KH bladetseptember 3 2014 12 Bibelcamping Flere af Kristelig Handicapforenings bofællesskaber og medlemmer var med på bibelcamping i Haderup. 3 14 Kristelig Handicapforening Katrinebjergvej 75 8200 Århus N tlf.: 8741 0138 info@k-h.dk Ny landsleder i KH Den 1. september begyndte Marianne Søndergård som ny landsleder. Hun ser frem til arbejdet i foreningen. Forkyndelse og fællesskab I Kristelig Handicapforenings bofællesskaber er der trygge rammer til at trives og udvikles som hele mennesker.
Indhold 2 Ny landsleder 4 Smerten har fundet et sted at bo 6 Alle skulle kende én som min søster 8 Berigende og relevant temadag for forældre 8 9 Lær at se dit barns ressourcer 10 En diakonal institution som arbejdsplads 12 Haderup Bibelcamping 13 Præsentation af de 11 bofællesskaber 22 Nyt fra foreningen 4 24 Andagt KH bladet Medlemsblad for: Kristelig Handicapforening Forside: Foto: Rikke Thomassen. På billedet: Clara Najbjerg og Mads Najbjerg Layout: graphiccare.dk Tryk: Øko-Tryk Oplag: 1000 stk. Ansvarshavende redaktør: Marianne Søndergård Redaktør: Rikke Thomassen Næste nummer udkommer: November 2014 Kom og byd Marianne velkommen Marianne Søndergård begyndte som landsleder i Kristelig Handicapforening 1. september. Derfor inviteres til: VELKOMSTRECEPTION Lørdag d. 20. september 2014 Kl. 15-16.15. Receptionen foregår på Frøstruphave Efterskole i forbindelse med Frøfestival. Alle er velkomne til at blive til aftensmad og aftenarrangement med Festaften og Kongeligt Talentshow. Tilmelding og praktisk info: Tilmelding til velkomstreception og måltider senest d. 18. september 2014. Tilmeld jer via formularen www.k-h.dk eller send en mail. (Tilmelding ikke nødvendig for dem, der i forvejen deltager i Frøfestival.) Adressen til Frøstruphave Efterskole: Frøstrupvej 140, 6830 Nørre Nebel. Velkomstreceptionen er gratis. Aftensmad koster 50 kr., og der er entré på 75 kr. til arrangementet lørdag aften. Denne pris inkluderer kaffe og kage samt natmad. KH bladet 2 2012 2
Marianne Søndergård er ny landsleder "Jeg har et stort ønske om, at handicappede er og bliver en naturlig del af det omgivende samfund, og jeg vil arbejde for at omgivelserne møder de enkelte mennesker dér, hvor de er, og med respekt for den enkeltes liv," siger Marianne Søndergård, der glæder sig til arbejdet i foreningen. Af Rikke Thomassen Den 1. september begyndte Marianne Søndergård som landsleder i Kristelig Handicapforening. Marianne Søndergård er 43 år og har en baggrund fra sygehusverdenen. Hun er uddannet bioanalytiker og har en diplomuddannelse i ledelse. Hun har været ansat 19 år på Regionshospitalet Herning, og de seneste 6 år som ledende bioanalytiker på Mikrobiologisk Afdeling Midt-Vest. I sin fritid er hun aktiv i det kirkelige børne- og ungdomsarbejde i Sdr. Felding og er næstformand i Sdr. Felding menighedsråd. Hun bor lidt uden for Sdr. Felding sammen med sin mand, Birger, og sammen har de tre børn på 14, 18 og 20 år. Thomas Bjerg Mikkelsen, formand for Kristelig Handicapforening, glæder sig over ansættelsen. "Marianne Søndergård besidder mange af de egenskaber, vi ledte efter, da vi opslog stillingen som landsleder. Hun er analytisk stærk og har en solid erfaring i at lede en politisk styret organisation. Samtidig er hun en positiv og rummelig person, der er diplomatisk og følsom i forhold til andre menneskers meninger og holdninger. Og så vil den direkte kontakt til handicappede uden tvivl falde hende let. Hun har ikke direkte erfaring fra handicapområdet, men hun er vant til at forhandle med offentlige myndigheder og har stor erfaring i at fremskaffe faglige løsninger på komplekse problemstillinger," siger Thomas Bjerg Mikkelsen. Sammenhæng og positive forandringer Det var blandt andet ønsket om fortsat at være med til at skabe sammenhæng og positive forandringer for mennesker, der fik Marianne Søndergård til at søge stillingen som landsleder, og hun ser frem til arbejdet i en kirkelig organisation. "Det vil hænge rigtig godt sammen for mig, når min tro på en helt konkret og anderledes måde er med i mit daglige arbejde. Jeg har et stort ønske om, at handicappede er og bliver en naturlig del af det omgivende samfund, og jeg vil arbejde for at omgivelserne møder de enkelte mennesker dér, hvor de er, og med respekt for den enkeltes liv," siger Marianne Søndergård. "Jeg har ikke tidligere været aktiv i Kristelig Handicapforening, men jeg har to børn, som har gået på Frøstruphave Efterskole, og de har levende fortalt om Frøfestival og det glæder jeg mig meget til selv at opleve. Jeg vil gå til opgaven som landsleder ret ydmygt, da jeg er klar over, at der er rigtig meget viden, jeg har behov for at suge til mig. Det er et helt nyt fagområde, jeg bevæger mig ind på, og en af mine første vigtige opgaver som landsleder bliver at besøge alle bofællesskaberne. Jeg håber, at bofællesskaberne vil åbne dørene, så jeg kan få et godt indblik i, hvad det er lederne, personalet og den handicappede står i." 3
Smerten har fundet et sted at bo Susanne Sjælland Iversen vænner sig aldrig til situationen, hvor hendes høje datter på 14 år går med det store tigerdyr, Sofus, i hånden på vej til børnemøde med de små børn. Af Rikke Thomassen Der går min høje, høje pige med Sofus i halen, tænkte Susanne Sjælland Iversen igen, da hun i sommer var med familien på Virksund Bibelcamping. Sofus er det store tigerdyr, der hver morgen går en tur rundt på pladsen for at få følgeskab af alle børnene og samle dem til formiddagens børnemøde. Og sammen med alle de små børn og Sofus går også Susannes 14-årige datter, Katrine. Det en af de situationer, hvor Susanne synes, det bliver så tydeligt, at Katrine ikke er som andre børn. Hun passer ikke ind. Hun er dobbelt så gammel og næsten dobbelt så høj. Når Susanne står dér og kigger efter Sofus, Katrine og alle de andre børn, mærker hun en velkendt følelse i maven. Det gør en lille smule ondt. Vel vidende, at det jo ikke er ondt. Det er ikke en katastrofe. Andre vil heller ikke synes, det er voldsomt mærkeligt. Men jeg vænner mig aldrig til det. Det er måske voldsomt at kalde det en smerte. Der er noget med et vilkår, jeg ikke kan gøre noget ved og heller ikke ved, om jeg ville gøre noget ved, hvis jeg kunne. Det er også blandet med en glæde over, at jeg ikke står med et angst barn, der ikke vil fra mig. Jeg glæder mig over, at hun har mod på at gå med et fremmed dyr og sammen med nogle børn, hun ikke deler hverdag med. Det er ikke ulykke eller en ulykkelig situation. Jeg kan også smile af det. Ja, jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, siger Susanne Sjælland Iversen og fortæller videre om den smerte, som har fulgt hende gennem mange år. Det er en smerte over noget, som ikke er, som man tænkte, det skulle være. Men smerten er pakket ind i en glæde over den pige, jeg har. Jeg kan ikke undvære hende, og jeg vil ikke lave hende om. Det er en smerte, der finder en plads. Det har taget nogle år for mig. I en lang periode havde jeg fysisk ondt i maven. Som et åbent sår, siger hun, mens hendes hænder danner et hulrum foran maven som et åbent sår. Det gjorde ondt, og jeg kunne også mærke, at jeg ikke kunne blive ved med at leve i det åbne sår. Nu vil jeg mere beskrive det som en smerte, der har fundet et sted at bo. Det gør ondt, men jeg kan også leve med det. Jeg har ingen forventning om, at det vil gå væk og heller ikke et ønske om det, for så ville jeg jo miste Katrine. Har lyst til at trække sig Susanne Sjælland Iversen bor i Randers sammen med sin mand, Frits Brosbøl Iversen, og deres tre børn, Mathias på 16 år, Katrine på 14 år og Pauline på 11 år. De kommer i Randerskirken, som er en LM Frimenighed, og her oplever de, at der er rum og plads til Katrine, som hun er. I hverdagen glemmer vi det lidt, at Katrine er handicappet, fordi det er så kendt og så trygt. I vores egen kirke er der ikke andre forventninger, end det Katrine kan. Jeg behøver ikke rende hen til hende hele tiden. Da Katrine skulle konfirmeres, behøvede vi ikke fortælle eller forklare en masse til præsten, for han kender hende, og dem, hun skulle konfirmeres sammen med, de ved lige, hvad der gør hende glad. Det er først, når jeg er ude i det åbne hav, det bliver tydeligt for mig, at hun ikke rigtigt passer ind, for eksempel på bibelcamping eller andre større forsamlinger med aldersopdeling. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan blive overrasket over det hver gang, men lige når det kommer med præsentationen af muligheder for børn og unge, så tænker jeg: Nu er vi her igen. Hvad gør vi? Nogle gange kan jeg godt tænke, at det havde været nemmere at blive hjemme. Katrine bliver skilt ud, for hvilken gruppe hører hun til? Skal hun til børnemøde? Juniormøde? Eller med os voksne? Det er Det gør en lille smule ondt. Vel vidende, at det jo ikke er ondt. Det er ikke en katastrofe. Andre vil heller ikke synes, det er voldsomt mærkeligt. Men jeg vænner mig aldrig til det, siger Susanne Sjælland Iversen, om hvordan hun har det, blandt andet når hun ser sin datter på 14 år gå sammen med bamsen Sofus. 4
Privatfoto fra 2008. Katrine forrest sammen med Sofus. "For 6 år siden så det helt naturligt ud med Katrine på vej til børnemøde sammen med Sofus. Lægger man 6 år til, bliver det knap så "naturlig" at kigge på, for nu er hun 172 cm høj. Men Katrines begejstring for Sofus er stadig den samme," siger Susanne Sjælland Iversen, der er mor til Katrine. også særligt nu, hvor hun er blevet teenager, at det er blevet tydeligt, at hun ikke passer ind. På bibelcamping var hun i starten med hende lillesøster, Pauline, til børnemøderne. Men nu er Pauline i junior-gruppen. Skal jeg så bare give slip og lade Katrine selv gå til børnemøder, eller skal jeg gå med hende? Skal jeg snakke med de voksne og forklare dem, hvorfor Katrine er med? Hun skal ikke til juniormøderne, for det vil være synd for hendes lillesøster og Katrine vil ikke få noget ud af møderne. Katrines åndelige liv er vigtigt Netop det med at få noget ud af møderne er også vigtigt. At der er noget, som Katrine kan være med til og kan relatere til. For det er vigtigt for Susanne og Frits, at der også bliver taget hånd om Katrines åndelige liv. Vi er nødt til at komme ud og leve i det. Vi er nødt til at agere med det, vi har. Det er vigtigt, at hun også har et åndeligt liv, selvom der ikke er noget, der matcher hende direkte. Simple bibelfortællinger, det er dér, hun kan få noget med. Hun ville jo ikke få noget ud af at være med til junior- eller teen-møderne, når hun ikke forstår indholdet. Så hvis vi sendte hende til de møder, hvem er det så, vi gør det for? Mange steder ville de nok kunne rumme hende, men der går også en grænse for, hvor meget de skal rumme. Man skal ikke yde vold på rummeligheden, siger Susanne Sjælland Iversen. I perioder har det fyldt en del for os med Katrines tro. Det var vigtigt for os, at hun også blev konfirmeret, selvom hun ikke er 14 år inde i sit hoved og måske slet ikke forstår bibelske læresætninger eller ret meget af det, der foregår til konfirmationen. Men vi er bare slet ikke i tvivl om, at Jesus bor i hende, og at hun fik mulighed for at bekræfte den tro, selvom hun ikke selv kan formulere troen. Susanne Sjælland Iversen arbejder som børnekonsulent i Luthersk Mission og har også erfaring som frivillig leder i børne- og juniorklubber. Hun kender derfor også til mange af de problemstillinger, der kan være i forbindelse med at have handicappede med i klubberne. Kirken er forpligtet på at tage sig af de gamle, børnefamilierne, de unge og så videre. Det er en kæmpe opgave med alle medlemmer, og det kræver rigtig mange ressourcer. Derfor vil der i mange sammenhænge blive prioriteret, og det er også sådan, det skal være. Men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at det kunne være et stort ønske, at der nogle gange var noget for børn, juniorer, teenagere og handicappede. I nogle sammenhænge ville det give god mening, og det ville være godt at kunne give Katrine tilbud om et kristent fællesskab med ligesindede. 5
Kronik bragt i Berlingske 18. august 2014. Artiklen findes online på Berlingskes hjemmeside: www.b.dk/kronikker/alle-skulle-kende-en-som-min-soester Alle skulle kende én som min søster Udviklingshæmmet. Tillad mig at udfordre kategoriseringen af mennesker inden for og uden for arbejdsmarkedet med en fortælling om min søster, som er 24 år og udviklingshæmmet. Af Kirstine Skov Benthien, sygeplejerske, cand. scient. san., ph.d.-studerende»de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs«er muligvis en anvendelig allegori for de borgere, der bidrager til samfundets opretholdelse ved at betale meget i skat, opbygge virksomheder osv. Det er bare også en kedelig forenkling af en gerning med mange flere udtryksformer: at bidrage positivt til samfundet med sin arbejdskraft. Tillad mig at udfordre kategoriseringen af mennesker inden for og uden for arbejdsmarkedet med en fortælling om min søster, som er 24 år og udviklingshæmmet. Hun har en lille hjerneskade forbundet med en sjælden form for epilepsi, man kan ikke vide om hjerneskaden eller epilepsien kom først. Da hun var 18 år blev det vurderet, at hun ikke ville kunne indgå på arbejdsmarkedet under normale vilkår og hun blev derfor tildelt førtidspension. Men min søster arbejder skam. Hun arbejder 24 timer om ugen på Ishøj kulturcafé og svømmehal en beskyttet beskæftigelse. Hun får her et lille symbolsk beløb oveni førtidspensionen. Her arbejder pædagogisk personale og udviklingshæmmede sammen og min søsters opgaver bliver af ledelsen tilrettelagt hendes formåen. Hun er ikke så hurtig ved kasseapparatet, som du måske er, men hun løser opgaven ordentligt. Hun rydder borde og vasker op og gør klar til arrangementer med den største omhu, man kan tænke sig. Hun vasker gulv i svømmehallen, og hun betjener kunder med overmåde venlighed også de utålmodige. Den dag om ugen, hvor hun ikke arbejder, holder hun ikke bare fri. Der gør hun rent, vasker tøj, holder øje med sin økonomi og mange andre ting med støtte fra de knalddygtige ansatte i hendes bofællesskab, Trehuse. Husk på, at alting er sværere for min søster, end det er for dig. Det tog hende længere tid at lære at cykle og binde snørebånd, end det gjorde for dig, hendes finmotorik er ikke optimal og heller ikke hendes boglige færdigheder. De opgaver, vi andre løser med venstre hånd, er langt mere krævende for min søster, men hun giver ikke op, og løser opgaverne med svedige håndflader og stor koncentration. Min søster hører til de 800.000 som i princippet står uden for arbejdsmarkedet, men i praksis forholder det sig ikke sådan. Udover at hun er godt beskæftiget på sit arbejde, er hun totalt beskæftiget med tilværelsens øvrige gøremål. Hun er et forbillede for sine omgivelser også for et samfund, der hylder produktivitet. Jeg kender ingen, der gør sig så megen umage som min søster. Hun inspirerer til arbejdsomhed og beslutsomhed. Hun sætter sig et mål og sætter alt ind på at nå det uanset frustration undervejs. En dag besøgte jeg hende for at hjælpe med at stryge navnemærker i alt hendes tøj, så det kunne kendes fra de andre beboeres. Vi havde ordnet det meste, da vi gik ud for at spise på en restaurant. Jeg skovlede hurtigt maden indenbords, mens hun spiste i mageligt tempo. Da jeg havde tømt tallerkenen, sad jeg og vippede utålmodigt med foden under bordet. Bevidst om mit sigende kropssprog måtte jeg beklage, at mine tanker havde vandret til alle mulige gøremål i forbindelse med mit ph.d.-studium. Så sagde hun til mig:»hver dag har sine egne bekymringer«. Den sætning måtte jeg tygge lidt på og har gjort det hver dag siden. Det betyder jo, 6
at hvis jeg i dag bekymrer mig både for de ting, jeg skal nå i dag, i morgen og overmorgen og måske også ærgrer mig lidt over nogle enkelte ting i går, så har jeg samlet flere dages bekymring sammen på samme dag. Og hvis jeg gør på samme måde hver dag, så har jeg daglig flere dages bekymringer i stedet for kun dem, der hører til i dag. Jeg kan lave statistiske analyser, men den havde jeg ikke regnet ud. Jeg måtte spørge hende, hvordan man kunne blive så klog?»du kan da bare læse i Det Nye Testamente,«sagde hun med største selvfølgelighed. Avs. Jeg er også kristen, men det er som om, det lykkes bedre for min søster at integrere de vise budskaber i Bibelen i sin tankegang. Alle skulle have lov til at kende én som min søster, for hun ved, hvad der er vigtigt. Jeg ville ønske, man kunne tappe hendes visdom på flasker og sælge det, så ville hun blive den rigeste udviklingshæmmede nogensinde. Den visdom kommer hun aldrig til at lukrere på, men den kommer mig til gavn. Jeg bliver en mere robust, helstøbt og derfor produktiv samfundsborger under min søsters indflydelse. Den effekt optræder heller ikke i opgørelser om mennesker inden for og uden for arbejdsmarkedet. Fra et økonomisk egennyttigt synspunkt behøver min søster ikke at arbejde. Men det er lige meget, for hun knokler. Nej, det er faktisk derfor, hun knokler: Hun er blevet vist tillid i form af en livsvarig ydelse, og hun gør sit yderste for at leve op til den tillid. Hun har stor livskvalitet og en af årsagerne er åbenlyst, at hun er til gavn. Hun bidrager til samfundet på mange måder, bl.a. gennem sit arbejde. Her har hun kollegialt fællesskab og udvikler sig konstant gennem veltilrettelagt balance mellem udfordring ved nye opgaver og kendte opgaver, hun kan løse effektivt. Sammen med den vejledning, hun modtager i bofællesskabet, har hun opnået en skarp læringskurve. Hun er tryg, og derfor bliver hun mere og mere selvstændig. Med det perspektiv er det vel forkert at kalde min søster for udviklingshæmmet hun er jo udviklingsfremmet. Takket være hendes egen indstilling og de rammer, hun er i. Jeg har også set, hvordan det kan se ud, når hun ikke modtager tilstrækkelig pædagogisk støtte. Det fører hurtigt til vantrivsel og bremser den udvikling, der ellers vil gøre hende mere uafhængig i fremtiden. Hvis min søster var 18 år i dag, var hun ikke blevet tildelt førtidspension så hurtigt. Hun havde skullet igennem årevis med arbejdsprøvning blot for at konstatere det, som allerede er vurderet ved utallige undersøgelser gennem hendes opvækst: Hun kan ikke arbejde på normale vilkår. Men når hun får lov at arbejde på egne vilkår, kan hun virkelig få noget fra hånden. Hun arbejder alt det, hun overhovedet kan, og udvikler sig konstant, hvorfor enhver vurdering hurtigt bliver forældet. Desuden er det en ubærlig tanke at holde en følsom person som min søster hen i uvished uden det værdifulde og identitetsskabende ved at have et job. Det skaber kun mere bureaukrati og større udgifter til den offentlige sektor at have årelange arbejdsprøvninger og tests. Ventetiden er en gold og uproduktiv ørkenvandring, der kun efterlader de ventende med mere stress og frustration, end de kom med. En blind og rigid tilgang til overførselsindkomster kan skabe endnu mere marginaliserede medborgere og få den modsatte effekt af det ønskede: flere mennesker i arbejde. For min søster har det stor betydning, at samfundet via førtidspension garanterer hendes overlevelse. Der findes givetvis mennesker, som hellere vil ligge på sofaen end at deltage i samfundet. Jeg tror nu, de fleste gerne vil deltage på egne vilkår, og det er alt for ressourcekrævende med disse overdrevne testperioder, der tilskriver alle de samme magelighedsmotiver. Hermed beskrevet en model til efterlevelse, for her findes et menneske, der trods udfordringer bidrager til samfundet, som trives og skaber værdi på mange måder. Dette er en påmindelse om, hvad der kan gemme sig bag de tal, der udtrykker, at mennesker skulle stå uden for arbejdsmarkedet. Min søster tæller ikke under kategorien»de bredeste skuldre«, men måske skulle hun tælle som»det varmeste hjerte«. Det er også en ret vigtig kropsdel. 7
Berigende og relevant temadag for forældre Af Else og Allan Bjerregaard Den 14. juni afholdt Kristelig Handicapforening temadag for forældre til handicappede børn. Vi var 10 deltagere, og de fleste af os har børn, som nok skal flytte hjemmefra i løbet af de næste 5-10 år. Vi havde set frem til denne dag længe, og havde prioriteret at få barnepige på, så vi kunne komme af sted begge to. Det var Else og Allan Bjerregaard sammen med en stor oplevelse og meget berigende at deres ældste søn, Andreas. mødes i dette regi med andre forældre, der også stod i nogle vanskelige problematikker vedr. deres barn eller børn. Vi kendte ingen af deltagerne på Anne Brorson, socialrådgiver og leder temadagen i forvejen, men oplevede af Bofællesskabet Hjertebo gennemgik de regler og paragraffer, der gælder når børnene fylder 18 år. imødekommende hurtigt et varmt og fællesskab, hvor der var plads til at tale sandt om livet og dets både sjove, men også mere krævende sider. Vi oplevede begge en lyst til at kunne mødes med disse dejlige mennesker igen. Temadagens oplæg tog udgangspunkt i diverse love og regler, der kan komme på tale i og med at ens barn overgår fra barn til voksen i kommunalt regi. Anne Brorson oplæg var rigtig berigende og relevant. Hun formåede at forklare om ret tørt lovstof på en måde, så det gav god mening og var meget relevant, og vi føler os bedre rustede. Det var godt at høre, hvad Anne tænkte om forskellige problemstillinger, samt hendes og de andre deltageres erfaringer. Da vi kørte hjem, havde vi begge en fornemmelse af, at tiden var fløjet af sted, og vi følte en stor glæde over at have mødt nogle dejlige mennesker i et inkluderende og imødekommende fællesskab. Det var en varm dag i juni, da forældrene mødtes til temadag. Så eftermiddagskaffen blev flyttet ud på TORVETs terrasse sammen med en snak om, hvordan Kristelig Handicapforening i fremtiden bedre kan hjælpe familier med handicappede børn. 8
Lær at se dit barns ressourcer Temadag for forældre Dato: Lørdag d. 25. oktober 2014 Tid: kl. 10-13 + 13-17 Sted: Kirkehuset i Vamdrup, Vestergade 53, 6580 Vamdrup Pris: Gratis for medlemmer af KH. For ikke medlemmer: 100 kr. Tilmeldingsfrist: 1. oktober 2014. Tilmelding: Via hjemmesiden www.k-h.dk PROGRAM Dagen vil være inddelt i to afdelinger: Kl. 10-13 er for forældre med hjemmeboende handicappede børn og for forældre med yngre (under 18 år) udeboende handicappede børn. Kl. 13-17 er for alle forældre. Program for formiddagen 10.00: Rundstykker og kaffe 10.30: Erfaringsudveksling grupperet efter børns alder (0-6 år, 6-12 år, 12-18 år, 18 år +) 12.00: Frokost Jytte Jacobsen Program for eftermiddagen 13.00: Velkomst til alle forældre. 13.15 KRAP for forældre v. Jytte Jacobsen, pædagogisk leder på Frøjkgården 14.45: Kaffepause 15.30: Drøftelse af muligheder for og ønsker til andre aktiviteter for forældre. 16.15-17.00: Åbent hus på Sydhjørnet, et bofællesskab for mennesker med autismespektrums-forstyrrelse. KRAP for forældre KRAP er en forkortelse for Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik. KRAP er funderet i den anerkendende tilgang til andre mennesker og er kendetegnet ved en systematisk inddragelse af de kognitive teorier og behandlingsformer samt ved en udpræget vægtning af det positive, dét som virker. Jytte Jacobsen har gennem flere år arbejdet med KRAP på bofællesskabet Frøjkgården og har blandt andet bidraget til bogen KRAP fortællinger i praksis. For Jytte Jacobsen hænger KRAP godt sammen med det kristne livs- og menneskesyn. Den anerkendende tilgang passer godt ind i det kristne menneskesyn. At jeg må være den, jeg er, lige præcis som jeg er. KRAP er ressourcefokuseret. Og hvad tænker Gud? At jeg skal få det bedste ud af mit liv. Gud har givet mig nogen evner, og dem skal jeg få det bedste ud af. Det gælder også dem, der er skabt lidt anderledes. De skal også få det bedste ud af deres liv, og min opgave, både pædagogisk og åndeligt, er at finde frem til, hvad der kan lykkes for dem og finde ting, de kan bruge deres liv til, og hvor de kan spille med i en sammenhæng. 9
EN DIAKONAL INSTITUTION SOM ARBEJDSPLADS Erik Morten Jensen fortæller her om forskellige forhold, som er vigtige for en diakonal enhed. Overskrifterne er: Forandre(t) For andre Forandre andre. Erik Morten Jensen er leder i socialpsykiatrien i Syddjurs kommune. Han er uddannet diakon, socialpædagog, psykoterapeut og diplom i ledelse. Han har erfaringer fra ansættelser i kirkelige og offentlige organisationer og har tidligere arbejdet som udviklingskonsulent, projektkoordinator og har været leder af forskellige institutioner, blandt andet regionsleder i TUBA. I oktober 2013 var Erik Morten Jensen underviser på Kristelig Handicapforenings kursus En diakonal institution som arbejdsplads. Af Erik Morten Jensen Det var en rigtig varm dag i juni, og jeg lyttede til KFUK s sociale arbejdes formand Birgitte Gråkjær ved indvielsen af Reden i Århus. Den nye bygning var betalt af 2 store danske fonde i alt 15 millioner kr. Formanden havde udfordret den lokale piano forretning til at skænke en gave til Reden i anledning det nye hus. De fik et klaver, men hvad skal man med et klaver, hvis ingen kan spille på det? KFUK s gave til Reden var en frivillig musikterapeut, som ville komme 2 timer om ugen for at spille og etablere et sangkor, så Redens kvinder kunne synge sammen. En deltager fra menighedsrådet i Domsogn inviterede efterfølgende koret til at synge ved en lille koncert i Domkirken. Det er når en diakonal enhed er diakonal. Få måneder efter var jeg sammen med en del medarbejdere fra Kristeligt Handicapforenings bofællesskaber til en kursusdag, hvor emnet var, hvad der kendetegner diakonal enhed. I den sammenhæng arbejdede vi med det, vi kunne kalde en omvendt brainstorming. Vi stillede os selv spørgsmålet, Hvad er det værste af det værste ved en diakonal boform? Der kom mange grusomme ting frem og ingen ønskede at arbejde på de steder, som blev præsenteret. Det blev i hvert fald tydeligt, at alle har en holdning til, hvordan det ikke skal være. Eksempelvis ville det være frygteligt, hvis man hele tiden anvendte religiøse termer og ikke mødte brugere og kollegaer med en anerkendende tilgang. Når vi på den måde fik stillet en lang række forhold op, blev det også tydeligt, at vi har en forholdsvis klar fornemmelse for, hvordan en diakonal boform skal opleves af andre og os selv. Lad mig forsøge at ridse forskellige forhold op, som jeg synes er vigtigt for en diakonal enhed under følgende overskrifter: Forandre(t) For andre Forandre andre. Forandre(t) Det gælder om, at den enkelte har en passion for den opgave, som er den diakonale enheds mission og vision. En personlig indre forandring i livet, så man på en måde brænder for det, som er enhedens menneskesyn og idégrundlag. Det er den personlige forandrethed eller sagt på en anden måde: Det har noget med hjertet at gøre, som er afgørende. Det gælder de metoder, vi knytter an til i det pædagogiske arbejde, og det gælder den kristne tro. Det må have fat i os, eller grebet os, så det lever i os. En af de tilgange, som er grundlaget for mange boformers arbejde, er eksempelvis den anerkendende tilgang. En af de forfattere, som har skrevet noget om det, er Britta Nørgaard. Hun siger 10
Det er min opfattelse, at den grundholdning, som udtrykkes gennem anerkendelse, må være selve den kerne, som pædagogik er gjort af. Flere taler om at den anerkendende metode ikke er en metode, men et menneskesyn. Arbejdsmetoder må være en integreret del af dig som person. Du må kunne stå inde for, være personlig forandret. For andre En diakonal enhed arbejder For andre mennesker, nærmere bestemt et menneske i nød. Nød skal i denne sammenhæng forstås bredt. Der er fokus på at lindre, forebygge, udvikle, kompensere, vise omsorg etc. Vi er sat ind i opgaven for at være For andre og ikke imod andre. Det er viljens indstilling til på trods af følelser, på trods af vrede, ubehag etc. Det er kærlighed i sin yderste konsekvens. Det er helt Mandela-agtigt, eller som lægen, Pat Adams, udtrykte det, da han blev spurgt om, hvad han gjorde, hvis patienter gav ham en skråt op finger, når han ville gøre det gode: I have only one choice Love ( Jeg har kun et valg elsk ). En diakonal enhed har det i sig at elske på trods af. Diakoniens Herre er selv gået foran. Forandre andre Selv om vi er passionerede i vores arbejde og har en stærk vilje og motivation, så har vi ikke retten til at forandre andre mennesker mod deres vilje. Blot fordi vi er blevet lidenskabeligt optaget af en faglig retning, en metode eller kristen overbevisning, har vi ikke ret til at forandre andre mennesker. Vi kan forandre os selv, og det er som nævnt rigtig vigtig. Vi kan fortælle om de forandringer, der er sket med os, og leve i dem og med dem. Det skaber i sig selv en forandring for min omverden. Vi kender måske alle historier om et åndeligt magt-sprog, som ikke har sammenhæng i personen, eller hvor det åndelige sprogs magt misbruges til at manipulere. Det må ikke kendetegne en diakonal enhed. Psykolog Carl Ransom Rogers siger: En af de mest tilfredsstillende følelser, jeg kender udspringer af min værdsættelse af (et) individ på samme måde, som jeg værdsætter en solnedgang. Mennesker er lige så vidunderlige som solnedgange, hvis jeg kan lade dem være det. Faktisk er grunden til det, at vi virkelig kan værdsætte en solnedgang, måske i virkeligheden, at vi ikke har kontrol over den. Når jeg ser på en solnedgang, som jeg gjorde det forleden aften, står jeg ikke og siger: skru lige lidt ned for den orange i højre hjørne, tilfør lidt mere lilla i bunden og brug lidt mere lyserødt i skyerne. Det gør jeg ikke. Jeg prøver ikke at kontrollere en solnedgang. Jeg iagttager den med ærefrygt, mens den udspiller sig. Vi kan sikkert mærke, at der er noget på spil i det udsagn. Der er noget fundamentalt vigtigt i at forstå hinanden og ikke lade sig påvirke af trangen til at kontrollere eller manipulere et andet menneske. Vi kender det fra de møder, vi selv har haft med mennesker, der på en særlig måde har evnen til at respektere dem, vi er, sådan som vi er. Dér føler man sig set, hørt og forstået. Det er, som om det sætter en lyst betonet forandring i gang hos os. Det er guld for den menneskelige natur. Da jeg for få dage siden igen var sammen med lederen og en medarbejder fra Reden i Aarhus, fortalte de om hvilken forandring et klaver og en frivillig medarbejder havde skabt. Kvinderne oplever korsangen og musikken som livsbekræftende. Bl.a. var der en som fik kontakt med barndommens sang fra en pårørende, som hun havde glemt, men nu blev kaldt til live. Her var nogen, som brændte for idéen om musik og sang midt i tilsyneladende håbløs lidelse hos handlede kvinder. Den indre passion for musik og sang skabte forandring. Passionen smitter, og hvis det samtidig måske ender med en koncert i domkirken, er diakonien fuldført. 11
Her er godt at være Af Rikke Thomassen Flere af Kristelig Handicapforenings medlemmer og bofællesskaber deltog igen i år på Haderup Bibelcamping, hvor Indre Mission arrangerede Bibelcamping med hjerte, mund og hænder fra d. 2.-6. august. Der var masser af sol og hygge og også nogle store regnskyl. Hver dag var der forskellige kreative aktiviteter, og flere forskellige var med til at forkynde for deltagerne og på forskellig måde. I år var der også et band med tidligere elever fra på Frøstruphave Efterskole. Hanne Pedersen, der er konsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler og medarrangør af dagene på Haderup Bibelcamping, var meget begejstret: Det, der fylder mest, er følelsen her er godt at være. Der er et unikt sammenhold, og vi håber, alle bliver rummet og set. Det er vigtigt. Samtidig betyder det også meget for mig, at der både er bofællesskaber og familier, som har lyst til at deltage. Hanne Pedersen fortæller, at de allerede nu er i gang med at sætte næste års program sammen, og det bliver fra den 1.-5. august. Den dag, KH bladet var på besøg, var det Hans Jørn Østerby, der var på scenen. 12
11 bofællesskaber er medlem af KH. Bofællesskaberne er placeret i Holstebro, Vildbjerg, Ølgod, Skjern, Ans, Hvam, Løsning, Vamdrup, Dianalund, Høje-Taastrup og Aakirkeby. [oversigt over bofællesskabernes placering. Kan grafikken mon inddrages på en eller anden måde? I KHs bofællesskaber er der trygge rammer til at trives og udvikles som hele mennesker. Beboerne har hver deres lejlighed med køkken og bad; man laver mad sammen i fællesskab og spiser sammen. Udviklingshæmmede har også brug for forkyndelse og kristent fællesskab. Der holdes andagt sammen med beboerne hver dag, og der er mange andre fælles aktiviteter både i og uden for bofællesskabet. Værdigrundlag og forventningspapir Bofællesskaberne bakker op om Kristelig Handicapforenings værdigrundlag og tilslutter sig et forventningspapir, hvori der blandt andet står: - At bofællesskabet lever op til de love og bestemmelser, der er på området. - At bofællesskabet ansætter medarbejdere, der fagligt kan leve op til kravene på det specialpædagogiske område. - At bofællesskabet ansætter medarbejdere, som kan tilslutte sig formålsparagraf- KH bladet fen og værdigrundlaget. - At hverdagen på bofællesskabet som en selvfølge er præget af tillid, ærlighed og åbenhed mellem ledelse, medarbejdere samt beboere. - At bofællesskabet arbejder på et samarbejde med de pårørende præget af respekt og gensidig tillid. Præsentation af de 11 bofællesskaber Thisted Nykøbing Tønder Hjertebo Aalestrup Vojens Flensburg Hjørring Hobro Haderslev Skagen Aalborg Sønderborg Frederikshavn Svendborg Nakskov Vordingborg Bornholm Nykøbing Valmuen Aakirkeby Lemvig Struer Viborg Grenå Frøjkgården Randers Kernehuset Holstebro Solglimt Ans Vildbjerg Silkeborg Århus Ebeltoft Helsingør Herning Ringkøbing Skanderborg Ganerbo Skjern Skærvebo Horsens og Annekset Give TreHusE Ølgod Løsning Kalundborg Roskilde Østbækhjemmet Vejle Elmebo Høje-Taastrup Fredericia Dianalund Køge Esbjerg Sydhjørnet Slagelse Ringsted Odense Vamdrup Ribe Næstved KHs værdigrundlag (forkortet) KHs værdigrundlag er det kristne livs- og menneskesyn, som det findes i Bibelen. Det kristne livsog menneskesyn indebærer, at mennesket er skabt af Gud, og at menneske-livet er gudvillet og værdifuldt. Ethvert menneske er værdifuldt og har uanset handicap, udseende, race og religion krav på værdighed og respekt. 13
VALMUEN Kannikevangen 12 3720 Aakirkeby 56 97 07 17 post@valmuen-aakirkeby.dk www.valmuen-aakirkeby.dk Ledere: Lisbeth og Arne Dejbjerg Hansen Oprettet: 1998 Lejligheder: 10 Valmuen ligger i udkanten af Aakirkeby op til åbne marker og med havet i horisonten. Bofællesskabet Valmuen består af 10 boenheder. 4 boenheder er med stue/soveværelse og badeværelse. 2 boenheder er med forstue, stue/soveværelse og badeværelse. Og 4 boenheder er med soveværelse, stue og badeværelse. Bofællesskabet er i ét plan med niveaufri adgang over alt, og lejlighederne er placeret således, at der er direkte udgang til fællesarealer bestående af dagligstue eller spisestue. Midt i huset er der et stort køkken som benyttes til fælles madlavning, ligesom de øvrige servicearealer er placeret her. Der er også et aktivitetsrum med mulighed for at være kreativ og spille bordtennis, bob, lave gymnastik, synge på karaokeanlæg mm. Vi har en anerkende tilgang og ser ressourcerne i den enkelte. Vi fokuserer på muligheder frem for problemstilling. Der er fokus på sundhed og trivsel. Der motioneres meget, for eksempel cykling, løbe/gå-hold, bowling og forskellige former for idræt både i og udenfor huset. Valmuen deltager også aktivt i KHs sommerrejse og Frøfestival. Der er også mulighed for fælles kirkegang, ligesom beboerne deltager i lokale aktiviteter af forskellig art. Beboerne har en hverdag ude af huset med arbejde eller aktivering. ELMEBO Elmevej 4B 4293 Dianalund 58 28 68 90 jp@elmebo.dk www.elmebo.dk Ledere: Jette og Preben Nielsen Oprettet: 1995 Lejligheder: 10 Elmebo ligger i Dianalund på en stor naturgrund ud til åben mark, men samtidig i gåafstand til specialværksteder, indkøbsmuligheder, skov, kirke m.m. Elmebo er bygget til 10 beboere og i ét plan. Fællesarealer med dagligstuer, aktivitetsrum, køkken og vaskerum i midten og 5 boliger i hver ende af huset. Målgruppen er voksne med fysisk- og/eller psykisk funktionsnedsættelse. Vi har fokus på: At Elmebo er beboernes hjem, og at det er et kristent hjem. Huset er indrettet, så den enkelte beboer naturligt kan veksle mellem at være sig selv og være en del af fællesskabet. Faglighed, der modsvarer den enkelte beboers behov for støtte. Socialisering, så den enkelte, på sine egne præmisser, kan være en del af fællesskabet. Sociale spilleregler, så den enkelte kan have et privatliv og respektere andres. At den enkelte skal være en aktiv del af sit eget liv. Livet skal have farver, der skal være forskel på arbejde og fritid, hverdage og helligdage, hverdag og fest. Den enkelte skal have succes-oplevelser oplevelsen af, at noget lykkes, og at jeg har værdi. 14
Frødalen 5 2630 Høje-Taastrup 43 30 00 70 info@trehuse.dk www.trehuse.dk Leder:Helge Jørgensen Oprettet: 2012 Lejligheder: 12 De første beboere på TreHusE flyttede ind i april 2012, og i bofællesskabet bor nu 12 mennesker mellem 20-40 år. Beboernes individuelle behov for støtte og pleje er forskellige. Nogle har et stort behov for personlig pleje og andre har primært brug for socialpædagogiske støtte. Fælles for de to grupper er, at alle har behov for hjælp og træning i at klare hverdagen og til at indgå i sociale relationer. Alle beboere er i dagtilbud hver dag og har en hjemmedag. Bofællesskabet rummer 12 lejligheder, der består af stue, soveværelse og badeværelse samt fællesarealer. De 12 lejligheder er placeret i to separate huse, der er bundet sammen af et fælleshus med opholdsrum, køkken og servicearealer. Det er et mål for bofællesskabet, at hverdagen skal afspejle det kristne menneskesyn, hvor hvert eneste menneske har sit eget umistelige værd. Vi går derfor i kirke om søndagen og har daglige andagter. TreHusE er et hjem med alt hvad det indebærer. I hverdagen vægtes samvær og nærvær, hygge og grin, musik og film, fælles oplevelser og ture, ligesom beboerne deltager i forskellige fritidstilbud udenfor huset. Ny leder på TreHusE Helge Jørgensen begyndte som leder af Bofællesskabet TreHusE i januar 2014. Helge er uddannet cand.scient.soc. (socialrådgiver med psykologi som overbygning) og har i sin karriere hovedsagligt beskæftiget sig med rådgivning og ledelse inden for det sociale og sundhedsfaglige område. Ledelsesmæssigt har han 15 års erfaring med daglig drift, personaleledelse, strategisk planlægning samt operationel ledelse med ansvar for budgetter og økonomistyring. Helge Jørgensen er 54 år, gift, har to voksne døtre og er bosiddende i Hillerød. Lige fra min ungdom har jeg ønsket at have et arbejde, hvor jeg kunne være med til at gøre en forskel for andre mennesker. Jeg har været i berøring med mange persongrupper, lige fra ældre og handicappede, mennesker med anden etnisk baggrund, til hjemløse og mennesker med forskellige fysiske og psykiske problemstillinger, siger Helge Jørgensen. Beboerne har taget super godt imod mig. Vi har en rigtig god beboergruppe, som fungerer rigtig godt sammen. Og jeg har fået en stormende velkomst af dem. Helge Jørgensen var også med på ledersamlingen med de andre ledere fra KHs bofællesskaber i januar, og her følte han sig velkommen lige fra begyndelsen. Helge Jørgensen Det var et super godt miljø, og det var rigtig godt at lære kollegerne fra de andre bofællesskaber at kende. Det har været en stor hjælp at kunne spørge andre i Kristelig Handicapforening om hjælp, og jeg sætter stor pris på samarbejdet i foreningen, siger Helge Jørgensen. 15
Klostervej 108 6900 Skjern 97 36 19 29 leder@ganerbo.dk www.ganerbo.dk Leder: Birgit Lodahl Oprettet: 2005 Lejligheder: 12 Bofællesskabet Ganerbo blev i 2005 oprette af en forældrekreds i tilknytning til Kristelig Handicapforening. Ganerbo er en selvejende institution der drives efter friplejelovgivningen. Ganerbo bygger på det kristne menneskesyn, hvor alle er skabt i Guds billede og dermed lige værdifulde. Respekt og næstekærlighed er grundlæggende værdier for beboere og ansatte. Bofællesskabet er beliggende i udkanten af Skjern by med Ganer Å i baghaven og Skjern Ådal som nærmeste nabo. Ganerbo er hjem for 12 beboere med forskellige psykiske og fysiske vanskeligheder, og der planlægges at udvide med 3 lejligheder i foråret 2015. Hver beboer har sin egen lejlighed, og derudover rummer Ganerbo forskellige fællesfaciliteter: Dagligstue, køkken, vaskerum, motionsrum mv. Hverdagen på Ganerbo tager udgangspunkt i den enkelte beboers behov og er præget af struktur, forudsigelighed og tryghed. Beboere er alle i dagbeskæftigelse, og fritiden fyldes af madlavning, musik og sang, kreative udfoldelser, spil og leg, Pc, gå og cykleture, bålhygge, tøjvask, rengøring mm. Ganerbo deltager i arrangementer i nærsamfundet i videst mulige omfang, blandt andet er der flere muligheder for gudstjeneste om søndagen. Industrivej 19 6870 Ølgod 75 24 59 47 kontor@ostbaekhjemmet.dk www.ostbaekhjemmet.dk Ledere: Inge og Mogens Stig Nielsen Oprettet: 1983. Nye bygninger i 2008 Lejligheder: 13 Østbækhjemmet ligger i Ølgod og består af 12 lejligheder på omkring 45 m2. Midt i huset ligger en dagligstue, en hyggestue og et køkken. Der er også to spisestuer. Østbækhjemmet blev etableret af frivillige kræfter i 1983 som det første af Kristelig Handicapforenings hjem. Der blev indrettet et hjem med integreret lederbolig i en nedlagt kjolefabrik, som (med en senere tilbygning) udgjorde hjemmet for 10 beboere frem til 2008. 25 år efter starten stod nye flotte bygninger klar i 2008, og det nye Østbækhjem blev taget i brug. I 2013 blev Østbækhjemmet udvidet med en ekstra lejlighed i en pavillon, og der arbejdes på at ombygge lederboligen til 2 ekstra lejligheder klar til indflytning 1. december 2014. Alle beboere har en værksteds- eller dagcenterplads. Nogle få beboere er en gang om ugen i praktik i en butik eller på en fabrik. En del af beboerne har en ledsagerordning og nogle af beboerne går i fritiden til ridning, idræt, sang og musik. 16
Nørrevænget 1 7480 Vildbjerg 97 13 34 59 solglimt@herning.dk www.solglimt-vildbjerg.dk Lederpar: Else Marie og Jan Lavdal-Pedersen Oprettet: 1988 Lejligheder: 14 + 2 ekstern Solglimt ligger i Vildbjerg og er et bofællesskab for 14 beboere. 10 af lejlighederne ligger i hovedbygningen, 4 på den anden side af vejen, og der er tilknyttet to borgere, som bor i egen lejlighed i Vildbjerg. I bofællesskabet er der blandt andet musikrum, værkstedsrum og motionscykler, og udenfor er der en kreativ plads med hængekøjer, gynger, trampoliner, drivhus, bålsted og mulighed for at have egen køkkenhave. Beboerne på Solglimt er mellem 22 og 71 år, og fælles for dem alle er, at de har et psykisk støttebehov. De fleste af beboerne har en hverdag ude af huset i beskæftigelse på jobværksted, på landet eller er i arbejde med støtte. I fritiden går nogle af beboerne til svømning og idræt, og ellers er der kreative aftner, musikaftner og husmøder. Nogen af beboerne går også på aftenskole, og der er mulighed for at deltage i gudstjenester og møder i missionshuset. Solglimt har også en vennekreds, som arrangerer fx herre/ dame-aften, bowling, udflugter, fastelavnsfest og sangaften. Planer om udvidelse på flere bofællesskaber 3 ekstra pladser på Østbækhjemmet Østbækhjemmet udvidede med en lejlighed i en pavillon i 2013. De forventer at udvide med endnu to lejligheder i lederboligen, og planen er, at lejlighederne står klar til indflytning 1. december 2014. Lejlighederne er til midlertidig ophold ( 107) og rummer ud over ca. 45 m2 lejlighed et fælles køkken samt et større fritidsareal. I den forbindelse fraflytter Inge og Mogens Stig Nielsen lederboligen, men fortsætter som ledere af bofællesskabet. Ganerbo bygger til Ganerbo planlægger en tilbygning med tre ekstra lejligheder i 2015. De tre nye lejligheder, som får lidt flere kvadratmetre end de eksisterende, bygges sammen med de oprindelige bygninger. Der vil desuden blive en ekstra dagligstue med udgang til dejlige udenoms faciliteter. Ligeledes anlægges en bane/sti rundt om hele Ganerbo, med fast belægning, så det bliver muligt at cykle, løbe, rulleskøjte og køre tur med kørestolen uden at skulle ud på offentlig vej. Solglimt vil udvide med en ungegruppe i 2017 Solglimt har planer om at der i 2017 skal stå otte lejligheder klar til unge mellem 18 og 25 år. I den forbindelse holder de orienteringsmøde på Solglimt d. 5. november 2014 kl. 19. 17
Thorsvej 71 7500 Holstebro 97 48 58 92 mogens.jacobsen@holstebro.dk www.asperger-holstebro.dk Ledere: Jytte og Mogens Jacobsen Oprettet: 2003, udvidet i 2014. Lejligheder: 13 Frøjkgården ligger i Holstebro og har plads til 13 beboere. Målgruppen er mennesker med udviklingsforstyrrelser indenfor austimespekteret, fx Aspergers syndrom. Bofællesskabet ligger i naturskønne omgivelser med kort afstand til søer, bæk og grønne områder og alligevel tæt på byens centrum. Bybussen holder lige ved døren. Frøjkgården består af 13 selvstændige 2-rums lejligheder, der hver indeholder stue med te-køkken, soveværelse og eget badeværelse. Lejlighederne er på ca. 40 m2. I fællesarealerne findes der 3 køkkener, flere aktivitetsrum, vaskerum og dagligstue. Der er fri adgang til fælles computer. Frøjkgårdens indretning er designet til målgruppens behov, så der er rig mulighed for at veksle mellem privatliv i egen lejlighed og fælles aktiviteter i fællesarealerne. Vi lægger vægt på, at hver enkelt menneske betragtes som unikt og ligeværdigt og bliver mødt med respekt og omsorg, der med udgangspunkt i den enkeltes resurser gives mulighed for udvikling, der gives plads til den kristne tro i hverdagen. Tre nye pladser på Frøjkgården Jørgen Langbo, der bor på Frøjkgården, klippede snoren. Frøjkgården har ombygget lederboligen til tre nye lejligheder, og tre nye beboere er flyttet ind. Samtidig er der også blevet to nye stillinger på bofællesskabet. Pædagogisk leder på Frøjkgården, Jytte Jacobsen er meget imponeret over, hvor flot beboere har tacklet de mange nye ting, der har været omkring ombygningen, både med lederparret, der i begyndelsen af 2014 flyttede ud af lederboligen, men også med ombygning og håndværkere og senest indflytning af tre nye beboere. Det fylder faktisk mindre, end vi havde tænkt. Men vi har også gjort rigtig meget ud af at forberede beboerne på, hvad der skulle ske, og gøre det til en fælles opgave at få det til at lykkes. Vi har forsøgt at være på forkant med de reaktioner, der kunne komme i forhold til forandringerne. Og så har vi også haft nogle håndværkere, som har været utrolig gode til at forstå, hvilke udfordringer der er for beboerne, og de har været gode til at informere om, hvad de skulle i gang med. De tre nye beboere har også betydet, at vi har fået to ekstra stillinger og dermed nye ansatte, som også kommer med ny energi og nye idéer, fortæller Jytte Jacobsen. For Frøjkgårdens bestyrelse har det været en lang proces at få økonomien og alt det praktiske til at hænge sammen, og formand for bestyrelsen, Jytte Borg Madsen, er meget taknemmelige over samarbejdet både med Holstebro Kommune og Kristelig Handicapforening. Jeg har oplevet stor opbakning og tålmodighed fra både kommunen og KH, og Holstebro Kommune har også været gode til at tænke med i forhold til, hvordan vi bedst kunne få det hele til at hænge sammen, siger Jytte Borg Madsen. 18
Rugvænget 60 8643 Ans 86 88 86 28 kernehuset1@os.dk www.kernehuset-ans.dk Leder: Anne Marie H. Overgaard Oprettet: 2004 Lejligheder: 12 Kernehuset ligger i udkanten af Ans by med udsigt til Tange sø. Bofællesskabet Kernehuset består af 12 lejligheder, der indeholder stue med lille køkkenafdeling, soveværelse og stort badeværelse. Lejlighederne er på 35 m2 og har egen terrasse. I Kernehusets fællesareal er der blandt andet køkken, bryggers, spisestue, stue og servicerum. Kernehuset er et bofællesskab for fysisk og/eller psykisk funktionshæmmede voksne fra 18 år. Der er stor forskel på beboernes støttebehov, idet nogle har behov for støtte i forhold til deres fysiske handicap, mens andre har det på deres psykiske handicap. Beboerne er alle på arbejde i dagtimerne, derudover deltager flere i forskellige fritidsaktiviteter, såsom ungdomsarbejde, motion og aftenskole. Huset har et aktivitetsudvalg, der tilrettelægger forskellige aktiviteter i hverdagen og i weekenderne. Kernehuset har et dejlig stort og vigtigt netværk, herunder pårørende, venner, kirkelige foreninger, vennekredsen, naboer, arbejdssteder samt KH og øvrige KH-bofællesskaber. Ny leder af Kernehuset Anne Marie H. Overgaard begyndte 1. juli 2014 som leder af Bofællesskabet Kernehuset i Ans. Hun afløser Kirsten og Torben Nord Hansen. Anne Marie H. Overgaard kommer fra Vestjylland, og er i løbet af sommeren flyttet ind i Kernehusets lederbolig sammen med sin mand og 2 døtre på 12 og 18 år. Anne Marie er uddannet socialrådgiver og kommer fra en stilling i Herning kommune, Børne- og familieafdelingen i Handicapteamet. Her har hun fået et godt kendskab til forskellige dele af handicapproblematikker gennem et bredt samarbejde med brugerne, forældre, sygehuse, institutioner, skoler osv. Anne Marie har arbejdet med særdeles komplekse problemstillinger. Hun har derfor erfaring både med socialfaglige undersøgelser, handleplaner og vigtigheden af et godt og tillidsfuldt samarbejde med alle parter omkring brugerne. Anne Marie siger: Jeg synes det er spændende og udfordrende at arbejde med mennesker. Jeg har ord for, at jeg er rummelig, fleksibel og har en anerkendende tilgang med fokus på ressourcer frem for begrænsninger. Jeg ønsker i samarbejde med medarbejderne at varetage den daglige drift og skabe et varmt og trygt miljø for beboerne, hvor den evangelisk-lutherske kristendom bliver formidlet i trygge og frie rammer. Bestyrelsen for Kernehuset ser meget frem til samarbejdet med Anne Marie. Især to kompetencer hos Anne Marie spillede en rolle i valget af hende, til at stå i spidsen for at videreføre og udvikle Kernehuset, siger formanden, Niels Anne Marie H. Åge Kirkegård. Overgaard Det var hendes erfaring fra den kommunale sagsbehandling og så den empati og indlevelse, hun udstråler. Begge dele er der brug for sammen med andre kompetencer, og vi tror, det kan blive til stor glæde for beboerne, de pårørende og medarbejderne og alle andre, der har med Kernehuset at gøre. (Uddrag af pressemeddelelse fra Bofællesskabet Kernehuset) 19
Hvamvej 105, Hvam 9620 Aalestrup 87 76 90 00 anne@hjertebo.dk www.hjertebo.dk Leder: Anne Brorson 20 51 53 33 Oprettet: 2012 Lejligheder: 12 Hjertebo ligger i landsbyen Hvam nord for Viborg og indeholder 12 selvstændige lejligheder, der er kombineret med store fællesrum indenfor og grønne arealer udenfor. Der er spisestue, dagligstue, fælles køkken og personalerum. På Hjertebo bor der 12 voksne mellem 18 og 53 år, som alle har en psykisk og/eller fysisk funktionsnedsættelse. Der er vågen nattevagt, og det er med til at skabe tryghed på Hjertebo døgnet rundt. Som nabo til Hjertebo ligger Hvam Aktivitetstilbud, kaldt Hatten. Mange af beboerne arbejder på Hatten, og der er et tæt samarbejde mellem Hjertebo og aktivitetstilbudet. Den korte afstand til Hatten gør, at beboerne ikke skal være færdige om morgenen til et helt bestemt tidspunkt. Beboerne ankommer løbende til Hatten mellem 8.30 og 9.00, tilpasset beboerens aktuelle morgenhumør. Ellers er hverdagen på Hjertebo fyldt af glæde, samvær, aktiviteter, hygge og lidt forpligtelser, for beboerne skiftes til at deltage i madlavningen, så godt de kan. Kerneværdierne på Hjertebo er: Nærhed og omsorg, selvbestemmelse og medinddragelse, værdighed og hjerterum. Grønnegade 3 6580 Vamdrup 24 52 89 98 knud@sydhjornet.dk www.sydhjornet.dk Leder: Knud Dideriksen 28 55 24 11 Oprettet: 2012 Lejligheder: 12 Sydhjørnet Bofællesskabet Sydhjørnet er beliggende i Vamdrup, 15 km sydvest for Kolding. Det er centralt beliggende i gåafstand til togstationen og på en stor naturskøn grund. Der er 12 lejligheder på Sydhjørnet, og indtil videre er der 9 beboere. Bofællesskabet henvender sig til voksne mennesker med en diagnose inden for autisme spektret eller en lignende udviklingsforstyrrelse. De 9 beboere har forskellige udfordringer og behov, men fælles for beboerne er, at de trives med struktur i hverdagen og med støttepersoner omkring sig. Beboerne har alle forskellige aktiviteter i hverdagen. Nogen er i gang med STU (Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse), andre har arbejde på en gård, i kirken og på kirkegården, som pedelmedhjælper eller andet arbejde. Det kristne livs- og menneskesyn kommer til udtryk i den daglige omgang med hinanden, men også gennem aftenandagt og bøn i forbindelse med måltiderne, ligesom der er tilbud om at komme i kirke. 20