Martinus Center Klint Temafordybelsesgruppen 2014 Uge 3 og 6 At blive hjernebevidst i sin modsatte pol Martinus Institut 1981 Dette kompendium er omfattet af loven om ophavsret og må kun udprintes i enkelte kopier til dit eget private brug. Du må også gerne tage en kopi i digital form, hvis det udelukkende sker til dit eget personlige brug. Læs mere om Martinus Instituts information om beskyttelse og formidling af Martinus værk på www.martinus.dk. Læs mere om ophavsretsloven på www.retsinformation.dk.
Om temafordybelsesgruppen Her fordyber vi os i tekster af Martinus ud fra et overordnet tema. Denne studiegruppe er for kursister, der har sat sig grundigt ind i Martinus analyser Tekster udvalgt af Solveig Langkilde Indhold Mandag... 1 Livets Bog 2: 330, 514 Livets Bog 7: 2484-86 Livets Bog 3: 855, 857-58 Livets Bog 5: 1903, 1905 Den Intellektualiserede Kristendom: Kap. 32, 34, 35, 36 Kosmos 2004/3: Den ny kultur Tirsdag... 8 Småbog 28: To slags kærlighed Kap. 50, 52 Livets Bog 5: 1851-52, 1866, 1875-76, 1880-81, 1886 Onsdag...13 Livets Bog 1: 130-31 Livets Bog 7: 2613-14 Det Evige Verdensbillede 3: 33:46 Torsdag...18 Livets Bog 3: 829-32 Livets Bog 7: 2558 Livets Bog 4: 1229 Livets Bog 5: 1884 Fredag...23 Livets Bog 4: 1137-40 Livets Bog 3: 840 Livets Bog 5: 1935 Livets Bog 7: 2628 Det Evige Verdensbillede 3: 33:31 (Visse tekststykker anvendes i sin helhed og andre i uddrag.)
At blive hjernebevidst i sin modsatte pol Al vor livsoplevelse har sin oprindelse i vores seksuelle polkonstellation. De feminine og maskuline aspekter i livet er kontraster. Hvordan ser udviklingen af vores sekundære pol ud? Og hvordan kan vi se opløsningen af ægteskabstalentet og den voksende dobbeltpolethed som en udvikling i menneskets kærlighedstalent? Mandag (Til orientering bruger Martinus ordet hjernebevidst og ordene hjernemæssig bevidst i Livets Bog 2, stykkerne 330 og 514) Livets Bog 2 330. Dagsbevidstheden og natbevidstheden Underbevidstheden er igen at inddele i to faktorer: dagsbevidstheden og natbevidstheden. Ved dagsbevidstheden må man her forstå individets vågne, bevidste, viljemæssige tankefunktion og dennes forplantning til manifestation eller synliggørelse i stoffet eller materien, og denne forplantnings reaktioner som hjernemæssig bevidst erfaringsoplevelse. Denne hjernemæssig bevidste oplevelse er den højeste form for jegets oplevelse, idet andre former for oplevelse i forhold hertil er drømmeoplevelser, hvilket vil sige, oplevelser der mere eller mindre er ukontrollable af væsenet selv, ja, er endog undertiden af en sådan natur, at de helt unddrager sig individets hjernebevidste opmærksomhed og bliver da ubevidste oplevelser. [ ] 514. Væsenets vilje bliver til. Selvopholdelsesdriften bliver derefter hjernebevidst dirigeret eller ledet [ ] Væsenet begynder hermed at få realistisk viden. Og med denne videns indtræden i bevidstheden bliver begæret eller længslen identisk med det, vi kalder vilje. Denne realitet er således det samme som jegets egen bevidste overtagelse af magtføringen i dets egen bevidsthed eller reguleringen af dets begær eller selvopholdelsesdrift. Fra at være automatfunktion bliver denne nu efterhånden hjernebevidst dirigeret eller ledet af væsenet. Væsenet kan dermed 1
bevidst styre sin egen energiudfoldelse eller stofmasse til eller fra de omgivende energier, alt eftersom det fornemmer dem som behagelige eller ubehagelige. [ ] Livets Bog 7 2484. Alle jordmennesker befinder sig mere eller mindre i dobbeltpoletheden Før polforvandlingen begyndte, var alle jordens mennesker uden undtagelse dyr i renkultur, selv om de udgjorde en anden dyreart eller race end de væsener, vi i dag kalder dyr. Intet som helst væsen, der er nået frem til at udgøre et jordmenneske, udgør et enpolet væsen i renkultur. I så fald måtte det altså være et dyr i renkultur. De er alle mere eller mindre fremme i udviklingen af dobbeltpoletheden, selv om den ikke hos dem alle er nået så langt frem, at de begynder at blive hjernemæssigt bevidst i denne deres tilstand. Når de ikke er bevidst i denne, skyldes det udelukkende dette, at den endnu ikke har nået at ændre væsenets rent fysiske parringsdrift eller seksuelle indstilling til det modsatte køn. Men hos millioner og atter millioner af mennesker er den ny tilstand begyndt at berøre parringsdriften eller den enpolede seksuelle tilstand. Og her er det, at der opstår antipati eller forbandelser fra det væsen, der endnu på dette felt lever i primitivitetens og uvidenhedens sfære og ikke aner den ny tilstands virkelighed, selv om det er fysisk lovgiver, dommer, præst eller videnskabsmand. Det kan kun betragte den dobbeltpolede tilstands udslag i et væsens psyke som abnorm, som umoralsk, som noget der skal straffes, noget, de pågældende mennesker må vænnes af med. De forstår ikke, at det er den begyndende dobbeltpolethed, de kan takke for deres store position i samfundet som: lovgiver, dommer, præst eller videnskabsmand, selv om denne dobbeltpolethed endnu ikke er nået frem til at berøre deres seksuelle enpolethed og parringsdrift eller ægteskabelige forhold. De forstår derfor heller ikke, at hvis det er moralsk at straffe væsener, fordi poludviklingen er nået frem til at berøre deres seksuelle tilstand og har begyndt at forvandle den, så er det også moralsk at straffe både lovgivere, dommere, præster og videnskabsmænd, fordi de repræsenterer de her nævnte positioner i samfundet. Disse positioner viser, at deres ophav i ligeså høj grad er dobbeltpolede som de væsener, de forbander og dømmer til straf. 2485. Menneskene har forlængst sprængt den enpolede morallov Da menneskeheden i dag således repræsenterer en psykisk forvandlingsproces og dermed er på vej mod en anden sjælelig eller psykisk tilstand end den, der ligger til grund for al væremåde baseret på enpoletheden eller halvkønstilstanden, er det givet, at den ikke kan blive ved med at leve efter den moral, der udelukkende er formet af enpolede væseners opfattelse af seksualisme som forbillede for disse væseners væremåde. Men væsenerne kan jo ikke samtidig udvikle sig til en helt ny sjælelig tilstand og så fortsat leve efter eller opfylde love for en væremåde, de forlængst mere eller mindre er vokset fra. Det er ligeså umuligt, som det er umuligt for et barn at kunne blive ved med at benytte de samme klæder og sko i sin voksne alder, som det benyttede i barndommen. Mange mennesker er således næsten totalt vokset fra den enpolede opfattelse af moral, altså en moral, der bliver mere og mere umulig for væsenet at opfylde, alt eftersom den dobbeltpolede tilstand vokser frem i dets bevidsthed eller psyke. 2
2486. De hidtidige verdensreligioner har hovedsageligt kun givet menneskeheden en morallov for enpolede væsener Hele det moralske fundament i den civiliserede verden, både indenfor kristendommen og de andre humane religioner, har udelukkende kun stimuleret menneskene i den enpolede væremåde, hvilket altså vil sige: en væremåde, hvor alt udelukkende drejer sig om ægteskab, familie og afkom. Man fattede absolut ikke her, at der virkelig kunne eksistere en helt anden form for moralsk væremåde, en væremåde, der ikke var baseret på familie, ægteskab, forelskelse eller det pattedyriske forplantningsprincip. Og det er klart, at i så stærke enpolede væsener kan der kun fødes tankearter, ønsker og begær, der udelukkende kun befordrer sympatien til det modsatte køn, medens den til sit eget køn befordrer rivalisering, skinsyge og jalousi. Da denne enpolede kønstilstand og parringsakts struktur og udløsningsform er beregnet på væsenernes forplantning eller skaber muligheden for nye fysiske legemers tilblivelse, i hvilke legemer diskarnerede væsener kan inkarnere, er det givet, at denne jordmenneskenes enpolede tilstand blev deres livs vigtigste fundament, akkurat ligesom den er hos dyrene. Denne poltilstand skabte familieforhold, der i sit kerneprincip befordrede beskyttelsen af afkommet igennem det hankøns- og hunkønsvæsen, som er dets forældre. Og ligesom dette princip, denne livsoplevelsestilstand er den fundamentale i dyreriget, således blev den også indenfor menneskeheden ved med at være den fundamentale igennem dens første begyndende primitive stadier. Den afslørede således her, at menneskene i deres forplantnings- eller parringsproces og sindelag endnu måtte betegnes som hørende til dyreriget. Vi ser dem da også jage og dræbe andre levende væsener for at anvende deres organismer som føde. Ja, de er endog undertiden ikke veget tilbage fra at dræbe og æde andre menneskers organismer som føde. Livets Bog 3 855. Når individet begynder at føle stærk sympati for sit eget køn. Platonisk kærlighed Efter denne lille udsigt fra højderne vil vi atter vende tilbage til den forlorne søns passage igennem kødet og genfinde ham der, hvor han er kunde hos de prostituerede af sit eget køn. Her er han (hun) altså blevet et væsen, i hvem det ny riges vårbrud har begyndt at gøre sig gældende. Individet er her et væsen, der er begyndt at afvige fra flokken. Det er begyndt at blive hjernebevidst i sin egen modsatte pol. En side ved bevidsthedslivet, som det aldrig tidligere i denne spiral har anet eksisterede, og som er ganske udenfor selve flokkens eller hobens dagsbevidste forståelse, begynder at gøre sig stærkt gældende i dets sjæleliv. Det begynder at fornemme stærk sympati og beundring for smukke væsener af sit eget køn. At denne sympati er af seksuel natur, aner nævnte individ ikke til at begynde med. På dette stadium er væsenets bevidste seksuelle dragning endnu kun indstillet på det modsatte køn. Dragningen imod dets eget køn er endnu kun en inderlig platonisk sympati eller varme. Og vi finder derfor i stor udstrækning disse væsener indenfor ægteskabets område og i mange tilfælde endnu fremtrædende som lykkelige ægtefæller og fædre. Deres særlige fremtrædende sympati for væsener af deres eget køn vækker endnu ikke nogen særlig antipati eller opmærksomhed og i særdeleshed, da den ved sin platoniske uskyld ligefrem virker skøn og ædel. Det er denne bevidsthedstilstand, der ligger til grund for de såkaldte ubrydelige venskaber mellem væsener af samme køn. Det er en helt ny 3
seksuel verdens første spæde morgendæmring, der giver refleks i deres hjerter endnu længe inden den for deres ydre syn og sanser er kommet op over horisonten. Det er også denne refleks fra en kommende ny seksuel mentalitet eller nævnte platoniske venskabsforhold, der har afstedkommet den opfattelse, at kærlighed eller inderlige venskaber ikke har noget med seksualisme at gøre. Men i virkeligheden er denne platoniske kærlighed kun en stilhed før stormen. Den platoniske situation skyldes udelukkende den ny seksualismes endnu overordentlige spæde tilstand i forhold til den endnu dominerende ordinære seksuelle tilstand i individet. Evnen til at opfatte en anden art af seksuel nydelse må ligesom alle andre evner først udvikles. Væsenet må derfor også her gennemleve en slags fostertilstand. Ligesom det lille foster i moders liv kan røre på sig, længe før det er født, således kan den ny seksuelle bevidsthed også begynde at røre på sig i individet, inden den er blevet til viden og vilje. Og det er således denne ny seksuelle tilstands fosterbevægelse eller begyndende reaktioner, der ligger til grund for den platoniske kærlighed. Den er det samme som en ny seksuel tilstands svangerskabssymptomer. 857. Begreberne kvindehader og mandfolkehader. Når individet må erkende, at det ikke er som de andre [ ] Og det er igennem den heraf opståede ulykkelige kærlighed og jalousi, at væsenet opdager, at det ikke er som de andre. At det som før nævnt, for at undgå at røbe sin abnormitet og den hermed forbundne kompromittering, ikke ret godt kan lade sine følelser komme til udbrud, gør ikke sagen bedre. Først må det bekæmpe en altfor voldsom sympatifølelse overfor vennen og holde den nede på et niveau, hvor denne ikke kan opdage den abnorme tilstand, og dernæst, når vennen eller kammeraten er blevet forlovet, må det kæmpe af al kraft for at undertrykke sin sorg og jalousi herover så meget, at han heller ikke her opdager den abnorme tilstand. At en sådan indestængt ulykkelig tilstand ikke er holdbar for individet er naturligvis givet. Før eller senere må det give op. Det går mere og mere op for det, at det er homoseksuel eller tilhører den mentale sfære, der udtrykkes under begrebet homoseksualitet. 858. Samfundets forfølgelse af homoseksuelle Homoseksualitet er i virkeligheden almenhedens udtryk for hele det før beskrevne vårbrud med alle dets forgreninger af afvigelser fra den såkaldte naturlige seksualisme. Da denne almenhed hidtil ikke har haft den allermindste evne til at trænge ind i, hvad det var, den i virkeligheden her var vidne til, og derfor kun var i stand til at opfatte alt, hvad der afveg fra dens egen seksualisme som vildfarelser, der af al magt måtte bekæmpes næsten endnu mere end røvere og mordere, blev den en meget hård dommer og forfølger af nævnte seksualisme og forfulgte den med juridiske love, fængsler og dødsstraf. [ ] Livets Bog 5 1903. Det psykisk færdige J-menneske eller gudemenneske [ ] Det maskuline og det feminine princip er altså i dette nye topolede væsen gået op i en harmonisk enhed. De er blevet to store regulerende bevidsthedsfaktorer i det pågældende væsens psyke. Det kan nu til fuldkommenhed reagere både feminint og maskulint og afviger derved fra det enpolede væsen. Dette 4
sidstnævnte væsen kan til fuldkommenhed kun reagere enpolet, fordi dets ene pol mere eller mindre endnu er ufærdig og derfor i tilsvarende grad endnu er en ubevidst faktor i dets psyke. Det er jo kun fuldkommen vågen dagsbevidst i sin ordinære pol eller den, igennem hvilken det oplever livet. For manden er det, som vi allerede ved, den maskuline, og for kvinden den feminine pol, der er livsoplevelsens fundament. Men for det psykisk færdige J-menneske er det, altså både den feminine og den maskuline pol i skøn harmonisk, organisk forenet samarbejde, der er livsoplevelsens store fundament. Idet disse to store livsoplevelsesfaktorer ifølge kredsløbsprincippets love bringer individet til i en særlig epoke at opleve livet i kraft af disse to poler, ordnede i en organisk enhed eller gjort til ét organ, får det i kraft af dette organ evne til at opleve lige vågent dagsbevidst i begge disse to store polers område i universet. Det er lige bevidst både i den feminine og den maskuline side i altets eller universets struktur. Dette betyder igen, at væsenet er ligeså bevidst i mørket som i lyset og ligeså bevidst i lyset som i mørket. Det er i kraft heraf, at det gennemskuer livsmysteriets eller universets gåde og ser alle dens løsninger i kosmisk klarsyn. [ ] 1905. Hvorfor de enpolede væseners sansning igennem deres modsatte pol er latent eller ubevidst For dyrerigets væsener, hvilket vil sige: for de enpolede væseners vedkommende, eksisterer det feminine og det maskuline princip jo hvert især i sin specialorganisme som eneherskende faktor. Det er dette, der betinger de to seksuelle væsensformer hankøn og hunkøn. Vi ved, at i hvert af disse væsener er den modsatte pol til stede, men forekommer kun mere eller mindre i en latent form. Og væsenernes sansning igennem denne modsatte pol er derfor tilsvarende latent og udenfor dagsbevidsthedens område. Den er således allerhøjst kun en meget ringe og ubevidst underbevidsthedsfunktion i forhold til den pol, i hvilken væsenet er vågen dagsbevidst, og som derfor bliver den herskende, og efter hvilken individet bliver fremtrædende som hankønsvæsen eller hunkønsvæsen alt efter denne pols natur som maskulin eller feminin. Den Intellektualiserede Kristendom 32. Begyndelsen til en fuldstændig færdiggørelse af Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse [ ] Skilsmisser foregår i en sådan mangfoldighed, at ægteskabet i løbet af et par tusinde år er ophørt eller forvandlet. Menneskene har jo i årtusinder været uvidende om denne kommende situation. Kristus har dog antydet den, men den er blevet holdt tilbage på grund af misforståelse eller uvidenhed. Denne tilstand er udtrykt som homoseksualitet og er blevet stemplet som afsporing, perversitet, og meget mere. Og derfor blev denne tilstand netop forbudt. Moses beordrede allerede dødsstraf for dem, der således var blevet bevidst i deres modsatte pol og søgte tilfredsstillelse for denne seksualitet. Moseloven siger: Hvis en mand ligger ved en anden mand, som en mand ligger hos en kvinde, har de begået en vederstyggelighed og er hjemfalden til døden. At en sådan tilstand ikke kunne begribes eller forstås af mennesker, der endnu ikke var blevet bevidst i deres egen dobbeltpolethed, er forståeligt. De kunne ikke tro andet, end at den homoseksuelle måtte være abnorm og mere eller mindre vederstyggelig. Det homoseksuelle menneske måtte enten skjule sin i virkeligheden normale tilstand for ikke at blive ringeagtet og fornedret, eller også åbenlyst vedgå sin tilstand og blive mere end ringeagtet af samfundet, familie og 5
venner. Derfor er der så mange seksuelt afsporede i dag. Men nu er der så mange prominente mennesker og videnskabsmænd, der selv er begyndt at blive homoseksuelle eller har familie inden for nævnte område, at man begynder at forstå, at den ikke kan være en last. Hvad er den da? Den er begyndelsen til en fuldstændig færdiggørelse af Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. 34. Den seksuelle polforvandling [ ] Det er derfor, at manden, når han kommer hen imod slutningen af sin feminine pols udvikling, får seksuel tiltrækning imod sit eget køn. Det samme er naturligvis tilfældet med kvinden. Samtidig med at hendes maskuline pols udvikling nærmer sig sit slutstadium, får hun seksuel tiltrækning imod sit eget køn. Denne væsenernes seksuelle tiltrækning imod deres eget køn er udtrykt som homoseksualitet. 35. Forfølgelsen af de homoseksuelle eller væsenerne i overgangsstadiet fra dyr til menneskene i Guds billede Dette livsvigtige overgangsstadium fra dyr til kristusvæsen eller det virkelig færdigskabte menneske i Guds billede efter hans lignelse har været totalt uforstået af de autoriserede myndigheder. Det har bevirket, at mennesker, der viste tegn på, at de var mere eller mindre fremme i nævnte stadium, ligefrem mere eller mindre blev betragtet som seksualforbrydere og blev udsat for forfølgelse, fængsel og straf. I andre tilfælde blev de homoseksuelle betragtet som seksuelt afsporede væsener og ringeagtede både af slægt og venner. Denne forfølgelse af de homoseksuelle væsener har sin rod i selve dyreriget, hvor det virker som et barmhjertighedsprincip. [ ] [ ] Mange homoseksuelle er altså blevet hånet, straffet og myrdet både af myndigheder og primitive væsener grundet på dette dyrisk betonede sindelag i sidstnævntes livsopfattelse. Man vidste naturligvis ikke, at homoseksualitet var udtryk for det sidste afsnit af Guds skabelsesproces af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Man vidste derfor heller ikke, at den homoseksuelle var et væsen, der var i færd med at blive forvandlet fra sin pattedyriske tilstand til at blive et virkeligt hundrede procent menneske, fri for al dyrisk tendens og bevidsthed, et menneske i total renkultur, altså et kristusvæsen eller et menneske i Guds billede efter hans lignelse. 36. Moseskulturen og den ny begyndende kristne verdenskultur Et kristusvæsen, et færdigt menneske i Guds billede, er jo et væsen, der elsker sin næste som sig selv, men det opnås ikke bare igennem ét liv i homoseksualitet. Men hvordan skal et ægteviet eller gift menneske kunne holde dette bud? [ ] Kosmos nr. 3, 2004 Den nye kultur Det homoseksuelle eller dobbeltpolede menneske Efterhånden som mennesket kommer igennem mørket, bliver det mildere og begynder at få en ny sympati, som ikke har med ægteskabet at gøre. Denne nye sympati, som jeg kalder alkærligheden, vokser hos det dobbeltpolede eller homoseksuelle menneske. Jeg ynder ikke at kalde det homoseksuel, da det 6
homoseksuelle begreb har fået et forfærdeligt ry, fordi folk ikke vidste, hvad det var, og troede, at det var afsporet. De så kun de mennesker, der skejede ud og var afsporede, de så ikke de virkeligt normale homoseksuelle eller dobbeltpolede mennesker. At være homoseksuel er ikke noget forkert. Det er noget, mennesket ikke kan gøre for. Det bliver alle mennesker. Der er ingen undtagelse. Den tilstand, hvor mennesket elsker sit eget køn, er ikke en vedvarende tilstand, det er en overgangstilstand mellem dyret og det rigtige menneske. Det er således kun foreløbigt, at mennesket kommer til at elske sit eget køn, da der til sidst ikke findes to forskellige køn. De to køn bliver ens. Manden bliver til et menneske, og kvinden bliver til et menneske til mennesket i Guds billede. 7
Tirsdag Småbog nr. 28 To slags kærlighed 50. Kapitel Enpoletheden og nydelsen af kundskabens træ. Dobbeltpoletheden og nydelsen af livets træ Vi har allerede i det foranstående berørt, hvorledes de ufærdige menneskers parrings- eller ægteskabstalenter er degenererende. Vi omtalte hvorledes denne degeneration skabte ulykkelige ægteskaber. Men denne enpolethedens degeneration fortsætter stadig og bringer væsenerne helt bort fra den enpolede parrings- og ægteskabstilstand. Tusinder af mennesker fødes og lever hele deres liv som ugifte. De har ingen dragning til den enpolede parringsakt, altså parringsakten mellem hankøn og hunkøn. Det betyder ikke, at trangen til oplevelsen af den højeste ild også er visnet helt i de pågældende væsener. Tværtimod, den vokser stadig med alkærlighedens udvikling. Alkærlighedsorganerne eller de sympatiske anlæg skal jo videreudvikles til en helt anden form for udløsning af den højeste ild. Vi skal komme tilbage til det færdige eller fuldkomne menneskes oplevelse af den højeste ild. Dette væsen skal jo hverken have forelskelse eller seksuel besættelse eller kunstig kærlighed for sin oplevelse af den højeste ild. Det behøver ikke den kunstige kærlighed, da det har den virkelige eller absolutte alkærlighed. Men under degenerationen af den enpolede form for udløsning af den højeste ild begynder alkærligheden at afføde trang i væsenet til en kulminationsudløsning med et andet væsen. Men da trangen nu ikke mere er enpolet, er det ikke mere det modsatte køn, der er objektet for denne trangs udløsning. Det vil igen sige, at manden drages ikke mere seksuelt imod kvinden, ligesom kvinden heller ikke mere seksuelt drages imod manden. Hvem drages de da imod? De drages imod et andet væsen og en situation, der mere og mere udløses af den i væsenet begyndende alkærlighed. Alkærligheden træder her i stedet for den i væsenet nu degenererende eller døende kunstige parringssympati eller forelskelsestilstand, hvis objekt kun kan være et væsen af modsat køn. Når mandens seksuelle trang ikke mere er rettet imod kvinden, og kvindens seksuelle trang ikke mere er rettet imod manden, bliver det naturligt, at de drages imod væsener af deres eget køn. Den højeste ild i sin nye på alkærligheden baserede psykiske struktur drager altså ikke på nogen som helst måde væsenerne seksuelt imod det modsatte køn, ligesom den heller ikke er en kunstig sympati, forelskelse eller besættelse, men udelukkende er ren kærlighed. [ ] 52. Kapitel De begyndende dobbeltpolede mennesker Med hensyn til de begyndende dobbeltpolede mennesker er de naturligvis endnu meget ufærdige. De befinder sig så at sige i deres første spæde dobbeltpolede tilstand. Da de endnu er en slags fostre, repræsenterer de ikke den store fuldkommenhed og skønhed, som de senere vil komme til at repræsentere som færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Mange bærer præg af den vanskelige og pinefulde tilstand, de på grund af almenhedens uforstand og den heraf følgende store antipati og forfølgelse udsættes for. [ ] [ ] På grund af de dobbeltpolede væseners ufærdige tilstand opfattes de af almenheden nærmest som pariaer under fællesbetegnelsen homoseksuelle. Vi vil derfor her gerne gøre opmærksom på, at det virkeligt fremskredne dobbeltpolede væsen i renkultur besidder en overordentlig finfølelse og fremragende næstekærlighed. Dets dobbeltpolede natur er så fin og skolet, at den aldrig er til gene for nogen, ja er endog for udenforstående vanskelig at opdage. 8
Nævnte væsen er naturligvis ugift, men der forekommer tilfælde, hvor et sådant væsen lever i dybt intimt venskab med et andet ligesindet dobbeltpolet væsen af samme køn. Som regel er de meget intellektuelle og undertiden genier af stor kunstnerisk begavelse, er ofte forbilleder for andre mennesker. Ydmyghed og beskedenhed er meget fremtrædende hos disse væsener. De er væsener, der ikke er langt fra det store indvielsesstadium eller den store fødsel, og de vil med den opnå permanent kosmisk bevidsthed, der er det samme som kristusbevidsthed. Efter denne indvielse er de blevet til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. [ ] Livets Bog 5 1851. D-mennesker eller mænd, der er altfor feminine, og kvinder, der er altfor maskuline Efter at vi nu har passeret A-, B- og C-området og den her fremtrædende kulmination og begyndende degeneration af dyrerigets eller de enpolede væseners gren af den højeste ild, skal vi nu gå videre til analyserne af det næste område, som vi vil kalde D-området og hvis væsener vi vil kalde D-mennesker. I dette område er væsenerne næsten totalt blottet for interesse for det normale, ægteskabelige samliv. Deres evne til at blive forelsket i det modsatte køn eksisterer ikke mere, eller i bedste tilfælde kun som en rudimentær foreteelse. Af ydre fremtræder de ganske vist endnu som mænd og kvinder, men i disse mænd og kvinder er den modsatte pol så fremtrædende, at den dominerer væsenet. Vi ser derfor her i denne zone mænd, der er alt for feminine eller kvindelige, og kvinder, der er alt for maskuline eller mandlige i deres daglige fremtræden. 1852. En seksuel dragning, der afføder megen lidelse for den feminine mand Der forekommer således her mænd, hvis væsen i overvejende grad bliver dikteret af deres feminine tendenser indtil en sådan grad, at de undertiden, hvis de var iført kvindeklæder, næsten ikke er til at skelne fra de normale kvinder. Det er således ikke blot mentalt eller psykisk, men også i det ydre kropslige, at de udviser en overdimensioneret feminisme. Der forekommer eksempler på, at disse væsener i virkeligheden allerhelst ville gå i kvindeklæder, hvis ikke det var stridende imod de gængse juridiske love. Med hensyn til stemmen eller talen hos nævnte væsener er den i overvejende grad feminin eller kvindelig. I henhold til at sådanne væseners feminine pol har fået en altfor dominerende forbindelse med den fysiske hjerne eller vågne dagsbevidsthed, føler disse væsener sig i tilsvarende grad seksuelt som kvinder. De føler således en stærk seksuel dragning imod den maskuline mand, en dragning, der skaber umådelig lidelse og ulykke for de fleste. Den endnu robuste og maskuline mand er i virkeligheden denne feminine eller kvindelige mands svorne fjende. 1866. E-mennesker Den næste type væsener i den jordmenneskelige seksualismes forvandlingszone vil vi kalde E-mennesker. De udgør væsener, hvis seksuelle indstilling svinger mellem deres eget køn og det modsatte køn. De kan have perioder, hvor de er indstillede på deres eget køn for derefter at have perioder, hvor de er indstillede på det modsatte køn for atter at svinge tilbage til deres eget køn og således fortsættende. Det er yderst sjældent, at disse væsener stifter ægteskabeligt 9
samliv. Og i de tilfælde, hvor dette sker, bliver de naturligvis ikke særligt lykkelige, ligesom de heller ikke er lykkelige udenfor ægteskabet. De udgør væsener, i hvem den modsatte pols struktur er ved at trænge ind i deres vågne dagsbevidsthed. Manden er således her ved at blive bevidst i sin egen feminine natur, ligesom kvinden på samme måde her er ved at blive bevidst i sin maskuline natur. Denne udviklingstilstand er i sig selv ganske normal og vil ikke skabe nogen særligt ubehagelige situationer for det menneske, hvis intellektualitet, moral og gudsforhold er situationen overlegen. Et sådant menneske kommer ikke til at forarge sine medmennesker med sin særlige natur. Det er altfor klogt til ikke at kunne skabe en vis kontakt imellem sig og omgivelserne, så dets natur ikke bliver altfor iøjnefaldende og vækkende antipati og lede hos andre mennesker eller de såkaldte normale. Ja, omgivelserne vil næsten slet ikke opdage disse væseners natur ud over dette, at de som regel lever ugift. Grundet på denne deres vågnende modsatte pol har de store interessesfærer i kunst, litteratur og musik og undertiden også i videnskab. Mange af disse væsener fremtræder derfor som store kunstnere, genier eller virtuoser, medens andre undertiden i særlig grad har kastet sig over det religiøse, bliver præster eller ledere af religiøse bevægelser etc. For dem alle gælder det her, at deres moralske standard og gudsforhold er af en sådan struktur, at den beskytter dem imod enhver afsporing og således holder dem indenfor den lige og naturlige udviklingslinje. Hvis disse væsener har seksuelt samkvem med væsener af deres eget køn, sker det meget intimt og uselvisk og uden nogen som helst forelskelsestendens, samlivslyst og de heraf følgende kvaler. 1875. Hvorfor H-mennesket kan bevare sit såkaldte normale seksuelle præg igennem polforvandlingens farezone Til denne livsoplevelse eller indvielse er alle uindviede jordmennesker på vej, men på denne vej kan man, således som vi har set, blive afsporet. Vi bliver derfor vidne til to grupper jordmennesker: de afsporede og de ikke-afsporede. Vi har i D-, F- og G-mennesket* set de særligt graverende afsporinger. Som repræsentant for de ikke-afsporede væsener har vi tilbage to typer, som vi vil kalde H-mennesker og I-mennesker. Disse to jordmennesketyper er udtryk for den normale vej indenfor den seksuelle polforvandlingsepoke. I H-mennesket har vi et væsen, der ikke i sine tidligere liv har været udsat for eller påvirket af seksuel forførelse eller foreteelser, der har kunnet sætte dets modsatte pols udvikling op i et forceret tempo. Denne side ved dets udvikling har derfor ikke kunnet udvide sig til en kapacitet og magtside i dets væsen, der lå over eller var stærkere end dets moral. Det har derfor ikke haft nogen særlig vanskelighed ved at være i kontakt med flokkens såkaldte normale seksuelle liv eller den enpolede seksualisme. Da dets poludvikling ikke foregår i noget unaturligt hurtigt tempo, vokser denne side i dets psyke kun ganske umærkeligt og gradvis frem og når derfor først kontakten med væsenets vågne dagsbevidsthed i dets allersidste inkarnationer før dets indvielse eller oplevelse af den store fødsel. Og sålænge væsenets poludvikling ikke er nået frem til udløsningen af denne kontakt, har det absolut ingen seksuel dragning imod sit eget køn. Når et væsen føler seksuel dragning imod sit eget køn, er det udtryk for, at dets seksuelle poludvikling er nået frem til hjernen og dermed til dagsbevidstheden. Individet kan således her ganske svagt begynde bevidst at føle eller fornemme i kraft af den modsatte pol, hvilke fornemmelser før var ubevidste. Når den modsatte pols vibrationer har begyndt at få indpas i hjernen, afføder den her det, der er dens virkelige mission, nemlig en tilsvarende begyndende sympati for vedkommende væsens eget køn. Manden opdager, at han i dybet af sin bevidsthed svagt begynder at føle det samme for mænd, som en kvinde føler. På samme måde opdager kvinden, at der i hende bor noget i retning 10
af den samme dragning imod kvinden som den, der ellers kun findes i mandens psyke. Men da H-menneskets moral er denne udvikling så overlegen, at den ordinære pol aldrig vil kunne blive distanceret af den nye pol og de af denne affødte fornemmelser, kan nævnte nye pol aldrig komme til at dominere så overlegent i væsenets psyke, at samme væsen kommer til at fremtræde som en kvindelig mand eller en mandlig kvinde. H-mennesket bevarer derved sit normale præg helt frem igennem den seksuelle afsporings farezone. * Rettet fra D-, E- og F-mennesket til D-, F- og G-mennesket. 1876. Hvorfor det modsatte køns væsener stadig er objektet for H-menneskets seksuelle krav eller indstilling Da H-mennesket ikke er blevet påvirket af nogen art seksuel forførelse eller andre foreteelser, der forcerer den modsatte pols udvikling på bekostning af den endnu uudlevede ordinære pols organiske funktion, bliver denne funktion således ikke på noget tidspunkt unaturligt afbrudt grundet på en altfor tidligt omsiggribende modsat pols funktioner. H-menneskets manifestation vil derfor i virkeligheden i hele dets poludviklingsepoke blive behersket af sin ordinære pol dog med den ændring i næstekærlighedens favør og kosmisk indsigt, som den naturlige og harmoniske udvikling af den modsatte pol afføder. Den ordinære pol vil således stadig være den øverste faktor i det samme væsens fremtræden. Dette vil, som før nævnt, bevirke, at nævnte væsen meget langt frem i sin poludvikling stadig bevarer skinnet af at tilhøre de såkaldte normale på det seksuelle område. Det kan have en meget stor evne til at føle sympati for sit eget køn, men da den sidste lille udvækst af de nervetråde i den modsatte pols organiske struktur, der skal forbinde den samme pols funktioner med den fysiske hjerne og dermed indføre disse funktioner som tanker i væsenets vågne fysiske dagsbevidsthed, endnu mangler eller er ganske ufærdige, bliver denne sympati endnu ikke iblandet bevidste seksuelle vibrationer. Nævnte sympati kommer derfor ikke til at føles som nogen seksuel dragning imod eller længsel efter en seksuel tilfredsstillelse eller udløsning med objektet for den omtalte sympati. Det modsatte køns væsener er stadig objektet for H-menneskets seksuelle dragning, skønt det i virkeligheden kan omfatte mange af sit eget køns væsener med en sympati og hengivenhed, der undertiden i visse situationer er meget nær beslægtet med den, det nærer for det modsatte køn. Ja, det kan endog her føle noget af den samme jalousi eller skinsyge, som det ellers kun føler i sin forbindelse med det modsatte køn. Når ejendomsbegær over nære venners og pårørendes liv og færden således mere eller mindre kommer til udtryk i H-menneskets psyke, skyldes det netop den modsatte pols funktioner, som grundet på dets endnu ufærdige særoplevelsesevne på dette felt ubevidst er til stede i dets psyke. Det kan derfor i tilsvarende grad kun fornemme disse funktioners impulser eller virkninger igennem den ordinære pols virkninger, med hvilke de føles ét. Den modsatte pols virkninger kan derfor på dette stadium ikke skabe noget kønsligt begær eller krav om udløsning med væsenets eget køn, således som tilfældet er, når den samme pols virkninger har udviklet sig til det stadium, hvor disses forbindelse med hjernen opstår. Gennem en særlig specialoplevelsesevne bliver den modsatte pols virkninger nu efterhånden udskilt fra den ordinære pols virkninger og bliver ligesom disse til en selvstændig særmanifestation i væsenets vågne dagsbevidsthed og udgør her en tilsvarende vågen bevidst ny afgørende faktor i væsenets seksuelle struktur og ændrede psykiske indstilling til sit eget køn. Men væsenet er da ikke mere et H-menneske, men tilhører den næste kategori af væsener på den normale udviklingslinje i den seksuelle polforvandlings epoke. 11
1880. Den modsatte pol og H-mennesket [ ] Her vil det uden fare for afsporing få fjernet den sidste lille rest af det seksuelle slør, der holdt den modsatte pols seksuelle funktioner udenfor dets vågne dagsbevidsthed. Det er da ikke mere et H-menneske, men et I-menneske, for hvem indvielsens port er ved at åbne sig. Det skal dog bemærkes, at H-mennesker af den høje åndelige standard, som her til slut er omtalt, endnu er meget sjældne på jorden. 1881. I-menneskets særlige næstekærlige moral og dagsbevidste totale seksuelle forvandling Det fremskredne H-menneske glider efterhånden umærkeligt over til at blive et I-menneske. Dette væsen kulminerer i human, moralsk fremtræden. Dets næstekærlighedstalent er så overvældende dominerende, at en afsporing her er totalt umulig. Det kan simpelt hen ikke nænne under nogen som helst form at skabe ulykker, sorg eller lidelse for andre væsener. Det betragter det som en selvfølgelighed selv at resignere, undvære og lide, hvis det derved kan gøre andre lykkelige. Denne dets humane og næstekærlige fremtræden i forbindelse med dets totale mangel på evne til at blive forelsket afslører, at dette væsen er meget langt fremme i sin seksuelle polforvandling. Dets modsatte pol er næsten ligeså fremtrædende i dets psyke som dets ordinære pol. Det sidste seksuelle slør, der før var et værn imod den modsatte pols seksuelle funktioners indtrængen i den vågne dagsbevidsthed, er nu faldet. Væsenet er dermed blevet bevidst i sin modsatte pol og kan nu fornemme eller sanse særskilt i denne pols domæne. Men grundet på dets overlegne kærlighedstalent og den heraf følgende humane indstilling til næsten og omgivelserne kommer det ikke til at genere nogen som helst med sin særlige seksuelle indstilling. Dets seksuelle krav vil aldrig i noget som helst tilfælde blive udløst eller opfyldt på grundlag af omstændigheder, der betyder ubehag, sorg og lidelse for noget andet væsen. Det betragter det som en selvfølgelighed selv at resignere, undvære og lide, hvis det er i forhold, hvor dette kræves for at gøre andre lykkelige. Denne dets humane og næstekærlige fremtræden i forbindelse med dets totale mangel på evne til at blive forelsket afslører netop væsenets fuldførte totale seksuelle forvandling. Dets sympatiske struktur og indstilling er nu ikke mere begrænset til den ordinære pols eller det modsatte køns område. Det kan nu også vågen bevidst føle seksuelt velvære igennem den modsatte pols funktioner. Men dets heraf affødte seksuelle krav vil aldrig i noget som helst tilfælde blive opfyldt på bekostning af andres seksuelle og materielle lykke og velvære. Det undgår hellere at få sit seksuelle begær tilfredsstillet, end at det indlader sig i seksuelle foreteelser af tvivlsom karakter. [ ] 1886. Kosmiske glimt, kosmisk bevidsthed eller Kristi genkomst Normalt skal denne fødselsport altså først på I-menneskets stadium nå sin permanente åbning. Denne åbning vil da være et naturligt udviklet slutresultat af nogle allerede i H-menneskets epoke af den modsatte pols funktioner affødte tilløb til indtrængen i hjernen og dermed ind i væsenets vågne dagsbevidsthed. Det er disse den modsatte pols domænes momentvise tilløb til indtrængen i dagsbevidstheden i det dertil modnede H- og I-menneskes psyke, der afføder oplevelsen af det, vi her i Livets Bog udtrykker som kosmiske glimt. Kosmiske glimt er altså naturlige organiske tilløb og forberedelser til fødselsportens normale åbning og den heraf fremtrædende permanente overskygning af individet med kosmisk bevidsthed. [ ] 12
Onsdag Livets Bog 1 130. Orienterende bemærkninger. Følelseslivet omsættes til parringsdrift. De ulykkelige ægteskabers zone. Jordmenneskets seksualisme og det fuldkomne menneskes seksualisme Orienterende bemærkninger. Med analyserne af anden, tredje, fjerde og femte afdelings væsener er vi rykket et godt stykke ind i ægteskabszonen, og vi bliver da vidne til, at store dele af samtlige væseners følelsesliv ikke er frigjort til det religiøse, men derimod omsættes til parringsdriften, der igen giver sig udslag i det, vi kalder forelskelse, ægteskab, forældrekærlighed, familievæsen, familieforsørgelse osv., med tilhørende lykkelige og ulykkelige virkninger. Jo mere af individets følelsesliv, der endnu giver sig udslag i disse realiteter, desto mindre følelsesliv har individet til rådighed overfor det religiøse eller åndelige område, desto mindre er individet åndeligt set og desto større materielt. Men da disse her nævnte afdelinger ligger på en zone i udviklingen, hvor det seksuelle liv i følge senere analyser i Livets Bog gennemgår en meget stor kosmisk forvandling, bliver vi vidne til, at den såkaldte naturlige seksualisme i nævnte zone i fremragende grad er degenererende. Ægteskaberne bliver derved overfladiske og ulykkelige. Jeg har derfor kaldt denne zone de ulykkelige ægteskabers zone. Denne vil så igen være at betragte som udgørende begyndelsesstadiet til en anden zone i tilværelsen, jeg har givet udtrykket ufrugtbarhedens zone, idet degenerationen her er nået frem til et stadium, hvor væsenerne er ganske uegnede til ægtemænd og ægtekvinder. Denne zone udgør i følge kosmiske analyser den fundamentale grænsezone mellem den dyriske og menneskelige seksualisme. For at forstå dette må man erindre, at jordmennesket som menneske betragtet endnu ikke er identisk med det kosmiske eller fuldkomne menneske, men adskiller sig fra dette ved at høre dyreriget til og legemlig set endnu kun udgør et pattedyr og lever under dettes love hvad køn, befrugtning og forplantning angår. Det fuldkomne menneske derimod er et væsen, der lever under helt andre seksuelle love og betingelser, idet alle seksuelle kræfter i dette er omdannet til anlæg, der gør hele dets samlede manifestation til en praktisk overholdelse af loven for tilværelse og derved lader dets bevidsthedssol, udrenset fra alle dyriske og ufærdige naturer, såsom køn, skinsyge og ejendomsret, som en følelse af Guds nærhed stråle varmende og livgivende på alt og alle i dets omgivelser. Jordmenneskets adskillelse fra det kosmiske menneske vil således hovedsageligt ligge deri, at førstnævnte ved sin seksualisme får opretholdt anlæg, der knytter det til dyreriget, medens sidstnævnte derimod ved sin seksualisme får opretholdt anlæg, der knytter det til menneskeriget. Dyreriget og menneskeriget har således hver især sin særlige form for seksualisme, der henholdsvis skaber dyriske og menneskelige anlæg og tendenser. Bag enhver form for skabelse, bag enhver form for bevidsthedsudfoldelse ligger således seksualisme til grund. Seksualisme udgør kernen i det guddommelige skabeprincip, og de her antydede problemer vil derfor under udtrykket den højeste ild blive analyseret senere i Livets Bog. 131. Den jordmenneskelige seksualismes degeneration. Perversitet Seksualisme har hidtil ikke haft nogen særlig god klang i jordmenneskets øren, når talen har været om åndelig udvikling. Men det kommer netop af, at det er blevet vidne til al den disharmoni og lidelse, alle de sorger og bekymringer, de lavere tendenser og lidenskaber, som den netop afstedkommer i jordmenneskenes bevidsthedsliv. De er således kommet til erkendelse af deres seksualisme som udgørende den største hindring for åndelig udvikling. Men det har jo netop kun 13
sin rod i, at denne deres seksualisme hører dyreriget til og derfor befordrer netop de tendenser, som nødvendigvis må overvindes for at opnå højere udvikling, hvilket altså i dette tilfælde vil sige det samme som at opnå at blive et kosmisk væsen eller et færdigudviklet menneske. Jordmenneskene har således kun kendskab til den side af den højeste ild, der opretholder dyrerigets eksistens i tilværelsen. Men da jordmennesket er et væsen, der i udvikling har passeret dyrerigets kulminationszone og derfor har begyndt at få menneskelige tendenser, har begyndt at få begær efter en renere og mere ophøjet form for tilværelse, underminerer disse tendenser og begær de dyriske anlæg og naturer. Men herved kommer det i direkte konflikt med sin seksualisme, idet de nævnte dyriske anlæg og naturer netop opretholdes af denne. Denne dyriske seksualisme må derfor nødvendigvis for samme væsen være at betragte som henhørende under det såkaldte onde. Da jordmennesket således er et overgangsvæsen mellem dyr og menneske, vil vi netop finde, at hovedparten af dets lidelser og besværligheder er identisk med degeneration, hvilket igen her vil sige dyrerigets undergang i dets bevidsthed. Og denne degeneration må nødvendigvis også give sig udslag i dets seksualisme. Da anden og tredje kategoris væsener hovedsageligt befinder sig i grænseområdet mellem den dyriske og menneskelige seksualisme, giver dette sig udslag i mange forskellige former for forstyrrelser i de pågældende væseners seksuelle liv. Vi bliver således vidne til, at hos nogle væsener gør en altfor stærk forelskelsestendens sig gældende, hvad der igen afføder utroskab i ægteskabet, børn udenfor ægteskabet og skilsmisser. Dernæst ser vi hos andre væsener barnløse ægteskaber, uvilje mod at føde og opdrage børn, børnebegrænsninger og fosterfordrivelser. I andre tilfælde bliver vi vidne til væsener af tvivlsomt køn og væsener med tilbøjelighed til forelskelse i deres eget køn. Indenfor anden og tredje kategoris område finder vi således kulminationen af den seksuelle degeneration. Og da al seksuel oplysning udover den såkaldte naturlige tilstand hidtil ikke har kunnet frigøres på grund af massernes umodenhed, har væsenerne været hjælpeløse og befundet sig under meget ugunstige forhold med forfølgelse, had og misforståelse, ligeså snart de begyndte at vokse ud af den førnævnte naturlige tilstand. Dette har så igen resulteret i forfærdelige og ulykkelige vildspor, udskejelser og laster eller former for seksuel sygelighed, som vi finder under begrebet perversitet. Men her må bemærkes, at jordmenneskets udvikling ikke behøver at gå gennem perversitet til en højere verden, men at perversitet derimod er en sygelighed, der meget let indfinder sig i det uvidende og ubeskyttede individs seksualisme i den zone, hvor dets overgang fra dyr til menneske finder sted. Denne zone strækker sig ganske vist over hele jordmenneskehedens udviklingsområde, idet jordmennesket jo er det sidste væsen indenfor dyreriget. Alle degenerations- og overgangsformer kulminerer derfor i dette; men indenfor den del af nævnte område, der udgør anden kategoris udviklingsstadier, finder vi de største ægteskabelige brydninger, seksuelle kriser og abnormiteter. Væsenerne indenfor de nævnte stadier er derfor i særlig grad knyttet til de ulykkelige ægteskabers zone og ufrugtbarhedens zone. Men der kan naturligvis findes undtagelser, således at der i de samme stadier er væsener, der endnu befinder sig i ægteskabelig harmoni, og væsener, der hører ufrugtbarhedens zone til uden at være seksuel sygelige; men disse faktorer er ikke almengældende i anden kategoris samlede område. Og vi vil derfor kunne forstå, at den ny verdensimpuls indenfor de nævnte to zoner vil møde megen interesse, idet den fra nævnte impuls udgående ny verdensmoral vil adskille sig fra den gamle moral ved at være udvidet til med sin vejledning og oplysning også at omfatte disse zoner. 14
Livets Bog 7 2613. Man begynder at forstå, at der må være en naturlig eller guddommelig mening med væsenernes dobbeltpolethed Efter denne lille tilbagevenden til forklaringen om kredsløbspassagen og livsoplevelsesevnens fornyelse vil vi vende tilbage til det nu fremtrædende, dobbeltpolede menneske, i hvilket forelskelses- eller parringsevnen og dermed ægteskabsevnen er degenereret og ikke mere fungerer. Hvad sker der nu med dette menneske? Når et menneske i fortiden nåede et fremtrædende stadium i poludviklingen, var der i virkeligheden ikke mere betingelser for et sådant væsens videre udvikling på jorden. Det måtte derfor inkarnere på en anden klode, hvor menneskene var så langt fremme, at nævnte poludvikling her næsten var almengældende. Dette vil derimod nu ikke mere ske i nogen særlig overvældende grad, eftersom et meget stort antal mennesker på jorden er langt fremme i omtalte udvikling, og at man derfor begynder at forstå, at der må være en naturlig mening med denne forvandling af menneskene. Mennesker i denne nye væsenstilstand vil derfor mere og mere kunne leve side om side med det store flertal af de i parrings- eller ægteskabstilstanden endnu dominerende væsener uden at blive straffet og henrettet for deres fra flokken særligt afvigende, men ikke desto mindre normale tilstand. Men i samme grad, som denne nye væsenstilstand vil blive forstået og tolereret af det store flertal, og der bliver skabt oplysning, moral og vejledning for disse væsener, vil alle de mange afsporinger, som de pågældende fra flokken afvigende væsener, uden faktisk at kunne værge sig, er ført ind i, aftage. 2614. Hovedårsagen til de seksuelle afsporinger Dyrene og endnu meget ufærdige mennesker ser ikke med velvilje på væsener, der afviger fra deres flok eller fra de af denne opsatte autoriserede leveregler. Dyrene dræber som oftest de abnorme væsener indenfor deres art eller race. Og selv om menneskene efterhånden begynder at forstå de mange fra flokken afvigende, begyndende dobbeltpolede, væseners situation, er der dog endnu megen forfølgelse, bagtalelse og misforståelse fra flokkens side overfor disse væsener, ja, der findes endog endnu i visse lande straf for sådanne væsener, hvis de følger den for dem naturlige tilstand: at vise en ligeså stor sympati for deres eget køn som for det modsatte køn. Men denne misforståelse fra flokkens side overfor disse væsener har i fortiden således affødt hån og spot, straf og henrettelser, hvis de afslørede og manifesterede det, der var totalt normalt og naturligt for dem. Dette har bevirket, at væsener, der parringsmæssigt begyndte at afvige fra flokken, måtte holde denne deres, i virkeligheden absolut normale, men fra flokkens natur afvigende natur, totalt undertrykt. Men hvordan skulle disse væsener, hvis seksuelle drift var mindst lige så stærk som hos de såkaldte normale væsener, altså flokkens væsener, men med en anden seksuel indstilling end disse væsener, der, selv om den absolut ikke var umoralsk, alligevel forfulgtes med straf indtil dødsstraf eller henrettelse, skandale, hån og spot, ja, selv undertiden af sine egne nærmeste fortrolige kunne blive bagtalt på dette område, få en normal, videre udvikling af den dobbeltpolede tilstand under sådanne forhold? Ethvert af disse dobbeltpolede væsener måtte jo frygte det værste. Her er slet ikke tale om væsener, der i kosmisk forstand er afsporet eller fremtræder perverst. De udgør den naturlige overgang fra pattedyr til menneske. Det er denne flokkens uforstand og den heraf affødte antipati, straf og henrettelsestendens, der ligesom skaber en total opdæmning for en i realiteten absolut normal udvikling i mennesket. Denne opdæmning har sat sine 15