Den nye forældelseslov

Den nye forældelseslov Af Lars Lindencrone Petersen, advokat, partner i Bech-Bruun Advokatfirma 1. Indledning Den 1. januar 2008 trådte forældelsesloven lov nr. 522 af 6. juni 2007 og dens følgelov lov nr. 523 af samme dato i kraft. Samtidig blev 1908-loven om forældelse af visse fordringer samt bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4 ophævet. Hermed blev der gennemført en ny, samlet regulering af dansk rets regler om forældelse. I denne artikel præsenteres hovedpunkterne i reglerne i forældelsesloven samt de ændringer i skatteforvaltningsloven, som er gennemført ved følgeloven. 2. Baggrunden for de nye regler De tidligere regler om forældelse mødte efterhånden en del kritik det blev således anført, at fristerne under nutidens forhold forekom unødigt lange, ligesom det virkede mindre rimeligt, at en fordring alene var undergivet en 20-årig forældelse, hvis den (tilfældigvis) ikke var omfattet af 1908-lovens positive opregning af fordringer, som var omfattet af denne lov. Hertil kom, at adgangen til at afbryde forældelse alene ved en påmindelse til skyldneren var overordentlig fordelagtig for fordringshaveren. Endelig var det et selvstændigt kritikpunkt, at lovgivningen var meget kortfattet. Dette havde bevirket, at en lang række praktiske forældelsesspørgsmål havde måttet finde deres løsning gennem retspraksis, hvilket gjorde det vanskeligt at danne sig et overblik over retsområdet. Det var således et særskilt formål med de nye regler, at lovgivningen skulle være mere omfattende og detaljeret, således at den i højere grad end tidligere kunne skabe klarhed over retsstillingen. 3. Lovgivningsprocessen I 2001 nedsatte Justitsministeriet et udvalg, som efter 47 møder i juni 2005 afgav betænkning nr. 1460 om forældelse. Betænkningen indeholder et udkast til en ny, samlet lov om forældelse af fordringer. Efter en gennemført høring over betænkningen fremsatte justitsministeren den 28. februar 2007 to lovforslag nr. L 165 og L 166 til dels en ny forældelseslov, dels en følgelov, som hovedsagelig har til formål at bringe regler om forældelse rundt omkring i lovgivningen i overensstemmelse med forældelseslovens generelle regler. Forslaget til ny forældelseslov blev vedtaget uden ændringer hvilket for en praktisk synsvinkel indebærer, at man ved fortolkning af loven uden undtagelse kan støtte sig på bemærkningerne til lovforslaget (FT 2006-07 tillæg A s. 5577 ff) mens følgeloven undervejs blev udvidet med særlige regler om forældelse af visse krav i anledning af arbejdsskader. Lovforslagsbemærkningerne (FT 2006-07 tillæg A s. 5649 ff) må derfor suppleres med bemærkningerne i justitsministerens ændringsforslag, L 166 bilag 13, og Retsudvalgets tillægsbetænkning, FT 2006-07 tillæg B s. 1675 ff. 4. Lovens opbygning Loven rummer i alt 31 paragraffer, fordelt på ni kapitler. I kapitel 1 ( 1) angives lovens område, og i kapitel 2 ( 2) og kapitel 3 ( 3) reguleres de almindelige forældelsesfristers begyndelsestidspunkt og længde. Kapitel 4 ( 4-14) indeholder regler, der fastsætter særlige forældelsesfrister for bestemte typer af fordringer samt tillægsfrister i særlige situationer. Reglerne om afbrydelse af forældelse findes i kapitel 5 ( 15-19), og i kapitel 6 ( 20-22) præsenteres en ny figur inden for forældelsesretten foreløbig afbrydelse af forældelse. Reglerne om virkningerne af, at en fordring forældes, findes i kapitel 7 ( 23-25), mens kapitel 8 ( 26-28) indeholder bestemmelser om, at forældelseslovens regler kun i begrænset omfang kan fraviges ved forudgående aftale ( 26), en regel om beregning af frister ( 27) og en generel 26 SR-SKAT 1/2008

formodningsregel ( 28), hvorefter forældelseslovens regler som udgangspunkt finder anvendelse også på regler om forældelse i anden lovgivning. Endelig rummer kapitel 9 ( 29-31) ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. 5. Lovens område Efter forældelseslovens 1 finder loven anvendelse på fordringer på penge eller andre ydelser, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov. Lovens anvendelsesområde er afgrænset på samme måde som efter de hidtidige regler. Dette indebærer, at loven omfatter både formueretlige og ikkeformueretlige fordringer, herunder f.eks. krav på skat og underholdsbidrag. Ligeledes på samme måde som hidtil er visse fordringer undtaget fra forældelse. Det gælder således pant for hovedstolen i henhold til tinglyst pantebrev i fast ejendom og krav, der hviler på håndpant (panteret i et ejerpantebrev er formelt set en håndpanteret, men betragtes i denne forbindelse som underpant, idet dokumentet jo er tinglyst). Også krav, der er sikret ved tilbageholdsret, er undtaget fra forældelse. Dette kan dog vistnok kun gælde, i det omfang der er tale om den almindelige ulovbestemte tilbageholdsret. Det må således formentlig antages, at krav, der alene er sikret i kraft af en aftalt tilbageholdsret, som f.eks. panteretten for fragtkrav i forbindelse med afsluttede transporter i NSAB 85, 14, forældes efter almindelige regler. Med følgeloven er en lang række bestemmelser om forældelse i anden lovgivning blevet synkroniseret med forældelsesloven, til dels med de tilpasninger, som det enkelte retsområde nødvendiggør. Af egentlige særbestemmelser om forældelse findes herefter vistnok alene sådanne, som hviler på internationale konventioner. Det gælder veksel- og checklovene, som opererer med forældelsesfrister på 6 måneder, samt lov om fragtaftaler ved international vejtransport (CMR-loven). Det må dog bemærkes, at forældelseslovens regler efter lovens 28 finder anvendelse overalt, hvor der ikke findes modstående lovbestemmelser, eller hvor andet følger af forholdets særlige beskaffenhed (se f.eks. sølovens 55 og 502 om forældelse af søpant i skib og af krav i anledning af forureningsskader). Formodningsreglen i 28 vil navnlig have betydning i forbindelse med afbrydelse af forældelse, uden at der i forbindelse hermed tilvejebringes et særligt retsgrundlag, jf. herom nedenfor afsnit 6.3. 6. Forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt og længde 6.1 Begyndelsestidspunkt Som udgangspunkt regnes forældelsesfristerne både den korte og den lange fra fordringens forfaldstidspunkt eller med lovens ord: fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf. 2, stk. 1. En praktisk vigtig modifikation hertil er indeholdt i 3, stk. 2, jf. herom nedenfor i afsnit 6.2.1. Har skyldneren løbedage, regnes fristen fra løbedagenes udløb, jf. 2, stk. 2. Ved erstatningskrav henholdsvis i og uden for kontrakt begynder fristerne at løbe ved misligholdelse, henholdsvis skadens indtræden, jf. 2, stk. 3 og 4. Et andet begyndelsestidspunkt kan følge af bestemmelser i anden lov, jf. f.eks. CMR-lovens 41. 6.2 Længde De generelle regler om forældelsesfristernes længde findes i lovens 3, der bestemmer, at fordringer er undergivet forældelse efter dels en kort dels en lang frist. Det er en principiel nyskabelse, at fordringer som udgangspunkt er undergivet en kort forældelsesfrist. Efter de tidligere regler var fordringer som udgangspunkt undergivet Danske Lovs 20-årige forældelse og kun undergivet forældelse efter en kortere frist på 5 år hvis de var omfattet af opregningen i 1908-lovens 2. 6.2.1 Den korte frist Den korte forældelsesfrist er som udgangspunkt på 3 år, jf. stk. 1. For lønkrav uanset om det drejer sig om den ansattes krav på yderligere betaling eller arbejdsgiverens krav på tilbagebetaling af for meget betalt løn er den korte frist dog fortsat på 5 år, jf., 4, stk. 1. Denne bestemmelse gælder i modsætning til de tidligere regler alene krav på løn i ansættelsesforhold. Krav på andre former for vederlag for personlig virksomhed forældes efter den almindelige bestemmelse i 3. Fristen begynder efter 3, stk. 2, at løbe fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til, at han har en fordring, eller til hvem skyldneren er. Denne regel om, at begyndelsestidspunktet for den korte forældelsesfrist suspenderes ved ukendskab til fordringen eller skyldneren, har navnlig praktisk betydning, hvor fordringshaveren er ubekendt med, at han har et krav. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor en købt genstand lider af en skjult mangel, der først viser sig efter nogen tid, eller hvor fordringshaveren har været udsat for en skadelig Den nye forældelseslov 27

påvirkning, hvis følger først viser sig nogen måske lang tid senere. I sådanne tilfælde følger det af 3, stk. 2, at den korte forældelsesfrist først begynder at løbe på det tidspunkt, hvor fordringshaveren bliver eller ved sædvanlig agtpågivenhed burde være blevet opmærksom på kravet. Det ukendskab, som kan begrunde, at forældelsesfristen suspenderes, skal vedrøre det faktiske grundlag for fordringen. Der er ikke ved forældelsesloven sket nogen ændring i det forhold, at en vildfarelse med hensyn til det retlige grundlag for at rejse et krav som altovervejende hovedregel ikke begrunder suspension. Det beskrevne svarer til 1908-lovens regel, der dog også omfattede den situation, at fordringshaveren var bekendt med både fordringen og skyldneren, men var ude af stand til at gøre kravet gældende, fordi skyldneren var gået under jorden. Denne situation er ikke omfattet af forældelseslovens suspensionsregel, men derimod af bestemmelsen i 14, jf. herom afsnit 6.2.3 nedenfor. 6.2.2 De lange frister Den lange forældelsesfrist er som udgangspunkt 10 år regnet fra begyndelsestidspunktet som fastlagt efter 2, jf. 3, stk. 3, nr. 3. For visse typer af fordringer gælder dog en anden lang forældelsesfrist. Krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade og krav i anledning af miljøskade forældes således på 30 år, jf. 3, stk. 3, nr. 1, og krav på erstatning for anden skade forvoldt uden for kontraktforhold (f.eks. tingskade i forbindelse med produktansvar) på 10 år, jf. 3, stk. 3, nr. 2, og begge disse frister regnes fra den skadevoldende handlings ophør. De lange forældelsesfrister kan ikke suspenderes. Det vil således fortsat kunne forekomme, at en fordring forældes, uden at fordringshaveren overhovedet er klar over, at han har en fordring. Særligt for så vidt angår krav i anledning af personskade bemærkes, at dette markerer en ændring i forhold til tidligere ret, jf. Højesterets dom i UfR 1989.1108, hvor det blev fastslået, at den 20-årige forældelse efter Danske Lov 5-14-4 kunne suspenderes. Den særlige regel om tillægsfrist i 10, jf. herom afsnit 6.2.3 nedenfor, gennembryder dog den lange forældelsesfrist. 6.2.3 Særlige forældelsesfrister og tillægsfrister 4-14 indeholder bestemmelser om forældelsesfrister for bestemte typer af fordringer, der ikke omfattes af de generelle regler i 3. For krav, der hviler på et gældsbrev eller et særligt retsgrundlag som f.eks. en dom eller voldgiftskendelse, er forældelsesfristen 10 år, jf. 5. Det samme gælder fordringer i henhold til pengelån (uanset hvem der er kreditor) eller ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter, jf. 6, stk. 1. For andre ubevilgede overtræk f.eks. på konto- eller benzinkort er forældelsesfristen 3 år. For at der foreligger et pengelån, kræves det, at den ydelse, som fordringshaveren har stillet til skyldnerens rådighed, er likviditet. Således er kreditsælgerens krav på betaling af købesummen ikke et pengelån, men er i overensstemmelse med udgangspunktet undergivet 3-årig forældelse. Forældelsesfristen for overtræk regnes som udgangspunkt fra den enkelte debitering. Hvis de særlige betingelser i 6, stk. 2, er opfyldt, gælder dog, at forældelsesfristen for den samlede saldo er 10 år fra den seneste postering på kontoen, som skyldes andre end fordringshaveren. Det vil typisk være skyldneren selv, men kan dog også være en tredjemand, f.eks. det offentlige, som sætter et beløb ind på skyldnerens (NEM)konto. Betingelserne efter 6, stk. 2, er, at der skal være tale om en kassekredit eller anden kredit med variabelt lånebeløb, for hvilket der ikke er fastsat noget indfrielsestidspunkt. Det fremgår af forarbejderne, at der ikke må være fastsat begrænsninger i skyldnerens mulighed for at benytte kreditten. Det kan således konstateres, at betingelserne formentlig kun vil være opfyldt i pengeinstitutforhold. Krav på renter og gebyrer mv. forældes som udgangspunkt på 3 år, jf. 5, stk. 2, og 6, stk. 3, 1. pkt. Kan tilskrevne renter mv. rummes inden for en kredits maksimum, er forældelsesfristen dog 10 år, jf. 6, stk. 3, 2. pkt. En kontohavers krav på indeståendet på en konto i et pengeinstitut el.lign. forældes på 20 år regnet fra den seneste postering på kontoen, herunder også pengeinstituttets tilskrivning af renter, jf. 7. Et selskabs krav mod et fratrådt medlem af ledelsen (bestyrelse eller direktion) i anledning af, at den pågældende har tilsidesat sine pligter, forældes tidligst tre år efter, at hvervet ophørte (eller efter at selskabet var eller burde være blevet bekendt med de omstændigheder, som kravet støttes på), jf. 10. Med denne formulering markeres det, at den lange forældelsesfrist (i 3, stk. 3, nr. 3) i disse tilfælde er gennembrudt. Dette indebærer, at det selskab, som efter ledelsesmedlemmets fratræden gennemfører en nærmere undersøgelse af vedkommendes forhold, og som derved bliver bekendt med misligheder, kan gøre krav gældende inden for en frist på tre år, uanset om forholdene ligger mere end 10 år tilbage i tiden. Efter tidligere ret kunne det volde betydelige problemer at fastslå, hvornår et krav mod en kautionist for en fordring forældede. Retsstillingen på dette område er med forældelsesloven blevet væsentligt 28 SR-SKAT 1/2008

forenklet, idet 11 helt generelt bestemmer, at fordringen mod en kautionist forældes efter samme regler, som gælder for fordringen mod hovedmanden. Dette indebærer sammenholdt med 2, at forældelsesfristen for kravet mod en kautionist begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor hovedmanden misligholder (ved selvskyldnerkaution) eller (ved simpel kaution og tabskaution) fra det tidspunkt, hvor det står klart, at hovedmanden ikke kan betale. I tilfælde, hvor flere skyldnere hæfter solidarisk, og en af dem opfylder fordringen, forældes hans regreskrav mod de øvrige som udgangspunkt efter samme regler, som gjaldt for fordringshaverens krav mod disse, jf. 12, stk. 1. Denne regel tilgodeser imidlertid ikke i alle tilfælde hensynet til den indfriende skyldner på rimelig måde. Det er derfor i 12, stk. 2, bestemt, at den af skyldnerne, som fordringshaveren har rettet sit krav imod, har en tillægsfrist på 1 år til at rette sit regreskrav mod de øvrige, uanset at fordringshaverens krav mod disse var forældet. På tilsvarende måde gælder, at hvis fordringshaveren anlægger retssag mod en af flere solidarisk hæftende skyldnere, kan denne blot ved at underrette de øvrige herom opnå, at hans krav mod de øvrige tidligst forældes efter 1 års forløb, jf. 22. Den strafferetlige forældelsesfrist er for forhold, der er af blot nogen alvor, længere end den civilretlige, jf. straffelovens 93. Det er derfor ikke uden betydning, at erstatningskrav, der udspringer af et strafbart forhold, kan forfølges under straffesagen eller i kølvandet på denne, uanset at kravet er forældet efter forældelseslovens regler, jf. 13. De er dog en betingelse herfor, at skyldneren findes skyldig under sagen. En fuldstændig tilsvarende bestemmelse er ved følgeloven indsat i skatteforvaltningsloven som 34 b. I 14 behandles en række situationer, hvor fordringshaveren af den ene eller anden grund har været ude af stand til at gøre sit krav gældende mod skyldneren. I sådanne tilfælde indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at hindringen er ophørt. Denne bestemmelse kan dog ikke medføre en forlængelse af de lange frister i 3, stk. 3. 7. Afbrydelse af forældelse Den mest markante ændring i forhold til tidligere ret er, at adgangen til at afbryde forældelse ved påmindelse er afskaffet. Efter de nye regler består der alene to muligheder for at afbryde forældelse: at skyldneren erkender gælden ( 15), eller at fordringshaveren foretager retslige skridt i en eller anden form ( 16-18). 7.1 Skyldnerens erkendelse Skyldnerens erkendelse kan ske enten udtrykkeligt eller ved, at skyldneren ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse. Eksempelvis foreligger der en erkendelse omfattet af 15, hvis skyldneren betaler rente eller afdrag på gælden, eller hvis han søger om henstand. 7.2 Retslige skridt 7.2.1 Sagsanlæg mv. Som hidtil afbrydes forældelsen ved, at fordringshaveren anlægger rets- eller voldgiftssag, indleverer betalingspåkrav eller indgiver klage til et klage- eller ankenævn med henblik på at få fastslået sin fordrings eksistens og størrelse, jf. 16. Et retsligt skridt, der ikke opfylder denne betingelse, f.eks. påklage af en skatteansættelse, medfører alene en foreløbig afbrydelse af forældelsen, jf. nærmere afsnit 8 nedenfor. 7.2.2 Insolvensprocedurer Forældelse afbrydes ligeledes som hidtil også over for skyldneren personlig ved, at fordringshaveren indgiver konkursbegæring på grundlag af fordringen eller anmelder denne i skyldnerens konkursbo, tvangsakkord- eller gældssaneringssag eller dødsbo, jf. 17, stk. 1. I disse tilfælde, hvor anmeldelsen jo sker på grundlag af et proklama, indtræder der ikke forældelse før udløbet af proklamafristen (selvfølgelig forudsat at proklamaet er indrykket i Statstidende, før forældelse var indtrådt), jf. 17, stk. 3. Bestemmelsen i 17 svarer til konkurslovens 241, der derfor er ophævet. 7.2.3 Individualforfølgning Efter 18 afbrydes forældelse ved, at fordringshaveren indgiver anmodning til fogedretten om, at der foretages udlæg hos skyldneren, eller hvis der er tale om et krav, der tilkommer det offentlige ved, at pantefogeden foretager udlæg eller pålægger skyldnerens arbejdsgiver at foretage indeholdelse i skyldnerens løn. Det bemærkes, at reglerne om lønindeholdelse er under revision, og der må derfor forventes en justering af 18, stk. 4. Bestemmelserne i 18, stk. 1 og 2, svarer til retsplejelovens 527, der derfor er ophævet. 7.3 Virkningen af afbrydelse af forældelse Efter 19, stk. 1, medfører afbrydelse af forældelsen, at der begynder at løbe en ny forældelsesfrist. Dennes længde bestemmes af lovens almindelige regler. Hvis forældelsen blev afbrudt ved, at skyldneren erkendte gælden, vil den nye frist således være på 3 år, mens den vil være på 10 år, hvis forældelsen blev afbrudt ved anlæg af retssag, som sluttede med, at Den nye forældelseslov 29

fordringshaveren fik dom for sit krav, eller der blev indgået et forlig, hvorved fordringens eksistens og størrelse blev fastslået, jf. 5, stk. 1, nr. 3. I insolvenstilfældene, jf. 17, er det praktiske spørgsmål, hvor længe fordringshaveren har efter afslutningen af insolvensbehandlingen til at påbegynde inddrivelse af sit resttilgodehavende hos skyldneren personlig. Dette spørgsmål er selvsagt kun aktuelt i tilfælde af, at insolvensbehandlingen bestod i konkurs mod en personlig skyldner. Besvarelsen afhænger af, om der i løbet af konkursbehandlingen er blevet tilvejebragt et særligt retsgrundlag for fordringen mod skyldneren personlig, jf. 5, stk. 1, nr. 3. Hertil kræves, at skyldneren har påtegnet kurators indstilling om at godkende fordringen, jf. herved konkurslovens 130, stk. 2. Det forhold, at kurator under bobehandlingen anerkender en anmeldt fordring, og at der herefter udbetales dividende, indebærer ikke, at der er tilvejebragt et særligt retsgrundlag over for skyldneren. 8. Foreløbig afbrydelse af forældelse I en række tilfælde opnår fordringshaveren ikke det tilsigtede resultat med sit retslige skridt han får ikke dom over skyldneren, skyldneren erklæres ikke konkurs, eller fordringen bliver ikke godkendt under insolvensbehandlingen. Dette rejser spørgsmålet, om fordringshaveren kan foretage nye retslige skridt, uanset at forældelsesfristen er udløbet, efter at det forgæves retsskridt blev foretaget. Dette beroede efter de tidligere regler på, om fordringshaveren foretog det nye retsskridt tilstrækkelig hurtigt efter, at det havde vist sig, at det første ikke førte frem. Dette blev derfor hyppigt et selvstændigt tvistpunkt under den nye sag. Det er derfor en betydelig retsteknisk fordel, at forældelsesloven i lovens kapitel 6 introducerer begrebet foreløbig forældelse. At forældelsen er foreløbig afbrudt, indebærer, at forældelse tidligst indtræder 1 år efter, at det har vist sig, at det første retslige skridt ikke fører til det ønskede resultat, jf. 20, stk. 1 og 3. Fordringshaveren kan dog ikke påberåbe sig den foreløbige forældelse, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. nærmere 20, stk. 2. I 21 beskrives en række situationer, hvor fordringshaveren ikke foretager et retsligt skridt som nævnt i 16, men dog ved at tage initiativ til en eller anden form for sagsbehandling af betydning for fordringen tilkendegiver, at han agter at forfølge denne. I disse tilfælde indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at sagsbehandlingen er endeligt afsluttet. Dette gælder, hvis der indledes rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen (et anerkendelsessøgsmål) (stk. 1), eller hvis en sag om fordringens eksistens eller størrelse er indbragt for en offentlig myndighed eller for Folketingets Ombudsmand (stk. 2) eller for et privat klagenævn mv. (stk. 3). Som noget nyt er det i stk. 4 bestemt, at en anmodning om optagelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag (retsplejelovens 343) har virkning som en foreløbig afbrydelse, således at forældelse tidligst indtræder 1 år efter, at forretningen er endeligt afsluttet. Endelig indebærer det forhold, at der inden forældelsesfristens udløb indledes forhandlinger mellem parterne, at forældelse tidligst indtræder 1 år efter, at forhandlingerne er afsluttet (stk. 5). 9. Virkningen af forældelse I 23, stk. 1, kodificeres det, at virkningen af, at en fordring forældes, er, at fordringshaveren mister retten til at kræve fordringen opfyldt. Forældes en fordring, trækker det krav på renter og lignende ydelser med sig, jf. stk. 2. Gældende ret vedrørende betydningen af sikkerhedsrettigheder videreføres, jf. 25. Har to fordringer inden forældelsens indtræden stået over for hinanden som modregnelige, bevares adgangen til modregning, efter at forældelse er indtrådt, jf. 24. 10. Reglernes ufravigelighed, beregning af frister mv. Det var under den tidligere retstilstand antaget, at forældelsesreglerne havde karakter af beskyttelsesregler, og at de derfor ikke ved forudgående aftale kunne fraviges til skade for skyldneren. Denne retstilstand er nu blevet lovfæstet i forældelseslovens 26, stk. 1. Som noget nyt beskytter reglerne om forældelse nu også fordringshaveren, når denne er forbruger, jf. lovens 26, stk. 2. Dette har navnlig sammenhæng med, at forsikringsaftalelovens regler om forbrugerforsikringer ikke kan fraviges til skade for forsikringstageren. Reglen i 26, stk. 2, finder anvendelse på aftaler, der indgås efter lovens ikrafttræden, jf. 30, stk. 4. Det er en virkning af, at forældelseslovens regler ikke kan fraviges til skade for den fordringshaver, der er forbruger, at reglerne i AB92, der fastsætter en 5-årig reklamationsfrist, ikke vil kunne gøres gældende over for en forbruger. I sammenhæng hermed er købelovens regler om reklamationsfrist ved køb af byggematerialer, jf. købelovens 54 og 83, blevet afskaffet, jf. følgelovens 1. Hermed er 30 SR-SKAT 1/2008

den retstilstand, som blev fastslået ved Højesterets dom i UfR 2002.249, blevet henvist til retshistorien, jf. herved også bet. 1433/2003 om Forbrugerbeskyttelse ved køb af byggematerialer. Dette indebærer, at en forbrugers krav i anledning af en entreprise først ophører, når forældelse indtræder, dvs. tre år efter, at forbrugeren opdagede eller burde have opdaget manglen, dog senest efter 10 år. Som hidtil vil reglerne frit kunne fraviges ved en aftale, der indgås, efter at tvisten er opstået, ligesom en sagsøgt under en retssag kan undlade at gøre gældende, at sagsøgerens krav er forældet. I 27 findes reglerne om, hvorledes forældelsesfristerne nærmere beregnes. 11. Følgeloven med særligt henblik på skattekrav Ved følgeloven er en lang række bestemmelser om forældelse i anden lovgivning blevet bragt i overensstemmelse med forældelseslovens almindelige regler, ligesom lejligheden er blevet benyttet til at gennemføre mindre ændringer i bestemmelser af anden karakter. Ændringerne i skatteforvaltningsloven falder i tre hovedafsnit. For det første en justering af reglerne om genoptagelse til gunst for skatteyderen som følge af, at hidtidig praksis underkendes eller annonceres ændret, for det andet ændringer i reglerne om forældelse af krav afledt af en ansættelse eller ekstraordinær ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, og for det tredje indførelse af en regel svarende til forældelseslovens 13 om behandlingen af krav på unddragne skatter i anledning af strafbare forhold. Reglerne om genoptagelse til gunst for skatteyderen som følge af, at hidtidig praksis underkendes eller annonceres ændret, findes i skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 7. Efter denne bestemmelses første led kan der ske genoptagelse med virkning fra det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis. Efter bestemmelsens andet led kan genoptagelse ske fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis. Ændringen består i, at fristen i andet led er blevet forkortet fra de hidtidige 5 år til som anført 3 år. Den praktiske betydning heraf er i lyset af bestemmelsen i første led formentlig begrænset. Der kan dog som følge af den nye bestemmelse i skatteforvaltningslovens 34 a, stk. 4, der fastsætter en absolut forældelsesfrist for skattekrav på 10 år, alene ske genoptagelse for en periode på 10 år. Efter skatteforvaltningslovens 34 a, stk. 1 og 3, er den korte forældelsesfrist for krav afledt af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat 3 år, for krav afledt af en ansættelse vedrørende kontrollerede transaktioner dog 5 år. Disse frister regnes fra skattekravets forfaldstidspunkt. Dette indebærer, at fristen for fysiske personer regnes fra henholdsvis den 1. september, 1. oktober og 1. november i året efter indkomståret, jf. kildeskattelovens 61, stk. 4, og for selskaber fra den 1. november i kalenderåret efter indkomståret, jf. selskabsskattelovens 30, stk. 1, og 30 A, stk. 1. Skattekravet forældes således 3 år efter den relevante af de nævnte datoer. Da skattemyndighederne har adgang til at varsle ændringer frem til den 1. maj i det tredje kalenderår efter udløbet af indkomståret, ville myndighederne således som udgangspunkt kunne komme til at stå i den situation, at der alene var en frist på 4 måneder fra en varsling om en forhøjelse, og indtil det skattekrav, der var afledt heraf, var forældet. Dette forhold er forklaringen på, at en varsling om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat eller afgiftstilsvar eller en ansættelse heraf er tillagt virkning som en foreløbig afbrydelse af forældelsen, idet det i skatteforvaltningslovens 34 a, stk. 2, er bestemt, at forældelse tidligst indtræder 1 år efter varslingen henholdsvis ansættelsen. Endelig er der ved den nye 34 b i skatteforvaltningsloven indsat en bestemmelse, der svarer til forældelseslovens 13. Der henvises herom til afsnit 6.2.3 ovenfor. 12. Ikrafttræden og overgangsregler Det nye regelsæt er trådt i kraft den 1. januar 2008. At reglerne finder anvendelse på fordringer, der først stiftes efter dette tidspunkt, kræver ikke nogen nærmere forklaring. Reglerne finder imidlertid også anvendelse på fordringer, der er stiftet, før reglerne trådte i kraft. For at undgå, at en betydelig mængde af disse skulle forælde umiddelbart, har det været nødvendigt at etablere en overgangsordning. For disse fordringer gælder derfor, at man i en overgangsperiode på tre år, dvs. indtil den 1. januar 2011, skal undersøge spørgsmålet om forældelse både efter de tidligere og de gældende regler. Forældelse indtræder kun, hvis fordringen vil være forældet efter begge regelsæt, og da på det seneste tidspunkt. En påmindelse, som efter de tidligere regler gyldigt har afbrudt forældelse af en fordring, bevarer sin virkning, jf. 30, stk. 3. Den nye forældelseslov 31