En kommentar fra Kritisk Debat Stedfortræderkrig Skrevet af: Jan Helbak Offentliggjort: 06. oktober 2014 Således bliver altså det politiske formål som det oprindelige motiv til krigen til målestokken for såvel det mål, som skal opnås ved krigshandlingen, som for de anstrengelser, som er påkrævede. Undertiden vil det politiske formål ikke selv egne sig til at udgøre mål for krigshandlingen. I så fald må man udtage et, der kan gælde som ækvivalent for formålet og ved fredsforhandlingerne træde i stedet for.[1] Torsdag den 2. oktober besluttede et stort flertal i det danske folketing endnu engang inden for et relativt beskedent antal år at sende det danske forsvar i krig. Eller i hvert fald at indgå i en ikkeinternational konflikt med ISIL eller som det blev formuleret af statsministeren en væbnet konflikt, fordi IS den islamiske stat juridisk set ikke er en stat. Det beslutningsforslag, der blev stemt igennem af alle partier minus Enhedslisten, er kendetegnet ved at være ligeså upræcist, som det er kort. Det politiske motiv er så løst i fugerne, at det ikke kan danne målestok for hverken krigshandlingen eller krigshandlingens succes, som ellers udgør kriterie nummer to i Clausewitzs Om Krig citeret ovenfor. Kriterie nummer et er, at krig er en voldshandling for at tvinge modstanderen til at opfylde vores vilje. Men da vores vilje ikke står ganske klar, og modstanderen er en amorf størrelse, kan det blive endog meget vanskeligt at afgøre, om målet nås. Samme billede har vi været vidne til i Afghanistan, Irak og Libyen. Bedst som vi troede at have slået fjenden ned og påtvunget ham vores vilje, poppede han op et andet sted, i en anden forklædning som et mangehovedet uhyre. Det kunne være indikationer på, at de politiske formål ikke har været ganske klare, eller at de mål, man formulerer som erstatning for de egentlige motiver, alligevel ikke er så velegnede. Hvis vi konkret tager fat i bemærkningerne til det beslutningsforslag, som blev vedtaget af folketingets flertal, springer det i øjnene, at der det ene sted står, at ISIL truer Iraks stabilitet og integritet, hvorefter man længerne nede på samme side kan læse, at ISIL s fremgang bl.a. er en konsekvens af svage nationale sikkerhedsstrukturer. Hvad er hvad? Videre i bemærkningerne står der, samtidig har ISIL gennem bl.a. pres og trusler formået at få flere lokale sunnistammer til at deltage i kampene mod de irakiske sikkerhedsstyrker og de shiamuslimske militser. Længere nede på samme side står der at læse, at ISIL har udnyttet den udbredte utilfredshed med Iraks centralstyre blandt landets sunni-arabiske mindretal. Her gælder det igen. Hvad er hvad? I bemærkningerne henvises der til massehenrettelser uden nogen specifik reference og angivelse af en tilnærmelsesvis størrelsesorden. Faktum er, at vi indtil for ganske nylig alle har været meget lidt oplyste på det punkt. Nu ved vi fra den rapport, som FNs højkommissær for menneskerettigheder [2], der blev frigivet den 2. oktober, men som har været kendt siden 26. september, at ISIL har foretaget en række mere eller mindre vilkårlige og summariske henrettelser i de forskellige besatte byer/besatte områder både i Syrien og Irak (bl.a. i Sinjar i Irak i juni måned). Vi ved også, at kvinder og børn er blevet bortført, og at der er gennemført massiv etnisk udrensning med store flygtningestrømme til følge. (i hele Irak skønnes 1.8 mio. mennesker at være på flugt). Fanger tortureres også. Og vi ved, at vestlige gidsler på primitiv og barbarisk vis er blevet henrettet. Vi ved 1 / 7
også, at de irakiske sikkerhedsstyrker (ISF) og associerede kampstyrker (shiamilitser) begår de samme voldshandlinger også andre steder end der, hvor de er i kamp mod ISIL. Vi ved nu også som noget ganske nyt at uidentificerede kampenheder, militser, bander m.m. foretager vilkårlige drab, henrettelser, husødelæggelser, røverier, voldtægter og likvideringer. Rapporten tegner et uhyggeligt billede af et land i tiltagende opløsning uden en myndighed til at sikre landets borgere. Af samme grund har vi indtil nu vidst forholdsvis lidt om, hvorvidt der er tale om grundlæggende barbari, eller om billeddannelserne indgår i en bevidst tohovedet taktik fra ISILs side. Som shock and awe overfor lokalbefolkningen og modstanderne på irakisk grund, hvor rygtet om barbariet og hensynsløsheden løber forud for kampstyrkerne og skaber grundlæggende frygt, og på den anden side som middel til at trække især USA og Europa Vesten ind i en langvarig lavintensiv krig, der kan styrke og legitimere ISIL som oprørsbevægelse i hele regionen. Selve kalifatet som real enhed er i den forbindelse underordnet de propagandistiske mål. (Ifølge FN rapporten har hovedparten af ISIL s henrettelser været rettet mod tilfangetagne soldater fra regeringsstyrkerne, embedsmænd, modvillige klanledere og andre øvrighedspersoner. De øvrige grusomheder har især rettet sig mod kvinder). I de officielle dokumenter og i den danske presse kaldes ISIL konsekvent for en terrorbevægelse. Her begår man også ifølge Clausewitz en fatal fejltagelse. Man dæmoniserer fjenden og betjener sig af analogier og ophobede eksempler, i stedet for at anlægge en kritisk analyse som grundlag for en nøgtern vurdering af fjenden, dennes styrke og operative kontekst. Herved øges sandsynligheden for at overse væsentlige aspekter ved fjendens operationsgrundlag og raison d`etre. ISIL er som sagt ikke en stat og bliver det formodentlig heller ikke. ISIL betjener sig åbenlyst af terroren eller frygten for terror som våben. Men ISIL er også en rabiat og anakronistisk oprørsbevægelse, hvis næring skal findes i et politisk-økonomisk-institutionelt kaos, befolkninger uden megen fremtid og dybt skuffede over, at de fredelige forsøg på opgør med de korrupte arabiske regimer løb ud i sandet eller blev slået ned med stor brutalitet, uden at Vesten gjorde meget ved det andre steder end der, hvor det var omkostningsfrit. Som f.eks. i Libyen. Det er en klassisk fejl at fiksere på symptomets former og se bort fra det, det er symptom for. Det er en fejl, der har lokket selv forstandige politikere til at gå med til beslutningsforslag, som de i andre situationer ville finde meningsløse. Og når man gennemgår det foreliggende beslutningsforslag og dets bemærkninger, kan det kun placeres i kategorien for symptombehandling, og det - af samme grund uden klare politiske og militære mål. Indrømmet, statsministeren har været ude og kundgøre, at ISIL skal jages og ødelægges, og i bemærkningerne står der også, at det er et vigtigt mål at beskytte civilbefolkningen. Men hvis nu ISIL som det forlyder fra folk med kendskab til området er integreret i flere lokalsamfund eller har infiltreret flere sunnimuslimske stammer, militser og selv de irakiske sikkerhedsstyrker, hvordan kan vi så gøre regnebrættet op og sige, at fjenden er nedkæmpet og påtvunget vores vilje? Hvad, vi tror, er ISIL, kan vise sig at være militser, som vi ikke officielt har kendskab til (et problem der er kendt i Libyen). Hvordan kan vi overhovedet være sikre på, at vi ikke rammer civilbefolkningen, når vi kaster bomber mod en fjende, der angiveligt lever som parasitter på det samfundslegeme, vi ønsker at beskytte? Både de politiske og militærtaktiske spørgsmål står i kø for at blive besvaret, og risikoen for, at vi efter 12 måneder stadig ikke ved, hvad vi har opnået, er nærliggende. Som i Afghanistan, Irak og Libyen kan vi trække os ud under foregivende af at have stabiliseret forholdene, hvorefter den gamle fjende har fordoblet sig og dukker op i ny form, men mange gange beriget med våben, vi har 2 / 7
efterladt os. For, som det ganske rigtigt lyder fra udenrigsministeren, kan vi ikke bombe os til en sejr over ISIL. De endelige kampe skal udkæmpes på landjorden. Det er også her, den politiske stabilisering skal befæste den militære sejr hvis en sådan kommer. Logisk nok indebærer det, at interventionsstyrkerne koalitionen af villige enten landsætter tropper, eller udruster de lokale tropper med våben, som kan matche ISILs. Faren er som bl.a. i Libyen, at vi ikke aner en pind om, hvem der er de rigtige tropper og hvor våbnene havner. En sidste bemærkelsesværdig ting i bemærkningerne er, at de går meget let hen over det faktum, at ISIL først og fremmest er næret ved borgerkrigen i Syrien og undertrykkelsen af det sunnimuslimske flertal og også har hovedbase her. ISILs irregulære tropper kan næsten frit krydse grænsen mellem Syrien og det nordvestlige Irak (Anbar og Nineve provinserne), som er domineret af sunnimuslimske klaner og lokalsamfund. Intervention i Syrien ud over de foreløbige amerikanske bombninger kan således logisk følge indsatsen i Irak. Det er kun et spørgsmål om tid, før dette delikate spørgsmål skal behandles i folketingets udenrigsudvalg. Heraf følger, at man også må træffe beslutning om, hvorvidt man skal indgå i en uhellig alliance med Assad, som ellers fordømmes som en morderisk tyran med tusindvis af syriske borgeres liv på samvittigheden, eller om man skal følge amerikanerne og opfinde en hypermobil terrorgruppe som Khorasan, som stort set ingen kendte før de første bombninger i Syrien den 23. september, men som ifølge anonyme kilder i Washington kan udgøre en trussel mod de vestlige lande.[3] Hvilket angiveligt skulle legitimere præventive bombninger i selvforsvar. Det er godt nok noget af en juridisk konstruktion, men vi er jo i forvejen ved at betræde den vej, hvor magt er ret. Vi kan så bede til, at der ikke nu eller ud i fremtiden er andre magter på vej, der vil påberåbe sig samme ret. Men lige nu er den fare ikke overhængende. Det gør dog ikke magtfordrejningen mindre farlig i sit perspektiv. Som en dansk militæranalytiker skrev umiddelbart efter de første bombetogter ind i Syrien som i øvrigt passer den syriske præsident ganske udmærket, så må i hvert fald indtil videre legitimiteten erstatte legaliteten, hvis det bliver nødvendigt. Og legitimiteten har fra første dag været en hovedprioritet for præsident Obama. Derfor er der siden NATO-topmødet først i september blevet udfoldet store bestræbelser for at danne en bred koalition af villige, hvor især Saudi Arabien og de øvrige små autokratiske Golfstater spiller en afgørende rolle. Ikke militært, men politisk. At fremgangsmåden også denne gang gnaver et stort stykke af FNs autoritet, får som USA s henvisning til artikel 51 om retten til selvforsvar først betydning ud i fremtiden, hvor magtens ret deles af flere, uden at man så længere har en international anerkendt institution med tilstrækkelig autoritet til at regulere magten og vogte retten. Ikke desto mindre bidrager flertallet i det danske folketing til den udvikling ved med beslutningsforslaget at melde sig ind i en koalition af villige, hvor Danmark oven i købet skal deltage sammen med nogle af de mest reaktionære og autokratiske stater i hele Mellemøsten der i øvrigt for at stille skarpt på paradokset, selv har bidraget til, at ISIL står der, hvor bevægelsen overhovedet kan takseres som en alvorlig sikkerhedsrisiko. Som i tilfældet Irak i 2003 og i Libyen 2011 klinger det også hult, når udenrigsministeren henviser til, at indsatsen mod ISIL skal være betydeligt mere bredspektret end set ved de foregående krigsindsatser. Lidegaard betoner, at indsatsen også skal være humanitær, politisk og bidrage til at træne de irakiske og kurdiske styrker, så de kan føre kampen mod ISIL. Men selv om det er lykkedes USA at presse den tidligere shiamuslimske præsident Maliki til at gå af og overlade magten til den øjensynligt mere samarbejdsvillige Haider al-abadi, så er det endnu ikke 3 / 7
lykkedes ham at opnå den fulde opbakning til den nye regering fra det sunnimuslimske mindretal. Det skyldes blandt andet, at han ikke indtil nu har besat forsvars- og indenrigsministerposten, der må siges at udgøre de absolut vigtigste ministerier for nuværende. For det andet spøger Maliki samt flere stærke shiamilitser bl.a. Al Sadr- militsen stadig i baggrunden og handler uafhængigt af den siddende regering og ISF s overkommando. Det hører med til historien, at flere af disse militser består af soldater, der også har deltaget i borgerkrigen i Syrien til støtte for Assad. De har bl.a. kæmpet i Aleppo. Endvidere holder det hårdt med at få lavet en aftale om den institutionelle genopbygning af Irak, herunder om fordelingen af olierettighederne og olieindtægter. Og de shiitiske ledere frygter stadig, at krigen mod ISIL og bevæbningen af kurderne kan føre til deres løsrivelse fra Irak. Af samme grund tøver man med at opbygge en national alliance. Men så længe de aftaler ikke er på plads, findes der kun midlertidige politiske løsninger. Både kurderne og den sunnimuslimske del af landet skal føle sig overbeviste om, at de vil få det bedre og blive respekteret af de nye styre i Bagdad, hvis de for alvor skal kaste sig ind i en samlet front mod ISIL. Og indtil nu har de irakiske sikkerhedsstyrker ikke gjort meget væsen af sig. Det kan selvfølgelig være på vej nu som resultat af bombningerne, men fremgangen ved fronten vil bero på, om befolkningen i det nordvestlige Irak har tillid til sikkerhedsstyrkerne. Det har de ikke siden 2006 haft grund til at have. Det ville unægtelig have været hensigtsmæssigt, hvis regeringen i bemærkningerne til beslutningsforslaget havde udfoldet større bestræbelser på, at folketinget kunne behandle beslutningsforslaget på et oplyst grundlag. Det ville til gengæld have indebåret en beskrivelse af ISILs opkomst og historie, som i sig selv er ganske kompromitterende for de koalitionsstyrker, der i 2003 besatte Irak. ISIL er nemlig ikke sprunget ud af den blå luft. I 2004 kom gruppen til Irak som Al Qaida i Irak. En rabiat aflægger af Al Qaida, der forsøgte at infiltrere de mange grupper af utilfredse tidligere officerer i den irakiske hær, som koalitionens civile administrator, Paul Bremer, havde afskediget tre dage efter, at han blev indsat i 2003. Men terrorgruppen blev opfattet som for rabiat. Den blev isoleret og delvist afvæbnet af sunnimilitser mellem 2006 og 2009. Herefter blev de samme militser til gengæld angrebet af amerikanske styrker og shiamilitser. Al Qaida gruppen opstod igen i 2010-2011 bl.a. i forbindelse med konflikterne i Syrien og de lokale kampe mod de shiamuslimske militsers mere og mere åbenlyse overgreb mod sunnierne i Irak efter USA s tilbagetrækning af sine tropper. Når det overhovedet er lykkes ISIL at vokse til den aktuelle størrelse, hænger det sammen med USA s politik i Irak efter besættelsen. Paul Bremer stod i spidsen på en bevægelse der sigtede imod at smadre hele landets institutionelle struktur. Han opløste den irakiske hær og gjorde i titusindvis af soldater arbejdsløse. Olieudvindingskontrakterne blevet givet til amerikanske selskaber, hvilket fastholdt arbejdsløsheden på et højt niveau. Og da amerikanerne trak sig ud af Irak i 2011, var der reelt ingen autoritet til at styre landet og regulere de mange konflikter. Terrorhandlinger, mord, selvmordsbomber, bortførelser, pengeafpresning, vilkårlige beslaglæggelser af ejendom, besættelse af byer, politibrutalitet og generel voldsanvendelse har stort set hørt til dagens orden, uden at nogen i vesten har ønsket at kære sig om det. I stedet har man ladet som om, at Irak under Malikis ledelse var på vej til at blive en normal stat. Inde under dette kaos har regionens to stormagter Saudi Arabien og Iran udfoldet en mangeårig sekterisk magtkamp om politisk og militær dominans. Begge staters sekterisme er grundpillen i de herskende eliters forbliven ved magten. Iran har brugt kaosset og det shiamuslimske flertals revanchistiske stemninger til at opbygge en magtbase gående fra Teheran Bagdad Damaskus til 4 / 7
Beirut i Libanon. Omvendt har Saudi Arabien støttet enhver oprørsbevægelse, der kunne sikre regimets forbliven ved magten som autokratisk styre, herunder oprøret i Syrien og Sisis kup i Egypten mod den demokratisk valgte regeringsleder fra Det muslimske Broderskab. Der har med andre ord foregået en magtkamp uden militære konfrontationer mellem Iran og Saudi Arabien gennem flere år i form af mere begrænsede militære konfrontationer pr. stedfortrædere. Problemet for begge lande er aktuelt, at stedfortræderne er ved at blive uregerlige. Det er næppe sandsynligt, at en af stedfortræderne ISIL på nogen måde bliver en selvstændig stat andet end på papiret og udråbt fra de religiøse talerstole. Men som bevægelse, der kan bringe jihad ind fra periferien til centrum i den ulmende utilfredshed overalt i den arabiske verden, forlenes den med et potentiale, der, hvis det ikke hurtigt slås ned, kan blive til reelle oprør flere steder i Mellemøsten. Ganske vist melder der sig mange kombattanter fra de vestlige lande, men langt hovedparten af dem, der er kommet til ISIL og nu indgår i kampene, stammer fra andre arabiske lande. Det er hovedsagelig frustrerede, skuffede og radikaliserede unge med et grundlæggende had til både vesten og de korrupte regimer, som ydmyger dem og lukker for enhver fremtid. Det er først og fremmest det brændstof, det politiske og økonomiske kaos i Irak efter besættelsen og det aborterede arabiske forår, der gør det muligt for ISIL som bevægelse at vokse og brede sig, selv om bevægelsen ikke kan tilbyde de undertrykte masser noget som helst andet end endnu mere kaos. Men den pludselige interesse for ISIL og de hurtige krigsbeslutninger handler også om mere end at stoppe ISIL og redde regeringen i Bagdad. Det giver næsten sig selv, at vokser ISIL bevægelsen i dens mange forskellige afarter ud over Irak og Syrien, hvilket er en reel risiko, vil det stå som et monument over USAs og den øvrige koalitions fallit i Mellemøsten og især i den arabiske verden. The Economist beskriver situationen meget nøgternt i en leder den 27. september: Oplevelsen af, at Amerika er låst fast i en relativ nedgang, er vokset i de sidste år under indtryk af skyggerne fra finanskrisen og to lange og vanskelige krige. Hvorfor skulle noget rigt land som Kina modtage lektioner om, hvordan man skal løse sine problemer fra en præsident, der kæmper for at få vedtaget sit eget budget? Amerika fremstår som oversvømmet af centrifugale kræfter af uorden, og er enten ude af stand til eller uvillig til at stabilisere en verden, der er på vej ud af kontrol. Eller sagt på en anden måde: Hvis USA og dets allierede i Europa hverken kan gribe afgørende ind i vikarkrigen i Irak og Syrien eller har viljen til at løse det palæstinensiske spørgsmål, hvad kan USA og Europa så? Hvis USA og Europa vedbliver med at acceptere de autokratiske og korrupte regimers undertrykkelse af deres befolkninger, og holder hånden over den Israelske regerings systematiske ødelæggelse af Gaza, hvad godt er der så at forvente fra den kant, og hvorfor så ikke støtte en rabiat og terroristisk oprørsbevægelse som ISIL, der i det mindste kan ryste hele etablissementet? Problemet er dog, at man, selv om man slavisk følger Clausewitz og fremmaner en ækvivalent for det egentlige politisk formål med interventionen overfor ISIL, meget vel kan havne der, hvor den militære aktivitet fremmer og understøtter den fjende, man har påberåbt sig at ville jævne med jorden. Risikoen er nærliggende, hvorfor kampens logik meget vel kan føre til en endeløs optrapning, der også rammer store dele af civilbefolkningen. I den sammenhæng er det bekymrende, at hverken præsident Obama eller den danske regering kan fremlægge et eneste bud på, hvad bombningerne skal ende med. Slutmålene fortoner sig i tåger også selv om de formuleres som bredspektrede. Faren for, at hele det militære engagement kommer ud af kontrol, vender imidlertid ikke kun en vej. 5 / 7
Stater i krig bærer altid præg af krigsindsatsens betingelser indadtil i forhold til egne borgere. Vi ser det allerede nu, hvor en række regeringer seriøst drøfter muligheden af at inddrage borgeres pas under henvisning til mistanke om formodet hensigt til at drage i krig på ISIL s side. Så snævert kan en lov selvfølgelig ikke udformes i praksis, hvad der gør den endnu farligere i og med legaliseringen af et retsprincip, der bygger på hensigt og ikke på faktisk begåede handlinger. Alt afhængig af den konkrete udformning er der risiko for, at kampen mod terror og krigen mod den såkaldte terrorbevægelse ISIL kan antage karakter af skjult statsterror mod egne borgere. Og så er krigens altid nærliggende autoritære tendenser trådt ind i statsforvaltningen i (velfærds)staten. Hermed læderes de demokratiske rettigheder, som ellers er hele det officielle legitimitetsgrundlag for at gå i krig mod en så tilbagestående og anakronistisk bevægelse som ISIL. Men hvis ikke militær indgriben nu, hvad så? Skal vi, som Morten Bødskov konfronterede Nikolaj Villum fra Enhedslisten i DR 2 Dead-line med, bare se til, mens ISIL fortsætter sin barbariske fremfærd og gennemfører nye massehenrettelser? I parentes bemærket ved vi nu, at volden er omsiggribende og ikke kun kan lokaliseres til ISIL. Ikke desto mindre er spørgsmålet relevant, og det må tackles frontalt. Hvis koalitionens krigsindsats med bombninger både i Irak og i Syrien ikke hjælper ret meget om noget overhovedet, må svaret være ja, vi må se til, mens ISIL hærger i hele området, indtil de lokale kræfter samler en front, der er stærk nok til at nedkæmpe ISIL og stoppe volden og de vilkårlige drab i hele Irak. Hertil er der at bemærke, at ISIL ikke har vundet et eneste større slag, siden bevægelsen i juni måned overrumplede de irakiske sikkerhedsstyrker, og vi ved derfor ikke ret meget om, hvor stærk bevægelsen egentlig er. Der er ikke noget samlet overblik over, hvor ISIL vinder frem, og hvor bevægelsen slås tilbage, men der er hverken entydig fremgang eller tilbagegang. Lige nu udkæmpes der flere kampe mellem ISIL og lokale sunnimuslimske militser i Anbar provisen, hvor ISIL taber terræn. Men det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at der ikke kan gøres noget. Når det efter den første Golfkrig kunne lykkes for USA og resten af den daværende koalition at snøre hele Saddamregimet ind i omfattende sanktioner, og når USA og Europa har kunnet gennemføre samme politik overfor lande som Iran og Rusland, hvad skulle så være til hinder for, at koalitionen kan lægge et massivt politisk og økonomisk pres på den siddende regering i Bagdad for at fremskynde en retfærdig løsning på landets opdeling, olieindtægternes fordeling, rehabilitering af de mange soldater og officerer fra Saddam Husseins tidligere hær, afvæbning af de shiitiske militser, vedtagelse af genopbygningsprogrammer og dannelse af en troværdig national front mod ISIL og alle andre sekteriske kræfter i landet? Det er disse og flere politiske skridt, der er forudsætningen for, at ISIL ikke alene kan bekæmpes militært, men også afskæres fra at rekruttere nye kræfter, fordi de der skulle rekrutteres blandt, nu har grund til at tro på, at de selv kan være med til at gennemføre de forbedringer af dagligdagen, som de hidtil ikke har haft grund til at regne med. Når denne omvending ikke bare er udenomssnak, kan den bl.a. begrundes i, at ISIL rent faktisk allerede nu møder begyndende modstand inde i de områder, de har besat. Uroen og modstanden ulmer i Mosul. Ifølge Pernille Bramming fra Weekendavisen forlyder det, at der kun skulle være omkring 500 ISIS-folk tilbage i byen.[4] Det samme er tilfældet i det vestlige Irak. Men som så meget andet i denne konflikt er det vanskeligt at opdrive pålidelige og holdbare informationer, selv om Brammings referencer bekræftes af andre journalister bl.a. på Financial Times, Al Jazeera og tidskriftet Alakhbar. ISIL kan således komme i en situation, hvor bevægelsens røverier, plyndringer eller beskatning og vilkårlige afstraffelser skaber så stor indre modstand, at man ikke længere kan føre offensive kampe. Spørgsmålet står stadig tilbage om vores bombninger rent faktisk vil udsætte denne vending på slagmarken? Men, som jeg har fremhævet flere gange, er borgerkrigen i Syrien og Irak også en større magtkamp 6 / 7
pr. stedfortræder, og selve bevægelsen ISIL låner sympati fra bredere kredse rundt om i Mellemøsten, der ikke oplever, at de har ret mange andre håb tilbage, end at bevægelser som ISIL formår at lave så meget rock i synagogen, at de lokale reaktionære regimer kan udfordres og måske væltes. Hvis ikke de vel at mærke ikke længere kan få deres eksistens garanteret af USA og Europa. Så det politiske perspektiv, som udenrigsministeren henviser til, indbefatter også et politisk og økonomisk opgør med de regimer, der bruger den religiøse sekterisme til at sikre deres magtgrundlag. Men det perspektiv kan man næppe forfølge meningsfyldt, når hovedparten af de samme regimer indgår i den koalition af villige, der skal bekæmpe ISIL. Både Saudi Arabien, Golfstaterne og Tyrkiet indenfor koalitionen og Iran udenfor forbereder sig på, hvad der kan tænkes at ske, hvis ikke det lykkes koalitionen at nedkæmpe ISIL, og hvis kampene breder sig f.eks. til den tyrkiske grænse sådan for alvor. Så kan flere koalitionspartnere pludseligt stå direkte militært overfor hinanden, eller i hvert fald være meget tæt på. Eksempelvis tillader den saudiske regering, at der køres en ret voldsom hetz mod shiamuslimer, og den tyrkiske regering kører et dobbeltspil, hvor den på den ene side forsøger at udnytte konflikten mellem Iran og Saudi Arabien og på den anden side forhindre de mandlige kurdiske flygtninge i at vende tilbage til Syrien for at kæmpe i YPG mod ISIL. Med så mange skjulte eller i hvert fald uformelle dagsordner, kan det blive endog meget vanskeligt at afgøre, hvornår krigsindsatsen har opfyldt målene. Måske hvilket er sandsynligt kan målene ikke være klare, fordi der er mange af dem og oven i købet modstridende. Hermed har endnu en krig bidraget til at uddybe det geopolitiske roderi i Mellemøsten, og Danmark, der har meldt sig ind i kernen i koalitionen af frivillige, har leveret sit bidrag på et uoplyst grundlag. Enhedslisten står som det eneste parti i Folketinget udenfor beslutningen om at gå i krig. Og hvor tyngden i partiets argumenter i begyndelsen ikke ligefrem var imponerende, skal partiet roses for nu at fremlægge en mere nuanceret og udfoldet kritik og politik, der ikke kun hænger på det kurdiske fantom. Måske er der også et spinkelt håb i det. [1] Carl Von Clausewitz: Om krig, bind 1, side 38, Rhodos 1986 [2] Human Rights Office of the High Commissioner for Human Rights: Reporot on the Protection of civilians in Armed Conflict in Iraq: 6 july 10 september 2014. Godkendt 26. september og frigivet 2. oktober 2014. [3] Roula Khalaf, The curious case of Khorasan Group, Financial Times 1. October 2014 [4] Røverstaten, Pernille Bramming Weekendavisen 26. september 2014 7 / 7