Alternativt løsningsforslag til pokal-derbyet Mange fodboldfans har de seneste dage glædet sig over endnu et derby med billige billetpriser og fraværet af restriktioner. Det viste sig dog, at Brøndbys fans havde taget glæderne på forskud. Det seneste derby i parken blev markedsført med billige billetter og ophævelsen af tidligere tiders restriktioner. Disse omstændigheder resulterede i ganske få anholdelser, mange tilskuere og på Brøndbys officielle hjemmeside kunne det efterfølgende læses, at klubberne og myndighederne var enige om, at der var en klar forbedring at spore. Derfor syntes det oplagt at afvikle det forestående pokal-derby efter samme opskrift. Ikke desto mindre er realiteten nu en anden. Brøndbys fans skal møde op 1,5 time før kampstart På foranledning af myndighederne er det blevet bestemt, at kampen bliver underlagt krav til tidspunktet for fremmøde på Sydsiden. Brøndby-fans, der vil se kampen fra Sydsiden, skal således møde op på Brøndby Stadion senest kl. 19:00, hvorefter tribunen lukkes. Det er altså kun muligt at komme ind på Sydsiden, såfremt man indfinder sig på stadion 1,5 time før kampstart. Ovenstående beslutning forklares på baggrund af sikkerhedsmæssige årsager. Alpha Brøndby medgiver gerne, at der har været sammenstød mellem Brøndby- og fck-fans før og efter tidligere kampe på Brøndby Stadion. Vi vil dog i samme ombæring påpege flere årsager til, at ovenstående løsningsforslag er yderst ugennemtænkt og ikke afhjælper muligheden for konfrontationer. Dette underbygges i form af et alternativt løsningsforslag, som vi finder langt mere oplagt og ikke mindst gavnligt for alle parter. Uholdbare adgangsforhold Alpha Brøndby finder det særdeles problematisk, at de aktive Brøndby-fans er nødsaget til at indfinde sig på stadion allerede 1,5 time før kampstart. Dette kan for det første være vanskeligt at nå rent tidsmæssigt og især på en hverdagsaften -, men vigtigst af alt er det et absurd krav at stille til sine loyale kunder. Pludselig opstår en situation, hvor sæsonkortholdere har købt og betalt for en plads på Sydsiden, som de kun kan benytte indenfor et hidtil uoplyst tidsrum. En sådan indskrænkning anser vi som værende et skridt i retningen af nye restriktioner, som er med til at modarbejde den positive afvikling af opgørene mellem Brøndby og fck. Den nuværende situation indebærer endvidere, at Hytten bliver tvunget til at holde lukket. Et traditionsrigt samlingssted er således nødsaget til at aflyse den ligeså traditionsrige opvarmning for en bred vifte af Brøndby-fans. Ligeledes er Café 1964 blevet påkrævet at lukke tidligt. Rigtig mange Brøndby-fans vil sandsynligvis ikke nå ind på stadion, før portene lukker i. Dette forstærkes af, at der bliver opsat en række af afspærringer rundt om stadion. Disse afspærringer vil blive opsat ved Klubhuset og Fresh Fitness, hvilket umuliggør adgang via Gammel Kirkevej ved Hytten. De Brøndby-fans, som ankommer efter kl. 19.00, er således spredt udenfor stadion, og muligheden for konfrontationer er i ligeså høj grad til stede som hidtil. De potentielle ballademagere, som måtte ønske konfrontationerne, bliver derfor ikke ramt af denne løsningsmodel. I stedet kan de blot købe billet til langsiden, og bruge al den tid de ønsker på at skabe ballade omkring stadion. Løsningsforslag Alpha Brøndby er af den overbevisning, at ovenstående problemstillinger kan ophæves ved hjælp af en række simple, men effektive manøvreringer. Disse tager udgangspunkt i erfaringer fra tidligere opgør, som kan kortfattes til to risikozoner. Disse risikozoner er placeret i hvert sit hjørne af Nordea Tribunen, hvilket nedenstående grafik illustrerer. - Side 1 -
Risikozone A: Denne risiko opstår, når fcks fans kommer gående i samlet flok ned af Brøndbyvester Blvd. og drejer ind på stadion-området. I denne zone er der flere gange opstået konfrontationer mellem fans fra begge lejre og politiet. Denne risiko er stadigvæk til stede, selvom dele af Brøndbys fans er lukket inde på stadion fra kl. 19.00. Risikozone B: Når Brøndbys fans bevæger sig fra Hytten og forbi hjørnet af ude-afsnittet opstår der en risiko for konfrontationer i denne zone. Alpha Brøndbys forslag bygger på brugen af ugennemsigtige afspærringer. Disse skal modvirke, at de to holds fans kan se hinanden. Vi anser dette middel som værende særdeles brugbart til at nedtone den aggressive stemning og de deraf følgende konfrontationer eller forsøg herpå. Endeligt indebærer forslaget selvsagt tilstedeværelsen af politiet. GRAFIK 2 - SE SIDE 4 I risikozone A skal der opsættes en afspærring ud mod parkeringspladsen. Dette medvirker som sagt til, at de to holds fans ikke kan se hinanden. Når fcks fans er blevet lukket ind bag tribunen, skal afspærringerne lukkes. Samtidig skal politiet afspærre parkeringspladsen, så Brøndbys fans ikke kan nærme sig ude-afsnittet ved at gå forbi Brøndby Shoppen. I risikozone B skal der opsættes en dobbelt afspærring med en bufferzone i midten. Udover at usynliggøre de to holds fans for hinanden betyder det desuden, at det bliver sværere at forcere afspærringen. Herudover skal der stå politi på kunstbanen, som medvirker til at Brøndbys fans skærer hjørnet af deres rute og dermed ikke kommer tæt på afspærringen. Ligeledes skal der stå politi, som forhindrer Brøndbys fans i at nærme sig afspærringen ved at bevæge sig fra Café 1964. Betjente på hver side af afspærringen skal desuden forhindre spontane kast henover afspærringerne. GRAFIK 3 - SE SIDE 5 - Side 2 -
Ovenstående løsningsforslag anser vi som en særdeles oplagt mulighed for at undgå konfrontationer før kampene, da det medvirker til at holde de to fangrupper adskilt. Denne fremgangsmåde har vist sig yderst effektiv i udlandet, da begrænset nærkontakt med modparten og usynligheden af denne har en præventiv effekt. Alpha Brøndby har tidligere udarbejdet en lignende model beregnet til opgørene i parken. Denne model mindede en hel del om fremgangsmåden, der blev anvendt før sidste kamp i parken og som viste sig at blive en stor succes. Til dette opgør holdte Brøndbys fans sig ethundrede procent til den anviste rute, og der opstod ingen alvorlige konfrontationer med fcks fans før kampen. Alpha Brøndby er overbeviste om, at fraværet af restriktioner medfører, at begge klubbers fans får en fælles interesse i at fortsætte denne fredelige optakt til kampene. Vi håber derfor, at alle parter vil sætte sig ned og tage et seriøst blik på indeværende løsningsforslag, der både kan vise sig langt mere effektivt og samtidig fortsætte den positive tilgang til afviklingen af opgørene mellem Brøndby og fck. Alpha Brøndby 15. november 2012 - Side 3 -