik nervøse trækninger, når han sagde ordet kæreste. Næ, men det er jo da dig, søde Robert, der har bygget både huset og firmaet op til dét det er idag! Sagde hun. Uden dig ville hun jo ikke være noget. Hun slubrede indigneret lidt kaffe i sig. Robert tænkte at Tina, uanset hvad, aldrig ville være noget i hans mors øjne. Men han havde ikke lyst til at forsvare Tina lige nu. Jo mere hans forældre fik lov til at bebrejde ham hans liv og de valg han havde foretaget, jo mere ville de trods alt være på hans side, i denne situation. som de eneste i verden. Robert blev tildelt gæsteværelset med rent sengetøj, og efter hans forældre var gået i seng, og hørbart lå og talte om hans situation inde i deres ægteseng, gik han på jagt i huset efter brugbart læsestof, der kunne aflede hans tanker. Foruden havebøger og kogebøger var der ikke andet end bøger om søfart. Hans far havde haft en god stilling i mange år nu, i Maersk på Esplanaden. Men aldrig været ude, som de fleste andre i et shippingfirma. Robert rystede på hovedet af alle bøgerne om skibe, og kom til at tænke på en strofe fra en operette, han havde lært som barn. Stå aldrig til søs, lad de andre stå, du får stribevis af kors og bånd og stjerner på! 20
Robert havde hele sin ungdom syntes at popgruppen TV2 s udgave var sjovere, men nu, hvor han stod foran alle disse bøger om skibe, der tilhørte en shippingmand, der aldrig havde sejlet, kunne han i langt højere grad nyde originalen. Han ville ønske at han kunne huske resten af sangen. Robert endte i sin seng med et glas vand og en bunke Femina, som han bladrede igennem, helt uinteresseret. Den næste dag vågnede han sent, med en smule hovedpine, og ingen appetit. Han kom igennem formiddagen i en underlig døs, og selv hans mor lod ham være rimeligt meget i fred. Det gennemgående tema i dét hun fik sagt, når hun ikke kunne lade være med at bryde tavsheden, var at han var heldig at slippe af med det pigebarn. Efter de havde spist frokost i tavshed tog Robert mod til sig, og tændte mobiltefonen. Der gik et øjeblik før den fangede netværket, og samlede sms beskeder ind fra serveren. Robert nåede lige at glæde sig over at ingen havde ringet eller skrevet til ham, da den begyndte at bippe. Der var et par beskeder om at ringe til telefonsvareren og en lang én fra Tina. Faktisk gider jeg ikke se dig mere, men jeg er vel nødt til det, så jeg kan få mine nøgler, og slippe af med alt dit lort. Robert læste beskeden fire gange. Bagefter sad han og stirrede åndsfraværende ud i haven. Det småregnede og store mørke skyer dominerede himlen. Vinden kom i stød. Det ville ikke være et problem for Robert at aflevere nøglerne, tage sine få personlige ejendele fra huset, og forlade stedet. Han behøvede heller ikke komme ned i trælasthallen, heldigvis. Det eneste personlige han havde dér var et åndssvagt trofæ, fra en tåbelig konkurrence. Men det ville være et problem at se hende i øjnene. Derfor havde Robert også mere lyst til at skrive end til at ringe. Okay. Jeg kommer og afleverer nøglerne og henter mit lort. Hvornår? Hun havde ventet på hans besked, for hun svarede med det samme. Hvornår kan du være der? 21