4. maj kollegiet i Aarhus. Dette foredrag har vi fået lov at udgive, og det siger vi naturligvis tak for! En historisk drama i en lille del af vores familie! 4. maj 2004 Ærede gæster - mine damer og herrer! Jeg er ganske benovet over at være blevet inviteret her i dag til at holde en tale ved årets 4. maj fest. MANGE TAK! Forleden dag, da jeg gik og priklede ukrudt i min græsplæne, tænkte jeg på - som jeg gør hvert forår - at det dog er utroligt, at dette onde ikke er til at komme til livs! Hvert år må jeg imidlertid - som så mange andre med have - erkende, at dette er noget, jeg må leve med - og så i øvrigt glæde mig over, at græsset trods alt dækker og trives fint. Det er 59. gang, jeg hører befrielsesbudskabet, og det er nu underligt, at følelsen af glæde og lettelse fra dengang stadig - så mange år efter - mærkes som et let slør henover noget, der ikke er til komme til livs, men er til at leve med. Enhver, der har set "Matador", vil vide, hvilken fest og glæde, der var i Korsbæk - "Det lille Danmark." - den 4. maj 1945. Forståeligt nok gik man næsten euforisk og hårdt til værks over for "ukrudtet". Fem års grusomheder var endelig slut undtagen på Bornholm! Her ville den tyske kommandant ikke overgive sig. Derfor bombede russerne Rønne og Neksø - og blev for resten på øen lige til april 1946 som besættelsesmagt. Historien fortæller os, at Danmark slap billigt. Men det er nu nok en sandhed med modifikationer, for i forhold til landets størrelse og indbyggertal var der mange, mange familier, der var slået i stykker og sad med sorg og savn på denne dag. De ydre ødelæggelser var måske færre end i andre europæiske lande - tysken havde jo brug for, at kanariefuglen stadig sang, så buret var nogenlunde intakt, og fuglen sang i sit fangenskab.
Den 4. maj 1945 var jeg 8 år. Måske har også andre erfaret, at erindringer fra den tidlige barndom ikke er som et videobånd med en sammenhængende handling - mere som lysbilleder i en lidt diffus rækkefølge, men med både farve og lyd. Min far var søofficer, og som sådan dybt involveret i flådens modstandskamp. Fra midt -43 så vi ham sjældent hjemme, og da det hele spidsede til, var det mest om natten, han kom. Og var væk igen om morgenen. Men en dag var han altså blevet hjemme, og her er hvad min hjernes lysbilledapparat viser på Billede nr. 1. Det er solskin. Vi - mor, far og 2 småpiger på 9 og 7 år - sidder og spiser - det er vistnok en søndag. Det ringer på døren - jeg lukker op, og udenfor står to kadetter, der smilende spørger, om min far er hjemme. Ja, det er han da! Mor og far kommer ud i entreen, og i samme sekund registrerer min barnehjerne, at noget er helt rivende galt. De to "kadetter" roder i skuffer og skabe, mens vi spiser videre. Far stikker noget hen til mig under bordet. Put dem op i dit bukseben, hvisker han. Det er et nøglebundt. Billede nr. 2 viser de to "kadetter med far imellem sig gå ned ad havegaden. Det var i efteråret 1944. Vi så ham først efter befrielsen i 45. Nøglerne, jeg skulle gemme, viste det sig senere, var nøgler til kadetskolen og diverse gemmer der. I begyndelse af 45 besluttede tyskerne, at de 361 fanger, der sad i Vestre Fængsel og i Frøslev, skulle deporteres til KZ-lejre i Tyskland. Krigen stod foran sin afslutning, men alligevel måtte disse fanger ud på en rædselstur gennem det krigshærgede Tyskland til Dachau, en lille landsby lidt nord for München. Journalist Lars Ringholn har i en lille bog "De kom til Dachau" samlet en række vidneudsagn fra nogle af de modstandsfolk, der var med i kreaturvognene i de 11 døgn, transporten varede. Flere døde undervejs, og flere endnu døde i lejren, af sult og sygdom og de umenneskelige anstrengel-
ser, de blev udsat for. Allerede fra sidst i marts begyndte Røde Korspakkerne til de danske og norske fanger at komme, og det overlevede man på. En del kom altså hjem med Bernadottes hvide busser - først til Sverige, og senere, efter 5, maj, videre til Danmark. Billede nr. 3. I vores stue på Vagtelvej på Frederiksberg havde far en stor lænestol - så stor, at vi to piger sagtens kunne putte os i den samtidig - og i den sidder en dag min far eller det, der tilbage af ham. Vi måtte ikke se ham. Dette billede har ingen lyd. Der er kun stor og mærkelig tavshed. Der har sikkert været andre i stuen; men jeg husker den lille bylt, helt indpakket i et tæppe, der i den store lænestol. I månederne op til befrielsen var tyskerne desperate. De vidste, at det snart var forbi; De vidste, at de allierede bombede deres land sønder og sammen; de vidste, at de meget snart skulle hjem - hjem til ingenting. Dagligdagen i Danmark var blevet meget farlig. Også i København slog de allierede til: Shell-huset, tyskernes hovedkvarter, skulle bombes. Jeg har læst, at det var en særdeles dygtigt planlagt og gennemført operation - og alligevel gik det galt. Det var den 21. marts 1945. Billede nr. 4. En kold, tidlig forårsdag. Jeg går i 2. klasse på den franske skole på Frederiksberg. Vi har håndarbejde. Der er ikke blæst luftalarm, da vi ser - og hører - den, flyveren. Lyden er overvældende, der lige uden for vinduet - vi var vistnok på 2. sal. Der bliver sort omkring os, og så - - ikke mere. Billede nr. 5. Der er ganske mørkt omkring mig. Noget sort og blødt omgiver mig. Lydene er anderledes nu. Fjerne råb og skrig, mange skrig; brag af mure, der braser sammen; buldren og knitrer af ild. Jeg er mest forundret - prøver at åbne munden for også at råbe, men får bare munden fuld af sten og jord. Lydene fylder så meget i dette billede.
Billede nr. 6. Vi sidder på et bord i et rum, hvor vandet står højt. Mænd haster frem og tilbage, bærende på bylter, som de henter inde i mørket. Rummet er lidt oplyst fra et hul i muren. Jeg stirrer på Lis, en klassekammerat, der sidder ved siden af mig med sin rosenkrans i hænderne; hun græder. Jeg siger til en mand, der vil bære mig ud gennem hullet i muren: Nej, jeg vil ikke med; jeg skal vente på min søster, det siger min mor. Billede nr. 7. "I må ikke vende jer om" siger de. Men jeg sidder på en åben lastbil med ryggen mod førerhuset, og jeg SER og jeg HØRER. Mennesker myldrer alle vegne - også ude på Frederiksberg Alle. Masser af mennesker. Vi er ude, men alting virker alligevel sort - og ganske forfærdelig larmende. "Hold fast om hende" sige nogen til mig og lægger en krop med et blodigt hoved i mit skød. Det er Susanne fra min klasse. Jeg er bare lammet og forundret, da jeg ser på den ruindynge, der om morgenen var min skole. Jo, jeg husker virkelig denne mærkelige forundring -. Billede nr. 8. På et hospital. Vi er en masse børn - ens alle sammen: grå i tøjet, grå i håret, grå i ansigterne. Dette billede er lydtomt - bare et gråt still-leben. Der er også mange voksne. Men billedet er ligesom frosset - det er jeg vist også selv. Billede nr. 9. Jeg står i døren til vores stue derhjemme, Der er flere mennesker i stuen, men jeg ser kun min mor der overfor i den mørkerøde sofa. Er det min mor? Jeg synes aldrig, jeg har set noget så grimt. Mennesket der er en grå, forstenet, forgræmmet figur. Et meget stærkt billede. Også fastfrosset. Så får jeg en flødeskumskage og ligger bag min mor i sofaen, men min mor er borte inde i sig selv. Først senere forstår jeg hvorfor: Min søster Birthe kom aldrig hjem igen. Hun blev 10 år. Den dag blev 84 børn og voksne dræbt. Jeg husker desværre også tydeligt, at jeg følte mig så forfærdelig ensom. Hvorfor kunne de da ikke være lidt glade for at se mig - for, at jeg var
kommet hjem? Jeg følte - sikkert ikke i overensstemmelse med virkeligheden - at de havde glemt mig. I februar 1953 stod der at læse i et blad, som overlevende fra Dachau udgav: Citat: "Mens disse linjer skrives er endnu et dødsbudskab meldt: Kommandørkaptajn Knud Heine Seehusen er død! Hvem af os Dachau-folk husker ikke den dag, da der i en dansk avis blev fundet en annonce, der meddelte, at den ene af Seehusens to piger var omkommet ved bombningen af den franske skole. Den dag følte vi med vor kammerat. Vi mærkede, at kampens pris var dyr. Den blev i sandhed dyr for Seehusen. Fra den dag var han mærket for livet. Min far havde skudt sig. Selvfølgelig var de to begivenheder, at min far blev taget og at skolen blev bombet, voldsomme - de er ukrudtet i min sind; det ukrudt, jeg aldrig kan få has på, men som jeg kan leve med. Men hvad er det imod, hvad f.eks. fangerne i KZ-lejrene havde været igennem? Der var mange af de overlevende, der de følgende år tog deres eget liv. Smerten var blevet for stor. Dengang var der ikke noget, som hed krisehjælp, traumecentre el.lign. Der var ingen hjælp at hente. Min far fik af ØK en rejse til Australien, hvor han skulle holde foredrag om sine oplevelser. Mor og jeg rejste til Sverige - fra det 3/4 år, vi boede der husker jeg mest, at mor tilbragte det meste af tiden på hospitalet. For mange unge - naturligvis ikke for jer her på 4.maj-kollegiet - men for mange andre unge er markeringen af 4. maj og 9. april vel ikke anderledes end markeringen af Dybbøl-dagen, Genforeningen eller Slaget på Reden - det er alt sammen gammel historie --.
"Hvad skal det nytte" som salig Hørup udtalte i 1883 under en debat om militærordningen. Jo, det skal nytte, for uden fortid, ingen fremtid - jeres fremtid. Fortiden er i går, det er for 5 år siden, for 10, 20, 50, 100 år og mere siden; fremtiden er i morgen og generationer frem. Det er i sandhed meget at rumme i en nutid, der i sig selv kan være problematisk nok -. 4. maj er en festdag - budskabet skal høres og lysene i vinduerne skal tændes, selvom - eller måske især fordi - der endnu er få, der kan mærke, at de onde års virkninger ikke er helt forbi. Vi behøver bare at tænde for erindringens lysbilledapparat, sådan som jeg har gjort det ved forberedelsen af mit indlæg til i aften. Til sidst en lille solstråle: Ved 50-året for bombningen, i 1995, var vi en hel masse forsamlede ved mindesmærket på -- Frederiksberg Alle - fortrinsvis ældre og gamle damer - det var jo en pigeskole. - Jeg hører en stemme bag mig: er der nogen her fra 2b? Jeg vender mig om, og der står hun, Susanne! - Jamen, Susanne, jeg troede, du var død! - Næh, jeg havde kun kraniebrud! Jamen så er livet da forunderligt!! TAK. fordi jeg måtte komme - og lad os da få en god og festlig aften - så kan jeg tage hjem og fortsætte med ukrudtet i min græsplane i morgen! Tak. Vibeke Seehusen. A11B06C02D2