Operation for dårlig hofte med isættelse af kunstig hofte
2
Indholdsfortegnelse 1. Kunstig hofte... 4 2. Forundersøgelse... 4 3. Generel information... 4 3.1 Blodprøver... 4 3.2 Medicin... 5 3.3 Hjælpemidler... 6 4. Behandlingsdagen... 6 4.1 Forberedelse til behandlingen... 6 4.2 Selve operationen... 7 4.3 Efter operationen... 8 5. Udskrivelse... 8 5.1 Hjemtransport... 9 5.2 Fjernelse af tråde... 9 6. Komplikationer... 9 7. Hjemme igen... 12 8. På lang sigt... 13 9. Efterbehandling... 14 9.1 Kontrol... 14 Sidst revideret d. 28. august 2012 3
1. Kunstig hofte Indsættelse af kunstig hofte udføres, når hofteleddet er ødelagt af slidgigt, leddegigt, følge efter brud eller andre årsager og der er smerter, stivhed og kraftnedsættelse pga. dette. 2. Forundersøgelse Efter henvisning fra egen læge eller andet sygehus kommer du til samtale og undersøgelse. Lægen danner sig et indtryk af hofteproblemet og vurderer også medbragte røntgenbilleder af hoften. Herefter drøftes med lægen, om der bør foretages operation - er smerterne så slemme, at tiden er inde til operation? Går det an med helbredet og alderen? Hvordan er chancerne for et godt resultat? Hjælper det? Hvad er årsagen til smerterne? Hvilke komplikationer kan forekomme? Forud for en eventuel operation bliver din almene tilstand vurderet af en anæstesilæge. 3. Generel information 3.1 Blodprøver Du skal have taget blodprøver (Hgb, CRP, natrium, kalium og creatinin) inden operationen. Du vil få nærmere besked om hvornår prøverne skal tages. 4
3.2 Medicin Du bedes være opmærksom på, om du indtager følgende blodfortyndende medicin, som du i så fald skal ophøre med, som det fremgår af nedenstående: Magnyl, Albyl, Idotyl, Aspirin, Kodimagnyl eller lignende (acetylsalisylsyrepræparater) skal De ophøre med 5 dage inden indlæggelsen. Plavix (clopidogrel) skal du ophøre med 5 dage inden indlæggelsen. Brilique (Ticagrelor) skal ophøre 5 dage inden indlæggelsen. Pradaxa (Dabigatranetexilat) skal ophøre 5 dage før indlæggelsen. Marevan skal du ophøre med 5 dage inden indlæggelsen Marcoumar skal du ophøre med 5 dage inden indlæggelsen. Såfremt du får Fragmin eller Klexane, skal du have den sidste injektion dagen før indlæggelsen. Man skal holde pause med gigtmedicin 5 dage inden indlæggelsen (f.eks. Ibumetin, Ibuprofen eller lign.). Dette gælder også Glucosamin, fiskeolie og andre former for naturmedicin. Man må afprøve med anden smertestillende medicin f.eks. Pamol eller morfintabletter. Er du i tvivl om, hvad du skal pausere med, skal du kontakte os. 5
3.3 Hjælpemidler Efter operationen kan du få brug for følgende hjælpemidler, som vi gerne udlåner til dig. Efter endt brug skal hjælpemidlerne afleveres igen. o Krykker o Skråpude o Skråtindstillet badebænk o Skråtindstillet toiletforhøjer med armlæn o Gribetang o Strømpepåtager o Langt skohorn 4. Behandlingsdagen 4.1 Forberedelse til behandlingen Du skal gå i bad hjemmefra og ikke påføre cremer på operationsområdet. Du skal huske at faste (se informationen om fuld bedøvelse). Du skal medbringe din egen vanlige medicin. Du skal medbringe fornuftigt fodtøj, der sidder godt på foden, med fast hælkappe og ikke for høj hæl. Fødderne kan være hævede efter operationen der skal være god plads i skoene. Endvidere tøj, der er velegnet til træningen, samt tøj, der er behageligt. Du vil blive modtaget af en sygeplejerske, som hjælper dig til rette og giver dig information om opholdet. 6
Speciallægen vil umiddelbart inden operationen tale med dig. Der vil blive god tid til denne samtale, og dine pårørende er selvfølgelig velkommen til at deltage. 4.2 Selve operationen Man får enten fuld bedøvelse eller rygbedøvelse, der bedøver kroppen fra navlen og ned i det sidstnævnte fald kan man lytte til musik eller få sovemidler under operationen. Langt de fleste bliver bedøvet i ryggen, fordi der er færre smerter efter operationen og mindre risiko for komplikationer efter operationen end ved fuld bedøvelse. Selve operationen varer ca. en time (2 timer med bedøvelse og forberedelser) Ved operationen, der sker gennem bag-udsiden af hoften, fjernes ledhovedet, og der indsættes en halvkugleformet skål i hofteskålen. I lårbenets marvhule indsættes en metalprotese, hvorpå der sættes en kugle, det nye ledhoved, der med skålen danner det nye hofteled. Der anvendes ucementerede proteser og nye materialer, der reducerer væsentlig slitage af protesen. Dette tillader anvendelse af protesekombinationer, der giver større bevægelighed og føles mere naturlige end traditionelle hofteproteser. Desuden er disse proteser mere holdbare. Vi kan tilbyde flere former og flere variationer af proteser, der bedst opfylder patienternes ønsker og behov og som bedst passer til deres levevis. 7
4.3 Efter operationen Kort tid efter operationen skal man op at gå. Man kan og skal fra starten støtte på det opererede ben. Man går med gangstativ og næste dag med krykker. Lige efter operationen er der kun få smerter. Ved operationens afslutning får man anlagt et tyndt kateter i operationsområdet. Igennem dette kan vi efterfølgende give smertestillende medicin. Kateteret fjernes den næste formiddag. De efterfølgende dage efter operationen har man gerne behov for smertestillende tabletter eller indsprøjtninger. Det er meget individuelt, hvor mange smerter der er. Derudover får man daglig blodfortyndende indsprøjtning (Arixtra) under maveskindet i 7 dage. Man taber altid noget blod ved en hofteoperation og en gang imellem gives blodtransfusion. Jerntabletter skal man tage den første måned efter operationen.. Hjulpet af fysioterapeut og plejepersonalet kommer man hurtigt i gang med at gå, også på trapper, lærer at komme korrekt i seng og fra seng, op fra og ned på stole og toilet etc. 5. Udskrivelse Efter operationen vil lægen tilse dig og informere dig om forholdsregler, når du kommer hjem. Du kan sædvanligvis udskrives 2 dage efter operationen. De fleste har ikke behov for yderligere fysioterapi, men træner selv videre hjemme. 8
5.1 Hjemtransport Du skal have en pårørende til at hente dig. Du kan sidde i en almindelig personbil på forsædet. Når du kommer hjem, skal du have en voksen person til at være ved dig det første døgn. 5.2 Fjernelse af tråde Trådene skal fjernes 14 dage efter operationen enten her eller hos egen læge. 6. Komplikationer Hofteoperationen er et mellemstort indgreb, som altid er forbundet med en vis risiko for hjerte- og lungekomplikationer. Risikoen afhænger af, helbredstilstanden, formen og alderen. Risikoen bliver vurderet efter den almindelige lægeundersøgelse og resultaterne af blodprøver, hjertekardiogram, evt. lungerøntgen, urinprøver etc. Infektion (betændelse) i operationsarret og omkring protesen forekommer, men er blevet sjælden. Risikoen mindskes med gentagne indsprøjtninger antibiotika (profylakse) og ved at operationspersonalet er iført rumdragter og overholder sterilitetsprincipper. Risikoen er større, hvis man har f.eks. blærebetændelse, hvis der er sår eller småbumser i huden på hoften eller benet. I så fald må disse ting ud af verden før man opererer. Dette er vigtigt! 9
Ved mistanke om infektion kan man ofte redde situationen, hvis man griber ind i tide. Derfor skal man kontakte os lige så snart der er mistanke om et eller andet forkert, ikke mindst hvis man får feber, dunkende smerter i såret eller rødme, hævelse eller siven fra såret. Dyb årebetændelse (blodprop) i benet er en anden sjælden komplikation, der kan komme efter operationen. Det viser sig ved ekstra hævelse, smerter og misfarvning af benet og måske feber. Dette skyldes, at blodet størkner i de blodårer, der leder blodet væk fra benet. Dette forebygges med indsprøjtninger, (blodfortyndende medicin) i 7 dage og med hurtig mobilisering. Det skal tilføjes, at den lette til moderate hævelse af benet og af hofteregionen, der ses efter operationen, ikke har noget med årebetændelse at gøre. Blærebetændelse efter operationen kan forekomme, det er ikke alvorligt og behandles med tabletter via egen læge. Benlængdeforskel på +/ 1 cm, kan der godt have været inden operationen. Dette oftest uden at man har bemærket det. I almindelighed er der ikke mulighed for at forkorte et ben ret meget ved operationen, medens det godt kan forlænges 1-3 cm. Har man lige lange ben inden operationen, tilstræber vi naturligvis at bibeholde benlængden, men der er ikke nogen helt nøjagtigt metode til at sikre det. Dette lykkes dog i 80 % af tilfældene. 10
For de resterende 20 % er tendensen, at benlængden øges med nogle få millimeter for at sikre en god stabilitet af protesen, så den ikke går af led. En benlængdeforskel på op til 1 centimeter kræver som regel ingen forhøjelse af fodtøjet. Benlængdeforskellen mærkes kun de første uger efter operationen. Er forskellen over 1 cm, må der lægges indlæg i skoen ved hælen eller bygges forhøjelse på hælen hos en skomager. Hvor stor forskellen er, kan oftest først vurderes efter 6 eller 12 uger, når der er kommet mere bevægelighed i hoften. I de fleste tilfælde har patienten fornemmelse af, at benet er blevet lidt længere lige efter operationen, selvom dette ikke er tilfældet. Dette skyldes overskæring af nervegrene til leddet. Fornemmelsen forsvinder i løbet af de første 6-12 uger. Protesen af led (proteseskred) er der en ganske lille risiko for, som er størst i begyndelsen og aftagende i løbet af de efterfølgende 6 uger, men eksisterer resten af livet. Hvis hoften er gået af led, skal den straks sættes på plads i narkose(fuld bedøvelse). Dette oftest uden større besvær, ved at lægen blot trækker i benet og drejer protesen ind på plads. Man undgår at få protesen af led ved resten af livet at følge den regel, der er beskrevet nedenfor. Disse regler instrueres man nøje i efter operationen. 11
Der må ikke bøjes mere end 90 grader i hoften og samtidigt indadroteres i hoften (ved at rotere benet eller overkroppen!!) 7. Hjemme igen Den trykkende forbinding yderst fjernes 2 dage efter operationen. Plastrene skiftes ligeledes på 2. dagen og dine sår tilses. Er plasteret vådt, gennemsivet eller beskidt, skal det altid skiftes med det samme. Husk at lade såret lufttørre før du sætter nye plastre på. Plastre skal anvendes indtil trådfjernelse. Du må tage brusebad dagen efter 48 timer. Plastrene er vandtætte. Almindeligvis bruger man to krykkestokke de første 1-3 måneder. Det vil afhænge af styrken i hoftemusklerne, hvor tidligt man kan gå over til at gå uden hjælpemidler. Man begynder at gå uden hjælpemidler hjemme i egne stuer. Det er tilladt at lægge fuld vægt på det opererede ben, så godt man kan. Man skal ikke overdrive med lange gåture med det samme, men gradvis optrappe, da man ellers bliver øm i muskler og sener ved hoften. Dette kan i værste fald bremse optræning. Gå langsomt til værks og lyt til egen krop. Træning: Du skal følge de retningslinier, som du har fået udleveret. 12
o Når du sidder eller ligger, skal dit ben være oppe og gerne over hjertehøjde. o Vip meget med dit fodled. Det vil hjælpe med at formindske hævelsen i dit ben. o Træn din bøje- og strækkefunktion af dit knæ, når du ligger ned. Tarmfunktion: det er en god ide, at tage tablet Magnesia 1 gram dagligt indtil du har gang i maven. Den skal tages om aftenen før sengetid. Bilkørsel: Du kan ikke køre bil, før du kan gå uden stokke, du har kontrol over benet og det er forsvarligt. Dette vil være meget individuelt (sædvanligt ca. 6 uger) Derimod kan man godt være passager lige fra udskrivelsen. Cykling: Som ved bilkørsel. Motionscykel kan bruges med det samme. Svømning: Vent til 6 uger efter operationen med at svømme i svømmehal (pga. risikoen ved ned og opstigning). Sygemelding: dette vil være afhængigt af dit arbejde. 8. På lang sigt Man skal indrette en fornuftig levevis efter en hofteproteseoperation. Man skal have sin daglige motion, gå almindelige ture på op til 2-4 km, cykle, svømme, dyrke let motionsgymnastik og lignende. Der frarådes vedvarende hårdt løftearbejde, meget lange ture, kontaktsport etc. Levetiden af hofteprotesen afhænger af sådanne forhold, men også af evt. overvægt og andre individuelle forhold. 13
Chancen for at hofteprotesen stadig fungerer godt efter 20 år er også afhængig af patientens alder (jo yngre og dermed mere aktiv man er, jo kortere levetid for protesen), men det synes at være af en størrelsesorden på 80 til 90 procent. Skulle der ske løsning af protesen med tiden, kan der indsættes en ny protese. Reglerne for hvordan man undgår at få hoften af led, gælder resten af livet. Se folder som udleveres og gennemgås, når du er indlagt. Operationen er ingen hindring for et normalt seksualliv. 9. Efterbehandling Efter udskrivelsen vil du fortsat have brug for at tage smertestillende efter skema og efter dit behov. Du får recept med på det medicin, der er receptpligtig. Er du vant til at tage anden smertestillende medicin derhjemme, kan du fortsætte med dette i stedet. 9.1 Kontrol Du skal til trådfjernelse 14 dage efter operationen enten hos egen læge eller hos os. Du skal til kontrol ca. 3 måneder efter operationen med mindre andet aftales med lægen. Du vil blive indkaldt til røntgenkontrol på nærmeste sygehus snarest efter udskrivelsen. 14
Med dette hæfte håber vi at have besvaret nogle af de spørgsmål, som du eller dine pårørende måtte have om operationen. Hæftet skal ikke træde i stedet for mundtlig information, du er altid velkommen til at stille spørgsmål. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte os ved eventuelle tvivlsspørgsmål på tlf. 76950100. 15