Turisme, planlægning og vindmøller - artikel fra 1993, skrevet af Preben Maegaard. 05.11.1993 TURISME, PLANLÆGNING OG VINDMØLLER Skræmmer vindmøllerne turisterne væk? Af Preben Maegaard, forstander. Medlem af Energistyrelsens VE-Råd. Langt den største del af turisterne betragter vindmøller som et positivt indslag i ferielandet, fortæller en artikel i Vestjyllands Energi- og Miljøkontors nyhedsblad. Artiklen er baseret på en tysk undersøgelse: "Vindmølleudbygningen går hurtigt i Schleswig-Holsten, lige syd for den danske grænse. Den tyske delstats mål for, hvor mange møller, der skal være opført inden 2005, ligger på linie med de mest ambitiøse planer for det samlede antal møller, der skal opføres i Danmark ifølge Energi 2000. Og til forskel fra Danmark ser det foreløbig ud til, at tyskerne holder planen... Naturligvis har der også på den tyske side af grænsen været bekymring for, om de mange møller vil skade turismen. Ligesom i Vestjylland er problemet, at de områder ved kysten, der har de bedste vindressourcer, også er dem, der tiltrækker flest turister.
Skræmmer vindmøllerne så turisterne væk...? Det spørgsmål har Schleswig- Holstens ministerier for energi og miljø søgt at besvare ved en omfattende spørgeskemaundersøgelse, der er gennemført i 1991-92. Undersøgelsen omfattede 2000 turister i de mest besøgte områder langs vestkysten og Østersøkysten, og resultatet overraskede nok de fleste. Kun nogle få procent af deltagerne i undersøgelserne opfattede møllerne som et problem. 2% gav udtryk for, at de direkte havde følt sig generet af møllerne under ferieopholdet. Og hele 75% af turisterne opfattede møllerne som et positivt element i ferielandet. Det var samtidig interessant, at langt de fleste af dem, der deltog i undersøgelsen, opfattede sig selv som "natur-turister", der lagde meget vægt på den rene og uspolerede natur. Deres kritik gik derfor først og fremmest på de synlige miljøproblemer - f.eks. forureningen af strandene - og på den voldsomme bebyggelse i kystområdet med sommerhuse og hoteller. Vindmøllerne blev tværtimod opfattet som et synligt bevis på, at man "gjorde noget ved miljøet", og mange gav udtryk for, at "møllerne passede godt ind i det nordtyske kystlandskab". Vindmøllerne blev således af langt de fleste turister opfattet som et positivt element - og 99% af dem, der blev spurgt, angav, at de ville komme tilbage igen. En hel del af dem nævnte direkte møllerne som et af de positive elementer, der kunne få dem til at vende tilbage." Så vidt den tyske undersøgelse. Beklageligvis er det lykkedes, også med argumenter omkring turismen, at få sat vindmølleudbygningen næsten i stå i Danmark, som ellers har stået som et forbillede for mange andre lande på feltet. Ja, turisterne begynder nu ovenikøbet at kræve svar på, om
energiforsyning og spildevand i sommerhusområderne klares på en økologisk forsvarlig måde, kunne den danske turistchef i Hamburg fortælle offentligheden i foråret 1993. Det er næppe hverken kul eller uranenergi, turisterne efterlyser. Derhjemme har de rigeligt af den slags. I en årrække er der opstillet 60-80 MW vindkraft om året, så at der nu er ca. 470 MW vindkraft i Danmark. I 1993 bliver der næppe opstillet mere end 20 MW, et uhørt lavt niveau i betragtning af, at vi arbejder med at nå op på 1.500 MW i år 2005. Det mål kan vi kun nå, dersom der sker en aldeles radikal ændring i vilkårene for opstilling af vindmøller. Der er kommet en ny lov, der skal regulere byrdefordelingen ved nettilslutning; men der er usikkerhed om tilslutningspunktet på elnettet og dermed hvilken andel hhv. elselskab og mølleejer skal betale for nettilslutningen. Det drejer sig ofte om flere hundrede tusinde kroner, der skal opnås enighed om, og de kan være afgørende for et projekts rentabilitet. Et langt større problem er og bliver dog den fysiske planlægning omkring vindmøllerne. De er de sidste år kommet ind i såkaldte regulært planlægningsregime, og det er på dansk det samme som en meget centralistisk planlægning. Så centralistisk at det er tvivlsomt, om den form for planlægning kan absorbere noget så decentralt som en vindmølleudbygning, der har sit udspring nedefra i befolkningen. Det er nemlig sådan, at ca. 75% af alle vindmøllerne er kommet til på befolkningens eget initiativ; de er ikke planlagt ovenfra, og denne form for folkelig planlægning nedefra, som har gjort Danmark til verdens førende vindmølleland, er nu smadret. For et par år siden nedsatte staten et særligt placeringsudvalg og begyndte at lave placeringsundersøgelser for vindmøller i Danmark. Fra at være et nyt vækstområde præget af kreativitet og engagement er vindmøllesektoren idag så bureaukratiseret, at sagerne kører fast.
Problemerne virker nærmest uoverkommelige, medmindre der tages drastiske politiske initiativer, hvilket sikkert også vil vise sig uundgåeligt. Henstillinger fra miljø- og energiministrene til kommunerne om inden et år at gøre noget for vindmøllerne ser ikke ud til at gøre det store indtryk ude i lokalområderne. 80% af befolkningen vil gerne have vindmøller, politikere og regering støtter dem, turisterne er i henhold til den tyske undersøgelse begejstrede for dem, de giver beskæftigelse til flere tusinde i industrien og milliardindtægter til valutakassen. Men naturfrederne har bragt dem i miskredit; vindmøllefolk er blevet miljøskadevoldere og med det argument i hånden, laves der lands-, regionalog kommuneplaner for vindmøller, der er så restriktive, at fremtidens vindmøllefolk giver op på forhånd. Planlægningen, som den har været i Danmark de seneste årtier, er baseret på et natursyn, der nærmest er uforeneligt med en decentral, økologisk udvikling, som også inddrager anvendelsen af det åbne land. Initiativet er flyttet fra befolkningen til planlægningen, som er velorganiseret, finmasket og bureaukratisk, tager lang tid at gennemføre, med talrige hørings- og indsigelsesbeføjelser, så at borgeren, der gerne vil gøre noget for fremtidens miljø, giver op. Der er jo også mange andre opgaver at løfte i forbindelse med en vindmøllesag, men procedurerne til at nå frem til en byggetilladelse er et nummer for uoverskueligt. Det må forventes, at politikerne ikke ret meget længere passivt vil se til, at vindmølleudbygningen går i stå. Dertil er der for mange vitale interesser på spil, hvad angår beskæftigelse og miljø. Situationen nu vil ramme intentionerne i "Energi 2000" alvorligt. Danmark har nærved verdens højeste CO2-udslip pr. indbygger, og vindmølleenergi er absolut CO2-fri energi. Som nævnt støder man ind i nogle grundlæggende hindringer af planmæssig art, som dog trods alt næppe af politikerne vil blive opfattet som så hellige, at
principper om planlægning fra 60'erne og 70'erne får forrang for nutidens miljø- og ressourceproblemer, som de industrialiserede lande i stadig højre grad orienterer sig i forhold til. Politisk er det utænkeligt at gennemføre tvangsforanstaltninger om vindmølleopstilling, for så kommer vindmøller først rigtigt i miskredit i befolkningen og i kommunerne; tilløb til landsplandirektiver er allerede blevet afvist af et flertal i Folketinget. Det er da også lykkedes at komme en lang vej med befolkningens positive og konstruktive medvirken. Så kursen er dermed lagt. Da det efterhånden må stå klart, at det gældende planlægningssystem er uforeneligt med den nødvendige vindmølleudbygning, kan man kun anbefale politikerne at kigge tilbage på de undtagelsesklausuler fra planlægningen med dens lands-, region- og kommunalplaner, som afdøde direktør for Miljøstyrelsen, Ejler Koch, og miljøminister Erik Holst med godt politisk håndelag fik indført i slutningen af 70'erne. Energikrisen havde skabt en national forståelse for, at der skulle skabes plads for nye energiformer. Det blev der, og det var et vigtigt element i det danske vindmølleeventyr, at der ikke var uoverstigelige planmæssige hindringer for befolkningen. Idag er den nationale interesse i vedvarende energi ikke mindre end dengang. Vi har behov for initiativer, der påny kan få udviklingen til at blomstre. For at nå målet om 1.500 MW vindenergi (som skal ses i forhold til total elkapacitet på 8.000 MW i Danmark), skal der såmænd kun opstilles 2.000 mellemstore vindmøller, hvilket er under 10 stk. pr. kommune. I førkrigstiden havde vi 10 gange så mange møller, omend de var mindre. Der skal således saneres grundigt i regler og bestemmelser; de centrale placeringsundersøgelser skal lægges til side, tiden er løbet fra dem, for de er baseret på andre forudsætninger end de nu gældende. Støj har været et
hovedpunkt i planlægningen, men moderne vindmøller støjer næsten ikke, og ved fortsat skærpelse af kravene om lav støj kan man roligt rykke vindmøllerne tættere på bebyggelse, altså lige modsat af hvad planlæggerne går ind for. Der er ingen tvivl om, at befolkningens engagement i miljø og energi er så stærkt som nogensinde. Men vi står overfor et spændende opgør mellem fortidens principper for planlægning og fremtidens krav om et bedre og renere miljø, hvor befolkningen uundgåeligt fortsat må indgå aktivt og konstruktivt. Her op til kommunalvalget er der al mulig grund til at få vindmøllerne ind i debatten, fordi de i stigende grad påvirker økonomi og udvikling i lokalsamfundene. Det vil være klogt at styre løs på hindringerne for en fortsat udvikling, også dem af planmæssig karakter. Vi har netop været vidne til, at samfundssystemer i vore nabolande er kollapset, fordi planlægning og bureaukrati fik forrang i forhold til de grundlæggende menneskelige og miljømæssige vilkår. Også den fysiske planlægning i Danmark skal tilpasses nutidens omstændigheder, skal tjene befolkningens interesser og må ikke blive en ideologi, der har egne overordnede mål.