Tokolosi var på spil En super tur til Afrika på trods af mange forhindringer og uheld. Turen til Namibia startede søndag morgen d.10. juli. Vi var fem buejægere, der skulle på vores livs oplevelse; deltagerne var Max Hunt og Hans Jørgen Rafn samt Henning, Jesper og Mikael alle med efternavnet Kornbek. Vi skulle flyve fra Hamburg til München, og både bilturen til Hamburg og flyveturen gik som planlagt. Men så begyndte forsinkelserne, flyet til Windhoek blev forsinket og afrejsetidspunktet blev udskudt et par gange. Kl. 21:10 blev der kaldt over højtaleren, nu skulle vi ombord. Humøret var atter i top, om kun 9 timer ville vi være i Afrika. Vi fløj da også ind over Afrika, da en passager fik et hjertetilfælde. Der blev kaldt over højtaleren, om der skulle være en læge ombord. Patientens tilstand må have været kritisk, for kaptajnen besluttede at vende flyet for at nødlande i Marseille i Frankrig. Vi blev sendt på hotel, og måtte ellers væbne os med tålmodighed. Da flyet endelig lettede fra Marseille, var vi forsinket med yderligere 24 timer. Flyveturen gik glat, vi landede i lufthavnen, og nu skulle der jo egentligt ikke være flere forhindringer, men det var der. Denne gang var det Henning, der stod for spændingen, hans pas havde kun 3 måneders gyldighed tilbage, og i Namibia forlanger de, at der skal være min. 6 måneder tilbage. Personen i paskontrollen havde egentligt besluttet at nægte indrejse, men Henning kan åbenbart fremtrylle en sang fra de varme lande, når det er nødvendigt. Han kom ud til os andre, lettere chokeret, men med et smil på læben. Nu skulle vi bare have fundet vores bagage, og den var heldigvis kommet frem. Vores værtinde Velia stod klar i forhallen, nu manglede vi bare en lille køretur på ca. 5 timer, for at have nået rejsens mål, vores jagtlodge. Er det første gang, man er i Afrika, er en køretur ikke at foragte. Vi havde dårligt nok forladt lufthavnens område, før vi fik øje på en lille flok Red Hartebeast, senere så vi Warthog, Kudu, Giraffer og mange andre dyr. Da vi ankom til lodgen, stod vores Professional Hunter (PH) Christi Liebenberg klar med en forfriskning og besked om, at vi skulle få pakket ud, få fundet vores buer frem, og ellers gøre os klar til dagens første jagt. Allerførst skulle vi dog lige teste vort udstyr og vise, at vi og vore buer stadig kunne ramme. Efter omklædning til camouflagebeklædning, tog vi af sted. Vi hoppede op på ladet af en Toyota 4x4, og blev sat af, én efter én - i et blind nær ved et vandhul. Første jagtdag var en blandet fornøjelse, ingen fik skudt noget. Henning og Mikael var endnu mere uheldige, de så ikke engang dyr ved deres vandhul. Hans Jørgen og Max sad sammen i et blind, de så flere forskellige dyr, og Jesper så en stor Oryx som gav sig til at drikke ca. 15m væk. Desværre blev den advaret af en fugl og det var ikke muligt at komme til skud.
Onsdag lignede meget tirsdag, der var ikke mange dyr ved vandhullerne. Det havde Christi en forklaring på. For det første havde vi valgt en uge, hvor det var fuldmåne. Det bevirker, at dyrene hovedsageligt drikker om natten. For det andet havde det, helt usædvanligt, regnet 14 dage før vores ankomst, hvilket havde fyldt de søer og vandhuller op, som normalt er udtørrede, og som hovedsageligt ligger i et terræn, der ikke er egnet til buejagt. Christie havde Max med på en køretur, for at se til vandhullerne, og de fik set rigtig mange dyr misundelsesværdigt. Lodgens område er hegnet ind, men arealet er at sammenligne med Læsø ca. 120 kvadrat km, så der var plads nok til os. På tredje dagen (torsdag) havde Max heldet med sig, han fik skudt en stor gammel Elan. Den aften havde vi endeligt noget at fejre. Det blev gjort på behørig vis med smagsprøver fra dyret. De første smagsprøver var ikke særligt store, og smagte da heller ikke som vildt, nærmest som tørstegt kylling. Det var selvfølgelig testiklerne, vi fik serveret, de smagte overraskende godt. Aftnerne dernede var rigtigt hyggelige. Efter endt jagt blev vi modtaget af ejerne Rigardt og hans kone Maryke. De havde sørget for, at der var tændt bål, sat kolde øl og drinks frem. Flere af aftnerne blev maden tilberedt over bål. Maden var god, og oftest tilberedt at lokalt kød. Vi fik serveret Springbuck gryde, Oryx, Elan og Kudu bøffer så stor som lokumsbrætter og ikke at forglemme Elan lever. Fredag startede som de øvrige dage, vi stod op kl. 4.30. Herefter skulle vi have morgenmad, og have pakket dagens madpakker. Vores mål med at stå så tidligt op var, at vi gerne ville være på plads, inden solen stod op. Dagen blev en begivenhedsrig dag. Det startede med at Hans Jørgen endelig fik lov til at løsne en pil. Målet var en Springbuck, der kom på skudhold. Dyret blev ramt af et godt lungeskud, men kunne alligevel løbe 100m, inden den lagde sig.
Vi fik allerede chancen for at lykønske ham til frokost. Vi var alle taget tilbage til lodgen for af få noget at spise og ikke mindst for at få et lille hvil. Hans Jørgen var også manden, der sørgede for dagens anden begivenhed, han blev angrebet af en slange på vej tilbage til sit blind. Slangen skulle egentligt ikke have været der, da det var vinter, men det var slangerne åbenbart ikke klar over. Mikael blev ved en senere lejlighed angrebet af en hidsig Puffadder slange, der ikke lod sig skræmme væk, Hverken af fagter eller af at der blev smidt grene efter den. Opgøret med den slange endte med at Mikael skød slangen, pilen skar nærmest hoveder af den. Mikael var generelt uheldig med slangerne, ved yderligere to episoder måtte Mikael forholde sig til disse lokale krybdyr. Den sidste gang var det en Black Mamba, der var på spil. Senere samme dag var vi næsten alle gået ud for at gå på pürschjagt. Det er dog ikke ligetil at komme ind på skudafstand af de sky dyr. Men det lykkedes for Max at pürsche sig ind på et par Oryxer. Han brugte halvanden time på at komme på skudhold, men da var spændingen og ventetiden ikke ovre. Max kunne ikke komme tættere på end ca. 25m, og dyrene stod skjult bag noget krat. Max var nødt til at vente på, at Oryxerne ville bevæge sig, og dermed komme fri af krattet. Oryxerne kom fri af krattet, Max valgte det største dyr, han fik trukket buen og det dræbende skud blev sendt af sted. Oryxerne havde befundet sig oppe imellem klipperne, og det ville normalt havde været problematisk at hente de ned. Men ikke i Afrika, her bliver det et job for en håndfuld af de lokale, der parterer dyret på stedet og ellers bærer det ned til den ventende bil. Lørdag blev en begivenhedsrig dag. Hans Jørgen var endnu engang gået på pürschjagt, denne gang havde han vores PH er Christie med. De havde spottet dyr oppe i bjergene, hvilke de ville forsøge, at komme på skudhold af. Samarbejdet var godt, Hans Jørgen kom ind på ca. 15.meter af en stor Oryx tyr. Oryxen stod desværre med rumpen til, alligevel trak Hans Jørgen buen for at være klar, når dyret ville vende sig. Men hast værk er last værk, og Hans Jørgen måtte derfor slække buen igen. Det syrer nu engang, når man står for længe med buen trukket. Oryxen stod stadig stille, men så fik den øje på Hans Jørgen. En Oryx der bliver forskrækket kan løbe meget hurtigt, og det på trods af at den befinder sig i bjergene. Hans Jørgen måtte denne gang nøjes med oplevelsen.
Jesper havde ligeledes en stor oplevelse. Vandet ved hans vandhul, var lige pludselig stedet for et tørstigt dyr. Ud mellem træerne kom der ikke mindre en 65 Blue Wilderbeast, de kom for at drikke, græsse eller bare for at rulle sig i sandet. Antallet af dyr må have virket trygt, for fire af de sky Red Hartebeast kom også til vandhullet, samt en Warthog mor med dens unge. Jesper må have haft en mindre hjerneblødning den eftermiddag, for han skød ikke noget. Blue Wilderbeast var ikke på hans liste, det er de kommet nu. Red Hartebeast fik Jesper fejlagtigt besked på, at de ikke måtte skydes, og Warthogen havde sin unge med. Jesper fik derefter øgenavnet Villy Wilderbeast, navnet blev inspireret af filmen befri Willy. Dagens store oplevelse stod Henning dog for. Henning havde valgt at sidde i blindet ved det vandhul, hvor Max og Hans Jørgen tidligere havde skudt deres dyr. Han Fik tidligt på eftermiddagen besøg af en Oryx, den viste sig i skovkanten. Ved nærmere eftersyn var der ikke bare en enkelt, men snarere tyve, men desværre var der ingen af dem, der gjorde tegn til at gå til vandet. Efter ca. 20 minutter valgte den største tyr at vende rundt, og alle listede stille og roligt tilbage, hvor de kom fra. Det var heldigvis ikke det eneste, der viste sig, kort efter fik Henning øje på et par store skygger, det viste sig at være to Elaner. Da begge køn har horn, skulle der et nøjere eftersyn til, for at se hvilken der var tyren. Elanerne må havde været tørstige, da de ikke var nervøse, som Oryxerne. Elanerne gik nærmest i lige linje mod vandhullet. Inde i blindet fik Henning trukket buen, han måtte bevæge sig lydløst hen til blindets åbning. Da Elan tyren kom ind på 25m, fik Henning placeret sigtets pind bag forbenet, ca. midt på dyret. Skuddet gik, og pilen ramte præcist. Tyren tog et langt hop, direkte ud i vandet, så sprang den over nogle tjørnebuske. Da Elanen ramte jorden igen, udstødte den et meget dybt baaaaahhh. De to spring havde kun bragt Elanen ca. syv meter fra det sted, hvor den blev skudt. På under et minut var den forendt. Henning havde svært ved at tro på sine egne øjne. Han fik dog lagt en ny pil på buen, inden han forlod blindet, for at få bekræftet at Elanen var død. Henning kunne nu ved selvsyn se, hvor stort et dyr en Elan er. Pilen var gået hele vejen igennem og var umiddelbart ikke til at finde. Da vi senere fik den skinnet, viste det sig, at det var et perfekt dobbelt lungeskud, hvilket var grunden til at den gik så hurtigt ned.
Henning Kornbek med sin Elan Søndag var desværre sidste dag med jagt. Vi startede tidligt den dag, alle var oppe kl. 4.30, vi ville ikke gå glip af den sidste solopgang i bushen i Afrika. Mikael og Jesper manglede stadig at nedlægge deres første dyr. Dagen bød på dyr, Jesper havde besøg af 5 Red Hartebeast, men de blev endnu engang skræmt væk. Mikael var også uheldig, han fik ikke skudt det, han var kommet efter. Han måtte nøjes med et par Guinea Birds og Puffadder slangen. Dagens mest spændende oplevelse var, at Jesper fik opklaret, hvorfor fuglene ved hans blind havde været forsvundet, de sidste par dage. Der var spor og ekskrementer efter en leopard. Da Christie dukkede op i hans Toyota kl. 11, var det ikke fordi man havde lyst til at køre med, det betød nemlig, at jagten var slut. Tilbage på lodgen skulle vi have pakket, sagt ordentligt farvel og forhåbentligt på gensyn. Dagens tidlige exit over middag skyldtes ikke udelukkende, at vi skulle køre fem timer for at komme tilbage til Windhoek, men det, at der er utroligt meget vildt på vejene efter mørkets frembrud. Vores flyafgang var først mandag morgen, og vi blev derfor indlogeret på et hotel. Aftenen sluttede med, at Christi og Velia inviterede os ud på en fantastisk flot afrikansk restaurant, som næsten var turen værd i sig selv.
Mandag morgen skulle vi flyve kl. 7:15, men selvfølgelig blev flyet forsinket. Da vi kom til München, var vores fly til Hamburg netop lettet. Vi kunne heldigvis komme med det næste fly til Hamburg. Næsten hjemme skulle det vise sig, at problemerne atter kun lige var begyndt. Max og hans Jørgens bagage, var ikke kommet med flyet. Da Hans Jørgen bor på Læsø, kunne han ikke køre direkte hjem, og han overnattede derfor hos Max, inden sidste etape. Men da Hans Jørgen endelig stod i Frederikshavn, var færgen sejlet ind i havnemolen. Færgen var beskadiget så meget, at Hans Jørgen måtte vente endnu en dag, før han kunne komme hjem. Tokolosi, den lille afrikanske uhelds djævel, har godt nok været efter os. Men vi er alle enige i, at det var en fantastisk tur, vi drømmer om at tage af sted igen næste år. Skrevet af Brødrene Kornbek Info: Hatari Safari e-mail christi@hatari.com.na eller www.hatari.com.na