Guide til Danmarks oldtid 1 Kilderne til oldtiden Stort set ved vi kun noget om oldtiden, fordi vi har fundet genstande. Der er nemlig ingen skriftlige kilder så langt tilbage. Der er selvfølgelig runerne, som dukker op i ældre romersk jernalder (Kr. f. 200 e. Kr.). Men runer blev brugt til korte indskrifter på smykker, redskaber og våben. Som regel fortæller runerne, hvem der fremstillede eller ejede genstanden. I vikingetiden (750 1050 e. Kr.) bruges runerne til længere tekster på gravsten. Og det kan faktisk fortælle os en del: Tænk bare på Jellingstenen (fra midten af 900-tallet). På den fortæller Harald Blåtand, at han både underlagde sig hele Danmark og gjorde danskerne kristne! Men det er mere undtagelsen end reglen, at vi har så god en skriftlig kilde fra oldtiden. Sten var det første materiale, man brugte til at fremstille skærende redskaber af. Så fandt man ud af at frembring bronze og støbe redskaber og endelig mestrede man at lave jern af malm. Derfor hedder det sten-, bronze- og jernalder. Måden at dele oldtiden op på blev opfundet i begyndelsen af 1800-tallet af danskeren Christian Jürgensen Thomsen, som var en af de helt store arkæologiske foregangsmænd. Og allerede omkring 1818 blev periodeinddelingen brugt, da man i Odense lavede en oldtidsudstilling. Dermed blev Odense det første sted i verden, hvor en arkæologisk samling blev opstillet efter tredelings-princippet eller treperiodesystemet, som det også kaldes. Systemet er det videnskabelige grundlag for dansk arkæologi. Lidt ved vi også fra gamle romerske skrifter, der fortæller om de vilde stammer mod nord. Men langt den største viden har vi fra de forskellige fund oldsagerne. Genstande fra Odense-udstillingen i 1818 verdens første udstilling ordnet efter tredelings-princippet Tredeling af oldtiden I dag inddeler vi oldtiden i tre store perioder: stenalder, bronzealder og jernalder. Den tredeling er faktisk lavet ud fra oldsagerne, nemlig ud fra materialet.
Guide til Danmarks oldtid 2 Oldtidens perioder Stenalder (13.000 f. Kr. 1700 f. Kr) Stenalderen er den længste periode af oldtiden: den varede fra slutningen af sidste istid omkring 13.000 f. Kr. til omkring 1700 f. Kr. altså godt 10.000 år. Stenalderen kan opdeles i flere perioder. Den groveste opdeling kaldes ældre og yngre stenalder eller jægerstenalderen og bondestenalderen. Og de kan så igen deles op. For eksempel kalder man den mellemste del af bondestenalderen for dysse- og jættestuetid, fordi man her opførte de mange storstensgrave. Og betegnelsen dolktid bruges af mange for stenalderens sidste periode. Her var man nemlig så dygtige til flinthåndværket, at grove flinteknolde kunne forvandles til smukke dolke. En så lang periode som stenalderen har selvfølgelig yderligere en række underperioder eller kulturer, som man også kalder det. De er tit opkaldt efter de steder, hvor en ny kultur blev fundet første gang. For eksempel ertebøllekulturen. De mange underinddelinger kan være svære at holde styr på, men for arkæologerne er de nødvendige for at beskrive en udvikling, der rækker over mange tusinde år. Jægerstenalder Da istiden sluttede, efterlod den en øde og gold tundra og et koldt og barsk klima. I den varmeste måned var det kun op til 8 grader, og landskabet så ud derefter: Åbent og med sparsom plantevækst. landskabet. Temperaturen steg, og landet groede til med birke og fyrreskov. Siden kom hassel, som senere blev afløst af en urskov af lind, eg, ask og elm. Dyrelivet ændrede sig i takt med temperatur og vegetation. I det arktiske klima levede renen, og siden bison, rype, snehare m.fl., men som temperaturen steg, blev landet bosted for store dyr som urokse, elsdyr, bjørn og kronhjort i stedet. Siden ændrede landskabet og dyrelivet sig igen langsomt. De store dyr blev færre, og til sidst var de afløst af blandt andet vildsvin. I denne varme periode levede eksotiske dyr som sumpskildpadde, delfin og pelikan i havet omkring Danmark. Men et væsen tilpassede sig stille og roligt omgivelsernes skiften: mennesket. Renerne var livsgrundlaget for de første jægere. Det krævede en veludviklet jagtteknik og kraftige våben at nedlægge så store dyr. Det havde jægerne, og typisk for denne periode er da også nogle store flintspidser, der har været monteret på spyd eller pile til afskydning med en meget kraftig bue. Når renen var nedlagt, spiste man selvfølgelig kødet, men resten af dyret blev også brugt. Takker og knogler blev brugt til forskellige redskaber. Senerne var stærke og kunne benyttes til snore. Dem kunne man for eksempel bruge til at sy tøj sammen, eller når man syede skind sammen til telte. Rensdyrene var de første indbyggere, og efter dem kom jægerne! I de første par tusinde år opholdt de sig kun i perioder i det danske område, men siden disse første jægere har der boet mennesker i Danmark. I løbet af de næste 9000 år resten af jægerstenalderen skete der store klimaændringer, og havstigninger og sænkninger ændrede
Guide til Danmarks oldtid 3 Vi ved ikke, hvordan jægernes klædedragt har set ud. Teltene ved man heller ikke noget om med sikkerhed, men der har sandsynligvis været tale om runde telte rejst på et skelet af træstivere. Teltdugen af skind blev hold ned mod jorden af sten, der var lagt rundt på skindkanten, for at holde træk og kulde ude. Et telt er let at flytte med, og det er vigtigt for en jægerstamme. Men når stammen rejste videre, efterlod de en stenkreds der, hvor teltet havde stået. Samme teknik er blevet brugt i de arktiske egne helt op i vore dage, og derfor kan vi sige lidt om, hvordan de ældste boliger har set ud. De sidste små 1000 år af jægerstenalderen kaldes for ertebøllekulturen. Navnet kommer fra stedet Ertebølle ved Limfjorden, hvor man har udgravet en køkkenmødding eller skaldynge, som sådan nogle bopladser også kaldes, fordi stenalderfolkene spiste i tusindvis af østers og lod skallerne ligge. Heldigt for os i dag, for i sådan nogle skaldynger er bevaringsforholdene for det meste gode. Det gradvise skift i klima og dyreliv i løbet af de første 3000 år ændrede langsomt menneskets levevis, så de efterhånden blev urskovsjægere. Man levede stadig af at jage og indsamle og flyttede også rundt fra sted til sted efter føde. Men der blev ikke vandret nær så mange kilometer, som da rensdyrene bestemte tempoet. I en periode på omkring 4000 år levede datidens danskere som urskovsjægere. Skoven dækkede hele landet, så nu fik man brug for økser. De første økser dukkede op nogenlunde samtidig med, at træerne blev så store, at de kunne bruges til noget for eksempel udhulede stammebåde. Fra den tid af og helt frem til i dag har øksen været et af vores vigtigste og mest almindelige redskaber. Når man kalder datidens mennesker for jægere, så er det kun den halve sandhed. Godt nok gik mændene på jagt og fiskeri. Men uden kvindernes indsamling af bær, frugt og nødder, rødder og andet godt og næringsrigt fra planteriget ville man ikke have overlevet. I løbet af jægerstenalderen steg befolkningstætheden. Mennesket forstod at tilpasse sig de mere gunstige forhold og livet blev lettere. Man levede længere og fik flere børn. Derfor har vi et fint kendskab til redskaberne fra denne tid. Økser af sten, flint og hjortetak, smukt udformede og effektive pilespidser, skrabere, flækkeknive og bor af flint, træredskaber som buer og pile og prene, syle og knive af ben og tak er bare nogle af de genstande, som hører hjemme i ertebøllekulturen. Fra ertebøllekulturen er der også dukket grave op. Meget tyder på, at skikken med at begrave i både og bådlignende anlæg, som senere i oldtiden blev en ret almindelig skik, opstod allerede i jægerstenalderen. Der findes også egentlige gravpladser, og flere af de døde har fået gravgaver med sig på turen til dødsriget. Mændene fik knive og økser, kvinderne fik smykker af gennemborede dyretænder og sneglehuse. Skeletterne viser, at man gennemsnitligt blev omkring 40 år, at gigt var en almindelig sygdom, men at man til gengæld ikke havde huller i tænderne!
Guide til Danmarks oldtid 4 Ertebøllekulturen har desuden anvendt lerkar. Skrøbelige, klodsede og tunge lerkar er ikke egnede til brug for stammer, der flytter rundt. De bruger beholdere af skind, træ eller bark. Omkring 4.500 f. Kr. har ertebøllefolkene lært sig at lave kar af ler, og faktisk har keramikken været uundværlig lige siden. Det indgår stadig i enhver husholdning, nu kalder vi det bare porcelæn. Et lerkar er altså et tegn på, at menneskene er begyndt at være bofaste. I stedet for det frie liv som jæger og samler, bandt man sig til den samme plet jord fra vugge til grav. Man dyrkede sin jord og fik husdyr. Man var blevet bønder! Bondestenalder Overgangen fra jæger- til bondestenalder foregik i løbet af ret kort tid, måske kun 100 200 år. Ingen ved faktisk rigtigt hvorfor det skete. Nogle mener, at det skyldes, at påvirkninger sydfra bredte sig til stammerne i det danske område. Bondekultur kom simpelthen på mode. Andre mener, at man begyndte at dyrke jorden for at lave korn ikke til brød eller grød men til øl. Det er ikke helt så tosset, som det lyder. Man får mest næring ud af kornet ved at anvende det til netop øl. Men der er mange bud på, hvorfor skiftet skete. Sandheden er nok, at overgangen fra én livsform til en helt anden skyldes en lang række forskellige faktorer. Det allertidligste landbrug kaldes for svedjebrug, fordi man brændte skoven af. Den afbrændte skovbund var frugtbar et par år, men blev så udpint og manglede næring. Man havde dog så meget skov at fælde løs af med de effektive flintøkser, at det ikke var et problem. I løbet af nogle århundreder blev man bedre og bedre til at dyrke jorden og opdrætte husdyrene. Også flintehåndværket blev udviklet. Nu var det ikke længere pilespidsen, jagtvåbenet, men øksen, der var det foretrukne arbejdsredskab. Man sleb økserne blanke, så æggen blev næsten lige så skarp, som på de økser vi har i dag. Der har både været økser til daglig brug og økser, der var statussymboler og våben. Når man nu var blevet bofast, begyndte man at stille andre krav til sin bolig. Jægerstenalderens hytter blev afløst af huse med rigtige vægge, døre og tag. Vi ved det, fordi man har fundet stolpespor og mørke aftegninger i undergrunden. Inspireret af stenalderfolk mod syd byggede man stolpebyggede langhuse, som kunne være fra 15 40 meter lange. Det er næsten som om, de brugte samme arkitekttegning over hele Sydskandinavien. Gennem hele bondestenalderen var langhuset bygget op omkring en række kraftige stolper på langs midt i huset. Stolperne bar taget, og denne konstruktion holdt sig til ind i bronzealderen, hvor den ene række stolper blev til to. Vi ved ikke meget om, hvordan husene har været indrettet. Mennesker og dyr har nok boet under samme tag i hvert fald har det været nødvendigt at holde dyrene inde i de kolde vintre.
Guide til Danmarks oldtid 5 Til gengæld ved man en del om tidens gravskikke. Grave fra bondestenalderen kender vi alle: Nemlig de dysser og jættestuer, som ligger spredt ud over det ganske land. En stor del er gennem tiden blevet brugt som byggemateriale til kirker eller hugget til skærver og lagt på vejene. Men mange ligger stadig synlige ofte på højdedrag. Og det er nok en del af hemmeligheden bag det store arbejde, det har været at opføre dem. For nok har de fungeret som grave, men samtidig signalerede de også ejerskab til et sted. Når en gruppe stenalderbønder gik sammen om at opføre noget så stort og urokkeligt, så viste det nemlig omverdenen, at: Her bor vi! Hold fingrene fra vores jord. Jægerfolket flyttede rundt hele tiden, så de havde ingen grund til at bruge kræfter på at markere eller forsvare bestemte områder. Men det er nødvendigt for en bondemand, der er afhængig af sin jord. I sidste del af bondestenalderen, dolktiden, fortsætter man med at begrave de døde i både gamle og nyopførte høje, men i tiden frem mod bronzealderen begynder man også at benytte grave uden høj henover. I bondestenalderen er flintehuggearbejdet af meget høj kvalitet. Faktisk kan de flotteste fund fra perioden nærmest betegnes som rene kunstværker. Førsteklasses flint fra flintminernes kridtlag blev med brug af en teknik, der kaldes fladehugning, til imponerende dolke. Dolke, der nok snarere skulle imponere end bruges som våben. Slutningen af perioden (2.400-1.700) kaldes derfor også for dolktid. Også stenalderbøndernes keramik vidner om formrigdom og opfindsomhed og utroligt dygtigt håndværk. Nogle af de smukt ornamenterede kar er sandsynligvis snarere brugt ved religiøse ceremonier end som egentlige brugsgenstande. Træskærerens håndværk overses ofte, for kun i heldige tilfælde bevares eksempler på hans kunnen. Træ rådner eller bliver brændt. Men man ved, at træ var et meget vigtigt råmateriale. De mange økser havde skafter af træ, og stammebåde var fortsat i brug. De blev padlet frem med træårer. Båden var helt sikkert det vigtigste transportmiddel, men ikke længere det eneste. I bondestenalderen kom hjulet, og dermed vognen til. Den var også lavet af træ. Buer og pile var af elmetræ, og husholdningsredskaber som skeer og skåle var af træ. Dysser og jættestuer er også beviser på, at stammerne havde høvdinge eller stormænd. Én person med magt, som kunne bestemme at en dysse eller jættestue skulle bygges og sørge for, at det blev gjort. Jættestuerne fik faktisk deres navn, fordi man tidligere troede, at de måtte være bygget af jætter kæmper da man ikke troede, at mennesker kunne have flyttet så store sten. De første metaller dukker op ret tidligt i bondestenalderen. Først guld og kobber og mod slutningen også bronzen, der er en blanding af kobber og tin. Stor status havde også Nordens guld: Rav. Talrige fund er gjort på stenalderfolkets hellige steder, nemlig offerfund fra moser og vandhuller. Både redskaber og smykker, men også dyr og mennesker er blevet ofret til guderne gennem hele stenalderen.
Guide til Danmarks oldtid 6 Bronzealder (1.700-500 f. Kr.) Flintedolkene fra sidste del af stenalderen var utroligt flot udført. Faktisk kunne de næsten hamle op med dolke støbt i det nye metal, bronzen. Næsten! For bronzealder blev det jo, og hurtigt gik det flere tusind år gamle flintehåndværk i glemmebogen. I dag er det stadig forholdsvis almindeligt at støbe i bronze men flintehåndværket er der ikke mange, der mestrer. Der er gjort rigtig mange fund fra hele bronzealderen: Både grave, bopladser og depoter. Bronzealderen deler man op i ældre og yngre bronzealder med år 1000 f. Kr. som skillelinje. Netop fordi der er gjort så mange fund og vi dermed har et stort kildemateriale opdeler man igen i seks underperioder. De kaldes P I, P II osv. Men det er for hardcore bronzealderfans, så det gør vi ikke mere ud af her! Skikken med at sætte gravhøje, som man kender fra stenalderen, fortsatte i ældre bronzealder. Ikke alle døde har fået en høj rejst over sig, men for samfundets spidser, var en høj skik og brug. Man kan ikke med sikkerhed vide noget om familiestrukturen, men det er sandsynligt, at det var de afdøde høvdinge, deres koner og børn, som fik en højbegravelse. Det foregik på den måde, at den afdøde blev klædt i sin fineste dragt og lagt i en kiste af sten eller i en såkaldt bulkiste, der var lavet af en udhulet, flækket træstamme. Den døde fik gravgaver, som både bestod af mad og drikke samt smykker og våben. Gravhøje kendes også fra yngre bronzealder, men de er sjældne. I løbet af ældre bronzealder skete der nemlig et skift i gravskikken, så brandgraven nu var det mest almindelige: Den døde blev brændt, og asken kom i en urne, som blev gravet ned i en allerede eksisterende høj eller på en flad mark. Fra sidste del af bronzealderen gik man sandsynligvis helt over til ligbrændingsskikken. I hvert fald har man ingen gravfund af skeletter. Det er interessant, fordi det viser, at bronzealderfolkene er blevet mere abstrakte i deres syn på rejsen til dødsriget: Det er ikke den dødes krop, men sjælen, der skal krydse grænsen mellem liv og død. Også gravgaverne fortæller os, at der er sket skift: I en urne er der jo ikke plads til et helt sværd, men man kan fint klare sig med symboler, nemlig miniaturesværd på få cm s længde. Ligesom i stenalderen har man også i bronzealderen for skik at ofre til guderne i moser og vandhuller. En lang række religiøse og kultiske symboler fortæller os, at guderne har været en central del af bronzealdermenneskets liv. Hvad de egentlig betyder, kan vi kun gætte på. De mest almindelige er såkaldte skåltegn, der er æbleskivelignende fordybninger hugget i sten, dysser og jættestuer. Tit er der mange tegn på samme sten. Andre fund er helleristninger, der er tegn og motiver som for eksempel dyr, mennesker, økser, lurer og skibe ristet altså hugget - i sten. Indtil for ganske nylig vidste man ikke ret meget om boligsituationen i bronzealderen. Først i 1950 erne og 1960 erne fandt man spor af bronzealderhuse, der viste, hvordan bronzealderens bønder har boet. Boligerne var solide og velbyggede langhuse, der var kon-
Guide til Danmarks oldtid 7 strueret med to rækker kraftige stolper placeret på langs midt i huset til at bære taget (en række mere end i bondestenalderens huse). To rækker stolper tager selvfølgelig mere plads, men til gengæld kunne de bære et større og højere tag. Der blev derved mere loftsplads inde i huset til hø og andet vinterfoder til husdyrene. Konstruktionen med to rækker stolper i husene holdt sig frem til vikingetiden. Da fandt man ud af at gøre væggene tagbærende, så der både blev god plads nede på gulvet og oppe under taget. Der er faktisk ikke fundet så mange bronzesager fra bronzealderens sidste par århundreder. Man ved ikke helt hvorfor. Sandsynligvis er der ikke kommet så meget bronze til Sydskandinavien i denne periode. Overgangen fra bronze- til jernalder sker stille og roligt. Engang mente man, at overgangen skyldtes en samfundskrise måske forårsaget af en klimaforværring. Og man kan godt forstå det, når man sammenligner de prægtige fund fra bronzealderen med de lidt mere ydmyge fra den ældre jernalder. Men man ved nu, at det ikke var sådan. Jernaldersamfundet var tværtimod i vækst. Dog er den med klimaforværringen god nok. Det blev faktisk en anelse koldere og mere fugtigt dér omkring 500 f. Kr.: Middeltemperaturen faldt ½ grad. Det lyder ikke af så meget, men det kan have gjort det nødvendigt at holde malkekøerne på stald om vinteren. Og det kan være forklaringen på, at huse med stald nok kendes fra bronzealderen, men først for alvor dukker op i den tidlige jernalder. Ædelmetallet guld kendes fra bondestenalderen, men fra begyndelsen af bronzealderen blev det lidt mere almindeligt. I løbet af perioden fik guld en større og større betydning som statusmetal. Edsringe og drikkeskåle og naturligvis solvognen, som på den ene side er beklædt med guldblik er eksempler på sådanne guldfund. Jernalder (500 f. Kr 1066 e. Kr.) Jernalderen opdeles som regel i fire underperioder: førromersk jernalder (500 f. Kr. 0), romersk jernalder (0 375 e. Kr.), germansk jernalder (375 750 e. Kr.) og endelig vikingetid (750 1066 e. Kr.). Disse perioder kan igen underopdeles men ikke her! Betegnelserne romersk og germansk fortæller om, hvorfra indflydelsen på samfundsudviklingen stammer - og om, hvor fundne importgenstande er fremstillet. Indirekte fortæller det om et samfund med større mobilitet end i de foregående perioder. Og når mobiliteten øges, ændres samfundsstrukturen hurtigere. Betegnelsen jernalder skyldes naturligvis materialet. Omkring 500 f. Kr. afløser jernet bronzen ved fremstillingen af skæreredskaber. I bronzealderen boede man i langhuse, der var beregnet til flere familier. Husene lå i små klynger som spredt bebyggede bopladser rundt i landskabet. Fra jernalderen kan man tale om egentlige landsbyer, som bestod af mindre gårde, sandsynligvis beregnet til én familie plus dyr! I løbet af jernalderen byggede man husene længere, og nogle huse fik ét eller flere rum
Guide til Danmarks oldtid 8 mellem beboelses- og staldafdelingen, og de fik udhuse, værksteder, lader med mere. Allerede i romersk jernalder ser det ud som om, hver landsby har haft sin høvding; i hvert fald kan man se, at én gård hver landsby har været større end de andre. Desuden begynder landsbyerne at være omgivet med hegn. Også dét er et signal om et fællesskab - både til os i nutiden og til samtidens fjender og venner. Én ting ændres ikke: vandet altså moser, søer og vandhuller er stadig stedet, hvor man har kontakt til guderne, og hvor man ofrer. Bronze er endnu det foretrukne offermetal, og erobret krigsbytte bliver også ofret ved hjemkomsten. Menneskeofre har sandsynligvis skullet formilde guderne, men fund af mennesker, såkaldte moselig, med hængningsreb om halsen eller overskårne struber tyder på, at nogle af de mosefunde jernalderfolk har været forbrydere, der blev smidt ud som straf. Tollundmanden og Grauballemanden er moselig fra denne periode. Og uanset hvorfor de er døde, så er de en enestående mulighed for at få et indtryk af, hvordan vore forfædre så ud for et par tusinde år siden og hvad de har levet af. Grauballemandens maveindhold viser, at ikke færre end 66 forskellige planter indgik i den vælling, som blev hans sidste måltid. Og det fortæller igen, at madlavning har været tidkrævende det har ikke været fast-food! I romersk jernalder vender jordfæstegravene tilbage som et alternativ til brandgraven. På samme måde som landsbyerne opstår i de levendes samfund, så begynder man også at gravlægge på store fællesgravpladser. Og på samme måde som boligerne begynder at afspejle samfundsforholdene, så begynder der også at blive indbyrdes forskel på, hvor mange og hvor imponerende gravgaver, man får med sig i døden. I jernalderen begynder samfundet virkelig at være præget af social bevægelse med langt fra top til bund. De mange gravfund, formen på fundne lerkar, byggeskikken og forskelle i dragt- og smykkemode viser også, at der begynder at være store lokale forskelle på befolkningen. Jo større kommunikation og kontaktflade, jo større synes de lokale særtræk at blive. Måske skyldes det, at først når man kan spejle sig i noget fremmed, begynder man for alvor at få øjnene op for og dyrke egne kendetegn. Romerne har haft indflydelse på både stort og småt, blandt andet fiblen, der er en genial opfindelse, nemlig en dragtnål af type som en sikkerhedsnål. Også mange af de fundne bræt- og terningespil kendes fra Romerriget. For eksempel det såkaldte 36-felter-spil, som var en slags backgammon og ludus latruncolorum, der var et krigsspil. Også raflebægeret og den sekssidede terning overtog jernalderdanskeren fra romerne. Endnu et tegn på den større mobilitet er fund af mønter og afklippet guld til betaling. I jernalderens Danmark er der naturalieøkonomi: Man udveksler eller bytter varer to køer for en hest, tre lerkar for en dragtnål osv. Men når man rejser omkring, kan man ikke på samme måde transportere sine værdier med sig. I hvert fald kun i form af værdimetal og mønter.
Guide til Danmarks oldtid 9 Der er fundet en del romerske mønter på dansk jord, nærmere bestemt i Gudmeområdet. Det fortæller både om romersk indflydelse, men også om begyndende møntøkonomi i dette område. Specielt fra perioden germansk jernalder er der gjort store guldfund. Fundet over dem alle er fra omkring 400 e. Kr. Det er naturligvis Guldhornene. Tilsammen vejede de to horn ca. 6,5 kg. Dermed er de også vægtmæssigt det største guldfund fra oldtiden. Begge horn var udsmykket med dyr, mennesker og andre væsener, og det ene havde en runeindskrift: Jeg Lægæst Holtes søn lod dette horn gøre. Indskriften lader ingen i tvivl om, at Lægæst Holtes søn har været både rig og betydningsfuld. En stor del af guldfundene stammer ikke fra ofringer til guderne, men er skattefund. I tilfælde af urolige tider, krigstjeneste eller rejser, har guldets ejermand gemt sin sammensparede formue ved at grave den ned man havde jo ikke banker! - og så er han død, inden han fik den gravet op igen. Men der findes også offerfund. Igen vidner fundene om, at man er begyndt at have kontakt til andre kulturer. Og også krig er en slags kontakt! Ind imellem blev landsbyerne angrebet af fjender ude fra. Var man så heldig at slå en angribende hær, så ofrede man den slagne fjendes udstyr til krigsguden eller guderne som tak. Man holdt dog sandsynligvis op med det igen. Der kendes nemlig ikke krigsbytte-ofre fra vikingetiden. Vikingetiden Vikingetiden starter den 8. juni i år 793! Den dag overfaldt vikinger et kloster på den lille engelske ø Lindisfarne, der ligger i Nordsøen helt oppe ved grænsen til Skotland. Overfaldet på Lindisfarne Kloster er det første af vikingernes plyndringstogter, der er påvist med sikkerhed. Mange togter fulgte Regner man ud fra det arkæologiske materiale, glider germansk jernalder over i vikingetiden i løbet af 700-tallet, så faktisk er det mere rimeligt at sætte begyndelsen på den mest populære periode i oldtiden til 750. Der er masser af fund fra vikingetiden. Lige fra simple jernsager over dragtnåle af bronze og sølv til tunge guldringe. Genstandene fortæller om et meget varieret samfund med stor forskel på nogle få rige og mange almindelige mennesker. Tit tænker vi på vikingetiden som en tid med togter og plyndringer. Det var da også en del af tidens orden - eller uorden! Men landbruget det ganske almindelige, hårde dagligdags slid på gårdene var samfundets økonomiske fundament.
Guide til Danmarks oldtid 10 En vikingelandsby bestod af en større eller mindre samling gårde. Indbyggerne var bønder og stort set selvforsynende. I landsbyerne var der personer, der specialiserede sig: nogle i at smede, andre i at lave lerkar, nogle i at flette, andre i at lave smykker og så videre. Men uanset hvad, så var de først og fremmest bønder. Man dyrkede markerne, men kvæg var den vigtigste indtægtskilde. Der blev handlet på tre måder: varer for varer, penge for varer og ædelmetal (mest sølv) for varer. Men penge som betalingsmiddel blev efterhånden det foretrukne. Allerede omkring år 825 slog den danske konge mønt i Hedeby, og omkring år 1000 lod Svend Tveskæg slå mønt med kongens portræt. I vikingetiden levede folk godt. Det kan man se på skeletterne, der viser, at folk var sunde og velnærede. Vikingerne har ikke været nogen små skravl. Kvinderne blev ca. 160 cm høje og mændene ca. 172 cm. Faktisk var de højere, end folk var i middelalderen den periode som fulgte efter vikingetiden. Skeletterne har også vist, at man ikke levede så længe. Mænd blev i gennemsnit 39 år, kvinderne lidt ældre. Vikingetidens tøj blev holdt sammen af bælter, snore, dragtnåle og spænder i høj kvalitet. Det var meget dygtige bronzestøbere og guldog sølvsmede, der skulle til for at stille den modebevidste overklasse tilfreds. Det har været dyrt, men dejligt! Vikingetiden var præget af fremgang. Befolkningstallet steg, landsbyerne blev større, og handel og håndværk blomstrede. Der bygges borge, broer og fartøjer af hidtil uset størrelse og kvalitet. Man begynder at bygge skibe med sejl. Det har været nødvendigt for at kunne sejle langt under vanskelige forhold. Og vikingerne sejler langt. De sætter deres præg på alle verdenshjørner: fra Amerika til Rusland, fra Grønland til Arabien. Grundlaget for en by er handel enten handel med varer fra det umiddelbare opland, eller handel med varer langvejs fra. Ribe, som er den tidligste danske by, blev anlagt i 750. Inden da kendes blot handelspladser og landsbyer. En af de første byer var Hedeby ved Slesvig. Hedeby lå på grænsen mellem Europa og Skandinavien. Det har været en god placering for en handelsby. Igennem hele vikingetiden lå kristendommen på lur. Allerede omkring år 700 kom en biskop Willibrord til den danske konge, Angantyr, for at missionere. Det fik han dog ikke meget ud af. I 826 lod kong Harald Klak sig døbe i Tyskland. Ikke fordi han troede på Gud, men fordi han troede, at det ville hjælpe ham i striden om den danske trone. Med sig tilbage til Danmark havde han munken Ansgar. Ansgar havde dog kun held til at omvende et fåtal af de vilde vikinger. Til dem får han opført de første kirker. I 965 skrev Harald Blåtand på Jellingstenen, at han havde gjort danskerne kristne. Først på dette tidspunkt er kristendommen ved rigtigt at vinde indpas, og der kommer yderligere gang i kirkebyggeriet. Kirkerne var af træ. Først op i middelalderen blev de erstattet af
Guide til Danmarks oldtid de mere solide stenbygninger, nemlig de landsbykirker, som vi bruger den dag i dag. Hvornår slutter vikingetiden? Engang brugte man kristendommens indførelse som skillelinje, men det holder ikke helt. Kristendommen var lang tid under vejs. Slutningen af 900tallet og første halvdel af det nye årtusinde er en overgangstid. Gammelt og nyt blandes. 11 Skal man vælge et slutår, er et godt bud 1066. På det tidspunkt var vikingerne ikke længere så magtfulde. Den norske konge, Harald Hårderåde, var ikke glad for, at Nordens storhedstid var forbi. Så han samlede en hær for at erobre England. Det gik bare ikke ret godt. Ved Stamford Bridge blev hæren slået og Harald dræbt. Den sidste viking var færdig med at erobre.