Høring over vejledning om individuelle nedskrivninger og hensættelser

Finanstilsynet Århusgade 110 2100 København Ø Att. Lars Stage Høring over vejledning om individuelle nedskrivninger og hensættelser Finansrådet har modtaget Finanstilsynets høring over vejledning om individuelle nedskrivninger og hensættelser. 13. januar 2014 Finanssektorens Hus Amaliegade 7 DK-1256 Copenhagen K Finansrådet vil indledningsvist gerne takke for muligheden for at kunne afgive bemærkninger til vejledningen. Telefon 3370 1000 Fax 3393 0260 Endvidere vil Finansrådet gerne indledningsvist bemærke, at det er positivt, at Finanstilsynet giver vejledning til alle pengeinstitutter om, hvorledes Finanstilsynets særlige danske nedskrivningsregler kan anvendes. Generelle bemærkninger I forbindelse med høring af ændringerne til regnskabsbekendtgørelsen i foråret 2012, gav Finansrådet en række bemærkninger til Finanstilsynet, herunder om, at de præciserede nedskrivningsregler ville medføre indregning af nedskrivninger, der ikke var grundlag for, og at reglerne ikke var forenelige med de internationale regnskabsstandarder (IFRS), som anvendes i resten af EU. Dette er uændret Finansrådets vurdering. mail@finansraadet.dk www.finansraadet.dk Kontakt Martin Thygesen Direkte +45 3370 1024 mat@finansraadet.dk Finanstilsynets særlige danske nedskrivningsregler stiller danske pengeinstitutter dårligere i konkurrencen med udenlandske institutter. Dette er særligt udtalt for de danske pengeinstitutter, der udøver virksomhed på tværs af landegrænser, og som skal anvende de særlige danske nedskrivningsregler for aktiviteten uden for Danmarks grænser. Det er dog også en problemstilling internt i Danmark, idet danske filialer af udenlandske pengeinstitutter ikke skal følge de særlige danske nedskrivningsregler, men alene IFRS, som i resten af EU. Det er på den baggrund, at Finansrådet uændret opfordrer til, at de særlige danske nedskrivningsregler tages op til genovervejelse. Som nævnt ovenfor finder Finansrådet, at det er positivt, at Finanstilsynet giver vejledning til alle pengeinstitutterne om, hvorledes tilsynets særlige danske regler for nedskrivning af udlån kan anvendes. Finansrådet kan imidlertid ikke tilslutte sig den detailregulering, som vejledningen flere steder er udtryk for, idet den vil medføre, at der ikke kan anlægges en helhedsbetragtning omkring den enkelte kundes forhold, men i

stedet skal fokuseres på udvalgte nøgletal og parametre, der ikke nødvendigvis er fuldt dækkende. Side 2 Efterlevelse af detailregler og omvendte bevisbyrder vil indebære yderligere betydelige administrative byrder for pengeinstitutterne, og der synes i flere tilfælde ikke at være et rimeligt forhold mellem ressourceforbruget og udbyttet af de yderligere arbejder. Der henvises til de specifikke bemærkninger nedenfor, hvor Finansrådets vurdering af vejledningens enkelte punkter fremgår. Endvidere bemærker Finansrådet, at tidspunktet for høring af vejledningsudkastet er kritisabelt, dels fordi de personer i pengeinstitutterne, som beskæftiger sig med OIV-vurderinger og nedskrivningsberegninger er travlt optagede med arbejder i forbindelse med årsafslutningen for 2013, dels fordi pengeinstitutterne ikke kan nå at foretage de eventuelle tilpasninger af procedurer mv., som vejledningen måtte indebære, inden årsrapporterne for 2013 aflægges. Finansrådet opfordrer derfor tilsynet til ikke at udstede vejledningen, inden årsrapporterne for 2013 er aflagt. Specifikke bemærkninger Rækkefølgen af de specifikke bemærkninger afspejler rækkefølgen af punkterne i tilsynets udkast til vejledning og er ikke udtryk for Finansrådets prioritering eller væsentlighed af bemærkningerne. Ad punkt 2 24 - generelt om identifikation af OIV Finansrådet har noteret sig, at tilsynet i vejledningen flere steder synes at have foretaget en drejning i en retning, hvor der i mindre omfang end tidligere fokuseres på, om kunden har tilstrækkelig likviditet til at servicere sine forpligtelser og mere på, om egenkapitalen/formuen er positiv eller negativ. Efter Finansrådets opfattelse er denne drejning ikke hensigtsmæssig, idet det i praksis som oftest er likviditeten, der er afgørende for, om kunden misligholder sine forpligtelser over for instituttet, mens egenkapitalen/formuen i hvert fald i første omgang - kun spiller en sekundær rolle. Finansrådet finder på den baggrund, at tilsynet skal overveje, hvorvidt flere af de anførte krav og fremgangsmåder baseret på opgørelse af formue/egenkapital med fordel kan erstattes af retningslinjer baseret på likviditetsforhold. Ad punkt 2 Omvendt bevisbyrde for individuelt vurderede svage udlån Det anføres, at der skal foreligge dokumentation for, at der ikke er indtruffet OIV for svage udlån.

Det vil være meget byrdefuldt på enkeltkundeniveau at skulle udarbejde den dokumentation, som denne omvendte bevisbyrde indebærer. Finansrådet finder det derfor afgørende, at bevisbyrden alene gælder for signifikante svage udlån, som nødvendigvis skal vurderes individuelt, og ikke generelt for alle svage udlån. Finansrådet antager i øvrigt, at der må gælde en fleksibilitet, således at en forsinkelse af perioderegnskaber, budgetter mv. ikke pr. automatik skal medføre, at der skal statueres OIV. Side 3 Finansrådet finder, at ovennævnte bør reflekteres i vejledningen. Ad punkt 5 Vurdering af OIV kommanditselskaber Det anføres, at der ved OIV-vurdering af udlån til kommanditselskaber kan tages højde for resthæftelser og kautioner fra kommanditisterne, men at det er en forudsætning, at der foreligger oplysninger om kommanditisternes økonomiske forhold samlet set. Finansrådet finder, at det bør tilføjes, at den samlede vurdering blandt andet kan baseres på betalingshistorik. Har kommanditisterne i et kommanditistselskab f.eks. hidtil foretaget de yderligere betalinger, som de måtte være blevet pålagt, og foreligger der ikke nye informationer, som indikerer andet, må det kunne antages, at de også vil foretage eventuelle yderligere betalinger til selskabet. I øvrigt må det efter Finansrådets opfattelse gælde, at såfremt en kommanditists økonomiske forhold tidligere er vurderet tilfredsstillende, og instituttet ikke har fået kendskab til betydningsfulde negative hændelser, må det kunne antages, at kommanditistens økonomiske forhold er uændrede. Ad punkt 11 Vurdering af OIV for privatkunder Det anføres, at der som udgangspunkt er indtruffet OIV for privatkunder med negativ formue og utilstrækkeligt rådighedsbeløb. Endvidere fremgår det, at der er indtruffet OIV, hvis ikke de opgjorte forventede fremtidige rådighedsbeløb sandsynliggør, at kunden vil have en gældsnedbringelse/opsparing, der i fremtiden vil gøre kundens formue positiv, og at der ikke er OIV, hvis formuen kan gøres positiv inden for en mellemlang periode. Finansrådet finder ikke, at der kan fastlægges én retableringsperiode for alle kunder, men at der skal henses til kundens forhold. Har kunden f.eks. mange år til pensionering, og er det forventningen, at kunden kan overholde sine forpligtelser, må der alt andet lige kunne anvendes en lang retableringsperiode, mens alene en kort -periode kan anvendes, hvis kunden står umiddelbart over for pensionering og herefter ikke vil kunne overholde sine forpligtelser.

Finandsrådet finder på den baggrund, at der ikke bør indføres et nyt begreb i form af en mellemlang periode, jf. ovenfor. For nogle kunder vil en sådan periode kunne være for kort og for andre kunder for lang. Side 4 Finansrådet antager endvidere, at der i en vurdering af en privatkundes formue også kan tages hensyn til kundens pensionsformue, som kunden kan disponere over/hæve mod betaling af afgift til staten. Finansrådet finder, at de nævnte forhold bør reflekteres i vejledningen. Ad punkt 13 Vurdering af OIV for erhvervskunder swaps og fastforrentede udlån Det anføres, at der ved opgørelse af erhvervskunders egenkapital skal tages højde for markedsværdien af swaps og andre finansielle instrumenter på opgørelsestidspunktet, og at det samme gør sig gældende for fastforrentede lån. Endvidere anføres det, at det ved vurderingen af, om der er OIV, ofte er kundens indtjening og likviditet, som er afgørende og ikke kapitalforholdene, samt at swaps, som er indgået til afdækning af risici samt fastforrentede lån, som udgangspunkt gør det nemmere at skønne over den fremtidige indtjening og likviditet. Finansrådet er enig med tilsynet i, at det som oftest er indtjening og likviditet og ikke kapitalforholdene, der er afgørende ved OIV-vurderingen. Dette reflekteres imidlertid ikke i vejledningen, når det kræves, at swaps og fastforrentede lån altid skal medtages til dagsværdi ved opgørelse af egenkapitalen. Hvis en kunde har tilstrækkelig likviditet/overskud til at betale den faste rente, og kunden må forventes at fortsætte sine aktiviteter indtil derivatets/lånets udløb, skal derivatet/det fastforrentede udlån efter Finansrådets opfattelse ikke dagsværdireguleres ved opgørelse af kundens egenkapital til brug ved OIV-vurderingen. I takt med at tiden går, vil dagsværdireguleringen således blive reduceret for at andrage nul kr. ved derivatets/det fastforrentede låns udløb. Omvendt er det vurderingen, at kunden ikke har den tilstrækkelige likviditet/indtjening til at kunne fortsætte sine aktiviteter til derivatets/det fastforrentede låns udløb, vil det efter Finansrådets opfattelse være korrekt at medtage dagsværdireguleringen ved opgørelsen af kundens egenkapital til brug ved OIV-vurderingen. Finansrådet finder, at denne sondring bør reflekteres i vejledningen. I den forbindelse henvises til vejledningen til punkt 13 om OIV for andelsboligforeninger, hvor en renteswap tilsvarende ikke vil have indvirkning på OIVvurderingen, hvis foreningen har den nødvendige likviditet til at betale sine forpligtelser i takt med, at de forfalder.

Ad punkt 13 Vurdering af OIV for erhvervskunder værdiansættelse af ejendomme mv. Det anføres, at hvis erhvervsvirksomheden vurderes at fortsætte sine aktiviteter, skal aktiverne ved opgørelse af egenkapitalen medtages efter principperne om going concern, og at de ellers skal medtages til dagsværdi. Tillige fremgår det, at institutternes erfaring er, at uanset, om der anvendes going concern eller dagsværdi, afviger værdien af blandt andet ejendomme ofte væsentligt fra de bogførte værdier i kundens regnskab, således at institutterne skal korrigere de bogførte værdier i deres opgørelse af egenkapitalen. Side 5 Finansrådet finder ikke, at der er grundlag for at indføre et nyt og meget bebyrdende krav om generelt at skulle tilsidesætte de bogførte værdier af ejendomme mv. i kundernes regnskaber. Finansrådet finder ej heller, at institutterne kan tages til indtægt for de synspunkter om korrektion af de bogførte værdier, som afspejles i vejledningen, men at vejledningen nødvendigvis må afspejle tilsynets holdning. En værdi af en ejendom ved salg vil ikke være den relevante værdi, hvis virksomheden må forventes at fortsætte sine aktiviteter. Det vil derimod være relevant, om ejendommens bogførte værdi kan understøttes af de forventede fremtidige betalingsstrømme, som ejendommen vil generere ved fortsat virksomhedsdrift (value in use). Tilsvarende gør sig gældende for øvrige langfristede aktiver. Regnskabsreglerne (årsregnskabsloven og IAS 36) foreskriver således, at der vil skulle indregnes en nedskrivning, hvis en nedskrivningstest viser, at ejendommens/aktivets værdi ikke kan understøttes af de forventede fremtidige betalingsstrømme. Er der tale om reviderede regnskaber, og har revisorerne afgivet en blank revisionspåtegning på regnskabet, må udgangspunktet for OIV-vurderingen derfor nødvendigvis være, at der ikke påhviler aktiverne, herunder ejendommene, et nedskrivningsbehov. Finansrådet finder på den baggrund, at dette punkt i vejledningen skal udgå alternativt kan det anføres, at den nævnte korrektion af den bogførte værdi skal foretages for signifikante svage kunder, hvis revisor i sin revisionspåtegning tager forbehold for værdiansættelsen af aktivet, eller hvis instituttet undtagelsesvist ikke måtte have tillid til ledelsen og revisor. Ad punkt 13 Vurdering af OIV for erhvervskunder - landbrugskunder Det anføres, at der ved opgørelse af landbrugskunders egenkapital til brug for OIV-vurderingen som udgangspunkt ikke må anvendes hektarpriser, der er højere end de priser, som Finanstilsynet har udmeldt, men at dette dog ikke gælder, hvis der foreligger et konkret tilbud med en højere pris.

I forhold til det i orienteringsbrevene udmeldte, er det et nyt krav, at Finanstilsynets maksimale jordpriser konsekvent skal anvendes ved beregning af landbrugskunders reelle egenkapital til brug for OIV-vurderingen og ikke alene i nedskrivningsberegningen. Side 6 Dette nye krav vurderes at medføre en række uhensigtsmæssigheder: Finanstilsynets maksimalpriser er områdeopdelte, og priserne er gældende for store landområder. Finanstilsynet vurderer for det enkelte område samme pris uanset jordbonitet, arrondering, beliggenhed mv. Som gennemsnit kan Finanstilsynets maksimalpris antageligt være korrekt for et større område, men det er pengeinstitutternes erfaring, at handelspriserne kan variere meget inden for områderne. I den forbindelse bemærkes også, at institutterne ikke har kendskab til, hvilke postnumre Finanstilsynets områder dækker. Der er derfor en risiko for, at institutterne ved beregning af den reelle egenkapital anvender forkerte priser. Institutterne vil tillige mangle en maksimal jordpris for f.eks. Bornholm, som ikke indgår i de nuværende maksimalpriser. Holdes Finanstilsynets maksimale jordpriser ikke ajour med markedet og realiserede handler, er der risiko for, at jordpriserne i landbruget bliver en direkte afspejling af Finanstilsynets maksimale jordpris. Eksempelvis kan der i øjeblikket dokumenteres gennemførte handler på Lolland til jordpriser over t.dkk 200 pr. ha med baggrund i generel god jord og gunstige afgrødepriser. Ved fastsættelse af en maksimal jordpris på t.dkk 175 pr. ha, vil det kunne påvirke markedet i negativ retning. Ved pengeinstitutternes låneudmåling til finansiering af landbruget vil det ikke være hensigtsmæssigt for bankerne at belåne jord ud over maksimalt Finanstilsynets udmeldte jordpris, uanset hvad den konkrete handelspris måtte være i området ved den ønskede handel og i andre realiserede handler. Ydes finansiering ud over Finanstilsynets maksimalpris skal pengeinstitutterne fradrage i landmændenes egenkapital ved jordkøb, selvom markedsprisen er højere end Finanstilsynets jordpriser. På samme vis vil det for realkreditinstitutterne alene være hensigtsmæssigt at belåne jord til maksimalt 70% af Finanstilsynets maksimalpriser. Dette vil i nogle tilfælde reducere låneudmålingen og dermed skabe dyrere finansiering for landmændene, som ved køb og finansiering af samme ejendom vil få en større andel banklån og en mindre andel realkreditlån som følge af det reducerede belåningsgrundlag. Anvendes tilsynets maksimalpriser uden korrektion for konkrete forhold for den pågældende ejendom og uden korrektion for aktuelle og reelle handler i kundens område, kan det for en nyetableret landmand betyde, at egenkapitalen tabes, når tilsynets skematiske tilgang anvendes. Konsekvensen kan være manglende kreditadgang for en række landbrug, og at i øvrigt økonomisk fornuftige generationsskifter umuliggøres.

Finansrådet finder på den baggrund, at det bør være muligt at anvende en aktuel saglig vurdering af det konkrete landbrug, herunder for såvel jord, stalde mv., som i højere grad afspejler de helt konkrete forhold for den pågældende ejendom, herunder de konkrete jordbundsforhold, der ikke reflekteres i tilsynets områdepriser. Tilsvarende finder Finansrådet, at tilsynets prisudmeldinger skal kunne tilsidesættes, hvis det kan dokumenteres, at aktuelle og reelle handler i kundens område foretages til andre priser end de af tilsynet udmeldte. Side 7 Finansrådet finder, at tilsynet bør reflektere ovennævnte i vejledningen. Ad punkt 13 Vurdering af OIV for andelsboligforeninger Det fremgår blandt andet, at der ved vurdering af andelsboligforeningers resultat før skat kan tages højde for en sandsynliggjort potentiel stigning i boligafgiften op til et skønnet lejeniveau for lignende lejligheder udlejet som almindelige lejeboliger og/eller boligafgiftsniveauet i sammenlignelige andelsboligforeninger. Endvidere fremgår det, at der kun kan tages hensyn til den forøgede boligafgift, hvis dette svarer til instituttets strategi for engagementet med andelsboligforeningen, og hvis andelsboligforeningen på generalforsamling mv. modarbejder strategien, kan der ikke forudsættes en forøget boligafgift. Finansrådet er enig i, at der bør kunne tages hensyn til sandsynliggjorte stigninger i boligafgiften op til et skønnet lejeniveau for sammenligneligheder lejligheder. Finansrådet bemærker, at en generalforsamling for en andelsboligforening normalt alene tager stilling til et års budget, og at det derfor alene kan konstateres, om en forening vil arbejde med eller imod strategien, hvis der inden for det kommende år (budgetåret) måtte være et behov for at hæve boligafgiften for, at foreningen kan betale sine forpligtelser i takt med, at de forfalder. Princippet i en andelsboligforening er således typisk at holde omkostningerne for beboerne på et så lavt niveau som muligt, hvor boligafgiften først vil blive forhøjet, når dette måtte være nødvendigt. Finansrådet antager på den baggrund, at der ikke vil gælde en bevisbyrde for, at foreningen ikke vil modarbejde strategien, men at det i praksis kan antages, at foreningen vil arbejde med strategien, hvis der ikke foreligger informationer om det modsatte. Finansrådet finder endvidere, at det i vejledningen bør reflekteres, at der i OIV-vurderingen også kan tages hensyn til andelenes omsættelighed og dermed muligheden for, at nye andelshavere kommer til, såfremt nogle andelshavere ikke måtte have økonomiske formåen til at betale en forhøjet afgift.

Ad punkt 13 Vurdering af OIV for erhvervskunder tillæg ved variabel rente Det anføres, at der ved OIV-vurderingen skal tages hensyn til, om en eventuel positiv indtjening kun opstår, fordi der er optaget lån med en aktuel lav variabel rente. Endvidere anføres det, at dette for økonomisk svage kunder kan ske ved regulering af indtjeningen med et skønsmæssigt tillæg til renten for variabelt forrentet gæld. Side 8 Tillægget kan ifølge vejledningsudkastet opgøres som forskellen mellem en relevant fast rente for lånets løbetid og den variable rente, idet tillægget som minimum skal være 1 procentpoint. Vejledningsudkastet anviser som alternativ, at der indregnes et tillæg til renten på 2 procentpoint for al variabelt forrentet gæld. Finansrådet er enig med tilsynet i, at et pengeinstitut skal tage hensyn til, hvis nogle af instituttets erhvervskunder kan få økonomiske vanskeligheder, hvis renteniveauet stiger, men det vil i givet fald skulle være ved vurdering af instituttets kapitalforhold, god skik regler mv. Det er ikke i overensstemmelse med IFRS eller de faktiske forhold at tilsidesætte den kontraktuelle rente for i stedet at anvende en fiktiv højere rente. Det forhold, at tilsynet med vejledningen uden begrundelser i øvrigt fordobler det generelle tillæg fra 1 pct. til 2 pct., ændrer ikke herved. Korrektionen af renteomkostningerne er herudover meget byrdefuld, idet den ikke kan understøttes af systemer, men skal baseres på en lang række manuelle beregninger, som ikke står mål med udbyttet. Det er herudover uklart, hvad en lav rente er. Renteniveauet i Danmark har gennem adskillige år ligget på et lavt niveau, og der er p.t. ikke udsigt til markante ændringer heri. Uanset hvilket niveau det generelle renteniveau måtte være på, vil der være risiko for rentestigninger. Finansrådet finder på den baggrund, at reglerne om indregning af tillæg ved variabel rente bør udgå. Fastholder tilsynet, at rentekorrektionen skal foretages, selvom hverken IFRS eller de faktiske forhold berettiger hertil, er det helt afgørende, at det i vejledningen præciseres, at rentetillægget alene skal foretages for signifikante svage kunder, som nødvendigvis skal vurderes individuelt, og at tillægget, hvad enten den ene eller anden metode anvendes, alene skal indregnes for variabel forrentet realkreditgæld. Fastforrentet bankgæld tilbydes således i mange situationer slet ikke, hvorfor det vil være uden sammenhæng til den økonomiske realitet at lægge en fiktiv fast rente til grund for OIV-vurderingen. Endvidere bør det i øvrigt være muligt at anvende en til det konkrete forhold relevant benchmark fast rente fremfor de nævnte standardtillæg på 1-2%.

Side 9 Ad punkt 20 Vurdering af OIV baseret på kontraktbrud Punktet omhandler brud af overdækningskrav eller covenants, og det anføres, at hvis kunden ikke opfylder aftalte overdækningskrav, covenants, misligholdelsesklausuler mv. kan der være OIV i form af kontraktbrud. Endvidere fremgår det, at hvis kravene er lempelige, eller bruddet er stort, kan instituttet ikke sandsynliggøre, at der ikke er indtruffet OIV. Det fremgår ikke, hvorledes tilsynet forholder sig til kapital-/likviditetsindskud, som afhjælper brud på covenants mv. Det er Finansrådets opfattelse, at de må neutralisere kontraktbruddet, og der derfor ikke som følge heraf vil være OIV. Finansrådet finder, at dette bør reflekteres i vejledningen. Det anførte om lempelige vilkår bør efter Finansrådets opfattelse udgå. Lempelige lånevilkår som følge af låntagers økonomiske vanskeligheder er en selvstændig OIV-hændelse og dermed ikke relevant i vurdering af OIV som følge af kontraktbrud. Ad punkt 21 23 OIV på rekonstruerede lån Det anføres, at så længe ydede lempelser i lånevilkårene består, er der OIV, og at vurderingen skal foretages ved at sammenligne med andre kunders renter. Renterne fastsættes typisk meget individuelt og efter forhandling mellem kunden og kundens pengeinstitut. Den ønskede sammenligning vil derfor i praksis være meget vanskelig at foretage. Der foregår p.t. et internationalt arbejde med at ensrette regler for rapportering om forbearance aktiviteter (i regi af EBA, ESMA og IASB). Finansrådet finder, at yderligere danske krav på dette område skal afvente, at de nye internationale standarder er implementeret, så der ikke indføres særlige danske regler, som afviger fra den internationale praksis. I den forbindelse bemærkes det, at FINREP-institutter skal indberette om forbearance aktiviteter til EBA første gang den 31. december 2014. Finansrådet finder derfor, at dette punkt indtil videre skal udgå. Ad punkt 26 Nedskrivningsberegning kvalificeret skøn ved usikkerhed Det anføres, at i tilfælde, hvor usikkerheden er stor, og hvor størrelsen af nedskrivningen er vanskelig at vurdere, vil nedskrivningsberegningen ofte vise et større nedskrivningsbehov, end hvis usikkerheden ikke havde været så stor. Finansrådet er enig med tilsynet i, at øget usikkerhed alt andet lige skal medføre øget forsigtighed. Det skal dog være ved vurdering af instituttets kapitalforhold og ikke ved indregning og måling i årsregnskabet.

Anvendelsen af neutralitetsprincippet indebærer således, at det kvalificerede skøn skal foretages på unbiased basis dvs. hverken på baggrund af et forsigtighedsprincip eller det modsatte. Side 10 Finansrådet finder på den baggrund, at afsnittet skal udgå af vejledningen. Ad punkt 27 Nedskrivningsberegning sandsynlighedsvægtede scenarier Punktet omhandler muligheden for anvendelse af sandsynlighedsvægtede scenarier frem for det mest sandsynlige udfald. Det anføres, at uanset om instituttet anvender den ene eller den anden fremgangsmåde, skal det for kundeforhold, der må baseres på kundens aktiver, følge retningslinjerne om aktivfinansiering i bilag 10. Efter Finansrådets opfattelse er dette nye krav ikke acceptabelt, idet formålet med anvendelse af sandsynlighedsvægtede scenarier er at reflektere en måling, der tager hensyn til de forskellige relevante scenarier. Foreskriver tilsynet, at reglerne om aktivfinansiering skal anvendes, fratager tilsynet reelt set institutterne muligheden for at anvende sandsynlighedsvægtede scenarier. I den forbindelse skal det bemærkes, at IASB s udkast til IFRS 9, impairment, foreskriver anvendelsen af sandsynlighedsvægtede scenarier og udelukker anvendelsen af det mest sandsynlige skøn, fordi førstnævnte reflekterer værdiforringelse på et tidligere tidspunkt dvs. ikke først, når det er mere sandsynligt end ikke, at låntager misligholder, men allerede når sandsynligheden for misligholdelse stiger. Fastholder tilsynet ovennævnte krav, vil danske pengeinstitutter således skulle indføre procedurer, som uundgåeligt vil skulle ændres tilbage, når IFRS 9 træder i kraft, hvilket ikke er acceptabelt. Finansrådet finder på den baggrund, at punktet skal udgå. Ad punkt 28 Nedskrivningsberegning fastlæggelse af tilbagediskonteringsfaktor Punktet omhandler kravet om, at den kontraktmæssige rentesats ikke skal anvendes ved tilbagediskontering af de forventede fremtidige betalingsstrømme, hvis rentesatsen ikke var markedskonform på ydelsestidspunktet. Det anføres, at tilsynet har konstateret, at flere institutter til trods for dette krav fortsat tilbagediskonterer med de kontraktuelle lave renter. Mange pengeinstitutter har ikke IT-systemer, der kan opfylde dette krav om tilsidesættelse af de faktiske renter. Eventuelle korrektioner vil derfor skulle håndteres på manuel basis. Finansrådet antager på den baggrund, at det i medfør af vejledningen til punkt 1 er tilstrækkeligt, at de nævnte korrektioner alene foretages for sig-

nifikante nedskrivningsengagementer, mens der foretages et mere overordnede og porteføljemæssigt baseret skøn over indvirkningen for mindre nedskrivningsengagementer. Side 11 Ad punkt 31 Nedskrivningsberegning hensyntagen til swaps mv., hvor instituttet er modpart Punktet omhandler nedskrivningsberegninger og hensyntagen til swaps mv., hvor instituttet er kundens modpart. Det anføres, at en swap med en positiv markedsværdi for instituttet på 1 mio. kr. før hensyntagen til kreditrisikoen giver anledning til et opgjort kurstab foranlediget af kreditrisikoen, der som udgangspunkt er lige så stort, som nedskrivningerne ville have været, hvis kunden i stedet havde haft et udlån på 1 mio. kr. Finansrådet er enig med tilsynet i, at de pågældende instrumenter skal måles til dagsværdi, og at værditab som følge af øget kreditrisiko giver anledning til kurstab. Finansrådet kan derimod ikke tilslutte sig, at kurstabet relateret til kreditrisikoen vil være lige så stort, som nedskrivningen ville have været, hvis kunden i stedet havde haft et udlån af samme størrelse. Det pågældende instrument skal måles til dagsværdi, og det vil være direkte i strid med IFRS og regnskabsbekendtgørelsen at anvende retningslinjerne i bilag 10 og vejledningen hertil, idet de omhandler måling til amortiseret kostpris. Der er en række konceptuelle forskelle mellem måling til dagsværdi og amortiseret kostpris, herunder f.eks. at der ved en dagsværdimåling vil skulle tages hensyn til sandsynligheden for, at kunden overholder sine forpligtelser også selvom der er tale om en relativ lille sandsynlighed. Er der f.eks. 25 pct. s sandsynlighed for, at kunden fuldt ud indfrier en forpligtelse på 100 t.kr. og 75 pct. s sandsynlighed for, at instituttet ikke modtager nogle pengestrømme, vil dagsværdien alt andet lige andrage 25 t.kr. Til sammenligning vil en værdi baseret på amortiseret kost og det mest sandsynlige udfald være 0 t.kr. Efter Finansrådets opfattelse kan der ikke i en vejledning gives anvisninger, der er direkte i strid med den bekendtgørelse, som vejledningen vedrører (regnskabsbekendtgørelsen). I den forbindelse henvises til Finanstilsynets offentliggjorte rapport om dagsværdimåling 1, hvori det anføres, at alene metoden med sandsynlighedsvægtede udfald kan anvendes inden for rammerne af en dagsværdimåling. Finansrådet finder på den baggrund, at afsnittet skal udgå af vejledningen. 1 http://www.finanstilsynet.dk/upload/finanstilsynet/mediafiles/newdoc/rappo rter/8/udlaan_dagsvaerdi08.pdf

Side 12 Ad punkt 33 Værdiansættelse af udenlandske ejendomme Afsnittet omhandler punkt 33, som foreskriver, at der ved udenlandske ejendomme skal tages højde for de særlige regler og forhold, som er relevante for det pågældende udenlandske marked. Denne anvisning er Finansrådet enig i. Det fremgår imidlertid også, at udenlandske ejendommes dagsværdi skal opgøres på samme måde som for danske ejendomme. Finansrådet forstår umiddelbart, at tilsynet hermed mener, at tilsynets særlige danske 6- månedersregel for værdiansættelse af ejendomme også skal anvendes for udenlandske ejendomme også selvom tilsynets særlige danske praksis ikke anvendes i udlandet. Finansrådet er enig med tilsynet i, at 6-månedersreglen i nogle tilfælde kan være anvendelig, herunder f.eks. i øjeblikket for visse boligtyper i hovedstadsområdet. Tidshorisonten vil dog altid skulle fastlægges under hensyntagen til de aktuelle markedsforhold for den type ejendom, som skal vurderes. Samme vurdering fremgik af Ejendomsforeningen Danmark og RICS 2 høringssvar til ændringerne af regnskabsbekendtgørelsen primo 2012. Heraf fremgik det således, at de internationale vurderingsstandarder for ejendomme ikke definerer en markedsværdi med udgangspunkt i en salgsperiode af højst seks måneders varighed, men på baggrund af en periode, der tillader passende markedsføring. Finansrådet opfordrer på den baggrund Finanstilsynet til at genoverveje kravet om anvendelse af 6-månedersreglen, og at ovennævnte nye krav om at udstrække reglen til også at omfatte udenlandske ejendomme udgår. Ad punkt 42 Nedskrivningsberegning andelsboligforeninger Det anføres blandt andet, at udlån til andelsboligforeninger skal betragtes som kundeforhold, som må baseres på kundens aktiver (aktivfinansiering), og at det centrale er opgørelsen af ejendommens værdi, samt at der i nedskrivningsberegningen ikke kan tages højde for andelenes omsættelighed eller mulighederne for at forhøje boligafgiften. Andelsboligforeninger drives ikke som en normal boligudlejningsejendom med overskud eller oparbejdning af kapital via afdrag af gæld for øje. Hensigten med boligformen er en fleksibel ejerform med minimal kapitalbinding og minimal boligafgift baseret på andelshavernes kollektive indeståelse over for foreningen. Efter Finansrådets opfattelse er det derfor ikke hensigtsmæssigt, og det vil ikke afspejle de faktiske forhold og den økonomiske realitet, hvis de til punkt 13 anførte forhold (vurdering af OIV for andelsboligforeninger) om mulighed for at forhøje andelshavernes boligafgift til et niveau svarende til 2 Royal Institution of Chartered Surveyors

markedsleje og omsættelighed ikke på samme vis som i OIV-vurderingen kan reflekteres i nedskrivningsberegningen. Side 13 Andelshaverne vil typisk have meget stærke incitamenter til at servicere andelsboligforeningens gæld også via en forhøjelse af boligafgiften. Dette skyldes, at andelshaverne vil miste deres respektive indskud, hvis kreditorerne overtager ejendommen, ligesom andelshaverne i mange foreninger ikke kan frasige sig de rettigheder og forpligtelser, der følger af at være andelshaver. Manglende hensyntagen til muligheden for at opkræve højere boligafgifter af andelshaverne og omsætteligheden af andelsbeviser vil svare til, at der i nedskrivningsberegningen på et almindeligt erhvervsudlån ikke kan tages hensyn til en kaution eller anden form for indeståelse. Finansrådet finder på den baggrund, at det anførte krav om, at der i nedskrivningsberegningen ikke kan tages hensyn til andelenes omsættelighed eller mulighederne for at forhøje boligafgiften, skal udgå. Ad punkt 42 Nedskrivningsberegning finansiering af større virksomhedsopkøb Det anføres, at finansiering af større virksomhedskøb kan vælges betragtet som kundeforhold, der baseres på kundens indtjeningsevne (indtjeningsfinansiering) frem for aktivfinansiering, men at hvis førstnævnte anvendes, skal det opgjorte nedskrivningsbehov sammenholdes med den nedskrivning, som vil kunne beregnes ved anvendelse af reglerne om aktivfinansiering. Finansrådet kan tilslutte sig tilsynets vurdering af, at det bør være muligt at anvende reglerne om indtjeningsfinansiering ved finansiering af virksomhedskøb. Finansrådet kan derimod ikke tilslutte sig, at der indføres et yderligere krav om i supplement hertil at skulle foretage en nedskrivningsberegning baseret på aktivfinansiering, når det er vurderet, at der er tale om indtjeningsfinansiering, og der i øvrigt foreligger et grundlag for at fastlægge de forventede fremtidige betalingsstrømme, herunder f.eks. budgetter, forecasts mv. Kun i de situationer, hvor der måtte herske betydelig usikkerhed om de forventede fremtidige betalingsstrømme, forekommer det således relevant at anvende den salgsværdi, som aktivfinansieringen indebærer, som sammenligningsgrundlag. Finansrådet finder, at dette skal reflekteres i vejledningen. Ad punkt 43 Nedskrivningsberegning 6-månedersregel for ejendomme og andre sikkerheder Punkt 43 i bilag 10 omhandler værdiansættelse af ejendomme i nedskrivningsberegninger, hvor der er tale om aktivfinansiering, og den ovenfor omtalte 6-månedersregel foreskrives anvendt.

Side 14 Der henvises til det ovenfor anførte (til punkt 33) om, at Finansrådet finder, at tilsynet skal genoverveje kravet om anvendelse af den særlige danske 6 måneders regel. Ad punkt 44 - Nedskrivningsberegning landbrugsejendomme Det anføres blandt andet, at for stalde mv. skal dagsværdien afspejle, at der både er foretaget en tilstrækkelig straksafskrivning og tilstrækkelige løbende afskrivninger. Efter Finansrådets opfattelse er der ikke grundlag for at indføre et krav om straksafskrivning. Kravet kan medføre, at der kort efter ydelsen af et nyt udlån skal foretages nedskrivning, fordi det ikke længere er på dækket basis. Finansrådet finder derfor, at en tilstrækkelig straksafskrivning og skal udgå. Ad punkt 51 Nedskrivningsberegning indtjeningsfinansiering privatkunder - begrænsninger i betalingsstrømme Der er indarbejdet et yderst detaljeret eksempel på beregning af et nedskrivningsbehov for en privatkunde. Finansrådet henviser til det ovenfor anførte (til punkt 13) om, at der ikke meningsfuldt kan antages låneomlægning til fast rente for variabelt forrentet bankgæld. Denne del af eksemplet bør derfor udgå alternativt skal det præciseres, at instituttet i eksemplet tilbyder dette produkt. Endvidere bemærkes det, at der i henhold til bilag 10 kan forudsættes afvikling af forbrugslån over 10 år, mens der i eksemplet beregnes et korrigeret rådighedsbeløb baseret på 5 års afvikling af forbrugslånet. Eksemplet bør ændres, så det afspejler den 10 årige tidshorisont, som reglerne giver mulighed for at anvende. Herudover forekommer det ikke virkelighedsnært, når eksemplet bygger på, at børnene kun er 7 og 9 år, mens forældrene er i 50 erne og forventer at gå på pension som 61-årige dvs. før børnene kan antages at være flyttet hjemmefra. Finansrådet finder, at eksemplet i højere grad bør være udtryk for et standardeksempel. Finansrådet bemærker endvidere, at det er positivt, at tilsynet med eksemplet viser, at der ikke er noget til hinder for at anvende betalingsrækker, der løber ud over 5 år. Den i eksemplet skitserede fremgangsmåde vil i øvrigt være administrativ yderst vanskelig at gennemføre for hver enkelt privatkunde med OIV ikke mindst i større institutter med store porteføljer af mindre udlån til privatkunder. Udbyttet vil således ikke stå mål med de yderligere arbejder.

Det antages på den baggrund, at der i medfør af vejledningen til punkt 1 i stedet kan foretages en porteføljemæssig tilgang. Side 15 I tilknytning til eksemplet anføres det, at pengeinstitutterne skal være opmærksomme på, at den forudsatte afvikling aftales med kunden. Finansrådet antager, at dette ikke skal forstås som et nyt krav om, at der alene kan tages hensyn til afvikling, som er aftalt med kunden, men at der fortsat kan tages hensyn til afvikling, som instituttet har en begrundet formodning om vil blive aftalt med kunden, således at betalingsstrømmene i nedskrivningsberegningen kommer til at afspejle de faktiske forventninger. Afslutning Finansrådet står gerne til rådighed for en uddybning af ovennævnte bemærkninger. Med venlig hilsen Martin Thygesen Direkte +45 3370 1024 mat@finansraadet.dk