AF SEBASTIAN H. MERNILD OG BJARNE HOLM JAKOBSEN Indlandsisen, den smeltende kæmpe et billede af årsagerne i for-, nu- og fremtid Sebastian H. Mernild Climate, Ice Sheet, Ocean, and Sea Ice Modeling Group, Computational Physics and Methods, Los Alamos National Laboratory, New Mexico, USA. mernild@lanl.gov Bjarne Holm Jakobsen Institut for Geografi og Geologi, København Universitet, Danmark. bhj@geo.ku.dk Klimaet den drivende faktor Den beregnede globale middeltemperatur er i de sidste 50 år steget cirka 0,6 grader celsius. I samme periode er de seks varmeste år observeret siden 1998 og de 15 varmeste år siden 1988. I Arktis og Grønland ses den samme udvikling. Temperaturerne er generelt steget siden afslutningen af»den lille istid«, som sluttede sidst i 1800 tallet. De mest markante stigninger ses i årtierne efter 1920 og i perioden efter 1970. Observationer viser, at temperaturen nogle steder i Arktis, f.eks. i visse områder af det nordlige Canada og Alaska, er steget med 2 4 grader celsius, hvor stigningen generelt set i det arktiske område, RESUMÉ Indlandsisen er den største iskappe på den nordlige halvkugle og har gennem de sidste årtier oplevet en accelererende afsmeltning. Aktuelt er Indlandsisen den iskappe, som er den største bidragsyder af vand til det stigende globale havniveau. Smeltningen af Indlandsisen bidrager med omkring 25 procent af vandet som indgår i den samlede stigning i havniveauet, hvor havenes termale ekspansion står for cirka halvdelen af den samlede stigning. Det stadig varmere klima har bevirket, at afsmeltningen af den grønlandske indlandsis i de seneste år er øget voldsomt og i 2007 var større end på noget andet tidspunkt siden iværksættelsen af systematiske satellitobservationer i slutningen af 1970 erne. Indlandsisens øgede afsmeltning medfører øget afstrømning af ferskvand, som udover den direkte betydning for havniveauet også har betydning for havmiljøet og for de processer, som er med til at opretholde den globale oceaniske cirkulation. De pågående ændringer af Indlandsisen giver os mulighed for at observere og modellere klimaets indflydelse. Kan vi med denne viden om nutidens forhold komme nærmere en forståelse af fortidens klima som ramme for tidligere istider og mellemistider, f.eks. situationen i den forudgående og noget varmere Eem mellemistid, og kan vi desuden komme med et bud på effekten af en fortsat menneskeskabt global opvarmning? 324 Tidsskriftet Grønland 4/2009
inklusive Grønland, ligger på 1 2 grader celsius. I Grønland har de seneste 10 år været det varmeste årti siden varmeperioden i 1930 erne og 1940 erne. Dog tyder meget på, at mekanismerne bag opvarmningen i dag er andre end for 70 80 år siden, og meget indicerer, at opvarmningen, i modsætning til tidligere, denne gang primært er atmosfærisk og drivhusgasbetinget, hvilket vil bide sig fast og fortsætte. Baggrunden for de særlig store klimaforandringer i Arktis er de stigende temperaturers effekt på is- og snedække. Et vigende is- og snedække fører til en markant aftagende refleksion af solindstrålingen, hvorved en stadig øget opvarmning af havet og de isfrie landskaber resulterer i regionens ekstraordinære opvarmning. Velfunderede modelberegninger viser, at temperaturerne i Østgrønland kan forventes at stige voldsomt, hvor især vinterperioden kan blive op til 12 grader varmere. Der er især i Østgrønland tale om forventede temperaturstigninger, der vil forstærke den allerede accelererende afsmeltning af den grønlandske indlandsis og af en række lokale gletschere i kystlandskaberne. Indlandsisen udviklingen gennem de sidste årtier I en tid, hvor observerbare klimaforandringer og klimaeffekter i stigende grad bringes til vores kendskab og fylder vores bevidsthed, samler en del af interessen sig naturligt om den grønlandske indlandsis. Der er således et stort behov for at opnå en bedre forståelse af klimaets indvirkning på Indlandsisens overfladeafsmeltning, dynamiske processer og øgede ferskvandsbidrag, idet disse forhold har stor betydning for det stigende globale havniveau og påvirker den oceaniske cirkulation, hvilket kan føre til ændringer i Golfstrømmen. Behovet understreges af FN s klimapanel s (IPCC) 4. tilstandsrapport fra 2007, hvor det endnu ikke var muligt på et holdbart grundlag at inddrage Indlandsisens bidrag i relation til det stigende havniveau. Konsekvenserne af klimaforandringerne Grønland observeret fra NOAA satellit den 2. juni 1988. Det er åbenlyst at Indlandsisen med en højde på over 3000 m og sin store nord-syd udstrækning på mere end 2600 km fra 60 til næsten 84 grader nordlig bredde spiller en særskilt og meget vigtig rolle for energibalancen, og for den oceaniske og atmosfæriske cirkulation i Nordatlanten. Ændringer i Indlandsisens udbredelse og højde vil derfor have en voldsom tilbagevirkning på det nordatlantiske og globale klimasystem. er tydelige. I udbredelse og omfang har Indlandsisen, især inden for de sidste 10 15 år, gennemgået en række forandringer på såvel regionalt som lokalt niveau. Der er tale om forandringer, som påvirker den arktiske hydrologiske cyklus og vandbalance, da Indlandsisen i et hydrologisk perspektiv kan betragtes som et reservoir af sne og is, hvor vand fra kredsløbet opmagasineres i kortere eller længere tid. At indsamle information om Indlandsisens tilstand er vanskeligt. Det barske klima, det ufremkommelige terræn, de logistiske udfordringer og Indlandsisens størrelse betyder, at forskerne i stadig højere grad gør brug af satellitbilleder og modelberegninger til at beskrive og analysere iskappens tilstand. Tidsskriftet Grønland 4/2009 325
Ændring i overfladelufttemperatur på den nordlige halvkugle siden 1957. Skalaen er i grader Celsius (kilde NASA). Modelresultaterne viser, at smeltesæsonen 2007 har sat ny rekord i afsmeltningen af Indlandsisen. Det samlede smelteareal for 2007 udgjorde omkring 51 procent af Indlandsisens samlede areal eller svarende til 22 gange Danmarks størrelse (ca. 954.000 km 2 ). Smeltearealet i 2007 var omkring 20 procent større end det gennemsnitlige smelteareal for perioden 1995 2006. Udviklingen i smeltearealets størrelse har siden 1995 generelt set været stigende, med en samlet forøgelse over perioden på 8 procent. Den gennemsnitlige stigning dækker over en årlig variation i smeltearealets størrelse, fra maksimum 51 procent i 2007 til en minimums- Simplificeret principskitse af Indlandsisen og dens dynamiske flydestrukturer når isen dels flyder på grundfjeld, dels ud i oceanet. På den centrale del af Indlandsisen forekommer der en netto-pålejring af sne, hvorimod der langs isranden sker et netto-tab af is og sne på grund af fordampning, sublimation og afsmeltning samt dannelsen af isbjerge. Ved bunden af Indlandsisen forekommer ligeledes et netto-tab af is på grund af bundsmeltningen som følge af geotermal varme (jordvarme). 326 Tidsskriftet Grønland 4/2009
Den rumlige variation i modelleret smeltningsareal på Indlandsisen for perioden 1995 til 2007. værdi i 1996 på 28 procent af Indlandsisens samlede areal. I 1996 svarede det smeltede areal til cirka 519.000 km 2 eller 12 gange Danmarks størrelse. De største ændringer i arealafsmeltningen ses i den sydlige del af Indlandsisen. Afsmeltningen sker primært i randområdet af iskappen med værdier op til 450 cm pr. år i den sydlige del, hvorimod pålejringen og ophobningen af sne finder sted på den indre centrale del af Indlandsisen. En pålejring, der varierer fra omkring 5 til 40 cm om året. År 2007 var det første år i perioden 1995 til 2007, hvor Indlandsisens overflademassebalance var negativ, idet iskappens overflade isoleret set mistede volumen svarende til 3 km 3. En negativ overflademassebalance vil sige, at der i sommerperioden bortsmelter mere sne og is fra Indlandsisens overflade, end der er blevet akkumuleret som sne gennem den forudgående vinterperiode. Den gennemsnitlige overflademassebalance for Indlandsisen for perioden 1995 til 2007 er +124 km 3 pr. år, dog for perioden med en gennemsnitlig aftagende tendens i overflademassebalancen på 10 km 3 pr. år. Den aftagende tendens er betinget af en både aftagende akkumulation og en tiltagende ablation (fordampning, sublimation og afstrømning). Ændringerne i Indlandsisens overflademassebalance sker hurtigere end tidligere antaget, da opvarmningen i Arktis har bragt iskappen i voldsom ubalance med nutidens klimaforhold. Indlandsisen bidrager som sagt allerede i dag til det stigende havspejl, idet de øvrige massetab, herunder den dynamiske aktivitets produktion af isbjerge, bundsmeltning (geothermal smeltning) og smeltning i kontaktfladen mellem udstrømmende gletscheris og det varmere havvand, markant overstiger Indlandsisens positive overflademassebalance. Indlandsisen kan derfor være på vej til at blive en væsentlig større bidragyder til stigningen i det globale havniveau. Indlandsisens Tipping point og udvikling frem mod 2350 Tipping point er defineret ved, at Indlandsisens overflademassebalance i en på hinanden følgende række af år er negativ, hvilket Tidsskriftet Grønland 4/2009 327
Udvikling i Indlandsisens udstrækning og omfang for år 2000 og frem til 2350 for hvert 25. år, baseret på temperaturscenarierne med 1.000 ppm CO2 i atmosfæren. Lokaliteten af iskerneboringerne: Dye3, GRIP, NorthGRIP og Camp Century er angivet. Indlandsisen Indlandsisens areal er på omkring 1,83x106 km 2 svarende til cirka 85% af Grønlands areal og næsten 43 gange Danmarks størrelse. Fra nord til syd strækker Indlandsisen sig over ca. 2.400 kilometer, hvor den maksimale bredde på Indlandsisen er cirka 950 kilometer. På det tykkeste sted er Indlandsisen over 3.200 meter høj. Isen har et volumen på omkring 3.000.000 km 3, som svarer til omkring otte procent af Jordens samlede ferskvandsmængde. Smelter Indlandsisen helt, vil det medføre en global stigning af havoverfladen på syv til otte meter. En fuldstændig nedsmeltning vil tage adskillige tusinde år. betyder, at der samlet set fra hele Indlandsisen overflade mistes mere masse ved fordampning, sublimation og smeltevandsafstrømning, end der akkumuleres som sne og ved kondensation. Da Indlandsisen derudover løbende mister masse ved dynamisk aktivitet, bundsmeltning og ved smeltning i grænsefladen mellem udstrømmende gletscheris og varmere havvand, så mister Indlandsisen efter at have overskredet sit Tipping point enhver mulighed for at stabilisere eller genopbygge sit volumen. Bestemmelsen af overflademassebalancens klimaafhængighed og derunder en bestemmelse af Indlandsisens Tipping point bliver derfor vigtig, hvis man ønsker at begrænse eller eliminere et permanent og accelererende bidrag af vand fra Indlandsisen til verdenshavene. For tiden mister hele Indlandsisen trods en stadig gennemsnitlig positiv overflademassebalance netto omkring 250 km 3 vand pr. år, hvilket udgør cirka 1/3 af den samlede ferskvandsbidrag fra Indlandsisen til oceanerne fra smeltevandsafstrømning, regn og fra produktion af isbjerge, og som er i størrelsesordenen 800 km 3 pr. år. Indlandsisens nettotab bidrager således markant til den igangværende og accelererende stigning af det globale havniveau. Havspejlstigningen er for tiden cirka 3 millimeter om året, hvilket er næsten dobbelt så meget som de 1,7 millimeter pr. år, der var den gennemsnitlige stigning i det 20. århundrede. Indlandsisens 328 Tidsskriftet Grønland 4/2009
tab på de 250 km 3 om året bidrager cirka med 25 procent af det vand, som indgår i den pågående globale havniveaustigning. Lokale gletschere kloden rundt, herunder også de mere end 2000 lokale gletschere i Grønlands kystnære landskaber, er stadig den største bidragyder af vand til den aktuelle stigning i det globale havniveau (omkring 65 procent), hvor det Antarktiske område skønnes at bidrage med cirka 10 procent. Simuleringer af energi- og massebalancer for Indlandsisens overflade frem til 2080, baseret på et moderat IPCC scenarier (A1B) for udviklingen i atmosfærens indhold af drivhusgasser, viser, at Indlandsisen i slutningen af 2020 erne vil nærme sig sit Tipping point. Fra begyndelsen af 2040 erne synes tendensen klar: Indlandsisens overflademassebalance vil derefter stabilt være negativ. Hidtidige erfaringer med IPCC s klimascenarier viser, at de aktuelt observerede trends og effekter, som følge af det ændrede klima, i en række områder udvikler sig hurtigere end modelberegningerne indikerer. De allerseneste års forskning peger på, at dette gør sig gældende, når vi ser på det vand, som er bundet i klodens ismasser. Det er derfor realistisk at antage, at en overskridelse af tipping point i begyndelsen af 2040 erne, altså om 35 år, er det seneste tidspunkt for, hvornår Indlandsisen ikke længere er i stand til at stabilisere eller genopbygge sig selv. Simuleringerne viser, at tipping point vil indtræde i begyndelsen af 2040 erne ved en tempera- Mittivakkat iskappen på Ammassalik Ø i Sydøstgrønland. Iskappen er en af de mere end 2000 mindre iskapper og gletschere, som findes i Grønland, i tilknytning til de isfri landskaber omkring Indlandsisen. Disse lokale gletschere er på grund af deres kystnære og oftest lavere beliggenhed meget følsomme overfor klimaændringer (foto. Bent Hasholt, Institut for Geografi og Geologi). Tidsskriftet Grønland 4/2009 329
Indlandsisens plastiske strømning fra de centrale akkumulationsområder til randzonen udgør et væsentligt element til forståelsen af Indlandsisens samlede massebalance. En lang række steder sker der en direkte udstrømning af is til havet, hvorved kælvning og smeltning af is i direkte kontakt med et varmere havvand påfører Indlandsisen et stort tab af masse og også skaber en stor ferskvandstilførsel til havområderne (fotos H.H. Thomsen, GEUS). turstigning for Grønland på blot 1,2 C i forhold til de nutidige temperaturforhold. Da temperaturstigningen for Arktis, inklusive Grønland, i gennemsnit har været dobbelt så kraftig de seneste mange årtier sammenlignet med den globale temperaturstigning, er der grund til at forvente, at tipping point allerede vil indtræde ved en global middeltemperaturstigning på omkring 0.6 C. En sådan temperaturstigning ligger langt under den målsætning og det ambitionsniveau, som kendetegner de pågående globale klimapolitiske forhandlinger. Der er også foretaget simuleringer af Indlandsisens dynamiske processer og ændringer i bl.a. isens areal, volumen og tykkelse frem til 2350. Dette er sket på baggrund af to scenarier for den fremtidige CO2-koncentration i atmosfæren: en stabilisering af CO2-koncentration på henholdsvis 450 og 1.000 ppm., hvilket repræsenterer den forventede minimum- og maksimumudvikling i atmosfærens CO2-koncentration frem mod år 2350. Simuleringerne viser, at der vil ske en fremtidig formindskelse af Indlandsisens areal, hvad enten atmosfærens CO2-indhold stiger fra de nuværende 387 ppm til 450 ppm (omkring 15 procent), eller om stigningen måtte blive omkring 150 procent, dvs. en stigning til 1.000 ppm i år 2350. Isens areal vil i forhold til det nuværende areal formindskes med henholdsvis 10 procent (181.000 km 2, svarende til cirka fire gange Danmarks areal) eller 25 procent (439.000 km 2, svarende til cirka ti gange Danmarks areal). ændringerne vil hovedsageligt finde sted i den sydlige, østlige og nordøstlige del af Indlandsisen, hvilket en række steder vil 330 Tidsskriftet Grønland 4/2009
forøge afstanden fra isranden og til kystområdet med op til 150 km. Netto-tabet af Indlandsisen vil primært finde sted i det egentlige randområde, hvorimod netto-pålejringen af sne fortsat vil finde sted på den centrale del af isen. Indlandsisens volumen vil i forhold til det nutidige volumen i samme simulering frem mod år 2350 skrumpe ind med henholdsvis 4 procent (103.000 km 3 ) eller 20 procent (573.000 km 3 ). Ændringerne i Indlandsisens volumen, altså nettotabet, vil også i fremtiden bidrage til stigningen i det globale havniveau, og vil sandsynligvis spille en stadig større rolle. Det samlede bidrag fra Indlandsisen til og med år 2350 vil medføre en stigning i det globale havniveau på henholdsvis 47 cm for 450 ppm CO2-scenariet og 125 cm for 1.000 ppm CO2-scenariet. Temperatureffekten af klimaforandringerne kan vise sig yderligere at forøge stigningen af det globale havniveau, da havvandet vil udvide sig i takt med, at det bliver varmere. Havspejlstigningen vil sandsynligvis blive det dobbelte sammenlignet med de beregnede bidrag fra smeltende is, og den samlede effekt af bidraget alene fra Indlandsisen kan derfor risikere at forøge stigningen i det globale havniveau med op til omkring 250 cm frem mod år 2350. Fremtiden, det geologiske tidsperspektiv og forholdene under tidligere mellemistider Oceanerne dækker i dag omtrent 71 procent af Jordens overflade, og det globale havniveau er som sagt grundlæggende bestemt af havvandets temperatur, idet vand fylder mere ved stigende temperaturer, samt af mængden af ferskvand, som er lagret på land, og her især det vand, som er bundet i iskapper og gletschere. I et længere geologisk tidsperspektiv spiller bl.a. oceanernes og kontinenternes udformning og placering naturligt også en vigtig rolle. Betragter vi det varmere klima, som har præget lange geologiske tidsperioder forud for vores nuværende Kvartærtid, antages Vandbalanceligningen For Indlandsisen kan man opstille en vandbalanceligning, der balancerer de faktorer, der tilfører eller fjerner vand fra et område. Vandbalanceligningen kan beskrives på følgende måde: P (E+SU) R ± ΔS = 0 ± η, hvor P er nedbør fra sne og regn (og bidrag fra kondensation), E er fordampning, SU er sublimation fra sne- og isoverfladen samt fra fygende sne (sublimation er et skift i fase direkte fra fast form til dampform), R er afstrømning, ΔS er reservoirændringer (f.eks. overfladevand, gletscheris, eller sneudbredelsen) og η er usikkerhedsparameteren. Usikkerhedsparameteren er 0 (eller lille), såfremt alle større vandbalancekomponenter (P, E, SU, R og ΔS) er bestemt nøjagtigt. Den sæsonmæssige akkumulation (pålejring) beregnes ud fra P og ablationen (dvs. fjernelse af materiale) ud fra E, SU og R. Nettobalancen er den sæsonmæssige forskel mellem akkumulation og ablation. havspejlet i lange perioder at have været op mod 100 m højere end i Kvartærtiden, og en endnu større andel af Jordens overflade at have været dækket af vand. Kvartærtiden, som er vores nuværende geologiske tidsalder, regnes for at starte for cirka 2,6 2,8 millioner år siden, efter lukningen af åbningen mellem Nord- og Sydamerika og etableringen af det geologiske, oceaniske, atmosfæriske og orbitale setup, som kendetegner vores nutid. Forud var gået en isolation og efterfølgende afkøling af det Antarktiske kontinent, hvis afkølende indvirkning på det globale temperaturniveau, efter en række tilløb, førte til de mere udbredte nedisninger på den nordlige halvkugle. De seneste par millioner Tidsskriftet Grønland 4/2009 331
Selv om store dele af Indlandsisen gennem udløbsgletschere afstrømmer direkte til fjorde og havområder, så sker der også mange steder en afstrømning af smeltevand til de isfri landskaber. Mange søer og smeltevandsløb præger landskabet, og smeltevandet med dets store indhold af opslemmede sedimenter og næringsstoffer spiller en stor rolle for økosystemerne i de tilstødende fjorde og havområder (fotos H.H. Thomsen, GEUS). 332 Tidsskriftet Grønland 4/2009
år har derfor været præget af orbitalt betingede vekslende istider og mellemistider, hvilket har givet anledning til eustatiske havspejlssvariationer i størrelsesordenen 100 meter. Selv om vi overordnet set taler om cykliske skift mellem lange istider og relativt set kortere mellemistider, så er både istider og mellemistider ganske ustabile perioder. I istider forekommer varme faser, hvor store dele af de store isdækker smelter tilbage, og også i mellemistiderne ses betydelige udsving i temperaturer og isdække. Ser man tilbage over de seneste 1 2 millioner år, så tegner der sig et billede af en meget forskellig længde og intensitet af varme og kolde perioder, også specifikt for de faser som betegnes som de egentlige mellemistider. De cykliske glaciale skift er grundlæggende styret af variationer i solindstrålingen, hvor samspillet mellem forskellige orbitale variationer i jordens rotation og bane omkring solen giver anledning til en meget forskellig amplitude i den solindstrålingsvariation, som forskellige breddegrader oplever. Indstrålingsvariationerne ændrer også vedvarende og cyklisk de gradienter, som uafvendeligt fører overskudsenergi og nedbør fra lave breddegrader til de polnære områder. Ses der specifikt på det grønlandske område og den variable solindstråling, så ses tydeligt det indstrålingsmaksimum i de polnære områder, der for cirka 11 tusinde år siden førte til starten på vores nuværende mellemistid Holocæn og til den dramatiske afslutning på den seneste istidsprægede periode, Weichselistiden, som havde varet omkring 100.000 år. Man ser også, at solindstrålingen igennem de seneste 11 tusinde år har ændret sig med et betydeligt fald i den polnære indstråling og en derved stadig stærkere insolations- og temperaturgradient mod de lave breddegrader. Betingelserne for glaciation i Grønland er således blevet bedre gennem Holocæn, idet energioverskudet om sommeren er aftaget og en gradientdreven atmosfærisk cirkulation generelt set har ført mere nedbør til det grønlandske område i vinterhalvåret. Fra midt Holocæn kendes således også tydelige tegn på en neoglaciation i Grønland, ligesom is og snedækket i hele det arktiske område har været i tilvækst. Ses der ind i fremtiden og på fordelingen af solindstråling over de næste 10.000 100.000 tusinde år, så må vi erkende, at vi befinder os i en kold fase af den nuværende mellemistid, senest dokumenteret ved perioden fra 1400 1800 tallet, hvor store områder på den nordlige halvkugle havde et koldt klima. Umiddelbart må vi forvente, at solindstrålingen og dens fordeling på Jorden over de kommende årtusinder vil fastholde os i en kølig fase af den nuværende mellemistid. I et lidt længere perspektiv, udover de første 1.000 2.000 år, tegner der sig konturerne af varmere faser og en mellemistid, som kan komme til at strække sig over måske mere end 30.000 år, en længde på en mellemistid, som også er set tidligere. Havspejlet forud for vores aktuelle mellemistid, dvs. under Weichsel istidens maksimum for ca. 18.000 år siden, var omkring 120 meter lavere end i dag. I Holocæn antages havspejlet at have nået sit nuværende niveau for 4.000 6000 år siden, hvorefter der kun har været tale om mindre ændringer og fluktuationer. Ser vi på den forudgående Eem mellemistid, så regnes denne for i sin varmeste fase at have været op mod 5 grader varmere end i dag, Indlandsisen væsentlig mindre (omkring 30 procent) og havspejlet for at have ligget nogle meter over det nuværende havspejl. Med erfaringerne fra nutidens forhold for Indlandsisen og i lyset af dele af Eem tidens varmere klima må vi antage, at Indlandsisens overflademassebalance i Eem formentlig over længere tid har været negativ og Tipping point dermed overskredet. At Indlandsisen ikke nedsmeltede totalt skyldes, at Eem perioden og Eem periodens varmeste fase var relativ kort og blev efterfulgt at en væsentlig koldere periode, Weichsel istiden, hvor isen igen voksede. Det er netop på baggrund af denne ind Tidsskriftet Grønland 4/2009 333
sigt, og på baggrund af den relativt set stabile og kølige klimaperiode, vi må forvente over de kommende årtusinder betinget af fordelingen af solindstråling på kloden, at den seneste klimaudvikling giver anledning til bekymring. Det er bekymrende, at vi øger mængden af drivhusgasser med en sådan rate, at jordsystemets evne til på kort sigt at modvirke denne ubalance overskrides voldsomt, og at temperaturerne ikke mindst i Arktis derfor fortsat vil stige. Skal vi lære af fortiden, så tegner der sig et billede af en nært forestående og meget lang periode, hvor Indlandsisens Tipping point vil være overskredet, og store dele af Indlandsisen kan udsættes for en dramatisk smeltning. Eller også når vi Tertiærtidens Tipping point, hvor en naturlig hurtig stigning i koncentrationen af drivhusgasser sandsynligvis fra vulkansk aktivitet og udslip fra marine miljøer førte til et langvarigt og meget varmt klima på Jorden uden egentlige isdækker og med et meget højt globalt havspejl. 334 Tidsskriftet Grønland 4/2009