Frist- og forældelsesregler

Frist- og forældelsesregler Danmarks Skatteadvokater 12. og 13. juni 2013 v/advokat Bente Møll Pedersen

Fristreglernes udvikling Bestemmelserne i skatteforvaltningsloven 26 og 27 er en videreførelse af skattestyrelseslovens 34 og 35. Historisk har fristreglerne været ændret utallige gange. Fristudvalg nedsat efteråret 2001 efter anbefaling fra Skatteretsrådet. Betænkning afgivet januar 2003. Ved lov nr. 410 af den 2. juni 2003 blev fristreglerne ændret og omskrevet. Lovændringerne bygger direkte på anbefalinger fra Fristudvalget (Betænkning nr. 1426/2003 om frist- og forældelsesregler på skatte- og afgiftsområdet). Side 2

Ordinær ansættelse Skatteforvaltningslovens 26: Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt. Stk. 2. En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Side 3

Ordinær ansættelse Stk. 3. En ansættelse, der beror på en ændret bedømmelse af et afskrivningsgrundlag for et indkomstår, der ligger uden for fristerne efter denne paragraf, kan foretages eller ændres efter stk. 1, medmindre ansættelsen beror på et skøn. Stk. 4. En ansættelse kan ikke foretages eller ændres efter stk. 1, i det omfang ansættelsen beror på en ændret bedømmelse af et fremførselsberettiget underskud eller tab, der er selvangivet i et indkomstår, der ligger uden for fristerne efter denne bestemmelse. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse vedrørende opgørelserne efter selskabsskattelovens 13, stk. 3-9. Side 4

Ordinær ansættelse Stk. 5. Fristerne efter stk. 1 og 2 udløber først i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af 3 B i skattekontrolloven eller 13 i tonnageskatteloven, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner. Stk. 6. Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristerne fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for. Stk. 7. Vedrører en ansættelse efter stk. 1 eller 2 opgørelsen af en balancepost, kan opgørelsen primo indkomståret alene foretages eller ændres, såfremt ansættelsen for det foregående indkomstår ændres tilsvarende vedrørende opgørelsen ultimo for dette indkomstår. Stk. 8: Fristerne i stk. 1 og 2 udløber først i det 6. år efter indkomstårets udløb for skattepligtige, der er omfattet af aktieavancebeskatningslovens 36, stk. 6, 2. pkt., eller fusionsskattelovens 15 a, stk. 1, 5. pkt., eller 15 c, stk. 1, 5. pkt., for så vidt angår overdragelse af aktier, aktiver og passiver som led i en aktieombytning, spaltning eller tilførsel af aktiver. Stk. 9. Bestemmelsen omfatter ikke gaveafgift. Side 5

Kendelsesfristen i 26, stk. 1, 2. pkt.: Fristen kan forlænges, hvis følgende betingelser ifølge ordlyden alle er opfyldt, jf. 26, stk. 1, 4. pkt.: 1) Der skal foreligge en anmodning om udsættelse fra skatteyder 2) Fristforlængelsen skal have betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser 3) Anmodningen skal være imødekommet, dvs. SKAT skal have truffet en afgørelse. Kendelsesfristen er absolut for myndighederne. SKAT kan ikke af egen drift suspendere eller forlænge fristen. Side 6

SKM2013.281.BR Omhandler skatteforvaltningslovens 31, stk. 1, 3. pkt., der svarer til skatteforvaltningslovens 26, stk. 1, 2. pkt. SKAT fremsendte agterskrivelse den 24. oktober 2008 med frist til at komme med bemærkninger til den 10. november 2008. Skatteyders revisor anmodede om forlængelse 14 dage. Den 21. november 2008 fremkom revisor med indsigelser og anførte afslutningsvis, at revisor ønskede et møde med SKAT, inden afgørelsen blev truffet. Mødet afholdtes den 26. januar 2009, dvs. dagen efter kendelsesfristens udløb. Afgørelsen blev truffet den 9. februar 2009. Side 7

SKM2013.281.BR Landsskatteretten: Det er med rette, at SKAT har fortolket begæring om fristforlængelse og efterfølgende begæring om et møde som anmodning om fristforlængelse. Skatteministeriet: I revisors anmodning om et møde, inden afgørelsen træffes, og i aftalen om møde ligger implicit en anmodning om fristforlængelse. Revisor oplyste, at sagen var ny. Selskabet bærer risiko for manglende udtrykkelig aftale. Byretten: Det er ikke godtgjort, at det er aftalt, at fristen forlænges. Forhøjelse forældet. Anmodning fra revisor indeholdt ikke anmodning om fristforlængelse. Fristforlængelse kan kun ske efter anmodning fra den afgiftspligtige, og hvis fristforlængelse har betydning for den afgiftspligtiges mulighed for at varetage sine interesser. 8

Forlænget ligningsfrist 26, stk. 5: SKM2013.61.LSR For at kunne anvende skatteforvaltningslovens 26, stk. 5, er det en betingelse, at der er tale om et forhold, der er knyttet til relationen hovedanpartshaver-/selskabsforhold. Et forhold, der er knyttet til relationen direktør-/arbejdsgiverforhold, falder uden for anvendelsesområdet. Side 9

SKM2013.61.LSR - fortsat Landsskatteretten fandt, at en direktør og hovedanpartshaver ikke havde bil fri til rådighed som følge af sin status som hovedanpartshaver, men derimod i kraft af ansættelsen som direktør i selskabet. Forholdet var derfor ikke omfattet af skattekontrollovens 3 B, og den forlængede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens 26, stk. 5, fandt således ikke anvendelse. Da ansættelsen var foretaget efter udløbet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens 26, stk. 1, blev SKAT s afgørelse anset for ugyldig. Side 10

SKM2012.221.HD SKAT havde fundet, at en fysisk skatteyder - og ikke et af ham ejet selskab - var rette indkomstmodtager af et honorar fra et andet selskab ejet af den fysiske skatteyder. Sagen vedrørte for Østre Landsret, dels om ansættelsen var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens 26, stk. 5, dels om SKAT havde begået en sagsbehandlingsfejl, herunder konsekvensen af denne. Østre Landsret fandt, at den korrektion, som SKAT havde foretaget med hensyn til rette indkomstmodtager, var omfattet af den forlængede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens 26, stk. 5, idet der hverken i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder var støtte for en indskrænkende fortolkning, hvorefter den udvidede ansættelsesfrist efter bestemmelsen alene skulle gælde i forbindelse med transfer pricing korrektioner foretaget med hjemmel i ligningslovens 2. Side 11

SKM2012.221.HD - fortsat Højesteret havde givet tilladelse til, at alene spørgsmålet om den forlængede ligningsfrist kunne kæres. Højesteret udtalte, at det følger af Højesterets dom af 2. februar 2012 (SKM2012.92.HD), at bestemmelsen omfatter enhver ansættelsesændring vedrørende de pågældende skattepligtiges kontrollerede transaktioner, og at den nævnte ændring af skatteyderens skatteansættelse derfor var omfattet af den særlige 6 års-frist. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse. Side 12

SKM2012.92.HD SKAT havde korrigeret en låneaftale mellem et dansk selskab og dets amerikanske holdingselskab. SKAT s ændring af skatteansættelsen var foretaget i det 5. og 6. år efter de to indkomstår, som blev korrigeret ved skatteansættelsen. Landsskatteretten fandt, at ansættelsen var foretaget for sent, idet ansættelsen ikke var omfattet af den dagældende skattestyrelseslovs 34, stk. 5 (nu skatteforvaltningslovens 26, stk. 5). Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at forholdet var omfattet af den forlængede ligningsfrist i den dagældende skattestyrelseslovs 34, stk. 5. Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Højesteret fandt, at 6 års-fristen i overensstemmelse med ordlyden omfatter enhver ansættelsesændring vedrørende de pågældende skattepligtiges kontrollerede transaktioner. Ansættelsen var herefter sket rettidigt. Højesteret bemærkede om korrektionsadgangen efter ligningslovens 2, at denne omfattede alle økonomiske elementer og øvrige vilkår af relevans for beskatningen, herunder også f.eks. forfaldstid, periodisering af renter og kurstab samt den retlige kvalifikation af transaktionen. Side 13

Ekstraordinær ansættelse Skatteforvaltningslovens 27: Uanset fristerne i 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: 1) Der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen. 2) Ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår. Tilsvarende gælder, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse for det samme eller et andet indkomstår vedrørende den skattepligtiges ægtefælle, med hvilken den skattepligtige var samlevende ved indkomstårets udløb, jf. kildeskattelovens 4, eller vedrørende et selskab, hvormed den skattepligtige var sambeskattet. Side 14

3) En ansættelse af overdragelsessummen for et aktiv, jf. ligningslovens 12 B, ejendomsavancebeskatningslovens 4, stk. 6, eller afskrivningslovens 45, stk. 3, vedrørende en anden skattepligtig er ændret. 4) En udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af den skattepligtige. Det er en betingelse, at den danske skattemyndighed anerkender afgørelsen. 5) Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Side 15

6) Skatterådet udnytter sin kompetence efter 2, stk. 3, til at ændre en skatteanke-nævnsafgørelse. Det er dog en betingelse, at den skattepligtige senest 3 måneder efter skatteankenævnets afgørelse er underrettet om, at afgørelsen er udtaget til ændring. 7) Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring, der er offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis. 8) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. Side 16

Ekstraordinær ansættelse Skatteforvaltningslovens 27: Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i 26. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor. Side 17

Stk. 3. Et forhold i en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat kan, hvis den skattepligtige ikke udtaler sig imod ansættelsen, ændres af told- og skatteforvaltningen af de grunde, der er nævnt i stk. 1, selv om skatteankenævnet, Skatterådet eller Landsskatteretten tidligere har truffet afgørelse om forholdet. Stk. 4. Vedrører en ansættelse efter stk. 1 opgørelsen af en balancepost, kan opgørelsen primo indkomståret kun foretages eller ændres, hvis ansættelsen for det foregående indkomstår ændres tilsvarende vedrørende opgørelsen ultimo for dette indkomstår. Stk. 5. Bestemmelsen omfatter ikke gaveafgift. Side 18

SKM.2012.389.BR (appelleret) En kommanditist havde anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2002, idet han ikke mente, at han var skattepligtig af gældseftergivelse i dette indkomstår. SKAT genoptog skatteansættelsen og nedsatte kommanditistens indkomst med hans andel af gældseftergivelsen. Samtidig traf SKAT afgørelse om forhøjelse af kommanditistens indkomst for indkomståret 2003 med samme beløb. Skatteyder gjorde gældende, at såfremt alle nødvendige oplysninger forelå på tidspunktet for den første ansættelse, kan der ikke ske genoptagelse. Byretten fandt, at den ordinære frist for ansættelsesændringer vedrørende indkomståret 2003 var overskredet, men at betingelsen i skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 2, om ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, idet ændringen af skatteansættelsen for 2003 var en direkte følge af ændringen af skatteansættelsen for 2002. 19

SKM.2012.389.BR (appelleret) - fortsat Retten finder ikke, at det efter ordlyden af skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 2, eller med støtte i lovens forarbejder, herunder bemærkningerne til lovforslag L175 af 12. marts 2003 og skatteministerens svar på spørgsmål i forbindelse med lovforslagets behandling, kan stilles som betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at SKAT ikke allerede på tidspunktet for ændringen af skatteansættelsen for 2002 var i besiddelse af de fornødne oplysninger til brug for en korrekt periodisering af gældseftergivelsen. 20

SKM.2011.533.HR SKAT havde oprindeligt beskattet en fortjeneste i indkomståret 2000. Landsskatteretten havde imidlertid fundet, at det rette beskatningsår var 2001, hvorfor forhøjelse blev tilsidesat som følge af, at den skulle have været henført til indkomståret 2001. SKAT forhøjede herefter indkomsten for 2001. Det fremgår bl.a. af fristudvalgets betænkning: Det er herefter Fristudvalgets opfattelse, at det bør være en betingelse for foretagelse af en ekstraordinær skatteansættelse, at ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende et andet indkomstår eller vedrørende ægtefællen. Fristudvalget anbefaler på denne baggrund, at det præciseres, at bestemmelsen alene finder anvendelse, såfremt ansættelsen er en direkte følge af en anden skatteansættelse. Udvalget finder endvidere ikke, at det kan anses at være en direkte følge, hvis skattemyndighederne ved ligningen forhøjer skatteansættelsen, og det ved en senere landsskatteretskendelse eller dom viser sig, at beløbet skulle være henført til et tidligere indkomstår. I dette tilfælde bør der efter udvalgets opfattelse ikke være adgang til at forhøje skatteansættelsen for det rigtige år, hvis dette år er forældet, medmindre andre fristgennembrudsgrunde kan gøres gældende. 21

SKM.2011.533.HR - fortsat Bemærkningerne til L175: Bestemmelsen finder derimod ikke anvendelse, såfremt en forhøjelse af skatteansættelsen for et indkomstår, der ligger inden for de almindelige ansættelsesfrister, giver anledning til forhøjelse af en skatteansættelse vedrørende et indkomstår, der ligger uden for de almindelige ansættelsesfrister. Det vil heller ikke være en direkte følge, hvis skattemyndighederne f.eks. ved ligningen af indkomståret 2001 forhøjer skatteansættelsen med et beløb, som ved en senere landsskatteretskendelse viser sig korrekt at skulle henføres til indkomståret 1997. I dette tilfælde kan bestemmelsen ikke anvendes til i stedet at foretage forhøjelsen for 1997, idet dette år er forældet, medmindre andre fristgennembrugsgrunde kan gøres gældende. 22

SKM.2011.533.HR - fortsat Skatteministerens besvarelse af spørgsmål 28: Den i bemærkningerne anførte begrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde, der henvises til i spørgsmålet under a) vedrører udelukkende den situation, hvor ansættelsesændringen på det tidspunkt, hvor den forkerte ansættelse blev foretaget, ikke kunne være foretaget under hensyntagen til de almindelige ansættelsesfrister. Har myndighederne således f.eks. for indkomståret 2001 forhøjet skatteansættelsen den 1. februar 2003, dvs. inden for den almindelige ansættelsesfrist, og viser det sig efterfølgende, at indkomsten burde være henført til indkomståret 1997, kunne forhøjelsen ikke være gennemført på det tidspunkt, hvor ansættelsen for 2001 blev gennemført. Fristen for indkomståret 1997 var med andre ord sprunget allerede på det tidspunkt, hvor den forkerte ansættelse blev foretaget. I disse tilfælde ville ansættelsen alene kunne ændres, hvis der foreligger en af de øvrige fristgennembrudsgrunde i skattestyrelseslovens 35, stk. 1. Havde forhøjelsen derimod vist sig med rette at skulle henføres til indkomståret 2000, ville forhøjelsen kunne være gennemført, da den forkerte forhøjelse for 2001 blev gennemført, og bestemmelsen vil i denne situation kunne finde anvendelse 23

SKM.2011.533.HR - fortsat Højesteret bemærkede, at forhøjelse for 2000 var foretaget på et tidspunkt, hvor den almindelige ansættelsesfrist for 2001 ikke var udløbet, og SKAT var i besiddelse af sådanne oplysninger, at de kunne have overholdt denne frist. Det måtte under disse omstændigheder anses som en direkte følge af Landsskatterettens ændring af den urigtige skatteansættelse for indkomståret 2000, at SKAT vedrørende den samme aktieavance varslede en ændring af selskabets skatteansættelse for 2001. En sådan direkte følge er omfattet af skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 2, således som denne bestemmelse må forstås efter dennes ordlyd, forhistorie og forarbejder, jf. herved også skatteministerens svar på spørgsmål 28, som citeret i Landsrettens dom. 24

SKM.2010.670.VLR SKAT havde forhøjet A s indkomst for indkomståret 2001 med 400.000 kr. Efterfølgende afsagde Landsskatteretten kendelse om, at forhøjelsen var rigtig, dog at den skulle have været henført til indkomståret 2002 og ikke 2001. Herefter forhøjede SKAT indkomsten med 400.000 kr. for indkomståret 2002. Da SKAT varslede forhøjelse for 2001 var den ordinære frist for at varsle ændring af skatteansættelsen for 2002 endnu ikke udløbet. Landsretten fandt, at forhøjelsen af A s indkomst for 2002 var en direkte følge af Landsskatterettens nedsættelse for 2001. Da SKAT havde varslet forhøjelsen for 2002 inden seks måneder efter Landsskatterettens kendelse vedrørende nedsættelse for 2001, var forhøjelsen gyldig i medfør af skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 2, jf. 27, stk. 2. 25

SKM.2013.343.ØLR Skat havde sendt agterskrivelse til skatteyders folkeregisteradresse og til hans revisor. Agterskrivelsen til skatteyderen blev returneret, og SKAT genfremsendte ikke agterskrivelsen. SKAT sendte herefter årsopgørelse til skatteyder samt dennes revisor. Årsopgørelsen kom ikke retur, og skatteyder bestred ikke at have modtaget årsopgørelsen. Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens 27, stk. 2, 1. pkt., skal beregnes fra tidspunktet for kendskabet til den ændrede skatteansættelse. Landssretten lagde til grund, at årsopgørelsen kom frem til skatteyder i juli 2007, og Landsretten tiltrådte herefter, at skatteyder ikke rettidigt havde ansøgt om ekstraordinær genoptagelse. Landsretten fandt heller ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation fra overskridelse af 6 måneders fristen. Side 26

SKM.2013.145.BR SKAT skrev i februar 2008 til Jyske Bank om oplysninger vedrørende en nærmere angivet valutaudlændingekonto. Den 19. maj 2009 anmodede SKAT om yderligere oplysninger i Jyske Bank, som de modtog den 4. juni 2009. Ved brev af den 13. november 2009 blev klager anmodet om at deltage i et møde hos SKAT. Revisor anmodede om fuld aktindsigt i december 2009. Den 16. februar 2010 blev Jyske Bank anmodet om at indsende yderligere oplysninger, hvilket delvist blev modtaget den 14. april 2010. Da der ikke blev modtaget nogen redegørelse fra klager ellers dennes revisor, afsendte SKAT den 16. april 2010 agterskrivelse. Retten lægger vægt på, at skattemyndighederne efter at have iværksat indledende undersøgelser om forholdene omkring kontoen, løbende har søgt indhentet oplysninger fra henholdsvis Jyske Bank og skatteyders revisor. Den omstændighed, at der i forbindelse med visiteringen af kontoen i februar 2008 hengik ca. 15. måneder, før skattemyndighederne på ny rettede henvendelse til Jyske Bank om yderligere materiale, kan ikke i sig selv medføre, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens 27, stk. 2, ikke er overholdt. Side 27

SKM.2013.145.BR - fortsat Skattemyndighederne modtog efter i flere måneder forgæves at have afventet en lovet redegørelse for ejerforholdene først den 14. april 2010 centrale bilag i sagen fra Jyske Bank. Skattemyndighederne kan først fra dette tidspunkt anses for at være kommet tilstrækkelig til kundskab om de forhold, der begrunder en fravigelse af den ordinære varslingsfrist. Da agterskrivelsen er udstedt den 16. april 2010, er reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens 27, stk. 2, overholdt. Side 28

SKM.2012.713.BR Ransagning foretaget hos skatteyder den 3. september 2008. SKAT fik adgang til dette materiale den 6. oktober 2008. Efterfølgende afhøring hos politiet fandt sted den 16. marts 2009. Agterskrivelsen blev fremsendt den 3. april 2009. SKAT havde ikke inden den politimæssige afhøring fået en sådan viden om skatteyders økonomiske forhold, at 6 måneders fristen i 27, stk. 2, ikke var overholdt. 29

SKM.2012.651.LSR SKAT havde anset klageren for skattepligtig af en række beløb, der var tilgået klageren via fiktive fakturaer og udeholdt omsætning fra klagerens selskab. Idet Landsskatteretten fandt, at SKAT først havde tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage ansættelsen på et korrekt grundlag på det tidspunkt, hvor SKAT modtog rapporten fra politiets teknikere vedrørende en ransagning, anså Landsskatteretten ikke fristen i skatteforvaltningslovens 27, stk. 2 for overskredet. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse. 30

SKM.2012.168.ØLR Agterskrivelse for indkomstårene 2001-2004 blev fremsendt den 6. december 2007. Den 18. januar 2007 modtog SKAT oplysninger vedrørende kreditkort. I juli 2007 besvarede skatteyder forespørgsel fra SKAT. SKAT bad om yderligere dokumentation med frist til den 1. november 2007. Afgørelsen blev truffet den 28. marts 2008. Reaktionsfristen i henhold til skatteforvaltningslovens 27, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor skattemyndigheden var kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgørelse om ansættelsen. Derfor skulle fristen ikke regnes fra januar 2007, hvor skattemyndighederne havde modtaget de kreditkortoplysninger, som var anledningen til skatteforhøjelsen. Fristen skulle ikke - som antaget af Landsskatteretten og byretten - regnes fra juli 2007. Derimod skulle fristen først regnes fra den 1. november 2007, hvor den af skattemyndigheden fastsatte frist for fremlæggelse af dokumentation var udløbet, uden at dokumentation var fremlagt. Agterskrivelsen af 6. december 2007 var derfor også afsendt inden udløbet af reaktionsfristen på 6 måneder. 31

SKM.2010.552.BR SKAT havde efter en foretagen ransagning anset en skatteyder for at have handlet groft uagtsomt eller forsætligt ved ikke at indgive selvangivelser, uanset at han var fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens 1, stk. 1, nr. 1. Skatteyderen påstod, at han ikke var fuldt skattepligtig til Danmark, idet han var fraflyttet til Tyskland, subsidiært at der var indtrådt forældelse og mest subsidiært at de foretagne skatteansættelser skulle ændres beløbsmæssigt. Byretten fandt, at det må have stået skatteyderen klart, at han ikke ved blot at meddele formel adresseændring til en adresse i Tyskland kunne bringe sin skattepligt til ophør. Ved ikke at have selvangivet sine skattepligtige indtægter havde han i alt fald optrådt groft uagtsomt, hvorfor SKAT efter den daværende skattestyrelseslovs 35, stk. 1, nr. 5, havde ret til at ændre ansættelsen. Byretten fandt endvidere, at fristen for at ændre den skattepligtige indkomst ikke kunne regnes fra før ransagningen, hvorfor ansættelsen var foretaget rettidigt i medfør af skattestyrelseslovens 35, stk. 2. 32

SKM.2010.400.BR Landsskatteretten havde truffet afgørelse om, at en fond var skattepligtig af honorarindtægter i 2003. I forbindelse med sagens behandling ved byretten gjorde fonden gældende, at periodiseringen var forkert, idet beskatningen rettelig burde være henført til indkomståret 2002. Skatteministeriet accepterede, at periodiseringen var foretaget forkert. Herefter nedlagde Skatteministeriet en ny påstand om, at sagsøgeren skulle anerkende, at den skattepligtige indkomst for 2002 skulle forhøjes med de pågældende honorarindtægter. Heroverfor nedlagde fonden afvisningspåstand og gjorde bl.a. gældende, at skatteansættelsen for indkomståret 2002 ikke kunne genoptages for domstolene. Dom i straffesag gav ikke skattemyndighederne den fornødne grad af kundskab om, at indkomsten burde henføres til indkomståret 2002. Byretten fandt ikke, at begyndelsestidspunktet for 6 måneders fristen kunne fastslås med sikkerhed, men måtte antages at ligge efter, at skatteyder blev afhørt af politiet om forhold af betydning for periodiseringen. Byretten fandt, at de tidsmæssige krav i skatteforvaltningslovens 27, stk. 2, for ekstraordinær genoptagelse var opfyldte. 33

SKM.2010.400.BR - fortsat Retten tillod realitetsbehandling af Skatteministeriets påstande vedrørende indkomståret 2002 med henvisning til, at indkomsten var den samme, som var omfattet af Landsskatterettens afgørelse i sagen, at spørgsmålet om periodisering først var opstået efter Landsskatterettens kendelse, samt at der i sagen var enighed om, at indkomsten vedrørte 2002 og ikke 2003. Retten fandt endvidere, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2002 var opfyldte, jf. skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 5. 34

SKM.2012.561.BR En skatteyder havde på grund af negativt privatforbrug fået sine skatteansættelser skønsmæssigt forhøjet. Skatteyderen var endvidere idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for bl.a. bordeldrift. Skatteyderen påklagede den skønsmæssige forhøjelse til Landsskatteretten, der afviste klagen, da der ikke blev indgivet en begrundet klage. Byretten udtalte, at de foretagne forhøjelser af skatteyderens indkomst var skønsmæssige på grund af utilstrækkelige oplysninger og på grund af oplysninger om hans og ægtefællens privatforbrug, der ikke gav et resultat, der kunne lægges til grund for en skatteansættelse. De forhold, som efter skatteyderens opfattelse (psykiske lidelser på grund af fængsling) skulle kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse, havde hele tiden været kendt af skatteyderen, og det beroede udelukkende på hans egne forhold, at han i et meget langvarigt forløb i det administrative system ikke var fremkommet med en klage, som kunne danne grundlag for en klagebehandling. Der kunne derfor ikke ske ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 8. 35

SKM.2010.363.ØLR En skatteyder havde til brug for sin restaurationsvirksomhed lejet lokaler og forpagtet en restauration af to selskaber, hvori han var hovedaktionær. Skattemyndighederne havde foretaget et skøn over markedslejen. Byretten lagde til grund, at skatteyderen havde bevisbyrden for, at leje- og forpagtningsudgifterne svarede til markedsprisen. Byretten tilsidesatte ikke det af skattemyndighederne udøvede skøn. Skatteyderen havde subsidiært påstået genoptagelse af ansættelsen, hvilket blev afvist af byretten. Ved landsretten havde skatteyderen nedlagt påstand om ekstraordinær genoptagelse såvel for tidligere omhandlede indkomstår som for efterfølgende indkomstår, hvilket ikke tidligere havde været prøvet, hverken af Landsskatteretten eller byretten. Landsretten nægtede genoptagelse for de tidligere behandlede indkomstår, jf. skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 8, idet skatteyderens oplysning om, at han hverken havde modtaget agterskrivelse eller afgørelse ikke kunne anses for at være en særlig omstændighed, der kunne begrunde genoptagelse. 36

Forældelse Skatteforvaltningslovens 34 a: Krav afledt af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. 26 og 27, og fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. 31 og 32, forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-4. Stk. 2. Er varsel om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. 26 og 27, eller om fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. 31 og 32, afsendt inden forældelsesfristens udløb, eller er ansættelsen henholdsvis fastsættelsen foretaget inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af krav afledt af ansættelsen henholdsvis fastsættelsen tidligst 1 år efter, at told- og skatteforvaltningen har givet meddelelse om afgørelsen. Dette gælder, uanset om kravet gøres gældende af told- og skatteforvaltningen eller den skattepligtige. Side 37

Forældelse Skatteforvaltningslovens 34 a: Stk. 3. Fristen efter forældelseslovens 3, stk. 1, er 5 år for krav afledt af en ansættelse vedrørende kontrollerede transaktioner, jf. 26, stk. 5, og for krav afledt af en ansættelse vedrørende overdragelse af aktier, aktiver og passiver som led i en aktieombytning, spaltning eller tilførsel af aktiver, jf. 26, stk. 8. Stk. 4. Forældelsesfristen er 10 år for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. 27, stk. 1, og ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. 32, stk. 1. Side 38

Skatteforvaltningslovens 34 b: Udløb af forældelsesfristen er ikke til hinder for, at det under en straffesag, i hvilken tiltalte findes skyldig, kan pålægges tiltalte at betale unddragne skatter i anledning af det strafbare forhold, der er indtalt under straffesagen, jf. skattekontrollovens 19 A. En sådan fordring kan også gøres gældende efter udløb af forældelsesfristen, hvis varsel om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat eller fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift afsendes inden 1 år efter endelig afgørelse i en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig, eller inden 1 år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion. 39

SKM.2011.575.LSR SKAT havde anset klageren for skattepligtig for indkomståret 1998 af en aktieavance. Efter klage traf Landsskatteretten afgørelse om, at avancen vedrørte 1997 og ikke 1998. SKAT forhøjede herefter ansættelsen for 1997. Efter klage fandt Landsskatteretten, at ansættelsen var ugyldig, hvorfor ansættelsen blev nedsat til 0 kr. Denne afgørelse blev ikke indbragt for domstolene. Klageren blev i 2009 dømt for skattesvig, uden at retten dog pålagde klageren at betale unddragne skatter. Uanset at SKATs forhøjelse som følge af straffedommen var varslet inden for 1 år, var forhøjelserne ikke hjemlet i skatteforvaltningslovens 34 b, idet der ikke pr. 1. januar 2008 eksisterede en fordring mod klager, der ikke var forældet. 40