Vildanden 1884 Henrik Ibsens skrifter Diplomatarisk tekstarkiv Kollasjonering og koding Henninge Margrethe Solberg, Eivor Finset Spilling, Mette Witting 1
1. I Vildanden. Skuespil i fem akter af Henrik Ibsen. 1884. 2
II III Vildanden. 3
IV Personerne: Grosserer Werle, værksejer o. s. v. Gregers Werle, hans søn. Gamle Hjalmar Ekdal, den gamles søn, fotograf. Gina Ekdal, Hjalmars hustru. Hedvig, deres datter, 14 år. Fru Sørby, grossererens husbestyrerinde. Relling, læge. Molvik, forhenværende teolog. Bogholder Gråberg. Pettersen, grossererens tjener. Lejetjener Jensen. En blegfed herre. En tyndhåret herre. En nærsynt herre. Sex andre herrer middagsgæster hos grossereren. Flere lejetjenere. (Første akt foregår hos grosserer Werle, de fire følgende akter hos fotograf ) 2. 1 4
Første akt. (I grosserer Werles hus. Kostbart og bekvemt indrettet arbejdsværelse; bog- skabe og stoppede møbler; skrivebord med papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med grønne skærme, så- ledes at værelset er dæmpet belyst. Åben fløjdør med fratrukne forhæng på bag- væggen. Indenfor sés en stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. For- an til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.) (Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i ar- bejdsværelset. I den større stue går to tre andre lejetjenere omkring, ordner og tænder flere lys. Inde fra spisesalen hø- res summende samtale og latter af man- ge stemmer; der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder; en skåltale holdes; bravoråb og så atte summende samtale.) 2 Pettersen (tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over.) Nej hør bare, De, Jensen; nu står gam- lingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby. Lejetjener Jensen (flytter en lænestol frem.) Pettersen. Jensen. Pettersen. Jensen. Pettersen. Jensen. Pettersen. Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem? Fan véd. For han har nok vær t en svær buk i si- ne dage. Kanske det. Det er jo for sønnen at han holder dette her middagsselskabet, siger de. Ja. Sønnen kom hjem igår. Aldrig vidste jeg før at grosserer Werle havde nogen søn. Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdals-vær- ket. Han har ikke været i byen i alle de år 3 jeg har tjent her i huset. En lejetjener (i døren til den anden stue.) De, Pettersen, her er en gammel fyr, som Pettersen (mumler.) Hvad fan, kommer her nu nogen! 5
(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag.{)} #Rødbrun, smudsig pa- ryk og en liden grå knebelsbart.)# Pettersen (går imod ham.) Jøss, hvad vil De her inde? Ekdal (i døren.) Pettersen. Må så nødvendig ind på kontoret, Pet- tersen. Kantoret er stængt for en time siden, og Hørte det i porten, far. Men Gråberg sid- der der endnu. Vær snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen. (peger mod tapetdøren.) Har gåt den vejen før. Pettersen. Ja, De får så gøre da. (åbner døren.) Men sans endelig på at De kommer ud igen den 4 rigtige vejen; for vi har fremmede. Ved det nok, hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. (mumler sagte.) Torsk! (han går ind i kontoret; Pettersen lukker døren efter ham.) Jensen. Pettersen. Hører han også til kantorfolkene? Nej, han er bare en, som skriver udenom når de har det nødig. Men han har såmænd vær t en fin fyr i sin tid, gamle Jensen. Pettersen. Jensen. Pettersen. Ja, han så ud... som noget af hvert. Ja da; han har vær t løjtnant, kan De tænke. Å fan, har han vær t løjtnant! Ja gu har han så. Men så slog han sig nok på skoghandel eller hvad det var. De siger at han skal ha gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Høj- dals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen. Jensen. Han kan da ikke ha stort at spandere 3. 5 6
for, han. Pettersen. Jøss, Jensen, De kan da vel skønne at det er mig, som spanderer. For jeg synes, en skal være sjangtil imod bedre folk, som det er gåt så ilde med. Jensen. Pettersen. Jensen. Pettersen. Har han spillet bankerot da? Nej, det var nok værre end som så. For han kom på fæstningen. På fæstningen! Eller kanske det var i bodsfængslet (lyt- ter.) Hys, nu går de fra bordet. (Døren til spisesalen slås op af et par tje- nere derinde fra. Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers ) Fru Sørby, (i forbigående til tjeneren.) Pettersen. Pettersen, vil De la kaffeen servere inde i musiksalen. Ja vel, fru Sørby. (hun og de to herrer går ind i stuen og 6 derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud samme vej.) En blegfed herre (til en tyndhåret.) Puh, den dinér det var et drøjt stykke arbejde! Den tyndhårede. Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre timer. Den fede herre. Ja, men bagefter, bagefter, min kære kam- merherre! En tredje herre. Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen. Den fede herre. Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke. Den tyndhårede (dæmpet.) Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du. Den fede herre. Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner. (de ler og går ind i stuen.) 7
Grosserer Werle (dæmpet og forstemt). Jeg tror ikke nogen la mærke til det, Gregers (ser på ham.) Hvilket? 7 La ikke du heller mærke til det? Hvad skulde jeg lægge mærke til? Vi var tretten til bords. Så? Var vi tretten? Werle (med et blik mod Hjalmar ) Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til de øvrige.) Vær så artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne, undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre.) Hjalmar (som har hørt samtalen.) Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Hvad! Det heder jo at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be min ene- ste og bedste ven Men jeg tror ikke din far liker det. Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset. 8 Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen. Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rig- tignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten sytten år. Er det så længe siden? Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud. Du er næsten ble t fyldig og svær. Hm, svær kan man vel {j}ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang. Ja det gør du; dit ydre har ikke lidt noget. Hjalmar (i dystrere tone.) 8
Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås. Gregers (sagtere.) Hvorledes går det din far nu? Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers 4. 9 ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele ver- den at holde sig til. Men dette her er så knu- sende tungt for mig at tale om, ser du. Sig mig heller, hvorledes du har havt det der op- pe på værket. Dejlig ensomt har jeg havt det, havt god anledning til at gruble over mangt og me- get. Kom her; lad os gøre os det hyggeligt. (han sætter sig i en lænestol ved kami- nen og nøder Hjalmar ned i en anden ved siden af.) Hjalmar (blødt.) Du skal dog ha tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da at du ikke længer har noget imod mig. Gregers (forundret.) Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha noget imod dig? I de første årene havde du det dog. Hvilke første år? Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt at du havde. Det var 10 jo på et hængende hår at din far selv var ble t trukket med ind i disse her å, dis- se her skrækkelige historierne! Og derfor skulde jeg ha noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind? Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det. Gregers (studser.) Far! Ja så. Hm. Var det derfor at du aldrig siden lod mig høre fra dig, ikke med et eneste ord? Ja. Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf? 9
Din far sa, det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting. Gregers (ser hen for sig.) Nej, nej, kanske han kunde ha ret i det. Men sig mig nu, Hjalmar, finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling? Hjalmar (sukker let.) 11 Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ik- ke sige andet. I førstningen kan du jo vide at det var ligesom lidt underligt for mig. Det var jo så rent forandrede for- holde, jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent forandret. Den store ruinerende ulykke med far, skammen og skændselen, Gregers Gregers (rystet.) Ja vel, ja. Ja vel. Jeg kunde jo ikke tænke på at bli ved med studeringerne; der var ikke en skilling til- overs; tvert imod; snarere gæld; mest til din far, tror jeg Hm Nå, så syntes jeg det var bedst sådan med et ryk, ser du at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var i- sær din far, som råded mig til det; og da han tog sig så hjælpsomt af mig Gjorde far? Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta penge fra til at lære fotograferingen og 12 til at indrette et atelier og etablere mig? Det koster, det, kan du tro. Og alt det har far kostet? Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig. Ikke et ord om at det var ham. Han må ha glemt det. Vi har aldrig vekslet an- det end forretningsbreve. Så det var alt- så far! Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet at folk skulde få vide det; men ham var det. rigtignok. Og ham var det jo og- så, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske ved du ikke det hel- ler? Nej, det vidste jeg rigtignok ikke. (ry- ster ham i armen.) Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her glæder mig og nager mig. Jeg har kan- ske dog gjort far uret alligevel i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjerte- lag, ser du. Det er ligesom et slags sam- vittighed 10
5. Samvittighed? 13 Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, jeg har ikke ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far. Ja, du er gift, du, Hjal- mar. Det er længere end jeg nogensinde bringer det til. Nå, jeg håber da, du fin- der dig lykkelig som gift mand? Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra en kone, som nogen mand kan for- lange. Og hun er aldeles ikke uden al dan- nelse. Gregers (lidt forundret.) Nej, det er hun da vel ikke. Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige om- gang med mig ; og så kommer der jo jævn- lig et par begavede mennesker igen til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gi- na igen. Gina? Ja, kære, husker du ikke at hun hed Gina? Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke 1{3}4 Men husker du da ikke at hun konditioner- te her i huset en tid? Gregers (ser på ham.) Er det Gina Hansen? Ja, naturligvis er det Gina Hansen. som styred huset for os det sidste år mor lå syg? Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt at din far skrev dig til at jeg havde giftet mig. Gregers (som har rejst sig.) Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at (går om på gulvet.) Jo, bi lidt; kanske dog alligevel når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig. (sætter sig halvt på stolarmen.) Hør, sig mig, du, Hjalmar ; dette her er morsomt ; hvorle- des gik det til at du blev kendt med Gina med din hustru? 11
Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så me- gen forstyrrelse den tid; din mors sygdom ; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa 1{4}5 hun op og flytted. Det var året før din mor døde, eller kanske det var samme år. Det var samme år. Og jeg var oppe på vær- ket dengang. Men så bagefter? Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam {h}hansen, en svært flink og stræv- som kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et rigtig pent og hyggeligt værelse Og det var du kanske så heldig at komme over? Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og der, ser du, der var det egentlig jeg lærte Gina at kende. Og så blev det til forlovelse? Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden ; hm Gregers (rejser sig og driver lidt om.) Sig mig, da du var ble t forlovet var det da at far lod dig ; jeg mener, var det da at du begyndte at lægge dig efter foto- grafering? 16 Ja netop. For jeg vilde jo gerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller. Og så fandt både din far og jeg at dette med fotografe- ring var det nemmeste. Og det syntes Gi- na også. Ja, og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt at Gina havde lagt sig efter at retouchere. Det passed jo da vidunderlig godt sammen. Hjalmar (fornøjet, rejser sig.) Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke at det passed vidunderlig godt sammen? Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags forsyn for dig, han. Hjalmar (bevæget.) Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For han har hjertelag, ser du. Fru Sørby (kommer ind med grosserer Werle under armen.) Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer derinde og stirre på alle ly- sene; De har ikke godt af det. Werle (slipper hendes arm og fører hånden over øjnene) 6. 12
Jeg tror næsten De har ret i det. 17 (Pettersen og lejetjener Jensen kommer med præsenterbrætter.) Fru Sørby (til gæsterne i den anden stue.) Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha et glas punsch, så må han umage sig her ind. Den fede herre (kommer hen til fru Sørby.) Fru Sørby. Men herre gud, er det sandt at De har op- hævet den velsignede røgefrihed? Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr kammerherre. Den tyndhårede herre. Fru Sørby. Når har De indført disse skærpede bestem- melser i cigarloven, fru Sørby? Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse personer, som tillod sig at gå over stregen. Den tyndhårede. Fru Sørby. Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru Berta? Virkelig alde- les ikke? Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle. 18 (De fleste af gæsterne har samlet sig i gros- sererens værelse; tjenerne byder punschglas- sene om.) Werle (til Hjalmar, henne ved et bord.) Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal? Det er bare et album, herr grosserer. Den tyndhårede. (som driver omkring.) Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem. Den fede herre (i en lænestol.) Har De ikke taget nogen med af Deres egne? Nej, jeg har ikke. Den fede herre. Det skulde De ha gjort; det er så godt for for- døjelsen således at sidde og se på billeder. Den tyndhårede. Og så gir det jo altid en skærv til under- holdningen, ser De. En nærsynt herre. Og alle bidrag modtages med taknemme- lighed. Fru Sørby. 13
Kammerherrerne mener, at bedes man til middag så skal man også arbejde for føden, herr 19 Den fede herre. I et godt madhus er det en ren fornøjelse. Den tyndhårede. Fru Sørby. Herre gud, når det gælder kampen for tilværelsen, så Det har De ret i! (de fortsætter under latter og spøg.) Gregers (sagte.) Du må snakke med, Hjalmar (med en vridning.) Hvad skal jeg snakke om. Den fede herre. Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en forholdsvis sund drik for maven? Werle (ved kaminen.) Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå for; den er fra en af de aller- aller fineste årgange. Ja, det forstod De da vel også. Den fede herre. Ja, den smagte mærkværdig delikat. Hjalmar (usikker.) 20 Er der nogen forskel på årgangene? Den fede herre (ler.) Nej, De er god! Werle (smiler.) Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte ædel vin for. Den tyndhårede herre. Det er med Tokayeren som med fotografi- er, herr Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så? Fru Sørby. Jo, lyset gør visst sit. Men så er det jo akkurat som med kam- merherrerne, da; for de trænger også svært til solskin, som der siges. Den tyndhårede. Uf, uf; der begik De en udsli{t}dt spydighed! 14
Den nærsynte herre. Fruen producerer sig Den fede herre. Fru Sørby. og det på vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta! Ja, men det er nu visst og sandt at årgan- gene kan være højst forskellige. De gamle år- gange er de fineste. 7. Den nærsynte herre. Regner De mig til de gamle! 21 Fru Sørby. Å langt ifra. Den tyndhårede. Ser man det! Men jeg da, sod... søde fru Sørby? Den fede herre. Fru Sørby. Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til? Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer. (hun nipper til et glas punsch; kammer- herrerne ler og fjaser med hende.) Fru Sørby finder altid en udvej når hun vil. Stik dog på glassene, mine herrer! Pettersen, å, sørg for! Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. (Gregers rø- rer sig ikke.) Vil ikke De være med, Ek- dal? Jeg fik ikke anledning til at erin- dre Dem ved bordet. (Bogholder Gråberg ser ind gennem ta- petdøren.) Gråberg. 22 Gråberg. Gråberg. Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud. Nå, er De nu ble t låset inde igen? Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne Nå, så gå De bare her igennem. Men der er én til Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke. 15
(Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.) Werle (uvilkårligt.) Uf da! (Latter og passiar forstummer mellem gæ- sterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin far, sætter sit glas fra sig og vender sig mod kaminen.) Ekdal (ser ikke op men gør korte buk til sider- ne i det han går og mumler:) Ber om forladelse. Er kommen den ga- le vejen. Porten lukket; porten lukket. Ber om forladelse. (han og Gråberg går ud i baggrunden til højre.) Werle (mellem tænderne.) Den forbistrede Gråberg! Gregers (med åben mund og stirrende øjne, til ) Men det var da vel aldrig! 23 Den fede herre. Hvad er det for noget? Hvem var det? Å, det var ingen; bare bogholderen og én til. Den nærsynte herre (til ) Kendte De den manden? Jeg ved ikke ; jeg la ikke mærke til Den fede herre (rejser sig.) Hvad pokker er der dog i vejen? (han går hen til nogle andre, som taler dæmpet.) Fru Sørby (hvisker til tjeneren.) Stik noget til ham derude; noget rigtig godt. Pettersen. (nikker.) Skal så gøre. (går ud.) Gregers (sagte og rystet, til ) 24 Det var {d}altså virkelig ham! Ja. Og endda så stod du her og nægted at du kendte ham! 16
Hjalmar (hvisker hæftigt.) Men kunde jeg da! kendes ved din far? Hjalmar (smerteligt.) Å, hvis du var i mit sted, så (Samtalerne mellem gæsterne, som har været ført med lavt mæle, slår nu over i en tvungen højrøstethed.) Den fede herre tyndhårede, (nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og ) Aha, står man her og frisker op gamle min- der fra studenterårene? Hvad? Røger De ik- ke, herr Ekdal? Vil De ha ild? Nå, det er sandt vi må jo ikke Tak, jeg skal ikke ha Den fede herre. Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr Ekdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt. 8. Jeg kan desværre ikke huske noget. 25 Den fede herre. Å, det var... skade. Ja, hvad skal vi så fin- de på, Balle? (begge herrerne går hen over gulvet og ud i den anden stue.) Hjalmar (dystert.) Gregers, jeg vil gå! Når en mand har følt skæbnens knusende slag på sit hoved, ser du. Sig din far farvel fra mig. Ja, ja. Går du lige hjem? Ja. Hvorfor det? Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden. Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er trist, Gregers, især ovenpå et strålende gilde, som dette her. Vi kan al- tid træffes et steds ude i byen. Fru Sørby (har nærmet sig, dæmpet.) Går De, Ekdal? Ja. 26 17
Fru Sørby. Hils Tak. Fru Sørby. Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene. Jo, tak. (til ) Bliv her. Jeg vil for- svinde ubemærket. (han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue og ud til højre.) Fru Sørby (sagte til tjeneren, som er kommen tilbage.) Pettersen. Fru Sørby. Pettersen. Nå, fik så den gamle noget med? Ja da; jeg stak til ham en flaske konjak. Å, De kunde da fundet på noget bedre. Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste han ved. Den fede herre (i døren, med et notehæfte i hånden.) Fru Sørby. Gæsterne. Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby? Ja nok; lad os det. Bravo, bravo! (Hun og alle de fremede går gennem stu- en ud til højre. Gregers blir stående ved kaminen. Grosserer Werle søger noget på skrivebordet og synes at ønske at {g}gregers skal gå; da denne ikke rører sig går gros- sereren mod udgangsdøren.) Far, vil du ikke vente lidt? Werle (standser.) Hvad er det? Jeg må tale et ord med dig. Kan ikke det vente til vi blir alene? Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde at vi slet ikke blir alene. 18 27
Werle (kommer nærmere.) Hvad skal det sige. (Under det følgende høres fjernt piano- fortespil fra musiksalen.) 28 Hvorledes har man her kunnet la den familje så ynkeligt forkomme. Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke. Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær. Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også. Gregers (sagte.) Var han virkelig den eneste skyldige. Hvem ellers, mener du! Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne, dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den ulovlige hugst på statens grund. Det var jo ham, som stod for hele driften deroppe. Jeg havde ikke re- de på, hvad løjtnant Ekdal foretog sig. Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog sig. Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg frifunden. 9. Ja, jeg ved nok at der ingen beviser var. 29 Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er det sligt no- get, du har gåt og grublet på i alle disse år der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers, her i byen er de historier glemt for længe siden for mit vedkommende. Men den ulykkelige ekdalske familje da! 19
Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til bunds bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har strakt mig så langt, som jeg kunde når jeg ikke lige frem skulde blotstille mig og gi næring til alskens mistanke og folkesnak Mistanke? Nå så, ja. Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er værd 30 (uden at se på ham.) Hm; tviler ikke på det. Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige udgifter bogfører jeg al- drig. Gregers (smiler koldt.) Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at bogføre. Werle (studser.) Hvad mener du med det? Gregers (med tilkæmpet mod.) Har du bogført, hvad det kosted dig at la Hjalmar Ekdal lære fotografering? Jeg? Hvorledes bogført? Jeg ved nu at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg også at det var dig, som satte ham så rundelig i stand til at etablere sig. Nå, og så heder det endda at jeg ingen ting har gjort for Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig voldt mig ud- 31 gifter nok. Har du bogført nogen af de udgifter? Hvorfor spør du om det? Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig, den tid, da du tog dig så varmt af din gam- le vens søn, var ikke det netop just som han skulde til at gifte sig? 20
Ja, hvor pokker, hvor kan jeg efter så man- ge års forløb? Du skrev mig den gang et brev til, et for- retningsbrev, naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen. Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så. Men du skrev ikke noget om at den frøken Hansen var Gina Hansen, vor forhenvæ- rende husjomfru. Werle (ler spotsk men tvungent.) Nej, for jeg tænkte såmænd ikke at du in- teresserte dig så særligt for vor forhenvæ- rende husjomfru. 32 Det gjorde jeg heller ikke. Men (sænker stemmen.) her var nok andre her i hu- set, som interesserte sig særligt for hende. Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel aldrig til mig! Gregers (sagte men fast.) Jo, jeg sigter til dig. Og det vover du! Det understår du dig! Hvor kan han, den uforskammede utak- nemmelige, han, fotografen ; hvor tør han driste sig til at komme med slige sigtelser! Hjalmar har ikke med et ord rørt ved no- dette her. Jeg tror ikke han har så meget som en anelse om noget sligt. Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant? Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende. Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tæn- ke det! Hun og du, I holdt altid sammen. 10. Det var hende, som fra først af fik dit sind vendt bort ifra mig. 33 Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje til hun bukked under og gik så yn- kelig til grunde. Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al fald. Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle. Og så går du og 21
bærer på en slig mistanke, går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta dig noget nyttigere til. Ja, det turde jo nok være på tiden. Så vilde kanske også bli dit sind bli let- tere, end det nu lader til at være. Hvad skal det føre til, at du går år ud og år ind der op- pe på værket, sidder og træller som en sin- pel kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den almindelige måneds- løn? Det er jo ren dårskab af dig. 34 Ja, dersom jeg var så ganske viss på det. Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhæn- gig, vil ikke skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til at bli uaf- hængig, din egen herre i et og alt. Så? Og på hvad måde? Da jeg skrev dig til at du så nødvendig måtte komme ind til byen nu straks hm Ja, hvad er det egentlig du vil mig? Jeg har hele dagen gåt og ventet på at få vide det. Jeg vil foreslå dig at du går ind som del- tager i firmaet. Jeg! I dit firma? Som kompagnon? Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sam- men for det. Du kunde jo overtage forret- ningerne her i byen, og så flytted jeg op til værket. Vilde du? Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skå- ne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli 35 noget svage. Det har de jo altid været. Ikke som nu. Og så desuden, omstændig- hederne kunde kanske gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe i al fald for en tid. 22
Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig. Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og me- get, som skiller imellem os. Men vi er jo dog far og søn alligevel. Jeg synes, vi måtte kun- ne komme til en slags forståelse med hin- anden. Sådan i det ydre, mener du vel? Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Synes du ikke det måtte kunne la sig gøre? Hvad? Gregers (ser på ham med kolde øjne.) 36 Her stikker noget under. Hvorledes det? Der må være noget, som du har brug for mig til. I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for den anden. Ja, man siger jo så. Jeg vilde gerne ha dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom, hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på al- deren. Jeg trænger til at ha nogen om mig. Du har jo fru Sørby. Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble t mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset; og det kan jeg så sårt trænge til. Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det. Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli ved. En kvinde i slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for verden. Ja, jeg hav- de nær sagt at en mand er heller ikke tjent med det. Å, når en mand gir slige middagsselska- 11. 37 23
ber som du, så kan han visst vove ad- skilligt. Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for at hun ikke længer vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det, selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over fol- kesnak og bag{...}vaskelse og og sligt noget? Synes da du, Gregers, du med din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse Gregers (afbryder ham.) 38 Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med hende? Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så? Ja, det spør jeg også. Hvad så? Vilde det være dig så aldeles uovervinde- lig imod? Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde. Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kan- ske af hensyn til din afdøde mors minde Jeg er ikke overspændt. Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet en tung sten fra mit bryst. Det er mig overmåde kært at jeg tør gøre regning på din tilslutning i denne sag. Gregers (ser ufravendt på ham.) Nu skønner jeg, hvad det er, du vil bru- ge mig til. Bruge dig til? Hvad er dog det for et ud- tryk! Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord; ikke på to mands h hånd i al fald. (ler kort.) Ja så da! Derfor var det altså at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Ta- blå mellem far og søn! Det blir noget nyt det! Hvor tør du tale i den tone! Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den slags. For det vil jo unægtelig ta sig godt ud 39 24
når det kan fortælles at sønnen på piete- tens vinger er ilet hjem til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den stak- kers afdøde måtte lide og døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden. Gregers, jeg tror ikke der findes den mand i verden, der er dig så meget imod som jeg. Gregers (sagte.) Jeg har set dig på for nært hold. Du har set mig med din mors øjne. (sæn- ker stemmen lidt.) Men du skulde huske på at de øjne var omtåget en gang iblandt. Gregers (bævende.) Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær skylden for mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse! Den sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ek- dal blev makket sammen med da du ik- ke længer å! (trækker på skuldrene.) Ord til andet, som om jeg hørte din mor. Gregers (uden at agte på ham.) og der sidder han nu, han med sit store 40 troskyldige barnesind midt i bedraget, le- ver under tag sammen med en slig en, og ved ikke at det, han kalder sit hjem, er byg- get på en løgn! (et skridt nærmere.) Når jeg ser tilbage på al din færd, da er det, som om jeg så ud over en slagmark med knu- ste menneskeskæbner langs alle vejene. Jeg tror næsten at kløften er for bred imel- lem os to. Gregers (bukker behersket.) Det har jeg observeret; og derfor tar jeg og- så min hat og går. Går du! Ud af huset? Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for. Hvad er det for en opgave? Du vilde bare le ifald du hørte det. En ensom mand ler ikke så let, (peger ud mod baggrunden.) Se, far, der leger kammerherrerne blin- debuk med fru Sørby. God nat og far vel. 12. 25
(Han går ud i baggrunden til højre. Lat- ter og løjer høres fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.) 41 Werle (mumler hånligt efter ) He! Stakker, og så siger han, at han ikke er overspændt! 42 26
Anden akt. (Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til højre er der skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på samme side en dør til dagligstuen. På væg- gen til venstre er ligeledes to døre og mel- lem disse en jernovn. På bagvæggen er en bred dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er tarveligt men hygge- ligt indrettet og udstyret. Mellem dørene til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og nogle stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i ovnskrogen en gam- mel lænestol. Forskellige fotografiske ap- parater og instrumenter står opstillet hist og her i rummet. Ved bagvæggen, til ven- stre for dobbeltdøren, står en reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemi- ske stoffer, forskellige slags redskaber, værk- tøj og andre genstande. Fotografier og små- ting, som pensler, papir og lignende, ligger på bordet.) (Gina Ekdal sidder på en stol ved bor- det og syr. Hedvig sidder i sofaen med hænderne foran øjnene og tommelfingrene i ørerne og læser i en bog. 43 Gina (skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen til hende; derpå siger hun:) Hedvig! Hedvig (hører det ikke.) Gina (højere.) Hedvig! Hedvig (tar hænderne fra og ser op.) Ja, mor? Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og læse længer. Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt til? Bare lidt! Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig. Din far liker det ikke; han selv læser aldrig om kvællerne. Hedvig (lukker bogen.) Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læ- se, han. Gina 44 (lægger sytøjet til side og tar en blyant og et lidet hæfte på bordet.) Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smørret idag? Det var 1 krone og 65 øre. 27
Det er rigtig. (noterer.) Det er svært, hvad her bruges af smør her i huset. Og så var det til spegepølse og til ost, lad mig se (no- terer.) og så var det til skinke hm (sum- merer.) Ja, der har vi straks Og så kommer øllet til. Ja, det forstår sig. (noterer.) Det løber op; men det må jo til. Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag, siden far var ude. Nej; og det var jo bra. Nå, og så tog jeg jo og- så ind otte kroner og femti for fotogra- fierne. Tænk, blev det så meget! Akkurat otte kroner og femti. (Taushed. Gina tar atter sit sytøj.hed- 13. vig tar papir og blyant og gir sig til at teg- ne noget, med den venstre hånd skyggende for øjnene.) 45 Er det ikke morsomt at tænke sig at far er i stort middagsselskab hos grosserer Werle? Du kan da ikke sige at det er hos grossereren, han er. Det var jo sønnen, som sendte bud ef- ter ham. (lidt efter.) Vi har jo ikke noget med den grossereren at gøre. Jeg glæder mig så umådelig til at far skal komme hjem. For han lovte at han skul- de be fru Sørby om noget godt til mig. Ja, der vanker såmænd nok af gode ting i det huset, kan du tro. Hedvig. (tegner fremdeles.) Lidt sulten er jeg næsten også. (Gamle Ekdal, med papir{...}pakken under armen og en anden pakke i frakkelommen, kommer ind gennem gangdøren.) Hvor sent bedstefar kommer hjem idag. De havde stængt kontoret. Måtte vente hos Gråberg. Og så fik jeg gå igennem hm. 46 28
Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar? Hele pakken her. Vil du bare se. Det var jo bra. Og i lommen har du også en pakke. Så? Snak; det er ikke noget. (sætter stokken fra sig i krogen.) Det blir arbejde for lang tid, dette her, (trækker den ene halvdør på bagvæggen lidt tilside.) Hys! (kikker en stund ind i rummet og skyder atter døren forsigtigt for.) He-he! De sover såmænd al- le i hob. Og hun selv har lagt sig i kurven. He-he! Er du viss på at hun ikke fryser i den kur- ven, bedstefar? Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå? (går mod den øverste dør til venstre.) Jeg fin- der vel fyrstikker? Fyrstikkerne står på kommoden. (Ekdal går ind i sit værelse.) Det var rigtig godt at bedstefar fik alt det at skrive igen. Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig da en liden lommeskilling. 47 Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den fæle madam Eriksens restau- ration. Det også, ja. (kort taushed.) Tror du de sidder ved middagsbordet endnu? Vor herre ved; det kan såmænd gerne hænde, det. Tænk, al den dejlige mad, som far får at spi- se! Jeg er viss på at han er glad og fornøjet når han kommer. Tror du ikke det, mor? 29
Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham at vi havde fåt værelset lejet bort. Men det behøves ikke ikveld. Å, det kunde nok komme godt med, du. Og det står jo der til ingen nytte. Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld er far godt oplagt alligevel. Det er bedre at vi har 48 det med værelset til en anden gang. Gina (ser over til hende.) Er du glad når du har noget godt at fortæl- le #far# ham, når han kommer hjem om kvellerne? Ja, for så blir her mere fornøjeligt. Gina (tænker hen for sig.) Å ja, der er noget i det. (Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud gennem den forreste dør til venstre.) Gina (vender sig halvt på stolen.) Skal bedstefar ha noget i køkkenet? Skulde så, ja. Bliv bare siddende. (går ud.) Han roder da vel ikke med gløderne der- ude? (venter en stund.) Hedvig, se du ef- ter, hvad han tar sig til. (Ekdal kommer ind igen med en liden mug- ge med dampende vand.) Henter du varmt vand, bedstefar? Ja, jeg gør. Skal bruge det til noget. Jeg må skrive; og så er blækket ble t jørmet som 14. en grød, hm. 49 Men bedstefar skulde da spise kveldsma- den først. Den er jo sat ind. Det får være det samme med kveldsmaden, Har svært travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha nogen ind på kammerset til mig. Ikke nogen, hm. (Han går ind i sit værelse. Gina og Hed- vig ser på hinanden.) 30
Gina (sagte.) Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra? Han har visst fåt af Gråberg. Å langt ifra. Gråberg sender jo altid pengene til mig. Så må han ha fåt sig en flaske på borg et steds. Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget. (Hjalmar Ekdal, i overfrakke #og med en grå filthat#, kommer ind fra højre.) Gina 50 (kaster sytøjet og rejser sig.) Nej men, Ekdal, er du alt der igen! Hedvig (samtidigt, springer op.) Tænk, at du kommer nu, far! Hjalmar (sætter hatten fra sig.) Ja, nu gik nok de fleste. Så tidlig? Ja, det var jo et middagsselskab. (vil trække yderfrakken af.) Lad mig hjælpe dig. Jeg også. (De trækker frakken af ham; Gina hænger den op på bagvæggen.) Var der mange der, far? H{edv...}jalmar. Å nej, ikke mange. Vi var så en 12 14 per- soner til bords. Og du fik vel snakke med dem alle sammen? 31
Å ja, lidt; men det var nu især Gregers, som la beslag på mig. Er Gregers lige styg endn{y}? 51 Nå, han ser jo ikke videre godt ud. Er ikke den gamle kommet hjem? Jo, bedstefar sidder inde og skriver. Sa han noget? Nej, hvad skulde han sige? Nævnte han ikke noget om? Jeg synes, jeg hørte at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham. Nej, nej, det er ikke værdt Hvorfor ikke det? Sa han, at han ikke vil- de ha mig ind? Han vil nok ikke ha nogen ind i kveld Hedvig (gør tegn.) Hm-hm! Gina, (mærker det ikke.) 52 han har været her og hentet sig varmt vand Aha, sidder han og? Ja, han gør nok det. Herre gud, min stakkers gamle hvidhårede far! Ja, lad ham så bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode. (Gamle Ekdal, i husfrakke og med tændt tobakspibe, kommer fra sit værelse.) Kommen hjem? Syntes nok jeg hørte, det var dig som snakked. 32
Jeg kom nu netop. Du så mig nok ikke, du? Nej; men de sa, du var gåt igennem ; og så vilde jeg følge dig. Hm, snilt af dig, Hvad var det for nogen, alle de folk? Å det var forskellige. Der var kammerher- re Flor og kammerherre Balle og kammer- herre Kaspersen og kammerherre så og så; jeg ved ikke Ekdal (nikker.) 15. Hører du det, Gina! Han har været sam- men med bare kammerherrer. 53 Ja, det er nok svært fint i det huset, nu. Sang de kammerherrerne, far? Eller læste de noget op? Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha {n}mig til at deklamere for sig; men det fik de mig ikke til. Fik de dig ikke til det, du? Det kunde du da gerne ha gjort. Nej; en skal ikke straks stå på pinde for alle og enhver. (spadserer om på gulvet.) Jeg gør det i al fald ikke. Nej, nej; Hjalmar er ikke så lige til, han. Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for underholdningen når jeg er ude engang iblandt. Lad de andre anstrænge sig. Der går de fy- rene fra det ene madhus til det andet og æder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem så værs go gøre nytte for al den gode mad de får. 54 Gina Ekd. Men det sa du da vel ikke? Hjalmar (nynner.) Hå-hå-hå ; de fik såmænd høre noget af hvert. 33
Og det var til kammerherrerne selv! Det er ikke frit for det. S (henkastende.) Si- den kom vi i en liden dispyt om Tokayervin. Tokayervin, du? Det er en fin vin, det. Hjalmar (standser.) Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ik- ke alle årgangene er lige fine; det kommer alt an på, hvor meget solskin druerne har fåt. Nej, du ved da også... al tingen, du, Og det gav de sig til at disputere om? De vilde prøve på det; men så fik de den besked, at det var ligedan med kammerher- rer. Af dem var heller ikke alle årgange li- ge fine blev der sagt. Nej, hvad du kan finde på! 55 He-he! Og det fik de på sin tallerken? Lige op i øjnene fik de det. Du, Gina, han sa det lige op i øjnene på kammerherrerne. Nej, tænk, lige op i øjnene. Ja men jeg vil ikke ha at der skal tales om det. Sligt fortæller man ikke. Det he- le gik jo også af i al venskabelighed, natur- ligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige men- nesker; hvorfor skulde jeg så såre dem? Nej! Men lige op i øjnene Hedvig (indsmigrende.) Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i kjole, far! 34
Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget upåklageligt. Den passer næ- sten som om den var sydd til mig; lidt trang i armhullerne kanske ; hjælp mig, (trækker kjolen af.) Jeg tar heller jakken på. Hvor har du jakken, Gina? 56 Her er den. (bringer jakken og hjælper ham.) Se så! Husk endelig på at Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig. Gina (lægger den hen.) Det skal nok bli be{...}sørget. Hjalmar (strækker sig.) Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sådan løs og ledig husdragt passer også be- dre til min hele skikkelse. Synes ikke du det, Hedvig? Jo, far! Når jeg således slår halstørklædet ud i et par flagrende ender ; se her! Hvad? Ja, det tar sig så godt ud til knebelsbar- ten og til det store krøllede håret. Krøllet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere sige lokket. Ja, for det er så storkrøllet. 16. Egentlig lokket. 57 Hedvig (lidt efter, trækker ham i jakken.) Far! Nå, hvad er det? Å, du ved godt, hvad det er. Nej visst ved jeg ikke, nej. Hedvig (ler og klynker.) Å jo, far; nu skal du ikke pine mig læn- ger! 35
Men hvad er det da? Hedvig (rusker i ham.) Å snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du lovte mig. Å nej tænk, at jeg skulde glemme det! Nej, du vil bare narre mig, far! Å, det er skam af dig! Hvor har du det henne? Jo så sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har noget andet til dig, (går hen og søger i kjolelommerne.) 58 Hedvig (hopper og klapper i hænderne.) Å mor, mor! Ser du; når du bare gir tid, så Hjalmar (med et papir.) Se, her har vi den. Det der? Det er jo bare et papir. Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her står «Menu»; det betyder spiseseddel. Har du ikke noget andet? Jeg har jo glemt det andet, hører du. Men du kan tro mig på mit ord: det er en dårlig for- nøjelse med det slikkeri. Sæt dig nu bort til bordet og læs på den seddelen, så skal jeg siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der, Hedvig (svælger gråden.) Tak. (Hun sætter sig, men uden at læse; Gina gør tegn til hende; Hjalmar mærker det.) Hjalmar (driver om på gulvet.) 59 Det er da også de utroligste ting, en famil- jeforsørger har at tænke på; og glemmer en bare det aller ringeste, straks skal en se sure miner. Nå, en vænner sig til det, også. (standser ved ovnen hos den gamle.) Har du kikket der ind i aften, far? Ja, du kan vel tænke dig det. Hun er gåt i kurven. 36
Nej, er hun gåt i kurven! Hun begynder alt- så at vænne sig til den. Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu, ser du, nu er der nogen små grejer til Nogen forbedringer, ja. Men de må gøres, du. Ja, lad os snakke lidt om de forbedringer- ne, far. Kom her, så sætter vi os i sofaen. Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben først; må nok renske den også. Hm. (han går ind i sit værelse.) Gina (smiler til ) 60 Renske piben, du. Å ja, ja, Gina, lad ham bare ; den stakkers skibbrudne gubbe. Ja, de forbedringerne,... dem er det bedst vi får fra hånden imor- gen. Imorgen får du nok ikke tid, Hedvig, (indfaldende.) Å jo visst, mor! for husk på de kopierne, som skal retu- seres; her har nu været så mange bud ef- ter dem. Se så; er det nu de kopierne igen? De skal nok bli færdige. Er her kanske kommet nye bestillinger også? Nej desværre; imorgen har jeg ikke andet end de to potrætterne, som du ved. Ikke noget andet? Å nej, når man ikke gri- ber sig an, så Men hvad skal jeg da gøre? Jeg sætter jo i aviserne al{...}t det jeg årker, synes jeg. Ja, aviserne, aviserne; du ser, hvad det hjæl- 17. 37 61
per til. Og så har der vel ikke været nogen og set på værelset heller? Nej, endnu ikke. Det var jo at vente. Når man ikke er om sig, så. Man må ta sig rigtig sammen, Gina! Hedvig (går imod ham.) Skal jeg ikke ta fløjten til dig, far? Nej; ingen fløjte; jeg behøver ingen glæder her i verden. (driver om.) Jo, jeg skal så- mænd arbejde imorgen; det skal ikke mang- le på det. Jeg skal visst arbejde så længe mine kræfter strækker til Men, kære snille Ekdal, det var da ikke så jeg mente. Far, skal jeg ikke sætte ind en flaske øl? Nej aldeles ikke. Der behøves ingen ting for mig. (standser.) Øl? Var det øl, du talte om? Hedvig (livlig.) 62 Ja, far; dejlig friskt øl. Nå, når du endelig vil, så kan du jo gerne sætte ind en flaske. Ja, gør det; så skal vi ha det hyggeligt. (Hedvig løber mod køkkendøren.) Hjalmar (ved ovnen, standser hende, ser på hende, gr#i#ber griber hende om hodet og trykker hen- de op til sig.) Hedvig! Hedvig! Hedvig (glad og i tårer.) Å du snille far! Nej, kald mig ikke så. Der har jeg siddet og ta t for mig ved den rige mands bord, siddet og svælget ved det bugnende taffel! Og så kunde jeg endda! Gina (sidder ved bordet.) Å snak, snak, Jo! Men I må ikke regne det så nøje med mig. I ved jo, at jeg holder af jer alligevel. Hedvig (slår armene om ham.) 38
Og vi holder så umådelig af dig, far! Og skulde jeg være urimelig en gang imel- lem, så herre gud husk på at jeg er en mand, som bestormes af sorgernes hær. Nå! (tørrer øjnene.) Ikke øl i en sådan stund. Giv mig fløjten. 63 (Hedvig løber til reolen og henter den.) Tak! Sådan, ja. Med fløjten i hånd, og med jer to omkring mig å! (Hedvig sætter sig ved bordet hos Gina; Hjalmar går frem og tilbage, sætter stærkt i og spiller en bøhmisk folkedans men i et lang- somt elegisk tempo og med følsomt foredrag.) Hjalmar (afbryder melodien, rækker Gina den ven- stre hånd og siger bevæget:) Lad det kun være trangt og tarveligt under vort tag, Det er dog hjemmet. Og det siger jeg: her er godt at være. (Han begynder atter at spille; straks efter banker det på gangdøren.) Gina (rejser sig.) Hys, Ekdal, jeg tror der kommer nogen. (lægger fløjten i reolen.) \ / Se så igen! (Gina går hen og åbner døren.) Gregers Werle (ude i gangen.) 64 Om forladelse Gina (viger lidt tilbage.) Å! er det ikke her, fotograf Ekdal bor? Jo, det er. Hjalmar (går hen imod døren.) Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da. Gregers (kommer ind.) Jeg sa dig jo at jeg vilde se op til dig. Men ikveld? Er du gåt fra selskabet? 39
Både fra selskabet og fra familjehjemmet. God aften, fru Jeg ved ikke om De kan kende mig igen? Å jo; unge herr Werle er ikke så svær at ken- de igen. Nej, jeg ligner jo min mor; og hende min- des De sagtens. Er du gåt fra huset, siger du? 18. Ja, jeg er flyttet hen på et hotel. 65 Ja så. Nå, siden du er kommen,... så ta af dig og slå dig ned. Tak. (trækker yderfrakken af. Han er nu om- klædt, i en simpel grå klædesdragt af land- ligt snit.) Her, i sofaen. Gør dig det mageligt. (Gregers sætter sig i sofaen, Hjalmar på en stol ved bordet.) Gregers (ser sig omkr#i#ng.) Så her er det altså du holder til, Hjal- mar. Her bor du altså. Dette her er atelieret, som du vel ser Men her er nu rummeligere; og derfor så holder vi os helst her ude. Vi bode bedre før; men denne lejligheden har én stor fordel: her er sådanne præg- tige ydre rum Og så har vi et værelse på den andre si- 66 den af gangen, som vi kan leje ud. Gregers (til ) Se, se, du har logerende også? Nej, ikke endnu. Det går ikke så fort, ser du; man må være om sig. (til ) Men det var det øllet, du. Hedvig (nikker og går ud i køkkenet.) 40
Det er altså din datter? Ja, det er hed Og hun er jo eneste barn? Hun er det eneste, ja. Hun er vor højeste glæde i verden, og (sænker stemmen.) hun er også vor hø dybeste sorg, Hvad er det du siger! Ja du; for der er al truende fare for at hun kommer til at miste synet. Blir blind! E Ja. Endnu er bare de første tegn at spore; og det kan jo gå bra en tid endnu. Men læ- gen har varslet os. Det kommer ubønhørligt. 67 Dette her er jo en skrækkelig ulykke. Hvor- ledes har hun fåt det? Hjalmar (sukker.) Arveligt, rimeligvis. Gina (indfaldende.) Ekdals mor havde også svagt syn. Gregers (studsende.) Arveligt? Ekdals mor havde også svagt syn. Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende. Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det? Å du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun aner ingen fare. Glad og sorgløs og kviddrende som en li- den fugl flagrer hun ind i livets evige nat. (overvældet.) Å, det er så knusende svært for mig, 41
68 (Hedvig bringer et bræt med øl og glasse, som hun sætter på bordet.) Hjalmar (stryger hende over hodet.) Tak, tak, Hedvig (lægger armen om hans hals og hvisker ham i øret.) Nej. Ikke smørrebrød nu. (ser hen.) Ja, kan- ske Gregers tar et sk stykke? Gregers (afværgende.) Nej, nej tak. Hjalmar (fremdeles vemodig.) Nå, du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skul- de du ha en skalk, så var det bra. Og så la det være tilstrækkelig smør på, du. Hedvig (nikker fornøjet og går ud i køkkenet igen.) Gregers (som har fulgt hende med øjnene.) Hun ser da ellers nok så frisk og sund ud, synes jeg. Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, in- gen tingen. 19. Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Hvor gammel kan hun nu være? 69 Hedvig er nu snart akkurat fjorten år; hun har jebursdag i overmorgen. Temmelig stor for sin alder da. Ja, hun er skudt svært op i det sidste året. På dem, som vokser op, ser en bedst, hvor gammel en selv blir. Hvor længe er det nu De har været gift? Nu har vi været gift i ; jaha, snart i femten år. Nej, tænk, er det så længe! Gina (blir opmærksom; ser på ham.) Ja det er det da rigtignok. 42
Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. (slår over.) Det må ha været lange år for dig der oppe på værket, det, De var lange så længe jeg leved dem; 70 nu bagefter ved jeg næsten ikke, hvor den tiden er ble t af. (Gamle Ekdal kommer fra sit værelse, uden piben men med sin gammeldagse uni- formshue på hodet; hans gang er lidt u- stø.) Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette her hm. Hvad var det nu for noget? Hjalmar (går imod ham.) Far, her er nogen. Gregers Werle. Jeg ved ikke om du kan huske ham. Ekdal (ser på Gregers, som har rejst sig.) Werle? Er det sønnen, det? Hvad er det, han vil mig? Ingen ting; det er til mig han kommer. Nå, så der er ikke noget på færde? Nej visst ikke, nej. Ekdal (svinger med armene.) Ikke for det, ser du; jeg er ikke ræd, men Gregers (går hen til ham.) Jeg vilde bare hilse Dem fra de gamle jagt- tomterne, løjtnant 71 Jagttomterne? Ja, deroppe rundt omkring Højdalsværket. Nå, der oppe. Ja, der var jeg godt kendt før i tiden. Den gang var De slig en vældig jæger. Var så, ja. Kan nok være, det. De ser på munduren. Jeg spør ikke nogen om lov til at bære den her inde. Bare jeg ikke går i gaderne med den, så (Hedvig bringer en tallerken smørrebrød, som hun sætter på bordet.) 43