Karen Blixen. Indhold. En fortæller

En fortæller Karen Blixen Af Dorte Nielsen Karen Blixen 1952 - The Granger Collection/ Polfoto Indhold Karen Blixen... 1 Fader og moder...2 Barndom...3 Malerier... 4 Bror... 5 I Afrika... 6 Kaffe... 7 Kamante... 8 Kokken... 9 Lulu...10 Thomas Dinesen...11 Denys...12 Kongens brev...13 Farah...14 Rungstedlund...15 Niels...16 Pasop...17 Blomster...18 Thorkild Bjørnvig...19 Jalousi...20 Fugle... 21 Det sidste farvel...22

Karen Blixen afsnit 1 Mellem København og Helsingør lige ved Øresund ligger Rungstedlund. Her blev Karen Blixen født i 1885. Hun boede hele sit liv på Rungstedlund bortset fra de 17 år, hun var i Afrika. Døren til Rungstedlund var altid åben, og der kom mange gæster. De kom og boede der, de kom til middag, eller de kom bare til en kop te. Så sad de i stuen foran kaminen. Og Karen Blixen sad med sine mørke øjne og med sin mørke stemme og fortalte historier. Karen Blixen elskede at fortælle historier, og hun elskede at skrive. Hun skrev mange bøger. Hendes første bog udkom i 1934 i USA. Den hed 'Syv fantastiske fortællinger'. Året efter udkom den i Danmark. Bogen om hendes liv i Afrika, 'Den afrikanske farm', udkom i 1937 i England og i Danmark. Den er også lavet som film i USA. Karen Blixens bøger er oversat til mange sprog, og hun er kendt i mange lande. Karen Blixens liv var ikke let. Hun var tit alvorligt syg. Men hun elskede livet, og hun elskede Rungstedlund: Med ilden i kaminen, vandet uden for vinduerne, den friske luft i parken og de mange fugle og blomster. Karen Blixen havde en stor kærlighed til naturen. Og hver gang nymånen kom på himlen, gik hun ud og sagde velkommen til den. Ved nymåne havde hun altid en krone i lommen. Hun ville ikke være fattig. I 1962 døde Karen Blixen, men døren til Rungstedlund er stadig åben. Rungstedlund er i dag museum for Karen Blixen. På museet kan man se fotografier fra hendes liv. Og der er et lille bibliotek med hendes bøger. Man kan også se hendes stuer med alle hendes møbler. Og man kan gå en tur i parken. Karen Blixen i døren til Rungstedlund ca. 1940 - Ullstein Bild/Polfoto

Fader og moder afsnit 2 Karen Blixens forældre blev gift i 1881. De var gift i 14 år. De havde et lykkeligt ægteskab, og de fik 5 børn. Børnene kaldte dem fader og moder. Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, voksede op på en stor gård i Jylland. Han havde 7 søskende. Han blev officer, og han var med i flere krige. Han var med i krigen mod Tyskland i 1864. Som ung var Wilhelm meget forelsket i sin kusine. Hun døde af tyfus, og han glemte hende aldrig. I 1872 rejste han til Nordamerika. Der byggede han en hytte og levede som jæger i 2 år blandt indianere. Som 34-årig købte han Rungstedlund. Så giftede han sig. I 3 år var han medlem af Folketinget. Han var god til at skrive, og han skrev bogen: "Jagtbreve." Men livet var svært for ham, og i 1895 døde han for egen hånd, kun 49 år gammel. Karen Blixen var fars pige. Han kaldte hende Tanne. Wilhelms død var en stor sorg for Karen Blixen, og hun savnede sin far hele livet. Karen Blixens mor, Ingeborg, blev enke som 38-årig. Hun fik et chok, og efter Wilhelms død kunne hun ikke gå og næsten ikke tale. Først efter 4 år blev hun menneske igen. Hun var nu alene med 5 børn, de 2 drenge Thomas og Anders og de 3 piger Ea, Karen og Elle. Børnene havde et frit liv. Om sommeren sejlede de på Øresund. Om vinteren var der tit is på vandet. Så gik de ud på isen og fiskede. Og om natten gik de alene i den store park. Karen Blixens mor var meget religiøs. Hver søndag samledes de ved klaveret i stuen og sang salmer. Og moren og Ea spillede klaver. Karen Blixen elskede sin mor meget højt. I de år hun boede i Afrika, var hun tit hjemme hos sin mor. Og moren besøgte hende to gange i Afrika. Ingeborg var enke i 44 år. Hun døde i 1939. Wilhelm Dinesen - Polfoto

Barndom afsnit 3 Der var mange tjenestefolk på Rungstedlund i Karen Blixens barndom. Der var en kokkepige, to stuepiger, en barnepige, en vaskekone, en kusk og en gartner. Lønnen var ikke stor. Kokkepigen fik 18 kr. om måneden, og stuepigerne fik kun 16 kr. De arbejdede fra klokken 6 om morgenen til sent om aftenen. Ferier var en særlig gave. Men de var tilfredse. Pigerne rejste kun for at gifte sig. Og så sagde de farvel med tårer. Barnepigen hed Malle. Hun boede på Rungstedlund i 40 år. Hun kom fra en fattig familie, og hun kunne ikke læse og skrive. Men hun var god til børn. Og børnene elskede hende. Pigerne gik ikke i skole. De havde en lærerinde. Hun hed Marie. Hun kom og underviste de tre piger et par timer hver dag. Men de lærte også meget af deres mormor. Hun var fra England, og hun lærte dem at tale flydende engelsk. Kusken hed Alfred. Han lærte Karen Blixen at ride. Han var meget trofast. Han var på Rungstedlund i 60 år. Derfor fik han en medalje af kongen, Frederik den 9. Alfred syntes, at kongen var flink. Kongen inviterede ham på frokost, men Alfred sagde nej tak. Han havde lige spist. Så drak kongen og Alfred en bajer sammen. Om natten den 14. juli 1898 brændte staldene på Rungstedlund. Karen Blixens mor så ilden fra sit soveværelse. Hun vækkede alle på gården. Så løb hun ud i nattøj og lukkede hestene og køerne ud. Men svinene og hønsene kom ikke ud. En af karlene døde under branden. Og hunden forsvandt under branden. De fandt den næste dag. Den var også død. Og børnene græd meget. Efter branden rejste Karen Blixen med sin mor og sine to søstre til Schweiz i 8 måneder. I et halvt år gik de tre piger i en fransk skole. Det var første og sidste gang, pigerne gik i en rigtig skole. Ingeborg med sine 5 børn ca. 1896. Karen Blixen yderst til venstre - Polfoto

Malerier afsnit 4 Karen Blixen og hendes 2 søstre fik ikke nogen uddannelse. De var jo piger, og de skulle bare giftes. Men de var meget dygtige alle 3. Den ældste søster Ea sang. Den yngste søster Elle spillede violin og skrev. Og Karen Blixen skrev og malede. I 1902 begyndte hun på en tegneskole i København. Alfred kørte hende til Klampenborg, og hun tog toget til København. På vejen smed hun sin madpakke ud, og om aftenen sagde hun: "Jeg kan ikke spise noget. Jeg har spist for meget til frokost." Hun ville være tynd, og hun var tynd resten af livet. Året efter kom hun på en malerskole for piger. Der gik hun i 4 år. Mændene havde deres egen skole, og man passede godt på pigerne. Men hun lærte ikke så meget. I 1910 rejste Karen Blixen til Paris. Hun flygtede fra ulykkelig kærlighed. Og hun var tung om hjertet. Hun rejste sammen med sin søster Ea. Karen Blixen skulle studere kunst, og Ea skulle studere sang. Paris var en dejlig by, og Karen Blixen begyndte på en malerskole, men hun kom næsten aldrig på skolen. Hun havde mange venner i Paris, og de gik på museer, til opera og på caféer. Karen Blixen malede lidt i de år, hun boede i Afrika. Hun malede fugle, og hun malede mennesker. En dag malede hun en ung mand. Han sad meget uroligt, og Karen Blixen blev sur på ham. Så tog hun en pistol og pegede på ham med pistolen. "Sid stille," sagde hun, "eller jeg skyder." En anden dag malede hun nogle citroner. Hendes bror, Thomas sagde: "Det er et smukt billede, men jeg har aldrig set så røde citroner." Karen Blixen rev billedet i stykker og sagde: "Jeg vil aldrig male mere." Hun malede flere billeder. De var gode. Men hun blev aldrig en kendt maler. I dag kan man se flere af Karen Blixens malerier på Rungstedlund. Karen Blixen med et af sine malerier - Tage Christensen/Polfoto

Bror afsnit 5 Karen Blixen var forelsket i sin halvfætter Hans Blixen. Han var ikke forelsket i hende. Men han havde en tvillingebror, Bror Blixen. Og den 23. december 1912 blev Karen Blixen forlovet med Bror. Bror var halvt dansk, halvt svensk. Han havde ingen uddannelse, men han var en charmerende ung mand. Han havde mange penge, og han var adelsmand. Karen Blixens familie var ikke glade for den nye svigersøn. De kunne godt lide ham, men han var en Don Juan. Han kunne lide at more sig, og han kunne lide kvinder. Bror havde en stor gård i Sverige. Karen Blixen ville ikke bo i Sverige. Og Brors onkel Mogens forstod hende. Han sagde: "Tag til Kenya I to. Det er det dejligste land i verden." Og det var rigtigt. Der var smukt i Kenya, klimaet var godt, og folk var søde. Bror tog først til Afrika. Han havde 300.000 kr. med, og han købte en kaffefarm. Den 2. december 1913 rejste Karen Blixen til Afrika. Hendes mor og Elle fulgte hende til Italien. Hendes mor var meget nervøs. For Karen Blixen og Bror kendte ikke noget til kaffedyrkning. Bror ventede på Karen Blixen i Mombasa, og den 14. januar 1914 blev de gift. Den svenske prins Wilhelm var med til brylluppet. Dagen efter rejste de med tog til Nairobi. I toget holdt de en stor bryllupsfest med middag og champagne. Der var meget varmt i toget, og alle gæsterne havde pyjamas på. Der var ingen sovevogn i toget, men Bror havde lagner og tæpper med. Så sov de på bænkene i toget. Udenfor skinnede månen, og der var stjerner på himlen. Og i månens lys kunne de se de mange vilde dyr på sletten. Kenya Ole Lind/Polfoto

I Afrika afsnit 6 Karen Blixen havde en farm i Afrika. Den lå ved ækvator, 2.000 meter over havet, tæt på solen. Dagen var varm, men eftermiddagen og aftenen var kølig, og natten var kold. Rundt om farmen var der en stor slette med græs og spredte træer. Der var meget tørt. Men i regntiden kom der mange små blomster, og de duftede meget stærkt. Himlen var aldrig rigtig blå. Den var bleg og lys. Kæmpe skyer sejlede på himlen, og vinden blæste dem væk. Farmen lå ved et stort bjerg, Ngong-bjerget. Og det blæste altid på bjerget. Bjerget var 2.700 meter højt, og det havde fire toppe. Oppe fra bjerget kunne man se store sletter, skove, bananplantager, majsmarker og nogle landsbyer. Man kunne også se den brune ørken med de grønne floder. I ørkenen var der næsehorn og giraffer. Før var der også elefanter, men de var væk nu. Der var mange forskellige folk i Kenya. Der var somalier. De rejste rundt i hele landet med deres æsler og handlede med kvæg. De kom fra mange forskellige stammer. Og der var tit krig mellem stammerne. I bazaren i Nairobi var der mange indere. De var købmænd. Og farmens naboer var masaier. De var nomader og kvægfolk. De folk, der arbejdede på farmen, var kikuyuer. De havde hver et lille stykke jord med majs, sukkerrør, bananer og søde kartofler. Hver familie havde flere spidse hytter. Mellem hytterne samledes familierne. De malede majs og malkede geder. Og børn og høns løb rundt. Bror havde lært Karen Blixen at skyde, og om søndagen skød hun tit et par zebraer til sine folk på farmen. Det var deres søndagsmad. Lønnen på farmen var meget lille. Og de unge mænd måtte samle mange penge. Så kunne de købe den første kone, en pige på 14-15 år. En kone kostede det samme som 7-8 køer. Karen Blixens farm Peter Hove Olesen/Polfoto

Kaffe afsnit 7 På farmen var der 1200 landarbejdere. De plantede 360.000 kaffetræer. De nye kaffetræer skulle vokse 3-4 år. Så kunne man plukke kaffe. Kaffetræerne blomstrede i regntiden i en sky af hvide blomster. Kaffeblomsterne havde en fin, bitter duft. Senere blev kaffebærrene røde. Så var de modne. Nu kom kvinder, børn og mænd og plukkede kaffe. Og oksevogne kørte bærrene ned til floden. Ved floden var der en tørremaskine. Her skulle kaffen tørres. Tit var kaffen færdig om natten. Så arbejdede alle med lygter. De kom kaffen i store sække, og de syede sækkene sammen. Om morgenen kom sækkene på oksevogne, og de kørte sækkene til togstationen i Nairobi. Vognene var meget tunge. Der var 5 tons kaffe på hver vogn. Om aftenen kørte de tomme vogne hjem fra Nairobi. Okserne gik langsomt. De var meget trætte. Arbejdet var slut. Et par dage senere kom kaffen på et skib til London. Her skulle den sælges. Karen Blixen havde mange problemer med kaffefarmen. Farmen lå så højt, og det var ikke godt for kaffen. Der var meget vind, og nogle gange var der frost om natten. Så visnede kaffeblomsterne. I 1918 var der tørke i Østafrika. Folk sultede, og mange døde. Karen Blixen gav sine folk majsmel, men til sidst var der ikke mere mad. Kaffebærrene tørrede ind, og det år tjente de ikke en øre på kaffen. Karen Blixen måtte skrive til Danmark og låne penge. Der kom gode år med regn. Men det var et meget stort arbejde at have en kaffefarm, og Bror og Karen Blixen blev aldrig rigtig rige. Efter 17 år i Afrika måtte de sælge farmen. Kaffetræ Peter Saabye/Polfoto

Kamante afsnit 8 Kamante var en lille dreng på 9 år. Men han lignede en dreng på 6 år. Hans far havde arbejdet på farmen, men han var død nu. Kamante havde et stort hoved, og hans arme og ben var tynde som tændstikker. På benene havde han store dybe sår. En dag, Karen Blixen red på sletten, mødte hun Kamante. Hun kendte ham ikke. Han gik og passede familiens får og geder. Karen Blixen stoppede hesten og talte til Kamante, men han svarede ikke. Og hun så, at lyset i hans øjne var slukket. Han var meget ensom. Måske ville han dø snart. Karen Blixen sagde, at han skulle komme op til hendes hus næste dag. Karen Blixen var læge for farmens folk fra klokken 9 til 10 hver dag. Der sad altid 2-3 mennesker og ventede på hende, og nogle gange var der mange flere. Næste dag kom Kamante til huset med sit halvdøde ansigt. Karen Blixen vaskede hans sår og forbandt dem. Han kom nu hver 3. dag. Han sagde aldrig noget selv. Han svarede kun på spørgsmål. Hans ben blev ikke bedre, og til sidst sendte Karen Blixen ham til et missionshospital. Kamante protesterede ikke, men da han kom til hospitalet, rystede han over hele kroppen. Han lå på hospitalet i 3 måneder. Karen Blixen besøgte ham én gang. Han havde det godt, og han kunne løbe. Og han løb efter Karen Blixens hest som et lille føl. En dag kom Kamante til Karen Blixens hus med et brev fra hospitalet. Han var rask nu. Hans ben var glatte. Der var nogle grå ar, men hans ansigt strålede. Karen Blixen blev meget glad, og Kamante sagde: "Jeg er kristen nu, ligesom du er. Må jeg så godt få en krone?" Kamante var på et kort besøg hos sin mor. Hun var enke. Men hun var gift igen. Så gik han tilbage til Karen Blixens hus, og her arbejdede han i de næste 12 år. Karen Blixen til hest - Polfoto

Kokken afsnit 9 Kamante startede som hundepasser. Han hadede og frygtede hundene. Men han passede dem godt. Der var mange lopper i Afrika, og hundene havde aldrig lopper. Han hjalp også med at passe de syge. Han havde brugt sine øjne på hospitalet, og han var en god sygepasser. Hans hænder sad godt på ham. Så blev han kokkedreng. Han skulle hjælpe kokken med at lave mad. Men kokken døde, og Kamante blev selv kok. Han var en meget dygtig kok, og han blev berømt for sin mad. Gæsterne på farmen roste ham meget. Han kunne ikke lide ros. Men til de gæster, der kom tit på farmen, lavede han altid deres livretter. Karen Blixen lærte ham at lave mad. Han kunne ikke tale eller læse engelsk, men han var god til at huske opskrifter. Han havde dem i sit hoved. Og alle retter, han lærte, fik et navn. En dag var der et stort lynnedslag. Den dag lærte han at lave et nyt brød, og brødet hed: 'Det store lynnedslag-brød'. En anden dag lærte han at lave en ny sauce. Samme dag døde den grå hest. Og saucen hed 'Den grå hest, der døde-sauce'. Kamante lavede mange spændende retter. Han kogte fisk i hvidvin og stegte agerhøns i rødvin. Men han spiste aldrig maden selv. Han spiste som sin familie majskolber, søde kartofler og fårefedt. En aften kom prinsen af Wales på besøg på farmen. Og Kamante lavede en fin middag til ham. Han kogte en særlig suppe til prinsen. Den skulle koge i 24 timer med ben og æggeskaller. Den aften kom der to tusinde dansere op til farmen. De skulle danse for prinsen. Det var fuldmåne. Der var mange små bål, og røgen steg op mod stjernerne. Efter dansen gav Kamante danserne og de gamle snus, og børnene fik sukker. Kamante1962 Rue Des Archives/Polfoto

Lulu afsnit 10 En morgen kørte Karen Blixen fra farmen til Nairobi. Ved vejen stod der en flok børn. De havde fanget et antilopekid, og de ville sælge det. Men Karen Blixen ville ikke købe vilde dyr. Om aftenen kørte hun tilbage, og børnene stod der endnu. Men Karen Blixen kørte hjem, spiste middag og gik i seng og sov. Et øjeblik efter vågnede hun forskrækket. Hun tænkte på, at børnene måske var onde ved antilopen. Hun vækkede sine folk og sagde: "I skal finde kiddet, ellers bliver I fyret." Tidligt næste morgen kom de med kiddet. Og de kaldte hende Lulu. Lulu havde violette øjne, og hendes ører var glatte som silke. Næsen var kold, benene var tynde, og hun havde bitte små klove. Det var svært for Lulu at gå på gulvet. Benene gik ud til alle fire sider. Hun fik mad af en sutteflaske. Om dagen var hun ude, men om natten kom hun ind, så de vilde dyr ikke skulle spise hende. Som voksen var Lulu meget smuk og stærk. Men hun var ikke lykkelig. Hun kunne springe højt, men der var ikke noget hegn at springe over. Lulu havde sin frihed. Alligevel var hun tit rasende. Og så dansede hun krigsdans på græsset. En dag kom Lulu ikke hjem. De ventede på hende en hel uge. Alle var kede af det. En aften sagde Kamante til Karen Blixen: "Du tror, Lulu er død. Det er hun ikke. Men hun er gift. Hun bor i skoven med sin mand." Hver morgen kom Lulu tilbage. Kamante lagde majs ud til hende bag køkkenet. Når solen stod op, kom hun og spiste. Hendes mand stod i skoven. Han var bange for mennesker. En dag kom Lulu op til huset med et lille kid. Folk kunne godt røre Lulu, men kiddet måtte man ikke røre. Så løb mor og barn ind i skoven igen. Antilopekid Martin Bureau/Polfoto

Thomas Dinesen afsnit 11 Karen Blixens bror, Thomas Dinesen, kom til Afrika i 1920. Han ville købe en farm med kvæg. Han kørte på sin motorcykel ned gennem Europa til Frankrig. Her skulle han møde Karen Blixen. De skulle sejle fra Frankrig til Mombasa i Kenya. Det tog fire uger med skib. Bror hentede dem i Mombasa. Og sammen tog de toget til Nairobi. De første måneder, Thomas var på farmen, lærte han sproget, swahili. Det er et meget let sprog, og Karen Blixen og Bror talte godt swahili. Thomas kunne hurtigt se, at der var store problemer i ægteskabet. Efter 4 måneder forsvandt Bror pludselig en dag. Og de vidste ikke, hvor han var. Han kom igen senere og sagde, at han ville skilles. Men først i 1925 blev Bror og Karen Blixen skilt. Thomas hjalp Karen Blixen meget. Om aftenen sad de foran huset og kiggede på stjernerne. Så sad de og talte om alt mellem himmel og jord. Og de snakkede om problemerne på farmen. Thomas fik aldrig købt sin farm. Han boede i Afrika i 2 år. Så rejste han hjem til Danmark igen. Nu var Karen Blixen alene. Hun skrev mange breve til sin bror. Et brev var 3 måneder om at nå til Danmark dengang. Hun skrev om sine sorger og glæder. Hun skrev om sine pengeproblemer. Og hun skrev om sit liv i Afrika: "Jeg elsker dette land og dette folk og dette sted. Og jeg er lykkelig, fordi jeg har mødt Denys. Livet er dejligt, og jorden er et godt sted." Denys var en engelsk flyverpilot. Han kom tit og boede på farmen. Karen Blixen ville gerne have et barn med ham. Men storken kom aldrig til farmen. Denys Finch-Hatton - Polfoto

Denys afsnit 12 Denys tog på mange safarier i Afrika, og han tog tit andre europæere med på safari. Når han havde fri, kom han og boede på farmen med sine bøger og sin grammofon. Denys elskede at være på farmen, og han elskede at høre en historie. Han satte sig på gulvet foran kaminen med en masse puder, og Karen Blixen havde altid en ny historie at fortælle. Denys havde en flyvemaskine. Der var ikke mange veje i Afrika dengang, men Denys kunne flyve over hele landet i sin maskine. Han tog tit Karen Blixen med på en flyvetur, og fra luften kunne de se mange forskellige vilde dyr. En eftermiddag sad Karen Blixen og drak te med nogle gæster uden for huset. Denys kom i sin flyvemaskine. Han landede foran huset og sagde: "Der er bøfler ude i højene. Kom med ud og se dem." Så fløj de op mod solen. Og lidt efter så de 27 bøfler. De var små som mus. Denys fløj Karen Blixen tilbage til hendes gæster. Nu ville hun have en kop te. Og hun brændte sig på tepotten. Den var stadig varm. En dag sagde en gammel indfødt mand til dem. " I var højt oppe i dag. Jeg kunne ikke se flyvemaskinen, men den summede som en bi. Så I Gud?" De svarede: "Nej, vi så ikke Gud." "Så skal I højere op," sagde den gamle. "Kommer I derop en dag?" - "Det ved jeg ikke," svarede Karen Blixen. "Det ved jeg slet ikke," svarede Denys. "Hvorfor flyver I så? Det forstår jeg ikke," sagde manden. Nogle måneder før Karen Blixen flyttede fra Afrika, faldt Denys ned med sin flyvemaskine og døde. Han blev begravet på en høj ni km fra farmen. Karen Blixen satte et stykke hvidt stof på graven, og hver morgen gik hun ud og kiggede over på graven. Der var en meget smuk udsigt fra højen, og hver dag ved solopgang og solnedgang kom der en løve og en løvinde og stod på graven. Denys på safari 1931 The Granger collection/polfoto

Kongens brev afsnit 13 En nytårsmorgen ved solopgang kørte Karen Blixen og Denys en tur. Der var stjerner på himlen, og mod øst var himlen som guld. Luften var kølig, og græsset var vådt. I vejkanten så de en død giraf, og på giraffen stod der en løve og spiste sin morgenmad. Karen Blixen kom stille ud af bilen og skød løven. Hun ramte den lige i hjertet. Denys flåede løven, og så drak de rødvin og spiste mandler og rosiner. Karen Blixen sendte skindet til Danmarks konge. Og han skrev et brev og takkede for skindet. Karen Blixen var meget glad for brevet, og hun gik med det i lommen. En dag red hun en tur i skoven. I skoven så hun en skovarbejder. Han havde knust sit ben under et træ. Benet sad i en vinkel. Der var meget blod. Og manden skreg af smerte. Karen Blixen sagde til to andre skovarbejdere: "Hent en vogn. Manden skal på hospitalet." Skovarbejderen græd og råbte: "Hjælp mig." Karen Blixen havde nogle stykker sukker i lommen. Og hun lagde sukkeret i hans mund. Det hjalp lidt. Til sidst var der ikke mere sukker, og han græd højt igen. "Har du ikke mere?" hulkede han. Karen Blixen kiggede i lommen. "Jo, jeg har et brev fra kongen i mit land. Og et brev fra en konge tager smerterne væk." Så lagde hun brevet på mandens bryst og lagde højre hånd på brevet. Det hjalp. Han lukkede øjnene og åbnede dem igen. Nu kiggede han på hende som et barn. Vognen kom, og de kørte manden til hospitalet. Og Karen Blixen holdt hånden på brevet hele vejen. På hospitalet satte de benet sammen, men manden haltede resten af livet. En dag kom der en mand med tandpine. Han ville låne kongens brev. Men en lille dreng skulle låne brevet først. Hans bedstefar var meget syg. Næste dag kom drengen og fortalte: "Min bedstefar døde i nat, men kongens brev hjalp ham." Karen Blixen på safari ca. 1914 Rue Des Archives/Polfoto

Farah afsnit 14 Bror havde en tjener. Han hed Farah. Han var høj og slank. Farah var fra Somalia, og han var muslim. Han talte godt engelsk. Og han talte også fransk. Han havde arbejdet som sømand på et fransk skib. Farah stod i Mombasa og sagde velkommen til Karen Blixen. I de næste 17 år arbejdede han for hende. Han passede huset og stalden. Og han passede på hendes penge. Han var tit med på safarier. Og Karen Blixen snakkede med ham om alt. Hun fortalte ham, hvad hun lavede, og hvad hun tænkte. Og de talte sammen om håb og skuffelser. Karen Blixen og Farah arbejdede godt sammen. De var som en kniv og en gaffel. De var meget forskellige. Hun var kvinde, og han var mand. Hun var hvid, og han var sort. Hun var rig, og han var fattig. Men de havde samme alder. Farah havde tre koner. Hans første kone boede i Somalia med et barn. Den anden kone hed Fathima. Hun kom til farmen i 1918. De blev gift i Mombasa, og de holdt en stor fest. Den tredje kone hed også Fathima. Hun kom til farmen i 1928 med sin mor og sine søstre. Fathima fødte en lille dreng, Saufe. Han var et smukt barn. Og Karen Blixen elskede ham højt. Karen Blixen havde tit Saufe på armen. En nat græd han meget. Han var kun et år, og han havde mareridt. Så hentede Karen Blixen ham, og han sov i hendes seng. I 1931 solgte Karen Blixen farmen. Det var en stor sorg. Men hun havde ikke flere penge. Hun måtte rejse hjem til Danmark. Farah fulgte hende til Mombasa og sagde farvel til hende. Karen Blixen stod på skibet og kiggede efter Farah. Hun skulle ikke se ham mere. Det var som at få en hånd skåret af. Farah til venstre 1930 Rue Des Archives/Polfoto

Rungstedlund afsnit 15 Rungstedlund var kro fra år 1600 til år 1800. Christian den 4. kom tit på kroen på vej til Kronborg. Og hans kone kom her med sin hemmelige elsker, en svensk adelsmand. I 1700-tallet boede den store danske digter Johannes Ewald på kroen. Han skrev bøger. Han drak øl, og han var forelsket i kromandens datter. I 1879 købte Karen Blixens far Rungstedlund. Han opkaldte en høj i haven og en stue i huset efter Ewald. Højen blev kaldt Ewalds Høj. Og stuen blev kaldt Ewalds Stue. Efter 17 år i Afrika flyttede Karen Blixen hjem til sin mor på Rungstedlund. Nu var Ewalds Stue hendes arbejdsværelse. Stuen havde et vindue mod øst, og hun kunne sidde og kigge ud på vandet. Hver formiddag sad hun i Ewalds Stue med en kop te og skrev sine bøger. Her skrev hun også 'Den afrikanske farm'. Hun skrev på en meget lille skrivemaskine, som hun havde hele livet. På skrivebordet stod der et billede af Denys. Om vinteren var Ewalds Stue meget kold. Kulden kom ind fra vandet, og Karen Blixen flyttede til den grønne stue. Den havde et vindue mod haven. Karen Blixen elskede og hadede Rungstedlund. Det var et stort hus med mange gange og trapper. Det var meget svært at varme huset op. Der var kun kakkelovne i huset, og brændet skulle de hente i lunden. Køkkenet var gammeldags, og der var et stort brændekomfur. Der var ikke noget badeværelse på Rungstedlund. Der var to toiletrum. Her tog Karen Blixen bad i et lille kar. Hver morgen og aften hentede tjenestefolkene varmt vand i en kande. I 1960 blev Rungstedlund moderniseret. Det var et stort arbejde at modernisere det gamle hus, og i et år var Karen Blixen hjemløs. Ewalds Stue Michael Mottlav/Polfoto

Niels afsnit 16 I 1949 fik Karen Blixen en ny husbestyrerinde. Hun hed Caroline Carlsen og flyttede til Rungstedlund med sin søn Niels på 3 år. I starten var Niels bange for Karen Blixen. Hun var mager, hun havde mange rynker, og hendes stemme var mørk. Men de blev hurtigt gode venner. Karen Blixen elskede at lege. Hun og Niels kunne lege i timevis. De legede safari. Karen Blixen havde en masse trædyr, tøjdyr og porcelænsdyr. Og de skød dyrene med bolde. Nogle gange listede de rundt i huset med en kop vand i hånden. Så smed de vand i hovedet på hinanden, og de grinede, så tårerne trillede ned ad kinderne. Karen Blixens dør var aldrig lukket, og Niels kunne altid komme til hende. Han kom tit og snakkede med hende om sine problemer. Og om morgenen gik Niels ind i Karen Blixens soveværelse. Så lå han i hendes seng, og hun fortalte historier. På mors dag ville Niels give sin mor kaffe på sengen. Karen Blixen hjalp ham. De plukkede blomster i haven og lavede en fin bakke. Så gik de op og vækkede Caroline. Karen Blixen havde tit gæster. Niels fik sit fine tøj på, og han gik rundt og gav gæsterne cigarer. Gæsterne drak rødvin, og han drak rød sodavand, og så skålede de. Da Niels var 5 år, blev han kørt ned på Strandvejen og brækkede begge ben. Han kom på hospitalet og blev opereret. Og uden for døren sad hans mor og Karen Blixen og ventede. Han lå på hospitalet i 3 måneder. Og hver dag sendte Karen Blixen et postkort til ham med et billede af en hund. Alle fødselsdage blev holdt i den grønne stue. Der var pyntet et fint bord, og der var gaver fra alle i huset. I 1960 blev Niels konfirmeret. De holdt en stor fest på Rungstedlund. Karen Blixen kunne ikke komme med. Hun lå på hospitalet. Men hun skrev en tale og en sang til ham. Den grønne stue Carsten Lauridsen/Polfoto

Pasop afsnit 17 I 1945 fik Karen Blixen en lille hundehvalp. Den hed Pasop. Karen Blixen var dyreven, og Pasop var en klog og en god hund. Hun skældte den tit ud, men Pasop elskede hende. Hver aften sagde hun til Pasop: "Omkring huset!" Så gik den rundt om huset. Og den så, at alt var i orden. Om dagen lå Pasop ude i køkkenet sammen med katten Simba. Her arbejdede Caroline, og hun gav dem altid mad. Om natten sov Pasop i sin kurv i Karen Blixens soveværelse. Men om morgenen hentede Caroline hunden. Så gik de ned til stranden og tog et morgenbad. Karen Blixen boede i den ene ende af huset, og hendes sekretær, Clara Svendsen, boede i den anden ende af huset. Når Karen Blixen sagde: "Gå og hent Clara," løb hunden gennem hele huset og åbnede døren til Claras værelse. Engang var Pasop væk i 2 dage. Karen Blixen og Clara sad og snakkede sammen. De var meget kede af det og tænkte: "Pasop er død. Vi ser ham ikke mere." Så lavede de en aftale. Hvis Pasop kom tilbage, ville Karen Blixen give fuglene mad om vinteren. Og Clara ville rejse på pilgrimsrejse til Rom som tak. Så hørte de et rabalder ude i gangen. Og hunden kom møgbeskidt ind i stuen. Karen Blixen rejste meget. Pasop kunne ikke lide at sove alene. Så sov den på Carolines værelse. Til sidst sov den der hver nat. Og hver aften gik Pasop hen til Carolines seng og lagde sit hovede på dynen. Pasop døde i 1954. Den blev 9 år. Til sidst var den meget syg. De sidste to nætter lå Caroline på gulvet og sov. Så lå Pasop med hovedet på hendes dyne. Den kunne ikke stå mere. Næste dag kom dyrlægen. Karen Blixen klippede en lok af Pasops hår for at huske den. Dyrlægen sluttede hundens liv og sagde: "Nu er han stendød." Men Pasop logrede stadig med halen. Den blev begravet ved Ewalds Høj. Karen Blixen ved Rungstedlund Bonne/Polfoto

Blomster afsnit 18 Karen Blixen havde tit gæster. Så var stuerne fyldt med blomster. Hun sagde ikke velkommen med ord. Hun sagde velkommen med blomster. Hun stod op klokken 5 om morgenen og gik ud i haven og plukkede blomster. Hun havde kun natkjole og gummistøvler på. Og bagefter gik hun ind i stuerne i gummistøvler. Karen Blixen elskede at sætte blomster i vand, og hun lavede mange forskellige buketter i mange forskellige farver. Hun satte dem i særlige vaser. Hun brugte haveblomster og vilde blomster i sine buketter. Og nogle gange brugte hun også grøntsager, f.eks. rødkålsblade. Hun lavede buketter kun med røde blomster og buketter kun med hvide blomster. Hun tænkte altid på farverne. Blå var Karen Blixens yndlingsfarve. Den blå farve betød hav, kærlighed og troskab. Og hun lavede mange buketter med blå blomster og roser. En dag skulle hun lave en meget flot buket. Men hun manglede en gul blomst. Hun havde ikke en blomst i den rigtige gule farve i sin have. Så cyklede hun rundt til forskellige venner og kiggede i deres haver. Til sidst fandt hun den rigtige blomst. Hun cyklede hjem igen og lavede buketten færdig. Hun ringede til sin gode ven og nabo, arkitekten Steen Eiler Rasmussen, og han kom og tog et fotografi af buketten. Han tog mange billeder af Karen Blixens blomster, og han skrev om dem i en bog. I haven var der et solur, og under uret stod der nogle gule blomster. Det var natlys. Karen Blixen kaldte dem 'kl. 8 blomster'. Hver aften kl. 8 åbnede de sig på få sekunder. Og hun elskede at sidde alene eller sammen med sine gæster og kigge på dem. Karen ordner blomster Bonne/Polfoto

Thorkild Bjørnvig afsnit 19 I 1948 mødte Karen Blixen en ung digter til en middag hos en fælles ven. Han hed Thorkild Bjørnvig. De snakkede godt sammen. Og Bjørnvig skrev et brev til Karen Blixen. Han skrev: "De kan lide at tale. Jeg kan lide at lytte." Karen Blixen inviterede Bjørnvig til Rungstedlund. Hun snakkede om sine bøger, og han lyttede. Hun var 63 år, og han var 30. De blev meget gode venner. Og de var venner i 4 år. De snakkede om bøger, og de snakkede om Gud og om livet. En dag lavede de en aftale. Hun skulle give ham kærlighed, og han skulle give hende sin sjæl. I foråret 1949 flyttede Thorkild Bjørnvig med sin kone Grete og sin søn Bo til Hørsholm. Det var tæt på Rungstedlund, og han kom tit på besøg. I april bestemte Karen Blixen, at Bjørnvig skulle rejse til Paris med sin familie. Han skulle læse fransk. Men han skrev hjem, at han ikke lærte noget. Karen Blixen slog i bordet og sagde: "Jeg håber, at dette slag vil ramme ham." I samme øjeblik slog Bjørnvig sit hoved på et bord og fik hjernerystelse. Lægen sagde, at han skulle leve roligt. Det kunne han ikke, og en måned senere fik han et sammenbrud. En nat i Paris drømte Bjørnvig, at Karen Blixen kaldte på ham. Hun havde problemer, og han skulle komme. Den nat lå Karen Blixen på hospitalet og var meget syg. Og hun havde netop ligget og tænkt på Bjørnvig. Bjørnvig kom hjem fra Paris. Han var også meget syg. Karen Blixen inviterede ham til at bo på Rungstedlund. Han skulle have fred og ro. Han boede i den grønne stue. Der skulle han skrive, og han skulle gå i seng kl. 9 hver aften. Han skulle være en berømt digter. Når hans kone og venner kom på besøg, skulle de gå tidligt hjem. Bjørnvig spiste sin aftensmad alene. Men kl. 8 kom Karen Blixen og fortalte historier. Og kl. 9 sagde hun godnat. Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig - Polfoto

Jalousi afsnit 20 De folk, der arbejdede på Rungstedlund, var meget jaloux på Bjørnvig. En dag så chaufføren, Alfred, at Bjørnvig skar 'TB' og 'KB' i et træ. Alfred blev meget sur. Han ville aldrig mere sige Bjørnvigs navn, men han pegede på huset og sagde 'ham derinde'. Bjørnvig gik lange ture ved stranden og skrev digte. Han var lykkelig på Rungstedlund. Han skrev på et hemmeligt digt, 'Barndommens hus'. I november læste han det lange digt for Karen Blixen. Og hun gav kritik og ros. Til jul rejste Bjørnvig hjem. Han ville holde jul med sin familie. Hans kone var ulykkelig og jaloux. Han blev hjemme og boede sammen med sin familie hele vinteren. Han kom nu en gang om ugen til middag på Rungstedlund. Han sov der om natten. Og de drak vin, læste digte og spillede musik. Så sagde Karen Blixen, at Bjørnvig skulle rejse til Bonn. I Bonn boede han på et lille værelse, og han havde det meget dårligt. Han ville gerne hjem, men Karen Blixen sagde nej. Bjørnvig kom hjem fra Bonn, og han forelskede sig i en anden. Karen Blixen var syg og ville have, at han flyttede til Rungstedlund, og at han arvede huset. Hun sagde: "Du skal bo her. Ellers vil jeg forlade Danmark eller dø." Men Bjørnvig flyttede igen hjem til sin familie. Karen Blixen var nu både jaloux på hans kone og på hans veninde. Og en dag skændtes de. Karen Blixen kørte ham hjem. Hun stoppede bilen og hviskede: "Giv mig fri, giv mig fri." Men det var ikke sidste gang, de så hinanden. En aften spiste de middag sammen i den grønne stue. Bjørnvig var fuld og glad. Så gik Karen Blixen ud af stuen. Hun kom tilbage med en pistol og pegede på Bjørnvig. Bjørnvig var ikke bange. Han var lykkelig og ville gerne dø. De kiggede på hinanden. Så sænkede Karen Blixen armen. De så hinanden et par gange mere, men deres venskab var slut. Karen Blixen i parken ved Rungstedlund Erik Gleie/Polfoto

Fugle afsnit 21 Karen Blixen elskede fugle. Men ikke fugle i bur. I parken på Rungstedlund var der mange fugle, og der var over 100 fuglekasser. Her kunne fuglene yngle. Der var omkring 30 forskellige fugle, som ynglede i parken. Og der kom mange trækfugle. I jagtsæsonen kom der mange ænder i parken. Det var nemlig forbudt at skyde fugle der. Flere bænke i parken har navn efter en fugl. Der er f.eks. 'Ugle-bænk' og 'Nattergale-bænk' og 'Gøge-bænk'. Men der er også bænke opkaldt efter mennesker: 'Fruens bænk', 'Claras bænk' og 'Madam Carlsens bænk'. I Karen Blixens barndom og ungdom var der mange nattergale på Rungstedlund. Nattergalen kom om foråret. Alle ventede på den. Og Karen Blixen sagde, at nattergalen kom den 8. maj hvert år. Senere forsvandt nattergalen fra Rungstedlund. Men hvert år arrangerede Karen Blixen en tur i skoven. Og hun var kun glad, når hun havde hørt nattergalen og set mindst en nattergal. I 1958 lavede Karen Blixen og hendes søskende Rungstedlundfonden. De ville lave et fuglereservat på Rungstedlund. Karen Blixen talte om fuglereservatet i radioen og bad folk om at sende en krone til fuglene. Niels spillede på blokfløjte, og Clara Svendsen sang: 'Jeg gik mig ud en sommerdag at høre fugle synge'. Over 80.000 mennesker sendte penge til fuglereservatet. For pengene plantede Karen Blixen over tusinde træer og buske. Det var et paradis for fugle her på jorden. Flere gange tænkte Karen Blixen på at rive det gamle hus ned. Så blev der mere plads til fuglene. Og hun ville gerne selv være fri som en fugl. Så kunne hun rejse og bo, hvor hun ville. Fuglerummet på Karen Blixen museet Jens Dige/Polfoto

Det sidste farvel afsnit 22 I 1955 blev Karen Blixen meget syg. Hun blev først opereret i ryggen. Bagefter blev hun opereret for mavesår. Efter de to operationer blev hun aldrig rigtig rask. Hun havde ingen appetit, og hun spiste næsten ikke noget. Hun spiste østers og drak champagne, og hun vejede under 35 kilo. Men hun skrev stadig. I 1959 rejste hun 3 måneder til USA sammen med sin sekretær, Clara. I USA havde hun mange aftaler. Hun talte med journalister. Hun talte ved møder, og hun talte i radioen og i fjernsynet. Karen Blixen gik til fester, til middage og til frokoster. Ved en frokost mødte hun Marilyn Monroe. Efter frokosten dansede de sammen på bordet. Men det hårde liv var ikke godt for Karen Blixen. Hun blev dødssyg og måtte ligge roligt på et hospital i New York i en uge. Karen Blixen ville gerne se Afrika for sidste gang, men hun var for syg til at rejse så langt. Hendes sidste rejse var til Paris i året 1961. Hun var der i 4 uger, og hun var i teatret hver aften. I september 1962 lå Karen Blixen meget syg i sin seng. Hendes bror, Thomas, kom og besøgte hende. Og hun sagde til ham: "Jeg har mange smerter, og jeg har sår på hele ryggen. Men se, solen skinner på Hven. Jeg ligger i mit elskede hjem. Mit hus er fint nu, og folk er flinke og hjælper mig. Mit liv er lykkeligt." 3 dage senere døde Karen Blixen. 7 var hendes lykketal, og hun døde den 7. september. Hun blev 77 år gammel. Hun var bevidstløs i et døgn og døde stille. Kisten stod i stuen på Rungstedlund, og familie og venner kom og sagde farvel til Karen Blixen. Herefter blev kisten båret ud på en hestevogn. Den kørte hende hen til graven. Karen Blixen blev begravet ved Ewalds Høj i parken. Arthur Miller, Marilyn Monroe, Carson McCuller og Karen Blixen Polfoto

Der er brugt oplysninger fra følgende bøger: Breve fra Afrika Karen Blixen. Gyldendal 1978 Den afrikanske Farm Karen Blixen. Gyldendal 1937 Erindringer om Karen Blixen Caroline Carlsen. Karen Blixen Selskabet 1976 Karen Blixen - En digterskæbne i billeder Frans Lasson og Clara Selborn. Gyldendal 1969 Karen Blixen - En kronologi Frans Lasson. Magasin 1985 Karen Blixen Judith Thurman. Gyldendal 1983 Karen Blixen. Ole Wivel. Lindhardt og Ringhof 1987 Karen Blixens blomster Steen Eiler Rasmussen m. fl. Christian Ejlers' Forlag 1983 Karen Blixen og Rungstedlund. Alf Hjorth Moritzsen. Nordisk bogforlag 1988 Notater om Karen Blixen Clara Svendsen. Gyldendal 1974 Pagten Thorkild Bjørnvig. Gyldendal 1974 Skygger paa græsset Karen Blixen. Gyldendal 1960 Tanne - Min søster Karen Blixen Thomas Dinesen. Gyldendal 1974 Rungstedlund Michael Mottlan//Polfoto