EUROPA-KOMMISSIONEN Bruxelles, den 3. december 2009 SEK(2009) 1666 ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE VEJLEDNING I GENNEMFØRELSEN/ANVENDELSEN AF DIREKTIV 2005/29/EF OM URIMELIG HANDELSPRAKSIS DA 1 DA
December 2009 Ansvar Denne vejledning, som er udarbejdet af Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugere, er ikke bindende for Europa-Kommissionen som institution. Den udgør ikke en formel fortolkning af EU-retten i konkrete situationer og giver heller ikke juridisk vejledning i spørgsmål angående national ret. DA 2 DA
INDHOLDSFORTEGNELSE 1. Direktivets anvendelsesområde... 7 1.1. Eftersalgsservice falder også ind under definitionen på handelspraksis... 7 1.2. Handelspraksis på internettet via sociale medier og sammenlignende websteder falder ind under definitionen... 8 1.3. Omfatter handelspraksisbegrebet også situationer, hvor erhvervsdrivende køber produkter af forbrugere?... 9 1.4. Salgsfremmende foranstaltninger falder ind under direktivet... 9 1.5. Handelspraksis i finanssektoren falder ind under direktivet... 10 1.6. Handelspraksis, der ikke berører forbrugernes økonomiske interesser, falder ikke ind under direktivet... 13 1.7. Handelspraksis, der kun skader konkurrenternes økonomiske interesser, eller som berører transaktioner mellem erhvervsdrivende, falder ikke ind under direktivet... 14 1.8. Begrebet erhvervsdrivende... 15 1.9. Forholdet mellem direktivet og national lovgivning og andre EU-retlige bestemmelser... 16 1.10. Forholdet mellem direktivet og selvregulering... 19 1.10.1. Direktivets bestemmelser... 19 1.10.2. Generelle betragtninger i relation til selvreguleringens rolle... 20 2. Direktivets generelle bestemmelser... 22 2.1. Begrebet "transaktionsbeslutning"... 22 2.1.1. Definitioner og almindelige betragtninger... 22 2.1.2. Købsbeslutning... 22 2.1.3. Transaktionsbeslutningens betydning... 23 2.2. Gennemsnitsforbrugeren... 24 2.2.1. Direktivets bestemmelser... 24 2.2.2. Retspraksis og rettesnore... 25 2.3. Sårbare forbrugere... 29 2.3.1. Direktivets bestemmelser... 29 2.3.2. Sårbare forbrugere - kriterier... 29 2.3.3. Forudselighedskravet... 31 DA 3 DA
2.4. Vildledende handlinger... 31 2.4.1. Direktivets bestemmelser... 31 2.4.2. Generelle betragtninger... 32 2.4.3. Generelt vildledende oplysninger... 33 2.4.4. Vildledende markedsføring... 35 2.5. Vildledende miljøanprisninger... 36 2.5.1. Indledning / Definition... 36 2.5.2. Overblik over særlig EU-lovgivning om miljøanprisninger... 37 2.5.3. Direktivet og vildledende miljøanprisninger... 40 2.5.4. Bilag I indeholder forbud mod visse vildledende miljøanprisninger... 41 2.5.5. Anvendelsen af direktivets generelle bestemmelser på vildledende miljøanprisninger... 41 2.5.6. Overtrædelser af adfærdskodekser med miljøforpligtelser kan også være vildledende praksis... 43 2.5.7. Produktsammenligninger indeholdende miljøpåstande skal vurderes efter kriterierne i direktivet om vildledende og sammenlignende reklame... 44 2.5.8. Klager over vildledende miljøanprisninger og bevisbyrde... 44 2.6. Købsopfordring... 45 2.6.1. Direktivets bestemmelser... 45 2.6.2. Definition... 46 2.6.3. Købsopfordringer og vildledende udeladelser... 47 2.6.4. Anvendelse af oplysningskravene i artikel 7, stk. 4... 47 2.6.5. Købsopfordring og væsentlige oplysninger - andre betragtninger... 49 2.6.6. Eksempler på købsopfordringer... 50 3. Den Sorte Liste (bilag I)... 51 3.1. Generelle betragtninger angående den sorte liste... 51 3.2. Bilag I, nr. 9 - Produkter, som ikke kan sælges lovligt... 51 3.2.1. Direktivets bestemmelser... 51 3.3. Bilag I, nr. 17 - Produkter, der helbreder sygdomme, funktionsforstyrrelser eller misdannelser... 52 3.3.1. Direktivets bestemmelser... 52 3.3.2. Anprisninger af sundhedsprodukter og lægemidler... 52 DA 4 DA
3.3.3. Kosmetiske produkter/ behandlinger m.v.... 53 3.4. Bilag I, nr. 20 - Brug af ordet "GRATIS"... 54 3.4.1. Direktivets bestemmelser... 54 3.4.2. Baggrunden for forbuddet i nr. 20 i bilag I og indledende betragtninger... 54 3.4.3. Bestemmelsens formulering - grundprincipper og entydige overtrædelser af dem (gratisbegrebet i nr. 20 i bilag I)... 54 3.4.4. Grundlæggende kriterier for tilgift... 55 3.4.5. Købsbetingede tilbud... 55 3.4.6. Tidsbegrænsede købsbetingede gratistilbud... 56 3.4.7. Pakketilbud... 57 3.4.8. Standardkomponenter i pakketilbud... 57 3.4.9. Engangsomkostninger til installation eller montering... 58 3.4.10. Introduktionstilbud til nye kunder... 58 3.4.10.1. Nye kunder til eksisterende produkter... 58 3.4.10.2. Nye produkter... 59 3.5. Bilag I, nr. 31 - Præmier og gevinster... 59 3.5.1. Direktivets bestemmelser... 59 Bilag I - RUTEDIAGRAM... 61 DA 5 DA
INDLEDNING Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis ("direktivet") blev vedtaget den 11. maj 2005. Direktivet indeholder harmoniserede regler om urimelig handelspraksis og tager sigte på at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Formålet er at sikre, at forbrugerne ikke vildledes eller udsættes for aggressiv markedsføring, og at alle påstande fremført af erhvervsdrivende i EU er klare, sande og underbyggede, således at forbrugerne kan træffe velinformerede og meningsfulde valg. Direktivet tager desuden sigte på at sikre, fremme og beskytte en fair konkurrence i relation til handelspraksis. Siden direktivets vedtagelse har medlemsstaterne vedtaget national lovgivning til gennemførelse af det. Det rejser en række udfordringer, især i relation til de juridiske virkninger af en fuld harmonisering på et område præget af store forskelle i de forskellige medlemsstaters politik, stil og gennemførelsesteknik. For at sikre, at både forbrugere og erhvervsdrivende er underlagt de samme regler overalt i EU, er det meget vigtigt, at de nationale myndigheder og domstole bidrager til en ensartet implementering og konsekvent håndhævelse af direktivet. Denne vejledning tager sigte på at forklare de centrale begreber og bestemmelser i direktivet, der kan give anledning til problemer, bl.a. med en række praktiske eksempler, der viser, hvordan direktivet fungerer. Formålet er at nå frem til en fælles forståelse og en ensartet praksis ved gennemførelsen og anvendelsen af direktivet. Men den har ingen formel juridisk status og i tilfælde af tvister er det Den Europæiske Unions Domstol, der har det endelige ansvar for fortolkningen af direktivet. Denne vejledning bygger på det samarbejde, Kommissionen har haft med medlemsstater og interessenter i årene efter direktivets vedtagelse. Der er tale om et arbejdsdokument, som Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Forbrugere har udarbejdet efter samråd med bl.a. en uformel arbejdsgruppe, og som har til formål at afklare en række af de spørgsmål, som er blevet rejst af nationale myndigheder og interessenter. Denne vejledning er et levende dokument. Det kan findes på internettet 1 og vil regelmæssigt blive udvidet og opdateret med ny viden om urimelig handelspraksis. Den er ikke udtømmende, men vil blive udbygget med input fra nationale myndigheder, viden om nye former for praksis, nye spørgsmål og udviklingen i retspraksis på EU- og nationalt plan. Endelig skal denne vejledning også danne grundlag for den rapport om direktivets anvendelse, som Kommissionen har til hensigt at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet i juni 2011 2. 1 2 http://ec.europa.eu/consumers/index_en.htm. Se direktivets artikel 18, stk. 1. DA 6 DA
1. DIREKTIVETS ANVENDELSESOMRÅDE Begrebet handelspraksis defineres i artikel 2, litra d): "virksomheders handelspraksis over for forbrugerne" (i det følgende også benævnt "handelspraksis"): en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne. Artikel 2, litra c), definerer et produkt som "en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter". Denne definition svarer til definitionen på et produkt i direktivet om vildledende og sammenlignende reklame 3 og direktivforslaget om forbrugerrettigheder 4. Artikel 3 "Dette direktiv gælder for virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne, som fastlagt i artikel 5, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt". 1.1. Eftersalgsservice falder også ind under definitionen på handelspraksis Definitionen på handelspraksis skal sammenholdes med artikel 3, der omhandler direktivets anvendelsesområde. Handelspraksis udspiller sig ikke alene på markedsførings-, salgs- eller leveringstidspunktet, men også i tiden efter salget (se artikel 3, stk. 1). I direktivets 13. betragtning henvises der også til "urimelig handelspraksis, der finder sted uden for et aftaleforhold mellem en erhvervsdrivende og en forbruger eller efter indgåelsen af en aftale og under dens udførelse". Det understreges også i begrundelsen til Kommissionens forslag til direktivet 5 (punkt 59): "Som forklaret herover opstilles der i dette forslag ikke en specifik urimelighedskategori for eftersalgspraksis, idet direktivets bestemmelser gælder for handelspraksis både forud for og efter salget. Den erhvervsdrivende skal derfor sikre, at handelspraksis efter salget overholder samme rimelighedsstandard som handelspraksis før salget. Imidlertid vil manglende eftersalgsservice ikke i sig selv blive betragtet som urimelig, medmindre den erhvervsdrivende har udvist en adfærd, som hos en gennemsnitskunde fremkalder forventninger, som afviger væsentligt fra den faktiske eftersalgsservice. F.eks. er der i henhold til det foreslåede direktiv ikke nogen forpligtelse til at tilbyde en særlig hotline for teknisk support. Men hvis en erhvervsdrivende (f.eks. en computerleverandør) giver udtryk for, at han vil yde en sådan hjælp, men ikke gør det, er hans adfærd vildledende og således urimelig." Eksempler: 3 4 5 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame (konsolideret udgave), EUT 376 af 27.12.2006. KOM(2008) 614 endelig. KOM(2003) 356 endelig. DA 7 DA
Inkassoaktiviteter bør betragtes som en form for eftersalgspraksis, der er omfattet af direktivet. For når en forbruger skylder en erhvervsdrivende et bestemt beløb (forbrugerfordring), er inddrivelsen af dette beløb (hvad enten den erhvervsdrivende selv står for inddrivelsen eller overlader den til en tredjemand) direkte knyttet til salget eller leveringen af et produkt Eftersalgsservice bør stemme overens med, hvad den erhvervsdrivende har lovet (hvis en computer f.eks. er solgt med en garanteret gratis hotline, må den erhvervsdrivende ikke tage betaling for brugen af den) Urimelige omkostninger eller hindringer for at skifte leverandør bør også betragtes som en form for eftersalgspraksis. F.eks. fik et italiensk teleselskab en bøde for at have forhalet og vanskeliggjort kundernes skift til en anden udbyder 6. 1.2. Handelspraksis på internettet via sociale medier og sammenlignende websteder falder ind under definitionen Sociale medier, herunder blogs og sociale netværkssider på internettet, spiller i dag en vigtig rolle for forskellige former for handelspraksis, især de skjulte former. De bruges undertiden til at promovere og reklamere for erhvervsdrivendes produkter. Fra flere medlemsstater berettes der f.eks. om tilfælde, hvor kosmetikfirmaer har betalt bloggere for at promovere og reklamere for deres produkter på en blog, der henvender sig til teenagere, uden at andre brugere var vidende herom. I sådanne tilfælde fandt myndighederne, at de pågældende bloggere medvirkede i en skjult handelspraksis. Urimelig handelspraksis kan også foregå på websteder, der sammenligner priser. Et åbenlyst eksempel herpå er, når en prissammenligningsside på nettet tilhører eller er knyttet til en erhvervsdrivende, som bruger den til at reklamere for sine produkter. F.eks. har en fransk domstol fundet, at en af de store franske supermarkedskæders internetside "quiestlemoinscher.com" ("hvemerbilligst.com"), der sammenlignede priser på dagligvarer, var en kommerciel internetside og et værktøj til sammenlignende reklame 7. Hvor der er tale om professionelle, men uafhængige prissammenligningssider, består den erhvervsdrivendes virksomhed i at indhente priser fra detailbutikker og videregive denne information til forbrugerne. Også for disse tjenesteudbyderes vedkommende er der tale om virksomhed udøvet af erhvervsdrivende, og de er derfor underlagt direktivet. I sådanne tilfælde skal brugerne af prissammenligningssiden informeres om, hvilke kriterier og metoder tjenesteudbyderen anvender, og om alle eventuelle kontraktlige relationer med bestemte erhvervsdrivende. Men hvor der er tale om prissammenligningsinformation, der gives af enkeltpersoner på et rent ikke-professionelt grundlag, vil der normalt ikke foreligge en handelspraksis. Også her er det op til de nationale håndhævelsesmyndigheder at vurdere, om sådanne internetsider i konkrete tilfælde falder ind under direktivet. 6 7 PS1268 - TELE2-ostruzionismo migrazione, Provv. n. 20266 del 03/09/2009 - Pubblicazione Bollettino n. 36/2009 PS1700 - TISCALI-ostruzionismo passaggio a TELECOM, Provv. n. 20349 del 01/10/2009 - Pubblicazione Bollettino n. 40/2009. Tribunal de commerce de Paris - 29. marts 2007 - Carrefour mod Galaec (la coopérative groupement d'achat des centres Leclerc). DA 8 DA
1.3. Omfatter handelspraksisbegrebet også situationer, hvor erhvervsdrivende køber produkter af forbrugere? Nogle erhvervsdrivende kan som led i deres erhvervsvirksomhed købe produkter af forbrugere. Det er f.eks. tilfældet med bilforhandlere, antikvitetshandlere og forhandlere af brugte genstande. Ifølge definitionen i direktivet omfatter handelspraksisbegrebet kun en praksis "med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne". Den omvendte situation, hvor erhvervsdrivende køber noget af forbrugerne, falder ikke ind under direktivet. Der er dog tilfælde, hvor der kan knyttes en forbindelse mellem en erhvervsdrivendes køb af et produkt fra en forbruger og promovering, salg eller udbud af et (andet) produkt. Inden for bilforhandling er det f.eks. helt almindeligt, at forbrugerne indgår en byttehandel, hvor bilforhandleren køber en brugt bil af forbrugeren, som derefter køber en bil af forhandleren. I sådanne tilfælde er der tale om en todelt handel - forhandleren ville ikke købe den brugte bil, hvis han ikke også fik solgt en bil til forbrugeren, og hele handelen falder ind under direktivets anvendelsesområde. I de situationer, hvor der ikke kan etableres en sådan forbindelse, vil medlemsstaterne under alle omstændigheder kunne udvide direktivets anvendelsesområde gennem national lovgivning eller retspraksis for at bringe erhvervsdrivendes køb fra forbrugere ind under direktivet, så længe det stemmer overens med EU-retten. I vejledningen til den britiske lovgivning til gennemførelse af direktivet 8 nævnes f.eks. en situation, hvor en antikvitetshandler, som er ekspert i kinesiske vaser, fortæller en forbruger, at en Ming-vase, som hun ønsker at sælge til ham, er en forfalskning. Hvis det ikke er tilfældet, vil denne påstand formentlig skulle betragtes som en vildledende handelspraksis. 1.4. Salgsfremmende foranstaltninger falder ind under direktivet Tilgift eller kombinationstilbud, rabatter, prisnedslag, tilbudsvarer, kommercielle lotterier, konkurrencer og vouchers er former for handelspraksis, der falder ind under direktivet og er underlagt direktivets bestemmelser. For definitionen på handelspraksis ("med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne") refererer helt klart til salgsfremmende foranstaltninger. Direktivet indeholder da også adskillige bestemmelser om salgsfremmende foranstaltninger (f.eks. artikel 6, litra d)), om vildledende handlinger i relation til prismæssige fordele, bilag I, nr. 5 (lokkereklamer), nr. 7 (særtilbud), nr. 19 og 31 (præmier og konkurrencer) og nr. 20 (gratistilbud)). Dette spørgsmål blev afklaret af EU-Domstolen i Total Belgium-sagen 9 : "[ ]tilgift udgør kommercielle handlinger, der klart er omfattet af en erhvervsdrivendes handelspraksis og direkte tilsigter promovering og afsætning. Det 8 9 Consumer protection from unfair trading - Guidance on the UK Regulations (May 2008) implementing the Unfair Commercial Practices Directive - Office of Fair Trading/ Department for Business Enterprise and Regulatory Reform. Dom af 23. april 2009 i forenede sager C-261/07, VTB-VAB NV mod Total Belgium NV, og C-299/07, Galatea BVBA mod Sanoma Magazines Belgium NV. DA 9 DA
følger heraf, at den udgør en handelspraksis som omhandlet i direktivets artikel 2, litra d), og derfor er omfattet af dets anvendelsesområde" (præmis 50). I generaladvokatens forslag til afgørelse i denne sag hedder det i præmis 69, at "tilgift er baseret på, at mindst to forskellige tilbud af varer eller tjenesteydelser kombineres til en enkelt salgsenhed. fra et forretningssynspunkt udgør ydelse af tilgift en pris- og kommunikationspolitisk foranstaltning, to af de vigtigste politikker på markedsføringsområdet". Direktivets anvendelsesområde vil blive afklaret yderligere, når Domstolen har afsagt sin dom i en række andre verserende sager: C-304/08, Plus Warenhandelsgesellschaft (Præjudiciel afgørelse - Tyskland). Sagen drejer sig om et tysk forbud mod at gøre forbrugeres deltagelse i præmiekonkurrencer eller lotterier betinget af deres køb af varer eller tjenester. Generaladvokaten gjorde i sit forslag til afgørelse gældende, at denne type koblingstilbud udgør en handelspraksis og derfor falder ind under direktivet 10. C-540/08, Mediaprint Zeitungs (Præjudiciel afgørelse - Østrig). Denne sag drejer sig om et østrigsk forbud mod tilbud om tilgift til aviser eller andre tidsskrifter eller andre varer eller tjenester. C-522/08, Telekomunikacja Polska, (Præjudiciel afgørelse - Polen). Sagen drejer sig om et polsk forbud i telesektoren mod at gøre salg af teletjenester betinget af køb af en anden tjeneste eller andet udstyr. 1.5. Handelspraksis i finanssektoren falder ind under direktivet Artikel 3, stk. 9 I forbindelse med finansielle tjenesteydelser, som defineret i direktiv 2002/65/EF, samt fast ejendom kan medlemsstaterne på det område, hvor der med dette direktiv sker en tilnærmelse, stille krav, som er mere restriktive eller præskriptive end dette direktiv. I direktiv 2002/65/EF 11 defineres finansielle tjenesteydelser som "enhver tjeneste, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings- eller betalingstjenesteydelse". Eksempler på urimelig handelspraksis i finanssektoren Finansielle tjenesteydelser falder ind under direktivet og er underlagt dets bestemmelser, herunder også bilag I (den "sorte liste"). Som anført i direktivets 10. betragtning, "indfører direktivet beskyttelse for forbrugere på områder, hvor der ikke er en særlig sektorlovgivning på fællesskabsplan, og forbyder erhvervsdrivende at bibringe et fejlagtigt indtryk af et produkts egenskaber. Dette er særligt vigtigt for komplekse produkter, som indebærer en høj risiko for forbrugerne, som visse finansielle tjenesteydelser". 10 11 Forslag til afgørelse af 3. september 2009 i sag C-304/08. Europa-Parlamentets og Rådets diretiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF og direktiv 97/7/EF og 98/27/EF, EFT L 271 af 9. oktober 2002, s. 16. DA 10 DA
Direktivets bestemmelser på dette område er allerede blevet anvendt af nationale myndigheder i medlemsstaterne. De græske 12 og belgiske myndigheder er således allerede skredet ind over for visse banker, der gav vildledende oplysninger om risiciene ved bestemte finansprodukter, nærmere betegnet Lehman Brothers-obligationer. Ved afgørelsen af, om der var tale om vildledning, tog de græske myndigheder hensyn til, at de forbrugere, bankerne søgte at sælge disse obligationer til, var almindelige forbrugere med almindelige indlånskonti og ikke professionelle investorer med kendskab til disse typer finansprodukter. I arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene om finansielle tjenesteydelser til privatkunder 13 af 22. september 2009 blev der peget på andre problematiske former for handelspraksis i finanssektoren, bl.a.: uigennemsigtige bankgebyrer, der gør det nærmest umuligt for forbrugerne at foretage en systematisk sammenligning mellem alle tilbuddene på markedet 14 mangelfuld og vanskeligt forståelig information forud for kontraktindgåelse (kompliceret sprogbrug, vigtige oplysninger skrevet med småt, mange siders information udleveret umiddelbart inden kontraktens undertegning). Forbrugerne er derfor ikke tilstrækkeligt informeret om det finansielle produkts egenskaber (f.eks. rentesats, forventet afkast, omkostninger) vanskeligheder ved at flytte bankkontoen til en anden bank. Sådanne former for praksis vil efter direktivet kunne anses for vildledende - den information, der gives forbrugerne, må ikke være forkert eller usand, især ikke med hensyn til et finansielt produkts fordele, afkast og risiko. Desuden bør gebyrer og omkostninger og deres beregning fremgå klart (f.eks. omkostninger ved overtræk). Ifølge direktivet må oplysninger, der ganske vist er faktuelt sande, ikke gives på en vildledende måde. Endelig opstiller direktivet også kriterier for vurdering af aggressiv handelspraksis, f.eks. i form af urimelige omkostninger eller ikke-aftalte hindringer for en forbrugers opsigelse af aftalen eller skift til en anden erhvervsdrivende. At der lægges hindringer i vejen for at skifte til et andet pengeinstitut, vil således kunne blive betragtet som en aggressiv handelspraksis 15. Med hensyn til betalingstjenester (defineret som "tjenester, der muliggør, at kontantbeløb placeres på en betalingskonto, samt alle transaktioner, der er nødvendige for drift af en betalingskonto") er forbrugerne også beskyttet mod uforståelig information gennem betalingstjenestedirektivet 16, hvori det fastsættes, at "oplysningerne og betingelserne [skal] affattes i et letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog 12 13 14 15 16 Den 27. marts 2009 fik Citibank PLC, Athen, af forbrugerbeskyttelsesdirektorat i udviklingsministeriets forbrugerdepartement pålagt en bøde på 1 mio. EUR. http://ec.europa.eu/consumers/rights/fin_serv_en.htm Se den detaljerede rapport om bankgebyrer på http://ec.europa.eu/consumers/strategy/facts_en.htm#retail I forbindelse med skift af bank har European Banking Industry Committee vedtaget et sæt fælles principper, der skal gøre det lettere at skifte bank, og som skulle træde i kraft pr. 1. november 2009. See: http://ec.europa.eu/internal_market/finservices-retail/docs/baeg/switching_principles_en.pdf Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF, EUT L 319 af 5.12.2007, s. 1. DA 11 DA
i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter indbyrdes" (artikel 41). Kommissionens tjenestegrene vil samarbejde med de nationale myndigheder om at håndhæve direktivets bestemmelser i finanssektoren og tilføje nye afsnit i denne vejledning på baggrund af nye sager og nye eksempler. Minimumsharmoniseringsklausulen I henhold til direktivets artikel 3, stk. 9, kan medlemsstaterne vedtage mere restriktive og præskriptive bestemmelser om urimelig handelspraksis på dette område - hvilket med andre ord betyder, at direktivet ikke indebærer en fuldstændig harmonisering af nationale regler om urimelig handelspraksis i finanssektoren. I 9. betragtning anføres det endvidere, at "finansielle tjenesteydelser og fast ejendom som følge af deres kompleksitet og alvorlige iboende risici, nødvendiggør, at der opstilles detaljerede krav, herunder positive forpligtelser for erhvervsdrivende. Med hensyn til finansielle tjenesteydelser og fast ejendom berører direktivet derfor ikke medlemsstaternes ret til at gå videre end dets bestemmelser for at beskytte forbrugernes økonomiske interesser". Det betyder f.eks., at medlemsstaterne kan bibeholde nationale regler om forbud mod tilgift i forbindelse med finansielle tjenesteydelser 17, så længe de i øvrigt stemmer overens med EU-retten at medlemsstaterne kan opretholde krav om mere udførlig information om finansielle produkter eller krav om standardinformation. Forholdet til andre direktiver I det omfang hvor andre direktiver indeholder mere detaljerede regler om handelspraksis i finanssektoren, er dette direktiv et supplement til de eksisterende regler. F.eks. indeholder forbrugerkreditdirektivet 18 særlige bestemmelser om reklamer for kreditaftaler (reklamer skal indeholde oplysninger om debitorrenten, det samlede kreditbeløb, de årlige omkostninger i procent og i givet fald kreditaftalens løbetid) samt en liste over standardoplysninger, der skal gives forbrugerne forud for kontraktindgåelsen, således at de bl.a. er i stand til at sammenligne forskellige tilbud. Direktivet om urimelig handelspraksis er et supplement til disse særlige bestemmelser. Det kommer ind i billedet, hvis f.eks. den måde, hvorpå oplysningerne gives i reklamerne, er vildledende, eller hvis udbyderen benytter en aggressiv handelspraksis. Betalingstjenestedirektivet (direktiv 2007/64/EF) indeholder krav om oplysninger, der skal gives før kontraktindgåelse, i forbindelse med betalingstjenester til forbrugere (artikel 37-39, 42) samt krav til, hvordan disse oplysninger skal gives (artikel 36 og 41). Der er kun en begrænset overlapning mellem dette direktiv og betalingstjenestedirektivet, eftersom sidstnævnte kun finder anvendelse på betalingstjenester (mens direktivet om urimelig 17 18 I medfør af artikel 3, stk. 9, finder Domstolens retspraksis angående tilgift ikke anvendelse i finanssektoren. Europa-Parlamentets og Rådets diretiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, EUT L 133 af 22. maj 2008, s. 66. DA 12 DA
handelspraksis finder anvendelse på et bredere udsnit af finansielle tjenesteydelser mellem erhvervsdrivende og forbrugere). På dette afgrænsede område indeholder betalingstjenestedirektivet mere detaljerede bestemmelser om de oplysninger, der skal gives forbrugerne forud for kontraktindgåelsen, i forbindelse med købsopfordringer og om, hvordan disse oplysninger forud for kontraktindgåelsen skal gives, og er derfor lex specialis i forhold til direktivet om urimelig handelspraksis. Uden for dette område finder handelspraksisdirektivet fortsat anvendelse og supplerer dermed betalingstjenestedirektivet (jf. 22. betragtning i betalingstjenestedirektivet). Handelspraksisdirektivet finder f.eks. anvendelse, når det drejer sig om reklamer for betalingstjenester eller aggressivt udbud af betalingstjenester. 1.6. Handelspraksis, der ikke berører forbrugernes økonomiske interesser, falder ikke ind under direktivet Artikel 1 Formålet med dette direktiv er at bidrage til et velfungerende indre marked og opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau gennem tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser. Direktivets artikel 1 fastsætter udtrykkeligt, at der er tale om en harmonisering af reglerne om de former for praksis, der "skader forbrugernes økonomiske interesser". Nationale regler, der tager sigte på at beskytte interesser, som ikke er af økonomisk karakter, falder ikke ind under direktivet. Direktivet indskrænker derfor ikke medlemsstaternes muligheder for ud fra hensyn til forbrugernes sundhed og sikkerhed (se direktivets artikel 3, stk. 3) eller miljøhensyn at fastsætte yderligere, mere restriktive regler for handelspraksis. På samme måde er nationale regler om handelspraksis, herunder markedsføring og reklame, der er baseret på "smag og anstændighed" ikke omfattet af direktivet. Som det hedder i 7. betragtning "vedrører [dette direktiv] ikke lovmæssige krav med hensyn til smag og anstændighed, der varierer meget fra den ene medlemsstat til den anden. En handelspraksis som f.eks. kundehvervning på gaden kan i nogle medlemsstater være uønsket af kulturelle grunde. Medlemsstaterne bør derfor fortsat kunne forbyde visse former for handelspraksis på deres område under henvisning til smag og anstændighed, uanset at sådanne former for praksis ikke begrænser forbrugernes valgfrihed. Der skal tages fuld højde for den enkelte sags omstændigheder i forbindelse med anvendelsen af dette direktiv, navnlig de generelle bestemmelser her." Nationale regler om handelspraksis, herunder markedsføring og reklame, som har til formål at beskytte menneskets værdighed eller forebygge køns-, race- og religionsdiskrimination, eller som regulerer afbildning af nøgne personer, vold eller asocial adfærd, falder ikke ind under direktivet. På baggrund af det ovenstående falder følgende eksempler uden for direktivets rammer: nationale forbud mod eller strengere regler for markedsføring af voldelige onlinespil nationale forbud mod reklamer for legetøj med et militært tema rettet mod børn. DA 13 DA
1.7. Handelspraksis, der kun skader konkurrenternes økonomiske interesser, eller som berører transaktioner mellem erhvervsdrivende, falder ikke ind under direktivet. Artikel 3 Dette direktiv gælder for virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne, som fastlagt i artikel 5, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt. Transaktioner mellem erhvervsdrivende Transaktioner mellem erhvervsdrivende falder ikke ind under direktivets anvendelsesområde. Sådanne transaktioner er delvis reguleret i direktivet om vildledende og sammenlignende reklamer 19. Hvis medlemsstaterne ønsker det, kan de udvide den beskyttelse, direktivet yder, til også at omfatte handelspraksis i forhold mellem erhvervsdrivende (eller mellem forbrugere). Således har f.eks. Tyskland, Østrig og Sverige udvidet alle direktivets bestemmelser til også at gælde for transaktioner mellem erhvervsdrivende, mens Frankrig har gjort det for nogle af bestemmelsernes vedkommende. Nationale regler til beskyttelse af konkurrenternes interesser I 6. betragtning slås det fast, at "direktivet hverken omfatter eller berører de nationale love om urimelig handelspraksis, som udelukkende skader konkurrenternes økonomiske interesser, eller som vedrører transaktioner mellem erhvervsdrivende. Under fuld hensyntagen til nærhedsprincippet vil medlemsstaterne fortsat i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen kunne lovgive med hensyn til urimelig handelspraksis, hvis de ønsker det". Nationale regler om f.eks. salg til under kostpris eller salg med tab, som alene tager sigte på at sikre en fair konkurrence på markedet, falder derfor ikke ind under direktivet. Men det er kun regler, der udelukkende beskytter konkurrenternes interesser, der falder uden for direktivets rammer. Hvis der er et sammenfald mellem forbrugernes og konkurrenternes interesser, vil nationale regler, der tager sigte på at beskytte både forbrugere og konkurrenter, falde ind under direktivet. Nationale regler om udsalgsperioder, der tager sigte på at beskytte småhandlende mod store kædebutikkers intensive salg hele året rundt, har til formål at sikre en fair konkurrence. De falder derfor ikke ind under direktivet. Men nationale bestemmelser om mere restriktive regler for, hvordan der må skiltes med udsalgspriser over for forbrugerne, eller om gennemsigtigheden i oplysninger om særtilbud falder ind under direktivet. Sondringen mellem forbrugernes og de erhvervsdrivendes interesser ventes at blive nærmere afklaret af Domstolen i de sager, den for øjeblikket har til behandling. I det forslag til afgørelse, der er fremlagt i Plus Warenhandelsgesellschaft-sagen 20, fandt generaladvokaten f.eks., at direktivet fandt anvendelse, selv om den pågældende lov (UWG) tager sigte på at 19 20 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame (konsolideret udgave), EUT 376 af 27.12.2006. Forslag til afgørelse af 3. september 2009 i sag C-304/08. DA 14 DA
beskytte et bredere udsnit af interesser (såvel forbrugernes som konkurrenternes). Generaladvokaten anfører således (præmis 65-67): "I modsætning til den tjekkiske regering betvivler jeg ikke, at hensigten og formålet med bestemmelsen i UWG s 4, nr. 6, er at beskytte forbrugeren. For det første bestemmes det udtrykkeligt i UWG s 1, at denne lov foruden beskyttelsen af konkurrenterne samt andre markedsdeltagere også har til formål at beskytte forbrugeren mod illoyal konkurrence. For det andet taler både forarbejderne til samt hensigten og formålet med UWG s 4, nr. 6, for en sådan forståelse af bestemmelsen. Denne nationale bestemmelse kodificerer nemlig Bundesgerichtshofs hidtidige praksis vedrørende 1 i den tidligere affattelse af UWG, hvorefter det var konkurrencefordrejende at gøre deltagelsen i salgsfremmende konkurrencer eller salgsfremmende spil betinget af køb af en vare eller bestilling af en tjenesteydelse. Ifølge lovforarbejderne er formålet med lovgivningen at beskytte forbrugeren mod, at hans beslutningsfrihed påvirkes uforholdsmæssigt gennem udnyttelse af hans spillelidenskab. Til grund herfor ligger den betragtning, at sammenknytningen af deltagelse i salgsfremmende spil og varesalg også kan påvirke en velunderrettet gennemsnitsforbrugers købsbeslutning i en sådan grad, at denne beslutning ikke længere er baseret på rationelle overvejelser, men bestemmes af en stræben efter den udlovede gevinst. Dette er også den samstemmende opfattelse i den retsvidenskabelige litteratur. Denne nationale bestemmelse er derfor ligeledes omfattet af det personelle anvendelsesområde for direktiv 2005/29". Generaladvokaten foreslår en række kriterier til brug for vurderingen af, om sådanne "blandede" nationale bestemmelser (som tager sigte på at beskytte både forbrugernes og konkurrenternes interesser) falder ind under direktivet. Det kan f.eks. være relevant at tage hensyn til lovens overordnede formål, baggrunden for de pågældende bestemmelser og deres tilblivelse eller til forarbejderne og sagkyndiges kommentarer ved afgørelsen af, om en bestemmelse tager sigte på at beskytte forbrugerne. 1.8. Begrebet erhvervsdrivende Artikel 2, litra b): "erhvervsdrivende": en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med en af dette direktiv omfattet handelspraksis udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne. Denne definition omfatter ikke alene erhvervsdrivende, der handler for egen regning, men også mellemmænd, der handler på den erhvervsdrivendes vegne. En agent, som en erhvervsdrivende betaler for at markedsføre eller reklamere for sine produkter, er således erhvervsdrivende i direktivets forstand. Eftersom direktivet finder anvendelse på handelspraksis i bred forstand og også gælder i de særlige situationer, hvor der er tale om "skjulte" erhvervsdrivende (jf. nedenfor), er det vigtigt, at de nationale håndhævelsesmyndigheder vurderer fra sag til sag, hvem der under de givne omstændigheder skal betragtes som erhvervsdrivende. Der kan f.eks. være situationer, hvor personer, der ser ud til at være forbrugere, som sælger varer til andre forbrugere, rent faktisk er erhvervsdrivende ("skjulte" erhvervsdrivende). Ved vurderingen heraf bør der tages hensyn til følgende: om sælger har et profitmotiv, hvor mange, hvor store og hvor hyppige transaktionerne har været, sælgerens omsætning, om sælgeren køber varer med videresalg for øje. F.eks. vil personer, hvis hovedbeskæftigelse består i, at de fra deres hjem sælger produkter via internettet med meget hyppig brug af DA 15 DA
auktionswebsites, og som søger en profit og/eller køber produkter med henblik på at sælge dem videre til en højere pris, kunne falde ind under definitionen på en erhvervsdrivende. Organisationer med velgørende eller andre etiske formål vil skulle betragtes som erhvervsdrivende i direktivets forstand, alt efter om de udøver erhvervsvirksomhed eller ej (f.eks. salg af etiske produkter). Når de handler som erhvervsdrivende, bør de derfor efterleve direktivets bestemmelser for deres erhvervsmæssige aktiviteters vedkommende (f.eks. må oplysningerne om produktets oprindelse eller etiske aspekter ikke være vildledende). Fra flere medlemsstater kendes eksempler med en forening af handicappede malere, der tilbød gratis postkort malet af dens medlemmer, men samtidig opfordrede folk til at indbetale et bidrag. I flere lande fandt myndighederne, at foreningen optrådte som en erhvervsdrivende, og vurderede denne handelspraksis på grundlag af direktivets regler. At en organisation er oprettet som en almennyttig eller velgørende organisation, er uden betydning for vurderingen af, om den er erhvervsdrivende eller ej i direktivets forstand. Hvis f.eks. et privat sundhedsforsikringsselskab beskriver sig selv som værende en organisation, der ikke arbejder med gevinst for øje, under henvisning til, at det ikke har nogen aktionærer og geninvesterer sit overskud i selskabet, kan det ikke give anledning til tvivl om, at der er tale om et erhvervsdrivende selskab i direktivets forstand. Offentlige myndigheder kan også være erhvervsdrivende, når de udøver erhvervsmæssig virksomhed. En kommune, der markedsfører rabatbilletter til en udstilling, som den arrangerer, falder f.eks. ind under direktivets definition på erhvervsdrivende. Endelig tackler direktivet også spørgsmålet om "skjulte" erhvervsdrivende eller erhvervsdrivende, der giver sig ud for at være forbrugere. I direktivets Bilag I (den "sorte liste"), der opregner de former for handelspraksis, som under alle omstændigheder er forbudt, hedder det under nr. 22: I modstrid med sandheden at hævde eller give indtryk at, at man ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession, eller i modstrid med sandheden udgive sig for at være forbruger. En "skjult" erhvervsdrivende kan f.eks. være: en hotelhjemmeside med positive kommentarer, der angiveligt kommer fra forbrugere, men i virkeligheden stammer fra hotellets ejer en boghandel, der reklamerer med "bøger anbefalet af læserne", selv om kunderne aldrig er blevet spurgt og anbefalingerne stammer fra boghandleren. 1.9. Forholdet mellem direktivet og national lovgivning og andre EU-retlige bestemmelser EU-rettens forrang Ifølge Domstolens retspraksis kan direktiver, der ikke er blevet gennemført eller ikke er korrekt gennemført, have direkte vertikale virkninger i national ret i forhold til staten, hvis direktivets bestemmelser er tilstrækkeligt klare, præcise og ubetingede til, at de kan DA 16 DA
håndhæves korrekt ved nationale domstole 21. Men direktiver har derimod ikke direkte horisontale virkninger 22 (forbrugerne kan f.eks. ikke påberåbe sig direktivet over for en virksomhed). I tilfælde af en konflikt mellem en national bestemmelse og en direktivbestemmelse eller i tilfælde af manglende gennemførelse af direktivet har de nationale domstole og myndigheder pligt til at i videst mulige udstrækning at fortolke den nationale ret i lyset af direktivets ånd og bogstav 23. I en nylig dom afsagt af Cour d'appel de Paris 24 i en appelsag mod et direkte forbud mod tilgift i den franske forbrugerlov anerkendte appeldomstolen f.eks. sin forpligtelse til at fortolke nationale bestemmelser på grundlag af direktivets bestemmelser. Appeldomstolen statuerede, at den i lyset af EU-Domstolens dom i Total Belgium-sagen rådede over alle de oplysninger, der var nødvendige for at tilsidesætte det nationale forbud uden først at skulle anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse. Direktivets karakter af fuld harmonisering Direktivet er baseret på princippet om fuld harmonisering. Det betyder, at medlemsstaterne ikke længere kan gennemføre eller anvende hverken mere eller mindre restriktive forbrugerbeskyttelsesbestemmelser på det område, der harmoniseres med direktivet. Som det forklares i direktivets præambel var det for at fjerne de lovgivningsforskelle, der skabte barrierer på det indre marked, og øge den retlige sikkerhed for såvel forbrugerne som for erhvervslivet, nødvendigt at erstatte de eksisterende nationale systemer med et ensartet regelsæt på EU-plan (se især 5., 12. og 13. betragtning). Virkningerne af den fulde harmonisering, som direktivet indebærer, blev slået fast i Total Belgium-sagen 25. I spørgsmålet om, hvorvidt en belgisk lov, der indeholdt forbud mod tilgift, var forenelig med direktivets bestemmelser, udtalte Domstolen, at "direktivet foretager en totalharmonisering af de pågældende regler på fællesskabsplan. Medlemsstaterne kan derfor ikke [ ] vedtage foranstaltninger, der er mere restriktive end dem, der fremgår af direktivet, ej heller med henblik på at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau". Domstolen statuerede således, at direktivet udelukkede et nationalt forbud mod tilgift 26. Direktivets totalharmoniseringsvirkning er for øjeblikket begrænset på to punkter. For det første kan medlemsstaterne i medfør af artikel 3, stk. 9, "i forbindelse med finansielle tjenesteydelser samt fast ejendom på det område, hvor der med dette direktiv sker en tilnærmelse, stille krav, som er mere restriktive eller præskriptive end dette direktiv". På disse 21 22 23 24 25 26 Se sag 441/74, Van Duyn mod Home Office, Sml. 1974, s. 1337, sag 148/78, Pubblico Ministero mod Tullio Ratti, Sml. 1979, s. 1629, og sag C-62/00, Marks&Spencer plc mod Commissioners of Customs&Excise, Sml. 2002 I, s. 6325. Se sag 152/74, Marshall, og sag C-91/92, Paola Facini Dori. Se sag 14/83, Von Colson og Kamann mod Land Nordrhein-Westfalen, Sml. 1984, s. 1891, og sag C- 106/89, Marleasing SA mod La Comercial Internacionale de Alimentacion SA, Sml. 1990 I, s. 4135. Cour d'appel de Paris - 14 mai 2009 - France Telecom og Orange mod S.A.S. Free, S.A. Neuf Cegetel og L'Association la Ligue de football professionnel. Forenede sager C-261/07 og C-299/07, VTB-VAB NV mod Total Belgium, og Galatea BVBA mod Sanoma Magazines Belgium NV, Sml. 2009, s. I-2949. Se tillige generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse af 3. september 2009 i sag C-304/08, Zentrale zur Bekampfung unlauteren Wettbewerbs m. fl. mod Plus Warenhandelsgesellschaft mbh, endnu ikke afgjort. Desuden kan henvises til sag C-540/08, Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & Co KG mod 'Osterreich'-Zeitungsverlag GmbH, endnu ikke afgjort. DA 17 DA
to områder er der altså tale om en minimumsharmonisering. Som det anføres i 9. betragtning, "nødvendiggør finansielle tjenesteydelser og fast ejendom som følge af deres kompleksitet og alvorlige iboende risici, at der opstilles detaljerede krav, herunder positive forpligtelser for erhvervsdrivende". På disse områder kan medlemsstaterne derfor indføre regler, der er mere vidtgående end direktivets bestemmelser, så længe EU-retten er overholdt (f.eks. inden for betalingstjenester, hvor direktiv 2007/64/EF indebærer en fuldstændig harmonisering). For det andet gælder der en undtagelse fra totalharmoniseringsprincippet med hensyn til nationale bestemmelser vedtaget til gennemførelse af direktiver, der indeholder minimumsharmoniseringsklausuler. Ifølge artikel 3, stk. 5, kan medlemsstaterne i en periode på seks år efter den 12. juni 2007 fortsætte med at anvende nationale bestemmelser, som er mere restriktive eller præskriptive. Medlemsstaterne kan altså fortsætte med at anvende eksisterende regler, der var vedtaget i henhold til minimumsharmoniseringsklausulerne i f.eks. direktiv 98/6/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer 27 eller direktiv 97/7/EF om fjernsalgsaftaler 28. Disse foranstaltninger skal imidlertid være væsentlige med henblik på at sikre, at forbrugerne beskyttes tilstrækkeligt mod urimelig handelspraksis, og skal stå i et rimeligt forhold til opfyldelsen af dette mål. Begge begrænsninger kommer til at indgå i den revision af direktivet, der skal foretages inden den 12. juni 2011 (jf. artikel 18). Forholdet mellem handelspraksisdirektivet og EU's sektorlovgivning Direktivet er det generelle regelsæt om urimelig handelspraksis i transaktioner mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Det finder anvendelse på alle former for handelspraksis i relationer mellem erhvervsdrivende og forbrugere, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat i direktivet, f.eks. med hensyn til etableringsbetingelser eller godkendelsesordninger (artikel 3, stk. 5). Hvor der findes sektorlovgivning, og hvor der er overlapning mellem den pågældende lovgivning og direktivets generelle bestemmelser, er det bestemmelserne i lex specialis, der har forrang. I direktivets artikel 3, stk. 4, præciseres det, at "i tilfælde af uoverensstemmelse mellem dette direktivs bestemmelser og andre fællesskabsbestemmelser om særlige aspekter af urimelig handelspraksis, vil sidstnævnte gælde for de pågældende særlige aspekter". Sådanne konflikter opstår ofte, fordi lex specialis indeholder mere detaljerede krav til de oplysninger, der skal gives før kontraktens indgåelse, eller strengere regler om, hvordan denne information skal gives til forbrugerne (se direktivets 10. betragtning). F.eks. indeholder forordningen om lufttrafiktjenester 29 en række særlige bestemmelser om de prisoplysninger, den almindelige offentlighed skal have adgang til. I henhold til forordningens artikel 23 skal flyselskaberne ud over den endelige pris, som skal inkludere den gældende billetpris eller luftfragtrate samt alle gældende skatter og afgifter, tillæg og gebyrer, også angive, hvordan denne endelige pris er sammensat. Hvor der er tale om flybilletter, er det derfor disse mere detaljerede krav til de oplysninger, der skal gives forud for kontraktindgåelsen, som gælder. 27 28 29 EFT L 80 af 18.3.1998, s. 27-31. EFT L 144 af 4.6.1997, s. 19-27. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet. DA 18 DA
Direktivet supplerer imidlertid disse sektorbestemmelser og udfylder alle eventuelle huller i beskyttelsen mod urimelig handelspraksis. For flybilletters vedkommende kommer direktivets bestemmelser f.eks. ind i billedet i relation til en handelspraksis, der kan vildlede den gennemsnitlige forbruger (f.eks. i forbindelse med reklamer for og markedsføring af flybilletter), eller som er udslag for en aggressiv adfærd (f.eks. urimelige omkostninger og hindringer for en forbrugers opsigelse af sin kontrakt). Endvidere supplerer direktivets bestemmelser også bestemmelserne i lufttrafiktjenesteforordningen i relation til prisoplysninger, f.eks. med hensyn til krav om oplysning om portoomkostninger, hvor det er relevant (jf. direktivets artikel 7, stk. 4, litra c)). Oplysningskrav i handelspraksisdirektivet og tjenesteydelsesdirektivet 30 I modsætning til den sektorspecifikke lovgivning har tjenesteydelsesdirektivet et bredt, tværgående anvendelsesområde - det finder anvendelse på tjenesteydelser i almindelighed som defineret i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), dog med visse undtagelser. Det kan derfor ikke betragtes som lex specialis i forhold til handelspraksisdirektivet i artikel 3, stk. 4's forstand. Hvad oplysningskrav angår, betyder det, at bestemmelserne i tjenesteydelsesdirektivets artikel 22 finder anvendelse ud over de oplysningskrav, der gælder i relation til en købsopfordringer efter artikel 7, stk. 4, i handelspraksisdirektivet. Medlemsstaterne vil dog ikke kunne stille nationale oplysningskrav i forbindelse med købsopfordringer, der er mere vidtgående end dem, der er fastsat i handelspraksisdirektivet og tjenesteydelsesdirektivet. 1.10. Forholdet mellem direktivet og selvregulering 1.10.1. Direktivets bestemmelser Artikel 2, litra f) "adfærdskodeks": en aftale eller et regelsæt, der ikke følger af en medlemsstats love eller administrative bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilken denne forpligtes til at overholde kodeksen i forbindelse med en eller flere former for handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer Artikel 10 Adfærdskodekser Dette direktiv er ikke til hinder for, at kontrollen med urimelig handelspraksis, eventuelt på medlemsstaternes opfordring, kan udøves af kodeksindehavere, ligesom en klage kan indbringes for sådanne organer af de i artikel 11 omhandlede personer og organisationer, hvis der ud over de i nævnte artikel omhandlede retlige eller administrative procedurer er mulighed for at indbringe sagen for sådanne organer. Klager til sådanne organer betragtes under ingen omstændigheder som et afkald på en retlig eller administrativ klageprocedure jf. artikel 11. 30 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, EUT L 376 af 27.12.2006. DA 19 DA
1.10.2. Generelle betragtninger i relation til selvreguleringens rolle Direktivet anerkender den betydning, selvreguleringsordninger kan have, og afklarer den rolle, kodeksindehavere og selvreguleringsorganer kan spille. På grundlag af direktivets artikel 10 kan medlemsstaterne således ud over at sikre en effektiv håndhævelse af direktivet (jf. artikel 11) tilskynde til, at selvreguleringsorganer udøver kontrol med urimelig handelspraksis. Når reglerne i disse selvreguleringskodekser er tilstrækkeligt strenge og håndhæves tilstrækkeligt strengt af kodeksindehaverne, kan de helt klart mindske behovet for administrative klager eller sagsanlæg. Og hvis standarderne er høje og i vid udstrækning efterleves af de erhvervsdrivende, kan de udgøre et nyttigt referencepunkt for nationale myndigheder og domstole, når de i konkrete tilfælde skal tage stilling til, om en handelspraksis er urimelig. Særlige bestemmelser i direktivet angående selvregulering Direktivet indeholder flere bestemmelser, der tager sigte på at forhindre erhvervsdrivende i at misbruge den tillid, forbrugerne måtte have til selvreguleringskodekser. Direktivet indeholder ingen særlige bestemmelser om adfærdskodeksers indhold, men slår fast, at vildledende udtalelser om, at en erhvervsdrivende er medlem af eller godkendt af et selvregulerende organ, i sig selv ikke alene kan forvride forbrugernes økonomiske adfærd, men også underminere den tillid, forbrugerne har til selvregulerende kodekser. Ud over artikel 6, der fastsætter, at en erhvervsdrivende skal overholde den adfærdskodeks, vedkommende har forpligtet sig til at overholde, i sine markedsføringsbudskaber, indeholder direktivet også en række "sortliste-bestemmelser", der tager sigte på at sikre, at de erhvervsdrivende bruger adfærdskodekser på en ansvarlig måde i deres markedsføring. Artikel 6, stk. 2 2. En handelspraksis betragtes også som vildledende, hvis den i sin faktuelle sammenhæng, idet der tages hensyn til alle elementer og betingelser, foranlediger gennemsnitsforbrugeren eller kan forventes at foranledige denne til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet, og den indebærer: [ ] b) at den erhvervsdrivende ikke overholder bestemmelserne i adfærdskodekser, som han har forpligtet sig til at overholde, i de tilfælde hvor: i) der er tale om et fast tilsagn, som kan verificeres, og ikke om en forhåbning, og ii) den erhvervsdrivende i en handelspraksis angiver, at han er bundet af kodeksen. Bilag I 1 Den erhvervsdrivende hævder at have underskrevet en adfærdskodeks, selv om det ikke er tilfældet. DA 20 DA