Tilbage til www.sdrfelding.dk Bestyrelsens beretning v. Leif Jørgensen Jeg vil starte min beretning med et lille tilbageblik For 10 år siden helt nøjagtig den 28. juli 2004 var der stiftende generalforsamling for Sdr. Feldings Efterskole, så faktisk har vi 10 års jubilæum i år, men det vil vi nu ikke fejre, vi vil vente til 2016, hvor det er 10 år siden, vi tog imod de første elever. For én ting er jo at danne en forening, en anden ting er at starte en ny skole. Først skulle vi købe de bygninger, som tidligere havde huset Sdr. Felding Højskole, det var jo ikke så nemt, for vi havde jo ingen penge at købe for. Men vi startede med at få råderet over bygningerne mod at vi ville vedligeholde dem og betale de løbende omkostninger. Vi tjente så nogle penge ved at udleje værelserne til tyske jernbanearbejdere, som skulle renovere banen fra Vejle til Herning. Vi fik også ansat de første medarbejdere Magnus og Mary. Vi fik købt skolen og ansat Jens Boddum som vores første forstander, så nu kunne han gå i gang med at finde lærere og få godkendelserne på plads med undervisningsministeriet. Endelig den 13. august 2006 kunne vi så byde velkommen til de første elever, det var en stor dag. Det var lidt om starten, men hvordan er det så gået skolen i de otte år, den har været i gang, er der sket en positiv udvikling? Hvis vi starter med bygningerne, så er der sket en del. Da vi startede i 2006, havde vi plads til 72 elever, og sidste år startede der 86 elever. Når vi starter til august i år vil vi være 93 elever, så der har hvert år været behov for at skaffe plads til flere elever. Der har i alle årene været en god søgning til skolen. Vi har ikke bygget til på elevhusene. Udvidelsen er sket ved at vi har sammenlagt nogle enkeltmands værelser og lavet dem om til fire mands værelser. Vi har bygget nye klasseværelser og vi har renoveret de gamle. Vi har etableret nye kontorer, etableret nyt frostrum i køkkenet, bygget forstanderbolig, ombygget den gamle forstanderbolig til lærerarbejdsplads og grupperum.
Jo, der er sket meget på bygningssiden Udendørs har vi etableret beachvolleybane og multibane. På undervisningssiden har vi etableret interaktive tavler i alle klasselokaler og i 2013 fik alle eleverne udleveret en I-pad, som de må tage med sig, når de slutter opholdet på skolen. I det forløbne år har vi igen ombygget enkeltværelser til 2 stk. 4 mands værelser, vi har købt nye senge og madrasser, og vi har købt en ny ovn til køkkenet. Vi har investeret i en ny hjemmeside, som vi regner med at have klar i begyndelsen af maj måned. På personalesiden har vi Asbjørn Lyby som forstander og Maiken Kjærgaard som viceforstander, derudover er der hvad der svarer til fuldtidsansatte16 lærere, ca. 1,5 i administrationen, 3 i køkkenet og 2 pedeller. Vi har gjort meget for at inkludere svage elever. Det vil vi fortsat gøre, men vi skal huske vores målsætning, som siger, at vi er en skole for normalt begavede elever med læse- og skriveproblemer. Derfor har vi ændret på sammensætningen af eleverne, så vi har knap så mange elever, hvor kommunerne giver et ekstra tilskud, En elev på Sdr. Feldings Efterskole skal være i stand til at modtage undervisning, og skal også gøre en indsats for at lære noget. Vi er ikke et socialt opholdssted. Vi har i årets løb sagt farvel til tre lærere, som af forskellige årsager har søgt andre steder hen. Den ene fordi vi ikke længere har så mange af de elever med et særligt behov for støtte, de andre to af private årsager. Vi har også i årets løb sagt farvel til Jørgen Møller i bestyrelsen. Årsagen dertil er, at skolen manglede en matematiklærer til nogle få timer om ugen i en periode. Det job fik Jørgen, bl.a. fordi han var stoppet som lærer på 10. klasse centret i Ikast. Som bestyrelsesmedlem kan man ikke være ansat, derfor måtte Jørgen gå ud af bestyrelsen. Jeg vil gerne takke Jørgen for den tid han har været med i bestyrelsen.
Jørgen har tidligere været ansat som lærer på en efterskole, og har stort kendskab til efterskolelivet, og han har været et meget engageret medlem i bestyrelsen fra 2004. Tak til dig Jørgen for din indsats gennem alle årene Det var lidt om året og årene, der er gået, men hvad så med fremtiden Ja som sagt så får vi 93 elever til august, og dem har vi ikke rigtig plads til. Vi skal have lavet et par værelse om til firemands værelser. Vi skal lave vores sal balladen om, så der bliver plads til nogle flere mennesker. Når 93 elever kommer med 2 forældre og måske nogle søskende og bedsteforældre, så bliver det meget nemt til 300 mennesker og det er der slet ikke plads til. Vi fjerner musikrummet og lægger det til salen, og selvom det ikke giver den store udvidelse, så bliver der da plads til lidt flere Men så kommer vi til at mangle et musiklokale og vi mangler også undervisningslokaler.. Vi har en plan om at bygge ovenpå den oprindelige bygning fra 1908, så vi får nogle flere klaselokaler og en facade ud mod Sdr. Feldingvej, det vil også gøre os mere synlige. Vi har allieret os med nogle arkitekter, som vi har bedt om i første omgang at komme med en plan, hvor vi har lagt alle vore ønsker ind i. Men det er jo en langsigtet plan, som også vil komme til at koste en del penge, og dem skal vi først have tjent. Så i første omgang vil vi købe 2 pavilloner, med plads til et musiklokale og 2-3 mindre klasseværelser. Det skal stå klar til august. Så har vi søgt fondsmidler til udendørs aktiviteter. Vi kalder det en bacecamp, som skal etableres nede i vores grønne område ned mod byen. Der har vi inviteret Sdr. Felding skole med for at se om vi an få et samarbejde i gang til fordel for begge skoler. Vi skal have lavet vores varmesystem om. Der er i dag en meget større belastning på systemet, end der var i højskolens tid, spec. er der for lidt varmt vand til rådighed for eleverne.
Vi skal have nyt tag på den bygning, som vi kalder Hybenhuset Vi har i det forløbne kalenderår haft et godt positivt driftsresultat, men der er også meget at bruge pengene til, så til trods for det gode resultat er der stadigvæk behov for bruge Mærsk Mc-Kinney Møllers ord om at udvise rettidig omhu Når vi i dag ser tilbage på de ti år, som er gået, så er der grund til at takke rigtig mange mennesker for den opbakning skolen har fået fra lokalbefolkningen, fra foreninger, fra erhvervslivet og fra Handelsbanken, som altid har troet på os, når vi manglede kapital til nyinvesteringer. Tak også til de mange mennesker, som har tilkendegivet, at de over en treårig periode hvert år vil sponsorere et beløb til skolen. Det har betydet at skolen er blevet godkendt som en velgørende institution og derfor kan få en del af den indbetalte moms refunderet, for skolens vedkommende drejer det sig om små 200.000 kr. Men først og fremmest vil jeg gerne sige tak til alle medarbejderne for en meget stor indsats, som rent forretningsmæssigt har givet et godt driftsresultat i år, men som også er grundlaget for, at skolen får en meget positiv omtale både i pressen og blandt forældrene. Det drejer sig ikke I-pads, det er ikke de interaktive tavler eller udlands turene, der tæller. Nej det er jeres positive måde at behandle elevernes problemer på, der gør, at man lægger mærke til Sdr. Feldings Efterskole og at vi får så positiv en respons rundt omkring fra. Som en elev sagde: De holder s gu af os. Det er rigtigt, og derfor holder eleverne også af jer, selv om de måske en gang imellem udtrykker det på en speciel måde Til sidst vil jeg gerne sige tak for et godt samarbejde i bestyrelsen. Tak til Asbjørn og tak til Kirsten, som er personalets repræsentant i bestyrelsen. Det samme vil jeg også gerne sige til de valgte bestyrelsesmedlemmerne, jeg synes, at vi har en god og positiv dialog om opgaverne med at drive efterskolen, og som regel bliver vi da enige. Tilbage til www.sdrfelding.dk