Hvorfor gør vi aldrig noget fantastisk? Midt under morgenmaden spurgte min kone, om jeg ville køre hende til lægen. Bare senere på dagen, sagde hun. Jeg spurgte, om der var noget galt. Det var der ikke. Hun ville bare gerne ha resultatet af nogle blodprøver. Hvilke blodprøver? spurgte jeg. Alle mulige, sagde hun og forklarede, at vi var kommet i reparationsalderen, og at det var bedre at forebygge end at helbrede. - Du burde også lade ham kigge lidt på dig, sagde hun. - Ellers tak. - Hvorfor er du så stædig? spurgte hun. - Jeg er ikke stædig. Hun smilede. Hun smilede mere og mere. Hele hendes ansigt flækkede af smil. - Jeg er overhovedet ikke stædig, gentog jeg. Det gik op for mig, at jeg netop havde bevist hen- 1
des påstand. Heldigvis fik jeg en tanke, der gjorde mig i godt humør. - Vi skiller jo heller ikke vores bil ad for at finde ud af, hvorfor den virker upåklageligt, sagde jeg. - Du bliver 67 næste gang, sagde hun. - Jeg skal nok køre dig, sagde jeg. - Men så heller ikke mere. - Du er den stædigste, jeg kender, sagde hun. Jeg satte min kone af ved lægen og cirkulerede så rundt i området, for at finde en parkeringsplads. Det var håbløst, så jeg parkerede på en invalideplads. Efter en halv time bankede en parkeringsvagt på ruden. - Du må ikke parkere her, sagde han. - Jeg går dårligt, sagde jeg. - Det er en invalideplads, sagde han. - Min kone er oppe ved lægen. - Enten flytter du bilen, eller også er jeg nødt til at notere dig. Heldigvis kom min kone gående. Hun smilede til parkeringsvagten og satte sig ind. Så kørte vi. Vagten så efter os, mens han rystede på hovedet. - Du må ikke parkere på invalidepladserne, sagde min kone. - Jeg ved det, sagde jeg. Vi kørte uden at sige noget. Jeg koncentrerede mig om at ramme den grønne bølge. Det er utroligt, så meget benzin man sparer, når man ikke behøver standse for rødt. - Hvorfor kører du den vej? spurgte hun pludselig. - Det gør vi da altid. - Vi kunne da godt køre en anden vej, sagde hun. - Prøv at dreje derhenne. 2
Jeg drejede. Efter et par minutter var vi i et kedeligt industriområde. - Her er ikke rigtigt noget, sagde jeg. - Der er da masser, sagde min kone og pegede. - Se, der ligger et autoværksted. Nu ved vi det. Ja, det gjorde vi. Hvad vi kunne bruge informationen til, var jeg derimod ikke helt klar over, men det stod mig klart, at det var en god ide at tie stille, så vi kørte rundt på gudsforladte veje og så på lagersalg, konservesfabrikker, bilimportører, ja, sågar et sted, hvor de producerede flag. På et tidspunkt kom vi til en lidt større vej. Min kone mente, vi kunne køre den vej hjem. Det vidste jeg, vi kunne, men jeg lod, som om jeg var skeptisk for at give hende den glæde. - Se, der ligger et casino, sagde hun. - Ja, for søren, svarede jeg og så over mod et stort neonskilt, hvor der stod CASINO. Solen stod lavt, og snart ville skiltet få magt. Det mindede mig om, at jeg var sulten. - Vi kunne nøjes med håndmadder, når vi kommer hjem, sagde jeg. - Så tager jeg et bad, mens du ordner maden, svarede hun. - Vil du have kaffe nu? spurgte jeg, da min kone kom ud fra badet. Hun nikkede. Jeg skænkede kaffe og skubbede fadet med smørebrød over mod hende, men hun rakte ikke ud. - Hvorfor gør vi aldrig noget fantastisk? sagde hun. - Vi har lige set et sted, hvor de producerer flag. - Noget andet, sagde hun. 3
- Hvad skulle det være? - Vi kunne tage på spillecasino, sagde hun. - Ville det ikke være spild af penge? - Ikke hvis vi vinder, sagde hun. Jeg forstod ingenting. Gennem årene har min kone drevet mig til vanvid med sin spareiver. Hun klipper kuponer, og hvis letmælken er på tilbud et sted, er der ingen grænser for de spadsereture, jeg bliver sendt ud på. - Nu ved jeg, hvad vi gør, sagde min kone og nikkede tilfreds, mens hun gentog. - Nu ved jeg, hvad vi gør. - Hvad gør vi? spurgte jeg. Min kone forklarede den store plan. Vi måtte ikke se hinanden i en halv time, og i den halve time skulle vi klæde os om, og så skulle vi mødes i stuen, og dér skulle vi have en drink, og så skulle vi på casino. - Er det ikke en fantastisk plan? spurgte hun. - Jo, svarede jeg. Der var dog ét logistisk problem. Vi havde begge vores tøj i soveværelset, men det løste min kone. Hun fandt en sort affaldssæk og bevæbnet med den, gik jeg ind og fandt mit tøj frem. Har du fundet det? spurgte hun, da jeg kom ud. Det var åbenbart ikke nok, at jeg havde mit tøj i den sorte affaldssæk, for hun holdt sin ene hånd op foran øjnene. Ja, svarede jeg, og mens hun stadig holdt hånden op foran øjnene, famlede hun sig frem mod døren. Jeg åbnede den for hende, og hun forsvandt ind i soveværelset. Knapt havde hun lukket døren, før hun bankede på indefra. Er du der? spurgte hun. Ja, svarede jeg fra den anden side af døren, og så sagde hun, at jeg ikke måtte spise noget, for vi skulle spise på casinoet. 4
Jeg gjorde hende opmærksom på, at jeg allerede havde smurt mad til os, og at det sikkert var dyrt at spise der, men hun sagde, at det kunne jeg da ikke vide noget om, og så gik jeg ud på badeværelset. Mens jeg barberede mig, prøvede jeg at finde ud af, hvad der gik af hende. Da der var gået ti minutter, var jeg færdig. Da der var gået en halv time, var min kone stadig ikke kommet ud. Jeg pudsede mine sko. - Er du snart færdig? råbte jeg. - Du må ikke komme ind, svarede hun. Jeg spiste to håndmadder og lagde folie over resten og stillede dem i køleskabet. Efter yderligere ti minutter kom min kone ud. Jeg må sige, hun så godt ud. Hun havde lagt en diskret makeup, og hun havde en kjole på, som jeg ikke havde set i mange år. - Hvad synes du? spurgte hun og drejede rundt. - Jeg troede, den kjole var for lille. - Ikke mere, sagde hun og drejede rundt igen. Hun havde sat håret op, og jeg lagde mærke til, at hun havde det armbånd på, jeg gav hende i sølvbryllupsgave. - Rejs dig op, så jeg kan se dig, sagde hun. Det gjorde jeg så. Hun så kritisk på mig. Havde jeg taget for let på opgaven? - Jeg har pudset skoene, sagde jeg. - Det er ikke det, sagde hun og kørte hånden gennem mit hår. Jeg vidste, hvad hun hentydede til. I begge sider har jeg altid haft uregerlige hvirvler, og selv om jeg kommer vand i om morgenen, stritter håret ud til siden. På gode dage får det mig til at ligne Einstein. 5
På mindre gode dage ligner jeg en ugle. Jeg havde en åbenbart en mindre god dag. - Kom, sagde hun og trak mig med ud i køkkenet. Her fandt hun en flaske olivenolie. Jeg kunne se, hun var tilfreds med sit fund. Selv forstod jeg ingenting. - Kom, sagde hun igen og trak mig med ud på badeværelset. Hun bad mig sidde ned på taburetten. Så tog hun en kam og kom olivenolie i mit hår og begyndte at frisere mit hår tilbage. - Hvad laver du? spurgte jeg. - Bare vent og se, sagde hun. Det gjorde jeg så. Jeg ventede, og da hun trak mig hen foran spejlet, kunne jeg dårligt kende mig selv. Mit hår var redt stramt tilbage og for en gangs skyld strittede det ikke i siderne. Olivenolien havde givet håret et grønt skær, og mit ansigt var blevet mere magert, men også mere myndigt. Jeg lignede en siciliansk bøddel, der var hentet ud af glemslen for at udføre en sidste opgave. - Du ligner Lance Henriksen, sagde min kone. - Har han grønt hår? spurgte jeg. - Kys mig, sagde hun og smøg sig ind til mig. Jeg kyssede hende og tog hende på ballerne og fik lyst. Bjergluften på Sicilien gjorde mig åbenbart godt. - Ikke nu, sagde hun og gjorde sig fri og gik mod døren. Jeg gik efter. Tanken om at gå på casino var mig så fremmed, at jeg forberedte en form for undskyldning for, hvorfor vi overhovedet var der. Noget med, at vi var pensionister og bare lige ville prøve at spille for sjov, hvilket var langt fra sandheden, for jeg havde ikke tænkt mig at bruge en eneste krone. 6
- I kan lægge tøjet her, sagde en venlig pige, da vi trådte ind i vestibulen. - Koster det noget? spurgte jeg. - 50 kroner. - Jeg tror, vi tager det med ind. - Tøjet SKAL deponeres i garderoben. - Selvfølgelig skal det hænge i garderoben, sagde min kone og begyndte at tage sin frakke af. Jeg hjalp hende og lagde den sammen med min egen på disken. - De kan hænge på samme bøjle, sagde jeg. - Det bliver 100 kroner, sagde pigen. Jeg gav hende 100 kroner. Min kone tog mig under armen, og vi gik hen mod indgangen til casinoet. Det føltes godt. I få sekunder følte jeg mig som en græsk skibsredder. - Skal I ind i casinoet? spurgte en ung pige, der til forveksling lignede hende i garderoben. - Ja, svarede min kone. - Det bliver 100 kroner, sagde hun. De var åbenbart tvillinger. - Vi kan hænge på samme bøjle, sagde jeg. - Lad være at te dig, sagde min kone. Jeg gav pigen 100 kroner. Herregud. Jeg kunne bare sælge en olietanker. Så gik vi ind. Ingen forklaringer. Ingen undren over at vi var der. Har man penge, er man velkommen i det forunderlige rum, hvor tiden er fjernet fra væggene. - Hvor meget har vi? spurgte min kone, mens hun trak mig over til kassen, hvor man vekslede til jetoner. Jeg blev nervøs ved den måde, hun spurgte på. Vi havde 20.000 på vores konto, men de var til en gæstehytte ved vores sommerhus. 20.000 kroner, vi havde 7
sparet op ved at hente mælk i supermarkeder, der som tommelfingerregel altid lå langt væk. Måske skulle jeg udfordre min kone? Måske skulle jeg lade hende blive nervøs? - Vi har 20.000, sagde jeg skødesløst. - Skal vi hæve dem alle sammen? - Ja, gør det, sagde min kone. Jeg stod paralyseret og så manden bag kassen køre vores kort gennem maskinen. Han så ud, som om det kedede ham. Så skubbede han tyve runde jetoner tilbage til os. God fornøjelse, sagde han. Jeg lagde jetonerne i jakkelommen, men fik den tanke, at der var hul i foret, så jeg kniksede i knæene og følte omhyggeligt efter. Jeg kunne ikke lade være. - Hvordan er det, du står? spurgte min kone. - Øjeblik, sagde jeg og lavede en sidste rundtur i lommen. Det slog mig, at de sikkert lavede jetonerne runde, så det var sværere at holde på dem. - Nu skal vi spise, sagde min kone og gik over mod restauranten. Den så dyr ud. Alt så dyrt ud. - Vi har jo vekslet alle pengene, sagde jeg og gik et par skridt efter hende. - Herregud, så laver vi et overtræk. Det er jo kun et par timer. - Mener du det? spurgte jeg og gik op på siden af hende for at få et glimt af et eller andet i hendes ansigt, der modbeviste, at hun var blevet vanvittig. - Ja, selvfølgelig gør jeg det, sagde hun og standsede ved et bord. Jeg sukkede og trak stolen ud for hende. Hun satte sig. Så satte jeg mig. Tjeneren kom over. I få gyldne sekunder drømte jeg om, at han ville ringe med en lille klokke og fortælle, at vi var gæster nummer 8
100.000 og derfor kunne spise og drikke på casinoets regning. Der lød ikke nogen klokke. - Nu skal du slappe af, sagde min kone. - Er der noget galt? spurgte tjeneren. - Nej, nej, sagde jeg og fik den tvangstanke, at der var røget jetoner ned på gulvet. - Vi vil gerne bestille, sagde min kone og smilede. Jeg må indrømme, at sindssygen klædte hende. Hun så vidunderlig ud. - Ja, vi vil gerne bestille, sagde jeg og prøvede at lade, som om det var helt naturligt at bukke sig ned og kigge under bordet, mens man sagde det. Tjeneren gjorde rede for de forskellige muligheder på menukortet. De havde det til fælles, at de alle sammen kostede det samme som et lille thermovindue. - Skal vi ikke bare tage menuen? spurgte min kone. - Jo, svarede jeg. - Og skal vi ikke også bare tage vinmenuen? - Jo, sagde jeg igen. Min plan var at prøve at opnå den samme ro som hende ved at sige ja til det hele. Det lykkedes ikke. Vi startede med champagne og en forret af fois gras. Det smagte fantastisk, men efter to små mundfulde, var jeg næsten færdig. Jeg kunne se på prislisten, at forretten kostede 200 kroner og regnede ud, at hvis jeg skulle betale de to mundfulde med de penge, jeg sparede ved at gå efter tilbudsmælk, så skulle jeg gå 600 km. - Hvad tænker du på? spurgte min kone. - Det smager fantastisk, svarede jeg. - Ja, var det ikke godt, vi gjorde det? sagde hun og løftede sit glas. - Jo, svarede jeg og drak. 9
Da vi havde spist forret og hovedret og drukket vin til, skulle jeg gå rundt om Middelhavet for at kunne betale regningen. Og vi havde ikke engang fået dessert og kaffe og cognac. Min kone prajede tjeneren og spurgte, om vi kunne gå rundt og spille lidt inden desserten. Det sagde han ja til. Det var umådeligt pænt af ham. Min kone rejste sig. - Nu skal vi ha en drink, sagde hun. - Vi kan tage glassene med. - Nej, vi tager den i baren. Kom. Jeg fulgte efter. Min kone bestilte en Dry Martini. Den kostede 400 kilometer. Jeg bestilte det samme. Vi skålede. - Vi spiller på rouletten, sagde min kone. - Hvorfor lige den? - Der er størst chancer, sagde hun. Jeg havde svært ved at se logikken, for hvis det var tilfældet, var der vel ikke nogen, der spillede på andet. - Det er nok også klogt, at vi deler os, sagde min kone. - Hvorfor? - Så er chancerne større. Ved du, hvordan man gør? - Ja, selvfølgelig, svarede jeg. Det troede min kone ikke på. Hun trak mig hen til et roulettebord og satte 1000 kroner på sort. Kuglen landede på rød. Jeg sukkede. Min kone forklarede nu, at fidusen var at fordoble indsatsen, så hun lagde 2000 på sort igen. Kuglen landede på sort. Groupien skød fire jetoner over til os. Vi havde tjent 1000 kroner. Reelt havde vi spist gratis og både betalt indgang og garderobe. Det var ikke til at fatte. - Det var sjovt, sagde jeg. - Skal vi ikke tage hjem nu? 10
- Lad nu være med at være dum, sagde min kone og rodede i min jakkelomme. Jeg så hende forsvinde med halvdelen af jetonerne og en Dry Martini. Jeg luskede lidt rundt, men følte mig malplaceret alle steder, så jeg stillede mig ved baren og så mig omkring. Der var mange japanere. Hvis man gik en tur ned ad strøget, så man ingen. De var åbenbart alle sammen på casino. Måske lå det til den japanske natur at spille, eller også spillede de, fordi de var så langt væk hjemmefra, at fornuften ikke kunne nå dem. Der var også noget andet, der slog mig. Folk så ud, som om de kedede sig. Hvad enten de tabte eller vandt var udtrykket det samme. Jeg forstod det ikke. Jeg tømte mit glas og følte ikke længere, at jeg havde ret til at stå ved baren, så jeg gik hen til et spillebord. Folk rykkede venligt til side. Det var uheldigt. Nu var jeg nødt til at spille. Jeg prøvede at udgive mig for at være én, der lige tager temperaturen på spillebordet, før jeg gjorde min indsats. Jeg gned mit grønne sicilianske hår stramt tilbage med håndfladerne og noterede med kendermine, hvor kuglen landede. Det vandt stor respekt. Efter et stykke tid følte jeg dog, at jeg var nødt til at spille på et eller andet, så jeg forlod hovedrystede bordet, som om min professionelle vurdering var, at der ikke var noget at hente. Til min forundring, var der flere, der fulgte med. Da jeg lidt senere stillede mig ved et andet bord, opdagede jeg, at de placerede sig over for mig. Jeg var blevet deres leder. Det lagde et pres på mig, som var meget ubehageligt. Det blev ikke bedre af, at groupien hele tiden spurgte, om der var flere indsatser og så direkte på mig. Til sidst bukkede jeg under. Jeg lagde en jeton på rød. 11
Kuglen landede på sort. Jeg lagde 2000 på rød. Kuglen landede på sort igen. Jeg følte det, som om mit liv løsnede sig og begyndte at rulle ned ad en bakke. Jeg så rundt. Forventningsfulde blikke hvilede på mig. Jeg lagde 4000 på rød. Kuglen landede på rød. Groupien skubbede 8000 kroner over til mig. Jeg tog jetonerne og gik over til baren og bestilte en gin & tonic. Jeg drak den ud i ét, satte glasset, og sagde så noget, som jeg havde hørt skuespillere sige i film. - Hit me, sagde jeg til tjeneren. - En mere? spurgte han. - Ja, og send én over til damen ved dét bord, sagde jeg og pegede mod min kone. - Hende i den blå kjole. Tjeneren mixede to drinks og satte den ene foran mig. Den anden placerede han på en bakke. Jeg så ham gå over til min kone. Hun drejede sig mod baren og vinkede. Jeg vinkede tilbage. For første gang den aften slappede jeg af. Nu måtte jeg gerne stå ved baren. - Ta en selv, sagde jeg til tjeneren, da han kom tilbage. - Tak, men vi drikker ikke på arbejde. - Ta en alligevel, sagde jeg, og underet skete. Tjeneren så rundt og sagde hva faen, og så skænkede han sig en drink. Har sicilianere virkelig så meget magt? Åbenbart. En pige midt i tyverne gled hen til mig. - Du ligner Lance Henriksen, sagde hun. - Det siger alle. Hun satte sig på barstolen. Jeg vidste, hun var prostitueret, men havde svært ved at forstå det. Man ved de findes, men hvem de er, og hvornår de dukker 12
op, ved man ikke. Nu sad hun der. Det var skræmmende på alle mulige måder. Skræmmende, at man kunne købe en kvinde for penge, skræmmende, at hun var yngre end min egen datter, men det allermest skræmmende var, at jeg havde lyst til hende. - Hvad går sådan en smuk ung kvinde som dig rundt og laver? spurgte jeg og blev forlegen over mit akavede sprog. - Jeg er fysioterapeut, svarede hun. Det svar blev jeg i godt humør af. Det var jo fantastisk. Hvis en prostitueret var dygtig, ville det ikke på noget tidspunkt virke, som om man købte hende. Alt blev hele tiden kaldt noget andet, og bagefter var det, som om det ikke var sket. Hvor var du henne? ville min kone spørge, og jeg ville svare, at jeg lige havde været ude og trække lidt frisk luft. Jeg løftede mit glas og drak og lod en isterning følge med. I overmod tyggede jeg på isterningen. Det skulle jeg ikke ha gjort. Først reagerede mine følsomme tandhalse. Så forplantede smerten sig op gennem hovedet. Jeg spyttede resterne af isterningen ud i glasset. - Er du okay? spurgte fysioterapeuten. - Det har været hyggeligt, gispede jeg og lagde et par sedler på baren. Så gik jeg over mod min kone. Nu skulle vi hjem. Det havde været sjovt, men nu var det slut. Da jeg kom over til hende, kunne jeg se, at hun var enig med mig et stykke hen ad vejen. Det havde været sjovt. Nu var det endnu sjovere. Hendes øjne lyste, og der var en feberagtig glød i hendes kinder, som man finder på mennesker, der sidder i usandsynligt held eller det stik modsatte. Det værste var dog, 13
at hun hang ind over en arabisk udseende mand, der osede langt væk af penge. Manden sad på en stol som den eneste ved roulette bordet, og min kone havde sin arm rundt om halsen på ham. Han var omkring 50 og lignede Omar Sharif. Han var beduinkonge, oliekonge og kvindeforfører, og jeg havde været så dum at ride ind på hans enemærker, og nu havde han forhekset min kone med sine mørke øjne og sit hår uden en eneste hvirvel. Jeg så min kone tømme en paraplydrink gennem et sugerør, og jeg så en tjener tage det tomme glas og stille en ny drink, som hun drak af med det samme. Alt dette var chokerende, men det værste kom først, da hun fik øje på mig. Hun viftede mig væk. Hun viftede mig væk med en bevægelse, som jeg sidst havde set i Tunesien. Vi havde siddet og spist på en restaurant, hvor en lille dreng blev ved med at tigge efter penge. Min kone havde givet ham lidt, men drengen blev ved, og så havde hun viftet ham væk. Det forstod drengen. Jeg forstod det også. Gå, sagde bevægelsen, vi vil gerne være i fred. Jeg nåede lige at opfatte, at hun tilsyneladende placerede ørkensheikens indsatser mod at få en del af gevinsten. Så gik jeg. Jeg gik ud på toilettet og til min store overraskelse tissede jeg en anseelig mængde uden at være generet af min prostata. Den var sikkert lammet af spiritus. Så vaskede jeg hænder og så mig i spejlet. Sicilianeren var gået. Det var Lance Henriksen også. Den eneste, der var tilbage, var en træt 70-årig mand. Jeg tog en kam frem og friserede hans olieglinsende hår tilbage. Så fortrød jeg og friserede det fra øret og opefter. Håret var så stift, at det strittede lige ud i luften. Jeg 14
pressede håret sammen mellem håndfladerne i den ene side og fik håret til at rage ud fra hovedet, så det lignede vingen på et fly. Jeg gjorde det samme i den anden side. Nu var jeg et lille fly. Det så idiotisk ud, men jeg besluttede at lade det være sådan. Det havde jeg ret til. Så gik jeg gennem casinoet og ud på parkeringspladsen. Det var koldt, men det kunne jeg godt lide. Efter et par minutter kom fysioterapeuten ud med en nydelig forretningsmand. Det var ikke til at se på hans gang, at han havde ondt i ryggen. Behandlingen virkede allerede. Jeg gik ind i casinoet igen. Min kone fik øje på mig og kom over til mig. - Hvordan er det, dit hår sidder? - Kan du li det? - Ja, svarede hun. Så åbnede hun sin håndtaske. Den var fyldt med jetoner. - Se, hvad jeg har fået. - Fået? - Ja, jeg tabte dem, du gav mig, men så spillede jeg for Abdul, og han gav mig noget, hver gang han vandt. Han sagde, jeg bragte ham held. Der er til to gæstehytter til dig. - Til os, sagde jeg og opdagede, hvor træt hun så ud. Jeg lagde armen om hende. - Kom, nu tager vi hjem. - Ja, sagde hun og støttede sig til mig. Da jeg hjalp hende frakken på ude i garderoben, kunne hun næsten ikke stå på benene. Heldigvis var der taxaer uden for casinoet, og da vi satte os ind, lagde hun sig søvnigt ind til mig med det samme. - Vi har da haft det sjovt, har vi ikke? sagde hun. - Jo, sagde jeg og mente det. Det havde været sjovt, men der var noget i hendes stemme, jeg ikke kunne 15
tolke, og da taxaen begyndte at køre, kunne jeg mærke, at der opstod et fugtigt og varmt rum mellem min hals og hendes ansigt. - Hvad sagde lægen egentlig? spurgte jeg. Hun lå stille et stykke tid. Så løftede hun ansigtet og så på mig. Farverne i neonskiltet fik nuancer frem i hendes øjne, som jeg aldrig havde set før. - Jeg elsker dig så meget, sagde hun. - Ved du godt, hvor meget jeg elsker dig? - Ja, svarede jeg. Lyset fra neonskiltet fulgte os. Så kørte taxaen ind gennem en tunnel, og da vi kom ud på den anden side, var lyset væk. 16