Prædiken til 12. s. e. trin kl og Engesvang. Dåb.

Transkript

1 1 Prædiken til 12. s. e. trin kl og Engesvang. Dåb. 749 I østen stiger solen op 448 fyldt af glæde 396 Min mund og mit hjerte 443 Op til Guds hus vi gå Knud Jeppesen 468 v. 45 af O Jesus på din alterfod 10 Alt hvad som fuglevinger fik Døren er hvid og glat. Og når man tager i håndtager, sker der ingenting. Den er låst, og man må gå igen. Men hvis man er et barn, og bor i det hus og troede, man skulle hjem og høre én siger Godt du kom, og i stedet kommer til en låset dør og ikke ved, hvor nøglen er, så er der ikke noget godt at sige om den. Ikke engang hvis den er nymalet. En låst dør. Eller hvis man i 11 måneder hver eneste dag er vågnet op til en dør, hvor der ikke er noget håndtag på inderside, fordi man er i fængsel, fordi man har gjort noget, der var så forkert, at de andre i samfundet måtte beskyttes mod én. Man kan vænne sig til alting, plejer vi at sige; spørgsmålet er om man kan vænne sig til en dør, uden håndtag på

2 2 indersiden? Kan man vænne sig til at bo bag en låst dør, som man ikke selv kan låse op? Eller til at bo bag et hegn, som nogen har sat op, fordi man er uønsket og ved sin fødsel har været så uheldig at blive født af forældre, der boede på den forkerte side af hegnet, fattigdommens side. Sådanne hegn findes mange steder i verden, opsat for at heldige kan holde uheldige ude. Og kan man vænne sig til lukketheden bag sådan et hegn? Eller den lukkethed, der kommer indefra, den, der kan findes i sindet, og som gør én angst for det mindste, som begrænser, og gør alting umuligt og bygger mure? Lukkethed er så mange slags. Jeg ved ikke, om der er noget godt at sige om lukkethed? Ud over den lukkethed, der ligger i at bevare en fortrolig hemmelighed i det lukkede rum. Og manden, vi møder i dagens evangelium er omringet af den; man misunder ham ikke. Døv og næsten stum. Når nogen lo, vidste han aldrig, om det var ham, de lo ad. Når nogen talte til ham, måtte han som regel ryste på hovedet. Og når han selv prøvede at udtrykke sig, forstod man ham sjældent.

3 3 Hvordan er det at være lukket ude fra den verden, hvor ord binder mennesker sammen? Hvordan er det at leve i en lukkethed, som man er magtesløs i forhold til? Jeg tror de allerfleste mennesker ved lidt om det, om lukkethedens anatomi; mens andre ved alt for meget om dét, der på én og samme tid erfares som en udelukkelse og en indespærring. Men i dagens evangelium møder lukketheden modstand, ét eneste ord får den til at smuldre og synke sammen. Effatha, siger Jesus, og så er lukketheden brudt. Effatha, det er det eneste overhovedet, Jesus siger i dag. Et nærmest magisk ord, som åbner mod ordene og fællesskabet. Selv om det ikke er hentet ud af vores sprog, men er aramæisk, som Jesus talte. Effatha Luk dig op. Og mandens liv åbnes mod verden, han sættes fri. Det er en forunderlig beretning om Guds magt i verden, om hvad der kan ske, hvis vi vender blikket opad og tør høre efter. Effatha!

4 4 Men der er også noget mærkeligt ved historien og her tænker jeg ikke på det dér med mudder og spyt. Nej, det mærkelige er, at Jesus taler aramæisk. Hvorfor citerer det aramæiske ord, når der lige bagefter står, hvad det betyder, og når ingen alligevel forstår det? Hvorfor er netop dét ene ord gengivet på Jesu modermål? Andre steder taler Jesus ikke aramæisk, men dansk i hvert fald når man læser den danske oversættelse af den græske tekst. Er det blær, for at den græsktalende Markus vil vise os, at han kan aramæisk? Eller stod ordet netop sådan, i den kilde, Markus støtter sig til? Eller er der en helt tredje grund til, at Markus har citeret det aramæiske ord, da Jesus gennembryder lukketheden og isolationen? Kunne der ligge noget betydningsmæssigt i det, ja kunne det ligefrem være en kode til at forstå noget vigtigt i hele Markus fortælling om Jesus. Effatha, Luk dig op? Tre andre steder i Markus fortælling taler Jesus aramæisk. Første gang er, da Jesus gør en død pige levende Talitha kum, siger han, stå op, lille pige. Små børn var intet værd på Jesu tid, for de døde så nemt, og små piger var da slet ikke. Men det er en lille pige, Jesus rejser til livet, mens han

5 5 taler aramæisk, og deraf ved vi, at den Gud, hvis ansigt Jesus er, ikke gør forskel; han ser ikke store og små, han ser ikke mænd og kvinder, han ser mennesker, Guds elskede menneskebørn. Og han vil at vi skal leve. Det andet sted er i dagens fortælling, hvor lukketheden gennembrydes med et Effatha. Og det tredje er, da Jesus kalder Gud fa ar med det ord, der bruges af børn i hele Mellemøsten: Abba, selv om det hos os mest er navnet på en svensk popgruppe fra gamle dage. Gud kan man sige Fa ar til, også når man er voksen. Sidste gang Markus citerer Jesus på aramæisk er, da Jesus hænger på korset og som de sidste ord før sin død råber: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Elí, Elí, lemá sabaktáni. Ord der udsiger, at ingen gudsforladthed er så stor, at Guds søn ikke også har været i den. 7 ord, 7 ord på aramæisk skønt de bliver til lidt flere på dansk. Lille pige, stå op! Luk dig op! Fa ar. Min Gud hvorfor har du forladt mig. Jeg tror de 7 aramæiske ord er en slags kode.

6 6 Med de 7 aramæiske ord har Markus simpelthen tegnet os et Gudsbillede, et billede af den Gud, der stod op af graven påskemorgen. Gud er alle små og fortryktes Gud, og han gør os levende. Den lukkethed, der lægger livet øde ikke er hans værk og han vil befri os fra den. Forholdet mellem Gud og os er som en god fars forhold til sine små børn. Og hans kærlighed skyer intet for at være, hvor vi er, om det er i lidelsens og meningsløshedens yderste. Så ved vi det. Men vi ved også hvor vi skal vende os hende, når lukketheden tager os, vi hvem der kan sige de ord, der lukker alting op. Amen