Side 1 af 7 ARVID Stamoplysninger Titel Adir j.nr. 99-627-0338 Dokumenttype Dagpengeret, selvforskyldt ledighed AMA-afgørelse Dato(DD-MM-ÅÅ) 20-10-2000 Klassifikation Resumé Principiel Medlemmet havde ikke en gyldig grund til at ophøre på et kursusforløb iht. sin IHP på grund af sit helbred. Retskilder Bevisbyrden lå hos medlemmet, som ikke ville give kommunen tilladelse til at sende en kopi af den eksisterende lægeerklæring til a-kassen af principielle grunde. Medlemmet mente, at a-kassen skulle betale for en ny erklæring (AR 275). Lov om arbejdsløshedsforsikring 63, stk. 1. Bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed, 21, stk. 1, nr. 1. Søgeord Helbred Gyldige grunde Dokument A F G Ø R E L S E Ankenævnet er enig med direktoratet i, at De er selvforskyldt ledig og derfor skal pålægges en effektiv karantæne på 5 uger (185 timer) fra den 30. marts 1999, jf. 63, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 592 af 14. juli 1999 om arbejdsløshedsforsikring m.v., og 24, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De ikke har fremlagt dokumentation for, at De havde en gyldig grund til at ophøre i kursusforløbet den 30. marts 1999 som led i en individuel handlingsplan, jf. 21, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om. Ankenævnet har videre lagt vægt på, at De afbryder et kursusforløb som led i en individuel handlingsplan, hvorfor det må være Dem som har bevisbyrden for at dokumentere ved hjælp af en lægeerklæring, at De har en gyldig grund hertil.
Side 2 af 7 Ankenævnet bemærker, at De alene behøvede at give kommunen tilladelse til at sende en kopi af den eksisterende lægeerklæring, men at De at principielle grunde ikke ønskede at gøre dette, da De var af den opfattelse, at kassen skulle betale for udstedelsen af en ny lægeerklæring. Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 26. november 1999. 1. Sagsforløb Direktoratet har fremstillet sagen således i sin afgørelse af 26. november 1999: "De begyndte den 9. november 1998 på et kursusforløb på. Kurset var et led i en individuel handlingsplan og skulle foregå i perioden 9. november 1998 til 14. april 1999. A-kassens afdeling fik den 19. april 1999 meddelelse om, at De havde afbrudt kurset den 30. marts 1999 på grund af sygdom. På denne baggrund anmodede a-kassen Dem ved brev af 21. april 1999 om en lægelig dokumentation på sygdomsforløbet. Ifølge a-kassen havde De den 23. april 1999 telefonisk kontakt med afdelingen, hvor De oplyste, at De var sygemeldt på grund af graviditetsgener, og at kommunen havde modtaget en lægeattest. De og afdelingen blev enige om, at De skulle bede kommunen tage en kopi af lægeattesten og fremsende den til afdelingen. Deres ægtefælle kontaktede imidlertid senere afdelingen, fordi han ikke kunne forstå, at [a-kassen] ikke ville betale for en lægeattest, når det nu var afdelingen, der anmodede om en sådan. Afdelingen oplyste Deres ægtefælle om, at det suverænt var den, der traf afgørelse, om man ville godtgøre medlemmets udgift til en lægeattest. Endvidere blev det oplyst, at afdelingsbestyrelsen havde valgt kun at betale lægeattester i forbindelse med rådighedsvurdering efter længere tids sygemelding. De og Deres ægtefælle har i breve af 28. april 1999 og 5. maj 1999 til a-kassen oplyst, De i samråd med jordmoderen og egen læge blev sygemeldt den 30. marts 1999, og at De gik på barselsdagpenge fra den 20. april 1999. De var således sygemeldt de sidste 14 dage af kurset samt 6 dage fra kursusafslutning til barselsstart. De er uforstående over for, at a-kassen i Deres tilfælde vil have lægeattest, når a-kassen ved, at De modtager sygedagpenge fra socialforvaltningen. A-kassen ved således,
Side 3 af 7 at socialforvaltningen har bedt om lægeattest. Dermed må sygemeldingen være i orden, ellers ville De ikke kunne få sygedagpenge. De præciserer i brevene, at De ikke er uvillig til at fremskaffe en udfyldt og underskrevet attest til brug for a- kassens sagsbehandling, men at De er dybt uenig i, at det er Dem som skal afholde udgiften til lægeattesten. De anfører videre i brevene, at der ikke er lovhjemmel til at pålægge Dem udgiften til en lægeattest til brug for a- kassens sagsbehandling, og at det må være a-kassen, der skal afholde udgiften til lægeattesten. De henviser herved til undersøgelsesprincippet (officialprincippet), som efter Deres opfattelse indebærer, at det er a-kassens ansvar, at sagen er oplyst tilstrækkeligt og korrekt, inden den træffer afgørelse. A-kassen har oplyst, at den kontaktede socialforvaltningen i Kommune den 21. juli 1999 for at høre, om den kunne rekvirere en kopi af den lægeattest, som socialforvaltningen havde liggende. Det blev af socialforvaltningen oplyst, at den først skulle have Deres accept for at kunne fremsende kopi af lægeattesten til a-kassen. A-kassen tog efterfølgende telefonisk kontakt til Dem og anmodede Dem om at kontakte socialforvaltningen vedrørende ovenstående. Deres ægtefælle oplyste imidlertid, at der var tale en om principiel beslutning, og at I ikke ville kontakte socialforvaltningen, fordi I mente, at det var a-kassen, som skulle afholde udgiften til lægeattesten. A-kassen traf den 23. juli 1999 afgørelse om, at det ud fra de i sagen foreliggende oplysninger ikke er godtgjort, at De har haft en gyldig grund til at afbryde Deres kursusforløb den 30. marts 1999. De blev derfor pålagt en effektiv karantæne på 185 timer fra den 30. marts 1999. De og Deres ægtefælle har ved brev af 11. august 1999 klaget over a-kassens afgørelse. De henviser i klagen til Deres breve af 28. april og 5. maj 1999. De anfører desuden, at De ikke vil gå til kommunens socialforvaltning og bede (tigge) om kopi af en lægeattest, som det offentlige har betalt, for derefter at aflevere den til a-kassen, som derved får oplysningerne på det offentliges regning. A-kassen har ved oversendelsen af sagen til direktoratet oplyst, at den ikke har fundet grundlag for at ændre sin afgørelse." Sekretariatet kan tilslutte sig direktoratets sagsfremstilling. 2. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse
Side 4 af 7 Direktoratet traf den 26. november 1999 følgende afgørelse: "De pålægges en effektiv karantæne på 5 uger (185 timer) fra den 30. marts 1999. Begrundelse Ad selvforskyldt ledighed og pålæggelse af karantæne Hvis et medlem af en a-kasse ophører i et tilbud efter en individuel handlingsplan, anses medlemmet som hovedregel for at være selvforskyldt ledig. Der henvises til 9, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om Der er dog ikke tale om selvforskyldt ledighed, hvis der har været en såkaldt gyldig grund til opsigelsen. Gyldige grunde vil som hovedregel have relation til arbejdsmarkedet og vil ikke være personlige grunde. De gyldige grunde er udtømmende nævnt i 21, stk. 1, i bekendtgørelsen. Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De den 30. marts 1999 afbrød et kursusforløb, som var et led i en individuel handlingsplan, og som skulle foregå i perioden 9. november 1998 til 14. april 1999. Det er oplyst, at De afbrød kurset på grund af sygdom. Sygdom er en gyldig grund til at ophøre i et tilbud, hvis der er lægelig dokumentation for, at medlemmet på ophørstidspunktet på grund af sit helbred ikke eller kun med vanskelighed kunne fortsætte i tilbudet. Der henvises til 21, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De i sagen ikke har fremlagt lægelig dokumentation for, at De på ophørstidspunktet ikke kunne fortsætte i tilbudet på grund af Deres helbred. Direktoratet vurderer endvidere, at De ikke har haft en anden gyldig grund efter 21, stk. 1, til ophøret i tilbudet. Direktoratet vurderer således, at De ikke havde en gyldig grund til at ophøre i tilbudet. De skal derfor pålægges en effektiv karantæne på 5 uger, jf. 24, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om Ad fremlæggelse af lægelig dokumentation
Side 5 af 7 "Efter officialprincippet kan myndigheden også søge bistand til sagsoplysningen hos sagens parter." "I ansøgnings- og klagesager og i andre sager, der rejses på partens initiativ, har parten en særlig tilskyndelse til at bidrage til sagsoplysningen, og i praksis er det derfor sjældent, at parten nægter at medvirke. Sker det alligevel, er myndigheden som udgangspunkt berettiget til at tillægge den manglende eller utilstrækkelige medvirken processuel skadevirkning. Det betyder, at myndigheden kan meddele parten, at sagen må afsluttes på det foreliggende grundlag, medmindre parten bidrager med de ønskede oplysninger. Afsluttes sagen på det foreliggende grundlag, kan det, for så vidt angår de af parten uoplyste punkter, indebære, at myndigheden må lægge en for parten ugunstig mulighed til grund." "Det er almindelig antaget, at parten ikke uden særlig hjemmel kan mødes med processuel skadevirkning over for oplysninger, som vil være særligt belastende, besværlige eller omkostningskrævende at skaffe." "Den processuelle skadevirkning kan efter de ovenfor anførte retningslinier anvendes uden særlig hjemmel." De fire anførte citater stammer alle fra bogen "Forvaltningsret" af Hans Gammeltoft-Hanen, Jon Andersen, Kaj Larsen og Karsten Loiborg (Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1994), side 316-318. Et medlems anmodning om dagpenge må anses for at være en sag, der rejses på partens (medlemmets) initiativ. Det er direktoratets vurdering, at et medlem, der anmoder om dagpenge, er nærmest til at fremkomme med de oplysninger, der godtgør, at medlemmet er berettiget til dagpenge. Et medlem, der anmoder om dagpenge, er derfor omfattet af reglerne om processuel skadevirkning, jf. ovenfor. Det er endvidere direktoratets vurdering, at fremskaffelse og bekostning af en lægeattest ikke vil være særligt belastende eller omkostningskrævende at skaffe for et medlem. Hvis et medlem derfor nægter at fremlægge lægelig dokumentation for, at medlemmet på ophørstidspunktet på grund af sit helbred ikke eller kun med vanskelighed kunne fortsætte i et tilbud, kan dette medføre processuel skadevirkning, således at det ved afgørelsen lægges til grund, at medlemmet ikke havde en gyldig grund til ophøret." 3. Klagen til ankenævnet Ved brev af 20. december 1999 klagede [medlemmet] og
Side 6 af 7 [dennes ægtefælle] over direktoratets afgørelse af 26. november 1999. [medlemmet] og [ægtefællen] gjorde følgende gældende: "I forbindelse med behandling af klagen henviser vi til vor skrivelser af 28. april 1999 og 5. maj 1999 samt 11. august 1999. Til ovennævnte skrivelser skal der knyttes nogle kommentarer. Det skal endnu engang præciseres, at [medlemmet] ikke har/er uvillig til at fremskaffe en udfyldt og underskrevet lægeattest til brug for arbejdsløshedskassens sagsbehandling. Direktoratet skriver blandt andet i deres afgørelse af 26. november 1999, side 1, sidste afsnit: Der er dog ikke tale om selvforskyldt ledighed, hvis der har været en såkaldt gyldig grund til opsigelsen. Gyldige grunde vil som hovedregel have relation til arbejdsmarkedet og vil ikke være personlige grunde. Da der i ovennævnte skrives, at gyldige grunde vil som hovedregel have relation til arbejdsmarkedet og vil ikke være personlige grunde, bør a-kassen i denne henseende også sidestilles med en arbejdsgiver, hvor lægeerklæring som arbejdsgiver forlanger, betales af arbejdsgiveren. Ellers er a-kassen en form for offentlig myndighed, hvor man er pligtig til at afholde udgiften vedrørende attest til brug for sagsbehandling. A-kassen kunne vel i stedet for lægeerklæring bede [medlemmet] om en tro- og loveerklæring, som indeholder en skriftlig bekræftelse fra dagpengemodtageren om uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Erklæringen må have værdi som dokumentation. Da vi ikke er enige i direktoratets afgørelse side 2 andensidste afsnit: "I ansøgnings- og klagesager " osv., har vi medsendt kopier fra vejledning om syge- og barselsdagpenge fra den Sociale Ankestyrelse. Der har vi markeret nogle områder som blandt andet efter lighedsprincippet også bør gælde for almindelige dagpenge. [Medlemmet] har anmodet om dagpenge med efterfølgende accept. Men når a-kassen på deres initiativ vil stoppe dagpengeudbetalingen, hvis de ikke får lægeerklæring for [medlemmets] sygdom, bør a-kassen afholde udgiften for lægeattesten til brug for a-kassens sagsbehandling. [Medlemmet] er uenig i, at direktoratet i deres afgørelse skriver, at en lægeattest ikke er omkostningskrævende for os. Med en familie med lille indkomst, stram økonomi og 2 børn er udgiften til en lægeattest omkostningskrævende for
Side 7 af 7 os." 4. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bemærkninger til klagen Ved brev af 11. januar 2000 sendte direktoratet klagen samt sagens akter til ankenævnet, idet direktoratet ikke fandt grundlag for at ændre sin afgørelse. Direktoratet havde følgende bemærkninger til klagen: "Der henvises i klagen til, at det af 7, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel fremgår, at arbejdsgiveren henholdsvis kommunen skal betale udgiften til en lægeerklæring, hvis arbejdsgiveren henholdsvis skønner det nødvendigt at forlange en sådan. Direktoratet skal hertil bemærke, at det i 7, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel er fundet hensigtsmæssigt og nødvendigt at fastslå, at udgiften til en lægeerklæring i de omhandlede situationer skal afholdes af arbejdsgiveren henholdsvis kommunen. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller i bekendtgørelse om Betaling af lægeerklæring i relation til arbejdsløshedsforsikringen må derefter afgøres ud fra almindelige forvaltningsretligeprincipper. Det er derfor fortsat direktoratets opfattelse, at et medlem der nægter at fremlægge lægelig dokumentation, er omfattet af den processuelle skadevirkning. Det er endvidere fortsat direktoratets vurdering, at fremskaffelse og bekostning af en lægeattest generelt ikke vil være særligt belastende eller omkostningskrævende at skaffe for et medlem. Direktoratet skal videre i den konkrete sag henvise til, at det er oplyst, at medlemmet ved henvendelse til kommunen vil kunne få kopi af en allerede eksisterende lægeerklæring, hvorfor der i den omhandlede sag ikke behøver at være tale om en økonomisk udgift for medlemmet i forbindelse med fremskaffelse af en lægeerklæring. Direktoratet fastholder således, at medlemmet må anses for selvforskyldt ledig, da der ikke er fremlagt lægelig dokumentation for, at medlemmet havde en gyldig grund til at ophøre i tilbudet." 5. Nyt efter klagen Intet.