Kapitel 10. Jakobsen og et ekstra hjerteslag Du må endelig ikke tro, at Niels og Valencia havde ligget på den lade side i København. De havde nemlig en stor opgave i at finde ud af hvor disse energier huserede. Til det havde de brug for Jakobsen, en af de hjælpere som de havde ringet til. Jakobsen var en mavesur gammel privatdetektiv, med en fortid indenfor politiet. Jeg bryder mig helt personligt ikke særlig meget om ham, men jeg nærer en dyb respekt for hans evner til at opklare sager og helt logisk at regne sig frem og tilbage i et hændelsesforløb. Jeg har altid været i tvivl om, om han ikke på en eller anden måde skulle være tip tip oldebarn til en trold. Trolde har nemlig evner ligesom Jakobsens og ligner ham også, bare i store målestok, da de mindst er 3 m. høje. Jakobsen er også en meget høj mand næste 2 m. I betragtning af, at han i dag er 65 år, så var han i sine unge dage en ualmindelig høj mand, og så er han nærmest loden, så behåret er han. Jeg er til gengæld heller ikke lige Jakobsens kop thé, men også han har respekt for mine evner, og vi har mange gange haft meget succesfuldt samarbejde. Niels er heller ikke begejstret for Jakobsen, fordi han syntes, at han er enormt langsommelig i sin måde at agere, tænke og tale på. Når Jacobsen er i gang med at tale, skal man ikke afbryde ham, før hans - nogle gang time lange - redegørelse er overstået, og det passer slet ikke til Niels temperament. Disse ting skal du bare vide om ham, hvis alt går galt og du skal til at samarbejde med ham. Hvad Niels end ment om Jakobsen, skulle Niels sørge for, at der blev etableret en kontakt til Jakobsen så han kunne aflytte diverse radier, læse aviser, tjekke hospitaler m.m. Gennem denne proces, var det muligt at se, hvor der var begyndt at komme uroligheder. Der hvor der var uroligheder i optræk, var der en sandsynlighed for at de dårlige energier huserede. Disse punkter skulle Jakobsen så indtegne på et kort, så vi andre - altså Torben Viggo og jeg -, kunne gå i aktion, når vi havde redskaberne til at indfange energierne klar. Jeg havde lært Jakobsen at kende i hans unge dag, hvor - ja det er altså lidt pinligt at måtte indrømme det - Jakobsen anholdt mig for tyveri. 10.1
Jeg vil skynde mig at sige, at jeg var ikke en tyv og derfor slap han mig også fri. Situationen var den, at jeg ville hjælpe en lille familie, som ikke havde det særlig godt. Selvom det ikke er mere en 45 år siden, så var sociallovgivningen og bistandshjælpen samt uddannelsesmulighederne ikke som de er i dag. Jeg ville hjælpe Iben, en sød meget velbegavet ung kvinde. Ibens mand var sømand og var ved at tage en maskinmesteruddannelse. Han var i den anledning på en 3 måneders tur til søs. Det ville give ham gode penge på lommen. Iben var en sød og meget, meget talentfuld pige, men der var ligesom ikke råd til at hun også kunne starte en uddannelse. Det syntes jeg var synd og skam. Derfor havde jeg gennem drage netværket, sørget for at skaffe et legat, så hun kunne studere. Det krævede dog, at hun havde modet til at søge det. Det var det, jeg hviskede i hendes øre om natten, når jeg var på uanmeldt besøg i parrets kælderlejlighed. Jeg havde været inden i den lille fugtige kælder lejlighed som parret boede i et par gange tidligere. Denne aften gik det altså galt. Iben havde modtaget en pakke fra rederiet sendt fra Carsten altså hendes mand. I pakken lå der det smukkeste stykke stof i hel silke. Det stykke stof, havde Iben hængt op, fra den ene side af den lille stue til den anden side. Jeg kan gå gennem uorganisk materiale, men som sagt ikke organisk materiale, jeg kan altså ikke gå igennem silkestof. Da jeg smuttede ind gennem kælderdøren og ind i hendes lejlighed, som henlå i mørke, bliver jeg fanget af silkestoffet. Jeg forsøgte at komme fri af det, sådan halvt i panik og bliver mere og mere viklet ind i det. Helt forståelig vågnede Iben og skreg op, så beboerne i ejendommen styrtede ned for at hjælpe hende, og de tilkaldte politiet. 10.2
Tilfældigvis var det altså Jakobsen som patruljerede gaderne den nat og derfor anholdt han mig. Heldigvis fik jeg da koncentreret mig nok til i denne kaotiske situation - at jeg kunne antage menneske skikkelse igen. Med håndjern blev jeg ført ud i politibilen. Det var altså en noget ubehagelig og yderst nedværdige tur. Husets beboere overdængende mig med voldsomme skældsord og hårde skub. Der var kun én politimand i bilen altså Jakobsen. Det var nok ikke gået i dag, men tiderne var også lidt anderledes dengang. Det kan også være, at det var fordi Jakobsen var en meget stor stærk mand. I bilen forsøgte jeg, at forklare Jakobsen hvad jeg ville i kælderen, men selvfølgelig troede Jakobsen mig ikke. Det var allerede på det tidspunkt, at jeg først fik mistanke om, at han måske var af troldeslægt. Normalt ville jeg aldrig havde afsløret, at jeg var dragemenneske, ej heller have fortalt om mit formål med kælderbesøget jeg havde nok bare flygtet - men jeg havde en instinktiv tillid til Jakobsen.. Men jeg valgte at skifte form, og tage håndjernene af, og hive i håndbremsen så vi ikke kørte galt. Derefter sad han så bare og gloede på mig i lang tid, eller retter på den drage der pludseligt fyldte hele bilen, og havde så lyttet helt færdigt til min historie. Efter et kvarter, sagde han at jeg blot kunne gå. Den tillid har jeg stadigvæk, selvom jeg ikke bryder mig så meget om ham. Udover at have brug for Jakobsens hjælp, så havde vi også brug for diverse edb-udstyr til løbende at blive opdateret med nyheder, så vi vidste hvor der var uroligheder. Derfor havde Niels og Valencia lavet hele stuen om til en slags kommandocentral, med masser af pc ere, og kort over København i alle mulige størrelser og detaljegrader. Der blev købt pc ere ind, der blev købt kort ind, og også en hel masse dimser, som Niels, som den edb nørd han var, bestemt ikke kunne leve foruden, når der skulle laves et sådan stykke arbejde. Der var trukket kabler kasser rundt i stuen og op og ned ad kældertrappen, så gulvet og trapperne så ud som om der var tabt en stor gryde med sorte kæmpe spagettier. Jacobsen hjalp til med at rigge kommandocentralen op. Han havde en vane med at gå at små brumme, når han gik for sig selv. Det lød en lille anelse uhyggeligt syntes Valencia. Valencia vidste at hendes far flere gange må have haft lyst til at dunke Jakobsen i hovedet, for at få 10.3
ham til at holde op. For tro ikke at det nytter at bede ham om at lade være med at brumme, for det er så indgroet en vane, at Jakobsen ikke engang tænker over det. Udover hele kommandocentralens hårde del bestående af pc ere og sådan noget, skulle der også laves plads til, at der kunne sove en række individer. Så der blev købt ekstra madrasser, hovedpuder og dyner. Alt sammen noget, som de udmærket godt vidste kun skulle bruges denne ene gang. Men det var der ligesom ikke så meget at gøre ved. Det var den pris der skulle betales, for at få dette projekt til at løbe af stablen. Alle julekasserne med julepyntet, som stod inden i stuen, blev stillet udenfor på terrassen med en presenning over sig. Den skæbne delte kasserne, med en del af stuemøblerne og inventaret i kældere, som også blev båret der ud, for at have plads til alt det andet. Det var synd at sige at det ligefrem var julestemning der havde invaderet huset. Det var et stort projekt større end det umiddelbart lyder af når jeg skriver det - og de ville ikke kunne klare det alene. Derfor var der også tilkaldet flere hjælpere. Jeg havde efterladt en lang række telefonnumre, som Niels og Jakobsen skulle ringe til og forklare situationen. Den dag jeg var i gasthaus et i Tyskland, lige før jeg skulle på jagt efter skattekisten, der hvor jeg havde siddet og spist en tidlig aftensmad, havde jeg ringet til Niels og fortalt ham, at mange af de individer som han skulle i kontakt med, ikke var mennesker. Det havde været en meget lang telefonsamtale, men ikke så lang og besværlig som jeg havde frygtet. Niels havde selvfølgelig valgt, at han ville forklare sagen til Valencia. Det var nødvendigt at hun vidste hvem disse individer var, så hun kunne forstå dem og hjælpe til. Valencia stod blandt andet med det ansvar at indkøb mad og drikke til alle disse individer, og sammen med sin far, at sørge for at disse individer også kunne blev indkvarteret. Det var altså et større projekt og der var masser af spænding. Niels og jeg havde ind i mellem talt om, om Valencia var en drage eller ej. Det er først noget, som man endelig kan konstatere, når barnet går ind i pre-puberteten. Jeg havde mange gange lagt hoved til Valencias bryst, for at høre om der var ekstra hjerteslag, men havde indtil videre ikke hørt noget. Nu var Valencia på det tidspunkt ikke verdens mest fysisk aktive pige. 10.4
Det har hun efter sin far, så der havde aldrig rigtig været fuld knald på det almindelige hjerte. Al den slæben frem og til bage med madvare, også selv om noget blev bagt til huset eller kørt i taxi, fordi Niels var optaget med at rigge kommandocentrale til, så skete der altså noget med Valencia. Der kom ekstra lyde fra Valencias brystkasse. Første gang det ekstra hjerte slog, var det en noget voldsom oplevelse. Valencia stoppede helt op, tabte pusten og følte at hun var ved at blive kvalt. Det skabte helt naturligt en panisk reaktion. Desværre sket det i Netto, så velmente borger fik tilkald en ambulance og hun blev kørt på hospitalet. Det er noget nær det sidste sted, hvor vi drager har lyst til at være, for så bliver vores eksistens kendt og det ønsker vi ikke. Vi er hunderædde for, at der så vil blive set skævt til os tænk bare hvad der skete med nisserne. Niels fik en opringning fra hospitalet om, at han skulle komme på skadestuen fordi Valencia var meget syg. Det var bare så godt, at jeg havde fortalt Niels, hvad der ville ske, når drage genet slår til. Niels måtte smide alt hvad han havde i hænderne og haste ned på hospitalet, men spørgsmålet var blot, kunne han komme hurtigt nok, til at lægerne ikke opdagede at der var noget usædvanligt med Valencia, dragepigen. Hvis det blev opdaget af lægerne, ville Niels og jeg skulle anvende alt vores tid for at få fjernet interessen fra Valencia. Tid som vi ikke havde, hvis vi skulle fjerne urolighederne der truede København. For hænderne på mine hjerter, Valencia ville have første prioritet. Det så sort ud for København. Jeg tror ikke at Niels nogen sinde har bevæget sig så hurtig før i hele sit liv, som da han skyndte sig ind på skadestuen til Valencia. 10.5
Jeg er lykkelig for, at min mand er så hurtigt tænkende som haner. For han ville på stedet være i stand til at komme med alle mulige sandsynlige forklaringer på, at Valencia havde fået et ildebefindende. Jeg er lige så glad for, at jeg ikke vidste noget om disse begivenheder før bagefter, for så havde jeg siddet i det første og bedste fly på vej hjem og havde været totalt ligeglad med hvad der sket med københavnerne. Niels kastede sig ud i bilen, kørte alt for hurtigt ifølge gældende lov om hastighedsbegrænsninger - frem til hospitalet skadestue. Niels kastede bilen ind på hospitalet skadesstues parkeringsplads. Han drønede frem til indskrivningsskranken og bad om at tale med Valencia, som var blevet indlagt. En sød, men temmelig langsom sygeplejerske, havde kigget på denne forvildet mand altså Niels og var så omhyggeligt gået i gang med at tjekke diverse skærme. Det havde Niels ikke tålmodigheden til. Han spænede ned gennem hospitalets skadestuegang og åbnede hver eneste dør, og stak, temmelig uhøfligt, hovedet ind i dem alle sammen, for at kontrollere om Valencia var tilstede. Endelige fandt han hende. Totalt opløst i gråd og kaldende på sine forældre. Hendes lettelse var stor, da hun så et kendt ansigt og hun kastede eller retter forsøgte at kaste sig - i armene på sin far. Dette blev dog umuliggjort af diverse dimser, ledninger og måleinstrumenter som hang ud af hendes lille krop. Sygeplejerske kom løbende til, for Niels brasende ind på alle stuerne var ikke gået upåagtet hen. På briksen lå Valencia og Niels forsøgte systematisk at fjerne alle måleinstrumenter så hurtigt som muligt, så der ikke kunne komme flere data. En sikkerhedsvagt og en portør blandede sig nu i den almene tumult. Samtidigt kom en vredt råbende læge ind gennem døren. Hvad sker der så her? tordnende hendes gennemtrængende stemme, der fik alle til at vende sig mod hende. Niels forklarende, at han var nødt til at finde sin datter, han var bange, sagde han, og så var Valencia epileptiker med allergier som blot havde fået et epileptisk anfald, og at hun var multi allergiker og ikke kunne tåle ret meget, ikke kunne tale laktose og glukose. Så derfor ville han afmontere det hele så der ikke kom noget forkert ind i Valencias blodåre og at det kun var fordi hospitalet ikke havde fået hendes pung med fra butikken, at de ikke havde fået alle 10.6
oplysningerne og at pung og halskæden nok var blevet fjerne i butikken eller tabt. Alt det fik Niels forpustet rablet af sig, i en talestrøm så hurtig, så der ikke var mange som fattede hvad han sagde. Ligeså skræmmende Niels kan se ud hvis han er rigtig vred - ligeså totalt uskræmmende kan han se ud. Nu lignede han blot en fortabt, forvirret, dybt bekymret far, så alle blev beroliget. Nu skulle Valencia bare lige blive rolig sagde Niels så kunne lægen se at hun var ok Kunne han i øvrigt ikke i mellemtiden få lov til at se, hvad der var taget af målinger. Niels kan, når han argumentere, være endog meget vanskelige, sådan at komme udenom. Enden på det blev, at lægen viste ham hvad der var givet Valencia af stoffer og hvilke elektriske dimser der var tilsluttet. Alle målinger var egentlig gode nok, undtagen et hjerte diagram, hvor der var regelmæssige uregelmæssigheder, som jo gjorde at de ville være nødt til at behold Valencia et par dage sagde lægen. Nej, med det var ikke nødvendigt sagde Niels. Det kunne han sagtens forklare. Det var blot Valencias mobiltelefon, som havde været tændt og som havde et trådløst headset, som havde opfanget andre kanaler her på hospitalet og derfor havde headsettet spillet det. Se selv sagde han og gik hen til Valencia og tog fra hendes trusse kant et headset op. Bare sådan til orientering, så havde Valencia ikke noget headsest, med, men det havde Niels. Det har han altid i sin jakke lomme, hvis hans mobiltelefon skulle ringe. Niels havde allerede fra han var 12 år, været helt fascineret af tryllekunstnere og han havde også optrådt med det dengang. Gør det i øvrigt stadigvæk, men blot sådan i selskabeligt lag. Derfor var det ingen sag for ham, at få det til at se ud som om han tog headsettet fra Valencia. Jo mente lægen, Det kunne da godt have sin rigtighed, men hun ville jo gerne kontrollere detmed nogle ekstra målinger, så instrumenterne måtte altså sættes til igen. Niels anførte om hun ikke synets at Valencia havde været ude for nok, om hun ikke bare kunne mærke efter hende puls og derved se at alt var ok. Så begyndte sygeplejersken at nævne, at hun ikke på edb skærmen kunne se at Valencia var allergiker eller noget andet af alt det som Niels lige før havde påstået. Det var jo rimeligt problematisk. Valencia er frisk som en havørn og fejler yderst sjældent noget som helst. 10.7
Valencia var faldet til ro. Jeg tror faktisk at hun begyndte at forstå hvad der var sket med hende. Valencia vidste jo godt, at jeg havde anderledes hjerterytmer end almindelige mennesker. Det er så ligesom lidt svært at skjule for et barn som man elsker, og flere gange hver dag, holder tæt ind til sig i nogle store krammeturer. I gamle dag kunne det skjules, fordi viden om den menneskelige anatomi ikke var så store, men ikke i dag. Jeg havde i starten bare fortalt Valencia, at sådan var jeg skabt, og det i øvrigt ikke var noget at tale om til andre, for så ville andre syntes at det var mærkeligt. Valencia begyndte nu at indse, at hun måtte havde arvet dette hjerte efter mig, og begyndte nu at forså, at alt dette her var problematisk. Jeg tror faktisk også, at det var i dette øjeblik, at hun erkendt at hun selv var en drage. Dagen efter Valencias 11 års fødselsdag havde jeg afsløret, at jeg var en drage og hun havde til fulde forstået, hvorfor dette ikke kunne fortælles, selv ikke til hendes bedste veninde Anna. Valencia vidste derfor hvad der stod på spil lige nu. Må jeg se om det ligner det man ser i fjernsynet sagde hun og gik hen til skærmen. Valencia er indimellem lidt af en computer og spil nørd det har hun til gengæld arvet fra sin far. Det er sådan med drager, at alle har et specielt talent. Det viser sig i pressede situationer. Helt specifik, i den første pressede situation efter at dragehjertet har slået første gang. Valencia fandt sin. For da hun gik hen til skærmen, i første omgang af naturlig interesse, men samtidig med et brændende ønske om, at oplysningerne på skærmen måtte passe med det hendes far lige havde fortalt, så bliv disse bogstaver skrevet i hendes journal. Ikke på de rigtige stede, sådan nærmest hulter til bulter. Jamme, se sagde Niels det hele står der jo, men det er nok ikke konverteret rigtigt over i systemerne. Det var da underligt sagde sygeplejersken, men det gør det da også. Jeg må have set forkert lige før i al forvirringen. Lægen kom til og begyndte at kigge. 10.8
Valencia havde evnen, at hun ved tankens kraft kunne producere strømlandinger og sende dem ved tankens kraft. Det var derfor Valencia kunne påvirke skærmen til at skrive sætninger. Da lettelsen over at alt på skærmen stemte overnes, holdt Valencia ikke koncentrationen og bogstaverne begyndte stille og roligt at opløse sig på skærmen, for til sidst at forsvinde. Niels så det ske. Helt tilfældigt gled han i et stykke papir, som ikke havde ligget på gulvet to sekunder før, hvilket var fordi han selv have smidt det i samme øjeblik, som han illustrerede, se nu glider jeg og jeg er en klovn. I det fald skubbede han til pc en så den faldt ned mod gulvet. Lige inden skærmen ramt gulvet, greb han den, og fik trukket et par stik ud. Under mange undskyldninger sætte han pc en op, forklarede at han altså var edb tekniker og programmør, så han skulle nok, inden for 5 min., få den op at køre igen. Valencias journal blev lukket ned af Niels. Tilbage på skærmen stod blot skadesrapporten, eller hvad det nu hedder på hospitalssprog, hvor der blot skulle skrives hvad Valencia havde fejlet. Den arme læge og sygeplejerske havde arbejdet længe og hårdt denne dag, så de orkede ikke yderlige dialoger med Niels. Dette, sammen med at der desuden var kommet et voldsomt trafikuheld ind med ambulancen, fik personalet til at skrive de informationer, som der nu skulle skrives i sådan en rapport, og fortalte at de kunne tage hjem. Efter mange forsikringer fra personalet om, at de endeligt måtte komme igen hvis der var det mindste, kunne Niels og Valencia tage hjem. Ååhh hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde oplevet det, at Valencia hjerte nummer to bankende første gang, og at hun fandt sin evne. Det er lige så stort, som når ens barn siger det første ord eller tager de første skridt. På vej ned at hospitalets gang ringede Niels mobiltelefon. Det blev sygeplejerskerne sure over, og han fik en længere opsang over hvor uansvarlig han var, fordi en trådløs mobil kunne påvirke diverse instrumenter. 10.9
Undskyldende mange gange, skyndte de sig ned af gangen, med denne helt specielle lugt i næsen, som kun hospitaler kan have, og ud i den kolde december luft. I bilen ringede Niels nummeret op. Det var Jakobsen der tog telefonen. Der var nærmest panik i mandens stemme, krydret med en dyb rædsel. Hvad er det du har bedt os om at hjælpe jer med spurgte Jakobsens med dybt rystende stemme? 10.10