BØRNENES U-LANDSKALENDER Skyspejlet et afrikansk eventyr elevbog FORFATTER HENRIK EINSPOR FOTOS JØRGEN SCHYTTE ILLUSTRATIONER MIKALA KLUBIEN
BØRNENES U-LANDSKALENDER indhold: MOROTO I KARAMOJA... 4 SLANGEN... 9 AKIBO fortæller: DEN STORE SLANGE I KRAALEN... 10 MANYATTAEN... 12 BRANDEN!... 18 NABOKAT... 24 TEGN PÅ REGN... 26 GEDEN, HØNEN OG ÆGGET... 29 AKIBO fortæller: PENNENS FORBANDELSE... 32 Skyspejlet et afrikansk eventyr VÆVERFUGLEN OG ÆGSLANGEN... 35 MARKED... 39 BUEN, STENEN OG SKORPIONEN... 42 KLIPPEPYTONEN... 46 AKIBO fortæller: KRAALEN... 52 SKYSPEJLET... 56 FORFATTER HENRIK EINSPOR FOTOS JØRGEN SCHYTTE ILLUSTRATIONER MIKALA KLUBIEN 2 3 elevbog
Moroto i Karamoja HVIS MAN TROR, AT AFRIKA ER ET LAND, KAN MAN GODT TRO OM IGEN. AFRIKA ER EN VERDENSDEL, EN AF DE SYV! MÅSKE VED DU ALLEREDE, HVILKE DE ANDRE ER. ELLERS KAN DU NEMT FINDE UD AF DET. DU KENDER I HVERT FALD EUROPA, SOM ER DEN VERDENSDEL, DANMARK LIGGER I. SELVOM EUROPA ER EN VERDENSDEL, ER DEN EN HEL DEL MINDRE END AFRIKA. SÅ DET SIGER SIG SELV, AT DANMARK FYLDER ENDNU MINDRE, HVIS MAN ANBRAGTE DET I AFRIKA. Faktisk er verdensdelen Afrika propfyldt med store og små lande. Der er for eksempel Ægypten, Kenya, Sudan og Tanzania, for nu at nævne nogle stykker. Måske har du også hørt om Gambia eller Mali, eller hvad med Namibia eller Somalia? Og når disse lande er nævnt, så er der stadig 51 andre at tage af. Et af dem er Uganda. Det er kun tre gange så stort som Danmark, men der bor mere en seks gange så mange. Landet ligger ved bredden af den store Victoriasø. Engang var der en engelsk statsmand, der hed Winston Churchill, som sagde, at Uganda måtte være det grønneste land i hele Afrika. Én ting kan man vist roligt sige, Churchill havde ikke set området omkring Karamoja. Da slet ikke på den tørre årstid. Karamoja ligger i det nordøstlige Uganda. Langt fra den store sø, langt fra alt. Karamoja er der, hvor denne historie foregår. Historien om pigen Esther og hendes møde med den mystiske Ngakiru. Den største by her er Moroto. Men selv den er lille. Der er kun et par gader med asfalt, resten er håbløst hullede jordveje. En gammel historie fortæller, at da de første mennesker slog sig ned her, så de en enorm pytonslange i et af vandløbene. 4 5
Pyton hedder emorotot på karimojong-sprog, og så fjernede man bare det første og det sidste bogstav, så havde man et navn til stedet. Moroto ligger så langt væk fra alting, at resten af Uganda næsten har glemt, stedet eksisterer. Nå, Karamoja, siger folk, Moroto, ja-ja. Det er der, folk er helt bagvendte og går med røven bar. Tænk engang, og dét ved højlys dag. Og de æder rotter og bananskræller! Ja, de folk er værre end bavianer. Og bortset fra det, er de nogle tyve og banditter hele bundtet. På mange måder er folk i resten af Uganda vist ret glade for, at Moroto i Karamoja ligger så langt væk. Så de slipper for at glo på bare røve og folk, der æder bananskræller og stjæler med arme og ben. Faktisk er det, som om resten af Uganda helst vil glemme, at Karamoja overhovedet eksisterer. Men det gør det. For at komme dertil er det nemmest at flyve. Men det er det kun de allerfærreste, der har råd til. Og karamojongerne har slet ikke. Men hvad skal folk, der lever af at holde kvæg og geder, også oppe i luften? De ser tit den lille flyver lette og lande, eller ser dens skygge fare hen over jorden. I den tørre årstid er det som at flyve hen over et stort, slidt og støvet tæppe helt fyldt med nullermænd. Og lige nu er det tørtid. Heden flimrer over savannen, og når det blæser, står støvet som en brun tåge. Det har ikke regnet i månedsvis. Alt er afsvedet, og tørken plager alle. Ved hver eneste brøndpumpe er der kø. Hele dagen står folk og pumper vand op fra jorden og bærer det hjem til hytterne i deres manyattaer, karamojongernes små bosteder. Der er intet vand i floden, ikke så meget som en dråbe. Når Esther går i skole, behøver hun ikke længere gå over broen for at komme over floden. Hun kan skyde genvej gennem det tørre flodleje. Det er sådan hun møder slangen. 6 7
Slangen ESTHER GLEMMER ALDRIG DEN DAG, HUN SÅ SLANGEN FØRSTE GANG. HUN VAR PÅ VEJ TIL SKOLE OG HAVDE SOM SÆDVANLIG SKUDT GENVEJ GENNEM FLODLEJET, DA HUN FIK ØJE PÅ DEN. ELLER RETTERE, DEN FIK ØJE PÅ HENDE. I AL FALD FIK HUN PLUDSELIG EN SÆR FORNEMMELSE AF, AT NOGEN KIGGEDE PÅ HENDE. Hun standsede og så sig omkring. Esther fortalte ikke de voksne om slangen. Det får børnene Er her nogen? spurgte hun. ellers altid besked på. Er der en slange i nærheden af manyattaen, så tager pokker ved de voksne. De farer ud så Det var der. Under træroden i den tørre brink lå en stor slange. hurtigt, som de kan komme gennem de lave døre. Med Det var en pyton, tyk som en voksen mands lår og mønstret kæppe og sten. Og ve den slange, der ikke når af vejen i tide. på ryggen, så man næsten ikke fik øje på den. Den bliver lavet til hakkemad. Sådan gør man her. Man tager Den lå i skyggen under den knudrede rod. Mæt af det bytte, ingen chancer, for på savannen lever nogle af de giftigste den havde kvalt og ædt i nattens løb. En klippepyton, den slanger i Afrika. Ja, i hele verden, så det er om at se sig for. største slange i Afrika. Heldigvis forsvinder de fleste slanger, når et menneske Esther stivnede, det var, som om hun blev helt mat. nærmer sig. Hun stod bare og så på slangen, den rørte sig ikke. Men Dog ikke puffadderne, de store, tunge hugorme. De flytter hun kunne se dens tunge krop hæve sig roligt op og ned, når sig kun nødigt, kan måske lige strække sig til en advarende den trak vejret. hvæsen. Men kommer man for tæt på, hugger de for et godt Dens hoved lå i dens uhyre bugtninger og så på hende. ord, og de er dødgiftige. Deres gifttænder er fem centimeter Tungen spillede ud og ind. lange! Esther løb. Nej, de eneste gode slanger er døde slanger, synes folk, Hun var helt svedt, da hun nåede hen i skolen. men selv en død slange kan bide. Og modgift har man ikke Hendes hjerte slog hårdt, og hun kunne næsten ikke koncentrere sig om det, læreren sagde. Alligevel syntes hun, at Og så kan det vist være lige meget. noget af her. Så skal man helt ind til hovedstaden, Kampala. det havde været lidt spændende. Men hun lovede sig selv, at Men det her var en kvælerslange. hun aldrig mere ville skyde genvej over den tørre flod. De er ikke giftige som mambaerne eller spyttekobraerne. Det løfte kom hun ikke til at holde. Men de er stærke, og de kan så let som ingenting kvæle et barn. Det kan manyattaens stammeældste, Akibo, tale med om: 8 9
Akibo fort ller: Den store slange i kraalen Akibo er den ældste i manyattaen. Den ældste og mest erfarne, som han selv siger. Selv påstår han, at han er mindst 100 år, men han kan godt lide at overdrive, det ved alle. Hvis man for eksempel. spørger ham, hvor stor den største pyton var, som han har set, vil han lave en streg i jorden med sin hæl og derpå gå mere end tyve lange skridt væk. Så lang var den, vil han sige. Meget kan han bilde dem ind, tænker Esther, men så store slanger findes trods alt ikke. Alligevel lytter hun meget opmærksomt på, hvad Akibo fortæller. Pytonen under stubben nede ved floden er stor. Men selvom den er stor, er den ikke så stor som den, Akibo mødte i tidernes morgen. Dén var enorm! Den kunne mageligt have slugt en hel elefant! For dengang var der elefanter til. Så store som huse. Man kunne ikke sove om natten for deres trutten. Og Akibo glemmer sig selv og fortæller løs: Dengang savannen var fyldt med dyr. Foruden elefanter var der antiloper, løver, leoparder, giraffer og strudse. Han og hans kammerater lavede spyd og buer og gik på jagt i flodkrattet efter de bittesmå dikdik-antiloper, som smager så godt, at ingen, der har smagt dem, glemmer det. Og fugle var der, biædere og farvestrålende drosler og perlehøns, der løb i flokke og kunne nedlægges med et velrettet pileskud. Selv løver har han mødt, javist. Og første gang han mødte en, blev både han og løven så forskrækkede, at de tog benene på nakken og løb i hver sin retning. Men da det skete for anden gang, dræbte Akibo løven med sit spyd. Sådan fortæller han. Nu er de fleste vilde dyr borte. Karamojongerne fik skydevåben og lærte at bruge dem, og så gik det stærkt med at tømme savannen for dyr. Og nu nøjes de ikke bare med at skyde dyr her i Karamoja, de skyder også på hinanden. For når sulten gnaver, og der er langt mellem vand og græs til dyrene, så slås man om det, der er tilbage. Sådan har det altid været. Forskellen er bare, at engang sloges man med kæppe og næver, nu skyder man med automatvåben. Akibo nikker og sender en mægtig spytklat ud mellem fortænderne. Men kvægtyve fortjener en gang peber med bøssen! Men hvad med slangen? spørger Esther. Slangen? Akibo ser på hende, som om han har været væk i sine egne tanker. Nå, ja, slangen. Den her kolonorme pyton havde sneget sig ind i den indhegning, hvor vi havde samlet køer og geder for natten. Måske var den på udkig efter en hund, eller måske et gedekid, men uheldigvis fik den færten af en dreng, en af hyrderne, og måske var ungen ikke opmærksom nok. I hvert fald fandt man ham først igen, da han lå inde i maven på en stor, mæt slange. Akibo ser på hende, stikker tungen ud og ruller øjnene rundt. Af en eller anden grund er det Esthers yndlingshistorie. Den får hende til at gyse, og nogle gange tænker hun på, hvad hun skulle gøre, hvis det skete for hendes bror. Tænk hvis Topas mødte en sulten pyton, når han var ude med gederne. Tænk hvis de fandt ham i maven på en slange. Han kan være fræk og irriterende, men han er alligevel hendes lillebror. Hvad gjorde I så? spørger Esther spændt, selvom hun har hørt historien før og godt ved, hvad de gjorde. Ja, vi slog den selvfølgelig ihjel, siger Akibo. Der var godt med kød på. Måske er det derfor, man ikke ser så mange pytoner mere, tænker Esther. De store pytonslanger lever i bjergene og ude i krattet, men man ser dem stort set aldrig, ikke engang i regntiden. Og måske er det klogt set fra pytonernes synspunkt. De ved, de bliver spist. Deres kød indeholder en olie, der er god mod hoste og ondt i lungerne, så en portion pytonslange er bedre end medicin. Det er sådan noget, man ved i Karamoja. Måske skulle hun fortælle Akibo om slangen, men så finder de ud af, at hun har skudt genvej over flodbunden. Hun beslutter sig for, at hun hellere må lade være. Indtil videre skal slangen være hendes hemmelighed. 10 11
Manyattaen DEN MANYATTA, SOM ESTHER BOR I, LIGGER NOGLE KILOMETER UDEN FOR MOROTO. NEITAKWAE, HEDDER DEN, OG DET ER MULIGVIS ET MYSTISK AFRIKANSK ORD, MEN DET ER NEMT AT HUSKE, FOR DET LYDER NÆSTEN, SOM MAN SIGER: NEJ TAK, KVAJ! I øvrigt betyder navnet Stedet med de mange torne. Og torne er her nok af. Hele manyattaen er omkranset af et tæt tornehegn. Det er en hel fæstning. Og der er kun ganske få indgange. De er bittesmå. Man må ned på alle fire, hvis man skal ud og ind. Kun gederne kan komme gennem uden at bukke sig. Det er ikke for sjov med de torne. Det er, så tyve ikke kan komme ind og stjæle kvæg. For det er dét karamojongerne gør, hvis de kan slippe af sted med det, stjæler kvæg fra hinanden. Og det har de gjort altid. Det er også derfor, der ikke længere er køer i Neitakwae. Der ligger mange manyattaer som Esthers. Små indhegnede landsbyer med hytter og forrådshuse og indhegninger til dyrene. Man skal bukke sig mange gange, for der er mange små døre at komme igennem for at komme rundt i sådan en manyatta. 12 13
Rundt om ligger savannen - Karamojong-land. Grønne akacietræer står spredt i det tørre landskab. Lidt giraffer ville bestemt pynte, eller nogle elefanter og zebraer, måske en løve eller to. Men her er ingen af den slags dyr længere. I nærheden af manyattaerne er græsset næsten væk. Gnavet ned til små stride koste, der stritter op af den knastørre jord. Ædt af geder og køer. Engang var bakkerne rundt om Moroto fyldt med træer, men de er for længst fældet og brændt til trækul. Og uden træer har vinden frit spil. Fra tid til anden rejser en rødbrun hvirvelstorm sig og kaster jordstøvet hid og did og sætter sig i øjnene og i mund og tøj. Det er ved at være slut med den tørre tid. Om få uger vil det begynde at regne. Det ser de fleste frem til. Men ikke Esther. Hun håber, at det varer længe, inden regnen kommer. 14 15
Esther bor sammen med sin mor og sine mindre søskende. Hun er ti år, og den eneste i familien, der går i skole. Hendes mindre bror er gedehyrde, og tidligt om morgenen tager han gederne ud for at græsse på savannen. Esthers far er død, så Esthers mor har måttet flytte fra farens manyatta og tilbage til den, hun kommer fra. De har boet her i tre år. Det eneste gode ved det hele er, at her bor Esthers mormor også. Så kan de hjælpe hinanden. Men lige i øjeblikket er det mest mormoren, der hjælper. De bor i hendes hus. De har ikke andre steder at være. Deres eget hus er væk. Helt væk. Esther er lige kommet fra skole. Hurtigt sætter hun fart på. Der er meget, der skal gøres nu. Hun ville ellers meget hellere ud og lege fange eller skjul uden for manyattaen, men der skal gøres klar til maden. I en fart får hun lagt skoleuniformen væk. Hun smutter i sin almindelige kjole og får fat i vandspanden. For før hun har hentet vand, kan hun ikke begynde på aftensmaden. Og Esther er sulten. Hun har ikke spist, siden hun fik en skål majsgrød henne i skolen. Esther er heldig. Hendes manyatta ligger ikke så langt fra vandpumpen. Henne i den lille lund af akacietræer. Hun er selvfølgelig ikke den eneste, der er næsten altid kø ved pumpen. For at pumpe vandet op, skal man lægge kræfterne i. Pumpestangen er tung, og Esther er lille og let. For at pumpe må hun hoppe og lægge hele sin vægt i. Rub dig nu, siger de andre børn, der venter på, at det skal blive deres tur. Der er også andre, der skal have vand. Vand det får hende til at tænke på regnen. Nu er der ikke så længe til. Den kan komme, hvornår det skal være. Åh, kære regn, tænker Esther, vent lidt. Og hver dag sender hun ængstelige blikke mod bjergene, der hvor skyerne ofte dukker op. Som den eneste i sin manyatta håber hun, at regnen ikke kommer. Og det er brandens skyld. 16 17
Branden! Branden, der brat ændrede Esthers liv, begyndte i Ngotos hytte. Ngoto er deres nabo. Hun er gammel og gråhåret og har en forfærdelig hoste. Man ved altid, hvor hun er, for dag og nat hoster hun. Og det er ikke blevet bedre siden branden. Et øjeblik, hvor hun lige var henne ved forrådshytten og hente en kop sorghum til aftensmaden, fik et af de små børn skubbet nogle strå ind i bålet under gryderne. I løbet af et øjeblik fik ilden fat, og i næste nu stod hendes hytte i lys lue. Hvilken ulykke! Folk i landsbyen strømmede til, de smed først alt det vand, de kunne finde, på flammerne, dernæst jord og sand. Ngoto stod bare og græd, mens hendes hjem gik op i røg. Og værre blev det, da ilden pludselig sprang til næste hus, så også Esther og hendes mors hus brændte ned. Tre huse blev flammernes bytte den aften. Det eneste lykkelige var, at der ingen vind var. Og at ilden ikke fik fat i forrådskammeret. Ellers havde det for alvor set sort ud. Esthers mor er temmelig vred på Ngoto, sådan en gammel uforsigtig kone, tænk at gå fra huset, når bålet er tændt, og unger kravler omkring. Men hun ved også, at det kan ske for enhver. Nu venter Ngoto på, at nogen kommer og bygger huset op igen. Men hun kan komme til at vente længe. Der kommer ikke bare nogen. Hvem skulle komme, når man ikke kan tilbyde noget til gengæld. Ngoto har kun sin tørre hoste, og den er der ingen, der gider eje. Så stakkels Ngoto. Hun sover hos nogle naboer, men om morgenen går hun hen og sætter sig ved tomten, hvor hendes hjem lå. Hun venter, mens hun roder i asken. Selv om hun skulle være så heldig at få samlet grene og græs inden regntiden, er der stadig selve arbejdet med at bygge hytten. Det skal man være flere om. 18 19
Og ingen arbejder gratis. Der skal være noget at drikke. Et par dunke øl eller tre, så kan kvinderne måske overtales. Husbygning er kvindearbejde. Det er ikke noget for en kriger. Mænd bygger ikke huse. Det kunne se kønt ud, hvis en karamojong-kriger skulle til at sidde og flette pinde og græs. Det næste blev vel, at man også forventede, at de skulle lave mad. Krigere slås og stjæler kvæg, gør de. Og selvom der ikke lige er noget kvæg at stjæle for tiden, så kunne de ikke drømme om at løfte en finger. Der skal tænkes tanker. Store tanker. Sådan noget hyttebyggeri kan de virkelig ikke tage sig af. Måske kan de lige finde på at vise flaget, når kvinderne har flettet tagets træskelet sammen, og det skal løftes på plads. Taget bygges på jorden, som et helt fuglebur af træpinde. Når det hele så er bundet sammen, løftes det på plads, som et låg eller en hat oven på væggene. Og her kan mændene lige strække sig til at give et nap med. Af vejen kvinder, nu skal I se, hvordan man laver et hus. Og en... to løft!, så giver de huset hat på. Man kan se, at de føler sig vældigt stolte og stærke, når de er færdige, og hytten kun mangler den sidste finish. Mændene står, som om de er nogle farlige karle. Se, sådan laver man et hus, nu kan I putte græs på. Stå ikke der og glo. Begynd at tække. Det er vel ikke os, der skal lave det hele. Og rub neglene, for al det slid har gjort os sultne, og maden laver vel ikke sig selv. Og så sætter de sig igen uden for manyattaen og snakker om, hvordan de skal se at få hugget noget kvæg hos en af de andre stammer, mens kvinderne pukler videre. Men kvindearbejde eller ej, intet på denne jord er jo gratis. Før nogen gider hjælpe med at bygge hus, skal man have noget at byde folk. Det ved både Esthers mor og gamle Ngoto. Esther og hendes mor og søskende er heldige, at de kan bo hos bedstemoren. Men der bliver nemt trangt i den lille hytte, når syv mennesker skal sove under samme tag. Så Esther håber snart, hendes mor får råd til at købe øl, så de kan få bygget huset op. 60 liter for at være helt præcis, 60 liter af den stærke bryg, lavet på banan. Det svarer til tre af de gule dunke, som dem Esther må hente vand i. Og allerhelst inden regntiden. Esther synes, det er lidt kedeligt at lave mad. Men selvfølgelig vil hendes mor have, at hun skal lære at koge sorghum. En kvinde må vide, hvordan man laver mad. Det kan du nok forstå, siger hun. Vil du have, din mand engang skal spise brændt grød? 20 21
Som om det er nogen kunst at koge sorghum, tænker Esther. Dag ud og dag ind spiser hun grød lavet af hirse eller sorghum, og er hun heldig, vanker der lidt bønner til. Engang blev Esther sat til at koge sorghum, fordi hendes mor skulle ordne noget andet, men Esther lod ilden gå ud. Hun gjorde det med vilje, så hendes mor kunne forstå, at hun ikke gad. Det skulle hun aldrig have gjort. Aldrig havde hun set moren så tosset. Hun fandt en tyk kæp og pryglede Esther, og bortset fra branden har Esther ikke oplevet noget så slemt. Esther tænker på firbenet, mens hun knuser sorghummen til fint mel på stenen. Hun er glad for, at det nåede at slippe væk, da taget brændte. Nu holder det til i nabohuset. Men det sidder tit og ser på Esther med sine sorte perleøjne. Hun er sikker på, at firben betyder lykke. Deres hyggelige puslen når de vimser rundt, og så æder de alle de småkryb, der holder til under hyttens tag. Når ingen ser det, taler hun med firbenet. Og firbenet svarer! Ingen ved, at det kan tale. Ikke engang de andre firben, og eftersom der er langt mellem talende firben, er det helt fint, at Esther af og til stikker hovedet ind og slår en sludder af med det. Nå, Esther, siger firbenet. Hvad bliver det til? Bygger din mor snart et nyt hus? Skal vi ikke have tag over hovedet, når regnen står ned i stænger? Esther ville ønske, at hun kunne give firbenet et svar. Men sandheden er jo, at hun ikke aner, hvornår hytten bliver genopbygget. I stedet siger hun: Jeg har set en slange nede i den tørre flod, tror du det betyder regn? Uf! gyser firbenet. Slanger betyder ikke regn, slanger betyder problemer! og på et splitsekund er det forsvundet ind under nogle tørre strå. På den måde finder Esther ud af, at firben, talende eller ej, ikke bryder sig om slanger. 22 23
Nabokat Hvis nogen ellers har lyst til at blive mindet om, hvor slemt det kan gå, hvis en brand kommer ud af kontrol, så kan de bare besøge Nabokat, så kan de få syn for sagn. Alle i Esthers manyatta har hørt om branden. En dag så de pludselig sort røg stige op over savannen, ikke bare bålrøg, men den slags hidsigt hvirvlende røg, der altid kommer, når der er brand. Alle vidste, at Nabokat lå der. Og alle kunne gætte, hvad der var sket. En forvildet glød var blæst ud af bålet, og før nogen fik set sig om, var næsten hele manyattaen brændt ned. Huse, forrådskamre, ja, selv en lille overdækket fold, gedehuset, hvor man opbevarede de yngste gedekid. En manyatta består kun af pinde og hø og lidt tørret kogødning, en ren brandfælde, når man har de åbne ildsteder. Det hjalp ikke noget, at Nabokat betyder stedet, hvor man gravede en brønd, for den brønd, man gravede i nærheden af manyattaen, var for længst tørret ud, den dag det brændte. I Neitakwae priser man sig lykkelige over, at det skete i Nabokat og ikke her. Men alle ved, at det kan ske. Hvis uheldet er ude, og en gnist springer fra bålet. En dag, hvor Esther er på vej hjem fra skole, kan hun ikke lade være med at kigge inden for hegnet. Bare for at se, hvor mange huse der er brændt. Det er mange. Det meste af manyattaen ligger udbrændt hen. Hvor hytterne lå, er der kun forkullet træ og aske tilbage. En elendighed af sodet jord. I ruinerne ligger potteskår, smeltede vanddunke og husgeråd. I asken ligger også de sørgelige rester af sidste års høst. Sorghummen er svedet helt af. Alt er brændt. Selv børnenes skoleting, som lå i en kuffert. Nu har de ingen skolesager, og så er der jo ingen grund til at gå i skole. Stakkels dem, der bor her, tænker hun. Folkene i byen bryder sig ikke om, at Esther kommer og ser deres ulykke. Skrub af med dig, siger de. Hvad skal du snuse rundt her for? Gå hjem til din egen hytte. Esther skynder sig videre. Hun har lyst til at fortælle dem, at hendes hytte også er brændt, men de jager hende ud. Hun ser op mod himlen. Der er kun de sædvanlige småskyer, som der aldrig kommer så meget som en dråbe ud af. Mon ikke også dem i Nabokat kunne undvære regnen, indtil de har fået bygget deres hytter og forrådshuse op igen? 24 25
Tegn på regn Hvis en flok giraffer passerer i det fjerne, plejer det at være et godt tegn, påstår Ngoto. Ikke bare på regn, men også på en god høst. Men det er flere år siden, der har været en giraf på disse kanter. Hver morgen, når Esther går i skole, spejder hun efter giraffer. Men der er intet liv, kun flimrende savanne og de altid svævende rovfugle. Esther ved ikke, om det passer, det med girafferne. Gamle Ngoto siger så meget sludder. Hun siger også, at drømmer man om kød, så betyder det sygdom, men drømmer man derimod om slanger, så betyder det regn. Har du drømt om slanger, Esther? spørger hun. Det mener Esther ikke, hun har. Og det håber hun heller ikke, at hun gør. I al fald ikke lige med det samme. Ngoto påstår også, at dyrene er de første, der ved, hvornår regnen kommer. Det lyder tosset, synes Esther, men hun kan alligevel ikke helt slippe tanken om, at det måske passer. Og hvis det passer, hvordan ved de det så? Esther har tænkt meget over det spørgsmål. Hun bliver nødt til at spørge sin lærer henne i skolen, og en dag tager hun mod til sig og spørger ham, om dyrene ved, hvornår regnen kommer. Det skulle hun aldrig have gjort. Hvad er det for noget sludder? siger han. Og hvis de gjorde, hvad skulle det så hjælpe? Dyr kan jo ikke tale, dit fjollehoved! Han ryster på hovedet over, at Esther kan spørge om noget så dumt. Og hele klassen griner, som om hun har sagt noget sjovt. Esther bliver varm i hovedet og ser ned i bordet. Hun tænker på firbenet. Det har hun da talt med. Så nogle dyr kan tale! En dag, da der ikke er nogen i nærheden, stikker hun hovedet helt hen til stråtaget og kalder på firbenet. Du firben, hvisker hun helt stille. Kan du mærke, om det bliver regnvejr. Jeg mener, kan du føle det i din halespids? Firbenet ser på hende med sine små perleøjne. Så du vil vide, hvornår regnen kommer? Esther nikker. Spørg gederne, siger firbenet. De kommer vidt omkring. Hvis de ikke ved det, ved ingen. 26 27
Geden, h nen og gget Skulle gederne virkelig have forstand på, hvornår det bliver regn? tænker Esther og ser tvivlende på gederne. De lyder hele tiden, som om de er forkølede. De nyser og fnyser. Deres næsebor er fyldt med snot, og det sprutter ud til alle sider. Der er ikke en ged i flokken, der ikke har snot i pelsen. Prrsst!! lyder det hele tiden, når de nyser. Esther får øje på et lille gedekid. Det ser ufatteligt dumt ud, og Esther tvivler på, at det er til megen hjælp. Alligevel spørger hun det, om det kan mærke, om regnen er på vej. Spørg drengen, der passer på os, bræger det lille kid. Han er så klog, at han kan undvære hovedet. Han ved både, hvor der er græs og vand. Alt ved han! Hvorfor spørger du ikke ham? Mener du Topas? spørger Esther tøvende. Hun tvivler på, at Topas ved, hvornår regnen kommer. Topas kan ikke finde sin egen mund, hvis man ikke fortæller ham, hvor han skal stoppe maden ind. Så du ved ingenting? spørger hun geden. Den glor bare på hende. Jeg er bare et kid, jeg ved ikke en skid. Og for at vise, at den mener det, lægger den lige en dynge gedelorte. Ja, det er nydeligt, tænker Esther. Det blev jeg ikke klogere af. Og hendes dumme lillebror gider hun i alt fald ikke spørge. Hun ser sig om. Der må da være nogen, der er klogere end en ged. Så får hun øje på en høne. Der er ikke mange høns tilbage her. En mystisk sygdom fik dem til at dø. Og dem, som sygdommen ikke tog, nappede høgene. Det er rent ud sagt livsfarligt at være høne her. Man forstår godt, de altid farer sådan rundt, som om de har en masse at nå i deres korte liv. Heldigvis er der en brun høne tilbage. 28 29
Høne! siger Esther. Stop lige, og sig mig, om du kan mærke regn. Hønen ser forvirret på hende. Regn? siger den. Ja, for nu har jeg spurgt en ged, og den vidste ingenting. En ged? siger hønen og lægger hovedet på skrå, som om den ikke aner, hvad hun taler om. Esther løfter hønen op. Er der slet ikke nogen hjemme? siger hun og banker den lidt oveni. Øhm, siger hønen og blinker. Mener du et æg? Nej, regn! siger Esther hidsigt. Pip, gok? siger hønen. Esther sætter den ned på jorden med et suk. Den står et øjeblik, som om den er blevet afbrudt i noget vigtigt. Som om den spørger sig selv om, hvor den er. Så går den lidt rundt om sig selv. Pikker lidt i jorden, inden den piler væk. Men tilbage i græsbunken ligger et lille fint nylagt æg. Esther samler det op og putter det i lommen. Sådan et kan man vel altid få brug for. Her bliver jeg ikke klogere, tænker hun. Så spørg uden for manyattaen. siger firbenet. Der ved de det nok. 30 31
Akibo fort ller: Pennens forbandelse Manyattaen, som Esther bor i, har ligget nær Moroto i mange år, mindst 70, hævder Akibo, ikke altid det samme sted, men altid i nærheden. Han kom hertil som ung, og dengang var provinshovedstaden bare en samling huse. Udenom lå savannen med masser af dyr. Der var græs og buske nok til alle. Og man behøvede ikke gå mange skridt for at finde et træ at sidde i skygge under. Der var plads nok til, at både geder og zebraer kunne græsse. Af og til slog man sig ned længere væk, men man holdt sig altid inden for rækkevidde af byen og bjergene bag den. Der var træ og dyr nok. Livet gik sin gang, som det havde gjort i århundreder i Karamoja. Lige indtil den dag, hvor nogle soldater dukkede op i Moroto. De bar fine uniformer og havde skinnende våben. De fortalte, at der var krig et sted langt borte. Og de havde brug for nogle frivillige til at deltage. Var karamojongerne måske ikke stolte krigere? Skulle de ikke hjælpe koloniherrerne? Karamojongerne så på hinanden. Og de så på de fine uniformer. Krigerne rankede sig op og trådte nærmere. De skulle bare skrive deres navn, eller i det mindste sætte en krusedulle på et stykke papir med en fin blækpen. Akibo kan endnu huske, hvordan hans far skrev under. Faren var ved at revne af stolthed, da han skrev sit navn med store, skæve bogstaver med den fine pen. Det samme var de andre krigere. Nu var de soldater. De fik en uniform og blev sendt til hovedstaden, Kampala, og derfra videre til Nairobi i Kenya og ud til kysten, hvor et skib sejlede dem væk. Man så dem aldrig igen. Det måtte have været en stor krig. Noget helt andet end de stridigheder, man førte med nabostammerne, der mest handlede om, hvem der havde hugget kvæg fra hvem, og hvem der tog de bedste græsgange og vandløb. Bagateller, som kunne klares med lidt nævekamp eller et par stokkeslag. Ingen kom tilbage, heller ikke Akibos far. Den forbandede pen havde stjålet deres sjæle. Så snart de havde skrevet deres navn, var de fortabte. Siden dengang har man ikke haft megen fidus til penne i Karamoja. Der var en forbandelse over de tingester. Skrev man under med sådan en dims, var man fortabt. Det siger sig selv, at det ikke var nemt at lokke børn i skole. Hvorfor skulle man lære at skrive man risikerede jo alverdens ulykker med sådan en pen. Desuden har man brug for børnene til at se efter husdyrene. Man blander ikke tingene. Skole er skole, husdyr er husdyr. Ellers var alting da helt af lave. Akibo synes stadig, at det er bedst sådan. Men at nogle børn i manyattaen Neitakwae går i skole, som nu Esther, kan han vel ikke lave om på. Alting er jo snart så moderne. 32 33
V verfuglen og gslangen Da Esther går i skole næste dag, gør hun holdt ved væverfuglenes træ. Der er helt stille. De forladte reder dingler i vinden, som små flettede klokker. Heldigvis får hun øje på en væverfugl, der sidder på en gren og kigger ned på hende. Hvis du kommer for at stjæle, siger den, så kan du godt spare dig. Her er ingenting endnu. Jeg kommer ikke for at stjæle, jeg kommer for at høre, om du ved, om regnen er på vej. Regnen? siger væverfuglen. Ja, for nu har jeg spurgt både firbenet, en ged og en høne, og de ved ingenting, og så tænkte jeg måske, at du gjorde. Og hvis jeg gør, siger væverfuglen hvorfor skulle jeg så fortælle dig det? Hvad får jeg ud af det? Jeg kunne bede min lillebror om ikke at skyde til måls efter dine reder. Når der engang er kommet æg i dem. Ha, siger væverfuglen. Den unge kan ikke ramme en elefant, om den så stod lige foran ham. Nej, fortæl hellere ægslangen, at den skal holde snotten fra mine æg. Det lover jeg, siger Esther, men hun bryder sig ikke om at nærme sig nogen slange. Men du kan altså ikke sige mig, hvornår regnen kommer? Nej, men så meget ved jeg, at du skal have fat i en, der hedder Ngakiru. Der kan du få svar. Måske. Ngakiru, siger Esther. Og hvor finder jeg så Ngakiru? Det aner jeg ikke, kvidrer væverfuglen. Men jeg kan lære dig at flette. Flette! fnyser Esther, Du kan flette dit eget næb! Men det hører væverfuglen ikke, for den er allerede fløjet. 34 35
Spørg ægslangen om Ngakiru, når den lige at sige, inden den kun er en prik på himlen. Ngakiru, tænker Esther. Skulle ægslangen mon vide, hvem det er? Hun finder ægslangen sammenrullet under en busk. Det er heldigvis en af de små, ufarlige slanger. Medmindre man altså er en væverfugl. En lille slange, tynd som en pind, og så let, at den kan komme ud på de tyndeste grene, helt derud, hvor væverfuglene bygger deres reder. Dens livret er æg væverfugleæg. Jeg skulle sige fra væverfuglen, at du skulle lade hendes æg i fred, siger Esther. Hvorfor skulle jeg det? hvisler ægslangen. Jeg er en ægslange! Den lyder gnaven. Den er altid i dårligt humør i de perioder, hvor der ikke er så mange æg. Jeg stjæler æg, dit folk stjæler køer. Skulle jeg måske fortælle jer karamojonger, at I ikke skulle stjæle køer? Hvis du lover det, så skal du få et æg, der er større, siger Esther. Et strudseæg? spørger ægslangen og løfter hovedet en smule mere interesseret. Esther tager hønens æg op af sin lomme. Du ville revne, hvis du slugte et strudseæg, siger hun. Du er jo kun en lille orm. Orm, fnyser slagen og forsøger at puste sig op. Var det det, du kaldte mig? Det her hønseæg er nylagt, lokker Esther. Har vi så en aftale? Den lille slange spiller ivrigt med tungen. Så stort et æg får man ikke hver dag, siger den. Nej vel? Nå, har vi en aftale? Hun holder ægget frem. Jeg lover, jeg lover, siger ægslangen og begynder at rulle sig ud. Og nu vi er i gang, så kunne du måske sige mig, hvor jeg finder Ngakiru? tilføjer Esther hurtigt. Slangen stivner et øjeblik, så spiller den nervøst med tungen og trækker sig lidt væk. Mener du Ngakiru med paraplyen? spørger den tøvende. Dén Ngakiru? Måske, siger Esther. Spørg hellere Emorotot? Nede ved floden. Hun ved mere om den slags. Men tag hellere en gave med, ellers bliver hun måske vred. Esther gyser. Emorotot betyder jo pyton. Mener den virkelig, at hun skal spørge den store pyton under træroden? Og du ved jo, hvor hun bor, fortsætter ægslangen lidt drillende. Det har jeg hørt en lille fugl synge om. Hvad skulle det være for en gave? spørger Esther. Mindre end en kanin kan nok ikke gøre det? siger ægslangen og slikker sig om munden med sin kløftede tunge. Og hit så med det æg. Men kan du ikke bare sige mig, hvor jeg finder Ngakiru med paraplyen? forsøger Esther at lokke ud af den. Men ægslangen kan ikke sige mere, for den har allerede taget munden for fuld. Det ser klamt ud. 36 37
Marked Næste dag er Esther med sin mor på marked. Som altid sker der en masse. Et sted sælger man køer og geder, et andet sted brænde. Et tredje står en velklædt mand og råber, mens han fægter med en bibel. Omvend jer, syndere! galer han og ser meget vred ud. Thi snart kommer dagen, hvor Herren skal skille fårene fra bukkene! Et andet sted sidder en spåmand og spår for en flok krigere. Han smider sine sandaler, og lander de på en bestemt måde, kan han forudsige fremtiden. Lander de med sålerne opad og ved siden af hinanden, betyder det regn. Krydser de hinanden, betyder det lykke. Der er et leben alle vegne. Der bliver sludret og sladret, og karimojonger fra nær og fjern mødes. Bekendte, som kun ses en gang imellem hilser, og de sidste nyheder spredes. Har nogen fået stjålet deres køer? Har I hørt, at den og den manyatta er blevet plyndret? Og der har været skyderi. Karamoja er et ufredeligt sted. Det er altid værst i den tørre tid. Så har folk ikke så lang lunte. Esther hører også folk tale om brande. Nabokat er ikke det eneste sted, der har været brand. Som tørtiden varer ved, hører man om den slags oftere og oftere. Esther bliver lidt ked af det, fordi hun kommer til at tænke på sit eget hjem. Og hun tænker også på, hvordan hun skal få skaffet en kanin til den store slange. Hvor vi dog trænger til regn, siger folk og ser trætte mod himlen. Hvornår mon den kommer? Spørg troldmanden, siger nogle. Han kan se det i sine sandaler. I dag skal moren købe cassiomel, bønner og skolehæfter til Esther. Esther ville ønske, at der også blev råd til et par sandaler. 38 39
Hele tiden jokker hun torne op i foden. Sådan er det at De fylder mel i store, tomme konservesdåser, og Esthers Esther synes altid, at der er spændende på markedet. Der Der dufter så godt af blod. komme fra stedet med de mange torne. mor presser melet ned, så hun ikke bliver snydt. Hun skal er hele tiden noget at kigge på, men i dag kan hun ikke rigtig Esther har kun smagt kød en eneste gang i sit liv. Og det er Men der er ikke råd til sandaler. Tror Esther måske, at både have mel til sig selv og til gamle Ngoto og til bedstemo- koncentrere sig. Hun tænker hele tiden på slangen under så længe siden, at hun ikke kan huske, hvordan det smagte. moren plukker sine penge på en busk? ren. træroden. Og nu skal hun skaffe en hel kanin til pytonen under træro- Kvinderne i melboderne er hvide som spøgelser. Melstøvet Bagefter køber de bønner, og til sidst er de i boden med Der er slagterboder, hvor fede fluer summer. Gedekød og den. står i en sky omkring dem. skolesager. Esther får tre hæfter. De skal holde længe. kokød ligger i røde udhuggede stykker, men ingen kaniner. 40 41
Buen, stenen og skorpionen Esther grubler over, hvordan hun skal få fat i en kanin. Det er sjældent, at man overhovedet ser en kanin, og at fange en er vel nærmest umuligt. Måske kan hun låne Topas bue. Det lille fæ kan alligevel ikke ramme noget med den. Han har den bare for at ligne de større drenge. Topas er kun seks år, men ser allerede efter geder. Tidligt om morgenen driver han flokken ud af manyattaen. En efter en løber de ud af den lille åbning og samler sig. Som tørtiden bliver ved, må Topas længere og længere væk for at finde græs. Som så mange af de andre drenge har også han sin flitsbue med. Det er altid godt at være bevæbnet. Når Topas bliver stor, vil han have et gevær ligesom soldaterne, der af og til kommer forbi. En AK-47. Og så vil han skyde tyvene, hvis de skulle finde på at komme forbi for at stjæle geder. Lån mig buen, siger Esther. Hvad skal du med den? vil Topas vide. Og det kan hun jo ikke fortælle ham. Jeg så en kanin ovre ved akacielunden, lyver hun. En kanin, hva? siger Topas med tvivl i stemmen. Det er tydeligt, at han ikke tror hende over en dørtærskel. Du har tænkt dig at skyde en kanin? Esther nikker. I virkeligheden aner hun ikke, hvordan hun skulle bære sig ad med at skyde en kanin. Men det kan også være det samme, for Topas, den lille røv, vil ikke låne sin bue ud. Ikke til en pige. 42 43
Du ødelægger den bare, siger han. Desuden skyder piger ikke med bue, som han siger. Esther gider ikke diskutere med ham. Kan hun ikke få lov til at låne buen, må hun finde på noget selv. Hun er lige ved at fortælle Topas om slangen, men hun ved, at han ikke kan holde mund. Inden hun får set sig om, ved hele manyattaen det. Og så vil de fare ud for at finde den. Da hun går til skole næste dag, samler hun en stor sten op. Måske kan hun være heldig at ramme en kanin oven i nødden, så hun har en gave til den store pyton. Den skulle jo nødigt få lyst til at æde hende. Hun går væk fra vejen og lidt ind på savannen, måske sidder der en kanin nede i den udtørrede bæk. Noget bevæger sig lige ved en busk. En kanin? Nej, uf! Det er en skorpion. Esther hader skorpioner. Heldigvis gemmer de sig for det meste under sten, men af og til kryber de også ind i hytterne og ligger under skindene eller kravler ind under en krukke. Hun har ikke lyst til at træde på den. Men hun kan jo smaske den med stenen. Skorpionen piler af sted med halen bøjet. Den er heldigvis ikke så stor, men derfor kan den godt stikke. Esther bøjer sig ned og kigger efter den. Halløj, din lille lus, siger hun. Ved du, hvornår regnen kommer? Forhåbentlig aldrig, knirker skorpionen. Man trives bedst uden. Hvad så med Ngakiro? Ngakiro med paraplyen. Er du fra forstanden, tøs? lyder det fra skorpionen. Og med de ord piler den ned i en sprække i den tørre jord. Kryb, tænker Esther. 44 45
Klippepytonen Så hører hun en ny puslen lige i nærheden. Noget bevæger sig langsomt gennem krattet. Hun stivner. Er det en puffadder? Nej, hun ser noget brunt i græsset. Noget stort. En kanin? Hun løfter stenen og lister sig nærmere. Så får hun øje på en skildpadde. Den tøffer roligt af sted over den tørre jord. Øv, tænker hun. Bare en skildpadde. Sådan en kan hun ikke bruge til noget. Et dumt og langsomt væsen, som aldrig kommer ud af stedet. Skildpadden stopper op et øjeblik og trækker hovedet ind under skjoldet. Og først da Esther er gået videre, kommer det forsigtigt frem igen, og den fortsætter sin vandring over den tørre savanne. Mennesker! er det, som om den tænker. Altid har de så travlt. Og Esther har travlt. Hun kan høre skoleklokken i det fjerne. Det er et gammelt bilhjul, der er hængt op i et træ, og den klingende lyd, når læreren slår på jernet, kan høres langt væk. Hun har allerede taget sin beslutning. Hun må besøge den store pyton uden at have en gave med. Det gælder bare om at holde sig på afstand. Efter skole gør hun det! I frikvarteret står hun og sludrer med Chegem, hendes bedste veninde. Men Chegem taler bare om, hvor meget hun glæder sig til regntiden, og Esther kan næsten ikke koncentrere sig. Hun tænker på den store pyton og håber, at den vil hjælpe hende, selvom hun ikke har noget med til den. Så snart de har fri, løber hun af sted. Vent, råber Chegem efter hende. Skal vi ikke følges? 46 47
Men Esther har ikke tid til at svare. Hun skynder sig af sted, Intet er vel gratis, lyder det så omsider inde fra skyggen og snart er hun langt væk fra Chegem og alle de andre. under roden. Langt inde på savannen kan hun se nogle drenge med Jeg ville også have taget en kanin med til dig, men jeg deres geder. De heldige asener, tænker hun. De behøver ikke kunne ikke fange en. bekymre sig om at skulle ned til en stor slange. Man må være tålmodig, siger slangen. Måske du skulle Hun når snart broen og går ned i den tørre flod. Sandet er brændende varmt, og hun sørger for at holde sig i skyggen under de træer, der vokser her. Hun lister forsigtigt hen til den store rod. Hun kan mærke den mugne lugt og ved, at slangen stadig er der. Emorotot, hvisker hun. Jeg har et spørgsmål. Om regnen! Stilhed. Slangen er der, men den siger ikke noget. Jeg har spurgt geden, hønen og væverfuglen og ægslangen, fortsætter Esther, og endda min dumme bror, Topas, ja selv skorpionen. Slangen er stadig tavs. Den kigger på hende, men den rører sig ikke. komme igen en anden dag. Når du har fået fat i en kanin. Men så længe kan jeg ikke vente, siger Esther. Og du ved jo, hvor jeg finder Ngakiro med paraplyen. Regngudens tjener? hvisler kvælerslangen. Hvorfor vil et barn dog tale med ham? Fordi jeg må vide besked om, hvornår regnen kommer. Hvorfor vil du vide det? Er du utålmodig, som alle andre? Eller er du bare for doven til at hente vand ved pumpen? Det er ikke sådan, siger Esther. Synes du ikke, at der var regn nok sidste år? Esther tænker tilbage på forrige regntid. Ikke i mands minde er der faldet så meget regn i Uganda. Selv Akibo, der ellers påstod, at han havde oplevet alt, var imponeret. Nej, det er bare, fordi vores hus er brændt, siger Esther lavt. Og måske ved Ngakiro, hvornår regnen kommer? Det ved han helt sikkert, til gengæld ved ingen, hvor Ngakiro er. Snart er han her, snart er han der. Det er det eneste, man ved. Slangen bevæger sig lidt. Jeg ser ikke så godt, siger den. Kommer du ikke lidt nærmere, lille pige? Helst ikke, siger Esther med lille stemme. Slangen spiller med tungen, som om den prøver at opfange hendes duft. Jeg gør dig ingenting, siger den og strækker sig lidt frem. Dens hoved er stort som en hunds. Hun kan se dens skæl og dens muskler bevæge sig under dens spraglede mønster. Hun træder lidt tilbage. Hendes hjerte begynder at slå hårdt i brystet. Slangen begynder at vikle sig ud. Den er ufatteligt lang, længere end en voksen mand. Esther ser fortryllet på det indviklede slangemønster, der fletter sig ned over dens krop. Langsomt glider den ud i lyset og hen mod hende. Tungen farer ud og ind. Jeg kan lugte dig, men jeg ser dig ikke så tydeligt. Kom lidt tættere på. Nu kan Esther ikke holde det ud længere. Jeg bliver nødt til at gå! siger hun og stikker i løb. Jeg skal hjælpe min mor! På et øjeblik er hun oppe af det tørre flodleje. Hun løber hen over den knoldede jord. I det fjerne kan hun se sin manyatta. Bare slangen ikke kommer efter hende. Hun ser sig tilbage, men der er heldigvis ingenting. Alligevel løber hun alt, hvad hun kan. Så snubler hun over noget. Og i næste nu ligger hun, så lang hun er. 48 49
Først tror hun, at det er en brun sten, men så opdager hun, at Nå, siger Esther og ser efter, om hun har slået hul på Den får hele historien. Kig efter de våde fodspor, gyser skildpadden. Han det er skildpadden. knæet, men heldigvis er det bare en hudafskrabning. Hun Det er noget rod, nikker skildpadden med sit gamle, sætter store, våde spor i selv den tørreste jord. Du kan kende Av, siger den. Er det nu dig igen. Se dig dog for, din kommer på benene igen. næbbede hoved. Når menneskene vil tale med Ngakiro, ham på paraplyen. Altid går han med en paraply. Ser du en klods. Hvad farer du også sådan af sted for? fnyser skildpad- hører alting op. høj, tynd mand med en paraply... så løb! Åh, hvad ligger du også der for, sløve padde? siger Esther den. Men hvem er han? spørger Esther nysgerrigt. Den trækker sit hoved ind under skjoldet. og børster støv af kjolen. Esther gider ikke svare den. Alligevel stiller hun den sit Den eneste, der ved, hvornår regnen kommer. Regnguden Det ville jeg gøre, lyder det hult derinde fra. Jeg ville Hendes bøger er faldet ud af tasken og ligger spredt på spørgsmål: Akuj sender ham af sted for at se, hvornår det er tid. spæne som en hare! jorden. I en fart får hun dem samlet op. Du skulle vel aldrig vide, hvor jeg finder Ngakiro? spørger Esther lytter opmærksomt. Endelig noget hun kan bruge. Det gad jeg godt se, tænker Esther, men bortset fra det, er Hov, hov, lyder det fornærmet inde fra skjoldet. Bare hun, mens hun børster støv af kjolen. Ngakiro med paraply- Akuj, tænker hun. Den, der bestemmer over regnen. skildpaddens ord det mest tossede, hun har hørt. Våde fordi man ikke er det hurtigste dyr på savannen, behøver man en? Men pas på, advarer skildpadden. Akujs tjener er ikke til fodspor og ånder med paraplyer. jo ikke være sløv. Skildpadden ser lidt forskrækket ud. Det er lige før den igen at spøge med. Han dukker op ud af det blå, pludselig står Du ser ellers ikke videre vaks ud, knurrer Esther. trækker hovedet ind i skjoldet, men så tager den sig i det. han der bare. Og får han først lokket dig ind under sin para- Det kan godt være, at jeg bevæger mig en kende lang- Hvorfor vil du tale med ham? spørger den. ply, er det slut med dig. Så bliver du lavet om til vand. Kom somt, men jeg er kvik nok i pæren, brummer skildpadden en Igen fortæller Esther om, hvordan hendes hus er brændt. ikke og sig, at du ikke blev advaret. smule fornærmet. Og hvordan de mangler penge til at kunne få et nyt opført. Men hvor finder jeg ham? bliver Esther ved. 50 51
Akibo fort ller: Kraalen Akibo holder af at fortælle om livet i kraalen. Nu er han for gammel til selv at gå den lange vej derud, men da han var ung... En kraal er en slags samlingssted for kvæg ude i savannen. Et sted, hvor mænd og drenge holder til. Når man kommer så langt væk fra sin manyatta i søgen efter græs og vand, at man ikke lige kan komme hjem om natten, må man ty til kraalens tryghed. De ligger rundt omkring i landskabet, og dér samler man dyrene om natten, så de ikke falder i kløerne på vilde dyr, eller røvere. Akibo bliver helt salig, når han fortæller om livet i kraalen, eller awii en, som det hedder på karamojongsprog. Det var livet for en karamojong-kriger. Dyrene i de mange indhegninger, blodtapninger og malkninger. Her kunne mændene prale af deres bedrifter og fortælle røverhistorier om, hvordan de huggede kvæg hos nabostammerne, eller sloges med stokke om gode vandhuller. Akibo mindes kvægets brølen under månen. Gederne, der moslede rundt i deres indhegninger. De gode historier, som blev fortalt ved ilden om aftenen. Og hans tænder løber i vand, når han tænker på kødet, når de slagtede en ged eller en ko. En af mændene stak sit lange spyd lige i hjertet på dyret. Så var det en ren fest. De ældste ville spå i dyrets indvolde. Man skar geden op og kiggede grundigt på dens indvolde. De ældste tog varsler af dem. Kom der gode tider, eller ventede tørke og misvækst? Det var ikke småting, man kunne se i sådan en gang friske gedeindvolde. Den ældste i kraalen ville skovle gedens grønne maveindhold ud og smøre det ud over sin krop. Og når geden blev lagt på bålet for at få svitset pelsen af, ville han sætte sig og tålmodigt vente, til de skar den op. Hjertet ville han få. En lækkerbid, som kun han havde ret til. Med sit spyd ville han skære det i små stykker og gumle det i sig. Andre gange stak man hul på kvægets pulsårer og tappede blod, så kogte man det og blandede det med mælk. Uhm! Akibo bliver helt blank i blikket, når han tænker på det. Det er noget andet end at drive rundt her uden for manyattaen og æde grød og bønner dag ud og dag ind, mens man hører på kællingernes knevren og de små ungers flæben inde bag tornehegnet. Men nogen skal jo passe på det hele. Ikke så sært man savner de gode, gamle dage i kraalen. I nogle af de store kraaler blev der ligefrem bygget små huse og forrådskamre, og der var også kvinder til at lave mad og gå til hånde. Ikke så få mænd har fundet en kone eller flere i kraalen. Nej, der manglede ikke noget, fortæller Akibo. Gid man dog var ung igen. Så skulle man snart få stjålet noget kvæg tilbage til manyattaen. Det kunne være skønt atter en gang at høre køer brøle inde i indhegningen, inden man drog sit sidste suk. Og så kunne han igen vandre med dyrene ud til kraalen på savannen og falde i søvn under den stjernestrøede himmel. Ak ja, kunne man dog blot få fat i noget kvæg. Akibo fnyser og spytter en kvart liter spyt ud mellem fortænderne. Men de unge er nogle svæklinge, de vil hellere drikke sig i hegnet inde i Moroto end gå på kvægtyveri. Det er selvfølgelig heller ikke ufarligt længere. Der er mange våben blandt karamojong-krigerne. De er godt gemt i manyattaerne eller tæt ved. Og man kan let få skudt både arme og ben af, eller det, der er værre, hvis man går på kvægtyveri. Nej, det var ikke som i gamle dage. Stjal nogen ens køer, stjal man bare nogle andres. Der skød man ikke efter folk. Verden er af lave! 52 53
I Kraalen malker man køer på mere end én måde. Det ser måske dramatisk ud, men koen tager ikke skade. Den gumler fredeligt på sin ejers hånd, mens der tappes en sjat blod ud. Blodet bliver blandet med mælk og er en vigtig del af karamojongernes kost. Kraalens ældste smører den nyslagtede geds maveindhold ud over sin krop. På den måde kan han lettere spå i gedens indvolde. Når gedens hår er blevet svitset af i bålet, skæres den op og den ældste får hjertet, som han spiser næsten råt, mens andre drikker blodet og spiser det 54 halvrå kød. 55
Skyspejlet Da Esther har talt med skildpadden, er hun lige ved at opgive. Mage til vrøvl har hun aldrig hørt: En tårnhøj regnånd med paraply, der dukker ud af det blå, som et spøgelse. Og som sætter våde fodaftryk. Og laver folk om til vand, hvis de ikke passer på. Tror den, at hun er idiot? Måske skal hun bare opgive at tænke på regnen. Den kommer jo alligevel, når den kommer. Om den så er ventet eller ej. Hvis bare de havde råd til at få bygget huset. Måske kan hun og moren gå ud og brænde deres eget trækul og sælge det i Moroto. Men det kan de jo ikke nå. Med bøjet hoved begynder hun at traske hjemad. Hun er i rædsomt humør. Snart vil kolde og våde vinde drive skyerne ind over bjergene mod øst, og det vil øse ned i dagevis, og mens alle andre glæder sig over regnen, må Esther og hendes mor og søskende krybe i ly i bedstemorens hytte. Og lytte til en vedvarende plasken. Esther sukker. Hun lægger dårligt nok mærke til blæsten, der suser over den tørre jord. Ænser ikke jordstøvet, der knaser mellem tænderne og sætter sig i øjenkrogene. Og pludselig er det, som om blæsten tager til. Voldsommere og voldsommere suser den. Rødt støv rejser sig og hvirvler rundt. I næste nu lyder et højt tordenbrag, og Esther farer sammen og ser sig om. Et iskoldt gys suser ned gennem hendes ryg. Ved vejsiden står en høj og mærkelig skikkelse. Han holder en paraply! Esthers hjerte begynder at banke hårdt. Det må være Ngakiro. Hvem skulle det ellers være? Han har ar i hele hovedet, kriger-ar. Sådan nogle man laver ved at bore stikkende torne ind i sin hud. Men hans blik er dybt og sort, og blikket får vinden til at suse mod Esthers ansigt. Er du pigen, der går og spørger efter mig? Hans stemme er hul, som om den kommer fra en dyb brønd. Vinden rusker i hans paraply, og det er, som om der fyger små vanddråber ud af den, som rammer hendes kind. Esther er lige ved at skrige, da han rækker armen ud efter hende. Mata, Esther, lokker han. Lille pige, jeg er Ngakiro. Kom ind under min paraply. Nej, gisper Esther og går forskrækket et par skridt baglæns. Jeg har hørt om dig, siger han. Der hviskes over hele savannen om pigen, der vil vide, hvornår regnen kommer... så meget vil hun vide det, at hun er begyndt at spørge dyrene. Esther er helt stum. Det er regnånden, som skildpadden talte om. Ham, dyrene nævnte. Måske er det selveste Akuj, 56 57