Rejsebrev fra Holland Nr. 4 21.02.2015 Af Gabriëlle Beelen-Beeftink Kære venner Nu kan man virkelig mærke at det snart bliver forår, selv om blomsterne er dækket af rim de fleste morgener. Tiden går hurtigt, og 5-ugers praktikken er allerede ved at være slut. Jeg skal snart sige farvel til min praktikplads nummer seks i denne uddannelse og det bliver lige så vemodigt som de andre gange. Hvor kan man knytte sig tæt til mennesker på ganske kort tid. Jeg er kun glad for at afskeden er lidt trist, for det betyder at vi har haft det rigtig godt sammen, mine kollegaer, beboerne og jeg. Mine to piger har allerede sagt farvel til skolekammeraterne. De har vinterferie i uge 9 og skal tilbringe en dejlig uge hjemme hos farfar og farmor. Min store pige har givet kage sidste skoledag, min lille pige har givet bamser. Det var en rigtig smuk afskedsfest.
Min vejleder Ruth har lånt mig to skønne bøger om arbejdet med mennesker med demens, skrevet af sygeplejerske Gerke de Boer. Kernen i hans fortællinger er: Vi kan have nok så fine fysiske rammer, hjælpemidler og ressourcer, men hvis vi ikke arbejder med respekt for vores borgeres integritet og selvbestemmelsesret, så er al den flotte udsmykning nytteløs. Jeg synes det er en meget væsentlig konstatering, som er værd altid at have i baghovedet. Jeg har selv ofte tænkt de samme tanker på for eksempel mit nuværende praktiksted. Der er virkelig dejlige fysiske rammer; især de små, overskuelige, rolige leve-bomiljøer er lykken i mine øjne. Men i forhold til at arbejde personcenteret er man stadig meget søgende her. Der er meget kærlighed og nærvær, men der sker også mange former for ondartet socialpsykologi, uden at der fra en leders eller kollegaers side bliver grebet ind. Det er hovedsageligt fordi man ikke er bevidst om den skadelige virkning af egen eller kollegaens adfærd. Jeg synes at vi i Danmark (eller i hvert fald de steder, hvor jeg har arbejdet) er nået længere i forhold til den personcentrerede tilgang. Vi er bedre til at danne et minisamfund på plejehjemmet, hvor beboere og medarbejdere er ligeværdige medlemmer. Men med hensyn til de fysiske rammer synes jeg at vi i Danmark fortsat er søgende. Vi bygger stadigvæk nye plejehjem der ikke er helt optimale med hensyn til indretning. Afdelingerne er ofte for store og fællesstuen fungerer tit samtidig som gennemgang for mange medarbejdere, hvilket giver megen uro for beboerne. Jeg kender kun ét sted, der har formået at lære alle medarbejdere og frivillige at være nærværende og respektfuld over for beboerne, samtidig med at der er temmelig ideelle fysiske rammer. Det sted er demenslandsbyen De Hogeweyk i Holland, hvor jeg selv har arbejdet i 1990 erne og hvor jeg i efterårsferien 2014 var tilbage som deltager i et studiebesøg med Vibeke Drevsen Bach som oplægsholder. Du kan se mere om demenslandsbyen på Youtube: CNN s World s Untold Stories: Dementia Village. De Hogeweyk, Weesp, Holland (www.vivium.nl) Et eksempel på ondartet socialpsykologi har jeg tidligere givet jer i form af kollegaen, der behandlede vores beboer John på en respektløs måde. Hun skældte ham ud for at råbe, mens denne adfærd skyldtes hans sygdom. Hun kommanderede ham som om han var en hund. Denne medarbejder lod heller ikke John være med i plejesituationer, men slidte og slæbte og trak og skubbede ham rundt i sengen som en stor træklods. Også det er ondartet socialpsykologi (objektificering), og derudover er det både psykisk og fysisk en skadelig måde at arbejde på for medarbejderen selv. Da jeg ville øve mig med Sygeplejeprocessen, har jeg derfor valgt at skrive om John. Som målsætning har jeg valgt: John deltager aktivt i plejesituationerne (se mere detaljeret beskrivelse på næste side). Det er et meget væsentligt emne, som vi som social- og sundhedsassistenter ofte har med at gøre. Borgerens aktive deltagelse handler om rehabilitering, motivation, forebyggelse af opståen eller forværring af sygdom eller handicap, at bevare eller styrke borgerens ressourcer, at tilgodese borgerens behov for at yde egenomsorg (Kari Martinsen), at give borgeren medejerskab over disse vigtige øjeblikke i dagligdagen (følelse af delagtighed, Antonovsky), og sidst men ikke mindst at skåne medarbejderens krop. Den valgte problemstilling har virkelig mange tråde til vores kompetenceområder som sosu-assistenter. Samtidig har den noget at gøre med Vibeke Drevsen Bachs Blomstermodel. I
det følgende beskriver jeg Sygeplejeprocessen og evaluerer den; derefter vil jeg anvende Blomstermodellen på samme problemstilling og forklare, hvorfor jeg synes at den kan være en værdifuld tilføjelse til Sygeplejeprocessen. John Dataindsamling John er 69 år. Han er født og opvokset i Kampen, hvor han nu bor på plejehjemmet Myosotis. Hans bedstefar var læge i den lille by; faren var rektor på gymnasiet i Kampen og desuden biolog og ornitolog (fuglekender). Familien holdt meget af naturen og tog ofte ud i fuglemosen, hvor faren studerede skægmejser. John havde tre søstre, som var meget ældre end ham, og som allerede havde gennemført gymnasiet med udmærkede resultater, da John blev født i 1946. John selv havde dog svært ved at lære og droppede ud af skolen i sit tredje år på gymnasiet. Han har aldrig taget nogen uddannelse siden. Familien havde svært ved at tackle denne skuffelse. John har aldrig fået partner eller børn. Han fik et arbejde som inspektør ved Rijksdienst voor IJsselmeerpolders (koge). John har diagnosen autisme (årstal og hvilken form for autisme er ikke nærmere defineret i journalen). John har gennem hele sit liv lidt af bipolar affektiv lidelse. Han er adskillige gange blevet indlagt med enten svær depression eller mani. John lider som følge af hans psykiske sygdom, som gør det svært for ham at begrænse sin madindtag, af svær overvægt: han har et BMI på 36. I 1985 gik John i en alder af 39 år på førtidspension som følge af hans maniske og depressive episoder. John tager dagligt Citalopram (mod depression) og Valproat (mod epilepsi; anvendes bl.a. til forebyggelse af maniske episoder ved bipolar lidelse). John har i mere end 20 år lidt af hypertension (får Metoprololsuccinat mod bl.a. hypertension). I 2010 blev han ramt af apopleksi efter dyb venetrombose og fik kontraktur i højre hånd. Kontrakturen veksler i styrke; jeg rakte ham f.eks. en gang en sammenrullet vaskeklud til at have i den kontraherede hånd og han tog til min overraskelse imod kluden med udstrakt og fuldt åbnet højre hånd. John får stadigvæk Acetylsalicylsyre (trombocythæmmende) og Pravastatinnatrium (mod forhøjet kolesterol). I 2012 fik han collum femoris fraktur efter et fald. John kan ikke gå, men han kan støtte på benene; han skal ind imellem guides til at stille højre fod helt rigtigt på gulvet. John får dagligt 3x 1000 milligram Paracetamol mod smerter. John bruger Omeprazol mod mavesår. John taler i korte sætninger om konkrete emner. Han kan lide at spørge ind til de oplysninger, han får: Bor du i Danmark? Hvor i Danmark bor du? John kan også gentage det samme spørgsmål mange gange: Er det mandag i dag? Spiser vi kl. 5? Hvad spiser vi? Om natten og om morgenen råber John ofte højt og vedholdende: Hallo! Hallohallo! Jeg vil op! Hjælp mig! Hallohallohallo! Hans stemme kan derved lyde panisk, men når man kommer ind, træffes han roligt og afslappet i sengen. John kan ikke
huske aftaler om at han ikke skal råbe eller stille det samme spørgsmål mange gange. Han kan heller ikke aktivt huske, hvad han har arbejdet med, eller om han har haft partner eller børn. Han kan godt huske at han har boet langs floden IJssel. John er glad for øjenkontakt og nyder nærvær og socialt samvær/hygge. Han er hjælpsom og vil gerne bidrage til aktiviteten. Han søger bekræftelse: Gør jeg det rigtigt? Han har behov for en struktureret hverdag, hvor han kan følge med i dagens plan. John bruger kørestol med hjælpemotor. Ved forflytning fra seng til toilet-/kørestol har John hidtil anvendt stålift, men i den seneste tid er det blevet sværere for ham at stå rigtigt på benene, og derfor bruger han nu også ind imellem den passive lift. Gymnasiet i Kampen i 1941. Johns far, rektor, sidder side om side med digter og latin- og græsklærer Ida Gerhardt (omcirklet) (måske husker I Gerhardts digt fra mit første rejsebrev). To af Johns tre ældre søstre står også på billedet (omcirklet). Ida Gerhardt, som er blevet berømt og elsket for sine protestdigte mod besættelsesmagten, skrev i starten af Anden Verdenskrig om rektoren: Han er en svag personlighed, der vil holde med det stærkeste parti. Johns far har åbenbart haft svært ved at få respekt fra nogle af hans medarbejdere, samtidig med han havde en vanskelig position som skoleleder i de første besættelsesår. Døtrene havde en fin skolekarriere, som måske har givet faren lidt stolthed. Lillebror John, befrielsesbarnet der skulle føre slægtens navn videre, blev først født 5 år efter ovenstående optagelse. Han kunne ikke følge med i skolen og fik ikke nogen fin position. Det har åbenbart givet dårlig stemning i hjemmet. Hænger disse begivenheder sammen med Johns sygdom? Jeg ved det selvfølgelig ikke, og det er heller ikke så vigtigt. Vigtigt er, at jeg lige har sat mig ned et øjeblik og fordybet mig i Johns identitet. For én, vi kan se som person, vil vi aldrig behandle som genstand. Identifikationsfasen/Data-analyse/Problemstilling Problemstillingen, som jeg har valgt, sammenfattes rigtig godt i den sætning som min kollega sagde til mig, da hun fortalte mig om John, og som jeg fandt alarmerende i forhold til hendes samarbejde med ham: Han ligger i sengen som en stor baby. Kollegaens udtalelse var selvfølgelig grov og uprofessionel, men problemstillingen er faktisk meget passende at tage fat i, fordi den indeholder forskellige fokusområder fra vores arbejde som sosu-assistent: Rehabilitering: Forbedring af ressourcer, vedligeholdelse af ressourcer. Forebyggelse af sengelejekomplikationer som trombose og dekubitus. Motivation: Fra overtaget motivation (jeg gør det fordi omsorgsgiveren synes jeg skal) til identificeret motivation (jeg gør det fordi det holder mig rask). Deltagelse i eget liv (Antonovsky og Orem): Fra kompenserende sygepleje tilbage til delvist kompenserende / understøttende sygepleje. Ligeværdig relation (Martinsen): Samarbejde i plejen frem for håndtering af en inaktiv beboer. Op på niveau 3 i Maslows behovspyramide: Han befinder sig i rummet som menneske og interagerer med andre mennesker. Jeg-støttende sygepleje: Sætte grænser, stille krav, anerkendelse (fokus på ønsket adfærd), bæredygtig kontakt mellem John og omsorgsgiver; anvendelse af mindstemiddelprincippet (dialog frem for bebrejdelse). Ergonomi/arbejdsstillinger/forflytningsteknik.
Planlægningsfasen Mål: John deltager aktivt i plejesituationer. John kan selv: Vende sig på siden og ryggen i sengen Løfte fødder og ben i sengen og i stolen Vaske og tørre sig foroven Barbere sig Børste tænder Tage øvre tøj på Læne sig frem i stolen Omsorgspersonalet opnår ovenstående ved: Verbal guidning (Konkret sprog, korte sætninger) Øjenkontakt Passende tempo Passende krav (udfordre, men undgå nederlag) Udførelsesfasen Jeg har udført ovenstående og fortalt kollegaerne om mine erfaringer med John. John kunne faktisk alle de ting, som står ved John kan selv. Han var bare ikke vant til at gøre det. Evalueringsfasen Elementer fra ovenstående stod forskellige steder i handleplaner Johns journal. De var altså blevet nævnt for personalet, men blev ikke udført. Den største omvæltning i denne proces var faktisk ikke, at John begyndte at deltage aktivt i plejesituationer. Det var, at personalet flyttede fokus fra hans diagnose ( han er autist ) til hans
identitet ( han er John ). Det skete helt naturligt ved at jeg udviste interesse for ham og gav udtryk for at jeg syntes han var en rar mand. Det åbnede ligesom øjnene på mine kollegaer. Jeg har ikke fortalt dem noget, de ikke vidste i forvejen, men de havde bare kigget i en anden retning indtil da. Jeg syntes det var dejligt at se den omvæltning. Jeg har ikke talt om personcentreret arbejde og ondartet socialpsykologi i forbindelse med John, men jeg har vist mennesket John til kollegaerne. Det var dejligt at se hvordan man som enkeltperson kan påvirke kulturen. Dog må jeg sige, at det kun er dem, der udviser meget kærlighed over for beboerne, der er begyndt at arbejde med John på den nye måde. Der er stadigvæk to kollegaer inklusive hende, der sagde at han lå som en stor baby der arbejder på den gamle måde. Jeg synes ikke, at disse to kollegaer egner sig særlig meget til deres job I should say that nursing is not their calling. Sygeplejeprocessen kan være en god måde at forbedre samarbejdet med beboeren på. Omsorgsgiverens relation med borgeren er dog ikke med i sygeplejeprocessen, selv om den er meget vigtig for samarbejdet og kvaliteten af omsorgen. I Vibeke Drevsen Bachs Blomstermodel, som er en detaljeret udarbejdelse af Kitwoods teorier, er der fokus på omsorgsgiverens socialpsykologi. Mit håb er, at Blomstermodellen kan hjælpe os med at holde os til den planlagte personcentrerede tilgang hos borgeren. Blomstermodellen er en lektion i empati og medmenneskelighed; den introducerer borgeren for os med alle aspekter af dennes liv, og den lader os bogstaveligt talt sætte os ind i borgerens situation. Blomstermodellen I Blomstermodellen er borgeren blomsten. Vi som omsorgsgivere giver blomsten lys, varme og næring, så blomsten kan trives: det er vores socialpsykologi (på tegningen kan du se at der i solens stråler står elementer af personcentreret omsorg: f.eks. omfavner, leger, faciliterer, validerer, samarbejder, anerkender).
Blomstermodellen: Dataindsamling Blomstermodellen starter ligesom Sygeplejeprocessen med en Dataindsamling. Tænk på Kitwoods Demensligning: Blomstens (borgerens) rødder er hans biografi, personlighed, helbred og neurologiske forandringer. Allerførst går vi på opdagelse i disse rødder. Derefter ser vi på blomstens blade og spørger os selv, hvorvidt vi opfylder behovene for trøst, tilknytning, tilhør, identitet, beskæftigelse og kærlighed. Vi giver svar ved hjælp af Blomsterbarometret: Den visne blomst, som ligger på jorden, betyder ingen opfyldelse overhovedet. Blomsten til venstre, som står stærk og fuld af liv mellem andre blomster, er den bedst tænkelige opfyldelse. Nu beskriver vi problemstillingen. Helt konkret sætter vi ord på det, der foregår under plejesituationen: Vi knokler og hiver og skubber; John ligger i sin seng og er passiv som en baby på 124 kilo. Vi beskriver, hvad vi gør, hvad vi siger og hvad vi tænker. Vi beskriver, hvad John siger og gør. Hvordan har vi det i situationen? (Vi giver igen svar ved hjælp af Blomsterbarometret.) Så forsøger vi at finde svar på, hvordan John har det i situationen. Vi forestiller os, at vi er John. Vi bliver vasket og påklædt i sengen som en stor baby. Vi fortæller ved hjælp af Blomsterbarometret, hvordan vi har det. Vi sætter ord på vores følelser som om vi er John. Planlægningsfasen Hvad er vores drøm for ham? Hvad er hans drøm? Det kan sammenlignes med Planlægningsfasen. Vi formulerer et mål for John. John vil gerne blive set og anerkendt. Han vil gerne få bekræftet, at han er god nok, at han kan. Han er ikke en hund, men en mand, der gerne vil hjælpe os og der gerne vil tage aktivt del i sit eget liv. Vi skal invitere ham til at være med, høre ham, samarbejde med ham. Hvordan vil vi gøre det? Nu planlægger vi vores handlinger: Vi bruger øjenkontakt, samarbejder, giver ham mulighed for at deltage ved hjælp af guidning og et passende tempo. Udførelsesfasen: Udførelse af de planlagte handlinger. Evalueringsfasen Med Blomstermodellen når man hen til det samme resultat som med Sygeplejeprocessen, men man går en tur gennem hjertet og dermed kommer den personcentrerede omsorg indefra. Som sagt, én man kender, behandler man ikke som en genstand.
Blomstermodellen forholder sig udelukkende til den psykiske del af plejen og beskæftiger sig ikke med den fysiske del. Derfor kan vi ikke udelukkende bruge Blomstermodellen i vores demensomsorg, for ældre mennesker med demens har ofte samtidigt forskellige sammenhængende fysiske lidelser (Olympiadesyndromet). Dog giver Sygeplejeprocessen ikke nok støtte, hvis vi vil give vores borgere en pleje med respekt for borgerens integritet og selvbestemmelsesret. Blomstermodellen er den smukkeste model og teori jeg har set indtil nu. Et lille minus er (ligesom i sygeplejeprocessen), at den borger, som vi siger vi har i centrum, er så tavs i disse modeller. Det hele handler om vores handlinger og holdninger. Kun i Sygeplejeprocessens dataindsamling nævnes borgeren som primær kilde. Derefter, f.eks. ved målsætning og planlægning, nævnes borgeren ikke. Der er i modellerne ingen hvide pletter på kortet, som borgeren får lov at udfylde. I forhold til især Blomstermodellen er det en underlig paradoks. Selvfølgelig arbejder vi i praksis meget ud fra borgerens egne målsætninger og handlingspræferencer og har vi ofte en undervisende/rådgivende rolle. Det ville være smukt hvis det blev mere synligt i vores arbejdsmodeller. Til næste gang! Gabriëlle