Santiago-pilgrimmes fodspor ad Toulouse-vejen, Via Tolosana. Dog ikke

FRA LUCCA TIL BILBAO Rejseleder: Kunsthistoriker, lektor, mag. art. Hans Jørgen Frederiksen Ad den gamle pilgrimsvej fra Italien gennem Sydfrankrig til det nordlige Spanien. 14.-23. oktober 2011 (10 dage) Saint Sernin-kirken i Toulouse. Når der i forbindelse med Italien tales om valfartsmål og pilgrimsrejser, tænker de fleste frem for alt på Rom og på de millioner af kristne, der igennem et par tusinde år er rejst ofte over store afstande og typisk fra nord mod syd for at opsøge de hellige steder i apostlenes og pavernes by. På denne rejse bevæger vi os imidlertid i modsat retning, og det er da også af en vis symbolsk betydning, at turens første programpunkt er det sted nær Pisa, som traditionen hævder, at apostlen Peter besøgte inden sin videre færd mod Rom. Herfra går vores kunst- og kulturhistoriske pilgrimsrejse i de italienske Santiago-pilgrimmes fodspor ad Toulouse-vejen, Via Tolosana. Dog ikke helt til Santiago de Compostela i det nordvestligste Spanien men til det sted, hvor italienerne mødtes med de nordfra kommende pilgrimme ved Puente la Reina nær Pamplona. Middelalderen er i fokus på denne tur; men vi ser også antikke monumenter f.eks. i Arles og moderne kunst og arkitektur i Vence. Rejsen slutter med besøg i det verdensberømte Guggenheimmuseum i Bilbao. 1. dag. Fredag 14. oktober Vi mødes i Kastrup lufthavn, hvorfra vi kl. 6.35 med Brussels Airlines sætter kursen mod Belgien. Vi ankommer til Bruxelles kl. 8.15. 1

Herfra fortsætter vi - atter med Brussels Airlines - mod Italien, hvor vi kl. 11.40 lander i Bolognas lufthavn. Efter bagageudleveringen kører vi direkte til rejsens første programpunkt, som befinder sig ca. midtvejs mellem Pisa og havet. Det drejer sig om kirken San Piero a Grado, der iflg. traditionen er bygget på det sted nær Arnoflodens udmunding, hvor apostlen Peter ankom til Italien, og hvor han forrettede Gudstjeneste, inden han fortsatte sin rejse til Rom. Især i middelalderen var stedet et meget vigtigt valfartsmål, navnlig for pilgrimme på vej til Rom. Af samme grund opførtes flere klostre og konventer på strækningen mellem San Piero og Pisa til at betjene de mange pilgrimme. Den kirke, der er bevaret til i dag, er opført hovedsageligt i det 10. og det 11. århundrede, da Pisa udviklede sig til en international handelsby og betydningsfuld flådemagt, og den udgør et af de allertidligste eksempler på pisansk romansk arkitektur. Under 2. verdenskrig mistede kirken sin kampanile, af hvilken kun den allernederste del står tilbage San Martino-katedralen i Lucca. 2 ved siden af den store vestapsis, der er et resultat af en omfattende ombygning af kirkens indgangsparti i det 12. århundrede. I tiden omkring det første jubelår 1300 forsynedes kirken med et stort antal freskomalerier af Deodato Orlandi fra Lucca og på bestilling fra kirkens sognepræst Benedetto Caetani, der var af samme slægt som tidens pave, Bonifacius VIII. Efter at have været tildækket i flere hundrede år blev disse fresker afdækket i 1880 erne, og skønt flere af billederne fremtræder lidt falmede og nedslidte, er det stadig muligt at følge Sankt Peters historie, fra Jesus kalder ham til apostel og til hans martyrium og begravelse i Rom. I den vestlige del af kirken blev der foretaget omfattende arkæologiske udgravninger 1919-20 og igen 1955-65. Derigennem afdækkedes rester fra tre forskellige perioder: En smule af en romersk havnebygning, noget af den første kirkes apsis fra 300-tallet og lidt af den anden kirke på stedet fra 6.-7.århundrede. Blandt fundene var også det alter, som apostlen hævdes at have læst messe ved. I dag er der p.g.a. Arnoflodens aflejringer et par kilometer ud til kysten; men i oldtiden var stedet beliggende helt ned til havet og ganske tæt på flodmundingen, så både kulturen og naturen understreger stedets ældgamle historie. Fra San Piero a Grado går turen videre forbi (!) Pisa, der i denne omgang ikke er på programmet, og til den meget smukke by Lucca, hvor vi skal tilbringe resten af lørdagen og søndag formiddag. Luccas storhedstid var 1100- og 1200-tallet, da den berømte silkeindustri kunne eksportere til hele Europa og Mellemøsten. Fra o. 1330 til 1369 var Lucca underlagt Pisa; men byen genvandt hurtigt sin frihed og bevarede derpå selvstændigheden helt frem til 1799! Det var således den eneste by i Toscana, der var i stand til at yde effektiv modstand mod Mediciernes Firenze, hvilket ikke mindst lod sig gøre i kraft af de fantastiske fæstningsværker af mure, volde og bastioner, der konstrueredes i 1500-tallet, og som endnu i dag udgør et meget tiltrækkende grønt bælte for fodgængere og cyklister omkring hele den indre by. Efter at Napoleons tropper i 1799 havde erobret Lucca, satte franskmanden sin søster Elisa Baciocchi til at stå i spidsen for det nyoprette hertugdømme, og efter Napoleons fald og den derpå følgende Wienerkongres videreførtes hertugdømmet under huset Bourbon-Parma. Fra denne tid stammer de skønne alléer på voldene. 1848 indlemmedes Lucca i storhertugdømmet Toscana og kort tid efter i det nye italienske kongerige. Vi begynder opholdet i Lucca med et besøg i byens berømte domkirke, den romanskgotiske San Martino-katedral. Gennem århundreder har katedralen været et populært valfartsmål p.g.a. Il Volto Santo Det Hellige Åsyn. Det drejer sig om et legemsstort krucifiks af cedertræ. Ifølge legenden er det skåret af Nikodemus, der var med ved Jesu korsnedtagelse og gravlæggelse. Krucifikset var så berømt, at man rundt om i kristenheden brugte at sværge ved Det Hellige Åsyn fra Lucca per Sanctum Vultum de Lucca. Den oprindelige katedral fra 6. eller 7. århundrede byggedes fuldstændigt om i det 11. århundrede og stod klar til indvielse i 1070. Omfattende ændringer fulgte fra 1100-tallet til anden halvdel af 1400-årene. Den pragtfulde marmorfacade stammer med sine farvestrålende søjlegallerier fra 12. og 13. århundrede og fremviser en fornem skulpturel udsmykning, bl.a. relieffer af Nicolo Pisano. I det indre er katedralen først og fremmest præget af omfattende ændringer foretaget i 1300-tallet. Blandt de fine billedhuggerarbejder i kirkens indre skal den sienesiske billedhugger Jacopo della Quercias gravmonument for Paolo Guinigis anden hustru Ilaria del Carretto fremhæves. Ilaria døde kun 26 år gammel i 1405, og gravmonumentet stod formentlig færdigt i 1407. Umiddelbart nordvest for San Martino ligger kirken Santi Giovanni e Reparata, under hvis gulv vi ser de betydelige rester af bygninger fra forskellige perioder, først og fremmest et dåbskapel fra 400-tallet.

Ydermure og tårne i Carcassonne. 2. dag. Lørdag 15. oktober. Lørdag formiddag begiver vi os ud på en lille byvandring i Lucca bl.a. omkring byens centrale torv med kirken San Michele. Her var den romerske bys forum, og kirken omtales da også allerede i det 8. århundrede som San Michele ad Foro eller in Foro. Den nuværende bygning stammer hovedsageligt fra 11-1200-tallet, medens de fantastiske søjlegallerier på vestfacaden med deres skulpturelle udsmykning vidner om, at dele af kirken først blev færdig i 1800-tallet. I skulpturprogrammet indgår således store historiske skikkelser fra det 19. århundrede som Garibaldi, Cavour, Kong Vittorio Emanuele II og Pave Pius IX! Videre passerer vi Palazzo Guinigi, opført for storkøbmanden Paolo Guinigi, der fra 1400 til 1430 var Luccas egentlige hersker. En smule længere mod nord finder vi Piazza dell Amfiteatro, hvis form vidner om, at husene hele vejen rundt om pladsen er opført på resterne af et romersk amfiteater fra 1.-2. århundrede. Endelig går vejen omkring kirken San Frediano, der ifølge traditionen grundlagdes af en irsk helgen, der i det 6. århundrede blev biskop i Lucca. I første halvdel af 1100-tallet blev San Frediano imidlertid som mange andre kirker i byen bygget fuldstændigt om. I det følgende århundrede forhøjedes fronten med næsten 3½ meter, og facaden forsynedes med en stor mosaikudsmykning. I det indre påkalder ikke mindst den mægtige døbefont sig interesse. Fonten, der stammer fra midten af 1100-tallet, blev skilt ad i det 18. århundrede men atter samlet i 1959. Dens relieffer viser bl.a. en række scener fra Moses historie samt apostle og månedsbilleder. Efter frokostpause i Lucca køres nordover mod Genova, hvor vi skal tilbringe resten af dagen samt den følgende formiddag. Byens historie går meget langt tilbage, måske til 6. århundrede før Kristus, da fønikere og grækere slår sig ned her. Igennem de følgende mange århundreder får Genova større og større betydning; men vi skal dog op til det 11. århundrede, før byen for alvor markerer sig på verdenskortet. I 1097, under 1. korstog, erobrede den genovesiske flåde Antiochias havn og skabte dermed sin første koloni i det østlige middelhavsområde. Inden da havde man derhjemme til forsvar mod Frederik Barbarossa opført de forsvarsmure, af hvilke der stadig er betydelige rester. I 1100-tallet fulgte yderligere ekspansion. Hele det liguriske kystområde blev undertvunget, Pisa og Corsica blev holdt i skak på Det Tyrrhenske Hav, og i øst grundlagdes flere indbringende handelsstationer og kolonier. Efter det græske byzantinske kejserdømmes genetablering i 1261 påtog Genova sig den indbringende rolle som dets beskytter. Pisa blev endegyldigt overvundet i 1284 og Venezia midlertidigt i 1298. Fra kolonier som Smyrna og Chios strømmede rigdomme hjem til Genova og satte sig spor bl.a. i form af omfattende kirke- og paladsbyggeri. Fra 1300-tallet til 1500-tallet regeredes Genova til tider af franskmændene til tider af Viscontierne fra Milano og ind imellem af egne doger, indtil admiral Andrea Doria, der havde allieret sig med kejser Karl V, genetablerede byens frihed og dens suverænitet over Liguria, der i det følgende par hundrede år blev styret fra Genova og dens Banco di San Giorgio. Det var således ikke længere de gamle kolonier, der var baggrund for byens velstand, men snarere de europæiske låntagere i form af firmaer og fyrstehuse. 1797 erobrede Napoleons tropper Genova, der i 1815 lagdes ind under kongedømmet Sardinien. Siden da har byen delt historie med det genforenede Italien. Vi starter besøget i Genova med at gå en tur i byen. Turen bringer os bl.a. omkring de velbevarede dele af Barbarossa-murene ved Porta Soprana. Vi går gennem det meget levende og tæt bebyggede middelalderkvarter og videre ned til havneområdet, hvor nyt blander sig med gammelt i en noget rodet men også ganske charmerende form. Her finder man både Banco di San Giorgio med 1500-talsfresker på facaderne og den verdensberømte arkitekt Renzo Pianos helt moderne havnebyggerier. 3. dag. Søndag 16. oktober. Søndag formiddag besøger vi Genovas domkirke, San Lorenzo. Den monumentale katedral, der både ude og inde domineres af sort og hvid marmor, indviedes af Pave Gelasius II i 1118 og blev i 1133 uafhængig af Milano, idet Pave Innocens II gav Genovas biskop titel af ærkebiskop. Allerede omkring 1230 påbegyndtes en omfattende ombygning og modernisering af kirken, der gav den det gotiske præg, den i det store og hele stadig har. Gotikken er især mærkbar 3

omkring hovedfacadens skulptursmykkede søjleportaler. I det indre fremviser katedralen storslået billedkunst fra forskellige perioder, bl.a. et par byzantinske freskomalerier fra o.1312 og fine marmorskulpturer fra 15. og 16. århundrede i Johannes Døberens overdådige kapel. Vi aflægger desuden besøg i det fine og meget velindrettede domkirkemuseum med blandt meget andet et byzantinsk relikviekors fra det 9. århundrede, et glasfad, der iflg. middelalderlig traditionen er identisk med den hellige gral, et fad af kalcedon, der skal have båret Johannes Døberens hoved, og et fornemt sølvskrin fra 1100-tallet til Johannes Døberens relikvier. Resten af formiddagen og frokostpausen er til fri disposition i Genova. Lidt hen på eftermiddagen forlader vi Genova. Efter ca. 80 kilometers kørsel langs den smukke liguriske kyst gør vi holdt i Albenga, hvor vi ser den middelalderlige domkirke, San Michele. Kirken er præget af såvel romansk som gotisk stil; men i virkeligheden har der været domkirke på dette sted fra o. 400. Umiddelbart ved siden af San Michele ligger en lille perle af et dåbskapel eller baptisterium fra 400-tallet. Det er således fra samme århundrede som f.eks De ortodokses Dåbskapel i Ravenna og Lateranbaptisteriet i Rom, som pave Leo den Store lod ombygge. Selve bygningen og en del af det centrale dåbsbassin er ganske velbevaret; men måske er det den lille fine mosaik i kapellets korparti, der påkalder sig allermest interesse. Mosaikken, der formentlig er fra samme tid som bygningen og i hver fald senest fra det følgende århundrede, fremviser en typisk tidlig-kristen symbolverden med planteornamentik, lam, duer, kors og Kristusmonogrammer. Saint Gilles-kirken (vestportalen). 4 Turen fortsætter langs Rivieraen, og efter at have krydset den italiensk-franske grænse er vi snart i Nice, hvor vi skal overnatte. 4. dag. Mandag 17. oktober. Vi starter mandagen med at køre til Vence, der ligger lidt oppe i højderne få kilometer fra Nice. Her skal vi besøge det berømte Rosenkranskapel, Chapelle du Rosaire, måske hyppigst omtalt som Matisse-kapellet. Det blev nemlig både tegnet og udsmykket af den store franske billedkunstner Henri Matisse (1869-1954) og opført fra 1948 til 1951. Efter en meget alvorlig sygdom og operation i 1941 tilbragte Matisse en flerårig rekonvalescenstid i Nice og Vence og blev i en stor del af perioden plejet af en kunstinteresseret sygeplejerske, der ønskede at indtræde i dominikanerordenen hos søstrene i Vence. Da dette var sket i 1945, involverede Søster Jacques sig entusiastisk i planerne om opførelse af et kapel til søsterkommunitetet, og da Matisse hørte herom, tilbød han bl.a. for at udtrykke sin taknemmelighed over den pleje, han havde modtaget at overtage arbejdet. Resultatet af anstrengelserne præsenterer sig i form af Rosenkranskapellets lette og lyriske elegance og ophøjede religiøse kontemplative ro og harmoni. Alt i dette kapel skyldes Matisse: Arkitekturen, glasmosaikkerne, de glaserede kaklers vægbilleder, gulvets mønster og det liturgiske interieur. Alt i alt et af de vægtigste bidrag til det 20. århundredes religiøse kunst. Ved indvielsen den 25. juni 1951 udtalte Matisse bl.a.: Dette værk har taget fire års koncentreret og ihærdigt arbejde, og det udgør resultatet af hele mit aktive liv. Jeg anser det for, på trods af dets mangler, at være mit mesterværk. Lidt uden for Vence finder vi det meget smukt beliggende Fondation Maeght. Stedet, der indviedes af den franske kulturminister André Malraux i 1964, er grundlagt af Marguerite og Aimé Maeght med det formål at præsentere moderne kunst i smukke arkitektoniske og naturlige omgivelser. Det drejer sig hovedsageligt om malerier og skulpturer af kunstnere som Miró, Giacometti, Léger, Bonnard, Chagall m.fl. Lidt hen på eftermiddagen forlader vi Nice-området og kører mod Arles, hvor vi skal tilbringe en dags tid og have to overnatninger. 5. dag. Tirsdag 18. oktober. Arles grundlæggelse ved den mægtige Rhoneflod fortaber sig i en meget fjern fortid. Allerede i det 11. århundrede før Kristus var fønikerne her, og i det 6. århundrede før Kristus ankom græske bosættere. Da keltiske stammer sluttede sig til ca. hundrede år senere, kaldte de stedet Ar Laith, dvs. stedet ved marsken. Ar Laith blev senere til Arelate, der er oprindelsen til Arles. Fra det 2. århundrede f. Kr. koloniserede romerne området, og i 46 f. Kr. overdrog Julius Cæsar kolonien Arles til den 6. romerske legion. Snart var byen en af de allervigtigste i Det romerske Imperium, og i overensstemmelse hermed forsynedes den med vældige bygningsværker, af hvilke der endnu er bevaret betydelige rester: arena, teater, forum, bymur, akvædukt, triumfbuer, termeanlæg osv. Kristendommen kom meget tidligt til Arles, måske allerede i det første århundrede, og

Piazza dell' Amfiteatro i Lucca. fra det 3. århundrede fik byen stor kirkehistorisk betydning. Gennem folkevandringstiden forskansede befolkningen sig bag de gamle mure, og bl.a. arenaen ombyggedes til en effektiv fæstning. I tiden derefter i karolingertiden - grundlagdes kongedømmet Provence, og gradvist blomstrede Arles atter op bl.a. i kraft af sin centrale trafikale og dermed handelsmæssige beliggenhed ved den gamle hovedforbindelsesvej mellem Italien og Frankrig/Spanien og lige ned til den trafikerede Rhoneflod. Denne beliggenhed var også med til at sikre byen en meget vigtig rolle i forbindelse med de igennem middelalderen mere og mere populære pilgrimsrejser til Santiago de Compostela i Spanien. Det er således med Arles, at en berømt pilgrimsfører i 1100-tallet starter sin beskrivelse af den italienske valfartsvej til Sankt Jakobsland Galicien. Efter 1200-tallets albigenserkorstog gjorde den franske kongemagt en afgørende indflydelse gældende i Provence, og i 1600-tallet testamenterede områdets sidste suveræne konge, René d Anjou, sine besiddelser til Ludvig XIV. I 1800-tallet, da Provence endegyldigt blev en loyal del af det franske kongerige, mistede Arles sin fremtrædende position til fordel for Aix-en-Provence, der blev ny provinshovedstad. Vi tilbringer tirsdag formiddag i Arles med først at tage de vigtigste antikke monumenter i øjesyn gennem en vandretur i den lille by og med derpå at besøge den romanske kirke Saint Trophime, der fremviser en af det 12. århundredes fineste skulptursmykkede portaler. Inspirationen er i meget høj grad kommet fra antikke romerske monumenter, ligesom bygningsmaterialerne blev skaffet til veje bl.a. ved nedbrydning af størstedelen af det romerske teater. Foruden kirken besøger vi den bagvedliggende klostergård, der byder på fin romansk arkitektur og billedhuggerkunst. Efter frokostpause tager vi på en lille udflugt til Saint-Gilles-du-Gard, der ligesom Arles ligger ved den gamle pilgrimsvej til Spanien. Stedet var engang et af kristenhedens vigtigste pilgrimsmål, ja indtil det 11. århundrede endda mere populært end Santiago de Compostela. Berømmelsen skyldtes den helgen, der i slutningen af det 7. århundrede blev den første abbed for det kloster, der på den tid opførtes her. Helgenen, Saint Gilles eller (på latin) Sankt Egidius, levede som eremit i en hule, hvor en hind hver dag sørgede for, at helgenen havde mælk til sin rådighed. En dag var kong Wamba på jagt i området, og da han fik øje på hinden, affyrede han en pil imod den. Pilen traf imidlertid den hellige mand, der beskyttede dyret, og da kongen erfarede sammenhængen, gav han ordre til, at et kloster skulle opføres på stedet. Denne legende, der ofte er blevet billedkunstnerisk fortolket, medvirkede til at pilgrimme i stort tal sidenhen søgte til Saint Gilles grav, der fortsat befinder sig i krypten til den kirke, der bærer hans navn. Som følge af både 1200-tallet katharkrige, religionsstridighederne i 1500-tallet og revolutionen i 1789 har kirken og klosteret lidt stor skade. Ikke desto mindre er stedet stadig værd at besøge både af historiske og kunsthistoriske grunde. I krypten finder vi foruden Saint Gilles jordiske rester også Pierre de Castelnaus grav. Han var udsending for Pave Innocens III, da han blev myrdet af katharer i 1208. Dette mord var med til at eskalere albigenserkrigene. Kirkens facade kan minde om Saint Trophime i Arles, blot er den større og ikonografisk endnu mere omfattende. Vi giver os god tid til at studere det interessante og meget fornemme romanske billedprogram, inden vi returnerer til Arles. 6. dag. Onsdag 19. oktober. Inden vi forlader Arles, besøger vi den engang meget berømte kirkegård Alyscamps, der går helt tilbage til græsk-romersk tid. Senere kom mange kristne grave til omkring den oldkristne martyr Sankt Genesius sarkofag, og stedet vandt stor berømmelse blandt pilgrimme. Den føromtalte pilgrimsvejledning fra 1100-tallet beretter om Alyscamps, som alle bør besøge: Der skal man følge skik og brug og bede og synge salmer for de afdøde samt give almisser. Ingen andre steder kan man på en kirkegård finde så mange marmorgrave, ej heller så store og som disse stillet op i linje. De er forskelligt udført og bærer antikke inskriptioner skåret med latinske bogstaver, men i et uforståeligt sprog. Jo mere man ser på dem, desto læn5

gere forlænges rækkerne af sarkofager. Videre hedder det, at bønner, der bedes her, er særligt effektive både for den, der beder, og for dem, der bedes for. Alyscamps-kirkegården er siden middelalderen blevet misligholdt, og der er kun få rester tilbage af de mange kirker, der engang har ligget her. Ikke desto mindre er det stadig et højst forunderligt syn, der møder den besøgende her i de dødes rige: I hundredevis af sarkofager er linet op fra indgangen tæt ved Arles bymur og til resterne af den romansk-gotiske kirke Saint Honorat i den anden ende af kirkegården. Efter besøget på Alyscamps kører vi et pænt stykke vestpå mod Toulouse; men inden vi når så langt, skal vi besøge den fantastiske middelalderlige fæstningsby Carcassonne. Her har været fæstning siden gallo-romersk tid og senere under visigoterne og frankerne. I det 9. århundrede blev Carcassonne hovedstad i et grevskab, der senere kom under Toulouse. Igennem lange tider nød byen og området stor fremgang, hvilket imidlertid blev afbrudt af albigenserkorstoget. Den 1. august 1209 ankom korsfarerhæren under anførelse af Simon de Montfort til byen og påbegyndte en belejring, der fjorten dage senere førte til byens og Trencavel-familiens overgivelse. I 1240 forsøgte en søn af den sidste Trencavel-greve en tilbageerobring Saint Trophime-kirken i Arles (vestportalen). 6 men forgæves. Derpå lod kong Ludvig IX (1226-70) byens befæstning rasere, og indbyggerne idømtes syv års landsforvisning. Derefter fik de lov til at vende tilbage til en nyanlagt by neden for den gamle fæstning og på den anden side af floden Aude! Ludvig IX lod derpå den gamle fæstning forstærke bl.a. til forsvar mod Spanien, og hans søn og efterfølger Philippe le Hardi (1279-85) fortsatte udbygningen med en ydre fæstnings-mur. Med denne dobbeltmur fortjente den uindtagelige fæstning i sandhed betegnelsen Jomfruen af Languedoc. Under Hundredeårskrigen blev den nedre by raseret; men den egentlige fæstningsby led ikke større skade. Det gjorde den derimod senere som følge af Roussillons indlemmelse i den franske stat i 1659. Grænsen mod Spanien var dermed skubbet længere mod syd, og Carcassonnes betydning som fæstning forsvandt. Byen forfaldt langsomt men sikkert gennem næsten 200 år, indtil interessen for middelalderen for alvor udbredtes i Europa og ikke mindst i Frankrig. I 1844 fik den berømte arkitekt Viollet-le-Duc hovedansvaret for den restaurering, der gennemførtes frem til 1910. Dermed var den fantastiske fæstningsby reddet fra yderligere forfald, og skønt forskellige fejl er blevet påvist, er et besøg i Carcassonne en fantastisk instruktiv Kapitæl fra vestportalen, Saint Trophimekirken i Arles. delagtiggørelse i vigtige aspekter af livet i middelalderen. Sidst på dagen ankommer vi til Toulouse, hvor vi skal overnatte, og hvor vi skal tilbringe næste dags formiddag. 7. dag. Torsdag 20. oktober. Toulouse, hvis historie kan følges tilbage til det 3. århundrede før Kristus, blev en del af Det romerske Imperium i 118 f. Kr. Byen ved Garonne-floden voksede hurtigt og blev med over 20.000 indbyggere en af romernes vigtigste byer i Gallien. I 400-tallet nærmere bestemt i 418 da Det vestromerske Rige var i forfald, gjorde et af folkevandringsfolkene, visigoterne eller vestgoterne under ledelse af Alarik Toulouse til hovedstad i deres vældige kongerige, der strakte sig fra Loire-floden i nord til Gibraltar i syd. I 507 besejredes visigoterne af den første Merovingerkonge, Klodevig, og medens goterne fortsat havde magt syd for Pyrenæerne, blev Toulouse under Merovingerne og senere Karolingerne en af de vigtigste byer i Aquitanien. I det 11. århundrede havde greverne af Toulouse udstrakt magt og indflydelse. Et udtryk herfor er, at grev Raymond IV i 1096 ledede en af 1. korstogs vældige hære. I den forbindelse var pave Urban II til stede og kunne ved samme lejlighed indvie den nye Saint Sernin-kirke. I det tidlige 1200-tal, da katharerne spredtes i store dele af Sydfrankrig, vandt de også vældig indflydelse i Toulouse, hvor grev Raymond VI var bevægelsen venligt stemt. Den franske konges militære leder under korstogene mod katharerne, Simon de Montfort, havde imidlertid held til at knuse kætterbevægelsen og blev i 1215 greve af Toulouse og hertug af Narbonne. Det er på den baggrund skæbnens ironi, at han kun tre år senere blev dødeligt såret under et oprør i Toulouse. I de følgende århundreder, navnlig i 1400- og 1500-tallet havde Toulouse stor økonomisk fremgang, ikke mindst i kraft af eksport af et farvestof, der var internationalt efterspurgt. Efter 1600-tallets økonomiske kriser og

religiøse stridigheder kom der fra 1700-tallet efterhånden atter fremgang til byen, og i dag har Toulouse, der er en af Frankrigs allervigtigste universitetsbyer, over 400.000 indbyggere. Formiddagens første programpunkt er den imponerende valfartskirke Saint Sernin, der i middelalderen var et meget vigtigt pilgrimsmål i sig selv og en af de berømteste stationer på vejen til Santiago de Compostela, på Via Tolosana. Kirken rummer således de jordiske rester af byens første biskop, Saint Sernin, der led martyrdøden o. 250. En egentlig kirke blev opført på stedet i begyndelsen af 400-tallet, men i 1060 erne besluttedes det at opføre en ny og langt større kirke. Det alter, som pave Urban II indviede i 1096 findes stadig i kirken. Det store kloster, der oprindeligt hørte til Saint Sernin blev desværre ødelagt i det 19. århundrede; men selve kirken er et velbevaret og helt igennem fantastisk udtryk for romansk arkitektur, når den er bedst og størst! Vi studerer såvel arkitekturen som den romanske skulptur. Fra Saint Sernin begiver vi os til Couvent des Jacobins, Jakobinerkonventet. Betegnelsen har absolut intet med revolutionstidens Jakobinere at gøre men refererer til Dominikanerordenen, der lod det store bygningskompleks opføre. Et af ordenens hovedkonventer ligger således i Rue Saint- Jacques i Paris. Dominikanerordenen grundlagdes i 1216 af spanieren Dominicus Guzman som en prædikeorden, der med ordets magt skulle forkynde og værne den katolske tro mod vranglære. Først efter Dominicus død, i 1233, fik dominikanerne et hovedansvar for inkvisitionsdomstolen. Det var på den tid, den første kirke opførtes her på stedet som en ydmyg to-skibet prædikehal med træloft. Snart blev den imidlertid både større og fornemmere. Der tilføjedes et stort kor, højden forøgedes, og rummet overhvælvedes. Der opførtes endvidere et stort kloster omkring en kvadratisk fratergård med kapitelsal, refektorium, kapel osv. I 1368 besluttede pave Urban V, at de jordiske rester af en af middelalderens mest berømte helgener, den store skolastiske dominikanerteolog Thomas Aquinas, skulle overføres fra Italien (Fossanova), hvor han døde i 1274, til dominikanerkirken i Toulouse. På revolutionstiden, da meget blev ødelagt i og omkring Jakobinerkirken, var Sankt Thomas relikvier i sikkerhed i Saint Sernin, og de hviler nu atter hos dominikanerne. Efter frokostpause i Toulouse kører vi mod Spanien. Snart går det op i Pyrenæerne, hvor vi krydser den fransk-spanske grænse i Somportpasset. Pilgrimsføreren fra 1100-tallet berømmer stedets Santa Christina-hospital som en af de tre søjler Herren har rejst på jorden for at støtte og hjælpe sine fattige, nemlig hospitalet i Jerusalem, hospitalet i Mont-Joux (Saint Bernard-passet i Alperne) og Santa Christina-hospitalet i Somport-passet. Herfra går det ned mod byen Jaca for foden af Pyrenæerne. 8. dag. Fredag 21. oktober. Efter den visigotiske periode erobredes Jaca i 716 af maurerne, kun 5 år efter at de var gået over Gibraltar. Den mauriske besættelse Jakobiner-klostret i Toulouse. blev dog meget kortvarig, og Aragonien, hvor Jaca ligger, blev snart et af de kristne småriger, der kom til at danne udgangspunkt for senere århundreders reconquista, tilbageerobringen af Spanien. Efter en tid at have hørt under kongerne af Navarra, blev Jaca under Ramiro I (1035-63) hovedstad i kongeriget Aragonien, en værdighed, der efter Alfonso I s erobring af Zaragoza i 1118 overgik til denne by. Fredag formiddag går vi til Jacas katedral, der blev påbegyndt under Ramiro I s søn og efterfølger Sancho Ramirez (1063-94), konge af Navarra og Aragonien. Katedralen er et tidligt og meget spændende eksempel på spansk romansk arkitektur, og også dens skulpturelle udsmykninger påkalder sig interesse. Nogle kilometer vest for Jaca og lidt syd for hovedruten mod Sangüesa finder vi et stykke oppe i bjergene de betydelige rester af det spektakulære kloster San Juan de la Peña. Klosteret, der er i to etager, ligger som klinet ind til bjergsiden under et vældigt klippefremspring. Underetagen består af en lille mozarabisk kirke fra o. 920 med en udvidelse fra det 11. århundrede samt et større rum, der fungerede som munkenes sovesal, dormitorium. I overetagen finder vi bl.a. Det kongelige Pantheon. Ramiro I var den første konge, der blev begravet her (1063), og siden fulgte flere konger og dronninger af Aragonien og Navarra. Blandt de øvrige bygningsdele, der er bevaret, må kirken, der indviedes i 1094, fremhæves tillige med den romanske klostergård, der på trods af en brand i 1675 stadig kan fremvise sine tvillingesøjler med fine skulpturkapitæler fra 1100- og 1200-tallet. Længere vestpå ligger det store kloster San Salvador de Leyre, hvis historie kan føres tilbage til 800-tallet. Klosterets storhedstid var under Kong Sancho den Store (1000-1035) og i perioden derefter, da det kontrollerede 58 byer og landsbyer foruden 11 kirker og klostre. Det var på den tid, at den romanske kirke og dens krypt opførtes. Ikke mindst krypten er meget særpræget med sine mange søjler, der ser ud til at være presset flere meter ned i gulvet. Umiddelbart før vi når frem til Puente la Reina, hvor vi skal overnatte, ser vi den utroligt smukke og harmoniske ottekantede kirke Santa Maria de Eunate fra anden halvdel af 1100-tallet. Kirken, der ligger på åben mark er muligvis opført som begravelseskapel. Det er umiddelbart efter Eunate uden for Puente la Reina, at Via Tolosana støder til pilgrimsruten fra Roncevalles og dermed til Via Turonensis (fra Tours), Via Lemovicensis (fra Limoge) og Via Podiensis (fra Le Puy). 7

9. dag. Lørdag 22. oktober. Efter en lille spadseretur i Puente la Reina forlader vi de gamle pilgrimsruter og kører til Baskerlandets største by Bilbao. I det 19. århundrede var byen stærkt præget at industrialisering: stålværker, skibsværfter, kemisk industri m.m. Siden gik Bilbao ind i en periode med voldsom økonomisk nedgang, indtil udviklingen i kraft af visionær planlægning og stor ihærdighed vendte markant hen mod slutningen af 1900-tallet. Et af de meget bemærkelsesværdige udtryk for denne fremsynethed er Bilbaos verdensberømte kunstmuseum Museo Guggenheim, der åbnede i 1997. Når kunstmuseer bliver verdensberømte, skyldes det som regel deres samlinger. Uden at underkende kunstværkerne i Museo Guggenheim må man imidlertid konstatere, at det her i langt højere grad er den helt specielle arkitektur, der for alvor har bragt Bilbao på verdenskortet og det i en sådan grad, at byplanlæggere og arkitekter verden over taler om Bilbao-effekten. Hvad Utzons operahus er for Sidney, er Guggenheimmuseet for Bilbao. Det er ikon-arkitektur. Museets canadiske arkitekt, Frank Gehry, har skabt en skulpturel arkitektur eller arkitektonisk skulptur, der på mange måder relaterer til de fysiske omgivelser og til Bilbaos historiske og industrielle identitet. Hovedformerne giver mindelser om bl.a. skibe og fisk. Det meste af bygningen dækkes af titanium, der som fiskeskæl fremhæver de fortrinsvis organiske former, der smukt kommunikerer med vandet og de nærliggende bjerge. Enkelte værker er permanent udstillet på Museo Guggenheim. Det gælder således Richard Serra s Snake og The Matter of Time, der befinder sig i et mægtigt rum kreeret specielt til denne installation. Men ellers er der tale om skiftende udstillinger af fortrinsvis moderne kunst. 10. dag. Søndag 23. oktober. Efter i ro og mag at have nydt morgenmaden på hotellet og haft tid til at pakke, er der den resterende del af formiddagen tid på egen hånd. Ved eftermiddagens begyndelse kører vi ud til lufthavnen ved Bilbao. Kl. 16.40 flyver vi med Brussels Airlines mod nord og lander kl. 18.45 i Bruxelles lufthavn. Herfra fortsætter vi kl. 20.10 - atter med Brussels Airlines - mod Danmark, hvor vi kl. 21.45 lander i Kastrup Lufthavn. Rejseleder: Hans Jørgen Frederiksen. Født 1950, mag.art. i kunthistorie 1977. Er lektor i kunsthistorie ved Århus Universitet og varetager desuden en omfattende foredragsvirksomhed. Er forfatter til en lang række tidsskriftsartikler og bøger, bl.a.. Troens Billeder, bind 1 af Fogtdals Ny Dansk Kunst-historie, Det levende lys. Billeder af Hildegards visioner og Den katolske Kirke i kunstens spejl. Desuden forfatter til et meget stort antal artikler i Den Store Danske Encyklopædi. Hans Jørgen Frederiksen har ledet rejser til mange europæiske lande og har for EIRBY * HISTORISKE REJSEMÅL været rejseleder til Santiago de Compostela, Italien ( Fra Latium til Lombardiet, Sicilien, Firenze og Fra Venedig til Urbino ), Frankrig ( De nordfranske Katedraler ), Frankrig/Belgien ( Hertugernes Burgund og Flandern ), Spanien ( Madrid, Toledo, Avila og Segovia ), Grækenland ( Det byzantinske Grækenland ) og til Grækenland/Tyrkiet ( Det byzantinske Rige ). Hans Jørgen Frederiksen var tillige i 2009 rejseleder på rejsen Fra Lucca til Bilbao. Priser/Oplysninger: Pris: kr. 16.910,- Prisen inkluderer: Flyrejse København-Bruxelles-Bologna/ Bilbao-Bruxelles-København. Halvpension (bestående af morgenmad samt et hovedmåltid). Bemærk venligst at der på dag 1 kun serveres aftensmad og på dag 10 kun morgenmad. Overnatning på 3- og 4-stjernede hoteller i delt dobbeltværelse med bad/toilet. De i programmet anførte transporter. Dragerservice på hotellerne. Samtlige udflugter inkl. entreer. Dansk faglig rejseleder (Hans Jørgen Frederiksen). Dansk teknisk rejseleder. Bidrag til Rejsegarantifonden. Dansk, italiensk, fransk og spansk statsafgift. Samtlige lufthavnsafgifter. Drikkepenge til chauffører. Lokale afgifter og skatter. Tillæg for enkeltværelse kr. 2.910,- Øvrige oplysninger For øvrige praktiske oplysninger - Det med småt - se venligst vedlagte ark. 8