Udveksling til (land): England Navn: Michelle Tagoe Rapport fra udvekslingsophold Hjem-institution: VIA University College, Viborg Holdnummer: SVS10 Værts-institution/Universitet: University of Southampton Praktikplads/Hospital: Mother & Baby Unit, Melbury Lodge, Winchester Speciale: Mental Health Udvekslingsperiode: 02.01.2012-06.07.2012 Jeg var på udveksling det første halve år af 2012 hvor jeg tog modul 7 og 8 på University of Southampton i England. For mig var det ikke så væsentligt hvilken del af min uddannelse jeg tog i udlandet, men det viste sig at passe rigtigt godt at tage modul 7 og 8 fordi jeg havde taget internationalt modul i Viborg på modul 5 og 6. Dette betød at jeg allerede var kodet til undervisning på engelsk og havde allerede international erfaring i form af de udenlandske studerende som var i Viborg. Det internationale modul var et godt startpunkt for en god udveksling, da jeg allerede fra start var vant til engelsksproget litteratur og undervisning. Modul 7 og 8 viste si også at været enormt spændende at tage i udlandet, da psykiatri er et af de sygeplejefaglige områder der håndteres meget forskelligt i forskellige lande, hvilket betyder at jeg har fået et meget interessant indblik i et andet sundhedssystem. Før jeg startede på sygeplejeuddannelsen havde jeg bestemt mig for at jeg ville på udveksling i løbet af de 3½ år. Jeg har altid elsket at rejse og opleve verden, hvilket havde stor betydning for mit valg af profession, da jeg gerne vil rejse med mit job når jeg er uddannet. Derfor var udveksling en oplagt mulighed for at få international erfaring allerede under uddannelse og udfordre mig selv både professionelt og personligt. Jeg valgte netop sygeplejeuddannelsen i Viborg fordi jeg vidste at der var gode internationale muligheder der. På mit første år af uddannelsen brugte jeg en hel del tid på at undersøge mine muligheder for udveksling. Jeg var fra start besluttet på at tage til et engelsktalende land, da jeg synes det var vigtigt for fagligheden at jeg kunne kommunikere med patienter, studerende, undervisere, vejledere osv. Dette krav betød at jeg havde to valgmuligheder hvor VIA havde udvekslings aftaler, Storbritannien eller Australien. Jeg har tidligere rejst i Australien og valgte derfor at tage til
Storbritannien. VIA havde tre aftaler med universiteter i Storbritannien; Hull, Swansea og Southampton. Southampton vandt hurtigt over de andre destinationer efter at have googlet de tre universiteter. Jeg blev også anbefalet University of Southampton af en engelsk veninde som læser der. Jeg kontaktede VIA s internationale koordinator og selvom Southampton ikke tidligere har haft danske studerende på teorimoduler kom det på plads at deres undervisning kunne opfylde danske læringsmål og jeg blev derved optaget på University of Southampton. Forberedelsen til udvekslingsopholdet tog en del tid da der er meget papirarbejde i processen. Der skulle laves ansøgninger til VIA, Erasmus og University of Southampton og på trods af at meget af det der skal med i ansøgningerne er ens er det et omfattende arbejde at få det hele udfyldt. Da jeg var første sygeplejestuderende som tog både teori og praktik i Southampton var der en masse emails frem og tilbage mellem internationale koordinatorer inden udvekslingen kunne komme på plads, for at være sikker på at jeg fik de rigtige moduler og ville opnå det korrekte antal ECTS points. Dette bevirkede at hele ansøgningsprocessen tog lang tid og jeg talte jævnligt med skolens internationale koordinator for at få alt på plads. Udover ansøgningen om selve udvekslingen brugte jeg også lang tid på at ansøge om økonomisk støtte i form af legater og fonde inden afrejse. Jeg satte god tid af til at få søgt om støtte og selvom jeg fik mange afslag viste det sig at være arbejdet værd. Jeg fik et legat tildelt af Dansk Sygepleje Råd. Ud over DSR s legat og Erasmus Grant havde jeg min SU til at få det hele til at løbe rundt i de 6 måneder i England. Det viste sig ikke at være helt nok, så jeg derudover har brugt lidt af en opsparing. På trods af lange ansøgningsprocesser til legater var det en rigtig god hjælp at få DSR s økonomiske støtte i de seks måneder jeg var i England. For at blive optaget på University of Southampton skulle jeg kunne fremvise bevis for en lang række vaccinationer for at jeg kunne få adgang til at komme i praktik i NHS. Da jeg har rejst meget tidligere havde jeg de fleste påkrævede vacciner i forvejen men manglede en Meningitis C vaccine og en Mantoux test. NHS godtager dog ikke at man kan fremvise gyldigt vaccinationskort, men at man også kan fremvise blodprøvesvar som bevis på at man har antistoffer for de forskellige sygdomme. Jeg tog derfor til egen læge for at få lavet diverse blodprøver og skulle derefter have skriftligt svar som jeg var nødt til selv at oversætte til engelsk og derefter sende dokumentationen til universitetet. Da jeg ankom til Southampton var jeg stadig ikke 100% sikker på at jeg havde et sted at bo. Universitetet har ikke mulighed for at stille boliger til rådighed, da deres Halls of Residence naturligvis er fyldt allerede fra årets første semester. Jeg fik derfor tilsendt et par links til hjemmesider hvor studerende selv kunne offentliggøre hvis de havde ledige værelser eller lignende.
Da sygeplejeuddannelsen i Southampton ikke følger resten af universitets ferier og semestre var det svært at finde noget som var ledigt da jeg flyttede til Southampton den 1. januar. Jeg kontaktede en studerende som var flyttet ud af sit tidligere hus tæt på campus hvor hun havde boet med fem andre studerende. Det lykkedes mig at få lavet en aftale med hende om at mødes i huset og betale husleje til hende og få nøglen til hus og værelse om eftermiddagen den første januar. Jeg flyttede derved ind uden at have mødt nogle af de piger jeg skulle bo sammen med det næste halve år, hvilket var enormt grænseoverskridende for mig. Jeg havde ingen lejekontrakt og havde betalt et ret stort beløb til hende der var flyttet ud og jeg krydsede derfor fingre for at det hele var som det skulle være. I løbet af den første uge mødte jeg resten af husets beboere som kom tilbage til Southampton efter juleferien. Det viste sig at være nogle fantastisk søde piger og vi kom rigtigt godt ud af det sammen hele semestret. Jeg var enormt heldig med mine house mates og selvom det var en rigtig mærkelig situation ikke at vide om jeg egentligt havde et sted at bo, er jeg glad for at jeg bare tog springet og håbede på det bedste udfald. Som nævnt var jeg første sygeplejestuderende som havde teori på University of Southampton og gav et par begynderfejl hvor jeg bl.a., blev tilkoblet et forkert modul og havde et par forelæsninger som ikke var ret relevante for mit læringsudbytte. Med det sagt var min akademiske mentor og andre undervisere som jeg havde som kontaktpersoner gode til at ændre i planer som vi indså ikke rigtigt passede ind med min uddannelse. I England tager sygeplejeuddannelsen 3 år og er delt ind i fire forgreninger allerede fra uddannelsesstart. Man specialiserer sig derved allerede under uddannelsen til enten Mental Health Nurse, Pediatric Nurse, Adult Nurse eller Learning Disability Nurse. Derfor var det nyt for universitetet at have en dansk studerende som skulle dække alle aspekter af sygeplejen på 3½ års uddannelse. Da mit forløb i England skulle dække modul 7 og 8, var det den psykiatriske sygepleje der skulle være i fokus og derfor blev jeg en del af universitetets 2. års studerende på Mental Health linjen. Jeg blev taget rigtigt godt imod af holdet som bestod af ca. 60 elever. Holdet var derudover delt ind i Learning Groups (LG) af ca. 15 elever som var tilknyttet én underviser som vejleder gennem hele uddannelsen. Jeg blev hurtigt en del af en tæt gruppe veninder fra min LG og de var allerede fra start gode til at invitere mig med til sociale arrangementer uden for universitetet. Min akademiske mentor var underviser for den LG som jeg blev del af, hvilket betød at jeg havde en god kontakt til hende gennem hele forløbet i Southampton. Jeg så hende som underviser i forelæsninger og i LG og havde en gang om ugen eller hver fjortende dag et møde med hende om hvordan det gik med undervisning, skemaplanlægning, refleksion, opgavevejledning mm. De engelske studerende skulle i praktik efter jeg havde været i Southampton i næsten to måneder, men da jeg stadig manglede noget teoretisk undervisning blev jeg tilkoblet et Post Graduate
Diploma hold i de sidste uger af min undervisning. Post Graduate Diploma er en sygeplejeuddannelse på to år som man kan tage hvis man allerede har en Undergraduate. Det var rigtigt interessant at komme med i denne gruppe, da der kun var 14 Mental Health studerende. De fleste havde erfaring i form af en psykologi uddannelse eller arbejde på forskellige psykiatriske afdelinger, så tilgangen til sygeplejefaget var meget anderledes og meget spændende. Under udvekslingen i Southampton blev mine danske uddannelsesdokumenter brugt som læringsmål for både praktik og teori. Da hverken undervisning eller praktik foregår på samme måde som i Danmark, skulle der en del kreativitet til at få alle læringsmål til at passe ind, men det lykkedes i form af en skriftlig opgave og andre tiltag. Da uddannelserne naturligvis ikke er ens er der nogle ting fra de danske moduler som jeg ikke har fået med i England, men så har jeg fået en helt masse mere med, som jeg ikke ville have lært herhjemme. Min praktik foregik på en akut perinatal psykiatrisk afdeling (MBU) hvor kvinder med forskellige psykiatriske diagnoser var indlagt med deres babyer. Afdelingen er en højt specialiseret afdeling i England og jeg var ret privilegeret at få en tolv ugers praktik der. Jeg blev taget rigtigt godt imod på afdelingen på trods af at jeg var nervøs for at starte i praktikken. Det var et enormt behageligt team at arbejde i og alle var interesserede i at jeg fik mest mulig læring ud af mit forløb. Min mentor og andet personale var alle sammen passionerede for deres fag hvilket afspejlede sig i deres pleje og i deres interesse for at lære studerende mest muligt. Dette var for mig en meget anderledes praktikoplevelse, da jeg tidligere har oplevet at det meste personale ikke rigtigt ved hvad vi studerende skal opnå i praktik og end ikke vejleder udviser interesse for de studerendes læring. Jeg blev rigtigt glad for at være i psykiatri praktikken fordi det var et rigtigt godt læringsmiljø. Derudover var min mentor virkelig dygtig til at udfordre mig fagligt og personligt. Der var et par uger af min praktik, hvor afdelingen ikke havde ret mange indlæggelser, hvilket betød at min mentor straks arrangerede at jeg kunne besøge andre services for at få et bredere indblik i psykiatrisk sygepleje. Jeg var bl.a. ude med Perinatal Community Team, Urgent Care Team, en uge på en akut lukket afdeling og havde en dag i en ECT klinik. Min mentor sørgede for at få feedback fra de andre services efter mine besøg og havde derefter refleksion med mig om mine oplevelser og erfaringer. Da patienterne på MBU var indlagt med deres babyer var kontakten til patienterne ret lige til. De fleste patienter var taknemmelige for at få hjælp til at klare baby-plejen og dette kunne så bruges til at skabe et godt terapeutisk forhold til patienterne. Da psykiatrisk sygepleje var helt nyt for mig tog det et par dage at vende sig til at blot at være tilstede med patienterne var en intervention. Man skulle tro at det engelske sundhedsvæsen ligner det danske meget, men der er en masse forskelle som for mig blev tydelige i min praktik. Som nævnt er sygeplejeuddannelsen delt ind i fire
områder hvori man specialiserer sig fra studiestart. Denne opdeling betyder at sygeplejerskerne er langt mere specialiserede inden for deres område og dette afspejler sig i plejen. Det betyder dog også at deres vidensområde er smallere end det vi kender fra den danske uddannelse og at den fysiske pleje derved ikke bliver fokus på mental health afdelinger. Eftersom jeg havde mere erfaring inden for somatisk pleje end sygeplejerskerne på afdelingen, blev jeg brugt som sparring når der fx var gået infektion i et sår eller en af babyerne havde forhøjet respirationsfrekvens. Det var et stort skulderklap, at sygeplejerskerne stolede på min vurdering og handlede ud fra de anbefalinger jeg kom med. En anden forskel mellem det danske og engelske system er hierarkiet på afdelingerne. Naturligvis kan man ikke generalisere men mine erfaringer siger mig at respekten mellem faggrupperne er langt højere i England. MBU havde et multiprofessionelt team bestående af mental health nurses, health care support workers (SSA), child care practitioners (en blanding af sundhedsplejer og pædagog), psykologer, psykiatere og derudover social workers, børnelæger og ergoterapeuter som kom udefra. Disse forskellige faggrupper arbejdede tæt sammen, lyttede til hinandens synspunkter og satte pris på hinandens ekspertise indenfor netop deres område. For at dette kunne lade sig gøre var der ugentlige team møder, hvor alle deltog og kom med deres holdning til plejen og fremskridt hos patienter. En af oversygeplejerskerne tog endvidere initiativ til at lave team WRAP med personalet. WRAP (Wellness Recovery Action Plan) er et empowerment værktøj som Hampshire bruger i stor udstrækning i psykiatrien. Det er en plan som patienterne laver i samarbejde med deres kontaktperson. Planen bygger på patientens egen opfattelse af hvordan han eller hun har det når de har det godt og hvordan de skal holde dette ved lige for at undgå tilbagefald i sygdommen og hvordan de skal tackle en eventuel krise. Som personale brugte afdelingen samme plan, både for at styrke teamet men også for at få bedre kendskab til en af de mange interventioner som patienterne fik under indlæggelse. En anden forskel mellem det danske og engelske sundhedsvæsen, som kom bag på mig var praksis i at udføre bl.a. temperatur måling og håndhygiejne. Temperaturmåling bliver i England udført med engangstermometre (Tempadots) som er en lille chip, der placeres i munden og aflæses. Mine engelske kollegaer var derfor ret overraskede over at høre at den danske praksis normalt er rektalmåling, da deres praksis er langt mindre invasiv for patienten. Håndhygienjen var som sagt også anderledes. Engelske retningslinjer siger at håndvask med vand og sæbe er den korrekte måde at udføre håndhygiejne på og afspritning bliver derfor meget sjældent brugt. Ifølge engelsk forskning er der evidens for at sprit ikke dræber alle bakterier og afspritning derfor ikke er tilstrækkelig. Det kom bag på mig, at den danske evidensbaserede praksis er så forskellig fra den engelske.
Southampton er en by med over 40 tusind studerende fordelt på to universiteter University of Southampton og Southampton Solent University. De fleste studerende er flyttet til Southampton for at læse og lokalbefolkningen er derfor ikke så synlig når man befinder sig på universitetet. Dette betød for mig, at jeg havde rig mulighed for at komme rundt i England og besøge mine medstuderendes hjembyer. Jeg var bland andet i Bristol, Birmingham, London og Cardiff i Wales i weekender. På University of Southampton er der næsten 6000 internationale studerende og et Erasmus Society som står for at lave events og ture rundt omkring i landet. Jeg brugte meget tid med mine engelske house mates og venner fra universitetet og brugte derfor ikke så meget tid med de andre internationale studerende. Jeg var dog med på en tur til Oxford og senere hen en tur til Isle of Wight med internationale fra resten af Europa. Erasmus Society var en god måde at skabe kontakt til andre studerende som også var væk hjemmefra og befandt sig i nye omgivelser. Min tid i Southampton har afgjort været den bedste tid på sygeplejestudiet og jeg har udviklet mig både personligt og professionelt ved at tage et semester i udlandet. Jeg vil derfor anbefale alle der har mod på udfordring og oplevelser at overveje at tage på udveksling. Faculty of Health Science på University of Southampton er et af de førende fakulteter i England og det har jeg mærket på kvaliteten af undervisningen, lektorernes arrangement og mine kollegaer og medstuderendes interesse for faget. Derfor har udvekslingen været en helt igennem positiv oplevelse og jeg har fået endnu mere lyst til at arbejde eller videreuddanne mig i udlandet når jeg er færdig med min bachelor.