ADHD MAGASINET. Netværksforløb for unge Side 6. Læs om Kærlighed i Kaos ( ) på Side 19. Frivilligdag 2015 Side 28. Møde med din sagsbehandler Side 15

Netværksforløb for unge Side 6 ADHD MAGASINET NUMMER 3 JUNI 2015 Læs om Kærlighed i Kaos ( ) på Side 19 Frivilligdag 2015 Side 28 Møde med din sagsbehandler Side 15

Netværksforløb for unge Side 6 Læs om Kærlighed i Kaos ( ) på Side 19 Frivilligdag 2015 Side 28 Møde med din sagsbehandler Side 15 NUMMER 3 JUNI 2015 LEDEREN JETTE MYGLEGAARD, FORMAND ANNONCETEGNING Dansk Blad Service ApS Vestergade 11 A, 5540 Ullerslev, tlf. 7070 1225 kl. 08.30-12.00 og 12.30-15.00 info@danskbladservice.dk hvortil alle spørgsmål vedr. annoncer bedes rettet. UDGIVET AF ADHD-foreningen Pakhusgården 50 5000 Odense C Tlf.: 7021 5055 CVRnr: 12771975 E-mail: info@adhd.dk www.adhd.dk REDAKTØR Anja Jakobsen Redaktionen modtager gerne artikler til bladet på mail: redaktionen@adhd.dk Artiklerne i bladet står for forfatternes egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdning. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i indsendt materiale og til at publicere det på ADHD-foreningens hjemmeside: www. adhd.dk Frivillighed I maj måned havde jeg den store fornøjelse at tilbringe en hel dag med ADHD-foreningens mange frivillige. Det var for mig en stor drøm, der gik i opfyldelse. At samle de mange forskellige frivillige og give den viden de efterspørger, samtidig med at der var tid og rum til at nyde det store fællesskab, som også er meget højt prioriteret, blev endelig en mulighed. Det var en særlig fornøjelse at høre, hvordan de enkeltes oplevelser af at have gjort en forskel for et andet menneske, en mor, et barn, en sagsbehandler eller en hel familie, var omdrejningspunktet i mange af de samtaler, jeg fik mulighed for at deltage i - eller bare fik med i lyden af de mange intense stemmer dagen igennem. Der var frivillige kursusledere, cafébestyrere, KIKpiloter, forældretrænere, bestyrelsesmedlemmer, frivillige fra På Line med ADHD, fra sommerlejr og unge-camp. En skøn samling af de mange forskellige frivillige, der hver især yder et stort arbejde for vores fælles sag. Det frivillige arbejde giver mening Det helt særlige var at lytte mig til, at alle oplevede, at deres indsats havde fået afgørende betydning for det enkelte menneske eller den gruppe af mennesker, de havde mødt i deres frivillige arbejde. Og endelig - at glæden ved at have gjort en forskel for andre, var det, der drev dem videre i deres frivillige arbejde. Jeg genkender følelsen bl.a. fra da jeg mødte en voksen mand, der i en sen alder havde fået konstateret ADHD. Da jeg viste ham vores folder Voksne med ADHD, sagde han, at han havde set den hos en psykolog, og at det var, da han læste den, han præcis forstod, hvad det betød at have ADHD. Det gav bare så meget mening, og det gav mig lyst og kræfter til at fortsætte mit frivillige arbejde. Det er ret heldigt, at det forholder sig sådan med frivilligt arbejde, da betydningen af det frivillige arbejde ikke, hverken kan eller skal, gøres op i kroner og ører. Gjorde vi det, ville begrebet frivilligt arbejde forsvinde. Masser af mennesker ville ikke få mulighed for at få den medmenneskelige hjælp og støtte, vi hver især ved, har haft så stor betydning for de mennesker, der har krydset vores vej. Der er et stort behov for frivilligt arbejde Og jeg hørte på frivilligdagen, at det var gældende for alle uanset hvilken form for frivilligt arbejde, der blev udført. Så her er der noget helt unikt at bygge videre på. Det er mit ønske, at vi over tid får mulighed for at gøre denne mødeplads for frivillige til en tilbagevendende begivenhed, og at vi fremadrettet vil skabe endnu flere muligheder for at yde en frivillig indsats i ADHD-foreningen. Der er et stort behov for indsatser. Familierne En af de frivillige indsatser er rettet mod familier, og netop derfor var det også en stor glæde, at frivilligdagen kunne efterfølges af en familiedag. For første gang afholdt vi i samme weekend en familiedag, hvor forældre kunne komme og få viden, samtidig med at børn i alle aldre var optagede af hinanden og ny læring. Alt sammen med udgangspunkt i ADHD. Jeg er stolt af det arbejde, vores dygtige frivillige leverer i ADHD-foreningen og særlig stolt af, at vi i den nærmeste tid kan præsentere resultater, bygget på indsatser fra frivillige, der er effektmålt af SFI. Læs mere om vores danske forældretræningsprogram, KIK (Kærlighed i Kaos ) på side 19 her i ADHD Magasinet. TRYK Glumsø Bogtrykkeri A/S ISSN 1604-1186 Oplag: 7100 DEADLINE for blad nr. 4/2015 30. juni 2015. Udkommer august. ADHD MAGASINET INDHOLDSFORTEGNELSE Lederen...Side 3 Nyligt løsladt...side 4 Netværksforløb for unge...side 6 Man har et ansvar...side 8 Livet med ADHD...Side 11 KIK-Kassen...Side 13 Direktørens klumme...side 19 Temadage for efterskoler...side 21 Uddannelse der du r...side 23 Vi er her for medlemmerne...side 24 Frivilligdag 2015...Side 28 ADHD og kriminalitet...side 31 Forsidefoto: Kærlighed i Kaos Socialrådgiverens side...side 15 Medlemstilbud...Side 33 ADHD på pulsen...side 17 Mød ADHD-foreningens lokalafdelinger...side 35 3

Nyligt løsladt med ADHD - ER DER EN PLAN? nærværende og fokuseret, fortæller hun. For Tove er der ingen tvivl om, at strukturen og de faste rammer gjorde en stor forskel, og at det fik nogle hidtil usynlige resurser frem i Magnus. AF JETTE MYGLEGAARD FORMAND I ADHD-FORENINGEN Kan et fængselsophold blive starten på et bedre liv? Kan rehabilitering lykkes, så arbejdet med livsstil, struktur og håndtering af ADHD under fængselsopholdet giver resultater efter løsladelse? Er indsatsen økonomisk i et samfundsmæssigt perspektiv? Er der en plan for resocialiseringen? Magnus på 25 har for nyligt overstået et fængselsophold. Når han fortæller om det, bliver man først positivt overrasket. For ham betød opholdet og fængslets indsats, at han fik øje på sine egne ressourcer, fik en tro på en god fremtid med en velfungerende hverdag med styr på sin ADHD. Men desværre havnede han i et tomrum, da han havde afsonet sin straf. Magnus har svært ved at overskue konsekvenserne af sine handlinger Magnus har som sagt ADHD. Det er ikke i sig selv grunden til at han er kriminel, men det har gjort hans ungdomstid svær. Og ADHD spiller en stor rolle i hans kamp for at komme videre. ADHD er en medfødt udviklingsforstyrrelse og giver udfordringer omkring koncentration, aktivitet og impulsivitet. For mennesker med ADHD er det særligt vigtigt med klare og faste strukturer og de har typisk vanskeligt ved at lægge planer og ved at omstille sig. Magnus ADHD kommer til udtryk i, at han har vanskeligt ved at koncentrere sig, han er hyperaktiv, rastløs og impulsiv. Den gør det også svært for ham at organisere sig og at overskue konsekvenserne af sine handlinger. For Magnus har det været svært at blive voksen og tage ansvar for sit eget liv. Hvor forældrene i børne- og ungelivet bedre kunne støtte ham, er han nu på egen hånd over for krav om selvforvaltning, planlægning og overblik. Strukturen og faste rammer i fængslet gjorde en forskel For Magnus var opholdet i fængslet godt, fordi han oplevede det som en blanding af efterskole og produktionsskole. Dagen havde en fast struktur med vækning, måltider og arbejde. Derfor var det på en måde et fint ophold, fortæller Magnus. De faste rammer betød også, at der kom styr på hans medicin. Tove, som er mor til Magnus, kunne tydeligt mærke forskellen. Det var en helt anden dreng, som kom på besøg, mens han var indsat. Han var langt mere Arbejdet i fængslet er en del af resocialiseringen I fængslet bruges arbejde som en del af resocialiseringen, der skal ruste de indsatte til livet efter endt afsoning. Magnus har meget lidt og spredt arbejdserfaring. Nu kom han i praktik i en virksomhed, og det gik godt. Magnus blomstrede op og fandt sig godt til rette i arbejdsfællesskabet. Og på praktikpladsen var de så glade for ham, at de efter praktikken ansatte ham i et vikariat. De ville gerne have fastansat ham, hvis de havde haft arbejde til ham. Under praktikopholdet fik Magnus en oplevelse af succes og tilegnede sig nogle rutiner for dagligdagen. Naturligt nok havde han et ønske om at fastholde denne udvikling. Han bad derfor om hjælp til at få styr på sin boligsituation og økonomi i god tid, for ikke at stå med det alene ved løsladelsen. Men selvom der var snak om, hvad der skulle til, blev det aldrig helt konkret, og der blev ikke handlet. Så Magnus blev løsladt uden bolig, penge eller medicin og uden en plan. Han var på bar bund og flyttede ind hos en fætter. Alle de rutiner, som Magnus havde opbygget under afsoningen, faldt sammen i de usikre rammer. Magnus stod alene i kampen om fodfæste i livet Løsladelsen betød også, at Magnus var nødt til at starte forfra hos en psykiater, for at få medicin. Dvs. ny henvisning og ventetid, så han i en periode, hvor han skulle omstille sig til sit nye liv, tillige skulle undvære sin medicin. Han startede også forfra hos kommunen med en ny sagsbehandler, som forsøgte at samle op på den forriges indsats. Magnus følte han stod alene i kampen for at få fodfæste i livet uden for murene. Tanken om rehabilitering er god, men det skal gøres rigtigt. Det virker som en dårlig investering, når man løslader mennesker uden nogen form for opfølgning eller hjælp til etablering. Nu var der jo netop gjort en indsats i fængslet, og så er det spildte resurser, når man ikke følger op og bygger videre på det, siger Tove. Hun efterlyser, at man havde snakket med Magnus om fremtiden, og at der var blevet sat mere i gang tidligere. Hvis man ikke har familie, som man kan gå til, er det jo naturligt at vende tilbage til det kendte miljø, siger hun. Mange unge med ADHD er overladt til en usikker fremtid Magnus historie er desværre ikke unik. ADHD-foreningen møder jævnligt frustrerede pårørende, som fortæller om, hvordan unge med ADHD er overladt til en usikker fremtid efter endt afsoning. Det vidner om et ærgerligt spild af resurser i form af tid, penge og menneskeligt potentiale og kalder på refleksion over den manglende sammenhæng i vores offentlige systemer. Problematikken begrænser sig naturligvis ikke til mennesker med ADHD, men da de ofte har svært ved at planlægge og organisere rammes de ekstra hårdt. Hvem har ansvaret? Man spørger sig selv: Hvem har ansvaret for at tage det lange seje 4

træk? Svaret er nok desværre: ingen ud over Magnus selv. Og med ADHD er det tungt at påtage sig det ansvar på egen hånd. Der burde være mere samarbejde mellem parterne; mellem Magnus og hans sagsbehandlere, mellem sagsbehandlerne indbyrdes, mellem psykiatere involverede i hans behandling og også med de pårørende. En løsladelse bør forberedes Kriminalforsorgen er en del af vores samfund, og de indsatte er også borgere. Lad os tage mennesker og deres potentiale alvorligt, og støtte dem i positiv udvikling, som er til fælles bedste. Det er nødvendigt med mere helhedstænkning og -ansvar. Så der bør være en plan og en opfølgning på denne. Der bør udpeges en ansvarlig koordinator, som kender den unge og sikrer overgangen. En løsladelse bør forberedes bedre og tidligere. Og man skal huske, at ADHD giver konkrete vanskeligheder, og at man måske har brug for lidt mere hjælp. Mere viden om ADHD i fængsler, kommuner og andre instanser, som møder de unge på deres vej vil i mange situationer give den nødvendige forståelse for behovet for hjælp hos en som Magnus. ADHD og kriminalitet Læs om ADHD og kriminalitet på ADHD-foreningens hjemmeside www.adhd.dk/livet med ADHD/ ADHD og risikobetonet adfærd. og på side 31 her i Magasinet. Er der en plan? Så er der en plan? Det ser desværre ikke rigtig ud til det! Og det er trist for Magnus og for alle omkring ham. Men Magnus er trods alt rimelig heldig. Han har en stærk familie og han har på eget initiativ klaret at finde et job hos en bekendt. Men hvad med alle de andre som Magnus? Rundt i landet i kommuner og kriminalforsorg sidder medarbejdere, som gør rigtigt meget og kun vil det bedste. Men deres indsats går tabt, når der ikke er en overordnet plan og opfølgning, der kan spare den løsladte, dennes familie og samfundet generelt for en del bekymringer og givetvis også penge i form af bedre fastholdelse i en lovlydig tilværelse. Magnus og Tove er fiktive navne, men ADHD-foreningen kender deres identitet. ADHD-foreningen anbefaler, at der bør fokuseres på: Mere viden til fagfolk (i kriminalforsorg, politi, sociale tilbud til udsatte, misbrugsbehandlere osv.). Viden og mestringstræning til udsatte mennesker med ADHD og til indsatte. Udredning og efterfølgende behandling. Inddragelse af netværk og dannelse af konstruktivt netværk (erfaringsudveksling, sparring). Støtte/mentor-ordninger. 5

Jeg er blevet meget mere AF TINE HEDEGAARD UDVIKLINGSKONSULENT I ADHD-FORENINGEN Karina er 28 år, hun fik diagnosen ADHD i 2013, men har altid kæmpet med udfordringer. Hun følte sig anderledes, og at det kun var hendes mor, som forstod hende. Moderen døde desværre, og Karinas liv var præget af stridigheder, misforståelser og en følelse af at være uønsket i familien. Hendes far og søskende havde svært ved at forstå hendes vanskeligheder. Hvorfor ville hun nogle gange gerne være midtpunkt og andre gange bare trække sig? Hvorfor blev hun så nemt vred eller ked af det? Hvorfor kunne hun ikke bare tage sig sammen? Familien så hende som skrøbelig, som én der skulle passes på på grund af savnet efter moderen. Karina selv følte, at relationen til familien var svær: I dag ser livet lysere ud. Der sker nye ting i Karinas liv, og hun har overskud til selv at gå ud og undersøge ting og være social med fx veninder. Hun er begyndt i aktivering 4 dage om ugen, har fået en mentor, og hun har fået mod på også at arbejde med de ting i hendes liv, som er svære. Vigtigst af alt har hun nu fået et meget bedre forhold til sin familie, både til sin far, sine søskende men også fætre, kusiner, tanter og onkler. Tanken om at familien ikke har tid til hende, har hun kastet langt væk. Netværket i spil Én af grundene er den netværksrådslagning, som hun har deltaget i gennem ADHD-foreningens projekt Netværket i spil. 6 Jeg havde fået sådan en idé i hovedet om, at familien havde nok at se til, så de nok ikke havde Karinas sagsbehandler præsenterede hende for idéen om rådslagning. Karina slog straks til, for hun følte at problemerne i familien tog al hendes energi. Da Karina havde sagt ja til rådslagningen, kom en samordner på besøg hos hende. Sammen lavede de nogle spørgsmål, som beskrev de udfordringer, Karina gerne ville have netværket til at diskutere. Hun formulerede bl.a. nogle spørgsmål omkring at holde lejligheden i orden. Et andet spørgsmål handlede om, hvordan familiesammenkomster kunne foregå på en bedre måde for hende. Herefter talte samordneren og Karina om, hvem der skulle med. Karina har en stor familie, og hun ville gerne have alle med, men hun kunne godt se, at det ville blive for meget. Samordneren hjalp hende med at udvælge de relevante personer i familienetværket og sikrede dermed, at der var nogle med både fra hendes fars og mors side. Efter Karina og samordneren havde talt sig frem til deltagere og spørgsmål, tog samordneren ud for at tale med alle dem, som Karina gerne ville have med. Samordnerens opgave var at fortælle dem om rådslagningen, spørgsmålene og at Karina gerne ville have deres hjælp. Karina var lidt nervøs; ville de nu sige ja? Hun var bekymret for, at tidligere konflikter ville betyde, at de ikke havde lyst. Men heldigvis var det slet ikke sådan, og opbakningen gjorde Karina utroligt glad: tid til mig. Det havde jeg. Sådan en dum tanke. jeg fik tilbagemeldinger på at flere og flere (Rådslagningen) gav mig mod på livet. I stedet for at det hele bare havde været sort i sort, så var der lige pludselig lys for enden af tunnellen. Jeg fandt ud af, at den onde tanke med at familien de har ikke tid til mig, den skulle jeg bare smide langt væk. havde sagt ja, og jeg blev helt overvældet over, at de ville støtte op om det. og min lillebror han gjorde alt for at få fri den dag. Der var ikke noget med, hvorfor skal jeg komme? Næ næ han kom! Alle var med. Selv min far var med. Rådslagningsmødet Selve rådslagningsmødet begyndte med information om ADHD, og om hvordan Karinas ADHD kommer til udtryk. Efter det satte familien sig ned med spørgsmålene og gik i gang med snakken. Det blev lidt hårdt. Alle var nysgerrige på Karina og hendes ADHD, og der var mange ting i fortiden, som familien aldrig havde fået talt om. Information om ADHD og Karina havde desuden sat en masse tanker i gang hos familien. Samordneren trådte til Derfor blev der stillet mange spørgsmål, og Karina følte, at hun hele tiden skulle forklare sig. Ordstyreren, som Karina havde valgt, kunne heller ikke styre det. Til sidst kunne Karina ikke mere, men heldigvis trådte samordneren til. Hun kom simpelthen ind og styrede det

social det møde var bare positivt på positivt. Hvor de bare kunne se en kæmpe udvikling fra første til andet møde, jeg blev helt høj. Jeg græd af glæde. De i stedet for at se mig både som det sorte får og også at jeg var sådan en, som man skulle passe på så de lige pludselig en pige, der havde udviklet sig meget bare på tre måneder til selv at tage initiativ til nogle ting, og selv være ude og undersøge nogle ting. hele, og lige pludselig blev det til en samtale, som betød, at de fik udrettet en masse. Rådslagningen har betydet meget for Karina For Karina har rådslagningen betydet meget. Hun har fundet ud af, at hendes nære familie gerne vil hende og har tid til hende. Hun er altid velkommen hjemme hos sin far, og forholdet til hendes to søstre og lillebror er blevet meget bedre. Stridighederne, de mange spørgsmål og den manglende forståelse for hendes reaktioner er erstattet med en ny forståelse for, hvorfor Karina gør som hun gør. Nu behøver jeg bare sige: Jeg har lige brug for en pause. og nu har jeg fået mit eget værelse hos dem, så nu kan jeg trække mig derind. Og de stiller ikke spørgsmål mere, når min lunte bliver kort. Det er blevet mere hygge end diskussionsweekend. Fordi vi giver plads til hinanden. Nu glæder jeg mig til at komme hjem, og får at vide, at de glæder sig også til jeg kommer hjem. Forståelsen spreder sig som ringe i vandet Forbedringen i forholdet til faren og hendes søskende har betydet meget, for hun kunne mærke, at hun efterhånden trak sig mere og mere ind i sig selv for hver gang, der havde været en konflikt. Men også forholdet til den større familie er blevet bedre. De forstår hendes behov bedre nu, hendes faster har engageret sig i, at Karina fik det rigtige aktiveringstilbud, og forståelsen spreder sig som ringe i vandet. Karina oplever nu, at deltagerne i rådslagningen deler deres nye forståelse med resten af familien og Karina bliver nu mødt på en helt anden måde hos onkler, tanter, fætre og kusiner. Hun ved, at de støtter hende, tænker på hende og at hun altid kan tage kontakt, hvis hun får brug for dem. Karina har fået mere overskud Personligt oplever hun nu, at hun har mere overskud, hun er meget mindre træt og har fået mod på nye ting. Sorgen over moderen fylder ikke på samme måde længere, for hun ved, at der er flere, som forstår hende. Hun føler, at familien ser på hende på en ny måde, og da Karina og hendes familie holdt opfølgningsmøde tre måneder efter rådslagningen, var det overvældende positivt. Karina ved, at der stadig er ting at arbejde med, og der bliver også noget at tale om, når der igen skal være opfølgningsmøde i juni. Men der er sket ting i hendes liv, som ikke ville være sket uden rådslagningen. Karina synes, det er et fedt projekt, og hun er sikker på, at en rådslagning også vil kunne hjælpe andre unge med ADHD. Selv er hun bare spændt på, hvad fremtiden har at byde på. Faktaboks om netværksforløb Netværksforløbet er et gratis tilbud til unge med ADHD i region Midt og Sydjylland. Netværksforløb består af en rådslagning og to opfølgningsmøder, som tager udgangspunkt i den unges ønsker og udfordringer, og deltagerne i rådslagningen er netværket (familie og venner). Du kan læse mere på www.adhd.dk/voresarbejde/udviklingsprojekter/netværketispil eller kontakte Tine Hedegaard, på th@adhd.dk eller mobil 5372 9904. 7

Man har et ansvar for, at ting kan ændre sig AF ANNA FURBO REWITZ, UDVIKLINGSKONSULENT I ADHD-FORENINGEN OG PROJEKTLEDER PÅ KÆRLIGHED I KAOS Velkommen tilbage til tredje del af interviewet med Jan Englund. Sidste gang sluttede vi der, hvor Jan og Suzanne besluttede sig for at blive sammen og arbejde sammen om familiens udfordringer. Jan: Da vi begyndte at tage fat omkring Victorias udfordringer, der satte vi benhårdt ind alle steder. Gennem en kontakt i Stockholm fik vi fat i en terapeut i København, som vi valgte selv at betale for, så hun kunne komme i vores hjem og fortælle os, hvad vi skulle gøre, når det hele var et stort kaos. Vi tog også fat i kommunen, som fandeme ikke er særlig let det er meget, meget hårdt at arbejde med det store apparat. Men der blev sat gang i en støtte i børnehaven, selvom vi ikke havde en diagnose endnu. Vi har været meget åbne over for børnehaven, og vi har fået fantastisk hjælp af dem derovre. Så en af de bedste ting, vi har gjort, og som jeg kun kan anbefale andre at gøre, det er at være åben. Åbenhed, åbenhed, åbenhed til alle dem, som man har med at gøre. Kost og træning Vi ændrede også hendes kost, hvor vi tog mælk, gluten og sukker væk, og så startede vi på et træningsprogram ud fra noget, der hedder Doman princippet. Det kørte vi i halvandet år, hvor vi trænede 2-3 timer med hende om dagen. Det var benhårdt, men det gjorde bare noget godt. Det var faktisk ufattelig hårdt og utroligt, at vi kom igennem det, men lige derfra har det kørt den rigtige vej med hende. Skolen har vi været åbne overfor hele vejen igennem, og vi får så meget tilbage derfra. Da Victoria fik sin diagnose, var det en god ting for os. For okay, så starter vi. For vi var så vældig forvirrede, vi anede ikke, hvad der foregik. Det sætter rigtig mange ting på plads. Vi blev selvfølgelig vældig kede af det, for man får jo også et chok. En diagnose! Vi håbede jo hele tiden, at der var nogen, der ville sige, at det nok skulle forsvinde. Men nu vidste vi, hvad vi havde med at gøre. Og vi gjorde nu sammen alle de her ting, der kun handlede om familien. Nyt job Jeg arbejdede bare stadig til kl. 4 om natten og stod op igen kl. 6. Jeg havde mit drømmejob på det tidspunkt, men jeg arbejdede for tre. Ved en række af tilfældigheder endte jeg med at stå over for et nyt job. Og der gik det pludselig op for mig: Jeg har ikke lyst til at arbejde så hårdt mere. Det er skidt for mig, og det er skidt for min familie. Jeg trådte godt nok ti år tilbage arbejdsmæssigt, men jeg kom ind i et job, hvor jeg var på forkant i stedet for på bagkant. Det har givet en kæmpe ro, at jeg har været så kvalificeret, at jeg ikke har skullet presse mig selv for at bevise, at jeg var god nok. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Nu havde jeg kørt på kanten og ud over i 20 år, og jeg ville ikke mere. Det behøvede jeg ikke mere, indså jeg, og jeg ville ikke byde min familie det mere. Nu behøvede jeg ikke længere at skulle præstere minimum 100% for ikke at falde igennem. Viljen til at ville Man har et ansvar for, at ting kan ændre sig. Det ansvar må man ikke lægge fra sig, for andre kan ikke komme og gøre det for en. Det er møghårdt at skulle gå ind og konfrontere sig selv med, at man rent faktisk har fejlet i rigtig mange sammenhænge. Der tror jeg, der er mange, der skubber det fra sig, fordi det gør for ondt at påtage sig den del. At fortælle sig selv, at det ikke har været okay. Men at der har været en årsag til, at man har gjort det, det skal man have med, for ikke at have den dårlige samvittighed. Diagnosen er med til, at jeg kan acceptere det, der er sket. Men hvis jeg ikke havde fået diagnosen, tror jeg slet ikke, jeg havde arbejdet med mig selv omkring de ting. Jeg tror ikke på, at jeg ville have været det sted, jeg er i dag, hvis jeg ikke havde fået den diagnose, hvis Victoria ikke havde fået den diagnose. Den målrettethed og arbejdsindsats, som jeg har haft hele mit liv på de ikke-følelsesmæssige ting, den har jeg for en stor del fået flyttet over på det følelsesmæssige. Der er kommet det skift til den modsatte side af stregen. Jeg har tidligere altid kunnet finde undskyldninger for, hvorfor det var alle andre, der var forkert på den. Set i bakspejlet var det én lang flugt fra ansvar og fra ting, jeg ville flygte fra. Jeg har to tidligere forhold, som jeg begge forlod fra den ene dag til den anden, og hvor det lykkedes mig ikke at reflektere over det. I begge forhold har jeg svigtet nogle personer i så stor en grad, at det har haft en indflydelse på mange ting i deres liv efterfølgende. Det er noget af det, jeg er allermest ked af den dag i dag. Jeg kan ikke lave det om, men jeg har haft en snak med dem om det, efter jeg fik konstateret ADHD, hvilket har sat meget på plads for dem. Er tæt på mål Den dag jeg tog mit tøj og gik fra Zanne, der kan jeg også tydeligt huske, at jeg ville det faktisk ikke. Jeg ville ikke gå. Men jeg kunne ikke lade være. Jeg vidste godt, det ikke var det rigtige. Men der var nogle kræfter inde i min krop og mit hoved, som var så stærke, at jeg var nødt til at gøre det. Jeg kunne ikke blive. Det er sådan 8

noget, man skal kæmpe imod. For bagefter, når man popper ud af sin boble, så bliver man jo gjort opmærksom på sin dårlige adfærd igen og igen. Så i stedet for at bruge en masse energi på at benægte og ødelægge sine relationer, så er man nødt til at blive bevist om sit ansvar, selvom det er en stor smerte. Så man kan arbejde med sig selv. Det gælder om at lade være med at gøre det, man føler trang til. Det er det, jeg har arbejdet med de sidste 2-3 år for at nå derhen, hvor jeg er i dag. Det er godt nok en kamp. Men jeg er nået så langt nu, at jeg vil sige, at jeg er tæt på at være i mål. Man bliver aldrig helt færdig, men jo mere, man arbejder med det, desto mere bliver det en naturlig del af ens reaktionsmønster ikke at gøre de forkerte ting. I dag kan vi sagtens diskutere, og man skal da også have lov at komme hjem og være ond i sulet og skælde ud. Men forskellen er, at jeg ikke eksploderer længere. Selvom vi har konflikter, så er vores forhold ikke længere på spil hver gang. Jeg går ikke længere amok og råber højt overhovedet i nærheden af, hvad jeg har gjort tidligere. Nu kan jeg være uenig med Zanne, uden at der farer en raket i mig, selvom jeg kunne få lyst til det. Det har selvfølgelig også betydet noget, at Zanne har været rigtig dygtig og god til at kommunikere til mig og håndtere mig på en anden måde. Hun har også gjort et kæmpe stykke arbejde for at få det til at lykkes. Men jeg var nødt til at gribe i egen barm. For ansvaret for at ændre på mig, det har jeg ikke kunnet placere andre steder end hos mig. Råd til andre Jeg vil gerne give nogle råd til folk, der kæmper den kamp, jeg har kæmpet. Man har nogle ting indvendigt, som man skal knække koden på for at kunne udvikle sig. Men du er også nødt til at finde en eller anden tryghed eller comfort zone, hvor du passer på dig selv. For hvis du også begynder at bebrejde dig selv, så er det fandeme svært. Jeg vil ønske, jeg kan trænge igennem til folk, så de også mærker og forstår, at det faktisk er vigtigt. For det hjælper at være ærlig over for dig selv, også selvom det gør ondt for mig er det egentlig det afgørende for, hvordan man kan komme videre. Jeg vil gerne fortælle folk, at det er lige præcis det lille nåleøje, du skal igennem, for ellers så kommer du ikke videre som person. For så vil du altid kunne finde undskyldninger om, hvorfor det er alle andre, der er gal på den. Arbejdet starter først efter diagnosen Diagnosen var vendepunktet for mig. Men når den kommer, så skal du være i stand til at acceptere, at du faktisk har fucked up i 40 år for at sige det lige ud. At mange af de ting, der ligger på rygraden eller i hjernen som naturlige reaktioner på en helvedes masse, du har gjort igennem al den tid, dem skal du bare starte med at bryde. Og den del er fandeme svær. Det er det arbejde, som er det hårde. Den erkendelse af, at man faktisk har svigtet og været en idiot og forspildt nogle ting, men samtidig også, at det ikke har været med vilje at få skilt de to ting ad, så du på den ene side erkender, at der skal arbejdes med nogle ting og på den anden side ved, at du faktisk ikke selv har været herre over det. For der er nogle mekanismer inde i hjernen, som er stærkere end du selv kan styre nogle gange. Men du skal erkende, at det ikke har været spor godt, og nu skal der altså tages fat. Diagnosen hjalp mig til at få nogle ting på plads, og så først der startede arbejdet. Det er det budskab, jeg gerne vil plante i folk. Vi håber, at du har været glad for at læse historien om Jans liv og familie. Send os meget gerne en kommentar på afr@adhd.dk 9

Livet med ADHD RIKKE OG JAN HAVE ODGAARD BESVARER HER SPØRGSMÅL OM LIVET MED ADHD. BEGGE HAR STOR ERFARING FRA DET FAGPRO- FESSIONELLE ARBEJDE MED BØRN, UNGE OG VOKSNE MED ADHD IGENNEM DERES FIRMA JHO CONSULT. DE HAR SELV ADHD, OG TILSAM- MEN HAR DE TRE BØRN MED ADHD OG ANDEN KOMORBIDITET Har du spørgsmål til Livet med ADHD? SPØRG OM ADHD Send dit spørgsmål til Rikke og Jan Have Odgaard på mail: rikke@jhoconsult.dk Vi bringer udvalgte spørgsmål i denne spalte. Venlig hilsen ADHD-foreningen Jeg er en kvinde på 42 år, der har ADHD, og arbejder i en dagligvarebutik. Jeg har det godt med selve arbejdet, men har det svært med det sociale med de andre ansatte (mest kvinder). Min chef har sagt, at jeg er nødt til at gøre noget ved det, for ellers kan jeg ikke blive... Det er en helt naturlig problemstilling, da ADHD jo også har indflydelse på, hvordan du indgår socialt. Blandt andet er det svært at have opmærksomhed på, hvordan andre har det, samtidig med at der er en interaktion. Det kan betyde, at du ikke opdager, hvis din adfærd forstyrrer dine kollegaer. Du kan kompensere for dette, ved at bede dem sige til, hvis din adfærd er forstyrrende. Så får du får mulighed for at tilrette. Dine kollegaers almene adfærd vil også let forstyrre dig. Blandt andet smalltalk, som de jo bruger til at slappe af med. Smalltalk sikrer, at dybere eller mere komplicerede/konfliktfyldte meninger kan undgås. Denne form for samtale er næsten umulig for et menneske med ADHD, og det vil trætte dig voldsomt, hvis du forsøger at deltage i samtalen. Du kan i stedet håndtere det ved at længe dig tilbage, lytte til dine kollegaer, samt komme med små tilkendegivelser eller nik, for at de har en oplevelse af, at du er med i samtalen. I direkte samarbejde med de andre, kan du blive udfordret, hvis der tales om andet, end det I arbejder med. Det er vigtigt, du forklarer, at du har svært ved det. Forklar også at du godt ved, at det er forstyrrende for dem. Derfor vil du gerne have mulighed for at arbejde alene, hvor det kan lade sig gøre. Du kan med fordel finde en social kompetent og stærk person internt på arbejdspladsen som mentor, der kan forklare dig om de andres socialitet, så du bliver i stand til at udvikle metoder der passer til dem - og til din egen ADHD. Konklusion: Der er forskellige typer af socialitet. Med ADHD er det en udfordring at forstå og acceptere de andres socialitet, samt at udvikle metoder, der gør det muligt at have en ADHD-socialitet op af den almene socialitet. En mor skriver og spørger, om vi tror hendes søn med ADHD ville kunne klare et efterskoleophold. Vi kender jo ikke din søns konkrete udfordringer i forholdet til hans ADHD. Men vi har haft kontakt med mange unge med ADHD, der har haft et godt efterskoleophold. Både i vores behandlingspraksis og ved supervisioner af fagpersonale på efterskoler. Som det første kræver det, at din søn er åben omkring sin ADHD, og har forståelse for, hvilke udfordringer det giver. Det er også vigtigt, at I finder en efterskole, der har gode erfaringer med at have unge med ADHD, så de kender nogle af disse udfordringer. Din søn skal have mod til at gøre tingene på andre måder end andre, og derved skille sig lidt ud. Eksempel: Holde nogle pauser alene. Tage høreværn på i timerne/pauserne. Indgå i andre særlige aftaler omkring samvær med andre i fritiden og på værelset. Han skal vide noget om, og kunne håndtere eventuelle konflikter på en god ADHD-tilrettet måde, eller indgå konstruktivt i at lære det før han starter. Vi kan også anbefale at læse Livet med ADHD i ADHD-Magasinet, nr. 3 2014, vedrørende skolestart. Konklusion: ADHD og efterskole kan fint kombineres. Det kan endda være en fordel, da det kan være medvirkende til at udvikle en selvstændighed, der er svær at udvikle derhjemme. Det kræver blot at skolen og den unge er med på, at der skal samarbejdes åbent og ærligt omkring at sikre, at det bliver en succes. 11

Om sociale kompetencer AF ANNA FURBO REWITZ, UDVIKLINGSKONSULENT I ADHD-FORENINGEN OG PROJEKTLEDER PÅ KÆRLIGHED I KAOS Børn med ADHD har som oftest sværere ved de sociale kompetencer end andre børn. ADHD-symptomerne forsinker og forstyrrer udviklingen af evnerne til at hæmme sine impulser samt forstå og følge de sociale spilleregler. Forældre kan hjælpe børnene ved at træne og støtte dem i at håndtere udfordringerne. Udfordringerne giver konflikter Du er sikkert rigeligt bekendt med, at mange sociale situationer er en udfordring for dit barn med ADHD. Der kan fx være svært at holde bordskik, at tage ture ved spil og leg, at bevare roen, være stille eller aflæse kropssprog. Samværet med jer forældre, barnets søskende, kammerater, lærere og pædagoger bliver måske præget af en del konflikter pga. barnets udfordringer med det sociale. Børn gør det godt hvis de kan Som forældre kan I hjælpe jeres barn ved at have øje for de ADHDvanskeligheder og eventuelle tillægsvanskeligheder, der ligger bag den uhensigtsmæssige adfærd. Så kan I bedre håndtere adfærden med en rolig og kærlig viden om, at der var noget, der var svært, og så gik det altså galt. Det er en stor udfordring for forældre ikke at skælde ud og reagere negativt, når barnet med ADHD skaber uro og konflikter omkring sig. Men det er jo hverken for sjov eller med overlæg. Så forældrene må prøve at reagere i overensstemmelse med den viden. For som vi siger: Børn gør det godt, hvis de kan. Tips til træning af de sociale kompetencer Med denne viden i baghovedet, nogle pædagogiske tips på rygraden og kærligheden i hjertet, er det muligt at støtte og træne sit barn i de sociale kompetencer med et minimum af skældud. Viden om ADHD-symptomer og kærligheden har I allerede, så her kommer nogle pædagogiske tips, som I måske ikke har fået før: Flyt tre mønter hver dag Vær opmærksom på hvor meget dit barn faktisk prøver at opføre sig ordenligt og leve op til folks forventninger. Læg mærke til hans/ hendes anstrengelser, sæt ord på det, du ser, og anerkend/ros både de små successer og forsøgene på at lykkes. Læg tre mønter i din ene lomme. Når du har husket at rose dit barn, flytter du en mønt til den anden lomme. Sørg for at flytte alle tre mønter hver dag. Skriv små sedler Det kan også være en god idé at skrive små sedler med ros, hvis dit barn kan læse. Børn elsker at finde en lille lap med et positivt budskab om, hvor godt de har klaret sig, eller hvor søde de har været, på hovedpuden, i gummiskoen eller madkassen. En gammeldags seddel med mors eller fars håndskrift og måske en tegning er bare federe end en SMS. Brug ommere Når dit barn kommer med en lidt uheldig bemærkning eller handling, så bed om en ommer. Det kan fx være, at han får sagt noget, der kan gøre en anden ked af det, eller han får handlet lidt for hurtigt. I stedet for at irettesætte på den traditionelle måde, så beder du ham stille og roligt om at prøve igen. Rasmus, jeg vil gerne bede om en ommer på din handling overfor Jakob, da du gerne ville have ham til at rykke sig lidt. Vi spoler lige filmen lidt tilbage og ser, hvordan du kan spørge ham. Nogle gange må man bede barnet om fx at gå op ad trappen eller ud ad døren igen. Børnene ser det ofte som en sjov leg og vil gerne benytte sig af den nye chance for at oprette stemningen eller situationen, frem for at få skæld ud eller være på kant med nogen. Leg strategisk Det er også altid en god idé at træne de sociale kompetencer sammen med børnene i form af leg eller decideret rollespil. Fx ved at sige: Sophie, nu leger vi, at vi skal ud og spise på en fin restaurant. Jeg er barnet, og jeg har aldrig været på en fin restaurant før, så jeg ved ikke, hvordan man gør sådan et sted. Du er moren, og du skal sige, hvad jeg gør forkert, og hvad jeg skal gøre i stedet for. Lad barnet føre an og korrigér diskret, hvis barnet skælder dig for meget ud eller ikke kan finde ud af, hvad hun skal foreslå dig at gøre. Mor dig i dit stille sind over barnets forargelse, når du vipper på stolen og tørrer næse i dugen. Kommentarer og forslag til KiK-kassen modtages meget gerne på afr@adhd.dk 13

Socialrådgiverens side GODE RÅD TIL ET GODT MØDE MED DIN SAGSBEHANDLER KONTAKT ADHD-FORENINGENS SOCIALRÅDGIVER, KIRSTEN NØRGAARD: TELEFON 53 72 99 08 TIRSDAG: 14.00-18.30 TORSDAG OG FREDAG: 9.00-14.00 MAIL: SOCIALRDG@ADHD.DK På møder kommer mange vigtige informationer. Det gør der også, når du skal til møde med din sagsbehandler. Et godt råd er, at du skriver ned, spørger ind, beder om at få det repeteret og tag evt. en bisidder med. Lav en liste over spørgsmål Før du tager til mødet, kan du forberede dig ved at skrive en liste over de ting, som du vil spørge om. Det er en god idé, for under mødet kan du godt glemme noget, som du havde tænkt på hjemmefra. Måske kender sagsbehandleren ikke til ADHD Det er også værd at forberede en beskrivelse af dig eller dit barns funktionsnedsættelse. Du kan ikke være sikker på, at sagsbehandleren kender til ADHD og de vanskeligheder, det kan give. Skriv bare ned under mødet, så du husker det hele Det er en god idé at skrive støttemulighederne ned under samtalen. Lige når de bliver sagt, kan du måske godt huske dem, men når du kommer hjem, kan de være glemt. Der kommer mange informationer under et møde, og så er det godt at have noget på skrift efter mødet til at hjælpe hukommelsen på vej. Hvis der skal involveres flere offentlige personer i en støtteordning, er det vigtigt, at du får deres navne og telefonnumre. Du kan også bede om at få oplyst, hvem der er koordinator, og hvem der kan kontaktes, hvis der sker noget uforudset. Spørg, spørg og spørg Det er vigtigt, du har forstået, hvad det er, sagsbehandleren fortæller dig. Derfor må du hellere spørge én gang for meget end én gang Forbered mødet med sagsbehandleren, skriv ned og tag din dagsorden med. Lav en kort beskrivelse af, hvordan din ADHD påvirker dig. Skal der ansøges om noget, så lav en skriftlig ansøgning. Medbring dokumentation for at fremme sagsbehandlingstiden. Kommunen skal fastsatte en tidsfrist for sagsbehandlingen. Kommunen er forpligtet til at anskaffe dokumentation og sikre, at sagen er tilstrækkelig belyst. for lidt. Så stil derfor meget gerne uddybende spørgsmål både til de muligheder, du selv har fundet, men også til de muligheder, sagsbehandleren måske nævner. Repetér til slut Inden I slutter mødet kan du bede om, at I kort repeterer, hvad mødet har omhandlet og hvilke aftaler, der er indgået. På den måde får du et overblik over aftalerne. Du kan også bede om at få tilsendt et referat. Tag evt. en bisidder med Det er altid en mulighed at tage en bisidder med til mødet. Det kan være godt med ekstra hjælp til at huske, hvad der bliver sagt. Og efter mødet kan du vende mødet med din bisidder. Du bestemmer selv, hvem din bisidder skal være. Det kan være en god ven, et familiemedlem eller en helt tredje. I ADHD-foreningens ADHD-guide, kan du få inspiration til at lave din egen ADHD-profil, som du kan have med til mødet. Find guiden i webshoppen, hvorfra den også kan downloades. Tag evt. en ven med eller optag samtalen på mobil (oplys, hvis du optager). Fortæl hvad din ADHD betyder for din måde at kommunikere på. Bed sagsbehandleren tale roligt og give plads til pauser. Stop lange forklaringer og fagsprog bare spørg ind. Sikre dig, at I tager et punkt ad gangen. Din sagsbehandler skal hjælpe dig - ud fra de muligheder, der findes inden for lovgivningen. Bed sagsbehandleren resumére op til slut og evt. lave et skriftligt referat. Opfølgning på jeres aftaler få et opkald eller en sms. Der er altid en mulighed for at få hjælp til fx forberedelse til et vigtigt møde. Ring eller skriv til ADHD-foreningens socialrådgiver Kirsten Nørgaard på telefon 5372 9908 eller mail: socialrdg@adhd.dk 15

ADHD på PULSEN - ADHD-foreningens konference 2015 3.-4. september 2015, Hotel Comwell Kolding ADHD er ligeså gennemgribende for den enkelte, som pulsens slag er for os alle. Det er en del af alt, men banker ikke altid med samme styrke. Som et menneskes puls ændrer styrken af ADHD sig i relation til de mennesker og situationer, som den enkelte indgår i. Og ligesom et menneskes puls gennem træning bliver mindre hektisk under spidsbelastninger, kan et menneske med ADHD træne sin egen mestring, så ADHD en kommer bedre under kontrol. Så i år sætter vi fagfolk fra hele landet stævne til konference med overskriften ADHD på pulsen. Over to dage har vi sammensat et stærkt program med et højt fagligt niveau. Når vi slår dørene op, er det med professor George DuPaul fra Pennsylvania i USA som åbningsforelæser. Det ser vi meget frem til. George DuPaul George DuPaul er professor og Ph.d. i skolepsykologi ved Lehigh University. Hans primære forskningsinteresse er behandling af mennesker med ADHD og relaterede adfærdsvanskeligheder. Og han har mange års erfaring med at arbejde med psykosocial behandling af ADHD. Det overordnede mål med psykosocial behandling er at forbedre symptomer samt øge den faglige og sociale funktion. Det kan være alt fra træning af forældre til et barn med ADHD til konkrete metoder til brug i klasseværelset. På konferencen vil han komme med sin vurdering og erfaring i forhold til, hvilke psykosociale interventioner der virker bedst, og hvordan man kan anvende dem i praksis. Professor George DuPaul er en af de helt store i verden, når det kommer til ADHD i skolen. Særlig er han kendt for systematisk at arbejde med mellemtrinet i forhold til at træne eleverne. Han arbejder med adfærdsmæssige strategier og med skolen/lærerens tilrettelæggelse af den faglige støtte, så eleven får størst muligt udbytte. Men han har også fokus på, hvordan man helt konkret arbejder med at forbedre skolehjemsamarbejdet, og hvordan man træner eleven i selvregulering og selvvurdering. Til dette har han udviklet konkrete metoder og har uddannet utallige skolepsykologer verden over i disse metoder. George DuPaul har desuden udgivet flere bøger om emnet. George DuPaul Så det skal nok blive interessant at høre hans oplæg. Og ud over George DuPaul har vi også en lang række andre eksperter fra ind- og udland på programmet. Så der bliver noget for enhver smag. Se mere om konferencen, om oplæg, oplægsholdere og andet på vores hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig. ADHD-foreningens konference ADHD-foreningen arrangerer hvert år en konference målrettet alle de mange professionelle på ADHD-området. Det kan være sagsbehandleren på jobcenteret, pædagogen i fritidsklubben, UU-vejlederen eller en helt fjerde. Altså alle de folk som du, som er berørt af ADHD, kommer i kontakt med. Konferencen er målrettet professionelle, men alle er naturligvis velkomne. Vi vil gerne være flere Vi vil gerne være flere på konferencen. Ofte hører vi, at der mangler viden om ADHD i kommunen, på skolen, på arbejdspladserne og i alle mulige andre sammenhænge. Og konferencen er et godt tilbud om netop viden på et højt fagligt niveau. Hjælp os med at fylde stolene Hjælp os med at fylde stolene på årets konference. Fortæl om den til dit barns lærer, din egen sagsbehandler eller hvem du nu lige ser omkring dig, som kan have brug for at få ny og opdateret viden om ADHD. Jo flere der deltager, desto mere viden om ADHD vil der være derude i hverdagen hos jer, hvor det virkelig gælder. Læs mere om konferencens program og alt det praktiske på www.adhd.dk/konference Tak for hjælpen og fortsat god dag. 17

DIREKTØRENS KLUMME CAMILLA LOUISE LYDIKSEN, DIREKTØR Kærlighed i Kaos Kære medlemmer ADHD-foreningen har udviklet forældretræningsprogrammet Kærlighed i Kaos, fordi vi oplever et stort behov for hjælp hos vores familier med ADHD. Barnets ADHD-symptomer forsinker og forstyrrer den almindelige udvikling af impulskontrol, eksekutive funktioner, sociale kompetencer osv., hvilket påvirker barnets adfærd på stort set alle områder af barnets livsførelse. Der er ofte et højt konfliktniveau i hjemmet med mange kampe omkring de daglige krav og rutiner, skolegang og lektier, samvær med søskende og jævnaldrende, sociale arrangementer osv. Forældrene er frustrerede og udmattede, føler sig afmægtige og kede af det. Børnene oplever mange nederlag og har dårligt selvværd. Der er flere skilsmisser og flere sociale problemer i familierne, og 85% af børnene har mindst én tillægsdiagnose. Vi ved, at kun 19% af børn med ADHD begynder på en ungdomsuddannelse, og en undersøgelse fra SFI har vist, at 11-årige med ADHD har 50 gange lavere odds end andre børn for at have en god ven. Vi ved fra forskning, at forældretræning er en effektiv indsats, og vi ved, at der mangler alternativer til medicin især for børn under 6, som ikke anbefales medicinsk behandling. Mange forældre bryder sig ikke om at give deres børn medicin, mange børn bryder sig ikke om at tage piller, og der er også en del bivirkninger på søvn, appetit m.m. De nationale, kliniske retningslinjer på ADHD-området anbefaler netop en øget brug af psykosocial intervention som supplement til den medicinske behandling. Vi er i ADHD-foreningen meget optagede af tidligt at starte på forebyggelse af nogle af de vanskeligheder, vi ser hos børn og familier med ADHD, og vi har stor tiltro til forældrenes egne kompetencer og handlemuligheder som barnets nærmeste omsorgspersoner. Vi ønsker derfor at facilitere forældres egen tidlige og forebyggende indsats i hjemmet ved at give dem et rum for tilegnelse af viden, fælles forståelse, nye redskaber og sparring med ligesindede. Der manglede et dansk udviklet forældretræningsprogram, og der manglede et program målrettet ADHD. De etablerede forældretræningsprogrammer fra udlandet er desuden meget dyre i licenser, lønomkostninger og certificeringer, og er derfor forholdsvis svære og langsomme at udbrede. Vi har valgt at inddrage civilsamfundet i opgaven og baserer derfor undervisningen på frivillige med en professionel baggrund. Det gør programmet billigere og smidigere, og vi tror samtidig på, at det personlige engagement bag frivillig undervisning af denne karakter har en positiv betydning for forældrenes tilmelding, gennemførelse og udbytte. Vi mener desuden, at et ikke-kommunalt tilbud i foreningsregi tiltaler forældrene og får udbredt indsatsen til familier, som ellers ikke ville få hjælp i hvert fald ikke før senere, når børnene og problemerne er blevet større og sværere at håndtere. Kærlighed i Kaos ADHD-foreningen har udviklet forældretræningsprogrammet Kærlighed i Kaos, fordi vi oplever et stort behov for hjælp hos vores familier med ADHD. 19

Temadage for efterskoler AF LOUISE HÜBERTZ POULSEN, KANDIDAT I PÆDAGOGISK PSYKOLOGI OG UDVIKLINGSKONSULENT I ADHD-FORENINGEN Det har betydet større forståelse for vores elever med de her vanskeligheder...- og en øget arbejdsgejst fordi at vi, selv med små skridt, hurtigt har set en positiv forandring (efterskolelærer) I marts måned afholdt ADHD-foreningen 3 temadage for efterskoler, hvor lærere og andre ansatte fra i alt 13 efterskoler deltog. Vi ønskede at udbrede viden og pædagogiske redskaber i forhold til at skabe inkluderende fællesskaber, indsamlet via projektet ADHDinkluderende klubber, til flere steder hvor unge med ADHD kunne få gavn af dem. Og efterskolerne har stor interesse i at skabe fællesskaber for alle. En særlig del af det at være på efterskole er netop, at de unge er der 24/7. Det er derfor afgørende, at alle trives i de fællesskaber der er omkring det, at skulle bo sammen med andre unge, som, i hvert fald for et års tid, nærmest bliver ens familie og det med alt hvad dertil hører af sammenhold, hensyn og aktiviteter. Jeg vil gerne dele to af de dilemmaer, jeg oplevede optog efterskolerne på temadagene. 1. Når vi bruger ekstra tid på én elev, går den jo fra nogle andre Elever med ADHD kan have massive overbliksvanskeligheder. I den forbindelse var budskabet i mit oplæg, at de har et større behov for, at uskrevne regler og forventninger er visuelt tydelige. Det kan eksempelvis være at rengøring af værelset eller at dagens plan, skal sættes i system. Det er for nogen simpelthen en nødvendighed for at kunne få gennemført det, man skal. Mange steder er der en forventning om at det lærer eleverne nok hen af vejen. Men man kan, forsimplet, sige at unge med ADHD bruger rigtig meget (hjernemæssig) energi på at forsøge at navigere i det kaos de oplever, når forventninger og opgaver ikke er tydelige. Og det efterlader ikke meget energi til f.eks. at være social med de andre. Det behøver ikke at være et særhensyn. Mange elever trives godt med at vide, hvad dagens plan er eller hvad der helt konkret forventes når man f.eks. skal gøre rent i huset. Man hjælper derfor flere elever ved at overveje, hvor tydelige forskellige forventninger på vores efterskole egentlig er. Når vi bruger disse redskaber, profiterer andre elever faktisk også af dem. 2. Viden er forudsætning for forståelse Et andet dilemma som blev bragt op af de deltagende efterskolelærere er, at forældre og unge, som har en diagnose eller andre særlige behov, ikke altid informerer skolen om det, når de starter. Måske er det et brændende ønske om at starte på en frisk, der ligger bag. Ønsket om, at det ikke skal være ADHD en der skal gå forrest ind i det nye skoleår, men Rasmus. Især, hvis man tidligere er blevet mødt med misforståelse eller mistillid i forhold til at have ADHD. Men er du ung og overvejer efterskole eller er du forælder til en ung, der skal afsted? -Så er opfordringen klar, i hvert fald fra de efterskolelærere der deltog på temadagene: Det er afgørende at de voksne omkring Rasmus kender til hans ADHD, hvis de skal give ham de bedste forudsætninger for et godt efterskoleår. Når lærerne ved, at det er Rasmus ADHD der gør, at han ind imellem reagerer anderledes end de andre, så har de også en anden mulighed for at forstå og støtte ham der, hvor det er nødvendigt. Er du efterskolelærer og vil du vide mere? På temadagene for efterskoler fik alle deltagere udleveret et metodekatalog, som indeholder viden om ADHD og vejledning i at anvende den kollegiale samarbejdsmodel, forandringscirklen. Du kan downloade kataloget på www.adhd.dk under vores arbejde/udviklingsprojekter/adhd-inkluderende klubber/links ADHD-foreningen tilbyder også både oplæg, undervisning og pædagogisk vejledning til fagfolk. Kontakt: Tlf. 7021 5055. 21