NATO UNCLASSIFIED. Tale. Af NATO s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen Københavns Universitet, tirsdag den 31. august, 2010

Transkript

1 1 Tale Af NATO s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen Københavns Universitet, tirsdag den 31. august, 2010 Klausuleret til 31. august kl. 17 Kære studerende, Mine damer og herrer Tak for invitationen til at tale her på Københavns Universitet. Og undskyld, at jeg sådan kommer og forstyrrer allerede inden I for alvor skal i gang med semesteret. Jeg er fuld af beundring for, at I alligevel er mødt op her i dag. Jeg vil tale om Afghanistan. Jeg ved godt, at det er et tema, som mange måske ikke har lyst til at tale om. Men for at sige det ligeud: Hvad der sker i Afghanistan, er for vigtigt til ikke at blive diskuteret. Og det er det af den enkle årsag, at det handler om vores sikkerhed. Nu, og i fremtiden. Jeg ved godt, at mange betragter krigen i Afghanistan med en betydelig skepsis. De dårlige nyheder er kommet i overtal i de seneste måneder. De internationale styrker har lidt tab. Og historier om grufuld vold mod Afghanistans civilbefolkning, om nedskydning af vestlige læger og om korruption. Alt det tegner et dystert billede. Men vi bliver også jævnligt mindet om, hvilken fjende vi står over for. Måske husker I det hjerteskærende billede, som Time Magazine bragte på forsiden for nogle uger siden af en smuk 18 årig kvinde med livet foran sig. Men nogle mørke Taleban-kræfter havde bestemt, at det liv skulle skamferes. De havde skåret hendes næse og hendes ører af og efterladt hende i bjergene. Det er disse barbarer og deres formørkede livssyn, vi står overfor. Ja, Afghanistan er en kæmpeudfordring. Og ja, vi har en vanskelig periode foran os en periode, hvor vi må se i øjnene, at vi kommer til at lide flere tab.

2 2 Medierne fokuserer på de dårlige nyheder. Det er hverken en kritik eller en beklagelse. Det er en konstatering af en kendsgerning. Og den er såmænd forståelig nok. Men der en større historie, et større formål, som bliver kvalt under strømmen af dårlige nyheder. For når vi kigger ud over Afghanistan, ser vi et land, hvor der er sket betydelige fremskridt. Hvor der ikke er nogen tvivl om, at det internationale samfund gør en kæmpe forskel. Vi må ikke glemme, at Afghanistan har udviklet sig fra borgerkrig og kaos i 1990erne til i dag, hvor der er en stabil og lovligt valgt regering. Og først og fremmest det er værd at minde os selv om, hvorfor vi gik ind. Hvorfor vi fortsat er der. Og hvorfor vi må blive. Vi er der først og fremmest af hensyn til vores egen sikkerhed. Angrebene på USA den 11. september 2001 ændrede vores verdensbillede. Tusinder af mennesker fra over 80 nationer blev dræbt midt i New York og Washington. Det stod klart for os, at vi ikke længere kunne hygge os i vores trygge del af verden. Vi måtte sætte ind mod truslen ved dens rod. Og roden var Afghanistan. Terroristerne havde et større mål. De ville mere end at dræbe. De ville skabe frygt og angst i vores hverdag. De ville ramme den globale verdensøkonomi. Og de ville fremprovokere en konfrontation mellem Islam og Vesten. Vi havde ikke blot at gøre med endnu et terrorangreb. Dette var et systematisk og gennemtænkt angreb på vores livsform. På vores økonomi. På vores frihed til at rejse. Frihed til at ytre os. Vores religiøse frihed og frisind. Og i det hele taget: Vores værdier. Over for et så ekstraordinært angreb, var et ekstraordinært svar påkrævet. NATO satte for første gang i historien Artikel 5 i NATO-traktaten i kraft. Den, som siger, at et angreb på én Allieret bliver opfattet som et angreb på alle. Angrebet på USA blev betragtet som et angreb på hele Alliancen. Signalet var klart; vi ville ikke efterlade noget fristed til terroristerne. Og vi ville bekæmpe truslen med alle militære

3 3 midler. Afghanistan måtte ikke fortsat være et sted, hvor terroristerne uforstyrret kunne planlægge deres næste angreb mod os. Det er ni år siden og det er lang tid. Men da vi tog fat om udfordringen i Afghanistan var vi klar over, at det ville blive vanskeligt. Vi havde at gøre med et land, hvor der ikke var en central regering, der havde magten over hele landet. Hvor der hverken var en politistyrke eller en hær. Vores tålmodighed og vores engagement ville blive testet til det yderste. Under Talebans beskyttelse var det muligt for Al Qaida at sende adskillige tusinde unge mænd gennem terror træningslejre og forvandle dem til terrorister. Der var fred og ro til at planlægge angrebene den 11. september. Det er der ikke længere. Terroristerne har ikke Afghanistan som et fristed, de kan operere fra. De er på flugt. De har ikke ro til at planlægge angreb mod os og det er et kæmpe fremskridt. Og der er sket andre bemærkelsesværdige fremskridt. I 2001 lignede Kabul Månens overflade. Efter årtier med krig og borgerkrig var masser af bygninger ødelagt. Taleban herskede med en jernnæve. Afghanerne var berøvet deres rettigheder. Piger havde ingen adgang til skoler. Tyve fik hænder hugget af. Og fodboldstadions var omdannet til henrettelsespladser. I sidste måned var jeg igen i Kabul. Det er nu en by med tæt trafik, økonomisk aktivitet og kulturelle begivenheder. Fra luften kan man ikke undgå at lægge mærke til de farverige bryllupshaller med neonlys, der er på størrelse med Las Vegas casinoer. Det unge demokrati florerer. Der er et dusin afghanske tv-kanaler. Ytringsfriheden bliver levende praktiseret. Jeg besøgte også byen, Jalalabad. Jeg lagde mærke til de mange valgplakater til parlamentsvalget i september. Der var bemærkelsesværdigt mange kvindelige kandidater. På det lokale marked var der stor aktivitet og et rigt udvalg af varer. Jeg spurgte de lokale, hvad deres inderste ønske var og svaret var umisforståeligt: Fred og sikkerhed. De fleste børn i Afghanistan kan i dag gå i skole. Ud af de syv millioner børn i skolerne er de tre millioner piger. Især i de mere sikre dele af landet, bliver der uddannet flere piger end

4 4 nogensinde tidligere. Adgangen til sundhedsklinikker er udstrakt til næsten hele befolkningen. Der bliver bygget stadig flere veje, som gør det muligt at få den økonomiske udvikling i gang. Kort fortalt, så har de fleste afghaneres et mere sikkert og mere velstående liv end i de sidste tre årtier. Jeg forsøger ikke at fortælle, at der er normale tilstande i Afghanistan. Man kan ikke sammenligne livet i Kabul med for eksempel Kandahar. I Kandahar er Taleban fortsat stærk og i stand til at terrorisere lokalbefolkningen. Der er store forskelle mellem nord og syd. Og i Helmand har Taleban stadig store indtægter fra handel med opium. Så længe de ekstremer eksisterer, kan man ikke hævde, at Afghanistan er et stabilt land. Men Afghanistan bevæger sig i den rigtige retning. Først og fremmest fordi det indtryk jeg fik på markedet i Jalalabad er dækkende: Befolkningen er trætte af krig og terror. Deres største ønske er at leve et fredeligt og harmonisk liv. Og de husker tydeligt, at det var umuligt den gang Taleban havde magten. De er stålsatte i deres ønske om aldrig mere at vende tilbage til de mørke år med tyranni og undertrykkelse. Som alle andre folk har afghanerne et brændende ønske om at blive herrer i eget hus. Vi deler det ønske. Den internationale styrke er nemlig ikke en besættelsesstyrke. Derfor vil vores engagement bevæge sig ind i en ny fase overgang til afghansk ledelse. I juli stod den afghanske regering i spidsen for en succesfuld international konference, der netop havde det formål at planlægge overgangen til afghansk ledelse. Der var højtstående repræsentanter fra over 70 lande og internationale institutioner. De står nu står bag planen for at skabe et vedvarende afghansk ansvar for landets udvikling. Der er altså fuld opbakning til denne strategi og den er blevet grundigt forberedt. Den internationale sikringsstyrke, som NATO leder, er vokset til soldater fra 47 nationer og flere er på vej i de kommende måneder.

5 5 Under NATOs ledelse er styrken blevet en ægte global koalition for fred i Afghanistan støttet af lande så langt væk som Australien og New Zealand. Af nye NATO-lande som Albanien. Og af muslimske lande som Tyrkiet, Jordan, De forenede Arabiske Emirater og senest - Malaysia. Jeg noterer iøvrigt med glæde, at også Rusland bidrager til at hjælpe med at stabilisere Afghanistan. Vi har to mål med troppeopbygningen. For det første vil vi bremse oprørernes momentum og blive bedre i stand til at beskytte civilbefolkningen. For det andet skal vi opbygge og uddanne de afghanske sikkerhedsstyrker. Det vil sætte den afghanske regering i stand til at etablere fuld suverænitet over landet. Opbygningen af de afghanske sikkerhedsstyrker har topprioritet. Vi er foran tidsplanen og om lidt over et år vil der være sammenlagt sikkerhedsstyrker fra den afghanske hær og politistyrke. Måske tror Taleban, at de blot kan vente på, at NATO forlader Afghanistan. Men Taleban glemmer, at når vi gør det, efterlader vi en massiv og stærk afghansk sikkerhedsstyrke. Og den bliver der! Den styrke vil Taleban ikke være i stand til at besejre. Derfor er jeg overbevist om, at strategien er den rigtige men den kræver tid at fuldføre. På konferencen i Kabul tilsluttede det internationale samfund sig præsident Karzai s mål om, at afghanerne skal overtage det fulde ansvar for landets sikkerhed i slutningen af Allerede næste år vil vi begynde at overdrage ansvaret for sikkerheden i de første provinser. Efterhånden som afghanerne bliver i stand til at overtage mere og mere af sikkerheden, vil både omfanget og indretningen af den internationale styrke ændre sig. Gradvist vil styrken overgå til at støtte og assistere de afghanske styrker. Men jeg vil advare mod, at nogen opfatter det som et tegn på et svigtende engagement. For vores engagement slutter først når og kun når afghanerne selv kan tage vare på deres sikkerhed.

6 6 Derfor vil overdragelsen af ansvaret til afghanerne først og fremmest være baseret på udviklingen. Den vil ikke være drevet af kalendere eller kunstige deadlines. Det vil ske gradvist ud fra en nøgtern vurdering af den politiske og sikkerhedsmæssige situation. Overgang til afghansk ledelse betyder ikke, at kampen for at sikre Afghanistans fremtid som et stabilt land i en ustabil region vil være færdig. Vi vil ikke efterlade afghanerne uden sikkerhed for, at de kan klare sig. Selv når vores tropper rykker ind i en tilbagetrukket rolle, vil Afghanistan have brug for fortsat støtte fra det internationale samfund herunder NATO. Vores engagement er vedvarende. Afghanerne skal vide, at vi vil stå bag dem, mens de udvikler deres land. Og Al Qaida og andre fjender af landet, skal vide, at de ikke blot kan vente på, at vi forsvinder. Vi har et klart valg: Vi kan enten forlade Afghanistan uden at have gjort arbejdet færdigt. Eller vi kan forlade Afghanistan, når vi har gjort arbejdet færdigt. Mange ser en hurtig tilbagetrækning som det eneste rigtige. De ønsker at spare vores soldaters liv. De mener, at indsatsen er for stor i liv og penge. Det er legitime begrundelser og synspunkter, som jeg respekterer. Jeg forstår også, hvorfor de synspunkter virker tillokkende på mange. Men jeg må også sige lige ud, at hvis vi forlader Afghanistan, før arbejdet er gjort, vil vi ikke kun efterlade et land i kaos. Det vil også blive meget kostbart for vores egen sikkerhed. For det vil betyde, at de ekstremistiske kræfter vil blive styrket. De kræfter vil udnytte en forhastet NATO-exit til en stor propagandasejr og begynde at rulle tiden tilbage. De kræfter vil med alle midler bekæmpe de vestlige værdier ytringsfrihed, demokrati og menneskerettigheder. De kræfter vil få blod på tanden. Det vil skabe sprede ustabilitet gennem Central Asien og langt ud over regionen.

7 7 Tænk på hvor katastrofalt det vil være, hvis Afghanistan synker ned i et kaos, der vil destabilisere det atombevæbnede Pakistan, fordi de ekstreme kræfter bliver styrket. Hvis vi forlader Afghanistan, før arbejdet er gjort, vil vi ikke blot sætte vores resultater over styr. Vi vil også risikere at invitere til fremtidige angreb mod vores sikkerhed, som vi så det den 11. september En hurtig tilbagetrækning vil være det samme som at fralægge sig ansvaret. Og det vil være farligt, når der er så meget på spil. Sagt lige ud: Afghanistan er en kamp, vi ikke må tabe. Det andet valg indebærer, at vi gør arbejdet færdigt. Det vil betyde, at vi ændrer de politiske vilkår i de vigtige strategiske områder af Afghanistan. At vi beskytter civilbefolkningen. At vi styrker den afghanske regerings kapacitet til at lede landet. Og at vi opbygger og træner de afghanske sikkerhedsstyrker, så de bliver i stand til at tage hånd om sikkerheden. Det er sådan, vi vinder afghanernes hjerter. Det er sådan vi marginaliserer Taleban. Og det er sådan, vi dæmmer op for fundamentalisme i hele regionen. Jeg ved, at det vil være meget mere krævende end blot at pakke sammen og rejse hjem. Men sagen er, at der ikke er nogen lette løsninger. For de lette løsninger fører til katastrofale konsekvenser. Hvis vi derimod fastholder vores strategi, gør arbejdet færdigt, giver afghanerne ansvaret, så vil de selv kunne bekæmpe de mørke kræfter gradvist, men sikkert. Og det vil forbedre vores sikkerhed. Beskytte vores værdier. Og være en gevaldig sejr for alle, der ønsker frihed, fred og fremskridt.