Barndoms- og ungdomsminder version december 2010

Barndoms- og ungdomsminder version december 2010 Svend Kræmer 1

1. I begyndelsen var 1. Noget af det første jeg mindes fra barndommen må stamme fra engang i 1945. Jeg kom ind i dagligstuen på gården Andersholm hvor min farfar sad og snakkede med et par fremmede mænd. En af den så mig som akkurat kunne se over bordet, og spurgte: hwå gammel er do da bette kneigt? hvortil jeg lidt forknyt svarede fir or (fire år) på min bedste jyske dialekt 1 som vi dengang alle brugte - vel i en lidt moderniseret form fra den som vi kan læse i Blichers Æ bindstow (strikkestuen). Min farfar og farmor (de holdt fast ved deres lidt ældre dialekt med brug af A for jeg) boede sammen med os (mine forældre og jeg, samt Per, min ni år ældre bror) på gården Andersholm på Frisenvold mark 2 (også omtalt som Nørskovmarken). Ca. 1950 flyttede de til et mindre hus i Væth, en landsby ca fem km fra Andersholm. Gården som var bygget i bindingsværk med stråtag i slutningen af 1700-tallet, ligger der stadig - på Tebbestrupvej mellem Randers og Langå, ca. 1 km vest for landsbyen Tebbestrup og 5 km fra Randers. Gården var en af dem som sammen med andre gårde, blev bygget i forbindelse med datidens landbrugsreformer 3. 2. Familien flyttede fra Råby yderst ved Randers fjord til Andersholm i 1936. Gården i Råby som var mine forældres første hjem efter deres bryllup i 1931, var en mindre ejendom. Som bekendt var der økonomisk krise først i 1930erne. Det blev dog muligt for familien at købe Andersholm som var en nok så forfalden gård dengang. Gården blev købt for 19.000 kr af ugifte Eline Bagger Sørensen som boede alene på ejendommen. Hun holdt bl.a. får. De blev solgt straks efter overtagelsen. Far havde aversion mod får både som måltid og som husdyr. Han påstod at han i sin barndom havde fået for meget fårekød. Desuden påstod han at får altid løb ud fra deres indhegning. I 1936 var der ikke indlagt elektricitet på Andersholm. Min bror Per fortæller at ca 1942 blev der indlagt 220 volt til elektrisk lys i stuehuset. Før den tid blev der brugt petroleumslamper. I stalden brugtes denne belysning indtil efter krigen. 3. Jeg blev født 11. april 1941 hjemme på gården. Min mor har fortalt at det var på en langfredag, en meget lang fredag for hende. Om jeg har forstået det ret, kom jeg til verden ved sædefødsel og ved hjælp af tang. Min spidse pande bærer vistnok fortsat spor af dette. Jeg var senere i barndommen noget hæmmet af dette når jeg forsøgte at spille fodbold. Jeg fik aldrig nikket/ headed bolden i den retning jeg ønskede (eller det var måske fordi jeg aldrig blev en dygtig fodboldsspiller). 1 Kommentar fra min bror Finn: 1940erne - 60erne må have været lidt af en overgangsperiode for dialekterne. Jeg husker en historie Anton (min klassekammerat fra Assentoft) fortalte: Ude ved Drastrup var der en bæk ned mod Randers Fjord. Dem som boede på den ene side af bækken sagde 'a', dem på den anden sagde 'jæ' (jeg). Begge grupper mente at have ret, så det måtte jo afgøres ved et organiseret slagsmål landsbyerne imellem. Heldigvis fandt en af forældrene deres arsenal af cykelkæder, kæppe og slangebøsser, så kampen blev ikke til noget. Men talemåderne er nok harmoniseret senere. Det må så have været i starten af 60erne. Far fortalte en lignende historie hvor det var gårdskarlene fra Væth og Grensten som udvekslede skældsord på hver sin dialekt tværs over Gudenåen. Men åen var for bred til at der kunne blive slagsmål mellem parterne. 2 Denne mark var nok betegnelsen fra middelalderen for ødemarken mod nord som altså senere blev opdyrket, jvf også betegnelsen Nørskov mark for samme område. Frisenvold var hovedgården eller den herregård hvor fæstebønderne på den tid var forpligtede til at arbejde en del af året, også kaldt hoveri. Der findes desuden endnu ældre spor af en befæstet gård eller borg (voldstedet Tordrup) lidt nord for Frisenvold længere ned mod Gudenåen. 3 Stavnsbåndets ophævelse, omfordelingen af landbrugsjorden og den dertil hørende udflytning af mange gårde fra landsbyerne som fandt sted i perioden 1781-1788. 2

2. Erindringer fra krigen 4. Mine erindringer frem til maj 1945 drejer sig om en del hændelser fra krigen hvor Danmark var okkuperet af tyskerne. Indtil april 1940 holdt Jyske Dragonregiment til på kasernen i Randers som dengang lå i Thorsgade over for Bryggeriet Thor. Under krigen blev kasernen brugt af tyske soldater. Vi hentede mask 4 fra bryggeriet en gang om ugen med hestevogn. Jeg var med på vognen adskillige gange og husker at vi måtte vise papirer til de tyske vagtposter for at få adgang til bryggeriet. Den ugentlige tur efter mask fortsatte efter krigen sikkert frem til 1950erne. Andre enkeltepisoder fra krigen husker jeg hjemme fra gården. Tyskerne holdt øvelser omkring og ved gården; da måtte vi holde os indendørs. Der står stadig et stort egetræ i towten (toften). Engang kom en tysk soldat og forlangte at få en stige så han kunne klatre op i egetræet hvor han derefter affyrede sit gevær; en anden gang husker jeg at vi fra stuevinduerne kunne se soldaterne gemme sig i hyldebuskene på den anden side af vejen 5. To andre episoder husker jeg fra krigen. Den første fandt sted i vinteren 44/45 da tyskerne kom for at rekvirere heste til østfronten. Vi fik dog lov at beholde vore to heste, vistnok fordi min farfar forklarede at de var over 25 år gamle 6. En anden gang kom tyskerne trækkende med en kanon som vi fik lov til at beundre. Jeg blev rædselsslagen da en tysker løftede mig op så jeg kunne ride på kanonen. Det syntes vist alle andre var meget morsomt. 5. I de sidste krigsår dyrkedes der tobak på vel ca en halv hektar i en lavning op mod skoven nord for gården. Vi fik en kontrakt med en tobaksfabrik om dette. Vi måtte selv høste og forbehandle alle tobaksbladene. De blev trukket på snore og hængt op på loftet under stråtaget for at tørres. Derefter blev de presset i baller inden de til slut blev sendt til fabrikken. Far beholdt dog en del tobaksblade til hjemmeforbrug. Han røg lang pibe, mens min bror Per vistnok allerede da røg almindelig pibe eller cigarer rullet af denne tobak. Den var meget stærk. Jeg hadede tobaksrøgen som min kære bror af og til morede sig med at blæse i ansigtet på mig. Men jeg kan i dag takke ham for at jeg senere aldrig begyndte at ryge. 4 Mask brugtes som kraftfodertilskud til især køerne; det er et biprodukt fra ølbrygning bestående af presset og gæret byg. Det lugter desuden dejligt af humle. Efter krigen overtog importerede sojaoliekager efterhånden maskens rolle i kraftfoderblandingen. På gåden voksede der for øvrigt humle i toften ved den gamle eg. Humlen stammede sikkert fra den tid da der bryggedes øl på gården. 5 Nogle år senere byggede mine legekammerater og jeg et legehus i det samme egetræ, men det er en anden historie. 6 Min far arbejdede i 1923-24 i Holsten som medhjælper på en gård. Han lærte da at klare sig på plattysk. Men under hesteepisoden foregik diskussionen ved hjælp af tolk. Vi foretrækker at tro at tolken som god dansker, bidrog til at klare situationen til fordel for os. 3

Andersholm 2010 Egetræet hvor tyskeren klatrede op. 3. Oplevelser og minder fra de første skoleår 6. Skolegangen begyndte for mig i april 1948. Skoleåret var dengang fra 1. april til 31. marts følgende år. Mine forældre fik mig ind på skolen i Tebbestrup som bare lå 1 km fra Andersholm fordi en del af ejendommen ( skræddermarken ) lå i den daværende Haslund- Ølst kommune, mens der var 3 km til Værum Skole hvor min bror Per havde gået til han var 14 år i 1946. I Værum var der dengang både en børneskole med lærerinde (1. til 3. klasse) og en skole med lærer (eller degn; han var også var forsanger i kirken) for de sidste fire klasser). Skolen i Tebbestrup var mindre og to-klassedelt, dvs de yngste klasser gik hver anden dag (vistnok mandag, onsdag og lørdag) mens de sidste fire klasser gik ugens andre tre hverdage. Skolen havde kun en lærer og derfor bare skolegang hver anden dag for eleverne. Min første lærer hed vistnok Andersen. Fra ca. 1950 kom Kresten Lorentzen som ny lærer til Tebbestrup. Året efter blev han også min violinlærer. Per var allerede dygtig til at spille violin, så jeg havde noget at leve op til. 7. Mine forældre indkøbte en brugt violin til mig. Kaj, en af mine bedste klassekammerater, begyndte violinundervisningen sammen med mig. Undervisning fandt sted efter den normale skoletid, vistnok et par gange om ugen. Vore forældre gjorde os ofte opmærksomme på at vi med denne undervisning ville være bedre kvalificerede til at blive lærere. De syntes det ville være en bedre fremtid for os, især på grund af lærernes lange ferier. At kunne spille violin var regnet som en fordel om ikke en betingelse for at kunne blive landsbyskolelærer. Violinen brugtes af læreren i sangtimerne. Fra midten af 50erne blev landsbyskolerne erstattet af større centralskoler i de enkelte kommuner. Centraliseringen af skolerne fortsatte til slutningen af 60 erne. Lorentzens rejste fra Tebbestrup da skolen blev nedlagt. De drev derefter en minkfarm ved Glenstrup sø lidt syd for Hobro. Jeg besøgte dem flere gange deroppe. Skoleelever kunne dengang endnu blive udsat for fysisk afstraffelse. Spanskrøret 7 blev nok nævnt, men aldrig brugt af vore lærere. De nøjedes med lussinger eller eftersidning. 8. Gymnastikundervisningen foregik i det lokale forsamlingshus. Det brugtes ellers til fester og andre sammenkomster i lokalsamfundet. Der afholdtes bl.a. grundlovsfest, høstfest og 7 I henhold til 1814-skoleloven havde lærerne ikke ret til at give eleverne lussinger. I 1814-loven blev straffemidlerne præciseret til at være den mundtlige påtale, eftersidningen og i alvorlige tilfælde slag med spanskrør i bagen. Spanskrøret først afskaffet i Danmark i 1967. Lussinger blev brugt i Danmark så længe samfundet accepterede fysisk afstraffelse af børn. (Jvf. museumschef Keld Grinder-Hansen, Dansk Skolemuseum). 4

juletræsfest i forsamlingshuset. Sportspladsen lå ved siden af. Der blev der spillet håndbold som var organiseret af Tebbestrup Gymnastikforening. Det var den formelle betegnelse for den lokale håndboldklub. Den må have haft op mod 60 medlemmer når vi regner med at der var børne-, junior- og seniorhold af begge køn. Vi lærte at spille håndbold fra 10-årsalderen. Da vi kun havde én udendørs græsbane, foregik denne sport selvsagt bare i sommerhalvåret. Vi konkurrerede med andre håndboldklubber i omegnen. Der var hold for både piger og drenge. De voksne over 18 år spillede også håndbold og der var træning mindst en gang om ugen. Undertiden fandt kampene med andre klubber sted en hverdagsaften, eller flere hold mødtes om søndagen til en større turnering. Om aftenen kunne der være fest eller bal, hvor en lokal spillemandsduo eller -trio spillede op til dans. De spillede bl.a. rheinlænderpolka, vals og anden traditionel spillemandsmusik, samt af og til en foxtrot. I skoletiden fik vi danseundervisning som også foregik i forsamlingshuset. Det var vistnok en gang om ugen i tiden op mod jul så vi kunne vise hvad vi havde lært til juletræsfesten. 9. Jeg brugte cykel til skolen, eller ski når der var sne om vinteren 8. Under en snestorm kom min bror Per og hentede mig fra skolen på hesteryg. Per var en dygtig rytter. Han blev ringriderkonge to gange i Værum. Vi havde dengang en frederiksborger som Per påstår omtrent kunne galopere på stedet. 10. Ringriderkonkurrencen 9 fandt sted fastelavnsmandag, hvorefter kålene (karlene/landsbrugsmedhjælperne) red fra gård til gård. Både hest og rytter var flot pyntede og de havde vistnok også den lokale gymnastikforenings fane med. Besøget på gårdene blev indledt med sangen I alle de riger og lande. Rytterne blev derefter trakteret samt fik bidrag til aftenens bal i Værum forsamlingshus hvor ringriderkongen valgte sin dronning. Det må have været et par af de sidste år før traktoren overtog for heste i dansk landbrug i begyndelsen af 1950erne 10. 8 Jeg brugte min fars solide hickory-ski som han havde taget med hjem fra Norge. Han opholdt sig i 1921-22 et år i Gausdalen nær Lillehammer som kontrolassistent dvs han kontrollerede mælkens fedtindhold på gårdene og kunne ud fra dette give råd om fodersammensætning for derved at forbedre mælkekvaliteten. Han havde fået uddannelse til dette erhverv på Tune landbrugsskole på Sjælland. Om sommeren drog han fra gård til gård på cykel. Under et besøg på en gård kom gårdejeren pludselig med en saks og sagde nu skal jeg klippes det var også kontrolassistentens opgave. Far havde aldrig prøvet det før, men måtte så få det lært. At han ikke glemte kunsten, kan vi alle tre brødre fortælle mere om, jvf. foto side 21. Når sneen kom om efteråret måtte han lære at bruge skiene. Han fortalte at han endog lærte at hoppe 5-6 meter med disse ski som nu er tilbage i Norge, fastnaglet til væggen på Granholt-hytten ved Skramstadsæter i Østerdalen. Far fortsatte som kontrolassistent i Danmark frem til 1931. Da blev han gift med min mor og familien slog sig ned i Råby frem til 1936. 9 Rytteren skal i galop fange en ring ca 3 cm i diameter med en godt en meter lang lanse. I henhold til Wikipedia er ringridning oprindelig en ridder-turnering fra middelalderen, hvor ringridning var en populær underholdning i de europæiske konge- og fyrstedømmer. Det var en behagelig og ufarlig del af de ellers barske ridder-kampe. Sidenhen tog ringridning den form vi kender i dag. Ringridningstraditionen er bevaret i store dele af Slesvig-Holsten, Sønderjylland, Bornholm, Amager og påwalcheren i Nederlandene. I Sønderjylland starter ringridningen i juni i de mindre byer og kulminerer med de store ringriderstævner i Sønderborg og Aabenraa i juli. Her dyster ca. 400 ryttere om titlen som ringriderkonge. Folkefesten varer fire dage med ringridning, tivoli, øl og dansetelte. 10 I begyndelsen af 1950erne brugtes hestene mest i landbruget. Der fandtes ca 500.000 heste i Danmark dengang. Med ca 200.000 landbrug og mellem to og tre heste på hver gård, passer regnskabet meget godt. I dag findes der op mod en million heste til fritidsbrug i Danmark og ca. 40.000 landbrug med omtrent samme jordbrugsareal som i 1950, men med et betydeligt større bidrag til nationalproduktet. 5

11. Fastelavnssøndag var det tradition at slå katten af tønden 11. Det foregik også i Værum hvor skoleeleverne, alle pyntede i dagens anledning, mødtes om formiddagen til denne ceremoni hvor kattekongen eller -dronningen blev kåret. Det var vistnok den som klarede at slå den sidste del af tønden ned. Derefter drog deltagerne i flok og følge med fane i spisen omkring på gårdene også for at blive trakterede. Deres sang var Boller op og boller ned og boller i min mave; hvis vi ingen boller får, så laver vi ballade, og ballade ønskede selvsagt ingen at børnene skulle lave. 12. I begyndelsen af 1950erne havde vi adskillige vintre med sne og is. Min fars ski blev da flittigt brugt på markerne og nede i bakkerne nord for gården. De var tunge og svære at svinge med. Det var derfor vigtigt at sigte uden om eventuelle træer før man løb ned af en bakke med disse ski. Vi begyndte at tilplante bakkerne med gran og fyr i 1940erne og 50erne. Før den tid var bakkerne bevoksede med lyng og blåbærris (se foto side 20). Granerne blev senere en velkommen ekstra indtægt for far og mor. De blev solgt som juletræer direkte til familier fra Randers som så selv fik lov til at skove årets juletræ. 13. Der var to damme (gadekær) i Tebbestrup. En lå lidt neden for skolen og den anden i udkanten af landsbyen ved vejen ned til engene og til Tebbestrupkær som hørte til Tebbestrup. I januar og februar blev isen efterhånden sikker nok til at vi kunne løbe på skøjter. Det foregik med skøjter som blev skruet fast til vore gummistøvler. Vi blev nok så hurtigt trætte i anklerne af disse skøjter. Vi prøvede at spille en form for ishockey med spadserestokke som køller og en sten som puk. Der lå undertiden en eller flere ajletønder i dammene. De var af træ og havde derfor godt af at kunne trutne så de ikke blev utætte i vinterens løb. Isen var ofte mindre sikker omkring en sådan tønde. Engang kom jeg for nær til tønden. Isen brast og jeg faldt igennem. Heldigvis var dammen ikke så dyb på dette sted. Men da jeg kom op, var jeg helt gennemblødt og blev hurtigt forkommen. Der var en km hjem til gården, men så kom fru Lorentzen (lærerfruen) og fik mig med ind. Er dine fødder meget sorte, spurgte hun da hun hjalp mig af med strømperne. Hun vidste nok at vi på den tid ikke vaskede fødder hver dag. Jeg var ikke sikker, men håbede at turen i dammen havde gjort fødderne i hvert fald delvis rene. Det holdt heldigvis stik. 14. Før Gudenåen blev inddæmmet i midten af 1950erne var det også muligt at løbe på skøjter nede i engene. Om vinteren gik åen ofte over sine bredder så engene blev oversvømmede og isbelagte en god del af vinteren. Det var flot skøjteis. Men det var farligt at komme helt ud til åen, hvor strømmen altid gjorde isen usikker. Efter inddæmningen af åen blev engene 11 At "slå katten af tønden" er en skik, der måske stammer fra Christian den Andens hollænderbønder. Helt frem til slutningen af 1800-tallet, kunne man opleve tøndeslagning med en levende kat. Et af de seneste eksempler stammer fra 1880 ernes Reersø. Som regel fik de danske katte lov at løbe, når bunden var gået ud af tønden. At "slå katten af tønden" er en skik, som er kendt i Danmark og Skåne,- tidligere var skikken også populær i Holland, som måske har dannet inspiration for vores version af skikken. En mulighed er, at flere af vore fastelavnslege er inspirerede af de "amagerkanske" hollænderes måde at feste på. I øvrigt var katten ikke det eneste dyr, som "festen" kunne gå ud over. Andre lege handlede om at rykke hovedet af en levede gås eller hane, der var ophængt i benene. Halsen var smurt ind i en fedtet substans, hvilket gjorde det sværere for deltagerne at få fat, når de red under. Hvor katten i folketraditionen er et "mistænkeligt" dyr, der kan bruges som symbol på ting man ønsker at jage væk. Hanen er derimod snarere et symbol på den frugtbarhed, man håber at se på marker og hos dyr. (http://www.historieonline.dk/special/faste/katten.htm) 6

efterhånden opdyrkede. Snart stod engene som store kornmarker. 15. Efter en snestorm var vejene ofte lukkede af meterhøje driver. Sneplove fandtes, men under og lige efter krigen fandtes bare hestetrukne sneplove af træ. Gårdene måtte da stille med en eller flere karle med skovle til at rydde vejen hvor snedriverne var for høje til at sneploven kunne klare det. Et år var far snefoged. Dvs han skulle indkalde snekasterne fra de nærliggende gårde før sneploven ankom fra Værum så snerydningsarbejdet kunne gennemføres. Der fandtes bare grusveje i vor del af kommunen. Det var derfor muligt at køre med hestetrukket kane eller slæde på den tid. Det gjorde man så både når der skulle køres til mølle eller til kirke om søndagen. Når det frøs, var det også muligt at løbe på skøjter på den fast tilkørte sne eller is på vejen uden for gården. 16. I begyndelsen af 1950erne blev snerydningen overtaget af den lokale vognmand som havde en jernsneplov spændt foran på lastbilen. Den havde desuden godt med sand på ladet. Chaufføren, forøvrigt en af min mors fætre som boede i Væth, inviterede os gerne med på ladet så vi kunne hjælpe med at kaste sand under baghjulene når han kørte sig fast i de større snedriver. Det var næsten altid nødvendigt for at få Storkebakken ryddet. Det er en relativt stejl bakke på vejen forbi gården mod Væth. Der samledes det sig ofte så megen sne at lastbilen måtte køre omkring Værum og Haslund for at komme oven for bakken så han kunne tage tilløb med bilen ovenfra når vejen skulle gøres farbar på dette sted. 17. Kortspil var en af de almindeligste sociale beskæftigelser på landet i 1940erne og 1950erne. Både kvinder og mænd deltog, dog helst hver for sig. Der spilledes mest whist med eller uden trumf. Der spilledes oftest med en vis pengeindsats. Normalt ville der være fire eller fem familier som deltog, gerne de nærmeste naboer. Der blev serveret kaffe og kager, samt øl og sodavand, og deltagerne nød samtidig deres cigarer, piber eller cigaretter. Det husker både Finn og jeg udmærket. Røgen samlede sig da i et lag i højde med bordpladen lige i højde med vore hoveder. 18. Runde fødselsdage samt bryllup og sølv- og guldbryllup, blev ofte også fejret sammen med naboerne. Men da var der oftest så mange deltagere at det lokale forsamlingshus måtte tages i brug. Konfirmation holdt vi sammen med slægten, dog kunne præstens være inviteret. Fotos fra mormor og morfars guldbryllupsfest i 1959. Høg-familien: 7

Kræmerfamilien. Nedenfor: Præsteparret (= præstens ) til højre 12 Mange venner og naboer deltog. 19. Op gennem 1940erne og 1950erne fejredes Valborgsaften hvert år den 30. april. Der blev brændt bål på en mark hos en af naboerne. Derimod erindrer jeg ikke at vi fejrede Sankt Hansaften med bål og heksebrænding. I Værum fejrede man også grundlovsdag 5. juni med optog fra landsbyen ud til den nyudsprungne bøgeskov lidt vest for landsbyen. Der blev kogt kaffe på medbragt komfur fra forsamlingshuset, og der blev holdt tale af en lokal politiker i dagens anledning. Ud på eftermiddagen og aftenen spilledes der op til dans i skoven. 4. Dagligt liv på Andersholm 20. Min bror Per flyttede hjemmefra da han var ca. 15 år. Først et år som landbrugselev ved en gård (St. Lundgård) lidt syd for landsbyen Jebjerg, seks km hjemmefra. Derefter var han på ungdomsskole ved Skive i Nordvestjylland. Før det lærte han mig at skyde med luftbøsse. Far ville gerne at vi skød de mange gråspurve som betragtedes som skadefugle fordi de byggede reder i stråtaget. Vi fangede også muldvarpe med fælder. De var også skadedyr især på græsmarkerne med deres muldvarpeskud og underjordiske gange. Far betalte os en krone for hver muldvarp vi fangede. Det blev efterhånden en del muldvarpe. Far forsøgte at sælge skindene til en bundtmager i Randers. Jeg er ikke sikker på om han tjente noget ved det. 12 Præsten holdt sikkert tale i dagens anledning. Men folk snakkede bagefter mest om hans udbrud da han tabte en kartoffel på gulvet: Hov, der faldt skiseme en kartoffel. Det sprog forventedes nok ikke fra præsten. 8

21. Per beundrede vor nabo Anker Hedemand som ejede Store Tvillingborg. Det var vor nærmeste nabo, bare ca. 200 meter fra Andersholm. Anker var nemlig meget optaget af jagt på markerne og i skoven nord for gården. Her tilbragte han megen tid med at grave en kunstig rævegrav. Når ræven siden var flyttet ind, jagede han den ud med sin gravhund så han kunne skyde den. Jeg var mindre glad for naboen, især efter en meget hård lussing jeg fik efter at hans søn Kresten og jeg havde lavet spillopper hjemme hos dem. Retfærdigvis fik Kresten samme behandling. Anker og min far var beslægtede. Anker var farmors halvbror. Farmor var født på Store Tvillingborg, men voksede op hos slægtninge i Jebjerg som ellers var barnløse. Hun blev aldrig officielt adopteret. Det behøvedes nok ikke mellem slægtninge i 1880. Anker Hedemand Hansen med jagtgevær og jagthund. Det ser ud som om hans gårdskarl er klar til at køre ud i marken for at sprede ajle (dyreurin) fra ajletønden. Den ligger på en arbejdsvogn med træhjul indrammet af en jernring. Disse vogne var almindelige indtil 1950erne. Da kom de såkaldte gummivogne, dvs med gummihjul, jvf. den vogn som skimtes på side 2. Ajlepumpen ses til højre. Tønden blev pumpet fuld med håndkraft. Far og Anker var ikke gode venner. Anker havde under en diskussion givet min far en lussing. Men Kresten og hans bror Alfred var mine nærmeste lege-kammerater. Kresten omkom i Scandinavian Star ulykken i 1990. http://en.wikipedia.org/wiki/ms_scandinavian_star Foto ca 1920 fra nabogården St.Tvillingborg. 22. Det var spændende at vokse op på en gård 1940erne og 50erne. Foruden at lære at skyde med luftbøsse (senere med salonriffel) var vi børn med i det daglige arbejde på gården. Vi havde ca. 20 kreaturer på gården som var på 36 td. land (ca 18 hektar), deraf var ca. 4 hektar eng og kær som lå i nærheden af Gudenåen på hver sin side af jernbanen. Kæret blev mest brugt til græsning for ungkreaturerne om sommeren. Det lå på den sydlige side af jernbanen. På den anden side lå engen hvor vi først og fremmest dyrkede græs til hø. Når græsset blev slået, kom storken ofte og gik efter den hestetrukne slåmaskine for at fange frøer. Det var flot at kunne nyde dette syn. Mange gårde havde da storkereder på taget. Nu er storken vist næsten borte fra Danmark. Den sidste stork i Randers havde sin rede på Helligåndshuset hvor den begyndte at overvintre. Men til slut måtte den vente forgæves på sin mage om foråret. 23. Engang så jeg et storkepar komme flyvende og slå sig ned på taget af gårdens lade. De havde tydeligvis lyst til at bygge rede deroppe. Dengang var der mose i indhegningen syd for gården. Den blev senere drænet væk. Storkene syntes sikkert at gården lå i passende afstand til vådområder omkring Gudenåen som først blev inddæmmet senere i 1950erne. Jeg løb glædestrålende og fandt far: Der er storke på taget og de vil bygge rede. Vi må få et vognhjul lagt op på mønningen. Nej, det skal vi ikke, var svaret. Far ville ikke have storke på taget: Så bliver det nemlig et værre svineri på taget fra storkene. Far havde haft erfaring med dette tidligere. Storkene skulle bruge vognhjulet som grundlag for at bygge 9

reden af kviste og mindre grene som de selv fandt. Den nærmeste gård med storkerede var dengang Ørumgård ved Ørum kirke (foto side 13) i nærheden af Væth. Familien samlet en søndag eftermiddag; farmor strikker, Svend og Per er klar til gråspurvejagt; mor læser. Bag os ses bunken med pinde til fyring i komfuret. 24. Foruden kreaturer havde vi svin, dvs 3-4 søer som fik smågrise flere gange om året, samt ca. 30 høns. Indtægterne kom især fra mælken (omkring 200 liter pr dag fra 7-8 køer som gav ca 100 kr i nettoindtægt pr uge). Vi fik ca. halvdelen tilbage fra mejeriet som skummetmælk, syrnet mælk eller valle til foderbrug for grisene). Dertil kom salg af kalve og kvier til slagtning eller til andre landmænd, samt salg af årsgrise gennem handelsmænd eller direkte til slagteriet. Vi havde normalt to heste til markarbejdet og til den ugentlige tur efter mask i Randers. Der var desuden plads til en tredje hest i hestestalden som var til en unghest som vi evt. kunne have opstaldet i forbindelse med udskiftning af en af de andre heste. Vi brugte fjedervognen til byturene. Den kunne også udstyres med flere sæder bag når vi skulle til Randers i andre ærinder. I nærheden af Søndergade var der mulighed for at opstalde hestene mens indkøbene i byen fandt sted. Jeg er ikke sikker på om det var hos købmand og grossist Jørgen Boye. Han havde to knabstruppere 13 i sin bygård i Brødregade som han brugte til fornøjelseskørsel om søndagen. Når han kom forbi Andersholm så vi beundrende på det flotte spand. Jeg blev senere bedre kendt med ham da jeg blev spejder i 13-14 årsalderen. Han var dengang tropsfører for 2. Randers spejdertrop. Finn fortæller at Jørgen Boye senere blev produkthandler og havde sin forretning nede ved jernbanen i slutningen af 1960erne. Da var han fungerende tropsfører for Randelsborg trop. 13 Om knabstrupperne, se http://nortreks.net/knabstrupsaga-feb01.html og/eller http://nortreks.net/knabstruphist.pdf 10

Ko nr 39, en af de bedste mælkeydere. Der var plads til fem personer i fjedervognen. 25. Markerne blev drevet med vekseldrift. Der skiftedes mellem korn, mest byg og rug samt havre; desuden to agre med græs, dels til hø og dels til græsning for køerne og hestene; endvidere to agre til to slags roer (runkelroer og kålrabi) samt en mindre del af en mark til kartofler til årets forbrug i husholdningen. Braklægning brugtes normalt ikke. I en af kornmarkerne blev der sået græsfrø så den året efter kunne bruges til høproduktion. Efter høsletten blev køerne lukket ud på denne nye græsmark 14 ; en af de andre græsmarker blev derefter pløjet så den kunne blive klar for en ny afgrøde året efter. Roerne blev tyndet med hånd ved hjælp af et langskaftet roejern. Jeg tjente vistnok 25 øre pr række som var på hele markens længde (ca. 500 meter). 26. Roe- og kartoffeloptagningen foregik også med håndkraft om efteråret i oktober måned. Da fik vi en uges skoleferie for at deltage i arbejdet (efterårsferie hed dengang kartoffelferie ). Roerne blev samlet op i den hestetrukne arbejdsvogn og kørt hjem til gården hvor en del gik direkte ind i roehuset. Der var der dog ikke plads til alle roerne som derfor også blev lagt i roekuler. Disse blev så tildækkedes med halm og jord for at frosten om vinteren ikke skulle 14 Da måtte vi passe på at køerne ikke foråd sig på det nye græs for så kunne de få trommesyge. Det kunne de dø af medmindre vi fik fat i dyrlægen. For at redde en ko kunne det blive nødvevndigt at punktere maven f.eks med en kniv. Det klarede vi selv hvis dyrlægen ikke var kommet i tide. 11

ødelægge roerne. Kartoflerne kunne få samme behandling eller de fik plads i kartoffelkælderen under gårdens beboelseslænge. Roetoppen blev også brugt, hugget af med et særligt roejern. Med dette blev toppen hugget af i fremadgående bevægelse hvorefter roen blev trukket op med 2 pigge i tilbagegående bevægelse. Roetoppen blev derefter kørt ned til gården. Der blev den ensileret, dvs. dynket med syre i den særlige ensilagebeholder som lå ved gården på nordsiden af vejen. Vi læssede toppen på arbejdsvognen som blev trukket af vore to heste. Engang var far og jeg i gang med dette arbejde og jeg kom først frem til hestens bagben. Det var den grå hest. Den stod på en roetop som jeg forsøgte at få løs fra hoven uden at snakke til hesten om det. Jeg ser endnu for mig hestehoven med skoen komme farende og ramme mit ene knæ med et velrettet spark. Jeg skreg. Hvad er der, sagde far. Hun sparkede mig. Det var du nok selv ude om, fik jeg så at vide. 27. Vi brugte møg (staldgødsel) og ajle (urin) fra køerne som gødsel på markerne, derfor ikke megen brug af kunstgødsel eller sprøjtemidler. Det var for det første dyrt og gennem vekseldriften (også benævnt sædskifte) var det desuden muligt at holde ukrudtet nede. Spredningen af møg og ajle på markerne foregik med hest og vogn, normalt om efteråret før pløjning af markerne. Vi måtte først slide med at læsse møg på arbejdsvognen som derefter blev kørt ud på marken hvor aflæsningen fandt sted i passende bunker. Disse møgbunker blev derefter spredt med håndkraft med en møggreb. Ajlen blev pumpet med en håndpumpe fra ajlebrønden op i en stor tønde som var anbragt på arbejdsvognen, jvf billedet fra St.Tvillingborg. Det værste arbejde var dog rengøringen af den tomme ajlebrønd. Man klatrede ned i den ca. tre meter dybe brønd som lå op til kostalden hvorfra ajlen løb i rør ned i ajlebrønden. Det var nødvendigt at have et tændt stearinlys med for at være sikker på at der var tilstrækkeligt med ilt (oxygen). Stanken dernede var forfærdelig. Selvsagt var dette et meget økologisk drevet landbrug. Men det gav på den tid ikke højere priser for avlen. 28. Høslætten foregik med hestetrukket slåmaskine i slutningen af juni eller begyndelsen af juli, dvs. når der var skoleferie. Sammen med kornhøsten var høslætten et af de mest arbejdskrævende af gårdens aktiviteter. Vi havde derfor lejet arbejdskraft fra Tebbestrup til at hjælpe. Omkring 1950 tjente en daglejer ca 12 kr dagen hvis han ikke var i fagforeningen, ellers var tariffen 15 kr. Fagforeningen skulle vel have ca. en krone til arbejdsløshedskassen. Den daglejer vi brugte mest hed Marinus og var ikke fagforeningsmedlem, men han var desuden selemager, resten af året. Han reparerede selerne til hestene for gårdene i omegnen. 29. Til kornhøsten brugtes selvbinder som selv bandt kornet i neg og som måtte trækkes af tre heste. Vi lånte den tredje hest hos naboen og deltes også en del år med naboen om selvbinderen før vi fik råd til at anskaffe egen selvbinder. Bare den del af rugen som skulle bruges til tagtækning blev høstet med hjølje (le, udtale af hø-le på jysk) og senere tærsket med plejl (jysk dialekt plæil ) for ikke at skade de lange strå til tækningen. Det foregik i den gamle lade (i gårdens vestlænge) hvor der var stampet lergulv. Plejlen kunne ikke bruges på det hårde cementgulv i den nye lade. Plejlen blev senere erstattet med en hjemmelavet langhalmstærsker rughalmen blev samlet i specielle halmbundter med to snore om med tækkehalm. Sammen med en af vore nærmeste naboer, Volmer Basballe, tærskedes der så langhalm om vinteren. Tækningen foregik hvert år om sommeren. En del 12

af taget trængte altid til at blive fornyet, jvf foto side 25 og 26. Volmer var også tækkemand. 30. I 1940erne fik vi kornet tærsket af et omrejsende tærskeværk. Det var stort og blev trukket samt drevet af en af datidens traktorer vistnok med jernhjul. For en larm den maskine lavede. Vi fik så kornet samlet i ca. 50 kilos sække som blev båret op på stuehusloftet. Der lå kornet så løst for bedre at tørre. Loftet holdt selv om der nok var tale om et par ton. I løbet af det følgende år blev kornet efterhånden skovlet tilbage i sækkene og kørt med hestevogn til Værum mølle, en vandmølle hvor omegnens korn blev kværnet til fodergrutning eller til mel. Far høster med selvbinder engang i 1920erne. 31. Først i 1950erne kom Ferguson-traktoren som snart erstattede hestene i dansk landbrug i forbindelse med alt markarbejdet. Vi fik aldrig traktor på Andersholm. Far ønskede ikke at sælge hestene og brugte dem frem til 1960. Han elskede at gå bag ploven som vendte en fure ad gangen, trukket af vore to heste. På den tid anskaffedes en egen permanent tærskemaskine på gården. Med den tærskedes kornet efterhånden i løbet af vinteren. Det var et støvet arbejde, men børnene deltog mest med at tage halmen fra. Vi fik dog også lov til at forbære os på de tunge kornsække. I slutningen af 50erne overtog mejetærskeren. Da var det forbi med selvbinder og tærskning hjemme i vinterhalvåret. 32. I 1947 blev kostalden ombygget og der blev indlagt vand fra brønden midt på gårdspladsen i den nye kostald. Der blev også anskaffet malkemaskine. Indtil da havde malkningen foregået med håndkraft. Både far, mor og Per sørgede for det. Farfar deltog vistnok også (?) selvom malkning dengang oftest betragtedes som kvindearbejde. Der blev malket både morgen og aften. I forbindelse med den nye kostald, blev elektricitets-forsyningen opgraderet fra 220 til 380 volt til kraft i udhusene (stald og lade). Derved kunne vi anskaffe den omtalte malkemaskine samt motor til tærskeværk og kværn. Så behøvede vi heller ikke længere at køre til mølle for at få kornet kværnet til grutning. Følgelig blev vandmøller og vindmøller efterhånden nedlagte. Jeg lærte at malke efter. Dvs. at man med hånden tømte yveret for den mælk som malkemaskinen ikke havde kunnet klare. 33. Omkring 1950 blev vandforsyningen på nabogården St. Tvillingborg koblet til brønden på Andersholm. Anker Hedemand og min fars uvenskab var trods alt ikke så slemt at de ikke 13

kunne samarbejde når det kneb. St. Tvillingborg havde hidtil været selvforsynet med vand fra en brønd hvor vandet blev pumpet op med vindmølle. Denne brønd løb tør. Men så fandt man altså på en fælles løsning for de to gårde. For far var det nok også heldigt at der blev to om at dele udgifter til strøm og vedligehold af pumpe og elmotor. 34. Senere er det gået op for mig at brønden på St. Tvillingborg egentlig havde en noget mærkelig placering. Den lå nemlig omtrent på toppen af det som utvivlsomt havde været en kæmpehøj fra bronzealderen. Jeg husker at brønden var vældig dyb. Årsagen til at den løb tør, var antagelig at Anker gennem mange år havde hentet grus fra en grusgrav i skrænten op til brønden og vindmøllen. I dag findes der to bronzealderhøje i området ud af antagelig en række på mindst fire høje. Oprindelig må disse fortidsminder have været et flot syn der de lå med udsigt over Gudenådalen. Dengang var de fra den sidste istid skabte morænebakker lyngklædte, mens bakkerne ned mod Gudenåen nu alle er tilplantede eller opdyrkede. 35. Vi fik først indlagt centralvarme med radiatorer og centralfyr efter at farmor og farfar var flyttet til Væth i 1950. Der blev fyret med briketter og koks i fyret. Der skulle fortsat hugges brænde til komfuret. Før den tid var der kun varme i køkkenet fra komfuret og i dagligstuen fra kakkelovnen. Der blev om før nævnt indlagt elektricitet på gården vistnok i 1942, men bare til lys i stuehuset. Før farmor og farfar flyttede til Væth i 1950 indeholdt gårdens beboelses-længe (stuehuset) to soveværelser som lå op til kowhuset (kostalden). Der boede farmor og farfar i det største værelse og Per i det mindre. Derefter kom dagligstuen hvor der var indgang fra gårdspladsen. Der var desuden et værelse ud mod gårdspladsen. Det var mine forældres. Jeg fik ikke eget værelse før i seksårsalderen da Per flyttede hjemmefra. Min barneseng stod indtil da i mine forældres soveværelse. Ørum kirke med familiegravstedet ligger ca 1 km fra Væth. Mens farfar og farmor boede i Væth besøgte de næsten hver dag kirken og gravstedet. 36. Straks efter at farmor og farfar var flyttet til Væth, overtog far og mor deres værelse. Derefter fandt en ombygning sted hvor køkkenet blev flyttet fra sydsiden af stuehuset til det ledige værelse efter far og mor. Der blev indrettet finstue i det oprindelige køkken. Finstuen blev kun brugt når der var gæster. Det gamle køkken havde været med åbent ildsted hvor gruekedlen hang. Den blev brugt til tøjvask. Til madlavning brugtes komfur fyret med pindebrænde. Komfuret stod ved siden af den åbne skorsten så røgen kunne ledes ud den vej. Min mor klagede ofte over at der dryppede sod fra den åbne skorsten ned i tøjvasken. 14

37. I forbindelse med flytningen af køkkenet til nordsiden af stuehuset, blev der indlagt vand fra brønden. Før ombygningen, måtte vandet bæres i spande fra pumpen ind i køkkenet. Vi måtte også klare os med etagevask. Toilet ( lokum med spand) fandtes uden for baggangen hvor der var plads mellem stuehuset og grisehuset. Et badeværelse med bruser og toilet kunne jo først indrettes efter ombygningen. 38. Madlavning foregik stadig på komfuret som var flyttet med til det nye køkken. Komfuret havde indbygget vandbeholder til varmt vand. Det brugtes især til opvask. Komfuret havde også en stegeovn. Den blev nok mest brugt til bagning af franskbrød og sigtebrød, dvs. hvidt hvedebrød, sigtebrød er lidt grovere. 39. Der blev ikke bagt rugbrød hjemme. Det købtes en gang om ugen hos en omkørende brødmand som fik dagligt frisk brød fra rugbrødsfabrikken i Randers. På samme måde kom der en fiskemand med fersk fisk samt en ostemand. Hos den lokale købmand 15 i Tebbestrup købtes mest varer som kaffe, mel, gryn, margarine, sukker, salt og andre krydderier mv. Men ellers var gården i stor grad selvforsynet. Mor lavede endog af og til en surmælksost, den såkaldte knapost. Et par liter kærnemælk blev varmet passende op. Den efterfølgende ostemasse blev hængt op over vasken i et klæde så væsken kunne løbe fra. Der blev tilsat kommen og salt. Resultatet blev en velsmagende smøreost. I slutningen af 50erne blev der anskaffet flaskegas med ét kogested, især til brug om sommeren. Da var der ikke brug for komfuret som varmekilde i køkkenet 40. Både okse-, svine- og hønsekød blev normalt kogt til suppe som forret og til hovedret serveret med kartofler og grøntsager fra haven. Til dessert fik vi som oftest rabarber- eller rødgrød med håndskummet mælk. Fløden blev brugt i kaffen og til flødeskum i lagkager. En anden almindelig ret var stegt flæsk fra saltkarret som serveredes med hvid melsovs og kartofler. Til forret fik vi da ofte grød kogt på forskellige melsorter. 41. Min værste ret var hvidkålssuppe serveret med kogt flæsk. At mindre børn ofte ikke tåler kogt hvidkål, vidste man ikke dengang. Finn tilføjer at der næsten altid var lidt sand i bunden af tallerkenen, når man var færdig. Det eneste, som var værre, var brunkål (hvidkål brunet med fedt i en gryde), som virkelig kunne give mavekneb og/eller sætte gang i systemet. Rødkål fik vi normalt bare til jul. Far kunne ikke fordrage rødkål, så han fik da serveret sin egen portion med brunkål til gåsen eller anden. Som undskyldning fortalte han at han under krigen (1. verdenskrig) havde fået serveret rødkål hver dag og blevet syg af det. 42. På den tid var det endnu tilladt med hjemmeslagtning af svin. Det foregik normalt lidt før jul. Morfar som var slagter, stod for slagtningen. Senere overtog far og Volmer arbejdet. Volmer 16 var som tidligere nævnt (side 11), altmuligmand og en af vore gode venner og 15 Jeg forstod først ikke at købmanden ikke solgte kød. På dialekt udtaltes købmand som kø-mand som jeg jo troede, stod for kød-mand. 16 Volmer Basballe var en af vore nærmeste naboer. Han var ungkarl og ejede en mindre ejendom lidt syd for Andersholm. Han var altmuligmand, både murer, tækkemand og meget andet. Bl.a. murede han ny skorsten i forbindelsen med udbygning af baggangen med fyr og badeværelse i 1950 (jvf. side 13). Hans noget specielle efternavn (især for norske læsere) er også navnet på en landsby uden for Ebeltoft. Antagelig stammede han derfra. -balle er en jysk stednavnsbetegnelse for en stigende terrænforhøjning, jf. andre landsby navne son Bindeballe eller Højballe. Volmer tyggede skråtobak som han oftest selv lavede han fik pibeudkrasning bl.a. fra min far til dette. Når jeg af og til besøgte ham, sad han ofte og spyttede langspyt af skråsovsen ind i den åbne kakkelovn. 15

naboer. Saltkarret, som var blevet tømt, blev hentet frem og sat ud på gårdspladsen foran stalddøren. Grisen blev bundet og lagt op på saltkarret. Halspulsåren blev skåret over. Grisen skreg voldsomt. Bedøvelse blev ikke brugt dengang. Man kunne tydeligt høre når der blev slagtet gris hos naboerne. Blodet løb ned i en spand. Der blev det blandet med rugmel i spanden samtidigt for at hindre koagulering. Blodet blev brugt til blodpølser og blod-budding. 43. Den døde gris blev dernæst puttet i karret og skoldet i ca. 70 grader varmt vand, så børsterne kunne fjernes. De blev skrabet af over det hele. Til slut blev den hængt op i bagbenene på en stige og parteret. Den del af kødet som ikke skulde bruges ferskt, blev lagt i saltkarret så det kunne holde sig til næste års slagtning. Per deltog i slagterarbejdet. Engang stod han ved køkkenbordet og rensede tarme. De brugtes til medister- og spegepølser. Hvad er det her, sagde han pludselig og holdt en 15-20 cm lang hvid tingest op for bedre at se den. Tingesten snoede sig mens han holdt den op. Det var bare en spoleorm. 44. Slagtning af høns foregik mere humant. De blev slået bevidstløse mod en sten eller lignende, før de fik hovedet skåret af. Hovedløse kunne de bagefter godt løbe omkring nok så længe. 45. Frysebokse kom først i brug senere i løbet af 1950erne sammen med køleskabene. Først blev der oprettet en ordning med fælles frysebokse i Tebbestrup. Fryseboksene blev installerede i en særlig bygning ved siden af købmandsforretningen. Det var jo praktisk for så kunne der samtidig gøres indkøb hos købmanden når der skulle hentes en pakke kød fra fryseboksen. 46. Kælderen tjente som kølerum for mælk og andre madvarer som vi i dag bruger køleskabet til. Den lå under de to soveværelser mod øst. De havde trægulv som ikke var isoleret. Værelserne var derfor altid kølige, især om vinteren hvor man kunne vågne med rim over dynen og is på indersiden af ruderne. En morgen vågnede jeg ved at en mus løb over dynen. Det skete dog ikke hver dag. 47. Husarbejdet omfattede foruden madlavning også strikning. Garnet blev i årene under og lige efter krigen produceret hjemme. Farmor var flittig med spinderokken og andre familiemedlemmer var med til at karte ulden. Ulden måtte købes. Vi havde jo ingen får. Farmor fik ny spinderok i 1946, vistnok en af de sidste lavet af rokkedrejer Hesselberg i Bjerringbro. Mor lærte også at bruge spinderokken, men hun blev nok aldrig så dygtig som farmor. 16

Farmor brugte rokken både ude og inde. Hendes far Kresten (Hedemand) Hansen (vor oldefar) uden for St.Tvillingborg som dengang havde stråtag (mange ejendomme blev ombygget først i 1920erne da der var gode økonomiske tider). 48. Per og jeg holdt kaniner. Kaninburene stod på sydsiden af laden. Om sommeren fik de mest mælkebøtter som plukkedes i grøftekanterne langs vejen. Vi solgte kaniner på torvet i Randers som lå på den nuværende Erik Menveds plads hvor statuen af konen med æggene nu står. En del kaniner blev desuden solgt til fjerkræslagteriet i Randers. Kaniner faldt ind under betegnelsen fjerkræ. Det er dog usikkert om de slagtede kaniner også blev solgt til slagterforretningerne som fjerkræ. (Torvegade i Randers blev vistnok frem til krigen brugt til hestemarked. Jeg husker fotos fra denne tid, men jeg mener ikke hestemarkederne blev genoptaget efter krigen.) 49. Per holdt også bier fra han var 15-16 år. Der blev indkøbt et par bistader hos en lokal biavler. Staderne stod bagved hønsehuset. Det var et omfattende arbejde året rundt. Om vinteren skulle bierne fodres med sukker. Honningen var jo taget fra dem om efteråret. Per fik anskaffet alt udstyr til honningproduktionen. Han solgte størstedelen af honningen gennem biavlerforeningen. Per fortsatte med biavlen mens han endnu boede på Randersegnen. Han anskaffede sig motorcykel så han hurtigt kunne komme hjem for bl.a. at passe bierne. 50. Bierne stak os næsten aldrig. Men én gang gik det galt. Jeg var ved at male ladegavlen og stod øverst oppe på en lang stige. Bierne havde travlt med at samle honning fra kløvermarken nord for gården og fløj derfor over taget på laden om til bistaderne bag hønsehuset. Jeg hørte nok den summende lyd fra bierne som fløj lige over mig. Pludselig blev jeg ramt af en bi på kinden. Den stak mig lige under øjet. Jeg faldt heldigvis ikke ned fra stigen. Der var vel 7-8 meter ned til jorden. Men ladegavlen blev nok ikke malet færdig den dag. 17

51. Vi havde dengang to heste, det gro (det grå øg 17 ) og det rø e (det røde øg). Så kunne de jo kendes fra hinanden. Andre navne var derfor ikke nødvendige. Jeg lærte at ride på den grå hest (den som havde sparket mig og som var den mest villige). Jeg havde først øvet mig både ved at lege cowboy på en tønde bag hønsehuset og ved at sidde på en af hestene når der arbejdedes i marken. Da skulle jeg også få hestene til at gå frem f.eks. under indsamling af roer. Da jeg blev dreven nok, fik jeg lov til at ride alene med hesten nede i skoven hvor det var muligt at trave på skovvejene. Jeg prøvede også at galoppere dernede. Under en sådan galop sprang hesten pludselig til side da den vistnok hørte en fugl rasle i krattet ved siden af stien. Jeg faldt af, men klarede at holde fast i tøjlerne og kom uskadt hjem fra denne oplevelse. Jeg blev dog aldrig en så dreven rytter som Per var dengang. For øvrigt red vi aldrig med sadel, men brugte dog en gjord med stigbøjler. Under gjorden anbragtes en tom sæk som rideunderlag. 5. Gæster på gården og familiebesøg mv. 52. Ferie var der ikke meget af for vore forældre. Ferieafløsere på landet blev vistnok først almindelige i løbet af 1960erne. Men mine forældre var på sin vis heldige. Farmor og farfar kunne tage sig af gården. Det skete bl.a. da mine forældre og Per rejste et par uger til Norge i 1946. Far ville nok gerne vise mor og Per det område i Gudbrandsdalen hvor han havde tilbragt et år som kontrolassistent i 1922-23. 53. To år efter fik vi besøg fra Norge. Det var Kaia og Per Tollersrud fra gården Tollersrud i Gausdalen ikke langt fra Lillehammer. Far lånte eller lejede en jumbe som frederiksborgeren blev spændt for. Så kunne gæsterne blive stadsmæssigt transporteret til de forskellige seværdigheder i nabolaget. Til længere udflugter lejedes den lokale taxi hos vognmand Rosborg i Værum. Det gjaldt for eksempel en udflugt til Hvidsten kro nord for Randers. Rosborg var altid chauffør. Han var også bestyrer af den lokale telefoncentral i Værum. Jeg antager at hans kone stod for telefonomstillingen når der var brug for taxaen 18. I 1948 kom Kaia og Per Tollersrud på besøg fra Norge. Den røde frederiksborger blev spændt for en lejet jumbe til udflugt med gæsterne. Der var nok ikke plads i jumben til mere end fire. 17 Øg er oprindelig gammeldansk for hoppe, altså ikke noget skældsord som det vil kunne opfattes i dag. 18 Indtil midten af 1950erne var der stadig manuelt betjente centraler i Danmark. Vi fik installeret telefon på gården nogle år før der blev indført telefoner med drejeskive. Indtil da måtte vi til købmanden i Tebbestrup for at telefonere. Han havde offentlig samtalestation. 18

54. I 1948 fejredes farmor og farfars guldbryllup på Hvidsten kro. Rosborg kørte os alle seks derud. Der var klapsæder i bilen så den kunne transportere netop seks passagerer. Fra farmor og farfars guldbryllup i 1948 som blev fejret med udflugt til Hvidsten Kro. Foto taget foran mindestenen for de under krigen henrettede modstandsfolk fra Hvidstengruppen. Et andet besøg på Hvidsten Kro, 1938 55. En sjælden gang drog vi på familieudflugt til stranden. Jeg husker en tur til Fjellerup strand på nordkysten af Djursland ca. 1946. Vi lejede som altid vognmand Rosborg og hans taxi til at køre os derud. Far havde engang lært at svømme, men det viste sig at han havde glemt det meste af denne færdighed. Svømning stod dengang ikke på timeplanen i landsbyskolerne, og vi fik aldrig lov til at bade i Gudenåen. Det var alt for farligt på grund af den stærke strøm i åen. Men det var muligt at få svømmeundervisning på Gudenåbadet i Randers. Det var et friluftsbad hvor vand fra Gudenåen blev ledet ind i et bassin hvor der var træning for medlemmerne af den lokale svømmeklub. Der var der en kvindelig svømmelærer som også underviste ikke-medlemmer. Jeg fik lov til at tage et svømmekursus da jeg var ca. 13 år. 19

56. Om sommeren havde vi familiesammenkomster hos morfar og mormor i Værum og på Andersholm. Det var ofte i forbindelse med at mors søskende kom på besøg med deres familier. Mor havde to brødre (Carlo og Arne) og to søstre (Karen og Mary). Både Carlo og Arne havde fulgt i deres fars fodspor som slagtere. Carlo blev pølsemester ved et slagteri i Silkeborg. Han blev gift med Nete og fik to sønner, Ole og Jørgen. Arne flyttede til København før 1940 hvor han stiftede familie og fik tre piger, Ingelise, Kirsten og Maj. Mary flyttede til Randers hvor hun blev gift med Møller og fik fire børn, Jørn, Tove, Søren og Bodil. Karen flyttede også til København hvor hun forblev ugift. Billederne nedenfor er fra familiesammenkomster i Værum og på Andersholm ca. 1950. Tre generationer samlet i Værum ca 1953. Fætre og kusiner samlet på Andersholm ca. 1950. Fra venstre Jørn, Ole, Svend, Tove, Søren, Jørgen og en gæst (?). Tove og jeg var endnu lige høje, men året efter overhalede hun mig. Hun var et år yngre end mig. 20