Vejen til Guld! Af Henrik Mouritsen I løbet af de sidste fire år har jeg udviklet mig fra utilfreds udstiller til fæl dommer. I denne proces mener jeg at have høstet en del erfaringer, som jeg tror andre danske udstillere vil kunne have glæde af. Derfor dette indlæg. Hvad skal der til for at opnå gode resultater som udstiller af frimærker (traditionel klasse) og/eller posthistorie? Kend reglerne og læs om andres erfaringer Først og fremmest er det vigtigt at kende reglerne! Dette kan være svært som dansk udstiller, da der ikke findes megen litteratur om emnet på dansk. Til gengæld findes der to amerikanske publikationer, som enhver udstiller burde læse som deres bibler. Den ene hedder The New Philatelic Exhibitor skrevet af Randy L. Neil. Den anden er The APS Manual of Philatelic Judging udgivet af det amerikanske filatelistforbund. Disse bøger rummer et væld af meget værdifulde tips og uddybninger af hvad der forståes med de forskellige ord i FIP s regler og illustrerer dem med eksempler. Så, selvom begge disse bøger er skrevet for nationale udstillere i USA, hvor nationale udstillinger ikke følger FIP s regler (f.eks. tages eksponater af førstedagskuverter seriøst og samlinger af moderne materiale bedømmes som regel mere generøst, da et samleområdes betydning (FIP kriteriet importance ) ikke tillægges så stor betydning), så vil enhver dansk udstiller have stor glæde af at læse dem. Der ud over kan jeg anbefale alle udstillere at melde sig ind i AAPE (American Association of Philatelic Exhibitors), hvis fremragende medlemsblad er en evig kilde til inspiration og debat om det at udstille. Medlemmerne inkluderer alle de bedste dommere og udstillere i hele Nordamerika og debatten er meget åben og progressiv. Endelig tilbyder foreningen som noget helt ekseptionelt at give dig en AAPE-kritik af dit eksponat. Det betyder, at du sender to sæt kopier af HELE dit eksponat samt en adresseret og frankeret svarkuvert til returnering af det ene sæt kopier. Så udsender foreningen kopierne af dit eksponat til en erfaren dommer, der bogstaveligt talt side for side kommenterer dit eksponat. Mit eget posthistoriske eksponat blev på denne måde sendt til Dan Walker, der på det tidspunkt var formand for FIP s posthistoriekommission. Så kan man ganske enkelt ikke få mere kompetent vejledning! Det bringer mig videre til næste punkt. Lyt til vejledning og kritik fra gode og erfarne dommere Langt de fleste dommere (der er som indenfor alt nogle få, der kan være mindre værd at lytte til end andre) er meget erfarne og dygtige filatelister, der selv har samlet og præsenteret topklasse eksponater. Hvis du er en af de mange typisk stædige danskere, der bedst selv ved, hvordan dit eksponat skal se ud, og som aldeles ikke gider at lytte til dommernes vejledning, så er det selvfølgelig helt OK. Men, så skal man altså ikke blive ved med at klage over sine dårlige bedømmelser. Lyt til vejledning og kritik. Prøv at imødekomme den og sammenlign resultatet med din tidligere version. Som regel var kritikken ikke så tosset endda. Når det er sagt, så ved jeg godt, at nogle vil sige, at Jeg har hørt én dommer sige én ting og en anden det modsatte. Ja, det sker. Dommere er jo også mennesker, og derfor har de forskellige meninger. Men, hvis man hører den samme kommentar fra 3 forskellige dommere, så er det 99% sikkert, at man med fordel kan prøve at ændre ens eksponat som foreslået.
Arbejd med dit eksponat Øvelse gør mester! Jeg har i de seneste tre år udskrevet langt over 1000 plancher og komplet remonteret hele mit eksponat 4 gange som følge af kritik, forslag og diskussioner med andre dommere. Det tager meget tid, men resultatet er blevet betydeligt forbedret hver gang. Struktur Et eksponat er ikke det samme som en samling! Et rigtigt godt eksponat fortæller en historie. En god historie har en begyndelse, en substantiel midte og en god afslutning. Det gælder også for et eksponat. Den største tjeneste de fleste udstillere kan gøre sig selv er at spørge sig selv, hvorfor hvert enkelt objekt er med i dit eksponat, og hvorfor objekterne er præsenteret i den rækkefølge, de er. Hvis der er objekter, der ikke er absolut nødvendige for dit eksponat, så tag dem ud eller kik dig hurtigst muligt om efter et bedre objekt, der har sin egen berettigelse. Hvis du ikke kan komme med en logisk forklaring på rækkefølgen af objekterne hele vejen igennem, så sæt dig ned og tænk over, hvordan du kan omorganisere dit eksponat, så det får en logisk opbygning og let følgelig struktur. En klar logisk struktur vil også gøre det mere tydeligt for dig selv, hvilke væsentlige objekter du mangler for at kunne fortælle en god komplet historie om dit valgte filatelistiske emne. Husk, at treatment (behandling af emnet) tæller rigtigt mange point på bedømmelsesskemaet, og at dommerne kun har meget kort tid til at forstå opbygningen af dit eksponat. Hvis de ikke hurtigt kan se nogen logik i dit eksponat, så taber du vigtige gratis point, og dit eksponat vil ikke kunne opnå det maksimale antal point dit materiale kan opnå. To ekstremt vigtige sider! Den vigtigste side i dit eksponat er uden sammenligning den første side. Dette er forhåbentlig en titelside, der ikke blot angiver titlen på dit eksponat. Titelsiden er din unikke mulighed for at sælge din samling bedst muligt til dommerne og derved forbedre din medaljegrad. Jeg vil faktisk påstå, at en veludført titelside, hvis den kommunikerer den velgennemtænkte struktur beskrevet ovenfor, i gennemsnit øger din medaljegrad ét trin. Din titelside skal IKKE være en historieforelæsning! En god titelside beskriver først kort og klart, hvad der er formålet med dit eksponat hvilken historie søger du at fortælle? Dernæst beskriver den, hvordan du har valgt at strukturere din historie. D.v.s. hvilke områder dækker du og eventuelt hvilke områder, som en dommer kunne tro, du prøver at dække, du ikke dækker og hvorfor. Hvis du stadig har plads, så kan du kort fremhæve enkelte af eksponatets top objekter, der er helt nødvendige for at fortælle de filatelistisk sværeste aspekter af din historie. Nogle dommere anbefaler at placere et af dine absolutte top objekter på titelsiden, for her er du helt sikker på, at dommeren ser det (af samme grund bør du ikke spilde pladsen med en tegning eller et andet ikke-filatelisk objekt). Andre mener, at chancen for at tale med dommerne skal udnyttes fuldt ud ved hjælp at tekst og indholdsfortegnelser. Jeg hælder mest til den rene tekstversion, hvis dit eksponat er på 5 rammer eller større. Undgå at have to titelsider uden filatelistiske objekter. Det straffes - i hvert tilfælde internationalt. Den anden vigtige side, som har vundet stor udbredelse i Nordamerika er synopsis siden. Synopsis siden indgår ikke i selve eksponatet, men sendes til dommerne før udstillingen. Det er én side (man kan jo komme til at skrive både på for- og bagsiden), hvor udstilleren dels kan vejlede dommeren om, hvilken litteratur han/hun eventuelt kan bruge til at forberede sig på at dømme eksponatet, og dels har en enestående mulighed for at fortælle dommeren, hvilke fantastiske objekter eksponatet indeholder og hvorfor eksponatet er
svært at duplikere. MEN PAS PÅ!: Fald ikke for fristelsen til at overdrive dit eksponats klasse for meget. Der er stor risiko for at dommerne kan gennemskue den slags, hvis det er ubegrundet pral. Lov ikke mere end du kan holde. Du ønsker ikke, at dommerne får ét indtryk af dit eksponat, når de læser indledningsplanchen/synopsis siden og et helt andet, når de ser eksponatets faktiske indhold. Man kan også med fordel anvende synopsis siden til at gøre opmærksom på en eventuel egen original forskningsindsats, der præsenteres i eksponatet. Jeg ved ikke om synopsis sider er tilladte i Danmark, men jeg sætter i hvert tilfælde pris på dem som dommer, fordi de kan hjælpe mig i min forberedelse, og mon ikke udstillingskomiteen sender dem videre til dommerne, hvis de modtager sådanne sider? Rom blev ikke bygget på én dag! Jeg vil påstå, at det bør være umuligt at opnå en national guld medalje med mindre man har samlet (ikke nødvendigvis udstillet) og AKTIVT søgt og indkøbt top objekter indenfor sit område SERIØST i mindst 7-10 år. Dette skyldes, at de virkelige top objekter indenfor næsten alle samleområder simpelthen ikke kommer på markedet oftere. Derfor kan man ikke, medmindre man køber en stor udstillingssamling på én gang, bygge et tilstrækkeligt komplet og varieret eksponat op på nogle få år. Det gælder også selvom man har penge som skidt. Derfor, forvendt ikke en guldmedalje lige med det samme! Krævet dækningsgrad er omvendt proportional med eksponatets sværhedsgrad Jeg er af den opfattelse, at det nærperfekte eksponat af de fleste samleområder teoretisk set bør kunne opnå en national guldmedalje. MEN, jo snævrere eksponatets titel er defineret, jo grundigere skal dækningen være for at opnå det samme resultat, som et bredere defineret område. Lad mig tage de danske tofarvede som et eksempel. Et traditionelt eksponat, der dækker alle de tofarvede værdier, bør vise eksempler på essays og prøvetryk, have en stor del af de isolerede rammer samt eksempler på rigtigt gode forsendelser og større enheder af hver eneste værdi. Hvis man derimod kun udstiller den tofarvede 8 øre, bør man efter min mening godt kunne opnå den samme medalje som den, der udstiller hele udgaven. MEN, dybden af eksponatets dækning af 8 øren skal være ekseptionel. For at give en national guldmedalje til et 8 øre tofarvet eksponat ville jeg kræve at se stort set alle essays og prøvetryk, der relaterer direkte til 8 øres værdien, ALLE isolerede rammer i hovedgruppe 1, 3 og 4 samt de sværeste i hovedgruppe 5 gerne de fleste i parstykker, ægte brugt utakket mærke fra tryk 51, utakket mærke fra tryk 43 på brev, flere af de største kendte enheder brugt og ubrugt, samt de allerbedste forsendelser med 8 øren (f.eks. single på uden- og/eller indenlandsk modtagelsesbevis, single på indenlandsk postanvisning, store blokke/striber på brev, mange isolerede rammer og têtebêche stykker på breve). Det betyder i praksis, at der for 8 øres udstilleren er et antal objekter, som han/hun skal have for at få guld, mens udstilleren af et bredere defineret område har flere muligheder for at vælge mellem potentielle godbidder. Balance Hvis man for eksempel udstiller en traditionel tofarvet samling, hvor mange sider bør man så bruge på hvert enkel værdi? Mange udstilleres svar på dette spørgsmål vil være, at 4 og 8 ørerne skal fylde mest, da de var de mest benyttede og er udgivet i flest forskellige tryk. Men sådan forholder det sig ikke! Det kan synes ulogisk, specielt hvis ikke man har læst FIP reglementerne. Af disse fremgår det, at udstilleren bør lægge størst vægt på de vanskelige og sjældne værdier, mens almindeligere materiale helt kan udelades. Da der indenfor det tofarvede område dog findes et antal sjældne isolerede rammer blandt de ellers almindelige 4 og 8 ører, så vil en rimelig opdeling være, at der bruges ca. lige mange plancher på hver værdi, måske med undtagelse af 5 øren, der jo kun kom i 4 tryk. Det vil altså sige, at en
samling på højt niveau ofte vil indeholde lige så mange plancher til behandling af 100 øren og 25 øren, som der anvendes til visning af 4 og 8 ørerne. Selvfølgelig vil det være helt OK, at en samling på lavere niveau domineres af 4 og 8 ører (dvs. de almindelige værdier), blot bør udstilleren være klar over, at en sådan dominans ikke er optimal, hvis han/hun går efter guldet. Et guldmedaljeeksponat koster penge, men... Opbygningen af et eksponat i topklasse kræver en økonomisk prioritering af samleren. Måske skulle man overveje at købe en billigere bil, der kører langt på literen, så man istedet kan bruge pengene på opbygningen af et rigtigt godt eksponat. Stor viden kan spare én for mange penge, men uanset samleområde er en årlig investering på mindst 5000-10000 kr gennem en længere årrække formentlig nødvendig for at opnå en national guldmedalje. Hvis man ikke vil prioritere at bruge så mange penge, så kan man sagtens udstille alligevel, men så skulle man måske overveje at sætte en national Vermeil medalje som sit mål. Her vil nogen sige: Udstilling bør slet ikke have noget med penge at gøre. Viden må være det vigtigste! I en utopisk verden kan jeg kun være enig. Men i virkelighedens verden kan det ikke lade sig gøre, hvilket jeg vil illustrere med følgende eksempel. For det første skal man gøre sig klart, at FIP s regler klart definerer viden, ikke som hvad udstilleren ved om sit samleområde, men som den viden han/hun demonstrerer gennem det valgte materiale og dets beskrivelser. Det vil sige, at du kan være alvidende om et givet område, men hvis du ikke har råd til at købe det materiale, der er nødvendig for at illustrere din viden, er du lige vidt. Derfor vil sjældent og spændende materiale automatisk blive meget dyrt. For det andet, så prøv at sætte dig i følgende situation. To samlere udstiller to identiske eksponater på udstilling A og får derfor den samme medalje. Et år senere viser de begge deres eksponater på udstilling B. Udstiller 1 har i det forgangne år anskaffet sig en ny dyr bil og været på safari i Afrika og har derfor kun haft råd til at addere få relativt lettilgængelige objekter til sin samling. Udstiller 2 har derimod levet af vandgrød, ikke holdt ferie og er kommet i rigtig god form af at køre på cykel. Til gengæld har han/hun brugt sine penge på at købe et stort antal sjældne og derfor ofte dyre top objekter til sit eksponat i det forgangne år. De to udstilleres viden er den samme et år senere, men udstiller 2 har nu anskaffet sig materialet til at demonstrere flere facetter af sin viden og af sit eksponats historie. Skal de virkelig have det samme antal point året efter på udstilling B. I så fald ville jeg i hvert tilfælde blive sur, hvis jeg var udstiller B. Konklusionen vil derfor altid være, at penge ikke automatisk giver gode bedømmelser, men de gør det nemmere at opnå dem. Moderne materiale Bliver eksponater af moderne materiale bortdømt? Det er et svært spørgsmål at svare på. Der er ingen tvivl om, at det er noget nemmere at være udstiller af moderne (læs: efter ca. 1910) materiale i Nordamerika, hvor relativt billige moderne eksponater, der til gengæld er behandlet RIGTIGT godt, regelmæssigt får guld. Disse eksponater repræsenterer dog så godt som altid over 10 års MEGET seriøst arbejde både i form af egen original forskning og gennemgang af brevkasser og rodelot på et meget stort antal byttedage/handlermesser og på Ebay. Dem, der tror, at moderne guldeksponater i Nordamerika kan samles sammen på et par år hjemme foran sofaen, tager grueligt fejl. I Europa, hvor FIP s regler anvendes på alle niveauer, er det dog noget sværere at nå helt til tops med moderne materiale. Men jeg tror, det vil ændre sig med tiden. Når det er sagt, så har jeg meget lidt tilovers for de samlere af moderne områder, der først brokker sig over lave bedømmelser, og når man så ser nærmere på samlingen, så er næsten alle brevene sendt til Europæiske destinationer og viser almindelige første vægtklasse takster. Når jeg til min takstsamling 1875-1906 f.eks. kan finde et brev med modtagelsesbevis til Argentina, adressebrev til Congo, rekommanderet lokal tryksag, rekommanderede brevkort og
lignende, så kan en samler af materiale fra 1940 erne eller 1960 erne i hvert tilfælde også finde lignende eller endog endnu mere eksotisk materiale til sit eksponat. Det er kun et spørgsmål om at gå systematisk til værks og være meget aktiv i sin søgen efter materiale og husk så på, hvad jeg skrev ovenfor: Rom blev ikke bygget på én dag. Det gælder også for moderne eksponater! Giv ikke op! Med nogle eksponater, tager det lidt tid at uddanne dommerne til at sætte pris på eksponatets sværhedsgrad og nye filatelistiske landvindinger. Udstil, og mød selv op under udstillingen for at få dommernes vejledning med hjem. Skriv om dit eksponat i DFT, PHT og/eller NFT. Hold foredrag (der er ofte dommere blandt tilhørerne i større danske frimærkeklubber). Lær at bruge titel og synopsis siderne til din fordel. Lad være med at blive slået ud af en eller to dårlige bedømmelser (Jeg ved det er svært!). Der findes også mindre gode dommere, men de fleste er dygtige filatelister. Hvis du føler, at bestemte dommere bortdømmer dit eksponat, så kunne du jo prøve at få dit eksponat bedømt i udlandet. Og husk så på, at det ikke kun er medaljegraden, der tæller: først og fremmest bør du selv nyde din udstillingssamling, være stolt af den og føle glæden ved at vise den frem til andre på udstillingerne. Jeg håber denne artikel har været inspirerende for eksisterende udstillere, og at artiklen vil hjælpe nogle nye med at springe ud som udstillere af frimærker og posthistorie. Tak til Toke Nørby og Kasten Jensen for kommentarer til manusscriptet.
Figur 1. Min titelside brugt i forbindelse med verdensudstillingen Bangkok2003.
Figur 2. Omslaget af Manual of Philatelic Judging, som på det varmeste kan anbefales. Den gamle udgave som vises her kan anbefales over den sidste nye udgave.
Figur 3. Adressekort for pakke sendt til Congo i år 1900. Hvis jeg kan finde sådanne ting til mit eksponat Danish Postal Rates 1875-1906, så kan udstillere af mere moderne områder også finde mindst ligeså eksotiske og interessante objekter.