Adventskronik 2016 Kvinder og boern fanget i fattigdommen Skrevet af Susanne Tjagvad Madsen House of Care Organisation, Cambodia Denne skrivelse er en refleksion paa hvordan unge enlige moedre i Cambodia kaemper deres vej ud af ekstrem fattigdom, og hvilke valg de traeffer for dem selv og deres boern. Ofte er der ikke mange muligheder at vaelge imellem, saa tit er det et spoergsmaal om hvordan kvinderne vaelger at haandtere den situation de staar i, uden at give op. For mange enlige moedre er det deres boern der giver dem de ekstra kraefter der skal til, idet der som enlig forsoerger ikke er andre at dele byrden og ansvaret med. Hvis kvinderne giver op, saa efterlader de boernene i en endnu mere haabloes situation, end den de staar i nu. Denne skrivelse er baseret paa de erfaringer vi i House of Care har gjort os, efter at have arbejdet maalrettet med unge enlige moedre i 8 aar i perioden 2008 til 2015. Men det er ogsaa en beskrivelse af, hvordan det vi har laert og erfaret nu bruges til at goere en endnu bedre indsats i vort arbejde med bekaempelse af fattigdom og uretfaerdighed, specielt for boern og kvinder. I arbejdet med unge enlige moedre var vi direkte involveret i over 100 fattige kvinders' liv. Vi fik inblik i deres fattigdom, problemer, familier, sociale netvaerk, arbejde og droemmer. Ud af denne gruppe af kvinder er der nogle kvinder som skiller sig ud, og som har gjort indtryk paa os. I denne skrivelse vil vi fortaelle om een af disse kvinder, som i den grad har efterladt et stort indtryk, og aabnet vore oejne for hvordan fattigdom tager sig ud i dag for mange i Cambodia, og hvilke konsekvenser der foelger af ekstrem fattigdom. Men det er lige saa meget denne kvinde's staerke vilje, gaa-paa-mod og beslutsomhed der har efterladt sine spor hos os, og som vi har stor respekt for. At moede saadan en kvinde goer een ydmyg, men giver os ogsaa fornyet haab om at det faktisk er muligt at tage kampen op med nutidens fattigdom. Kvinden hedder Chanthy. Hun er enke og har to drenge som var 6 og 10 aar da vi moedte hende. I vort program var planen at arbejde i fire forskellige omraader i hovedstaden Phnom Penh. Vi havde med raadgivning fra kvindeministeriet valgt et nyt omraade, men var slet ikke kendt der, og vidste ikke hvor vi skulle finde de enlige moedre. Saa vi spurgte os frem. Gik ind i de omraader hvor folk bor til leje i smaa rum. Vi havde laert at spotte saadanne omraader, og vidste at fattige enlige moedre ikke havde raad til bedre standard end disse smaa rum, som var af meget forskellig kvalitet og sikkerhed. Vi kom til dette nye omraade og finder nogle lokale folk, som vi henvender os til. Vi snakker lidt, og spoerger saa om de kender nogle enlige moedre i omraadet. Een peger i en retning, og vi gaar derover. Her moeder vi nogle andre lokale folk, og spoerger os igen frem. De giver ikke saa klart et svar, men en lille dreng svarer: "min mor er en enlig mor". Saa vi foelger med ham hen til det rum hvor han bor. De bor i et meget usselt rum, hvor der hverken er toilet eller koekken. Hans mor er hjemme, men vort foerste indtryk er, at hun er for gammel til vort program. Vi arbejdede nemlig kun med unge kvinder op til ca. 30 aar, og som havde boern at forsoerge. Men hun ville gerne hoere om vort program, selvom vi foelte der var lidt spild af tid, idet vi ikke kunne optage hende i programmet pga. hendes alder. Vi sidder og snakker lidt, og fortaeller om programmet for enlige moedre. Hun er meget interesseret, og idet hun rejser sig op og vil hente noget, saa kan vi se at hendes bevaegelser er meget ungdommelige. Saa vi tror paa at det er sandt at hun kun er 30 aar, som hun havde fortalt os. Saa vi starter igen paa vores samtale med hende, med en fornyet interesse i at hjaelpe hende.
Chanthy fortaeller os, at hun er enke og alene med boernene. Familien har vendt dem ryggen efter hendes mand doede, sikkert for at undgaa at hun og boernene skal blive en byrde for dem. Hun arbejder om natten paa en tekstilfabrik. Om dagen cykler hun rundt paa en meget gammel cykel, og saelger frugter til folk - ikke noget som giver mange penge. Men Chanthy har ikke andet valg, og med indtaegten fra sit frugtsalg og loennen fra fabrikken kan hun forsoerge hende og drengene. Hun kan betale huslejen og sende drengene i skole. Men saa raekker pengene ikke laengere. Dvs. en uforudset udgift som fx. medicin er der ikke raad til. Saa maa hun laane penge, hvilket vil vaere svaert for hende nogensinde at betale tilbage. Chanthy er meget interesseret i vort progam, og vi kan sige paa stedet, at vi er klar til at give hende en faguddannelse saa hun kan starte en lille forretning op. Vi aftaler derfor, at hun skal overveje hvilken form for faguddannelse hun oensker, og saa skal vi snakkes ved en uge efter. Da vi kommer naeste uge er vi fuld af motivation for at hjaelpe Chanthy, men bliver skuffet da hun fortaeller os, at hun ikke kan deltage i vort program. Aarsagen er, at hun ikke kan tage et par timer ud af hverdagen til at gennemfoere en faguddannelse. Der er ingen tvivl om at hun gerne vil have en uddannelse, men hun har ikke raad til at miste penge fra sig frugtsalg de timer hun er i en praktikplads. Vi er alle skuffet, idet vort program netop er for saadanne kvinder som Chanthy. Vi siger dog ikke farvel til Chanthy, men siger at vi vil overveje om der er andre muligheder for at hjaelpe hende. Vi gik i taenkeboksen. Det skulle vaere en faguddannelse som hun hurtigt kunne laere, og som hun uden stor investering hurtigt kunne tjene penge paa. Efter megen overvejelse kom vi frem til en ide. Vi tager ud til Chanthy igen, og foreslaar at hun kan laere at bage vietnamesiske kager, og saelge dem via gadesalg. Chanthy lyser op som en sol, for hun kan med det samme se sig selv som gadesaelger, og hun elsker at bage. Saa vi fandt en vietnamesisk familie, som havde stor succes med deres gadesalg af disse kager. De var villige til at tage en elev ind, og mente let de kunne undervise Chanthy i at bage de forskellige kager, uden at det skulle tage alt for lang tid. Vi aftalte, at hun skulle komme et par timer hver dag i 2 maaneder. Vi fulgte op paa hendes uddannelse med jaevne mellemrum, for at sikre at hun laerte det hun skulle. Foerste gang vi kom moedte vi en glad og laereivrig Chanthy. Ejeren af gadeforretningen fortalte, at Chanthy var kvik og laerte hurtigt. Hun bagte rigtig gode kager, og hans kone var glad for hende som elev. Vi var dog lidt undrende overfor hvordan Chanthy faktisk laerte opskrifterne, for ejeren's kone talte stort set kun vietnamesisk, og ikke meget khmer. Men Chanthy fortalte, at det forgik ved lidt oversaettelse fra ejeren og ellers ved kropssprog og demonstration. Vi var imponeret - og er det stadig. Chanthy blev faerdig med sin uddannelse, bestod sin eksamen. Hun var klar til at blive gadesaelger. Fra programmet gav vi et mindre beloeb til forretningen, og hun koebte den mobile bage-/gadebod, saa hun kunne komme igang. Boden er bygget paa den maade, at hun kan bage kagerne paa stedet, og saelge med det samme. Boden er mobil, saa hun kunne tage den med hjem om aftenen. Hun fik af nogle bekendte, som gerne vil hjaelpe hende, lov til at saelge paa deres grund langs en stor vej i Phnom Penh. Chanthy kom godt fra start. Hun solgte mange kager, og hun var rigtig god til at bage kager og de smagte godt. Det viste sig ogsaa, at hun havde evner for at drive forretning. Hun satte en aere i at hendes bod var ren, god hygiejne og praesentabel. Hun var
god til at snakke med kunder, og gav god service. Snakken gik om hendes kager, og en naerliggende skole begyndte at bestille et parti kager hver dag fra hende, til salg i deres skolekantine. Chanthy var stoppet paa fabrikken, og brugte nu al sin tid som gadesaelger. Hendes dage begyndte ved 4-tiden hver morgen, hvor hun lavede dejen. Saa koerte hun sin bod ud paa sin plads ved den store vej - bagte og solgte til hen paa eftermiddagen. Der var normalt udsolgt midt paa eftermiddagen. Men hendes arbejdsdag var ikke forbi. Hun tog saa paa markedet for a handle ind til naeste dags kageproduktion, og gjorde om aftenen klar til naeste dag. Tit fik Chanthy kun 4-5 timers soevn paa et doegn. Men hun beklagede sig aldrig. Vi sagde tit til hende, at hun ikke kunne blive ved med at klare sig med saa lidt soevn, men Chanthy smilede bare. Og set i bakspejlet, ja, saa var der jo ikke rigtig andre muligheder. Chanthy opfattede ikke hendes nye liv som en byrde eller stresset, men var derimod taknemmelig for hendes og drengenes nye liv og tilvaerelse. Med tiden begyndte Chanthy dog at laere sin aeldste soen op i at saelge og passe forretningen efter skoletid. Det betoed, at Chanthy faktisk kunne tage en lille pause, og sove midt paa dagen. En dag mens soennen havde passet forretningen var det blevet stormvejr, og paa en eller anden maade var noget af glasset i boden gaaet i stykke. Da saa vi en anden side af Chanthy. Hun var baade vred og ked af det paa samme tid. Foerst forstod vi det ikke, for det kunne da ikke koste saa meget at skifte det lille stykke glas som var knust. Men det var en uforudset udgift, som betoed meget i hendes oekonomi. Hun valgte derfor at daekke hullet med plastik, hvilket var fint nok. Men ikke for Chanthy, for nu var hendes forretning ikke lige saa praesentabel som foer. Men salget gik fortsat fint. Chanthy flyttede til et nyt sted med leje-rum som var af bedre kvalitet, og Chanthy fik et rum med eget bad og koekken. I denne bygning boede en anden enlig mor, som vi havde givet samme uddannelse som Chanthy. De laerte hinanden at kende da de var i praktik sammen. De var blevet gode venner, og det var tydeligt at de noed hinanden's selskab og faelles forretningsinteresse. I programmet for enlige moedre var en del af programmet at samle de enlige moedre til moede en gang i hver maaned. Det foregik hos Chanthy's veninde. Chanthy kom stort set til alle moederne, ogsaa selvom hun ikke havde helt udsolg. Hun var glad for at komme i et faellesskab, hvor der ikke blev set ned paa hende. Her var alle lige, og alle var enlige moedre med boern at forsoerge. De havde alle faaet en faguddannelse via vort program og alle igang med at faa deres forretninger op at koere. De havde meget til faelles. Til hvert moede afholdte vi et kort kursus om relevant emner for dem. Det var tydeligt at Chanthy sugede til sig og soegte saa megen viden som muligt, for hun vidste det var nyttigt for hende og de andre kvinder. Da Chanthy's veninde valgte at flytte sin forretning hjem til sin landsby, spurgte vi Chanthy om vi saa kunne afholde vore moeder i hendes rum, hvilket hun uden toeven sagde ja til. Vi blev altid budt varmt velkommen, og Chanthy straalede som vaert. Hun var ikke bare en del af faellesskabet - nu bidrog hun ogsaa til faellesskabet. Der skete en fysisk forandring med Chanthy, som baade vi og de andre kvinder kunne se. Chanthy kom til at se yngre ud. Den Chanthy vi havde moedt, da vi foerste gang besoegte hende, saa nu langt mere ungdommelig ud,
hvilket vi ofte fortalte hende. Chanthy grinede altid forlegen - men det var tydeligt at hun var glad for komplimenten. Chanthy var glad for hendes nye liv, det var der ingen tvivl om. Hendes fremtid saa lysere ud. Til vores store overraskelse, saa begyndte familiemedlemmer nu at dukke op i Chanthy's liv. Familiemedlemmer som ikke ville hende da hun var fattig, men nu hvor hendes oekonomiske situation er forbedret, saa vil de gerne vaere sammen med hende igen. Chanthy byder dem velkommen i hendes og boernene's liv. Chanthy har et stort hjerte og baerer ikke nag. Hendes store hjerte gaelder ogsaa overfor andre enlige moedre. En dag ringede hun til os, og spurgte om vi stadig kunne hjaelpe flere enlige moedre, for hun kendte een. Vi var glad for ogsaa at kunne hjaelpe hende, som blev udlaert skraedder. Hovedstaden Phnom Penh er en by som konstant forandres og udvikles. Det gjaldt ogsaa det omraade hvor Chanthy solgte sine kager. Ejeren ville bygge paa sit landomraade, og under byggeriet kunne Chanthy derfor ikke saelge sine kager. Chanthy maatte stoppe, og havde ikke andre steder hvor hun kunne saelge fra. Derfor valgte hun i perioden hvor byggeriet stod paa, at arbejde for ejeren og hjaelpe med byggeriet. Det er haardt arbejde, og normalt maend der tager disse job. Men Chanthy var ikke bleg for at tage fat og tjene en dagloen ved at bygge huset. Vi holdte kontakt med Chanthy i denne periode, for der er altid en risiko for at hun glemmer sit fag, og vaelger at blive paa byggepladsen. Men Chanthy forsikrede os, at hun sagtens kunne huske alle opskrifterne, og at hun ville tilbage som gadesaelger. Vi troede paa hende. Men det blev en laengere periode vaek fra kager og gadesalg, for da huset var faerdigbygget, saa fortsatte Chanthy paa en anden byggeplads. Igen forsikrede Chanthy os om, at der var en midlertidig loesning, indtil hun fandt et nyt sted hvor hun kunne saelge sine kager. En dag ringer Chanthy til House of Care, og vi kan hoere paa hendes stemme at hun er glad. Hun fortaeller, at hun nu er flyttet ud i provinsen, hvor hun med stor succes saelger sine kager. Hun fortaeller ogsaa, at hun og drengene har det godt og har haab for fremtiden. Siden da har vi ikke hoert mere fra hende. Chanthy skilte sig paa mange maader ud fra de andre enlige moedre, som vi arbejdede med. Hun beklagede sig nemlig aldrig, og hun gav aldrig op. Set i bakspejlet, saa skyldtes det nok at Chanthy i den grad havde oplevet hvad det vil sige at vaere fattig, saa selvom hun fx. maatte stoppe sit gadesalg i en laengere periode, saa var det intet sammenlignet med det liv hun havde foer. Og hun gav aldrig op for det var simpelhen ikke en mulighed for hende. Hvad ville der saa sket med boernene? Der var ingen familiemedlemmer som ville forsoerge dem, eller som hjalp med penge og andre noedvendigheder. Chanthy og hendes drenge var overladt til dem selv. Saa at give op, det var ikke en mulighed. Det giver stof til eftertanke, og hjaelper os til at forstaa hvad fattigdom er og hvilke konsekvenser og begraensninger der foelger med fattigdommen. Selvom Chanthy ikke blev rig af sit gadesalg, saa gav hendes faguddannelse noget andet - nemlig selvvaerd og anerkendelse fra samfundet. Flere af vore enlige moedre har udtrykt, at de ikke tjener mange flere penge i deres forretninger end de gjorde foer som fabriksarbejder eller sexarbejder. Men de har faaet en fornyet status og selvvaerd. Som en enlig mor sagde til os: nu taler de andre med mig foer talte de om mig. Chanthy har gjort indtryk paa os paa mange maader. Hun arbejdede rigtig haardt for at hendes gadesalg skulle lykkes. Hun havde mere gaapa-mod end de fleste, og samtidig var hun fyldt med taknemmelighed. Hendes maal var klart og enkelt at kunne beholde sine boern hos sig, selv forsoerge dem, og give dem skolegang, uddannelse og haab om en god fremtid. Det var og er Chanthy s maal. Vi taenker tid paa hende, og
snakker om hende og hendes liv. Hun var en stor inspiration for os og de andre moedre. Vi tror paa, at hun stadig klarer sig godt, og er til glaede for de mennesker hun nu er iblandt. Det var ikke alle enlige moedre i vort program der valgte at kaempe deres egen vej ud af fattigdommen, som Chanthy gjorde. Idet kvinderne fik en faguddannelse og kunne tjene penge i deres forretninger, saa var de igen attraktive for maend faktisk meget attraktive, for de kunne tjene deres egne penge. En del af kvinderne valgte at gifte sig igen. Dermed slap de af med den negative status som enlig mor, og samtidig gav en mand i huset en form for tryghed, samt en ekstra indtaegt fra hans arbejde. I flere tilfaelde saa vi, at kvinderne s moedre var meget interesseret i at faa deres doetre gift igen, for at have en mand i huset. Flere blev lykkkeligt gift, og fik boern med deres nye maend. For andre var det nye aegteskab knap saa lykkeligt, og nogle endte som enlige moedre endnu engang. Der var dog ogsaa en del af vore enlige moedre som paa ingen maade oenskede at gifte sig igen. Nogle havde vaeret ofre for hustruvold, og skulle ikke nyde noget af at have en ny mand. Andre sagde nej til et nyt giftemaal, for at beskytte deres pigeboern. De var nemlig meget bevidste om at en datter er i stor risiko for at bliver sexsuelt misbrugt af en stedfar, som der er mange tilfaelde af i Cambodia. Andre af vore kvinder valgte at sikre deres boern s fremtid, ved at lade dem bo/vokse op hos andre familiemedlemmer. I langt de fleste tilfaelde var det hos bedsteforaeldrene, og de blev dermed de primaere forsoergere for deres boerneboern hvilket er meget almindeligt i Cambodia i dag. Men vi havde nogle kvinder som kaempede haardt for at deres boern ikke skulle ende op hos fx. deres tanter og onkler. Deres angst var, at hvis tanter og onkler blev boernene s primaere forsoergere, saa var der stor risiko for at de havde mindre interesse i boernene s skolegang og videre uddannelse, end deres mor. Der er desvaerre i Cambodia mange eksempler paa at saadanne forsoegere ser boernene som arbejdskraft, til oekonomisk fordel for dem selv med andre ord: boernearbejde. Der er absolut ingen tvivl om at moedre i Cambodia elsker deres boern. De enlige moedre var tit bevaeget, naar de talte om deres boern og om deres bekymringer for boernene. De af vore enlige moedre som havde efterladt deres boern hos boernene s bedsteforaeldre, de saa ofte kun deres boern 2-3 gange om aaret - nemlig i forbindelse med de store nationale buddhist festivaler. Naar de kom tilbage til Phnom Penh efter at havde tilbragt nogle dage sammen med deres boern, saa straalede deres oejne af glaede og de var muntre og virkede lykkelige. Men selvom kvinder elsker deres boern ubegraenset, saa har vi ogsaa oplevet hvordan denne kaerlighed kan blive overskygget af fattigdommen s haarde konsekvenser. I vort program havde vi en ung enlig mor omkring 18 aar, som var gravid da vi moedte hende. Hun var ikke gift, men var blevet gravid med sin kaereste, som nu var stukket af fra sit ansvar. Hun gennemfoerte sin uddannelse som frisoer inden hun foedte. Vi har haft flere gravide kvinder med i programmet, og havde gjort det til saedvane at besoege kvinderne naar de havde foedt, og give dem en barselgave. Saa vi tog ogsaa paa barselsbesoeg hos denne unge enlige mor, som havde foedt en dreng. Udtrykket i hendes ansigt glemmer vi aldrig. Hun havde et udtryk af en kaempe byrde og haabloeshed. Denne lille dreng var nu hendes ansvar, og det virkede total uoverskueligt for hende. Naturligvis elskede hun sin lille nyfoedte dreng, men hvordan kunne hun tage vare paa ham? Selv kaempede hun for at forsoerge sig selv ved at arbejde i sexbranchen. Hvad kunne hun tilbyde drengen? Tilmed var han svag og spinkel. Nybagte moedre er glade og lykkelige, men ikke denne unge enlige mor. Aftalen var for hendes vedkommende, at hendes mor skulle hente barnet, og tage ham med hjem til landsbyen.
Foer vi startede programmet for enlige moedre havde vi moedt en tilsvarende ung enlig mor. Vi var paa vejen hjem fra et besoeg i provinsen, og gjorde stop for at drikke en kop kaffe. Der moedte vi en ung mor med et lille barn, maaske 6-10 maaneder gammel. Vi kom i snak med hende, og hun fortalte at hendes mand havde smidt hende ud for et par dage siden. Nu havde hun ikke noget sted at bo, og havde ikke noget arbejde. Vi kunne se at hun var fattig, og sikkert ikke havde meget skolegang bag sig. Hun fortalte, at hun kunne vaere hos disse folk som solgte kaffe i nogle dage, men derefter vidste hun ikke hvad hun skulle goere. Midt i sin haabloeshed spoerger hun, om ikke nok vi vil tage hendes barn med os. Hun haabede paa, at vi kunne give barnet en fremtid, maaske endda komme til udlandet. Det er ikke usaedvanligt at udlaendinge moeder fattige cambodianske kvinder, som vil give deres boern til dem, i haab om at boernene kan faa en uddannelse og et godt liv i en udenlandsk familie. Men normalt saa kender disse kvinder lidt til de udlaendinge, som de proever at afsaette deres boern til. Men i dette tilfaelde, saa var vi total fremmede, som hun ikke paa nogen maade kunne vide ville hendes barn det bedste. Specielt ikke i et land som Cambodia, der er kendt for boernemisbrug og boernehandel. Selvom det var meget fristende at tage barnet med, saa gjorde vi det ikke. Derimod gik vi i taenkeboksen for at finde svar paa hvordan saadanne enlige moedre kan hjaelpes. Det blev til begyndelsen paa vort program for enlige moedre. Vi snakker sommetider om, hvad der mon er sket med den unge enlige mor, som vi moedte da vi stoppede for at drikke kaffe. Vi kan haabe paa det bedste, men samtidig frygte det vaerste. Men uanset hvad, saa var det moedet med hende som startede vort engagement med enlige moedre. Selvom vi ikke kunne hjaelpe hende, saa har moedet med hende betydet, at over 100 andre kvinder som hende fik mulighed for at faa en faguddannesele og startet egne forretninger. Alt har dog sin tid, og det havde vort program for enlige moedre ogsaa. Men det betyder ikke, at vi ikke interessere os for boern og deres moedre mere. Tvaertimod, for den viden vi fik ved at arbejde med denne gruppe af kvinder bruger vi nu i vore oevrige programmer. Vi har valgt at maalrette vores indsats paa forebyggende arbejde, idet vi laerte at direkte hjaelp til enlige moedre i noed er dyr, og det er begraenset hvor mange vi kan hjaelpe med de ressourcer vi har. Derimod kan vi naa laengere ud med forebyggende arbejde, og vaere med til at stoppe problemerne, for de opstaar og udvikler sig. I vort ungdomsprogram i Phnom Penh arbejder vi med unge, hvoraf mange af dem vil blive gift indenfor de naeste 2-3 aar. Det betyder, at de saa staar med et ansvar for at forsoerge deres familie og senere forsoerge deres boern. Vi raadgiver og vejleder derfor de unge, saa de er bedre rustet til voksenlivet, familielivet og arbejdsmarkedet. Vi afholder mini-kurser for dem fx. om aegteskab, menneskerettigheder, boernerettigheder, bekaempelse af vold i hjemmet, livsvaerdier og moralitet. Vi bruger en del tid paa at hjaelpe de unge til kritisk og analytisk taenkning - noget som mange unge desvaerre ikke er gode til, men derimod blot foelger stroemmen. Desvaerre oplever vi igen og igen, hvordan denne manglende kritiske tankegang goer de unge til ofre for udnyttelse og misbrug. I vort program for boern og foraeldre Khmer Kids sponsorprogrammet bruger vi ogsaa vores efaring fra arbejdet med enlige moedre. Det er primaert i vores undervisning og raadgivning til foraeldrene at vi proever at give dem den noedvendige viden, saa de kan skabe trygge rammer for deres boern og omkring familielivet. Igen er kritisk og analytisk taenkning vigtig, plus at de prioriterer gode vaerdier og moral i deres familier. Een ting vi laerte fra programmet for enlige moedre var, at de fleste af de kvinder vi arbejdede med kunne hverken laese eller skrive. De var blevet taget ud af skolen i en tidlig alder, eller aldrig sendt i skole. Aaarsagen var oftest, at de kom fra meget fattige familier og foraeldrene havde brug for deres arbejdskraft derhjemme. Det er
lignende familier vore Khmer Kids kommer fra. Derfor arbejder vi maalrettet paa at disse fattige boern faar lov at gaa i skole, og giver foraeldrene oplysning om hvorfor de ikke skal tage deres boern ud af skolen, med derimod prioritere deres skolegang. Skolegang og uddannelse er vigtig for boern og unge i Cambodia, hvis de skal goere sig haab om at slippe ud af fattigdommen, og skabe sig et bedre liv end deres foraeldre. Samtidig har boern og unge brug for viden om samfundet og om deres rettigheder og forpligtigelser, saa de kan skabe sig et liv med gode vaerdier og moral. Vi tror paa, at det vil udvikle dem til aktive borgere med selvvaerd og selvtillid, samt til borgere der tager et medansvar i deres samfund og overfor hinanden. Vort maal er at disse boern og unge i deres liv vil prioritere retfaerdighed, naestekaerlighed, demokrati, fredelig religioes sameksistens, samt have droemme og haab for fremtiden. At bidrage til dette er en stor aere og en vigtig opgave for os i House of Care Organisation. Vi tror paa, at det vil lede til fattigdomsbekaempelse og til bedre levevilkaar for befolkningen i Cambodia. * * * * * * * Kort beskrivelse af House of Care Organisation House of Care Organisation startede i 2003 ved initiativ af Susanne Tjagvad Madsen fra Danmark og hendes cambodianske mand, Sophack Mony. House of Care har siden oprettelsen arbejdet med udsatte unge, og har senere udvidet arbejdet til boern, enlige moedre, landsbysamfund og mission. Organisationen blev i 2009 godkendt som en lokal NGO af indenrigsministeriet i Cambodia. P.t. arbejder House of Care med fire programmer: * Uddannelse til fattige unge immigranter i Phnom Penh * Skolegang til fattige boern paa landet (Khmer Kids sponsorprogram) * Borgeroplysning til landsbysamfund * Mission via religionsdialog og ungdomssoendagsskole Faelles for House of Care s programmer er bekaempelse af fattigdom og uretfaerdighed, ved at tilbyde uddannelse, borgeroplysning og religionsdialog. House of Care er en kristen organisation, og vi ser vort arbejde som mission. Vi soeger at bringe Gud s kaerlighed og omsorg til vore maalgrupper via handling, retfaerdighed, dialog og naestekaerlighed.