FØdt den31.januar~ 1914

FØdt den31.januar~ 1914

Kirsten Marie dieisen Født 4. Juli 1886 ncirl I A,,(,, "'i I C)Q'z Dod 9 ianuar 1966 Min Far: Niels Lynggård Kristensen Født den 30 Marts 18 86

Oppe ved Thyborøn skærer Limfjorden gennem en smal kanal sig tværs over Jylland. Fra Vesterhavet over til Kattegat. Blandt alle de småøer, der ligger i Limfjorden, er der især en af dem, der er særlig stor. Der er 27 kirkesogne og en stor havneby -ja, der har sikker været flere engang, hvor mindre skibe kunne lægge til for at handle med øens befolkning. Øen hedder Mors eller Limfjordens perle. Den er meget frugtbar. Naturen er særpræget og meget køn. Der er moler og teglværker flere steder på øen, og da moler kun findes få steder i verden, er det meget værdifuldt og bliver eksporteret til hele verden. Mange herregårde har ligget rundt omkring på øen, men de er nu blevet udstykket til mindre landbrug, gårde og små egendomme, hvor hele familien arbejdede med til det daglige brød, og hvad der nu ellers skulle bruges til den daglige husførelse. Alt blev jo forarbejdet af det, som sådan et landbrug kunne fremskaffe -ja, selv til tøj blev der af markens afgrøde - hør og den slags. Får klippede man ulden af og spandt det til varmt og tykt tøj. Alt dette krævede en masse arbejde, derfor var hele familien beskæftiget på de små egendomme. På de større gårde -ja, der var arbejdskraften billig - lidt tøj og et par træsko var lønnen for et års tjeneste På en af disse gårde - en stor herregård der hedder Ullerup og ligger på den nordlige del af øen. Længere ude ligger en - nej to herregårde - Søe og Mølhave. Søe ligger ude i nærheden af Fæggesund. Det er en gammel sørøverborg, hvor fjorden havde gået helt ind omkring, så at man kunne sejle rundt omkring borgen. Men det er længe siden. Såvel til denne som til de andre herregårde hørte der store jorde, mindre gårde og ejendomme til. Ullerup var vel den største og ældste med mange fæstegårde og småejendomme -ja, også en stor mølle (Ullerup Mølle) hørte ind under herregården. Mange historier og sagn fortælles om de store herregårdsslægter, som genne tiderne har været ejere af Ullerup, og ved sognets kirke er der i og udenfor familiegrave, som minde om de store slægter, som har levet for flere hundrede år siden. Der er sket lykkelige, ulykkelige og uhyggelige ting på og omkring den store herregård, som havde mange folk i deres tjeneste. Det var også der i egnen, at den fattige pige af sin frue havde fået to brød, som hun skulle tage med hjem til sine fattige forældre, men på vejen hjem skulle hun over et vandløb, og for ikke at blive våd og snavset på sine fine sko og sit tøj, lagde hun brødene ned i vandet for at træde på dem. Men den hovmodige pige gled på brødene og faldt i vandet og druknede. Til straf for at have vanhelliget brødet fik hun ikke fred i sin grav, men måtte vandre hvileløs omkring ved vadestedet ved nattetider. Frem og tilbage. Folk som færdedes ved den gamle hovvej, har set hende mange gange og turde til sidst ikke færdes der ved nattetid. Til sidst måtte præsten så mane hende i jorden. Efter den tid var der ingen, der så noget til hende. Men vadestedet er der endnu, og en stor sten står der som minde om den ulykkelige pige. På stenen står det - Hedvigs vadested. Om Ullerups hvide hovedbygning går der endnu sagn og historier om de store jagtgilder og andre store fester, der blev afholdt gennem tiderne. Mange spøgelseshistorier er der også om nogle af de rå og brutale herremænd. Efterhånden svandt det i deres store rigdomme og fæstegårde blev solgt. Nu er Ullerup en ganske almindelig proprietærgård. Også den store mølle blev solgt og de ældste af bygningerne på herregården er brændt eller revet ned, og nye moderne bygninger er opført i stedet. Omkring den hvide hovedbygning er den store park med meget gamle træer og sjældne planter. På herregårdens marker blev der bygget gårde og små husmandssteder, hvor der ved sparsommelighed og hårdt arbejde nu lever mange familier. Mange år måtte disse mennesker arbejde som hovbønder på Ullerup. Manden på Ullerup og konen måtte så passe den lille plet jord. Disse mennesker blev krogede og gamle længe før tid, men efterhånden som tiderne gik, blev der bedre kår for dem også. men det var strenge og lange dage for disse mennesker. Først arbejde på gården så hjem og give konen et nap til langt ud på natten, samtidig med at de skulle tidligt op. Men nye love kom, så også disse folk efterhånden kom til at eje de små ejendomme, og herremændene ikke mere kunne forlange hovarbejde af dem.

Nogle af dem blev med tiden rige og ansete mænd i deres sogn, men der var også små ejendomme. Så små, at mændene vedblivende måtte tage arbejde udenfor hjemmet på de større gårde eller som fast arbejder på Ullerup, og så var det konen, der måtte passe den lille ejendom. Kun var der var noget særligt strengt arbejde måtte manden om aftenen eller om søndagen tage et nap med. Det var hårdt, da hans arbejdsdag normalt var op til 14 timer - for at kunne holde en dagløn på 50 øre om dagen. Min bedstefar og for resten også min Far har måttet arbejde for dette "store" beløb. Så kunne man godt forstå, at lysten ikke var særlig stor til at arbejde i deres fritid, men nogle enkelte var der imellem, som ved ihærdigt arbejde i al deres fritid løsrev sig fra trældommen. Sjældent lykkedes det ikke, før de var slidt op af arbejdet for deres selvstændighed For min morfar lykkedes det. Mine Bedsteforældres gård

I den sydlige del af sognet boede en mand, som holdt ud. Han havde en lille ejendom på 4 tdr. land god muldjord, 3 køer, en lille hvid Islænder hest (Lotte), en masse høns, ænder, duer, kaniner, mange grisesøer og et utal af bier. Bierne havde travlt i den pragtfulde have, som lå omkring dette lille sted. Der var et utal af blomster af alle slags - almindelige som meget sjældne - bragt hjem fra Thy, Salling og mange andre dele af landet, hvor han kom. Huset var et langt rødstens bygning med sort tagpap på taget. Stuerne i den ene ende og stald og lade i den anden ende, som det var skik den gang. I de små vinduer stod der pragtfulde og farverige blomster. På væggene hang der gamle fotografier af afdøde og nulevende familiemedlemmer, et gammelt pibebræt med korte træpiber og lange med porcelænshoveder - meget lange. Nedenunder stod der et lille tobaksbord med en oval messingdåse til tobak. Langs vinduerne stod et langt bord med faste bænke under vinduerne. For enden var der også en bænk med et højt ryglæn, og over den hang en hylde. Det var sjældent dengang, at småtkårsfolk havde den slags eller i det hele taget bøger. Der var ikke så mange - en bibel, en salmebog og så nogle om biavl, planter og blomster. På denne bænk havde manden som ejede dette lille paradis sin plads, og ve den som satte sig der. Selv ikke præsten fik lov dertil. Herfra kunne han se ud over sine små marker og haven og følge med i, hvad der skete udenfor sine vinduer. Tidligt var han oppe om morgenen, og sent blev det inden, det var sengetid. Der var jo så meget at se efter og passe, og mange mennesker kom der for at snakke med Niels Have. Han havde altid tid til en sludder og en kop kaffe. Han var meget klog på mennesker og dyr i mere end en forstand. Var et dyr blevet sygt hos en af naboerne, kom de lige en tur om ad Niels for at høre, hvad han mente, og i de fleste tilfælde kunne han kurere og hjælpe på en eller anden måde. Niels var en lille bred mand med leende øjne og et lunt smil om munden, der var omkranset af et fint velplejet skipperskæg. Altid i godt humør. Han kunne alt muligt varjordbrugere - handelsmand og biavler eller rettere honningavler. Ja, der var ikke den ting Niels ikke kunne. Var der naboer, der var blevet uvenner, skulle Niels nok fa dem til at se, at de havde båret sig dumt ad begge parter. Og når de havde drukket et par af Niels' kopper kaffe med en honningmad til endte det som regel med, at de var de bedste venner igen, inden de skiltes. Jo, den lille mand vidste altid råd for skade. I de unge dage havde han været karl på Ullerup, Højris og på Bygholm,Vejle og på mange andre store gårde på Mors, Salling og oppe i det forblæste Thy. Meget havde han oplevet i sine unge dagebåde af ondt og godt. Dengang var de store gårde jo ikke de bedste steder at opholde sig på. Folk rejste fra dag til dag. Nogle var gode nok, men de fleste var ikke af de bedste mennesker, men Niels sagde: Hvordan skulle de blive anderledes. Født og opdraget på de store gårde, hvor alskens folk søgte til, og der var jo ikke andre steder de kunne få arbejde. De måtte jo tage det, der var at fa, sådan var det dengang. Så en dag traf han en lille pige. Ane Margrethe hed hun, og inden længe giftede de sig og købte dette lille sted. Dengang var det meget forfaldent og forsømt, men de var unge og raske begge to, og inden så længe kom der skik på jord og bygningerne. Niels vedblev at arbejde på Ullerup i mange år endnu, men han ville være sin egen mand, så han købte sig en god trillebør, og begyndte så at handle med fisk, som han hentede i købstaden, som jo var havneog fiskeby. Det var ikke meget han kunne tjene ved det, men Ø var han sin egen mand. Kunne tage sig en fridag når det passede ham, handle lidt som var hans lyst, komme ud og snakke med folk, tage lidt løst arbejde af og til når det kneb med kontanter. Efterhånden kom der også en del børn. 1 I blev det til, så der skulle en masse tøj og mad til, men det gik om også det var småt med midlerne. Når børnene blev store, kom de ud at tjene på gårdene rundt i sognet. Men Ane Margrethe blev syg og inden så længe døde hun, og Niels var alene med den store børneflok. Det blev så den ældste af pigerne, der måtte hjem og være husbestyrerinde og mor for de mindste af børnene. Hun havde selv en lille dreng, som også hed Niels, så han blev kaldt bette Nels. Den mindste af Kirstens brødre var jævnaldrende med bette Niels, så det kan nok være, der blev liv og

halløj i det gamle hus. De blev snart uadskillelige legekammerater, og sammen med de to gedebukke, som Niels havde købt til dem, rejste de snart ud i den vide verden på opdagelse. De havde en lille vogn, som de spændte bukkene for, og så oplevede de store og spændende ting, når de på deres ture kørte rundt i omegnen. Med deres store fantasi var det nok uforglemmelige ting og oplevelser, de havde ved og omkring den lille ejendom.. På det lille sted var der altid travlt. Hver årstid havde sit arbejde, som skulle gøres. Forår med tilberedning og såning af de små marker, siden høst. Jo, der var noget hele tiden - sommer og vinter. Altid var der noget, ingenting måtte forsømmes. Dyrene skulle passes og plejes, så de havde det godt. Jo bedre de havde det, jo større udbytte, når året var gået. En dag hen ad sensommeren var der travlhed hos Niels. Da var det tid til at slynge honning, og det havde været en god sommer for de små flittige bier. Der var meget honning, og flere gange måtte Niels slynge nogle af tavlerne for at gøre plads til mere honning. I flere dage havde de travlt, og alt hvad der kunne bruges af bøtter og gryder var blevet fyldt med den gyldne honning, og endnu var der mange stader, som ikke var blevet rørt eller slynget. Niels måtte ud til naboerne, hvor han lånte nogle mælkejunger, og disse blev også fyldt. Det var helt utroligt med honning, der var dette år. Da der var gået nogle dage, og det var tid den bundfældede honning skulle sælges til en købmand i købstaden, var der to junger, som der havde været lidt rust i bunden af. Det havde gjort at honningen var blevet mørkebrunt som lynghonning. Det var jo ikke godt. I nogle dage gik Niels og spekulerede på, hvad han skulle gøre med den tilsyneladende ødelagte honning. Pludselig en aften, da hele familien sad og spiste mad, kom Niels på en ide. Du Kirsten, sagde han til datteren, ved du, hvad købmanden sagde inde i byen i dag. Nej, sagde Kirsten, hvad sagde han? Jo, han spurgte mig, om jeg ikke havde noget lynghonning, når jeg nu hr så mange bier. Den var meget eftertragtet og man kunne få en meget større pris for den en for den almindelige honning, og nu sad jeg og tænkte på, at vi jo har de to junger honning med rust. De ligner bestemt lynghonning i farven. Hvad om nu vi prøver at sælge den som sådan. Købmanden kan ikke se forskel, og det smager ens. Niels blev helt ivrig, havde dårlig tid til at spise sin mad. Hele natten havde de travlt med at veje honning af i små bøtter. Næste dag kørte Niels ind til købmanden og solgte sin lynghonning. Købmanden blev meget glad for den dejlige honning, som kunderne var helt vilde efter, og Niels fik en meget større pris for den, end han havde faet for den anden honning, som han havde solgt. Han fortalte selvfølgelig ikke noget om, hvordan hans bier havde kunne producere så meget af den eftertragtede vare. Det blev ikke sidste år, at der var så meget lynghonning i Niels bistader. Kirsten rystede på hovedet, men det tog faderen sig ikke af - en god fidus var fundet, og den skulle udnyttes, og så var den snak ikke længere. En morgen antydede Kirsten, at hun syntes, det svandt så meget i deres tørv. Dengang fyrede man mest med tørv, som man gravede i omegnens moser. Det kunne Niels ikke forstå. Han gik så og lurede i nogle dage. En dag udhulede han et par store tørv og fyldt dem med sort krudt - noget han ellers brugte til at lave sine patroner om med til sit store jagtgevær. Tørvene blev lagt ud i brændehuset mellem de andre tørv. Ingen måtte hente tørv indtil videre. Skulle de bruge nogle, skulle Niels nok selv finde dem frem, de måtte få. Det var jo slemt, om de fik fat i dem med krudt. Sikken ballade der ville blive i den gamle kakkelovn. Der gik et par dage, uden der skete noget. Men en aften de sad og spiste aftensmad, blev der en mægtig ballade udenfor. Døren blev revet op med et vældigt rabalder, og ind kom en hylende og sortsværtet kone. Tøjet var flået og hun var svedent næsten over det hele og hun skældte og bandede, så det var helt forskrækkeligt.

Nå, det er dig, Niels der har sprængt mig i luften - se, hvordan jeg ser ud. Tøjet er ødelagt, håret er svedent, og se mine arme og hænder. Sikken da en gru og elendighed. Ondt gør det, og det er din skyld Niels. At du kunne nænne det, se, hvordan jeg ser ud, og hjemme - bevares vel, kakkelovnen ligger spredt over hele huset - sort er der over det hele, og det er dine forbistrede tørv, der er skyld i det hele. Hvad har du dog gjort ved dem Niels? Det siger jeg dig, det skal du komme til at fortryde. Hvad tror du, Per siger, når han kommer hjem fra Ullerup. Alt er ødelagt. Åh dog, sikken en redelighed, jamen bette Kirsten, hvad skal jeg dog gøre? Per bliver da helt tosset, når han ser den redelighed. Åh, hvor gør det ondt i mine hænder. Nej, Niels det skal blive dig en dyr historie dette her. Du finder da også på så mange tosserier. Jamen, Marianne, sagde Niels, ( for hende var det - altså naboens kone) jeg har da ingen tørv solgt dig - ikke det jeg ved af da. Med forfærdelse gik det op for Marianne, at hun jo havde lånt tørvene uden at spørge ad, og tilmed hentet dem, når det var mørk aften, og nu i forfærdelse over det, der var sket derhjemme, havde faret om til Niels for at skælde ud. Det var forfærdeligt, det så hun nu. Marianne kom ud af døren i en fart og hjem for at rydde op inden Per, hendes mand kom hjem. Kakkelovnen kunne hun ikke samle igen. Den havde alligevel fået for meget, til at den nogensinde kunne blive til kakkelovn igen. Ud på aftenen kom Marianne og Per med friskbagt kage til aftenkaffen, og Marianne lovede, at hun aldrig mere skulle røre eller prøve på at stjæle Niels' tørv, når de havde sådan en kraft, at de kunne ødelægge kakkelovn og stue. Nej, bevares vel for sådan nogle tørv. Hun kunne ikke forstå, at Niels turde bruge dem. Hun skottede til kakkelovnen, bare den ikke også sprang i luften. Der skete dog ikke noget, og de to naboer fik en helt rar og hyggelig aften ud af det. De forblev da også helt gode venner, men helt rolig var Marianne nu ikke, før de gik hjem til dem selv. Det var desværre nogle dyre tørv, hun der havde faet fat i, og hun måtte love Per, at det gjorde hun aldrig mere, sådan at "låne" den slags tørv. Årene gik, og Niels vedblev at sælge fisk, som han havde gjort i mange år. Den gamle trillebør var blevet afløst af mange andre. Der var jo lang vej frem og tilbage til købstaden eller Vilssund, hvor der også var nogle fiskere, han kunne købe fisk af til sin daglige runde. Godt nok havde han Lotte, men det var da synd for den, at den skulle ud på den tid af dagen. Nej, så tog Niels hellere trillebøren. Der kunne være fire kasser fisk på den, og det var, hvad han kunne sælge på vejen hjem. Ja, somme tider blev klokken mange, inden han nåede hjem. Han skulle jo også handle lidt med høns, duer og hvad der nu ellers var at handle om. En ny griseso en gang i mellem skulle der jo også til. Sådan en karl kunne jo ikke leve evigt, og som regel købte han en lille gris, som han syntes om, og fodrede den op, til den blev stor. Det var det billigste, selv om der gik et stykke tid, inden den nåede så langt, men det var meget sjælden Niels ikke havde held med sine grise. En gang havde han handlet sig en hund til - en mægtig stor en - næsten lige så stor som en kalv.

Den æder os jo ud af huset, sagde Kirsten. Nej, den skal da arbejde for føden, sagde Niels. Og da han havde haft den et stykke tid, kunne den trække fiskebøren, så det var alligevel en god handel, han havde gjort. Hunden havde kostet ham en kasse sild, og det var den værd, syntes Niels. Den sparede ham for en masse arbejde med at skubbe børen. Sjovt så det ud, når de kom trillende ad de grusede veje. Hvis handlen tog længere tid end nødvendigt, lagde hunden sig ned, bjæffede lidt og tog sig en på øjet. Når så Niels kom, fik den en fisk,e--så-fertsatto" 4~ -sted. Fisk vardens livret, og det var sjældent, at Niels ikke fik udsolgt, efter at han havde faet hunden. Engang Niels havde faet samlet lidt penge Jrat"n frakke,-~ #m-havde brug for på Ø ture med fiskebøren, kørte han til byen for at købe en sådan. Skal jeg ikke køre-red, så du kan få-engod-gwarmen?sptrgie-yirsten. Nej, tror du ikke, jeg har handlet før end i dag. Det er ikke første gang, jeg er ude i det ærinde, sagde Niels. Og så kørte Lotte og han ad købstaden til. Men Kirsten tvivlede, for det med tøj, var ikke faderens stærke side. Nå, men han kom til byen, fik Lotte staldet ind et eller andet sted. Så var han lige inde på hjørnet for at fa en filleen og gik så ned i Havnegade. Der lå en marskandiser forretning. Der var sikkert til at fa en billig frakke. Men desværre stod der også lige den grammofon, som Ø længe havde ønsket sig. En med en mægtig stor tragt, der var formet som en blomst og med en masse plader - over 50 stk. Det kunne han fa for det samme, som han skulle give for en frakke. Og-kvad -- fr~*unne han undvære. Der var altid et eller andet sted, han kunne gå ind og få en kop kaffe, hvis det blev for koldt. Og grammofonen kunne de da alle fa glæde af derhjemme. Så uden videre skrubler købte han det store sktummelafen grammofon - fik fat i jumben og fik læsset det hele derpå. Grammofonen i den ene side og han selv og pladerne i den_anden side. Og så gik det ellers med fuld musik ud af byen. Måske var der firhus marchen, han spillede, for den kunne han Ø godt lide. Jeg tror, der blev opløb, hvor han kom frem - ud gennem Nørrebro og videre ud på landet lige til det lille hjem. Folk lyttede og gloede, men da de så, det var Niels, der kom kørende, rystede de på hovedet og smilede. Fra den kant kunne de vente alt, og der var ikke så megen forbavselse over, hvad han fandt på. Kirsten vidste, at der blev ingen frakke denne gang, men det var rart med musik, det syntes hun også. Hele aftenen blev der spillet. Naboerne i nærheden, som hørte al den ballade, kom lige en tur. Per og Marianne kom også, for som den Niels kunne finde på. Det blev sen sengetid den aften. Der blev danset. Ja, Niels og Marianne fik sig mangen svingom. Det med tørvene var nu forlængst glemt. Jo, den grammofon skabte megen glæde i det lille hjem mange år fremover. Og når Niels læssede den op i jumben, og kørte en tur rundt i sognet med fuld musik, så skulle der danses, hvor han kom frem, og der var unge samlede. Sommeren gik, og det blev forår, og så begyndte jagten. Niels, som var en ivrig jæger, havde opdaget, hvor en stor hare kom ind over hans marker hen ad aftenen. Den havde sit leje inde hos naboen, så en aften fandt han bøssen frem, for at få ram på den. Det kunne jo være rart med en haresteg ind imellem alle de fisk, de ellers til hverdag måtte spise. Han listede langs skellet og gemte sig bag det dige, der dannede skel mellem hans og naboens jord. Samtidig var det en kirkesti, der gik forbi Brugsen, og den blev brugt flittigt af omegnens kvinder, når de skulle en lille tur op at handle. Nå, det trak ud inden haren kom den aften, så det var næsten helt mørkt. Det var ikke til at se, hvad der rørte sig 10-15 meter borte, hvor Niels sad gemt. Pludselig var der noget hvidt, der rørte sig i kanten af diget. Det kneb noget med at se, hvad det var. Jo, der var noget, mon ikke det skulle være haren. Det så sådan ud. Niels lagde bøssen til kinden og skød begge løb på en gang. Den gamle bøsse drønede værre end en kanon, og en sky af kraftig krudtrøg indhyldede Niels, så han ikke kunne se en

hånd foran sig, langt mindre om han havde ramt haren. Ak, pludselig lød et mægtigt vræl, og derpå en jamren så frygtelig. Der er en, der har skudt mig. Der er en, der har skudt mig. Det var dog mærkeligt. Sådan plejede en hare da ikke at skabe sig. Nej, det kunne ikke være en hare, men du milde, det var jo et menneske, der klagede sig. Han havde skudt et menneske. Niels blev, så han rystede over hele kroppen. Nej, du forbarmende, det havde da aldrig sket før - et menneske i stedet for en hare. Nej, nu stod verden da ikke mere. Det var forskrækkeligt. Det kan nok være, han fik travlt med at komme over til den ulykkelige. Han ville ikke håbe, det var alt for galt. Vedkommende var da vel ikke død, selv om han havde skudt med kardus hagl. At han dog kunne tage sådan fejl. Det var helt ubegribeligt. Da han nåede over til den ulykkelige, opdagede han, at det var en kvinde. Men du forbarmende, det var jo Marianne, han havde skudt. Hun lå på jorden og jamrede sig. Ja, så havde han da ramt, det kunne ikke fejle, men bare ikke haren. Sikken en ulykke. Men Marianne, er det dig? Er det virkelig dig, jeg har skudt? Det var altså ikke min mening. Nej, det var det ikke. Du kan jo slet ikke være i gryden. Niels var helt ude af flippen. Vidste ikke, hvad han sagde. Er det meget slemt? Er du helt skudt? Nej, det er du da ikke, for der er da liv i dig. Det kan jeg da høre, sådan som du råber op. Er det slemt, bette Marianne? Du kan vel se, at jeg ligger her og bløder, kan du ikke Niels? Du har skudt mig. Her kommer jeg fra Brugsen og skulle lige en tur ned bag diget i nødtørftigt ærinde, og så skød du mig. Jeg tror bestemt, jeg dør Niels. Hvad vil Per dog sige. Niels du må hjælpe mig hjem. Du kan da ikke lade mig ligge her og dø. Niels var nu klar over, at det havde været Mariannes skørt - det hvide - som han havde regnet med, var en hare. Nej, nu skulle han ikke skyde mere, når det var mørkt. Det lovede han sig selv. Bare det her gik godt. Han måtte se at fa Marianne hjem, og så få bud efter lægen. Du må skynde dig Niels. Du har skudt mig, du har skudt mig. Du må gøre noget. Skynd dig Niels. Marianne blev ved med at klage sig. Niels smed træskoene og løb hjem så stærkt, han kunne. Han måtte for enhver pris sørge for, at Marianne kom hjem, og der blev sendt bud efter doktoren. Han fik fat i fiskebøren, og så gik det i trav tilbage til Marianne - fik læsset hende op deri og så gik turen hjemad. Det var ikke nemt, for Marianne vejede godt til - mere end 4 kasser fisk. Imens jamrede Marianne: Du har skudt mig. Jeg kunne da ikke tro, at der var nogen, der ville skyde mig for det, jeg skulle nede bag diget, og at det skulle være dig Niels, det er dog forfærdeligt. At du kunne gøre det Niels. Langt om længe kom de hjem. Niels fik sendt bud efter doktoren. Heldigvis var det ikke så slemt. Afstanden, Niels havde skudt på, var temmelig lang og bøssen var gammel, så det var ikke så mange hagl, doktoren måtte pille ud af Mariannes bagdel, for det var der, Niels havde ramt. Der gik lang tid, før Niels skulle på jagt igen, men dy sig kunne han ikke - og da var det den rigtige hare, han fik ram på. Det var da også måneskin, så han kunne se, hvad det var, han send på. Det var en gammel sej hare.

Niels var mangesidet - havde mange interesser - der i blandt høns. Og det var især racehøns - og præmierede. En overgang var det Akonehøns - hvide med sorte pletter, nogle dengang meget sjældne høns, men det kneb med at fa' dem til at ruge, når den tid var, at der skulle kyllinger til avl. Men også det vidste Niels råd for_ Han gav sine gæs - især gaserne brændevin at drikke, alt det de ville - og de kunne godt lide det, så når de fik lidt hver dag, ville de ruge hele sommeren. Og så kunne de ruge på mange æg - op til 30 stk hver, så det kunne hurtigt blive mange kyllinger. Det råd havde han faet fra en kone ovre i Thy engang sagde han. Men der blev jo mange æg til at sælge - også uden for rugetiden. Disse blev solgt i Brugsen. Det var gerne de to drenge, der blev sendt afsted med dem, og så fik de varer i bytte med hjem. En dag der var så mange æg, så de ikke kunne bære dem, læssede de dem på deres lille vogn og spændte gedebukkene for. Niels var ikke hjemme, ellers havde de ikke fået lov. De havde nemlig gjort det før, og da var det gået godt, men denne dag gik det ikke så godt. Ja, det første stykke vej gik der meget godt, men så mødte de en mand, som engang havde drillet bukkene, og så gik det galt. Bukkene kunne kende og huske ham, så nu skulle de hævne sig, hvad der vel ikke var noget at sige til. Så gik det over stok og sten - manden løb og bukkene bagefter. Resultatet blev, at alle æggene gik itu, og det var jo ikke så godt, for dem ville brugsuddeleren jo ikke købe, og drengene fik ingen varer med hjem.. Da drengene kom hjem, vankede der jo en endefuld og i seng. Ud på aftenen da Niels kom hjem, blev han nok gal i hovedet, men drengene var jo blevet straffet. Da Niels havde faet mad og tændt piben, kom han alligevel til at tænke på, at han jo dog nok også kunne have kommet i tanke på det samme med bukkene, og at det gjorde drengene nok ikke mere. Af skade skulle man jo lære, og hvor mange gange havde han ikke selv kommet galt afsted, fordi han ikke ville høre, hvad de ældre mente, var det klogeste. Enden på den tankegang var, at drengene kom op og grammofonen kom i gang, og så vidste drengene, at faren for yderligere klø var drevet over for denne gang. Niels var meget interesseret i grise og især grisesøer. Men han havde jo ikke foder eller sæd nok af egen avl, derfor kørte han til Ullerup efter en masse frø affald fra det store tærskeværk. Han fik det, for at fjerne det, da det ellers skulle køres ud og brændes. Niels havde opdaget, at det var det bedste grisefoder, man kunne fa til de store grisesøer. Det var meget fedende, og de små grise trivedes godt. Når det blev kogt, var det ualmindelig godt. Lotte kunne jo ikke slæbe al den masse foder hjem, så Niels måtte have karlene på herregården til at hjælpe sig. Når de fik en kop kaffe med en lille en i, var de mere end villige til at køre en tur en søndag formiddag. Det var altid sjovt, at komme op på det lille sted. Af og til var der en af karlene, der var kommet til - ved et uheld - at tabe en sæk korn lige i det affald, Niels skulle have, og så vankede der altid en ekstra snaps. En aften var kusken for herskabet også med til gildet. Han havde ellers ikke noget med karlene at gøre, men han havde selv været karl nede på avlsbygningerne, så han kendte næsten dem alle sammen. Da han fik set Kirsten, skete det, at han kom lidt tiere - også når der ikke var gilde. Niels brummede godt nok lidt i skægget, men det hjalp vist ikke ret meget, for inden længe blev de forlovet - altså kusken og Kirsten. Kusken hed forresten også Niels. Den vinter blev der liv og kommers oppe hos Niels, og efterhånden syntes Niels da også rigtig godt om den nye Niels. De gik og snakkede om alt, hvad der kunne gøres, og hvad der kunne give penge. Men der var gammel Niels nu ikke enig med den nye Niels, for man skulle nu også have noget, som man var glad for at gå og passe og glæde sig over, selv om det ikke gav penge, var nu gammel Niels' mening.

Så en dag blev en af Niels' grisesøer syge. Den kunne Niels ikke selv kurere. Der måtte bud efter dyrlægen. Det var noget, der meget sjældent skete, men der var ikke andet at gøre i dette tilfælde. Niels var jo selv meget klog på dyresygdomme, men denne kunne han ikke selv klare. Dyrlægen kom, og han ordinerede en flaske medicin og lovede, at soen nok skulle blive rask, når den havde fået medicinen. Han glemte bare at sig, hvor meget den skulle have ad gangen. Niels så ikke efter, hvad der stod på flasken, da han fik den, så han gav soen det hele på en gang, med det resultat, at soen døde næsten med det samme. Dagen efter kom dyrlægen forbi - sådan tilfældigt, og kom så indenfor for at høre, hvordan det gik.. Jo, soen havde det da godt, sagde Niels, for den døde næsten med det samme, den havde faet detter hersens medikament, eller hvad det nu var for stads, dyrlægen havde givet ham. Det kunne den ikke tåle, sådan noget skidt. Den havde fået det hele på en gang, sådan som dyrlægen sagde. Om dyrlægen ikke måtte se den flaske, hvori medicinen havde været? Jo, det måtte dyrlægen da så møj gerne, han måtte få den med hjem, om han ville. Efter at have set lidt på flasken, fortalte dyrlægen, at medicinen skulle have varet i 14 dage. Jamen, det sagde dyrlægen da ikke noget om, og Niels havde da ikke set, hvad der stod på etiketten, ja, så havde soen faet det hele på en gang. Det var jo ikke så godt, men hvad - nu var det sket, så var der ikke noget at gøre ved det. Det varede længe inden, der blev sendt bud efter dyrlægen hos Niels', selv om dyrlægen var uden skyld i, hvad der var sket. Soen blev slagtet og kogt til fedt og sæbe i den store gruekedel, som han brugte til at koge frø i. Det der ikke kunne bruges, fik hønsene til at gå at hakke i. det havde de godt af, sagde Niels. Der skulle ikke gå noget til spilde. Sæbe og vognsmørelse manglede Niels aldrig, og han var nu fri for at købe det. Godt at man havde lært det på gårdene, da han var ung og havde plads der. Da bette Niels var 5 år giftede Kirsten og Niels sig. De var så 3 Nielser i familien. Gammel Niels - Niels kusk fra Ullerup og bette Niels. Kirsten og Niels havde købt et stykke jord fra en fæstegård fra Ullerup. Den var fri nu, men havde hørt til Ullerup for mange år siden. Jorden lå op til den gamle hovvej, som gik fra Skarum over Ullerup til Bjergby. Niels havde faet et statslån til at købe jord og bygge for på den udpinte og udmagrede jord, dom ikke havde set gødning i flere menneskealdre. Det havde været en streng tid, mens de byggede, men hans medtjenere på Ullerup havde været flinke til at hjælpe ham. Godsejeren på Ullerup havde også været flink med et spand heste af og til, når det kneb - såvel til markarbejdet som til kørsel af materialer til den nye ejendom. Der skulle jo hentes sten og støbe materiale. Men en dag stod den nye ejendom og ventede på, at de unge folk skulle flytte ind og tage det i besiddelse og dyrke markerne. Endelig kom den store dag, da der skulle være bryllup ved Niels'. Den dag da Kirsten og Niels skulle giftes. Der var fest fra morgenstunden af. Ja, flere dage i forvejen havde der været travlt med forberedelserne til brylluppet - med slagtning af fjerkræ og gris og med en masse bagning, jo, der skulle ingenting mangle. Alt var revet og gjort fint både inde og ude i det lille hjem. Alle børnene var hjemme, jo, nu skulle der skam være fest, så godt som det nu kunne lade sig gøre. Det ville blive et savn, når nu Kirsten og bette Niels rejste, men hvad, det gik nok med det. Der skulle en af de andre piger hjem i stedet. Men det ville nu blive et savn, at undvære Kirsten. Der var ingen som hende til at indrette sig efter hans særheder og mærkelige påfund og vaner, som han af og til kunne finde på, som regel blev det nu, som Kirsten ville tilsidst. Men nu var de så blevet viet i den gamle kirke i Galtrup. Der havde været mange til glo bryllup, som det nu var skik, når der var bryllup i byen, men kun børnene og enkelte naboer var med til selve festen, og så selvfølgelig Niels' forældre og søskende var med hjemme for at smage al den gode mad, som Kirsten havde lavet. Niels' foraldre kom fra Bjerby. De havde en lille ejendom med 3 Øer, en hest par grise og lidt høns. Det skulle jo passes, så de var kørt tidligt.

De havde også faet den gamle gase, som gennem mange år havde ruget mangekyllinger ud. Til dessert revlingegrød af egen avl.

Gad vide om den gamle gase havde smagt de to gamle fra Bjergby? Ja, det var jo ikke for, at de var ældre end Niels, men de var meget ældre af udseende end ham, og de tog alting mere alvorligt. Og gasen -ja, de havde da tygget gevaldigt, og noget sej havde den da været, men i den sidste tid var den nu også blevet gammel. Den sad og sov det meste af dagen, når ellers ikke den kom for at tigge brændevin. Den ville ikke have andet, en hel lille dranker var den blevet. Ikke så sært at den var sej den gamle rad. Men nu kunne Niels da få sin snaps selv. Nu var det altså sket med den. Nu blev der ikke flere kyllinger efter den, men den havde også ruget mange ud. Og så var de unge nede på græsmarken og lege To mand frem for en enke. Ja, det var dengang, nu var man blevet gammel. Niels sad ved vinduet og tænkte på dengang han selv var ung. Det var nu sjovt at se, hvor de unge kunne more sig. Ja, ja nu var det vist snart på tide at fa grammofonen i gang-det var ved at blive mørkt, og det var ikke godt at vide, hvad de unge kunne finde på nu i forårstiden. Jo, han havde da selv været ung en gang. Kaffe skulle de da også have, og det med en lille sort i dagens anledning, inden de skulle hjem til deres pladser rundt om i sognet, hvor de nu havde plads. Men først skulle de nu have kaffen med hjemmebagt kage og en lille svingom efter grammofonen. Hvor skulle det blive sjovt med lidt dans og kommers. Ja, det var en stor dag for Niels, men det ville nu alligevel have været rart om Ane Margrethe havde været her i dag, men sådan skulle det ikke være. Nå, Kirsten blev hjemme endnu et par dage, så hun kunne sætte søsteren lidt ind i forholdene derhjemme. Ja, ja det var nu godt at han ikke havde taget en anden kone, som så mange af naboerne havde villet, han skulle gøre. Det havde jo gået alligevel, og børnene havde klaret sig godt i deres pladser, herhjemme også selv om det havde været smalkost af og til. Mange af dem havde vel også været lidt små at sende ud mellem fremmede for at tjene til det daglige brød. Men hvad skulle han gøre? Det var ikke ment at være både Far og Mor. Godt Kirsten havde været hjemme nu i nogle år. Det havde rettet op på det hele. Nå, men så skulle de unge hjemad, så skulle han have en kop kaffe og lidt musik. Det var nu alligevel godt med den grammofon, så var der altid liv i huset. Og endelig kom den dag da Kirsten og Niels skulle flytte ned i deres ejendom. Det var en stor dag for dem, og ikke mindst for bette Niels. Nok havde han været med gammel Niels dernede af og til, men flytte helt væk fra Erik og gedebukkene og gammel Niels. Det var helt ufatteligt for så lille en dreng. Og nu havde han da både en Mor og en Far som alle de andre børn, og tilmed en lille gård med grise, køer og store marker. Man kunne gå næsten hele dagen og næsten ikke finde hjem igen, når man kom helt ud i den anden ende af markerne. Vesten omme var der en stor bakke. Kom man over på den anden side af den, kunne man ikke se hjem. Jo, der var vist meget spændende at gå og se dernede. Og der var en masse at hjælpe Far og Mor med. Det værste var nu, at Erik og bukkene ikke kunne komme med. Erik havde lovet at komme kørende en dag. Gammel Niels havde også lovet at komme, så tit han kunne for at se, hvordan det gik med at passe det store landbrug. Han havde også lovet at tage grammofonen med, så de kunne ia lidt musik. Det gjorde han også - især i den første tid. Der var jo så meget at se efter i det nye, der skete hos Kirsten og Niels. Det skulle jo gerne gøres så godt og så praktisk som muligt. Ikke at han blandede sig i, hvad de unge foretog sig, men et godt råd af og til var jo ikke af vejen. Ville de unge bruge det eller ej, kom ikke ham ved. Og da Niels kusk holdt udenfor med en stor vogn og endnu større heste - det var et par ordentlige tampe, han havde lånt på Ullerup - var det nu ikke, for at Kirsten havde så meget at flytte med, men noget var det, når det blev samlet sammen af det, der skulle med til det nye hjem. Blomster fra stuen og fra haven, nogle møbler og et par kaniner til bette Niels. Når det sådan blev samlet sammen, blev der alligevel et læs ud af det. Hestene blev sat ned på den lille græsmark, mens de læssede det alt sammen på vognen_ De skulle jo også have kaffe og snakke lidt sammen, inden de kørte. De skulle da også høre, hvad Niels kusk havde gået og lavet de sidste dage, han havde gået alene dernede.

Men langt om længe blev de da færdig til at køre. Det var ingen stor medgift Kirsten fik med hjemmefra. Det bedste var et godt humør og et par arbejdsvante hænder - og så bette Niels. Han var jo en hel karl allerede, og som han kunne snakke - næsten som gammel Niels. Jo, de unge folk var godt kørende, og de behøvede ikke at kede sig. Niels var meget glad for den lille dreng, men han gik også med træsko på ind i alle, han mødte og kom i snak med. På vognen sad nu Kirsten, Niels og bette Niels, han med en stor hundehvalp i armene, en som han havde faet af gammel Niels. De kunne da ikke bo dernede på den nye ejendom uden at have en hund til at passe på dem. Bag i vognen lå en stor kalv - også en foræring fra gammel Niels. Det var nu ikke sådan at flytte hjemmefra, værst var det nu for gammel Niels. Han måtte da også med hånde viske en tåre væk, som var på vej ned i skægget, for ja, hvem der nu vidste, hvad de unge mennesker kørte ind til - dernede i deres nye hjem. Men Niels kusk var da ellers et rask og dejligt menneske, og god så det da også ud til at han var, så det skulle nok gå for dem om ellers lykken var med dem. Da de var kørt gik gammel Niels en tur ud over de små marker, som hørte ham til. Det var da alligevel groft, som de store heste havde taget for sig af græsset. Godt at Lotte ikke var så stor, for så var hans græsmarker alligevel for små. Da gammel Niels havde flyttet køerne og gederne, gik han hjem for at få sig en middagslur, for det var alligevel rasende, som der havde været uro lige fra tidlig morgen, men nu faldt alt vel i sin gamle gænge igen. Han måtte snart ned og se, hvordan det gik dernede i Tøving. Og så gik sommeren på hæld. Gammel Niels kom tit på besøg nede hos bette Niels og de unge. Det havde været en travl sommer for dem med at indrette sig og med jorden. Selv om de var flyttet ind, var der jo meget som skulle laves og indrettes. Dyr skulle købes, men hesten - den var ikke meget værd. Godsejeren på Ullerup var flink til at hjælpe med foder, bare Niels gjorde nogle dages arbejde, når han havde tid, så skulle der ingen penge til. Før de vidste af det, var det vinter me ost, og det nærmede sig stærkt jul. Den tidlige vinter gav megen arbejdsløshed. Der var ~ andet at gøre end at passe de få dyr de havde. Det blev til mange ledige stunder for mange mennesker på den lille ø. Dem der boede i nærheden af fjorden brugte tiden til at stange ål ude på det islagte vand. Det kunne altid blive til et måltid mad af og til. En gang stegt ål var ikke at kimse af. Det kunne også godt bruges juleaften. Saltede og kogte ål til julefrokosten var nu en dejlig ret. Især på de små ejendomme langs fjorden var det en dejlig adspredelse på de grå og kolde vinterdage. Det kunne jo nok blive noget trivielt at gå hjemme hos Mor og børnene dag ud og dag ind. Og så alle de historier der blev fortalt en sådan kold vinterdag. Ja, det skete også at en eller anden faldt i vandet enten ved uforsigtighed, eller fordi de havde faet et par dram for meget. Dengang var brændevin jo ikke så dyrt (16-22 øre for en flaske). Hvis der var en der faldt i vandet, var det med at komme hjem og i seng og blive varmet op, for ikke at få en forkølelse på halsen. Det kunne godt være farligt at fa en våd trøje på den tid af året. Men det var nu meget sjældent, det gik så galt. En morgen inden det blev lyst, kom gammel Niels ned til Kirsten og Niels. Forbavsede så de på ham, troede der var noget galt. Nej, det var der ikke, men de skulle da ud på fjorden og stange ål - Niels og ham, så de kunne fa en gang ål til juleaften. Gammel Niels havde lånt et par ålejern af en bekendt nede ved Dråby Vig. De måtte have dem hele dagen, så det var med at fa dagen så lang som mulig. Gammel Niels havde også sin gamle bøsse med. Måske kunne han få skudt et par ænder også - måske endda en gås - hvem ved? Så det kunne nok være, at der blev travlt med at fodre dyrene - malke og hvad der ellers var at gøre om morgenen på den lille ejendom. Der var ingen af de to Nielser, der havde stanget ål før, så det kunne jo blive meget sjovt med en sådan dag på fjorden. Og hvad - man kunne jo se, hvordan de andre bar sig ad, sagde gammel Niels.

Efter at have taget et godt måltid mad og nogle kopper kaffe, blev en stor madpakke stuvet ud i jumben sammen med et par flasker kaffe. Lotte blev spændt for, og så gik det ud ad den gamle hovvej ned gennem Ullerup til Skarum og ud til Dråby Vig, som lå helt tilfrosset så langt øjet kunne se. Nå, endnu kunne de nu ikke se så langt, for endnu var det næsten helt mørkt. De fik Lotte staldet ind hos en Høker, en slags købmand, som solgte alt lige fra synåle til klipfisk og brændevin. Det kunne man også f i små portioner med en kande kaffe til, så man kunne fa sig en lille sort. De stedlige fiskere var gerne en tur inde om morgenen, og det var de to Nielser også. Det varmede godt i kroppen efter køreturen i den tidlige morgen, og så var det med at komme ud på fjorden. Enkelte mænd var allerede i gang med at hugge huller i isen, så de kunne fa de lange jern ned efter de ål, som havde klumpet sig sammen i fjordgræsset på bunden af det dybe vand. Efter at have faet fat i de lange ålejern, vandrede de to mænd ud over isen. Gammel Niels bandede lidt af og til. At folk var så tossede at vandre her i bælgvandede mørke for et par åls skyld. Nå ja, han var jo ikke selv klogere, og spændende var det nu alligevel. Da de havde gået en halv times tid ud over isen, mente gammel Niels, at de var langt nok ude til, at de kunne begynde at stange ål. De fik hugget hul i den alen tykke is. Det firkantede stykke is som de huggede fri, blev stillet på højkant ved siden af hullet til advarsel for andre, som kom forbi, så at de ikke faldt i hullet. Det var en uskreven lov at gøre sådan, og det gjaldt alle, som stangede ål på fjorden. Nå, da de var færdige med det, var det med at f de lange stager med ålejernene ned i de små huller. Det var ikke nemt, da de var meget lange. Så pumpede man op og ned i fjordbunden, mens man håbede at der var ål. Man kunne mærke, når en ål sad fast i jernet, og så var det med at f den lange stage op og fa fat i ålen. Det var et koldt arbejde - og vådt, men var man heldig kunne man tage mange pund ål på en dag. På den tid af året lå ålene i bunker i græsset på bunden, så det var bare, om man var heldig. Da der var gået et par timer, havde de endnu ikke fået mere end nogle fa stykker. Flere huller havde de hugget, men med samme resultat. Imens var de blevet sultne. Måske vendte heldet sig, når de havde faet noget mad, så de gik over til de andre ålestangere, for i fællesskab med dem at spise deres madpakke. Efterhånden, som de andre blev mætte og havde faet et par snapse, begyndte de at fortælle historier fra tidligere ture på fjorden. Der blev altid lavet lidt om på dem fra år til år. Lagt lidt til for hver gang de blev fortalt. Ja, mange af dem var efterhånden blevet meget hårrejsende. Som nu den om Mads. Ja, han var da med på fjorden også i dag, og selv om han var en ældre mand, kunne han ikke undvære disse ture på isen i de kolde vinterdage efter ål. Men det var altså en dag for mange år siden, at han stod sådan i sine egne tanker ved et åndehul. Han havde faet mange ål den dag - en hel sæk fuld. De lå ved siden af hullet. Hvad han nu stod og tænkte på, er ikke godt at vide, men pludselig lød et prust fra et hul ved siden af, hvor han stod. Da han drejede hovedet for at se, hvad det kunne være, ja, hvad så han da? Et skægget ansigt og et par runde øjne som kiggede på ham. Jo, det lignede grangiveligt Volle fra Kæret, som druknede for nogle år siden lige her i nærheden i et åndehul, som ikke var afinærket med isblokken, og han var aldrig blevet fundet igen. Mads blev så bange, at han gav et hyl fra sig, så det kunne høres langt omkring, og løb så ind mod land - skrigende og hylende. Træskoene tabte han i farten, men han turde ikke standse, for at samle dem op igen. De fik lov til at ligge, hvor de lå - for tænk, om det var Volles ånd, der havde kigget op af hullet derude på isen. Sækken med hans ål fik også lov til at ligge. Nej, han turde ikke tænke på at hente dem. Måske ville Volle skælde ham ud, fordi han havde hugget hul i isen, og måske forstyrret ham i hans søvn dernede på bunden af fjorden. Uha, nej det var bedst at komme i land så hurtigt som muligt. Det her var for uhyggeligt.

Mads' kammerater skulle da lige over for at se, hvad der havde forskrækket ham sådan, at han var blevet helt fra sans og samlig. I det samme de nåede hullet, stak en gammel sælhund hovedet op af hullet for at trække lidt luft, og forsvandt så igen ned i vandet. Det kan nok være, at mændene fik sig en god latter over den historie, da de blev klar over, at det var sælhunden, der havde forskrækket Mads. Men endnu mange år efter troede Mads bestemt, at det havde været Volle. Den tanke kunne han ikke komme fra lige meget, hvad de andre sagde. Nå, men der blev fortalt mange historier, mens mændene stod og spiste deres mad - trampende på den kolde is, for at holde varmen. Spisepausen blev ikke lang, det var det for koldt til, og dagen var ikke så lang. De skulle jo gerne have nogle ål med hjem, så det var om at komme i gang igen. Endnu havde de to Nielser jo ikke fanget mange endnu, og de kunne da ikke være bekendt, at komme hjem til Kirsten uden ål - især ikke efter alle de historier de havde fortalt hende, om de mange ål de skulle fange. Denne gang gik de længere ud på isen. Ud hvor isen blev mørk og sort og også farlig, da der kunne være skjulte våger. Men der var også ål. Gang på gang måtte jernet op af vandet. Ja, det var helt utroligt, så mange ål der var. Store ål - og fede. Inden aften havde de sækken fuld. Lige ved 100 pund. Vel den største fangst der på stranden den vinter. Det var et par glade og fornøjede mænd, der kom hjem til Kirsten. Ja, det blev jo lidt sent, og hun havde gået og ventet dem længe, men gammel Niels skulle lige i mørkningen prøve, hvad den gamle bøsse duede til på de ænder, der i mørkningen kom ind fra fjorden, for på bøndernes upløjede sædmarker at samle nogle af de spildte korn, der lå mellem stubbene. På gode aftener kom der i massevis af ænder og gæs. Ja, også mange andre fugle søgte derind, for at få noget at spise. Gammel Niels fik da også et par gæs og en halv snes ænder, så nu kunne de holde en rigtig god juleaften og jul med al den mad, de kunne sætte på bordet. Gæs - ænder og ål, kartofler og kål havde de jo hjemme i kulen, hvor de var godt dækket til med tang, hentet hernede ved fjorden. Den juleaften var der vist ingen der glemte. Det begyndte med sne fra morgenstunden, og det blev ved med at sne i flere dage, men gammel Niels satte grammofonen i gang, og alle de plader han havde, blev spillet gang på gang dagen lang. De første år Kirsten og Niels havde den lille ejendom, blev der ikke den store høst. Spergel og andet ukrudt groede på den magre og udpinte jord. Tilmed var der meget tørre somre, så der blev dårligt nok foder til de dyr, de havde skaffet sig. Meget måtte skaffes eller købes. Men efterhånden der kom flere dyr til, blev der også gødning, og høsten blev større. Kunstgødning blev købt til hjælp, og efterhånden kom der gang i det lille landbrug. Niels tog en mælketur for et af mejerierne. Det var en halvdags tur - fra k15 morgen til kl 13 om eftermiddagen - og det var alle ugens dage - også søndagene. Der skulle et par gode heste til. De grusede veje var hårde ved hestenes ben. Om eftermiddagen var der jo markarbejde på ejendommen. Så det blev lange dage for dyr og mennesker. Mælken skulle afhentes på de ejendomme langs den rute, som mejeriet havde fastlagt, og der kunne være op til 40-50 junger mælk, så en god vogn skulle der også til. På tilbage vejen skulle den skummede mælk afleveres igen på gårdene, hvor den blev brugt til foder til grise og kalve. Ja, sådan en dag var i reglen lang. Det var sjældent, det var fyraften før sengetid ved 23tiden. Køerne skulle malkes, og hestene passes med foder, så de var klar til næste dags morgen. Om sommeren var det ikke så galt, men om vinteren, når det var koldt og regn eller sne rasede næsten hver dag, var det ingen fornøjelsestur at køre mælk. Op før det var lyst - den gang var det flagermuselygter at se ved - og om aftenen var det også mørkt, så næsten alt arbejdet måtte ske ved lygteskyer. Og det var ikke meget lys sådan en lygte gav, men man var jo ikke bedre vant, og syntes ikke dgt kunne viere anderledes. Der var ikke noget hyggeligere end at komme ind i den lune stald en sådan mørk aften, og høre køerne gumle og grisene snøfte, mens man gik og fodrede dem med hø, og hvad de nu ellers skulle have.

Og som årene gik, kom der også flere børn til huse - piger og drenge imellem hinanden. Den første var Peter. Efterhånden som årene gik, og børnene blev større, fik de deres arbejde og pligter at udføre - såvel i stald som i marken - både inden skoletid som efter. Der var nok at se efter lige til sengetid. Børnene klagede ikke over disse pligter. Sådan var det, de var ikke vant til andet. Sådan skulle det være, så var der ikke noget at gøre ved det. Det var jo også interessant med dyr og planter, som skulle passes og plejes. Mens vi var små, legede vi vel som alle andre børn gjorde dengang. Legetøj var der ikke meget af, kun hvad Far snittede af et stykke træ til drengene, og Mor syede kludedukker til pigerne. Ellers hjalp vi jo med i marken, hvor vi kunne med at tynde roer - hjælpe med høsten og passe dyrene. Jo, der var nok at tage fat på - også for små hænder og kræfter. Vi var også barnepige for dem, der var mindre end os selv. Især høsten var dejlig. Alt sæden blev jo mejet af med le, som Mor så rev sammen i bunker eller neg, som så derefter blev sat op i hove. Der kunne vi være med når de skulle slæbes sammen. Mor og Far satte dem så op i hove, hvor de så stod, indtil de skulle køres hjem i store stakke. Så kom det store tærskeværk, og det var en stor dag for os børn, men vel mest for Far og Mor. Det var jo hele deres arbejde i et langt år, der den dag skulle vise, hvordan det kommende år skulle blive, hvor mange dyr der blev råd til at holde vinteren over. Især hvor mange grise og små kalve der kunne lægges til. Jo længere man kunne holde dem - jo større de kunne blive - jo flere penge kom der jo hjem, den dag slagteren kom for at hente dem. Leg blev der også'tid til ind imellem. Isære var der noget, vi havde megen fornøjelse af. Det var at bygge huse af margarinekasser, som vi fik af brugsuddeleren, når vi hentede varer der til Mor. Af dem kunne der blive blokhuse, som dem pelsjægerne byggede, men det gik jo også ud over Fars søm. Og selv om han gemte dem de utroligste steder, skulle vi nok finde dem. Når så Far skulle bruge dem, var der ingen tilbage. Det var jo ikke så godt, for så var der ingen til reparationer i stalden eller andre steder. Det var nu mærkeligt, for der var ingen af os drenge, som havde set noget til dem eller vidste, hvor de var blevet af. Men Far vidste nok bedre. Han skældte aldrig ud over, at de var blevet væk. Næste gang gemte han dem bedre, men ikke så godt at vi ikke kunne finde dem, når vi manglede nogen. Og så kom alle børns store oplevelse. Der blev lagt jernbanespor ud over hele øen - også ind over vores mark. Det var et selskab, som skulle bringe kridt fra Erslev kridtgrave ud over øen til de landbrug, som ville have det. Jeg tror nok, der var skrevet kontrakt inden. Kridtet skulle så betales over en vis årrække - 10 år tror jeg nok. Det var gødningskalk, og det var det jorden manglede. Dette foregik om sommeren i to år. Bønderne kørte den så ud over markerne om vinteren, inden frosten kom. Frosten sprængte så kalkstenene i løbet af vinteren, og allerede sommeren efter kunne man se på afgrøderne, at det var godt. Sæden - ja alt blev helt mørkegrønt, og som årene gik blev det endnu bedre. En sådan omgang kunne holde i 15-20 år. Børnene havde et par dejlige år med køreture med de sorte lokomotiver, og de byggede svelle huse langs sporene, hvor banen havde sine oplags pladser. De legede indianere og overfaldt togene, når de kom hvæsende langs ad sporene med de lange rækker af vogne med kridt. Togførerne fløjtede og lukkede damp ud, Ø man ingenting kunne se. Jo, det var uforglemmelige og dejlige dage.. Arbejderne ved jernbanen var polakker, som talte det værste volapyk til sprog, og som vi ikke kunne forstå. De fleste var nogle værre fyre, men de kunne godt lide børn, og vi kunne lide dem. De var glade for at holde lidt sjov med os, og gjorde os aldrig fortræd. Mange af dem havde selv børn hjemme i Polen, som de længtes efter. De viste os billeder af deres familier, når de fik breve hjemme fra. Så vidt jeg ved, var de her i landet i flere år. Da de var færdige på Mors, flyttede de til andre egne af landet, hvor der også manglede kalk. Enkelte af de unge blev gift og bosatte sig her, men det

var ikke mange. For os var det en sommer, som vi aldrig glemte. Det var ikke nemt at komme i seng den sommer - især hvis vi var med et af togene helt ovre på den anden ende af øen. Så kunne klokken godt blive mange, inden vi nåede hjem. Far og Mor var aldrig urolige for os. De vidste, at der blev passet godt på os af de fremmede folk. Der var aldrig nogen af os, der kom noget til, og vi havde det dejligt. Vi blev nok lidt sorte, for vi måtte jo hjælpe med at være fyrbøder. Vi fik lov til at køre de store lokomotiver, og det var nu det sjoveste - især hvis vi rigtig kunne fa lov til at hvæse og sprutte. Jo, det var en herlig tid. Og så var det blevet ved den tid, at jeg var blevet 7 år, og måtte begynde at gå i skole. Den første april var den første dag. I lang tid havde jeg været en ejer af en ABC, og det var nu med bange anelser, den første dag nærmede sig. At møde i skolen hvor så mange fremmede børn, som han ikke kendte, og alle de historier han havde hørt om den gamle degn, som kunne blive noget så tosset og gal, nej, det var vist ikke bare sjov at komme i skole. Og hvad med alt det han skulle have lavet herhjemme - nej vist var det ikke sjovt. Det var en stor dag - den første april. Mor havde syet en rumpedaske til bøger og madpakke. Spændingen var på bristepunktet. Spillemandens datter, som havde gået i skole i et år, havde lovet at komme ind og hente mig den første dag. Hun gik jo forbi alligevel. Jeg kendte hende i forvejen. Hun havde tit været med sine forældre oppe på besøg hos mine forældre. Mor ville ellers have fulgt mig den første dag, men det ville jeg ikke have. Det var jeg alt for stor til, at Mor skulle følge mig i skole, også selv om det var den første dag, men jeg ville nu heller ikke følges med en pige. Hvad ville de andre drenge sige. Nej, holdt nu lidt. Men det snakkede jeg nu ikke om, og da pigen kom for at hente mig, listede jeg ud af stalddøren og benede op over bakken til vejen til skolen. Men efterhånden som jeg kom nærmere skolen, blev modet mindre og mindre. Hvad skulle jeg sige, når jeg kom derop. Nej, dette her var vist ikke så godt. Men så indhentede nogle andre børn mig. Nogle som jeg kendte, og så gik det bedre. Før jeg vidste af det, var vi inde på skolepladsen. Der var allerede mange børn samlet, og der var da også nogle, som jeg kendte. Så nu gik det nok. Det var, som om det gav lidt rygstød, at jeg ikke var helt fremmed for dem alle her. Degnen kom hen og gav hånd, og bød os velkommen - alle os nye, der skulle begynde i skolen den dag. Men ellers gik han frem og tilbage på skolepladsen - og det gjorde han hver dag i den tid, vi gik i skole. Hver eneste frikvarter - enten det var regn, sne eller koldt - skulle vi være ude i, så vi kunne fa frisk luft. Var det godt vejr, gik han og læste avisen. Ikke en dag blev vi overladt til os selv. Det skete kun enkelte gange, at vi fik lov til at spise vores mad inde i skolestuen. Og så var det med at komme ud bagefter. Det varede ikke lang tid før degne og jeg var livsvarige fjender. Han var af den gamle skole, og gjorde megen forskel på børnene. Dem fra de små hjem kunne, når det drejede sig om læsning, skrivning og regning, fa* lov til selv at finde ud af, hvordan det skulle gøres, og var det ikke rigtigt, skældte han ud, eller de blev kaldt op til den sorte tavle, som hang oppe bag katedret, for der at skrive, hvad de mente, der var rigtigt. Som regel var det forkert, og så blev man til grin for hele klassen. Ikke mindst lo degnen af os. Det var fiygteligt at stå der som en dumrian, mens gårdmands børnene og pigerne lo ag os, fordi vi ingenting havde lært. Når det var tid, at skoletimen skulle begynde, tog degnen en hundefløjte op af lommen og blæste et ordentlig hyl deri. Det var signal til at vi skulle ind i skolestuen. Alle børnene stormede ind i forstuen eller gangen, hvor vi skulle stille vores træsko i nogle reoler og hænge vores frakker på knager ovenover. Degnen kom ind til sidst. Han skulle nok se efter, om det var i orden. Var det ikke det, blev vi kaldt ud igen, for at gøre det om. Vi skulle have tøjsko, eller hvis vi ikke havde nogle, måtte vi gå på strømpefødder ( de var hjemmestrikkede) inde i skolestuen.

I skolestuen var der tre rækker borde og stole. De var faste, så de var ikke sådan at flytte med. Under bordet var der en hylde til bøger, tavlen og hvad vi nu ellers skulle bruge i timen. Der kunne også gemmes en facitliste og andet godt, som vi ikke måtte have for degnen, men det var ikke ret tit, han så efter, hvad vi havde. Midt foran disse tre rækker borde, stod katederet, som var degnens plads. Bag ham var den store, sorte tavle og ved siden af ham stod en spytbakke. Han skråede skipper og kadus skrå, så der skulle spyttes en gang i mellem, med det resultat, at væggen bagved var helt sort. Den sorte tavle var vores skræk. Jeg var tit deroppe for at blive gjort til grin, og bagefter sat ned mellem et par piger, som af degnen fik udleveret en stor nål, som de skulle stikke lærdommen ind i os med. Nogle af dem brugte da også nålen med flid. Degnen vidste nok, hvor han skulle anbringe de børn, han ikke kunne lide eller ikke syntes om, og som han ikke selv brød sig om at hjælpe med lektierne. At komme ned at sidde mellem et par piger, var noget af det værste, der kunne ske os - meget værre end at komme ind på degnens kontor og f nogle slag af spanskrøret. Det var der nogen, der kom tit, blandt andet mig. Bagefter sad man ikke ret godt på de hårde bænke, for degnen slog temmelig hårdt, så der i lange tider bagefter var blå og røde striber i den ende, man ellers brugte til at sidde på. Nej, det var ikke ret godt, og for det meste var man uden skyld. Det var altid os fra de små hjem, der fik skylden og kløene for, hvad der blev lavet af gale streger, og efterhånden blev det vel også sådan, at vi lavede gale streger, for vi fik jo skylden alligevel. Nå, den første skoledag gik meget godt. Først sang vi: Den signede dag med fryd vi se. Den og så: I østen stiger solen op, skiftedes vi med at synge hver dag i al den tid, vi gik i skole. Af og til tog degnen en gammel violin frem og prøvede at spille med på melodien, men så kom degnens kone ned og sang for, ellers gik det ikke. Det gjorde det nu heller ikke alligevel, for det endte gerne med, at degnen og konen kom op at diskutere om, hvad der var rigtigt eller forkert, og der kunne så gå en rum tid, inden de blev enige, Hver time begyndte med en sang, for eksempel Søren Kane eller Jens Vejmand. Vi fik ikke lært mange sange i den tid, vi gik i skole. Der var ikke mange, som degnen kunne synge, og ja, så måtte vi skiftes til de fa, han kunne. På hjemvejen fra skolen var vi en stor flok - også spillemandens datter. Hun blev mig en meget god ven gennem hele skoletiden. Årsagen var vel nok den, at hun kunne slå en god øretæve - også til min fordel, Når de andre børn blev lidt for skrappe og frække, så vankede der et par på skrinet, og så tog hun mig i hånden, og så gik vi alene hjem. Vi var lige glade med, hvad de andre børn sagde, for det kunne jo ikke undgå s, at de drillede bagefter. Nej, det var ikke sådan at gå i skole. Især ikke, hvis man var stædig og holdt på sin ret, for så blev der ikke hjælp til læsning eller noget andet. Jeg måtte selv finde ud af hvordan, og så var der selvfølgelig ikke andet for, end at man købte en facitliste. Ved regning så degnen kun på om facit var rigtigt, og var det rigtigt, så var han ligeglad med, hvordan det var fremkommet. Det så han aldrig efter. Men jeg var vel også træt og uoplagt, inden jeg mødte i skolen, for da havde jeg allerede haft meget arbejde at udføre. Der var masser af ting, der skulle gøres i stalden og marken inden skoletid, og efter skolen var der endnu mere. Efterhånden som Far blev mere og mere syg, blev pligterne større og større. Ja, tit blev der slet ikke tid til at komme i skole. Så måtte jeg blive hjemme og hjælpe Mor, når der var særlig travlt i roe- og høsttiden. Men lidt leg blev der også tid til en gang i mellem. Men det var som om jeg blev for tidligt voksen. Leg med de andre børn var ikke særlig tillokkende. Det bedste var at komme ud i marken og småskovene alene. Se på fuglene og dyrene og i fantasere om, at man var en opdagelses rejsende - helt alene og borte fra andre mennesker. Og der var noget at se på ude i naturen, og så med en del fantasi kunne en fritime alt for hurtigt fa ende.