Få Brevkassens svar på hvorfor Nicki er så høj

Å rgang 36, 3. udgave - oktober 2014 Få Brevkassens svar på hvorfor Nicki er så høj Mød damesidens to nye håb Anmeldelse af spisesteder i Viby - en dramatisk oplevelse! Læs et portræt af æresmedlemmet Judith Se de hemmelige snapchats fra Fanø Cup

Glemmer du, så husker vi Kan du huske den første gang, du satte din bestøvlede fod på JAI s grønsvær? Selvfølgelig kan du det. Måske er det ikke særlig lang tid siden. Måske er det netop lang tid siden, og du undrer dig over, at tiden er fløjet afsted. Tiden er faktisk fløjet så meget afsted, at JAI s kvindeafdeling dette efterår kan fejre 40 års jubilæum. Denne udgave af Tåhyleren er derfor dedikeret til klubbens kvinder, og du kan glæde dig til at læse en guide til, hvordan du tackler det første møde med JAI s dameafdeling; Løst og Fast med Lund, der har været i audiens hos æresmedlemmet Judith (der både startede kvindeafdelingen OG Tåhyleren); Da Ruderdame var frøken feat. kvindesidens to nyeste talenter og meget meget mere. Tidens tand har også sat sit præg på Tåhyleren på en anden måde. Det betyder, at to af Tåhylerens reportere nu rapporterer fra henholdsvis København og Amsterdam. Derfor har vi valgt forsigtigt at indlemme et nyt rødhåret individ, fra det gamle Nordjyllands amt, for at holde balancen i Tåhyleren ved lige. Så tag godt imod Mathias Korup, som til daglig slår sine folder på H2. Mathias er blandt andet kendetegnet ved sin sindige nordjyske accent og sit indgående kendskab til Jomfru Ane Gade i Ålleren. Af samme årsag kunne man måske fristes til at tro, at Mathias også tager stoffer, men det er altså bare allergi! Fagligt bringer Mathias viden med sig fra Medievidenskab, som vi glæder os til at se anvendt i Tåhylerens hæderkronede magasin fremover.

Da Ruderdame var frøken I den specielle anledning af kvindesidens 40 års jubilæum er den sædvanlige Ruderkonge skiftet ud med Ruderdame og selvfølgelig er denne artikel derfor også dedikeret til et par JAI kvinder. Vi har valgt at tage en snak med to af klubbens nye håb på kvindesiden, udpeget af trænerene selv. Navn: Katja Norsker Abrahamsen Hold: D3 Alder: 22 Beskæftigelse: Læser på lærerseminariet Tidligere fodboldklubber: KBI Du er ifølge trænerne et af dette års nye kvindehåb. Har du noget at sige til det? Den synes jeg er ret åbenlys. Eftersom jeg i første kamp efter 3 minutter ofrer mig på den elegante måde jeg gør, så kan jeg da ikke se andet end, at det skulle være mig. Du er jo lige nu ude med en skade. Hvordan går det med den og hvornår regner du med at være tilbage på banen igen? Det går bedre. Jeg kan efterhånden selv tage tøj på og det hele. Om det er fodboldtøj eller almindelig tøj, det er vel ét fedt. Men min mor siger, at jeg skal vente til efter jul.

Som kvindehåb i klubben ligger der jo lidt et vist ansvar på dine skuldre. Hvad vil du gøre for at leve op til dette ansvar? For det første måske en sæson uden skader. Det, tror jeg, ville pynte godt. Og så tror jeg, at jeg vil prøve at score nogle mål på vores ellers så fantastiske syvmandshold. Hvordan er det at være kvinde i en klub som JAI? Jamen, det er jeg fan af. Især med fællesbadene med d3. Dem vil jeg gerne reklamere for. Det er en stor fordel ved at være kvinde i JAI. Har du et par gode råd til andre JAI-kvinder der ude, som gerne vil være et af fremtidens kvindehåb? Altså trænerne kan jo åbenbart godt lide små lyshårede piger. Det ved jeg ikke. Det er der jo ikke så meget at gøre ved. Men ellers så kan man altid pådrage sig en skade. Det giver så meget opmærksomhed. I virkeligheden er det jo bare et mediestunt, jeg har haft gang i her. Det er jo kun for at få opmærksomhed.

Navn: Louise Juul Pedersen Hold: D1/D2 Alder: 22 Beskæftigelse: Molekylærmedicin Tidligere fodboldklubber: IFS, TFIK, FC Ikast, FC Hammerkast, Meribula grasshoppers Du er ifølge trænerne et af dette års nye kvindehåb. Har du noget at sige til det? Ja, jeg er faktisk skuffet over at være et nyt kvindehåb efter to år i klubben. Det er skuffende at blive kaldt ny så. Som kvindehåb i klubben ligger der jo lidt et vist ansvar på dine skuldre. Hvad vil du gøre for at leve op til dette ansvar? Jeg vil prøve ikke ikke at blive skadet for ikke at blive kaldt nyt kvindehåb igen om et år. Hvordan er det at være kvinde i en klub som JAI? Det er rigtig dejligt. Masser af søde kvinder at spille med og masser af rare mænd, der giver øl i baren.

Nu har du jo lidt ekstra indsigt i hvordan tingene er på herresiden i JAI, da du er sammen med Martin. Synes du der er nogle fordele ved kvindesiden fremfor herresiden, og hvilke? Altså så sent som i tirsdags: der var der kvindetræning, og der var nogle kyllinger til herrespillere, RAV, som ikke trænede. Deres træning blev aflyst på grund af regn. Det sker ikke på kvindesiden. Der er folk ikke nogle kyllinger. De møder op til træning, selvom det stormer og regner. Har du et par gode råd til andre JAI-kvinder der ude, som gerne vil være et af fremtidens kvindehåb? Til de nye spillere, så er det jo oplagt at finde ud af, hvem man kan drible på banen. Til de gamle spillere: bliv skadet og start igen.

Den første gang Du møder kvindesiden Tåhyleren har i de seneste år set det som vores mission at klæde medlemmerne i JAI på, så man ubesværet kan navigere i de mange traditioner, ritualer og arrangementer. Det har vi naturligvis i sinde at blive ved med, og denne gang rettes lyskeglen mod den måske vigtigste del af JAI: Kvindesiden. Forleden spurgte en udenlandsk herrespiller fra H1 forvirret; Do they really belong to us, mens han pegede på en række damespillere på anlægget i Viby. Yes, they are also part of JAI, svarede jeg mens smilet tiltog hos herrespilleren (hvis spørgsmål nok ikke skulle tages HELT bogstaveligt). Og ja, det er nemlig unikt at være en del af en fodboldklub, hvor kvindesiden er mindst lige så synlig og bidragende til klubfællesskabet som herrerne. Bag enhver stærk mand, står en kvinde, og bag enhver stærk fodboldklub står en stærk kvindeside. Det er imidlertid ikke en selvfølge, at man som herrespiller mestrer det første møde med kvindesiden, og derfor følger i dette nummer Tåhylerens huskeregler til at få succes med kvinderne : #1: Anerkend kvinders fodboldfaglighed og interesse for fodbold! Undgå derfor for Guds skyld følgende spørgsmål: - Nå, men I spiller vel bare sådan lidt for sjov? - Hvaaa, spiller I egentlig med de samme regler? - Nå men I er her vel bare for at kigge på mændene? - Er det ikke bare SEJT, at kvinder også spiller fodbold? #2: Mød op til festerne! Medmindre du VIRKELIGT kan imponere kvinderne på banen er festerne det mest oplagte sted at møde kvinderne (se dog #3). #3: Husk på, at kvindespillerne taler sammen! Om ret meget. Og ofte om alt. Hvis du har udset dig en enkelt kvindespiller som din udkårne (Prinsesse-taktikken) dur det altså ikke

at føjte omkring med andre kvinder i JAI. Hvis du derimod går efter så mange kvinder som muligt (Snow-ball-effekten) vil det dog typisk være en fordel at være om sig. En italiensk fyr lærte mig engang, at tilbød man en rose til 10 kvinder ville mindst én af dem være interesseret byt selv rose ud med tequila-shot til efterårsfest. #4: Bliv dametræner! Her kan du sikre dig et trygt forum at møder kvinderne i. Er du nervøst anlagt kan du evt bruge trænerrollen til at eksperimentere med rigtige samtaler med kvinderne. #5 Brug de kvindelige spillere som motivation til kampe! Jeg taler nok ikke kun på egne vegne, når jeg vurderer mit niveau på banen som min. 30 % højere, når der er kvinder til stede fra klubben #6: Husk desuden, at D1 i lige så høj grad ser sig selv som klubbens flagskib som H1. Og Diamanterne for den sags skyld. Og at D3 selv har VALGT at spille 7-mands det er IKKE fordi, de er dårligere til at spille fodbold. #7: Husk først og fremmest på, at JAI uden kvinder ville være det samme som salt og citron uden tequila! Husk på, at der ingen grund er til ikke at tage kvindefodbold lige så seriøst som herrefodbold!

Snapchats fra Fanø

Løst og fast med Lund 40, fræk og fyrig Jeg er soon to become fysioterapeut, kaffedrikker, elitebilist, midlertidigt invalid, en anelse for maje ind imellem og så meget andet Jeg er Lund! Kvindeafdelingens 40 års jubilæum skal selvfølgelig også markeres i min artikel og derfor vil temaet i denne omgang af Løst og fast med Lund være en kæmpe stor HYLDEST. En hyldest til vores ualmindeligt skønne kvinder i JAI og må jeg lige nævne, at vi i jubilæumsåret har en kvindelig formand (klapsalver). Nævner man JAI s kvinder, må man i den grad også nævne Judith Jensen: stifter af kvindeafdelingen og medstifter af Tåhyleren, samt nyeste æresmedlem i JAI. Hun kæmpede for 40 år siden en brav kamp for kvindefodbolden, og for det skal hun have et stort TAK! Vi har derfor valgt at lave et såkaldt hyldestinterview med Judith, hvor hun fortæller om sin lange vej til sejren. Hvordan var det at starte en kvindeafdeling op dengang? En svær én. Jeg ville egentlig spille indendørs og gik ned for at melde mig til AUS s vintertræning/turnering, men jeg blev grinet ud - det var kun for mænd, hed det sig. Gud, hvor blev jeg tosset, da jeg havde spillet indendørs fodbold i mange år (sågar mod Dirch Passer og Stjerneholdet). Jeg bad Bo, som han hed, om at gå tilbage til sit bagland og høre ad. Det lovede han, og jeg skulle så komme igen den følgende uge. Desværre var der mere haha, og nej, DÉT var helt umuligt. Jeg spurgte så, hvad de ville sige, hvis jeg kunne stille et helt kvindehold? Tilbage og tilbage igen ugen efter. Nej, det kunne stadig ikke lade sig gøre, men de ville da godt prøve at melde os til udendørs, hvis jeg kunne stille et helt hold. (HAHAHA - kors, hvor blev jeg bare sur, og sagde OK, så gør jeg det, selvom jeg ikke anede hvordan). Det var i slutningen af november, og holdet skulle meldes til i februar, tror jeg, det var. Jeg gik så ned i Akademisk Boghandel, som det hed dengang, og købte for egne penge et par tuscher og noget karton og lavede nogle plakater, hvor jeg skrev, at folk kunne henvende sig til mig enten på studiet eller privat på bestemte tidspunkter. Det var jo

før, vi havde mobiler - endsige fastnettelefoner. Der skete aldrig en skid. Folk gik til eksamen i december og januar, og de, der ikke gjorde, var taget hjem for at spare penge. (dengang fik vi heller ikke SU automatisk - jeg fik fx ikke før de sidste 2 år af mit studie - det var bankfinansierede lån til 19% i renter fra det øjeblik, vi hævede en krone - og vi kunne kun få 8000 kroner om året, så der blev arbejdet i sommerferien, da studiejobs heller ikke var blevet et issue endnu). Nå, jeg fik snakket med en gruppe fra engelsk (mit eget studium) og fik skrabet fire sammen. Så blev jeg indkaldt til et bestyrelsesmøde (selveste formanden kom hjem til mig og inviterede mig), for de ville gerne høre, hvordan det gik, og om jeg havde en træner. Jeg bildte dem ind, at jeg havde 8 piger, og at vi havde nogle måske er, så det skulle nok gå, men at træneren måtte de sørge for, når de havde lovet at melde os til. De blev lidt knotne, og smilet stivnede lidt hos nogle af dem, men formanden, der selv læste engelsk, støttede mig faktisk lidt. Senere fik jeg besøg af ham igen, da havde jeg fundet endnu én, hvor han fortalte, at han nu havde en træner. Ham mødtes jeg så med, og han havde en kæreste, som vi også fik overtalt til at være med. Hun læste jura. Det var Eva Simonsen, som senere var idekvinden til Tåhyleren, og det lykkedes hende at finde endnu tre, der fandt et par stykker hver især. Så da vi havde premierekamp i april 1974 var vi faktisk lige nøjagtig 12.

Materiale havde vi ikke noget af. Vi fik et par bolde og et par kegler, samt 13 gule overtrækstrøjer som vi spillede med den første tid - det var vores kampdragt. Senere investerede vi selv i grønne trøjer og strømper, og først efter et år og hård kamp i Bestyrelsen, som jeg var blevet valgt ind i ved Generalforsamlingen i april, fik vi kamptrøjer ligesom herrernes 1. hold. Men du godeste, hvor blev herrernes 2. og 3. hold sure, for de havde heller ingen trøjer. 2. holdet fik senere, men 3. holdet fik ikke, så længe jeg var der. Hvilke udfordringer havde I, hvis nogen? Jeg havde masser af udfordringer bare med at få lov at komme i gang, og da jeg endelig fik afdelingen op at stå, måtte jeg tåle lidt grin og latterliggørelse i Bestyrelsen og ingen troede på projektet, så det blev aldrig taget til referat. Det fandt jeg først ud af senere, hvor jeg vikarierede for sekretæren, der skulle til udlandet i en periode. Vi havde også problemer med os selv. På et tidspunkt var fremmødet til træning så ringe, at vi faktisk foreslog at nedlægge os selv. Heldigvis kunne det dog kun gøres på en generalforsamling, og så gik herrerne i panik ja, de kom ret hurtigt til at elske os, og alle vore gode ideer til aktiviteter og fester. Så det blev ved snakken, heldigvis. Hvor ville jeg også have været ked af det efter den hårde kamp. Var ASA ærkefjenderne allerede dengang? Og besejrede I dem også der? Nej, dem har vi aldrig spillet imod. Jeg tror ikke, de havde kvindefodbold dengang. I det hele taget var der jo ikke så mange klubber, der havde kvindefodbold, så vi kørte langt (for egne penge) rundt i det midtjyske. Arvefjende nr. 1 var absolut Hjortshøj-Egås kornfede 2. hold. De var nogle brutale bønder, der alle kæmpede for at komme op på deres førstehold, og vi er mange, der er blevet nedlagt af dem: jeg selv inklusive. Jeg måtte på skadestuen efter en hjemmekamp på Vejlby-Risskov Centret med en udslået fortand - og så lige før Idrætsmønstringen i Oslo! Af andre ærkerivaler kan jeg nævne AIA og Viby, der det første år lammetævede os, da ikke mange af os kunne spille fodbold. Jeg var selv en habil indendørsspiller, men det er jo slet ikke det samme som udendørs - og dengang da slet ikke!

Hvordan fik du ideen til Tåhyleren? Ideen var faktisk ikke min (for en gangs skyld), men Eva Simonsens. Vi sad efter en kamp og nød en øl i en af kaffestuerne, og hun sagde, at for at komme tættere på hinanden (vi trænede på Katrinebjergskolen, men spillede kampene på VRI-centret, hvor herrerne også spillede og trænede) og ikke blot ses tilfældigt, kunne man da lave et klubblad. Dorthe og jeg var straks med på ideen, som vi fremlagde på generalforsamlingen. Som ventet brokkede herrerne sig - med undtagelse af én, Gert Mandrup, der syntes, det var en fin idé, og således blev man enige om, at vi fire da godt kunne gøre forsøget ("haha" - selvfølgelig troede de heller ikke på det). Men, men: I maj udkom første nummer med en fin tegnet fodboldstøvle på forsiden, Hylet, der var lederen, og fint indrammet i et fodboldmål, og så ellers kampreferater, navnene på bestyrelsesmedlemmerne, referat af Kielturen (kun for herrer endnu), lidt fra den sociale side, referat fra generalforsamlingen, kampstillinger og små tegninger. I skal huske, at det var før PC ens tid, så vi sad og skrev ind på vores skrivemaskiner. Mange studerende havde ikke engang en skrivemaskine, så indlæg blev leveret til os i håndskrift, og så sad redaktionen ellers og skrev ind. Efterfølgende skulle vi ned på det hedengangne Huset (nu VoxHall) og trykke det selv. Det var i sig selv en udfordring at få 16 sider til at vende rigtigt (de første numre var dog kun på 8 sider), og undgå tryksværte ud over det hele. Og det tog en helvedes tid. Så vi fandt hurtigt ud af at lade det gå på skift mellem os, to og to, som vi nu kunne. Da første nummer var klar, drog vi ud og solgte det for 1 kr. Det var til at dække trykkeudgifterne. Selve trykningen var gratis, men man skulle betale for papiret. Det gik som varmt brød, og allerede i februar 1975 måtte de sure kapitulere og sande, at Tåhyleren var kommet for at blive, og fra dette nummer blev trykningen finansieret af Bestyrelsen, således vi kunne uddele det gratis. Navnet skyldes Palle Bugge Vegger - andetholdets KU, der var med os ude til en kamp som hjælpetræner, da vores rigtige træner var forhindret. Han havde set Eva levere et par tåhylere i kampen, og da vi efterfølgende sad og diskuterede et navn til bladet, sagde han, at Tåhyleren da måtte være oplagt, og således blev det.

Er det dig, der har opfundet I øvrigt har vi hørt? Nej, det er ikke mig alene. Det kan jeg ikke tage hele æren for. Den oprindelige redaktion, der jo sad med referater af alt (Hylet, bestyrelsesmøder, fester, turneringer - også indendørs om vinteren), og som, efterhånden som de to afdelinger begyndte at komme hinanden ved, havde stof til flere "referater", som vi dog ikke syntes, vi kunne skrive, morede sig gevaldigt over, hvad der var sket siden sidst. Og da nogle af os også var med til at starte "Initiativfraktion", der havde til opgave at fremme sociale initiativer i klubben på tværs af afdelingerne, der stadig var adskilte til træning (vi lavede fx sommerhusture, cykelture, mm.), var det slet ikke så lidt. Nøjagtig hvem af os, der kom med ideen, står hen i glemslen - tror bare vi fik den udviklet i fællesskab, som så meget andet med Tåhyleren, men det blev den faste bagside fra og med februar 1975, og det morer mig da, at I stadig har den. Har du nogensinde fået Årets JAI er? / Kan du huske, om der nogensinde er en kvinde, der har modtaget prisen? I vores tid fandtes kun 4 "priser": Æresmedlem (i al den tid jeg var i klubben var der kun to), Årets JAI er, Gammelmandsstokken, som jeg kan forstå stadig eksisterer og De Gyldne Støvler vi fandt vist aldrig ud af hvis, der var blevet forgyldt der var klubbens højeste udnævnelse, og som jeg fik i september 1975 for lang fortjenstfuld indsats for kvindefodboldens fremme", som den daværende sekretær, Jens Vestergård, sagde i sin tale til mig. Således fortællingen om, hvordan kvindesiden i JAI blev grundlagt. Tilbage er vist kun at give Judith et stående bifald for hendes indsats for klubben både på det sportslige og det sociale plan, samt en undren over, at Årets JAI er tilsyneladende aldrig er blevet givet til en kvinde.

Månedens look-a-like Birgitte Hjort Sørensen èller Marie Kau?

Brevkassen I denne udgave af Brevkassen går Tåhyleren videre med et par af de spørgsmål, der havnede i vores brevkasse til forårsfesten. Vi har blandt andet fået følgende meget vedkommende spørgsmål: Hvorfor er Nicki så høj? Bevarer han altid overblikket?. Da det er svært at leve uden svaret på dette spørgsmål, har Tåhyleren taget kontakt til Nicki, som for øjeblikket benytter sit store overblik til at skue ud over New Zealands smukke vidder og spurgt ham, hvad han selv mener. Han har givet følgende svar: Ja, det er et spørgsmål, som jeg tit stiller mig selv. Hvorfor er jeg egentligt så høj? Er der en dybere mening med det? Og svaret, som jeg er kommet frem til igennem megen selvransagelse og ubesvarede bønner, er, at det simpelthen må være naturens måde at kompensere for mit ellers ualmindelig dårlige overblik. For mens jeg voksede op, og da jeg f.eks. blot var en 10-årig purk på 185 cm, ænsede jeg aldrig, hvad der foregik omkring mig. Ja, verden var hård for lille Nicki dengang. Det var først, da jeg kom over de 195 cm som Rørstrømske hilsner /Brevkassen 12-årig, at verden begyndte at give mening. Jeg kunne nu pludselig se hele verden uden at skulle stirre ind i folks hoveder. Mit blik lå ganske enkelt over folk, og dermed blev mit overblik skabt. Og siden da har jeg aldrig tabt overblikket en eneste gang. Dette overblik lukrerer jeg naturligvis også meget af på fodboldbanen, hvor man ofte ser mig lægge den ene sukkerbold efter den anden. True story... Hvis ikke man bliver berørt at denne historie, så er man lavet af sten.

Tåhylerens brevkasse har også modtaget et spørgsmål rettet til klubbens nye tequilameister. Det lyder som følger: Hvad har Thor tænkt sig at tilføje/bidrage med som Tequilameister?. Det er selvfølgelig vigtigt at få på plads her op til Efterårsfesten, og brevkassen har derfor givet spørgsmålet videre til den unge tequilameister. Hans svar lyder kort og selvsikkert: Da jeg har været både H1, diamant og RAV-spiller kombineret med, at jeg også er dametræner, kan det være med til at samle klubben. Derudover, så bidrager jeg også med at holde gennemsnitsalderen nede ;) Og det skulle gerne være med til, at endnu flere JAI'ere får øjnene op for tequilaen. Vi håber dette er svar nok og ser frem til skåle med vores nye, unge og bredt favnende Tequilameister, Thor. Skål fra Brevkassen!

Hvis JAI var et Haikudigt Bend it like Bendix lyder meget bedre end Bend it like Beckham. Fyrre års fodbold med kvinder i JAI. Tillykke til os! Citat fra H1: Er de der kvinder vores?! Hvilken ejendom! København er godt, men Aarhus er allerbedst. Savn til JAI. En æra er slut. Havde du set det komme? Farvel Mads Trine. Fodbold og kvinder Stramme lår og god røv Det kan vi lide. Mads op ad Sarah Så det helt op i hende Stilhed, tøsefnis Haiku fra Holland: Nøgne damer og haschich JAI away

Vinderene af Oddset-konkurrencen

Viby en fredag aften Husker I Ellekær med tyveri og scooter-bøller? Vi troede, at denne form for criminal hood var fortid, og at fodbold i Viby ville blive nye mere idylliske tider. Nuvel, vi har ikke oplevet ballade i klubhuset endnu, men en fredag aften i området ved Viby Torv viste sig at blive overraskende dramatisk. Egentlig skulle denne artikel bare omhandle en anmeldelse af spisesteder i Viby samt Dick Turpin, som vi lovede i den forrige udgave af Tåhyleren. Dette løfte indfrier vi selvfølgelig, men for at give et 1-1- indtryk af Viby må alle aftenens oplevelser flettes elegant ind. Fire JAI ere rige på livsglæde og sultne efter en underholdende 10 km ølstafet på Institut for Idræt drog en fredag aften til Viby for at finde vådt og tørt. Planen var som sagt først at afprøve et udvalg af Vibys spisesteder, så vores læsere trygt kan begive sig ud for at få stillet sulten efter en hård kamp på Estadio JAI. For anmeldelsens skyld delte de sig i tre kundekøer: Mickey s Med lidt øl i maven lokkede Mickey s frituremad. Den snottede betjening af en pige, som forhåbentligt var ny i job, fik dog humøret til at dale allerede tidligt i processen. Hun forstod ikke en bestilling med ketchup OG remoulade, og indkrævede 20 kr. pr. styk som ekstra tilbehør (= pomfritter, coleslaw, sovs eller kartoffelmos ifølge Mickey s eget prisskilt) i stedet for de 3 kr., som dyppelse reelt var skiltet til. Vi forlod Mickey s med et chokerende indtryk af, at

danskerne kun behøver én slags dyppelse, og at Mickey s derudover kræver 2 kr. for en pose til at transportere maden i. Den kulinariske oplevelse er ikke værd at uddybe; menuen var kylling i friture og ufærdige pomfritter - vi giver dem 1 ud af 6 stjerner. (Vi bestilte for resten også en sandwich til 25 kr., Hvilket den ikke engang var værd ) Sandwichen Med høje forventninger efter rygter om Sandwichens normalt ualmindeligt delikate sandwiches blev der hos dem bestilt en pastasalat med tun til 35 kr. Pastasalaten var ikke noget at råbe det højeste hurra for, køen var lang, og man måtte selv række efter en plastikgaffel. Dog var det medfølgende brød godt - og der er studierabat, og det er jo værd at tage med! Sandwichen er et udemærket sted for den sportskvinde/mand, der ønsker et lidt sundere fastfood måltid, men det sniger sig kun op på 3 ud af 6 stjerner. Sindbad Grill og Pizza Helt obligatorisk skulle vi jo også se, hvad Viby har at byde på inden for pizza. Sindbad viste sig at være et meget velbesøgt sted. Alt lige fra studerende til børnefamilier til den enlige ældre mand kom her. Udvalget af retter var bestemt også bredt og bød på alt inden for burger, pizza og kebab. Vi bestilte en pizza med kebab og peperoni til 69 kr. og blev bestemt ikke skuffede! Den blev helt klart turens kulinariske oplevelse. Der var ikke

sparet på hverken fyld eller ost, hvilket gjorde den tynde sprøde bund helt tilpas snasket - lige hvad den sultne anmelder ønskede sådan efter et par øl i solen. På trods af, at vi måtte vente 20 min på pizzaen, trækker den venlige betjening op, og vi lander på 5 ud af 6 stjerner. Det indkøbte fastfood indtog de 4 JAI ere i de nydelige omgivelser ved Viby Torvs vandfald, som er et springvand. Et ganske hyggeligt torv (toilet forfindes i Viby Centeret), men også stedet for aftenens første drama. Her havde vi selskab af en formentlig hjemløs mand, rig på alkohol i blodet, som skulle vise sig at kræve en del opmærksomhed. Efter ikke blot ét, men hele to hovedspring ned på den bare asfalt, måtte der lægges tryk på et flækket øjenbryn og ringes til en ambulance. Det slog os dog ikke ud, og heltegerningerne måtte fejres på Dick Turpin.

Dick Turpin Det lille værtshus er et rummeligt sted med rutineret betjening og en obligatorisk grønlænder ved spillemaskinerne. Priserne er rimelige, og der kan være udsigt til actionpræget underholdning, hvis man er til den slags. Udenfor vinduet udspillede der sig et drama, da to biler (måske) stødte sammen, og mindst en af førerne ville slås. Slagene blev dog uddelt til den andens bil, og vi besluttede at fokusere på vores ølkort i stedet for at blive uheldigt indblandede som stirrende vidner. Musikken på Dick Turpin må man lære at leve med - der bliver nemlig sat en cd på, og denne kører på repeat, indtil Dick-mutter får den skiftet. Er man til Kim Larsen og Elvis, kan man roligt glæde sig! ( det er vi på Tåhyleren! Så vi havde lidt af skylden for, at Kim Larsen cd'en blev hørt mere end én gang den aften. For Dick-mutter kan godt charmeres til at tage imod ønsker.) Her var godt nok ikke mange mennesker sådan en tidlig fredag aften, men til en rolig stund med en kold øl og gode holdkammerater er Dick Turpin helt klart et besøg værd, og vi giver det 4 funklende bodegastjerner.

Klokken 22 sluttede aftenen i Viby for de 4 nu trætte JAI'ere. Alle klogere på nogle af livets barske realiteter og med større indblik i det hektiske liv omkring Viby Torv. Det er bestemt ikke et indtryk af kedelig forstandsidyl, der præger vores billede af Viby, men et livligt og barskt miljø med en smule langt mellem de gode mad-oplevelser. Dog med masser af hjælpsomme og spændende mennesker.

I øvrigt har vi hørt at Pernille formand har været på analrundfart i København. at Eva fra D3 opførte solodans i LJ s telt til Fanøcup. at Anja og Lasse Bech har leget helte i Viby. at til trods for, at han ligner en sød 1. G er uden skæg, så er Korup ikke længere H2 s (hvis ikke klubbens) yngste mand. at Bülow overvejer klubskifte, eftersom H2 s nye trænerteam ikke indfrier hans forventninger om en startposition i angrebet. at Calle formåede IKKE at indkassere et gult kort mod Hasle. Måske er der nye tider på vej. at der kun sker noget sjovt, når Christina Nissen er fuld. at Søgaard og Pernille formand lidt for ofte mødes for at diskutere taktik og andre fodboldrelaterede emner. De er i hvert fald IKKE kærester!! at Lasse Bech har masser af farpotentiale. at Tue Petersens yndlingssang er Saturday Night med Whingfield. at når Nynne klapper på sit venstre bryst, kommer bolden til forreste stolpe. at Bülow gerne vil have en hårtørrer i klubhuset. at der ikke er nogen babysovs til Jannie fra D1....at bestyrelsen har sendt Bendix på tænkepause i USA efter D2s nedrykning.