Ørbæk sogns historie fra ca. 1500 til ca. 1900 Forfattet af Steffan Hahnemann 1

1 Ørbæk sogns historie fra ca. 1500 til ca. 1900 De ældste kilder. Den allerældste kilde er Kong Valdemars Jordebog, i hvis hovedliste, som er skrevet i 1231, Ørbæk omtales under Vindinge herred: Der er i herredet 4 fjerdinger, hvoraf Ørbæk udgør den ene. Det må på det nærmeste dreje sig om det senere Ørbæk sogn. Derudover er anført Frørup. Fjerdingerne rummer så og så mange havne, hvor en havn er den gårdgruppe, som er fælles om at stille en kriger til ledingsskibet. På det tidspunkt var både selvejerbønder og fæstere ledingspligtige, senere, vel allerede fra ca. 1250 hvilede ledingspligten kun på selvejerbønderne. Jordebogsnotatet lyder således: Vinding herred: Hjulby er 9 mark guld. I Aunslev fierding er der 24½ havne, hver havne giver 2 øre korn, 2 øre penge, en halv øre havre, 18 denarier og 6 høns. I Kullerup fierding er der 10 havne, af hver havne en halv øre havre, 18 denarier og 6 høns. I Ørbæk fierding er 8 havne, af hver havn en halv øre havre, 18 denarier og 6 høns. I Søllinge fierding er 16 havne, af hver gives det samme som ovenfor. Frørup er 9 mark guld, her er 8 havne, af hver 2 øre korn og 2 øre penge, en halv øre havre, 18 denarier og 6 høns.. Der har altså i 1231 været ledingspligtige bønder i Ørbæk sogn. Sandsynligvis har bønder fra Ørbæk været med ved Tallin i Estland i 1217 og har været bjertagne vidner til nedkomsten af Dannebrog. Det næste notat om Ørbæk er ganske kort. Vi finder det i Danmarks riges breve, hvor der gengives et dokument, hvormed fru Edele, enke efter stormanden Aastrid Rigesen og broder til en anden afdød stormand Esbern Lille, overdrager gods på Lolland til St. Clara kloster i Roskilde. Det fremgår, at dokumentet er udfærdiget i Ørbæk, hvor Aastrid Rigesen og fru Edele må formodes at have boet. Det kunne være det tidligste glimt af borgen Ørbæklunde. Dokumentets ordlyd er som følger: Danmarks riges breve. 2. del, 2. hefte, Nr. 293. 1277, 7. juli Givet i Øræthbæc Edele, enke efter Aastrid Rigesen, gentager sin overdragelse til Roskilde Clara kloster af gods i Savnsø paa Lolland, som jeg ifølge arveretten fik efter min broder Esbern Lilles død - -. Ørbæklunde Jens Beldenaks borg Ørbæks ældre historie har, som det gælder for så mange andre landsbyers, ganske overvejende været knyttet til én borg eller herregård. I denne henseende var Ørbæks herregård Ørbæklunde. Den eksisterer endnu i dag i bedste velgående. Men dens forgænger som besidder af de gårde og huse, der udgjorde Ørbæk by, er borte. Af den er i dag ikke det mindste spor. Denne borg, som almindeligt, men måske misvisende, betegnes det ældste Ørbæklunde lå lidt øst for det nuværende Ørbæk. Vi har ikke fra kilderne noget navn på borgen, specielt kender vi den ikke under navnet Ørbæklunde. Det kunne falde naturligt at navngive den efter Jens Beldenak, biskop i Odense, som besad den til sin død i 1532. Borgen skal ifølge overleveringen være blevet erobret og afbrændt af bønder og borgere under Grevens Fejde få år senere for ikke siden at blive genrejst. Også i henhold til den folkelige overlevering skal borgens beboere, under deres forsøg på flugt, være blevet hugget ned. Borgen har som sagt ligget øst for byen, på marken på sydsiden af Sentvedvej, lige før den deler sig for til venstre at fortsætte mod Sentved og til højre dreje ud i Langemosen, som nu længst ikke mere er mose, men agerland. For århundreder siden var der dog mose her, og i middelalderen har 1

2 mosen vel været den væsentlige forudsætning for placeringen af borgen herude. På sin østlige side havde den så Langemosen og på den vestlige og nordlige side Jens rende, som den har været kaldt i Ørbæk langt op i vort århundrede. Navnet skal være et opkald efter den oven omtalte Jens Beldenak, den overdådige biskop i Odense, som havde smag for gods og magt og anden verdslighed. Resterne efter borgen er omtalt i flere kilder, således i en indberetning fra 1807, hvor Ørbæks sognepræst skriver således: Østen for Ørbæk by ses endnu lidet spor af gravene om en der forhen stående gård kaldet Ulfsborg et stykke af en egepæl står der endnu som formodes at være en levning af vindebroen i. Nogle årtier tidligere havde Resen følgende notat om borgruinen: På Ørbeck mark findes ved en udgravet sø kiendetegn af en herregård, fordum kaldet Ulfsborg, hvoraf endnu ses graver ii. Usikkerheden om Ørbæklundes forgænger Næsten samtidig har to mænd med stærk lokal tilknytning og stort lokalkendskab skrevet om Ørbæklundes historie. Den første er den på Fyn velkendte amatørhistoriker, skolelæreren Søren Jørgensen ( Kistrup ), som var født i Ørbæk og af gammel Ørbækslægt. Den anden var arkæologen Kai Uldall, overinspektør på Nationalmuseet, hvis moder var en datter fra Ørbæklunde. Den første skriver i 1913, den sidste året efter til dels i polemik mod Søren Jørgensen. Gammel folkesnak og overlevering i Ørbæk spiller en væsentlig rolle for dem begge, men Kai Uldal har tydeligvis haft lettest adgang til de skriftlige kilder i Ørbæklundes godsarkiv. Enige er de dog i det store og hele om borgen ved Langemose iii. Derimod afviser Kai Uldal Søren Jørgensens påstand om en forgænger for det nuværende Ørbæklunde liggende sydøst for dets have. Søren Jørgensen hævder, at det drejer sig om gården Lunde eller Londe og skriver, at af de grave og damme, der i sin tid havde omgivet gården, er der endnu tydelige spor iv. Det afviser Kai Uldal, og han finder ingen holdepunkter i terrænet for eksistensen af en sådan gammel gård eller borg v. Senere omtaler han dog selv existensen af et voldsted ca. 400 alen østligere [end hovedgården, forf.s anm.] ca. 900 alen nord for for Lunde mølle og Lunde å. Stedet har i mange år været under plov, indtil det i 1860-erne inddroges i Ørbæklundes have. Nu ses kun en lav højning, som knap nok fortjener navn af voldsted, og der vides da heller intet om fund fra gårdens tid. Sø eller mose må have omgivet stedet vi. I 1943 præciserer han videre: Henrik Friis samlede i hvert fald sine ejendomme til én gård, Ørlunde. Inden den nuværende hovedbygning rejstes [1593, forf.s anm.], lå denne gård ca. 250 m østligere, nord for Lunde mølle og Lunde å, som Kongshøj å kaldes på egnen. Stedet har i mange år været under plov, indtil det i 1860-erne inddroges i Ørbæklundes have. Nu er næsten alle spor af bebyggelse udslettede, dog træffes syldsten af bindingsværksbygninger. Stedet synes at have været omgivet af vand - - vii. Søren Jørgensens og Kai Uldalls voldsteder kunne være samme sag, men vi mangler fortsat helt sikre vidnesbyrd om borgens beliggenhed mellem ødelæggelsen i 1534 og byggeåret 1593 for det nuværende Ørbæklunde. Kort gengivet fra Danske slotte og herregårde. Red. A. Hassø. 1943, s. 310 Voldstedet markeret østligt i parken Både Kai Uldall og Søren Jørgensen omtaler endvidere det halvt sagnagtige Ulvsborg, som har haft megen tyngde i den 2

3 folkelige overlevering. Søren Jørgensen henfører, i overensstemmelse med folkesnakken, denne borg til Lysemosen, som ligger på marken sydvest for Ørbæk by viii. Kai Uldall hefter sig ved, at overleveringen først og fremmest nævner en borg i en sø og mener, at stedfæstningen til Lysemosen er sekundær i forhold til denne tågede erindring. Han mener, at lokaliseringen lige så vel kan have været til borgen ved Langemose, som også en gang har ligget som en borg i en sø, udgjort af gravene og Åsmosen, som oprindelig var en sø. Endvidere, fortsætter Kai Uldall, står Ulf for navnet Oluf, og denne Oluf kunne være Friisernes stamfader eller forfader, som ca. år 1300 nævnes til Lunde eller Lundby ix. Denne Kai Uldalls sidste konstruktion må vi dog afvise, for det Lunde eller Lundby, der her er tale om, er ganske sikkert Lundby i Nørre Lyndelse sogn, hvor vi finder Friisernes stamsæde x. Når det alligevel er værd at tage med i overvejelserne, så skyldes det navnet Ulf for Oluf. For navnet Ulf går igen i et stednavn, som anføres i markbogen fra 1682 til Christian V.s Danske Matrikel. Det er navnet på tofterne til de gårde, som før udskiftningen af fællesskabet og udflytningen af gårdene lå i byens sydøstlige del ud imod Jens rende og borgen i Langemose. Disse tofter kaldes for Ulws tofter. Udskiftningskortet for Ørbæk by fra 1795 gengiver desværre ikke de gamle stednavne, men af udskiftningsforretningen fremgår det, at gården med de senere matrikelnumre 16 og 17 har fået Ulfs toft til deling xi. Disse 2 gårde er blandt de 6, som forbliver i byen efter udskiftningen, antagelig fordi de har deres jorde liggende op til byen, og deres jorde strækker sig da ud over Jens rende og området for den gamle borg i Langemose. Inderst, lige inden for Jens rende, må Uls- eller Ulws tofter så have ligget. Er det den Ulw, eller Ul, eller Ulf eller Oluf, som har besiddet Ulfs borg, og som har givet navn til disse tofter? På banken midt i billedet lå Beldenaks borg. I forgrunden Jens rende. Poul Laxmand Biskop Beldenak havde overtaget borgen herude sammen med det meste af Ørbæk by fra rigshovmesteren Poul Laxmand, som i 1502 var faldet i unåde hos kong Hans og ikke blot det, men også var blevet knivstukket og kastet i kanalen ved Høybro plads i København og derved ynkeligt omkommet. Jens Beldenak, som havde så meget på samvittigheden, så man kunne tiltænke ham det værste, har været stærkt mistænkt for at stå bag hele affæren for selv at have opfundet de påstande, som førte 3

4 til anklagerne mod Poul Laxmand, og hvisket dem i kong Hans følsomme øre. Motivet skulle vel så være griskhed, en egenskab som givetvis ikke var Jens Beldenak fremmed, efter Poul Laxmands gods blandt andet på Fyn, herunder borgen og gårde og huse i Ørbæk by. Poul Laxmand blev dømt ved Rigsretten i 1502 xii. Han var da allerede død og borte. Blandt meddomsmændene var Jens Beldenak. Man ser her, hvilke ret luftige beskyldninger som rettes mod Laxmand. Han dømmes nu, efter sin død, til fortabelse af alt sit gods til kronen. I 1503 dømmes han fredløs på Sjællands landsting. For kun landstingene kunne dømme fredløs. Dermed har kong Hans søgt at råde bod med tilbagevirkende kraft på meddelagtighed eller i det mindste den medviden, han ganske sikkert har haft, om overfaldet og mordet et år tidligere. Poul Laxmands gods var altså efter rigsretsdommen inddraget under kronen. Dermed også godset i Ørbæk by og borgen i Langemose. Han må have besiddet hele eller næsten hele Ørbæk, bortset fra et par gårde. Vi ved, at han ca. 1490 har byttet sig til tre gårde i Ørbæk fra Sct Hans Kloster i Odense xiii. En del af gårdene må han have giftet sig til med sin første hustru, som hed Inger Munk Lange, for de børn, han havde med hende, hævder senere (med god grund) retten til en del Ørbækgårde som værende deres mødrene arv xiv. Disse gårde måtte derfor stå uden for den retslige beslaglæggelse, som kun kunne vedrøre Poul Laxmands eget gods. Nærmere herom nedenfor. Vi ved også, at Poul Laxmand besad den nær Ørbæk og borgen beliggende vandmølle Aas mølle. Disse oplysninger er de ældste skriftlige kilder, vi har om Ørbæk by. Vi får altså et ganske smalt lys kastet ind over slutningen af 1400-tallet. Vicarie til Sct Knuds kirke I 1502 inddrages Poul Laxmands gods i Ørbæk altså under kronen. Ca. 1512 tilforhandler biskop Jens Beldenak sig både gårde og borg xv. Vi kunne først forsøge at følge borgen: Det fremgår af de skriftlige kilder, at Jens Beldenak har stiftet og funderet et vicarie til Sct Knuds kirke i Odense bestående af gården Ørbæklunde og lidt mere usikkert Lundts mølle xvi. Vicariet har han senere overdraget sin søstersøn, den senere domprovst i Viborg Christiern Pedersen, i være og forlening. Da Poul Laxmands børn gør krav på og ved rettertingsdom i 1526 får tilkendt deres mødrene gods, som, ulovligt, var inddraget i den konfiskation af Poul Laxmands gods, der fandt sted i 1502, gælder det også det gods, som udgør dette vicarie xvii. Laxmand-børnene mageskifter imidlertid allerede i 1527 denne mødrene arv, inclusive Ørbæk-godset til kongen, som igen d. 4/1 1528 giver Christiern Pedersen livsbrev på gården Ørbecklunde xviii. Det må være vicariet, som hermed genetableres. Møllen omtales dog ikke. I 1537 mageskifter Christiern Pedersen til Johan Friis på Hesselagergård dette efternævnte gods, som hører og ligger til et vicarie udi sanct Knuds kirke udi Ottense - - som er først en gaard kaldes Ørbechlunds gaardt, - - -, tillige er en mølle kaldet Lunde mølle - - xix. Inde bag disse oplysninger må gemme sig borgen ude i Langemose, hvis overleveringen står til troende, at den først blev nedbrudt under Grevens fejde i 1534. Så må den have været en del af det vicarie, som Jens Beldenak stifter, og som Christiern Pedersen senere får i forlening. Den må være bestanddel af det mødrene arvegods, som Laxmand-børnene gør krav på og for tilkendt i 1526. Den nævnes ikke i de skriftlige kilder vedrørende dette gods, men i 1527 omtales Lunde gordth bestående af 2 gårde ydende så og så meget i landgilde. I en påfølgende opremsning omtales den 4

5 dog blot som Lwntz gaardt med samme ydelse. Det sandsynligste er, at det er borgen og dens ladegård, som her omtales. Borgen i Langemosen, Ulfs borg har altså, antagelig kort efter Jens Beldenaks overtagelse, været tillagt Sanct Knuds kirke som et vicarie med en antagelig kirkelig bestyrer eller lensmand, som fra begyndelsen kan have været søstersønnen Christiern Pedersen. I 1537, da vicariet afhændes, er borgen forsvundet, og tilbage er kun ladegården, men med samme afgifter som i borgens tid, således som de er anført i Laxmand-børnenes fordring. Borg og vandmølle Også Jens Beldenak har rådet over næsten al byen med undtagelse af det gods, som vi senere ser dukke op som hørende til herregården Ravnholt i Herrested sogn. Som Poul Laxmand ejede også Jens Beldenak Aas mølle. Den er fulgt med gårdene og borgen fra Poul Laxmand til kongen til Beldenak. Den ovenfor omtalte lokalhistoriker Søren Jørgensen ( Kistrup ), som var født i Ørbæk fortæller, at der endnu i hans barndom, i det sidste par 10-år af det 19. århundrede, kunne ses tydelige spor af borgen i terrænet. Det er også i henhold til ham, at borgen har dækket en flade mellem Aasdamsgrave mod nord, Jens rende mod vest, Stegersdammet mod syd og øst og Kobberstente grave mod øst xx. Jens rende og Aasdams grave er lokaliserbare, de øvrige er ikke. Jeg har ikke kunnet spørge mig frem til noget kendskab til dem i dag. Lad os imidlertid koncentrere opmærksomheden om stednavnet Aasdamsgrave. Stedet, som i dag kaldes for Åsmosen, afgrænsede altså dengang borgpladsen mod nord. Den danner i dag, som den må have gjort det dengang, en naturlig forlængelse af Jens rende. Søren Jørgensen omtaler den som Aasdam. I de ældste kilder, som er jordebogslister fra 1516-32, omtales den som damstedeth eller et damstedh, som bønderne i fællesskab lejer af Jens Beldenak, og hvoraf de tilsammen yder en afgift på en fjerding smør xxi. Den afgift viser, at de betaler Beldenak for tilladelsen til at græsse deres kreturer i damstedet, som altså da i hvert fald til dels må have været eng. Der er ingen tvivl om, at dette damsted er det samme som det nuværende Åsmosen. Det ligger også senere til Ørbæklundes enemærke, indtil det i forbindelse med udskiftningen af fællesskabet Ås mølle 5

6 bliver udstykket til tørvelodder til Ørbæks bønder. Det er i denne forbindelse, at vandmøllen Ås mølle, som i dag ligger ved sognets nordlige grænse, på den anden side af Ørbæk å, i Refsvindinge sogn, bliver yderligere interessant: Der er, trods dens navn, ingen ås dér, hvor den ligger. Men der er, ved den banke som bærer navnet ås, som ovenfor anført, en lavning, som oprindelig bar navnet damstedet. Det navn betyder, at der her engang har været en opdæmmet sø, formentlig en mølledam. Den tanke kunne være nærliggende, at Ås mølle har ligget ved den dam og stemmet op til både mølledam og vandfyldte grave om den middelalderlige borg øst for byen. Vi ser da også, at ejeren af borgen også besidder Ås mølle. Borgen antages som nævnt ødelagt under Grevens fejde 1534-35, men da Henrik Friis i 1537 får det oprindelige bispegods, som efter reformationen var inddraget under kronen, i pant af kongen, følger Ås mølle også med i transaktionen. Ved gentagne pantsætninger af Ørbækgodset op gennem 1500- tallet til Friisslægten følger møllen stadig Ørbæk-godset. I 1604, da Ørbæk endelig tilskødes Niels Friis til Ørbæklunde (og Hesselagergård), forbliver Ås mølle dog under kronen. Det betød, at det nu næppe længere var Ørbæks bønder, som fik malet deres korn i Ås mølle, men kongens egne bønder i de omkring liggende byer. Vi kunne således formode, at Ås mølle oprindelig har ligget ved den nordlige ende af Åsmosen, som har haft sin opstemning til dam her og altså da var mølledam. Dammen og møllen har fået vand fra det vandløb, som dengang har fyldt Jens rende og længere nordpå er mundet ud i Ørbæk å. Vi skal antagelig tilbage til midten eller slutningen af 1400-tallet for at se området se sådan ud. Denne middelalderlige placering af Ås mølle forudsætter dog, at der har været betydeligt mere vand i åer og bække på det tidspunkt. Men det er der talrige indicier på, at der har været. Måske først og fremmest netop omkring vandmøllernes historie i området. Eksempelvis Gammel mølles oprindelige placering ved Gammelbækken, et tilløb til Ørbæk å og Rygårds, Glorups og Ovenskov møllers placering ved Fiskebækken (et tilløb til Kongshøj å). Der er andre kilder, som bestyrker vores formodning om Ås mølles oprindelige placering her på Åsen ved Åsmosen. Det drejer sig om retsreferater fra en langvarig proces, strækkende sig over ca. 70 år, som udspandt sig først ved Vindinge herredsting og senere ved højere retsinstanser i 15-1600- tallet xxii. Den synes at tage sin begyndelse i 1563, da en sag indbringes for herredstinget. Det drejer sig om et mellemværende mellem Henrik Friis på den ene side og mølleren på Ås mølle og lensherren på Nyborg slot på den anden. Det er kommet til konflikt om Åsen, hvor Henrik Friis gør krav på hele Åsen, mens modparten hævder retten til dens nordlige del, som har ligget til Ås mølle fra Arild. Der opnævnes flere gange under sagens forløb på tinge synsmænd, der aflægger vidnesbyrd bl.a, om det stykke af åsen, som lå norden for en Gröfft, som vender med dend öster side paa dend gammel damb oc paa dend wester side till thofften. Hvis vi går ud fra, at denne gammel damb har haft samme udstrækning dengang, som den har i dag, og den er et så veldefineret landskabstræk, at den antagelse synes givet, så må den omtalte grøft være gået tværs over åsen på højde med den nuværende gård Åsgård. Mod vest rammer den så Ørbæk å, og vest for den støder den på Tofte agre, som agerskiftet her kaldtes på den tid. Grøft betød den gang snarest dige, og sådan skal ordet nok forstås. Dette dige er formentlig identisk med det, vi i dag ser strække sig fra den nordlige afgrænsning af Åsmosen, tværs over åsen og ind mod Åsgård. 6

7 Den nordlige del af åsen, nord for dette dige, har den gang ligget til Ås mølle, som urtehave og som agerjord. Dengang møllen lå ved den gammel dam. Jens rende har da været en bæk, et tilløb til Ørbæk å, tilstrækkeligt vandførende til at benyttes til opstemning af mølledam samt voldgrave omkring Jens Beldenaks borg. På nordsiden af dette dige på åsen har en vej ført fra Toften vest for Ørbæk å, ad en spange over åen, videre over åsen ned til møllen ved nordspidsen af Ås dam, over dæmningen og videre op over markerne mod øst i retning mod Sentved og Eble og sydøst over mod Frørup. Måske i forbindelse med udtørring af bækken er Ås mølle flyttet ud til sin nuværende beliggenhed ved Ørbæk å. Da borgen ved Jens rende blev indtaget og nedbrændt i 1534, kom Ørbæklunde s historie derefter til at udspille sig et andet sted, og dermed forsvandt også den begrundelse for at fastholde møllen på sin oprindelige beliggenhed. Men siden har Ås dam hørt til Ørbæklundes enemærke. Men det middelalderlige Ørbæk har haft sin herremand i borgen herude mod øst, omgivet af voldgrave og med kontrol over mølledam og vandmølle, en vandmølle, som Ørbæk bys bønder måske allerede på den tid var pålagt at benytte: En vandmølle som bidrog til at styrke borgens magt over dens fæstebønder. Antagelig har dog hverken Poul Laxmand eller Jens Beldenak, som begge havde adskillige andre besiddelser og flere af mere celeber art opholdt sig på borgen i Ørbæk på mere end kortvarige besøg og overladt administrationen til en stedfortrædende foged. De ældste skriftlige kilder Jens Beldenaks Ørbæk I rigsarkivet er bevaret en del af Odense bispestols regnskaber fra 1514 til 1532 herunder jordebogslister over landgildeydelser af de bønder i Ørbæk by, som lå til stiftet. Disse lister er bevaret i to grupper. Den første består af 4 årslister fra tiden 1514 til 1521. Den anden af to lister fra perioden 1529 til 1532 xxiii. I rigsarkivet findes endvidere bevaret en opgørelse fra 1537 over Odense bispestols gods, herunder de landgildeydende bønder i Ørbæk xxiv.. Endelig har vi bevaret en oversigt over kronens gods på Fyn, herunder det tidligere, nu beslaglagte, bispegods og herunder bønderne i Ørbæk by xxv. I Frederik I.s registranter findes, som nævnt, en oversigt over det gods, som Poul Laxmands børn gjorde krav på som deres mødrene arv, af det laxmanske gods, som kong Hans ved rigsretsdom havde beslaglagt i 1502. Ved en kendelse i 1526 fik de tilbageført den del af godset, som kunne henregnes til deres mødrene arv herunder en del gods i Ørbæk. I 1527 mageskifter de dette gods, inklusive godset i Ørbæk, med kronen, som igen mageskifter godset med Jens Beldenak xxvi. Udover en kort omtale af Ørbæk bys ledingsforpligtelser i Kong Valdemars jordebogs hovedliste fra 1231, er disse kilder de ældste vi har til beskrivelse af Ørbæk by. Kilderne består af lister over bøndernes navne, og ud for hvert navn er landgildeforpligtelsen anført. Til sidst i listen er anført, hvad bønderne i fællesskab har ydet af afgifter. 7

8 Nedenstående er gengivet listen for regnskabsåret 1. maj 1514 til 1. maj 1515: Nr Navn Afgift korn Afgift penge Afgift andet Arbejde Gæsteri 1 Nis Wester 4 ørte malt 25 sk 24 sk 2 Jep Holm 4 ørte malt 9 sk 24 sk 1 lam, 4 høns, 2 gæs 1 bolgalt 3 Hans Persen 4 ørte malt 24 sk 24 sk 4 høns, 2 gæs 4 Hans Matsen 2 ørte malt 12½ sk 12 sk 5 Per Hansen 2 ørte malt 12½ sk 12 sk 6 Oluf Jensen 4 ørte malt 25 sk 24 sk 7 Jep Bertelss 1½ ørte malt 19 sk 12 sk 8 Niels Knudss 4 ørte malt 4½ mark 9 Mats Jenss 1½ ørte malt 19 sk 12 sk 10 Mats Wester 3 ørte malt 8 sk 16 sk 11 Per Hanss 3 ørte malt 8 sk 16 sk 12 Jep Michelss 4 ørte malt 25 sk 24 sk 13 Hans Nielss 3 ørte malt 24 sk 14 Hans Baghi 3 ørte malt 8 sk 16 sk 15 Knut Gormss 2 ørte malt 12½ sk 12 sk 16 Hans Powelss 2 ørte malt 24½ sk 17 Anders Jenss 4 ørte malt 16 sk 24 sk 18 Niels Perss 4 ørte malt 3 mark 1 sk 19 Jens Michelss 2 ørte malt 18 sk 12 sk 20 Jep Ploff 4 ørte malt 25 sk 24 sk 21 Per Lauritss 2 ørte malt 12½ sk 12 sk 22 Oluff Brun 1½ ørte malt 15 sk 15 sk 23 Hans Wester 2 ørtug malt 18 sk 12 sk 24 Esge Lauridss 4 ørte malt 25 sk 24 sk Tilsammen giver Ørbæk mænd 2 tønder smør og 1 fjerding og 1 fjerding af et damsted De næste lister frem til 1521 er identiske, hvad angår afgifterne og rækkefølgen af landgildeydere. Kun enkelte navne er blevet erstattet med nye. De to lister fra 1529/30 og 1531/32 viser en ganske ændret rækkefølge i opremsningen af landgildeydere, men summa-ydelsen af korn, penge og småredsel, samt den samlede smørydelse er den samme. Man bør hæfte sig ved, at gårdene nr. 4og 5, 10 og 11 samt 13 og 14 stadig ligger ligger side om side. Disse gårde har, parvis som de er nævnt, ens landgilde. Det er nærliggende at antage, at det drejer sig om to landgildeydere på én gård. At listerne således opremser landgildeydere og ikke gårde. Formentlig viser listerne således 24 landgildeydere på 21 gårde. Listerne fra 1537 og 1542 er, bortset fra et par navneskift, identiske med listerne fra 1529-32 både hvad angår rækkefølge og ydelser. Jens Beldenak modtager altså landgilde fra 24 fæstere i Ørbæk by, antagelig fordelt på 21 gårde. 8

9 Disse fæstere og gårde udgjorde størsteparten af Ørbæk, men de var ikke hele byen. At gøre rede for de resterende gårde er ulige vanskeligere. Det skyldes blandt andet, at det er så vanskeligt at få rede på afløseren for Jens Beldenaks borg ved Langemose. Der er nedenstående gjort forsøg på at følge de spor og linier, de skriftlige kilder lægger ud og tegner. Interessen må her samle sig om to gårde, som vi kan betegne som Lunds gård 1 og 2. Lunds gård For at resumere: Lunde gordh er første gang nævnt i forbindelse med Poul Laxmands børns ovennævnte tilkendelse af den del af faderens beslaglagte gods, som var deres mødrene arvegods efter deres moder Poul Laxmands første hustru Inger Munk (Lange). Allerede i 1527 mageskifter de imidlertid en del af dette tildømte gods, herunder godset i Ørbæk, med kongen, som 4/12 1528 igen mageskifter samme gods med biskop Jens Beldenak, som tidligere (ca. 1512) havde tilforhandlet sig det beslaglagte gods. Det fremgår endvidere, at Christiern Pedersen i Viborg 4/1 1528 får livsbrev på gården Ørbæklunde. Christiern Pedersens skøde til Johan Friis til Hesselagergård søndag efter Sct Kanuti konges dag 1537: Det fremgår af skødet, at Christiern Pedersens morbroder Jens Beldenak havde stiftet det omhandlede gods til et vicarie til Sct Knuds kirke, et vicarie som Christiern Pedersen nu har i forlening. Godset består i 1537 af Ørbecklunds gaardt, som Anders Bendtsen oc Boelle Jenss udi boer oc skylder aarligen en halff læst hart korn 3 mark pendinge och en skæppe smør, samt en mølle kalles Lunde mølle liggende hart neden till for:ne Ørbecklunds gaardt och skyller aarligen 17 ørte meel. Bortset fra pengeydelsen er afgiften af Ørbecklunds gaard i 1537 den samme som af Lundtz gaard i 1527. At pengeydelsen i 1537 er sat til 3 mark mod 1 mark i 1527 skyldes antagelig, at den ene mark har været mark sølv og ikke mark lybsk (= 45 eller 48 sk) som skødet meddeler, mens de 3 mark i 1537-skødet er at forstå som 3 mark lybsk (= 48 sk). De identiske afgifter viser at det drejer sig om samme gård. Der er ingen tvivl om, at Gård og mølle i 1537 er identisk med Lundts gård og Lundts mølle i 1527 (1531). Gården og møllen hører således til Laxmand-børnenes mødrene arvegods. og er altså gods, som Poul Laxmand er kommet i besiddelse af ved sit ægteskab med sin 1. hustru Inger Munk Lange (som dør ca. 1493). Det må betyde, at Lunde-/Ørbæklunde gård og Lunde mølle, foruden 8-9 gårde i Ørbæk by, kan føres tilbage til Inger Munks og længere tilbage antagelig hendes slægts besiddelse. Den anden Lundsgård Der er imidlertid i kilderne nævnt en anden Lundsgård. Opklaringsarbejdet vedrørende den kunne tage sit udgangspunkt i året 1614. Ejeren af Ørbæklunde (og Hesselagergård), Niels Friis, er død 1610 og hans hustru i 1613. I 1614 er der skifte mellem arvingerne, og skøder bliver skrevet. Sønnen Jesper Friis overtager Ørbæklunde og godset i Ørbæk. I skiftet er der først en redegørelse for alt det gods, som tilhørte Niels Friis. Derunder godset i Ørbæk (for de velstående Friisere havde på det tidspunkt også gods mange andre steder) xxvii. 9

10 Vi ved, at Niels Friis fader Henrik Friis i 1537 er blevet tilskødet 2 gårde i Ørbæk by. Den ene, som er på størrelse med 2 almindelige bondegårde, kaldes Londs - eller Lundts gård. Den anden er af beskeden størrelse xxviii. Vi ved også, at Niels Friis i 1604 ved en byttehandel, et mageskifte, har fået tilskødet det gods, som før reformationen havde tilhørt Odense bispestol, og som, efter at være blevet inddraget under kronen, i 1537 er givet hans fader som pant i forlening. Men i 1604 går det altså fra en forlening over til at blive Ørbæklundes ejendom xxix. Dette gods kender vi fra skødet og fra de gamle jordebogslister fra Jens Beldenaks tid samt fra fra 1537og 1542. Vi ved altså, hvad vi kan forvente at se som Ørbæk-gods i skiftet i 1614: Det tidligere bispegods, som fra kronen mageskiftes til Niels Friis i 1604 samt de gårde, som hans fader Henrik Friis har modtaget fra Ravnholt i 1537. Ser vi på de to lister over Ørbækgårde fra henholdsvis 1604 og 1614, så er der, bortset fra de to første gårde i listen fra 1614 fuld overensstemmelse (12 yder hver 4 ørtug byg, 4 yder hver 3 ørtug, 2 yder hver 2 ørtug, 2 yder hver 1½ ørtug og 1 tder 3½ ørtug af 2 gårde. Tilsammen i begge lister: 70½ ørtug byg). Vi ser altså det gamle Beldenak-gods, og derudover 2 gårde, som må være identiske med de to gårde, Henrik Friis blev tilskødet af Niels Bild på Ravnholt i 1537. De 2 gårde er i den i skiftet anførte liste over Ørbækgodset: Gård nr. 1, som yder 2 ørtug byg i landgilde, 1 otting smør, 1 mark ervidspenge, 1 gås, 1 skæppe havre, 12 sk gæsteri, 2 høns og 1 foernød. Den må være identisk med den gård i skødet fra 1537, som er anført for en ydelse på 2 ørtug byg, en skæppe smør det ene år og en bolgalt det andet år, 9 sk ervidspenge, en gås, 2 høns og 9 sk gri, selvom ydelserne ikke er ganske identiske. Gård nr. 2, som yder 2 ørtug rug og 4 ørtug byg, 1 ørtug havregæsteri, 1 mark ervidspenge og 1 foernød. Den må være identisk med den gård i skødet fra 1537, som benævnes Londs, og som yder 5 ørtug byg, 2 ørtug rug, 2 ørtug havre, en bolgalt, en skæppe smør, 1 mark ervidspenge, et lam, 2 gæs, 4 høns og en ørte havre gæsteri. Også her er der dog små forskelle i ydelserne De to gårde adskiller sig i 1614 fra de øvrige ved hver at føde 1 foernød og gård nr. 2 er den eneste som yder rug. Rugydelsen præsteres, som det fremgår, også i 1537. De to gårde er det muligt at følge længere frem i tiden og sluttelig kortlægge deres beliggenhed i Ørbæk by: Den mindste gård lå, hvor nu Ørbæk skole ligger. Den blev udflyttet i 1780-erne til sin ved udskiftningen tildelte marklod. Den ligger i dag vest for Ørbæk by og kaldes Kildegård. Den anden og større gård lå på den banke, som i dag kaldes for Mejerivænget. Banken med sin gårdsgruppe kaldtes oprindelig Kildeballe. Navnet har den utvivlsomt fået fra den kilde, oprindelig dyrket som helligkilde, der sprang frem lige neden for banken, på dens østside ved Hulvejen, som dengang var byens hovedgade, på nordsiden af åen. På denne banke og nærmest kilden lå den gård, som Niels Bild i 1537 kaldte Londs, og som dengang var så stor som 2 fuldgode bøndergårde xxx. Lad os holde os til den store gård. Det er den, som bør interessere os mest i denne sammenhæng. Skønt stor blev den ikke ved med at være. Den kom på en langvarig slankekur og nåede efterhånden ned på normale dimensioner for en gård. Mellem 1537 og 1614 er dens kornlandgilde reduceret med 1 ørtug byg og 2 ørtug havre, men det er stadig en stor gård, Ørbæk bys største. Op til 1651 er der ingen yderligere ændring sket, men i 1664 ser vi dens kornlandgilde yderligere reduceret fra 9 til 7 tønder. Nu er den ved at komme i skulderhøjde med sine naboer, hvoraf dog flere også på det 10

11 tidspunkt har fået reduceret deres landgilde. Gården blev hårdt hjemsøgt under Svenske-fejden 1658-60 og lå længe øde. Måske har ejeren af Ørbæklunde, som nu igen hed Niels Friis, benyttet lejligheden til at inddrage yderligere lidt af gårdens jord til sit enemærke. Det var i så fald næppe første gang Londs gård bidrog til hovedgårdens ekspansion. Det må formodes, at den halvering, som sker med dens landgilde, modsvarer en tilsvarende reduktion i dens jordtilliggende. Til glæde for hovedgården, som vokser fra at være takseret til 18 tdr korn i 1537 til 24 tønder i 1585 og til 33 tønder i 1614. I 1752 bliver alle Ørbæks gårde gjort lige store. Og Londs gård med dem. Gården er i dag udflyttet og ligger sydøst for Ørbæk by. Situationen i 1537 Henrik Friis er således i 1537 i besiddelse af 3 gårde i Ørbæk, 2 storgårde og en af almindelig bondegårdsstørrelse. De to storgårde er: Londs gård i Ørbæk by og Ørbæklunde beliggende ude i Brunsmose mark, den sydlige af Ørbæk bymarks 3 vange. Udover betegnelsen Ørbæklunde ser vi også Ørlunde og bidragende til forvirringen Lunde. Baggrunden for navngivningen kunne være, at Henrik Friis er knyttet til begge gårde, men med den stærkeste tilknytning til Londs gård i Ørbæk by, som han fik overdraget af sin svigerfader Niels Bild til Ravnholt. En af disse to gårde, må være benyttet som hovedgård i perioden 1537 til 1593, indtil den nye borg opbygges til det, som bliver det nuværende Ørbæklunde. Medvirkende til dette valg kunne have været, at Lunde mølle få år før var flyttet til Kongshøj å og dermed var blevet etableret nær ved gården på Brunsmose mark xxxi. Der var i de århundreder en tæt relation mellem borg eller herregård og vandmøllerne. Vi ser dem næsten overalt tæt forbundne med hinanden. Vandmøllerne har været en betydningsfuld velstandskilde for herremændene. I 1589 visiterer biskop Jacob Madsen Ørbæk sogn. Han nævner da, at sognets hovedgård er Ørbæklunde, men i sin omtale af præsten, Hr Niels Jørgensen, som er 65 år og gammel og skaldet, nævner han desuden, at Hr Niels tidligere i 5 år har været pædagocus (huslærer) for Christian Friis på Ørlunde gord her i sognet. Er Christian en fejlskrivning for Henrik eller hans søn Frederik, som har hovedgården fra 1571-1585 xxxii? Væsentligst er det, at Jacob Madsen skelner mellem de to gårde: Ørbæklunde og Ørlunde xxxiii. Konklusion: 1. Londs gård er gården i Ørbæk by ved Ørbæk kilde, som Henrik Friis i 1537 får af sin svigerfar Niels Bild til Ravnholt. En del af dens jord inddrages med tiden under Ørlunde/Ørbæklunde. 2. Navnene Ørbæklunde og Ørlunde er antagelig brugt om den samme borg: Først den af Kai Uldall omtalte borg i haven øst for den nuværende herregård, siden for den nuværende herregård, hvor navnet Ørbæklunde efterhånden helt fortrænger betegnelsen Ørlunde. I de ældste kilder fra 1527 og 1528 omtales denne gård også som Londs! 11

12 Lunds mølle Lunds mølle optræder første gang i kilderne i listerne over Poul Laxmands børns arvegods ved retssagen og de påfølgende mageskifter 1527-28, men den anføres separat ikke i tilslutning til Lundts gård. At den fremtræder som en del af arvegodset viser imidlertid hen til Poul Laxmands 1. hustru Inger Munk (Lange), død 1493, som den oprindelige ejer og til hendes forfædre som besiddere af det pågældende gods længere tilbage i tiden. Da Christiern Pedersen (domprovst i Viborg og Jens Beldenaks søstersøn) i 1628 får livsbrev på Ørbæklunde nævnes møllen heller ikke. Det gods, som Laxmand-børnene får tilbage i 1526 har siden ca. 1512 været i Odensebispen Jens Beldenaks besiddelse, men møllen figurerer ikke i de 4 jordebogslister fra 1514-21, vi har bevaret over hans gods i Ørbæk.. I den sidste af yderligere 2 lister over samme gods fra 1529-31 dukker den imidlertid op, opført ikke under Ørbæk by, men efter en påfølgende registrering af Beldenaks gods i Biskopstårup. I jordebogslister over det samme gods fra 1537 og 1542 er den igen fraværende. Gården Ørbæklunde figurerer ikke i nogle af disse jordebogslister. I skødet 1537 fra Christiern Pedersen til Johan Friis (hvorfra den kommer til broderen Henrik Friis) er den klart knyttet til gården Ørbæklunde, som er identisk med gården Lundtz i listen over Laxmandsbørnenes arvegods i 1527-28. Det fremgår af skødet, at gården Ørbæklunde samt Lundts mølle af Beldenak har været oprettet og indstiftet som et vicarie til Sct Knuds kirke, og at dette vicarie senere er givet Christiern Pedersen i forlening. Det må være det, som forstås ved livsbrevet af 4. januar 1528 altså kort efter den turbulente karruseltur i processen vedrørende det mødrene arvegods, men møllen synes først at være genindgået i vicariet på et senere tidspunkt efter 1531. Lunds mølle anføres i skødet fra 1537 som liggende hart neden for gården Ørbæklunde, og det er antagelig, som vi ser relationen mellem gård og mølle i dag. Men relationen er altså alt andet end tydelig i de ældre skriftlige kilder. Vi vender igen tilbage til 1500-tallet. Vi ved, så langt kilderne rækker, at Ørbæk-bønderne havde et dyrkningssystem, som byggede på 3-vangsbrug, det vil sige 3 marker, som skiftevis var i brug til henholdsvis vintersæd, vårsæd og græsning for kreaturerne. Den ene af disse marker eller vange kaldtes Lundts Mark xxxiv. Altså samme navn som gårdene ( Londs og Lundts er samme sag). Lundts mark lå sydvest og vest for Ørbæk by, mellem Bøjdenvejen (Fåborgvejen) og den vej, som i dag kaldes Assensvej. Den strakte sig således på begge sider af Ørbæk å. Syd for åen mødte den, nærmest byen, præstegårdens tofter. Nord for åen havde den mellem sig og gårdene, Kilde tofter, som de hed i 1682, og bag disse tofter lå blandt andre den store Londs gård. Længere ude i Lundts mark lå Møllebiergs agre i det meget kuperede terræn ned mod Ørbæk å. Endnu lidt længere ude, på grænsen til Kiil agre, er der en dyb slugt, hvor der for ikke mange år siden løb en kilde norden fra ned til Ørbæk å. Den er omtalt således af Søren Jørgensen i 1913: Paa Ørbækåens vestlige (= nordlige) Bred, fremvælter gennem en betydelig slugt, det Laues hul, et meget stærkt kildevæld xxxv. 12

13 I dag er kilden tørlagt, men området ned mod åen er stadig så fugtigt, at det ikke kan opdyrkes. For enden af det udtørrede kildeleje, som er opgrøftet, er der en dæmning opkastet, og der er svage spor af en mulig bredere dæmning (for det Laues hul ) i forlængelse af den. Hvad der kunne gemme sig af realiteter bag disse iagttagelser, vil imidlertid kun en arkæologisk undersøgelse kunne afdække. Lunde mølle Senere kender vi Lunde mølle fra dens placering ved Kongshøj å, som syd for Ørbæk danner skel mellem Vindinge og Gudme herreder og mellem Ørbæk og Svindinge sogne. På en strækning til begge sider for møllen kaldes åen i øvrigt for Lunde å. Det forstyrrende er blot, at den Lunds mark, som møllen har navn til fælles med, ikke ligger her. Vangen her hed Elvide eller Brunsmose mark. Det er en tanke, skønt meget hypotetisk, at møllen oprindelig har ligget på Lundts mark, nær Møllebierg agre, og har fået vand til sit møllehjul fra den kilde, som løber gennem det Laues hul på den mark. Fælles for Ås mølle og Lunde mølle kunne være, at de begge har ligget ved et mindre vandløb, et tilløb til Ørbæk å. Det forhold har de tilfælles med en anden af åens møller: Gammel mølle ved Lykkesholm som ca. 1400 er flyttet fra Gammelbækken (som er et tilløb til Ørbæk å) ved Magelund voldsted. Baggrunden for disse flytninger kunne være, at man før ca. 1500 ikke bemestrede teknikken i en grad, som tillod at bygge vandmøllerne ved de større åer. Med en forbedring af den tekniske formåen måske sideløbende med aftagende vandmængde i de små vandløb, har man følt sig fristet til give sig i kast med hovedåerne og i den forbindelse flyttet møllerne fra deres oprindelige placering. Ørbecks mølle Da Beldenak og kongen som nævnt indgår byttehandler vedrørende det mødrene arvegods i 1527, omtales ejendommeligt nok ikke en Lunde mølle, men i stedet Ørbeck Mølle. Og denne betegnelse optræder både i Beldenaks skøde og i kongens bekræftelse af handlen. Det er her nærliggende at se den som en forveksling med Lundts mølle, men Ørbecks mølle optræder også i en jordebogsliste fra ca. 1537 over det gods, som havde ligget til stiftet. Den er her anført for den 13

14 anselige afgift på 2½ læster mel = 60 ørtug (Ås mølle, som også er anført, står for 1 læst mel), en afgift, som er betydelig højere end de 17 ørtug, vi i samtidige kilder ser anført for Lundts mølle. Trods alt må det være mest nærliggende at identificere Ørbecks mølle med Lundts mølle måske som et yderligere, spinkelt, indicium for Lundts mølles oprindelige beliggenhed ved Ørbæk å. Ørbæk by ved reformationen Med de to gårde i Ørbæk by modtaget i 1537 fra Ravnholt og overdragelsen samme år af de 21 tidligere bispegårde i pant af kronen samt skødet på gården Ørbæklunde og Lunds mølle, er Henrik Friis kontrol over Ørbæk by næsten komplet. Lige så komplet som Poul Laxmands. Henrik Friis besidder eller har i pant 23 gårde. Heraf er 14 helgårde og 9 halvgårde. En gård er dog endnu unddraget Friisernes kontrol, og det vil den fortsat længe være. Først i 1703 (da har slægten Friis forladt Ørbæklunde) kommer den, nu delt i to halvgårde, til Ørbæklunde xxxvi. Det er formentlig den samme gård, vi i 1473 ser figurere i et skifte efter Marine Nielsdatter til Broholm xxxvii. Den følger da den afdødes mand Anders Jepsen Grubendal til den længst forsvundne hovedgård Langholm i Langå sogn. Derfra er den kommet til Johan Urne til Rygård ligeledes i Langå sogn. I 1606 bliver den af Hans Urne skødet til Niels Bild til Ravnholt, hvor den derefter forbliver indtil 1703 xxxviii. Men bortset fra den er gårdene i Ørbæk by således samlet under én husbond allerede ved middelalderens slutning. Det var den store godssamler Poul Laxmand som også samlede alle disse Ørbækgårde under sin hånd. Som det fremgår af det ovenfor nævnte om hans børns mødrene arv, har han erhvervet de 8 gårde samt gården Ørbæklunde og Lundtz mølle ved giftermålet med Inger Munk af slægten Lange. 3 gårde kommer han i besiddelse af ved mageskifter med Sct Hans kloster i henholdsvis 1489 og 1498 xxxix. Har Ørbæk by oprindelig ligget et andet sted? Har man fulgt Ørbæk by i dens udvikling op gennem de kildebelyste århundreder, så kan få en fornemmelse af noget næsten nomadeagtigt ved byen. Den er hele tiden på vej et nyt sted hen. Den har et bevægeligt omrids, som stadig søger mod nye grænser. Man forestiller sig uvægerligt, at byen har ligget et helt andet sted en gang, før vi lærer den at kende i de skriftlige kilder. Men der er også mere konkrete indicier for en sådan formodning. Det er ikke bare en stemningsforført tanke. Ørbæk kirke kan man dog ikke sådan flytte rundt på. Den ligger bestemt, hvor den har ligget, siden den blev af kvadre lagt med brede hænder i det tidlige 1200-tal. Måske har den spiddet og fikseret byen som en sommerfugl i et herbarium og villet, at den nu ikke mere skulle flagre omkring. Kirken kan dog fra sin begyndelse have været valfartskirke i forbindelse med den helligkilde, som Ørbæk kilde i byen på Ørbæk ås nordside hævdes at have været. Først sent, da der har samlet sig gårde og huse omkring den, er den så blevet almindelig sognekirke. 14

15 Mere substans end i denne snak om foranderlighed er der dog i nogle gamle marknavne nord Ørbæk, som vi kunne se lidt nærmere på: Toften Der ligger i dag en gård lige nord for Ørbæk by, som bærer navnet Toftegård. Lidt længere nordpå ligger på vestsiden af Nyborgvejen et stråtækt bindingsværkshus med landevejen alt for tæt på. Det bærer et skilt over døren, hvorpå der står Toftehuset. Det navn har det båret århundreder tilbage, også da det lå her mutters alene før udskiftningen af fællesskabet. Toftegård ligger i Ørbæk sogn, syd for Skjelbækken, mens Toftehuset ligger lige nord for dette vandløb, som dog længst er tørlagt, men en gang dannede skel mellem de to sogne, så Toftegård lå (og ligger) i Ørbæk sogn, mens Toftehuset lå (og ligger) i Refsvindinge sogn. Lavningen, hvori bækken løb, kan stadig ses på Nyborgvejens østside, men dog skjult af hæk og krat. Den danner skel på tiden for Chr. V.s Danske matrikel 1682-88, og den danner skel, da Niels Friis til Ørbæklunde i 1605 får opnævnt Steningsmænd på Vidinge herredsting, som får til opgave at sætte skelsten på grænsen mellem de to sogne, mellem toften, som ligger i Ørbæk mark og Refsvindinge mark. Refsvindinge bymænd opfordres ved grænsedragningens forelæggelse på tinget til at gøre indsigelse, hvis de mener sig nogen ret at have i toften. Der er dog ingen, der melder sig xl. På de tidligste kort og matrikler over Refsvindinge og Ørbæk sogne det drejer sig om Chr. Vs Danske matrikel fra 1682-88 og kort udarbejdet i forbindelse med udskiftningen af landsbyfællesskabet i slutningen af 1700-tallet, ser vi navnene på de gamle agerfelter eller åse i de to bymarker. Vi ser bl.a., at et agerområde, som ligger i Ørbæk bymark syd for Skelbækken og sognegrænsen, bærer navnet, Toften. Deraf navnene Toftegård i Ørbæk sogn og Toftehuset i Refsvindinge sogn. Dette agerområde lå på kortenes tid på solid afstand af Ørbæk, og det må det have gjort så langt tilbage i tiden, byen har ligget, som den da lå. På Ørbæk-siden lå der desuden, syd for disse Tofter et agerområde, som bar betegnelsen Tofteweys agre. Det drejer sig altså om et agerområde ude i bymarkerne uden den umiddelbare gårdrelation, som ellers er tofters karakteristikum. Men vi må formode, at de bærer navnet toft, fordi de engang har båret eller ligget ved gårde. Sådan må vi forstå toft-benævnelsen. Det er den almindelige antagelse i dag blandt historikere, at i hvert fald en stor del af vores landsbyer har skiftet placering en eller flere gange i deres historie helt frem til 1200-tallet, før de lå fast. Det antages endvidere, at der, hvor vi står overfor agerområder, som bærer betegnelsen toft eller gammel toft, viser de hen på en tidligere beliggenhed af den by, i hvis bymark de ligger. I 1605 var toften, ligesom i 1682, i vid udstrækning dækket af skov og krat. Før afsteningen af skellinien i 1605, har det vel nærmest henligget som alminding, som et ingenmandsland mellem de to sogne. Gammel tofter På den anden side af Ørbæk å, det vil sige den østlige, ligger et andet agerområde, hvis betegnelse tyder på en tidligere bebyggelse. Det bærer navnet Gammel tofter. Det er ikke anført på nogle af vores, i henseende til marknavne, mangelfulde kort, men er omtalt i marknbogen til Chr. Vs matrikel. Det lå ifølge matriklens markbog fra 1682 indenfor de to udflytterbyer Ebles og Sentveds 15

16 fælles bymark, i denne bymarks nordlige del op mod Ørbæk å, i området mellem de to vandmøller Ås mølle og Eble mølle. De to byer var udflytterbyer fra Ørbæk. I 1682 er det kun gårdene i Eble og Sentved, som har part i dette agerområde. Det kunne formodes, at disse Gammel tofter viser hen på en oprindelig samlet beliggenhed for gårdene i de to byer, før de er flyttet videre ud til deres adskilte beliggenheder. Vi må dog formode, at Ørbæks bymark, før disse gårdes udflytning, har rummet dette agerområde i sin bymark, og at navnet kan stamme fra den tid. I så fald står vi også med den mulighed, at moderbyen Ørbæk en gang kan have ligget her, da den endnu var underkastet skiftende placeringer, og før den har udsondret de to torper, Eble og Sentved. Ørbæks udvikling under Friiserne Slægten Friis Egern-Friiserne kaldet - besad Ørbæklunde og næsten hele Ørbæk by fra 1537 til 1689. Deres våben med 3 egern kan beses på den tavle som Jesper Friis lod opsætte på Ørbæklundes ladebygning. På laden står årstallet 1631. På gårdens trappetårn lod Niels Friis til minde om gårdens byggeår, 1593, sætte en tavle med inskription og sin og sin hustrus (Vibeke Gyldenstjernes) våben. Den første af slægten, som kom i besiddelse af Ørbæklunde og hovedparten af Ørbæk by var imidlertid Henrik Friis, en broder til Chr. IIIs kansler Johan Friis på Hesselagergård og selv født på den gård som søn af Jesper Friis. Vi ser ham først som egentlig jorddrot i 1537, men da vi fra skriftlige kilder ved, at han før den tid er tilstede i området, kan det ikke udelukkes, at han kan have været forlenet med en af de to større gårde, han i 1537 kommer i besiddelse af. Enten på Sct Knuds kirkes vicarie bestående af Ørbæklunde + mølle, som han får fra broderen Johan, som samme år har fået det i mageskifte af domprovst Christiern Pedersen., eller på den Londs gård i Ørbæk by, som han modtager af sin svigerfar Niels Bild til Ravnholdt. Den 23. august, ligeledes i 1537 forlener Chr. III ham yderligere med de gårde i Ørbæk by, som var det Odense stifts gods, som ved reformationen var inddraget under kronen. Med det fulgte Ås mølle. Godset forbliver altså kronens ejendom, hvad der tydeligt manifesterer sig, da Frederik II i 1565 bruger det som pant for et lå fra Henriks broder Johan på Hesselagergård og igen i 1571 nu som pant for et lån fra Henriks enke Margrethe Bild. Henrik Friis dør 1571, og hovedgården Ørlunde taxeret for 8 fynske pund hartkorn tilfalder sønnen Frederik Friis sammen med Lunde mølle som årlig skylder en læst mel. En anden søn Niels Friis overtager i 1570 Hesselagergård efter den barnløse Johan Friis, og den 2. maj 1585 tilskøder Frederik Friis ham sit Ørbækgods, herunder hovedgården Ørlunde xli. Ud fra den ovenfor fremsatte antagelse skulle det stadig dreje sig om ladegården til den nu længst forsvundne borg i Langemosen. 8 år senere har Niels Friis imidlertid rejst den herregård eller borg, som er kernen i det Ørbæklunde vi ser i dag. Borgkarakteren af anlægget har dog været tydeligere med brede voldgrave på alle sider, som i dag, bortset fra en mindre dam mod syd, er opfyldte xlii. I skiftet efter Niels Friis i 1614, ser vi dog endnu Ørbæklunde omtalt som Ørlunde Hoffuedgaard. Niels Friis har haft brug for at udvide sit domæne med Ørbæklunde. Han var indsat som arving til det stamhus, som Johan Friis i 1548 havde oprettet af sine omfattende besiddelser omkring sit 16

17 hovedsæde Hesselagergård. Men efter Johan Friis død i 1570 blev stamhusoprettelsens lovlighed anfægtet og siden underkendt af Frederik II ved rettertingsdom af 14/6 1572. Der blev siden indgået forlig, ifølge hvilket arvingerne måtte betale den dengang formidable sum af 50.000 daler for dermed at købe kongens tilladelse til at beholde alt kanslerens efterladte gods xliii. Godset splittedes, men Hesselagergård forblev i mandsliniens eje. Niels Friis besad således efter 1585 både Hesselagergård og Ørbæklunde, et ejendomsforhold, som prægede de to gårde, indtil slægten næsten samtidig i 1680-erne måtte slippe dem begge. Hans opholdsted har, i hvert fald fortrinsvis, været Hesselagergård. Ifølge Odensebispen Jacob Madsens visitatsbog fra 1589-erne var Ørbæklunde bortfæstet til en mand ved navn Sebant Mörenholt. Ørbæklunde ca. 1845 med den nu forsvundne portlænge mod vest Det blev Niels Friis som endegyldigt fik overdraget det af kronen beslaglagte tidligere bispegods i Ørbæk by. Det gods, som hidtil havde været i hans og før ham i faderens forlening. Det skete ved et mageskifte af 15. august 1604 xliv. Af mageskifteskødet fremgår, at godset består af 19 gårde. I de jordebøger, som vi har bevaret vedrørende det samme gods siden 1514 er antallet af landgildeydere vekslende og afgjort ikke et udtryk for gårdtallet. Det er et forhold, som vil blive nærmere behandlet under gennemgangen af den historiske udvikling i Ørbæk by. De 19 gårde yder i fællesskab 2 tdr og 1 otting smør samt af en eng i Aasdam: 1 fjerding smør, uforandret fra den ældste jordebog fra 1514. Ås mølle følger nu ikke længere Ørbæk-godset. Den forbliver kronens ejendom. Den tidligere omtalte proces vedrørende Ås mølles ret eller manglende ret til en havejord på Åsen, som Niels Friis har arvet fra sin far, fortsætter ufortrødent hans tid ud og videre ind i næste generation og akterne antager et betragteligt omfang. Den er som tidligere nævnt interessant, fordi den kunne tolkes såles, at Åsdam er den oprindelige mølledam til Ås mølle med de implikationer det kan have haft for gamle borg ved Åsdams anden ende. Et spørgsmål, som først synes at få sin afklaring i Niels Friis tid, er fastlæggelsen af sogneskellet mellem Ørbæk og Refsvindinge sogne. Den 2. oktober 1605 på Vindinge herredsting bedes og fick welbiurdig mand Niels Friis til Hesselager et fultt tingsuinde aff otte troefaste dannemend - -, att de paa fo:nte ting sandeligen saae och hörde, at [fogden på Hesselagergård] louligen haffde tillfuld tolff jordeigne och lougfaste dannemend, att sette steen och stabell omkring et, liggendis paa Ørbeck grund, stöcke schouffmall och eindomb kallis thoffte - mod Reffsuindinge skiell - -. Denne toft, som kan tolkes som et vidnesbyrd om en oprindelig anden beliggenhed for Ørbæk by, er nærmere omtalt ovenfor. Når skelsætningen finder sted sted i 1605, skal det sikkert ses i sammenhæng med, at Niels Friis først året før er kommet i fuld besiddelse af hovedparten af gårdene i Ørbæk by. 17

18 Efter Niels Friis død i 1613 overtager hans søn Jesper Friis Ørbæklunde. I hans tid sker der en betydelig udvidelse af Ørbæklundes enemærke ved magelæg af agre med sognepræsten Hr Christen i 1629 xlv. I 1631 fortsætter han expansionen ved magelæg med Hendrich Holck til Ravnholt af jord til de to bønder, som Ravnholt besad i Ørbæk by xlvi. Utvivlsomt er der også sket magelæg med Ørbæklundes egne fæstebønder, men derom foreligger ingen skriftlige kilder. Udvidelsen betød en tilsvarende forøgelse af hoveriarbejdet for Ørbæks fæstebønder. Hovedgårdens hartkorn er i 1651 sat til 40 tdr hartkorn xlvii. Under tilbagevendende konflikt med Eiler Quitzow på Lykkesholm fastsætter Jens Friis sogne- og herredsskel mod Gislev sogn og Gudme herred i 1620-erne. Den 11. september 1622 sættes der sten og stabel ud langs Herbækken og ud mod landsbyen Ammendrup xlviii, som lå mellem Gislev og Lykkesholm, men snart efter inddrages under Lykkesholms enemærke. Herbækken forlængede herredsskellet fra sit indløb i Kongshøj/Lunde å mod vest, mens Kongshøj å fortsætter herredsskellet østover. Jesper Friis var gift med Christopher Ulfeldts søster Elisabeth Ulfeldt, som med fast hånd fortsætter driften af godset efter sin mands død i 1643. Under hende oplever Ørbæklunde svenskekrigen 1658-60, som satte sine spor både på herregården og på fæstegodset, skønt hendes slægtskab med Corfitz Ulfeldt måske i nogen grad fik svenskerne til at fare mindre hårdt frem mod hendes besiddelser. Med hende begynder dog den gældsætning, som med hendes søn Niels sluttelig fører slægten ud i ruin og 25/3 1689 førte til afhændelsen af Ørbæklunde til Assesor Mathias Rosenvinge. Elsebeth Ulfeldts gældsætning af gården skyldes store investeringer i hendes sønners studier i udlandet, især sønnen Jacob kostede hende i den forbindelse betydelige summer, og noget udkomne blev der ikke deraf, eftersom han døde under sit ophold i det fremmede. Jacobs arvelod i det fædrene gods overtog moderen, men afhændede det 1662 til Niels Friis mod at han hæftede for gælden. Der med blev han sat i gang ud ad den vej mod afgrunden, som han dog heller ikke selv gjorde meget for at ændre. Søren Jørgensen Kistrup har givet en malende beskrivelse af Niels Friis som en ganske uduelig landmand, en plagsom husbond for sine fæstebønder og en plage og pestilens for sine fogeder, som han i øvrigt lod skøtte bedriften af godset uden selv at beflitte sig dermed xlix. Da det sluttelig kommer til en langvarig proces mellem ham og den foged, som skulle blive hans sidste, afslører tingbøgernes synsforretning et Ørbæklunde i massivt forfald. Ved salget i 1689 optræder Mathias Rosenvinge, ifølge Søren Jørgensen, snarest som Niels Friis redningsmand og frier ham ud af en ellers håbløs gældssituation. Niels Friis flytter ind på Bruagergård i Bruager by og sogn hos sin datter Karen gift med Jacob Ulfeldt, og der dør han året efter. Friisernes lange æra på Ørbæklunde var forbi til stor sorg og forbitrelse for hans slægtninge. Gårde og husmænd i Ørbæk by i 15-1600-tallet. Bønder og husmænd giver sjældent stof til historiske fortællinger fra disse århundreder, skønt de skriftlige kilder nu hastigt tager til i omfang efter den tidligere store kildefattigdom. Vi ser i heldigste fald deres navne dukke op tidligt i 1500-tallet i øvrighedens jordebogslister over deres afgifter. Hvor en by har flere herskaber at svare landgilde til, må billedet stykkes sammen, hvor det 18

19 er muligt, fra disse forskellige herskabers regnskabsbøger. I Ørbæk er vi dog heldige ved stort set kun at have et herskab fra tidspunktet for de tidligste skriftlige kilder. Poul Laxmand samler sidst i 1400-tallet flertallet af byens gårde på sin hånd, og derved bliver det frem til fæsteforholdenes afslutning sidst i 1800-tallet. Ørbæk har stort set kun én husbond i denne lange periode, og det er besidderen af Ørbæklunde (indtil 1534 dens forgænger). Vi er også så heldige at have et betydeligt antal af disse jordebogslister over landgildeyderne i Ørbæk by, først fra Odense stift, siden fra kronen og ind i 1600-tallet fra Ørbæklunde. Listerne giver os, foruden afgifterne, bøndernes navne. Husmændene ser vi foreløbig intet til. Vi kan trøste os med, at de har været få.. Hvad angår gårdene, så møder vi straks det problem, at listerne synes at meddele os landgildeydere og ikke gårde. De røber ikke, hvis der sidder to landgildeydere på én gård, og det er tydeligvis ikke sjældent tilfældet. Gårddelinger forekommer også, og alt i alt er billedet flydende, hvad angår antallet af gårde i Ørbæk by. Først med de store matrikler 1662, 1664 og 1688 får vi mere fast grund under fødderne, endskønt vi fortsat må være opmærksomme specielt på gårddelinger også efter den tid. Gård på Langemosevej, lige øst for byen I den ældste jordebogsliste fra 1514 ser vi, som ovenfor omtalt, 24 landgildeydere, men der er forhold, der tyder på, at der er 3 tilfælde, hvor der er to landgildeydere om én gård, så vi kunne formode, at gårdtallet er 21. I et skøde fra 1604 opremser den medfølgende jordebogsliste dog kun 20 gårde, og listen vedrører præcis det samme gods som i 1514. Det ses bl.a. af, at summa landgilden for listerne er ens for de to år (og også for mellemliggende lister), nemlig 70½ ørtug. I 1604 er der i 2 tilfælde anført 2 fæstere på én gård. Disse to gårde optræder siden delte, men listen lader formode, at gårdene kan have været større og færre, end de tidlige jordebøger umiddelbart lader formode. Helt udelukke sammenlægning af gårde kan vi vel ikke, men der er ikke meget, der taler for det. Udviklingen igennem disse århundreder går i retning af opdeling i mindre enheder. Da vi i matriklerne fra 1662 og 1664 for første gang ser en opdeling af gårdene i hele og halve, er det egentlig ikke at forstå som udelte og delte, selvom der i enkelte tilfælde ligger en deling bag l. Karakteristikken går på gårdstørrelsen udtrykt ved landgilden, som naturligvis står i nært forhold til størrelsen af gårdens tilliggende. En halv gård kan være en delt helgård, men det kan også være en gård, som i tidens løb er skrumpet og derfor har skiftet klassement fra hel til halv. I 1664 er gårde, som yder 2 pund byg i landgilde og derover, betegnet som helgårde, gårde der yder mindre end 2 pund byg som halvgårde (gårde, som præsterer 1½ pd byg kan også, skønt mere lemfældigt, være betegnet som ¾-gårde). 19

20 Der er i 1664 8 helgårde og 15 halvgårde i Ørbæk. Altså i alt 23 gårde. Det er de gårde, som hører under Ørbæklunde. Deraf er 1 helgård og en halvgård tilkommet i 1537. Derudover er der i byen 2 halvgårde, som ligger under Ravnholt Hvad dem angår, ved vi, at de er opstået ved deling af en helgård. Bruger vi samme kriterier for hel- og halvgårde, som vi kender fra 1664 på jordebogslisten fra 1514, så er der da 10 helgårde og 14 halvgårde, men da vi, som anført, har grund til at antage, at vi i mindst 3 tilfælde har bønder, som to og to sidder for samme gård, vil det sige, at vi i 1514 har mindst 13 helgårde og 8 halvgårde. I 1604 vil kriterierne fra 1664 give 14 helgårde og 6 halvgårde. Jordebogslisterne viser uændrede forhold, hvad angår gårdenes afgifter i perioden 1515 til 1614 (i den sidsnævnte liste figurerer dog for første gang de to gårde, som kom til Ørbæklunde i 1537). Den ændring, vi siden ser fra jordebogslisterne frem til matriklen i 1664 fra 14 helgårde og 6 halvgårde til 7 helgårde og 14 halvgårde (vi ser her bort fra en helgård og en halvgård tilkommet i 1537), skyldes i mindre grad gårddelinger. Det gælder dog, som anført, for de to gårde, som er anført i 1664 som liggende til Ravnholdt. Bedømt ud fra landgilden er der mellem 1614 og 1664 sket forskydninger i gårdenes anpartsret. Det må henføres til Ørbæklundes udvidelse af sit enemærke i 1620-30-erne med en tilsvarende indskrænkning af bøndernes marker og enge. Svenskekrigen 1658-60 kan måske også have bidraget til ødelægning af jorder li. 7 bønder får deres afgift reduceret fra 4 til 3 ørtug; det vil sige, at 7 helgårde bliver reduceret til halvgårde. 1 helgård får øget sin anpart fra 4 til 5 ørtug og 1 sin anpart fra 5 til 6 ørtug. Ørbæklunde og Ørbæk by fra 1689 til 1777 Fra slægten Rosenvinge til slægten Lange Med Niels Friis forsvinder den gamle adelsslægt fra Ørbæklunde. De sorte Friiser, som Kai Uldall endnu først i 1900-tallet oplever, at høre dem omtalt af gamle folk i Ørbæk by lii. Det blev borgerskabet som tog over. Adelen efterlod, som det ovenfor er omtalt ikke gården i nogen smuk forfatning, og bøndernes savn har næppe heller været stort, selvom betegnelsen de sorte Friiser naturligvis ikke behøver at tolkes på den måde, så pressede Niels Friis i sin sidste år på gården sine bønder hårdt for at holde sine utålmodige kreditorer fra døren eller borgporten. Mathias Rosenvinge og hans efterslægt havde Ørbæklunde inde i henved 100 år og rettede op på meget, som Friiserne sluttelig havde forsømt. Bygningerne blev renoverede og forbedrede, og der synes at være kommet et rimeligt harmonisk forholde til fæstebønder og husmænd. Hoveriet skal ikke have været hårdere og tungere, end at det var til at bære, så alt synes at ånde rimelig fred og harmoni op igennem 1700-tallet så vidt man kan bedømme kildernes oplysninger eller måske rettere mangel på oplysninger: et minimum af retstrætter i tingbøgerne eller andre nedfældede vidnesbyrd om konfrontationer mellem herremand og fæstere. Under Mathias Rosenvinge blev hans besiddelser i Ørbæk by i 1703 kompletteret med de to gårde, som hidtil havde ligget til Ravnholdt. Så nu sluttelig havde Ørbæk-bønderne tilsammen kun én husbond at svare afgifter til og gøre arbejde for. Det gjorde det lettere for Rosenvinges efterkommer etatsråd Himmelstrup i 1753 at gøre alle Ørbæk- gårdene lige store i tilliggende og dermed egalisere deres afgifter. Til lettelse for regnskabsføreren og til forbyggelse af splid mellem bønderne indbyrdes og overfor husbonden i særdeleshed om rette skel og retfærdighed i afgiftstyngen. 20