En artikel fra KRITISK DEBAT Obama i midten Skrevet af: Carl Pedersen Offentliggjort: 14. december 2010 Sent om aftenen den 4. november 2008 kom den nyvalgte præsident Barack Obama frem på scenen i Grant Park i sin hjemby, Chicago. Han var den første Demokrat siden Jimmy Carter i 1976 til at vinde præsidentvalget med over 50% af stemmerne. Ligesom Lyndon Johnson efter jordskredssejren i 1964 kunne Obama regere med et Demokratisk flertal i begge kamre af Kongressen. Obama fik 52.9% af stemmerne mod sin Republikanske modstander John McCains 45.7%. Han vandt i ellers Republikanske stater som North Carolina og Virginia, som ikke havde stemt på en Demokratisk præsidentkandidat siden 1964. Siden han blev indsat som USA's 44. præsident den 20. januar 2009 havde Obama fået vedtaget en sundhedsreform - noget som Demokratiske præsidenter siden Harry S. Truman (1945-1953) forgæves havde forsøgt at få gennem Kongressen. Hans redning af banker og bilindustrien havde været med til at redde USA fra økonomisk kollaps. Hans finansreform betød større regulering af Wall St. og flere rettigheder for forbrugere. Han indførte skattelettelser til 95% af amerikanerne. Han bragte 100,000 amerikanske tropper hjem fra Irak. Han udnævnte to kvindelige Højsteretsdommere, den ene den første Latino i USA's historie. Som Tim Dickinson udtrykte det i tidsskriftet Rolling Stone: "Denne præsident har leveret mere gennemgribende progressiv forandring i 20 måneder end de forrige to Demokratiske regeringer [Jimmy Carter (1977-1981) og Bill Clinton (1993-2001)] gjorde i 12 år." Godt nok har han endnu ikke haft held til at lukke fangelejren i Guantanamo og har forlænget USA's engagement i Afghanistan (som koster USA $190 millioner om dagen) til mindst 2011 (og nu nævnes 2014 som en mere sandsynlig dato). Udenrigspolitiske spørgsmål fyldte imidlertid næsten ikke noget i amerikanernes bevidsthed op til midtvejsvalget. Dog er der en generel fornemmelse af, at USA sakker bagud i forhold til især Kina, noget som sammen med den økonomiske nedgang øger mismodet blandt mange amerikanere. Sent om aftenen den 2. november 2010 blev det ikke desto mindre klart, at Obamas parti havde lidt et sviende nederlag ved midtvejsvalget. Demokraterne tabte 63 pladser i Repræsentanternes Hus og flertallet på 255 mod Republikanernes 178 var nu reduceret til 193 mod 242. I Senatet bevarede Demokraterne godt nok et flertal på 53 mod 47 (mod det nuværende 57 mod 41), men kun fordi Tea Party aktivister i en række stater havde haft held til at nominere nogle ukvalificerede kandidater ved Republikanske primærvalg. Demokraterne havde også et spinkelt flertal af guvernører før valget (26 mod 24) men efter valget var antallet reduceret til 20 mod Republikanernes 29. Republikanerne klarede sig også godt i de enkelte staters lovgivende forsamlinger. De vandt 675 pladser på landsplan, og i 14 stater skiftede 1 / 6
magten fra Demokraterne til Republikanerne. Det får betydning for præsidentvalget i 2012, fordi staternes lovgivende forsamlinger sammen med guvernørerne hvert 10. år efter en folketælling får lov til at lave om på valgdistrikter. Resultatet af folketællingen i 2010 betyder, at nogle af de 435 pladser i Repræsentanternes Hus bliver omfordelt, da det er indbyggertallet der bestemmer antallet af repræsentanter fra en enkel stat. Sydstaterne Texas og Florida ser ud til at få henholdsvis 4 og 2 ekstra pladser, mens New York og Ohio hver taber 2. En Republikansk-kontrolleret delstatsregering kan lave distrikter der rent demografisk gavner Republikanske kandidater, noget der kan få afgørende betydning ved valget i 2012. I de første to år af Obamas præsidentperiode havde Demokraterne præsidentposten og flertal i begge kamre af Kongressen. Siden år 2000 havde Demokraterne fået flertallet af stemmerne i 2 præsidentvalg i 2000 og 2008 (i 2000 fik Demokraternes Al Gore over 500, 000 flere stemmer end Republikaneren George W. Bush, men efter en omstridt Højsteretsafgørelse fik Bush flere valgmandsstemmer) og et midtvejsvalg i 2006. Ved valget i 2008 vandt Obama stort set alle demografiske grupper med undtagelse af konservative, regelmæssige kirkegængere og ældre. Især blandt de unge og minoriteter var forspringet over Republikanerne stort. Man begyndte at tale om et Republikanske parti i dyb krise og om et permanent Demokratisk flertal. Hvad gik galt for Obama? Fire afgørende faktorer kan forklare midtvejsvalgets noget nedslående resultater for Demokraterne: indædt Republikansk modstand mod Obama, dannelsen af Tea Party bevægelsen, den dårlige amerikanske økonomi og Obamas politiske strategi. Dertil kommer to overordnede faktorer. For det første taber præsidentens parti næsten altid ved midtvejsvalg (midtvejsvalget i 2002 var den seneste undtagelse, men er undtagelsen der bekræfter reglen, siden det fandt sted relativt kort efter terrorangrebet den 11. september 2001). For det andet er valgdeltagelsen ved midtvejsvalg altid betydeligt lavere end ved præsidentvalg. Man kan sige, at vælgerkorpset ved midtvejsvalget i 2010 var demografisk mere forskelligt end det ved 2008 - generelt ældre og mere hvide. Siden Obama blev valgt gjorde Republikanerne det lysende klart, at de med alle tilrådighedstående midler vil modarbejde hans politik. Obama talte om nødvendigheden af at samarbejde og søge kompromis. Republikanerne blev nej'ets parti og optrådte kompromisløst. Obama blev fremstillet som en socialist, der havde til hensigt at styrke statens rolle i samfundet gennem højere skatter, offentlig sygesikring og kvælende regulering af erhvervslivet. I Senatet brugte Republikanerne "filibuster"-reglen flittigt, en procedure hvorved en Senator kan holde en lang tale for at forhindre at et forslag kommer til afstemning, for at spænde ben for Demokratiske lovforslag. 2 / 6
Tea Party bevægelsen var om noget endnu mere rabiate i deres had mod Obama. Ved adskillige demonstrationer blev der sået tvivl om Obama i virkeligheden var amerikansk statsborger (rygtet vil vide, at han er født i Kenya til trods for, at Obamas fødselsattest fastslår hans fødested på Hawaii). Han blev i flæng sammenlignet med Hitler og Stalin. Tea Party bevægelsen, hvis navn ikke blot henviser til det berømte teselskab i Bostons havn i 1773, en protest mod britiske skatter, men som også står for 'Taxed Enough Already' frygtede at Obama, som den gode socialist, vil fordele deres hårdtjente penge til dovne mindrebemidlede amerikanere, der ikke gad gå ud og få et arbejde (for mere om Tea Party bevægelsen, se min artikel "En tynd kop te" i Kritisk Debat (14. april 2010)). Tea Party bevægelsen er imidlertid ikke blot et problem for Obama. Den har også rettet sin vrede mod Republikanerne i Washington. Ved flere primærvalg til opstillingen af kandidater til midtvejsvalget (hvor der i øvrigt for første gang siden 1930erne stemte flere ved Republikanske end ved Demokratiske primærvalg) blev Republikanernes fortrukne kandidater vraget til fordel for Tea Party kandidater, som senere viste sig til at være ikke blot uduelige, men i nogle tilfælde rent ud besynderlige. Godt nok vandt Rand Paul (der under valgkampen satte spørgsmålstegn ved borgerretsloven fra 1964, fordi den forhindrede erhvervsdrivende at nægte afro-amerikanere adgang til deres forretninger) en plads i Senatet fra Kentucky. Men Joe Miller i Alaska (der henviste til Østtysklands mur som model for løsningen af USA's indvandrerproblem ved den Mexicanske grænse), den forhenværende heks Christine O'Donnell i Delaware, Ken Buck i Colorado og Sharron Angle i Nevada (som begge luftede tanken om at privatisere den offentlige pension) tabte til Demokraterne, i hvad der ellers skulle være nemme valg for Republikanerne. Tea Partiets yngling Sarah Palin støttede disse kandidater og tilskrives derfor en del af skylden for, at Republikanerne ikke vandt flertallet i Senatet. Tea Party bevægelsen er derfor måske et torn i øjet på Obama, men kan vise sig at være et tveægget sværd for Republikanerne - en bevægelse der tilfører de konservative masser af energi og begejstring, men som samtidig er uberegnelige og ikke nødvendigvis parat til at følge trop med det etablerede Republikanske parti. Den dårlige økonomi var muligvis hovedårsagen til Demokraternes nederlag. Arbejdsløsheden er nu på 9.8% (den reelle arbejdsløshed er oppe på 17%). I visser stater er den langt over 9.8%. I Florida er den på 11.9%, i Californien på 12.4%, Michigan 12.8%, og Nevada 14.2%. At fx redningen af bilindustrien bevarede 1 million jobs i fortrinsvis Michigan er en ringe trøst for de såkaldte "ninety-niners." De har været uden arbejde i mere end 99 uger - og står derfor uden arbejdsløshedsunderstøttelse, der blev forlænget et antal uger af Kongressen - noget som Republikanske Senatorer i øvrigt forsøgte at forhindre. 3 / 6
Minoriteterne er især hårdt ramt af arbejdsløsheden. I sin rapport fra november 2010 kunne Bureau of Labor Statistics konstatere, at arbejdsløsheden blandt Latinoer var på 13.2% og blandt Afro-amerikanere 16%. Det er en tommefingerregel i amerikansk politik, at jo fattigere man er, jo mindre sandsynlig er det, at man stemmer. Til valget i 2008 formåede Obama at registrere både mindrebemidlede og minoriteter, og deres stemmer var afgørende i en del stater. Men ved midtvejsvalget følte mange indenfor disse grupper åbenbart som Velma Hart, en Afro-amerikansk kvinde som ved et vælgermøde konfronterede Obama ved at sige, at hun simpelthen var "udmattet" af at forsvare ham og hans politik. Det fører hen til den sidste afgørende faktor i Obamas nederlag, som til en vis grad er selvforskyldt. Mange kommentatorer har bemærket misforholdet mellem kandidat Obama og Præsident Obama. Under valgkampen i 2008 formåede Obama at opbygge en formidabel organisation, der både brugte gammeldags metoder såsom rekruttering af frivillige til at holde vælgermøder, registrere vælgere og stemme dørklokker sammen med de seneste socialnetværks teknologier. Efter valget bevarede Obama godt nok en kæmpe database med 13 millioner emailadresser, men præsidenten var i forbindelse med sundhedsreformen og midtvejsvalget alt for sjældent ude blandt befolkningen for at gøre brug af den retorik om forandring han brugte så effektivt i 2008. Selvfølgelig er der stor forskel mellem at føre valgkamp og regere en nation. Men mens Franklin Delano Roosevelt (der i sin tid blev kaldt for klasseforræder af sine modstandere) i 1930erne kunne samle folkets opbakning til sin New Deal politik ved at ty til populisme og stemple, hvad han kaldte "økonomiske royalister", som upatriotiske, har Obama i for høj grad lyttet til sin (nu afgåede) stabschef Rahm Emanuel, der var mere interesseret i at lave studehandler med Kongressen end at mobilisere Obamas base til støtte for hans politik. Resultatet var bl.a., at mange amerikanere ikke engang var klar over, hvad Obama rent faktisk havde fået gennemført. For eksempel viste en meningsmåling foretaget omkring midtvejsvalget, at et flertal af amerikanerne ikke vidste, at 95% af befolkningen fik en skattelettelse i 2010. To og halvtredsprocent af de adspurgte mente, at Obama havde forhøjet skatterne. De var med andre ord mere lydhøre over for Tea Partiets retorik end de faktiske forhold. Efter midtvejsvalget ser det ud til, at selvom Emanuel er væk (han stiller op til Chicagos borgmester), har Obama til hensigt at lave forhandlinger uden at tage pulsen på de, der støttede ham i 2008. Et godt eksempel er det skatteforlig Obama indgik med Republikanerne den 6. december 2010. Obama sagde ved en pressekonference, at forliget var det bedste, han kunne opnå, men som mange indenfor hans eget parti fremhævede, plejer man at nå til et kompromis efter en lang og sej kamp. Som det venstreorienterede Demokratiske kongresmedlem 4 / 6
Anthony Weiner fra New York udtrykte det: "Hvor var kampen? Den gik jeg vist glip af." Forliget betyder bl.a. en forlængelse af Bushs skattelettelser til de rigeste amerikanere (de der tjener over $250,000 om året). Republikanerne havde nemlig truet med at stemme imod en forlængelse af arbejdsløshedsunderstøttelse i 13 måneder med mindre Bushs skattelettelser, som var sat til at udløbe i 2010, blev forlænget med to år. Obama kunne nemt havde rejst landet tyndt og i tale efter tale fremstillet Republikanerne som et kynisk parti, der var villige til at holde arbejdsløse som gidsel ved juletiden for at tilgodese millionærer og milliardærer. Han kunne forklare, at i de 9 år efter Bush fik indført sine skattelettelser (som Republikanerne ynder at sige er nødvendige for at skabe jobs) blev der kun skabt 3 millioner jobs (mod de 23 millioner der blev skabt under Bushs forgænger, Bill Clinton). Han kunne tale om en anden Republikansk præsident, Dwight D. Eisenhower (1953-1961), der iværksatte et storstilet statsligt vejnetsprojekt, som fik mange i arbejde, og under hvis præsidentperiode marginalskatten var på 91%. De fleste amerikanere vil også have været lydhøre over for hans argumenter, eftersom en meningsmåling foretaget af Bloomberg viser, at hele 59% af befolkningen er imod forlængelsen af skattelettelser for de rigeste amerikanere. Det seneste forlig sker i perioden efter midtvejsvalget, men før den nye Kongress træder sammen i januar 2011. Demokraterne har indtil da stadig flertal i begge kamre af Kongressen. I stedet for at mobilisere de grupper, der fik ham valgt, står Obama ved halvvejen gennem sin præsidentperiode i midten mellem de konservative krafter - Republikanerne og Tea Party bevægelsen - der med den Republikanske leder i Senatet Mitch McConnells ord har til hovedformål "at sikre, at Obama kun sidder i 4 år" og Demokratiske og mange uafhængige vælgere, der udtrykte deres utilfredshed ved enten at blive væk fra stemmeurnerne eller ved at sætte deres kryds ved Republikanerne ved midtvejsvalget. For at understrege Obamas prekære politiske stilling sagde en gruppe Kongresmedlemmer fra hans eget parti den 9. december, at de vil stemme imod skatteforslaget i dets nuværende form. Allerede nu er man begyndt at tale om præsidentvalget i 2012. Snart begynder de første Republikanere at melde sig på banen. Det er højst sandsynligt, at Sarah Palin stiller op. Men der er mange andre bud, nemlig nogle gamle kendinge fra 2008 som Mike Huckabee og Mitt Romney, mindre kendte medlemmer af Kongressen som Mike Pence og Paul Ryan, guvernører som Mitch Daniels fra Indiana og Haley Barbour fra Mississippi og sågar den forhenværende Republikanske leder i Repræsentanternes Hus fra Clinton-årene Newt Gingrich. For Obama, manden i midten, er det på høje tid at vende tilbage til kampånden fra 2008. Ellers kommer Mitch McConnells ønske måske at gå i opfyldelse. 5 / 6
6 / 6