TOFTEPOSTEN nyhedsblad om livet i Toftehaven oktober & november 2014 ABESTREGER OG BJØRNEKNUS ET LANGT LIV MED KÆRLIGHED TIL BILER NYT HEGN PÅ LÆRKEN
redaktion Redaktion: Berit Olsson Helene Tommerup Alle artikler er skrevet af Helene Tommerup Adresse: Plejecenter Toftehaven Nygårdsvej 35 2750 Ballerup Tlf.: 4477 3151 www.ballerup.dk/toftehaven Indlæg til Tofteposten skal være redaktionen i hænde senest d. 15. i måneden Toftehavens ukronede skønhedsdronning: Mona kan hygge sig en hel dag med et par solbriller og en sommerhat.
Kære Toftehaven Dette er den sidste udgave af Tofteposten fra min side. Mit år i Toftehaven er ved at være til ende, fredag d. 26.9. er min sidste dag her på plejecenteret. Næste nummer af Tofteposten vil igen blive redigeret af Berit. Alle indlæg skal derfor afleveres til hende. Det har været en stor oplevelse for mig at være i Toftehaven. Det har været en fornøjelse at lære både beboere, personale og pårørende at kende. Jeg har været stolt af at være en del af et hus, hvor vi arbejder på at skabe et varmt og nærværende hjem for beboerne, frem for en institution. Et år er, når man kigger tilbage, pludselig kort tid. Jeg håber på, at de frø jeg har sået her får lov at vokse, og at jeg har gjort en forskel for jer, vores beboere. I har i hvert fald gjort en forskel for mig. Farvel og på gensyn Helene
indholdsside Nyt hegn på Lærken
indholdsside Lærken får i disse dage nyt plankeværk mellem boligernes haver. De gamle, slidte flethegn bliver erstattet af nye, solide plankeværk, der gerne skulle holde sig flotte i mange år. Collien Bjørn passer på at alting foregår, som det skal. Det er ham, der er chefen, griner Klaus Det er Klaus og hans makker René, der står for de nye hegn.
folkevogne ET LANGT LIV MED KÆRLIGHED TIL BILER Historien om Ejvind og hans folkevogne
folkevogne Ejvind sidder i den gode stol i hans hyggelige lejlighed på Lærken. Lejligheden dufter af papiret fra de mange bøger i reolerne langs væggene, og det gamle hvide bornholmerur tikker lystigt i den lille stue. På rollatoren foran stolen ligger et Volkswagens magasin med et stort flot folkevognsrugbrød på forsiden. Det er derfor, jeg er blevet inviteret ind. For at høre om Ejvinds folkevogn. Det er Annette, en af rengøringsassistenterne i Toftehaven, der har fortalt mig, at Ejvind havde en grøn folkevogn, der var berømt i hele Skovlunde. Ejvind, vil du ikke fortælle historien om den grønne folkevogn. Annette siger, at du havde den i 35 år? Jeg købte den grønne folkevogn brugt i 1957 af en forhandler i Hillerød, og havde den i ca. 35 år. Omkring 2000 kørte jeg tilbage til bilforhandleren, og spurgte, om han ikke ville købe den tilbage. Det ville han godt, for han samlede på gamle folkevogne. Jeg gav 15.000 kr. for den i sin tid, og fik 10.000 kr. for den. Så det var meget godt. To år efter kørte jeg der op igen, for at se om han stadig havde den. Den stod i udstillingsvinduet, restaureret helt originalt. Forhandleren sagde, at det havde været en dyr handel for ham. De producerede ikke længere reservedele i Tyskland, så han måtte bestille dem hjem fra Mexico. I alt havde han brugt 80.000 kr. på at restaurere bilen. Men han havde ikke fortrudt, den var så flot. Gik den aldrig i stykker i løbet af de 35 år? Jo, jeg har haft den skilt ad et par gange. Jeg er jo gammel landmandssøn, og dengang var der ingen mekanikere. Måske gik man ned til smeden for at få noget svejset sammen, men ellers reparerede man alle maskinerne selv. Første gang, jeg skilte en bil ad, tænkte jeg: Mon du nogen sinde får den samlet igen? Men man lærer undervejs. Desuden var Volkswagens biler jo netop det, folke-vogne, og de havde det motto, at man skulle kunne reparere dem med et stykke ståltråd og en skruetrækker. Det princip har de senere hen fraveget en smule, presset af markedet, men dengang kunne det lade sig gøre. Problemet med folkevognene var, at de rustede dér, hvor skærmene mødte karrosseriet. Så jeg blev nød til at pille det hele ad og svejse nyt metal hele vejen rundt, inden jeg satte det sammen igen. Er folkevognene så dårligere nu, hvor de ikke bare kan repareres med et stykke ståltråd og en synål? Jeg har altid følt, at ændringerne var forbedringer. Tyskerne er i bund og grund konservative, derfor passer de på, og laver ændringer et lille stykke af gangen. Så er man sikker på, at man ikke laver fejl. Hvordan kan det egentlig være, at Anette kender din bil? Jeg kørte rallyløb og natorientering, så jeg havde monteret projektørlys på bilen. Den gang var jeg lærer på den skole, hvor Anette gik, og til idrætsdage havde jeg bilen med til at lyse idrætspladsen op.
folkevogne Ejvind har stadig 3 folkevogne tilbage. De står til fremvisning i vindueskarmen. Bilen var kendt i hele Skovlunde dengang. Men jeg har haft mange folkevogne. Da mine sønner var store drenge havde vi 5 biler i husstanden, vi havde jo også folkevognsrugbrød. Hvorfor har du været så glad for netop folkevogne? Dengang fandtes der egentlig kun to biler: Trabanten og folkevognen. Trabanten var halvt så dyr, men havde allerede dengang et dårligt ry. Den var jo russisk. Men vi har været af sted og se Trabanter i Moskva. Det var under Sovjet. Vi kørte i et folkevognsrugbrød. Det tog tre uger. Når man kørte fra Warszawa til Moskva, skulle man opgive, hvilken rute man kørte af. For hver 200 km var der så et checkpoint, hvor man skulle vise papirer. Så stak de lange tynde synåle ind i bilen for at se, om man skjulte noget og de undersøgte bilens undervogn med lygter. Det tog tre timer at komme igennem et checkpoint. Nogen har spurgt mig, hvordan jeg turde, men jeg havde jo børnene og min kone med. Så sker der jo ikke noget. Ved Leningrad (det nuværende Skt. Petersborg) gik Rugbrødet i stykker lidt uden for byen. Jeg fandt frem til et folkevognsværksted. Mekanikerne havde lige været i bad, og var på vej på 14 dages ferie. Så det kunne de ikke hjælpe med. En af russerne, der kunne lidt tysk, forbarmede sig alligevel over mig, og spurgte, hvad der var i vejen med bilen. I sidste ende tog det ham kun ti minutter at reparere bilen. Så var vi kørende igen. Men han ville ikke have noget for det. Så sagde min kone, giv ham dine kuglepinde. Han blev helt henrykt. Da min kone også gav ham et par nylonstrømper, dansede han krigsdans af glæde. Så kunne han gå hjem med dem til konen. De andre mekanikere kunne så stå der med en lang næse. De ville nok have ønsket, at de havde hjulpet alligevel.
folkevogne Har du aldrig haft en moderne folkevogn? Jo, min sidste bil var en rød VW UP! Jeg havde egentlig besluttet, at nu skulle det være slut med biler. Men min søn kom forbi og insisterede: Far, vi skal ud og se på biler. I Gladsaxe var der åbent hus, og sælgeren overtalte os til at prøve en tur i den nye model, UP en. Han kom også med et godt tilbud. Så skal den også være rød, sagde jeg. Ok, sagde sælgeren. Og den skal have det der særlige betræk. Ok, sagde sælgeren. Og den skal have automatgear. Ok, sagde sælgeren. Sådan en bil har vi ikke stående, men vi kan lave den til dig. 2 måneder efter ringede han og sagde: Nu går de i gang med at lave den på fabrikken. En uge senere var de færdige. Og jeg havde fået min hjerneblødning. Lægerne sagde, at der ville gå et halvt år før jeg kunne køre igen, hvis de da kunne godkende mig til den tid. Sælgeren sagde, at jeg godt kunne frasige mig bilen, da jeg endnu ikke havde kvitteret for den. Men når jeg nu havde bedt om alt det særlige, synes jeg ikke, at jeg kunne være det bekendt. Så jeg købte bilen, og satte den til salg på Den blå Avis. Den var meget populær, der var nærmest kamp auktion, hvor folk overbød hinanden på skift. Jeg endte med at sælge bilen til min mekaniker til samme pris, jeg købt den for. Hans kone havde forelsket sig i den røde farve. Det er rart at vide, at den stadig kører rundt derude et sted. Jo, jeg har haft et langt liv med kærlighed til biler. Ejvinds sidste folkevogn: En rød UP med særligt betræk og automatgear.
zoo Pingvinerne var i gang med at skifte fjer, og havde travlt med at nette sig. Når de fælder bliver de på land, så der var mest aktivitet på bredden af bassinet, og ikke så meget under vandet. Abestreger og bjørneknus Billeder fra Rejseklubbens tur til zoologisk have
zoo I den nordiske afdeling af zoo ligger et dejligt madpakkested, med masser af underholdning fra bjørnene på den ene side og moskusokserne og deres kalve på den anden. Rejseklubben var nær ikke nået videre, så hyggeligt var der. Den brune bjørn er et imponerende klatredyr, sin størrelse taget i betragtning. Vi blev overraskede da denne bjørn pludselig kom til syne over en høj mur, da den skulle have sig et kig ind i naboburet. Sammen med sin bror brugte den det meste af sin frokost på at tumle og bryde i vandet
zoo Disse eksotiske fugle i tropeland så ud som om de godt vidste, at de var meget smukke. Se bare hvordan de her viser sig frem med deres florlette hanekam. Helt galant opførte de sig dog ikke: Helene var nær blevet ramt af en stor fugleklat. Der var amoriner i luften blandt sommerfuglene. Den utydelige skygge, der svæver over sommerfuglen på bladet, er en kurtiserende sommerfuglehan. Han forsøger energisk at imponere hunnen, med sine hurtige vingebask, der holder ham svævende over hende.
zoo Elefanter er majestætiske dyr og kræver meget plads. Det ny elefant anlæg, der er inspireret af en udtørret flodbred og er tegnet af den anerkendte arkitekt Norman Foster, blev åbnet i 2008. Med sine 10.730 m² er anlægget 5 gange så stort som P.A. Gram Rosenkildes Elefanthus fra 1914. Når man ser på det gamle elefanttempel, der ligger lige bag dette udsigtspunkt, er det svært at forstå, at der nogensinde har været plads til de store dyr. Der er altid gang i den i chimpansernes anlæg. Vi ville så gerne se ungen, der hang på denne chimpanses mave, men moderen skærmede den godt, så det var svært. Helt umuligt blev det, da nogle af de unge chimpanser lavede abekattestreger, så hun flygtede ind i det bagerste bur, hvor man som publikum ikke kan se.
Toftehavens venner inviterer Vi gentager succesen! Koncer t med middag Torsdag d. 20. november kl. 17.00 beboere 50 kr./ pårørende 125 kr. Tilmelding til Berit på kontoret senest d. 12. november
Toftehavens venner inviterer Fredag d. 24. oktober kl. 13.30 Der serveres kaffe og lagkage, imens vi synger sange fra den danske sangskat sammen med Thomas Negrijn. beboere gratis, pårørende 50 kr. kontant på dagen
Vaccine
referat
serviceside
kalender
kalender