Indhold Side Opgaver... 3 Tekster: 1. Karen Blixen: De blaa Øjne... 4 2. Simon Emil Ammitzbøll og Merete Riisager: Nu vil Big Mother også styre dit rødvinsforbrug.... 7 3. Bjarne Schilling: Det er ikke afgørende, at vi bringer nyheden først. 10 4. Anne Sophia Hermansen: Alt for de (dumme) Damer... 12 5. Christian Yde Frostholm: NÅR JEG SER EN FILM... 15 Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet. 2
Opgaver Du skal besvare én af opgaverne 1 5. Brug opgavens titel som overskrift for din besvarelse. 1 De 2 Individets blaa Øjne Skriv en litterær artikel om De blaa Øjne. Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af De blaa Øjne (tekst 1), hvor du bl.a. fokuserer på tekstens symbolik og fremstillingsformer. Giv en perspektivering til genren. og det offentliges ansvar Skriv en kronik om individets og det offentliges ansvar. Kronikken skal indeholde en redegørelse for synspunkterne og en karakteristik af argumentationsformen i Nu vil Big Mother også styre dit rødvinsforbrug (tekst 2). Diskuter synspunkterne. 3 Nyhedsjournalistik Skriv et essay om nyhedsjournalistik. Dit essay skal tage udgangspunkt i Det er ikke afgørende, at vi bringer nyheden først (tekst 3) og bl.a. undersøge sensationens betydning for nyhedsformidling, idet du inddrager konkrete eksempler. 4 Mediernes 5 NÅR fremstilling af kønsroller Skriv en kronik om mediernes fremstilling af kønsroller. Din kronik skal indeholde en redegørelse for synspunkterne og en karakteristik af argumentationsformen i Alt for de (dumme) Damer (tekst 4). Diskuter synspunkterne. JEG SER EN FILM Skriv en litterær artikel om NÅR JEG SER EN FILM. Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af NÅR JEG SER EN FILM (tekst 5), hvor du bl.a. fokuserer på relationen mellem digtets jeg og digtets du. Giv en perspektivering til fx periode, genre eller tema. 3
5 10 15 20 25 30 35 1. Karen Blixen: De blaa Øjne Teksten er en omarbejdning af en historie, der indgår i fortællingen Peter og fra samlingen Vintereventyr, 1942. Den omarbejdede udgave er fra 1960. Karen Blixen (1885-1962), dansk forfatter. Rosa For 150 Aar siden levede der i Helsingør en ung Skipper, som var meget forelsket i sin unge smukke Kone. Da Lykken nu i Tidens Løb stod hans Flid og Snildhed bi, og han fik sit eget Skib, opkaldte han det efter hende: Den smukke Sofie. Og han fik en Billedskærer i Dragør til at skære ham en Gallionsfigur til Skibet, saa lig den virkelige Sofie som han kunde gøre den, malet rosa og himmelblaa, efter hendes egen Søndagskjole, som han Aaret før havde bragt hjem til hende fra Spanien, og med de lange krøllede Lokker, som den unge Skippermadam selv om Dagen skjulte under en ærbar lille hvid Kappe, bølgende bagud som om Vinden legede med dem, og forgyldt med ægte Bladguld. Han var meget stolt af og glad over sin Gallionsfigur og talte om den til sin Kone. Er hun ikke dejlig? sagde han. Bestandig lidt forud for mig selv træder hun den blaa Bølge som i en Dans. Hun ler ind i Snestormen og blinker ikke i det salte Havskum. Skulde jeg nogensinde være bange for at følge efter hende? Jeg har set hende med en Maage paa Hovedet. Men hans Kone var skinsyg paa Gallionsfiguren. Saadan er Mænd, sagde hun. De Piger, som vender Ryggen til dem, og som ikke gider sætte deres Haar op, men lader det flyve efter dem, dem tænker de paa, og dem taler de om. Men deres honnette 1 Koner, som gaar hjemme og gør foraarsrent i Stuerne, dem forstaar de slet ikke. Oh, min bedste lille Ven i Verden, sagde han, hvad skulde jeg vel stille op med en Kone som jeg forstod? Jeg elsker hende, fordi hun ligner Dig, og jeg elsker Dig, fordi Du ligner hende. En Sømand har et stort, groft Hjerte, som han har en stor, grov Næve, det kan nemt rumme to smukke Piger paa een Gang. Ja, det kan rumme alle Verdens Piger, og velsigne jer dertil, fordi I er saa glatte og lette og nette. Men saa velsigner jeg ogsaa Dig, fordi Du har saadan et lille bitte bitte Hjerte, at det ikke har Plads til mere end een Mand, ja ikke en Gang til en hel Mand, men noget af ham vil altid stikke udenfor, og saa sukker Du og siger: Hvorfor skal han dog ogsaa have det og det? Men Du ved dog godt, at naar jeg vil have et Kys, kommer jeg hjem til Helsingør. Og mens vi nu taler om at kysse og den Slags, kan Du lide at blive kysset? Det er ogsaa et Spørgsmål at gøre sin Kone, sagde hun, og Du forstaar mig slet ikke. Nu hændte det at Skipperen, da han foer paa Ostindien 2, fik Held til at redde en gammel indisk Konge paa et Ørige fra onde og forræderiske Stormænds Anslag, og at føre ham i Sikkerhed til hans Datters og Svigersøns befæstede Borg paa en anden Ø. Og da nu den gamle Konge igen følte sig omgivet af Folk, der elskede ham, takkede han med Glædestaarer i Øjnene sin Redningsmand for hans Bistand og lod ham til Belønning overrække to sjældne og kostbare Safirer, saa blaa, klare og dybe som det indiske Ocean. Disse to Juveler fik den unge Dronning, paa Skipperens Bøn, sin Juveler til at sætte ind i Gallionsfigurens Træansigt som to blaa 1 honnette: ærlige og redelige. 2 foer paa Ostindien: sejlede til havne i den del af verden, man i dag kalder Sydøst-Asien. 4
40 45 50 55 60 65 70 75 Øjne. Nu blev den unge Skipper først rigtig hjertens fornøjet med sin smukke Sofie. Fra nu af, sagde han til sig selv, har hun ogsaa min Kones Øjne! Og da han kom hjem til Helsingør, viste han straks sin Kone de blaa Øjne. Nu først er hun som hun skal være, sagde han. Se, hvor hendes Øjne straaler. Med dem har hun, paa Hjemrejsen, set Flyvefiskene springe forbi paa en Fods Afstand og stirret mod Fuldmaanen, der stod baade oppe paa Himlen og nede i Søen. Det ligner da ikke noget at bruge Ædelstene paa den Maade, sagde hans smukke Kone. Det var meget bedre at Du gav mig dem til et Par Ørenringe. Min Skat, min Sukkertop, svarede han hende. Bed mig om hvad Du vil i Verden, men bed mig ikke om det, for jeg kan ikke gøre det. Du forstår mig slet ikke, sagde hun. Nu turde den unge smukke Skippermadam ikke mere bede sin Mand om de blaa Sten. Men hun tænkte paa dem hver Dag og saa sig tit i Spejlet, idet hun forestillede sig hvor godt de vilde have klædt hende, hvis de havde siddet i hendes Øren. Aftenen inden hendes Mand igen skulde afsted, denne Gang til Guldkysten 3, gav Skipperforeningen i Helsingør et Gilde for ham. Og mens han der sang og var lystig med sine gamle og unge Fæller, gik hans Kone med en Lygte i Haanden ned til Havnen, hvor hun havde sat Helsingørs Glarmester Stævne, og hun holdt der Lygten for Glarmesteren, mens han tog Safirerne ud af Gallionsfigurens Øjenhuler og satte to Stykker blaat Glas ind i Stedet for. Men Safirerne selv lagde hun i en lille Æske og stak Æsken i Lommen paa sit Underskørt. Hendes Mand var næste Morgen endnu lidt søvndrukken, han lagde ikke Mærke til nogen Forandring, men kyssede sin Kone kærligt Farvel og vinkede fra sit Dæk til hende, saa længe hun vinkede til ham. Og da han var rejst bort, fik den smukke Sofie Guldsmeden til at indfatte de blaa Sten i et Par Ørenringe. Men efter nogen Tids Forløb mærkede Skipperkonen, at hendes Syn ikke længere var saa godt som før, men fra Dag til Dag blev mindre klart. Intet, hverken Gulv eller Vægge, syntes længere helt fast, men alt gyngede op og ned, og store mørke Pletter svømmede til alle Sider forbi hendes Blik. Til at begynde med gjorde hun sig ikke Bekymringer derved, men da hun en Dag ikke kunde træde sin Synaal 4, blev hun forskrækket, og efter endnu nogle Dage opsøgte hun en gammel Finnekone 5 i Byen og bad hende om Raad. Denne ældgamle Kone sad igen i Helsingør, efter at for næsten hundrede Aar siden Kong Frederik V 6 ved sin Tronbestigelse havde ønsket at lade alle sine to Rigers Undersaatter stede for sit Ansigt og havde sendt Bud ogsaa efter dem, der boede allerlængst mod Nord, saa at han kunde lære deres Klædedragt, Sæder og Sange at kende. Hendes egen Fader havde været den Anfin 7, som de kaldte Ganfin 8, og som solgte Søfolk god Vind i en Sæk. Løste man den første Knude paa Sækken, fik man en frisk og munter Brise, der fyldte Skibets Sejl saa at det løb ad Havfladen som i en Dans, løste man den anden Knude, fik man en strygen- 3 Guldkysten: tidligere navn for den del af Vestafrikas kyst, som svarer til det nuværende Ghanas kyst. 4 træde sin Synaal: tråde sin synål. 5 Finnekone: en kone fra Finland. 6 Kong Frederik V: (1723-1766), dansk konge 1746-1766. 7 Anfin: finne. 8 Ganfin: troldkyndig finne. 5
80 85 90 95 100 de Kuling, der satte Skum paa Bølgerne, og løste man den tredje, fik man en brølende Storm, der lod det knirke i Sejl og Bord og fejede Skibet op og ned af sorte Bølgedale, gennem Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, lige ind i Øresund forbi det graa Kronborg Slot. Men Konen selv, hans Datter, kendte til Urter, Lægemidler og Besværgelser. Hun forsøgte nu i nogen Tid at kurere Skippermadammens Øjne og behandlede dem baade med Øjenvande og med Balsam. Men intet af hendes Midler virkede, og til Slut rystede hun paa Hovedet og sagde: Jeg ser at jeg ikke kan hjælpe Dig, og alt hvad jeg forsøger mig med vil gøre Dig mere Skade end Gavn. Thi de Magter, som vi har kaldt til Hjælp, har slaaet sig sammen med dem som vi vilde til Livs. De formener 9, tror jeg, at her er en Uret blevet gjort dem alle. Det vil blive ringere og ringere med Dit Øjesyn, og inden længe vil Du være ganske blind. Den ulykkelige unge Kone brast da i Graad, store Taarer trillede ud af hendes halvblinde blaa Øjne. Oh, Gud give, raabte hun, at Den smukke Sofie var hjemme igen i Helsingørs Havn, saa at jeg kunde tage Glasstumperne ud og sætte de to Ædelstene ind, hvor de hører til! Hun greb den gamle Finnekones runkne sorte Haand. Oh, gode Sunniva, sagde hun. Hold min Haand fast og før mig ned til Havnen, og meld mig der at Du mod Himlen ser det velsignede Tegn: et Sejl og min Mand komme tilbage til mig. Før hans Skib og ham selv i mine Arme igen, saa jeg kan sige ham at han fra nu af frit maa fylde sit store kærlige Hjerte, saaledes som han, naar han tog mig om Brystet, kærligt fyldte sin store Haand. Men Skibet kom ikke tilbage. I Stedet kom der Brev fra Konsulen i Porto i Portugal, som underrettede Folk i Helsingør om, at det ud for hans By var gaaet til Bunds med Mand og Mus. Og det var en højst mærkelig og uforklarlig Omstændighed, skrev Konsulen, at det midt paa Dagen, mens Solen stod højt, var løbet lige ind i en stejl Klippe, der ragede højt op af Søen. 9 formener: mener. 6
2. Simon Emil Ammitzbøll og Merete Riisager: Nu vil Big Mother også styre dit rødvinsforbrug Teksten er fra Politiken den 24. november 2012. Simon Emil Ammitzbøll (f. 1977) og Merete Riisager (f. 1976), begge folketingsmedlemmer for Liberal Alliance. Tegning: Per Marquard Otzen. Et billede af en lille forskræmt dreng ledsaget af teksten Mindre vin mere mor og Min mor og far drikker en flaske vin hver aften. Er det for meget? og så et telefonnummer, man anonymt kan ringe til. Disse formynderiske plakater får man smækket lige i hovedet, når man i disse dage kører ud ad Østerbrogade. Plakaterne er et led i en offentligt betalt kampagne, som også indebærer, at pædagoger og lærere skal hive fat i forældre, som mistænkes for at drikke for meget. Denne gang er det de rødvinsdrikkende velhavere på Østerbro og i Indre By, kommunen vil have fingre i. Tidligere på året var det de ressourcesvage rygere 7
i Sydhavnen og Nordvest, kommunen kastede sin kærlighed på. Her fik rygerne enten et telefonopkald eller et venligt besøg i deres private hjem. Forestil dig det lige: Du er hjemme. Det ringer på døren. Og så er det minsandten en kommunal sundhedsvejleder, der står og tripper ude på måtten og hun vil gerne tale med dig om dine rygevaner. Det er jo ekstremt grænseoverskridende (både principielt og helt konkret), men måske er det netop, fordi det er de ressourcesvage, der er blevet udsat for det, at vi ikke har hørt nogen brokke sig over det i medierne? En meget skræmmende tanke. Og hvad bliver det næste så? At pædagogerne skal hive fat i overvægtige forældre? At kommunen laver plakater med teksten Min mor og far dyrker aldrig motion?. Ja, for Københavns Kommune helmer ikke foreløbig. Kommunen har blandt andet lagt planer for at gøre byen helt røgfri i 2025 det vil altså sige, at det skal være forbudt at tænde en cigaret, mens man venter på bussen, eller når man går ned ad Strøget. Også kosten ligger de omsorgsfulde politikere på sinde. I Sydjylland griber lærerne for eksempel ind, hvis børnenes madpakke ifølge det offentlige ikke er sund nok. Den idé er da lige til at overtage for Københavns Kommune. Og man er allerede godt på vej. For eksempel tog man for et stykke tid siden initiativ til at regulere forbruget af saftevand på de københavnske plejehjem. De ældre skulle jo nødig selv bestemme og putte noget i munden, som ikke er blåstemplet af det offentlige. Som for eksempel saftevand. Om saftevandssagen sagde en ernæringsekspert fra kommunen dengang:»det er ligesom børn. Jeg siger ikke, at ældre er ligesom børn, men det er, som når man tager vaner fra børn: Der er en uge, hvor der er ramaskrig, og så har de vænnet sig til det«. Ja, man kan både græde og grine. Og det er okay vi griner også selv. Men når latteren dør ud, er det vigtigt at forholde sig til det principielle: at vi bare ser til, mens Big Mothers 1 favntag bliver fastere og fastere. Mens politikere udvikler endog meget faste meninger om de ting, som borgerne putter i munden og handler på det. Mens det offentlige er i gang med at ensrette os i en sund, pæn og politisk korrekt retning. Københavns Kommune bryster sig ellers altid af at være mangfoldig. Men hvor bliver mangfoldigheden af, når rygere og rødvinsdrikkere ikke længere må være her? Vi er simpelthen ved at skabe et samfund, hvor der ikke er plads til at stikke ud, begå fejl eller leve usundt. Det er, som om de københavnske politikere simpelthen ikke har fantasi til at forestille sig, at nogle borgere ønsker at leve på en anden måde, end de selv gør. At det rent faktisk er en mulighed at foretrække McDonald s frem for det nye nordi- 1 Big Mothers: omskrivning af den engelske forfatter George Orwells (1903-1950) Big Brother fra science fiction-romanen 1984 (udgivet i 1949). 8
ske køkken. At man kan nyde sine smøger så meget, at man gerne tager de kendte sundhedsrisici med. At man helt enkelt ønsker at træffe sine egne valg også når de er sundhedsskadelige. For trivsel og sundhed er jo ikke nødvendigvis det samme. Mennesker i reel nød for eksempel børn, der mistrives derhjemme skal selvfølgelig have hjælp af pædagoger, lærere og det offentlige i det hele taget. Det er der ingen, der er uenige i. Men lad os skille tingene ordentligt ad. Lad os bruge skattekronerne på netop at hjælpe de borgere, der har behov for det, i stedet for at spilde penge på at skræmme, ensrette og moralisere. Mindre vin mere mor, siger Københavns Kommune til borgerne på Østerbro. Vorherre bevares, siger vi. En kampagne er der dog behov for. Den skal blot være rettet mod det røde politiske flertal i kommunen, og så skal den hedde Mindre kommune mere mor. 9
3. Bjarne Schilling: Det er ikke afgørende, at vi bringer nyheden først Teksten er fra Politiken den 19. maj 2013. Bjarne Schilling (f. 1956), journalist på Politiken. Hastighed er en højrisikofaktor i journalistik. Jo før vi indser det, jo bedre for læserne. Det er muligt, at jeg nu hænger oprindelige folk ud uden grund, og i så fald skal jeg beklage. Men rygtet vil vide, at når vor tids nyhedsjournalistik ser ud, som den gør, er det indianernes skyld. Da den såkaldte civilisation bredte sig vestpå, og jernhesten brusede ad nylagte skinner mod Stillehavet, måtte rødhuderne se alskens tvivlsomme typer stjæle deres land til græsning af enorme kvægflokke, efter at de samme slubberter havde sat stort set samtlige bisoner til livs. Indianerne prøvede at ramme fjenden, hvor han var mest sårbar. Prærievogne kan som bekendt anbringes i rundkreds og bruges som forsvarsværk, men de tusindvis af kilometer nymonteret telegrafledning var i praksis umulige at forsvare. Så indianerne skiftede med et vist held tomahawk 1 ud med bidetang. Så kunne telegrafisterne morse til ingen verdens nytte. Derfor lærte den tids pressefolk sig stadig ifølge overleveringen at få sagt det vigtigste først, fordi ingen vidste, hvornår forbindelsen forsvandt. Vi kender det fra mobilen: Når den truer med at sætte ud, kan vi få leveret vores budskab i en fart. Det kan også være, at det hele bare er en skrøne, og at vi bygger vores nyhedsjournalistik op, som vi gør, fordi det har vist sig mest praktisk. Hvilket det unægtelig er. Det er smart at fortælle det vigtigste først. Og man er sikker på ikke at gå glip af meningen, hvis man er nødt til at lægge avisen fra sig eller forlade skærmen. Med fare for ikke blot at lægge indianere, men også akademikere og kommunale embedsmænd for had må jeg minde om, at den journalistiske skrivestil er mere praktisk end den akademiske og bureaukratiske, hvor man skal gennem alenlange redegørelser for at nå frem til konklusionen. Selv om det offentlige er blevet væsentlig bedre til at formulere sig, kan man stadig få breve, hvor myndigheden lægger ud med at fortælle, at man har henvendt sig. Det ved man sådan set godt. Myndigheden fortsætter så med at gennemgå, hvad det er, man har skrevet, og hvad man i den forbindelse har søgt at opnå. Medmindre sagsbehandlingen har strakt sig så længe, at man er blevet senil, vil det næppe heller komme som en voldsom overraskelse. Derefter følger som minimum en gennemgang af lovreglerne på området og et rids over hidtidig praksis, før myndigheden langt om længe får fortalt, at man godt kan glemme alt om at få den vuggestueplads. Den skrivestil kender borgerne selvfølgelig, så de begynder med at læse det eneste vigtige afsnit. Det findes næstsidst lige før klagevejledningen. Der er 1 tomahawk: indiansk stridsøkse. 10
omvendt den oplagte fare ved den journalistiske skrivestil, at man kan føle sig fristet til at komme i gang, inden alt arbejdet er gjort og researchen i orden. Når baggrund og perspektiv gemmes til sidst i artiklen eller indslaget, kan man komme til at forsimple sagen. Det er dog ikke den største fare. Det er, at det, man fortæller, viser sig at være forkert. Der foregår en voldsom debat i USA for tiden, fordi ikke mindst de store tvstationer trods de bedste folk i hvert fald de dyreste kvajede sig noget så eftertrykkeligt, da de skulle berette om blandt andet skyderierne på skolen i Sandy Hook i Connecticut sidste år og bomberne mod Boston Marathon 2 for nylig. Af angst for at komme sidst med nyhederne fodrede de seere og læsere med forkerte informationer og rene spekulationer. Nogle af undskyldningerne går på, at konkurrencen er skærpet, fordi folk med mobiltelefoner sender direkte fra begivenhederne, og man kunne ligefrem se flere journalister stå og skæve ned til deres telefoner, mens de selv rapporterede. Men hvem som helst kan lægge hvad som helst på nettet: Journalister og redaktører får deres penge for at være kritiske og sortere. Man taler om, at den tekniske udvikling har gjort befolkningen til citizen journalists borgerjournalister og at medierne er unødvendige. Modargumentet lyder, at man i så fald også burde kunne forlade sig på citizen dentists borgere, der forsøger sig som tandlæger. Der er ikke noget i vejen med konkurrence mellem medierne. Men når vi konkurrerer på hastighed i de store fælleshistorier, er det redaktørernes pligt at stille deres journalister det både enkle og fremragende spørgsmål: Er du sikker? Da studieværten Scott Pelley 3 fra den amerikanske tv-station CBS for nylig modtog prisen Fred Friendly First Amendment Award 4, langede han ud efter konkurrencementaliteten:»hvordan gavner det folk, at vi er først med en nyhed? Det med at være først er bare forfængelighed og selvbedrag. Der er ingen, der sidder derhjemme og følger med på fem tv-skærme samtidig og siger: Hold da op, de kom først!«. Det er ikke afgørende, at vi bringer nyheden først. Det er altafgørende, at den er sand. 2 bomberne mod Boston Marathon: den 15. april 2013 blev marathonløbet Boston Marathon udsat for et terrorangreb. 3 Scott Pelley: (f. 1957), amerikansk journalist. 4 Fred Friendly First Amendment Award: amerikansk, journalistisk pris for særlig indsats for ytringsfrihed og pressefrihed. 11
4. Anne Sophia Hermansen: Alt for de (dumme) Damer Teksten er fra Berlingske Blogs den 24. maj 2013. Anne Sophia Hermansen (f. 1972), blogger og debattør, mag.art. i litteraturvidenskab og idéhistorie. Kvinder har hvirvlet sig selv ind i den forestilling, at de både skal have et udfordrende arbejde, et fnugfrit hjem, et familieliv i balance og sund simremad i gryden. Det skriver Alt for Damernes redaktionschef Mette Mølbak 1 i dag i Berlingske. Baggrunden er en undersøgelse, som bladet har lavet af dansk kvindeliv, og den viser, at deres hverdag er under pres. Vi må lære at passe lidt på os selv, skriver Mølbak, og ikke forsøge at præstere på alle fronter samtidig. For vi kan ikke få det hele, skriver hun og ekkoer Anne- Marie Slaughter 2, der opsagde et topjob som rådgiver for Hillary Clinton 3 for at være mere sammen med familien (og arbejde som professor ved Princeton Universitet). Et sympatisk budskab, bevares. Sidste år viste en undersøgelse fra Institut for Folkesundhed, at danske kvinder i stigende grad føler sig stresset. 15,3 % oplever, at de enten ofte eller meget ofte er stressede. Samtidig viser statistikkerne, at der er en fordeling på cirka 80 procent kvinder og 20 procent mænd, når det kommer til psykologhenvisninger og anden brug af psykologisk rådgivning. Men hvor har bladets kvindelige læsere dog fået den skøre forestilling fra, at de både skal være karrierekvinder, speltmødre, sexgudinder, Noma-kokke 4, 5 år yngre, 10 kilo slankere, have taget en Ironman, en MBA 5 og have et hjem + sommerhus, der er fotogent nok til boligmagasinerne? Well, her er denne uges forside af Alt for Damerne. Det er i samme nummer, undersøgelsen præsenteres: Almindelige kvinder er noget, man kan kigge på i spejlet. Derfor har Alt for Damerne som sædvanlig en overskudslækker kvinde som blikfang 1 Mette Mølbak: (f. 1978), dansk journalist. 2 Anne-Marie Slaughter: (f. 1958), amerikansk professor i Politik og Internationale forhold. 3 Hillary Clinton: (f. 1947), amerikansk politiker, bl.a. tidligere udenrigsminister. 4 Noma: nordisk gourmetrestaurant i København. 5 MBA: forkortelse for Master of Business Administration (erhvervsøkonomisk ledelsesuddannelse). 12
(modsat et magasin som Euroman 6, der i denne måned har Anders Breinholt 7 ). Vi får også at vide, at tre kvinder på hhv. 35, 46 og 53 år vil fortælle os noget vigtigt, og det afsløres på forhånd, at det ikke drejer sig om skat på finansielle transaktioner, den slags er selvsagt for uinteressant, de vil afsløre noget meget mere subtilt, nemlig hvordan de holder sig smukke. Selvfølgelig er der også karrieretøj (bløde jakkesæt), speltmortøj (sporty kjoler) og bomberjakker til kvinder, der er fyldt 30 et tilsvarende antal gange, ligesom der er tips til, hvordan man forvandler badeværelset og en guide til, hvordan man udvider forbrugshorisonten. Og oplever vi, at det hele er ved at bryde sammen i hamsterhjul og karrierestress, så kan en skuespiller belære os om, at det bare er for billigt at skride fra ægteskabet. I denne uge fyldte den fri abort 40 år. Det kunne man have markeret, f.eks. ved at tale med et par af de kvinder, der kæmpede for den dengang. Eller man kunne have taget de tre kvinder fra forsiden og bedt dem videregive deres væsentligste livserfaring. Alternativt største fuck-up. Det ville dog kræve, at bladet satte substans over stil, indhold over form, og det ved enhver ikke kommer til at ske. Ligesom vi aldrig kommer til at læse om det kommunale anlægsloft i damebladene (og tak for det). Men kan det virkelig passe, at segmentanalyser og fokusgrupper entydigt viser, at kvinder elsker at blive talt til som om de ikke har noget mellem ørerne? At kvinder foretrækker at se på andres perfekte liv i stedet for at høre om deres erfaringer? Naturligvis er dameblade ikke eneansvarlige for, at mange kvinder jagter en umulig drøm. Men de er et reservat for den forestilling, at kvinder kan få det hele. Der drikkes ufattelige mængder birkesaft, når kvinder beretter om Min Sunde Uge, og der findes ingen døde planter i de hjem, læserne inviteres indenfor i. Sjovt nok heller ikke mange bøger, for kulturel dannelse sorterer langt under klædeskab, skosamling og samtalekøkken. Værdierne er som i nullerne: Friværdier. Tilsat fysisk selvdisciplinering og statusdværge (børn). Da bladet i 2011 interviewede statsminister Helle Thorning-Schmidt 8, var det vigtigt at få fastslået, at Thorning ikke havde misset et eneste forældremøde. Ikke et eneste, stod der på forsiden. Danmarks statsminister var både karrierekvinde OG en yderst samvittighedsfuld mor. Kronprinsesse Mary 9 har tilsvarende fortalt læserne, hvordan hun balancerer sit sygeligt pressede arbejdsliv med fire krævende børn. For den heroiske indsats har hun fået Alt for Damernes Kvindepris (og så ikke et ord om de 20-30 mand, der er ansat til at passe børn og slot, den næsten tomme arbejdskalender eller de 17,1 mio. kr. parret årligt får i lommepenge af staten). Hvis ikke det var sjovt, ville det nok være grotesk. Så mens redaktionschefen skriver kloge ord i Berlingske om, at kvinder er for stressede og skal tage sig en slapper, serverer resten af redaktionen sin sædvanlige pærevælling af sextips, madopskrifter, slankekure, mode og interviews med perfekte kvinder med perfekte børn i perfekte hjem i skysovs. Sådan bliver du sexgudinde, forvandler du dit hjem, forbliver du lækker, får du drømmekroppen, 6 Euroman: livsstilsmagasin for mænd. 7 Anders Breinholt: (f. 1972), dansk journalist. 8 Helle Thorning-Schmidt: (f. 1966), dansk statsminister siden 2011. 9 Prinsesse Mary: (f. 1972), dansk kronprinsesse. 13
messer magasinet og topper det hele med en kritisk undersøgelse af, hvordan kvinder jagter den utopi, bladet lever af at levere. Kære Alt for Damerne, det kunne være interessant at høre jer fortælle, hvad I har lært af undersøgelsen? Kommer vi til at se ændringer i det redaktionelle stof? Kommer vi til at læse Ledere ligesom i Euroman om fri hash, røv i bukserne og grådighed? Interessante interviews med mennesker, der også har egenskaber og ikke bare ejendele? I kunne jo begynde med selv at slappe lidt af med retoucheringsknappen. Og fyre jeres fokusgruppe. 14
5. Christian Yde Frostholm: NÅR JEG SER EN FILM Teksten er fra digtsamlingen Fjernforbindelser, 1997. Christian Yde Frostholm (f. 1963), dansk digter. 5 10 15 20 25 30 35 Når jeg ser en film i fjernsynet om nogle andre og du ringer midt i den og vi taler til de stumme billeder og jeg tænker at vi næsten intet sprog har næsten ingen ord slet intet imellem vores stemmer og det der bliver hørt og det bliver tydeligt midt i mine følelser for billederne og det de fortæller at glasset er faldet ud og en af dem i filmen bliver syg eller skal dø så jeg må slukke apparatet sådan at lydene ude fra natten kommer ind lige bag de nære lyde fra husets små ryk og rystelser og jeg sidder med mine egne ord og dine og mine ting og fortiden som uvis og fremtiden som fjern ved jeg det lige meget hvad jeg får sagt. Midt om natten når vi ligger og skiftes til at være væk i drømme som sammenblander vores ansigter og gentager ting til ukendelighed farer jeg vild eller vi farer vild sammen og siger det samme til hinanden men med flere år imellem. Det er det allerførste ord til tider et par inderst hvor vi slet ikke er navngivne endnu. Jeg vågner og står op og du står lige bag mig. 15