MARTINUS LIVETS BOG KØBENHAVN 1960

LIVETS BOG

MARTINUS LIVETS BOG SYVENDE BIND VALD. PEDERSENS BOGTRYKKERI KØBENHAVN 1960

Copyright by MARTINUS 1960

DET EVIGE LIV (Fortsat fra 6. Bind) 16. Kapitel. DEN KOSMISKE VERDENSMORAL 2396. Den i Livets Bog beskrevne Guddom bliver til realistisk vaagen dagsbevidst Kendsgerning for det levende Væsen, alt eftersom det naar det herfor eksisterende Udviklingstrin og paa dette Trin bliver sansemæssigt paa Bølgelængde med denne evige Faders primære Bevidsthed. Men denne Oplevelse kan ikke gives Væsenerne af andre Væsener. Den kan kun opnaas ved absolut egen Oplevelse. Denne Oplevelse faar ethvert Væsen, naar det i Udviklingen i en tilstrækkelig Grad er naaet igennem Spiralkredsløbets Vinterzone, Mørke- eller Lidelsessfære, der ogsaa kan betegnes som de ulykkelige Skæbners Hjemsted. I denne Sfære, hvor det levende Væsen har al mulig Frihed til at gøre, hvad det vil, baade godt og ondt, lærer det at skelne imellem disse to Manifestationsprincipper eller Sansekontraster. Da man ikke kan udløse nogen som helst Form for Manifestation uden at blive Aarsag til Virkninger, kan man udelukkende kun leve i Virkningerne af sine Manifestationer. Disse Virkninger bliver derved ens egen fundamentale Livsoplevelse eller Skæbne. Om denne Skæbne bliver behagelig eller lykkelig, eller den bliver ubehagelig eller ulykkelig, afhænger altsaa af ens tidligere udløste Manifestationer og de hermed forbundne Begær og Tilfredsstillelser. Hvis disse Begærs Tilfredsstillelser har været af en saadan Natur, at de i større eller mindre Grad har kostet andre levende Væsener, Medmennesker og Dyr deres normale eller naturlige Livsoplevelse og den her ind under hørende Livsglæde eller Livslykke, er deres Væremaade altsaa af dræbende Natur.

2656 Livets Bog At formindske andre Væseners naturlige Livsglæde og Ret til at være til er det samme som at dræbe. Det er en Overtrædelse af det femte Bud, Du skal ikke dræbe". I samme Grad som man tidligere har bevirket andre Væseners Ulykke og Lidelse og dermed deres Tab af Livsglæde, i samme Grad bliver ens egen Skæbne i Dag eller i en kommende Tid bestaaende af tilsvarende Ulykke og Lidelse og det hermed forbundne Tab af Livsglæde. Det er denne Væsenets af det selv skabte ulykkelige Skæbne, der efterhaanden vil afføde den humane Evne eller den begyndende Næstekærlighedsevne og virkelige Visdoms- eller Sandhedserken delse. Og det er Oplevelse af denne virkelige Visdoms- eller Sandheds erkendelse, der udtrykkes som Den store Fødsel". 2397. Naar Næstekærligheden bliver det primære i det levende Væsens Væremaade, er det dyriske eller det Onde i dets Bevidsthed degenereret og gaaet under. Da denne dyriske Væremaade, hvis elektriske Struktur umuligt kan bringes i Kontakt med det menneskelige eller Kærlig hedsværemaadens elektriske Struktur, men her uundgaaeligt skaber Kortslutninger (Skinsyge, Skænderier, Hidsighed, Vold, Mord og Drab) er den det ufærdige Menneskes Hindring i at opnaa den fulde Kontakt med Næstekærlighedens Bølgelængde eller Universets Grundtone. Da denne Kontakt uundgaaeligt kræves, for at et Væsen kan blive kosmisk bevidst og dermed opleve sin egen Udødelighed, opleve Guddommen som realistisk Kendsgerning og Verdensaltets øvrige kosmiske Analyser som Guds Legeme og dermed Livsmysteriets Løsning, er det dyriske i Mennesket saaledes nødsaget til at blive en Spærring for det ufærdige Menneskes Opnaaelse af kosmisk Bevidsthed og dermed af Livsmysteriets Løsning. Og uden den kan det umuligt udgøre det færdige Menneske i Guds Billede efter hans Lignelse. Derfor har vi ogsaa her i Livets Bog kaldt det Onde, det dyriske eller det ufærdige i Mennesket for Tærskelens Vogtere". De ufærdige Naturer i Menneskene og forøvrigt i alle levende Væsener er saaledes den absolut eneste Aarsag til al Ulykke og Lidelse, Krig, Mord, Drab, Lemlæstelse og Sygdom, saavel som disse ufærdige Naturers Over

Det evige Liv 2657 vindelse og Degeneration udgør det absolutte Fundament for alt, hvad der kommer ind under Begrebet Kosmisk Bevidsthed" og den heraf følgende Visdom, Fred og Glæde, Lykke og Salighed. 2398. Vi er nu naaet saa langt frem igennem Livets vigtigste Analyser, at vi kan danne os et Billede af den Væremaade, der maa være helt i Kontakt med Livets Struktur og derigennem faa den Vejledning til at undgaa de mange Kortslutninger: Had, Hævn, Myrderier og Lemlæstelse eller alt, hvad der ligger til Grund for Menneskets ulykkelige Skæbner. Det, det i særlig Grad drejer sig om, er dette, at komme til at forstaa, at hele det ufærdige Menneskes Bevidsthed eller Mentalitet og den heraf følgende Væremaade udelukkende kun er bygget op af to store mentale Energikombinationer. Disse to Energikombinationer udgør det, vi kender som Hadet og Kærligheden. Vi ved ogsaa, at disse to Energiarter hører ind under Kontrastprincippet, paa hvilket al Sansning er baseret. Hadet repræsenterer mentalt Mørke, og Kærligheden repræsenterer mentalt Lys paa samme Maade, som sort Farve repræsenterer Mørke, og hvid Farve repræsenterer Lys rent fysisk materielt set. Imellem det helt mørke og det helt lyse eksisterer der mange Kombinationer mentalt set. Af disse bestaar alle levende Væseners Bevidsthed. Disse Bevidstheder kommer igen til at fremtræde som mørke og lyse, alt eftersom de henholdsvis i deres Kombination rummer mest Mørke eller mest Lys. Og de levende Væsener kommer derved hver især saaledes til at fremtræde som Mørkets eller Lysets Væsener, alt eftersom Mørket eller Lyset er det fundamentale eller herskende i deres Bevidsthed eller Sind og dermed i deres Væremaade. 2399. Paa et vist Stadium i Udviklingen udtrykkes Mørkets Væsener som onde" Væsener. Og vi er her ved Kærnepunktet i alt eksisterende mentalt Mørke imellem de jordiske Mennesker. De tror, deres Medmennesker er onde", naar de udløser Handlinger ud fra mentalt Mørke, ligesom de opfatter Medvæsenerne som gode", naar de handler ud fra mentalt Lys. Her er det absolut en Hovedbetingelse for enhver Forsker

2658 Livets Bog eller ethvert Menneske, der vil tilegne sig den rette Væremaade og komme ud af Overtroens Forbandelse, at sætte sig ind i, hvorfor Væsenerne handler ud fra Mørkets Mentalitet, eller de handler ud fra Lysets Mentalitet. Naar man tror, at et Menneske er ondt, skyldes det den store Fejltagelse, at man tror, at dette at være ond" eller god" kun er en Villiesakt. Hvis Væsenernes Væremaade var saa enkel, var det ingen Sag at være god. Saa kunde alle med Magt tvinges til at være gode. Og det er det, man mener, man kan opnaa med alt, hvad der kommer ind under Begreberne Straf, Hævn og Tugt. Man tror hermed at kunne vænne de saakaldte Forbrydere" af med at være Forbrydere", hvilket vil sige det samme som at vænne dem af med at være onde Mennesker". Men man har endnu aldrig set, at Straf, Hævn og Forfølgelse har kunnet forvandle noget Væsen, saaledes at det derved, fra at tilhøre et lavere Udviklingstrin er kommet til at tilhøre et højere Udviklingstrin. Med Straf og overlegen Magt kan man naturligvis tvinge et Menneske til at afstaa fra sine eventuelle dødbringende Handlinger, men dette sker ikke med det samme Væsens frie Villie. Straf og Tvang kan saaledes kun skabe en Slags Dressur, ligesom man kan tvinge Dyr til visse Handlinger ved Vold og Magt. Hverken Menneskene eller Dyrene bliver derved løftet fra deres normale Udviklingstrin og op til et højere Trin. Derfor vil ogsaa det nuværende Straffesystem være ganske fejlagtigt. 2400. Menneskeheden vil, som vi tidligere har berørt, helt forandre sit nuværende Straffesystem til en ren human Praksis, hvor man ganske rigtig beskytter Samfundet mod de saakaldte Forbrydere"s farlige Udslag uden i Form af Straf eller brutal og primitiv Fængsling. Alle mindre udviklede Væsener, der er farlige for det normale Samfund, vil ikke være frigivet til at leve i dette. Derimod er der reserveret disse Væsener et Omraade indenfor Staten, i hvilket de under særlig Kontrol kan leve uden at kunne komme til at skade andre Beboere af samme Omraade. Rent bortset fra denne Begrænsning, kan de her leve et frit Liv. De kan gifte sig, de kan faa Uddannelse i og Arbejde ved hvad som helst, de

Det evige Liv 2659 maatte have Lyst til og som passer for deres Evner og intellektuelle Anlæg. Et saadant Omraade vil ikke udgøre et Fængsel, men derimod et lille Kulturomraade med Skoler, Teatre, Biografer, Sportsbaner og Idræts huse o.s.v. Disse Mennesker, der, paa Grund af deres underudviklede Tilstand, maa opholde sig her, befinder sig saaledes ikke i noget nedværdigende Fængsel eller noget nedværdigende Tugthusomraade. De befinder sig her udelukkende for at blive vænnet til at kunne leve i det virkelige normale og frie Samfund udenfor. At være underudviklet, og derfor umuligt kan opfatte og acceptere den højere Moral og Kulturbasis, der paabyder, at man ikke maa myrde eller dræbe ikke maa bedrage ikke maa stjæle, røve og plyndre eller paa anden Maade skade sin Næste, kan umuligt være en Forbrydelse". At behandle saadanne Mennesker som Forbrydere" er det samme som at straffe dem for noget, de umuligt forstaar. Det er næsten det samme som at straffe Børn, fordi de er Børn. Det er det samme som at straffe det blinde Menneske, fordi det ikke kan se. Det er en skrigende Overtrædelse af Livets Love. Derfor vil Udviklingen fjerne Nutidens autoritative, men falske Moralbegreber om Fængsling og Straf. Men det er ikke blot Statens falske Begreber om Straf og Gengældelse for underudviklede Væseners tilsvarende underudviklede Manifestationer eller Handlinger, der vil degenerere og forsvinde for at give Plads for en human Opfattelse af de underudviklede Væsener og deres Væremaade. Den samme Opfattelse vil naturligvis ogsaa efterhaanden forsvinde bort i Forholdet Mand og Mand imellem, fordi man ogsaa her vil komme til at indse Taabeligheden i at hævne og straffe mindre udviklede Væsener for deres, fra deres eget Udviklingstrin set, normale Handlinger. Man vil ligeledes indenfor den kommende højere Verdenskultur være fuldt indforstaaet med, at virkelige Forbrydere" absolut ikke eksisterer. 2401. Naar Mennesker med de særlige underudviklede Trins Handlinger er blevet betragtet som Forbrydere", skyldes det altsaa Betragternes totale Uvidenhed eller manglende Evne til at vurdere det, de bliver

2660 Livets Bog Vidne til i Form af disse Handlinger. Og det er dette, der er Aarsagen til Verdens Ragnarok eller Dommedagstilstand, hvad enten det gælder Nationernes eller Staternes indbyrdes Forhold eller Forholdet Mand og Mand imellem. Og det var netop denne Menneskenes Uvidenhed og fejlagtige Indstilling til deres Fjender, Kristus med sin guddommelige Væremaade afslørede paa Golgathas Kors, idet han der aabenbarede den fuldkomne Kærlighed, der ligesaa godt gælder Fjende som Ven. Midt i sin forfærdelige Lidelse paa Korset, raaber han til sin himmelske Fader og beder for sine Bødler, Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Det er Efterfølgelsen af denne Væremaade overfor sine Fjender, der udgør den ny Verdensgenløsning og dermed er Verdens Frelse eller absolut eneste sikre Vej til Verdensfreden. Og vi vil nu her i de kommende Analyser vise, hvorledes Livet selv aabenbarer denne Væremaade, der er i Kontakt med den højeste Livslov, og som netop gælder for den Livsepoke, Jordens Mennesker staar paa Grænsen til at skulle betræde. 2402. Hvordan skabes nu en saadan højere Livsepoke, hvor Væsenerne kommer til at elske sin Næste som sig selv og i Kraft af denne Kærlighed kommer til at opleve Livsoplevelsens Kulmination? Igennem tidligere Analyser i nærværende Værk Livets Bog" har vi faaet Grundanalyserne for Livsoplevelsens Passage igennem Mørkets og Lysets Kulminationer. Vi ved saaledes, at det levende Væsens evige Struktur bestaar af et navnløst Noget" eller dets evige Jeg", dets evige Skabeprincip og dets evige Organismeprincip. Vi ved saaledes, at disse tre Principper danner den uadskillelige Enhed, der udgør det, vi oplever som Det levende Væsen". Et levende Væsen maa nemlig uundgaaeligt bestaa af et Jeg eller et Noget", der kan opleve og skabe, hvilket igen vil sige: kan opleve Omgivelserne og ligeledes give sig til Kende for Omgivelserne og derved befordre den Kombination af Energi og Bevægelse eller Vibration, der kendes som Livets Oplevelse". Men denne det levende Væsens Tilkendegivelse for og Oplevelse af Omgivelserne befor

Det evige Liv 2661 dres og reguleres ligeledes af et evigt Princip. Dette evige Princip kender vi fra tidligere Analyser som nden højeste Ild". Dette Princip befordres igennem et Organsystem, vi kender som De sympatiske Anlæg", og hvis Funktion hovedsagelig kun er kendt som det levende Væsens Parringseller Kønsdrift. Det er ogsaa de samme Anlæg, der bevirker Væsenernes Fremtræden som Hankønsvæsener" og Hunkønsvæsener". 2403. Den seksuelle Struktur afslører saaledes her, at den udløses igennem to særlige modsatte Manifestationsprincipper, som vi udtrykker som Den maskuline Pol" og Den feminine Pol". Disse to Poler er altsaa til Stede i ethvert levende Væsen. Og det er disse to Polers indbyrdes Forhold til hinanden i det levende Væsen, der udelukkende bestemmer hele dets Livsoplevelsestilstand, dets Forhold til andre levende Væsener, dets Forhold i Ægteskabet og Parringsdriften, dets Fremtræden som Dyr eller Menneske, dets Væremaades Natur og dermed dets Moral og Plads paa Udviklingsstigen, dets Forhold til Reinkarnation og Skæbne, dets Forhold til den fysiske og aandelige Verden, dets Forhold til Gud, dets Viden og Kunnen med Hensyn til baade dets fysiske og aandelige Tilværelse, dets Opfyldelse af Næstekærlighedsloven eller dette at elske sin Næste som sig selv. Ingen som helst Form for Livsoplevelse og Manifestation kan overhovedet finde Sted uden at være et Produkt af en særlig Konstellation eller et særligt Forhold imellem de nævnte Poler i det paagældende Væsen. Disse to Polers indbyrdes Forhold er foranderligt og gør derved ogsaa Individets mentale og kropslige Struktur foranderlig. Og det er dette Polernes skiftende indbyrdes Forhold til hinanden i Væsenet, der befordrer hele dets Forvandling til alle Kredsløbets forskellige Livsstadier og de hermed forbundne fysiske og aandelige Organismer eller Legemer. 2404. Denne Polbevægelse i Væsenet danner ligesom en Slags evig Rytme. Den feminine og maskuline Pol i Væsenet kan være totalt jævnbyrdige. Og Væsenet bliver da efterhaanden et totalt aandeligt Væsen, hvorved dets Reinkarnation eller Genfødelse paa det fysiske Tilværel

2662 Livets Bog sesplan kommer ind i sidste Fase for efterhaanden helt at ophøre. Og efter at være totalt jævnbyrdige i en vis uafbrudt Epoke paa det aandelige Plan forandres de to Polers Konstellation i Væsenet hen imod et Stadium, hvor den ene Pols Udfoldelse gradvis har udviklet sig til en højeste Udfoldelsestilstand i Renkultur. Da den anden Pol ikke har været Genstand for en lignende Forandring eller Vækst, men næsten befinder sig i samme Tilstand, som da begge Polerne var jævnbyrdige, har den udviklede Pol helt overtaget Føringen og er blevet Fundament for det paagældende Væsens hele Bevidsthedsstruktur. Paa det Livsstadium, hvor den ene Pol saaledes er i sin højeste Udfoldelse, medens den anden Pol endnu er latent eller befinder sig i sin Mindsteudfoldelse, er det levende Væsen et Dyr i Renkultur". Det Væsen, i hvilket det er den maskuline Pol, der befinder sig i sin kulminerende eller højeste Udfoldelse, medens den feminine Pol er latent, udgør et Hankønsvæsen" i Renkultur, ligesom et Væsen, i hvilket det er den feminine Pol, der befinder sig i sin kulminerende eller højeste Udfoldelse og den maskuline Pol er latent, udgør et Hunkønsvæsen" i Renkultur. 2405. Men Polforvandlingen standser ikke her, og derfor kan intet kulminerende Hankønsvæsen eller Hunkønsvæsen blive ved med at være et Dyr i Renkultur. Paa et givet Stadium i dette Væsens Fremtræden som Dyr i Renkultur begynder den stagnerende Pol ogsaa at udvikle sig. Og den bliver nu ved med at vokse, til den bliver jævnbyrdig med den anden Pol i Væsenet. Og med denne den stagnerede Pols Vækst i Væsenet ophører det med at være et Dyr i Renkultur. Med den modsatte Pols Udvikling i Væsenet opstaar der et nyt Bevidsthedsomraade, nemlig det begyndende menneskelige Bevidsthedsomraade". Og det er i dette, den modsatte Pols Vækstomraade, at det jordiske Menneske befinder sig. Det jordiske Menneske kommer derved til at repræsentere denne ny Form for Bevidsthed i samme Grad, som den modsatte Pol i dets Psyke vokser. Dette nye Bevidsthedsomraade afføder alt, hvad der af Sanseevner kommer ind under Begrebet Intellektualitet og Humanitet og dernæst In

Det evige Liv 2663 tuitionsevnen. I Kraft af denne Evnes Udfoldelse bliver Væsenet tilsidst identisk med det totalt fuldkomne Menneske i Guds Billede efter hans Lignelse, saaledes som netop Bestemmelsen med det levende Væsen er udtrykt i den kristne Verdensreligion. 2406. Det er saaledes den modsatte Pol, hvilket, som før nævnt, vil sige: den feminine i Manden og den maskuline i Kvinden, der befordrer disse to Slags Væseners Forvandling fra Dyr til Menneske. Det ufærdige Menneskes Psyke bestaar saaledes af et dyrisk Bevidsthedsomraade og et menneskeligt Bevidsthedsomraade, der henholdsvis befordres af den ordinære Pol og den modsatte Pol. Da det begyndende menneskelige Bevidsthedsomraade i Mennesket afføder alle de virkelige humane og højintellektuelle Evner, er det blevet kaldt Det Gode", medens det dyriske Bevidsthedsomraade, der afføder alle de Tankearter eller Bevidsthedstendenser, der befordrer Had, Hidsighed, Vrede, Skinsyge, Mord og Drab eller alle Former for Krig, bliver udtrykt som Det Onde". I Kraft af dette lille Tilbageblik paa Realiteter, vi alle kender fra tidligere Analyser her i Livets Bog, har vi faaet en Forudsætning for virkeligt at kunne se Livets eget Grundlag for Skabelsen af Væsenernes Livsoplevelses- og Manifestationsevner. Og udelukkende ud fra dette kan vi her aabenbare, hvad der vil være den absolutte Verdensmoral eller Vejen til den virkelige Fred paa Jorden, hvilket vil sige: Oplevelsen af den guddommelige Tilstand, i hvilken hverken Krig, Had eller Hævn kan eksistere, men hvor Fred, Intellektualitet, Visdom og Kærlighed har til Huse. 2407. Det, vi her gerne vil gøre klart, er netop det, der er det absolut vigtigste i al menneskelig Tilværelse og den absolut eneste virkelige Aarsag til, at nærværende Værk, Livets Bog, med Livets kosmiske Analyser er skabt og under Forsynets Beskyttelse har kunnet gennemføres, er dette, at skabe den fulde Forstaaelse af vor Næstes særlige Livsindstilling og hans heraf følgende Væremaade. Manglen paa denne Forstaaelse imellem Menneskene indbyrdes er katastrofal, idet det udelukkende er denne, der skaber Menneskenes nuværende Samliv om til det Ragnarok, den Dom

2664 Livets Bog medag eller det aabenlyse og skjulte Krigsbaal, der har sin underminerende og farlige Ild alle Vegne. Kort sagt, det er saaledes en total Uvidenhed om den guddommelige Verdensplan og de levende Væseners Skæbnedannelse og Plads i denne guddommelige Plan, der er Aarsag til alt det saakaldte Onde". Men selv om vor Hjælp er begrænset, er den alligevel totalt uundværlig for Mennesker, der i deres Udvikling er naaet frem til et saa fremtrædende intellektuelt Stadium, at de kan forstaa Analyserne, saa disse kan have positiv Virkning i de paagældende Væseners Bevidsthed og Sindelag og dermed i deres Væremaade. 2408. For at faa tilegnet sig Forstaaelsen af de kosmiske Analyser og dermed af Livsmysteriets Løsning, kræves der ikke blot Intelligens. Intelligens alene kan ligesaa godt bruges til at skabe raffinerede Planer, ved hvilke man kan udnytte sin Næste paa egoistisk Maade eller hævne sig paa ham, ligesaavel som man kan bruge Intelligensen til at skabe de mest glimrende Planer, ved hvilke man paa bedst mulig Maade kan tjene sin Næste og dermed skabe en fuldkommen Væremaade. Og her er det, at vi kommer til Spørgsmaalet: hvad er det, der faar Væsenet til at anvende sin Intelligens i det Godes eller det Ondes Tjeneste? Svaret herpaa kan udelukkende kun blive dette, at Væsenets Anvendelse af sin Intelligens enten i det Godes eller i det Ondes Tjeneste afhænger af den Kapacitet, som dets humane Evne eller sympatiske Anlæg er udviklet til at kunne præstere. Medens Intelligensen kan udvikles ved Erfaring og Undervisning, kan Humaniteten ikke udvikles ved Undervisning. Den kan udelukkende kun udvikles ved Lidelseserfaringer. Alle Sygdomme, ulykkelige Skæbner eller Tildragelser, Sorger og Bekymringer o.s.v, som Væsenet i tidligere Liv har gennemgaaet, efterlader i Væsenets nuværende Liv en ubevidst Hukommelse om disse Tildragelser. Dette vil igen sige, at Væsenet fornemmer det slet ikke som Hukommelse. Rent fysisk, hjernemæssigt kan det naturligvis ikke huske noget som helst fra sine tidligere Liv. Al Smerte- eller Lidelseserfaring bliver paa det aandelige eller psykiske Plan omdannet til en Evne til i Bevidstheden at danne, ikke blot

Det evige Liv 2665 et rent intelligensmæssigt, men ogsaa et følelsesmæssigt eller sjæleligt Billede i ens inderste Selv" af de Lidelser, man bliver Vidne til, at ens Næste mere eller mindre martres under. Idet Væsenet saaledes med denne Evnes Udvikling, ikke blot rent hjernemæssigt eller teoretisk, men ogsaa i sin egen Følelsesevne kan fornemme sin Næstes Lidelser og blive ligesaa bevidst i disse som i sine egne eventuelle Lidelser, afføder denne Evne i Væsenet en Lyst til at hjælpe vedkommende Næste ud af hans Lidelse eller Nød. Det er denne Evne, der bevirker, at vi kan føle Medlidenhed med andre Væsener, der befinder sig i ulykkelige Tilstande. Hvis et Menneske endnu kun er udviklet til kun at kunne begribe sin Næstes Lidelse med Hjernen, men ikke med Hjertet, hvilket vil sige, den humane Følelsesevne, føler det ikke nogen som helst Trang til at hjælpe sin trængende Næste. Her er de sympatiske Anlæg endnu saa begrænsede, at de i Virkeligheden kun kan udløse den rent parringsmæssige Sympati til Ægtefælle, Afkom og Familie. 2409. Idet den humane Evne saaledes ikke kan udvikles ved Undervisning, men kun igennem selvoplevede Lidelseserfaringer, kan kun Livet selv udvikle denne Evne hos Væsenerne. Den Sympati- eller Kærlighedsudløsning, der befordres af et højere udviklet sympatisk Anlæg eller en human Evne, kan aldeles ikke fattes eller forstaas af et Væsen, der kun besidder et meget mindre udviklet sympatisk Anlæg. Jo mindre udviklet et Væsens sympatiske Anlæg er, desto mindre Kærlighed eller Humanisme kan det udløse i sin Væremaade overfor sin Næste, ligesom det omvendte er Tilfældet, jo mere udviklet dets sympatiske Anlæg er. Hvor meget man er i Stand til at føle Sympati for sin Næste og dermed Lyst til at hjælpe ham i eventuel Nød og tilgive ham Ubehageligheder, han eventuelt har forvoldt en, vil saaledes i Realiteten ikke være afhængigt af ens Forstand, men vil derimod blive bestemt af ens humane Følelse. Er denne Følelse endnu meget primitiv hos en, er det ikke ret meget, man tilgiver sin Næste. Ja, ud fra et saadant Sindelag betragter man det ligefrem som Vanære eller nedværdigende at skulle tilgive andre Væse

2666 Livets Bog ner deres eventuelle Forseelser imod en. I et saadant Sindelag vil som oftest en meget stærk Hævn- eller ond Gengældelseslyst gøre sig gældende. Og det er saadanne Sindelag, der skaber og vedligeholder Krigen i Verden, baade mellem Nationer og Mand og Mand imellem. Hvis der endelig foreligger en Tilgivelse fra et Væsen med et saadant Sindelag, er den som oftest kun hjernemæssig, hvilket vil sige teoretisk. Den kan jo ikke gives ved Hjælp af den virkelige humane Evne, hvis denne ikke er tilstrækkelig udviklet hos Væsenet. Den teoretiske Tilgivelse kommer som Regel kun i Stand der, hvor den giver sit Ophav en stor praktisk Fordel paa en eller anden Maade materielt eller økonomisk set. Tilgivelsen er saaledes her ikke givet af virkelig Sympati eller Kærlighed, men derimod udelukkende af egoistiske Grunde. Tilgivelsen er her ikke nogen virkelig Tilgivelse, men kun en som Tilgivelse camoufleret Overflade, under hvilken der stadig kan lure Nag, Bitterhed og Vrede imod den anden Part. Men den teoretiske Tilgivelse er bedre end slet ingen Tilgivelse. Den virkelige Tilgivelse er den, der er givet baade med Forstand og Hjerte og dermed har forenet de to stridende Parter i virkelig Sympati og Kærlighed. 2410. Man forstaar saaledes her, at der kan være Situationer, i hvilke Parterne eller en af Parterne er saa langt tilbage i Udvikling, at den slet ikke engang har Evne til at give en teoretisk Tilgivelse, ligegyldigt hvor gavnlig og logisk denne saa end vilde være for Parterne. Og her kan Væsenerne ikke undgaa at leve i Krig. Hvor stor et Menneskes Kærlighedsevne eller sympatiske Anlæg er, kan det altsaa ikke selv gøre noget ved, ligesaa lidt som det kan gøre ved, hvilke Erfaringer det har og ikke har i Dag. Den Viden og Klogskab, det først faar paa et senere Tidspunkt, kan det umuligt handle efter i Dag. Og her er det, at det ufærdige Menneske meget ofte ødelægger sin fremtidige Skæbne, baade i dets nuværende og i dets kommende Liv, ved ikke at kunne forstaa, at dets Næste ikke kan yde større eller mere human eller retfærdig Væremaade end ud fra den Kapacitet, der udgør Grænsen eller Højdepunktet for hans

Det evige Liv 2667 Udvikling. Den Udvikling, han endnu ikke har opnaaet, kan selvfølgelig ikke give ham nogen som helst forøget Kapacitet. Naar det, Menneskene venter sig af Medmenneskenes Væremaade, ikke altid kan ydes, idet det overstiger den Kapacitet i Væremaade, der er Toppunktet af de samme Væseners Udvikling, Viden og Kunnen, bliver Menneskene vrede og bitre paa saadanne mindre udviklede Mennesker og vil hævne sig paa dem eller straffe dem. Og er det ikke for at tjene dette Formaal, at Staternes eller Nationernes Fængsler, Tugthuse og Straffeanstalter er opførte? Og kalder man ikke saadanne underudviklede Mennesker Forbrydere"? Kan noget være mere taabeligt eller være en større Vildfarelse end dette, at forlange af et Menneske, at det skal manifestere Handlinger eller en Væremaade, der ligger himmelhøjt over Toppunktet af det, det kan opfatte og forstaa som Idealisme eller Moral? Det er saaledes taabeligt at bedømme ens Næste ud fra sit eget Synpunkt. Han kan kun bedømmes ud fra hans eget Synspunkt eller det Udviklingstrin, han i Øjeblikket befinder sig paa, og ikke fra det Udviklingstrin man selv befinder sig paa, eftersom dette kan udgøre et Trin, der ligger højere end hans, ligesom det naturligvis ogsaa kan være et Trin, der er lavere end hans. 2411. Det er saaledes skrigende ulogisk ikke at regne med det Udviklingstrin, et Menneske befinder sig paa, naar man vil bedømme dets Psyke og Væremaade. En retfærdig Analyse af et Væsens Psyke kan kun være en Analyse af dets virkelige Udviklingstrin og ikke en Analyse af et Udviklingstrin, der udgør et helt andet end netop det, nævnte Væsen befinder sig paa. Men paa Grund af Menneskenes endnu meget mangelfulde Viden om et Væsens sjælelige eller aandelige Struktur bedømmer de næsten altid andre Mennesker ud fra deres eget Udviklingstrin uden at ane, at de Mennesker, de saaledes bedømmer, eventuelt repræsenterer et helt andet Udviklingstrin. Hvis dette Udviklingstrin udgør et lavere Trin end deres eget, repræsenterer disse Mennesker selvfølgelig en Moral eller Livsopfattelse, der er lavere end de førstnævnte Væseners. Denne

2668 Livets Bog lavere Moral eller Livsopfattelse vil da af de førstnævnte Væsener i værste Tilfælde blive betragtet som Forbrydelse" og Væsenerne som Forbrydere". Og vi er her ved Roden til alt ondt i Verden. Hvad enten vi staar overfor en Verdenskrigs Helvedesrædsler eller Dødedanse eller det blot er en lille spagfærdig Udløsning af Antipati mellem to Mennesker, vil Grundaarsagen altid i sin inderste Analyse være Parternes fejlagtige Bedømmelse af hinandens særlige Moral eller Livsopfattelse. Hvis Universiteter, Skoler og Læreanstalter blot havde saa megen psykologisk Viden eller Indsigt i Menneskets sjælelige Struktur, at de kunde oplyse deres Elever om, at ethvert Menneske har sin særlige medfødte Livsoplevelsesevne, ligesom det har sine medfødte blaa eller brune Øjne, og ligesom det ikke kan gøre ved, at det har blaa eller brune Øjne, saaledes kan det heller ikke gøre ved, hvilken Kapacitet dets medfødte Livsoplevelsesevne repræsenterer, vilde man hermed skabe det psykiske Fundament i Menneskesindet, uden hvilket en virkelig Verdensfred vil være absolut umulig. Hvordan skal et Menneske kunne have anden Forstaaelse af Moral eller Væremaade end den, der er Toppunktet af, hvad dets Livs oplevelsesevnes højeste Kapacitet kan yde det? Hvordan skal de mindre udviklede Væsener komme til at tro paa og faa Tillid til de højere udviklede Væseners Moral og Væremaade, naar de straffer og henretter de mindre udviklede Væsener netop fordi de er mindre udviklede? 2412. Naar vi her er kommet til Grundaarsagen til al Krig og Ufred og de heraf følgende ulykkelige Skæbner, er vi i Stand til teoretisk at kunne begrænse denne hidtil altbeherskende døds- og lidelsesbefordrende Overtro, at de levende Væsener, som vi har lært at kende som Fundamentet for Guds Bevidsthed, Manifestation og Livsoplevelse, altsaa som Guds Sanse- og Manifestationsredskaber, skulde være Forbrydere", skulde være virkelige djævlebesatte onde Væsener i absolut eller kosmisk Forstand. Vi ved igennem vore kosmiske Analyser, at noget virkeligt absolut ondt" ikke findes i Universet. Det er rigtigt, at der findes to Slags Væremaade i Verden: en vi kalder ond", og en vi kalder god".

Det evige Liv 2669 Men vi ved ogsaa, at hvis den ene af dem ikke eksisterede, kunde den anden umuligt sanses. Var der ikke noget Mørke, kunde vi ikke sanse Lyset, og var der ikke noget Lys, kunde vi ikke sanse Mørket. Alt det, vi kender, kender vi kun paa Grund af dets Modsætning eller Kontrast. Vi maa derfor lære at se paa det saakaldte Onde" som det, det er, og ikke som det, det ikke er eller som det, det paa Grund af Uvidenhed menes at være. Men da det saakaldte Onde" er en Livsbetingelse for Vedligeholdelsen af Væsenets evige Livsoplevelsesevne, er det allerede af den Grund nødvendigt at udtrykke det som et Gode", selv om det er et ubehageligt Gode" i Forhold til det saakaldte Gode". Begge Realiteterne er skabte Foreteelser. De kan derfor overfor deres Skaber: det levende Væsen, som er hævet over al Materie, kun være underordnet Materiale for dets Skabelse og Oplevelse af dets evige Liv og Tilværelse og dermed af Tid og Rum, hvis overlegne Ophav og Herre det dermed saaledes ogsaa er. 2413. Da det levende Væsen saaledes er hævet over den saakaldte Død", Tid og Rum, Ondt og Godt, idet disse Foreteelser kun eksisterer som det levende Væsens Frembringelser eller skabte Foreteelser, er det i sig selv eller i sin egen kosmiske Natur urørligt. Her kan det ikke paa nogen som helst Maade rammes af noget som helst af Væsener eller Ting. Det er her i sit eget Jeg's Element evigt uforanderligt rodfæstet i og eet med Guds Straaleglorie. Men for at kunne opleve denne sin Udødelighed og Identitet som Livets Herre og eet med Gud, er det, at det med sin Skabeevne kan skabe Organismer, Sanseorganer og yderligere supplerende Skabeevner, i Kraft af hvilke det kan operere med Materien og i Resultaterne heraf i Form af de materielle fysiske, dødelige Oplevelsesorganer eller timelige Foreteelser, opleve den Modsætning til sin egen evige kosmiske Tilværelse, som er nødvendig, for at det i det hele taget kan erkende denne sin evige, udødelige Tilværelse og Ophøjethed i Guds Eksistens, Bevidsthed og Straaleglorie. 2414. Det er Væsenets Tilegnelse af denne foran beskrevne Ophøjet 27 Livets Bog VI.

2670 Livets Bog hed, der er Maalet for de levende Væseners Gennemlevelse af hele det fysiske Tilværelsesplan. Det er Slutfacittet paa alt, hvad der kommer ind under Begrebet Udvikling. Uden Gennemlevelse af det fysiske Tilværelsesplan, lige fra de første spæde Mineralskabelser og frem gennem Planteog Dyretilværelsen og den jordiske Mennesketilværelse, vilde det levende Væsen aldrig nogen Sinde kunde blive bevidst i Kosmos, Universet, Guddommen eller det evige Verdensbillede. 2415. Vi har her igennem Livets Bog set hvorledes, at hele denne lange Epoke udelukkende udgør een eneste stor fortsat permanent Udvidelse og Fuldkommengørelse af Bevidsthed, der igen er Fundamentet for Væsenets Livsoplevelse og Manifestation. Da det levende Væsens Jeg er hævet over al Materie, Tid og Rum, idet det i sig selv udgør en evig Realitet, kan det kun manifestere sig, hvilket vil sige: opleve og skabe ved Hjælp af Materie. Derfor er det i Kraft af sin evige Struktur i Stand til af denne Materie at danne sig Organismer, hvilket vil sige: Redskaber, i Kraft af hvilke det kan beherske Materien og i den manifestere sin egen Tilkendegivelse overfor Omgivelserne og ligeledes igennem den opleve Omgivelsernes Tilkendegivelse af deres Eksistens. Det vil saaledes ved Hjælp af Organismerne befinde sig i en permanent fortsat Vekselvirkning imellem sin egen Tilkendegivelse eller Manifestation og Omgivelsernes Manifestationer. Det er denne Vekselvirkning, vi kender som Livets Oplevelse". 2416. Ser vi paa denne lange Vekselvirkning mellem det levende Væsen og dets Omgivelser i den fysiske Verden, ser vi hvorledes, den fra sin svage og primitive Begyndelse og frem til det færdige Menneske - Mennesket i Guds Billede eller det gudbevidste Menneske, voksede frem til en kulminerende, dramatisk Epoke, hvor Væsenerne maatte dræbe for at leve, hvilket vil sige: at Væsenerne maatte ødelægge hverandres fysiske Organismer eller Legemer, altsaa Redskaberne for deres fysiske Livsoplevelse. Ja, disse Redskaber blev ligefrem en livsbetingende Føde for andre Væsener. Da Væsenet ved at miste sit fysiske Redskab ikke kunde

Det evige Liv 2671 manifestere eller tilkendegive sig paa det fysiske Tilværelsesplan, og Væsenerne i vaagen, fysisk Tilstand ikke var bevidst i det psykiske eller aandelige Plan, opstod den Overtro, at Væsenerne ved at miste den fysiske Organisme døde, blev udslettet af de Levendes Tal. De eksisterede simpelthen ikke mere. Derfor kom denne dramatiske Hændelse i sin værste Udfoldelse til at hedde: Død, Mord og Drab. 2417. Men da de døde" eller diskarnerede Væsener havde Evne til igennem de inkarnerede fysiske Væseners Forplantningsprincip atter at kunne skabe en ny fysisk Organisme, blev de atter i Stand til at manifestere sig paa det fysiske Tilværelsesplan. Men Erfaringerne for baade de dramatiske Hændelser saavel som Erfaringerne for de behagelige eller lyse Oplevelser i dets tidligere Liv, omdannedes til Bevidsthed, hvilket vil sige: til Viden, Evner og Anlæg. Samtidig blev Væsenets fysiske Livsoplevelse i Kraft af dets Udskiftning af fysiske Organismer opdelt i smaa fysiske Livsepoker, der hver især begrænsedes af det paagældende fysiske Legemes Eksistens- eller Levetid. Det er disse smaa Livsepoker, vi kender som vore fysiske Jordliv. Disse Jordliv opretholdes altsaa ved, at det evige Væsen er inkarneret i en fysisk Organisme, saalænge denne endnu ikke ved Lædering eller Slitage (Alderdom) har mistet sin Duelighed som Manifestationsredskab for Væsenet. For hver Gang Væsenet har maattet udfri sig fra sit fysiske Legeme paa Grund af Lædering eller Slitage, faar det, som vi allerede ved, en aandelig Tilværelse, indtil det atter har faaet Betingelser for at kunne inkarnere i en ny fysisk Organisme. For hver Gang Væsenet inkarnerer i en fysisk Organisme, er det blevet beriget med Talenter, opstaaet af de Erfaringer, Lidelser og Behageligheder, det i dets tidligere fysiske Inkarnationer har oplevet. Dets Bevidsthedsomraade vokser altsaa for hver ny fysisk Inkarnation, det oplever. Det bliver saaledes et fuldkomnere og fuldkomnere Væsen for hver Gang, det genfødes i fysisk Tilværelse. Men idet Væsenet saaledes faar en større og større Bevidsthed og dermed en tilsvarende voksende Begavelse til at kunne manifestere sig i et tilsvarende større og større Omfang, vokser dets 27*

2672 Livets Bog Evne til at bygge en ny og fuldkomnere Organisme ogsaa i en tilsvarende Grad. Ellers nyttede det ikke, at dets Bevidsthed udviklede sig til større og større Fuldkommenhed. Hvis ikke dets Organisme eller Redskab for fysisk Manifestation udviklede sig i samme Grad som Bevidstheden, vilde det blive umuligt for Væsenet at manifestere den Fuldkommenhed, som dets Bevidsthed repræsenterer. Det er derfor, vi ser, at alle levende Væsener paa deres Udviklingsstadium fremtræder i en Mangfoldighed af fysiske Organismeformer. Disse Organismeformer udgør hver især det mest haarfine Redskab for den Manifestationsart og Oplevelsestilstand, der er en Livsbetingelse for det paagældende Væsen paa dets midlertidige Udviklings- eller Fuldkommengørelsestrin. Og her kan vi begynde at opleve de urokkelige Kendsgerninger, der danner Fundamentet for den kosmiske eller interplanetariske Verdensmoral. 2418. Naar de levende Væsener saaledes alle hver især repræsenterer deres, fra andre Væsener afvigende særlige Højde i Begavelse eller Evne til at kunne manifestere sig og til at opleve andre Væseners Manifestationer, har vi her Grundaarsagen til det Kæmpeocean af mentale Kortslutninger, der udgør den absolut dybeste Aarsag til Krigen mellem de levende Væsener. Der findes ikke nogen som helst anden Aarsag til Krig end denne, at Væsenernes Psyke er af forskellig Højde i Udvikling. Og derfor vil de umuligt kunne sanse eller opfatte og erkende et Oplevelsesobjekt paa samme Maade. Hvordan skal et uindviet Væsen kunne opfatte nogen anden Væremaade end den, der er en Livsbetingelse for det selv, for at være moralsk"? Kan Rovdyrets Offer betragte det som hundrede Procents Moral, at det skal overfaldes, dræbes og ædes af et andet Væsen? Moralen for disse Væsener bliver, selv om det kun er instinktmæssigt, at de maa gøre alt for at undgaa disse deres Dødsfjender. Men hvordan skal Rovdyret kunne acceptere den samme Moral? Hvordan skulde dette Væsen kunne betragte det som Moral, aldrig at befordre Forfølgelse og Drab paa de Dyr, det nødvendigvis maa have til Føde, idet det ikke paa dets Trin er skabt til at kunne leve af nogen anden Føde end

Det evige Liv 2673 den animalske? Hvordan skal Dyrene betragte det som Moral, at de ikke maa gaa ind paa Menneskenes Marker og søge Mættelse for den Sult, de paa deres Trin udelukkende kun kan tilfredsstille netop med de Produkter, Guddommen her manifesterer og giver Liv? Men hvordan med Indehaverne af disse Marker? Kan de betragte det som moralsk, at Dyrene søger ind paa disse Marker og øvrige Omraader af deres Ejendomme og her æder Planter, Korn eller andre af de Produkter, der her forekommer? Nej, det kan de ikke. Paa det Trin, som saadanne Markers Indehavere som Regel staar paa, føler de det som Moral at jage og dræbe disse Markens og Skovens vilde Dyr, hvis de kommer ind paa deres Marker og her søger Tilfredsstillelse for deres Sult. Men hvad med de Dyr, som de samme Væsener i Kraft af deres overlegne dyriske Udvikling har gjort til sine Fanger, og hvis Liv de udelukkende udnytter til egen Fordel? Kan disse Dyr, hvis de havde Intelligens nok til at fatte hele Situationen, da betragte denne Undertrykkelse og Udnyttelse som en glimrende Moral hos disse deres Undertrykkere? Ligefrem tro at Dyrene vilde betragte dem som særligt ophøjede og hellige Væsener, skal man vist helst se at komme udenom, da det ellers vil blive en afsporet Tankegang. Og her er det, at det bliver til Kendsgerning, at Mennesket nedstammer fra Dyreriget. Dets moralske Evne er ligesaa relativ som Dyrenes. Den retter sig her udelukkende efter dets Selvopholdelsesdrift, hvilket vil sige den samme Moralbasis som Dyrets. Dyrets Selvopholdelsesdrift kan kun afføde een Slags Moral, nemlig den, der kan udtrykkes i Ordene, enhver er sig selv nærmest". Hos Dyret er dette Princip en Livsbetingelse. Og der, hvor Menneskene endnu i deres Mentalitet opfatter dette Princip som højeste Moral, der er dets Bevidsthed altsaa afslørende, at det endnu lever under det dyriske Moralprincip. 2419. Vi ser endog dette dyriske Moral- eller Livsprincip endnu gøre sig gældende i en overordentlig stor Udstrækning indenfor de jordiske Menneskers Omraade. De dræber og myrder, de fører Krige og Verdenskrige, de dygtiggør sig i Krigskunst og i at skabe Mordvaaben, og i hvor

2674 Livets Bog ledes de bedst kan ødelægge andre Væsener, hvis de er i Vejen for deres Ønskers og Begærs Tilfredsstillelse. Naar Menneskene stjæler, røver og plyndrer, er det tydeligt her at genkende disse Drifter som identiske med de dyriske. Disse Mennesker er altsaa endnu paa et Trin, hvor de kun kan betragte denne deres Væremaade som moralsk. Deres Mentalitet er saaledes her paa dette Omraade endnu identisk med Dyrets. De har derfor ikke Evne til at betragte denne deres Væremaade som umoralsk. De er saaledes her ligesaa selvfølgeligt bundne til denne Livsopfattelse, som Dyrene er bundet til deres. Men her, hvor Dyret er begyndt at inkarnere i en begyndende Menneskeorganisme, sker der en særlig Forandring i Væsenernes Udvikling. Medens Udviklingen hos Dyrene bevirkede store Organismeforvandlinger, har Væsenerne saaledes, inden de naaede den menneskelige Organisme, passeret mange Inkarnationer eller fysiske Liv i mange forskellige Former og Strukturer for højere og højere Organismer. Og i Menneskeorganismen fortsætter Udviklingen. Men denne Organisme rummer i sig en saadan Fuldkommenhed, at Væsenerne i den kan opleve mange forskellige Udviklingstrin eller Stadier, som Dyret skal passere under sin Forvandling til Menneske. Det er denne menneskelige Organisme, der har begyndt hos Dyrene som Abeorganisme. 2420. Den begyndende menneskelige Udvikling i Dyret forvandler den menneskelige Organisme fra at være robust, grov og primitiv til at blive meget forfinet. Denne Fuldkommengørelse gælder baade Hjerne og Nerver saavel som Muskulatur og Ansigtstræk. Men det sker kun igennem en meget lang Udviklingsepoke. Udviklingsmæssig Forvandling af Væsenet fra Dyr til Menneske kan let iagttages, hvis vi betragter de nulevende forskellige Mennesker, der findes paa Jorden. De mest primitive menneskelignende Væsener forekommer ikke mere paa Jorden. De er forlængst uddøde. Men vi ser tydeligt, at der forekommer en Skala af Udviklingstrin, der strækker sig nede fra vore Pygmæer eller Urskovsmennesker og op til det moderne Kulturmenneske, ligesom vi ogsaa kan iagttage, at dette Væsen paa sit nuværende Stadium er langt fra at være et færdigudviklet

Det evige Liv 2675 Menneske. Vi ser indenfor denne Udvikling, hvor Væsenet befinder sig i et Menneskelegeme, mange forskellige mentale Udviklingstrin. Hvert af disse Trin maa naturligvis ligeledes have hver sin for Trinet gældende særlige, specielle Moral og den heraf følgende Væremaade. Indenfor Menneskeheden vil man saaledes se mange forskellige Former for moralske Opfattelser og Væremaader. Disse Væremaader opdeler Jordens Mennesker i tilsvarende særlige større eller mindre Folkegrupper. Hver af disse Grupper er altsaa dannet af de Væsener, der tilhører netop det samme særlige Trin i Udviklingen og derfor accepterer den samme Moral og Væremaade, der udgør det paagældende Trins særlige Udslag og Kendetegn. 2421. Det er dette, at Menneskene saaledes tilhører højst forskellige Udviklingstrin og de under Trinene henhørende tilsvarende forskellige Væremaader, der bevirker, at Menneskene Verden over umuligt kan have den samme Moralopfattelse og Væremaade. Kun den Moralopfattelse og den heraf afhængige Væremaade, der er gældende for det Udviklingstrin, som et Menneske tilhører, kan være det primære for det samme Menneske. Derfor tror de forskellige primitive Udviklingstrins Mennesker hver især, at deres særlige Moralopfattelse og Væremaade er den eneste rigtige og dermed eneste saliggørende, medens alle andre herfra afvigende Moralopfattelser og Væremaader er falske. Dette bevirker saa igen den religiøse Forbandelse, vi kender under Begrebet Intolerance", og som har affødt Religionernes og Sekternes indbyrdes Krige og Forfølgelser. Den er naturligvis ogsaa Grundkilden til alle de andre Krige og Verdenskrige, der har raset og lagt den ene Verdenskultur efter den anden i Grus. Af samme Grund er den moderne Kulturs Fængsler og Tugthuse fulde af Mennesker, som skal straffes, fordi de ikke kan opfylde den herskende juridiske Moral og Væremaade, der netop udgør et helt andet Udviklingstrins normale Udslag end det, de fængslede Mennesker tilhører. Hvordan skulde disse fængslede Mennesker, som betegnes som Forbrydere", kunne acceptere eller fornemme noget andet Udviklingstrins Moral og

2676 Livets Bog Væremaade som normal og primær Levevis end den, der er det normale Udslag af deres eget Udviklingstrin? 2422. Et Udviklingstrins Normalitet, Moral og Væremaade, man endnu ikke er udviklet til at kunne forstaa og endnu langt mindre til at kunne manifestere eller opfylde, kan man umuligt opfatte som sin primære Moral eller Livsopfattelse, ligegyldigt hvor stor Tortur og Dødsstraf, der saa end maatte være for dens Overtrædelse. Her paa dette vigtige Livsfelt har alle Verdenskulturer til Dato være afsporet, ligesom en hvilken som helst ny Verdenskultur, der vil fortsætte i denne Afsporing og kosmiske Uvidenhed om Psyke, uundgaaeligt vil synke i Grus akkurat ligesom alle de tidligere herskende Verdenskulturer. Thi en Kultur, der er baseret paa Krig, Straf, Tortur og Henrettelser er absolut ikke nogen Kultur i kosmisk Forstand. Den er kulminerende Uvidenhed, Primitivitet og Inhumanitet forenet i raa Magtudfoldelse, men opfattet som Kultur, Humanitet og Kristendom, altsaa en for enhver virkelig Kulturskabelse livsfarlig og altødelæggende Illusion. 2423. Da den lange Udviklingsskala, som Menneskene repræsenterer, gaar fra Primitivitet, Uvidenhed og grov, dræbende Brutalitet til høj intellektualiseret og livgivende Følelse, der er det samme som den absolutte Kærlighed, kan man altsaa bedømme hvert enkelt Udviklingstrins Mennesker paa den Grad af Kærlighed, der kommer til Manifestation i disse Væseners Væremaade. Jo mindre Drab, Mord og Krigstendens, der er i et Folks Væremaade, jo højere udviklet er dette Folk, ligesom det modsatte naturligvis er Tilfældet, jo mere Krigs-, Mord- og Drabstendens der er i et Folk, ligegyldigt om disse Mord og Drab skyldes religiøs Kultus med Ofring af Dyr og Mennesker til Guderne eller disse er rene Hævnakter. Væremaader, der giver sig saadanne Udslag, hører til den jordiske Menneskeheds mentale Undergrund. Her er den dyriske Primitivitet endnu i Højsædet. De begyndende menneskelige Bevidsthedstendenser er endnu saa ringe, at de slet ikke har kunnet hæve Væsenerne ud over Drabsstadiet i deres Væremaade. De har derimod kunnet bringe Væsener

Det evige Liv 2677 ne til i en endnu større Grad at udfolde deres dyriske Tendenser. Medens Dyret kun dræber i Nødværge og i Situationer, hvor det er en Livsbetingelse for det samme Væsen at være kødædende, ser vi her, at Mennesket igennem de begyndende menneskelige Evner er kommet ind paa et Omraade, hvor det nu dræber i Situationer, hvor det absolut ikke er nogen Livsbetingelse. Det er absolut ikke nogen Livsbetingelse for det, at ofre Mennesker til Guderne eller til Forsynet. Her ser vi de første svage menneskelige Tendenser begynder at sætte Dyret i Stand til Tænkning og Manifestationer, det absolut var blottet for som Dyr i Renkultur, men som det nu efterhaanden som Menneske mener at maatte dyrke. De menneskelige Tendenser i Dyret skaber altsaa i dette Væsen en begyndende Indstilling til et Forsyn. Denne mentale Tilstand er altsaa noget af det mest iøjnefaldende hos det Dyr, der er begyndt at manifestere sig i den abelignende menneskelige Organisme, der efterhaanden skal blive til den virkelige forfinede menneskelige Organisme og Redskab for Kosmisk Bevidsthed i fysisk Tilværelse. 2424. Det er naturligvis givet, at inden Dyret naaede frem til det Stadium i Udvikling, hvor der i Væsenet begyndte at opstaa en indre Fornemmelse af et Forsyns eller højere Magters Eksistens bag ved Livet og Naturen, har det gennemlevet en Epoke, hvor det paa forskellig Maade begyndte at tilegne sig Evner, der ligger over Dyrets Evner. I denne Epoke blev det saaledes kendt med at kunne frembringe Ild, ligesom det opdagede, at det kunde begynde at forsvare sig med ydre Hjælpemidler, kaste med Sten eller lignende. Og saaledes opdagede det lidt efter lidt Ting, som det i Kraft af sin begyndende menneskelige Udvikling kunde anvende som nyttigt i sin Væremaade. Denne Udvikling har fortsat siden og har sat dette endnu dyriske Menneske i Stand til at skabe Forsvarsmidler eller Vaaben, der er Millioner af Gange mere effektive end dette at kunne kaste med Sten eller bruge afbrækkede Grene, Køller, Stenøkser og Buer og Pile. I Dag har de menneskelige Evner i Væsenet naaet en saadan Højde i Udvikling, at det ved disse behersker Millioner og atter Millioner af

2678 Livets Bog Hestekræfter fra Naturens umaadelige Kraftocean, og kan lade disse arbejde for sig. Vi kender alle de geniale Goder, som den af de menneskelige Evner i Væsenerne affødte moderne materielle Videnskab har bragt Menneskene, saasom Maskiner af enhver Art, Elektricitetsværker, Radiofoni, Fjernsyn, Elektronhjerner, Befordringsmidler, Flyvemaskiner og meget mere. Og mange flere Goder vil Menneskene efterhaanden komme i Besiddelse af, grundet paa den stadige Udvikling af de menneskelige Evner og Talenter i de endnu ufærdige Mennesker. 2425. Men hvad har denne Dyrets store Forvandling fra Abemenneske til Kulturmenneske bevirket? - Foreløbig har den bevirket dette, rent bortset fra de nævnte Goder, den har bragt Menneskene, at de i givne Situationer kan udfolde de i dem endnu eksisterende primitive dyriske Bevidsthedstendenser Millioner af Gange mere effektivt, end da de var Dyr i Renkultur. De kan anvende Atom- og Brintvaaben og derved mangfoldiggøre Udslettelsen af deres Fjender fra det fysiske Tilværelsesplan. De kan danne overlegne Systemer, i Kraft af hvilke de indbyrdes kan bedrage hverandre, men saa intelligensmæssigt skjult eller camoufleret, at det undertiden ser ud som retfærdigt, og hvorved denne deres Handlemaade bliver lovlig eller autoriseret af Myndighederne. Ligeledes ser man ogsaa i en Mangfoldighed af Tilfælde, hvor de mere begavede udnytter og undertrykker de mindre begavede. Vi ser, hvorledes Væsenerne paa den lange Udviklingsskala ikke er lykkelige trods den store materielle, realistiske Viden eller Videnskab, som de har tilegnet sig. Vi ser Mennesker, der fremtræder med Millionformuer, leve i overdimensioneret Luksus og i Tilfredsstillelser af alle materielle Begær samtidigt med, at andre Væsener lever i den mest forfærdelige Armod eller Fattigdom. Millioner af Mennesker dør af Sult, andre Millioner dør af Sygdomme, fordi der ikke er tilstrækkelig Adgang for dem til at komme under Hospitals- og Lægebehandling. Verden bliver saaledes i Virkeligheden delt op i de besiddende og de ikkebesiddende Menneskegrupper. Imellem disse to Kategorier af Mennesker er der en permanent Krig. De Rige eller de Be

Det evige Liv 2679 siddende kæmper for at bevare det, de har tilegnet sig, og som de opfatter som deres lovlige Ejendom, og de Fattige eller de Ikkebesiddende bliver fyldt med Bitterhed og stor Antipati imod den nævnte besiddende Klasse. Da den besiddende Klasse samtidig er Arbejdsgivere, idet den jo ejer Fabrikkerne og andre Arbejdspladser, eksisterer der saa at sige en permanent Kamp imellem denne Klasse og Arbejderne om Lønspørgsmaalet. Og her har Arbejderne mobiliseret sig ved at danne Fagforeninger, saa de kan nedlægge Arbejdet i givne Situationer, naar de synes, det er paakrævet overfor Arbejdsgivernes ikke altid acceptable Løntilbud, ligesom Arbejdsgiverne igennem deres Organisationer kan lockoute eller udelukke Arbejderne fra at faa Arbejde i Situationer, i hvilke de synes, at disses Lønkrav er uacceptable. - Naturligvis hører Tyveri, Røveri, Plattenslageri, Bedrageri og Svindel til Dagens Orden i en Verden, hvor en Del af Jordens Mennesker har tilegnet sig dens Værdier og Goder, og i Kraft heraf behersker den anden Del af Klodens Mennesker, som derfor her undertiden maa betale saa dyrt for at faa Del i Livsgoderne, at der kun kan blive Tale om i bedste Tilfælde at faa Del i de absolut livsvigtige, og i værste Tilfælde ikke kan undgaa Sult, Fattigdom og Nedværdigelse. Men det er ikke blot blandt Arbejdere og Arbejdsgivere, der er permanent Krig. Nationerne er ligeledes at inddele i de Besiddende og de Ikkebesiddende. Nogle Nationer besidder kolossale Mængder af Naturens Goder: Oliekilder, Kullejer, Metallejer, Kornarealer o.s.v., medens der er andre Nationer, der hovedsageligt kun har Ørkener og slet ikke kan brødføde sig selv. Og saaledes bliver der ogsaa Nationer, der er meget fattige, og som derfor bliver afhængige af de rige Nationer eller Stormagter. Disse sidste kan saa i Kraft af deres Overlegenhed til en vis Grad diktere eller beherske de mindre og svage Nationer eller Folk. 2426. Hele Menneskeheden ligger saaledes i Krig og Kamp om Jordens materielle Goder eller de af Naturen eller Guddommen skænkede Livsgaver til Menneskene. Kosmisk set er disse Livsgoder absolut ikke bestemt til at skulde være noget Menneskes eller nogen Menneskegruppes

2680 Livets Bog Privatejendom. Men ikke desto mindre er alle disse Livsgoder i Dag beslaglagt som Privatejendom, dels af Nationer eller Stater og dels af Menneskegrupper, Familier og Aktieselskaber eller kort sagt, den Menneskegruppe, vi kender under Begrebet Kapitalmagten". Hvordan kan Oliekilderne, Mineralerne og alle de andre Naturprodukter være Privatejendom? Er det ikke netop Livsprodukter, der er givet Menneskene ligesom Sollyset, Luften og Vandet? Hvis Menneskene havde kunnet det, vilde Sollyset, Luft og Vand forlængst være erobret og gjort til Privatejendom af energiske og begærlige enkelte Menneskegrupper. Men nu har man heldigvis ikke kunnet gøre de sidstnævnte Produkter til Privatejendom. Derved er Jorden dog blevet reddet fra en vis Affolkning, som vilde have fundet Sted, fordi der da vilde have eksisteret Mennesker, der ikke havde Raad til at betale det, disse Livsfornødenheder da vilde have kostet. Med Hensyn til de Produkter, der forekommer i Jordens Skød, har det altsaa været muligt at gøre disse til enkelte Menneskers eller Menneskegruppers Privatejendom, saaledes, at andre Mennesker maa betale Penge for at faa Del i disse. At Menneskene maa betale for at faa Del i disse Goder er naturligvis en Selvfølge. Men det, de retmæssigt skulde betale, er absolut ikke selve Produkterne, men derimod den menneskelige Evne og Arbejdskraft, der bringer Produkterne frem af Jordens Skød og gør dem brugbare for menneskelig Tilværelse. Det, der betales her ud over, er i Virkeligheden en Slags Røveri, selv om dette ganske vist ikke opfattes saaledes i den nuværende almengældende Livsmoral. Paa denne Maade er der mange Huller i den nævnte Livsmoral, hvilket igen vil sige: Situationer, i hvilke Mennesker betaler Penge for Produkter, de i Virkeligheden, kosmisk set, er Medejere af. At disse meget ufærdige Forhold plus alle de mange øvrige Felter, hvor Menneskene ogsaa er meget ufærdige baade i Mentalitet og Væremaade, ikke kan skabe den færdige, fuldkomne, virkelige menneskelige Tilværelsesform for Jordens Mennesker, er selvfølgelig givet. Dertil er den altfor langt borte fra at kunne komme paa Bølgelængde med Universets Grundtone, der er den absolutte Kærlighed. Vi ser derfor og

Det evige Liv 2681 saa Jordens Mennesker leve i en permanent Krigstilstand, hvor der hist og her og af og til kan være en midlertidig Vaabentilstand. En virkelig og absolut Fred forekommer endnu ikke paa Jordens Kontinenter som en almen kollektiv Foreteelse. Den kan højst endnu forekomme i enkelte Mennesker, der er naaet frem til Fredens Væremaade i deres daglige Livsindstilling til alle andre levende Væsener. Den almene jordmenneskelige Væremaade vil saaledes paa Grund af sin meget ufærdige menneskelige Tilstand endnu et Stykke Tid ind i Fremtiden holde Menneskene bundne i en Verdenskultur, der i sig selv paa store Omraader absolut ikke udgør nogen virkelig Kultur, men udgør derimod kun et Ufredens Omraade eller en paa Krigsmagt opretholdt Vaabentilstand. At Menneskene under disse Omstændigheder maa leve i en stadig Krigsfrygt, der yderligere faar dem til at skabe endnu flere og mere rædselsvækkende og dødbringende Krigsvaaben, er selvfølgeligt, og især saalænge de i deres kosmiske Uvidenhed endnu ikke fatter Fredens Vej. 2427. Naar Jordmenneskeheden saaledes lever i en permanent Krigstilstand eller et Ragnarok, er det udelukkende fordi, de endnu ikke har faaet deres højere sympatiske eller humane Anlæg udviklet til nogen særlig Grad af Effektivitet, ud over Parringsprincippet eller Sympatien for det modsatte Køn. Den Del af de sympatiske Anlæg, der skal befordre den, af det specielle Hankøn og Hunkøn uafhængige, virkelige Næstekærlighed eller Princippet at elske sin Næste som man elsker sig selv", er endnu meget ufærdigt udviklet i den jordmenneskelige Psyke. Medens de rent menneskelige fysiske Skabeevner allerede er udviklet saa meget, at de har ført Menneskene frem til Genialitet, er de menneskelige Evner og Anlæg paa det rent humane eller virkelige kærlighedsmæssige Omraade endnu ikke af et større Format, end at Millioner og atter Millioner af Jordens Mennesker her i Realiteten endnu kun er Analfabeter. Disse Millioner og atter Millioner af Væsener er endnu behersket af de i dem fra Dyreriget nedarvede, selviske eller egoistiske Bevidsthedstendenser. Det er derfor ikke saa mærkeligt, at Væsenernes daglige Være

2682 Livets Bog maade overfor Næsten i en tilsvarende Grad er fuldstændig identisk med Dyrenes, hvis Livsprincip er dette: enhver er sig selv nærmest". Ja, den nævnte Væremaade forekommer her, grundet paa Jordmenneskets langt større Intelligens end Dyrets, meget mere raffineret, effektiv og grusom. Men selv om de menneskelige Evner paa det psykiske Felt i Udvikling ikke nær har kunnet maale sig med de rent menneskelige, fysiske Evners Udvikling, er de dog naaet et godt Stykke fremad og begynder hos mange Væsener at være medbestemmende i deres Væremaade. Og derfor er det udelukkende disse humane Evners Udvikling, der kan fjerne Krigen og Ufreden fra den menneskelige Væremaade og Tilværelse. 2428. Vi har altsaa her for os en hel Menneskehed, rummende over et Par Milliarder i fysisk Materie inkarnerede Individer. Alle disse Mennesker staar absolut ikke paa det samme Udviklingstrin, men repræsenterer en Skala af Trin, der strækker sig nede fra Urskovens primitive Mennesker: Buskmænd, Pygmæer og lignende og op til det i Dag moderne intelligente Kulturmenneske. Hvis alle disse Mennesker stod paa det samme Udviklingstrin, havde samme Begavelse, den samme humane Evne, saa kunde Livet for alle disse Jordens Mennesker styres af en og samme Regering, hvilket altsaa vil sige: en Verdensregering". De ville ogsaa alle nogenlunde forstaa og overholde de opsatte Kulturlove. Den i Dag i saa stor en Udstrækning fremtrædende saakaldte Forbryderverden" vilde kun eksistere i et meget mindre Omraade, end det nu er Tilfældet. Man vilde som nævnt forstaa Lovene og ligesom de højest udviklede Kulturmennesker af i Dag overholde disse. Men Jordens to Milliarder Mennesker staar, som vi har set, ikke paa samme Udviklingstrin, hverken i Intelligens eller Humanitet. Ja, en meget stor Del af Jordens Mennesker bliver i Virkeligheden i mange Situationer i deres daglige Liv ført af deres Instinkt akkurat ligesom Dyret. Og vi ser dem derfor udøve dyriske Handlinger, hvilket igen vil sige: Forfølgelse, Mord og Drab, Hævnakter, Jalousi, Skinsyge og Misundelse. Disse dyriske Instinkter er endog til Stede i de regerende Kulturstaters Rækker. Ingen har kunnet præstere større

Det evige Liv 2683 Krigs-, Drab- og Lemlæstelsesudfoldelse overfor Stater og Folk end netop de herskende, intelligensmæssigt overlegne Kulturstater. 2429. Vi ser saaledes ogsaa her, hvor stærke de dyriske Instinkter endnu er hos disse de højeste Kulturstaters Folk i Verden. Men hvorfor dræber og myrder disse Mennesker eller fører Krige, naar de dog har Intelligens? - Ja, de har endog Love, der forbyder Statens Undersaatter at forfølge, dræbe og myrde andre Mennesker. I værste Tilfælde straffer de saadanne Handlinger med Døden og i andre Tilfælde med mange Aars Indespærring i Tugthuse eller Fængsler samtidig med, at man skaber de mest geniale Mordvaaben, ved hvilke man kan mangfoldiggøre Mord, Drab og Ødelæggelse af andre Mennesker og deres Livsværdier. Og det er endnu indtil en vis Grad strafbart, hvis man ikke vil gaa med til at være Soldat og betjene disse Mordvaaben eller paa anden Maade være med til at myrde, dræbe og ødelægge den saakaldte Fjende" i en Krig. Hvordan kan det være moralsk at myrde og dræbe i Fjendskabet mellem Nationer, men ikke naar det gælder Fjendskabet Mand og Mand imellem i det daglige Liv? Ja, er det ikke netop saaledes, at man ligefrem hylder eller hædrer de bedste Soldater eller Krigere, hvilket her vil sige: de Væsener, der i særlig Grad har kunnet skade eller ødelægge i de fjendtlige Terræner, medens man straffer og henretter Mennesker, der begaar Mord paa deres egne private Fjender. Det vil altsaa sige: at en virkelig retfærdig og fast Moral, der gælder ligesaa godt i det ene Tilfælde af Overtrædelse som i det andet, eksisterer endnu ikke i de menneskelige Samfunds eller Nationers Love. 2430. Hvad hjælper det kosmiske og evige Bud, der er Fundamentet for den virkelige kosmiske eller interplanetariske Verdensmoral, Du skal ikke dræbe", naar dets Overholdelse kun anerkendes, naar det passer ind i Nationens egen Væremaade overfor dens Fjender, men absolut ikke, naar man mener, det ikke passer i nævnte Forhold? Mener man, det her er fordelagtigst at dræbe eller ødelægge i sit Forhold til sine Fjender, saa anerkender man dette som moralsk berettiget og uddanner ligefrem

2684 Livets Bog Grupper af Mennesker til Soldater og gør dem, endog imod deres Villie, til Eksperter i Myrderi og Ødelæggelse af Mennesker og Kulturværdier. Hvad er hele en Nations Krigsberedskab andet end fagmæssig Opretholdelse af en vis Krigs- og Ødelæggelseskapacitet? Man uddanner altsaa Folk til at blive Genier eller Eksperter i Drabs- og Ødelæggelseskunnen samtidig med, at man paaberaaber sig at tilhøre den kristne Verdensreligion. Men det er i Realiteten Hedenskab, vi saaledes her er Vidne til. 2431. Hvad er det moralske Fundament i den kristne Verdensreligion? Det moralske Fundament i den kristne Verdensreligion er identisk med den interplanetariske kosmiske Verdensmoral. Denne kosmiske Verdensmoral kender vi her i Vesten hovedsageligt fra Verdensgenløseren Jesus Kristus, i hvis Liv og Væremaade den blev aabenbaret for Menneskene. Den blev blandt andet koncentreret i følgende Ord: Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. Du skal elske din Næste som dig selv. Elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I maa vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaa over onde og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? Gøre ikke ogsaa Tolderne det samme? Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad stort gøre I da? Gøre ikke ogsaa Hedningerne det samme? Værer da fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen." Hedder det ikke ogsaa videre: Stik dit Sværd igen paa dets Sted; thi alle de, som ombringer ved Sværd, skulle selv omkomme ved Sværd. Alt, hvad I ville, at Menneskene skulle gøre mod eder, det skulle I ogsaa gøre imod dem; thi dette er Loven og Profeterne." Har vi ikke netop her en Moral, der udgør den eneste absolutte Vej til den virkelige Fred og til Krigens Afskaffelse, saavel mellem Nationer og Stater, som Mand og Mand imellem? Kan en Moral være større end den? Kan en Væremaade, baseret hundrede Procents paa den, være mere fuldkommen? - Den, der af

Det evige Liv 2685 Hjertet praktiserer den, elsker altsaa sine Fjender, velsigner dem der forbander ham. Hvordan kan en Krig opstaa her? Et saadant Væsen kan altsaa ikke blive fornærmet, kan ikke blive vred, kan ikke blive jaloux, kan ikke blive skinsyg, kan ikke blive misundelig, ligesom han naturligvis heller ikke kan forfølge eller undertrykke eller paa andre Maader genere og forulempe sine Medmennesker. Dem, man elsker, ønsker man kun at glæde og gøre godt imod. Man er i denne Væremaade ude af Stand til at føle Had, Vrede eller Bitterhed. Var det ikke ogsaa det, der blev demonstreret paa Golgathas Kors? Saa man ikke her, at Verdensgenløseren ikke betragtede sine Bødler som Fjender? Han forstod, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Derfor tilgav han dem deres Væremaade imod ham og bad oven i Købet for, at de ikke skulle blive straffet for den. Har vi ikke her for os det helt fuldkomne Menneske og dets Væremaade? Er et saadant Væsen ikke netop eet med Gud i sin Væremaade? Var Korsfæstelsen saaledes ikke netop en Aabenbaring af en Væremaade, der ikke kan overtrumfes? Kan en Væremaade være større end den, at kunne elske sine Fjender ligesaa højt, som man elsker sine Venner eller sig selv? Ja, betyder det ikke netop, at man paa dette guddommelige Menneskestadium overhovedet slet ikke kan føle Fjendskab imod nogen eller noget? At besidde en saadan Væremaade er det samme som at lade sit Lys straale og varme med samme Kraft over onde og gode og over retfærdige og uretfærdige, og hvorved vi altsaa ligesom Gud ubetinget omfavner alt i vor Kærligheds Straalevæld. Vi er hermed kommet til den kosmiske Væremaade, som alle de kosmiske Analyser i nærværende Værk underbygger som Verdensaltets Grundtone eller Universets Livslov, hvis Opfyldelse er selve den evige Fred, der igen er Betingelsen for det virkelige evige Livs Lysvæld i Væsenets realistiske vaagne dagsbevidste Oplevelse. 2432. Men det er absolut ikke denne, den sande kristne Verdensmoral, vi i Dag ser praktiseret som de saakaldte kristne Stater"s Moral og Væremaade. Sammenlignet med den virkelige og sande kristne Verdensmoral, der er identisk med Universets Grundtone: Kærligheden og 28 Livets Bog VI.

2686 Livets Bog dermed er eet med Guds Bevidsthed og Væremaade, saaledes som den blev forkyndt og praktiseret i Verdensgenløseren Jesu Kristi Væremaade, bliver den i Dag praktiserede Kristendom i en overordentlig stor Udstrækning synlig som urokkelig hedensk. Derfor er den ganske ude af Stand til at frelse Verden. Krig og Blodsudgydelser, Nød og Elendighed, religiøs Selvdyrkelse og Intolerance vil stadig være fremherskende under den, selv om den paa mange Maader virkelig har kunnet skabe visse Goder for Menneskene. Den synes endnu slet ikke at kunne skelne imellem, hvad der er sand Kristendom, og hvad der er urokkeligt Hedenskab. Den virkelige kristne eller kosmiske Verdensmoral i Renkultur tilhører et Udviklingstrin, som Almenheden endnu er meget langt fra at have naaet. Jordens Mennesker er endnu ikke blevet Kristusvæsener eller kosmisk fødte Buddhaer, men de har heller ikke endnu forstaaet, hvad en virkelig kosmisk født Kristus eller Buddha eller det virkeligt fuldkomne eller færdige Menneske i Guds Billede er. Den indre dybeste, sjælelige og aandelige Struktur, der hæver Menneskets Væremaade op i en saadan Kærlighedens Sfære eller Zone, der gør Mennesket til eet med Gud, kender de absolut ikke. Den er for dem en tilsyneladende uopnaaelig Utopi. Ja, overordentlig mange Mennesker vil ligefrem foragte og maaske forfølge Analyserne, der viser den totale Forskel paa det fuldkomne Menneskes og det fuldkomne Dyrs inderste kosmiske Struktur ved begges Fremtræden i Renkultur. Men ligesom den store Part af de nuværende Kulturmennesker ikke kan forstaa, hvad der ligger til Grund for de saakaldte Forbrydere"s særlige Væremaade, saaledes kan de heller ikke forstaa, hvad der ligger til Grund for det fuldkomne Menneskes Væremaade. Det er derfor, de i værste Tilfælde straffer og henretter de nævnte Forbrydere", ligesom det ogsaa var dette, der fik dem til at korsfæste Kristus og forfølge de første Væsener, der accepterede hans realistiske Visdom og søgte at indføre den i deres Væremaade. Og vi er her ved de mest graverende Følger af Menneskehedens Uvidenhed paa det psykiske Omraade. Disse Følger udgør i Virkeligheden en saa

Det evige Liv 2687 omfattende Primitivitet i den samlede Menneskeheds Psyke, at den maa betegnes som en Dødssygdom. Den faar Menneskeheden til at sabotere store Dele af sit eget organiske, fysiske Legeme (Menneskeorganismerne). Alle Krige, lige fra de store Verdenskrige og ned til de mindste smaa Skænderier de enkelte Mennesker imellem, er alle uden Undtagelse Sabotage paa Væsener og Ting, som ikke kan undgaa at efterlade i Menneskehedens fysiske og psykiske Struktur tilsvarende dødssyge Felter. Det er alle disse Sabotager og de heraf følgende dødssyge Felter, der udgør det, vi kalder Dommedag" eller Ragnarok". Og saalænge denne overordentlige store Uvidenhed og Primitivitet paa det psykiske eller aandelige Omraade i Menneskehedens daglige Væremaade vedvarer, vil den ikke komme til at opleve den virkelige varige Fred paa Jorden, som er bebudet den igennem Juleevangeliet, og som den af Hjertet saa inderligt ønsker. 2433. Vi har her givet et lille kort Resumé af Grundaarsagerne til, at Jordmenneskehedens Oplevelse af Livet i en overordentlig stor Udstrækning er blevet en Dommedags- eller Ragnaroks Epoke. Vi har set, at Aarsagen til al Ufred, al Krig, Myrderi og Hævnakter, Røveri og Plyndringer, Undertrykkelse af andre Mennesker, samt alt andet, der er med til at skabe ulykkelige Skæbner for Væsenerne, udelukkende kun skyldes een eneste Foreteelse, nemlig: Uvidenhed. Uvidenheden skyldes igen manglende Udvikling. Da Udvikling igen udgør den Skabelsesproces, i Kraft af hvilken Gud skaber Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse", vil det, et Væsen mangler i Udvikling, igen betyde, at det befinder sig i en ufærdig Tilstand. Dets Mentalitet og dermed dets Væremaade er endnu under Skabelse. De levende Væsener paa Jorden er saaledes endnu ufærdige Væsener. Hvis der forekommer enkelte Undtagelser, vil disse Væsener i Virkeligheden tilhøre højere Verdener, hvorfra de saa midlertidigt er inkarneret paa Jorden. 2434. Jorden er altsaa Bolig eller livsbetingende fysisk Opholdssted for alle disse ulige sindede, ulige begavede og ulige humane eller ulige 28*

2688 Livets Bog kærlige Væsener. Dette vil altsaa sige, at Jorden er befolket med levende Væsener, der i absolut Forstand eller kosmisk set, kun har en meget lille Evne til at forstaa hverandres Tilværelse og Livsopfattelse. Alle disse levende Væsener er jo hver især stillet overfor hele Verdensaltet. Men for at opfatte og forstaa Verdensaltet og dets kosmiske Struktur eller Livsmysteriets Løsning, kræves der Sanser eller Oplevelsesevner. Men da disse Oplevelsesevner er begrænset af den Udviklingsstandard eller den Grad af Udvikling, til hvilken Væsenerne i Øjeblikket er naaet, vil deres Opfattelse af Verdensaltet eller Livet ogsaa være tilsvarende begrænset. Deres Oplevelse og den deraf affødte Opfattelse af Livet kan selvfølgelig kun forme sig for deres Jeg i det begrænsede Livsbillede, som deres Sanser paa den nævnte Udviklingsstandard danner for dem. Jo højere Udviklingstrin et Væsen tilhører, desto fuldkomnere vil dets Opfattelse af den evige Sandhed eller Livsmysteriets Løsning være. Man vil saaledes her kunne forstaa, at der absolut er nødsaget til at være Forskel paa de lavere og de højere Trins Menneskers Livsopfattelse. 2435. Da Livsopfattelsen bestemmer Væsenernes Væremaade, vil de lavere og de højere Trins Væseners Væremaade uundgaaeligt være forskellige. Og dette, at Væsenerne saaledes er forskellige i Væremaade, er netop en almenopfattet Kendsgerning. Men Aarsagen til denne Forskel paa Menneskenes forskellige Væremaader er absolut ikke almenkendt. Derfor er det almengældende, at Menneskene tror, at deres Næstes Væremaade er en ren og skær Villiesakt. Og de forbander ham, hvilket vil sige: de bliver mere eller mindre bitre eller vrede paa ham, alt eftersom denne hans Væremaade kommer til at kollidere med deres Væremaade, hvad der i Virkeligheden er ganske uundgaaeligt for ham. Han kan umuligt opleve med højere Sanser end dem, der er normale for det Udviklingstrin, han selv tilhører. De relativt højere udviklede Væsener, med hvem det mindre udviklede Væsen saaledes kolliderer i Væremaade, bliver da som oftest vrede og bitre paa ham. De tror, han bevidsthedsmæssigt kan præstere det samme som de selv og derfor udmærket kunde have handlet

Det evige Liv 2689 saaledes, som de netop havde ønsket det. De forstaar ikke Udviklings forskellen, og at hans Væremaade er lige saa normal for ham, som de højere udviklede Væseners Væremaade er normal for dem. Og her er det saa, at denne Uvidenhed gør sig gældende. Vreden og Bitterheden og dermed Lysten til at straffe ham opstaar. Og vi er saaledes her ved den fundamentale Aarsag til alle Bevidsthedskollisioner eller de mentalelektriske Kortslutninger, vi kender som Hævnakter, Forfølgelser, Mord og Drab, kort sagt: alle de Manifestationsarter, der tilsammen skaber den Dommedags- eller Ragnarokstilværelse, som i Øjeblikket er Jordmenneskehedens Skæbne. 2436. Men hvordan skal ogsaa Klodens saa forskelligt sansebegavede Mennesker kunne forstaa hinanden? - Hvordan skulle en virkelig og kærlig Harmoni kunne eksistere her? - Er det ikke netop naturligt, at det her bliver Magten i Væsenets Væremaade, der bliver den primære Regulator af deres Forhold til andre Væsener? - Her er der endnu slet ikke Tale om, hvad der er Ret eller Retfærdighed. De stærkeste Væsener sejrer over de mindre stærke. Magten dominerer her i Stedet for Ret. Dette gælder naturligvis for alle Mennesker, der endnu ikke er naaet op til et virkeligt fremtrædende, humant eller næstekærligt Stadium i Udviklingen. I den mindre udviklede Del af Menneskeheden reguleres Væsenernes indbyrdes Forhold eller Samliv paa Kloden saaledes ved Magt ligesom hos Dyrene. Dette gælder absolut i alle Stater eller Nationer Verden over. De stærkeste dikterer i større eller mindre Grad de mindre stærke. Derfor har vi ogsaa set, hvorledes mindre udviklede Folkeslag er blevet undertrykt af højere udviklede Stater, ja, endog af de saakaldte Kulturstater. Freden" i Verden er saaledes endnu kun en Vaabenbalance imellem Staterne. Der, hvor denne Balance brister, bliver der straks Krig. Og det bliver igen Sejrherrerne, der bliver bestemmende, uafhængigt af, om de har Ret eller ikke Ret. Overfor en blot og bar inhuman overlegen Magt maa enhver mindre fysisk Magt kapitulere, hvad enten det er retfærdigt eller ikke.

2690 Livets Bog 2437. Magt alene kan umuligt skabe Fred. Den kan kun skabe Undertrykkelse, Hovmod og dermed sit eget absolutte Forfald. Al inhuman Magt bærer i sig sin egen Undergang. Enkelte Mennesker saavel som Stater, der opretholder deres Tilværelse udelukkende paa inhuman eller kærlighedsblottet Magt, gaar uundgaaeligt mod sit eget Forfald. En saadan Væremaade er Vejen til Ragnarok eller Helvede. Dette Ragnarok eller Helvede udgør Tærskelens Vogtere i Renkultur. Dette gælder for Stater saavel som for de enkelte Individer. Disse Tærskelens Vogtere er uundværlige og guddommelige paa den Maade, at de standser Væsenerne i deres ødelæggende eller dødbringende Undertrykkelse og selvisk Udnyttelse af de af deres Medvæsener, de har i deres Magt. Da Helvedes kvalerne eller Lidelserne afføder den samme Evnes Vækst, bliver Væsenerne saaledes igennem den nye Evne efterhaanden mere og mere vænnet af med at ville bygge deres Liv paa andres Undertrykkelse og egoistisk Udnyttelse af sine Medmennesker, paa Bekostning af disses Lykke, Sundhed og Velvære for selv at tilegne sig Livets materielle Goder, ja, endog indtil Luksus og Overflod. Alle Væsener vil saaledes før eller senere møde Tærskelens Vogtere, alt eftersom deres Væremaade er selvisk og baseret paa andres Bekostning. Hvis ikke inhuman Magt saaledes førte til Ragnarok eller Tærskelens Vogtere, vilde intet som helst Menneske kunne blive til Mennesket i Guds Billede", saaledes som Udviklingen netop uundgaaeligt fører det frem til at blive. 2438. Det er saaledes ikke Livets Mening, at Menneskene skal blive ved med at leve i de ulykkelige Skæbners Zone. I denne Zone er de kun for at lære, hvad der er godt, og hvad der er ondt, kort sagt: for at blive modtagelige for og uddannet til at kunne opleve selve løsningen paa Livets Mysterium, dette store guddommelige og absolut virkelige Eventyr. Vi er her blevet Vidne til, at inhuman Magt er Menneskehedens Svøbe. Alt er underkastet Magt. Folkene lever bag Vaaben og kender kun Freden i Form af væbnet Vaabenstilstand. Alle Stater og Folk er bevæbnet og stoler mere paa deres Vaaben end paa Guddommen. Denne inhumane

Det evige Liv 2691 Magt anvendes baade overfor Børn og Voksne. Forældre bruger nævnte Magt overfor deres Børn i de Situationer, hvor de straffer" dem. Staten bruger den, naar den straffer" sine Indbyggere. Alt, hvad der kommer ind under Begrebet Straf", hvilket vil sige: Lidelser, man paafører de Væsener, man mener er strafskyldige, er Overtrædelse af selve Livsloven. Straf er i Virkeligheden Hævn, der ogsaa udløses i Lidelser, man paafører den, man er fjendtlig stemt overfor. Men Straf" og Hævn" kan aldrig i nogen som helst Situation manifesteres uden at være direkte Virkninger af total Uvidenhed. Det er Overtrædelsen af den evige Livslov, som er udtrykt i det gamle Ord: Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der er skrevet: Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren". Denne Lov udgør altsaa den uskrevne evige absolutte Lov for Opnaaelsen af et virkeligt sandt og lykkeligt Liv. Det er Betingelsen for Opnaaelsen af den kosmiske Bevidsthed og dette: at blive eet med Gud eller dette: at blive til Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse". 2439. Denne Hævn- og Straffetilværelse er saaledes i Virkeligheden Sandheden om Jordmenneskehedens Samliv i Dag. De opretholder dette Samliv i Kraft af Straf og Hævn, som altsaa er den største Overtrædelse, der overhovedet kan præsteres af de Betingelser, der udgør Vejen til Oplevelsen af det absolut virkelige Liv, det Liv, i hvilket der hverken er Sorg, Lidelse eller Dødsfrygt, men derimod udgør et guddommeligt Straalevæld af Lys, hvilket vil sige: den absolutte Kærlighed, der aldrig søger sit eget, men befordrer Velvære, Lykken og Glæden ved Livet for alt levende. At Jordens Menneskehed saaledes er milevidt langt borte fra en saadan Tilværelse, og at den derfor maa leve i et permanent Ragnarok eller Helvede, er saaledes ikke saa mærkeligt. At straffe eller hævne sig paa Menneskene eller deres Førere og Vejledere af den Grund er et absolut totalt Fejlgreb eller en ligesaa graverende Overtrædelse af Livsloven. Kosmisk set er intet som helst Menneske paa Jorden hjemfalden til at kunne straffes eller henrettes for sin Væremaade, ligegyldigt hvor meget dette saa end maatte høre til den Klasse Mennesker, der bliver

2692 Livets Bog kaldt Forbrydere", Røvere" og Mordere". At Menneskehedens Førere, Politikere, Præster og Lærere ligeledes heller ikke i nogen Situation kan være strafskyldige, selv om de eventuelt har ført Menneskene i Ulykke, har inspireret dem til at opfatte Krig og Straffedomme som urokkelige Livsidealer, er selvfølgeligt. 2440. Ingen som helst af de kosmiske Verdenslove udtrykker nogen som helst Ret eller Frihed til at hævne eller straffe. De Love, der fremhæver Berettigelsen til Straf og Henrettelser, til Krig og Drab, er udelukkende lavet af Mennesker, der i deres kosmiske Uvidenhed og Magtesløshed overfor visse Tilskikkelser i Livet, ikke kan se nogen som helst anden Udvej for Beskyttelse af deres Eksistens overfor fjendtligt indstillede og farlige Væsener. De kender slet ikke Karma- eller Gengældelsesloven, paa hvilken al Skæbnedannelse er baseret. De forstaar ikke, at Livet i sig selv udelukkende er baseret paa Gengældelsesprincippet: Det, et Menneske saar, skal det høste". Man kan ikke saa Rug og af denne Sæd avle Hvede. 2441. Alt, hvad et levende Væsen gør imod sin Næste, hvilket vil sige, imod alle andre levende Væsener, kommer urokkeligt tilbage til sit Ophav igen. Det er denne Tilbagekomst af Virkningerne af Væsenets Handlemaade, der udgør dets Skæbne. Derfor bliver det muligt for det levende Væsen selv at kunne bestemme sin Skæbne. Hvis det manifesterer Kærlighed til Medvæsenerne, er det det samme som at saa Kærlighed. Hvis det manifesterer Bitterhed, Vrede og Hævn, saar det altsaa denne Væremaade i Omgivelserne og kommer derved til at høste Virkningerne af denne Væremaade. Denne Høst bliver saaledes Væsenets kommende Skæbne, for saavidt det ikke forinden har forandret sig og vænnet sig til at udløse en mere human Væremaade og ikke kan saa en saadan bitter Sæd mere. I samme Grad, som det ikke kan nænne at manifestere et særligt Onde overfor sin Næste eller Omgivelserne, i samme Grad bliver det fri af eventuelle tilbagevendende Virkninger af mørk Væremaade. 2442. Ethvert levende Væsens fremtidige Skæbne bliver altsaa dan

Det evige Liv 2693 net af Virkningerne af dets slette saavel som af dets gode Handlinger. Væsenets nuværende Skæbne er i en meget stor Udstrækning et Spejlbillede af dets fortidige Væremaade. Men dette er absolut ikke endnu blevet accepteret som Videnskab eller Kendsgerning af Almenheden. Og det er her paa dette mentale Felt, vi finder den store totale Uvidenhed, der er Skyld i absolut alle eksisterende ulykkelige Skæbner. Alle levende Væsener, der ikke har naaet at blive til Mennesket i Guds Billede eller har faaet kosmisk Bevidsthed, vandrer totalt i Blinde med Hensyn til Skabelsen af deres kommende Skæbne, ligesom deres nuværende eventuelle ulykkelige Skæbne i Dag er Resultatet af en ligeledes i tidligere Liv foretagen blind Vandring i Form af deres daværende Væremaade. 2443. Det, der gør det vanskeligt for Menneskene at forstaa denne her fremførte Analyse om Skæbnemysteriets Løsning, er dette, at man ikke kender Sandheden om sit eget evige Liv. Man er ikke indstillet paa, at ens Liv er evigt, og at man saaledes aldrig nogen Sinde har begyndt at eksistere, ligesom man heller aldrig nogen Sinde kan ophøre med at være til. Man har ikke nogen tilbundsgaaende Viden om Reinkarnationen. Uden denne Viden kan man umuligt komme til at forstaa den virkelige her igennem aabenbarede guddommelige Retfærdighed og Kærlighed eller den virkelige Verdensaltets Grundtone. 2444. I Henhold til at Skæbneloven saaledes betinger, at Væsenets Skæbne udelukkende er Virkningerne af dets egne Handlinger og i Kraft af Princippet, bestemte Handlinger udløser bestemte Virkninger", bliver det muligt for Væsenet, naar det først oplever og erkender dette, bevidst at medvirke til Skabelsen af sin egen Skæbne. Ligeledes kan intet Væsen i Kraft af dette guddommelige Princip blive ramt af en Skæbne, som det ikke selv har paaført andre, eller selv er Skyld i. Større kan en Retfærdighed ikke være. Dette Princip kan kun udtrykkes som selve Retfærdighedens Kulmination. 2445. Naar forannævnte Princip ligeledes er tilkoblet et andet Prin

2694 Livets Bog cip, der betinger, at Væsenet umuligt kan blive ramt af Virkningerne af sine slette eller onde Handlinger, hvis det forinden disse Virkninger er kommet tilbage og danner Skæbne, har faaet et andet Sindelag og ikke mere kan nænne at begaa saadanne Handlinger, ser vi her et virkeligt eksisterende guddommeligt Tilgivelses- eller Syndernes Forladelsesprincip. Intet som helst Væsen kommer saaledes til at faa Virkninger af alt det Onde, det har begaaet. Ethvert Væsen faar kun lige akkurat de Virkninger af dets onde Handlinger, der skal til, for at det kan opleve og erkende sine Handlingers Identitet som onde og i Kraft af denne Oplevelse blive inspireret til at forandre sin Væremaade, saa der i den aldrig kan forekomme saadanne Handlinger mere. 2446. Set i Forhold til Livets egen urokkelige Løsning paa Skæbnedannelses princip pet bliver Menneskenes nuværende daglige Væremaade een eneste stor og skrigende Overtrædelse af Skæbneloven. Da Menneskene i al Almindelighed gengælder ondt med ondt, Vrede med Vrede, Hævn med Hævn, Krig med Krig, er det ikke saa mærkeligt, at de umuligt kan opnaa en virkelig Fred. De maa, for at opleve Fred, absolut manifestere Fred i deres Væremaade, derved saar de Fred og ikke Krig. Man kan ikke saa Krig og høste Fred af denne Sæd. Ligesom man faar Hvede, naar man saar Hvede, og Rug, naar man saar Rug, saaledes faar man ogsaa Fred, naar man saar Fred, og Krig naar man saar Krig. Denne altgennemtrængende Lov er umulig at ændre. 2447. Vi ser saaledes her, hvor langt Menneskene endnu er fra at kunne manifestere den Væremaade, der vil give dem Freden. De mangler saaledes først og fremmest Viden om, at deres Væremaade er himmelraabende forkert der, hvor de endnu lever efter Moseloven,,Øje for Øje og Tand for Tand" eller der, hvor de straffer og hævner sig paa deres Næste i Troen paa, det er ham, der er Skyld i deres eventuelle mørke Skæbne. De forstaar absolut ikke, at den eneste absolut Skyldige er dem selv. Det Menneske eller de Mennesker, som de anser for at være skyldige i denne deres mørke Skæbne, er kun indirekte skyldige, idet de vir

Det evige Liv 2695 ker som Medier for Udløsningen af deres tilbagevendende mørke Karmaeller Gengældelsesenergier. Disse mørke Skæbneenergier kunne umuligt komme til Udløsning, hvis ikke der var Mennesker, i hvem de kunne modtages og komme til Udløsning i Form af Handling overfor de Mennesker, der udgør deres oprindelige Ophav, og som i sin Væremaade har sendt dem ud. Intet som helst Væsen kan faa en Skæbne, det ikke selv er det absolut eneste Ophav til. Absolut alle levende Væsener faar nøjagtig den Skæbne, de selv igennem deres Væremaade overfor alt andet levende har skabt. Et levende Væsens absolut eneste sikre Beskyttelse imod ond Skæbne bliver nøjagtig affødt af den Beskyttelse, det selv giver alle andre levende Væsener. Dette er Fundamentet i den kosmiske Verdensmoral, den Moral vi maa erkende som Guddommens egen Bevidsthed, og i Kraft af hvilken hele Verdensaltet opretholdes. 2448. Det er saaledes ud fra denne Moral, at Kristus udtrykker dette, at man ikke blot skal tilgive sin Næste syv Gange dagligt, men derimod indtil halvfjerdssindstyve Gange syv Gange dagligt, hvilket i Virkeligheden vil sige, at vi skal tilgive vor Næste absolut alt, hvad han gør imod os. Det forstaar man bedre, naar man erkender de kosmiske Analyser, der viser, at man absolut selv er Skyld i sin Skæbne, ligegyldigt hvor mørk og ulykkelig den saa end maatte være. En Skæbne kan saaledes kun udgøre Virkningerne af ens egen fortidige Væremaade, være Reaktionerne af Handlinger, man selv har begaaet. Var disse Handlinger ikke begaaet, vilde den paagældende ulykkelige Skæbne have været en total Umulighed. Det er altsaa ikke de eller de Mennesker, der udløser den mørke Skæbne imod os, der er de rette Skyldige. De udgør kun Naturens, Livets eller Guddommens naturlige Organer eller Redskaber, igennem hvilke de af os udsendte Skæbneenergier kan komme til Udløsning imod os selv. Disse Væsener bliver netop Redskaber for den Slags mørke Energier, alt eftersom de staar paa et Udviklingstrin, hvor den Slags Udløsninger og Handlinger er naturlige. Mørke Handlinger eller Tankeklimaer kan naturligvis ikke udløses af Mennesker, der er naaet frem til den

2696 Livets Bog humane eller næstekærlige Tilstand. Naar den Skæbne, vi faar, hvad enten den er lys eller mørk, ond eller god, kun kan opstaa i Kraft af Aarsager, der udelukkende kun kan være sat i Gang af os selv, og at den mørke Skæbne umuligt kan være opstaaet, hvis vi ikke havde udløst Aarsagen til den i vor Væremaade, vilde det jo være ganske meningsløst og afsporende at identificere noget som helst andet Væsen som vor egen Skæbnes Ophav. At blive vred, bitter og hævngerrig paa andre Væsener, straffe, myrde og dræbe eller lemlæste dem, fordi de er Medier eller Guddommens Redskaber til Udløsning af vor egen Karmaenergi, er hundrede Procents fejlagtig eller totalt afsporende fra Naturens eller Livets virkelige Mening og dermed fra det Sindelag, der udgør Guds Bevidsthed eller den hellige Aand, den Bevidsthed der gør sit Ophav til Mennesket i Guds Billede". 2449. Før Menneskene lærer at forstaa, at der umuligt kan ramme dem noget som helst i deres Skæbne, som de ikke selv er det absolutte Ophav til, og som de derfor ene og alene selv har sat i Gang, og at ingen som helst andre Væsener derfor kan have nogen Skyld i denne, vil de ikke blive i Stand til at indse, hvorledes hele Menneskeheden i Dag lever paa en hundrede Procents falsk Moralopfattelse der, hvor den hævner, straffer og fører Krig. Denne Væremaade udgør et eneste stort Ocean af Skabelsen af nye Aarsager til mørk Skæbne, til Krig, Lidelser og Ulykke. Hvis Menneskene var naaet frem til at kunne tilgive sin Næste ikke blot syv Gange dagligt, men indtil halvfjerdssindstyve Gange syv Gange dagligt, hvilket altsaa vil sige, Opfyldelsen af Livets største Bud: du skal elske din Gud over alle Ting og din Næste som dig selv, vilde al Krig, Hævn og Straf, alt Fjendskab, al Uærlighed eller Bedrageri og enhver Form for at leve højt paa sin Næstes Bekostning være en Umulighed paa Jorden. Dette at tilgive sin Næste et hvilket som helst Onde, han saa end maatte have paaført en, er saaledes den korrekte hundrede Procents Opfyldelse af Loven for Livet. Denne Tilgivelse udgør altsaa Vejen til Lyset, til Lykken og Saligheden.

Det evige Liv 2697 2450. At tilgive sin Næste hans mørke Handlemaade imod os betyder ikke, at vi ikke maa beskytte os imod ham, tværtimod, men denne Beskyttelse behøver absolut ikke at være fjendtlig, selv om den i givne Situationer maa være en Magtudfoldelse. Denne Magtudfoldelse maa kun udløse Befrielse eller Beskyttelse imod det fjentlige Væsen, men absolut ikke Mord, Drab eller Lemlæstelse. Al Beskyttelse maa bestaa i, ikke at aflive eller tortere det nævnte Væsen. Det, det har gjort, er absolut normalt, set fra dets eget Udviklingstrin. En Moral fra et Bevidsthedstrin, det endnu ikke har naaet i Udvikling, kan umuligt være normalt for dette Væsen. At straffe, lædere eller henrette et Menneske, fordi det ikke er vokset frem til at have samme Moral, som man selv har, er det samme som at blotte sin egen totale Uvidenhed paa dette Felt, rent bortset fra, at det slutteligt bliver en Sabotage paa vor egen Skæbnes Indhold af Lykke, Fred og Livsglæde. Vi skal senere komme tilbage til at vise, hvorledes den naturlige Beskyttelse imod uudviklede og primitive Menneskers brutale, morderiske og livsfarlige Anlæg manifesteres. 2451. Vi har saaledes her for os en Menneskehed, hovedsageligt bestaaende af Mennesker af højst forskellige Udviklingsstadier og dermed af højst forskellig Natur og Væremaade. Disse Menneskers Opfattelse af, hvad der er Virkelighed, er derfor undertiden lige akkurat totale Modsætninger. Aarsagen til det store Ragnarok eller den Helvedestilstand, Menneskene lever i, skyldes saaledes udelukkende dette, at de ikke forstaar deres egen virkelige og absolutte Skæbnesituation. De tror i mange Tilfælde, at alt det onde eller de ulykkelige Tilstande, der eventuelt er i deres Skæbne, skyldes deres Medvæsener. Naar et eller andet Menneske paafører dem Ubehageligheder eller et eller andet Onde, saa forstaar de ikke, at de selv er det dybeste Ophav til nævnte Onde. De tror, at det Menneske, som paafører dem Ondet, er den virkelig Skyldige. Men hverken han eller nogen anden vil kunne paaføre noget Væsen noget som helst andet Ondt eller Godt end det, Væsenet

2698 Livets Bog selv ved sin Væremaade i Forvejen har udløst Aarsagen til. Ingen kan være den absolutte Aarsag til andres Ulykke eller Lidelser. Hvert eneste levende Væsen er saaledes sin egen Skæbnes første Aarsag. 2452. Naar et Menneske mere eller mindre lever i en ulykkelig Tilstand eller Skæbne, skyldes det som tidligere nævnt, den totale Uvidenhed om Skæbnedannelsens virkelige Struktur og dets egen Psykes elektriske eller aandelige Struktur. Det er denne aandelige eller elektriske Struktur, der automatisk bevirker, at ethvert Væsen netop kommer til at opleve Virkningerne af sin Væremaade i Form af Skæbne eller Gengældelse. Samme elektriske Struktur bevirker saaledes, at man er beskyttet imod det Onde, som man ikke selv paa nogen Maade kan nænne at paaføre andre. Det Onde, man paafører andre, er man absolut ikke i Længden beskyttet imod. Før eller senere vil Gengældelsen ramme en. Og vi ser, at alle uindviede Jordmenneskers Skæbne i en overordentlig stor Grad bestaar i Oplevelsen af tilbagevendende Virkninger af ond Væremaade, begaaet i Fortiden enten i dette Liv eller i tidligere Inkarnationer eller Liv. Ethvert Væsens Livsstruktur eller Skæbne er saaledes under en enestaaende, altomfattende Kontrol. Det er ikke saa mærkeligt, at Verdensgenløseren Kristus kunde sige, at endog vore Hovedhaar er talte. Der ligger ikke nogen som helst Overdrivelse heri. Og vi kan her føje til, at hvert eneste lille Sandskorn ved Havets Bred er under samme guddommelige Kontrol og kan aldrig nogen Sinde komme ud af denne. Hvis blot et lille Støvfnug kunde lægge sig tilfældigt, vilde hele Verdensaltet være af Lave, ja der vilde ikke engang være noget, der hed levende Væsener", der vilde ikke være noget, der hed Bevidsthed". Vort Jeg vilde være til, men det vilde aldrig nogen Sinde være kommet til at opleve sig selv. Vi vilde være et evigt umanifesteret Noget, som er". Der vilde ikke være noget Univers og ingen som helst Viden om noget som helst. Det, vi i Dag kender som Verdensaltet, Sole og Stjernesystemer fyldte med Liv, Manifestationer og Skabelser vilde kun eksistere som et evigt Intet".

Det evige Liv 2699 2453. I Kraft af dette haarfine System, denne altbeherskende guddommelige Verdensorden eksisterer Liv og Tilværelse som Kulminationen af selve Retfærdigheden og dermed Kærligheden. I Kraft heraf skal alle Væsener, der i Dag ikke er fuldkomne, blive fuldkomne. Alle de Væsener, der i Dag lever i Mørket, skal ligeledes komme til at leve i Kulminationen af Lys, ligesom alle de Væsener, der i Dag lever i Invaliditet og Smerte, vil komme til at leve i den største guddommelige Normalitet og i det heraf kulminerende Velvære. Intet som helst Væsen kan komme i Lidelse og Smerte eller mørk Skæbne uden i Kraft af dets egen Væremaade. Vi ved ifølge kosmiske Analyser, at de levende Væsener nødvendigvis maa opleve en Epoke, i hvilken de kulminerer i Mørket for derefter at blive kvalificeret til at kunne opleve en Epoke i tilsvarende kulminerende Lys. Begge disse Epoker er absolut lige nødvendige. Uden, at der eksisterede Mørke, vilde der umuligt kunne eksistere Lys. Og uden, at der eksisterede Lys, vilde der umuligt kunne eksistere Mørke. Der, hvor der ikke er Kontraster, kan der umuligt eksistere Detailler. Og der, hvor der ingen Detailler er, er der absolut ikke noget at sanse eller opleve. Og der, hvor der ikke er noget at opleve, kan Bevidsthed umuligt eksistere. Det Mørke, den Dommedagsepoke eller det Ragnarok, Jordens Mennesker lever i i Dag, udgør altsaa en livsbetingende Nødvendighed for Menneskehedens videre Udvikling og Fuldkommengørelse. Det er en guddommelig Anordning, der udgør intet mindre end Fundamentet for Skabelsen af Væsenernes Oplevelse af evigt Liv. Vi ser saaledes her, hvorledes den guddommelige Verdensorden opfylder det guddommelige Ord: Alt er saare godt". 2454. Der vil saaledes ikke være et eneste Menneske eller Væsen at kunne bebrejde denne Menneskehedens Mørkeepoke. Det er derfor taabeligt at tro, at nævnte Epoke kan afskaffes ved Brug af Straf, Tugthus og Fængsler og naturligvis ligesaa lidt i Kraft af Krig. Disse Foreteelser er lige saa realistisk identisk med Mørket som selve de Manifestationer, som man straffer og tugter Væsenerne for. De eksisterer kun i Kraft af

2700 Livets Bog Menneskenes Uvidenhed. De fordobler i værste Tilfælde undertiden det Onde. De skaber Hævn, Sorg og Lidelse akkurat ligesom de saakaldte Forbrydelser", man straffer og henretter for. De Millioner og atter Millioner autoriserede Mord og Drab, som Stater eller Myndigheder udfører i Form af Henrettelser og i Form af Krig, har endnu aldrig kunnet afskaffe hverken Mord, Drab eller Krig indenfor Menneskeheden. Disse Manifestationer er ligesaa stor en Fejlmanifestation som de Manifestationer, man tror at kunne afskaffe eller forhindre ved Hjælp af den morderiske Magtudfoldelse, vi kalder Straf". 2455. Som vi før har nævnt, er Væsenernes Væremaade Udtryk for et særligt begrænset Bevidsthedstrin, til hvilket der er knyttet en tilsvarende særlig begrænset Tanke- og Opfattelsesevne. Da denne Tankeog Opfattelsesevne udgør Fundamentet for Væsenets Manifestation, Viden og Væremaade, må denne Væremaade være tilsvarende begrænset. Det kan umuligt have samme Livsopfattelse og Væremaade som et Væsen, der er længere fremme i Udviklingen og tilhører højere Bevidsthedstrin, hvor Tænkeevnen ikke er nær saa begrænset. At forlange, at Væsener fra saadanne to forskellige Væsenskattegorier skal have samme Syn paa Tilværelsen, er taabeligt og kan kun afsløre sit Ophavs totale Uvidenhed paa dette Felt. Menneskene vil derfor komme bort fra at benytte deres egen Livsopfattelse og den heraf følgende Væremaade som Maalestok for deres underlegne Medvæsener. Disse maa naturligvis tilhøre mindre Bevidsthedstrin og være bundet til den begrænsede Livsopfattelse og Væremaade, som er Højdepunktet for hvad, der indenfor disse eventuelle underlegne Bevidsthedstrin kan manifesteres af Livsoplevelse og Væremaade. Den Sten, et Væsen ikke kan løfte, maa det lade ligge. At tugte eller straffe det paagældende Væsen for det er den sikreste Vej til selv at faa en tilsvarende ulykkelig Oplevelsestilstand eller Skæbne. 2456. I Henhold til Foranstaaende ser det ikke lyst ud for Jordmenneskehedens kommende Skæbne. Deres højeste Retsvæsen er absolut ikke funderet i den Viden og Psyke, vi her har beskrevet. Den betjener sig af

Det evige Liv 2701 Straf, Tortur og Henrettelse overfor alle de Mennesker, der ikke er udviklede nok til at kunne se Livet fra det Bevidsthedstrin, der ligger til Grund for Skabelsen af den Standard for det Retsvæsen og den Magtudfoldelse, der er almengældende i Kulturlandene Verden over, og de derfor heller ikke af Hjertet kan betragte og overholde den fra dette Retsvæsen paabudte lovmæssige Væremaade som den fuldkomneste Moral. De kan naturligvis kun se den, fra deres eget Udviklingstrin medfødte, Livsopfattelsesevne og den heraf affødte Væremaade som den absolut fuldkomneste Leveform. At tro, at man ved Straf, Tortur og Henrettelser kan forvandle eller løfte Væsenerne fra et lavere til et højere Udviklingstrins normale Livsform eller Væremaade, er kulminerende Overtro og skrigende i Disharmoni med Livets kosmiske og evige Love for Oplevelse af Liv og Tilværelse. Man kan med Tortur og Straf indgive Væsenerne Frygt og derved faa dem til at lystre en Væremaade, der ganske vist er Moral for de Væsener, der har skabt det moderne Retsvæsen og dets Love, men for de Væsener, der bliver torteret og straffet, fordi de ikke kan overholde disse Love, bliver Resultatet her absolut ikke det, at disse Væsener bliver forvandlet til højere udviklede Væsener. De vil i bedste Tilfælde absolut ikke blive til Engle eller bedre Borgere i Samfundet. De vil derimod kun være at betragte som dresserede Dyr i en Cirkus. De lystrer Lovene af Frygt for Straf akkurat ligesom de dresserede Dyr i en Cirkus. Disse Dyr lystrer ogsaa Dressøren af Frygt for Straf og Tortur. De forstaar absolut ikke, hvorfor de skal udføre de for dem ganske taabelige Manifestationer. Saaledes vil ogsaa Væsener, der tilhører Udviklingstrin, der ligger under det, fra hvilke det moderne Retsvæsen er manifesteret, ikke kunne forstaa den moralske Væremaade, de her tvinges til at skulle manifestere. I Stedet for at blive bedre moralske Borgere bliver de bitre og hadefulde paa det Samfund, som straffer, torterer og ringeagter dem som Forbrydere", fordi de har en underlegen Livsoplevelsesevne og den heraf følgende, tilsvarende primitiv Væremaade. 2457. Vi er her blevet kendt med Aarsagen til den Dommedagstil 29 Livets Bog VI.

2702 Livets Bog stand, hele Jordens Menneskehed befinder sig i. Vi har set, at hele dette store Samliv, som Klodens Menneskehed maa leve i, er absolut nødsaget til i Dag at være, som det er, netop fordi det udgøres af Væsener fra mange forskellige Udviklingstrin. Der er ingen Magt paa Jorden, der er i Stand til at ændre det. Den Verdensfred, som Menneskene, efterhaanden som de har oplevet Krigen og Mørket, er begyndt at længes efter, er saaledes ikke et Spørgsmaal om Villie eller Magt. Hvis det blot drejede sig om Villie og Magt, kunde en virkelig Fred imellem Nationer og Mand og Mand imellem snart blive til Kendsgerning. Den største Part af Jordens virkelige intellektuelle Mennesker ønsker ikke Krigen. De vil alle meget gerne have Fred. Naar de ikke faar den, er det absolut ikke fordi, de ikke vil det, men de tror, de kan skabe den med Magt. Men med Magt kan man absolut ikke tvinge den frem. Det har de mangfoldige Krige og de sidste store Verdenskrige, det store Krigsberedskab, Nationerne stadigt holdes i, samt Diktatur og Magtudfoldelse gjort til urokkelig Kendsgerning. 2458. Freden kan saaledes absolut ikke opstaa hverken ved Magt eller Tortur. Den absolutte Fred, Menneske og Menneske imellem og dermed Nationerne imellem, er saaledes hverken et Villiespørgsmaal eller et Magtspørgsmaal. Det er derimod udelukkende et Udviklingsspørgsmaal, der igen er det samme som et mentalt Kvalitetsspørgsmaal. Freden er en særlig Væremaade, der udgør Væsenernes selvfølgelige og naturlige daglige Manifestation, naar de er naaet frem til en særlig bestemt Højde i Udviklingen. Og kun Væsener af denne Højde i Udviklingen kan være sande Fredens Væsener. De udgør hver især Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse. Den virkelige og absolutte Fred kan saaledes kun præsteres af det totalt fuldkomne eller færdige Menneske. Det er altsaa Væsener af denne Udviklingshøjde, der udgør det fuldkomne og i Humanitet eller Kærlighed helt kulminerende Menneskerige. Dette Rige skal saaledes afslutte Menneskehedens Udviklingsepoke her paa Jorden. I denne Udviklingsepoke begynder Reinkarnationen at ophøre,

Det evige Liv 2703 og Væsenerne overgaar totalt til den aandelige Tilværelsesform, der kulminerer i Visdomsriget i det kosmiske Spiralkredsløb. 2459. Da Jordens Mennesker ikke har naaet den forannævnte Højde i Udviklingen, udgør de absolut ikke færdige Mennesker, kosmisk set. De har i større eller mindre Grad de egoistiske, dyriske Bevidsthedstendenser i deres Væremaade. Og der, hvor disse gør sig gældende og har Overtaget, hedder det: Øje for Øje og Tand for Tand, og ligeledes at enhver er sig selv nærmest. Men denne dyriske Natur bliver mere og mere iblandet menneskelig Natur eller Bevidsthedstendenser, der gaar stik imod de dyriske Tendenser. Symptomerne eller Udslagene af disse begyndende menneskelige Tendenser kendetegner sig ved Uselviskhed, Tilgivelse af Uret, Humanitet eller Næstekærlighed eller dette: hellere at give end at tage. Ethvert ufærdigt Menneskes Psyke er altsaa en Blanding af disse to Naturer, en dyrisk Natur, som degenererer og gaar sin Opløsning i Møde, og en menneskelig Natur, som er under Udvikling og vil blive Slutfacittet paa Menneskenes jordiske Tilværelse, og hvorefter de alle hver især vil være eet med Faderen eller Gud. De oplever derefter Tilværelsen i kulminerende Lys og Salighed i de højeste Verdener eller Tilværelsesplaner hinsides al Reinkarnation. 2460. Det, der skal føre Menneskene ud af Dommedags- eller Helvedesepoken, er saaledes ene og alene Udviklingen af de menneskelige Egenskaber, de Egenskaber, der udgør Fundamentet for den virkelige absolutte, varige Fred og Velbehagelighed, som er bebudet Menneskeheden i Juleevangeliet. Disse Egenskaber er i allerhøjeste Grad blevet aabenlyst praktisk demonstreret af Verdensgenløseren Kristus paa Golgathas Kors. Her ser vi det totalt fuldkomne Menneskes Reaktion paa de Lidelser, der blev ham paaført af fjendtligt indstillede Medvæsener. Vi ser, hvorledes han tilgav dem og bad for, at de ikke skulde komme til at lide for det, de havde gjort imod ham. Vi ser, at han vidste, at hans Bødler ikke vidste, hvad de gjorde. Derfor ønskede han ikke, at de skulde straffes. Hans Mission blev 29*

2704 Liv eta Bog saaledes at vise det fuldkomne Menneskes Væremaade. Denne hans Væremaade og Indstilling til sine Fjender eller Bødler er saaledes i Virkeligheden Modellen for den fuldkomne Væremaade, den der fører til Opstandelsen og Livet, Lyset og Lykken. Det er denne Væremaade, der bliver Resultatet af Udviklingen. 2461. Absolut ingen Mennesker vil kunne undgaa at faa denne Væremaade som Slutfacit paa sin lange Udviklingsepoke igennem Dyreriget i Spiralkredsløbet. Men Væsener, der ikke har naaet denne Højde i deres Udvikling, kan umuligt manifestere en Kristusværemaade. Det nytter ikke hverken med Diktatur, Straf eller Trusel om Dødsstraf eller Henrettelser. Hvis det kunde gøre det, var Verdens Mennesker forlængst blevet til Engle eller til totalt fuldkomne Mennesker. Dette, at Menneskene er onde og hævner sig paa hverandre eller udløser andre Former for Ukærlighed imod deres Næste, vil aldrig i nogen som helst normal Situation bringe disse Mennesker eller deres Næste til at gengælde dette med Kærlighed eller Sympati, undtagen hvis de er meget humant udviklede og totalt gaar i Verdensgenløserens Fodspor. Alle primitive eller mindre udviklede Mennesker vil kun kunne reagere og gengælde med samme Ondskab og Had, som det, de selv er blevet udsat for af deres Næste eller Medvæsener. Absolut udelukkende kun dette, at gaa i Verdensgenløserens Fodspor og ligesom han elske og tilgive sine Fjender, ganske uafhængigt af hvad disse saa end har gjort imod en, kan fjerne Mørket fra ens kommende eller fremtidige Skæbne. Med denne guddommelige Væremaade, der er eet med Guds Væremaade, vil der blive Solopgang over Væsenets Skæbne. Og i dets Hjerne og Øjne funkler og lyser den evige Guddoms Straalevæld. Dets Haand kan kun velsigne og kærtegne. Dets Fodspor viser Vej mod det evige Lys. Og Væsenet er blevet Opstandelsen, Vejen, Sandheden og Livet. Det er identisk med Udødeligheden, Uendeligheden og Evigheden. 2462. Igennem de kosmiske Analyser i nærværende Værk er vi blevet kendt med de levende Væseners evige Livsoplevelse, samt hvorledes

Det evige Liv 2705 Evnen til denne Oplevelse vedligeholdes. Vi ved saaledes, at selve den evige Livsoplevelsesevne opretholdes ved et særligt kompliceret organisk Anlæg, som vi kender under Begrebet Sanseevnen". I Kraft af denne Evne skabes Livets Oplevelse. Fundamentet for denne Oplevelse er Skabelsen af Kontraster. Disse Kontraster er at inddele i de store Hovedkategorier, nemlig Fornemmelsen af Behag" og Fornemmelsen af Ubehag". Hver af disse to Fornemmelser rummer et Ocean af Variationer. Der findes saaledes en Mangfoldighed af Fornemmelsesarter, der opleves som Ubehag og en tilsvarende Mangfoldighed af Fornemmelsesarter, der opleves som Behag. Uden denne Realitet i Verdensordenen vilde al Oplevelse være en total Umulighed. Disse to Variationer af Livsoplevelse er det samme som Reaktioner. Reaktioner er det samme som Bevægelseskollisioner. Bevægelse er igen det samme som Kraftudløsning. Kraftudløsning er det samme som Energiudløsning. Energiudløsning er det samme som Villieudløsning. Villieudløsning er det samme som Manifestation af Ønske, der igen er det samme som Tanke. Tanke er Resultatet af Bevidsthedsfunktion, der igen udgør den Manifestation, der afslører et levende Nogets" Eksistens bag enhver Skabelse, og i Forbindelse med hvilken dette Noget" aabenbarer sig som et levende Væsen". 2463. Denne Tankefunktion ligger altsaa til Grund for al Bevægelse og dermed for al Skabelse i Universet eller Verdensaltet. Der forekommer ikke een eneste Bevægelse, der ikke udgør et Led i en Tankefunktion og saaledes udtrykker noget af en Tilkendegivelse af et levende Væsen. For det almindelige, uindviede Menneske er det ikke saa vanskeligt at se, at der er Tankefunktion bag alle de levende Væseners Manifestationer, der hører til Mellemkosmos, hvilket altsaa vil sige: Mennesker og Dyr, ligesom de ogsaa kan se, at der er Liv bag Plantevæsenerne. Men der findes mange flere Bevægelsesarter og de af disse udformede Resultater, som Menneskene i al Almindelighed endnu ikke har begyndt at opfatte som Bevidsthed og Liv. Naar Vinden suser igennem Træernes Kroner, eller Stormen faar Oceanernes Vandmasser til at rejse sig i meterhøje

2706 Livets Bog Bølgetoppe, naar Tordenen ruller igennem sorte Uvejrsskyer og Jorden oplyses i Lynenes Flammeskær, naar Solen gløder i Aftenrøden, og Maa nen kaster sit sølverne Lys over Marker og Skove og spejler sig i Sø og Hav, naar Stjernerne funkler og lyser fra den sorte Nathimmel, og Jorden drejer sig selv badet i Solens Lys og Varme, naar Kloder, Sole og Mælkeveje lysende og funklende vandrer i deres uendelige Baner i Evigheden og Uendeligheden, saa er alt dette uden Undtagelse Tænkning, Tænkning og atter Tænkning og dermed Aabenbaring af Ønske og Villie eller Manifestation af Bevidsthed. Det er denne samlede Bevidsthedsudfoldelse, der udgør Guds Manifestation eller Tilkendegivelse som alle levende Væseners evige Fader. Saaledes er hele Verdensaltet med alle dets Detailler, Funktioner, Bevidsthed og Manifestation: Aabenbaringen af denne evige Faders Bevidsthed, det guddommelige Ocean af Liv, Intellektualitet, Visdom, Kunst og Kærlighed. 2464. Vi har set, at hele denne gigantiske Manifestation er baseret paa Logik. Logik udgør igen en Manifestationsstruktur, der absolut bringer al Skabelse eller Manifestation til i sit Slutfacit at være til Glæde og Velsignelse for levende Væsener, hvilket er det samme som Kærlighed. Dette betyder ikke, at det i alle Situationer ser saaledes ud. For at et Slutfacit i Livsoplevelsen kan fornemmes som Kærlighed, maa der ogsaa være Adgang til i denne store Gigantskabelse, der udgør Verdensaltet og dets Funktioner, at opleve dens Modsætning: Ukærligheden. Medens Kærligheden er baseret paa Logik, altsaa en Struktur i de levende Væseners Væremaade, der gør denne til Glæde og Velsignelse for alt levende, er Ukærligheden baseret paa en Struktur i Væremaaden, der gør denne ulogisk, hvilket altsaa vil sige, at den ikke bliver til Glæde og Velsignelse for levende Væsener, tværtimod, den bliver til Forbandelse, bliver til Ulykke og Lidelse. Den udgør saaledes Modsætningen til Kærligheden og udgør alt, hvad der hører ind under Begrebet det Onde" i sin direkte Virkning. Vi ved, at den fornemmes som Medvæsenernes Had og Forfølgelse. Den frembringer Sygdom, Sorger og Bekymringer. Den fornemmes

Det evige Liv 2707 som identisk med absolut alt, hvad der kommer ind under Begrebet Livslede og Selvmordstendenser. Da denne mørke Væremaades Tilstedeværelse i Universet er en absolut Betingelse for, at de levende Væsener overhovedet kan have en Livsoplevelse, er den saaledes i sin højeste kosmiske Analyse absolut ikke ond", men udgør et overordentligt stort og absolut nødvendigt Gode. Disse to Manifestationsformer: det Onde" og det Gode", er evige Realiteter. De hører til de evige Principper. De har aldrig begyndt og kan aldrig ophøre. De betyder dermed Udødelighed for alle levende Væsener i Verdensaltet. 2465. Udødelighed er det samme som evig Livsoplevelse. Til de levende Væseners Jeg's evige Eksistens er der saaledes knyttet en evig Livsoplevelsesevne. At denne Evne overhovedet kan være en Livsoplevelsesevne betinges altsaa af, at der i denne forekommer to Oplevelses- og Skabelsesmuligheder, nemlig Skabelsen og Oplevelsen af det Onde" og Skabelsen og Oplevelsen af det Gode". Naar saadanne to Oplevelsesformer kan finde Sted, skyldes det den Omstændighed, at alle Bevægelser og de herpaa baserede Skabelser eller Manifestationer i hele Universet er lovbundne paa en saadan Maade, at de som nævnt, i Slutfacitterne bliver til Glæde og Velsignelse for levende Væsener. Men samtidig er der givet Væsenerne Adgang til i deres Væremaade at kunne gaa imod denne Lovbundethed i Verdensaltet. Deres Handlemaade bliver da i Disharmoni med den Logik, der skaber Slutfacitternes Velsignelse og Glæde. Livsoplevelsen bliver da i tilsvarende Grad fuld af Skuffelser, Sorger, Bitterhed, Had og Vrede eller alt det, der skaber de saakaldte ulykkelige Skæbner" eller som nævnt det Onde". Men hvis ikke der var givet Menneskene denne Adgang til at gaa imod Verdensordenens Lovsystem, vilde intet Væsen kunne komme til at føle sig som et selvstændigt og frit Menneske. Naar det kun kunne manifestere det Gode", naar det kun kunne opfylde Livslovene, var der ingen som helst Mulighed for, at Væsenet kunde have nogen som helst Form for Villie. Alt vilde det udføre blindt automatisk, rent bortset fra, at det overhovedet ikke havde nogen som helst Mulighed

2708 Livets Bog for Livsoplevelse, Manifestation eller Skabelse. Hvis Livsloven ikke kunne overtrædes, eksisterede den jo ikke. En Lov, der ikke kan overtrædes, er ikke nogen Lov. Livsformen vilde da være en Realitet, der umuligt kunne ændres. Overfor en Livsform, der umuligt kan ændres, behøves der ikke noget beskyttende Lovsystem eller Paabud imod denne Ændring. En Ændring, der ikke eksisterer, behøver ikke at beskyttes. Men nu eksisterer der altsaa et saadant omfattende Lovsystem, paa hvilket hele Livsoplevelsen er baseret og muliggjort. 2466. For at de levende Væsener overhovedet kan opleve Livet, er de stillet overfor dette Lovsystem, der viser, at Livslovene kan baade overholdes og overtrædes. Væsenerne kan ved at overholde Lovene skabe et fuldkommen lykkeligt Liv i Kontakt med hele Verdensaltets Struktur, og de kan overtræde disse Love og dermed i tilsvarende Grad være i Disharmoni med nævnte Struktur. Saaledes er det levende Væsen i sin højeste kosmiske Analyse frit stillet. Det kan gøre, hvad det vil. Det kan skabe Mørke omkring sig, ligesaavel som det kan skabe Lys omkring sig. 2467. Med Hensyn til Mørket i Livsoplevelsen udgør dette jo Hjemstedet for alt, hvad der kommer ind under Begrebet Ubehag", Smerte og Lidelse. Derfor er dette Mørke blevet kaldt det Onde". Men det er her let at se, at det kun er i det levende Væsens lille lokale Dagsbevidsthedsoplevelse, i hvilken det er uden nogen som helst Viden om, at dets nuværende Jordliv kun er et Led i en Kæde af tidligere og kommende Jordliv, at Livsoplevelsen kan faa Skæret af at være virkelig ond", hvilket vil sige: være Manifestation af Ukærlighed fra Livets, Forsynets eller Medvæsenernes Side. Da den er en absolut uundgaaelig Betingelse for, at Væsenet overhovedet kan faa sin evige Livsoplevelsesevne holdt vedlige, er den dog i allerhøjeste Grad Udtryk for et livsbefordrende Gode. Det er saaledes kun det uindviede Væsen, der som bekendt er totalt ubevidst i sin kosmiske eller evige Struktur, der derfor ikke kan sanse eller opleve Hensigten med og Nødvendigheden af dets mørke Skæbne eller Oplevelsestilstand. Det kosmisk bevidste Væsen, der sanser og oplever hele Livets

Det evige Liv 2709 kosmiske eller evige Struktur, ser denne Struktur som en hundrede Procents Kærlighedsudfoldelse. Denne Udfoldelse udviser intet som helst ondt", men den fremtræder i de to Kontraster, der er absolut betingende for al Livsoplevelse. Det er disse to Kontraster, der manifesteres som det saakaldte Onde" og det saakaldte Gode", men som i Realiteten, kosmisk set, henholdsvis absolut kun kan være at udtrykke, som tidligere omtalt det ubehagelige Gode" og det behagelige Gode". Og da begge disse to Manifestationsprincipper er absolut lige nødvendige for Livsoplevelse og Manifestation, ser vi atter her Bekræftelsen paa, at Alt er saare godt". 2468. Men det er ikke nok for Livsoplevelsens Fuldkommenhed, at disse to Manifestationsprincipper eksisterer og giver Væsenet fri Villie til at gøre, hvad det vil. De udviser endnu et Princip, nemlig dette, at de danner Aarsag" og Virkning". Det levende Væsens Jeg kan frit gøre, hvad det vil, men det maa saa til Gengæld opleve Virkningerne af denne dets Villieudløsning. Udløser det Mørkeprincippet i sin Væremaade eller Manifestation, kommer det til at opleve Virkningerne af dette i sin Livsoplevelse. Disse Virkninger bliver dets Skæbne. Denne bliver dermed tilsvarende mørk, hvilket vil sige: ulykkelig eller lidelsesfuld. Hvis Væsenet udløser Lysets Princip i sin Væremaade, vil Virkningerne heraf danne tilsvarende Lys i dets Livsoplevelse. Det faar da en lys og lykkelig Skæbne. Grundet paa disse to Livsprincipper i Verdensordenens Struktur er de levende Væsener saaledes i absolut Forstand deres egen Skæbnes Herre. De er dermed absolut selv Skyld i deres mørke saavel som i deres lyse Skæbne eller Livsoplevelse. Intet som helst andet levende Væsen kan være Skyld i dets Skæbne. Andre Væsener kan kun være Guds Redskaber eller Medier for Udløsning af Væsenets tilbagevendende Virkninger. Men de kan aldrig i noget som helst Tilfælde udgøre den virkelige Aarsag. De kan kun blive Aarsag til deres egen Skæbne, saaledes som vi her har udtrykt. 2469. Denne af Væsenet udløste Væremaade overfor sine Omgivelser giver saaledes tilbagevendende Virkninger, skaber en ny Realitet i Væse

2710 Livets Bog nets Livsoplevelse, nemlig Viden. Væsenet kommer herved til at kende de Foreteelser i Væremaaden, der skaber det Onde", og de, der skaber det Gode". Efterhaanden som det faar opsummeret i sin Psyke Erfaringerne for det Ondes og det Godes Virkninger i Livsoplevelsen, faar det Talent eller Begavelse til mere og mere at kunne udløse en Væremaade, hvis Virkninger bliver en lys eller lykkelig Skæbne. Det er dette Princip, der i sin første Form faar Væsenet til at blive intelligent og i bedste Fald forvandler det til at blive et højintellektuelt" Væsen. Men for at blive et højintellektuelt Væsen er det ikke nok, at Væsenet bliver intelligent og teoretisk ved, hvorledes det egentlig skal handle for at kunne faa en lykkelig Skæbne. Hertil kræves endnu en Evne, nemlig Humanitet" eller Næstekærlighed". Denne Evne bestaar i at kunne fornemme andre Væseners Bekymringer og Lidelser i sin egen Psyke. Jo mere bevidst, man saaledes bliver i andres ulykkelige Skæbne og kan føle denne i sit Indre, jo mere Medlidenhed vil man føle med de nævnte Væsener. Dette betyder igen, at man saaledes her begynder hellere at ville give end at tage. Man føler Glæde ved at hjælpe saadanne lidende Mennesker og føre dem frem til lyse og lykkeligere Tilstande, rent bortset fra at man naturligvis ogsaa føler Trang til og Glæde ved at hjælpe Dyrene i deres vanskelige Situationer. Men hvordan skulde vi faa Evne til mentalt og hjerteligt at føle vor Næstes Lidelser, hvis vi aldrig selv havde haft de samme Lidelser eller en tilsvarende Skæbne? De ydre legemlige Smerter og Lidelser, vi selv har gennemgaaet, sætter os saaledes i Stand til at fornemme, hvorledes vor Næste har det, som er ude i tilsvarende Lidelser. Og denne Evne i sin virkelige fuldkomne Udvikling bevirker, at vi som nævnt føler Glæde og Pligt til at hjælpe denne vor Næste. Det er denne Evne, vi kender som Medlidenhedsevnen". Det er denne Evne, der udgør Næstekærlighedens første begyndende Morgenrøde og Solopgang i Jordmenneskehedens mentale Sfære eller Sindelag. 2470. Men det er ikke Livets Mening, at Jordens Mennesker kun skal knyttes sammen ved en Medlidenhedsevne. Kærligheden skal ogsaa kunne

Det evige Liv 2711 manifesteres Væsen og Væsen imellem uden at skulle være Medlidenhed. Det er et saadant, paa absolut hundrede Procents Kærlighed baseret, Samliv imellem Menneskene, der udgør Livsoplevelsens fundamentale Grundlag. Ja, det er denne Form for Samliv, der udgør selve Livets eller Verdensaltets Grundtone. Det er selve Guddommens egen Bevidsthed. Denne Kærlighedsbevidsthed er endnu kun lige akkurat i sin allerførste spæde Begyndelse i den jordmenneskelige Mentalitet. Ja, den er endnu saa svag, at man kun kan kalde den Søluften i Havets Nærhed. Krige og Krigsfrygt, Had og Forfølgelse, Moselovsmanifestationen: Øje for Øje og Tand for Tand, raser endnu i Verden som autoriseret Lov- og Retsvæsen, skønt Menneskeheden forlængst har faaet Budskabet: elsk din Næste som dig selv og tilgiv ham ikke blot syv Gange dagligt, men derimod indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange dagligt. Dette Fredens urokkelige Budskab og absolut eneste Betingelse for den sande og virkelige Fred paa Jorden er endnu for Jordens regerende eller herskende Personer en Utopi eller en Tilstand, som de mener aldrig nogen Sinde vil kunne opnaas. Med denne Indstilling hos de Væsener, der skal regere eller føre Menneskene og skabe deres Kultur, er det ikke saa mærkeligt, at Kristendommen endnu i stor Udstrækning kun er en Religion, i hvis Navn der hidtil og stadig en Tid endnu fremad vil blive begaaet kolossale Overtrædelser af Universets eller Verdensaltets Livslove og Grundprincipper. 2471. De foran nævnte Overtrædelser kan ikke bebrejdes Menneskene. Et Udviklingstrins Love og Væremaade, de endnu ikke er vokset til, kan de umuligt manifestere. En Bevidsthedstilstand, de ikke har, kan de umuligt praktisere. Menneskene har ganske vist et Væld af Erfaringer angaaende det Ondes" Virkninger, og de er ogsaa i Kraft af deres Lidelser begyndt at faa udviklet den humane Sans, den førnævnte Medlidenhedsevne, men dette er absolut ikke nok, og det vil aldrig kunne skabe den virkelige Fred i Verden. Menneskene ved udmærket teoretisk og erfaringsmæssigt, hvad der i Virkeligheden er ondt", og hvad der i Virkeligheden er godt". Men denne Viden har ingen Varme. Den er i sig

2712 Livets Bog selv kold som Is. Hvis der ikke eksisterede en særlig, for Kærligheden befordrende organisk Struktur, vilde Livet eller Tilværelsen trods alt være totalt uden Mening, være absolut uden virkelig Glæde og Livslykke. Denne organiske Struktur udgør, som vi forlængst er blevet bekendt med her i Livets Bog, den højeste Ild". Vi skal derfor her ikke gaa i særlige Detailler med denne Ilds ydre Analyser, men blot vise, hvorledes nævnte Ild fornemmes i Væsenets Indre og de heraf følgende Udslag i dets Væremaade som kulminerende Kærlighed til alt og alle. 2472. Den nævnte højeste Ild udgør det samme som det Noget eller den Realitet i de levende Væseners Psyke, der bevirker al Tiltrækning og Frastødning Væsenerne imellem. Vi ved, at hele Verdensaltet bestaar af et altomfattende Ocean af levende Væsener. Alle disse levende Væsener adskiller sig fra hverandre ved at være individuelle. De udgør alle hver især en til en vis Grad fra de andre levende Væsener adskilt Eenhed. Denne Eenhed er i sin allerhøjeste Analyse en evig urokkelig Foreteelse. Men samtidig med, at enhver saadan Eenhed i sig selv er en Individualitet, eksisterer denne kun i Kraft af sin urokkelige Tilknytning til alle de andre saadanne individuelle Eenheder, der altsaa udgør levende Væsener. Der eksisterer saaledes en urokkelig Sammenknytning af alle Verdensaltets levende Væsener, der bevirker, at disse udgør en absolut urokkelig fast sammenhængende Eenhed, der igen bevirker, at Verdensaltet udgør eet eneste stort levende Væsen. Det er dette Væsen, der udgør den evige Guddom eller alle levende Væseners Alfader. 2473. Hvis ikke de levende Væsener var fast sammenknyttede til at udgøre denne Eenhed, vilde deres Eksistens som bevidst levende Væsener være en absolut total Umulighed. Kun i Kraft af denne guddommelige Sammenknytning, denne eksisterende virkelige Sammensmeltning af de levende Væsener i Livets højeste Sfære betinges al Livsoplevelse, saavel ondt som godt, saavel Ubehag som Behag. Og uden denne Evne ingen som helst Sansning, og uden Sansning ingen som helst Manifestation, og uden Manifestation vilde ethvert Væsen kun være et eksisterende dødt

Det evige Liv 2713 eller livløst Noget. Og Verdensaltet vilde ligeledes dermed være et umanifesteret og dermed et livløst Noget. Der vilde ingen som helst Guddom eksistere. Hele det straalende guddommelige og i mangfoldige farverige og lydmæssige Aspekter fremtrædende Liv, som udgør Verdensaltet, vilde sansemæssigt være lig et altomfattende Intet". Men nu er heldigvis det modsatte en Kendsgerning. Verdensaltet er et eneste straalende urokkeligt og udødeligt altomfattende Ocean af Liv, opdelt og manifesteret igennem alle eksisterende levende Væsener. 2474. De levende Væseners tilsyneladende Adskillelse fra hverandre kommer til Syne igennem dette, at de hver især har en Psyke, bestaaende af fysiske og aandelige Legemer. Disse Legemer er som bekendt udformede Redskaber, ved hvilke Sansning og Manifestation bliver mulig. Men disse Legemer eller Sanseredskaber er altsaa rodfæstet i Væsenets Jeg. Denne Rodfæstnings Struktur kender vi som Jegets Overbevidsthed, der igen rummer Skæbneelementet og Talentkernerne, i Kraft af hvilke Væsenet kan opretholde sin Underbevidsthed, der bestaar af dets Dagsog Natbevidsthed. Det er disse Sanse- og Manifestationslegemer, som Jeg'et og Overbevidstheden iklæder sig, der skaber en tilsyneladende Adskillelse af de levende Væsener og derved opretholder Væsenernes Oplevelse af deres individuelle Tilstand og dermed Oplevelsen af deres Adskillelse fra de øvrige Væsener i Tilværelsen. 2475. Denne Adskillelse fra de øvrige Væsener i Tilværelsen er saaledes en skabt Foreteelse. Men en skabt Foreteelse kan ikke udgøre den virkelige Analyse af Situationen. Den kan kun være en tænkt Modsætning til det absolutte. Og det absolutte her er Jeg'et, der netop udgør selve det levende Noget i ethvert levende Væsen. Da dette Noget ikke udgør et manifesteret Noget, har det ikke nogen Begrænsning. Det har ingen Begyndelse eller Afslutning. Det kan umuligt deles. Det kan derfor kun udtrykkes som et udeleligt Noget. Men naar dette Noget saaledes er udeleligt, bliver det det samme Noget, som forekommer i ethvert levende Væsen som dets Jeg. Jeg'et i ethvert levende Væsen udgør saaledes det samme

2714 Livets Bog Noget. Da dette Noget ikke kan deles, bliver det her til Kendsgerning, at Væsenerne, i Kraft af dette Noget eller Jeg, alle her er uløseligt sammenknyttede, kosmisk set. Alle levende Væsener udgør saaledes her en kosmisk uadskillelig Eenhed. Det er denne Eenhed, der som nævnt udgør den evige Guddom. Da Jeg'et i alle levende Væsener tilsammen saaledes udgør Guds Jeg, bliver de altsaa alle identisk med Gud, om end hvert enkelt Individ i Kraft af sin Individualitetsstruktur retmæssigt kun kan kaldes en Gudesøn". 2476. Vor højeste kosmiske Analyse paa dette Felt viser os saaledes her som absolut Virkelighed, at alle levende Væsener i absolut Forstand paa Jeg'ets eget Plan er identiske. Den oplevede Adskillelse fra andre Væsener, som vi i Dagliglivet lever i, udgør kun en skabt Realitet. Denne Realitet kan derfor kun udgøre en manifesteret Tankekombination. Men en manifesteret eller skabt Tankekombination er kun en skabt og ikke en absolut virkelig Realitet, kosmisk set, selv om Individualitetsprincippet i Væsenet er urokkeligt. Vi Mennesker oplever altsaa hver især os selv igennem de fysiske og psykiske Sanser som en fra andre levende Væsener adskilt individuel Eenhed. Men denne Adskillelsesfornemmelse udgør altsaa kun en tænkt Modsætning til den absolutte Virkelighed, hvor Væsenerne er urokkeligt sammenknyttede til en Eenhed. 2477. Den absolutte Virkelighed kommer saaledes frem i Væsenernes Fornemmelsesomraade som en Dragning imod andre levende Væsener. Det er denne Dragning, der i sin højeste Fremtræden kommer til Udtryk som den virkelige og absolutte Sympati eller Kærlighed. Det er derfor, at denne Kærlighed afføder i Væsenerne Trangen eller Lysten til at glæde og kærtegne andre levende Væsener. Den er i Virkeligheden, om end endnu ubevidst for Væsenerne selv, en Genkendelse af vort Jeg's Identitet med vore Medvæseners Jeg og det herpaa baserede guddommelige Slægtskab eller vor kosmiske Familiesamhørighed med alt levende. Det er saaledes dette guddommelige Slægtskab og kosmiske Samhørighed, der kommer til Udtryk igennem Kærlighedsevnen. Kærligheden føles som en

Det evige Liv 2715 meget stærk Dragning imod de Væsener, der er dens Objekt. Man ønsker at gøre Livet lettere for disse Væsener. Man ønsker at glæde og behage dem. Man vil hellere selv lide, end at man vil have, at disse Væsener skal komme til at lide. Man føler Trang til at kærtegne dem, Trang til at knuge dem ind til sig, være eet med dem. Naar Væsenerne i Kraft af Kærligheden trykker sig saa tæt og inderligt sammen som muligt, ligger det i Virkeligheden i Ønsket hos Parterne om at være fuldstændig eet med hinanden, ikke blot mentalt, men ogsaa fysisk. Hvis Parternes fysiske Legemer kunde gaa ind i hinanden og ikke var forhindrede deri i Kraft af den faste, fysiske Materie, de bestaar af, vilde de fuldstændig smelte sammen og i ydre Udseende kun være at se som eet Legeme, selv om de mentalt set stadig vilde være to Individualiteter. Kærligheden forener saaledes Væsenerne mentalt set. Der hvor Kærligheden, altsaa Lysten til at manifestere Lys og Glæde for andre Væsener, dominerer, der dominerer Fuldkommenheden, Lykken og Saligheden. Der er Væsenerne ved at blive bevidst i at være identisk med alt øvrigt Liv i Verdensaltet og dermed paa Vej til at blive eet med Gud og fremtrædende som Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse". Dette vil igen sige, at ethvert saadant Menneske er blevet en Kærlighedens Sol, der paa uselvisk Maade lyser og varmer paa alt og alle. 2478. Vi ser saaledes her to Sider ved Livet eller Livsoplevelsen. Den ene Side fornemmes som Frastødning, medens den anden Side fornemmes som Tiltrækning. Denne Frastødning ligger i sin absolutte Analyse til Grund for alt, hvad der i Livsoplevelsen kommer ind under Begrebet Ubehag, medens Tiltrækningen, ligeledes i sin absolutte Analyse, ligger til Grund for alt, hvad der kommer ind under Begrebet Behag. Disse to Former for Fornemmelse udgør de to Kontraster, uden hvilke ingen som helst Livsoplevelse kan finde Sted. Hvordan skulde man kunne sanse, hvis der ikke eksisterede nogen som helst Kontrast til Sanseobjektet. Derfor udgør al Sansning en Oplevelse af Kontraster. Ethvert Sanseobjekt opleves saaledes kun i Kraft af, at det udgør en Kontrast til dets

2716 Livets Bog Omgivelser. Det afviger saaledes fra Omgivelserne enten ved at være mørkere eller lysere, ved at have andre Farver, andre Former, en anden Volumen, en anden Smag o.s.v. Alt, hvad der kommer ind under skabte Foreteelser, udgør hver især en Kontrast til Omgivelserne, i modsat Fald vilde det umuligt kunne sanses eller opleves. Al Livsoplevelse er saaledes en Umulighed uden Kontrastprincippet. Det højeste Udslag af disse to modsatte Principper kommer til Syne som kulminerende Kærlighed og kulminerende Had. Fysisk set kommer de blandt andet til Syne som kulminerende Solskin og kulminerende Natmørke. 2479. Som vi allerede ved, er Kontrastprincippets Udfoldelse organiseret paa en særlig Maade i Form af kosmiske Kredsløb. I et saadant kosmisk Kredsløb kommer Mørket til Kulmination samtidig med, at Lyset kommer i en Minimumsudfoldelse, ligesom Lyset paa et andet Sted i det samme Kredsløbsomraade kommer til Kulmination samtidig med, at Mørket kommer i en latent Tilstand eller Minimumsudfoldelse. Det er paa denne Maade, at Spiralkredsløbets forskellige seks Riger opretholdes, og i hvilke de levende Væsener kommer til skiftevis at opleve Livets Mørke- og Lyskulmination. Ved denne Væsenernes skiftende Oplevelse af Mørke- og Lyskulminationen bliver deres evige Livoplevelsesevne holdt vedlige. I modsat Fald vilde al Sansning være en Umulighed. Men i Kraft af Kredsløbsprincippet kan Væsenernes Livsoplevelsesevne saaledes aldrig ophøre. Og Væsenerne bliver i Kraft heraf udødelige og evig bevidst livsoplevende. Hele Verdensaltets Bevægelses- og Skabelsestilstand er saaledes udelukkende organiseret i det samme Kredsløbsprincip, hvorved alle Kontrastforhold bliver organiseret til Hjælp for de levende Væseners Livsoplevelsesevne. Det er, som vi ogsaa forlængst er blevet bekendt med, denne Kontrastordning i Verdensaltet, der ligeledes bevirker, at de levende Væsener kommer til i visse Livsoplevelsesepoker at fremtræde som eenpolede Væsener, hvilket vil sige som specielle Hankønsvæsener eller som specielle Hunkønsvæsener. Disse Væsener udgør igen hver især saaledes kun et Halvkønsvæsen". Medens Halvkønstilstanden

Det evige Liv 2717 befordrer den Livsoplevelsestilstand, vi kalder Dyreriget", befordrer Helkønstilstanden", hvilket vil sige Dobbeltpoletheden", Væsenerne igennem det fuldkomne Menneskerige og derefter igennem de højeste Verdeners Livsoplevelsesformer hinsides det fysiske Tilværelsesplan. Og vi er atter i Berøring med Den højeste Ild" eller det seksuelle Princips Betydning som Fundament for Livsoplevelsens Kulmination i det højeste Lys og dybeste Mørke og den heraf affødte Udødelighed eller evigt bevidste Tilværelse i Guds Straalevæld, eet med den evige Fader i Kærligheden og den herpaa baserede Skabelse af Lys i Mørket. 2480. Denne højeste Ild har Sæde i ethvert levende Væsens Overbevidsthed i to herfor særligt beregnede kosmiske Organer, som vi kender som den maskuline Pol" og den feminine Pol". I Kraft af, at disse to Poler befinder sig i en evigt skiftende Tilstand, saaledes at Væsenerne skiftevis fremtræder som eenpolede og som dobbeltpolede, bliver deres Livsoplevelsesevne i tilsvarende Grad præget og formet heraf. Hvis Væsenets maskuline Pol er kulminerende, er dets feminine Pol i en latent Tilstand. Og Væsenet er, foruden at være et hundrede Procents Hankønsvæsen, et Dyr" i Renkultur. Hvis Væsenets feminine Pol er kulminerende, er dets maskuline Pol latent, og Væsenet er et totalt Hunkønsvæsen samtidig med, at det ogsaa er et Dyr" i Renkultur. Hvis Væsenets to Poler er jævnbyrdige og befinder sig i lige stor Udfoldelse, er Væsenet ikke mere hverken et Hankøns- eller Hunkønsvæsen, men udgør derimod et Helkønsvæsen", der igen i sin højeste Udfoldelse er det samme som det absolut fuldkomne Menneske i Guds Billede efter hans Lignelse". Man forstaar saaledes her denne Lighed med Guddommen, eftersom Guddommen jo hverken er Hankønsvæsen" eller Hunkønsvæsen" eller hverken er Mand" eller Kvinde". De levende Væseners Livsoplevelses Kulmination i Lysepoken eller de højeste Riger betinges altsaa af deres Helkønstilstand, ligesom det er Væsenernes Halvkønstilstand, der betinger, at de befinder sig i Dyreriget eller Livsoplevelsens Kulmination i Mørkeepoken. 30 Livets Bog VI.

2718 Livets Bog 2481. For at de levende Væsener kan opleve Mørket eller det saakaldte Onde og derved faa friske Erindringer i Bevidstheden om Lidelse og Smerte eller om Virkninger af Overtrædelser af Livslovene og saaledes faa en Kontrast, ved hvilken de kan opleve Lyset, maatte deres Polkonstellation ændres fra den fuldkomne Dobbeltpolethed til den eenpolede Tilstand. Væsenerne kommer derved til at leve i en Halvkønstilstand, altsaa en Tilstand, hvor de grundet paa denne Kønsstruktur umuligt kan elske sin Næste som sig selv, og de kommer derfor til at opleve Ukærligheden eller Kontrasten til den Tilværelse, hvor det evige Liv bliver kulminerende Fuldkommenhed eller en Kulmination i Lys, Glæde og Salighed. Uden denne Kontrast vilde altsaa al Livsoplevelse være en total Umulighed. Vi ser her, at hele det levende Væsens Bevidsthedsstruktur, dets Fremtræden som Plante, Dyr, Menneske eller som Engel eller aandeligt Væsen, udelukkende skyldes dets i særlige Manifestationsformer og Livsoplevelsestilstande fremtrædende Polkonstellation. Den særlige Fremtræden et jordisk Menneske i Dag repræsenterer, dets Moral, dets humane Evner eller Graden af dets Næstekærlighed, skyldes altsaa udelukkende dets i Dag fremtrædende Polkonstellation. 2482. I de jordiske Mennesker er denne Polkonstellation under Forvandling fra Eenpolethed til Dobbeltpolethed, hvilket vil sige, en Forvandling af hele Væsenet. Fra at være et Halvkønsvæsen er det saaledes nu paa Vej til at blive et Helkønsvæsen. Det er altsaa, som vi allerede forlængst er blevet kendt med, ved at forvandles fra Dyr til Menneske. Jo længere fremme Væsenet er i denne Forvandling, desto mere menneskelig", hvilket vil sige: intellektuel og kærlig, er det, medens det modsatte er Tilfældet med de Væsener, der endnu er meget lidt fremme i denne Forvandling. De er tilsvarende uintellektuelle og primitive, samt meget stærkt behersket af deres dyriske" Natur, er inhumane og ukærlige overfor deres Medmennesker. De kan næsten kun udvise Venlighed overfor Væsener af det modsatte Køn, Deres Ægtefælle og Afkom. Overfor Væsener af deres eget Køn er Fjendtligheden desto større, desto mere

Det evige Liv 2719 de fremtræder som eenpolede eller som Halvkønsvæsener. Hele Jordmenneskeheden af i Dag er saaledes under en meget stærk Poludvikling uden at kende denne dens særlige mentale Situation. De oplever Polforvandlingens mange Virkninger, men kender saa at sige intet som helst til dens særlige Natur og Eksistens. Mange af disse Virkninger er absolut normale og ligesaa absolut uundgaaelige. 2483. Da Jordmenneskene kun kender Den højeste Ild" i dens spæde Minimumsudfoldelse, den der giver sig Udslag i deres egen Psyke i Form af Eenpoletheden eller Hankøns- og Hunkønsformen, og som har været normal for dem igennem Dyreriget og frem til deres nuværende Fremtræden som begyndende Menneske, kan de foreløbig ikke forstaa den seksuelle Ændring, som i større eller mindre Grad giver sig Udslag i en Mængde Menneskers Psyke. Da Eenpoletheden eller Hankøns- og Hunkønsprincippet har været det herskende og udgjort den eneste seksuelle Form igennem deres Udviklingspassage gennem Dyreriget, de har kendt, er det ikke saa mærkeligt, at de kun kan betragte ethvert andet Udslag af Seksualisme som unormalt og dermed opfatte dette som umoralsk. De kender kun den Del af det seksuelle Princip eller den højeste Ild, der befordrer deres Parrings- eller Forplantningsproces. De forstaar saaledes ikke, at det seksuelle Princip er langt større eller meget mere omfattende end det rent ægteskabelige Omraade. Det omfatter absolut hele Væsenets Bevidsthedsomraade og har Indflydelse paa en hvilken som helst af dets Manifestationer og Livsoplevelser. Vi skal ikke her komme ind paa de mange seksuelle Afsporinger, som Menneskene meget let falder for paa et givet meget kritisk Stadium under denne deres Polforvandling, men blot henvise til vore tidligere Afsnit med Analyserne om den højeste Ild. I disse Analyser har vi i særlig Grad beskæftiget os med den udvendige Side ved Polforvandlingen, her vil vi derimod gerne vise Polforvandlingens indvendige Side, hvilket vil sige: hvordan den fornemmes, og hvilke Tankearter den afføder i sine Begynderstadier her hos Jordmenneskene. Skønt Menneskene har saa umaadelig meget 30*

2720 Livets Bog at takke deres Polforvandling for, er den, grundet paa Menneskenes totale Uvidenhed om den, meget forfulgt, forbandet, opfattet, bedømt og straffet som en Forbrydelse. Der findes virkelig endnu Lande eller Stater i Verden, hvor Polforvandlingens normale Udslag straffes juridisk. - Tænk, hvad Uvidenhed kan bevirke. Et Væsen straffes, fordi det udvikler sig fra en Tilstand til en anden, en Forvandlingsproces, der totalt er udenfor Villiens Magt og Bestemmelse, og som det derfor ligesaa lidt kan gøre ved, som Blomsten paa Marken eller Træet i Skoven kan gøre ved, at det vokser og forvandler sig fra Frø til kulminerende Plante. Hele Menneskehedens Væremaade, dens Opfattelse, dens Intellektualitet, dens Videnskab, dens Kunst, dens Politik, dens Krigsform, dens Fredstenden ser, dens ægteskabelige Forhold, dens Venskaber og Fjendskaber, ja, hele dens Kulturtilstand af i Dag er udelukkende et Produkt af en Sammenblanding af eenpolet og dobbeltpolet Bevidsthedstilstand. Ja, at det jordiske Menneske overhovedet afviger saa meget fra de Væsener, det opfatter som Dyr i Renkultur, som Tilfældet er, skyldes udelukkende den begyndende Polforvandling. Man forstaar her, hvilken meget stor Mangel paa Viden om dette Væsenernes dybeste sjælelige eller psykiske Omraade den moderne Psykologi udviser, ligesom man ogsaa her forstaar, hvorfor den moderne Livsfilosofi hverken kan skabe Fred eller fjerne Krigen fra det jordmenneskelige Livs Omraade. 2484. Før Polforvandlingen begyndte, var alle Jordens Mennesker uden Undtagelse Dyr i Renkultur, selv om de udgjorde en anden Dyreart eller Race end de Væsener, vi i Dag kalder Dyr". Intet som helst Væsen, der er naaet frem til at udgøre et Jordmenneske, udgør et eenpolet Væsen i Renkultur. I saa Fald maatte det altsaa være et Dyr i Renkultur. De er alle mere eller mindre fremme i Udviklingen af Dobbeltpoletheden, selv om den ikke hos dem alle er naaet saa langt frem, at de begynder at blive hjernemæssigt bevidst i denne deres Tilstand. Naar de ikke er bevidst i denne, skyldes det udelukkende dette, at den endnu ikke har naaet at ændre Væsenets rent fysiske Parringsdrift eller seksuelle Indstilling til

Det evige Liv 2721 det modsatte Køn. Men hos Millioner og atter Millioner af Mennesker er den ny Tilstand begyndt at berøre Parringsdriften eller den eenpolede seksuelle Tilstand. Og her er det, at der opstaar Antipati eller Forbandelser fra det Væsen, der endnu paa dette Felt lever i Primitivitetens og Uvidenhedens Sfære og ikke aner den ny Tilstands Virkelighed, selv om det er fysisk Lovgiver, Dommer, Præst eller Videnskabsmand. Det kan kun betragte den dobbeltpolede Tilstands Udslag i et Væsens Psyke som abnorm, som umoralsk, som noget der skal straffes, noget, de paagældende Mennesker maa vænnes af med. De forstaar ikke, at det er den begyndende Dobbeltpolethed, de kan takke for deres store Position i Samfundet som: Lovgiver, Dommer, Præst eller Videnskabsmand, selv om denne Dobbeltpolethed endnu ikke er naaet frem til at berøre deres seksuelle Eenpolethed og Parringsdrift eller ægteskabelige Forhold. De forstaar derfor heller ikke, at hvis det er moralsk at straffe Væsener, fordi Poludviklingen er naaet frem til at berøre deres seksuelle Tilstand og har begyndt at forvandle den, saa er det ogsaa moralsk at straffe baade Lovgivere, Dommere, Præster og Videnskabsmænd, fordi de repræsenterer de her nævnte Positioner i Samfundet. Disse Positioner viser, at deres Ophav i ligesaa høj Grad er dobbeltpolede som de Væsener, de forbander og dømmer til Straf. 2485. Da Menneskeheden i Dag saaledes repræsenterer en psykisk Forvandlingsproces og dermed er paa Vej mod en anden sjælelig eller psykisk Tilstand end den, der ligger til Grund for al Væremaade baseret paa Eenpoletheden eller Halvkønstilstanden, er det givet, at den ikke kan blive ved med at leve efter den Moral, der udelukkende er formet af eenpolede Væseners Opfattelse af Seksualisme som Forbillede for disse Væseners Væremaade. Men Væsenerne kan jo ikke samtidig udvikle sig til en helt ny sjælelig Tilstand og saa fortsat leve efter eller opfylde Love for en Væremaade, de forlængst mere eller mindre er vokset fra. Det er ligesaa umuligt, som det er umuligt for et Barn at kunne blive ved med at benytte de samme Klæder og Sko i sin voksne Alder, som det benyt

2722 Livets Bog tede i Barndommen. Mange Mennesker er saaledes næsten totalt vokset fra den eenpolede Opfattelse af Moral, altsaa en Moral, der bliver mere og mere umulig for Væsenet at opfylde, alt eftersom den dobbeltpolede Tilstand vokser frem i dets Bevidsthed eller Psyke. 2486. Hele det moralske Fundament i den civiliserede Verden, baade indenfor Kristendommen og de andre humane Religioner, har udelukkende kun stimuleret Menneskene i den eenpolede Væremaade, hvilket altsaa vil sige: en Væremaade, hvor alt udelukkende drejer sig om Ægteskab, Familie og Afkom. Man fattede absolut ikke her, at der virkelig kunde eksistere en helt anden Form for moralsk Væremaade, en Væremaade, der ikke var baseret paa Familie, Ægteskab, Forelskelse eller det pattedyriske Forplantningsprincip. Og det er klart, at i saa stærke eenpolede Væsener kan der kun fødes Tankearter, Ønsker og Begær, der udelukkende kun befordrer Sympatien til det modsatte Køn, medens den til sit eget Køn befordrer Rivalisering, Skinsyge og Jalousi. Da denne eenpolede Kønstilstand og Parringsakts Struktur og Udløsningsform er beregnet paa Væsenernes Forplantning eller skaber Muligheden for nye fysiske Legemers Tilblivelse, i hvilke Legemer diskarnerede Væsener kan inkarnere, er det givet, at denne Jordmenneskenes eenpolede Tilstand blev deres Livs vigtigste Fundament, akkurat ligesom den er hos Dyrene. Denne Poltilstand skabte Familieforhold, der i sit Kerneprincip befordrede Beskyttelsen af Afkommet igennem det Hankøns- og Hunkønsvæsen, som er dets Forældre. Og ligesom dette Princip, denne Livsoplevelsestilstand er den fundamentale i Dyreriget, saaledes blev den ogsaa indenfor Menneskeheden ved med at være den fundamentale igennem dens første begyndende primitive Stadier. Den afslørede saaledes her, at Menneskene i deres Forplantnings- eller Parrings proces og Sindelag endnu maatte betegnes som hørende til Dyreriget. Vi ser dem da ogsaa jage og dræbe andre levende Væsener for at anvende deres Organismer som Føde. Ja, de er endog undertiden ikke veget tilbage fra at dræbe og æde andre Menneskers Organismer som Føde.

Det evige Liv 2723 2487. Det var ikke meget, et Menneske paa dette Stadium afveg fra Dyrets Levevis. Og dog var det ikke et Dyr i Renkultur. Det begyndte at faa den fuldkomne oprejste Gang. Dets Legemsform og Ansigtsudtryk begyndte at faa en finere Form end Dyrets. Men det, der i særlig Grad viste, at det nu var begyndt at blive til et andet Væsen, var dets begyndende Bevidsthedsoverlegenhed overfor de andre Dyr. Det begyndte at faa mentale Egenskaber, som Dyrene absolut ikke havde. Foruden dets fra Dyreriget nedarvede og endnu stærkt dominerende Instinkt, begyndte Mennesket at faa Intelligens. Og med den blev det hurtigt de ellers saa fremtrædende Dyr meget overlegen. Og vi er allerede bekendt med, hvorledes denne Udvikling af Mennesket er fortsat op til vore Dage, og at Nutidens Mennesker ikke blot er blevet Dyrene overlegne, men ogsaa er blevet Materien og dermed indtil en vis Grad Naturen overlegen. Jeg behøver ikke her at uddybe de, i Forhold til Dyrets Manifestationsevner, fænomenale menneskelige Manifestations- og Skabeevner, eftersom de forlængst er blevet en almen Kendsgerning. Der er saaledes en overordentlig stor Forskel paa det jordiske Menneske og det virkelige Dyr. Der er foreløbig den store Forskel, som de nævnte fænomenale Evner giver i Manifestation, og som har gjort Mennesket til Materiens og Dyrets Herre. Det har faaet en Bevidsthed, der kan sætte Dyret til Vægs alle Vegne og kan beherske Millioner og atter Millioner af Hestekræfter fra Materiens skjulte Verden. Her kan man saaledes ikke tage Fejl af det jordiske Menneske og Dyret. 2488. Der er endnu et Ocean af Felter og Situationer, hvor det jordiske Menneske ikke alene fremtræder med dyrisk Bevidsthed, men denne Dyriskhed er paa Grund af overlegen Intelligens og Beherskelse af Materiens Kræfter saa overlegen dyrisk, at den absolut ikke kan kaldes dyrisk", eftersom intet som helst Dyr kan praktisere en saa altødelæggende og livssaboterende Manifestationsudfoldelse. Kun det jordiske Menneske, grundet paa dets ufærdige Tilstand, kan udfolde denne grufulde Væremaade. Vi har derfor i tidligere Afsnit af dette Værk udtrykt

2724 Livets Bog dette Stadium for Bevidsthed som Djævlebevidsthed". Og det er Resultatet af denne Bevidsthed og den heraf følgende Væremaade, der befordrer den Dommedags- og Ragnarokstilværelse, som Jordmenneskeheden sukker og stønner under i dens nutidige Livsepoke i Form af de store Verdenskrige og umaadelig kostbare bevæbnede Vaabenstilstande, som de, ind imellem disse Krige, hele Tiden føler sig nødsaget til at maatte opretholde. Vi ser saaledes her, at Menneskehedens egen iboende Djævlebevidsthed skaber en Tilværelsesform og Væremaade, overfor hvilken Dyrenes Væremaade maa betragtes som langt mere human eller moralsk. 2489. Hvad er det, vi i Virkeligheden ser, naar vi er Vidne til den forannævnte Djævlebevidsthed"? Er det Livets Mening eller Guds Plan, at denne Djævlebevidsthed og den heraf følgende livssaboterende Dommedagstilværelse skal være Toppunktet af jordmenneskelig Tilværelse? Nej, det er det absolut ikke. Det er derimod Livets Mening eller Guds Plan, at den skal være Toppunktet af Modsætningen til Livets Mening og den heraf følgende Væremaade, der udgør den absolutte Kærlighed. Nævnte Djævlebevidsthed kan derfor ikke bebrejdes noget som helst Menneske. Der er ikke eet eneste Jordmenneske, der har kunnet handle anderledes, end det netop har gjort det i de givne Situationer, der har skabt denne Ragnaroks- eller Dommedagstilværelse. Et levende Væsen kan jo umuligt handle anderledes end ud fra den Forstand, Begavelse og Viden, det har udviklet sig til at besidde. Erfaringer og Viden, det ikke har, kan det umuligt handle efter. At straffe og henrette det herfor er Kulminationen af Taabelighed, eftersom Hævn og Straf umuligt kan skabe Væsener om til Engle, men derimod fjerner Beskyttelsen imod Hævn og Straf for de Væsener, der udfører Hævnen, Straffen eller Henrettelsen. Denne Kulmination af Livets Mørkeoplevelse er saaledes et livsbetingende Led i Guds Skabelse af Mennesket. Vi ved fra Religionerne eller de religiøse Overleveringer, at det ikke blot er Guds Mening at skabe et Menneske, men det er ogsaa Guds Mening at give dette Menneske

Det evige Liv 2725 en særlig Livsform, nemlig sin egen Livsform. Hvorledes skulde Menneskets Livsform ellers blive i Guds Billede? - At denne Overlevering er virkelig, bliver til Kendsgerning igennem hele den Forvandlingsproces eller Udvikling, vi kan se det jordiske Menneske befinder sig i. Vi ved allerede, at det har udviklet sig nede fra Plantelivsformen til Dyrelivsformen og er nu naaet frem til Fuldbyrdelsen af den Del af Guds Skabelse, hvor det er blevet Geni i Skabelsen af mørk Væremaade, ja ligefrem kulminerer i Djævlebevidsthed". Længere ned i Mørke kan intet som helst Væsen komme. Men denne Tilværelse er absolut nødvendig, for at Væsenet kan komme til at forstaa, hvad Modsætningen eller Kontrasten til Mørket, hvilket vil sige: Lyset, betyder. Uden denne Forstaaelse kan Væsenet aldrig nogen Sinde blive Ekspert i Lysets Manifestation og saaledes heller ikke blive til Mennesket i Guds Billede. Guds Billede er det samme som Guds Mentalitet. Guds Mentalitet er en Psyke eller Bevidsthed, i hvilken Væsenet absolut ligesaa godt kender Mørkementaliteten som Lysmentaliteten. Men et saadant Kendskab vilde være en total Umulighed, hvis ikke netop Mørket blev manifesteret. Hvordan skulde et Væsen kunde blive bevidst i en Behagsfornemmelse, hvis ikke man nogen Sinde havde haft Adgang til at opleve en Ubehagsfornemmelse? - Hvordan skulde man vide, at noget var godt, hvis man aldrig nogen Sinde havde oplevet dets Modsætning? Derfor maa Guds Skabelse af Mennesket bestaa i at give det Mulighed for at overtræde Love, hvis Overholdelse i Væremaade afføder Livets Kulmination i Lys, Lykke og Salighed eller kulminerende Glæde ved at være til. 2490. Da Overtrædelse af Livsloven giver Væsenet Kendskab til Lidelse og Smerte i Forbindelse med den humane Evne, der ogsaa udvikles i Kraft af Mørket eller Smerte og Lidelse, afføder den efterhaanden i Væsenets Psyke Villien til at overholde Livslovene eller dette at elske sin Næste som sig selv. Under denne Udviklingsproces kommer Væsenet til at staa imellem disse to Manifestationsformer: Mørket og Lyset, der henholdsvis er det samme som det, vi kalder det Onde" og det Gode".

2726 Livets Bog Det faar derved efterhaanden fri Villie til at kunne vælge, hvilken af de to Former for Manifestation eller Væremaade, det selv ønsker. Men alt eftersom det endnu er uudviklet og dermed uvidende, kan det ikke bevidst vælge den rigtige Væremaade og kommer da til at overtræde Livslovene og faar de heraf følgende Lidelser og dermed en ulykkelig Skæbne. Det er denne Oplevelsestilstand, der udgør det fundamentale i Guds Skabelse af Mennesket. Uden denne Skabelse vilde Jeg'ets Fremtræden som Mennesket i Guds Billede være en total Umulighed. Idet Dyrenes Væremaade er bundet og reguleret ved deres Instinkt, har de ikke noget Valg. De befinder sig ikke mellem to Væremaader, en ond og en god. Instinktet dikterer deres Villie. Men Instinktet dikterer ikke Dyret til at gøre andet end det, der er livsbetingende for Dyrets Eksistens. Da denne Eksistens ikke er fuldkommen, idet den maa opretholdes ved andre Væseners Død, fritager den ikke Dyret for Virkningerne af dets Drab af andre Dyr. Derfor kommer Dyrene til at leve i en ubeskyttet Skæbne. De bliver selv jaget og forfulgt endog af Jordmenneskene. Men de har ikke Evne til at fornemme denne Skæbne som ulykkelig, saaledes som Menneskene kan føle deres Skæbne ulykkelig i en saadan Situation. 2491. Hvad er det da, der gør, at Dyret bliver til Menneske, og Mennesket bliver Dyret saa umaadelig overlegent? - Ja, her maa vi altsaa tilbage til den højeste Ild. Vi ved allerede fra tidligere Afsnit i Livets Bog, at denne Ild er Betegnelsen for det absolut største og altomfattende Hovedorgan i det levende Væsens Struktur og Skabelse af dets Livsoplevelse. Vi ved saaledes, at denne Ild befordrer det levende Væsens Livsoplevelse i Kraft af de to Generalorganer: den feminine Pol og den maskuline Pol. Vi ved, at disse to Poler er til Stede i hvert levende Væsen. Vi ved ligeledes, at nævnte Poler befinder sig i et evigt skiftende Forhold til hinanden i Væsenet. Dette skiftende Forhold befordrer dets Fremtræden enten som specielt Hankønsvæsen eller som specielt Hunkønsvæsen. Og i denne Væsenets eenpolede Tilstand er det, at det befinder sig i den særlige Livsoplevelses- og Manifestationstilstand, vi kalder Dyreriget. Og

Det evige Liv 2727 det er altsaa i dette Riges Kulmination, at Væsenerne oplever Dommedagen eller Kontrasten til Paradiset. 2492. Men Polkonstellationen staar, som nævnt, ikke stille. Den forvandler sig stadig og bringer Væsenet bort fra Dommedagen og ind i Livsoplevelsens Kulmination af Lys eller Kontrasten til alt virkeligt Mørke eller det Onde. Vi ved ogsaa, at den ligeledes bevirker, at Væsenerne skiftevis fremtræder som Hankønsvæsen og Hunkønsvæsen. Intet som helst i Livsoplevelsen staar stille. Alt er i Bevægelse, alt skaber Balance eller Ligevægt i sit Slutfacit. Da denne Balance i Realiteten, mentalt set, er den samme som den absolutte Retfærdighed, garanterer Væsenernes seksuelle Polprincip eller højeste Ild saaledes Væsenerne evig Retfærdighed, der i Virkeligheden igen er det samme som Kærlighed. 2493. Alle eksisterende Livsstadier eller Udviklingstrin, som de levende Væsener passerer, har altsaa deres absolutte Rod i Væsenernes Polkonstellation. Enten Væsenet er en Kristus, eller det er en Røver eller Morder, skyldes disse to Livstilstande en særlig Polkonstellation i det paagældende Væsens Psyke eller Livsstruktur. Hos Kristusvæsenet eller det fuldkomne Menneske er Polkonstellationen i Balance, hvilket vil sige: at den maskuline og den feminine Pol i dette Væsen er jævnbyrdige og befordrer derved en guddommelig Harmoni imellem Væsenets Opfattelse af det Onde og det Gode. Denne Harmoni i Opfattelsen af det Onde og det Gode er saa overvældende, at Væsenet absolut ikke mere føler noget som virkelig ondt. Det føler derimod, at alt er saare godt. Naar det udelukkende har denne Følelse, skyldes det altsaa, at der i dets dobbeltpolede Oplevelse af Livet ikke kan finde nogen virkelig Disharmoni Sted. Det, vi kalder det Onde, er udelukkende kun Disharmonien i Polkonstellationen og den heraf følgende permanente Kortslutning i Væsenets Tanke- eller Sjæleliv. 2494. Da den ene Pol i Væsenet repræsenterer Mørket, Uvidenheden, Primitiviteten eller det Onde, medens den anden Pol i Væsenet repræsenterer Lyset, Intellektualiteten og Kærligheden, er det her let at for

2728 Livets Bog staa, at der, hvor Mørkets Pol er i Maksimumsudfoldelse i Forhold til Lysets Pol, der, hvor denne er i Minimumsudfoldelse i Væsenet, der maa det Onde eller Mørket have Overtaget. Men der, hvor Mørket har Overtaget, sker det Onde, Krig, Mord og Drab og den heraf følgende ulykkelige Skæbne for Væsenet, selv om det i givne Situationer i første Omgang sejrer over en Fjende. Men det har i Virkeligheden, kosmisk set, i en saadan Situation lidt et Nederlag, hvis Følger altsaa vil blive dets kommende Skæbne. 2495. Med Hensyn til de to Poler i Væsenet udgør den maskuline, som før nævnt, Organet for alt det Ondes Udfoldelse i Manden, medens den samme Pol i Kvinden lige akkurat udgør det modsatte. Her udgør den Lysets Pol eller Organet for alt Tanke- og Sjæleliv, der i Virkeligheden ligger totalt udenfor dets ægteskabelige Struktur. I Manden udgør den feminine Pol saaledes den totale Modsætning. Her udgør den altsaa Lysets Pol eller Organet for alt det Godes Udfoldelse, Intellektualitet, Kærlighed og forøvrigt en hvilken som helst Interessesfære, der ikke har noget som helst med Væsenets ægteskabelige Struktur eller seksuelle Forplantningsdrift at gøre. 2496. Den maskuline Pol i Manden og den feminine Pol i Kvinden udgør som bekendt de saakaldte ordinære Poler". Det er disse to Poler, der befordrer den rent ægteskabelige eller parringsmæssige Seksualisme eller den, der hører Dyreriget til. Nævnte Polers Mission er at fremkalde Behagsfornemmelse for, og den heraf følgende Tiltrækning til, Væsener af modsat Køn. Dette Kønsliv i sin Renkultur er rent dyrisk. Det har kun til Opgave at befordre Parringsdriften og Væsenernes heraf følgende Forplantning, hvilket igen vil sige: Skabelsen af fysiske Organismer, der gør Reinkarnationen mulig for Væsenerne. Denne Drift befordres rent automatisk i Kraft af Væsenets Instinkt. Horisontomraadet indenfor denne Form for Livsoplevelse i Renkultur rummer udelukkende kun Parringsdriften, Beskyttelse og Hjælp for Afkommet, Bjærgning af Føden og Udfoldelse af Kampen for Tilværelsen, Kampen imod andre

Det evige Liv 2729 Væsener, af hvilke de bliver forfulgt eller livsfarligt efterstræbt. Udenfor dette Horisontomraade findes intet som helst af den Interessesfære, Lyster, Begær, Intellektualitet og Viden, som for det jordiske Menneske i dets nuværende Epoke er blevet dets altdominerende Interessesfære. 2497. Vi har altsaa her for os Dyret i absolut Renkultur. Det adskiller sig fra det jordiske Menneske ved kun at være et Dyr. Og her er det, at vi fra dette Stadium kan begynde at iagttage den Væsenstilstands Tilblivelse, vi kalder Menneskets Skabelse". Ser vi paa det nuværende jordiske Menneske, kan vi se, at det i sin Fremtræden afviger fra det her udtrykte dyriske Stadium ved at have en Begavelse, Interessesfære og Oplevelsesevne, som er absolut udelukket i Dyrets Stadium. Dette Horisontomraade, som det jordiske Menneske saaledes har frem for Dyret, er en begyndende højere Bevidsthedstilstand. Den er baseret paa Evner, der hører denne begyndende højere Bevidsthedstilstand eller Psyke til. Det er denne Bevidsthedstilstand eller Psyke, der efterhaanden vil blive til Menneskebevidsthed i Renkultur. Denne Bevidsthedsform er igen det samme som kosmisk Bevidsthed". Det er denne Bevidsthed, der danner Fundamentet for det fuldkomne Menneskes Væremaade eller dette, at være Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse". 2498. Det jordiske Menneskes Mentalitet rummer altsaa Begyndelsen til den virkelige Menneskebevidsthed. Og det er ogsaa denne Bevidstheds begyndende Kræfter, der har bevirket Dyrekroppens Forvandling til Menneskeorganismen, hvis naturlige Holdning er den oprejste Gang, og at det er i Stand til at begynde at lære af Omgivelserne og bevidst udnytte de Erfaringer, som det kommer ud for i dets Samliv med Naturen og Medvæsenerne. Derved udvikles dets Intelligens og med den igen nye Interessesfærer. Dette fra Dyrets Tilstand nu begyndende oprejste Væsen har saaledes nu faaet en Bevidsthedshorisont eller et psykisk Omraade, der ligger helt udenfor Omraadet for dets Parrings- eller Ægteskabsprincip. Og det er dette nye Bevidsthedsomraade, der nu mere og mere frigør det fra at være et Dyr i Renkultur, hvilket vil sige, fra at være et

2730 Livets Bog Væsen, der udelukkende lever for Parrings- eller Forplantningsliv^. Det er saaledes dette Omraade, der, som nævnt, udgør det begyndende Menneske i Dyret. Og dette Dyr, i hvilket det begyndende Menneske eksisterer Side om Side med det fra Dyret nedarvede Omraade i Bevidstheden, der udgør Parrings- eller Forplantningsomraadet, hvilket her vil sige: det ægteskabelige Omraade, udgør det ufærdige jordiske Menneske. Det jordiske Menneske er saaledes et Overgangsvæsen fra Dyr til Menneske. I samme Grad, som det dyriske Parrings- eller Forplantningsprincip eller de ægteskabelige Tendenser gør sig gældende i Væsenet, er det et Dyr, ligesom det i samme Grad, som den intellektuelle Bevidsthedssfære, der totalt ligger udenfor nævnte ægteskabelige Princip, er et Menneske. 2499. Da begge forannævnte Principper: det dyriske Princip og det menneskelige Princip er til Stede i det ufærdige eller uindviede jordiske Menneske, udgør dette Væsen saaledes ikke noget Dyr i Renkultur, fordi det har det begyndende menneskelige i sig, ligesom det heller ikke kan være et Menneske i Renkultur, fordi det har det dyriske i sig. Men da Udviklingen viser det som Kendsgerning, at det dyriske i nævnte Væsen er degenererende, medens det menneskelige i samme Væsen er under Udvikling eller Vækst, bliver det ligeledes i samme Grad en Kendsgerning, at Jordmennesket er paa Vej til at blive et fuldkomment Menneske, alt eftersom det dyriske degenererer og det menneskelige udvikler sig eller vokser. Og Bibelens Spaadom eller Forjættelse, at Gud skaber Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse, bliver saaledes her til Virkelighed, ligesom vi ogsaa her har Løsningen paa den saakaldte Sfinksens Gaade". Sfinksen med sin dyriske Krop repræsenterer Dyret" i Mennesket og med sit Menneskehoved: Mennesket i Mennesket". 2500. Vi ser her, hvor overordentlig stor Betydning det har for det jordiske Menneske at blive klar over denne sin forannævnte Situation. Den viser det nemlig i allerhøjeste Grad, hvad Livets Mening er med det selv. Det vil saaledes her se, hvis det er tilstrækkelig modent derfor, at

Det evige Liv 2731 det af Livet bliver ført mod en højere og fuldkomnere Form for Tilværelse end den dyriske, som det ligeledes kan se, er degenererende. Det bliver derfor her til aabenlys Kendsgerning eller klar Virkelighed, at hvis Væsenet dyrker, stimulerer og plejer de dyriske Tendenser i sin Bevidsthed, modarbejder og hæmmer det ligeledes det menneskeliges Udvikling i sin Bevidsthed. Men ved at hæmme det menneskelige i dets Udvikling, gaar det altsaa imod Livets Mening eller den guddommelige Villie, der arbejder for at omdanne det til Fuldkommenheden og dermed til Oplevelsen af den virkelige og urokkelige Lykke og Glæde ved at være til. Da denne Oplevelse absolut kun kan tilegnes igennem det totalt menneskelige i Mennesket, bliver Dyrkelsen af det menneskelige i Væsenet saaledes den absolut eneste totalt logiske Væremaade. At dyrke den dyriske Væremaade fører altsaa til Modstand og de heraf følgende Besværligheder i Væsenets daglige Livsoplevelse. Disse Besværligheder bliver desto mere smertefulde og dødbringende eller livsfarlige, desto mere Væsenets Væremaade repræsenterer den dyriske Væremaade. Og dette understreges af den ulykkelige Situation, de jordiske Mennesker i saa høj Grad paa deres nuværende Udviklingstrin oplever som ulykkelige Skæbner, hvilket vil sige: et Liv i Krig, Kamp og Fornedrelse, et Liv i Sult, Subsistensløshed, Armod eller livsfarlig Fattigdom, et Liv i den heraf følgende Depression og Livslede, der igen fører til Selvmord. 2501. Selv om denne dyriske Væremaade i Mennesket i sin værste Udfoldelse ikke skaber nogen som helst evig Fortabelse, saaledes som det undertiden fejlagtigt er forkyndt i visse religiøse Bevægelser, saa skaber den altsaa i første Omgang denne ulykkelige Skæbne eller Livsoplevelsestilstand. Denne Lidelsestilstand giver altsaa Væsenet alle de Erfaringer, der bevirker, at det ikke i det uendelige kan fortsætte med at manifestere dyrisk Væremaade. Det kan ikke undgaa at opdage, at den dyriske Væremaade i Mennesket er Roden til alt ondt, til alle Former for Lidelse, alt eftersom den gaar imod Naturens eller Livets Mening, altsaa gaar imod den menneskelige Naturs Udvikling i det selv. Og da begynder

2732 Livets Bog Væsenet at blive lydhør overfor Vejledning i en højere Form for Moral eller Væremaade, rent bortset fra den humane Evne, der bevirker, at det i en stigende Grad vender sig bort fra at gøre andre Fortræd. Det bliver mere og mere fintfølende og kan i tilsvarende Grad simpelt hen ikke nænne at gøre Fortræd. Og da vokser den store Interesse for at være med til at udvikle det menneskelige i dets egen Psyke og Væremaade meget stærkt. Da gaar Vejen fremad mod det evige Lys. Alle er indbefattet i Guds Plan. Alle Mennesker uden Undtagelse skal se Gud, hvilket vil sige: skal se Livsmysteriets Løsning, blive eet med Gud, blive til Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse. 2502. Naar det jordiske ufærdige Menneske saaledes er kommet et godt Stykke igennem sin Lidelsessfære eller Dommedagsepoke, opstaar altsaa Lysten og Interessen for at tilegne sig Viden, i Kraft af hvilken det kan faa Evne til at udvikle det menneskelige i dets egen Psyke og dermed overvinde dets egen dyriske Natur. Denne Naturs Udløsning af det Onde eller dyriske i Mennesket skal jo totalt forsvinde, saa Væsenet derefter ikke mere kan nænne at gøre det Onde, hvilket vil sige: praktisere den dødbringende Moselov Øje for Øje og Tand for Tand". Det er netop den, der er Dyrerigets Fundament, og navnlig hos det primitive Jordmenneske. Den dyriske Bevidsthed i Renkultur kender ikke nogen anden Lov. Dens Ophav maa forsvare deres Liv med Liv. De kender intet til at tilgive deres Næste eller Medvæsener. Dette hører ikke hjemme i deres Sfære. Men i Menneskeriget i Renkultur eksisterer Moseloven absolut ikke. Her eksisterer derimod den totale Viden eller Visdom, der viser Mennesket, at intet Væsen kan manifestere en Livsstandard eller højere Livsopfattelse end den, der er det højeste, der kan manifesteres paa det Udviklingstrin, det tilhører. Manifestation og Viden, der tilhører et højere Trin end det, et Væsen staar paa, kan absolut ikke være normalt eller fuldkomment for samme Væsen. Ethvert Væsens Manifestation maa selvfølgelig være begrænset af den Kapacitet eller Begavelseshøjde, som er Trinets Særkende og højeste Udslag. Et Udviklingstrin, der ligger højere

Det evige Liv 2733 end det, et Væsen selv tilhører, kan det umuligt manifestere i Tanker og Væremaade. Det er derfor, at alle Væsener absolut maa tilgives, naar de ikke kan opfylde den Moral og Væremaade, der ligger over deres Udviklingstrin og den heraf begrænsede Bevidsthedskapacitet. Som tidligere nævnt betyder dette naturligvis ikke, at man ikke maa beskytte sig imod endnu meget primitive Menneskers livsfarlige Udslag, men denne Beskyttelse skal absolut ikke befordres af Had, Vrede eller Bitterhed imod de nævnte Væsener. 2503. Det ufærdige jordiske Menneske repræsenterer saaledes to diametralt modsatte Bevidsthedsomraader i dets Psyke, nemlig: det dyriske og det menneskelige. Det er ud fra disse to Bevidsthedsomraader, at det jordiske Menneske manifesterer sig. Hvis den dyriske Væremaade har Overtaget i Væsenet, og det menneskelige kun er i sin første spæde Begyndelse, er Væsenet altsaa meget primitivt. Det er saadanne primitive Væsener, der udgør de saakaldte Naturmennesker". Den allerførste spæde Type af Jordmenneskene er forlængst uddød paa Jorden. De nuværende Naturmennesker er saa langt fremme i Udviklingen, at de, alt eftersom de kommer i Berøring med Kulturmenneskene, relativt hurtigt vil kunne udvikle noget af den Side ved deres menneskelige Natur, som kan læres i Kraft af Intelligens, hvilket vil sige: Kulturmenneskenes materialistiske Videnskab i Teknik og Kemi. Men derimod vil Udviklingen af den følelsesmæssige intuitive og den heraf fremtrædende humane Side ved den menneskelige Natur, tage Tid. Denne Side udvikles nemlig hovedsageligt kun igennem Væsenernes selvoplevede Lidelseserfaringer. Her bevirker Verdenskrigene og megen anden dyrisk Udfoldelse og Skabelse af Dommedagstilværelsens Mangfoldighed af Lidelser en meget forceret Udvikling af den førnævnte humane Side i den menneskelige Natur. Jordmenneskeheden iler saaledes stærkt hen imod det fuldkomne Menneskerige. 2504. Under denne Udvikling forvandler Jordmenneskehedens Bevidsthed sig ikke blot fra Primitivitet til Intellektualitet i materialistisk 31 Livets Bog VI.

2734 Livets Bog Videnskab, Manifestation og Væremaade, men den forvandler sig ogsaa i selve sit inderste Følelsesliv eller sjælelige Tilstand. Der begynder saaledes at udvikle sig et nyt Forhold i dets Fornemmelse af Sympati for Medmenneskene og andre levende Væsener. Medens de sympatiske Anlæg hos Dyrene i et meget lille Omraade og under særlige Omstændigheder kan skabe Sympati for Væsener af eget Køn, bevirker de samme Anlæg hos det fremskredne Jordmenneske Udviklingen af en voksende Sympatievne, som mere og mere fjerner den Antipati, som det primitive Menneske i større eller mindre Grad føler imod Væsener af dets eget Køn. Denne saaledes begyndende Sympati eller Kærlighed, rent udenfor det parringsmæssige eller ægteskabelige Princip, er den, der i sin virkelige totale Fylde er Opfyldelsen af Livets største Bud: Du skal elske din Næste som dig selv. 2505. Denne forannævnte Kærlighed er endnu meget spæd og i Fostertilstand hos de allerfleste af Jordens Mennesker, ja, er helt uden Forstaaelse og Autoritet, skønt det, som nævnt, er den Kærlighed, der er alle Loves Fylde, og uden hvilken intet som helst Væsen vil blive i Stand til at opleve kosmisk Bevidsthed, igennem hvilken Livsmysteriets sande Løsning udelukkende kun kan opleves. Uden kosmisk Bevidsthed vil Væsenet ikke være i Stand til at hæve sig ud af Maal- og Vægtfacitternes materielle Kundskab. De vil derfor heller ikke kunne forstaa den i Menneskene begyndende Sympatifølelse for Væsenerne af eget Køn. Saadanne Væsener har derfor i større eller mindre Grad udløst Intolerance og Forfølgelse imod Væsener, i hvem denne Sympati eller Kærlighed i særlig Grad er kommet til Udtryk. Og selv om man nu i humane, intellektuelle Kredse begynder at ane eller fatte, at nævnte Sympati eller Kærlighed maa være af en dybere og mere rimelig Natur end den Afsporing", sygelige Foreteelse", Perversitet" eller Abnormitet", som uvidende Mennesker opfatter den som, vil den alligevel endnu et Stykke Tid fremover skabe Gene, Intolerance og Bagtalelse for sit Ophav. Ja, der findes virkelig endnu Lande, i hvilke denne begyndende Næstekærlig

Det evige Liv 2735 hed i sin naturlige Udfoldelse ligefrem er juridisk strafbar. Men dette vil heldigvis ændre sig. Guds Skabelse af det fuldkomne Menneske i sit Billede lader sig ikke standse af jordmenneskelig Uvidenhed, Intolerance, Forfølgelse eller Bagtalelse, tværtimod. Det hænder ogsaa, at den ny Sympatievne eller begyndende Næstekærlighedsevne afslører sig ogsaa at være til Stede i et eller flere af Forfølgerens egne Børn eller i andre af hans Families Medlemmer. 2506. Det er ikke saa mærkeligt, at mange Mennesker, navnlig de Mennesker, i hvem den ny Sympatievne endnu ikke fornemmes, bliver forvirrede og ikke kan forstaa nævnte ny Evne som noget normalt. Der er jo endnu ingen Videnskab i Verden, der paa intellektuel Maade har sagt god for den. Væsenerne kan blive baade Doktorer og Professorer i den rent materialistiske Videnskab, men vil uden at besidde eller at have oplevet denne over Hankøn og Hunkøn hævede ny Sympati eller virkelige Menneskekærlighed, være ufødte Sjæle, naar det drejer sig om virkelig kosmisk Viden om deres eget Livs Omraade, deres Udødelighed og den virkelige kosmiske Verdensmoral. Ja, de kan endog i værste Tilfælde slet ikke opfatte nogen som helst psykisk eller aandelig Analyse som Virkelighed. De tror, saadanne Analyser er Fantasi, Overtro og Uvirkelighed. Og da de nævnte Væsener udgør Autoriteter for mange Mennesker, grundet paa deres materialistiske Viden, er de altsaa med deres gudløse Kundskab med til at hæmme eller sinke mange Mennesker i deres videre Udvikling, alt eftersom disse har vænnet sig til at tro, at den materialistiske Videnskab er absolut eneste saliggørende. 2507. Men det er kun et Tidsspørgsmaal, hvornaar Hungeren efter en virkelig Viden om Liv og Død, der ikke lader Væsener aandelig vansmægte i Talfacitter, der absolut ingen som helst Trøst, Hjælp og Støtte har til sit Ophav i sjælelige Kriser, Depression, Livslede og Dødsfrygt, ogsaa gør sig gældende hos de i Dag materialistisk indstillede Væsener. Det Liv, der føres uden Gud eller paa bare Talfacitter, skal nok føre alle Mennesker til at søge Klarhed i Felter, hvor deres ubehagelige Skæbne 31*

2736 Livets Bog oplevelser har sin Aarsag. Ingen absolut Verdenskultur, blottet for Krig, blottet for morderisk Oprustning og Bevæbning, kan skabes for nogen Nation eller Stat, og ingen som helst smerte- og ufredsfri Skæbnetilstand kan skabes for noget som helst Menneske udelukkende paa Grund af Talfacitter eller ren materialistisk Viden. Naar vi nævner dette her, er det fordi de Analyser, vi her skal manifestere, aabenbarer mentale Foreteelser fra et Bevidsthedsfelt, i hvilket Flertallet af Jordens Mennesker endnu er totalt uvidende. Dette Felt er deres kosmiske Poltilstand. At disse Mennesker derfor vil være uforstaaende overfor nævnte Foreteelser, der paa mange Felter allerede har sprængt den tusindaarige overleverede Moralopfattelse, der kun rummer Vejledning og Paabud for Manden" og for Kvinden", men er absolut blottet for Moralvejledning eller Paabud for Væsener, der ikke mere er Mand" eller for Væsener, der ikke mere er Kvinde" i Renkultur, er naturligt. At Væsener, der lever i en Menneskeorganisme, kan være noget andet end Mand" eller Kvinde" i Renkultur, er netop for Manden og Kvinden i Renkultur ufatteligt. At disse mere eller mindre kønsligt forvandlede Væseners sympatiske Anlæg mere eller mindre afviger fra den saakaldte normale" Mands eller Kvindes sympatiske Anlæg eller Følelsesliv er selvfølgeligt. At dette nye Følelsesliv eller denne nye sympatiske Begavelse, der befordrer Væsenernes Sympati eller Kærlighed uafhængigt af den dyriske Parringsdrift, hvis Objekt udelukkende er det modsatte Køn, er selvfølgelig ogsaa ufatteligt for det i Renkultur endnu fremtrædende mandlige" og kvindelige" Væsen. Hvordan skulde vel ogsaa disse Væsener kunne forstaa en saadan ny mental Tilstand, som de endnu aldrig selv har følt i deres Indre i deres nuværende kosmiske Spiralkredsløb? Da Flertallet af Jordens Mennesker saaledes mere eller mindre er uforstaaende med Hensyn til denne nye Tilstand, kan samme Tilstand af disse Væsener kun opfattes som en Abnormitet, ja, i værte Tilfælde som Perversitet eller Amoralitet. 2508. Hos Dyrene og meget primitive Mennesker ligger der en medfødt Antipati imod det abnorme. Hos Dyrene fører denne Antipati helt

Det evige Liv 2737 til Drab af de abnorme Væsener indenfor Racen eller Arten. Fra Naturens Side er denne Drabstendens nærmest en Beskyttelse, idet det abnorme Dyr har meget vanskeligt ved at klare sig. Hvis f. Eks. en Trækfugl har faaet en Vinge læderet og ikke kan flyve og saaledes ikke kan følge med Flokken til de Egne, hvor den kan bjærge Livet, vil den jo bitterligt vansmægte til Døde ved at skulle blive tilbage i Vinterens Frost og Kulde. Det er derfor ligesom mere humant, at Dyret af sine Medvæsener faar en hurtig Aflivning i Stedet for. Dyrene kan jo ikke hjælpe deres ulykkelige Medvæsener paa anden Maade. Hos primitive og meget eenpolede Mennesker ligger denne medfødte dyriske Antipati imod abnorme eller formentlig abnorme Racefæller endnu stærkt i Blodet, navnlig naar det drejer sig om Væsener, i hvem den begyndende ny Sympatievne gør sig gældende. Denne primitive, dyriske Antipati bor altsaa meget dybt i Sjælen. Og Mennesket maa være meget langt fremme i human Udvikling for ikke at føle denne Antipati imod Medmennesker, i hvem den nævnte nye Sympati eller begyndende virkelige, organiske Næstekærlighed kommer til Udtryk. De nævnte primitive Væsener kan i deres Uforstand, som før nævnt, kun opfatte den ny Sympatis Væsener som abnorme eller i værste Tilfælde som afsporede. Og det er fra disse inhumane og uvidende Mennesker, at den værste Kritik eller Forfølgelse udløses overfor de begyndende dobbeltpolede Væsener. Men grundet paa deres totale Uvidenhed i Spørgsmaalet Dobbeltpolethed" kan deres eventuelle Kritik eller Forfølgelse saaledes udelukkende kun være baseret paa deres Uvidenhed og Fejltagelse og har saaledes ingen som helst Rod i absolut virkelige og uomstødelige Fakta. Overfor denne Modstand vil det derfor, for de begyndende dobbeltpolede Væsener, være godt at vide, hvorfor de Mennesker udløser denne Forfølgelse eller Modstand. Det er saaledes let at se, at der, hvor den forekommer, er den ligesom alt andet Ondt" i Verden udløst af en total Uvidenhed. Og dens Ophav har saaledes ingen som helst Autoritet i det paagældende Felt og vil komme til kort, navnlig naar det selv begynder at opleve sine sympatiske Anlægs Forvandling.

2738 Livets Bog Naturens eller Guds Skabelse af Mennesket i sit Billede vil saaledes uundgaaeligt gaa sin Gang, ganske uafhængigt af hvor meget uvidende og ukærlige Mennesker saa end vil udløse af Forargelse, Forfølgelse eller Modstand. Den i Dag saa spagfærdigt begyndende absolutte organiske Næstekærlighed i visse Mennesker vil uundgaaeligt komme til at erobre hele Menneskeheden. Og da vil Kristi Rige (det fuldkomne Menneskerige) være af denne Verden". 2509. Med Hensyn til Livets Mening eller Hensigt med det jordiske Menneske er vi saaledes blevet klar over, at dennes Opfyldelse ikke blot kan være dette, at skabe en superægteskabelig Mand og en tilsvarende superægteskabelig Kvinde, der udelukkende kun har til Opgave at avle Børn og dermed formere Menneskeslægten. Denne Standard for levende Væsener har Menneskene forlængst repræsenteret indtil hundrede Procent. Da var de ganske vist mere Dyr end Menneske. En saadan Mening eller Hensigt med Livet er kun noget, Dyret med Lethed kan opfylde, ja, endog endnu mere korrekt og guddommeligt end mange af Jordens Mennesker. Findes der ikke netop en Mangfoldighed af Mennesker, i hvem Forældrefølelsen er saa degenereret, at de ganske uden Ansvarsfor nemmelse lader staa til, sætter Børn i Verden uden i Forvejen at have nogen som helst Tanke om at ville opfylde sin Forældrepligt imod dette sit Afkom? Mange Mænd søger deres kønslige Behov tilfredsstillet hos den ene Kvinde efter den anden uden nogen som helst Tanke for, hvilke ulykkelige Følger dette kan faa for det eventuelle Afkom, de saaledes ganske samvittighedsløst er med til at sætte i Verden. Mange Kvinder gaar ligeledes samvittighedsløst med til at faa deres kønslige Behov tilfredsstillet uden at tænke paa de ulykkelige Følger, det kan faa baade for dem selv og det Afkom, de derved eventuelt kommer til at føde til Verden. 2510. Den kønslige Tilfredsstillelse er ogsaa hos Millioner af Mennesker blevet et Forretningsobjekt, blevet en Salgsvare. Prostitutionen er i visse Lande ligefrem blevet autoriseret. Mænd køber deres seksuelle Tilfredsstillelse hos Kvinder, der falbyder sig til den eller den Pris eller

Det evige Liv 2739 Form for Betaling. Og hvad er det saa, der bliver solgt, og hvad er det, der bliver købt? - Tror man, det er Sympati eller Kærlighed? Hvis dette er Tilfældet, lever man i en mental Afsporing fra Virkeligheden. For at Kvinden kan holde til de mange seksuelle Akter, som hun som prostitueret eventuelt daglig maa deltage i, maa hun træne sig op til at kunne undlade at være med i den indre følelsesmæssige Deltagelse i Akterne, hvis hun da ikke i Forvejen er saaledes stillet, at hun er totalt uden Følelse eller Fornemmelse af den seksuelle Akts normale Vellystfornemmelse. Hun kan derfor eventuelt kun faa denne Vellystfornemmelses Kulmination igennem en eller anden Partner i en pervers Akts Udløsning. Det er gerne en saadan Partner, der kendes under Begrebet Alfons". Saadanne Alfonser behøver ikke selv at være perverse, men gaar med til, for Betaling, at tilfredsstille Kvinden paa denne kunstige eller perverse Maade. Han lever derefter højt paa de Penge, som den paagældende Kvinde tjener paa sin Prostitution. Men hvad er det saa, den prostituerede Kvindes Kunder faar for deres Penge? Det er ikke hverken gensidig kønslig Sympati eller Varme, for det kan en saadan Kvinde umuligt give sine Kunder paa anden Maade end i Form af en Camouflage. Men en seksuel Udløsning udført af en Partner, i hvem den seksuelle Sympati eller Varme under Akten udelukkende er Camouflage, er i Virkeligheden kun camoufleret Onani for den mandlige Partner. Paa samme Maade er naturligvis den perverse Akts Udløsning, som den prostituerede Kvinde faar af sin Alfons, ogsaa kun camoufleret Onani. Hertil kommer saa den meget udbredte almindelige Enkeltvæsensonani, hvilket vil sige: den Udløsningsakt, som Væsenet befordrer paa sig selv alene uden nogen som helst Partner, fordi Vedkommende har vænnet sig saa meget til denne enlige Akt, at han (hun) hellere foretrækker denne i Stedet for at søge den normale Akts Udløsning med en Partner. 2511. Ser vi paa alle de normale Ægteskaber, bliver vi ogsaa her Vidne til en kolossal Degeneration. Er det ikke netop blevet ret almindeligt, at højtideligt indgaaede Ægteskaber atter opløses til Fordel for den

2740 Livets Bog ene eller den anden af Ægtefællernes Utroskab og Lyst til Indgaaelse i Ægteskab med en ny Partner, som den paagældende Ægtefælle er blevet forelsket i? Dette gælder navnlig i Kredse, hvor Penge ikke spiller nogen Rolle. I de mindre velhavende Kredse forekommer naturligvis de samme Tendenser, men her spiller som Regel en betrængt Økonomi ind og gør det vanskeligt for Parterne at skilles. Og i de Tilfælde, hvor de alligevel skilles, skaber denne Skilsmisse meget ofte Katastrofer for de eventuelle Børn i det opløste Ægteskab, idet disse ofte bliver prisgivet fremmede Mennesker, rent bortset fra, at deres Bevidsthed bliver forkvaklet med Hensyn til Ægteskabets Institution i Verden. 2512. Den forannævnte ulykkelige Tilstand gælder naturligvis ogsaa mange af de Børn, der bliver født udenfor Ægteskab og ikke kommer til at opleve et beskyttende Hjem under en virkelig Faders og Moders Pleje, Opdragelse og Forsorg. I Stedet for denne varmende og lysende Beskyttelse kommer de paa Børnehjem og Opdragelsesanstalter, hvor Opdragelse i Væremaade sker fabriksmæssigt ved ansatte Lederes og Funktionærers kolde, disciplinerede Diktatur og Ensretning. Hvad er en Opdragelse i en saadan kollektiv kold menneskelig Udrugningsmaskine i Forhold til et Par kærlige Forældres individuelle Opdragelse, tilpasset efter Barnets særlige individuelle, mentale Struktur og Opfattelsesevne? - Selvfølgelig kan en saadan menneskelig Udrugningsinstitution umuligt præstere den samme individuelle kærlige Indstilling til hvert enkelt Barn, idet den er baseret paa at opdrage i Flok ligesom ved en Militæruddannelse. Men en saadan Institution er dog et stort Fremskridt og Hjælp i en Verden, hvor der findes et Ocean af ansvars- eller samvittighedsløse Mennesker, der sætter Børn i Verden uden at tænke paa, at en saadan Manifestation eller Væremaade forpligter en til selv at være fysisk Skytsengel for sit eget Barn. I modsat Fald maatte saadanne Menneskers Børn forsumpe, blive totalt forkvaklede eller afsporede fra almindelig moralsk Opfattelse og Væremaade. Men en saadan Institution er og kan i bedste Tilfælde umuligt blive andet end et godt Surrogat for den af Naturen be

Det evige Liv 2741 stemte kærlige Opdragelse og Beskyttelse igennem Forældrene, selv om disse Ledere af Børnehjem og Opdragelsesanstalter kan være nok saa meget humane og betragte denne deres Levevej som et helligt Kald. Disse Institutioner kan umuligt erstatte det virkelige normale og sande Familieskab mellem kærlige Forældre og deres Børn. Men da der næsten ikke forekommer noget Familieskab for disse Børn, der er født udenfor Ægteskabet og overladt til fremmede Menneskers Omsorg, maa man prise de Samfund, der skaber de kunstige Hjem eller Institutioner for disse af Familie og Forældre forladte Børn, hvor de dog kan blive plejet og passet, selv om de maa undvære et Par kærlige Forældre. Dette sidste kan et Samfund ikke give disse Børn. Men nogle Børn har dog, midt i denne deres hjemløse og forældreløse Situation, den Lykke at blive adopteret af virkelig kærlige Mennesker og saaledes faa en god Erstatning for den Kærlighed, de har mistet. Men det er ikke nær alle af de forældreog hjemløse Børn, der har en saa heldig eller lykkelig Skæbne i deres nuværende Liv. 2513. Naar vi saaledes iagttager den jordmenneskelige Parrings- eller ægteskabelige Tilstand, kan den i Stabilitet næppe maale sig med Dyrenes. Dyrene lever udelukkende for deres Parringstilstand og Afkomsbeskyttelse. De besidder saaledes det fuldkomne og lykkelige Ægteskab. Her er Parringstilstanden i absolut Renkultur. Her er de lykkelige Ægteskabers Zone". Hvorfor er det samme ikke Tilfældet med Menneskene? Det er rigtigt, at Digtere og Forfattere i Aartusinder har kappedes om at forherlige denne Parringstilstand i Lovsange, Skuespil og nu sidst i Film. Og hvis man kun kendte den jordmenneskelige Ægteskabstilstand igennem disse Foreteelser, den Herlighed, Lykke og Salighed, som den her gøres identisk med, maatte man tro, at man virkelig var i Paradiset og ikke i Dommedagens eller de ulykkelige Ægteskaber"s kolde Sfære. Hvorfor skejer Menneskene saaledes ud og er baade troløse, usande og ustabile i deres ægteskabelige Samliv eller Parringstilstand i Situationer, hvor Dyrene er umaadeligt trofaste? Dyrene opfylder i Virkeligheden

2742 Livets Bog den Moral, som Menneskene har sat op som Model eller Rettesnor for deres egen Væremaade. Dyrene er trofaste og stabile i deres Parringsliv, medens Menneskene i stor Udstrækning udviser ligefrem en total Uvillie mod at tage Følgerne af deres seksuelle eller kønslige Tilfredsstillelser. De lader i mange Tilfælde haant om de alvorlige Følger, en saadan hensynsløs Drift kan afstedkomme. De prisgiver hensynsløst deres eget Afkom til en uvis Skæbne i Forældreløshed og svigter i total Ligegyldighed deres seksuelle Partner, rent bortset fra selve Udløsningen af den seksuelle Tilfredsstillelse, som de saaledes ønsker at dyrke eller tilegne sig ansvarsløst. Hvem er det, der her opfylder Guds store Bud: Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver eet Kød"? Er det ikke netop de monogamt indstillede Dyr, der netop overholder denne Ægteskabslov i langt højere Grad end Mennesket? Skønt Menneskene igennem Religionerne og Verdensgenløsningen har faaet skabt denne Lov som højeste ægteskabelige Moralforskrift for deres egen Væremaade, og i hvilken Lov det naturligvis ogsaa er paabudt Kvinden at holde sig til sin Mand og være ham underdanig, er det vel nok Evnen til at overholde denne, det virkelige Ægteskabs Grundlov, der udgør noget af det mest degenererende hos Menneskene. 2514. Da Dyrene ikke har kunnet tilegne sig denne deres ægteskabelige Væremaade eller Parringsmoral, hverken ved Religion eller Vejledning, kan de kun have den medfødt. Nævnte Væsener opfylder den derfor ganske naturligt, ikke fordi de er bange for at synde", men udelukkende fordi deres Instinktevne automatisk leder denne deres seksuelle Drift og Parringstilstand, ligesom deres Instinkt ogaa leder deres Væremaade i de andre af dets vigtigste Livsfelter. Har Menneskene da ikke det samme Instinkt? Og hvorfor leder dette Instinkt ikke Menneskene til at opfylde Ægteskabsmoralen eller Parringsloven, ligesom det gør det hos Dyrene? Svaret vil her være dette, at Menneskene ogsaa til en vis Grad har denne Instinktevne. Og det er netop den, der leder Væsenernes

Det evige Liv 2743 Dragning imod det modsatte Køn og befordrer den mentale Proces, vi kalder Forelskelse" og dermed Lysten til Ægteskab eller Samliv med et Væsen af modsat Køn. Den befordrer ogsaa Sympatien for Afkommet og Lysten til at beskytte det. Det er ogsaa Instinktevnen, der afføder den tidligere omtalte Antipati, som Væsenerne føler imod abnorme eller formentlig abnorme Væsener og her i dette Tilfælde Antipatien imod Væsener, der viser udpræget Sympati ikke blot for Væsener af det modsatte Køn men ogsaa for Væsener af deres eget Køn. Og der, hvor dette Instinkt paa det ægteskabelige eller parringsmæssige Omraade endnu ikke er degenereret, der finder man endnu Ægteskaber, i hvilke begge er overordentlig trofaste og lykkelige og har stor Kærlighed til Afkommet. Her har der aldrig været og kan ikke blive Tale om Utroskab og Længsel efter Skilsmisse, Længsel efter at søge Parringsforbindelse med fremmede seksuelle Partnere. Ja, her er der Ægteskaber, hvis Partnere ligefrem har været gifte med hinanden igennem flere Inkarnationer eller Liv. Saa kolossalt har den gensidige instinktmæssigt fremkaldte Sympati eller Forelskelse været, at den har kunnet bringe to Væsener til at holde sammen i flere Livs ikke altid lette Tilstande. 2515. Det er i disse Ægteskaber vi kan se, at den ægteskabelige Sympati bliver udlevet og fortrængt af en anden Sympati, der efterhaanden har udviklet sig imellem de to Væsener. Denne Sympati er den begyndende virkelige Menneskekærlighed. Og denne kan bevirke, at Parterne til sidst fødes som Tvillinger eller Søskende i et efterfølgende Liv. Men her vil deres ægteskabelige Anlæg da drages imod nye seksuelle eller ægteskabelige Partnere. Men disse Væsener, der saaledes kan betragtes som endnu tilhørende de lykkelige Ægteskabers Zone", degenererer med rivende Fart her i det tyvende Aarhundrede. Medens et Ægteskab, som nævnt, i Fortiden undertiden kunde holde i flere Liv, er det nu snart ved at være almengældende, at der skal flere Ægteskaber til for at kunne mætte Væsenernes ægteskabelige Hunger i eet Jordliv. Ægteskabers Skilsmisser eller Opløsninger foregaar i en kolossal Udstrækning. Og Væsener,

2744 Livets Bog der har været gift og igen skilte, saavel som Væsener, der er skilte og atter gifte, kan tælles i Millionvis. 2516. Menneskene kommer i deres Væremaade længere og længere bort fra de store Verdensreligioners Moralpaabud for Væremaade. Disse Væsener er netop derved efterhaanden indført i en Væremaade og Livssfære, i hvilken deres Instinkt ikke mere er af nogen særlig Styrke. Og da der paa Jorden ikke var givet nogen særlig Moral eller Vejledning i Væremaade, og Menneskene ikke var saa mentalt udviklede, at de selv kunde skabe den virkelige Moral for denne nye mentale Tilstand, opstod den hæmningsløse seksuelle Tilstand eller amoralske Livssfære, der netop i vort Aarhundrede er med til at skabe en stor Del af Ragnarok eller Dommedagen. Absolut Fred og Lykke eksisterer saaledes heller ikke i Væsenernes seksuelle Sfære. 2517. Det er rigtigt, at Verden har de store humane Verdensreligioner med tilhørende Mangfoldighed af Kirker og Templer, Missionsog Bedehuse, religiøse Autoriteter, Præstestabe og andre Prædikanter, samt religiøse Sekter og Samfund i mange forskellige Retninger, ligesom man stadig bygger nye Kirker og Templer, hvorfra der ogsaa paabydes Humanitet eller Næstekærlighed, og denne Situation har varet i Aartusinder, men ikke desto mindre breder Dommedagen sig med flere og flere Degenerationer eller Afsporinger fra denne, af disse Moralpaabud baaret Kulturtilstand. Da Verdensreligionerne har tabt deres Magt overfor en umaadelig stor Del af Menneskeheden, der har den materielle Magt, altsaa den Del, der regerer Verden, er det ikke saa mærkeligt, at Dommedagen maatte opstaa. En Verden, der bliver regeret af gudløse eller totalt uvidende Sjæle paa det kosmiske Omraade, kan umuligt blive Udtryk for det Fredsrige, der i Religionerne er udtrykt som Guds Rige". Det kan ikke engang blive et virkelig fuldkomment Menneskerige", eftersom disse regerende, men ufærdige Sjæle endnu i en overvejende Grad bliver behersket af den i dem eksisterende intellektualiserede dyriske Natur. Da denne i høj Grad er inhuman, skaber Dødsdomme, Henrettelser, Straf,

Det evige Liv 2745 ja endog undertiden Tortur, bliver Verden saaledes i samme Grad, som den bliver regeret af saadanne Væsener, dikteret af Love affødt af disse Væseners mere eller mindre fremtrædende dyriske Sindelag. Hvis Menneskene ikke netop havde faaet denne over Dyrene hævede stærke Intellektualitet, vilde Jordmenneskenes Sfære ikke have været hverken bedre eller værre end Dyrenes. Det er, som vi allerede før har omtalt, denne fremragende Intellektualitet, som Menneskene har fremfor Dyrene, der gør, at de i langt højere Grad kan raffinere og forstærke de dyriske Tendenser til den krigerske Kapacitet i Psyke, vi har kaldt Djævlebevidsthed". Verden regeres altsaa til en vis Grad af denne Djævlebevidsthed, hvilket ogsaa stemmer med Bibelens Udtryk i Johannes Aabenbaring om Dyret", som havde faaet Magten, og som al Jorden fulgte undrende efter", og de tilbade Dyret og sagde: Hvem er Dyret lig? hvem mægter at kæmpe imod det?" Og ligeledes hedder det videre i samme Aabenbaring om den intellektualiserede dyriske Natur i Jordmennesket, som altsaa her udtrykkes som Dyret": Og det blev givet det at føre Krig imod de hellige og at overvinde dem; og der blev givet det Magt over hver Stamme og Folk og Tungemaal og Folkeslag." Denne, under Udtrykket Dyret" betegnede intellektualiserede dyriske Natur i Jordmennesket, som vi her i Livets Bog har udtrykt som Djævlebevidsthed", er identisk med det, der i Bibelen symbolsk ogsaa udtrykkes under Begreberne: Slangen, Djævelen eller Satan". Disse Begreber er saaledes absolut ikke Udtryk for noget særligt Væsen eller Individ. De er udelukkende kun Udtryk for et særlig mentalt Princip, der udfolder sig som det dyriske" i Mennesket. Det er altsaa dette Princip i intellektualiseret Form, men uden en tilsvarende intellektualiseret Humanisme eller Næstekærlighed, der i Dag udfolder sig i Menneskehedens Væremaade som Ragnarok eller Dommedag. 2518. Hvordan skal Menneskeheden komme ud af denne kulminerende, gudløse Mørketilværelse og Væremaade og faa den varige Fred, som er paa Vej til at blive et mere og mere inderligt alment Ønske i

2746 Livets Bog Jordmenneskeheden? Naar Verdensreligionerne i deres overleverede Form ikke vedblivende kan holde sine Tilhængere interesserede i de religiøse Idealer, bliver de mere og mere affolkede. Dette gælder ikke blot for Kristendommen, men ogsaa mere eller mindre for de øvrige Storreligioner. Det er forlængst blevet en urokkelig Kendsgerning, at dette, at straffe Væsenerne med frygtelige Straffe, Tortur, Fængsling og Henrettelser for alle Voldshandlinger, for Skabelse af Krig, Overfald, Røveri og Hævnakter, absolut ikke har kunnet frelse Menneskeheden fra Ragnarok, Dommedag eller det saakaldte Onde". Disse mørke Foreteelser kan umuligt skabe Forbryderne" om til Helgener" eller Engle. Hvis de kunde det, var Guds Rige" eller Himmeriges Rige" allerede forlængst blevet en urokkelig Kendsgerning paa Jorden. Naar hverken Religionerne eller Straf kan ændre Menneskene, hvad kan da ændre dem? - At forvandle Menneskenes Mentalitet fra Mørke til Lys, fra Primitivitet til Intellektualitet, fra Dyr til Menneske, staar udelukkende ene og alene kun i Guds Magt. Guddommen hverken straffer, hævner eller bruger Magtspærringer, tværtimod. Guddommen lader absolut alt i Universet eller Verdensaltet ske i absolut hundrede procents Frihed. Absolut intet forandrer Guds Kærlighed til de levende Væsener, ligegyldigt hvorledes disse saa end fremtræder i Menneskenes egen Opfattelse, ligegyldigt om de er Røvere, Mordere eller paa anden Maade udløser Djævlebevidsthed imod sine Medvæsener. 2519. Væsenernes Skæbnesituation er udelukkende et Spørgsmaal om Aarsag og Virkning. Mennesket har fri Villie til at operere med denne Aarsags- og Virkningskæde. Det kan skabe Aarsager, hvis Virkninger bliver til total Ulykke for dem selv, ja endog i flere Liv. Og det kan med sin Væremaade skabe Aarsager, der kommer tilbage med Virkninger, der bliver til Glæde og Velsignelse for det selv ligeledes igennem flere Liv. Det staar absolut Væsenet frit for saaledes at kunne gøre, hvad det vil. Det kan gøre Godt, og det kan gøre Ondt. Begge de to Slags Manifestationer staar til det ufærdige Menneskes Raadighed. Det kan her vælge,

Det evige Liv 2747 hvad det vil. Var det ikke saaledes, kunde Væsenet aldrig nogen Sinde lære, hvad der virkelig er ondt, og hvad der virkelig er godt. Hvordan skulde Kemikerne komme til at lære Stofferne at kende, hvis de ikke kunde eksperimentere med dem. Hvordan skulde det levende Væsen nogen Sinde blive Ekspert i at kunne gøre det Gode, blive til Mennesket i Guds Billede, hvis ikke det fik en Livsepoke, i hvilken det netop blev stillet frit overfor Adgangen til begge de nævnte Manifestationsarter og dermed kunde faa et virkeligt Kendskab til det Gode, som udgørende den ordinære og det Onde som udgørende den sekundære Væremaade, det Gode som selve Livsoplevelsens Kulmination i Viden, i Lys, Kærlighed, Velvære eller Salighed og det Onde som selve Livsoplevelsens Fostertilstand, repræsenterende Ufærdighed, Fejltagelser, Krig eller Kulminationen af Lidelsernes Helvedesdomæne. Imellem disse to Væremaader befinder det jordiske Menneske sig. Den mørke Væremaade, der fremtræder som den dyriske" i Mennesket, er netop nu i sin Kulmination, medens det menneskelige" er i sin første spæde Begyndelse. At det er saaledes, kan umuligt rokkes eller forandres, hverken ved Straf eller Vold, hverken ved Diktatur eller Frihed, hverken ved Religion eller Sakramenter, hverken ved Opdragelse eller Skolegang, hverken ved Tale eller Tavshed. Selv om de humane af disse Foreteelser er meget vigtige og absolut nødvendige, er det absolut uden Betydning med Hensyn til selve Mentalitetsforvandlingen fra Dyr til Menneske. Her er Kærlighedens Tilblivelse i Væsenet det absolut eneste, der faar det bort fra alle eventuelle livsnedbrydende Voldshandlinger og dræbende Tankearter overfor sine Medvæsener eller sin Næste. 2520. Humaniteten i dens Tilstand som virkelig Kærlighed er udelukkende den Livskraft, der udfolder sig igennem Evnen til ikke at kunne nænne at gøre det Onde. Men det eneste, der befordrer denne Evne, er Oplevelserne i ens egen Organisme og Psyke af de Lidelsesvirk ninger, som vor onde Væremaade imod andre Væsener har været den første Aarsag til, ikke blot i det nuværende Liv, men ogsaa i vore for

2748 Livets Bog tidige Liv. Men det eneste, der kan faa Menneskene til at skabe Lidelseserfaringer imod dem selv, er udelukkende Uvidenhed. Og det eneste, der fjerner Uvidenhed, er Oplevelsen af Erfaringer. For virkeligt at kende Forskel paa det Onde og det Gode, det dyriske og det menneskelige, maa Menneskene i en vis Livsepoke leve i Uvidenhedens Mørke og der skabe eller saa og høste det Onde, saalænge til Mentalernæringen af denne Høst har bragt Kærlighedsbevidstheden saa langt frem, at Væsenerne føler Antipati eller Væmmelse ved at manifestere eller saa det Onde. Det er først, naar Væsenets Manifestationslyst er naaet frem til at være af denne Struktur og den heraf opstaaede urokkelige Længsel efter at dygtiggøre sig i det Godes Manifestationer, at det faar Interesse af human Vejledning, humane Forskrifter, Forskning og Studium og dermed Tilegnelsen af den Viden, Videnskab eller Visdom, der kan udrense dets Bevidsthed fra de sidste Rester af dets dyriske Natur og give dets Psyke den Afpudsning eller Polering, der faar det til at straale i den guddommelige Glans og Bølgelængde, der er Universets Grundtone. Og i denne Kontakt med Guddommen gaar det ind i den fundamentale store Fødsel" i Guds lyset og Gudslivet, der udløser dets kosmiske Bevidsthed, der gør det identisk med Vejen, Sandheden, Livet, Evigheden og Uendeligheden. Dets jordiske Tilværelse er forsvundet. Guds Billede funkler derefter det himmelske Lys ud i Verden. Gud er kommet til Syne i Mørkets Sfære. Kloden begynder at lyse og varme i Guds Aands Straalevæld. Guds Villie er sket fyldest. Alt er saare godt. 2521. Vi har hermed atter repeteret vort Overblik over selve Menneskehedens moralske Situation. Vi har set, at Menneskeheden mere end nogen Sinde er inde i en Eksperimenternes Epoke, altsaa en Epoke i hvilken Mulighederne for mental og fysisk Udskejelse og Afsporing saa at sige paa alle Livsfelter er saa overvældende, at hverken Verdensreligionerne eller Tugthuse, Fængsling, Straf og Henrettelser kan hamle op med dem. Udskejelserne eller Afsporingerne gaar saaledes sin Gang og skaber alle de Overtrædelser af Livslovene, der gør Oplevelsen af Dom

Det evige Liv 2749 medagens eller Ragnaroks Rædsler uundgaaeligt. Hvis ikke der netop var en ligesaa logisk Mening i hele denne Dommedagsepoke, som der er logisk Mening i alle Naturens øvrige store Skabelsesprocesser, maatte man sige, at hele Menneskeheden befinder sig i et kolossalt Forfald og med Kæmpeskridt iler imod sin egen Undergang. Det er rigtigt, at den har en overvældende fysisk Intellektualitet og behersker i tilsvarende Grad den fysiske Materie, men denne saa fremskredne materialistiske Videnskab kan umuligt redde Menneskene, hvilket den absolut heller ikke er beregnet paa i den guddommelige Verdensstyrelse. Mennesket bestaar ikke af fysisk Materie alene. Det bestaar i nok saa høj Grad af aandelig Materie. Og da det er i denne Materie, det har sin Oplevelse, og det er i samme Materie, dets Bevidsthed skal overleve den fysiske Organismes Undergang, ligesom det er i Kraft af denne Materie, at det igen faar Evnen til paany at inkarnere i en fysisk Organisme og i denne nye Organisme fortsætte med at kunne leve paa det fysiske Tilværelsesplan, er det absolut livsvigtigt for Mennesket at komme til at beherske den aandelige Materie i en mindst ligesaa høj Grad, som det i Dag behersker den fysiske Materie. 2522. Det er Menneskehedens næsten totale Uvidenhed med Hensyn til den aandelige eller psykiske Materie, der har affødt Dommedagens Rædsler. Den aandelige Materie og Menneskets deri forekommende Skabelse er det samme som Skabelsen af dets Begær, Lyster og Laster. Det er igen disse Begærs Skabelse i aandelig Materie, der er det samme som Væsenets Tankefunktion. Denne Tankefunktion er lige saavel en Skabelsesproces som den Skabelse, Menneskene udfører med deres fysiske Legeme. At al Skabelse paa det fysiske Plan maa være logisk, for at kunne opfylde Hensigten med dens Tilblivelse, er selvfølgeligt. I modsat Fald bliver den en Skuffelse eller mental Katastrofe for sit Ophav. Paa samme Maade bliver al mental eller psykisk Skabelse, hvilket vil sige: vor Tankefunktion, til Katastrofer eller Sammenbrud, bliver til Skuffelser, Ærgrelser, Bitterhed og Vrede, hvis vi ikke tænker logisk. Disse Foreteelser er 32 Livets Bog VI.

2750 Livets Bog Afsporing fra det menneskelige i Mennesket eller fra det virkeligt gode. Det, der skal føre Menneskeheden ud af Dommedagens Mørke, bliver saaledes ikke den materialistiske Videnskab, ligesaa lidt som det bliver det religiøse Princip i den forældede Fortolkning, der endnu gør sig gældende. Det bliver derimod først og fremmest igennem den Erfaringsophobning, Menneskeheden igennem Dommedagens Rædsler og Besværligheder bliver tilegnet. 2523. Menneskehedens Videreførelse imod det store guddommelige Maal: Mennesket og Menneskeriget i Guds Billede efter hans Lignelse, altsaa som nævnt den psykologiske Forvandling af det ufærdige jordiske Menneske til at blive til det totalt fuldkomne Menneske, befordres saaledes af den, af Dommedagens Mørke- og Lidelsesprocesser, affødte Erfaringsmasse. Denne Erfaringsmasse afføder i Menneskene den humane Evne, hvilket altsaa vil sige: Evnen til ikke at kunne nænne at gøre det onde. Samtidig med, at denne Evne vokser, vokser Lysten eller Længslen efter at være god og dermed Modtageligheden for netop en Vejledning i en virkelig god og fuldkommen Væremaade. Selv om den humane Evne vokser og faar Mennesket til at føle Frastødning fra det onde, vil den ikke kunne give Menneskene nogen særlig teoretisk Vejledning i, hvad der virkelig er ondt, og hvad der virkelig er godt. Der er saa meget, der tilsyneladende er godt, men i Virkeligheden er ondt, ligesom der ogsaa er meget, der tilsyneladende er ondt, men i Virkeligheden er godt. For helt at kunne afgøre, hvad der er ondt, og hvad der er godt i den guddommelige Verdensplan, maa man kende denne Plans Hovedstruktur. At tilegne sig Kendskabet til denne Plan ved egen Selvoplevelse, og dermed faa et absolut Førstehaandskendskab til den, lader sig absolut kun gøre igennem kosmisk Bevidsthed. Kosmisk Bevidsthed er igen baseret paa Intuitionsevnen, men denne Evne begynder først at vokse, efter at Væsenet er blevet humant indstillet paa Grund af dets eget Talent. Dette Talent opstaar, som før nævnt, igennem Væsenernes Lidelseserfaringer. Efterhaanden som Væsenerne kommer igennem disse Erfa

Det evige Liv 2751 ringer, opstaar altsaa den humane Evne. Og Væsenet begynder at være et humant Væsen. 2524. Selv om Væsenet er begyndt at blive et humant Væsen, kan det ikke straks ved egen Hjælp tilegne sig kosmisk Viden eller Oplysninger om, hvor meget denne deres humane Indstilling og Væremaade er i virkelig logisk eller videnskabelig Kontakt med Livets kosmiske Mening. Og her er det, at de bliver modtagelige for Aandsvidenskaben eller Livets kosmiske Analyser. Og det er disse Mennesker Verden over, vi her igennem dette Værk med Livets kosmiske Analyser kan hjælpe og give dem Verdensbilledets kosmiske Analyser i en for deres Intelligens tilpasset Form. Disse modtagelige Mennesker kan med deres Intelligens modtage den intelligensmæssige Fortolkning af Livets virkelige kosmiske og dermed evige Analyser. De kan derved faa den teoretiske Oplevelse af Livets Mening eller Livsmysteriets Løsning, saaledes som Gud aabenbarer den igennem Verdensaltets Struktur. Derved bliver de baade i Bevidsthed og Væremaade efterhaanden gjort modtagelige for kosmiske Glimt" for endelig tilsidst at opleve den totale, kosmiske Bevidsthed som en permanent mental Struktur, i hvilken de er eet med Guddommen, Uendeligheden og Evigheden. Menneskehedens Frelse eller Vej ud af Dommedagens Mørke og ind i Humanitetens eller Kærlighedens lyse Sfære er kosmisk Forskning og Undervisning og den heraf følgende kærlige Væremaade. Dette er den ny Verdensepokes Grund fundament. Denne Aandsvidenskaben, eller den evige Visdoms Kulturepoke bliver det jordiske Menneskes Slutepoke. I denne Epoke ophører Væsenets Reinkarnation. Det har ikke mere at lære paa det fysiske Tilværelsesplan. Det bliver herefter hjemmehørende i overjordiske eller aandelige Sfærer. Det udgør nu et totalt Lysvæsen eller det absolut færdige Menneske i Guds Billede efter hans Lignelse. 2525. Igennem alle de tidligere Analyser er vi nu naaet saa langt frem, at vi tydeligt her kan se, at for at blive til det fuldkomne Menneske i Guds Billede efter hans Lignelse, hvilket vil sige: faa den absolut fuld 32*

2752 Livets Bog komne Evne til at elske alle, ligesom man elsker sig selv, vil det være livsbetingende, at der sker en total Forvandling med det ufærdige, jordiske Menneske. Det maa frigøres fra alle dets Levninger af dyrisk Bevidsthed, saasom: Skinsyge, Jalousi og Egoisme. Disse Tankearter er Roden til al ond Skæbne, til Ufred og Verdenskrige, til Vrede og Bitterhed Mand og Mand imellem. Hvis Skinsyge og Egoisme ikke eksisterede, vilde der være Fred imellem Mennesker og dermed imellem Stater. Men disse mørke Egenskaber befordrer Væsenets livsbetingende Selvopholdelsesdrift, saalænge det endnu hører Dyreriget til. Og til Udfoldelse eller Manifestation af denne Selvopholdelsesdrift er Dyrets fysiske og aandelige Legemer organisk bygget op. Det har absolut ikke andre Muligheder for Opretholdelse af Livet end netop igennem disse Egenskaber. Da det ufærdige jordiske Menneske i større eller mindre Udstrækning befordrer sin Opretholdelse af Livet igennem de samme Egenskaber, bliver det her synligt, at det nedstammer fra Dyreriget. Mennesket er et forhenværende Dyr. 2526. Det, der forvandler dette forhenværende Dyr til Menneske, er ikke disse nævnte mørke Egenskaber, tværtimod. Det, der gør Dyret til Menneske, er netop Intellektualitet og Kærlighed. Jo mere Væsenet har af disse Egenskaber, jo mere afviger det fra Dyrets Tilstand og Psyke. Og det er paa denne Afvigelse, at hele dets Mennesketilstand beror. Men denne dets Tilstand som Dyr" og Menneske" er ikke en Villiesakt, eftersom det er disse to Tilstande, der dikterer Villien og saaledes er Villiens Iscenesættere. Der, hvor det dyriske i Væsenet dikterer Villien, bliver dets Handlinger dyriske", og der, hvor det menneskelige i Væsenet dikterer Villien, bliver dets Handlinger eller Manifestationer menneskelige". Da hele Jordens Menneskehed bestaar af ufærdige Væsener, hvilket altsaa vil sige: Væsener, der delvis rummer dyrisk" Psyke og delvis Menneskepsyke", er det ikke saa mærkeligt, at denne Menneskehed indenfor sit Livsomraade manifesterer Krig, Drab og Lemlæstelser og samtidig dyrker Religion, Humanitet og Forsorg. Hvis det kun var en

Det evige Liv 2753 Villiesakt at udløse de menneskelige Egenskaber, vilde der netop være megen mere Fred i Verden, thi mange Mennesker vilde i Virkeligheden gerne være meget mere menneskelige, end de er, hvilket vil sige, at de meget gerne vil gøre meget mere godt, end de gør. De har det ligesom Paulus: det Gode, de vil, det gør de ikke, men det Onde, de ikke vil, det gør de. 2527. Det bliver her til Kendsgerning, at Grundfundamentet for Væsenernes Væremaade ikke er selve Villien, men derimod det, der paavirker og dikterer Villien. Det, der saaledes dikterer Væsenets Villie og faar det til at ville det ene eller det andet, er dets indre organiske Struktur. Denne kan absolut ikke forandres ved Villien. Hvis Væsenet er et Dyr, kan det ikke nytte noget, at det pludseligt vil være et Menneske. Det maa blive ved med at være et Dyr til dets organiske Struktur igennem Udviklingen er forvandlet saaledes, at det udløser menneskelig Væremaade. Men denne Forvandling fra Dyr til Menneske sker udelukkende kun igennem Virkningerne af dets dyriske Væremaade. Denne Væremaade i sin Renkultur er en meget højdramatisk Væremaade, idet den hele Tiden eksisterer i Kraft af det dræbende Princip, som er Fundamentet for dets Selvopholdelsesdrift. At denne ufuldkomne Væremaade skaber tilsvarende dræbende og lidelsesbefordrende Virkninger er selvfølgeligt, eftersom Skæbneloven betinger, at Virkningerne af et Væsens Væremaade eller Handlinger absolut kommer tilbage til det selv. Det er disse Virkninger, der udelukkende bliver dets Skæbne. Denne Lidelsesskæbne har Dyret altsaa, fordi det mangler Intellektualitet og Kærlighed. 2528. Disse Evner ligger i Svøb hos Dyret. At de netop befinder sig i denne Tilstand, skyldes, som vi allerede tidligere har berørt, Væsenets højeste organiske Struktur, nemlig: Den højeste Ild, eller Væsenets Polkonstellation og dets heraf følgende Plads i dets kosmiske Spiralkredsløb. Væsenets Plads i dette Kredsløb, der bestaar af Salighedsriget (Mineralriget), Planteriget, Dyreriget, Menneskeriget, Visdomsriget og den guddommelige Verden, bestemmes af hvilke Forhold, den maskuline og fe

2754 Livets Bog minine Pol befinder sig i til hinanden. I det fuldkomne Menneskerige, Visdomsriget, den guddommelige Verden og Salighedsriget er Væsenernes Polkonstellation i Balance, hvilket vil sige, at de er jævnbyrdige. Væsenerne er saaledes i disse Riger dobbeltpolede. De besidder derfor den organiske Struktur, der bevirker, at de kan elske deres Næste, som de elsker sig selv. Som Følge af denne Kærlighed eksisterer de kun i Glæden over at være til Lykke og Velsignelse for alt levende, og i Kraft af hvilket de dermed er eet med Gud. Deres Sansevibration er saa høj, at den kan vibrere i Kontakt med den allerhøjeste Bevidsthedstilstand. De har derfor uhindret Adgang til al Universets eller Verdensaltets højeste Viden. De har kosmisk Bevidsthed". De sanser hundrede Procents paa de aandelige Tilværelsesplaner og skaber tilsvarende hundrede Procents fuldkomne Manifestationer. 2529. Dobbeltpoletheden begynder, som vi ved, at forvandle sig paa det fysiske Tilværelsesplan i Planteriget. Her begynder Eenpoletheden saa smaat at ændre sig og bliver kulminerende i Dyreriget. Da Eenpoletheden i en overvejende Grad stadig dominerer eller behersker det jordiske Menneske, er det altsaa i tilsvarende Grad paa dette Felt tilhørende Dyreriget. Det har det samme Parringsprincip, den samme Forelskelsesevne, den samme seksuelle Hunger- og Mættelsestilstand. Hertil kommer ogsaa Skinsyge, Jalousi, Misundelse, Egoisme, manglende Finfølelse ligesom det kun har en meget lidt udviklet Kærlighedsevne. Derfor florerer Vredesudbrud, Had eller Hævnfølelse, Brødnid ogsaa i større eller mindre Grad i dets Psyke og Væremaade. Desuden kan ogsaa her nævnes dets animalske Kostbegær, der betinger Drab af Dyr og dermed forringer dets skæbnemæssige Beskyttelsesgrad. Jo mere Mennesket udfolder disse og lignende Tilstande i sin Væremaade, desto mindre tilhører det endnu det færdige eller fuldkomne Menneskes Livsstandard og Fremtræden som værende eet med Gud. Det maa derfor stadig, i en tilsvarende Grad, fortsat befinde sig i Dyrerigets eller det dræbende Princips og Djævlebevidsthedens natsorte Skyggesfærer.

Det evige Liv 2755 2530. Da Mennesket i Virkeligheden er opvokset i den Tro, at det var noget helt andet og højere end Dyret, vil det maaske virke frastødende for dem, saaledes at blive Vidne til deres Nedstamning fra Dyrene, med hvilke Væsener de altsaa i større eller mindre Grad endnu har Bevidsthed tilfælles. Men at erkende denne sin Nedstamning fra Dyreriget er i virkelig Forstand absolut ikke noget nedsættende. Det er blot en Erkendelse af den paa Kendsgerninger baserede Sandhed eller Virkelighed. I denne Sandhedserkendelse kommer vi netop til at se, at hele Verdensaltets Struktur og Energiudfoldelse er hundrede Procents retfærdig og udgør dermed Kulminationen af Kærlighed. Naar det jordiske Menneske saaledes er et Dyr, der igennem Udvikling bliver forvandlet til Menneske, og alle Dyr saaledes i Udvikling er paa Vej til at blive til Mennesker, og Planterne paa samme Maade er paa Vej til at blive til Dyr og saaledes fortsættende, hvad kan da være mere retfærdigt end netop denne Livets Struktur? 2531. Og da Væsenerne saaledes befinder sig paa Stadier i denne Udvikling, hvad kan da være mere selvfølgeligt og urokkeligt end dette, at de kun kan aabenbare sig i den Struktur, Organisme og Væremaade, som er det højeste Resultat af de Erfaringer og Oplevelser, det hidtil har gennemgaaet. Erfaringer og den heraf følgende Viden, som det ikke har oplevet, kan det selvfølgelig ikke handle efter. Og som vi allerede tidligere har berørt, kan det absolut ikke herfor blive Straf" skyldig. At hævne og straffe er saaledes et Udtryk for Kulminationen af fejlagtig Væremaade. Overfor det ufærdige Væsens dyriske eller livsfarlige Anslag maa man naturligvis beskytte sig, ligesom man beskytter sig imod vilde eller farlige Dyr, men denne Beskyttelse maa absolut ikke være et Resultat af Vrede og Hævnlyst, men derimod et Resultat af den højeste Forstaaelse af den virkelige Situation, som denne Næste netop befinder sig i, og som bevirker, at denne absolut ikke kan være anderledes. Næstens Væremaade kan naturligvis kun give sig de mere eller mindre behagelige eller ubehagelige Udslag, som dikteres Villien af de dyriske

2756 Livets Bog Anlæg, som Væsenet endnu ikke har overvundet. De Kræfter, der i Væsenet har Overtaget og er de absolut stærkeste, maa naturligvis diktere Væsenets Villie. Hvilke Kræfter skulde ellers være dominerende i Væsenet. Kan en Flue standse Orkanen? Alverdens Fængsler er i Dag fyldte med Væsener, der skal straffes", ja, i værste Tilfælde henrettes, fordi de blev revet med af Kræfter, de ikke var i Stand til at modstaa. De kom derved til at støde ubehageligt til andre Væsener, som ikke havde forstaaet at beskytte sig imod saadanne Situationer. Men Straffen tilkommer jo ikke de Væsener, der blev revet med af Orkanen, men derimod de Væsener, der ønsker Straf og Død over de andre, hvis der overhovedet var Tale om et virkeligt Straffeprincip i Verdensaltets kosmiske Struktur. Den virkelige Moralforpligtelse overfor andre Væsener er ikke at hævne og straffe, men derimod paa saa human Maade som muligt, at beskytte sig imod de dyriske Udslag, der eventuelt kommer til Manifestation eller Udslag igennem sin Næste. At Væsenerne maa handle saaledes, som de gør, er en Selvfølge. Det eneste, der kan ændre den dyriske Natur i Væsenerne er Polkonstellationens evige Rytme. Det er den, der former hele Væsenets Mentalitet eller Psyke til skiftevis at kulminere i Mørkekontrasterne og Lyskontrasterne. 2532. Det er denne Poltilstand eller Livets allerhøjeste organiske livsregulerende Struktur, der har ført det jordiske Menneske frem fra Planteriget ind i Dyreriget og nu er begyndt at føre det ud af Dyreriget og ind i Menneskeriget. Det er derfor, vi finder det almene uindviede jordiske Menneske sammensat af to Former for Mentalitet, nemlig den endnu mere eller mindre dominerende dyriske, og den begyndende menneskelige. Da disse to Former for Mentalitet er diametrale Modsætninger, kommer de til at kollidere i Menneskets Psyke. Reaktionerne heraf er Vrede, Bitterhed og Strid under en eller anden Form. Samvittighedsnag er ogsaa en Reaktion af disse kontrære Bevidsthedsudslag. Samme Væsens Manifestationer bliver saaledes en Blanding af dyrisk og menneskelig Bevidsthed, og den heraf følgende tilsvarende Væremaade. Vi ved,

Det evige Liv 2757 at i den totale Eenpolethed, hvilket vil sige: naar Væsenets ene Pol er latent, og det derfor er den anden Pol, der befordrer Væsenets Bevidsthed, er Væsenet i sin Manifestation et Dyr i Renkultur. Det udgør altsaa et totalt Hankønsvæsen", hvis det er den maskuline Pol, der befordrer Væsenets Bevidsthed og Væremaade, og et Hunkønsvæsen", hvis det er den feminine Pol, der er den bærende af Bevidstheden og Væremaaden. 2533. Men det er kun i Menneskets allerførste spæde Tilstand, hvor det endnu næsten maa betragtes som Abemenneske, at det udgør et Hankøns- eller Hunkønsvæsen i Renkultur. Det er netop i Kraft af den latente Pols begyndende Udfoldelse, at Væsenet overgaar fra Dyr til Menneske. Med denne latente Pols Vækst, hvilket vil sige: den feminine Pol i Hankønsvæsenet og den maskuline Pol i Hunkønsvæsenet, bliver disse to Væsener mere og mere forvandlet til Menneske". Det betyder naturligvis ikke, at det er Humaniteten eller Kærligheden, der i første Omgang kommer til at blomstre eller udfolde sig, tværtimod. Det bliver en voksende Intelligens, i Kraft af hvilken de dyriske Evner i Mennesket kan komme til deres højeste Udfoldelse. Det er i Kraft af denne Evnes Udvikling, at dette, mentalt set, voksende Menneske hurtigt bliver Dyret overlegent, ja, bliver dets Herre og ligeledes i stor Udstrækning bliver Herre over Materien og Naturens Kræfter. Som vi allerede ved, gør denne Udvikling af Intelligensen, uden at Humanitets- eller Kærlighedsevnen bliver tilsvarende udviklet, Menneskebevidstheden til Djævlebevidsthed", i Kraft af hvilken Bevidsthedstilstand, det kommer til at kulminere i Mørkets Udfoldelse. Men Udfoldelsen af Djævlebevidsthed er jo en Skabelse af Lidelser for sine Medvæsener. Virkningerne af disse Lidelser skaber en tilsvarende Lidelsesskæbne for Væsenet selv. Lidelserne udvikler igen den humane Evne. Og Mennesket begynder derved at skelne mellem godt og ondt. Og det bliver mere og mere til Automatfunktion for det at gøre det gode, hvorefter de dyriske Tendenser i tilsvarende Grad degenererer, saa Væsenet tilsidst bliver til et Menneske i Renkultur, hvilket vil sige: til Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse".

2758 Livets Bog 2534. Hvordan ser nu Menneskene selv paa denne deres egen kosmiske Tilstand som en Mellemting eller et Mellemvæsen mellem Dyr og Menneske? Igennem Religionerne har de lært, at man skal være god og kærlig. Det fører til Lys og Lykke, medens det onde fører til Ulykke og Mørke. I den kirkelige kristne Verdensreligion betragtes den kristne eller kærlige Væremaade som en ren og skær Villiesakt. At denne Væremaades Opfyldelse udelukkende er et Udviklingsspørgsmaal, har man her ikke nogen særlig Ide eller Viden om. Derfor har man i de kirkelige Forkyndelser ligefrem givet Trusler om Guds Vrede og Straf, ja endog evig Fortabelse", Lidelser i et evigt Helvede, hvis man ikke opfylder den. Det er denne for intelligente Væsener totalt uakceptable Erkendelse, der affolker Kristendommen. Og mangelfulde Forklaringer af de for andre Religioner overleverede Dogmer bevirker ogsaa her en begyndende Affolkning af disse. Og det er denne mere eller mindre fremtrædende Affolkning af Religionerne Verden over, der gør Aandsvidenskaben ligesaa nødvendig for Nutiden og Fremtiden som den materielle Videnskab. 2535. Paa disse to Videnskaber er der den Forskel, at medens den materielle Videnskab kan forstaas og accepteres med Intelligensen og derved blive til realistisk Kendsgerning, kan Aandsvidenskaben absolut ikke accepteres med Intelligensen alene, selv om nævnte Bevidsthedsegenskab naturligvis udgør en stor medvirkende Faktor. Her skal for det første en meget højt udviklet Humanitets- eller Kærlighedsevne til og dernæst den for kosmisk Sansning uundværlige Intuitionsevne. Har man den højere udviklede Kærlighedsevne og den heraf følgende tilsvarende Intuition, kan man opleve Tingene for sit eget Vedkommende som absolut Kendsgerning, selv om man ikke er i Stand til at kunne forklare Tingene og gøre dem til Kendsgerning for andre, saaledes som Tilfældet er med den materialistiske Videnskab. Oplevelse af Aandsvidenskaben som Kendsgerning er derfor i stor Udstrækning Automatfunktion. Den er en aandelig eller psykisk Gave, der som en mental Kraft overskygger Væsenets Bevidsthed, medens den materialistiske Videnskab derimod kun er et

Det evige Liv 2759 Resultat af villiemæssig Forskning, Eksperimentering og Iagttagelse. Man forstaar derfor, at meget fremtrædende Videnskabsmænd, der er Kapaciteter i materiel Forskning og Viden, undertiden ignorerer Aandsvidenskaben som Fantasi, som Spekulation og Digt. 2536. Ligeledes er der naturligvis ogsaa mange almindelige Mennesker, der ikke har stor human Følelse og slet ikke nogen Intuition. De kan saaledes absolut ikke fatte eller forstaa kosmiske Analyser. Disse udgør et Bevidsthedsfelt eller en mental Sfære, de endnu er ufødte i. Men saadanne Væsener har som Regel heller ikke Brug for Polanalyserne endnu. De savner dem ikke. Deres sympatiske Anlæg er endnu ikke blevet noget Problem for dem. De Polanalyser, vi nu i det følgende skal aabenbare, vil derfor hos en stor Mængde Mennesker ikke kunne forstaas eller accepteres, idet nævnte Væsener endnu slet ikke er modne for disse. De har slet ikke nogen Følelse af disse i deres Bevidsthed og har derfor absolut heller ikke nogen som helst Brug for disse. Og vi kan kun henstille til disse Væsener, at de lader disse Analyser ligge, hvis de ikke forstaar dem og ikke har Brug for dem. Alle Analyserne i Livets Bog er kun beregnet til de Tusinder og atter Tusinder af Mennesker, som allerede i Dag har meget haardt Brug for dem, idet de netop i Kraft af deres særlige Poltilstand ikke kan forstaa deres egen Psyke og sympatiske Anlæg. Analyserne er en kosmisk Haandsrækning og Vejvisning for Væsener, der trænger til dem, eller for hvem de er en Livsbetingelse. 2537. Hvad er det saa, disse Mennesker ikke kan forstaa ved dem selv? De kan ikke forstaa, hvorfor de mere eller mindre mangler Evnen til at blive forelsket" og derfor i tilsvarende Grad mere eller mindre mangler Lysten til at stifte Ægteskab. De lever som Regel ugifte. Bliver de gifte, bliver Ægteskabet mere eller mindre ulykkeligt. De kan ikke forstaa, hvorfor de mere eller mindre føler den samme Sympati for deres eget Køn som for det modsatte Køn, ja, undertiden større Sympati for det førstnævnte Køn. Her kan det endog gaa saa vidt, at de bliver forelsket i Væsener af deres eget Køn, hvilket naturligvis altid maa blive en

2760 Livets Bog mere eller mindre tvivlsom Lykke. De kan ikke forstaa, hvorfor de saa hurtigt faar udlevet Ægteskabet eller Samlivet med deres Ægtefælle, hvilket ofte fører til Skilsmisse og et nyt Ægteskab, hvor det samme gentager sig og saaledes fremdeles. 2538. Det er ikke saa mærkeligt, at der her bliver Forvirring, eftersom Ægteskabet har været en religiøs Tradition, der har været det absolut bærende Fundament i hele Menneskehedens Opretholdelse af Liv og Færden. Religionen bød, at en Mand skulde forlade Fader og Moder og holde sig til sin Hustru, og at Hustruen skulde holde sig til sin Mand. Det hed yderligere, at Manden er Kvindens Hoved, ligesom Kristus er Menighedens. Og Manden og Kvinden gav højtideligt i Kirken ved Vielsen hinanden Løfte om evig Troskab. Og saaledes er det gaaet Generation efter Generation i umindelige Tider. Selv om det ikke altid har været indgaaet efter de kristne Ritualer og Forskrifter, har det dog ogsaa under andre religiøse Former været en hellig Tradition. Ægteskabet er saaledes i stor Udstrækning blevet opfattet som en absolut hellig Tradition, en for Væsenernes fysiske Tilværelse stedsevarende normal Tilstand. At der her skulde komme en Ændring, har man absolut ikke tænkt paa. Og der, hvor denne Ændring begynder at gøre sig gældende i Menneskene, og saaledes bringer dem til at afvige fra Flokken, opfatter man denne Afvigelse med Antipati, ja, i værste Tilfælde som Forbrydelse, der endog har kunnet betyde Fængsling og Dødsstraf. 2539. Men Livets Kredsløb kan ikke standses, hverken ved Fængsling eller Dødsstraf. Den evige Forvandlingsproces, i Kraft af hvilken Guddommen opretholder Livsoplevelsesevnens evige Fornyelsesproces for absolut alle levende Væsener, gaar urokkeligt sin Gang. Og det er bedre, at studere dette Livets Kredsløb og derved tilegne sig Mysteriets Løsning og Visdom, end det er at dræbe Væsenet og dermed bevare sin Uvidenhed samtidig med, at man forøger sin Skæbnes Mørke. 2540. Idet vi henviser til Livets Bogs femte Bind, hvor de fundamentale Analyser af den højeste Ild forekommer, skal vi her kun gaa over til

Det evige Liv 2761 at give Analysen af de rent overfladiske Symptomer og Tilstande, der kendetegner Menneskets Polkonstellation. Medens Dyrene er udprægede Hankønsvæsener og Hunkønsvæsener i Renkultur og derfor henholdsvis kun kan befordre rene Hankønsfunktioner og Hunkønsfunktioner, bliver vi derimod Vidne til, at der indenfor Menneskeheden finder Funktioner Sted, der absolut ikke er Hankønsfunktioner eller Hunkønsfunktioner i Renkultur. Hvad er da rene Hankønsfunktioner og rene Hunkønsfunktioner? De rene Hankønsfunktioner er absolut intet mere eller mindre end at befordre Befrugtningen af Hunkønsvæsenet og være mere eller mindre til Beskyttelse af dette Væsen og det af Befrugtningen opstaaede Afkom. De rene Hunkønsfunktioner er til Gengæld kun dette, at være et organisk Redskab, i Kraft af hvilket Befrugtningen og Forplantningen kan finde Sted. Hankønsvæsenet er saaledes som nævnt organisk skabt til at kunne befrugte Hunkønsvæsenet, og Hunkønsvæsenet er organisk skabt til Udvikling af denne Befrugtning og den heraf følgende Skabelse eller Udvikling af en Organisme, tjenligt for et diskarneret Væsens Inkarnation paa det fysiske Tilværelsesplan. 2541. Ud fra disse Hankøns- og Hunkønsfunktioner i Renkultur, der udgør det højere udviklede Dyrs Væremaade, er vi i Stand til at bedømme det jordiske Menneskes Psyke og Væremaade. Vi ser, at denne Væremaade udløser Handlinger, som i Virkeligheden slet ikke hører den dyriske Befrugtnings- og Parringstilstand til. Og desto mere udviklet dette Væsen er, desto større bliver det Omraade af Funktioner eller Væremaade, der slet ikke findes hos Dyrene. Men samtidig hermed bliver det Omraade, det jordiske Menneske har tilfælles med Dyret, hvilket vil sige: Parringsdriften, Ægteskabstalentet, Forelskelsesevnen, Lysten til eller Hungeren efter at have Børn, tilsvarende mindre. Dette Omraade er saaledes i Aftagende, er degenererende, medens det nye Omraade, altsaa det vi kender fra tidligere Analyser som det rent menneskelige Omraade, og som kun findes hos Dyrene i Kimtilstand, er i Tiltagende. Naar denne Parringseller Ægteskabsbevidsthed saaledes er degenererende og som tidligere ud

2762 Livets Bog trykt: bliver til De ulykkelige Ægteskabers Zone", medens en ny Tilstand er ved at bryde frem i den jordmenneskelige Psyke, bliver det her til Kendsgerning, at det jordiske Menneske befinder sig i en Forvandlingsproces. At denne Forvandlingsproces i sig selv ikke er nogen Afsporing eller Abnormitet, bliver aabenlys, eftersom den gør sig gældende i hvert eneste Menneske, og her bliver desto mere synlig, jo længere fremskredent vedkommende Væsen er. Det er en Kendsgerning for ethvert normalt Menneske, at det har et Bevidsthedsomraade, som Dyret absolut kun har i Kimtilstand. Mennesket er saaledes absolut et Dyr under Forvandling til Menneske. 2542. Den Del af den menneskelige Psyke, som Menneskene kender bedst, er den Del, de endnu har tilbage af den dyriske Bevidsthed, hvilket altsaa vil sige: Parringsprincippet eller den eenpolede Kønstilstand. Ja, den er endnu saa stærk i Jordmenneskets Bevidsthed, at den er en Livsbetingelse for dens Forplantning og Reinkarnation eller Genfødelse. Det er da heller ikke saa mærkeligt, at denne Bevidsthedsdel i Jordmennesket opfattes som den ordinære eller normale. Den udgør endnu, selv i sin stærkt degenererede Tilstand eller Form, Livsfundamentet for den jordmenneskelige Almentilværelse. Den dyriske Tilstand, denne Del som Jordmenneskets Bevidsthed repræsenterer, er saaledes Pattedyrets". Det er altsaa ikke denne Del, der bevirker, at Jordmennesket har faaet Prædikatet Menneske". Den udløser blot Pattedyrets Egenskaber. De udgør, som vi før har nævnt: Skinsyge, Jalousi, Misundelse, Had og Hævngærrighed og de heraf følgende mørke Konsekvenser i Dagliglivet. De Egenskaber, der har givet Jordmennesket Prædikatet Menneske", er derimod: Intelligens, Viden, Humanitet, Intuition og den heraf følgende, tilsvarende Grad af udviklet Skabeevne, Kultur eller intellektuel og kærlig Væremaade overfor alt og alle, samt Eenpolethedens Degeneration og begyndende Dobbeltpolethed. Dyr" og Menneske" er saaledes den fundamentale Analyse af det ufærdige, uindviede eller kosmisk ufødte Jordmenneske. Denne Analyse er i Realiteten ikke nogen ny Analyse for

Det evige Liv 2763 Menneskehedens største Vise i Fortiden, hvad det fornemste og mest talende Symbol herfor, den ældgamle Figur, Sfinksen" eller Dyrekroppen med Menneskehoved, vidner om. 2543. Den Forvandling, som har gjort Dyret til et Blandingsvæsen af Dyr og Menneske, gaar saaledes sin Gang, hvad enten Menneskene forstaar det eller ej, hvad enten de søger at bekæmpe den eller ikke. Hvis Menneskene forsøger at forcere denne Udvikling, fører det til Lidelse, ligesom det samme er Tilfældet, hvis de søger at forhale nævnte Udvikling. Begge disse to Former for Lidelser fører Væsenet tilbage til dets givne Udviklingstrins Normalitet. Hovedorganerne for disse to Bevidsthedstilstande i Væsenets Psyke er altsaa Væsenets to seksuelle Poler. Den dyriske Del af Bevidstheden bæres af den maskuline Pol i Manden og af den feminine Pol i Kvinden, medens den menneskelige Del bæres af den feminine Pol i Manden og den maskuline Pol i Kvinden. Med denne den modsatte Pols Vækst i Væsenet og dens hermed tiltagende Beherskelse af Væsenets Psyke og Væremaade, taber den ordinære Pol i Væsenet den overdimensionerede Tilstand, som den hidtil har udløst. Derved vil den dyriske Bevidsthedstilstand tage af efter at have passeret Djævlebevidst hedsstadiet", og Væsenet har oplevet de heraf affødte Lidelser. Denne Aftagen af de dyriske Egenskaber fortsætter, indtil disse helt kommer under den modsatte Pols Kontrol og kun udløses i Forbindelse med denne Pols Bevidsthedsdel eller det menneskelige Omraade i vedkommende Væsens Psyke. De kommer da til at eksistere i Væsenets Væremaade som dennes Beskyttelse imod at blive til den overdimensionerede eller ulogiske Sympatiudløsning, vi kender som Tossegodhed"'. Den normale, fuldkomne, menneskelige Væremaade bliver derfor her til virkelig Kærlighed. 2544. Men Kærlighed er ikke en ulogisk Sympati. Den er ikke dette, at sige ja til sin Næstes eventuelle taabelige eller ulogiske Ønsker. Den er derimod dette, at sige absolut nej til alt det, der ikke kan være til Glæde og Velsignelse for levende Væsener eller i værste Tilfælde sige nej

2764 Livets Bog til Manifestationer eller Afgørelser, der absolut ikke kan henregnes til at udgøre det mindste Onde" i en given Situation, hvor den totale Kærlighed ikke kan udfoldes, og hvor det derfor er et Onde, hvordan man saa end bærer sig ad. Det totalt fuldkomne eller færdige Menneske kan ikke altid komme til at udfolde den totale Kærlighed, som det af Naturen føler Trang til, hvis det befinder sig i en Verden, hvor Menneskeheden er prædestineret til en saa fremtrædende Grad af mørk Skæbne, som Tilfældet er her paa Jorden. Det kan befinde sig iblandt Mennesker, som er dets nære Venner i dets daglige Liv. Pludseligt kan det komme ud for en tilbagevendende Karma- eller Skæbnebølge, og derved komme til at trænge til Hjælp. Men denne Skæbnebølge kan være af en saadan hjælpeløs Natur, at det er ligemeget, hvordan man vil bære sig ad med at hjælpe vedkommende Væsen, det kan ikke lade sig gøre, uden at det derved skaber en eller anden Form for et Onde. I en saadan Situation maa man da, ligesom det fuldkomne Menneske, søge at finde ud af, hvilken Hjælp der vil være det mindste Onde, thi denne Hjælp vil da være den kærligste. Men saaledes vil det ikke blive ved med at være. Efterhaanden bliver Mennesket saa fri af mørk Skæbne, at det kan hjælpes i Kraft af den totale Kærlighed, uden at denne Hjælp bliver et større eller mindre Onde. Der vil da ikke eksistere noget Onde til at forringe Kærlighedshjælpen. Da vil der ved enhver Lejlighed være Adgang til fuldt ud at yde Kærlighed i Renkultur. 2545. Vi ser saaledes her, at Karma- eller Skæbneloven ikke kan ændres. Selv om et Væsen er omgivet af kærlige Væsener, er det saaledes begrænset, hvad disse kan komme til at udfolde af deres Kærlighed overfor et saadant mørkt skæbneprædestineret Menneske. Det eneste, der kan føre et saadant Væsen frem til en saa lys Skæbnetilstand, at det kan blive ydet fuld Hjælp eller Støtte i en given, ulykkelig Skæbnesituation, uden at denne Hjælp paa nogen Maade bliver et Onde, er udelukkende det selv. Det kan absolut opnaa denne Tilstand ved i sit Væsen at udvise Kærlighed til sin Næste, hvilket vil sige: til alt Liv, det kommer i Berøring

Det evige Liv 2765 med. I samme Grad, som det selv kan udløse Kærlighed, i samme Grad bliver det fri af den karma- eller skæbnemæssige Begrænsning af, hvad det kan blive tildelt af Kærlighed og dermed af Hjælp fra sin Næste og fra Naturens Side. Den fysiske og aandelige Beskyttelse udløses udelukkende af den Beskyttelse, det selv i dets Væremaade er for andre. Igennem den modsatte Pols Udvikling i Væsenet kommer altsaa den menneskelige Bevidsthed frem til fuld Beherskelse af dets Væremaade. De dyriske Anlæg: Egoisme og Brutalitet overvindes af den modsatte Pols affødte intellektualiserede Humanitet eller Kærlighedsfølelse. Der opstaar saaledes i det paagældende Menneskes Psyke en total Harmoni i begge dets Polers Udfoldelse, der tilsammen gør Væsenets Væremaade til den fuldkomne Aabenbaring af sand Kærlighed og den heraf følgende guddommelige Fred og Glæde ved at give, hellere end at tage, eller ved at være til Glæde og Velsignelse for alt levende, og igennem denne Væremaade selv blive velsignet med en saadan Nærhed af Gud, at man føler sig eet med ham, og dermed eet med Vejen, Sandheden, Livet og Evigheden. Dette er altsaa Slutfacittet af Guds Skabelse af Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse. Hvor nær et Menneske er dette Slutfacit, vil altsaa være afhængigt af, hvor nær dets Polkonstellation er ved at være i Balance. 2546. Som vi allerede har været inde paa, udgør denne Polkonstellations Balance dette, at den modsatte Pols Virkninger, hvilket vil sige: de menneskelige Egenskaber, er naaet saa langt frem i sin Udvikling, at disse afkræfter det dyriske, det brutale og egoistiske i den ordinære Pols Virkninger, saaledes at begge Polers Virkninger indgaar i en indbyrdes Harmoni og danner en samlet Manifestationskraft, der kun kan udløse Kærlighed. Denne Kærlighed maa ikke forveksles med Forelskelse", hvilken uintellektuel Sympati eller Følelse kun er hankøns- og hunkøns betonet. Kærligheden er en i højeste Grad intellektualiseret Humanitet og Medfølelse med alt levende uden paa nogen som helst Maade at være hankøns- eller hunkønsbetonet. Den virkelige Kærlighed er saaledes en 33 Livets Bog VI.

2766 Livets Bog dybtgaaende, absolut uegennyttig Sympatifølelse, en Evne til ikke at kunne nænne at gøre noget som helst Væsen Fortræd, en Følelse der ligesaa godt gælder Væsener af sit eget Køn, som den gælder Væsener af det modsatte Køn. Den afviger saaledes hundrede Procents fra Ægteskabseller Parringskærligheden, der befordres ved den Hormonoverproduktion i Væsenet, der gør det forelsket og dermed binder det til Befrugtningseller Forplantningssfæren i den jordmenneskelige Psyke. Med Polforvandlingen forvandles Manden" og Kvinden" til et nyt Væsen. Det er dette begyndende nye Væsen, der udgør det ufærdige jordiske Menneske. 2547. Hvordan fornemmer nu dette under Forvandling fra Dyr til Menneske fremtrædende Væsen sig selv? - Det er et Spørgsmaal, som ethvert fremskredent, men ufærdigt jordisk Menneske burde gøre sig selv eller søge at faa opklaret. I samme Grad, som det hungrer efter og er modnet for dette Spørgsmaals Besvarelse, har det Mulighed for at faa Løsningen paa sin egen kosmiske Situation i de efterfølgende Analyser. Enhver Mand vil hævde, at han føler sig som Mand", ligesom enhver Kvinde paa samme Maade vil hævde, at hun føler sig som Kvinde". Men en saadan Følelse dækker absolut ikke Mænds og Kvinders virkelige psykiske Identitet som Helhed. Ethvert jordisk, ufærdigt Menneske kan hverken være Mand" eller Kvinde" i Renkultur, eftersom de samtidig udgør en tredie Væsenstilstand. Det er ganske rigtigt, at Manden udgør et Hankønsvæsen, ligesom Kvinden udgør et Hunkønsvæsen, hvilke Udtryk henholdsvis i Virkeligheden kun betegner deres eenpolede Tilstand som Handyr" og Hundyr". Manden og Kvinden er ganske rigtigt til en vis Grad henholdsvis et Handyr og et Hundyr, men de udgør ogsaa til en vis Grad den nye Væsenstilstand. Det er Handyrets" og Hundyrets" Tilknytning til denne Væsenstilstand, der betinger, at de er blevet til Mennesker". Et ufærdigt Menneske bestaar saaledes af to Slags psykiske Væsenstilstande. Manden udgør delvis et Handyr og delvis et Menneske, ligesom Kvinden ogsaa delvis udgør et Hundyr og delvis et Menneske. Hos de primitive Mennesker er Handyret" næsten Enehersker i Mandens

Det evige Liv 2767 Psyke, medens Hundyret" næsten er Enehersker i Kvindens Psyke. I disse to Væseners Psyke begynder ogsaa i større eller mindre Grad Mennesket at gøre sig gældende. 2548. Dette foran nævnte begyndende Menneske vil efterhaanden overvinde det mørke og triste eller alt det dyriske, det brutale og inhumane i dets Psyke. Naar en Mand er glødende forelsket, hvilket vil sige: udløser en særlig hormondrevet Sympati for et andet Væsen, er det hans dyriske Bevidsthedsdel, der behersker hans Tankeklima. Naar en Kvinde paa samme Maade er forelsket og ligeledes udløser en hormondrevet Sympati for et andet Væsen, er det ligeledes hendes dyriske Bevidsthedsdel, der behersker hendes Tankeklima. Naar et Menneske føler sig skinsyg, jaloux, misundelig, hævngerrig, forfølger og forsvarer sig og sine i Krig, Kamp og Blodsudgydelse, lever højt paa andres Bekostning, stjæler, røver og plyndrer, er det ligeledes den ordinære eller dets dyriske Bevidsthedsdel, der behersker det, hvad enten det er Mand eller Kvinde. Hvis det hele Livet lever i et usædvanligt lykkeligt Samliv eller Ægteskab med et Væsen af modsat Køn, har avlet Børn i Ægteskabet, skyldes det i væsentlig Grad begge Ægtefællernes ordinære Poler eller deres dyriske Bevidsthedsdel. De har begge endnu været prædestineret til at kunne leve i et fuldkomment Ægteskab. Denne Tilstand er Dyrerigets fornemste eller højeste Præstation. Hvis der i Jordmenneskets Ægteskab er Kiv og Strid, Splid og Spektakler, Utroskab, Skilsmisse og nyt Ægteskab og atter Skilsmisse og saaledes fremdeles, skyldes det i væsentlig Grad, hvor mærkeligt det end kan se ud, den modsatte Pols Virkninger, hvilket vil sige: den menneskelige Natur i enten den ene eller den anden af Ægtefællerne eller eventuelt i dem begge. 2549. At saadanne ulykkelige Ægteskaber hos de paagældende Væsener efterhaanden nedbryder al Respekt for Ægteskabets Tradition som det højeste attraaværdige og livsbefordrende Objekt er selvfølgeligt. Naar et Menneske i et enkelt Jordliv har oplevet at blive gift og skilt flere Gange, fordi ingen af disse Ægteskaber har været tilfredsstillende, ja, har 33*

2768 Livets Bog maaske ligefrem mere eller mindre været et Ragnarok med Processer og Strid om Forældreret til eventuelle Børn i de paagældende Ægteskaber og yderligere gensidige Forfølgelser, Bagtalelseskampagner og lignende, kan et saadant Menneske ikke undgaa, at den normale Indstilling til og Værdsætning af Ægteskabet nedbrydes. Det betyder ikke, at dets seksuelle Trang eller Hunger tilsvarende nedbrydes. Og det er denne fortsatte seksuelle Hunger, der faar Væsenet til i første Omgang, Gang paa Gang, at indlade sig i et Ægteskab i Haab om i dette at finde den rette Ægtemage. Men som Regel lykkes dette ikke. Det er blevet dette Væsens Skæbne ikke at kunne blive fuldkommen lykkeligt i noget Ægteskab, ligemeget hvem det saa end bliver gift med. Dets Polkonstellation har efterhaanden ændret sig saa meget, at den begynder at underminere Væsenets ægteskabelige Talent. Forelskelsesevnen bliver af en mere og mere flygtig Natur, alt eftersom Væsenets humane Talent udvikler sig. 2550. Ved det primitive Menneske, hvor Kærlighedsevnen eller det humane Talent endnu kun er latent, bliver Forelskelsesevnen eller Parringsdriften saa at sige den eneste Faktor, der kan befordre noget humant. Væsenet kan kun igennem denne Evne føle Sympati, men da denne Sympati kun er en Vej for Væsenet til at faa et livsvigtigt Begær tilfredsstillet, nemlig det seksuelle, har den ikke noget med virkelig Kærlighed at gøre ud over Sympatifølelsen for Ægtemagen og Afkommet. Overfor andre Væsener eksisterer denne Sympatifølelse ikke. Her er Væsenet koldt og egoistisk og møder selv som Regel kun Kulde og Egoisme hos andre Væsener, saalænge den virkelige Kærlighed eller humane Evne endnu ikke er naaet saa langt frem i Udvikling, at den kan gøre sig gældende. Dog mildnes denne mentale Kulde i Væsenernes Forhold til hverandre, der hvor det er en Livsbetingelse for Arten, at dens Væsener maa leve i Flok. Men Skinsyge eller Jalousi florerer i høj Grad her. Hos de primitive Naturmennesker og et godt Stykke op i Kulturmenneskenes Livsstandard er det ligeledes fordelagtige Fællesinteresser og livsbetingende Samar

Det evige Liv 2769 bejde, der faar Væsenerne til at tolerere hverandre og slutte sig sammen. Saadanne Flokdannelser og Sammenslutninger befordres i de lavere Udviklingszoner eller Sfærer ikke af Kærlighed, men af Selvopholdelsesdrift. Her er Kærligheden eller den humane Evne endnu ikke saa udviklet, at den kan gøre sig gældende. Men midt i denne kærlighedsløse og inhumane Verden er Ægteskabet den eneste oplivende og bærende Kraft. Hvordan skulde en Verden af kærlighedsløse eller inhumane Væsener kunne holde en Tilværelse ud uden denne oplivende og livsbefordrende Parringsdrift? - Væsenerne vilde kun være omgivet af et permanent mentalt uigennemtrængeligt Mørke. Intet som helst Lys ville være at øjne noget Sted, ikke et eneste Kærtegn, ikke en eneste Dragning imod Menneskene. Kulde, Egoisme og Selviskhed ville være det absolut altbeherskende Tankeklima. Men midt i dette Mørke, midt i dette Helvede, funkler, lyser og varmer Parringsdriften eller Ægteskabet som en Straale fra Himlen, fra den guddommelige Lysverden, Væsenerne engang har forladt, men som de hinsides Mørket atter skal vende tilbage til. Den evige Verdensorden eksisterer, saaledes at intet som helst Væsen nogen Sinde kan blive lukket helt ude fra Lyset eller Guds Straalevæld. Saa selv i Livets Mørkezone, i Egoismens og Selviskhedens Hjemstavn i det dræbende Princips Rige, kan Væsenerne blive kærtegnet, blive elsket af et andet Væsen. Og i Kontakt med den gensidige Forelskelse i dette andet Væsen oplever de tilsammen Kulminationsøjeblikke i Lysudfoldelse, fornemmer Salighedens Nærhed midt i Helvede. I Kraft af denne Eenpolethedens Lykke eller Salighed, dette guddommelige Lysglimt fra Himlen kan Væsenet holde Helvede eller Mørkets Zone ud. I Kraft af denne Lykke kan det kæmpe og vove sit Liv for Ægtemagen og Afkommet. I Kraft af det seksuelle Princips Befordring af Væsenerne som Hankønsvæsener og Hunkønsvæsener og den heraf følgende Parringsdrift, kan saadanne to Væsener varme sig ved hinandens gensidige Lys og Sympati midt i den Verden af Kulde, Skinsyge, Misundelse, Egoisme, Mord og Drab, som de netop i større eller mindre Udstrækning møder hos deres Kønsfæller

2770 Livets Bog eller Væsener af eget Køn i de lavere Sfærer, hvis primære Bevidsthedslag disse Manifestationer udgør. Vi maa her huske paa, som tidligere nævnt, at disse Væsener endnu ikke har nogen som helst særlig udviklet Sympati- eller Næstekærlighedsevne. 2551. Den Sympati, de forannævnte Væsener har for det modsatte Køn, opretholdes jo udelukkende paa kunstig Maade i Kraft af de seksuelle Begær, der affødes af deres særlige Polkonstellation. Dette Begær er en Sult eller Hunger, som det er livsvigtigt for Væsenet at faa tilfredsstillet. Og da denne Tilfredsstillelse for samme Væsen kun kan ske normalt igennem dets Forbindelse og Parring med et Væsen af modsat Køn, er det ikke saa mærkeligt, at det drages imod dette Køn, ønsker at være i Kontakt med et saadant Væsen. Der opstaar saaledes her den Sympatitilstand, som absolut ikke maa forveksles med virkelig Næstekærlighed. Forskellen paa denne Parringssympati, der i sin Kulminationsudfoldelse kendes som Forelskelse", og virkelig Kærlighed er denne, at medens Parringssympatien eller Forelskelsen udelukkende er selvisk, er en Udfoldelse, der udelukkende sker paa Grundlag af, at Væsenet ved Hjælp af den kan faa en særlig livsvigtig Sult eller Hunger tilfredsstillet og opleve den heraf følgende akutte Nydelse og Stimulans for Livsmodet, er den virkelige Kærlighed en Sympatiudløsning, der er absolut uselvisk. Den er absolut ikke befordret i Kraft af noget som helst Begær efter Opnaaelsen af Goder eller Fordele for dens Ophav. 2552. Den absolutte Kærlighed søger ikke paa nogen som helst Maade sit eget. Den udgør en indre guddommelig Kraft, der strømmer igennem Væsenet og her i dettes Psyke befordrer en uimodstaaelig Følelse af Lyst, Trang og Pligt til at hjælpe overalt, hvor Væsener er i Nød, ligegyldigt om det er Mennesker, Dyr eller Planter. Ja, den befordrer endog Glæde i Væsenet ved, at det behandler Mineralforeteelser efter den samme altvelsignende Lov. Det er selve denne aldeles uegennyttige eller uselviske Væremaade, denne Glæde ved at hjælpe alle Nødstedte, denne Sympatifølelse for alle levende Væsener, dette at være i Kærtegns

Det evige Liv 2771 kontakt med sine Medmennesker, dette, at andres normale Glæde danner Grundlaget for ens egen Glæde, der er selve Guds Tankekraft, Guds Væremaade og Manifestations- eller Skabelsesudfoldelse. Det er denne fuldkomne Tankekraft, Universets Love eller selve Verdensaltets Struktur afslører eller aabenbarer. Det er denne Aabenbaring af den totale, altomfavnende, intellektualiserede Kærlighed, der udgør Verdensaltets Grundtone. Den bevirker, at alt er saa absolut urokkeligt genialt i Naturens Skabelse, at alt absolut bliver saare godt. Intet som helst i Naturens eller Universets Skabelsesprocesser kan eksistere uden at udgøre den absolut allerhøjeste Fuldkommenhed i sit Slutfacit, og dermed være til den allerstørste Glæde og Velsignelse for levende Væsener. Kærligheden er saaledes, som før nævnt, Guds Bevidsthed og Væremaade. Den rummer i sig den allerhøjeste Visdom eller Videnskab. Hvis den ikke indeholdt denne, vilde den umuligt kunne være Kærlighed. En Kærlighed, der ikke er Videnskab, er ikke Kærlighed, ligesom en Videnskab, der ikke er Kærlighed, ikke er nogen absolut Videnskab. 2553. En Videnskab, der kun er en Intelligensudregning, og hvis Facitter ikke passer med Universets kosmiske Principper og Love, er absolut ikke en Videnskab. Den kan udmærket være en logisk opbygget Tankerække, men hvis denne Logik ikke gaar op i Universets kosmiske Logik og i de af den frembragte Facitter, bliver samme Logik kun en Lokallogik og vil dermed være en falsk Logik, selv om den er aldrig saa meget anerkendt af videnskabelige Autoriteter, Professorer, Doktorer og Forskere. Derfor kan en tilsyneladende nok saa høj materialistisk Videnskab i et eller andet Felt være falsk, kosmisk set, ligegyldigt hvor logisk den saa end maatte være materialistisk eller fysisk set, og ligegyldigt hvordan den saa end maatte passe ind i de paagældende Ophavs midlertidige Tanketilstand eller Verdensopfattelse. 2554. Kærligheden er saaledes Toppunktet af absolut alt Tankeklima, idet den kun kan være et Resultat af absolut alle Fejlmanifestationers affødte Lidelser og Besværligheder eller ulykkelige Skæbner.

2772 Livets Bog Naar et Væsen har naaet at blive besjælet af Kærlighedsevnen i et saadant Omfang, at det elsker sin Næste som sig selv, er det ikke saa mærkeligt, at det i denne Bevidsthedstilstand føler sig eet med Gud. Og dette bliver yderligere understreget ved, at Væsenets Intuitionsevne da kommer til fuld Udfoldelse, og det igennem den faar uindskrænket Adgang til det guddommelige Visdomsocean eller Verdensaltets kosmiske Bevidsthedsplan og igennem denne Adgang saaledes faar kosmisk Bevidsthed og dermed repræsenterer Slutfacittet paa Guds Skabelse af Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse. Vi ser saaledes, at Kærligheden er noget ganske andet end den Sympatiudløsning, der befordrer Ægteskab og Parringsakt. Kærligheden er en Bevidsthedstilstand, der har sin egen Kulminationszone eller Bevidsthedssfære, hvor den kan komme til fuld Udfoldelse, ligesom Parrings- eller Ægteskabssympatien ogsaa har sin, hvor den alene kan komme til fuld Udfoldelse. 2555. Hvorfor kan disse to Former for Sympati ikke komme til Udfoldelse overalt eller i alle Sfærer? Det kan de ikke, eftersom nævnte to Former for Sympatiudløsning er baseret paa to helt forskellige organiske Strukturer. Parringskærligheden er baseret paa Væsenets eenpolede Tilstand, medens den absolutte Kærlighed er baseret paa den dobbeltpolede Tilstand. Det er ogsaa i denne sidste Tilstand, at Guddommen og den allerhøjeste Visdom direkte opleves ved Væsenets egen Selvoplevelsestilstand og Sansesæt. Guddommen forekommer absolut ikke i sin Helhedsstruktur som et Hankønsvæsen eller et Hunkønsvæsen. I Guddommen er begge de to Poler: den maskuline og den feminine, totalt forenede. Og det er netop derfor, at dennes Bevidsthed og Væremaade, der, som før nævnt, er det samme som Universets eller Verdensaltets Grundtone, fremtræder som den absolutte Kærlighed, og at alle Universets eller Naturens Slutfacitter udelukkende er til Glæde og Velsignelse for levende Væsener. Det er derfor ikke saa mærkeligt, at de levende Væsener hver især bliver dobbeltpolede og hævet op over Eenpoletheden og faar den samme Sympati for sin Næste (alle levende Væsener), som de

Det evige Liv 2773 har for sig selv. Hvordan skulde de ellers blive til Guds Billede hans Lignelse? efter 2556. Næstekærlighedsevnen er saaledes det foreløbige store kosmiske Maal for det jordiske Menneskes Udvikling, i hvem Eenpoletheden i stor Udstrækning er degenererende. Kærligheden er det totalt fuldkomne Menneskes Bevidsthed og Væremaade, ligesom den er Guddommens. Parringssympatien i Renkultur er Dyrenes normale Væremaade. Og desto mindre Mennesket er udviklet, desto nærmere staar det Dyret. Og dets Væremaade bliver i tilsvarende Grad ligesom Dyrets kun baseret paa Selviskhed eller Egoisme. Det normale Dyr kan absolut ikke elske sin Næste som sig selv, hvilket det paa Grund af sin Eenpolethed absolut heller ikke er skabt til. Her maa man ikke regne med de Dyr, der er blevet forkælet af Mennesker, og som paa denne Maade er kommet ud af deres normale Tilværelse, grundet paa denne for Dyrets Psyke altfor overdimensionerede aarelange Paavirkning fra Mennesker. Denne menneskelige, sympatiske Paavirkning kan paa visse højere udviklede Dyr skabe en Slags Resonans i Dyrets ellers saa eenpolede Følelsesliv og faa dette til at give Genklang i Form af stærk Sympati overfor det paagældende Menneske. Men denne Sympati er nærmest en eenpolet Sympati af samme Slags, som den kønsløse Sympati Dyret føler overfor sit Afkom, men unaturligt stærkt stimuleret op paa Grund af den af Mennesket udøvede og for Dyret uimodstaaelige Paavirkning. Naar Menneskene, rent bortset fra deres livsbetingende Flokbevidsthed, begynder at føle en Sympati, der ikke er drevet af Parringsakten, for Medvæsener, er det Humanitets udviklingen eller Næstekærlighedssympatien i deres Psyke, der er begyndt. Denne begyndende Sympatiudvikling i det jordiske Menneske er affødt af dets tiltagende Udvikling i Dobbeltpolethed. I det samme Væsen eksisterer der derfor to Slags Sympatier, nemlig : den ordinære Parringseller Ægteskabssympatien, baaret af Eenpoletheden, og Væsens- eller Næstekærlighedssympatien, der i Renkultur er baaret af Dobbeltpoletheden. I det store Flertal af Menneskene er det kun Parrings- eller Ægte

2774 Livets Bog skabssympatien, der er den herskende. Næstekærlighedssympatien er endnu kun i sin spæde Begyndelse. Den er hos de fleste meget, meget langt borte fra sit endelige Toppunkt. Den samme store Skare af Mennesker er bundet i den af de samme Væsener endnu opfattede eneste normale Livstilstand, hvilket vil sige: Ægteskabs- eller Parringstilstanden, skønt den saa aabenlyst er degenereret, at dets retmæssige Stadium hos det jordiske Menneske kun kan udtrykkes som De ulykkelige Ægteskabers Zone". 2557. Menneskene kæmper og kæmper for at blive fuldkommen lykkelige i Ægteskabet, men for en overordentligt stor Del af disse Mennesker viser det sig at være forgæves. Deres eenpolede Tilstand er saa fremtrædende degenereret, at den ikke mere kan befordre noget fuldkomment eller lykkeligt Ægteskab. Men dette er Væsenet selv næsten altid totalt uvidende om, netop fordi dets seksuelle Drift stadig gør sig gældende. Hertil kommer saa dette, at det er saa stærkt fastholdt i den almengældende Opfattelse, at Ægteskabet absolut er den eneste af Gud bestemte Livsform, at det slet ikke aner dets egne ægteskabelige eller parringsmæssige Anlægs særlige degenererende Natur. Og hvis det virkelig begynder at ane denne Struktur, tror det netop, paa Grund af den førnævnte Opfattelse, at dets særlige ægteskabelige Tilstand er abnorm, er en Tilstand, der skal bekæmpes, som om denne Bekæmpelse kunne føre Væsenet tilbage til den totale Kulmination i Eenpoletheden. At det under disse Omstændigheder ikke kan blive lykkelig i Ægteskabet er selvfølgeligt. Samtidig med denne Degeneration begynder Næstekærlighedssympatien ogsaa at gøre sig gældende. Der sker netop dette, at Væsenets Psyke begynder at afføde en Sympati, der ligger ganske udenfor Ægteskabs- eller Parringssympatien, og svækker sidstnævnte Sympati. Selv om Parringssympatien endnu er den førende, kan den ikke helt hindre den ny Sympati, den begyndende Næstekærlighedstilstand i Væsenet, at gøre sig gældende. Efterhaanden som den kommer frem i Væsenerne, bliver deres Væremaade ogsaa sympatisk overfor andre Væsener

Det evige Liv 2775 end de Væsener, der er Parringssympatiens Objekter. Ægtefællerne kan komme til at befinde sig i nære inderlige Venskaber med ligesindede Væsener af begge Køn udenfor deres Ægteskab og uafhængig af Parringssympatien. Det er denne, af Parringssympatien uafhængige Sympati, der ogsaa kendes som Venskabsfølelse", der til en vis Grad ligger til Grund for Væsenernes selskabelige Sammenkomster. Den finder vi ogsaa undertiden blandt Naboer og andre Mennesker, der i Dagliglivet maa leve sammen eller paa anden Maade er forbundet med hverandre f. Eks. i Forretningsforbindelser, Foreningsliv, Politik, Sport og Religionsopfat telse og lignende. Disse Sammenslutninger bæres ganske vist i nogen Grad af Princippet Flokbevidsthed", men hist og her finder man altsaa indenfor nævnte Kredse den begyndende virkelige Sympati imellem disse Væsener, der er langt dybere end Flokbevidsthed. Flokbevidstheden er en Kraft, der befordres af Selvopholdelsesdriften og kun udfoldes, fordi den mere eller mindre er en Livsbetingelse. Den udgør saaledes ikke nogen uselvisk Væremaade overfor Medvæsenerne. Venskabsfølelsen er derimod ikke nogen Livsbetingelse. Det er en Følelse, der i en større eller mindre Grad udløses, fordi man virkelig af Hjertet føler Sympati eller Venskab for de paagældende Medvæsener. Og desto større denne Venskabsfølelse er, desto mere uselviske Handlinger kan man manifestere overfor denne Følelses Objekter. Vi møder altsaa her en begyndende, virkelig Næstekærlighed, en Sympati, der i sin Renkultur ikke befordres af Parrings- eller Ægteskabsdriften. Jo mere udviklet Menneskene er, desto mere har de af denne udenfor Parringssympatien fremtrædende Sympati. Denne Sympati bevirker, at Kvinderne kan være meget gode Venner, føle megen Venskab for hverandre indbyrdes, ligesom Mændene ligeledes kan være i stort og inderligt Venskab med andre Mænd. Hvis disse Venskaber er uden Seksuel- eller Kønsbetoning imellem Kvinderne indbyrdes og imellem Mændene indbyrdes, generer de ikke paa nogen som helst Maade disse Kvinders og disse Mænds Ægteskaber. Venskaberne kan foregaa til stor Glæde og

2776 Livets Bog Velsignelse for de paagældende Væsener indbyrdes. Men en saadan Velsignelse i den Slags Venskaber forekommer der kun, hvis Venskabs sympatien er i Renkultur og saaledes ikke er kønsbetonet. 2558. Vi bliver undertiden Vidne til, at den forannævnte Renkultur ikke kan opretholdes. I de paagældende Væsener forekommer der, som vi allerede ved, to Slags Sympatier: Parringssympatien og den Sympati, der i Renkultur skal blive til den livsbetingende Næstekærlighed. Denne Sympati er ganske vist meget spæd i sit Begynderstadium i Forhold til Parrings- eller Ægteskabssympatien, men tiltager jo med Udviklingen. Det gør Parringssympatien derimod ikke. Idet Næstekærlighedssympatien saaledes vokser i Væsenet, medens Parringssympatien ikke vokser, vil den førstnævnte Sympati umuligt kunne undgaa at vokse forbi den sidstnævnte Sympati. Jo mere Venskabs- eller Næstekærlighedssympatien udvikler sig eller vokser, desto større Tendens til sympatiske Forbindelser faar saadanne Væsener til Væsener udenfor Ægtefællen. Og desto større denne Tendens til sympatiske Forbindelser med Væsener ud over Ægtefællen er, desto mere baner de nævnte sympatiske Forbindelser Vejen for Utroskab i Ægteskabet. Det var selvfølgelig lettere for Væsener at holde sig til sin Ægtefælle paa et Udviklingsstadium, hvor der saa at sige ikke var andet end den dyriske Flokbevidsthed, der bandt Ægtefællerne til Væsener udenfor Ægteskabet. Nu da Ægtefællerne, saavel Kvinden som Manden, er omgivet af mange Mennesker udenfor Ægteskabet, som de nærer stor Sympati for, har fortrolige Venskaber med, opstaar der Længsler efter at kærtegne de Væsener og selv blive kærtegnet af de samme Væsener, som man nærer stor Sympati eller Hengivenhed for. Derved kommer denne Længsel paa Bølgelængde med den ordinære Parringssympati, som man oprindelig kun har til Ægtefællen. Sympatien for de fremmede Væsener bliver herved seksuel. Der opstaar Længsel efter seksuel Tilfredsstillelse hos det modsatte Køns Væsener blandt Vennekredsen. Og saa er Næstekærligheden eller den ny Sympati ikke mere i Renkultur. Nu er den seksuelt inficeret med Par

Det evige Liv 2777 ringssympatien, og Parringssympatien er inficeret med Næstekærlighedssympatien. Og Væsenet er nu som Følge heraf i sin Psyke ikke mere et Ægteskabs- eller Parringsvæsen i Renkultur. Det er et Blandingsvæsen. Dets sympatiske Følelser er en Blanding af dyrisk Parringsdrift og Næste kærlighedstendens, selv om det bekæmper sin Lyst eller Længsel efter en Parringsakt udenfor Ægteskabet. Den voksende Næstekærlighedsevne i Væsenet bevirker altsaa, at dets Ægteskabstalent i en tiltagende Grad er degenererende og fremdeles vil degenerere, indtil Parringssympatien er blevet helt latent, og Eenpoletheden dermed er ophørt i Væsenet. 2559. Vi har her set den dybeste Aarsag til den Mangfoldighed af brudte Ægteskaber og de heraf følgende Skilsmisser. Det er ikke nær alle Væsener, der kan modstaa Fristelsen til at udløse den intime Parringsakt med Væsener udenfor Ægteskabet. Da Ægteskabet netop udelukkende er baseret paa det gensidige Løfte mellem Ægtefællerne om ikke at indgaa Parringsakter med andre Væsener end Ægtefællen, kan det naturligvis ikke være fuldkomment, naar dette Løfte ikke overholdes. Og der bliver Skuffelse, Sorg og Splittelse i et saadant Ægteskab, hvor Utroskaben har til Huse. Oceaner af Taarer bliver dagligt frembragt af Ægtefæller, der føler sig svigtet paa denne Maade af deres Ægtefælle, ligesom en Hærskare af Børn paa Grund af Skilsmisser er udsat for al Slags mentalt Vejr og Vind. Hertil kommer saa de forfærdelige Jalousidramaer, Hævnakter og de heraf følgende giftige mentale Dunster og Taager i Form af Bagtalelsens usandfærdige eller overdrevne Beskrivelser eller Publikationer af det skete i de givne Tilfælde. At dette ikke afføder Velsignelse over den Skyldige eller formentlige Skyldige og andre implicerede i Situationen er indlysende. 2560. Men hvem er nu den Skyldige i en saadan Situation? - Det er rigtigt, at en Ægtefælle, der svigter sin Ægtefælle og eventuelle Børn i dette Ægteskab og gifter sig paa ny, har svigtet sin ægteskabelige Forpligtelse. Men hvorfor har han eller hun netop gjort det? Naar Ved

2778 Livets B og kommende har kunnet forlade sin Hustru og sine Børn, blot for at faa et seksuelt Samliv eller en Parringsakt med en anden seksuel Partner af modsat Køn og tror, at denne vil være den helt rigtige ægteskabelige Partner, er det som oftest et Tegn paa, at vedkommende Væsens Ægteskabstalent, som før nævnt, allerede er fremskredent degenereret. Den virkelige Ægteskabs følelse med tilhørende Afkomskærlighed er ikke mere noget primært i dets Psyke eller Bevidsthed. Den Hormonisering eller kunstige Forstærkning af Væsenets Parringsfølelse og Afkomskærlighed, vi kender som Forelskelse", er ikke mere af en saadan Styrke, at den kan gardere Væsenets primære ægteskabelige Interesse og Sympati for den samme Ægtefælle et helt Jordliv til Ende. 2561. Medens Forelskelsen ved et mindre udviklet eller primitivt Menneske og hos Dyrene er saa stærk, at den med Lethed og uden Besvær kan vare et helt Jordliv ud, er den for Menneskenes Vedkommende undertiden saa stærk, at den endog kan føre de samme to Ægtefæller sammen i Ægteskab igennem flere Jordliv, for tilsidst, naar det ægteskabelige Princip imellem dem er ganske udlevet, at være medvirkende til at gøre dem til Søskende. I et saadant Tilfælde spiller den ny Sympati, altsaa Næstekærlighedssympatien, i nogen Grad ind. Men saaledes er det ikke med det fremskredne intellektuelle Menneske. Her er Forelskelsens Kraft saa svag, at den kun kan binde sit Ophav til dets Par ringsobjekt en ganske kort Tid. Derefter slappes Interessen for den legale Ægtefælle, og i værste Tilfælde svækkes ogsaa Interessen for de eventuelle Børn i Ægteskabet. Men da Væsenets seksuelle Drift eller Begær ikke er taget af, opstaar der en seksuel Hunger eller Længsel i Væsenet efter Tilfredsstillelse af denne Drift, men altsaa ikke hos den vante Partner. Der er Dragningen eller Tiltrækningen blevet mere eller mindre svækket, ja, endog saa meget, at der i værste Tilfælde kan opstaa en ligefrem Frastødning imod seksuel Udløsning med den legale ægteskabelige Partner. Selv om Tiltrækningen til en seksuel Partner udenfor Ægteskabet i sin Begyndelse hos et saadant Væsen er saa stærk, at Væsenet absolut skal

Det evige Liv 2779 skilles fra sin Ægtefælle og giftes med det nye Objekt for sin Forelskelse, saa har samme Forelskelse ikke mere den stærke regulerende Magt over Væsenets Psyke, som den før har haft. Væsenet bliver, som før nævnt, relativt hurtigt mættet af den nye Partner og kommer igen til at længes imod en ny seksuel Partner og saaledes fremdeles. At Ægteskaber sammensat af saadanne Væsener kun kan blive ulykkelige baade for.ægtefællerne selv og deres eventuelle Børn er naturligvis en Selvfølge. Og det er et saadant degenererende Ægteskabstalent, der afføder den psykiske Tilstand i den civiliserede Menneskehed, vi her i Livets Bog har udtrykt som De ulykkelige Ægteskabers Zone". 2562. Vi ser her, at Grunden til, at denne megen ægteskabelige Svigten er opstaaet, er en dyb sjælelig Tilstand, der gør det svært og undertiden umuligt for Væsenet at overholde de fra Fortiden nedarvede, og som højeste Moral opsatte, ægteskabelige Forskrifter, som gaar ud paa, at et Ægteskab skal vare hele Jordlivet ud. Det vil igen sige, at det ægteskabelige Løfte, som Væsenerne maa give hinanden, for at deres Samliv eller Ægteskab kan blive legaliseret, er dette, at de maa love hinanden ægteskabelig Sympati Resten af deres indeværende Jordliv. Da denne Sympati er det uundværlige Grundlag for Ægteskabets lykkelige Bestaaen, kan det naturligvis ikke lykkeligt bestaa, naar denne Sympati, dette Fundament for ægteskabelig Lykke vakler eller brister. Men hvilket ufærdigt Menneske kan garantere sin Psykes Uforanderlighed fremover? Hvordan kan et Væsen med Sikkerhed give et andet Menneske et Løfte, hvis Overholdelse er afhængig af en psykisk Foreteelse, som det ikke selv er Herre over, og som det maaske ikke engang aner eksisterer? Ægteskabet er jo baseret paa en helt anden Magt end den, der kan dirigeres af Viljen. Hvis den ægteskabelige Troskab kun var en Viljesakt, kun var baseret paa noget, som man ligesaa let beherskede med Viljen, som man normalt behersker, hvad man vil spise og drikke, om man vil staa op eller sidde ned, var det i Virkeligheden ikke noget Problem. Men det, der er et Problem i de ulykkelige Ægteskaber, er ikke Væsenets Vilje,

2780 Livets Bog men derimod de Kræfter, der er stærkere end Viljen og derfor bliver dennes Diktator. 2563. Med Hensyn til den foran berørte ægteskabelige Degeneration er der her Tale om en uimodstaaelig kosmisk Forvandlingsproces i det jordiske Menneskes Psyke. Det er en Forvandlingsproces, der udgør et uundværligt Led i det kosmiske Spiralkredsløb og dermed et tilsvarende kosmisk Led i den evige Verdensorden. Den er et Led i Fuldførelsen af Guds Skabelse af Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse. Uden dette Led i Verdensordenen vilde denne Skabelse være en total Umulighed, og Guds store Plan med Menneskets Fuldkommengørelse vilde da kun være et Fata Morgana i Ørkenen. Men nu er det modsatte heldigvis en Kendsgerning for dem, der kan se og høre og virkelig tænke og forstaa. Skabelsen er en urokkelig Kendsgerning. Og den kosmiske Skabelses Slutresultater viser sig alle at være til Glæde og Velsignelse for levende Væsener. Og et Blik ud over den jordiske Menneskehed viser urokkeligt, at dens Individer staar paa en Skala af forskellige Udviklingstrin fra Primitivitet til Højintellektualitet. Denne Skala viser, at nogle Mennesker er længere fremme i Fuldkommengørelsen end andre. Hvis ingen Udvikling fandt Sted, hvorledes kunne da nogle Væsener være foran andre i Fuldkommengørelse? De maatte da alle være paa det samme Trin. Er ikke det daglige Liv Undervisning, Erfaringsdannelse, Lidelsesoplevelse og Glædesoplevelse? Hvordan skulde Mennesket kunne undgaa at blive klogere og samle sig Visdom i en saadan Oplevelsestilstand? Til hvad Nytte disse indgribende Tilstande i Væsenernes Liv, hvis de ikke var til for at give Erfaringer? Og hvorfor har Mennesket Evne til at opleve Erfaringer, hvis ikke Erfaringerne netop havde den Mission at udvikle Væsenerne? Vi maa altsaa lære at forstaa, at det primære i dette kosmiske Led i Verdensordenen, som de ulykkelige Ægteskaber udgør, er ikke dette, at Væsenet bliver utro i Ægteskabet og saaledes svigter sin Ægtemage, som det ellers højtideligt har lovet Troskab og Kærlighed i hele dette deres indeværende Jordliv. Thi dette vilde i sig

Det evige Liv 2781 selv være en Kulmination af Umoral eller Ukærlighed. Men naar nu den er en Følge af en Forvandling i Menneskets Psyke, som det absolut ikke er Herre over, og som ingen som helst kirkelig eller verdslig Moral kan ændre, idet det er selve det kosmiske Kredsløbs Love eller selve Naturens egen Kraft og Vælde, der gør sig gældende, og overfor hvilken Mennesket kun udgør en meget lille mikroskopisk Foreteelse, maa der skabes en Moral- eller Livsopfattelse, der kan være i Kontakt med denne nye Tilstand i Mennesket. Det kan ikke nytte noget, at Menneskene kæmper for at opfylde en Moral og Væremaade, der passer for en Livstilstand, som de mere eller mindre organisk forlængst er vokset fra og absolut ikke mere hverken sjæleligt eller legemligt udgør. Hvordan skulde de kunne opfylde den? Nej, her er vi stedet overfor Menneskenes Vej ud af den sidste Del af Dyreriget og opad imod Menneskeriget, opad imod Guddommens Lignelse, opad imod dette at blive eet med Gud". Det er en Bane, der for Mennesket er ligesaa umulig at ændre, som det er umuligt for det at ændre Stjernernes Gang i det evige Verdensrum. 2564. Denne ægteskabelige Degeneration er saaledes Virkningen af den modsatte Pols Vækst i det ufærdige Menneske, rent bortset fra den tidligere omtalte Intelligensudvikling, der hævede Væsenet fra Dyreriget eller Abestadiet og op til det ufærdige Menneske og her i første Omgang har udstyret dette med en saadan Overlegenhed i det dræbende Princips Manifestationer, at vi blev nødsaget til at maatte udtrykke denne Side ved det ufærdige Menneskes Psyke som Djævlebevidsthed". Den nu omtalte Parrings- eller Ægteskabsdegeneration er saaledes ogsaa et Led i den modsatte Pols Forvandlingsproces i det jordiske Menneskes Psyke. Dette Led er heller ikke en Side ved det jordiske Menneske, vi kan kalde dyrisk", ligesaa lidt, som vi retmæssigt kan kalde den Lykke eller Salighed. Denne Side ved det jordiske Menneske er en overordentlig mørk og smertelig Tilstand baade for Væsenerne selv og de Væseners Ægtefæller og Børn, denne døende, ulykkebringende Tilstand gaar ud over. Den har saaledes ogsaa med sin affødende Utroskab og Løftebrud i Ægteskabet 34 Livets Bog VI.

2782 Livets Bog et Skær af Djævlebevidsthed" over sig. Men Polforvandlingen arbejder stadig videre, og Væsenets Ægteskabstrang svinder mere og mere, alt eftersom det igennem flere Liv har lidt Skibbrud i Ægteskabets Omraade, har gennemgaaet flere ulykkelige Ægteskaber og de heraf følgende Skuffelser, Depressioner, Sorger og Bekymringer. De fødes da tilsidst uden at have noget særligt Begær i sig efter Ægteskab, ja, nogle har endog i sig en meget stærk medfødt Angst og Uvilje mod at indgaa i noget Ægteskab. Og vi ser da disse Mennesker leve deres Liv uden at blive gift. En ny Væsenstilstand er saaledes allerede ved at overtræde Tærskelen til et Rige, som skal blive til Himmeriges Rige paa Jorden. 2565. Vi har set, hvorledes den voksende Ændring i Væsenernes Polkonstellation er den dybeste Aarsag til de ulykkelige Ægteskabers Zone. Ligeledes har den bevirket en stærkt voksende Intelligensudvikling. Og det første Resultat af denne, Menneskets begyndende Overgang fra Dyr" til Menneske", er blevet et Væsen med en, Dyrets Tilstand umaadelig overlegen, Intelligens og den heraf følgende intellektuelle Bevidsthed. Denne relativt store Intelligens satte Væsenerne i Stand til at udforske et Ocean af den fysiske Materies Hemmeligheder. Og disse Hemmeligheders Afsløring gav Adgang til et tilsvarende Ocean af materielle Muligheder. Men da Hemmelighederne i den fysiske Materie ikke afslørede den dybeste Aarsag til de Bevægelser og Skabelser, de intelligensmæssige Kombinationer, som samme Materie repræsenterede, kunde denne Materieforskning ikke give sine Ophav nogen som helst Viden om nævnte Aarsag. De kom kun til en endeløs Kæde af rent livløse Aarsager og Virkninger. Hvor de saa end forskede, blev Resultatet heraf døde Aarsager og Virkninger, men noget levende Ophav til denne store intelligensmæssige Lovmæssighed, som Naturen udviser, fandt de ikke. Og den vilde de aldrig nogen Sinde komme til at finde, hvis ikke Udviklingen førte Menneskene frem til Evner, der ligger endnu højere end selve Intelligensen. Den Tro, Væsenerne, lige fra deres første Begyndelse som Naturmennesker, tidligere havde til en Gud eller et Forsyn, havde de ikke mere. Derimod blev Ob

Det evige Liv 2783 jektet for deres Tro nu den døde Materie. De havde en absolut fast Tro paa, at der ud over den fysiske Materie ikke eksisterede noget som helst. Ja, mange troede ligefrem, at der ikke fandtes nogen som helst højere Væsenstilstand end det jordiske Menneskes. 2566. Hvor umaadelig dygtige Menneskene blev til at jonglere med den fysiske Materie og dens kolossale Indhold af Kraft, saa kan man dog ikke kalde disse Mennesker for andet end intellektuelle. Da vi nu skal se, hvorledes Menneskene vokser videre og igennem højere Evner faar Lejlighed til at opleve en Viden, der ligger ligesaa langt over den materialistiske Viden, som denne Viden ligger over Dyrets, saa vil det være det mest logiske at kalde denne Videnskab for højintellektuel" eller højpsykisk" og den moderne materialistiske og gudløse Videnskab for lav intellektuel" eller lavpsykisk". Det er derfor, at den sidstnævnte Videnskab kun kunde hæve Mennesket intellektuelt op over Dyrets Stadium, men derimod ikke kunde hæve det humant. Da den humane Evne kræver et meget, meget længere Tidsrum for at kunne udvikles end Intelligensen, kunde den umuligt staa Maal med Intelligensens Udvikling. Derfor blev Væsenet et mere eller mindre dyrisk eller inhumant Væsen samtidigt med, at det fik den meget overlegne Intelligens. Resultatet maatte saaledes, som vi allerede har set, blive taget i den samme inhumane eller dyriske Bevidstheds Tjeneste. Det er derfor, at Væsenet maatte betjene sig af det primitive dyriske Princip, altsaa det dræbende Princip. Men i Kraft af den voksende Intelligens udvikledes nævnte Princip til en saadan gigantisk Kapacitet, at disse ufærdige Mennesker her i Kraft af dette Princip kunne udslette Millioner af Mennesker paa et Øjeblik. Deres Mordvaaben var blevet til geniale Helvedesmaskiner i Form af Atom- og Brintbomber, Raketvaaben og andre dræbende Foreteelser af kolossal Styrke. 2567. Menneskene tror, at Krig kan udslettes med Krig. Krigen er saa at sige en almen anerkendt Foreteelse og viser, at Menneskenes Levevis paa et gigantisk Omraade endnu er det samme som Dyrenes. De jager og dræber og opdrætter ligefrem Dyr til kun at skulle dræbes. Menneskene 34»

2784 Livets Bog flaar Dyrene for at iklæde sig deres Skind og æde deres Kød. Det er ligefrem højeste Mode at gaa med Pelse lavet af Dyrenes Skind. Jo flere Smaa dyrs Skind, en saadan Pels er syet sammen af, des fornemmere og mere moderne og eftertragtet er den. Praktiseringen af det dræbende Princips Anvendelse i Dagliglivet hos det moderne Menneske er af et Omraade, der er gigantisk i Forhold til Dyrenes. Det ses let i Kraft af den Omstændighed, at de jordiske Mennesker er meget ufærdige og er blevet langt mere befordrende af det dræbende Princip end Dyrene. Det er derfor, vi er nødsaget til at udtrykke disse Menneskers Bevidsthed som Djævlebevidsthed". En Bevidsthed, der opretholder sit Liv ved at dræbe, myrde, lemlæste og æde andre Væseners Organismer og bruger sin høje Intelligens i absolut egennyttig eller selvisk Interesse for derved at kunne leve højt paa andres Bekostning, kan, som vi har set, retmæssigt kun udtrykkes som værende til Gene og Ødelæggelse af andre Væseners Livslyst eller Glæde ved at være til. Den kan kun udtrykkes som djævelsk" eller satanisk", eftersom denne Drabsmetode ikke er en Livsbetingelse for de paagældende Væsener, saaledes som den er for Dyrene. 2568. Denne forannævnte Bevidsthedstilstand kan aldrig nogen Sinde komme til at kulminere uden at dræbe sig selv. Lidelser og Drab, man paafører andre Væsener, kommer man til før eller senere selv at opleve. Det bliver ens Skæbne. Af Oplevelserne i en ulykkelig Skæbne udvikles den humane Evne i Væsenet. Og det vokser fra denne ulykkelige Tilstand frem til et Stadium, i hvilket det ikke mere kan nænne at gøre noget som helst ondt. Udviklingen af denne humane Evne befordres altsaa helt automatisk. Og, som vi før berørte, er det den begyndende humane Evne, der faar Væsenernes Parrings- eller Ægteskabstilstand til at degenerere for tilsidst helt at gøre Væsenet uegnet til Ægteskab. At denne Tilstand i første Omgang ogsaa er med til at skabe Lidelser eller Dommedagstilstand for de paagældende Mennesker er selvfølgeligt. Vi ser her det jordiske Menneske paa et Udviklingsstadium, hvor vi kan se dets ufærdige Tilstand, i hvilken det som nævnt kulminerer i Mørkets Manifestation. Vi

Det evige Liv 2785 ser her den store Forskel, der allerede er blevet paa det begyndende Menneske og Dyret. Vi ser, at dette begyndende Menneske har Djævlebevidsthed og er degenererende med Hensyn til Parrings- eller Ægteskabstalent, ligesom det kun tror paa en gudløs Verden. Det er ikke saa mærkeligt, at de tusindaarige Moraltraditioner har tabt deres Magt over Menneskene. Men hvordan skulde ogsaa en Moral, der er beregnet paa en helt anden Mentalitet end den, det moderne Menneske af i Dag besidder, kunne være inspirerende for disse sidstnævnte Væsener? Maa der ikke netop en ny Moralopfattelse til, hvis Menneskene skal komme ud af de ulykkelige og livsnedbrydende Krigsdramaer, Skuffelser og Oplevelser af alle de Former for ulykkelige Skæbner, som netop Dommedagsepoken indeholder, Ægteskabsdramaer, ulykkelige Børn af afkomssvigtende Forældre, ulykkelig Kærlighed, Depression, Livslede, Selvmord o. s. v.? 2569. Men hvordan skal en Moral være, der skal raade Bod paa disse Ragnaroktilstande. Den Moral maa være af en saa enestaaende Karakter, at den virkelig er i Kontakt med Væsenernes særlige Anlæg for at kunne overholde den. Det kan ikke nytte, at Væsenerne gives Moralforskrifter, de hverken har Anlæg for eller Evne til at kunne overholde. Det kan ikke nytte at prædike for et Rovdyr, at det ikke maa æde Kød. Det kan heller ikke nytte, at forlange af et Menneske, at det skal manifestere en Væremaade, som kun en Kristus har organisk Struktur og Talent for at kunne opfylde. Saadanne Forlangender med Trusler om Straf, ligegyldigt hvor grusomt og pinefuldt et Helvede disse saa end maatte være, vil aldrig nogen Sinde kunne hjælpe Menneskene. Moralforskrifter, der er baseret paa Talenter og Anlæg, Væsenerne i større eller mindre Grad endnu mangler, kan saadanne Væsener umuligt opfylde. At straffe Væsenerne for denne deres Tilstand kan kun udløse Had, Vrede og Bitterhed imod Livet, Guddommen eller alt, hvad der kommer ind under Begrebet Religiøsitet. Vantro, Materialisme og Gudløshed vil saaledes være det altdominerende Resultat af enhver Moral, der ikke er paa Bølgelængde med det Udviklingstrins Mennesker, til hvilke den er givet.

2786 Livets Bog 2570. Er den Dommedag eller det Ragnarok med Verdenskrige, ulykkelige Skæbner, ulykkelige Ægteskaber og Børn, der er ulykkelige og ikke har noget ordentligt Hjem, fordi de er avlede af Forældre, der kun har tænkt paa at faa seksuel Nydelse uden at ville være ansvarlige for de Børn, som de derved har sat i Verden, ikke Udtryk for, at Religionernes Trusel om evig Fortabelse og Pine i Helvedes Ild er aldeles uden nogen fundamental Virkning? Hertil kommer alle de mange Ulykker og Lidelser, der yderligere forefindes i Jordmenneskehedens Dagligliv. Er de ikke alle Virkninger af Overtrædelser af den kristne Verdensmorals Paabud? Og er der ikke baade Retsvæsen og Straffeforanstaltninger til at skulle lære Menneskene, hvad de maa, og hvad de ikke maa? Og har Menneskene ikke alle Dage trods dette forhøjet Kapaciteten i Krigskunst eller Kampdygtighed? Og er det ikke saaledes, at man indenfor den kristne Verdensreligion har Paabudet: Drag dit Sværd i Skeden, thi hver den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd? Og er det ikke netop denne Religions Stater, der er blevet de mest dygtige Krigsfolk i Verden? Og er de ikke de samme Stater, der har Atom. og Brintvaaben? Og var det ikke de første til at udløse Drabet med Millioner og atter Millioner af Gange større Kapacitet end den, de ved Sværdet kunde opnaa? Hvorfor har man ikke igennem alle disse Aar, Kristendommen har eksisteret, studeret og opfattet dette guddommelige og advarende Bud, der udtrykker, hvad der vil ske, naar man bruger Sværdet, hvilket altsaa her betyder Mord og Drab paa andre Væsener? Hvorfor har man ikke lyttet til alle de andre store Moralforkyndelser eller Paabud om at elske hverandre, om ikke at lyve, stjæle og bedrage, røve og plyndre? Har ikke snart to Aartusinders Tale fra Kirker og Prædikestole forkyndt Generation efter Generation det samme guddommelige Budskab, den samme Advarsel, den samme Vejledning? Og Verden er paa det dræbende Princips Omraade værre end nogen Sinde. 2571. Vil det forannævnte sige, at den kristne Verdensmoral har været til ingen som helst Nytte? - Nej, det vil det absolut ikke sige. Den kristne

Det evige Liv 2787 Verdensmoral og det, det kostede Kristus og hans Disciple og senere de Kristne, der virkelig gik i Jesu Fodspor, har absolut ikke været forgæves. Millioner af ulykkelige Mennesker, hvis Bevidsthed paa en eller anden Maade kunde komme i Kontakt med Kærnen i Jesu Forkyndelse, er blevet styrket og hjulpet, saa de har kunnet overvinde deres Ulykker, Sorger og Kriser og fundet Fred i deres Sind, ligesom den ogsaa gennemtrænger Millioner af Menneskers Sind i Dag. Naar mange Mennesker som Missionærer er draget ud for at hjælpe og tjene de mange primitive Naturmennesker, dels som Forkyndere af Næstekærligheden, og dels som Læger og Sygeplejersker, saa er det dog mere eller mindre en Vandring i Jesu Fodspor. Ligeledes er alle de mange humane Foreteelser: Kirker, Hospitaler, Forsorg, Røde Kors Institutioner, filantropiske Virksomheder og lignende Udslag af Kristendom. Men at den Religion ikke har formaaet at kunne gøre alle Mennesker til Kristusvæsener, er naturligvis en Selvfølge. Intet som helst Menneske kan skabe Menneskeheden om eller befordre Væsenets Forvandling fra Dyr til Menneske, ligegyldigt om det er en Kristus, Buddha eller Muhamed, ligegyldigt om det er aldrig saa færdigt et Væsen og fremtrædende som Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse. Denne Forvandling sorterer udelukkende under Guddommen og det enkelte Menneske selv. 2572. Det er Guddommen, der har ført Væsenet i Kraft af Naturprocesserne igennem Mineral- Plante- og Dyreriget og frem til dets nuværende Trin paa Udviklingsstigen. Planternes Forvandling til Dyr og Dyrenes Forvandling til Mennesker er ikke sket ved nogen som helst teoretisk Vejledning. Det er udelukkende kun sket ved Erfaringsoplevelse. Naturen virkede igennem Aarmillioner paa Planterne. Denne Paavirkning i Form af Kulde og Hede, Solskin og Natmørke, Fugtighed og Tørke, Storm og Briser har bragt Plantejeg'erne frem til at kunne ane". Det er den allerførste Begyndelse til Skabelsen af fysisk Sansning. Efterhaanden førte Naturens Paavirkninger Plantevæsenets Evner videre, og det blev tilsidst til et Dyr. Naturens Paavirkninger af Dyret, dets Livsbetingelser

2788 Livets Bog og Parringstilstand førte det videre, og det blev til det begyndende Menneske. 2573. Fra dette forannævnte Stadium kunde Naturudviklingen af Væsenet suppleres med teoretisk Vejledning. Mennesket fik Intelligens og kunde ved Hjælp af den drage Viden og Vejledning ud af sine Erfaringer. Men det betød ikke, at Naturudviklingen ikke fortsatte med at være det mest fundamentale eller effektive i Væsenets Forvandling eller Udvikling. Denne Paavirkning fra Naturens Side igennem Væsenets egne praktiske Erfaringer eller den Viden, det her kommer til, kan gøre det modtagelig for andre Væseners Viden i de samme Erfaringsfelter. Det kan da faa sin egen Viden suppleret op, styrket og fuldkommengjort og bekræftet ved disse andre Erfaringer og Viden paa de samme Felter. 2574. For at man kan forstaa en teoretisk Vejledning, kræves der altsaa, at man absolut i Forvejen har Erfaringer, med hvilke en Vejledning udefra kan forbindes. Den fremmede Vejledning og Væsenets Udviklingstrin maa være saa nært beslægtet, at der kan skabes Kontakt imellem disse to Foreteelser. I modsat Fald bliver Vejledningen utrolig eller opfattet som Fantasi af Eleven eller den, til hvem den er rettet. Den bliver saaledes uden Betydning. Og er det ikke netop det, vi ser, naar vi oplever, hvorledes Jesu Ord om Kærlighed til Næsten, hans Ord om, at den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd, og mange flere af hans guddommelige Paabud bliver ignoreret? Bliver denne Ignorering ikke netop understreget af den Drabsmoral, som de Nationer, der kalder sig Kristne, stadig repræsenterer? Forekommer der ikke endnu ligefrem autoriserede Mord og Drab i Form af Henrettelser og Straf? Vi maa lære at se, at den moralske Vejledning, selv naar den er forkyndt af Menneskehedens største Væsener i Humanitet og Kærlighed, aldrig kan blive andet end noget sekundært i Væsenernes Omskabelse. Det primære i denne Skabelse er absolut Guddommens egen direkte Paavirkning af Væsenet igennem Naturens Manifestationer og Væsenets egne selvoplevede Erfaringer herfra. Det er disse Væsenets egne Erfaringer og

Det evige Liv 2789 Oplevelser fra Naturen og Omgivelserne, der i første Instans tæller og bliver det primære i Væsenets Forvandling fra Dyr til Menneske, ligesom det ogsaa var den, der paavirkede Planten og forvandlede den til Dyr. Andres Erfaringer og Oplevelser kan saaledes i heldigste Tilfælde kun blive sekundær. 2575. Der, hvor en Vejledning kan betyde noget, er i de Situationer, hvor der opstaar Spørgsmaal, som Væsenets Erfaringsmateriale har kunnet afføde, men ikke kunnet løse. Her kan en Vejledning give Væsenet Svar, som det har Brug for. I saadanne Situationer bliver den teoretiske Vejledning eller Undervisning et meget vigtigt Led i Væsenets Udvikling. Naar den kristne Verdensreligion ikke har kunnet forandre Menneskene til at være virkelige kristne Væsener, i hvem Næstekærligheden er det primære, er det fordi, ikke alle de Mennesker, til hvem den blev givet, havde Brug for den. De havde endnu slet ikke de Spørgsmaal, som den besvarede. Jesu Bjærgprædiken fandt naturligvis Genklang i de Væsener, der paa hans Tid havde oplevet saa meget Erfaringsmateriale, at det har kunnet afføde en Del af de Spørgsmaal, som Jesu Forkyndelse var Svaret paa. De blev hans Disciple og Tilhængere. Og ligeledes havde mange af de mennesker, som senere igennem Tiderne blev Kristne, ligeledes Erfaringsmateriale, der kunde afføde de Spørgsmaal, som Kristi Forkyndelse kunde give Svaret paa. Men for at faa saadanne Spørgsmaal, som Kristi Lære var et Svar paa, maatte man være meget langt fremme i human Udvikling. Man maatte være saa langt fremme, at man kunde begynde at forstaa, at al Krig og Fjendskab overfor sin Næste var af det Onde, og at man derfor burde komme frem til at elske sin Næste eller alle levende Væsener. For Væsener, der begyndte ikke at kunne nænne at gøre andre Væsener Fortræd, var Jesu Forkyndelse om Næstekærlighed jo et glimrende Forsvar og meget inspirerende for netop deres Væremaade. Den var jo stimulerende for alt, hvad der kunde afskaffe Krig og dermed skabe Fred. 2576. Men saaledes var det ikke med hele Jesu Samtid. Her var et overvældende Flertal, som slet ikke havde et saadant Erfaringsmateriale

2790 Livets Bog fra Lidelser og ulykkelige Skæbner fra forudgaaende Liv, at de havde faaet et saadant humant Sindelag. Og naar de ikke havde faaet et saadant Sindelag, havde de jo heller ingen Brug for nogen Vejledning for, hvorledes de retmæssigt burde aabenbare eller manifestere dette Sindelag overfor deres Omgivelser. Og saaledes har der jo været Mennesker i hver Generation, lige siden Jesu Forkyndelse blev til, der endnu ikke var udviklet i det humane Felt og ikke havde gennemgaaet tilstrækkeligt med Lidelser og Erfaringer i det samme Felt. Og da disse Mennesker har været i et stort Flertal og dermed de mest indflydelsesrige, er det ikke saa mærkeligt, at Kristendommen ikke blev Kristendommen i Renkultur". De, der ikke kunne forstaa Næstekærligheds- eller Humanitetsforkyndelsen, maatte jo blive ved med at være Hedninger", hvilket her vil sige, at de blev ved med at være Væsener, i hvem Krigs- og Kampmoralen var den primære Opfattelse i deres eget Sind i Forhold til deres Næste. Der var saaledes Væsener, der var prædestinerede til Kristendommen i dens Begynderform og accepterede den af Hjertet, men der var som nævnt et stort Flertal i Samfundene, der endnu var uimodtagelige for den i sin højeste og ædleste Form. Man lavede derfor om paa dens store og ophøjede Idealer og tilpassede dem i nogen Grad til sine egne hedenske eller krigerske Forestillinger og lavede den om til Statsreligion. Man velsignede Brugen af Sværdet i Stedet for at afskaffe det. Og man opelskede Evnen til at mangfoldiggøre det dræbende Princip, saa man kunde udslette sine Fjender i Millionvis og totalt tilintetgøre deres Hjem, Goder og fysiske Tilværelse i Løbet af Sekunder. Og Erfaringerne har vist, at man i givne Situationer ikke viger tilbage fra at udløse denne sin Kunnen. Med denne Ignorering af Kristendommens Paabud eller Belæring om at elske sine Fjender og velsigne dem, som forbander en, og gøre godt imod dem, som hader en, og bede for dem som krænker og forfølger en, er det ikke saa mærkeligt, at Menneskene maatte komme til at skabe og opleve en Dommedagsepoke, ligesom det heller ikke er saa mærkeligt, at denne Form for Kristendom efterhaanden maatte blive affolket. Men de i Samfundene,

Det evige Liv 2791 der var modne for Kristendommen, var den gode Jord, i hvilken den blev nedgemt og ført videre frem. Og de, der ikke var modne for den og i Realiteten ikke accepterede den med Hjertet, hører mere eller mindre til den daarlige Jord, hvor Sæd og Høst mislykkes. Hvordan skulde det kunde være anderledes. Den gode Jord er den absolutte Betingelse for den tilsvarende gode Høst. 2577. Om Væsenerne udgør den gode Jord for Kristendommens eller Livets allerhøjeste Sæd, Idealer eller Moralforskrifter er kosmisk set ikke noget, de kan dikteres til at være eller ikke være hverken ved Statsform eller Straffelove. Enhver maa være det, de af Naturen eller af Fødsel er, og maa være begrænset til den Begavelse og den humane Evne, som det er udviklet til at have. Det Væsenet ikke er udviklet til at være, kan det hverken ved Vejledning eller Straf tvinges til at være. Hvis Væsenerne kunde tvinges til at have en anden Psyke end den medfødte, var jo alle Mennesker blevet Kristne af Hjertet for længe siden. Der har jo ikke været Mangel paa Henrettelser, Straf, Tugthuse og Fængsler igennem Tiderne for dem, der ikke var udviklede til at følge de kristne Idealer med Hensyn til ikke at dræbe, ikke at bedrage, røve og plyndre o. s. v. Og er Fængslerne ikke stadig fyldte med Væsener, der skal sone, fordi de ikke har opfyldt de kristne Paabud. Og har Politi og Retsvæsen ikke netop saa meget at gøre, at der ligefrem er lang Ventetid for Retssagers Afgørelse? Og bliver Væsenerne omvendte til Kristne igennem hele dette Straf- og Retsmaskineri? Er dette ikke netop med til at ødelægge og forvirre de paagældende Væseners Mentalitet ved saaledes at holde dem i unaturlige Indespærringer og omgivet af Misforstaaelse eller total psykologisk Uforstand? Kan dette fjerne de saakaldte Forbrydere" fra det jordmenneskelige Samfund? 2578. Har ikke de kristne Stater i mange Situationer betjent sig af denne Mentalitet, røvet, plyndret og dræbt overfor andre Nationer eller Stater? Men her opfattes saadanne Handlinger, naar de forekommer i Statens Interesser, som fuldt ud idealistiske og bliver derfor i de nævnte

2792 Livets Bog Situationer autoriserede. Er det ikke netop saadanne Manifestationer, Soldaterne oplæres i og beordres til, naar der er Krig? Er det ikke netop Dygtiggørelsen i at dræbe, myrde, lemlæste og ødelægge Fjenden, Soldaterne opøves i under deres Værnepligt? Og bliver de ikke straffet, hvis de nægter at udføre disse Handlinger under en Krig? Men naar de er hjemme i deres private Liv, bliver de straffet for netop at gøre den Slags Manifestationer, som de under en Krig bliver straffet for ikke at ville gøre. Da det er Kristendom at elske sine Fjender og velsigne dem, som forbander en og gøre godt mod dem, som hader en, kan ingen som helst Krigsudfoldelse være Kristendom. Hvordan kan en sand Kristendom blomstre i Samfund, hvor man i dens Navn overtræder dens højeste og mest fundamentale og hellige Paabud. Maatte ikke Skæbnen blive en kolossal Ombringelse af alle de Mennesker, der i deres Liv og Væremaade ombragte andre levende Væsener? Hvordan skal Menneskene undgaa denne dødbringende Skæbne, saalænge de dyrker denne Skæbne som god autoriseret Moral, naar det gælder at udløse den imod deres Fjender, som de i Virkeligheden skal elske? Er det ikke netop her let at se, at den Dommedags- eller Ragnaroktilværelse, den Udvikling af større og større Krigsvaaben, den Udvidelse af Lemlæstelses- og Drabskapaciteten, som er det primære i Menneskenes materielle Kunnen i Dag, at det er Kulminationen af Hedenskab eller Modsætning til Tilværelsens absolutte virkelige og sande Kristendom? Har Jesus Kristus nogen Sinde anbefalet, at man skal udslette sine Fjender? Har han ikke netop udtrykt den sande Kristendom i Ordene om at elske, velsigne og gøre godt imod sine Fjender. Menneskeheden er saaledes langt fra at være total Kristen i Renkultur. 2579. Den forannævnte Menneskehedens Dommedag kan ikke bebrejdes noget som helst Væsen. Menneskenes mørke Skæbnetilstand er ikke en Villiesakt, ligesom dette, at være Kristen eller Hedning heller ikke er en Villiesakt. Begge disse to Bevidsthedstilstande er en Udviklingstilstand. Kristendom er et Erfaringsfelt, i hvilket man har udviklet sig

Det evige Liv 2793 til ikke at kunne nænne at gøre noget som helst Væsen Fortræd ja, ikke engang sine Fjender. Var det ikke det, Kristus viste paa Korset, da han bad for sine Bødler og sagde: Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre? Og er Hedenskabet ikke netop Udtryk for en Udviklingstilstand, i hvilken man endnu ikke har udviklet sig til den Humanitet og Forstaaelse af det Liv, i hvilket man hellere selv vil lide, end at man vil have, at andre skal lide? Ses det ikke her, hvor taabeligt det er at straffe Hedenskabets Væsener, fordi de ikke er i Stand til at have den samme Bevidsthed og Livsopfattelse som Kristendommens Væsener? Det er jo Udvikling, den virkelige kristne Part har fremfor den anden Part. Og for at blive ligesom den kristne Part maa Hedenskabets Part jo gennemgaa den samme Udvikling som den, den kristne Part har gennemgaaet. At Væsenerne maa beskytte sig imod den hedenske Parts mindre udviklede Livstilstand, der grænser op til Livsfarlighed for andre Mennesker, er, som vi tidligere har omtalt, selvfølgeligt. Men denne Beskyttelse maa ikke befordres hverken i Kraft af Had, Tortur eller Henrettelser. Den maa ske i absolut menneskekærlig Aand og virkelig Forstaaelse for at være i Kontakt med den absolutte eller virkelige Kristendom, der er det samme som Kulmination af Kærlighed og dermed ogsaa Kulminationen af Retfærdighed. Og er det ikke netop dette, vi har faaet bekræftet igennem vore kosmiske Analyser her i Livets Bog? Og er dette ikke netop den Manifestation og Væremaade, Naturen eller Livet selv aabenbarer igennem alle sine Slutfacitter, idet de alle uden Undtagelse er til Glæde og Velsignelse for levende Væsener? 2580. Selv om en Del Stater i Verden kalder sig Kristne", er det meget langt fra at betyde, at de udgør Kristne Stater i Renkultur. Men hvordan skulde de ogsaa kunne være det? - De kristne Stater afviger fra andre Stater eller Folk i Verden derved, at de fra at være almindeligt religiøse, er gaaet over til at studere og eksperimentere med den fysiske Materie og har igennem dette Studium tilegnet sig det meste af det Herredømme over den, som man ifølge Bibelen skulde naa frem til, nemlig dette,

2794 Livets Bog at gøre sig Jorden underdanig. Hvordan skulde Jorden, hvilket vil sige: Naturen eller Livets Kræfter blive underdanige, hvis ikke de nævnte Væsener netop studerede og eksperimenderede med Materien? - Og nu er Resultatet af dette Studium i Form af den materialistiske Videnskab saa langt fremme, at Menneskene er i Stand til at lade et kolossalt stort Omraade af Naturens vældige Kraftocean arbejde for sig. Dette Studium er saa langt fremme, at Menneskene ved Hjælp af disse Kræfter og denne Videnskab saa at sige kunde ophøre med at skulle være underkastet den i Bibelen udtrykte Forbandelse": i dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød. Menneskene er nu i Stand til at kunne lade Maskiner udføre alt tungt og groft Arbejde, ligesom man ogsaa ved Hjælp af Teknik og Kraft kan lade Maskiner udføre meget mikroskopiske Arbejder. Hvad kan Menneskene ikke udrette med de saakaldte Elektronhjerner og andre elektriske og fint virkende Apparater? 2581. Men naar Menneskene har en saadan Begavelse, hvorfor bliver de saa ved med at arbejde i deres Ansigts Sved? Hvorfor skal Menneskene trælle og tumle med grove og besværlige Ting? Hvorfor bliver Maskinerne og den materialistiske Viden og Kunnen ikke brugt til i en langt højere Grad end Tilfældet er, at afskaffe alt besværligt og sundheds ødelæggende Arbejde? Det er jo dejligt, at Hestene efterhaanden bliver fri for at være bundne i den forfærdelige Trældom og det Slid, som de tidligere maatte leve i. Men det vil ogsaa være godt for Menneskene at faa det lettere. Men her kommer vi atter tilbage til at se den store Mangel paa Næstekærlighed, der er iblandt Jordens Mennesker. De har faaet menneskelig Intelligens og dermed teknisk Begavelse, men de har endnu ikke faaet den humane Evne eller Næstekærligheden saa udviklet, at den har kunnet ophæve Væsenets endnu i nogen Grad dyriske Tendens: enhver er sig selv nærmest. Menneskene nænner i stor Udstrækning at leve højt paa andres Bekostning. De Kloge nænner at udnytte de mindre Kloge. En Mangfoldighed af Mennesker nænner endnu at lyve, bedrage og stjæle fra sin Næste. Ja, mange nænner ligefrem i givne Situationer at lædere,

Det evige Liv 2795 dræbe eller myrde sin Næste. Hvis ikke der var Politi, Retsvæsen og Øvrighed, hvordan tror man saa, Verden vilde se ud? Tror man saa ikke, der vilde være et Hundrede Procents Anarki? Og er det ikke netop dette Anarki, der bryder frem alle Vegne, hvor det kan unddrage sig Lovens Straf, eller hvor det menes, at det kan det? 2582. Men det er ikke Livets Mening, at Mennesket skal blive ved med at være et Væsen, det mere eller mindre er nødvendigt, at man skal beskytte sig imod, ligesom man beskytter sig imod farlige Dyr. Det er ikke saa mærkeligt, at dette Væsen maa skabes om til at blive til Mennesket i Guds Billede. Mennesket i Guds Billede er absolut ikke et Væsen, man paa nogen som helst Maade behøver at beskytte sig imod. Det udstraaler Guds Kærlighed i al sin Væremaade. Det udstraaler uselvisk al sin Lyst til at være til Glæde og Velsignelse for alle levende Væsener. Det er ligesaa uselvisk, som det primitive ufærdige Menneske er egoistisk og selvisk. Det lever kun for at være Guds aabne Kanal for alt guddommeligt Lys til alle. Men derved bliver det jo fri af alt, hvad der hedder Ulykke og Lidelse. Derfor bliver det tilsidst hævet op over Reinkarnationens tunge fysiske Tilværelsesformer. 2583. Vi har nu set, hvorledes Dyret ved menneskelig Begavelse blev til næsten en Guddom i Forhold til den for Dyret ellers fremtrædende normale Tilværelse. Men denne Guddom" blev altsaa i stor Udstrækning en dyrisk Guddom, eftersom denne Begavelse, af dette Væsen, blev mere og mere behersket af dets dyriske Hovedtendenser: Egoisme eller Selviskhed. Dette Væsen blev altsaa i Virkeligheden den totale Modsætning til den virkelige Guddom. Det blev, som tidligere nævnt, et Djævle væsen. Det har næsten en Guddoms Begavelse samtidig med, at det kun har et sympatisk Anlæg, der ikke rager ret meget op over Dyrenes. Og dette Væsen ved da heller ikke af bedre Beskyttelsesprincip end dette, der udløser sig i Skabelsen af de stærkeste Mord- og Udslettelsesvaaben og den heraf udvidede Krigskapacitet. At mange Væseners daglige Tilværelse bliver en Krigsskueplads, hvor man kun kender Freden i Form af en be

2796 Livets Bog væbnet Vaabenstilstand, er selvfølgeligt. Virkeligt absolut Fred eksisterer saaledes ikke paa Jorden. Denne kan kun eksistere imellem Væsener, der gensidigt absolut ikke nænner at føre Krig med hinanden. Alle andre Former for Fred er ustabile, hvis de da ikke er rent illusoriske eller udgør en camoufleret Vaabenstilstand. Menneskene mangler altsaa virkelig Kærlighed. De mangler i Virkeligheden ikke Begavelse, men de mangler netop denne Kærlighed for med denne at kunne lede deres Begavelse og Væremaade saaledes, at de kan fremtræde som Mennesket i Guds Billede. 2584. Det bliver saaledes ogsaa her synligt, at Livslovens absolutte største og livsnødvendige Bud er dette, at man skal elske sin Gud over alle Ting og sin Næste som sig selv. Da Intelligensevnens Udfoldelse i Egoismens, Drabets og Lemlæstelsens Tjeneste kun afføder Lidelser, og disse igen afføder den humane Evne eller Begyndelsen til den virkelige Næstekærlighedsevne, begynder Væsenet jo med denne nye Evne at lyse og varme for sine Omgivelser. Det er denne Sympati eller begyndende humane Evne, der ligger til Grund for alle de mange humane Lov- og Retsforordninger, der forekommer indenfor Staterne, samt alle Former for Forsorg og Hjælp til ulykkelige og trængende Mennesker i Samfundet, filantropiske Virksomheder, Legater og Fond til Hjælp og Understøttelse for Kunst og Videnskab, for Sygdomsbekæmpelser og meget andet, rent bortset fra, at Menneskene indbyrdes ogsaa i stor Udstrækning lever i en voksende Sympati eller human Følelse. Denne kommer i særlig Grad til Syne ved Katastrofer, hvor Mennesker er kommet i stor Ulykke og Nød. Det er meget opmuntrende og hjertevarmende at se, hvorledes Menneskene kan gøre sig store Anstrengelser for at samle Penge, Tøj og andre Nyttegenstande ind til Hjælp for saadanne katastroferamte Mennesker. Det er ikke blot gældende for ulykkelige og trængende Mennesker indenfor Væsenernes egen Stat, men Hjælpen bliver ligesaa godt sat i Scene, naar det gælder katastroferamte Mennesker udenfor deres egen Stat og Nationalitet. I saadanne Situationer ser man den til dagligt meget ofte skjulte Sympati eller Kærlighed, som altsaa i Virkeligheden mere eller

Det evige Liv 2797 mindre er til Stede i de almene Mennesker. Men jo mindre udviklet denne Kærlighedsevne er, desto mere katastrofale Begivenheder skal der til, før den reagerer, og dens Ophav viser Medfølelse, især overfor Fremmede eller for dette Ophav ellers uvedkommende Væsener. Det er jo let nok for nævnte Ophav at føle Medlidenhed eller Kærlighed overfor de Væsener, det selv har Sympati for i Forvejen f. Eks. Ægtefælle, dets Børn, dets Forældre og Søskende eller andre, det paa en eller anden Maade er blevet nær knyttet til, men denne Sympati er ikke nok. Den er langt fra at være Slutfacittet paa Kærlighedens Udvikling. Den kan ikke afskaffe hverken Krigen eller Nøden i Verden. Det er først, naar Sympatien er vokset frem til ogsaa at gælde fremmede Mennesker, ja, endog Mennesker, der har voldt os Ubehageligheder eller er fjendtligt stemt overfor os, at den begynder at blive en Faktor i Fredens Skabelse. Naar et Væsens sympatiske Anlæg og den heraf udgaaende humane Evne eller Næstekærlighed har faaet en saadan Kapacitet, da begynder den at afskaffe Krigen i sit Ophavs Psyke. Da begynder Kærlighedens Sol at gaa op over Krigsskuepladsernes mørke Nat. Da bliver Krigsskuepladsernes Dødsterræner saavel i Menneskenes Indre som i deres ydre Verden, til lysende og varmende solrige Egne, hvor det vil være godt for Menneskene at være. Og det er jo netop Udviklingen af denne Sympati, der afføder Dommedagens eller Nutidens private og offentlige Slagmarker. 2585. Vi vil igen se lidt paa Væsenets Polkonstellation. Vi ved allerede, at den humane Evne eller Næstekærlighedsevnen kun udvikles eller affødes af Lidelserne. Og Lidelserne befordres netop af Menneskenes Uvidenhed med Hensyn til den Forpligtelse, ethvert Menneske har overfor ethvert andet levende Væsen. Forpligtelsen er den, at man skal elske sin Næste som sig selv. Dette udgør altsaa det store Maal med Udviklingen. Det er rigtigt, at Menneskene har en overordentlig stor Intelligens og Viden om Materien eller Stoffet og Kraften og kan allerede i Kraft af denne Viden udløse en Mangfoldighed af materielle Goder. Denne Viden om Stoffet og Kraften giver saaledes Menneskene kolossale Muligheder. 35 Livets Bog VI.

2798 Livets Bog Men hvilke af disse Muligheder ønsker Menneskene at benytte sig af? - Vil de bruge disse til at udnytte deres Næste og leve højt paa dennes Bekostning, kan de eventuelt ganske rigtigt opnaa dette i Kraft af deres Viden og Position i Forhold til Materien, men en saadan Udnyttelse af sin Næste kan kun repræsentere et Kredsløb. Virkningen af enhver saadan Udnyttelse af sin Næste kommer netop tilbage til sit Ophav og bliver et Led i dettes Skæbne. Udnytter dette Ophav derimod Mulighederne, det har til at være til Glæde og Velsignelse for sin Næste, da bliver denne Manifestationsform ogsaa et Kredsløb og kommer tilbage til sit Ophav. Og dette kommer derved til at opleve den samme Velsignelse, som det selv sendte ud. Menneskene kan ikke Liv efter Liv opleve dette, uden at det efterhaanden bliver til Viden. Og for en vis Gruppe Menneskers Vedkommende er denne Sympati eller humane Evne naaet et Stadium af en saadan Kapacitet, at den i visse Situationer overtrumfer den kunstige Opretholdelse af Forelskelsessympatien. 2586. Vi er nu blevet klar over, at der i det jordiske Menneskes Psyke udvikler sig en helt anden Sympati eller et helt andet sympatisk Anlæg end det parringsmæssige eller ægteskabelige. Og vi har set, at denne ny Sympati, alt eftersom den udvikler sig og gør sig gældende, bliver mere og mere en haard Konkurrent til Parrings- eller Ægteskabssympatien. Medens Væsenet, før denne ny Udvikling fandt Sted, kun kunde føle Sympati i Kraft af sin Forelskelsesevne og for denne Evnes Objekter, er den ny Sympati absolut ikke afhængig af en Forelskelsesevne. Denne er i sig selv det samme som virkelig fundamental Kærlighed der, hvor den er fuldt udviklet. I Kraft af dette Stadium, hvor den er fuldt udviklet, kan dens Ophav ikke nænne at gøre andre Væsener Fortræd. De Situationer, i hvilke Menneskene kan nænne at gøre Fortræd, viser jo, at her er deres virkelige Kærlighedsevne endnu ikke udviklet. Udenfor denne Grænse for, hvad Menneskene ikke kan nænne at gøre imod deres Næste, er de i en tilsvarende Grad ufærdige Væsener. Her udenfor denne Grænse dikteres Væsenets Væremaade eller Forholdet til dets Omgivelser endnu

Det evige Liv 2799 af dets eenpolede Tilstand, hvilket igen vil sige: af Egoismen eller Selviskheden. Det ufærdige, jordiske Menneske udgør altsaa et Væsen, hvis Psyke er spaltet i to mentale Tilstande. Det udgør en Tilstand, i hvilken det er egoistisk eller selvisk og handler efter Princippet: enhver er sig selv nærmest. Denne Tilstand er dets oprindelige fra Dyrets Selvopholdelsesdrift nedarvede Tendens. Den anden Tilstand er en igennem dets hidtil oplevede Lidelsestilstand affødt begyndende Næstekærlighed. Denne Sympatiform adskiller sig fra Parringssympatien eller den anden mentale Tilstand i Mennesket ved mere og mere at befordre Princippet Enhver er sin Næste nærmest" eller dette Hellere at give end at tage". 2587. Vi ser her, at det er denne Sympati, Kristus var fyldt med, og som affødte hans Bjergprædiken, ja, hele hans Mission. Hvor fuldkomment udviklet denne Sympati var hos Kristus, blev aabenbaret paa Korset, der, hvor han beder for sine Bødler: Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre. Her ser vi Modellen for Guds Omskabelse af Væsenerne til at blive til Mennesket i Guds Billede, til Mennesket, der absolut ikke nænner at gøre Væsener Fortræd, men hellere selv vil lide, end at andre skal lide, og absolut heller ikke, naar det drejer sig om de Mennesker, der er med til at pine en til Døde. Det er denne Kristuskærlighed eller Kærlighed til alt og alle, der udgør det, vi kalder Næstekærlighed". 2588. Men hvordan skulde Menneskene kunne præstere den forannævnte Kærlighed, hvis ikke Guds skabende Haand netop befordrede den igennem Væsenernes egen Oplevelse af Godt og Ondt? Og hvordan skulde Menneskene komme til at opleve Godt og Ondt, hvis ikke der var banet Adgang til denne Oplevelse igennem Udviklingens Kredsløb? - Hvordan skulde Væsenernes Adgang hertil blive mulig, hvis ikke de to store Generalorganer: den maskuline og den feminine Pol i Væsenerne ikke eksisterede? Vi bliver altsaa her Vidne til i Kristus at se et Væsen, der repræsenterede den færdige, fuldkomne guddommelige Væremaade saa godt, som det nu kan lade sig gøre i en Verden, hvor denne Væremaade endnu var en Bølgelængde, der kun kunde skabe sparsomme mere 35*

2800 Livets Bog eller mindre ufuldkomne Kontakter med en relativ lille Gruppe af Mennesker, der var mere eller mindre modne for hans Forkyndelse, og slet ikke med den Part af Jordens Mennesker, der repræsenterede den autoriserede og med overlegen Magt og Diktatur opretholdte Livsopfattelse. Først senere Slægter skulde komme til at begynde at forstaa denne ophøjede guddommelige Kærlighedsevnes Struktur og altgennemtrængende Straalevæld. Hvordan skulde Menneskene ellers komme til at elske deres Næste som sig selv? Dette store Buds Opfyldelse er en absolut Betingelse for, at et Væsen kan blive til Mennesket i Guds Billede og dermed opfylde det store Maal, der er Hensigten som Slutfacit med ethvert levende Væsen. Alle levende Væsener er jo Mennesker paa forskellige Stadier i Guds Skabelse af Mennesket i sit Billede. Og hvad er det, vi netop ser i Udviklingen af denne begyndende Næstekærlighed i det jordiske Menneske? Hvorfor forekommer der de to Naturer: det Onde og det Gode i disse Væsener? Hvorfor eksisterer ikke disse to Naturer i Dyrene? Hvorfor er den Natur, der netop udløser det Onde, i Degeneration, og hvorfor er den, der skal befordre det Gode, netop i Udvikling i Menneskene? Kan man retmæssigt forlange tydeligere Beviser eller Kendsgerninger, der stadfæster de to Naturer i Menneskene mere end netop i Form af alt det, Gud lader Menneskene opleve i indeværende Tidsepoke? 2589. Selv om den ny Sympatievne, der skal blive til den totale Næstekærlighed, endnu hos det store Flertal, kun i ringe Grad gør sig gældende, ja, endog i et vist Omraade slet ingen Indflydelse har i Forhold til den altoverstraalende Magt, den engang skal komme til at udgøre, saa er den dog saa meget til Stede, at den kan paavises hos alle Jordens normale Mennesker. Denne sympatiske Evne skal altsaa udvikle sig og faa Menneskene til ikke at kunne nænne at udløse alle de Foreteelser, der i Kraft af de ved Intelligensen udviklede, overdimensionerede, dyriske Tilstande gør Menneskets Mentalitet til Djævlebevidsthed". Og hvordan skulde Menneskene kunne faa Lede og Væmmelse ved at skulle leve i en Djævle

Det evige Liv 2801 bevidsthed, hvis ikke de netop med denne Bevidsthedsudfoldelse kom til at opleve Virkningerne af denne i sit daglige Liv? Og hvordan skulde man vel kunne faa en varig Lysets eller Lykkens Tilværelse, naar man selv gør sig til Redskab for Skabelse af Ulykke, Lidelse og Nød for andre Mennesker? En Verden af saadanne Væsener kan jo umuligt blive andet end Helvede" eller Ragnarok". Hvordan skulde en permanent Lysets Verden kunne opstaa i Renkultur med en Befolkning af saadanne Væsener? Djævlebevidsthedstilstanden udløser saaledes en Væremaade, i Kraft af hvilken Væsenerne kommer til at opleve de Lidelser eller den onde Skæbne, de paafører andre Væsener. At leve i en saadan Skæbne kan ikke i Længden undgaa at bringe Væsenerne til at faa Afsky for denne Tilværelse. Men denne Afsky er ikke blot en ydre intelligensmæssig Foreteelse. Nævnte Skæbne befordrer ogsaa en Udvikling af Følelsesevnen. Igennem denne faar Væsenerne Evne til psykisk at kunne opleve eller fornemme andre Væseners Lidelse. Det er en Sammensmeltning af disse to Evners Funktioner, der tilsammen danner den humane Evne eller Næstekærlighedsevnen. Denne Evnes begyndende Udvikling vil faa Djæv lebevidstheden til at degenerere. 2590. Efterhaanden som forannævnte Evne kommer til Udvikling i Væsenet, bliver det mere og mere fintfølende overfor andre Mennesker, samt for alt andet Liv. Men først maa det ogsaa her opleve forskellige Besværligheder. Overgangen fra Djævlebevidsthed til Menneskebevidsthed er ikke let, selv om Naturen har maget det saa, at den sker relativt langsomt. Da Djævlebevidstheden, altsaa den overdimensionerede Dyrebevidsthed, er en diametral Modsætning til den virkelige Menneskebevidsthed, er det ikke saa mærkeligt, at der her bliver store Brydninger rent mentalt set. Og her kommer vi netop ind paa et Bevidsthedsfelt, hvor den ellers saa geniale materialistiske Viden ikke kan hjælpe. Medens denne Viden paa saa mange fysiske Omraader kan hjælpe Menneskene i deres rent ydre kropslige, materielle Besværligheder og til en vis Grad ogsaa deres fysiske Sygdomme, kan den kun meget lidt eller slet ikke

2802 Livets Bog hjælpe Menneskene i deres mentale Overgangsbesværligheder. Disse er jo af ren sjælelig Art og har Sæde i den for de fysiske Sanser utilgængelige Del af Væsenets kosmiske Struktur. Da den materialistiske Videnskab ikke kan maale og veje Væsenets sjælelige Struktur og udtrykke den i Kilogram, Liter, Meter og Centimeter eller lignende, ligesom den heller ikke med noget Teleskop eller Mikroskop kan iagttage det virkelige, primære aandelige eller elektriske Menneske, der har Sæde i og udgaar fra det oplevende og manifesterende eller skabende Noget", der aabenbarer sig igennem Organismen, accepterer den ikke dette virkelige Væsen i Væsenet. Det er dette i Væsenet, der udgør dets Jeg eller Selv, dets Overbevidsthed, i Kraft af hvilken det kan overleve den fysiske Organismes Undergang eller den saakaldte Død". Men dette Nogets saaledes fremtrædende kosmiske Struktur er som bekendt ikke tilgængeligt for de fysiske Sanser. Og noget, den materialistiske Videnskab ikke kan iagttage fysisk, og hvis Eksistens den derfor ikke kan tro paa, kan den ikke blive Ekspert i at analysere eller fortolke. 2591. I Henhold til det foranstaaende kan vi saaledes se, at det ikke er den materialistiske Videnskabs Mission at give Oplysninger paa dette kosmiske eller psykiske Felt. Her maa der netop en helt anden Form for Videnskab til, hvis Tilblivelse absolut ikke sker ved at veje og maale fysiske Materialer. Denne Videnskab er derimod baseret paa en ganske anden Sansemetode. Da denne Sansemetode er totalt umulig uden Kærlighedsevne, er det ikke saa mærkeligt, at denne ny Videnskabs Objekter, altsaa den kosmiske eller aandelige Verdens Videnskab er et Mysterium for Væsenerne i samme Grad, som de mangler Kærlighed. At dette Mysterium, hvorfra alle aandelige Opfattelser og Dogmer er udgaaet, ikke desto mindre rummer en absolut urokkelig Virkelighed og ikke er et rent tomt Fata Morgana, en Indbildning, en syg eller løbsk Fantasi, bliver blandt meget andet til Kendsgerning for den udviklede Forsker derved, at Væsenerne, endnu inden de faar virkelig Forskerevne, allerede har en medfødt Indstilling til en højere Verden end den fysiske eller den, der

Det evige Liv 2803 opleves med de fysiske Sanser. De har alle et medfødt Bevidsthedsomraade, der udløser sig i alt, hvad der kommer ind under Begrebet Religiøsitet". Denne Religiøsitet giver sig allerede Udslag helt nede i de primitive Naturmennesker som en instinktmæssigt baaret Tro paa højere Magter, Guder og Djævle, som har Magt over Naturens Kræfter og Menneskenes Skæbne, og med hvem det derfor gjaldt om for Menneskene at være i god Kontakt for i en given vanskelig Situation at kunne blive hjulpet af disse Væsener. Dette religiøse Princip er, som tidligere oplyst, en medfødt instinktmæssig Egenskab, som aldrig vilde være blevet til, hvis der ikke netop var en Virkelighed bag hele det religiøse Mysterium, som dette Instinkt havde til Opgave at føre Menneskenes Bevidsthed ind paa og skabe Forbindelse med. 2592. Man har endnu aldrig set, at Instinktet, som leder hele den primære Side ved Dyrenes Liv, leder Væsenerne til Fejltrin. Hvorfor leder Instinktet den lille Kylling, der lige er kommet ud af Ægget, til at skrabe i Jorden? Er det ikke netop for, at den ved denne Evne skal finde Føde? Hvorfor leder Instinktet Trækfuglene ud over Jorden til fjerne Egne, som er til Fordel for disse, ja ligefrem til en vis Grad er en Livsbetingelse for dem. Er det ikke ogsaa denne selvstændige Kraft, der leder Dyrene til Parringsdrift og til Beskyttelse af deres Afkom? Er det ikke netop, fordi det er en absolut livsvigtig Funktion? Hvordan vilde det gaa i Planteriget, hvis ikke ogsaa Instinktet her var den primære Organisator? Tror man, Planterne selv kunde lede og styre den Teknik, med hvilken deres Frø udspredes til videre Forplantning? Tror man Mælkebøtten selv har fundet paa at forbinde sine Frø med en Slags Dunballon, der med Vinden kan føre dens Frø videre? Tror man, de kødædende Planter selv med vaagen intellektuel Dagsbevidsthed kan lede og styre de forskellige tekniske Apparaturer, med hvilke de fanger Insekter? Er ikke Instinktet her det ufejlbarligt afgørende? Hvorfor skulde Menneskenes religiøse Instinkt, denne stærke Tendens til at tro paa Livsformer, der er højere end Menneskenes og Dyrenes, denne Tendens til urokkeligt at tro paa, at

2804 Livets Bog Naturens Manifestationer er Udtryk for Liv og Bevidsthed, ikke ligesaa godt være et Resultat af Instinktets Førelse som Planternes og Dyrenes instinktmæssigt førte Manifestationer? 2593. At det forannævte religiøse Instinkt ændrede sig, da Menneskene begyndte at faa Intelligensen udviklet, er selvfølgeligt. Denne Evne skulde jo netop være med til at give Væsenet Evne til selv vaagen bevidst at være medbestemmende i sine Manifestationer, saa det ikke vedblivende automatisk og mere eller mindre ubevidst skulle ledes af Instinktet. Og den bragte, som vi allerede ved, Mennesket til en overordentlig stor Optagethed af at forske, undersøge og eksperimentere med de Foreteelser, som det netop ved Hjælp af Intelligensen kunde gøre til Kendsgerning og dermed til vaagen dagsbevidst Viden. Alt blev indstillet paa denne Forskning og dens Resultater som en formentlig Vej til Livsmysteriets Løsning. Men denne Vej førte foreløbig Menneskene til stor Viden og Kunnen med Hensyn til Materien og dens Kræfter, men til Livsmysteriets Løsning førte denne Forskning og Viden absolut ikke. Den førte derimod til en total Afsporing fra Instinktets Indflydelse, nemlig Evnen til at tro paa noget i Retning af de højere Livsformer eller den Virkelighed, fra hvilken det fysiske Tilværelsesplans Kloder, Verdener og Livsformer bliver dirigeret. Den megen Iagttagelse og Viden gjorde paa en Maade Instinktet overflødigt. Det blev sat ud af Funktion netop fordi Væsenet nu indstillede sig paa, hvad det selv kunde se og iagttage. Det blev altsaa materialistisk og gudløst. Og Djævlebevidstheden, som vi har set, opstod. Men alt dette var en ganske naturlig og logisk Proces i den guddommelige Verdensorden eller i Guds Skabelse af Mennesket i sit Billede. Uden denne Proces vilde Dyret aldrig blive til det fuldkomne Menneske. Vi har jo netop set, at de af denne Proces affødte Lidelser skulde til, for at Mennesket bagefter kunde faa den Bevidsthed, der var eet med Guds Bevidsthed. 2594. Nu er vi altsaa kommet frem til at se en ny Sympatitilstand, der absolut ikke er identisk med den Sympatitilstand, Menneskene ellers har kaldt Kærlighed", og som Kunstnere og Forfattere i Skuespil og

Det evige Liv 2805 Digte har lovsunget højt i Sky som Kærlighed, men som i Realiteten absolut ingen virkelig Kærlighed er. Den er, som tidligere bemærket, en opretholdt forstærket kunstig Sympati, for at Væsenerne netop endnu, inden de har faaet udviklet nogen som helst virkelig Kærlighedsevne, i Kraft af denne kunstigt frembragte Sympati, kunde faa Adgang til i en vis Grad at kunne opleve Glimt af det guddommelige, himmelske Lys, de engang havde forladt, men som de nu atter er paa Vej til at skulle udvikle Evner til permanent at kunne opleve i sin virkelige Renkultur. I den kolde Mørkets Zone, hvor virkelig Kærlighed endnu kun er en Fremtidsdrøm, og hvor Livsbetingelsen derfor i tilsvarende Grad er denne, at enhver er sig selv nærmest, og det derfor er højaktuelt at dygtiggøre sig i at dræbe sin Næste, konkurrere ham ud, undertrykke ham, ja, for visse Væseners Vedkommende er det endog en Livsbetingelse at bjærge sit eget Liv paa hans Goder og Ret til at leve, vilde der ikke være noget som helst sjæleligt Lys, hvis ikke Ægteskabs- eller Parringstilstanden eksisterede. Den kuntigt frembragte Sympati bevirker altaa, at Væsenerne, selv om de er i en Zone, der udgør Mørkets Kulmination eller Helvede, alligevel ikke er udelukket fra det himmelske Lys eller Fornemmelsen af at blive elsket og ligeledes heller ikke selv fra at kunne elske. Men denne Sympati adskiller sig fra den virkelige Kærlighed derved, at den primært bæres af Selviskhed. Hvis det forelskede Væsen hos Objektet for sin Forelskelse ikke møder en tilsvarende Genelskelse, bliver det bittert imod denne Part, ja, det kan endog føre til Drab, hvor det ikke fører til en permanent Krig, Melankoli, Sortsyn, Livslede og Selvmord. Saadanne Virkninger kan den absolutte Kærlighed aldrig nogen Sinde afføde. Den afviger fra Forelskelsessympatien ved ikke at være selvisk, ved ikke at fordre noget som helst. Den befordrer Ønsket om: hellere at give end at tage. Den afføder Forstaaelse og Tilgivelse. Den betinges absolut ikke af Genelskelse eller Baandlæggelse af noget andet Væsen til Fordel for sig selv. Den udstraaler sit Lys og sin Varme ligesom Solen paa alt og alle uden Betingelser eller Fordringer.

2806 Livets Bog 2595. At Verden uden denne Kærlighed umuligt kan komme til at opfylde den guddommelige Forjættelse om et kommende Verdensrige, i hvilket den absolutte Retfærdighed bor, og hvor alle Stater er forenede til eet Rige og een Guddom eller som Bibelen udtrykker det: een Hjord og een Hyrde, er absolut selvfølgeligt. Hvordan skulde et saadant Himmeriges Rige" kunne komme til at eksistere paa Jorden, hvis ikke Menneskene fik en fuldkomnere Sympati end den kunstige Sympatitilstand, der udfoldes igennem Parrings- eller Ægteskabssympatien? Hvordan skal saadanne Væsener, der kun kan være partiske overfor det modsatte Køn netop paa Grund af deres organiske Struktur, kunne elske deres eget Køn, saaledes som de elsker sig selv? Hvordan skulde denne kunstige Sympatitilstand, der kun er givet Væsenerne som et midlertidigt Støttepunkt, indtil de faar den virkelige Alkærlighed udviklet i deres Psyke, kunne sætte Væsenerne i Stand til at udgøre Guds Billede efter hans Lignelse"? Hvordan skal saadanne Væsener kunne opfylde Loven for Livet, nemlig den, at elske Gud over alle Ting og sin Næste som sig selv? Hvordan skulde en saadan Kærlighed kunne forenes med Parringseller Ægteskabstilstanden i dennes Renkultur? Det bliver saaledes her til Kendsgerning for den udviklede Forsker, at der er en logisk og kærlig Mening bag alle de ydre Mørketilstande, saasom Ægteskabets Degeneration og de hermed forbundne Besværligheder. 2596. Er det ikke netop en urokkelig Kendsgerning, at Parrings- eller Ægteskabssympatien ikke i nogen som helst Grad er i Stand til eller har Kapacitet nok til at forhindre Væsenernes Fremtræden med Djævlebevidsthed"? Er det ikke netop overalt synligt, at denne kunstige Sympati umuligt kan garantere Menneskene en virkelig guddommelig og varig Lystilstand eller Glæde ved Livet? Ser vi ikke netop et svimlende Antal Børn, der er avlet af Forældre, som kun har ønsket at tilfredsstille deres seksuelle Drift, ganske uden at føle ægteskabelige Forpligtelser, ganske uden at tænke paa at skabe noget Hjem for de Børn, der maatte blive Følgen af deres Drifters Tilfredsstillelse? Er der ikke et ligesaa svim

Det evige Liv 2807 lende Antal Mennesker, der svigter Ægtefælle og Børn grundet paa Forelskelse i en ny seksuel Partner? Er der ikke netop et gigantisk Omraade, der er indhyllet i Mørke og Lidelser, Livslede og Selvmordstanker alene paa Grund af den ægteskabelige Degeneration? Er der ikke netop mange Situationer her, hvor Menneskene ikke opfylder deres ægteskabelige Forpligtelser, Omsorg for Ægtemage og Afkom i en saa fuldkommen Grad som Dyrene? Er det ikke synligt, at Djævlebevidstheden ogsaa her gør sig gældende? Det er ikke for at kritisere disse Menneskers Tilstande, at vi nævner disse Foreteelser her. Det er udelukkende kun for at vise de virkelige Fakta i Menneskenes nuværende Situation. Hvordan skulde det gaa, hvis Verden udelukkende kun skulde regeres ved den blotte Parrings- eller Ægteskabssympati, som ikke engang kan garantere selve Ægteskaberne og Familieforholdene nogen som helst stabil Lykke? Er det ikke let at se, hvor absolut nødvendigt det er, at en virkelig Næstekærlighedssympati maa til for at kunne hæve Menneskene op i en mental Tilstand, i Kraft af hvilken de ikke mere kan nænne at leve i en Væremaade, hvor selviske eller egoistiske Interesser kulminerer i blodig Udnyttelse af andre Væsener, befordrer Tilraning af disses Goder og Værdier, efterladende de samme Væsener i den heraf affødte mere eller mindre ulykkelige Tilstand? 2597. I Henhold til det foranstaaende er det glædeligt for den udviklede Forsker at se, hvorledes en ny Sympati er i Færd med at blive til Kendsgerning og kan spores alle Vegne. Denne Sympati er absolut ikke en kunstig opretholdt Funktion eller Tilstand. Den er en af Udvikling affødt organisk Evne i Væsenet til efterhaanden at føle en større og større Glæde ved at kunne hjælpe og støtte, ja, kort sagt, ved at give sit Liv for andre Væsener og saaledes begynde at opfylde Skaberens Ønske om at være til Glæde og Velsignelse for alt levende. Det er denne ny Sympati, der, som tidligere nævnt, kan spores overalt i trofaste Venskaber imellem Væsener uden at være køns- eller ægteskabsbetonet. Men det kan ikke nægtes, at den ny Sympati efterhaanden vokser forbi Parrings- eller

2808 Livets Bog Ægteskabssympatien, som netop ikke vokser, og Væsenet dermed begynder at blive et andet Væsen. Dette andet Væsen bliver altsaa mere og mere uegnet til Ægteskab, alt eftersom den ny Sympati udvikler sig. Denne ny Udvikling bevirker, som før berørt, de ulykkelige Ægteskabers Zone", alt eftersom Parrings- eller Ægteskabssympatien degenererer og Væsenets sympatiske Anlæg overgaar til Dobbeltpoletheden. Den første spæde Virkning heraf er den modsatte Pols Vækst og den heraf affødte begyndende menneskelige Evne, vi kender som Følelsen, der af Instinktet bliver omdannet til Religiøsitet og Troen paa et Forsyn. Dernæst begyndte Intelligensen ogsaa at komme frem og bragte Dyret frem til Prædikatet Menneske", selv om dette Væsen i Virkeligheden endnu kun var et Dyr, der havde faaet lidt menneskelig Følelse og en meget virksom, begyndende Intelligens, og af hvilken Grund Væsenet derfor foreløbig fik en overdimensioneret dyrisk Bevidsthed, som vi har maattet udtrykke som Djævlebevidsthed". 2598. Denne Bevidsthedstilstand førte Væsenet ind i Dommedagen eller Lidelseskulminationen, som igen affødte den begyndende ny Evne Humaniteten", der er det samme som den begyndende Næstekærlighed. Denne Udvikling vil den modsatte Pol i Væsenet stadig befordre videre til Fordel for Næstekærlighedens Vækst frem til at udgøre Alkærligheden. Alkærligheden er igen det samme som den Kærlighed, i Kraft af hvilken Gud opretholder hele Verdensaltet. Det er jo netop derfor, at Alkærligheden, den Kærlighed, der virkelig omfatter alt og alle, udgør Universets eller Verdensaltets Grundtone. Alkærligheden i Væremaade gør saaledes Væsenet til det Billede af Gud, der er Guddommens Mening med Skabelsen af Mennesket. Alkærligheden er Guds Væremaade. Og det er denne Væremaade, de levende Væseners Væremaade skal gøres identisk med. Og det er i Kraft af de levende Væsener, hvis Væremaade netop er naaet frem til at være identisk med Guds Væremaade og saaledes er Guds Billede, at Gud manifesterer og opretholder Verdensaltet. Alle de fuldkomne aandelige Verdener hinsides den fysiske Verden er jo befolket

Det evige Liv 2809 med Væsener, der forlængst er blevet fuldkomne og er blevet totalt fri af Reinkarnationen og saaledes udgør Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse". Og det er i Kraft af disse Væsener, at Gud styrer og leder de ufærdige Væsener igennem Planteriget og Dyreriget og frem til det Stadium, hvor de selv bliver suveræne, kosmisk bevidste og dermed fremtrædende som de færdige Væsener i Guds Billede. Og det er altsaa denne Alkærlighed, der nu forlængst er begyndt at gøre sig mere eller mindre gældende i et vist Antal Mennesker Verden over. 2599. Det store Flertal af Jordens Mennesker vil endnu være uforstaaende overfor denne Alkærlighedens Evnes Udvikling. Saalænge nævnte Evne endnu kun giver Væsenerne Trang til at slutte Venskaber, og disse Væsener ved Siden af denne Udvikling endnu har et nogenlunde Parrings- eller Ægteskabstalent og gifter sig og avler Børn i Ægteskabet, lægger man ikke Mærke til disse Væseners særlige Natur. At det netop er disse Væsener, der mere eller mindre har hjemme i de ægteskabelige Skilsmissesfærer eller de ulykkelige Ægteskabers Zone, faar ikke straks Flokken eller de ordinære Parringsvæsener til at reagere. De ligner i deres Fremtræden endnu i høj Grad Flokkens eller det store Flertals Væsener. Men disse Væseners Ægteskaber er i Virkeligheden kun baseret paa den korte Opblussen af Forelskelse, som netop er almengældende for de Væsener, hvis ægteskabelige Talent er udlevet i tidligere Liv. Det er med Ægteskabstalentet, ligesom med andre Talenter, der er udlevet i de nærmest forudgaaende Jordliv, de ligesom faar en Opblussen igen i det nuværende Liv. For hvert nyt Liv en saadan Repetition kommer tilbage, bliver den af kortere og kortere Varighed for tilsidst helt at udgaa af Væsenets Livsoplevelse. Tidspunktet for denne Repetition er ogsaa afhængig af, hvor mange Jordliv, det er siden, det paagældende Talent i Realiteten var udlevet. Hvis Jordmenneskets Ægteskabstalent saa at sige bliver udlevet i dets nuværende Inkarnation, vil dette Talent endog med stor Styrke kunne gøre sig gældende i Væsenets næste Jordliv fra dets Kønsmodenheds Indtræden til det er omkring 30 Aar. Hvis det nævnte

2810 Livets Bog Talent blev udlevet i et tidligere Liv, end det her nævnte, vil Repetitionen i dets nuværende Liv blive af en endnu kortere Varighed. Hvis det blev udlevet i et endnu tidligere Liv, vil Repetitionen blive af en endnu kortere Periode for tilsidst helt at ophøre. For hvert Livs ægteskabelige Repetition, Væsenet saaledes kommer til at opleve, svækkes den mere og mere, idet Forelskelsesevnen gaar mere og mere i Forfald. Det er denne Repetition i Ægteskabet, der ligger til Grund for den Periode i det samme Ægteskab, vi udtrykker under Begrebet Hvedebrødsdagene". 2600. Hvis denne Hvedebrødsdagenes Epoke usvækket faar et Ægteskab mellem to Væsener til at holde hele deres Jordliv fra Ungdommen og frem til Alderdommen, hvor den fysiske Død adskiller dem, udgør det endnu ikke en Repetition. Men disse Ægteskaber, der saaledes udelukkende holdes sammen og befordres af Ægtefællernes gensidige usvækkede Forelskelse, bliver mere og mere sjældne. Vi maa her huske paa, at de mange Ægteskaber, vi bliver Vidne til, der varer Ægtefællernes Liv ud, som Regel ikke holdes sammen paa Grund af Parternes gensidige Forelskelse, idet denne forlængst er forbi og dermed ogsaa Hvedebrødsdagene. Naar disse Ægteskaber ikke desto mindre har kunnet vare Ægtefællernes Liv ud, skyldes det andre Grunde. Den ene af Parterne eller eventuelt begge Parter kan f. Eks. allerede have udviklet saa megen Næstekærlighedssympati, at de, skønt de ikke er forelskede i hinanden, og deres seksuelle Samliv er uden Kraft eller maaske endog helt ophørt, saa dog finder stort Behag i hinandens Selskab. Men dette Samliv er ikke noget Ægteskab i absolut Forstand. Det er i Virkeligheden kun et Venskabsforhold, altsaa et Forhold, der er baseret paa den i de to paagældende Væsener begyndende virkelige Næstekærlighed. Den sande Ægte skabsepoke er saaledes kun den, der opleves som Hvedebrødsdage" for Ægtefællerne, ligegyldigt hvor kort eller lang denne Epoke saa end maatte være. Der, hvor denne Epoke ikke varer Livet ud, men er af mere eller mindre Kortvarighed i Forhold til Ægtefællernes Liv, der udgør den, som før nævnt, kun en Repetition. Det er denne Forelskelsens Ustabilitet,

Det evige Liv 2811 der bevirker Ægteskabernes Opløsning og Indgaaelse af nye Ægteskaber. Væsenerne kan saaledes komme til at opleve gentagne Repetitioner af Ægteskab i et enkelt Jordliv. Og jo flere saadanne ægteskabelige Repetitioner, et Væsen oplever i et Jordliv, desto hurtigere degenererer dets Forelskelsesevne for tilsidst helt at ophøre. Og det paagældende Væsen vil derefter totalt være uden noget ægteskabeligt Talent. 2601. Vi har her set, at der forekommer Ægteskaber, der varer helt op i Alderdommen, til Ægtefællernes fysiske Død opløser det, skønt Hvedebrødsdagene forlængst var ophørte for de paagældende Væsener, og at Samlivet derefter udelukkende var baseret paa Væsenernes begyndende Næstekærlighed. Men den store Part af Jordens Mennesker er endnu ikke udstyret med en saa stor Næstekærlighed, at de udelukkende paa Grund af den forbliver i et Ægteskab med en Ægtefælle, som de ikke mere er forelsket i eller er seksuelt tiltrukket af. De nænner ikke at udfolde deres mere eller mindre fremtrædende Antipati imod den anden Part i Ægteskabet, naar Repetitionsperioden eller Hvedebrødsdagene er forbi. At Ægteskabet derved bliver meget ulykkeligt for den anden Part, for hvem Repetitionsperioden endnu ikke er forbi, og Vedkommende derfor stadig er forelsket i den svigtende Part, er indlysende. Her bliver der meget med mentalt Mørke, Vrede og Bitterhed, manglende Hensyntagen mellem Ægtefællerne indbyrdes. Hjemmet og Samlivet bliver næsten uudholdeligt for begge Parter, ligesom den svigtende Part ofte søger at finde Lykken udenfor Ægteskabet. Nævnte Part kan atter blive akut forelsket i Kraft af den seksuelle Sult, som den lider af, fordi den ikke finder den tilfredsstillende Mættelse i Samlivet med sin Ægtefælle, som han (hun) jo har mistet sin ægteskabelige Sympati for. Utroskab og Skilsmisser, juridiske Processer og ulykkelige Situationer for de Børn, der findes i saadanne Ægteskaber, bliver her Følgen. Det er saadanne Situationer, der i stor Udstrækning for manges Vedkommende afløser Hvedebrødsdagenes Epoke, faar Djævlebevidstheden til at florere, og navnlig hvis begge Parters Repetitionsperiode ikke er forbi samtidig, da bliver Livet næsten

2812 Livets Bog uudholdeligt for den Part, i hvem Forelskelsen i den svigtende Part stadigt gør sig gældende. Men tilsidst er Forelskelsen saa svækket, at Væsenerne ikke har Drift nok til at indgaa Ægteskaber, ligesom Repetitions epokerne bliver kortere og kortere og kommer tidligere og tidligere i hvert Jordliv for helt næsten ubemærket og uskyldigt at gøre sig gældende i Barneaarenes Legeperiode for her tilsidst totalt at ophøre og dermed helt udgaa af Væsenets Livsoplevelse. Og hermed er Væsenet kommet til Vejs Ende med sin eenpolede Tilstand og har dermed forladt Ægteskabs- eller Parringszonen. Det hører nu ikke mere til Flokken eller det store Flertal af Jordens Mennesker. 2602. Naar Væsenet paa Grund af dets Polkonstellation ikke mere har noget Ægteskabs- eller Parringstalent og saaledes totalt er udfriet herfra, hvor hører det saa hen? Med denne høje Tilstand hører det ikke mere til Dyreriget. Det nærmer sig nu det store Maal at være en Fuldbyrdelse af Guds Skabelse af det virkelige Menneske. Det kan nu for Alvor i sin Aura eller Atmosfære begynde at udstraale virkelig Menneskelighed", altsaa en Aura, der ikke paa nogen Maade skæmmes af nogen som helst grov dyrisk Selviskhed eller Egoisme. Det har derimod nu mere eller mindre i Renkultur den guddommelige Sympati, der skal blive dets Væremaades Grundlag fremover, altsaa den Sympati, hvormed Kristus elskede Gud over alle Ting og sin Næste som sig selv. Hvor langt denne Evne er fremme i Væsenet her, er altsaa afhængig af, hvor mange Lidelser, det har gennemgaaet, eftersom dette jo betinger dets humane Væremaade. Hvis Væsenet har været ude for saa mange Lidelser, at dets heraf affødte Kærlighedsevne er blevet saa udviklet, at det ikke mere kan nænne at gøre andre levende Væsener Fortræd, er det igennem denne guddommelige Evne og den heraf affødte Væremaade beskyttet imod al ond Skæbne, thi dets Næstekærlighedsevne er jo hermed blevet fuldkommen og udgør dets totale Moralevne. Det er meget vigtigt, at denne Moralevne er totalt udviklet sammen med Væsenets totale Dobbeltpoletheds Indtræden og dets seksuelle Struktur er forvandlet fra Eenpolethed til

Det evige Liv 2813 Dobbeltpolethed, thi da vil den beskytte Væsenet imod at komme ud i seksuelle Afsporinger. De mange seksuelle Afsporinger og Perversiteter, som forekommer, skyldes jo netop udelukkende dette, at Væsenets Moral ikke staar Maal med dets Dobbeltpolethed. Væsenets Dobbeltpoletheds Udvikling er saaledes i dette Tilfælde blevet forceret. 2603. Vi har her for os et Væsen, der er naaet saa langt frem i Udviklingen, at det ikke mere kan blive forelsket. Da det udelukkende er Forelskelsesevnen, der normalt skaber Væsenets Tiltrækning til og Favorisering af det modsatte Køns Væsener, eksisterer denne Tiltrækning og Favorisering af nævnte Køn altsaa ikke mere i dette Væsens Psyke. Det har derfor nu i sig ikke mere Dragning til det modsatte Køn end til dets eget Køn. Men ikke desto mindre har det i sig stadig en seksuel Drift. Den hører normalt aldrig nogen Sinde op. Man maa ikke tro, at den seksuelle Tilstand kun har til Opgave at befordre Parringssympatien og Forplantningen i Dyreriget. Den var til Stede i Planteriget og blev her forvandlet til Eenpolethed. Denne Eenpolethed naaede sin Kulmination i Dyreriget. Herefter skal Væsenets seksuelle Drift befordres af Dobbeltpoletheden og overgaa til en ny Mission. Hvilken Mission har da den seksuelle Drift, naar den ikke mere skal befordre Parrings- eller Ægteskabsdriften og den heraf følgende Forplantning? - Den seksuelle Drift har herefter den store og urokkelige Opgave at opretholde og befordre Universets eller Verdensaltets Grundtone: Alkærligheden. 2604. Alkærligheden er, som tidligere berørt, det samme som Guds Væremaade. Det er denne Udfoldelse af Guds Bevidsthed og Væremaade, der befordres i Kraft af Dobbeltpoletheden i alle de Væsener, der er blevet til Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse". Det er altsaa alle de Væsener, der har faaet total kosmisk Bevidsthed", og den hertil udviklede Organisme, der befolker og er hjemmehørende i det fuldkomne Menneskerige, Visdomsriget, den guddommelige Verden og Salighedsriget i de kosmiske Spiralkredsløb. Disse kosmiske Verdeners Beboere er Guddommens fuldkomne og dermed primære Manifestationsredskaber. Igen 36 Livets Bog VI.

2814 Livets Bog nem disse Væsener styrer og leder Guddommen hele Verdensaltet med dets Oceaner af Skabelser af de levende Væseners Organismer, Kloder, Sole og Mælkeveje eller Stjernebyer, saavel i Makrokosmosspiralerne som i Mikrokosmos- og Mellemkosmosspiralerne. Alle disse Væsener udgør saaledes, som tidligere berørt, Guddommens primære Bevidsthedsorganer. Disse i Spiralkredsløbenes højeste Verdener hjemmehørende Væsener udgør alle, i Kraft af deres Dobbeltpolethed, Væsener, der totalt er hævet over Forelskelses- eller Parringssympatien. De har forlængst overstaaet Lidelsernes Kulmination og er derfor hævet over Reinkarnationen eller Genfødelsen paa det fysiske Tilværelsesplan. I Kraft af deres totale eller kulminerende Visdoms- og Kærlighedsvæsen i Form af kosmisk Bevidsthed" er de blevet eet med Vejen, Sandheden og Livet og dermed eet med Gud. Disse Spiralkredsløbenes højeste Verdeners primære Befolkninger udgør, som tidligere berørt, Guddommens primære Bevidsthedsomraade. Disse Væsener er saaledes Guddommens primære Sanse-, Oplevelses- og Skabeorganer. Uden disse Væsener vilde Guddommen ingen som helst Bevidsthed have. Guddommen vilde være et evigt eksisterende Noget" uden Liv, uden Viden, uden Magt eller kort sagt, totalt uden Manifestation. Dette evige Noget", som er Verdensaltets suveræne Guddom, Verdensaltets altomfattende levende Ophav, vilde være et evigt umanifesteret Noget". Der vilde ikke være noget Verdensalt. Der vilde hverken være Tid eller Rum. Dette guddommelige Noget"s Eksistens vilde i al Evighed kun eksistere som en absolut Ubevægelighed og dermed som en evig absolut Død. Men nu eksisterer imidlertid det modsatte som en Kendsgerning. Guddommen udgør ganske rigtigt et evigt eksisterende Noget", men denne evige Eksistens er, takket være Guddommens Mangfoldighed eller Uendelighed af levende Væsener af alle Slags Bevidstheds- og Skabelses trin, ikke en evig Død, men et evigt Liv. 2605. Dette forannævnte evige Liv beror altsaa paa Bevægelse. Uden Skabelse vilde det altsaa ikke eksistere. Men naar det beror paa Skabelse, beror det ogsaa paa en Skabeevne. Denne Skabeevne er det samme som

Det evige Liv 2815 Livsoplevelsesevnen. Men denne Evne beror igen paa Kontrastskabelse. Uden at være en Skabelse og Oplevelse af Kontraster kan Livsoplevelsen umuligt finde Sted. Derfor kan Væsenernes Livsoplevelsesevne, der ogsaa er Guddommens Livsoplevelsesevne, kun opretholdes i Kraft af en Fornyelse og dermed en Vedligeholdelse af denne. Vi er allerede gennem tidligere Analyser blevet kendt med, at denne Fornyelsesproces sker igennem Væsenernes Passage af det kosmiske Spiralkredsløb. Vi ved, at de levende Væsener igennem deres Passage oplever Kulminationen af Mørket og faar derigennem Evnen til at manifestere og opleve Lyset. De kosmiske Kredsløbsspiraler har altsaa en kulminerende Mørkezone og en kulminerende Lyszone. Den kulminerende Lyszone udgør de førnævnte højeste, aandelige eller kosmiske Verdener, hvis primære Beboere er de færdige eller fuldkomne Mennesker i Guds Billede efter hans Lignelse. Disse Spiralernes højeste levende Væsener udgør, som tidligere nævnt, Guds Livsoplevelses- og Skabelsesredskaber. Deres samlede Oplevelse og Manifestation udgør altsaa Guddommens primære Bevidsthed. Kun igennem disse Væsener kan Guddommen aabenbare eller udløse sin Alvisdom, Alkærlighed og Almagt. 2606. Vi ved, at de forannævnte Væsener ikke uafbrudt kan blive ved med at være Guddommens primære Redskaber. Deres totale Oplevelse af Skabelse i Lyset kan ikke blive ved med at finde Sted uden Mættelse. Sult og Mættelse er jo Livets store Grundfundament. Væsenerne i de højeste Verdener bliver saaledes totalt mættede af Oplevelsen af det højeste guddommelige Lys. Og alt eftersom denne Mættelse finder Sted, og Interessen og Glæden ved denne Form for Manifestation og Oplevelse af Livet taber sig eller degenererer, fjerner Væsenerne sig mere og mere fra Tilværelsen i de ydre Verdener og indgaar i Salighedsriget, hvor Livsoplevelsen udelukkende beror paa Erindringsoplevelse fra den udlevede Spirals Mørkezone, som nu fornemmes som Lys og Salighed for Væsenerne at tænke tilbage paa eller at erindre sig. Og herfra modnes det saa atter til at skulle indgaa i en ny Spirals Mørkezone for her igennem Ud 36*

2816 Livets Bog viklingsprocessen atter at komme til at opleve Mørkekulminationen, og efter denne atter komme til at hungre efter Lysets Riger og indgaa i dem, naar det atter er blevet til Væsenet i Guds Billede efter hans Lignelse. Samtidig med, at Væsenerne saaledes degenererer og udgaar af de højeste Verdener, indgaar der stadig i disse nye Væsener, der fra Mørket har udviklet sig til at være Mennesker i Guds Billede efter hans Lignelse. Vi bliver saaledes her Vidne til, at Guddommens primære Bevidsthed hele Tiden holdes oppe i Kulminationen, eftersom de degenererede Væsener udgaar af Guds primære Bevidsthed, og de nye fra Mørket, som har naaet Fuldkommenheden, indgaar i nævnte primære Bevidsthed. 2607. Ligesom Guddommen saaledes har et permanent og evigt i den højeste Fuldkommenhed kulminerende primært Bevidsthedsomraade i Kraft af de fuldkomne Væsener, der er naaet frem til at fremtræde i hans Billede efter hans Lignelse, saaledes har Guddommen ogsaa et sekundært Bevidsthedsomraade. Det bestaar, saaledes som vi ogsaa er blevet gjort bekendt med, af Planteriget, Dyreriget og den ufærdige Del af Menneskeriget. I disse Spiralernes primitive Riger eller Sfærer er Væsenerne ved at blive omformet og skabt i Guds Billede efter hans Lignelse. Disse Væsener er ogsaa Bevidsthedsredskaber for Guddommen, men da de ikke udgør færdige Væsener, kan Guddommen ikke skabe fuldkomne Manifestationer eller Oplevelser igennem dem. Dette Omraade af Guds Bevidsthed er saaledes kun et sekundært Omraade, i hvilket Fornyelsen af Væsenernes Livsoplevelsesevne foregaar. I dette Omraade af ufærdige eller ufuldkomne Væsener kan Guddommen kun manifestere tilsvarende ufuldkomne Skabelser, Manifestationer og Oplevelser. Derfor er det netop, at disse ufærdige Væseners Livssfærer bliver til Dommedag, Ragnarok eller Helvede. Denne Del af de kosmiske Spiralkredsløb kan saaledes ikke være Guddommens primære Bevidsthed. Den kan kun udgøre en underordnet sekundær Bevidsthedsdel. Men takket være Guddommens virkelige primære Bevidsthedsomraade styres og ledes det nævnte sekundære Bevidsthedsomraade frem igennem Udviklingen til Oplevelse

Det evige Liv 2817 af Kulminationen af det absolut livsvigtige Mørke eller det saakaldte Onde", som i absolut Forstand ikke er noget Ondt", men derimod udgør det, vi har lært at udtrykke som Det ubehagelige Gode". Takket være dette ubehagelige Gode" eller Oplevelsen af Mørkets Kulmination kommer alle levende Væsener efter deres eget Ønske og livsbetingende Nødvendighed til skiftevis i visse Epoker at opleve at være eet med Mørket eller Guddommens sekundære Bevidsthed og i andre Epoker at opleve at være eet med Guddommens primære Bevidsthed: Lyset, Alkærligheden og Visdommen alt efter deres herfor henholdsvis gældende Sult- og Mættelsestilstand. Men rent bortset herfra faar de igennem Oplevelsen af Mørket deres Livoplevelses- og Manifestationsevne fornyet. De bliver saaledes derigennem garanteret evig Oplevelse af Livet. Vi har her set hele Grundanalysen af Livsbetingelsen baade for Guddommens og de levende Væseners evige Livsoplevelse. Guddommens egne Ord om Skabelsesprocessen: Alt er saare godt, er her igennem Universets eller Verdensaltets Struktur blevet logisk synligt som urokkelig Kendsgerning. 2608. Det er denne, de levende Væseners skiftende Identitet med Guddommens sekundære og Guddommens primære Bevidsthed, der befordres af de store kosmiske Generalorganer, som vi allerede kender som den maskuline Pol" og den feminine Pol". Vi ser her den kolossale Rolle, disse to nævnte Organer spiller i Væsenernes evige Livsoplevelsestilstand, ja, den er totalt umulig uden disse. Væsenet kan som eenpolet eller med dyrisk Væsen umuligt opleve Lysets Kulmination, ligesom det dobbeltpolede Væsen umuligt kan udfolde Mørkets Kulmination. Vi har her faaet et Overblik over, ikke alene hvorfor de levende Væsener maa gennemgaa Spiralkredsløbenes Mørke- og Lyskulmination, men vi har ogsaa faaet et Indblik i selve Guddommens Bevidsthed. Vi har set, hvorledes alle de levende Væsener er Guddommens Oplevelses- og Manifestationsredskaber. Det er ikke saa mærkeligt, at de levende Væsener udgør en saa overvældende Uendelighed eller Mangfoldighed af forskellige fra hverandre afvigende Væsener i Mentalitet og kropslig eller legemlig

2818 Livets Bog Struktur. Hvis alle levende Væsener var ens, hvordan kunde de da være Redskaber for den Mangfoldighed af forskellige Skabelsesprocesser og Oplevelsestilstande, som de tilsammen repræsenterer, og som i deres Slutfacit er selve Guddommens altoverstraalende Bevidsthed. Vi har faaet Forklaring paa selve Mørket eller det saakaldte Onde" i Verden. Vi har set, at dette i absolut Forstand ikke udgør noget virkeligt Ondt", men udgør derimod det uundgaaelige Resultat af den Ufuldkommenhed, Uvidenhed og manglende Kærlighedsfølelse, som de Væsener absolut maa repræsentere, som endnu ikke er færdigskabt i den Spiral, i hvilken de i Øjeblikket er under Udvikling og midlertidig tilhører. Vi har set, at den lange Udviklingsproces, som de levende Væsener maa gennemgaa, er en Fornyelsesproces af deres Livsoplevelsesevne, som nødvendigvis maa finde Sted. Uden denne Fornyelsesproces maatte de levende Væseners Livsoplevelsesevnes Degeneration i Spiralkredsløbets guddommelige Verden og Væsenernes heraf følgende Passage ind i Salighedsriget, blive et absolut Slutfacit for samme Væseners Oplevelse af Livet og Manifestationerne i de ydre Verdener. 2609. Hvis ikke Livslovene betingede, at Væsenerne fra Salighedsriget atter kunde begynde at inkarnere i de ydre Verdeners Materier, vilde Livsoplevelsen jo umuligt kunne fortsætte. Ingen som helst Oplevelse af Livet kunde blive mulig. Den Livsoplevelse, som Væsenerne oplever i Salighedsriget, er jo ogsaa begrænset. Det er denne Begrænsning, der bevirker, at de føres imod Inkarnationen i de ydre Verdeners Materier. Ved de ydre Verdener vil her være at forstaa de aandelige Verdener, samt den fysiske, som jo er det levende Væsens yderste Verden. Men hvis denne Førelse af Væsenet mod de ydre Verdeners Materier ikke eksisterede, maatte Væsenets Bevidstheds- eller Livsoplevelsesevne totalt ophøre. Og Væsenet vilde fortsætte sin Eksistens uden nogen som helst Analyse ud over denne ene: Noget som er". Der vilde hverken være Liv, Bevidsthed, Oplevelse eller Skabelse. Vi ser her, at det er en absolut livsbetingende Nødvendighed, at Væsenerne saaledes kan faa fornyet deres

Det evige Liv 2819 Livsoplevelsesevne. Det er paa denne Fornyelse, at hele deres Livsoplevelsesevne er baseret. Uden denne absolut ingen som helst evig Oplevelse af Livet for noget som helst Væsen. 2610. Lige saavel som ethvert Væsen begynder en ny Inkarnation med at være et Foster og derefter gennemgaar et Barnestadium, indtil det naar frem til sit voksne og modne Stadium, og dets nye Organisme er blevet færdigskabt, og det har faaet optrænet sine medfødte Evner og Anlæg fra sine tidligere Liv og derefter kan blive fri og selvstændig, saaledes maa ogsaa ethvert Væsen ved sin begyndende Inkarnation i et nyt kosmisk Spiralkredsløb være et Foster og gennemgaa Optræning af sine Bevidsthedsstadier, i hvilke det kan naa frem til det fuldkomne, voksne, kosmiske Stadium i nævnte Spiralkredsløb. Det er denne Træning og Vækst, Udviklingen udøver paa Væsenet. Og fra at Væsenet begynder sin Indvirkning i Mineralriget, bliver til Plantevæsen og herfra til Dyrevæsen og frem til det fuldkomne Menneskes Stadium, hvor det er eet med Faderen og udgør Mennesket i Guds Billede, udgør dets Bevidsthed eller Psyke i Virkeligheden kun en kosmisk Foster- og Barnetilstand. 2611. At Væsenerne i dette kosmiske Foster- og Barnestadium ikke kan være identiske med Guds primære Bevidsthedsorganer, Oplevelsesog Skaberedskaber er selvfølgeligt. At bedømme Guddommens Bevidsthed og Væremaade efter, hvad han kan manifestere i Kraft af disse Foster- og Barnevæsener, vil saaledes være absolut taabeligt. Naar Menneskene undertiden kommer med Udtryk som følgende: der kan absolut ikke være nogen Gud til, for saa kunde han ikke tillade alle disse blodige Krige, Lidelser og Besværligheder, som de levende Væsener her paa Jorden stønner og sukker under, er disse Udtryk en skrigende Misforstaaelse. De udtrykker en ligesaa stor Fejltagelse som den, det vilde være at tro, at et Foster i Moders Liv eller et Barn var et voksent og færdigt Væsen, hvis en saadan Fejltagelse var mulig. Men saa længe Menneskene endnu er kosmiske Foster- og Barnevæsener i Guddommen, hvilket her vil sige: ufærdige Bevidsthedsredskaber for Gud i det givne Spiralkredsløb, kan

2820 Livets Bog Guddommen naturligvis ikke manifestere hele sit guddommelige Lyseller Straalevæld igennem dem. Disse Væsener er nødsaget til at være i et Omraade i Spiralkredsløbet, der er Hjemstedet for tilsvarende ufærdige Væsener, og hvor de har Betingelser for at kunne opleve Virkningerne af deres Ufuldkommenhed og deraf lære at handle rigtigt og dermed blive fri og fuldkommen i Skabelse og Væremaade. Det er denne Proces, der udgør Guds Skabelse af Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse. 2612. Idet Væsenet saaledes igennem Udviklingen er blevet til Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse, vil den fysiske Verden ophøre med at være dets primære Hjemsted for Livsoplevelse. Væsenet er nu færdigt med at lære at handle fuldkomment. Det er saaledes udlært i kosmisk Væremaade, hvilket vil sige: Guddommens Væremaade. Denne Væsenets totalt fuldkomne Væremaade, der er det samme som den totale Udfoldelse af Næstekærligheden, hvilken igen er det samme som intellektualiseret Følelse, er nu blevet dets automatiske Almenudfoldelse. Dets absolutte Hjemsted er herefter de aandelige Verdener, hvorfra det ikke mere i denne Spiral skal inkarnere i den fysiske Verden. Da et saadant Væsen, som nævnt, hører ind under Guddommens primære Oplevelses- og Manifestationsorganer, er det ikke saa mærkeligt, at Væsenernes Bøn til Gud er stilet imod disse høje Verdener, der saaledes udgør Guddommens primære Bevidsthed. Naar Kristus lærte Menneskene at rette deres Bøn til Gud i Ordene: Du som er i Himlen, er det disse Verdeners Væsener, Guddommen oplever de bedendes Bønner igennem og ligeledes yder de bedende og andre nødstedte Hjælp igennem disse de højere Verdeners Væsener. Naar Kong Salomon udtrykte ved sit store Tempels Indvielse: Himlenes Himle kunde ikke rumme dig, langt mindre dette Hus, som jeg har bygget..., er det ogsaa disse aandelige Verdener eller Guddommens primære Bevidsthedsregion, denne vise Konge hentyder til. Naar Kristus siger Himmeriges Rige", er det ligeledes de højeste overfysiske Verdeners Væsener og deres Væremaade, han hentyder til. Til denne høje Tilstand er alle ufærdige Mennesker paa Jorden i Færd med

Det evige Liv 2821 at blive uddannet, hvad enten deres fysiske Skæbne i Øjeblikket er lys eller mørk. Alle Foreteelser her i det ufærdige jordiske Menneskerige er udelukkende baseret paa at fuldkommengøre Mennesket til totalt uselvisk at blive een lysende og varmende, mental eller aandelig Sol for sine Omgivelser. Og saaledes kommer alle Mennesker til at blive identisk med Guds Billede efter hans Lignelse. 2613. Efter denne lille Tilbagevenden til Forklaringen om Kreds løbspassagen og Livsoplevelsesevnens Fornyelse vil vi vende tilbage til det nu fremtrædende, dobbeltpolede Menneske, i hvilket Forelskelses- eller Parringsevnen og dermed Ægteskabsevnen er degenereret og ikke mere fungerer i Væsenet. Hvad sker der nu med dette Menneske? Naar et Menneske i Fortiden naaede et fremtrædende Stadium i Poludviklingen, var der i Virkeligheden ikke mere Betingelser for et saadant Væsens videre Udvikling paa Jorden. Det maatte derfor inkarnere paa en anden Klode, hvor Menneskene var saa langt fremme, at nævnte Poludvikling her næsten var almengældende. Dette vil derimod nu ikke mere ske i nogen særlig overvældende Grad, eftersom et meget stort Antal Mennesker paa Jorden er langt fremme i omtalte Udvikling, og at man derfor begynder at forstaa, at der maa være en naturlig Mening med denne Forvandling af Menneskene. Mennesker i denne nye Væsenstilstand vil derfor mere og mere kunne leve Side om Side med det store Flertal af de i Parrings- eller Ægteskabstilstanden endnu dominerende Væsener uden at blive straffet og henrettet for deres fra Flokken særligt afvigende, men ikke desto mindre normale Tilstand. Men i samme Grad, som denne nye Væsenstilstand vil blive forstaaet og tolereret af det store Flertal, og der bliver skabt Oplysning, Moral og Vejledning for disse Væsener, vil alle de mange Afsporinger, som de paagældende fra Flokken afvigende Væsener, uden faktisk at kunne værge sig, er ført ind i, aftage. 2614. Dyrene og endnu meget ufærdige Mennesker ser ikke med Velvillie paa Væsener, der afviger fra deres Flok eller fra de af denne opsatte autoriserede Leveregler. Dyrene dræber som oftest de abnorme

2822 Livets Bog Væsener indenfor deres Art eller Race. Og selv om Menneskene efterhaanden begynder at forstaa de mange fra Flokken afvigende, begyndende dobbeltpolede, Væseners Situation, er der dog endnu megen Forfølgelse, Bagtalelse og Misforstaaelse fra Flokkens Side overfor disse Væsener, ja, der findes endog endnu i visse Lande Straf for saadanne Væsener, hvis de følger den for dem naturlige Tilstand: at vise en ligesaa stor Sympati for deres eget Køn som for deres modsatte Køn. Men denne Misforstaaelse fra Flokkens Side overfor disse Væsener, har i Fortiden saaledes affødt Straf og Henrettelser, Haan og Spot, hvis de afslørede og manifesterede det, der var totalt normalt og naturligt for dem. Dette har bevirket, at Væsener, der parringsmæssigt begyndte at afvige fra Flokken, maatte holde denne deres, i Virkeligheden absolut normale, men fra Flokkens Natur afvigende Natur, totalt undertrykt. Men hvordan skulde disse Væsener, hvis seksuelle Drift var mindst lige saa stærk som hos de saakaldte normale" Væsener, altsaa Flokkens Væsener, men med en anden seksuel Indstilling end disse Væsener, der, selv om den absolut ikke var umoralsk, alligevel forfulgtes med Straf indtil Dødsstraf eller Henrettelse, Skandale, Haan og Spot, ja, selv undertiden af sine egne nærmeste Fortrolige kunde blive bagtalt paa dette Omraade, faa en normal, videre Udvikling af den dobbeltpolede Tilstand under saadanne Forhold? Ethvert af disse dobbeltpolede Væsener maatte jo frygte det værste. Her er slet ikke Tale om Væsener, der i kosmisk Forstand er afsporet eller fremtræder perverst. De udgør den naturlige Overgang fra Pattedyr til Menneske. Det er denne Flokkens Uforstand og den heraf affødte Antipati, Straf og Henrettelsestendens, der ligesom skaber en total Opdæmning for en i Realiteten absolut normal Udvikling i Mennesket. Denne Opdæmning har sat sine skrækkelige Spor indenfor det paagældende Omraade af Menneskets Psyke i Form af seksuelle Afsporinger. Hvordan kunde det blive anderledes? Naar et Menneske blev født til Verden i en Tilstand, i hvilken det var mere dobbeltpolet end eenpolet, og det derfor i sig havde den heraf affødte seksuelle Tilstand, var det lige

Det evige Liv 2823 frem livsfarligt for et saadant Væsen. At vise, at det havde den samme Sympati eller Kærlighed til Væsener af dets eget Køn, som det havde til Væsener af dets modsatte Køn, selv om den ikke udgjorde nogen som helst Parrings- eller Forelskelsessympati og slet ikke paa nogen som helst Maade var identisk med den imellem de to Køn bindende Forelskelse, var mere end nok til at vække Flokkens eller de stærkt eenpolede Væseners Antipati, Forfølgelse og Bagtalelse. 2615. Et Væsen, der er naaet frem til slet ikke at have nogen som helst Forelskelsestendens og derfor ikke kan komme ud for denne Tendens' Indvirkninger i sin Psyke, kan jo absolut kun have en ren Kærlighedssympati. Naar det er født med denne Sympati i sin Psyke, og som udelukkende er blevet affødt af de Lidelser, Væsenet har gennemgaaet i sin eenpolede Tilstand og ikke mere har Forelskelsesevnen eller ægteskabelige Tendenser, kan det kun føle den absolutte Menneskesympati i Renkultur, der jo er det samme som ren Kærlighed, og i Kraft af hvilken det er i Kontakt med Universets Grundtone. 2616. Det er i Kraft af den forannævnte Tilstand eller Kontakt, at Væsenets Intuitionsevne kan begynde at gøre sig gældende, og Væsenet i en tilsvarende Grad kan begynde at faa ægte kosmiske Glimt. Naar denne Sympatitilstand gør sig gældende i Væsenet, vil den i sin egen Natur drage sit Ophav lige saa stærkt imod Væsener af dets eget Køn som til Væsener af dets modsatte Køn. Men denne Udstraaling af Sympati er jo langt stærkere og mere ægte end den Sympati, der ellers udstraales imellem Væsenerne af samme Køn. Naar et Væsen med denne Sympati retter den imod et Væsen af sit eget Køn, kan det ikke undgaa at vække Opmærksomhed hos den, mod hvem den er rettet. Hvis den, den nævnte Sympati er rettet imod, er en meget stærkt eenpolet Mand, altsaa en Mand, der kun har Sympati for Væsener af sit modsatte Køn, fremkalder den hos ham en mere eller mindre stærk Antipati. Denne Antipati kan endog være saa stærk, at den ligefrem kan afføde Forfølgelseslyst hos dette endnu dyrisk polede Væsen. Hvis den her nævnte dob

2824 Livets Bog beltpolede Mand retter sin normale Sympati imod et Væsen af modsat Køn, altsaa imod en Kvinde, som er stærkt eenpolet, vil hun i Kraft af denne Sympatis stærke Udstraaling, der i sin ydre Fremtoning godt kan ligne Forelskelse, faa den Opfattelse, at det netop er en saadan Forelskelse eller Tilnærmelse, der skal berede Vejen for et mere intimt Par ringsforhold mellem hende og Sympatiens Ophav. Det er naturligvis en stor Gene for den paagældende Mand. Med Hensyn til Dobbeltpoletheden hos Kvinder kan det naturligvis afføde lignende ubehagelige Konsekvenser. Denne Omstændighed bevirker, at et saadant dobbeltpolet Væsen, hvis Væremaades normale Sympati nu er af en anden Art, som er langt stærkere og varmere end det almindelige eenpolede Væsens, maa holdes noget tilbage. Det paagældende Væsen maa saaledes udvise en imod sin virkelige normale Natur lidt køligere Fremtræden, der, uden at være umoralsk, nogenlunde ligner den Fremtræden, som det ordinære Hankøns- og Hunkønsvæsen udviser overfor sit eget Køn. Hvis det fremskredent udviklede, dobbeltpolede Væsen viser den Sympati eller virkelige Næstekærlighed, som er blevet Fundamentet i dets normale Væremaade overfor dets Omgivelser, vil en saadan Sympati vække Opsigt og Misforstaaelse og dens Ophav betragtet som abnormt. Uforstand, Antipati og Bagtalelse og eventuel Forfølgelse fra Omgivelsernes Side vil da følge i dens Fodspor. 2617. Hvis det fremskredent udviklede dobbeltpolede Væsen retter sin normale Sympati, som absolut ikke har noget med hverken Forelskelse og Parringsdrift at gøre, mod et Væsen af modsat Køn, vil dette Væsen meget let komme til at misforstaa Situationen og opfatte den nævnte dobbeltpolede Sympati, der i Virkeligheden er ren Næstekærlighed, som Forelskelse. Og det kan derved komme til at opfatte sig selv som Objektet for denne Forelskelse", ligesom Misforstaaelsen af denne Sympati eller Kærlighed ogsaa kan afføde en begyndende virkelig Forelskelse eller Genelskelse i det samme Væsen overfor det dobbeltpolede Væsen. Men da det udviklede dobbeltpolede Væsens Sympati er virkelig Næstekærlighed og

Det evige Liv 2825 ikke Forelskelse, kan en saadan Situation som den foran nævnte kun føre til aandelig Kortslutning eller ulykkelig Kærlighed" hos den eenpolede Part. Det fremskredent udviklede dobbeltpolede Væsen kan saaledes ikke i ret høj Grad vise denne sin uselviske Kærlighed overfor et stærkt eenpolet Væsen af modsat Køn uden i en meget modereret Form. Det kan derimod i en lidt større Grad udfolde noget af sin menneskelige Sympati overfor fremragende udviklede Væsener af sit eget Køn, idet disse Væsener naturligvis ikke finder paa at blive forelsket i denne Sympatis Ophav, selv om de kommer ud for den. Dette bevirker blandt andet, at Væsener med fremragende dobbeltpolet Sympati eller Næstekærlighed fortrinsvis bliver vænnet til at foretrække intime Venskaber og Forbindelser med Væsener af deres eget Køn. Og det er netop denne Situation, der vækker Opsigt hos det store Flertal af dets omgivende Medmennesker, idet disse jo endnu mere eller mindre er fremtrædende eenpolede Væsener og som saadan ikke kender til at føle nogen særlig eller virkelig Sympati for Væsener af deres eget Køn. For disse Væsener er det modsatte Køn endnu det primære Objekt for deres Sympati. Det er ikke saa mærkeligt, at saadanne Væsener ikke kan forstaa det dobbeltpolede Væsen, der synes at have den samme Sympati for Væsener af deres eget Køn, som de eenpolede Væsener har for det modsatte Køn. De kender jo ikke Løsningen paa dette for dem fremtrædende Mysterium. Jo mere sympatisk, det dobbeltpolede Væsen udfolder sig, desto større Mysterium forekommer dette Væsen at være for de uindviede eller stærkt eenpolede Væsener. 2618. Da nævnte dobbeltpolede Væsen har passeret hele Mørkets Sfære og oplevet dens Lidelser, har det en overordentlig stor Begavelse indenfor det humane Omraade og hermed indenfor det religiøse. Derfor er saadanne Væsener ofte i Spidsen for humane Missioner. I Kraft af deres Intuitionsevne faar de efterhaanden kosmiske Glimt, der udløser sig som Brudstykker af Livsmysteriets Løsning. De bliver Mestre" og Vismænd" indenfor højere religiøse Felter. De er paa Vej til at opleve Den store Fødsel" eller Indvielse. I Kraft af denne bliver deres Bevidst

2826 Livets Bog hed totalt overskygget af den hellige Aand, og de faar permanent kosmisk Bevidsthed, bliver eet med Gud, bliver eet med Vejen, Sandheden og Livet. De bliver saaledes totalt suveræne, og igennem deres permanente kosmiske Bevidsthed faar de Adgang til alle Livets største Oplysninger i fuld vaagen, fysisk Dagsbevidsthed. De ophører dermed efterhaanden at inkarnere i fysisk Materie. Dog kan de under særlige Forudsætninger inkarnere i fysisk Materie som sande Verdensgenløsere eller Messiasser. I denne Mission er de Talerør og Kanal for den Visdom og Kærlighed, der i de givne Situationer eller Epoker skal aabenbares for Menneskene for at orientere dem og føre dem fremad imod den store kosmiske Suverænitet eller de samme store Maal, som de selv har naaet og repræsenterer Opfyldelsen af. Er det ikke netop et saadant Væsen, vi genkender i Kristus? Viser ikke hans Bjergprædiken og øvrige Forkyndelse netop et saadant Væsen, der er blevet eet med Gud og dermed eet med Vejen, Sandheden og Livet? Havde han ikke ogsaa en saadan Alkærlighed, at han midt i sin Korsfæstelse, denne forfærdelige Lidelse, kunde elske sine Korsfæstere og ønske, at de ikke skulde komme til at faa nogen Gengældelse for den Smerte og Lidelse, de paaførte ham. Og havde han ikke ogsaa den kosmiske Viden, at han vidste, at disse Bødler i virkelig Forstand ikke vidste, hvad de gjorde? Bliver vi ikke her Vidne til en virkelig uselvisk Sympatiudfoldelse, der langt overstraaler den kunstigt opretholdte Parringssympati, vi kender under Begrebet Forelskelse"', og som i Realiteten kun kan opretholdes i Kraft af en lignende tilbagevirkende Forelskelse fra det Væsens Side, der er dens Objekt. Det var saaledes ikke Forelskelsessympati eller Parringskærlighed, der skabte Tilgivelsen og Forbønnen i Jesu Bevidsthed under hans Korsfæstelse. Det var heller ikke en saadan Sympatitilstand, der befordrede hans guddommelige Tale og Væremaade. Fra den lyser og funkler overalt kun den virkelige, totale Næstekærlighed, den Sympatitilstand, der faar Mennesket til at elske sin Næste som sig selv, den altoverstraalende Kraft, der er Guds Væremaade og Verdensaltets Grundtone og Livskraft.

Det evige Liv 2827 2619. Hvordan skulde en saa altoverstraalende Næstekærlighed kunne gaa i Spænd sammen med en blot og bar Parrings- eller Ægteskabssympati? Hvordan skulde et saadant Væsen som Kristus kunne opfylde et Ægteskabs Krav samtidigt med Opfyldelsen af hans Missions Krav? Hans Missions Krav var jo et fra hans egen Psykes Indre udgaaende altoverstraalende Begær efter at udfolde Guds Kærlighed og Visdom koncentreret i sin Væremaade til Hjælp for hele Menneskeheden. Hele denne hans guddommelige Tilstand var jo Virkningerne af hans udviklede, dobbeltpolede Natur. Hans Længsel efter at udfolde Kærlighed kunde umuligt tilfredsstilles, rent bortset fra at den ligesaa umuligt kunde være opstaaet, hvis det for ham havde været det primære at være bundet i Ægteskabets Paabud: derfor skal en Mand forlade Fader og Moder og holde sig til sin Hustru. Hvad er en saadan Kærlighed ved siden af en Kærlighed, der faar sit Ophav til at ønske at omfavne hele Verden, bringer det til at se Gud i alle Ting. Hvordan skulde Kristus og alle højere udviklede og indviede Væsener kunde udfolde deres Alkærlighed, hvis de skulde opfylde en Ægtefælles retmæssige Krav om at forlade andre Væsener og kun holde sig til sin Ægtefælle? Hvordan skulde Næstekær lighedspaabudet om at elske Gud over alle Ting og sin Næste som sig selv kunne opfyldes, hvis dette Krav ikke var noget, der skulde ophøre og Væsenet forandres fra Dyr til Menneske? Dette, at forlade Fader og Moder eller andre Væsener for at holde sig til sin Mage, er ikke andet, end hvad Dyret kan præstere i Udfoldelsen af sin Sympati. Men Livsloven fordrer urokkeligt Næstekærlighed eller Alkærlighed som Maalet for al Udvikling og ikke Forelskelse eller Ægteskab. Og naar man forstaar, at denne Kærlighedens altoverstraalende Væremaade er Grundtonen i hele Verdensaltet, og at Væsenerne ikke vil kunne blive helt fri af Mørket eller de ulykkelige Skæbner, uden at de faar udviklet denne Kærlighed i sig, der gør det til eet med Gud i sin Indstilling til alt og alle, bliver Dobbeltpoletheden absolutte livsbetingende Nødvendighed her til Kendsgerning for den udviklede Forsker.

2828 Livets Bog 2620. Uden Dobbeltpoletheden vil det levende Væsen umuligt kunne komme i virkelig Kontakt eller Harmoni med Universets eller Verdensaltets Grundtone. At være i Disharmoni med Verdensaltets Grundtone er den samme Situation som den, en Myg vilde befinde sig i, hvis den forsøgte at flyve imod Orkanen. Der er saaledes en overordentlig stor Grund til, at Kristus paabyder denne Kærlighed og viser med sin egen Væremaade, at Evnen til at udfolde en saadan Kærlighed virkelig kan opnaas. Da han netop var kommet til Verden for at være Aabenbaringen af det fuldkomne Menneske i Guds Billede efter hans Lignelse og saaledes var bestemt til at være Model for denne Udvikling af Menneskene, var han ikke fremtrædende som nogen ideel Ægtemand, ligesom hans Fødsel ogsaa var af Forældre, der ikke var gift. Der er ikke noget i hans egen Person, der synes at skulle være Model for Ægteskabet. Og det var heller ikke dette, han forkyndte som det allerhøjeste Ideal for Menneskene at opnaa. Det var udelukkende en langt højere Tilværelsesform. Tiden var kommet, da de kommende Generationers Mennesker vilde begynde at nærme sig denne højere Tilværelsesform. Den vilde begynde at vise sine Symptomer for Menneskene, saa den vilde kunne mærkes af dem, der var udviklet til at kunne forstaa den, som Søluften mærkes i Nærheden af Havet. Derfor var det netop saa magtpaaliggende for ham at vise - ikke saa meget Ægteskabsidealerne, som Menneskene saa udmærket kendte, men derimod Fremtidsidealerne, den nye og virkelige menneskelige Tilværelse, som de nu vilde begynde at møde Symptomerne paa. 2621. Det er forstaaeligt, at Mennesker, der i Øjeblikket er inde i en stærk Forelskelsesperiode eller befinder sig i Ægteskabets glansfulde Hvedebrødsdage, ikke med særlig Sympati eller Interesse ser paa nærværende Analyser af den absolutte og virkelige Kærlighed, idet det Lys, de lever i, overstraaler jo alt, hvad deres Sansesæt kan producere af Vellyst og Livsnydelse i Øjeblikket. Men nævnte Analyser er absolut heller ikke for disse Væsener. De skal blot lade dem ligge. Ingen som helst Personer, for hvem Ægteskabet endnu i stor Udstrækning er helligt og har

Det evige Liv 2829 Hvedebrødsdage hele Livet igennem, har absolut ingen som helst Grund til Ængstelse. Saalænge Væsenerne er organisk indstillet saaledes, at Ægteskabet endnu er en Livsbetingelse og Bærer af deres Livs Lys, vil der være Adgang til Ægteskab meget langt ud i Fremtiden. Saa de forelskede eller ægteskabshungrende Væsener behøver absolut ikke at føle hverken Ængstelse eller Antipati imod Ægteskabets Degeneration og Opløsning eller imod Mennesker, der mere eller mindre er udgaaet af Ægteskabets Zone, og i hvem Symptomerne paa den virkelige Alkærlighed mere eller mindre rene eller urene viser sig. Men da der nu er en relativ stor Procent af Mennesker, som er i Vildrede med deres egne ægteskabelige, kønslige eller seksuelle Problemer, er vi nødsaget til at fremkomme saa aabenlyst med nærværende Analyser. I modsat Fald vilde vi svigte vores Mission og overlade disse Mennesker til en mental Vildfarelse, der absolut maatte ende i en Mangfoldighed af Afsporinger. Og det er til disse Mennesker, nævnte Analyser er manifesterede og ikke til de Mennesker, der endnu befinder sig i lykkelige Ægteskaber. Det er blevet vor Opgave at underbygge Kristi kosmiske Udtalelser og retfærdiggøre hans Mission og dermed være med til at befri hans elskelige og guddommelige Udtalelser fra al den Overtro og Misforstaaelse, som i Dag praktiseres i hans Navn. 2622. Nu vil disse vore Analyser afføde i mange interesserede Mennesker Spørgsmaalet om, hvorledes den seksuelle Drift kommer til Udløsning hos det totalt dobbeltpolede Væsen, og vi skal derfor om lidt i det efterfølgende berøre dette Emne. Da de færdigudviklede dobbeltpolede Væsener paa Grund af deres særlige Polbalance ikke mere udgør noget Hankøns- eller Hunkønsvæsen, og deres her ind under henhørende eenpolede seksuelle Organer som Følge heraf efterhaanden er overgaaet til kun at eksistere som Rudimenter, foregaar Udløsningen af den højeste Ild hos disse færdigudviklede og af Reinkarnationen frie Væsener naturligvis ikke mere i Form af den dyriske Parrings- og Forplantningstilstand, saaledes som Tilfældet er med de endnu ufærdige fysiske Jordmennesker. 2623. Vi har set, at den dyriske Parringsakt i sin totalt normale Ud 37 Livets Bog VI.

2830 Livets Bog foldelse forbinder to Væsener i et Glimt af fælles Vellystfornemmelse, der i det givne Øjeblik ligesom forener de to Væsener til eet. Denne Vellyst vil nærmest være at betegne som en Salighedsrus, der ud over selve Akten efterlader de to Væsener i en sammensmeltet fælles Glæde over hinandens gensidige seksuelle Besiddelse, Kontakt eller Sammenknytning. Det er denne Sammenknytning, der udgør det virkelige absolutte kosmiske Ægteskab, hvad enten Parterne er højtideligt kirkeligt eller juridisk viede eller ikke. Saalænge denne Sammenknytning og seksuelle Kontakt mellem de to Parter eksisterer, er de altsaa virkeligt gifte i Kraft af Naturens egne og evige Love. Paa samme Maade eksisterer et saadant kosmisk eller virkeligt Ægteskab ikke mere, hvis den nævnte Kontakt er kortsluttet, ligegyldigt om de paagældende Parter har autoriseret Vielsesattest eller ikke. 2624. Vi ved ogsaa, at den omtalte Parringsakts bærende Kraft er en kunstigt opretholdt Sympatitilstand, vi kender som Forelskelse. Vi kender ogsaa denne Sympatis store Velsignelse for Væsenerne i Dyreriget og ligeledes for de ufærdige Mennesker, i hvis Sfære den absolutte eller virkelige Kærlighed endnu i en overvældende stor Udstrækning kun er Utopi eller en smuk Fremtidsdrøm, og Væsenerne derfor lever i Krig med hverandre. I nævnte Sfære vilde der jo slet ikke være nogen som helst Mulighed for at opleve Sympati, hvis ikke Parrings- eller Forelskelsessympatien i Kraft af Eenpoletheden automatisk bragtes frem til Udløsning i Væsenet. At denne Sympati ikke er Kærlighed, afslører sig igennem den mentale Tanketilstand, der hedder Skinsyge og Jalousi. Forelskelsessympatien fordrer absolut gensidig Forelskelse mellem Parterne. Hvis en af Parterne kommer til at vise Sympati eller Forelskelse for et andet Væsen end Ægtemagen, bliver denne sidstnævnte Part som Regel ulykkelig, bitter og vred, ja, denne Tilstand kan endog føre til Mord og Selvmord. Forelskelsessympatien er saaledes ikke uselvisk. Den forelskede Partner taaler absolut intet andet Objekt for den Forelskelse, som det selv er Genstand for hos et andet Væsen. Den er altsaa et Middel, ved hvilket Væsenerne under visse særlige Betingelser kan opleve en vis Lykke eller Glæde under deres

Det evige Liv 2831 Passage igennem den Del af Spiralkredsløbet, hvor der ud over Forelskelses- og Afkomssympatien ikke eksisterer andet end næsten Dødsfjendskab imellem Væsenerne. Samtidig med, at den saaledes lader Væsenerne opleve smaa Glimt fra det Paradis, som de engang har forladt, og skaber Afkomsbeskyttelse, udgør Forelskelsen som nævnt en Realitet, ved hvilken Skinsygen fødes. Denne er igen Roden til absolut alt det Onde". Den bliver saaledes identisk med den dybeste direkte eller indirekte Aarsag til alle ulykkelige Skæbner og det heraf affødte Ragnarok eller Helvede. Vi ser derfor her, at Menneskene umuligt kunne blive fuldkomne og befriet fra ulykkelige Skæbner i Kraft af Eenpoletheden. 2625. Medens Eenpoletheden saaledes er et Redskab for Skabelse af Mørket, bliver Dobbeltpoletheden et Redskab for Væsenets Oplevelse og Skabelse af Lyset eller den totale Næstekærlighed. Dobbeltpoletheden sande Sympati er ikke paa nogen som helst Maade kunstig. Den er en gennem Væsenets Passage af Spiralkredsløbets Mørke affødt virkelig guddommelig Energi. Det er denne Energi, der som bekendt er udtrykt som den virkelige og absolutte Næstekærlighed". Den afviger fra Forelskelses- eller Parringssympatien derved, at den er totalt uselvisk. Den udgør en Evne, der automatisk bringer sit Ophav i en Lyskontakt med Guddommen og alle levende Væsener og kommer naturligvis til sin Kulminationsudløsning i det totalt fuldkomne Menneske i Guds Billede. Den udgør saaledes den totale Opfyldelse af Livsloven eller dette, at elske Gud over alle Ting og sin Næste som sig selv. Det dobbeltpolede Væsens Sympati for et andet Væsen er saaledes ikke en akut Sympati, men en permanent og urokkelig Egenskab ved sit Ophav. Den udgør en permanent sjælelig Tilstand, der udstraaler en altgennemtrængende, kulminerende Kærlighed og Visdom i Renkultur. I Kraft af den bliver Væsenets Væremaade i alle sine Slutfacitter urokkeligt til Glæde og Velsignelse for levende Væsener. Den er Fundamentet for selve Guddommens Bevidsthed og Væremaade. Igennem den udvikles Intuitionsevnen i Kraft af hvilken, det levende Væsen faar Adgang til Kosmisk Bevidsthed", hvilket vil sige: 37*

2832 Livets Bog en psykisk, organisk Struktur, ved hvilken Væsenet bliver i Stand til at opleve den allerhøjeste Viden eller selve Livsmysteriets Løsning. Det er i Kraft heraf, at Væsenet kommer til at opleve sig selv som værende eet med Gud". 2626. Dette forannævnte straalende og fuldkomne Menneske er paa Grund af sin Polbalance ikke noget Hankønsvæsen eller Hunkønsvæsen. Som Følge heraf har det heller ikke mere de herfor gældende seksuelle Organer. De eksisterer kun som Rudimenter og kan derfor ikke mere være Redskaber for Udløsningen af den højeste Ild. Men det betyder absolut ikke, at Væsenerne derfor er uden nogen Nydelse af den højeste Ild, det tidligere oplevede igennem den dyriske Parringsakt med et Væsen af modsat Køn, tværtimod. Medens den sidstnævnte Akt kun var en momenteller glimtvis Oplevelse af den guddommelige Salighed udløst ved en kunstig Sympatitilstand, udgør det færdigudviklede kosmiske Menneskes Oplevelse af den højeste Ild en permanent og uafbrudt Saligheds- eller Lykketilstand, der kommer til Udløsning i alle Væsenets Kontakter med andre levende Væsener i de høje overfysiske eller aandelige Tilværelsesplaner, hvor de hører hjemme. For at forstaa denne Udløsningstilstand maa man her erindre sig disse Væseners Psyke, som fremtræder i en saadan Hundrede Procents Opfyldelse af Kærlighedsloven, der er det absolut eneste, der giver Adgang til en permanent Kulmination i Livets højeste Vel behagsfølelse og den heraf følgende tilsvarende Glæde ved at være til. Den Lykke- og Velbehagsfornemmelse, som de fysiske Væsener i heldigste Tilfælde kun sparsomt kan opleve i Kulminations glimt gennem en Parringsakt som en seksuel Udløsning med en Partner af modsat Køn, opleves her ikke som et Glimt, men derimod som et permanent, mentalt Solskin, der er den største Nydelse for en selv at udstraale overfor andre Medvæsener, ligesom det er en tilsvarende Nydelse selv at blive Genstand for dette Solskin fra Medvæsenernes Side. 2627. Men hvordan kan Væsenerne være fyldt med et saa overdaadig mentalt Solskin, at det ligefrem udgør deres primære, permanente Ud

Det evige Liv 2833 foldelse af Væremaade? For at forstaa dette maa man her huske paa, hvilken Omskabelse der er foregaaet med Væsenet, fra det var et ufærdigt Menneske, ja endog, som vi har set, fremtrædende med Djævlebevidsthed, og til det blev det totalt fuldkomne Menneske i Guds Billede efter hans Lignelse og blev hjemmehørende i Livets højeste aandelige Sfærer eller Verdener. Et saadant Væsen har absolut ikke mere, saaledes som det ufuldkomne Menneske, nogen som helst Form for dyriske, hvilket vil sige: ukærlige, Tendenser. Det er udstyret med en Kærlighedsevne, der gør det til den allerstørste Salighedsnydelse at kærtegne sin Næste, udløse over denne sine allerhøjeste sympatiske, kærtegnende Virkninger, ligesom det er den samme Nydelse at være Genstand for den samme Kærlighedsudfoldelse fra sin Næstes Side. Denne den absolutte Kærlighed er saaledes det altoverskyggende, bærende Fundament i de højeste Verdener. Her er ingen Babystadier, her er ingen Alderdom, her er ingen Sygdomme, her er ingen, der kommer til Skade eller bliver lemlæstet, her er ingen Død. Her eksisterer en evig Ungdom, der med dens altoverstraalende Skønhed funkler ud fra alle Væsener og gør dem til urokkelige ikke Forelskelsesobjekter, men til Kærlighedsobjekter for hverandre. Det er derfor den største Nydelse for Væsenerne her at møde hinanden og være eet med hinanden, give hinanden Livsfornyelse eller Næring for deres største Velbehagsfølelse eller Salighed. I Sandhed, her er Himmeriges Rige. Her eksisterer den højeste Ild eller den evige Seksualisme i sin højeste guddommelige Renkultur som Fundamentet for de levende Væseners Indlemmelse i Universets Grundtone som identisk med Guddommens primære Bevidsthedsorganer. Deres Manifestation og Væremaade er Aabenbaringen af den totale hellige Aands" Verden i Renkultur. Alt her er Solskin, alt er Lys, Lykke og Glæde, alt er Kærtegn, udformet og frembragt igennem Væsenernes allerhøjeste kulminerende Kapacitet i kosmisk Videnskab, kunstnerisk Skabelse og Kulmination i Næstekærlighed. Denne Livets allerhøjeste guddommelige Væremaade gør urokkeligt alle levende Væsener her til gensidige lysende og varmende Kærligheds

2834 Livets Bog objekter for hverandre. Og alle bliver i denne kulminerende Kærlighed eet med hverandre, ligesom de ogsaa her er eet med Gud. Alle Oplevelser her er Lysets Kulmination. Alt er Salighed, alt er Skønhed, alt er Glæde. 2628. Da Væsenerne her i denne forannævnte guddommelige Sfære absolut kun kan manifestere Kærlighed og ikke nogen som helst Form for Disharmoni, Antipati eller den saakaldte Ondskab", sligt kan umuligt finde Sted i Kærlighedens Hjemstavnssfærer eller de aandelige Verdener i Renkultur, vil ethvert Møde med et Medvæsen være ligesom et Møde med en elsket, være Mødet med sit Kærlighedsobjekt. At komme ind i denne altoverstraalende gensidige Kærlighedsmanifestation med et Medvæsen er Kulminationsoplevelsen af den højeste Ild. Det er de højeste Verdeners Manifestation af Princippet Seksualisme". De højeste Verdeners Seksualisme eller Oplevelse af den højeste Ild forekommer saaledes ikke her som sparsomme eller meget begrænsede af Forelskelse og Parringsakter udløste Lys- eller Saligheds glimt i en lidelsesfuld kold dg mørk Verden, hvis Atmosfære undertiden forgifter disse Lys- eller Saligheds glimt, saa de bliver dødbringende eller skaber Ragnarok eller Helvede der, hvor de som en Straale fra Guddommens eller de højeste Verdeners Lysvæld skulde skinne, lyse og varme for det jordiske Menneske eller for alle de Væsener, der endnu maa vandre i Livets natsorte Mørkesfærer. De højeste Verdeners Seksualisme eller Oplevelse af den højeste Ild er saaledes ikke en glimtvis eller akut Oplevelse af en kunstig opretholdt Sympati, saaledes som Tilfældet er med Væsenet i dets eenpolede Tilstand i de fysiske Sfærer. Den udgør derimod en permanent Oplevelse af den virkelige og absolutte Kærlighedsmanifestation, hvis permanente Tilstand befordres eller opretholdes i Kraft af den Fornyelse eller livgivende Kraft, der altid uundgaaeligt opstaar der, hvor to virkelige Kærlighedsvæsener mødes og kommer i Kontakt med hinanden. Denne Kontakt er ikke en Parringsakt eller en Forplantningsproces, saaledes som den er hos Dyrene og de ufærdige Mennesker, fordi den her er et vigtigt Led i Befordringen af Reinkarnationens Mulighed. Den højeste Ilds primære Væsener er jo ikke

Det evige Liv 2835 fysiske Væsener. De er forlængst blevet fuldkomne og derfor færdige med Reinkarnationen eller Genfødelsen. Deres Hjemstavn er derfor de højeste aandelige Verdener. Den højeste Ild eller Udløsningen af det seksuelle Princip bliver derimod at betragte som de aandelige Verdeners Ernæringsprincip. De aandelige Væseners Føde er hverken Planters eller Dyrs Organismer, det er hverken vegetabilske eller animalske Produkter. De aandelige Væsener er psykiske Væsener i Renkultur og skal have psykisk eller aandelig Næring. De aandelige Væseners Almentilstand eller Almenbefindende er de Bevidsthedstilstande, vi kalder: Livslyst, Glæde og Salighed. En saadan Tilstand i Renkultur kan absolut kun faa sin Næring igennem Væsenernes gensidige Kærlighedsmanifestation og den heraf affødte gensidige og uselviske Given sit Liv for hinanden. 2629. I de højeste Verdener eller den højeste Ilds primære Zone eksisterer der ikke nogen som helst Følelse af Ejendomsret overfor noget Medvæsen. Her forekommer ikke noget som helst Krav eller Begær efter, at noget Medvæsen skal være saadan eller saadan. Alle er her fuldkomne og passer totalt ind i hverandres Sind og Væremaade. Ingen kan her hverken saare eller fornærme hinanden. Alle dyriske Bevidsthedsvibrationer kan umuligt forekomme her. Det er den største Nydelse for Væsenerne her at møde hinanden, kærtegne hinanden og give hinanden Livsfornyelse eller Næring for deres Livslyst, Glæde og Salighed. 2630. De højeste aandelige Væsener er saaledes fyldte med den højeste Ilds Solskin. Som vi har set, er dette Væsenernes Solskin en gensidig Kulminationsudløsning af Kærlighed i ethvert af de paagældende Væseners Møde med et Medvæsen. I denne Kulminationsudløsning bliver ethvert Møde med et Medvæsen saaledes, som før nævnt, den allerhøjeste Nydelse, Lykke og Salighed. Denne Lykke og Salighed ligger altsaa til Grund for hver eneste Handling, hver eneste Detaille i disse aandelige Væseners Væremaade, deres Udfoldelse af Viden og Kunnen eller i alt, hvad de overhovedet kan yde af Aabenbaring af Verdensaltets og dermed af Guddommens Sjæl og Aand, Bevidsthed og Væremaade. Guds Skabelse

2836 Livets Bog af Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse er her fuldbyrdet. Alt er her i disse Livets højeste Oplevelses- eller Tilværelsessfærer Oplevelsen og Manifestationen af Guddommens primære Bevidsthed i Renkultur. Væsenerne er eet med Gud i Verdensaltets allerhøjeste og evige Lyssfærer. Helvede eller Ragnarok er her kun meget abstrakte Begreber om fjerne tilsyneladende uvirkelige Foreteelser, der umuligt kan blive til Virkelighed i dette Guddommens altoverstraalende primære Livsdomæne eller i de kosmisk bevidste Væseners Hjemstavnszone. 2631. Guds Skabelse af Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse er saaledes her i disse høje Sfærer en Kendsgerning. Og det er det Lys, der har gjort disse Sfærers Væsener fuldkomne, der nu saa smaat er begyndt at skinne som det menneskelige" i det jordiske Menneske. At være med til at give dette Lys eller Kærlighedens begyndende Solskin Kraft i de ufærdige jordiske Menneskers Sjæl, Bevidsthed, Psyke og Væremaade er Livets største Bud eller Krav til de jordiske Mennesker i Dag. Uden dette Kravs Opfyldelse vil der aldrig kunne blive Fred i Verden. Intet som helst Væsen vil kunne faa kosmisk Bevidsthed eller blive eet med Gud uden dette Kravs Opfyldelse eller Kærlighedens Vækst og Fuldkommengørelse i dets Psyke. 2632. Det fuldkomne Menneskes totale Kærlighed er saaledes den allerhøjeste Sympati, der overhovedet kan manifesteres af et Væsen overfor et andet. Den er saa stærk, at der ikke findes den Lidelse, som Væsenet ikke vilde paatage sig for sin Næste, hvis Lidelse overhovedet kunde finde Sted i de højeste Verdener. En saa udviklet Sympatifølelse eller Kærlighed blev Væsenet jo udviklet til, inden dets Reinkarnation i den fysiske Materie ophørte. Det var netop Evnen til uselvisk at føle denne Kærlighed for sin Næste, der var Betingelsen for Væsenets Frigørelse fra Reinkarnationen eller de tilbagevendende Genfødelser i fysisk Materie, hvorved det blev hjemmehørende Borger i Kulminationszonen af Guds Rige, de højeste Verdener, der allerede her paa Jorden er betegnet som Himmeriges Rige". Saaledes at elske andre Væsener næsten højere end

Det evige Liv 2837 sig selv, og ligeledes selv at blive elsket af Medvæsenerne med den samme urokkelige Sympati, er jo den højeste guddommelige Foreteelse, der absolut kun kan udtrykkes som Guddommens eget Straalevæld. Det er ikke saa mærkeligt, at Væsenerne her er eet med Gud. Hvad er en Forelskelsessympati i Forhold til en saadan kulminerende Hengivenhed eller altoverstraalende Kærlighed. Man forstaar ogsaa, at der her absolut ikke er Brug for nogen som helst Forelskelsesproces eller kunstig Frembringelse af Sympati, ligesom den til Forelskelsen knyttede Forplantningsproces er totalt overflødig. Her er derfor ingen Ægteskabsløfter, ingen Utroskab, ingen ulykkelig Kærlighed, ingen seksuelle eller erotiske Udskejelser eller Perversiteter, alt kan her absolut kun foregaa normalt. Da alle Væsener her er totalt fuldkomne, eksisterer der ikke her Invaliditet eller Læderinger af Væsenernes Manifestationslegemer. Her kan saaledes absolut ikke forekomme Sygdomme af nogen som helst Art. Alle færdigudviklede og af Reinkarnationen frie Væsener lever uafbrudt i Passagen fra Menneskeriget, ind i Visdomsriget, ind igennem den guddommelige Verden og til Slut ind i Salighedsriget. Væsenernes evige Tilværelse kommer saaledes her frem i sin højeste for Sanserne direkte tilgængelige Form i deres dagsbevidste Oplevelsesomraade. Her i de fuldkomne Væseners Sfærer forekommer der heller ikke nogen Babystadier, og her er ingen Alderdom. De aandelige Legemer fornyes og vedligeholdes i en uafbrudt permanent Standard og afbrydes ikke ved nogen som helst Reinkarnation, saaledes som Tilfældet er med Væsenernes fysiske Legemer. Man maa her huske paa, at det færdigtudviklede dobbeltpolede Væsen, paa Grund af dets særlige Polbalance, ikke er noget Hankøns- eller Hunkønsvæsen. 2633. I Henhold til, at det fuldkomne Menneske ikke er noget Hankøns- eller Hunkønsvæsen, er deres tilsvarende under disse Tilstande henhørende seksuelle Organer som før nævnt overgaaet til kun at eksistere som Rudimenter. Udløsningen af den højeste Ild hos de færdigtudviklede og af Reinkarnationen frie og dermed totalt aandelige Væsener

2838 Livets Bog udløses ikke mere som en dyrisk Parrings- eller Forplantningsakt, saaledes som Tilfældet er hos de endnu ufærdige fysiske Mennesker. Den højeste Ild eller den seksuelle Kraft er nu, takket være Dobbeltpoletheden, overgaaet til at være Kulminationsoplevelsen af en gennemtrængende Behagsoverstraaling af den mest ophøjede, guddommelige Energi, der findes. Denne Energi udgør den absolutte Kærlighed i sin totale Renkultur. Denne guddommelige gensidige Overstraaling udløser sig i en Kontakt, der bliver en kulminerende eller højeste fælles Lysoplevelse for begge de paagældende Partnere. Denne Lysoplevelse er de aandelige Væseners seksuelle Udløsning. Denne Udløsning er her helt igennem en psykisk Proces og udløses som nævnt i hvert enkelt Væsens Tankeudstraalings Forbindelse med et andet tilsvarende aandeligt Væsens Tankeudstraaling. Den Kontakt, som disse to Væseners gensidige Bevidst hedsudstraaling forbinder sig i, skaber i begge de to ophøjede Væsener den allerhøjeste Fornemmelse af guddommeligt Lys. Den udgør for begge Parter i Virkeligheden den højeste Fornemmelse af Mødet med Gud. De to Væsener udgør hver især for hinanden i denne Kontaktoplevelse saaledes den allerhøjeste Behagsfornemmelse, der overhovedet kan blive tilgængelig for Sansning. Hvordan skulde Gud kunde aabenbare sig i Materie eller blive synlig i en højere og fuldkomnere Form end i et af ham selv udviklet Aabenbaringsorgan: Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse? Har han ikke netop ført dette Væsen igennem Kulminationen af Verdensaltets Mørkekontrast og i Kraft af dette ført det samme Væsen frem igennem Kredsløbsprincippets allerhøjeste Lyskontrast eller Lyskulmination og derved indviet Væsenet i den allerhøjeste Visdom eller virkelige, absolutte Viden og Alkærlighed og dermed indtil Genialitet eller den højeste Fuldkommenhed gjort det til Ekspert i Livsmysteriets Løsning og dermed i Guddommens alvise, alkærlige og almægtige Væremaade. Hvordan kan Guddommen aabenbare sin Bevidsthed, sine Ønsker, sit Begær og sin Villie uden igennem dette hans højest udviklede Manifestations- og Oplevelsesorgan? Over det fuldkomne eller færdige

Det evige Liv 2839 Væsen i Guds Billede, eksisterer der absolut kun Guddommen selv. Derfor kan der ikke eksistere noget som helst højere Bevidsthedsorgan for Guddommen end de Væsener i Kredsløbene, der kulminerer i den højeste Visdom, Kærlighed og den heraf følgende Almagt. Igennem disse Væsener aabenbarer Guddommen sin Bevidsthed og Væremaade. Og over denne kan der saaledes ikke eksistere nogen højere Verden. Og der, hvor der ingen Verden er, kan der ikke eksistere noget sanseligt. Og hvor der ikke er noget sanseligt, kan der ingen Sanser skabes. Og hvad skulde vel ogsaa disse Sanser bruges til der, hvor der intet er at sanse. Og hvordan skulde et Sanseredskab, der er hundrede Procents fuldkomment, kunne være bedre eller være af en højere Struktur? Kærlighedsvæsenerne eller de totalt fuldkomne Væseners Tankeudstraaling er altsaa saa fuldkommen og færdigudviklet, at ethvert Møde mellem disse Væsener indbyrdes udløser en gensidig Oplevelse, der fornemmes som selve Oplevelsen af Guddommen og gør saaledes alle disse Væseners Tankekontakt eller Møde med hinanden til et virkeligt Samvær med Gud. Den kulminerende Visdom, den kulminerende Skabelse, den kulminerende Kærlighed, de aabenbarer for hinanden i deres Tankeudstraalings Kontakt er det højeste af alt, hvad der overhovedet kan manifesteres af den absolutte Kærligheds kulminerende Aspekter i Renkultur. I dette Væsenernes kosmiske Mødes Straalevæld og den heraf følgende Kontaktudløsning oplever de sig selv som Tidens og Rummets Herrer i Form af Evigheden og Uendeligheden og dermed deres absolutte Identitet med Guddommens evige Jeg, Guddommens evige Oplevelse. I denne Livets allerhøjeste, guddommelige Bevidsthedstilstand og Væremaade kan Væsenerne nu i fulde Drag i umindelige Tider leve og nyde Livets højeste lysende og varmende, kosmiske Solskin ved Guddommens Hjerte, indtil en, i en umaadelig fjern Fremtid, opstaaende overdaadig Mættelse af dette guddommelige Lys og den heraf affødte Længsel efter Modsætningen til nævnte ophøjede Lys, atter fører Væsenerne frem til et nyt kosmisk Spiralkredsløbs Reinkarnationsepoke i fysisk Materie paa det materielle

2840 Livets Bog Tilværelsesplan. Her faar de alle Længsler efter Modsætningen til det guddommelige Lys tilfredsstillet eller mættet. I Kraft af denne Mættelse af Mørket gaar Væsenerne atter ind i en umaadelig Tidsepoke af Lysoplevelser og Lysmanifestationer i den ny Spirals kosmiske Verdener. Disse Lysoplevelser er Væsenernes Oplevelse af deres Identitet med Guddommen, Evigheden og Uendeligheden. Deres Lysmanifestationer er Guddommens igennem deres Skabelse aabenbarede, kulminerende Alkærlighed i Form af dens Mangfoldighed af forskellige Former for hjertevarmende og lysende Kærtegn. De udgør alle, i denne Lysets højeste Epoke, selve Guddommens Kærlighedsorganer. 2634. Efter at have faaet dette Indblik i denne den højeste Ilds kulminerende Lysverden er det ikke vanskeligt at se, at det er dette Lys, der i en Latent- eller Mindsteudfoldelse skinner igennem de jordiske, fysiske, eenpolede Væseners seksuelle Udløsning i Parringsakten. Da disse Væsener i deres fysiske Tilstand befinder sig i en fysisk Organisme, er den højeste Ilds Manifestation baseret paa at kunne udløses igennem denne Organisme. I denne er der derfor indbygget en organisk Struktur, igennem hvilken den sparsomme Straalefunktion fra den højeste Ild kan komme til Udløsning. Disse Organer kender vi som identiske med de saakaldte Kønsorganer". Disse er bygget op af en saa fin Materie, at den højeste Ilds Straaleenergi her kan fornemmes af disse Organers Ophav som selve Kulminationen af Behagsfornemmelse, naar disse Organer bringes i en arbejdende Berøringskontakt med et andet, af modsat Køn fremtrædende, eenpolet Væsens seksuelle Organer. Denne den højeste Ilds Energi kan saaledes kun komme til normal eenpolet Udløsning i en Parringsakt mellem et Hankønsvæsen og et Hunkønsvæsen. Og selv om den her kun udgør en glimtvis Oplevelse og kun kan komme til Udløsning ved en kunstig Organproces, saa skaber den dog i de givne Øjeblikudløsninger indenfor sit Omraade en Aabenbaring af den højeste Nydelse eller Behagsfornemmelse, der overhovedet kan skabes mellem to Væsener. Det er tydeligt her at se, at den udgør den højeste Ild eller Lyset fra de aller

Det evige Liv 2841 højeste Verdener. Den er i sin eenpolede Udløsning ogsaa her Kulminationen af to Væseners højeste Sympatifølelse for hinanden. Selv om denne Sympatifølelse er kunstigt frembragt, er den meget effektiv. Hvis de to Væsener er hinandens Forelskelses totale eller fuldkomne Objekt, afføder den en ikke ringe gensidig vidunderlig, skøn og varm Lysatmosfære for Parterne i Udløsningsøjeblikket. Det er denne Lysoplevelse, der danner Fundamentet for saadanne to Parters relativt lykkelige og varige Samliv. 2635. Men denne Lykke er heller ikke uden Betydning for Omgivelserne. Den kan ogsaa til en vis Grad forskønne den daglige Livsoplevelse for Væsener helt udenfor de, af den højeste Ild overskyggede, eenpolede Væseners egen Race eller Art. Akten er i sig selv ligefrem en Sympatirus, i hvilken Væsenerne er opfyldte af at indynde sig og gøre sig meget behagelig for den anden Part. Indenfor et lille Omraade ser vi saaledes her et meget lille Glimt af den dobbeltpolede Salighedstilstand, som, vi saa, var permanent og almengældende i de højeste Verdener. Forskellen er bare den, at den i de højeste Verdener ikke er en sparsom eller kunstig opretholdt Sympatitilstand, der binder eller parrer Væsenerne i meget ufrie Samliv eller Ægteskab. Her er det en virkelig permanent Sympati imellem Væsenerne, der paa Grund af deres Dobbeltpolethed udløses ved ethvert Møde mellem disse aandelige Væseners Tankeudstraaling. Den Kontakt, som disse to Væseners Tankeudstraaling ved dette Møde afstedkommer, skaber urokkeligt fuldkommen Salighed og Velvære. Alle Væsener lever derfor her i en permanent Lykke- eller Salighedsrus i hinandens Selskab. Denne Lykke- eller Lystilstand er intellektualiseret, eftersom den er baaret af virkelig Kærlighed, der netop er det samme som intellektualiseret Følelse. Den er altsaa meget forskellig fra Forelskelsessympatien, idet denne er totalt uintellektualiseret. Det er derfor, man siger om denne Sympati, som man tror er det samme som Kærlighed, at Kærlighed gør blind". Den virkelige Kærlighed er fuldstændig baaret og reguleret af Intellektualitet, saaledes at den aldrig kan komme i Kon

2842 Livets Bog eksisterer og op flikt med den Logik, i Kraft af hvilken Verdensaltet retholdes. 2636. Selv om Forelskelsessympatien ikke kan maale sig med Kærlighedssympatien i Udløsningen af Aabenbaringen af den højeste Ild, og ligesom den føre til en almen permanent kulminerende Udfoldelse imellem alle Væsener, saa er det alligevel den, der faar Væsenerne til i deres eenpolede Tilstand at sprede oplivende eller lysende Atmosfære omkring sig paa det fysiske Tilværelsesplan. Det er denne Dyrenes Lykke, vi kan takke for Lovsangene fra de Tusinder af smaa Struber om Foraaret ved Løvets Gennembrud. Det er denne Salighed, vi hører i Gøgens Kuk-kuk, i Stærens Fløjt, Nattergalens og Droslens Triller i de grønne Lunde. Det er den samme Lykkefølelse, der aabenbares igennem Lærkens Sang og Vibens Skrig over Mark og Eng og ligeledes i Frøernes monotone Kvækken i Kær og Mose. Den gør al eenpolet Seksualisme i Renkultur til Hvedebrødsdage eller til et oplivende, sølverne Maaneskin for dens Ophav i deres Ragnaroks Mørkesfære. Den er et Genskin af de højeste Verdeners kosmiske Solskin, aabenbaret igennem fysiske Organismer i Livspanoramaets evige Nat. Uden dette Lys i Spiralkredsløbets Mørke, maatte Helvede her være i Renkultur eller totalt blottet for himmelske Kræfter, hvis der i saa Tilfælde overhovedet kunde være Tale om nogen som helst Manifestation eller Oplevelse af Livet. 2637. Vi er nu kommet saa langt igennem vor Rejse i Livsmysteriets Løsning, at vi er kommet til Vejs Ende og har naaet vort Maal, nemlig dette, at opleve denne Løsning. Hvorfor har vi interesseret os for denne Løsning? Vi har foretaget denne vor store Analyserejse igennem Livs oplevelsernes og Manifestationernes gigantiske Spiralkredsløb for der at iagttage Livets og Tilværelsens allerhøjeste, evige Principper og Love, altsaa de Principper og Love, der aldrig nogen Sinde er blevet skabte, men i al Evighed har været til og i al Evighed vil fortsætte med at være til, de Love og Principper, der hinsides al Sansning i sin uadskillelige Kombination udgør det guddommelige Noget, som er". Vi har set, at dette

Det evige Liv 2843 Noget" er Livets absolut første Aarsag. Denne Aarsag afviger fra alle andre eksisterende Aarsager derved, at den ikke som disse er et Resultat af andre forudgaaende Aarsager. Den kan derfor ikke være identisk med den uafbrudte Aarsags- og Virkningskæde, der udgør Livets Oplevelse og Manifestation. Men da den ikke kan være dette, kan den udelukkende kun være denne Aarsags- og Virkningskædes absolutte Ophav. Men da nævnte Aarsags- og Virkningskæde er selve Livets Oplevelse og Manifestation, ser vi saaledes her, at denne Livets første Aarsag, som altsaa ikke har en forudgaaende Aarsag og derfor i sig selv udgør en aarsagsløs Aarsag", uundgaaeligt er det Noget", der oplever og manifesterer Livet. Og vi finder altsaa her dette Noget" som det oplevende og manifesterende Jeg" bag alle eksisterende levende Væseners Organismer eller Legemer. Men det er ikke blot i de mellemkosmiske levende Væseners Organismer, vi har oplevet dette Jeg's Eksistens. Da ingen som helst Bevægelse kan finde Sted uden i sin højeste Analyse at være et Led i en Skabelse, og Skabelse ikke kan eksistere uden at have et levende Væsen til Ophav, bliver vi saaledes Vidne til, at denne aarsagsløse Aarsag, dette guddommelige Noget, som er", ikke blot kommer til Syne som Jeg'et i de levende mellemkosmiske Væsener: Planter, Dyr og Mennesker, men ogsaa kommer til Syne bag alle andre Bevægelser i Naturen, hvilke Bevægelser da ogsaa viser sig at være logisk Skabelse, selv om det ikke i saa udpræget en Grad kommer til Syne som i de kendte levende Væseners Manifestationer, der meget let kan iagttages som Livsudtryk. Da Skabelsesprocesserne i Naturen omkring de levende Væsener saavel i Mikrokosmos og Makrokosmos, er ligesaa logiske, ja er endnu mere logiske end de ufærdige Menneskers Skabelse, idet de alle i deres Slutfacit udelukkende er til Glæde og Velsignelse for levende Væsener, møder vi saaledes her bag Naturens Skabelsesprocesser ogsaa dette guddommelige Noget, som er". Det er saaledes ikke blot Planternes, Dyrenes og Menneskenes Livsformer og Manifestationer, der udgør urokkelige Livsytringer. Vi møder saaledes i de saakaldte Naturens Kræfter", under hvilke, ikke blot Elementerne og

2844 Livets Bog Klimaforhold, men ogsaa Kloder, Sole og Mælkeveje henhører, dette guddommelige Noget, som er". Der er saaledes urokkeligt et Jeg" bag disse Kræfter eller Gigantmanifestationer, hvorved disse ogsaa bliver synlige som Livsytringer". Vi er saaledes blevet Vidne til, at alt er levende. En hvilken som helst Bevægelse, stor eller lille, kan ikke eksistere uden at være et Led i en Skabelse. Da denne Skabelse i sit Slutfacit er hundrede Procents logisk, hvilket vil sige: er til Glæde og Velsignelse for levende Væsener, er den Udtryk for et forudgaaende Jeg's Begær efter at manifestere denne Glæde og Velsignelse. Vi har saaledes set, at alle eksisterende Manifestationer uden Undtagelse er levende Væseners Manifestationer. Vi har set, at disse Manifestationer eller Skabelser foregaar ved Hjælp af de levende Væseners Organismer. Uden disse vilde en hvilken som helst Skabelse være en total Umulighed. Organismer udgør saaledes hver især et livsbetingende Skaberredskab for sit Ophav, hvilket altsaa vil sige: Jeg'et eller det guddommelige Noget" bag Organismen. Da alle Organismer er bygget saaledes op, at de danner Manifestationsredskab for sit Ophav eller Jeg, men samtidigt ogsaa udgør Univers eller kosmisk Livs- eller Opholdsrum for de i denne eksisterende Mikrovæsener, ligesom vi selv med vore egne Organismer er Mikrovæsener i det Univers eller Verdensalt, der eksisterer uden om os, bliver vi hermed Vidne til, at alle eksisterende levende Væsener baade i Mikrokosmos, Mellemkosmos og Makrokosmos danner en sammenhængende, uadskillelig Eenhed. Det er denne Eenhed, vi kalder Verdensaltet". Verdensaltet er saaledes en levende, arbejdende Organisme, igennem hvilken et evigt eksisterende guddommeligt Noget, som er", aabenbarer, manifesterer eller tilkendegiver sin urokkelige Eksistens, sin Villie, sin Almagt, sin Alvisdom og sin Alkærlighed. Vi har saaledes her igennem vore kosmiske Analyser, fundet ind til Livsmysteriets fundamentale Løsning: den evige altomfavnende levende Guddom. Vi oplever her hans Aasyns Straalevæld som levende, urokkelig Virkelighed og de levende Væsener som hans evige Bevidsthedsorganer i denne Virkelighed. Vor Identitet, som

Det evige Liv 2845 evig og udødelig Søn af denne evige Fader til alt Levende, har vi saaledes her faaet urokkeligt stadfæstet. 2638. Som vi igennem Analyserne har set, er Guddommen og de levende Væsener urokkeligt sammenknyttede i en fælles kosmisk, organisk Livsoplevelses- og Skabelsesevne. Uden dette kosmisk, organiske Fællesskab vilde al Sansning, al Skabelse og dermed al Livsoplevelse være en total Umulighed for begge Parter. Uden denne urokkelige Forbindelse mellem Guddommen og de levende Væsener, vilde Guddommen absolut ingen Bevidsthed have, og de levende Væsener vilde ligeledes være en total Umulighed. Der vilde saaledes ikke eksistere noget Univers eller Verdensalt. En virkelig og absolut Død vilde herske der, hvor Livet nu evigt og urokkeligt eksisterer. Men nu er det modsatte en Kendsgerning. De levende Væsener og Guddommen er gensidigt forbundet i en urokkelig, kosmisk, organisk Eenhed. Denne Guddommens og de levende Væseners urokkelige Sammenknytning til en Eenhed er saaledes Fundamentet for al Livsoplevelse, for al Skabelse og dermed for hele Verdensaltets Eksistens som en levende altbeherskende evig Guddom og alle eksisterende levende Væseners Fremtræden som denne Guddoms evige og urokkelige Manifestations- og Oplevelsesredskaber. Uden Guddommens Eksistens vilde der saaledes ikke kunne eksistere levende Væsener. Og uden de levende Væseners Eksistens vilde Guddommens Eksistens ligeledes være en total Umulighed. 2639. Vi har i vore Analyser yderligere meget indgaaende vist, hvor uadskilleligt forbundet ethvert eksisterende levende Væsen er med denne Guddom. Uden denne urokkelige Forbindelse mellem de levende Væsener og Guddommen vilde denne absolut ingen som helst Bevidsthed have, og de levende Væsener vilde ligeledes være en total Umulighed. Der vilde ikke eksistere noget Univers eller Verdensalt. En virkelig og absolut Død vilde herske der, hvor Livet nu evigt og urokkeligt eksisterer. Da de levende Væsener saaledes er Guddommens evige Bevidsthedsorganer og dermed fremtræder som evige Realiteter som Modsætning til de Fore 38 Livets Bog VI.

2846 Livets Bog teelser, Guddommen skaber eller aabenbarer igennem disse, kommer de paagældende Væseners kosmiske Eksistens og Fremtræden til Syne som evig og urokkelig. 2640. Da alle skabte Foreteelser, og hermed ogsaa Væsenernes Organismer, ikke blot har en Begyndelse, men ogsaa uundgaaeligt har en Afslutning, bliver de nævnte Foreteelser tids- og rumdimensionelle. De kan derfor ikke være identiske med den Struktur i det levende Væsen, ved hvilken Organismerne og de igennem Organismerne yderligere skabte Ting er blevet til. Nævnte Struktur, som vi har lært at kende, som det levende Væsens Jeg og Overbevidsthed, eksisterede før de skabte Ting blev til. Den kan derfor ligesaa godt eksistere efter, at de skabte Ting er opløste og ikke mere eksisterer. Væsenet kan saaledes ligesaa godt skabe en ny Organisme igen, som det har kunnet skabe den Organisme, det i Dag eksisterer i. Vi har saaledes her set, at Verdensaltet aabenbarer to forekommende fundamentale Realiteter: en kosmisk Struktur omkring et evigt Noget" i Guddommen, og ligeledes en kosmisk Struktur omkring et evigt Noget" eller Jeg i ethvert levende Væsen, samt et Ocean af dette Noget" i Form af Guddommen og dette Noget" i Form af de af de levende Væsener frembragte tids- og rumdimensionelle eller forgængelige skabte Ting. Skabelsen og Oplevelsen af disse skabte eller frembragte Ting er det samme som Livets Oplevelse baade for Guddommen og de levende Væsener. 2641. Guddommen og de levende Væsener er saaledes som nævnt urokkeligt sammenknyttede i en fælles kosmisk, organisk Livsoplevelsesevne. Uden dette organiske Fællesskab vilde al Sansning, al Skabelse og dermed al Livsoplevelse være en total Umulighed for begge Parter. Vi har saaledes her Fundamentet for al Livsoplevelse, for al Skabelse og dermed for hele Verdensaltets Eksistens og Fremtræden som en evig levende Aabenbaring af Guddommens Bevidsthed og Forhold til de levende Væsener og de levende Væseners Forhold til Gud. 2642. Igennem dette guddommelige Fundament for al Livsoplevelse,

Det evige Liv 2847 som Guddommen saaledes har aabenbaret for os, er det ikke mere saa vanskeligt at komme til at se Resten af denne guddommelige Aabenbaring eller Løsningen paa Livsmysteriet, som netop skal vise Menneskene Vej ud af den sidste Etape af Dommedagens eller Helvedes Mørkezone, hvor Væsenerne ligger under for de forfærdeligste Lidelser, Sorger og Bekymringer af enhver Art, som selvfølgeligt maatte komme som Virkningerne af den midlertidige Djævlebevidsthed, Væsenerne paa Mellemstadierne i deres Udvikling fra Dyr til Menneske saar og høster og saaledes lever deres daglige Liv i. Vi er her ved det Centrale og eneste absolut Fornødne for det jordiske Menneske af i Dag mere end nogen Sinde. 2643. Den Del af Menneskeheden, der regerer Verden af i Dag, er Væsener, der i høj Grad i deres Moralopfattelse lever bevidst eller ubevidst efter Moseloven: Øje for Øje og Tand for Tand. De er endnu ikke indlevet i den kristne Verdensmoral: Stik dit Sværd i Skeden, thi hver den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd. De forstaar saaledes absolut ikke Fundamentet for kosmisk Kristendom, nemlig dette, at man ikke blot skal tilgive sin Næste syv Gange dagligt, men derimod indtil halvfjerdssindstyve Gange syv Gange dagligt, ja, ikke blot dette, men ogsaa dette, at man skal elske sin Gud over alle Ting og sin Næste som sig selv. Hvis de ledende eller regerende Myndigheder indenfor Menneskeheden var indforstaaet med disse Hovedpunkter i virkelig og sand Kristendom eller guddommelig Væremaade, vilde Lidelser, Sorg og Bekymringer paa Grund af Krig være en Umulighed indenfor Jordens Menneskezone. Men saa langt i Udviklingen er det store Flertal af Jordens Mennesker endnu ikke naaet. Det tror endnu mere paa Sværdet, paa Krigsmaskiner, paa Atomvaaben og andre af de mest raffinerede, ødelæggende og dødbringende Mordvaaben og Drabsmetoder, end de tror paa Gud og dermed paa Kristendommens absolutte og sande Idealer. Derfor er de magthavende i stor Udstrækning indstillet paa Vaabenmetoden, der igen betyder den Stærkeres Ret. Det er den samme Metode, som Røveren med sin Revolver benytter sig af. Det er undertiden mere eller mindre 38*

2848 Livets Bog Pengene eller Livet" Metoden, der sidder eller har siddet i Højsædet hos overlegne Nationer eller Stater. Denne Menneskenes Situation kan ikke bebrejdes hverken Folk eller deres Magthavere. Disse Væseners Psyke er endnu paa et Stadium i Spiralkredsløbet, hvor deres dyriske Instinkt er saa stærkt, at de kun kan leve i den Tro, at den eneste virkelige Beskyttelse imod Krig eller andre Væseners dyriske og dræbende Natur er Krigsførelse og Magtoverlegenhed. Denne Tro eller Bevidsthedsindstilling er en Arv eller Bevidsthedslevning fra den Gang, da Menneskene var Dyr i Renkultur og endnu ikke havde oplevet Evas Død", hvilket vil sige: det dyriske Princips begyndende Degeneration og den menneskelige Begavelses begyndende Fødsel i deres Psyke. Den befordres indvendig fra af den Instinktevne, der hovedsageligt automatisk befordrer alle dyriske Tendenser. Dette Væsenernes sjælelige Instinkt, der absolut befordrer den dyriske Selvopholdelsesdrift: Øje for Øje og Tand for Tand, bliver nu hos de førnævnte Mellemstadiers Væsener støttet i en ydre Udfoldelse af en tillært Evne: Intelligensen. Som vi har set, kan Væsenerne i Kraft af denne ydre Evne tilegne sig en meget stor Forbedring og Fuldkommengørelse i deres dyriske Udfoldelsesevne. Det er denne Instinkt- og Intelligenskombination i de regerende Væseners Psyke, der den Dag i Dag leder og styrer Menneskenes Væremaade ind i Krig og atter Krig. Det gælder imellem Nationer, saavel som det gælder Mand og Mand imellem. 2644. Foruden disse intellektualiserede Instinktvæsener, som for manges vedkommende betragter Humanitet, og en heraf præget Religion eller Livsopfattelse som skrigende Naivitet, eksisterer der et ikke ringe Antal Væsener, i hvem Djævlebevidstheden er degenereret og den intellektualiserede Instinktevne ligeledes er blevet afmægtig til Fordel for Udviklingen af en ny menneskelig Evne, nemlig den humane. Denne Evne er nu ved at blive intellektualiseret, hvorved den bliver til Kærlighed. Det Stadium i Spiralkredsløbet, som de jordiske Mennesker af i Dag befinder sig i, er saaledes et Mellemstadium imellem deres intellektuali

Det evige Liv 2849 serede Instinktevne, der skaber Djævlebevidsthed i det ufærdige Menneske, og den begyndende intellektualiserede humane Evne, der vil afskaffe Krigen og føre Menneskene frem til Opfyldelsen af deres guddommelige Bestemmelse: til Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse. Og det er netop til Støtte og Vejledning herfor, at nærværende kosmiske Analyser er blevet manifesteret. 2645. Igennem de kosmiske Analyser har vi set ikke det skabte fysiske Atom- og Elektron- eller Materie- eller Stofverdensalt, hvilket vil sige: det Verdensalt, der kan iagttages med Teleskoper, Mikroskoper og udregnes med Elektronhjerner o. 1. men derimod det totale kosmiske Verdensalt, det Verdensalt, der ikke kan udregnes ved Hjælp af Apparater eller iagttages gennem fysiske Sanser. Findes der da to Verdensalt? - Nej, det gør der absolut ikke, thi i saa Fald vilde ingen af disse to Verdensalt kunde være noget Verdensalt, men det virkelige og absolutte Verdensalt fremtræder i to særlige Omraader, nemlig det saakaldte fysiske og det saakaldte aandelige eller kosmiske Omraade. Hvert af disse to Omraader kan, som bekendt, kun sanses igennem tilsvarende to Former for Sansesæt. Det fysiske Omraade kan saaledes kun sanses i Kraft af de fysiske Sanser, og det kosmiske Omraade i Kraft af de kosmiske Sanser. Da de særlige kosmiske Sanser først opnaas af Individet paa de højeste Udviklingstrin, medens de fysiske Sanser netop tilegnes paa Udviklingens laveste Trin, kan det ikke undgaas, at der maa blive tilsvarende to Opfattelser af Verdensaltet, en fysisk Opfattelse eller et fysisk Verdensbillede og en kosmisk Opfattelse eller et komisk Verdensbillede. Med Hensyn til det fysiske Verdensbillede er det i sig selv kun et uendeligt Bevægelsesog Materieocean, i hvilket alle materielle Detailler kan maales, vejes og udregnes, og hvis Facitter derfor kun er døde tids- og rumdimensionelle Foreteelser, og, som nævnt, tilgængelige for fysisk Sansning og Forskning. Med Hensyn til det kosmiske Verdensbillede, bestaar dette udelukkende af kosmiske Foreteelser, hvilket vil sige, alle de evige Realiteter, der tilsammen udgør selve det levende, det dirigerende, det skabende, det

2850 Livets Bog oplevende, det, der saaledes udtrykker eller tilkendegiver sin Eksistens og Bevidsthed igennem de fysiske Organismer og Skabelsesprocesserne. Dette levende kan som nævnt kun sanses eller opleves igennem kosmisk Sansning, hvilket vil sige: Sansningen i Kraft af Intuitionsevnen, der udgør Fundamentet for al kosmisk Oplevelse. Men denne kosmiske Sans kan ikke tillæres. Den kan kun affødes af Væsenets Næstekærligheds udvikling og bliver først fundamental, naar det oplever den totale store Fødsel. 2646. Intuitionen i Forbindelse med en intellektualiseret Følelse, der er det samme som virkelig Næstekærlighed, udgør altsaa den kosmiske Sanse- eller Oplevelsesevne, hvilket igen vil sige: en Evne til at opleve hele Verdensaltets kosmiske Struktur hinsides den tids- og rumdimensionelle Del af nævnte Alt. Denne Struktur bestaar udelukkende af evige Principper udløst igennem tilsvarende evige Organer, der muliggør Skabelsen og Opretholdelsen af hele det fysiske eller skabte Omraade af Verdensaltet og heri ogsaa indbefattet de levende Væseners Organismer, samt dets Regulering og Styrelse af alle Manifestationer paa det fysiske og aandelige Omraade. Da disse hinsides Tid og Rum eksisterende kosmiske Realiteter ikke udgør skabte Foreteelser, men er evige, er de saaledes ikke tids- og rumdimensionelle. De kan derfor umuligt sanses i Kraft af de almindelige fysiske Sanser saaledes som de tids- og rumdimensionelle Detailler og Foreteelser. 2647. Verdensaltets kosmiske Struktur kan saaledes, som nævnt, kun sanses eller opleves igennem et højere Sansesæt end det fysiske. Det bærende i dette Sansesæt er, som ogsaa før nævnt, en intellektualiseret total Følelse eller Kærlighed og den heraf udviklede totale Intuitionsevne. Dette Sansesæt giver Væsenet kosmisk Bevidsthed og dermed Adgang til den højeste kosmiske Viden. Denne Videns Opnaaelse er derfor et Moral spørgsmaal, der igen er det samme som et Udviklingsspørgsmaal. Til Udforskning af det rent fysiske Verdensbillede kræves der abolut ikke nogen særlig Moraludvikling. En Tyv eller en Morder kan naturligvis bruge et

Det evige Liv 2851 Teleskop eller Mikroskop ligesaa godt som et ærligt og ophøjet moralsk Menneske. Men en Sansning af Realiteter, der ligger hinsides Maal og Vægt og unddrager sig den fysiske Sansning, Realiteter, der er evige i sin Struktur, kan Væsener kun opleve ved egen Hjælp i samme Grad, som de netop har en udviklet intellektualiseret Følelse eller Kærlighed og den heraf affødte Intuitionsbegavelse. 2648. I samme Grad, som Væsenet ikke har naaet dette Udviklingsstadium, kan det kun opleve Livets højeste kosmiske Realiteter eller Foreteelser igennem de Forklaringer, Symboler og Lignelser, som de Væsener kan give, der har naaet den kosmiske Oplevelsesevne. Paa disse Forklaringer, der i sin simpleste Form er givet Menneskeheden igennem Profeter og Verdensgenløsere som rene Facitter eller Dogmer, kun beregnede for uintellektuelle Væseners Evne til at tro, er alle Verdensreligionerne baseret. Derfor er Religionerne Verden over ikke baseret paa intellektuel Uddetaillering eller Analysering af Verdensaltets kosmiske Struktur. Disse religiøse Dogmer viser kun i grove følelsesbetonede Detailler en Idealisme, passende for de særlige Udviklingstrin, som de paagældende Væsener var i Færd med at skulle opleve. Selv om denne Idealisme nok rummer mere eller mindre kosmiske Facitter, er disse Facitter som oftest hensigtsmæssigt tilsløret og gjort acceptable for det uintellektuelle Væsens Anelses- eller Instinktevne, der giver Væsenet Evne til at tro. De nævnte religiøse Facitter er saaledes ikke beregnet paa at skulle udgøre virkelige videnskabelige og for Intelligensen kontrollable Analyser. De har derfor kun primær Betydning for de Væsener, der endnu ledes ved deres religiøse Instinkt, der er saa stærkt, at de uafhængigt af Intelligens kan ane eller fornemme den for dem tilstrækkelige Sandhed i de nævnte kosmiske Facitter. For disse Væsener er Evnen til at tro saaledes den primære i deres Religiøsitet, medens Intelligensevnen i det samme Felt i deres Bevidsthed eller Psyke kun er noget sekundært, ja, undertiden helt ude af Brug i netop dette Felt. Disse Væsener føres saaledes ved deres religiøse Instinkt og Evne til at tro paa Dogmerne og paa Autoriteter.

2852 Livets Bog Det er ikke saa mærkeligt, at denne Trosevne degenererer, alt eftersom Intelligensevnen udvikler sig i Væsenet og bliver den primære i Væsenets Livsopfattelse og kræver Facitterne intellektuelt belyst som virkelig Kendsgerning. Det er ogsaa let at forstaa, at det bliver Materialist, hvis det ikke netop faar Adgang til en saadan kontrollabel Analyse af de kosmiske Facitter. 2649. Naar disse forannævnte Væsener saaledes mister Trosevnen, skyldes det som nævnt, at deres Instinktevne er degenereret og deres Intelligensevne i større eller mindre Grad har overtaget Føringen med Hensyn til, hvad de kan acceptere som logisk i deres Livsopfattelse. Da de i Udviklingen endnu er meget langt fra at have kosmisk Sansesæt og saaledes er ude af Stand til at tilegne sig kosmisk Viden, er de blevet Materialister. De accepterer derfor foreløbig kun rent materialistisk Videnskab, hvilket vil sige: Forklaringer eller Analyser, de kan forbinde med Realiteter, de med deres fysiske Sanser kan erkende. Men kosmiske Foreteelser, hvilket vil sige: det levende, det dirigerende, det skabende og oplevende bag det fysiske Omraade af Verdensaltet, der i Virkeligheden kun bestaar af levende Væseners Organismer, det være sig i Makrokosmos og Mikrokosmos saavel som i Mellemkosmos, kan de altsaa absolut ikke sanse, skønt de selv hver især befinder sig som et levende, bestemmende, skabende og oplevende Jeg, placeret i sin egen Organisme. 2650. Da dette Jeg eller dette Levende bag den fysiske Organisme, bag Bevægelser og Skabelsesprocesser, har sin egen Struktur, der er nødsaget til at være af kosmisk eller straaleformig Natur, hvordan skulde Jeg'et ellers kunne gennemtrænge fysisk Materie og beherske sin fysiske Organisme, diktere den til Oplevelse og Skabelse, er det altsaa utilgængelig for den rent fysiske Sansning. Og de Sanser, med hvilke man kan opleve denne de levende Væseners kosmiske Struktur bag den fysiske, kan altsaa kun blive til igennem Kærlighedsudviklingen. Væsenerne maa blive hundrede Procents moralske eller i Kontakt med Guds Villie og Væremaade, være i Guds Billede efter hans Lignelse, før de kan faa

Det evige Liv 2853 en tilsvarende Adgang til ogsaa at besidde Guddommens Viden eller Guddommens eget Syn paa Livet, Tilværelsen og Væremaaden. Vi har jo set, hvorledes Væsenerne faar Djævlebevidsthed der, hvor deres Viden er overdimensioneret i Forhold til deres Moral i den fysiske Verden. Hvordan vilde det saa ikke gaa, hvis Væsenerne fik Adgang til den kosmiske eller allerhøjeste Viden, saalænge de endnu kun besidder en mere eller mindre dyrisk Moral? Der vilde ikke blive noget som helst Lysets Rige i de kosmiske Spiralkredsløb. Ja, der vilde overhovedet ikke kunne eksistere nogen som helst Tilværelse eller Livsoplevelse for de levende Væsener. Hvis der overhovedet kunde være opstaaet en Tilværelsesform paa en saadan Maade med en overdimensioneret kosmisk Viden og kun en dyrisk, dræbende Moralbegavelse, vilde en saadan Epokes Væsener kun kunne eksistere som altødelæggende foruden at tilintetgøre sig selv. Der vilde hverken være noget aandeligt eller fysisk Verdensalt. Men takket være Alkærlighedens og Alvidenhedens Love er de levende Væsener garanteret en evig Livsoplevelse i fysisk og kosmisk Lys af saa høj en Styrke og Straalekraft, som de overhovedet er i Stand til at udvikle sig til at kunne skabe og opleve, rent bortset fra, at de ogsaa igennem Kredsløbet er garanteret netop denne Udviklings Gentagelse, hver Gang denne Væsenernes kosmiske Oplevelsesevne trænger til Fornyelse og Udvidelse til at opleve i endnu højere og højere Spiralkredsløb. 2651. Vejen fremad for de jordiske Mennesker er saaledes dette, at stile imod Oplevelsen af det kosmiske Verdensbillede hinsides det tidsog rumdimensionelle fysiske og materialistiske Verdensbillede. Nævnte materialistiske Verdensbillede alene kan aldrig nogen Sinde give Menneskene den Udfrielse af Krigens og Ufredens lemlæstende og blodige Dødedanse og Helvedessfære, de søger. Det er skabt til at give Menneskene de allerhøjeste materielle eller fysiske Goder, der kun kan blive til den rent totale guddommelige Velsignelse for dem, naar de er udrenset fra alle ukærlige og dyriske Tendenser i deres Psyke, ligesom det kan være til ligesaa stor en Forbandelse for alle de Væsener, der endnu lever i

2854 Livets Bog Opfattelsen Øje for Øje og Tand for Tand" eller i Hadets, Hævnens og Egoismens natsorte Lidelsessfæren Det absolut eneste Fornødne eller livsbetingende moralske Maal for Jordens endnu ufærdige og i Mørket og Krigssfærerne forekommende Menneskehed er saaledes ikke det fysiske, materialistiske Verdensbillede, de nu saa at sige kender til Bunds, men derimod Kendskabet til det kosmiske Verdensbillede. Det er dette Verdensbillede, der i Virkeligheden er lovet Menneskeheden i Form af Talsmanden den hellige Aand", som skulde komme og give Menneskene Kundskab om de højeste og helligste Realiteter, som de paa Kristi Tid endnu ikke var modne til at kunne modtage og acceptere. Men i Dag er denne Viden netop en tiltrængt aandelig Næring, som Millioner af Mennesker mere eller mindre bevidst eller ubevidst hungrer efter. 2652. Hvad forstaar man saa ved Udtrykket Talsmanden den hellige Aand"? Som vi allerede tidligere har gjort bekendt, er Aand" det samme som Bevidsthed. Bevidsthed er igen det samme som Tanker, Viden og Villie. Naar der saaledes er Tale om hellig Aand", er det altsaa det samme som hellig Bevidsthed", der igen er det samme som hellige Tanker", hellig Viden" og hellig Villie". Men hellige Tanker, Viden og Villie kan kun udtrykke den absolutte Sandhed, hvilket igen vil sige: det absolut sande Verdensbillede eller den absolut sande Visdom, den absolut sande Kærlighed og den herpaa baserede sande Væremaade. Altsaa den hellige Aand" er det samme som selve Guddommens Bevidsthed, den Bevidsthed, som Guddommen lader hvert eneste Væsen i ethvert kosmisk Kredsløb i Tilværelsen vokse frem til i Kraft af hans Skabelse af Mennesket i sit Billede efter sin Lignelse. Talsmanden den hellige Aand" er saaledes ikke en Mand, der skulde komme, men en absolut Visdom eller en Videnskab, der kunde afsløre de kosmiske Sandheder eller Livsmysteriets Løsning. 2653. Det er denne Visdom, Guddommen har aabenbaret for os igennem de kosmiske Analyser af det altomfattende evige Verdensalt som identisk med Guddommens Organisme og Bevidsthed. Denne Visdom

Det evige Liv 2855 aabenbarer yderligere for os, at alle eksisterende levende Væsener fremtræder som skiftende Organer for Guddommens Udløsning af alle Livsoplevelsens guddommelige Aspekter fra kulminerende Lys til kulminerende Skygge, og i Kraft af hvilke Guddommens Væremaade bliver aabenbaret som kulminerende Visdom, kulminerende Kærlighed og en herpaa baseret altbeherskende Magt. Det er ikke saa mærkeligt, at Verdensaltets Grundtone er Kærlighed. Et større Fundament for Moral og Kultur eksisterer ikke. Et større Eksempel eller Forbillede for Kærlighedens Væremaade kan ikke gives. Og en større eller højere Videnskab end det kosmiske Verdensbillede eksisterer ikke for noget som helst Væsen. I Sandhed, vi er i Talsmandens eller den hellige Aands" eller i Guddommens evige Bevidsthedssfæres lysende og varmende Straalevæld. Og vi skal her, som Afslutning paa vor lange Vej igennem det evige Verdensbilledes kosmiske Analyser, give et Koncentrat af denne guddommelige Aabenbaring, det guddommelige Syn af den evige Guddom, vor egen udødelige Identitet og Forhold til denne Guddom, og Verdensaltet som denne Guddoms evige Organisme og Redskab for saavel denne som de levende Væseners evige Oplevelse af Livet i Kærlighed, Visdom og Salighed. 2654. Hvad er det saa, Gud igennem de kosmiske Analyser har vist os som Livsmysteriets Løsning eller som det absolut sande Verdensbillede og urokkelige Fundament for den højeste og fuldkomneste Væremaade til ufejlbarlig Vejledning og Støtte for det ufærdige Jordmenneske paa dets Vej gennem Mørket til Lyset, til Oplevelsen af Guddommens Bestemmelse med det samme Væsen og forøvrigt med alle eksisterende levende Væsener? - De kosmiske Analyser har vist os: 1. At det fysiske Verdensalt kun eksisterer som Virkningerne af et andet Verdensalt, der indeholder Livsmysteriets virkelige og absolutte Løsning. 2. At det fysiske Verdensalt i sig selv ikke rummer noget som helst Levende", idet det udelukkende bestaar af Bevægelser og Bevægel

2856 Livets Bog sers Kombinationer, der delvis viser sig for de fysiske Sanser som Bevægelse", Materie" og Materiekombinationer", der igen viser sig som levende Væseners Organismer", skabte Former og Ting", ved hvilket Noget usynligt Levende" tilkendegiver sig som Ophav til al Bevægelse og dermed som Ophav til al Skabelse, Villiemanifestation, Tanke- og Bevidsthedsafsløring og den her ind under hørende Oplevelse af Livet. 3. At det fysiske Verdensalt saaledes absolut kun bestaar af skabte Ting", der igen absolut kun kan være skabt af en Skaber", som umuligt kan forekomme paa det fysiske Plan, eftersom dette Plan udelukkende kun kan rumme de af denne Skaber frembragte Ting. 4. At den materialistiske Videnskabs Verdensbillede kun udgør en mere eller mindre fundamental Oplysning om en Atom- og Elektronverden, en Stjerne- og Mælkevejsverden, en Stof- og Materieverden, men blottet for virkelig Oplysning om Ophavet til den fysiske Verdens Mangfoldighed af logiske Skabelsesprocesser eller de igennem de fysiske Organismer aabenbarede Bevidsthedsprocesser. 5. At det fysiske Verdensalt udelukkende kun bestaar af fysiske Organismer for Noget Levende", og at disse Organismer findes indeni hverandre lige fra Uendeligheden i det Smaa til Uendeligheden i det Store. 6. At vor egen fysiske Organisme befinder sig imellem det for os fremtrædende i det uendelige Smaa, som vi kalder Mikrokosmos", og det for os fremtrædende i det uendelige Store, som vi kalder Makrokosmos", og at de for os fremtrædende Plante-, Dyre- og Menneskelivets fysiske Organismer udgør Mellemstadierne mellem de to Kosmos, hvorfor vi udtrykker disse Stadier som Mellemkosmos". 7. At al fysisk Materie eller Stof, absolut uden Undtagelse, under forskellige Former er Kød, Blod og Skelet i Organismerne fra de tre nævnte Kosmos. 8. At ingen fysisk Organisme kan eksistere uden at være fysisk Livs

Det evige Liv 2857 rum, Univers eller Makrokosmos for mikrokosmiske og mellemkosmiske Væsener, og at vor egen fysiske Organisme saaledes er Makrokosmos for de Mikrovæsener, Celler, Molekyler, Organer o.s.v., som forekommer i den, ligesom den er mikrokosmisk Organisme i den makrokosmiske Organisme, den selv eksisterer indeni. Ethvert levende Væsen udgør saaledes paa een Gang eet makrokosmisk, mellemkosmisk og mikrokosmisk Væsen. 9. At det fysiske Verdensalt er en levende Organisme, i hvilken alle andre fysiske Organismer er arbejdende Organer, udløsende livsbetingende Formaal for saavel sig selv som for den Makroorganisme, i hvilken de befinder sig. 10. At det fysiske Verdensalt saaledes udgør een eneste stor Organisme, der for vore fysiske Sanser fortoner sig opad i det uendelige Store og ligeledes fortoner sig nedad i det uendelige Smaa og i Kraft af alle levende Væseners Organismer udløser et uendeligt Ocean af logiske Skabelsesprocesser, der alle i sit Slutfacit er til Glæde og Velsignelse for levende Væsener. 11. At det fysiske Verdensalt absolut ikke kan være Livsmysteriets Løsning, eftersom der igennem dette udløses en logisk Skabelsesproces, og en saadan umuligt kan opfindes, planlægges og dirigeres af de blotte Bevægelser, Vibrationer og Bølgelængder, der udgør den Materie eller det Stof, som samme Verdensalt bestaar af. 12. At det fysiske Verdensalt absolut kun bestaar af Skabelse" og skabte Ting" og saaledes umuligt kan eksistere som Skaberen". Det fyiske Verdensalt har saaledes aldrig nogen Sinde været andet, og kan aldrig blive andet i sit Slutfacit, end skabte Ting". Der maa derfor hinsides de skabte Ting eksistere en Skaber" eller Noget Levende", der kan planlægge og kombinere Materien saaledes, at den netop bliver til skabte Ting". 13. At den materialistiske Videnskabs Verdensbillede ikke udviser nogen som helst Oplysning om dette Levende Nogets" Eksistens og absolut

2858 Livets Bog heller ikke kan give nogen som helst Oplysning om denne Eksistens, hvilket den derfor absolut heller ikke har til Mission eller Opgave. 14. At den materialistiske Videnskab kun kan give Menneskene Viden om Materien, Viden om Maal og Vægt, Hastigheder og Bølgelængder, Volumen og Porøsitet, skabte fysiske Tings Kombinationer, Strukturer og lignende, altsammen kun Oplysninger om det Skabte", men ikke nogen som helst Oplysning om Skaberen". Denne eller det Levende" bag Skabelsen og de skabte Ting er saaledes et Mysterium for ethvert uindviet Menneske. 15. At Livsmysteriets Løsning ikke er et blot og bart Kendskab til Bevægelser, Stof eller Materier, idet disse Foreteelser kun kan eksistere som Virkninger eller Tilkendegivelser af Noget", der umuligt kan eksistere som fysiske skabte Ting eller Materier, der i sig selv er døde Foreteelser, men sat i Bevægelse og Forvandling netop i Kraft af dette Noget Levende" bag de samme Foreteelser. 16. At den materialistiske Videnskabs Verdensbillede absolut ikke kan give Menneskene nogen Viden om, hvorledes de dyriske Tendenser i Menneskene kan afskaffes og Fredens lysende og varmende Velsignelse bringes til at borteliminere Krigens blodige Ragnaroks- eller Helvedessfærer fra Jordens Terræner. 17. At den materialistiske Videnskab ikke er en Videnskab om Fred, Moral, Humanitet og Væremaade. Den er kun en Videnskab om materielle Skabemetoder, Angrebs- og Forsvarsmetoder, Beherskelse af Naturens Kræfter i Anvendelse til Fordel, og i visse Tilfælde til Ødelæggelse af Væsener og Ting. 18. At Tilegnelsen af den materialistiske Videnskab kun kræver Intelligensbegavelse og er saaledes absolut ikke betinget af Moral eller nogen højere human Evne. Den kan derfor absolut ikke udgøre noget som helst for Mennesket varigt Fundament for en urokkelig Fred, Lykke og Glæde. Uden tilstrækkelig Moral skaber den Djævle

Det evige Liv 2859 bevidsthed og det heraf følgende Ragnarok eller Helvede for Menneskene. 19. At den jordiske Menneskehed i Dag besidder en meget fremragende eller overdimensioneret materialistisk Videnskab i Forhold til den humane Udvikling. Denne psykiske Skævhed kan kun udlignes igennem Virkningerne af Djævlebevidsthedens Væremaade, idet disse Virkninger som dommedags- eller lidelseskulminerende Skæbner er det eneste, der kan bringe den humane Evne eller Talentet for den sande Jesus-Kristendom saa langt frem, at den kan bringe Menneskene til at hungre efter en højere Viden, en Videnskab om Fredens og Kærlighedens lysende Væremaade. 20. At den materialistiske Videnskabs saakaldte nye Verdensbillede" absolut ikke er noget virkeligt Billede af Verdensaltet. Det udgør kun en Viden om Materie, en Viden om Bevægelse, en Viden om fysiske skabte Tings Strukturer, en Viden om Maal og Vægt, en Viden, hvis højeste Slutfacitter ikke kan hæve Mennesket ud af Dødsfrygt eller ond Skæbne, en Viden, der ikke kan føre noget som helst Menneske til Livsmysteriets Løsning, til Guddommen og til det virkelige sande Verdensbillede, der aabenbarer Væsenernes Familieskab med Gud, og deres egen Udødelighed eller som selve Livets Herre, og fører dem til Forstaaelse af denne deres egen høje Identitet og til den heraf følgende kulminerende Lysets Væremaade. 21. At den materialistiske Videnskab uden Forbindelse med kosmisk Videnskab, Humanitet eller Kærlighed er ledet af de dyriske Tendenser i Mennesket og derved bliver Fundamentet for Menneskets Skabelse af Krig, Ragnarok eller Helvede i Verden. 22. At den materialistiske Videnskab i Forbindelse med kosmisk Videnskab og dermed ledet af Humanitet eller Kærlighed bliver Fundamentet for Skabelsen af den totalt fuldkomne Væremaade, der afslører Væsenet som Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse" og saaledes understreger Opfyldelsen af Guds Bestemmelse med Men

2860 Livets Bog neskene og igennem disse Væsener skaber Himmeriges Rige" eller det rigtige Menneskerige, i hvilket alle Mennesker paa Jorden udgør eet Folk, eet Rige, een Stat med een Regering. Vi ser saaledes her den totale Opfyldelse af Guds Forjættelse om Politik, der siger, at der skal blive een Hjord og een Hyrde". 23. At den saakaldte Verdens Frelse" er Udviklingen af Humanitet eller absolut sand Næstekærlighed, der varmer og lyser langt ud over det, den ægteskabelige Kærlighed og Lykke kan præstere. En saadan Kærlighed er det absolut eneste, der kan beskytte Mennesket imod ond Skæbne, imod Dommedagen eller Ragnarok. 24. At den, der ikke har virkelig Næstekærlighedsevne eller human Væremaade, stadig vil saa Ukærlighed og de heraf følgende Lidelser for sine Omgivelser. Han vil derfor ogsaa selv i tilsvarende Grad stadig høste Ukærlighed og Lidelser igen fra sine Omgivelser. Men denne Høst skaber saa igen den humane Evne eller udvikler Kærligheden, der ikke blot bliver en Beskyttelse imod Mørket og Lidelserne, men ogsaa afføder Intuitionsevnen, der er Fundamentet for kosmisk Sansning. Den hæver Mennesket op til den allerhøjeste Oplevelsesform, ja, til Sansning igennem selve den hellige Aand", der igen er det samme som Guds Aand eller Guds Bevidsthed. 25. At de jordiske Mennesker er naaet frem til et Stadium i Guddommens Omskabelse af disse fra at være Mørkevæsener til at blive til Lysets Væsener, hvor de har Brug for en Videnskab, der teoretisk kan lade dem opleve denne Guds Mening med deres Tilværelse i Dag, ligegyldigt hvordan denne deres Tilværelse saa end maatte tage sig ud, ligegyldigt hvor umoralsk og djævelsk, krigsbefordrende den saa end maatte fremtræde. Det er denne kosmiske Viden eller Videnskab, der nu lyser forude paa Menneskenes Vej igennem Mørket. Det er den første store Velkomsthilsen fra Fædrenehjemmet, der Straaler den forlorne Søn imøde ved hans Hjemkomst til sin Fader. Det er det begyndende Syn af det Lysets Rige, der er alle levende Væseners

Det evige Liv 2861 guddommelige og sande Hjemsted, og hvor de er eet med den evige Fader. 2655. De kosmiske Analyser har saaledes her vist os, at det i Dag saakaldte nye Verdensbillede" ikke er noget Verdensbillede. Et Verdensbillede kan ikke blot være en Videnskab om skabte og dermed tidsog rumdimensionelle Foreteelser. Det kan ikke blot være et Billede af Virkninger, man ikke kan paapege Ophavet til, men som i absolut Forstand maa være til, thi vi har endnu aldrig set, at en logisk Skabelse eller en skabt Ting har kunnet blive til uden en Skaber. Man har aldrig set, at et Hus, en Maskine, en Klædning, et Par Sko eller andre mere simple Ting har kunnet blive til uden at være et Produkt af et skabende Ophav. At tro, at de store logiske Skabelsesprocesser, vi kalder Naturen", har skabt sig selv, at de levende Væseners Organismer har skabt sig selv, er det samme som at tro, at Huse, Maskiner, Klæder og Sko o.s.v, har skabt sig selv. Indenfor Menneskehedens Skabeomraade vil det være totalt umuligt, at en Skabelse kan finde Sted uden en Skaber. Men hvordan skulde en logisk Skabelse kunne finde Sted i Naturen uden noget Ophav, naar en saadan Skabelse er totalt umulig indenfor Menneskenes Omraade? Hvordan kan en Skabelse i et Tilfælde umuligt finde Sted uden Ophav, naar den i et andet Tilfælde med Lethed skulde kunne finde Sted? 2656. Menneskeheden kan ikke blive ved med at leve paa en Videnskab, der ikke kan fjerne den Overtro, at Naturens Skabelsesprocesser, skønt de er hundrede Procents logiske, bliver til af sig selv, ligesom Troen paa, at der ikke findes højere Livsformer end Jordmenneskenes, heller ikke kan blive ved med at være aktuel. Efterhaanden som Menneskene udvikler sig og kommer igennem Lidelses feltet og bliver mere og mere humant og intellektuelt indstillet, begynder de ogsaa at ane, at der maa være højere Livsformer til end den jordmenneskelige. Der maa være Væsener, hvis Bevidsthed og Livsoplevelsesorganer er Kloder, Sole, Mælkeveje og andre Himmellegemer. Disse Foreteelser maa saaledes være en 39 Livets Bog VI.

2862 Livets Bog Slags Organismer for saadanne makrokosmiske Væsener, ligesom der ogsaa maa være Bevidsthed eller Livsformer bag alle materielle, mikrokosmiske Strukturer eller Legemer, der ogsaa maa være Organismer eller Redskaber for Livsoplevelse for tilsvarende mikrokosmiske Væsener. Absolut alle Mennesker vil af Udviklingen efterhaanden blive ført ind i disse Anelser og Fornemmelser af højere Livsformer, Fornemmelser af et Forsyns eller en Guddoms Eksistens. 2657. Da Humanitets- og Intuitionsevnen endnu ikke er saa udviklet hos Jordmenneskene, at de kan danne kosmisk Sans og give dem virkelig kosmisk Oplevelsesevne, kan de endnu ikke ved Selvoplevelse opleve de højere Livsformer, idet de ligger totalt udenfor de lavere mentale Sansesæts Rækkevidde. De kan saaledes ikke ved egen Hjælp udforske disse Livsformer i Kraft af blot og bar fysiske Sanser. Oplevelse af de nævnte højere Livsformer og øvrige kosmiske Realiteter hinsides Tid og Rum har intet som helst Væsen nogen Adgang til ud over de Væsener, i hvem Kærlighedsevnen og Intuitionsevnen er blevet saa udviklet, at de er blevet forenet til et kosmisk Sansesæt. Denne Udvikling kræver altsaa en forudgaaende Moraludvikling. Nævnte højeste Oplevelsesform og den heraf følgende kosmiske Viden kan saaledes af ufærdige Mennesker kun tilegnes teoretisk igennem de Væseners Forklaring eller Oplysning, der selv er saa udviklede, at de kan opleve eller sanse kosmisk. Vi ser derfor, hvorledes alle Oplysninger om Guddommen og højere Magter og aandelige eller kosmiske Tilstande er givet Menneskene igennem Væsener, der mere eller mindre har haft Evne til selv at opleve kosmisk Viden. Menneskene har derfor hidtil faaet deres aandelige Viden igennem Vismænd, Profeter og Verdensgenløsere. Men disse Væsener har naturligvis ikke kunnet give Menneskene deres selvoplevede kosmiske Viden paa anden Maade end i Fortolkninger og Lignelser, der var tilpasset netop den begrænsede Begavelse eller Evne til at forstaa kosmiske Foreteelser, som Væsenerne paa de givne Tidspunkter har været i Stand til at forstaa. Nu er Menneskene naaet saa langt frem i deres Udvikling, at en vis Del af dem er saa humant

Det evige Liv 2863 begavede, at de kan modtage kosmisk Viden eller Videnskab i en tilpasset intellektuel, teoretisk Form af en saadan Grad, at den udtrykker det virkelige og sande kosmiske Verdensalt, i hvilket det af den materialistiske Videnskab fremførte Verdensbillede kun udgør noget sekundært, ja, kan ligefrem udtrykkes som det Døde" i Forhold til det kosmiske Verdensbillede, i hvilket baade det fysiske og kosmiske Omraade udgør en uadskillelig Enhed, som en levende, arbejdende Organisme for en evigt eksisterende Guddom, i hvilken alle levende Væsener, som denne Guddoms Manifestations- og Oplevelsesorganer, lever, røres og er. Dette Verdensbillede er saaledes en Videnskab om alt det Levende" eller det primære hinsides alle Materier, Bevægelser, Organismer eller skabte Ting. Det udgør netop det eneste absolutte skabende og oplevende evige Noget", hvis Eksistens, Bevidsthed og Væremaade udgør det evige Jeg og Liv i alle levende Væseners Bevidsthed og Organismer, Manifestation og Skabelse, lige saavel i Mikrokosmos og Makrokosmos som i Mellemkosmos. 2658. Og hvad har saa de kosmiske Analyser vist os med Hensyn til selve det Levende" og dets evige kosmiske Struktur hinsides Tid og Rum eller selve Livsmysteriets absolutte Løsning, plus det, vi har udtrykt i det Koncentrat af Analyserne, vi allerede har givet. De kosmiske Analyser har vist os: 1. At alt, hvad der overhovedet eksisterer, og som tilsammen udgør det for Sanserne tilgængelige Verdensalt, er en levende arbejdende Organisme. 2. At der igennem denne Organisme udløses logiske Skabelses- og Op levelsesprocesser, der gør det til Kendsgerning, at der eksisterer Noget levende, tænkende og villieførende" bag disse Processer som disses Ophav. 3. At Ophavet til denne Gigantorganisme er altomspændende, hvilket bliver til Kendsgerning i Kraft af dette, at hele den for Sanserne tilgængelige Del af Verdensaltet bestaar af Bevægelse. Bevægelse er 39*

2864 Livets Bog igen Forvandling, Forvandling er Skabelse, Skabelse er Kraftudfoldelse, Kraftudfoldelse er Villieføring, Villieføring udløses af Begær, Begærudløsningen er Tankemanifestation, Tankemanifestation er Bevidsthedsfunktion, Bevidsthedsfunktion er Livsudtryk, Livsudtryk er et levende Væsens Tilkendegivelse. 4. At hele det samlede Verdensalt saaledes er Livsudtryk for eller Aabenbaringen af et altomspændende, levende Væsens Manifestationer, der igen viser dets Villie, Moral og Væremaade. 5. At den af denne Villie, Moral og Væremaade affødte Skabelsesproces, der opfylder hele Verdensaltet, urokkeligt i sine Slutresultater er til Glæde og Velsignelse for levende Væsener, hvilke Manifestationer er det samme som kulminerende Kærlighed. Men at kunne faa alle eksisterende Manifestationer til i deres Slutresultater at være kulminerende Kærlighed kan kun ske i Kraft af den allerhøjeste Viden eller Visdom, ligesom dette at beherske alle eksisterende Skabelsesprocesser i Verdensaltet udelukkende betinges af en Magt saa stor, at den kun kan betegnes som Almagt". Verdensaltet er saaledes et Gigantvæsen, der besidder Alvisdommen, Alkærligheden og Almagten. Vi har altsaa her i dette, i kulminerende Visdom, Kærlighed og Almagt altomspændende levende Væsen, fundet den igennem alle Tider af Menneskene søgte absolut eneste eksisterende sande Guddom. 6. At alle eksisterende levende Væsener uden Undtagelse med deres Organisme og Bevidsthed er denne Guddoms Manifestations- og Oplevelsesorganer. De udgør alle hver især med deres Organisme en Del af Guddommens Organisme, med deres Mentalitet en Del af Guddommens Mentalitet, med deres Væremaade en Del af Guddommens Væremaade, med deres Oplevelse en Del af Guddommens Oplevelse, ligesom de med det levende Noget", der udgør deres udenfor Tid og Rum eksisterende Jeg" eller højeste Selv" er eet med det levende Noget", der udgør Guddommens udenfor Tid og Rum

Det evige Liv 2865 eksisterende højere Selv eller Jeg. De levende Væsener er saaledes organisk eet med Guddommen og Guddommen organisk eet med de levende Væsener. 7. At disse i Guddommens Organisme (Verdensaltet) eksisterende levende Væseners Organismer forekommer saaledes, at de befinder sig indeni hverandre. Enhver Organisme danner Univers, Bolig eller Livsrum for de Mikrovæsener, hvis Organismer den bestaar af. For disse Mikrovæsener bliver denne Organismes Ophav saaledes et Makrovæsen, der altsaa er det samme om et Universvæsen. Ethvert levende Væsens fysiske Organisme er saaledes et Univers for levende Væsener. En saadan Organisme giver altsaa Livsmuligheder for levende Væsener, foruden at den er et Manifestations- og Oplevelsesredskab for sit Ophav og sammen med dette udgør et levende Væsen. Men foruden at være et levende Væsen og ligeledes være Ophav til et Univers, forekommer den selv indeni en Organisme, i hvilken dets Organisme udgør en Mikroorganisme, og det selv, i Forbindelse med den, et Mikrovæsen. Uden denne Organisering af de levende Væseners Fremtræden i Verdensaltet som Væsener indeni Væsener, vilde alt Liv, al Oplevelse af Manifestation og Skabelse være en absolut total Umulighed. 8. At vi alle er Mikrovæsener i en makrokosmisk Organisme, men at denne Organisme og dens Ophav absolut ikke udgør det levende Væsen, der eksisterer som den absolut eneste sande Gud, thi dette for os fremtrædende levende Makrovæsen er jo selv et Mikrovæsen i en for det selv fremtrædende makrokosmisk Organisme, der med sit Ophav ligeledes udgør et levende Væsen, som ogsaa er et Mikrovæsen i et makrokosmisk Væsens Organisme og saaledes, som før nævnt, fortsættende opad i det uendelige Store. Guddommen adskiller sig saaledes fra alle eksisterende levende Væsener derved, at den ikke som disse er Mikrovæsen i en makrokosmisk Organisme. 9. At vi umuligt kan komme til Guddommen ved tids- og rumdimen

2866 Livets Bog sionelt at søge efter det allerstørste makrokosmiske Væsen for i dette levende Væsen at se Gud. Men da der absolut ikke findes nogen som helst makrokosmisk Organisme, som ikke befinder sig indeni en større Organisme, ligesom der ikke findes nogen som helst Mikroorganisme, i hvilken der ikke findes endnu mindre Organismer, bliver det her synligt, at ingen som helst enkelt af Størrelse begrænset Organisme kan udgøre hele Guddommens Bevidsthed og Skabevælde. Overfor et saadant Væsen vil der, som her ses, eksistere større og mindre Væsener, ligegyldigt hvor gigantisk i Størrelse det saa end maatte forekomme. Derfor kan et saadant Væsen umuligt være Guddommen, eftersom Guddommens Organisme bestaar af alle levende Væseners Organismer tilsammen, baade makrokosmiske, mikrokosmiske og mellemkosmiske. Guddommens Jeg, Bevidsthed og Organisme bestaar af absolut alt, hvad der overhovedet eksisterer. 10. At alle eksisterende levende Væseners Organismer er organisk forbundet og umuligt kan eksistere uden denne Forbindelse. Intet som helst enkelt Væsen kan eksistere isoleret og totalt frigjort og uafhængig af andre levende Væsener i Verdensaltet. Mikrovæsenerne kan ikke leve uden i Makrovæsenernes Organismer. Og Makrovæsenerne kan ikke leve uden at være Mikrovæsener i større Organismer og saaledes fortsættende. Et Afkom kan ikke fødes uden i Kraft af Forældre. Og da Organismerne er Livsoplevelsens og Manifestationernes uundværlige Redskaber og ikke kan fungere uden i Kraft af andre Væseners Organismer, er alle eksisterende Organismer saaledes udgørende en absolut samarbejdende Enhed. Det er denne Enhed, der bliver synlig som Guddommens altomspændende, gigantiske Organisme, og som vi oplever som Verdensaltet. 11. At alt, hvad vi igennem vore Sanser er Vidne til i Verdensaltet, udelukkende er levende Væseners Organismer, dels Mikroorganismer og dels Makroorganismer foruden alle de mellemkosmiske Organismer. Med Hensyn til de mellemkosmiske Organismer, hvilket vil

Det evige Liv 2867 sige: Organismerne for Planter, Dyr og Mennesker, er det let at se, at disse virkelig er Organismer for levende Væsener. Det er derimod betydeligt sværere at se og opfatte de mikrokosmiske Organismer, som Organismer for levende Væsener. Disse er saa smaa, at de saa at sige kun kan iagttages ved Hjælp af optiske Apparater, Mikroskoper og lignende. Men det er kun indenfor et begrænset Omraade, at Mikroorganismerne er saa store, at de kan iagttages igennem de optiske Apparater. Udenfor dette Omraade er Mikroorganismerne saa smaa, at de kun kan iagttages som en samlet Masse. Det er denne Masse, vi kalder Materie" eller Stof". Al Materie eller Stof er saaledes udelukkende en Kombination af levende Væseners Organismer. Men jo længere tilbage i Udviklingen disse Organismer forekommer, desto mere bliver deres Funktioner fremtrædende som rene Automatfunktioner. Det er ikke her, saaledes som Tilfældet er med Dyrenes og Menneskenes Organismer, der ganske vist indtil en vis Grad bliver ledet ved Automatfunktioner, men i et tiltagende større og større Omraade giver Udtryk for vaagen dagsbevidst ledede eller styrede Funktioner. Det er disse Funktioner, vi kender som Individets Handlinger og den, af disse Handlinger, prægede dagsbevidste, fysiske Væremaade. De nævnte mindre udviklede Mikroorganismer rummer saaledes endnu ikke noget Organ for Oplevelse af vaagen, fysisk Dagsbevidshed. De udgør kun en Kombination af Organer for Udløsning af Automatfunktioner. Ophavets vaagne Dagsbevidsthed fungerer kun igennem Hukommelsesenergien, hvilke Funktioner det altsaa kun kan opleve i Salighedsriget. Det kan saaledes her kun opleve Erindringer. Disse Erindringer er fra dets Oplevelser i et tidligere passeret kosmisk Spiralkredsløb. Paa det fysiske Plan er det derfor i sin mindste Udviklingstilstand totalt bevidstløs. Dets begyndende Organisme paa det fysiske Plan er som nævnt kun en Kombination af Organer for Automatfunktioner. Den Materie eller det Stof, som disse bevidstløse Organismer danner, er saaledes bevidstløst.

2868 Livets Bog Det bliver derfor i den almindelige, materielle eller fysiske Forskning betragtet som livløst" eller uorganisk" Materie, ligesom man i samme Forskning naturligvis heller ikke regner de smaa Mikroorganismer, som Organismer for levende Væsener. Da de som nævnt er Kombinationer af Organer for Udløsning af Automatfunktioner, bliver de som Regel kun betragtet som smaa Kraftcentre. Man kan saaledes i bedste Tilfælde iagttage deres fysiske Automatfunktioner, men hvordan disse er blevet til og hvem eller hvad, der er disse smaa Organismers eller Kraftcentres Ophav, ved man ikke, thi denne Viden kan umuligt tilegnes ved fysisk Forskning. Den hører til de af Livets højeste Mysterier, hvis Løsninger udelukkende kun kan tilegnes igennem Kosmisk Bevidsthed, hvis fornemste eller primære Sanseorgan er den totalt eller fuldt udviklede Intuitionsevne, og hvis Udvikling netop kun sker igennem den totale Kærlighedsudvikling. Vi ser saaledes her, at Tilegnelsen af kosmisk Viden eller Livsviden skab ikke er saaledes, som Tilfældet er med Tilegnelsen af den rent fysiske eller materialistiske Videnskab, hvor det kun drejer sig om et Intelligensspørgsmaal, her drejer det sig hundrede Procents om et Moral- eller Humanitetsspørgsmaal. Inhumane Mennesker har, takket være Universets Grundtone Kærligheden, heldigvis ikke Sansesæt, der er saa udviklet, at de igennem disse har Adgang til den allerhøjeste Viden. Med Hensyn til de makrokosmiske Organismer kan man allerede med de fysiske Sanser se, at de udgør Kraftcentre, hvorfra der udløses logiske Processer, hvorved de bekræfter sig selv som Organismer for et levende Noget". Logiske Processer kan umuligt finde Sted uden igennem Bevidsthedsfunktioner, Tænkning, Intelligens og Villie. Af disse makrokosmiske Organismer for Udløsning af logiske Skabelsesprocesser kender vi saaledes Klode-, Sol- og Mælkevejs- eller Stjernesystemerne. Disse er altsaa absolut Udtryk for makrokosmiske levende Væseners Eksistens og Skabelsesprocesser. Det er disse Pro

Det evige Liv 2869 cesser, vi kalder Naturen". Vor Fremtræden i disse levende Væseners Organisme er ligesaa naturlig, som vore Mikrovæseners Fremtræden i vore Organismer, i Form af Organer, Celler, Molekyler, Atomer o. s. v. er naturlig for os, ja er en Livsbetingelse. Saaledes er vor Placering i Form af Mikrovæsener i de makrokosmiske Væseners Organismer en Livsbetingelse for dem. Uden en saadan Placering vilde al Livsoplevelse være en absolut Umulighed. 12. At da Verdensaltet bestaar af Organismer, igennem hvilke udløses logiske Skabelser og Oplevelser, maa disse Organismer saaledes være tilknyttet et Noget", der er Ophav til denne samlede Oplevelsesog Skabelsesproces i Verdensaltet. Thi uden et saadant Ophav er baade Oplevelse og Skabelse en total Umulighed. En Skabeevne saavel som en Oplevelsesevne kan umulig eksistere paa anden Maade end som en Egenskab ved et levende Noget". Hvem skulde ellers være interesseret i at skabe og opleve? Da dette levende Noget" er Skaberen og saaledes altid vil være Ophavet til det skabte, kan det i sig selv ikke have nogen som helst Analyse ud over, at det udgør et Noget som er". Vi kan ikke sige om dette Noget, at det er ondt eller godt, at det er stort eller smaat. Vi kan ikke sige, at det er smukt eller grimt. Ja, det er ganske ligegyldigt, hvad vi saa end vilde sige om dette Noget, saa kan det kun udgøre noget, som det har skabt. Men noget, det har skabt, kan umuligt være dets Analyse, eftersom det jo eksisterede før, det iværksatte Skabelsen. Derfor er det netop navnløst i sin egen Natur. Vi har derfor her i Livets Bog udtrykt det som X. 1". Dette guddommelige Noget har altsaa en Skabeevne. Da denne bestaar af alle eksisterende Skabeevner tilsammen, kan den heller ingen tids- og rumdimensionel Analyse have. Den kan heller ikke være skabt, eftersom al Skabelse udgaar fra den. Den er derfor evig i sin Natur og bliver ligeledes navnløs i sin Natur udover dette, at

2870 Livets Bog den udgør Noget, som er". Vi har derfor udtrykt denne Skabeevne som X. 2". Da alt, hvad der eksisterer som tids- og rumdimensionelle Foreteelser i Verdensaltet, er frembragt ved forannævnte Skabeevne, vil alle eksisterende Kontraster eller Modsætninger saaledes være frembragt i Kraft af den samme gigantiske og af alle andre Skabeevner bestaaende Skabeevne. Derved vil dette samlede Resultat af denne evige Skabeevne i sig selv ligeledes være ganske uden Analyse. I dets Helhedsfacit eksisterer ligesaa godt det onde, som det gode, det ukærlige som det kærlige, det mørke som det lyse, det primitive som det intellektuelle o. s. v. Dette vil altsaa igen sige, at nævnte Helhedsfacit er ligesaa ondt, som det er godt, ligesaa ukærligt som det er kærligt, ligesaa mørkt som det er lyst, ligesaa primitivt som det er intellektuelt o. s. v. Men noget, der er ligesaa ondt, som det er godt, er jo hverken ondt eller godt. Noget, der er ligesaa ukærligt, som det er kærligt, er hverken ukærligt eller kærligt. Kort sagt, da alle Kontraster eller Modsætninger saaledes ophæver hinanden i den evige Skabeevnes samlede Resultat, kan dette Resultat heller ikke have nogen Analyse ud over, at det udgør Noget, som er". Vi har derfor udtrykt dette tredie navnløse Noget" som X. 3". Vi er kommet til Verdensaltets allerdybeste Analyse. Vi ser her, at det udgør et navnløst Noget". Vi ser, at det besidder en Skabeevne i Kraft af hvilken, det kan opleve og skabe og derfor lever i Resultatet af denne Skabeevne. Disse tre Foreteelser: X. 1." eller det oplevende og skabende Noget", der svarer til Jeg'et" i de levende Væsener, X. 2." der udgør dets Skabeevne, og igennem hvilken dets Oplevelse ogsaa finder Sted, samt X. 3." der udgør Resultatet af denne Skabe- og Oplevelsesevne, hvilket igen vil sige: Organismen og Bevidstheden, udgør saaledes lige akkurat de tre Betingelser, der kræves, for at et Noget" kan fremtræde som et levende Væsen. Verdensaltet er saaledes et eksisterende levende Væsen, i

Det evige Liv 2871 hvilket vi alle leve, røres og er. Det er ikke saa mærkeligt, at de levende Væsener i Kraft af deres Instinktorgan er indstillet paa dette for os alle fremtrædende Gigantvæsen som Forsyn eller Guddom endnu længe før, de har faaet deres Intelligensevne udviklet. Vi ser denne instinktmæssige Indstilling paa Forsynet igennem Dyrets Angst- eller Dødsskrig, selv om denne Indstilling kun er en for Dyret selv ubevidst Automatfunktion. For de primitive Menneskers Vedkommende udløses Indstillingen paa en instinktmæssigt baaret stærk religiøs Tro paa en eller anden Forestilling om et Forsyns eller højere Magters Eksistens og Væremaade. 13. At et hvilket som helst levende Væsen udgør akkurat de samme tre Principper: Et Jeg, en Skabeevne og Resultatet af denne Skabeevne: Organismen og Bevidstheden. Det samme evige oplevende og skabende Jeg, som er i Guddommen, er saaledes ogsaa i ethvert levende Væsen som dettes Jeg. Derved bliver det levende Væsen udødeligt eller evigt oplevende og skabende. Da alle de levende Væseners Jeg'er er Guds Jeg, og deres Skabeevner og Organismer tilsammen udgør Guds Skabeevne og Organisme, er alle eksisterende Væsener saaledes en Livsbetingelse for Guddommen, ligesom Guddommen igen er en Livsbetingelse for de levende Væsener. Verdensaltet med dets Myriader af levende Væsener udgør altsaa en evigt levende Guddoms Organisme, i Kraft af hvilken han aabenbarer eller manifesterer sig, oplever og skaber saavel i Mikrokosmos og Makrokosmos som i Mellemkosmos. Og det er igennem denne Skabelse, vi bliver Vidne til hans Alvisdom, Alkærlighed og Almagt. 14. At Mørket og Lyset, saavel mentalt som fysisk er absolut livsbetingende Kontraster for Skabelsen og Opretholdelsen af Livsoplevelsesevnen for baade Guddommen og de levende Væsener, hvorfor nævnte to Kontraster henholdsvis er at betragte som et ubehageligt Gode" og et behageligt Gode". 15. At i det kosmiske Spiralkredsløbsprincip gennemlever Væsenerne

2872 Livets Bog Oplevelsen af Mørket og Lyset, hvorved de faar deres evige Livsoplevelsesevne fornyet og varieret, skiftevis ved Kulminationsoplevelsen af Mørket og Kulminationsoplevelsen af Lyset. Uden denne Fornyelse vilde en hvilken som helst Sansning og dermed Skabelse være totalt umulig, ikke blot for Menneskene og de øvrige levende Væsener i Verdensaltet, men ogsaa for selve Guddommen. 16. At alle eksisterende Funktioner, Bevægelser, Skabelser og Oplevelser befordres i Form af det kosmiske Spiralkredsløb. Disse kosmiske Spiralkredsløb manifesterer sig som seks Riger. Disse Riger har vi lært at kende under Begreberne: Planteriget", Dyreriget", Menneskeriget", Visdomsriget", Den guddommelige Verden" og Salighedsriget". Disse Riger bæres henholdsvis af tilsvarende seks Grundenergier, nemlig: Instinkt", Tyngde", Følelse", Intelligens", Intuition" og Hukommelse". Disse Energiers Virkemaade reguleres af en syvende Grundenergi Moderenergien" igennem den højeste Ilds" to Polorganer: den maskuline Pol og den feminine Pol. Disse to Polorganer er Livsoplevelsens Generalorganer. I Kraft af disse to Organers særlige skiftende Konstellationer i det levende Væsen dannes Væsenets Spiralkredsløbspassage, ligesom det ogsaa er de samme skiftende Konstellationer, der bevirker det levende Væsens Fremtræden som kulminerende Hankønsvæsen og kulminerende Hunkønsvæsen, hvilken Eenpolethed ligger til Grund for Væsenets Fremtræden som Dyr" i Renkultur. Men efter denne Renkultur begynder Polkonstellationen at forvandle sig frem imod en Dobbeltpolethed i Væsenet. Det er denne begyndende Forvandling, der omskaber Dyret" til det begyndende Menneske". I denne Forvandlings første Epoke fremtræder Væsenet endnu som specielt Hankønsvæsen" og specielt Hunkønsvæsen" og udtrykkes henholdsvis som Mand" og Kvinde". Men selv om disse Væsener seksuelt organ- og forplantningsmæssigt henholdsvis endnu er Hankønsvæsener" og Hunkønsvæener", er der allerede, om

Det evige Liv 2873 end ubevidt, dybt i deres Bevidsthed sket en Forvandling. De er saaledes ikke mere fremtrædende som Dyr" i Renkultur, men de er heller ikke Menneske" i Renkultur. En begyndende menneskelig Evne Intelligensen" sætter Væsenet i Stand til at praktisere sin dyriske Natur i en overdimensioneret Tilstand. Den dyriske Natur kan i al Korthed udtrykkes i Ordene: Enhver er sig selv nærmest" og udgør den totale Modsætning til den menneskelige Natur, der ligeledes i al Korthed kan udtrykkes i Ordene: Enhver er sin Næste nærmest". Men for at en Væremaade kan være den totale Opfyldelse af denne Indstilling til Næsten, maa Væsenets Kærlighedsevne være tilsvarende totalt eller fuldt udviklet. Men en fuldkommen virkelig og absolut Kærlighedsevne udenfor den kunstige Sympatitilstand, der ligger til Grund for Parrings- eller Forplantningstilstanden og dermed for Ægteskabet, kan umuligt opnaas uden igennem Oplevelsen af Mørkets Kulmination i Væsenets Skæbne. Men Mørkets Kulmination kan umuligt komme til Udløsning i en blot og bar Dyrebevidsthed. Dyret har ikke den Intelligens, der skal til, for at det kan bringe sin Drabs- og Egoismekapacitet i en større Udfoldelse end den, der netop akkurat er en Livsbetingelse for dets egen Eksistens. Men det begyndende Menneske, der endnu har den dyriske Egoisme og Drabstendens i sin Mentalitet, kan med den tilegnede Intelligensevne føre sin Egoismes Tilfredsstillelser og Drabsmetoder frem til den allerhøjeste Kapacitet i Ødelæggelser, Tortur, Mord og Drab overfor sin Næste, hvilket vil sige: overfor alle andre levende Væsener, uden at denne Væremaade er en virkelig Livsbetingelse. Det er disse Væseners Mentalitet, vi har udtrykt som Djævlebevidsthed". Det er denne Bevidsthedstilstand, der ligger til Grund for alt, hvad der kommer ind under Begrebet Krig, Mord og Drab, Tortur og Ødelæggelser og lignende. Det er den, der ligger til Grund for Skabelse af Atom- og Brintvaaben, ved hvilke de ufærdige Mennesker kan forøge deres Drabs- og Ødelæggelseskapacitet Millioner af Gange overfor

2874 Livets Bog deres Medvæsener. Det er selvfølgeligt, at en Verden af saadanne Væsener i tilsvarende Grad maa blive en Djævleverden"', en Dommedags- eller Ragnaroksepoke, der er den kulminerende Kontrast til den allerhøjeste Tilværelsesform, det totalt fuldkomne Menneskes i Kærlighed kulminerende Lysverden eller det virkelige Himmeriges Rige". Dette vil igen sige: den Lysverden, der strækker sig igennem det fuldkomne Menneskerige, Visdomsriget, den guddommelige Verden og Salighedsriget, hvilke Riger udgør Hjemstedet for den virkelige færdige og dermed primære Livsoplevelsestilstand i de kosmiske Spiralkredsløb. Djævlebevidstheds- eller Dommedagsepoken er saaledes en Overgangsepoke fra Dyreriget til Menneskeriget. Plante- og Dyreriget er saaledes Livsoplevelsens Fosterepoke. I disse to Epoker og ligeledes i Djævle- eller Dommedagsepoken er de levende Væsener kun Fostre i Forhold til det virkelige kosmiske Liv. Igennem denne Fostertilstand eller denne Livets kulminerende Mørkeepoke og største Kontrast til Livets kulminerende Lysepoke opstaar den Polkonstellation og kulminerende Kærlighedsevne i Væsenet, der gør dette til det fuldkomne Menneske i Guds Billede, saaledes at det er eet med Gud, eet med Vejen, Sandheden og Livet. 17. At Reinkarnationen er det urokkelige Fundament og Garanti for Skabelsen af den absolutte Retfærdighed i Verden. Uden den var der saaledes ingen som helst Retfærdighed til. Og uden Kendskab til Reinkarnationen kan Livsmysteriets Løsning umuligt opleves eller erkendes. Uden at have fortidige Liv og uden at have kommende Liv maatte Jordens levende Væsener, Mennesker, Dyr og Planter, være i en virkelig Helvedestilstand, i hvilken en større Part af Væsenerne tilsyneladende lever i en naadeløs og ubarmhjertig Tilstand, er Offer for de mest forfærdelige og dødbringende Processer, Krigstilstande, Sygdomme, Armod, Undertrykkelse, Nød og Elendighed, medens andre levende Væsener lever i Overflod, Luksus og Velvære, bliver tilbedt, dyrket og baaret paa Hænder af andre Mennesker. Hvis det

Det evige Liv 2875 levende Væsen kun har det nuværende Liv, vilde der absolut ikke være nogen som helst Retfærdighed til, eftersom Væsenerne som Regel er født ind i disse Lidelser, har dem lige fra deres fysiske Fødsel, ja, endog undertiden har haft dem allerede i Moders Liv inden den fysiske Fødsel. Men takket være Kendskabet til Reinkarnationen ser vi, at Væsenerne selv udgør den allerførste og absolutte Aarsag til deres egen Skæbne, og at Lidelserne udelukkende fremkommer i Kraft af Væsenernes Uvidenhed om fuldkommen Væremaade og den heraf følgende Skæbnedannelse. Lidelserne er ikke i kosmisk Forstand noget virkeligt eller absolut ondt. Disse skyldes udelukkende Væsenernes Uvidenhed om Princippet: Aarsag og Virkning. En hvilken som helst Handlemaade kan umuligt finde Sted uden at blive Aarsag til Virkninger. Nogle Handlinger kan saaledes blive Aarsag til Lidelser, Mord og Drab, andre Handlinger kan blive Aarsag til den mest lysende og ophøjede Lykketilstand og den heraf følgende guddommelige Oplevelse og Salighed. 18. At Skæbnedannelse saaledes er et Udviklingsspørgsmaal. Ligesom man ikke kan skabe en Maskine, et Bygningsværk eller et Kunstværk paa Lykke og Fromme, saaledes kan man heller ikke manifestere Livets største Skabelse eller Kunstværk, nemlig vor egen Skæbne, paa Lykke og Fromme. Men naar Mennesket ikke har det fuldkomne Kendskab til det, det vil skabe, kan det jo umuligt fuldføre Skabelsen. Derfor maa det tilegne sig Viden og Kundskaber i del Skabefelt, hvor det ønsker at udfolde sig. Det samme er i allerhøjeste Grad Tilfældet med Væsenets Skabelse af sin egen Væremaade eller Skæbne, der i sin færdige eller fuldkomne Tilstand er Livets største Kunstværk. Dette Kunstværk kan saaledes ikke overtrumfes af noget andet Kunstværk. Det er i Kraft heraf, at et saadant Kunstværks Ophav bliver eet med Gud. Alle andre Skabelsesprocesser er saaledes i Virkeligheden kun sekundære Skabelser i Forhold til den totalt fuldkomne Væremaades eller det totalt fuldkomne Livs Ska

2876 Livets Bog belse. Medens de almindelige, daglige Skabelser kun kræver Maa neders eller Aars Udvikling, kræver Skabelsen af den totalt fuldkomne Væremaade eller det totalt fuldkomne Liv Tusinder og atter Tusinder af Inkarnationer i fysisk Materie og den heraf følgende Udvikling i Oplevelse og Skabelse. Det er denne Udviklings Slutfacit, der gør Væsenet til Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse, hvilket altsaa vil sige: til det totalt fuldkomne Menneske. 19. At alle levende Væsener, der ikke fremtræder som det totalt fuldkomne Menneske, er nødsaget til at være mere eller mindre ufuldkomne. De er altsaa nødsaget til at være ufærdige, fordi den kosmiske Udvikling eller kosmiske Uddannelse, igennem hvilken de skal blive til det totalt fuldkomne Menneske, netop ikke er færdig. Da den fuldkomne Væremaade, den, der gør Mennesket til eet med Gud, er det samme som en Væremaade, i Kraft af hvilken Væsenet er en lysende og varmende Kærlighedssol for sine Omgivelser, lever og aander det for at hjælpe sine Medvæsener fremad og opad. Det forstaar, at disse er under en kosmisk Uddannelse, i Kraft af hvilken de netop skal blive til det fuldkomne Væsen eller kosmiske Menneske. Denne fuldkomne eller færdigudviklede Væremaade rummer absolut ikke paa nogen som helst Maade i sig det saakaldte Onde", hvilket vil sige: Skinsyge, Jalousi, Misundelse, Begærlighed, Had eller Hævnfølelse, Vrede, Hidsighed, Egoisme eller Selviskhed, Hovmod, Løgnagtighed, Uærlighed, Tungsind, Depression eller lignende. Denne Væremaade er totalt udrenset fra al Ufuldkommenhed. En saadan Væremaades Ophav ved, at alle levende, ufærdige Væsener i Virkeligheden dybest set udgør Mennesket i Guds Skabelse. De befinder sig alle i den samme Udviklings, eller kosmiske Uddannelsestilstand. De afviger kun fra hverandre i samme Grad, som de afviger fra hverandre i ufærdig Tilstand. Nogle Væsener er saaledes foran andre paa Udviklingsstigen eller i Udviklingsskalaen, og nogle er bag efter andre i den samme Skala, medens atter andre er

Det evige Liv 2877 paa det samme Stadium. Naar vi møder et Menneske, er det ikke givet, at dette Menneske er fremme paa samme Trin eller Stadium, som vi selv er. Det kan derfor ikke have en Væremaade, der er ligesaa færdig som den, vi har. De Dyder og Egenskaber, der hører vort Trin til, kan det altsaa ikke have faaet udviklet. Det maa derfor fremtræde som et mindre udviklet Væsen i Forhold til os. Paa samme Maade maa vi, hvis vi da ikke har kosmisk Bevidsthed, ogsaa fremtræde som mindre udviklede eller primitive i Forhold til Væsener, der er mere færdigudviklede end vi. Vor plads i Livet bestemmes altsaa af, hvor færdigudviklet vi er. Alt eftersom vi er færdigudviklet, er vi nærmere ved det store Maal, at blive til Mennesket i Guds Billede, blive til Mennesket, hvis kulminerende Kærlighed lyser og varmer ud over Onde" og Gode", Retfærdige" og Uretfærdige", udelukkende af uselviske Grunde og ganske uden nogen som helst Tanke om nogen som helst tilsvarende Gengældelse. 20. At, naar den store Part af alle de Mennesker, vi møder i den daglige Tilværelse, ikke er saaledes, som foran nævnt, ved vi, at de ikke er færdigudviklet. Og da de ikke er færdigudviklede, kan de selvfølgelig heller ikke komme os i Møde som færdigudviklede Mennesker. De Evner og Anlæg, de endnu ikke har, kan de umuligt handle i Kraft af. De bliver derfor mere eller mindre sympatiløse eller kolde overfor os. Ja, de kan i værste Tilfælde, uden nogen som helst Grund, blive bitre, vrede og ubehagelige overfor os. Denne deres Væremaade er saaledes ligesaa naturlig for dem, som det er naturligt for en Løve at være Løve og for et Faar at være Faar. At hævne og straffe et Væsen, fordi det har en Væremaade, der er mindre udviklet end vor, er saaledes taabeligt og kan kun gøres af Mennesker og Stater, der ikke har noget som helst Kendskab til Reinkarnation og Skæbnedannelse, og saaledes ogsaa selv er primitive eller ufærdige. Alle fysiske Mennesker fra Fødslen til Døden maa gennem forskellige Stadier fra Barn til Voksen og er derfor bundet til kun at kunne 40 Livets Bog VI.

2878 Livets Bog manifestere det af disse Stadier, det i den givne Situation befinder sig paa. Et Barn, der er to Aar, kan ikke fremtræde som et Væsen, der er tredive Aar, men maa fremtræde som et Barn paa to Aar. Saaledes kan et Væsen absolut kun manifestere sig i Kraft af det Udviklingstrin, det i Øjeblikket befinder sig paa. Det kan saaledes ikke ved Hjælp af Straf eller Trusler om Tortur eller Henrettelse tvinges til at manifestere et højere Udviklingstrin end det, der netop i Øjeblikket udgør det højeste, det er vokset frem til at tilhøre. Alle Væsener staar saaledes i høj Grad ulige med Hensyn til, hvad de kan præstere i Væremaade, selv om de ogsaa fremtræder under Begrebet Menneske. 21. At det kosmiske Fundament for en fuldkommen Væremaade eller altbesejrende kosmisk Verdensmoral er dette, at forstaa Kernepunktet i Livsmysteriets Løsning, hvilket vil sige, at forstaa, at intet som helst Væsen kan være anderledes, end det netop er i enhver given Situation. Ethvert Væsen staar til enhver Tid paa Toppen af sin Udvikling og Erfarings- eller Vidensdannelse. Den Viden, der ligger over dets mentale Toppunkt, kan det umuligt opfatte eller forstaa. At det netop ikke kan være Ekspert i en saadan højereliggende Viden og Væremaade er selvfølgeligt. Og det er denne Situation, der har bragt Menneskene ind i den Vildfarelse, at Mennesker, der ikke kan præstere at opfylde de af Samfundet vedtagne juridiske Love, er Forbrydere", der maa straffes". Men at straffe er det samme som at hævne. 22. At Forbrydelse" overhovedet ikke kan eksistere. En hvilken som helst Handling, et Væsen begaar, kan kun være et Produkt af det Udviklingstrin, dens Ophav befinder sig paa. Hvis denne Handling er at begaa Mord, Drab eller anden Lædering af Væseners Organismer, hvis den er at gøre andre Væsener Fortræd, hvis den er at lyve, stjæle eller bedrage, hvis den er at underkue andre levende Væsener og leve højt paa deres Præstationer, hvis den er at bagtale

Det evige Liv 2879 eller sværte et andet Menneskes Navn og Rygte, hvis den er Jalousi, Skinsyge og Misundelse, hvis den er at hade og hævne, ja, absolut ligegyldigt paa hvilken Maade den saa har til Formaal at skabe et Onde for andre Væsener, er nævnte Handling absolut ikke i nogen som helst Grad en Forbrydelse". En hvilken som helst Handling kan absolut kun eksistere som et Resultat af det særlige Udviklingstrin, som er dens Ophavs uundgaaelige Fundament for Væremaade. Hvordan skulde Væsenet vel kunne handle ud fra andre Udviklings trin end det, der i Øjeblikket danner Grundlaget for Opstaaen af dets særlige Tankearter og Villieføring, Manifestationer og Oplevelser? Dette betyder naturligvis ikke, at man ikke maa beskytte sig imod andre Væseners farlige, dyriske Anslag, tværtimod, men denne Beskyttelse maa ikke udløses i Kraft af Vrede, Had eller Bitterhed. Den maa udelukkende udløses i Kraft af Humanitet eller Kærlighed og i Forstaaelse af de paagældende Væseners uudviklede eller ufærdige Tilstand. Derfor vil hele det nuværende Straffe- og Henrettelsessystem i den ny Verdenskultur blive totalt ophævet til Fordel for lukkede Statsomraader med Institutioner for Vejledning, Beskyttelse og Opdragelse af disse Menneskehedens mindst udviklede og i kulturel Henseende endnu uformuende Væsener. De vil her ikke kunne komme til at gøre andre Fortræd, ligesom de ogsaa her selv er beskyttede mod andre Væseners Uforstand, Vrede, Had og Hævn. Disse Væseners Tilværelse bliver indenfor disse nævnte Institutioner et frit Liv, bortset fra de Beskyttelsesforanstaltninger, der her er manifesteret for at hindre, at deres dyriske eller ufærdige Natur kommer til livsfarlige, blodige Udslag overfor deres Omgivelser. Men ud over denne Spærring af deres, for andre Væsener farlige Natur, kan de her saa meget som muligt leve i Kontakt med en for dem tilpasset normal Kulturudvikling. Indenfor disse Institutioners Omraade vil der saaledes være baade Biblioteker, Skoler og Læreanstalter. Der vil blive Adgang til Forskning og Stu 40*

2880 Livets Bog dium. Disse Væsener vil saaledes efter Evne kunne udvikle sig i Kunst og Videnskab baade paa det fysiske og aandelige Omraade. De vil kunne leve i Ægteskab, de vil kunne dyrke deres eventuelle Hobby, de kan dyrke Sport, de kan gaa i Institutionens Teatre, Biografer og andre tilpassede Forlystelsesomraader. Og efterhaanden, som de er vokset fra eller befriet fra deres for andre livsfarlige Naturer, overgaar de automatisk til det frie Samfund. I Stedet for den saakaldte Forbryderverden" eller Samfundets Underverden", som Samfundene i Dag fører Krig imod og udsætter dens Væsener for Straf og Henrettelser, der i Virkeligheden er det samme som Overtrædelse af Bibelens femte Bud eller Humanitetens absolutte Love, har denne, den begyndende virkelige Fredens Verdenskultur, saaledes ingen som helst Forbryderverden" og ikke nogen som helst Forbrydere", eftersom man i Kraft af kosmisk Viden ikke kan opfatte noget som helst Væsen som Forbryder", men derimod opfatter alle de Væsener, der i Dag gaar under dette Begreb, som Væsener, der i Udviklingen endnu ikke har naaet det Trin, der danner autoriseret Moral og Retsvæsen for det øvrige Samfund. At disse endnu mindre udviklede Væsener ikke med Sjæl og Aand totalt kan opfylde den nævnte autoriserede Moral og Retsvæsen er selvfølgeligt. Det er derfor, at man i det kommende Fredens Verdensrige har en Kulturudviklingsstat i Staten. Man forstaar her Kristi Ord: Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig". 23. At det er en Kendsgerning, at Væsenerne staar paa højst forskellige Udviklingstrin, og at det udelukkende er afhængigt af disse Trin, hvordan et Væsens Væremaade giver sig Udslag. At bringe et Væsen til totalt at ændre sin Væremaade fra en Tilstand til en anden kan absolut kun gøres ved at bringe det fra et Udviklingstrin til et andet. Men denne Overføring af Væsenet fra et lavere Trin til et højere Trin kan intet som helst Menneske paaføre noget andet Væsen. Det

Det evige Liv 2881 ligger absolut kun i Livets egen Magt og Struktur. Man har endnu aldrig set, at Straf og Hævn skaber Forbryderne" om til Engle. Derimod viser Loven, at Krig føder Krig, Straf eller Hævn føder Straf og Hævn. Kærlighed føder Kærlighed. Det er absolut Loven, at man kun kan høste den Sæd, man saar. Hvordan skal man kunne høste Rug ved at saa Byg? Hvordan skal man kunne høste en Sæd, man ikke saar? Hvad et Menneske saar i Form af sin Væremaade er absolut afhængigt af det Udviklingstrin, det befinder sig paa. At faa det til at saa en anden Sæd end netop den Sæd, der affødes af dets Udviklingstrin, er en total Umulighed. Væsenerne kan saaledes absolut ikke bringes til at manifestere en højere moralsk Væremaade end netop den, der er Toppunktet af dets midlertidige Udviklingstrin. Ligesom det er umuligt at forvandle et meget primitivt Dyr til at blive til et højere udviklet Dyr, saaledes er det ogsaa umuligt at forvandle en Viking til en virkelig Kristus og en saakaldt Bandit" til en Engel. Her hjælper Diktatur, Straf eller Trusler om Henrettelse ikke. Her hjælper hverken Moralprædiken, Tale eller Undervisning i Moralbegreber eller Verdensopfattelser, der ligger udenfor vedkommende Væsens Udviklingstrin, absolut heller ikke. 24. At al Intolerance, Vrede og Bitterhed imod Væsener af et andet Udviklingstrin, Moral og Livsopfattelse, og som derfor har en tilsvarende anden Væremaade end en selv, er skrigende Overtrædelse af Livslovene. Og hvis Vreden bliver til Forfølgelse, Straf, Krig, Mord, Drab og Lemlæstelse, bliver denne vor Intolerance eller Væremaade absolut ikke nogen Løftelse af det anderledes tænkende Væsen, der er Genstand for vor Intolerance. Men derimod opnaar vi med denne Væremaade Tabet af vor egen Fred og Glæde i Sindet der, hvor det ikke fører til Død, Lemlæstelse og Sygdom i vor egen Skæbne. Den Dom, hvormed vi dømmer andre, bliver saaledes uundgaaeligt bestemmende for Graden af Freden, Lykken og Glæden i vor egen Skæbne.

2882 Livets Bog 25. At Nutidens juridiske Love og Retsvæsen er højst ufuldkomment. Det er formet af de Tankearter, som de almene jordiske Menneskers Udviklingstrin har kunnet afføde. De Udviklingstrins Tankearter, der ligger endnu højere, og som de derfor endnu ikke engang aner eksisterer, har de selvfølgelig ikke kunnet danne juridiske Love eller Retsvæsen efter. De højereliggende Udviklingstrins moralske Tankearter udgør som bekendt dette: Du skal elske din Gud over alle Ting og din Næste som dig selv". Det du vil, at Menneskene skal gøre imod dig, dette maa du ogsaa gøre mod dem". Det et Menneske saar, skal det høste". Med Hensyn til at tilgive sin Næste hedder det ogsaa i de højere, guddommelige Tankeklimaer, at man ikke alene skal tilgive syv Gange dagligt, men derimod indtil halvfjerdssindstyve Gange syv Gange dagligt. Rent bortset herfra eksisterer det femte Bud: Du skal ikke dræbe", og af hvilket Bud alle de andre af de ti Bud er Udløbere. Selv om disse guddommelige Tankeklimaer i Aartusinder har været forkyndt for Menneskene, har de endnu ikke formaaet at forandre Menneskeheden, saa den ikke vil føre Krig, ikke vil dræbe, ikke vil straffe eller hævne, ikke vil lade være med at skabe geniale Mordvaaben, der netop udvider Drabsog Lemlæstelsesevnens Kapacitet Millioner og atter Millioner af Gange. Menneskene har endnu i stor Stil mere Tillid til disse Krigens Helvedesmaskiner som et Middel til Skabelse af Fred, Lykke og Glæde i Verdenskulturen, end de har Tillid til den sande og virkelige og dermed uundgaaelige Vej til Freden, nemlig dette, med sin Væremaade at saa Fredens Sæd i sin Næstes Sind. Hvordan skal de kunne opnaa Fredens Frugter: Lykken og Glæden ved ikke at saa den? Hvordan vil man kunne opnaa at høste andet end Krigens Frugter: Døden, Ulykken og Lidelserne ved at kun at saa Krigens Sæd? Saalænge Menneskene endnu har saa lidt Indsigt i den guddommelige kosmiske Verdensstruktur, at de ikke forstaar, at man umuligt kan høste Fredens Frugter eller Velsignelser ved

Det evige Liv 2883 at saa Krig, vil Opnaaelsen af den virkelige og sande Freds Velsignelser være en Umulighed. Krigens Forbandelser eller Frugter maa da uundgaaeligt modne til Kulmination i Menneskenes Skæbne. Til Ulykkens og Lidelsernes Sæd hører ogsaa Menneskenes Myrderi af Millioner og atter Millioner af Dyr, ja endog af Pattedyrene, til hvilken Væsensart de selv endnu i stor Udstrækning baade fysisk og sjæleligt tilhører. Det maa her bemærkes, at vi ikke opsætter disse Analyser som en Bebrejdelse overfor det kødædende Menneske. Det lever jo ligesom Flokken i den Overtro, at det ikke kan leve uden animalsk Føde. Det spiser sig derfor med god Appetit ind i den Ulykkes- eller Lidelsesepoke, som den animalske Føde i stigende Grad afføder i Mennesket, alt eftersom det bliver mere og mere udviklet i Tænkning og Humanitet og derved bliver mere og mere forvandlet til Menneske. Med denne Forvandling fra Dyr til Menneske kommer Væsenet ind under helt andre Love og Livsbetingelser. Jo mere det forandrer sig fra Rovdyrets sjælelige Natur, desto mere forandrer sig ogsaa dets fysiske Organisme. Det er ikke Livets Mening, at det vordende Menneske i Guds Billede skal blive ved med at æde Ligene af sine Medvæseners Organismer og saaledes leve højt paa disse Væseners Død og Undergang. At tro, at Saaningen af denne Sæd ikke kommer tilbage til sit Ophav med tilsvarende Død og Undergang er en absolut Fejltagelse. Det er absolut ikke nogen Livsbetingelse for det udviklede Menneske at skulle være kødædende eller Fortærer af animalske Lig. Dette bliver til Kendsgerning igennem den kolossale store Procent af Menneskene, der er syge, og som man i Virkeligheden ikke hurtigt nok kan skaffe Hospitaler til. Er Hospitalerne ikke netop smaa Byer i Byerne? Og hvor er der i Dag blevet noget Hospital overflødigt paa Grund af manglende Patienter? Bliver der ikke netop bygget flere og flere Hospitaler? Ser man nogen Steder, at det gaar den modsatte Vej, saa der bliver færre og færre Syge trods Lægevidenskabens Vækst og dens Udøveres og Med

2884 Livets Bog hjælperes kolossale Ofre for at hjælpe og fritage de Syge for deres Lidelser? Er ikke netop de mange Sygdomme under Begrebet Kræft" og andre, den animalske Organisme ødelæggende Foreteelser Udtryk for, at Menneskene ikke forstaar at passe og pleje deres fornemste Livsoplevelsesredskab eller fysiske Organisme? - Lad os atter her mindes, at denne Menneskenes fysiske Livsindstilling ikke er af Ondskab, men skyldes udelukkende kosmisk Uvidenhed. Der er saaledes her ligesom i alle andre lidelsesfrembringende Situationer intet at bebrejde Menneskene. Vi har kun til Opgave her at paavise Aarsag og Virkning for den, der netop søger denne Viden. Det er vor Mission at paavise, hvor Menneskene befinder sig paa Udviklingsstigen, og hvorfor de netop maa leve i Krig og Lidelser eller Ragnarok, maa leve i Ulykke og Fornedrelse. Hverken Kristendom, Buddhisme eller Islam har kunnet gøre Menneskeheden til Engle eller til den totale Freds Væsener. Kun Selvoplevelse af Væsenernes udløste fejlagtige Aarsagers pinlige eller smertefyldte Virkninger kan være det primære i Menneskets Forvandling fra Dyr til Menneske. Naar Menneskene igennem denne Forvandlingsproces er naaet saa langt frem, at de bliver klar over deres egen Uvidenhed, da kan Analyser og Vejledning til en vis Grad føre dem det sidste Stykke Vej frem til Maalet: Den store Fødsel", efter hvilken de da fremtræder som det færdige Menneske eller Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse". 26. At de levende Væseners Forvandling fra et Udviklingstrin til et andet udelukkende kun sker i Kraft af det fundamentale Princip Aarsag og Virkning". Ingen som helst Handling eller Manifestation kan finde Sted uden at blive Aarsag til Virkninger. Og ingen Virkninger kan finde Sted uden at være Aarsag til nye Virkninger og saaledes fremdeles. At ingen Handlinger eller Manifestationer kan finde Sted uden i sin dybeste Analyse at have et levende Væsen til Ophav. De levende Væseners Oplevelse af Livet er saaledes deres

Det evige Liv 2885 Skabelse af Aarsag og Virkning. De kan altsaa ikke eksistere, uden at deres Manifestation eller Væremaade er en Skabelse af Aarsager, der igen udløser sig som Virkninger. Disse Virkninger kan være af en saadan Art, at de er dræbende, ødelæggende og smertefulde og gør dermed sit Ophavs Skæbne ulykkelig. Men det levende Væsen kan ogsaa skabe Aarsager, der udløser sig som Virkninger, der udgør den største Lykke, Behagsfølelse og Glæde ved at være til. Disse Virkninger, saavel de ubehagelige som de behagelige, afføder i Væsenets Bevidsthed Erfaringer, der igen afføder Evnen til mere og mere at skabe de Aarsager, der afføder de lykkelige Oplevelser eller den totale lykkelige Skæbne. Men dette sker ikke blot rent intelligensmæssigt. Denne Side af Sagen sker først, naar Væsenet igennem sine mange fejlagtige Aarsager og de heraf affødte lidelsesfulde Virkninger har faaet sin Følelsesevne udviklet i human Retning, saaledes at det begynder ikke at kunne nænne at gøre det Onde og ligefrem faar Lyst til at lære, hvorledes man bedst kan undgaa at blive Aarsag til sin ulykkelige Skæbne. Naar Væsenerne først er naaet frem hertil i Udvikling, begynder de for Alvor at søge efter Gud. Først da kan Væsenerne til en vis Grad forbedre deres Udvikling ved Vejledning, ved Forskning eller Studium. Det er denne Vejledningstrang, der bliver afhjulpet igennem Verdensgenløsningsprincippet, igennem Verdensgenløsere, gejstlige Autoriteter, indtil Væsenerne er vokset over disse Autoriteters Lære og Vejledning og derfor har begyndt at have Spørgsmaal, de ikke kan faa besvaret igennem disse Autoriteter. Det er i Kraft af denne Situation, at Væsenerne søger højere Oplysning. Og det er denne Søgen efter Livsmysteriets Løsning, der i Vesten er resulteret i den moderne materialitiske Videnskab. Igennem den har Menneskene faaet gode og virkelige Svar paa mange af Materiens Foreteelser, men disse Svar er absolut ikke Livsmysteriets Løsning. Nævnte Videnskab har givet Menneskeheden et Ocean af materielle Goder, en begyndende Ud

2886 Livets B og vikling af Evnen til at beherske Materiens Kræfter til Fordel for Overførelsen af det grove Arbejde til Maskinerne, der selv er drevet af Materiens eller Naturens Kræfter, og hvorved Menneskene saaledes bliver mere og mere fritaget for nævnte Arbejde. Denne Menneskenes Benyttelse af Maskiner udgør det begyndende Fundament for det kommende Verdensrige, hvor Menneskene i Virkeligheden kun skal lede Maskinerne til at gøre de svære og grove Arbejder, samt udføre de mere indviklede og forfinede Arbejder. Den Forbandelse, som Gud, ifølge Bibelen, udtrykte over for Adam, I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød", eksisterer saaledes ikke i nævnte Rige. 27. At hvor vidunderlig den materielle Videnskab saa end er, og hvor mange vidunderlige Goder den saa end har bragt Menneskeheden, saa kan den dog umuligt give Menneskene det virkelige, fuldkomne og totale Svar paa selve Livets Gaade. At noget vejer saa og saa meget, at det har den eller den Volumen, at det har den eller den Farve, at det er saa og saa koldt eller varmt, og det udløser den eller den Grad af fast, flydende, luftformig og straaleformig Tilstand i Materien, giver kun Oplysning om selve Materien eller Stoffet. Det giver kun Oplysning om Reaktioner, der foregaar imellem de forskellige Materier eller Stoffer. Det giver ingen som helst Oplysning om selve Det Levende" bag Materien. Dette Levende" bag Materien vil evigt være en Gaade for de gudløse Materialister. Nævnte Levende" kan umuligt opleves igennem materialistiske Facitter. Det kan saaledes umuligt opleves af Væsener, hvis Aandsevner udelukkende er begrænset til den blotte Intelligens. 28. At man med den blotte Intelligens umuligt kan tilegne sig anden Viden end den rent materialistiske. Væsener paa et Stadium, hvor de ikke har de specielle Sanser udviklet, ved hvilke de kan opleve og forske selve Det Levende"s Analyser, saaledes som de med Intelligensen kan opleve og udforske Materiens Analyser, er nød

Det evige Liv 2887 saget til paa det kosmiske eller ikke tids- og rumdimensionelle Felt at være Analfabeter. 29. At den eneste Adgang til Oplevelse af selve Livets Analyser hinsides Materiens Analyser sker udelukkende kun igennem selve Intuitionsevnen". Men denne Evne kommer ikke til Udvikling i noget Menneske uden i Kraft af den humane Evnes Udvikling, hvilket er det samme som Næstekærlighedens Udvikling. Den humane Evnes Udvikling sker automatisk igennem de Lidelser eller ulykkelige Skæbner, som Væsenerne ved deres ufærdige eller uudviklede Væremaades Tilstand afføder. Humanitet er ikke noget, man kan tilegne sig ved Intelligens, saaledes som man kan tilegne sig Viden i Kraft af denne Evne. Har man først faaet udviklet den humane Evne, kan man med Intelligensen intellektualisere den, hvilket vil sige gøre den logisk. Den humane Evne er jo en udviklet stærk Sympati for alt Levende. Men en saadan Sympatifølelse kan lige saavel være ulogisk som logisk. En ulogisk Sympatifølelse er det samme som det, vi i Livets Bog har udtrykt som Tossegodhed". Tossegodhed er at understøtte eller hjælpe Svindlere" og Bedragere", der under en camoufleret Nød, Sygdom eller Elendighed søger at udnytte Mennesker med stor Sympatifølelse og saaledes uberettiget eller under falsk Foregivende søger at leve højt paa disses Gavmildhed. At understøtte saadanne Mennesker er det samme som at føre disse Mennesker i Fordærv. En saadan Sympatifølelse kan derfor ikke udtrykkes som Kærlighed". Derfor maa et Væsens Sympatifølelse netop intellektualiseres, saaledes at den kan udløses logisk eller paa en saadan Maade, at den ikke bliver til Fordærv. En saadan intellektualiseret Sympati eller Følelse er det samme som den absolutte rene Kærlighed". 30. At naar Menneskets Væremaade er blevet til en total Praktisering af den absolutte Kærlighed, er Intuitionsevnen ogsaa blevet stærkt udviklet. Det er udelukkende kun igennem denne Evne, at Adgangen

2888 Livets Bog til selve Livsmysteriets Løsning tilegnes eller opnaas. Igennem denne Evne bliver Væsenets Sansesæt af en saadan Kapacitet, at det kan forbinde sig eller komme i fuldkommen Kontakt med de højeste Vibrationer eller kosmiske Bølgelængder, som er gældende for de allerhøjeste, reneste Tankefunktioner, altsaa alle Tankefunktioner, igennem hvilke de allerhøjeste Livsfacitter eller den allerhøjeste Viden eller selve Livsmysteriets Løsning i alle dets Detailler aabenbares. Det er denne Væsenets Mental- eller Tankefunktions Forbindelse med den allerhøjeste Viden, der gør Væsenet til et Kristusvæsen, til et levende Væsen, der er eet med Faderen" og opfylder saaledes den guddommelige Plan, der er udtrykt som Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse". 31. At dette, at tilegne sig Livets allerhøjeste Viden om Guddommen eller Det Levende" bag alle eksisterende Skabelsesprocesser i Verdensaltet, bag alle de levende Væseners Organismer eller den samlede Løsning paa Livets Mysterium og dermed blive eet med Sandheden, Vejen og Livet, udgør altsaa et Hundrede Procents Moralspørgsmaal. Man kan ikke her, saaledes som Tilfældet er med Tilegnelsen af den materialistiske Viden eller Videnskab, der ikke kræver nogen som helst moralsk Kapacitet, tilegne sig den allerhøjeste Viden eller Livsmysteriets absolutte Løsning. Ligesom man ikke kan tilegne sig den materialistiske Viden uden Intelligens, saaledes kan man heller ikke tilegne sig den højeste Viden om Det Levende" bag Materien og Skabelsen uden Intuition, hvis Udvikling igen kræver en meget høj Moraludvikling eller en Væremaade i kulminerende Kærlighed. At mange materialistiske Kapaciteter lader haant om Aandsvidenskaben eller den virkelige kosmiske Videnskab er let at forstaa. Evner, et Menneske selv er blottet for, kan det ikke forstaa, at andre Mennesker kan have. Vi ser da undertiden, hvorledes saadanne Kapaciteter kommer til at blotte denne deres kosmiske Uformuenhed og Naivitet, naar de kritiserer og haaner

Det evige Liv 2889 Aandsvidenskaben eller Livets kosmiske Analyser. Her gælder det i en meget synlig Grad, at den Dom, man dømmer andre med, bliver man selv tilmaalt. Men her gælder Tolerancen, som netop er baseret paa den Viden, at ingen kan handle efter en Viden, de ikke har, og Foreteelser de ikke kan sanse, og Kendsgerninger de ikke kan forstaa eksisterer. 32. At Jordmenneskeheden befinder sig i det kosmiske Kredsløbs Vinterzone og er i Form af Udvikling paa Vej imod det samme kosmiske Kredsløbs Foraarszone. Vi ved saaledes, at vi i Kraft af de evige kosmiske Love uundgaaeligt er paa Vej mod Lyset. En Tilbagegang i denne Væsenernes Passage igennem nævnte Kredsløb kan umuligt forekomme. Det, der fører Væsenerne fremad igennem nævnte kosmiske Kredsløbs Vinterzone, er en Længsel efter et tilsvarende mentalt kosmisk Foraar med kosmisk Sol, Lys og Varme. Denne Længsel imod Lyset eller Lyst til at skabe en human Tilværelsesform er affødt i de Mennesker, der allerede har passeret Kulminationen af Mørke- og Lidelsestilstanden i en saadan Grad, at de begynder at forstaa, at Krigen, Vreden, Hadet og Bitterheden ikke under nogen som helst Form heller ikke i Form af saakaldt Hellig Vrede", eller saakaldt Retfærdig Harme" er Vejen til den virkelige sande altgennemtrængende Fred. Hele Dommedags- eller Ragnaroksepo kens Virkninger vil efterhaanden afføde i alle Jordens Mennesker denne Længsel efter Fred, Humanitet eller Kærlighed. 33. At som Næring for Længslen efter den virkelige Fred eller en Tilværelsesform, hvor man mere og mere begynder at forstaa, at saa længe man tror paa Krigen, maa man blive ved med at være i Krigen, er de humane Verdensreligioner blevet til. Men efterhaanden som det humane Krav bliver større og større, og derved fjerner Tanken om Straf og Henrettelser i de udviklede Menneskers Sind, er de overleverede Religioners kirkelige Moral ikke mere tilfredsstillende. Den udløser nemlig for visse Religioners

2890 Livets Bog vedkommende Velsignelse over baade Krige og Dødsstraffe, samt andre dræbende Foranstaltninger. Selv om disse Religioner paa andre Felter fortolker Humanitet og saaledes i disse Felter mere eller mindre er at betragte som det kosmiske Kredsløbs mentale For aarsvinde, er disse Vinde ikke stærke eller varme nok til at retfærdiggøre den Smeltning af de mentale Isregioner, der har fundet Sted i de mange Menneskers Sind, der har passeret Vinterzonens Kulmination af Kulde, Frost, Død og Undergang. Disse Mennesker er saaledes vokset over Religionernes begyndende Fortolkning af Humanitet og har i deres Sind langt større Krav til Humanitet eller Kærlighed i Samfundenes Statsstyrelse, Lovsystemer og Retsvæsen end de Krav, der ellers for deres Samtid er autoriserede og gældende. 34. At naar Væsenerne i Humanitet eller Kærlighed og Intelligens er vokset over de gængse autoriserede religiøse og materielle Samfundsforhold, har de ikke mere noget Staasted i den Kultur, de er vokset op i. Da Religionerne ikke har nogen særlig Interesse for disse Væsener, og den materialistiske Videnskab heller ikke giver dem noget Svar paa deres Længslers Maal, har vi her i disse Væsener den Sædemark, i hvilken de kosmiske Analyser kan saas, komme til at spire og bære Frugt. 35. At Frugten af de kosmiske Analyser er en paa disse Analyser baseret ny Verdenskultur. Denne Verdenskultur maa altsaa endnu et godt Stykke være i sin blot og bare Fostertilstand. Den forstaas naturligvis ikke af de Væsener, der endnu ikke har den humane Kapacitet eller Næstekærlighed i sig, og i Kraft af hvilken de væmmes ved Henrettelse, ikke blot paa Mennesker, men ogsaa det skrækkelige Myrderi, som finder Sted i Form af Slagtning af Dyr. De væmmes ved at være med til at æde andre Væseners Organismer. De væmmes ved at gaa paa Jagt og Fiskeri. De væmmes ved alle de Ulykker og Lidelser, Sorger og Bekymringer, som det gængse Pengesystem afføder. De væmmes ved Tobaks- og Spiritusnydelse. De

Det evige Liv 2891 væmmes ved alle de andre gængse Giftstofnydelser og unaturlige Vanetilstande. De udviser meget ofte en begyndende harmonisk Kombination af det i dem fremtrædende maskuline og feminine Princip i deres Væremaade, der igen afføder en tilsvarende Næstekærlighed. Det er ikke saa mærkeligt, at saadanne Mennesker af de endnu temmelig primitive og inhumane eller humanitetsløse Medmennesker undertiden opfattes som Særlinge, abnorme eller lignende. Men disse Væseners Psyke og Væremaade er ikke desto mindre en virkelig Fredens Verdenskulturs begyndende Anmarchs, et begyndende Foraars milde Vinde. De kosmiske Analyser i disse Menneskers Psyke, Liv og Væremaade udgør saaledes en ny Verdenskulturs Fødsel. 36. At denne ny Verdenskultur er det virkelige Himmeriges Rige" paa det fysiske Tilværelsesplan. Her eksisterer alle Opfyldelser af de jordmenneskelige højeste Idealer. Her er alle Verdens Nationer blevet til eet Rige, een Stat med en for hele Verden fælles Regering. Alverdens Folkeslag er blevet til en uadskillelig Eenhed. I dette guddommelige Rige eksisterer kun den absolutte Fred i Renkultur. Krig og Ufred er forlængst forsvundet fra dette Riges jordiske Kontinenter. Her kan allerhøjest i dets første Epoke være Tale om et Retsvæsen. I denne Stat eksisterer hverken Straffeanstalter eller Tugthuse. Den i Dag saa altdominerende Handelsverden eksisterer heller ikke i Fremtidsstaten. Ligeledes er Pengesystemet og dermed de med dette System forbundne Ulykker og Lidelser ogsaa forsvundet. Ingen som helst Privatpersoner, Aktieselskaber eller Koncerner kan eje og monopolisere Jordens Indhold af Olier og Mineralier og øvrige Stoffer. De kan kun ejes af hele Menneskeheden og kan kun udnyttes til absolut Fordel for hele Menneskeheden. Hvert eneste Menneske, der bliver født paa Jorden, er absolut Medejer af Jordens Rigdomme. 37. At det er Verdensregeringens Opgave at forvalte den for alle Væ

2892 Livets Bog sener medfødte Arv saaledes, at denne bliver til Glæde og Velsignelse for ethvert Menneske, men ikke til Fordel for den ene mere end for den anden. Den eneste Maade, paa hvilken Jordens Rigdomme retfærdigst kan komme Menneskene til Gode, er kun i Kraft af den menneskelige Begavelse og Arbejds- eller Skabeevne. Og denne Evne har ethvert normalt Menneske. Denne Evne bliver sit Ophavs Betalingsmiddel i Stedet for Penge. Ethvert sundt og normalt Menneske maa betale med denne sin Evne den Levestandard, det Ønsker. Hvor meget Arbejde, ethvert Menneske skal udføre, retter sig efter hvor mange Mennesker, der til den Tid eksisterer paa Jorden, og hvor stor eller omfattende en Gennemsnitslevestan dard det samme Antal Mennesker begærer. Det samlede Antal Arbejdstimer, som skal til for at tilfredsstille dette Behov, vil saa blive udlignet paa ethvert Væsen af det samlede Antal Mennesker paa Jorden. I Henhold til den kolossale Del af dette Arbejde, der kan udføres paa Maskiner, vil der kun kunne blive meget faa Arbejdstimer til hvert enkelt Menneske. Det kan maaske blive to Timer eller to Dage om Ugen indenfor de Aar i dets voksne Alder, hvor disse Arbejdstimer skal ydes. Disse Arbejdstimer er beregnede saaledes, at disse ogsaa yder Betalingen for sit Ophavs Barndom og Uddannelse, dets Alderdom og eventuelle Sygdoms- og Invaliditetstilstand. Disse Situationer kan derfor ikke skabe økonomiske Sorger. Det har den samme Adgang til den ordinære, autoriserede Levestandard, der som nævnt langt overgaar den i Dag fremtrædende højeste almengældende Levestandard. 38. At i Verdensstaten har den højeste internationale Verdenspolitik totalt fundet sin Balance og dermed sit fundamentale Leje. Den kulminerer her i den totale fuldkomne Retfærdighed. Det er denne Balance, Menneskene i Dag, om end til en vis Grad ubevidst, søger i al deres politiske Stræben og opsatte politiske Idealer eller formentlige Idealer. Ja, det er i Virkeligheden denne Stræben, der i

Det evige Liv 2893 stor Udstrækning bliver til ligefrem Kamp imellem Menneskene, netop fordi de hverken har fundet Sandheden i Religionen eller Politik. I samme Grad, som disse Idealer er urene, er identiske med røveriske Principper: Havesyge, Erobringslyst, ja er en Kamp om Tilegnelse af materielle Goder eller Fordele paa andre Menneskers Bekostning, fører de Menneskene ind i Krigens Djævlebevidstheds sfærer, der kun rummer Lemlæstelse, Død og Undergang, Invaliditet, Sorger og Bekymringer, Sult og Savn paa alle baade fysiske og mentale Felter. Det er netop denne Situation, der modner Menneskene til den stadige Søgen efter en mere fredsbefordrende Politik, og hvis Endemaal eller Slutfacit netop bliver Verdensstaten med een Regering, der alene har den allerhøjeste styrende Instans over alle Folk paa Jorden. Det er klart, at denne Verdensregering hverken er engelsk, tysk fransk, russisk eller kinesisk eller tilhørende nogen som helst speciel Nationalitet. Den kan absolut kun udgøre en af alle Nationer frivilligt valgt Fællesoverhøjhed eller styrende Magt. 39. At den i Dag eksisterende politiske Kampverden i Verdensstaten vil være totalt ophørt, eftersom Generalløsningen paa al Politik til den Tid vil være fundet og eksistere i Praksis. Naar noget er kommet i Balance, behøver det ikke at søge Balancen. Naar al Politik har fundet sin Balance, behøver Menneskene ikke mere at søge efter denne Balance. Derved falder al politisk Kamp væk. Naar alle Verdens Stater saaledes har fundet den politiske Balance og frivilligt er blevet til eet Rige eller een Stat, er der ikke mere noget som helst Grundlag for Krig. Alt Militærvæsen falder bort. Der kan højst være Tale om et Verdenspoliti bag den Øvrighed, som Verdensregeringen da vil udgøre. Denne Verdensøvrighed og dens Verdenspoliti vil ogsaa komme ind under den lovbefalede Arbejdsydelse for de Mennesker, der her har Kvalifikationer og Uddannelse, og for hvem denne særlige Ydelse betyder et Kald, en Glæde og Livslyst. For Menneskeheden vil denne Ændring betyde en kolossal økonomisk 41 Livets Bog VI.

2894 Livets Bog Besparelse, idet hele dette i Dag opretholdte Militærvæsen eller Krigsberedskab falder bort. Økonomisk Besparelse i Verdensstaten betyder Besparelse af Arbejdstimer, eftersom Penge ikke mere eksisterer i Verdensstaten som Betalingsmiddel. Ingen kan her købe eller sælge Varer. Intet som helst har Salgsværdi, fordi ingen som helst Produkter eller skabte Ting bliver fremstillet for at skulle udgøre en Handelsvare. Alle Varer, Forbrugsgenstande, Apparater og Maskiner, ja kort sagt, alle af Menneskene ønskede Livsprodukter og andre skabte Produkter og Foreteelser bliver udelukkende kun skabt for at kunne tilfredsstille deres Krav eller Begær. Dette gælder altsaa ikke blot de rent livsvigtige Produkter, men ogsaa de mindre vigtige Produkter, naar blot de paa logisk Maade kan gøre Menneskene lykkelige og glade ved at være til. For at kunne skabe denne lykkelige Tilfredsstillelse for Menneskene, kræves der absolut ikke Penge, men derimod udelukkende kun Arbejds- eller Skabeevner. Det er jo netop derfor, at ethvert Menneske her i Verdensstaten maa yde lige akkurat det Antal Arbejdstimer for Staten, som Tilfredsstillelsen af dets Livsbehov og andre eventuelle Ønsker og Begær koster Staten at virkeliggøre. Disse Arbejdstimer giver saaledes deres Ophav et Livspas eller Levestandardpas som Garantibevis for, at det netop har udført dets Arbejdsforpligtelse. Dette Pas giver saa sin Indehaver Adgang til alt, hvad man kan tænke sig, at et Menneske paa rimelig Maade har Brug for i sit daglige normale Livsbegær: saasom Bolig, Rejser, Bøger, Beklædnings- og Hushold ningsprodukter, Befordringsmidler o. s. v. indtil en saadan Grad, som Verdensstatens ordinære Levestandard er beregnet paa at kunne yde enhver Borger i Kraft af de tvungne Arbejdstimer. Alt Materiale er gratis for alle, der paa rimelig Maade vil benytte det. Hovedaarsagen til Fattigdom, Armod, Sult, Nød og materiel Elendighed falder hermed bort. Tyveri, Røveri, Plyndringer og Bedrageri vil ogsaa totalt ophøre, da intet som helst har Salgsværdi, da Penge ikke eksi

Det evige Liv 2895 sterer, rent bortset fra at ingen som helst er fattig eller trænger til paa ulovlig Vis at tilegne sig Værdier. Enhver Borger har jo en let Adgang til at faa sine materielle Begær tilfredsstillet i Kraft af sit Levestandardpas. Da dette Pas absolut kun er gyldigt for den Person, det er udstedt til, kan det ikke paa nogen som helst Maade benyttes af andre. Idet Penge saaledes er totalt afskaffet, kan absolut ingen som helst leve paa andres Bekostning. Dette betyder, at der i Verdensstaten saaledes ikke kan forekomme nogen som helst materiel Overklasse eller Underklasse. Alle har den samme Adgang til de materielle Værdier. Der eksisterer saaledes ikke nogen som helst materiel eller fysisk Standsforskel blandt Menneskene i Verdensstaten. Der eksisterer kun Aandsforskel. Alle Mennesker er jo ikke lige meget udviklet eller lige meget begavede, men denne Standsforskel er naturlig og ikke en af Mennesker affødt kunstig Standsforskel saaledes som den økonomiske Standsforskel, der i Dag eksisterer og sætter ondt Blod imellem Menneskene. Da alt Materiale er gratis, vil ethvert Produkt, et Menneske frembringer udenfor sine ordinære Arbejdstimer, helt og holdent være Vedkommendes Ejendom. Men som nævnt, intet har Salgsværdi. Det nævnte Produkt kan derfor ikke sælges. Det kan foræres bort, ligesom det naturligvis ogsaa kan byttes med en anden skabt Ting, hvis dens Ophav ønsker det. Men et saadant Bytte sker jo kun for hver Parts Vedkommende i en behagelig Interesse for eller Kærlighed til den anden Parts Produkt. En saadan Tilegnelse sker altsaa absolut ikke for at man kan sælge Produktet videre og tilegne sig økonomisk Gevinst paa det. At Menneskene bytter deres Kulturværdier eller forærer disse til hverandre kan jo kun være oplivende, belærende, inspirerende og glædebefordrende for Parterne. Det er denne Glæde, der i stor Udstrækning vil oplyse og befordre Menneskenes Livslyst og Glæde ved at være til. 40. At alle Mennesker i Verdensstaten er saa intellektualiserede og 41*

2896 Livets Bog humaniserede i deres Væremaade, at Livsmysteriets Løsning: den allerhøjeste Kosmologi eller Aandsvidenskab er blevet en teoretisk Selvfølgelighed for alle Mennesker og en kosmisk Selvoplevelse for en stærkt voksende Gruppe Mennesker, indenfor hvis kosmiske Vidensmilieu alle Verdensstatens højeste Regeringsmedlemmer rekrutteres. Det er derfor ikke saa vanskeligt at forstaa, at Verdensstaten er Himmeriges Rige" paa Jorden. At Verdensstatens styrende og ledende Autoriteter og Eksperter vælges ved Folkenes fri Stemmeret er selvfølgeligt. Men denne Stemmeret gælder kun til Valg af Væsener, hvis Uddannelse, Begavelse og Kvalifikationer er garanteret igennem deres Eksaminer eller Certifikater i deres Uddannelse i de specielle Styre- og Ledeomraader, til hvilke de vælges og gøres autoriserede. Intet som helst Menneske i Verdensstaten kan saaledes komme paa Poster og faa Ansvar i Felter, til hvilke de ikke er kvalificerede. Det er netop Verdensstatens Fortrin, at dens Hovedopgave er at garantere, at alle Mennesker kommer paa deres rette Plads, hvilket vil sige: kommer til at arbejde eller skabe i de Felter, der netop passer for deres Begavelsesstandard saaledes, at deres Skabelse bliver deres rette Hobby. Da det er den menneskelige Arbejds- eller Skabeevne, der er Fundamentet for Menneskehedens absolutte fysiske Velfærd i Verdensstaten, findes der ikke noget som helst højere og bedre økonomisk Princip end netop dette: at uddanne alle Mennesker i deres Hobby. Deres Arbejds- eller Skabeevne kommer derved til at bringe Menneskeheden den Sundhed, den Glæde og Lykke, som den er beregnet til, og som i Virkeligheden er en Livsbetingelse for al menneskelig Sundhed, Velvære og Lykke. Denne Sundhed og dette Velvære vil i en overordentlig Grad komme til at blomstre, eftersom alle de i Dag dominerende økonomiske Spekulationer, Ansvarsbekymringer, Misforholdet imellem Mennesket og dets daglige Arbejds- og Skabeforhold, samt dets unaturlige Spise- og Drikkevaner og de heraf affødte: Kriser, Nervesammenbrud, Mavesaar,

Det evige Liv 2897 Bitterhed, Melankoli og Livslede, totalt er fjernede fra Væsenets Skæbne. Disse Sygdomme udgør en Sabotage imod Menneskets virkelige totale Velfærd. At det ikke kan betale sig for Verdensstaten at bringe dens Indbyggere i saadanne Situationer er selvfølgelig givet. 41. At Verdensstaten med alle dens guddommelige baade fysiske og kosmiske Goder umuligt kan skabes ved Magt eller Diktatur. Vi har derfor heller ikke aabenbaret disse Analyser af denne kommende Verdensstat, dette guddommelige Verdensrige paa Jorden for dermed at skabe et politisk Parti, der med Vold og Magt skulde tvinge det frem i Dag. Ingen som helst selvbestaltet jordmenneskelig materiel eller religiøs Magtgruppe kan skabe nævnte guddommelige Verdensstat. Den er ikke noget, man kan skabe, saaledes som man kan skabe materielle fysiske Anlæg, Bygningsværker, Fabrikker, Jernbaner, Broer, Dæmninger o. s. v. Verdensstatens Skabelse er en Sindelagsskabelse, hvilket igen vil sige, at den er en psykisk, kosmisk eller aandelig Skabelse. Fundamentet i denne Skabelse er det kosmiske Kredsløbsprincip. Det er det samme Princip, der betinger Barnets Vækst fra Fostertilstanden og ind igennem Barndommen, Ungdommen og Alderdommen. Nævnte Princip udløses af Love, der absolut ikke dirigeres af nogen som helst Villie. Man kan saaledes ikke dirigere et Barn til pludselig at være et voksent Menneske. Man kan heller ikke diktere et almindeligt begavet Menneske til pludseligt at være et Geni. Man kan ikke diktere en Viking til pludseligt at være en Kristus. Da Verdensstatens Skabelse udelukkende kun kan blive til som et Resultat af Menneskesindets Vækst i det kosmiske Kredsløb fra Dyr" til Menneske", maa Menneskene naturligvis have tilbagelagt denne Vækst, før nævnte Stat eller kosmiske Verdensrige kan blive en Kendsgerning. Ja, en overordentlig stor Del af Menneskene er ikke engang i Dag saa langt fremme i denne Vækst, at de kan se eller sanse, at de netop befinder sig i denne

2898 Livets Bog Vækst. Hvordan skal saadanne Mennesker med dyrisk Tankegang og mere eller mindre dræbende Antipati endnu inficerede Mentalitet eller Psyke kunne fatte eller forstaa en Mentalitet, der er totalt blottet for de dyriske Anlæg og Traditioner, der endnu hører til Heltemoral og god Tone hos de nævnte Væsener? Deres Evne til at fatte og forstaa er jo urokkeligt begrænset af det Udviklingstrin, de i Øjeblikket befinder sig paa. Og det er jo netop dette, der hverken kan ændres ved Diktatur, Tortur eller Straf. At føre et levende Væsen fra et lavere til et højere Udviklingstrin sker udelukkende som før nævnt i Kraft af Kredsløbsprincippets Love, der hører til de evige Love, som intet som helst levende Væsen kan have den ringeste Indflydelse paa. De hører til de evige Love, der garanterer absolut alle eksisterende levende Væsener en evig Livsoplevelsesevne. Det er i Kraft af disse evige Kredsløbslove, at der eksisterer Foraar, Efteraar, Vinter og Sommer baade fysisk og mentalt. Disse Aarstider afslører atter det evige Kontrastprincip, hvorpaa al Sanseoplevelse og Skabelse beror. Ligeledes befordrer de evige Kredsløbs love Reinkarnationen, i Kraft af hvilken Væsenerne skiftevis faar Lejlighed til at opleve Kulminationen af Mørket og Kulminationen af Lyset. Igennem Kulminationsoplevelsen af Mørket bliver Væsenernes Sanse- og Skabeevne kvalificeret og modnet til i umaadelige Tider at kunne leve i de allerhøjeste, kosmiske Lysverdener i en total Kontakt med den evige Guddom. Men for at kunne erkende eller sanse en Ting, maa man kende dens Kontrast. For at fatte eller forstaa, at noget er behageligt, noget er godt, noget er guddommeligt, maa man kende dets Kontrast. Uden Oplevelsen af Ubehag kan Oplevelsen af Behag umuligt sanses eller erkendes. Uden Oplevelse af noget ondt, kan Oplevelsen af noget godt ikke erkendes. Uden Oplevelsen af noget djævelsk, kan Oplevelsen af noget guddommeligt heller ikke erkendes. Ingen som helst Oplevelse kan saaledes erkendes uden dens Kontrast. Derfor maa de levende Væsener, naar

Det evige Liv 2899 de har levet saa længe i de højeste guddommelige Lysregioner i Samliv med Gud, at Erindringerne fra et tidligere Spiralkredsløbs Mørkeregioner begynder at udslettes og dets Kontrast til Lyset dermed formindskes, og deres Evne til at opleve i Lysregionerne dermed i tilsvarende Grad formindskes, atter føres imod Mørkeregionerne. Ved at genopleve Mørkeregionernes Kulminationstilstand bliver Væsenerne atter saa bevidst i Mørkets Struktur og Detailler, at de derved faar den Kontrast, i Kraft af hvilken de atter kan opleve det højeste Lys og saaledes fortsættende. Alt Mørke i Verden er saaledes en Fornyelse af Væsenernes evige Livsoplevelsesevne. Uden denne Fornyelse kunde Væsenernes Evne til at opleve og skabe umuligt eksistere. Da Verdensstaten i den Struktur, vi her har givet Udtryk for, er den højeste Lysregion paa det fysiske Tilværelsesplan, kan denne heller ikke skabes og opleves uden i Forhold til de Mørke oplevelser, Væsenerne til Dato har gennemgaaet. Da der endnu er et stort Mørkeomraade for Jordens Mennesker at skulle passere for at kunne faa tilegnet sig den Kontrast til Lyset, i Kraft af hvilken Verdensstatens Guddommelighed og Idealer kan opfattes og forstaas, bliver det her til Kendsgerning, at dens Skabelse ikke er et Spørgsmaal om Magt og Diktatur. Den er derimod udelukkende et Spørgsmaal om Udvikling, hvilket vil sige: et Spørgsmaal om, hvor meget Mørke med Fjendskab, Krige, Ødelæggelser og Lidelser Menneskene endnu maa gennemgaa, før deres Bevidsthed er vokset saa meget i Lysets Favør, at de med Hjerne, Hjerte og Intuition kan virkeliggøre Verdensrigets Idealer i deres egen indre og ydre Væremaade og dermed hver især udgøre en af de Celler", der sammen med andre ligesindede Celler" kan udgøre det Lysets Rige, der er Livets Mening og Guds Plan med Menneskeheden allerede før Verden var. 2659. Vi har hermed som Afslutning paa Livets Bog givet et Koncentrat af de i det samme Værk manifesterede kosmiske Analyser af Ver

2900 Livets Bog densaltet og dermed af selve Guddommen og Livsmysteriets Løsning. Koncentratet er et Overblik over den lange Vej, vi i Form af de nævnte kosmiske Analyser har banet igennem Verdensaltets Gaader og Mysterier, der ellers let kunde være blevet til farlige mentale Labyrinter og Faldgruber for den ukyndige Forsker. Det har været hele vort Ønske, Liv og Tilværelse at skabe denne Vej og gøre det i den absolut totale Kontakt med Guds Villie. Vi har derfor faaet hele denne guddommelige Faders store Hjælp, Velsignelse og Kærlighed i dette vort Arbejde. Og udelukkende alene derfor lykkedes det for os at gøre det næsten umulige muligt, netop dette: i den jordiske, fysiske Tilværelses store Mørke eller Dommedagssfære at vise, at Verdensaltets totale Grundtone er kulminerende Kærlighed, hvilket igen vil sige, at alle de eksisterende Skabelsesprocesser, hele Verdensaltet udløser sig i, heri ogsaa indbefattet det saakaldte Onde", i sine Slutfacitter udelukkende er til Glæde og Velsignelse for alle de i dette Verdensalt eksisterende levende Væsener uden nogen som helst Undtagelse. Og det er saaledes som et virkningsfuldt Supplement til denne Guddommens Skabelse af Menneskets Bevidsthed, at de kosmiske Analyser er blevet manifesteret. Disse Analyser er ikke et Svar paa alt, hvad der overhovedet kan spørges om af kosmiske Oplysninger, men de er et absolut fuldgyldigt eller mere end tilstrækkeligt Materiale til at udgøre den absolut ufejlbarlige og eneste Vej ud af Mørket, ud af Dommedagens eller Ragnaroks Dødssfærer, hvilket vil sige: ud af Mord- og Drabstilstanden, ud af Ødelæggelserne og Lemlæstelserne, ud af Sygdommene og Sorgerne, ud af Nøden og Bekymringerne, ud af Fattigdommen og Elendigheden, ud af Undertrykkelsen og Fornedrelsen, ud af Overtroen og Uvidenheden, ud af Skinsygen og Misundelsen, ud af Kastevæsenet eller kunstige Standsforskelle, ud af ulykkelige Skæbner og Selvmordstendenser, ud af Kamp og Stridigheder om Magt og Rigdom, ud af taabelige og ulogiske Væremaader og ind i Universets Grundtone Næstekærligheden", der i Mennesket afføder kosmisk Bevidsthed", og hvorved det selv bliver suverænt lysende, bliver Vejen, Sandheden og Livet,

Det evige Liv 2901 bliver eet med Gud, bliver til Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse". Dette at føre Mennesket frem til Selvoplevelse af den virkelige og evige Sandhed er saaledes de kosmiske Analysers absolutte Mission. 2660. De kosmiske Analyser udtrykker en Videnskab, altsaa en logisk Sandhed, hvis Eksistens og Logik ikke kan findes og bekræftes som Virkelighed med de Metoder og Midler, i Kraft af hvilke den materialistiske Videnskabs Sandheder kan dokumenteres som absolut Virkelighed. Den materialistiske Videnskab er et Produkt af Intelligens, medens den kosmiske Videnskab er et Produkt af intellektualiseret Følelse og Intuition. Ligesom man maa have en tilstrækkelig udviklet Intelligens for at efterforske den materialistiske Videnskabs Analyser, saaledes maa man have en tilstrækkelig udviklet intellektualiseret Følelse, der er det samme som den virkelige Næstekærlighed, og den heraf affødte Intuition for at kunne forstaa kosmisk Videnskab. Det Væsen, der ikke har denne udviklede Næstekærlighed og den heraf affødte Intuition, er ganske afskaaret fra at kunne bedømme de kosmiske Analysers Identitet med den virkelige, urokkelige Sandhed, ligesaa lidt som det primitive Menneske med en meget ringe Intelligens kan bedømme den moderne Videnskabs store og vidunderlige Analyser af Materiens og Stoffernes Strukturer og Reaktioner. 2661. I samme Grad, som man har en udviklet intellektualiseret Følelse eller Næstekærlighed og Intuition og samtidig er hungrende efter Løsningen paa Livets Mysterium, vil man kunne begynde at forstaa de kosmiske Analysers Identitet med Virkeligheden eller den evige Sandhed. Da denne Sandhed er en Beretning om den evige Guddom og hans Bevidsthed og Organisme: Verdensaltet, der er kulminerende Kærlighed, er det ikke saa vanskeligt at forstaa, at kærlige Mennesker først og fremmest begynder at opleve de kosmiske Analyser som urokkelig Virkelighed. Disse Mennesker kendes meget let paa deres begyndende kærlige Sindelag. De er mere eller mindre vokset fra at dræbe. Nogle er endog saa langt fremme, at de hellere selv vil lide, end at de vil, at andre skal lide. De kan ikke nænne at gøre andre Væsener Fortræd, hverken Mennesker

2902 Livets Bog eller Dyr. Mange af disse Væsener er blevet Vegetarer ikke for deres egen kropslige Sundheds Skyld men simpelthen fordi de ikke kan nænne, at Dyr skal dræbes. De kan heller ikke acceptere Krig og Ufred eller Hævn, Straffetilstande og Henrettelser. De kan naturligvis hverken være Bødler eller Skarprettere. Det er dem en Glæde at hjælpe andre Væsener, Dyr og Mennesker, der er i Nød. Disse Mennesker er saaledes mere eller mindre vokset over de Sindelag, paa hvilke den gængse Civilisation og Kultur er baseret. De accepterer heller ikke de kirkelige Fortolkninger om evig Fortabelse, om evigt Helvede, om en vred Guddom, der forbander, tugter og straffer Syndere". 2662. Vi ser her i disse forannævnte Væseners Væremaade og Indstilling til Livet et Sindelag, der mere eller mindre er begyndt at vokse ud af det store Flertals Livsindstilling og Væremaade, altsaa den Væremaade, der danner Fundamentet for den i Dag eksisterende mest fremtrædende Kulturtilstand. Det er ud af nævnte Sindelag at alle humane Forbedringer i Samfundet affødes, ligesom det samme Sindelag stadig vil vokse og udvikle sig til stor Velsignelse og Glæde for Menneskene. Det er dette Sindelag, der er Begyndelsen til den nye virkelige, menneskelige Verdenskultur, der vil gøre alle Stater i Verden til eet Rige, der vil komme til at rumme selve Kulminationen af alt, hvad der baade fysisk og aandeligt kan skabes af Fuldkommenhed paa det fysiske Tilværelsesplan. Den ny Verdenskultur er saaledes i Kraft af disse humane og intellektuelle Sindelag allerede begyndt at fødes paa Jorden. Vi ser, at dens Idealer er langt højere og kærligere end Idealerne for den endnu i Dag gældende almene og saakaldt moderne" Kultur. De udgør Begyndelsen til Praktiseringen af den Væremaade og Udvikling, der er beskrevet i Livets Bogs kosmiske Analyser. Og det er derfor, at disse Analyser først og fremmest vil blive accepteret som Vejledning for disse, den ny Kulturs begyndende Mennesker til Fuldførelse og Forstaaelse af den guddommelige Vej mod Lyset, som de saaledes udelukkende i Kraft af deres næstekærlige Sindelag allerede er i Færd med at betræde.

Det evige Liv 2903 2663. At Mennesker udenfor denne Gruppe ikke kan forstaa de kosmiske Analyser i nævnte Værk er ganske naturligt. De har som Regel deres midlertidige tilstrækkelige, mentale eller aandelige Staasted i Flokkens eller Flertallets Idealer og Væremaade, Skik og Brug. Men ogsaa disse Væsener vil efterhaanden overgaa til den ny Verdenskultur, alt eftersom de har faaet udlevet den gamle Verdenskulturs religiøse og materielle Idealer og er naaet ind i Udviklingen af den begyndende virkelige humane eller næstekærlige Væremaade. Alle Jordens Mennesker vil saaledes tilsidst hver især blive en virkningsfuld, urokkelig Celle i Aabenbaringen af den altoverstraalende, guddommelige, lysende Aand eller varige, totale Fred, som Verden forlængst er begyndt at hungre efter. 2664. Det er denne Aand, som i absolut Forstand er den samme som den, der svævede over Vandene, og i Kraft af hvilken Guds Skabelse udelukkende foregaar. Det er denne Aand, der er Guds primære Bevidsthed, og som i den kristne Verdensreligion er udtrykt som Den hellige Aand". Og det er denne guddommelige Aand og den heraf følgende Væremaade, Gud i sin urokkelige Kærlighed har aabenbaret for os i Form af de kosmiske Analyser. Og med disse kosmiske Analyser i Hjerne, Hjerte og Væremaade vil det jordiske Menneske komme til at funkle og straale som en Kærlighedens, Visdommens og Kunstens Sol for sine Omgivelser. Og med en Menneskehed af saadanne Sole vil Jordens Kontinenter og Have blive kosmisk lysende. Hvor før Krigens Dødsrallen, Jammer og Nødskrig, Bombeeksplosioner og Kulturundergang og andre af Uvidenhedens og Overtroens Helvedesmanifestationer saboterede Verdensfreden i Guddommens sekundære Bevidsthedsregioner, vil Djævlebevidsthedens natsorte Skygger komme til at vige for Guds Aasyns Straalevæld i en Menneskehed, der er blevet eet med Gud, eet med Kærligheden, eet med Visdommen, eet med Glæden og Saligheden. Hen over dette guddommelige Riges lysende Vange gaar den evige Livets Vej endnu dybere og dybere ind i Guds Riges Salighedsregioner i Livseventyrets Uendelighed og Evighed.

EFTERSKRIFT GUDESØNNEN EET MED SIN FADER Hellige Fader! - Du den eneste ene! Jeg takker og priser dig, fordi du har givet mig Sansesæt, der sætter mig i Stand til at høre, fatte og forstaa alle Naturens eller Livets Manifestationer som værende eet med din almægtige Røst eller Stemme og lader mig opnaa bevidst at opleve og forstaa denne din personlige mod mig rettede faderlige Røst, Opdragelse og Velsignelse. - Tak fordi du har givet mig Evne til at nyde denne din himmelske Stemmes mægtige Musik og Tale. Denne vidunderlige Stemme, som fra guddommelige Væsener har lydt omkring Himalayas sneklædte Tinder, har frembragt Pyramiderne og Sfinkserne og saaledes i Aartusinder udfyldt den aandelige Atmosfære i Indiens og Ægyptens solfyldte Troperiger. Den samme himmelske Røst rungede engang ud over Judæas Bjerge, saa det gav Genlyd i fjerne Riger og fjerne Tider. Det brusede gennem Havenes Vande, det hviskede ved den lille Bæk i Skovens stille Ensomhed, og det vibrerede fra Pol til Pol: Salige er de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud. - Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises Barmhjertighed. - Salige er de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de skulle mættes...". Glæder og fryder eder, og salig, salig, salig, saaledes lød disse himmelske Harmonier i det uendelige, og Ekkoet heraf blev Millioner af Menneskers aandelige Fundament gennem Aartusinder. * Himmelske Fader! - Tak fordi du har sat mig, Støvgranet fra dit hellige Aasyn, i Stand til at reflektere paa denne din mægtige imod mig rettede

2906 Livets Bog personlige Korrespondance, Tale og Undervisning, og gjort mig bevidst i, at jeg ikke har nogen som helst for mit Jeg eksisterende anden Fader, Præst eller Lærer. Alt, hvad jeg ved, har du selv personligt sagt mig. Men da alt, hvad du har sagt mig, er identisk med al min Viden, og min Viden igen kun kan eksistere som den udløsende Basis for alle mine Manifestationer, bliver disse mine Manifestationer i Virkeligheden identiske med dine Manifestationer, og mine Tanker er saaledes dine Tanker, og mine Veje er dine Veje og min Villie er din Villie. Og alt, hvad jeg har af Bevidsthed og Viden, har du selv personligt givet mig. Men derved har du blottet for mig eller ladet mig selvopleve, at du har givet mig, overfor alt, hvad der kommer indenfor mine Manifestationers Rækkevidde, at udgøre din Røst, Stemme eller Tale. Kære Fader! Foruden at takke dig, fordi du saaledes lader mig være indlemmet i din Stemme, takker jeg dig ogsaa, fordi du har hensat mig paa en saadan Klode eller Verden, at alt, hvad du har givet mig i Form af Aand, for samme Verden er identisk med vordende Idealisme. Du lader saaledes mine Manifestationer være identiske med Idealer for kommende Verdener. Men da disse Idealer slutteligt ikke kan eksistere uden at udgøre de udløsende Momenter for Kærlighed, har du saaledes her aabenbaret for mig, at jeg vil blive elsket af kommende Væsener paa samme Maade, som du netop i Dag som et medfødt naturligt Anlæg har givet mig at elske Væsenerne. Men da dette, at blive elsket af Væsenerne, er det samme som at blive elsket af dig, guddommelige Fader, har du givet mig en uomstødelig Forjættelse om og Garanti for din evige Kærlighed. * Underfulde Fader! - Tak fordi du gennem denne min personlige Oplevelse af dig har gjort mig til Genstand for en Bevidsthedsudfoldelse, der i Form af Inkarnationen af Klodens vordende Idealisme, atter lader mig

Det evige Liv 2907 komme til Syne som en aaben Kanal for din evige Visdom, og gennem hvis guddommelige, altgennemtrængende sollyse Straaler du nu vil bringe - ikke alene Balsam og Lægedom for alle de ulykkelige, der ligger forpint og lemlæstet efter det blodige Ridt gennem Krigens eller Ragnaroks Dødsterræner, men ogsaa give alle Jordens Slægter et nyt vidunderligt Klarsyn paa Tilværelsens mægtige Kombinationer og derved indgyde dem Tillid til dine Loves uendelige, haarfine Fuldkommenhed og Retfærdighed, - føre dem frem til Forening med og Kendskab til din umaadelige, ophøjede Natur og vise dem, hvorledes du i Kærlighedens Straaleglans evigt staar smilende og med aabne Arme for at omfavne hvert eneste eksisterende Væsen, lade dem blive Vidne til, at der aldrig nogen Sinde er gaaet noget Væsen fri af dette guddommelige Favntag, og at aldrig nogen Sinde noget Væsen vil komme til at gaa fri deraf, lære dem, hvorledes man ikke bliver bevidst i dette herlige Favntag, før man har lært at elske sine Omgivelser saaledes, at man ved Hjælp af denne Kærlighed bliver i Stand til at tilgive dem alt, hvad de saa end maatte være kommet til at paaføre en af Ubehageligheder. Denne Kærlighed vil bringe Menneskene frem til at være opfyldt af dette Store og Ene: Jeg vil være til Glæde og Velsignelse for alt, hvad jeg kommer i Berøring med, for at jeg derved kan være i Kontakt med min himmelske Fader og saaledes som et sol lignende Væsen befinde mig paa dette urokkelige, klippefaste Fundament midt i Livets, Lysets, Kærlighedens og Salighedens Centrum. Store, almægtige Guddom! Tak fordi du førte mig frem til Zoner, hvor man ikke mere tager Fejl af din Natur, og gav mig en Bevidsthed, der sætter mig i Stand til at sanse dig i alt, hvad jeg kommer i Berøring med. Jeg mærker din evige Nærhed i alle eksisterende Religioner og Trossamfund og føler, hvor utrætteligt du her arbejder paa at bringe Menneskene frem til at blive bevidst i dit herlige Favntag, hvormed du omslutter alle Ting, saa at de ikke skal blive ved med at leve i

2908 Livets Bog Frygt, men i salig Lykke hvile trygt ved dit evige Bryst. - Jeg mærker din altgennemtrængende Nærhed i Forældrenes Kærlighed til Afkommet, og naar du i Ægteskabets Varme knytter de to Køn til hinanden, eller naar du skaber trofaste Venskaber mellem Væsenerne og gennem dette lader Kærligheden vokse, modnes og udfolde sig saaledes i dem, at de ved Hjælp af denne vidunderlige, altopklarende Lyskilde ser lige lukt igennem det florfine Forhæng, som Verden kalder Forbandelsens Mørke", og ser, at alt er straalende Lys og Fuldkommenhed, baseret paa et Fundament af Kærlighed, hvorved alle Mennesker tilsidst i Forening med dig maa udbryde: Se alt er saare godt". Kære Fader! - Jeg mærker din underfulde Nærhed, naar jeg retter mit Blik ud i Rummets umaadelige Dyb, og du gennem tusindtallige Stjerners Baal opruller for mig, hvorledes du gennem deres Straaler har kærtegnet vor Klode i Fortiden som i Nutiden, og at de Stjerner, der i Dag lyser vor lille Verden saa venligt i Møde, er de samme, som har straalet over Historiens mange smaa og store Kulturers Tilblivelse, Blomstring og Undergang. De har mødt Blikke fra Babyloniere, Syrere, Medere, Persere, Grækere og Romere, fra mægtige Faraoner, fra Abraham, Isak og Jacob, - fra Josef og hans Brødre, - fra Moses og Aron, - fra Israels Profeter, - fra Kongerne Saul, David og Salomon, - fra Jesus og hans Disciple. - De har funklet og straalet over Syndfloden, Noahs Ark, Israeliternes Vandringer i Ørkenen og Julenatten i Betlehem. Men igennem Stjernesmilet har du gjort mere endnu. Ud fra Nattens Mørke har du banet dig Vej ind i den ensomme Astronoms modtagelige Aand og der afsløret de første elementære Begreber om din evige Visdom. Du lod ham ane dine store Dybder, dit umaadelige Rum. Du lærte ham, at hans egen Verden var en Stjerne i Rummet, bevægende sig i mægtige Baner efter evige Love. Du lod ham analysere Solens Straaler og Lyset fra fjerne Verdener, fra funklende Sole i en saadan Mangfoldighed og over et saadant Horisont-

Det evige Liv 2909 Omraade, at hele Panoramaet blev til lysende Taager, fortabende sig udenfor Tidens og Rummets Grænser, efterladende sig i ham de første svage Evner til at tænke dine gigantiske Tanker efter eller det første gryende Skær af et kosmisk Klarsyn, det Syn i hvilket alle levende Væsener skal opnaa at se dig i din evige Straaleglans, du! den eneste sande Gud. Elskede Fader! - Tak fordi du har ladet mig opleve dig i det stærkt flammende Lyn, naar det under Tordenens vældige Bulder farer frem gennem Skyerne. Jeg mærker dig, naar du i Stormen gaar hen over Kontinenternes Skove, Sletter og Oceaner. - Jeg føler dig, naar du i den stille, sagte Brise faar Blomsterne til at danse Alfedanse paa Engen eller Træernes Kroner til at hviske smaa søvndyssende Melodier. Jeg mærker dig i Morgen- og Aftenrødens gyldne Skyer, ligesaavel som jeg ser dit varmende Lys kulminere i Dagens Middagshøjde og dermed oplyser Klodens Oceaner og Kontinenter. Du funkler og Straaler Sundhed og Velvære hen over Jorden. - Du skaber Energi, Varme, Føde og Livsrum for Arternes Millioner og giver dem herigennem de første Anelser om din lysende Eksistens. - Jeg ser dit Skabervælde i det pragtfulde Nordlys, der i Nattens Mørke vibrerer hen over vidtstrakte Polaregne med Snemarker, Isbjerge, tilfrosne Have, Midnatssol og Vintermørke. Jeg ser dig i Troperigernes umaadelige Livsudfoldelse og Farvepragt, i Planterigets og Dyrerigets Kulmination og Menneskemassernes Forvandling under din skabende Haand. # Dyrebare Fader, Altets almægtige Guddom! Jeg føler dig igennem alle de tekniske og øvrige materielle Vidundere, som du har dygtiggjort Menneskene til at skabe i Form af kolossale Bygningsværker: Skyskrabere, mægtige Broer, Tunneler, Jernbaner, Maskiner, elektriske Anlæg, Fabrikker, Film og Fjernsyn, Kunst og Litteratur og meget mere. - Jeg

2910 Livets Bog føler dig igennem den varme Velsignelse, du igennem ædle Videnskabsmænd, Kunstnere, Forfattere, Politikere, Forretningsfolk og Arbejdere bringer Verden. Du viser mig, at de alle hver især er med til at fuldkommengøre og forherlige det vidunderlige Livets Tempel, du i Form af Jordens Sfærer har givet dem til Bolig. Du lader mig her se dit første begyndende Resultat af din Omskabelse af Dyret til Menneske. Og saa blændende er dette Resultat, at jeg allerede nu kan se din guddommelige Skabeevnes Kvalitet begynde at komme til Syne i de ufærdige Menneskers Manifestationer i en saadan Udstrækning, at de trods Dommedag eller Ragnarok begynder at gøre Jorden lysende og din Nærhed i dem begynder at føles. Kære Fader! Tak fordi du ikke alene har gjort den timelige, materielle Verden til eet med din personlige Tale til mig, men ogsaa givet mig Sansesæt, der - ikke gennem en Trance- eller Ekstasetilstand, - men gennem en permanent, vaagen klar Dagsbevidsthed, ladet mig opleve alle de bag den fysiske Verden fremtrædende kosmiske Verdener, dybeste Aarsager, evige Love og Grundprincipper, gennem hvilke du netop er synlig i al din overjordiske, kosmiske Straaleglans og evige Natur. Jeg priser og takker dig for den vidunderlige Indvielse, de dyrebare Ilddaabe, hvormed du har opladt mine Øjne og ladet mig skue ind i din altomspændende Kærlighed, Alvisdom, Almagt og Storhed. Vilde jeg paa Lysets Vinger flyve Tusinder af Mile i Sekundet, kunde jeg det ene Aarhundrede efter det andet gennemfare dit umaadelige Rum uden nogen Sinde at komme til Bunds i dine Vidder. Med ligesaa vældig en Fart kan jeg gaa op i det, som er stort, og ned i det, som er smaat, uden nogen Sinde at komme til det største eller det mindste i dig. Jeg lover og priser dig, fordi du har ladet mig skue Tilværelsesplaner, hvis Beboere er saa mægtige, at deres Manifestationsstoffer for os kommer til Syne som mægtige Universer med Kloder, Sole og Mælkevejssystemer i det uendelige og vist mig, hvor

Det evige Liv 2911 ledes disse Kloder eller Verdener, foruden at være Organismer eller Legemer for gigantiske Brødre til os i Udviklingen, samtidig udgør Boliger eller Tilværelsesplaner for den Kategori af Væsener, vi tilhører, og som udgør Planteriget, Dyreriget, Menneskeriget og de øvrige guddommelige Riger i det mellemkosmiske Spiralkredsløb. Samtidig har du vist mig, hvorledes underliggende Spiralkredsløb er befolket med mangfoldige Hærskarer af smaa Universer, hvis Beboere i Dag udgør de Kim, der engang i fjerne Tider skal komme til at fremtræde som sollyse, menneskelige Væsener, fra hvis Bevidsthed din Aand skal straale saa stærkt, at de ved den vil komme til at oplyse Kloder og gøre sig Verdener underdanige. * Elskede, hellige Fader! - Jeg priser og takker dig, fordi du har vist mig, hvorledes alle eksisterende Livsformer, Planter og Dyr af højst forskellige Former, Menneskeracer af forskellig Farve, af forskellig Udvikling, af forskellig Skæbne, af forskellig Moral, af forskellig Opfattelse af dig selv, himmelske Fader, er under din skabende og styrende Haand. Du har ladet mig se, at ikke eet eneste Væsen bliver svigtet eller kan blive mislykket i din guddommelige Plan. Din ledende Haand er over hvert eneste Væsen, hver eneste Gudesøn. Du er hos ham i Mørket. Du er med ham i hans Lidelsesepoker, selv om han ikke aner eller forstaar din Nærværelse. Du er den Ild i hans Indre, der faar ham til sejrrigt at opstaa af Primitivitetens Mørke og Kulde for at lade ham lyse og funkle din Visdom og Kærlighed ud over alt og alle. Saaledes har du ført alle de Væsener igennem Dommedagens eller Ragnaroks Mørkesfærer, der i Dag befolker dine højeste Lysregioner. Og saaledes er du i Dag i Færd med at føre alle Mennesker ud af Jordens Mørke- eller Lidelses sfærer og ind i dine Lysregioners Straalevæld.

2912 Livets Bog Kære almægtige Fader! - Jeg priser og takker dig, fordi du har ladet mig vaagne op i en Bevidsthedstilstand, hvor jeg ser, at jeg evigt er stedet for dit almægtige Aasyn. Du har i en guddommelig, faderlig Korrespondance afsløret for mig dit umaadelige Riges Mysterium, dit gigantiske Væsens Alvisdom, Alkærlighed og Almagt, og at Verdensaltet er en evig kulminerende Kærlighedsmanifestation, betingende alle eksisterende levende Væseners evige Livsoplevelse i dit lysende og varmende Straalevæld. - Jeg takker dig, fordi du paa saa kærlig en Maade har vist mig, at alle eksisterende levende Væsener evigt har hvilet i dit guddommelige, lysende og varmende Favntag, og at de aldrig nogen Sinde vil komme til at faa noget andet Opholdssted. Jeg ser, at det kun er et Tidsspørgsmaal, naar de Mennesker, der i Dag er uvidende om denne Herlighed, skal vaagne op til Bevidsthed i Evigheden og i salig Henrykkelse skue Livets Kilde: Solenes Sol, hvis blændende Lys og Varme er din evige Aand, aabenbarende dig som den absolut eneste, sande Guddom og alle levende Væseners evige Fader. Og saaledes viser du mig her, at alle levende Væsener befinder sig i et evigt guddommeligt Slægtskab. Og jeg ser, at dette Slægtskab kun kan blomstre i Lys, Lykke og Salighed i Kraft af Overholdelsen af dit store Kærlighedsbud: Elsk din Gud over alle Ting og din Næste som dig selv, og at dette er al Lovens Fylde. Kære himmelske Fader! - Tak fordi du saaledes gennem en timelig, fysisk Tilstand har ladet mig vaagne op til en evig forklaret Tilværelse, omstraalet af din Kærlighed, og evigt kun omgivet af Væsener, der er mig dyrebare, ligegyldigt hvor jeg saa end maatte befinde mig, og ligegyldigt hvem jeg saa end maatte komme i Berøring med, thi du har givet mig at se og genkende Ilden eller Straalerne fra dit funklende Aasyn i hvert eneste levende Væsen.

INDHOLDSFORTEGNELSE 7. Bind DET EVIGE LIV DEN KOSMISKE 16. KAPITEL VERDENSMORAL Side 2396. Vejen til den store Fødsel 2655 2397. Tærskelens Vogtere'' 2656 2398. Hvorfor det hedder: Lyset"s og Mørket"s Væsener 2657 2399. Kærnepunktet i alt mentalt Mørke imellem de jordiske Mennesker 2657 2400. Udviklingen vil fjerne Nutidens autoritative, men falske Moralbegreber om Fængsling og Straf 2658 2401. Den ny Verdensgenløsning eller den virkelige Vej til Verdensfreden 2659 2402. Det levende Væsen og Den højeste Ild" 2660 2403. Den maskuline og den feminine Polkonstellation i det levende Væsen som Fundament for dets Psyke, Legemsstruktur og Væremaade 2661 2404. Polkonstellationen og det levende Væsens Fremtræden som Hankøns- eller Hunkønsvæsen eller som Dyr" i Renkultur 2661 2405. Polkonstellationen og Dyret"s Forvandling til Menneske" 2662 2406. Grundlaget for den absolutte eller kosmiske Verdensmoral 2663 2407. Hvad der er vor Mission eller Aarsagen til Skabelsen af Livets kosmiske Analyser 2663 2408. Hvad er det, der faar Mennesket til at bruge sin Intelligens i Det Onde"s eller i Det Gode"s Tjeneste? 2664 2409. Hvad der ligger til Grund for Evnen til at tilgive sin Næste 2665 2410. Naar man forlanger en Moral og Væremaade af sin Næste, som han endnu ikke er udviklet til at kunne præstere 2666 2411. Menneskets Opfattelse eller Bedømmelse af et andet Menneske som Forbryder" er Roden til alt ondt" i Verden 2667 2412. Der findes intet absolut ondt" i Verdensaltet, idet alt, hvad der forekommer under dette Begreb, er livsvigtigt Materiale for Skabelsen af Væsenernes evige Livsoplevelsesevne 2668 2413. Det levende Væsens Immunitet overfor Død og Undergang i dets Ophøjethed i Guds Straaleglorie 2669 2414. Den fysiske Tilværelses Nødvendighed 2669 42 Liveta Bog VII.

2914 Livets Bog Side 2415. Livets Oplevelse 2670 2416. Hvordan Menneskenes Tro paa Død og Udslettelse opstod 2670 2417. Væsenets fysiske Jordliv og den heraf følgende Bevidsthedsudvikling 2671 2418. Menneskene og det dyriske Moralprincip 2672 2419. Hvor det dyriske Livsprincip endnu danner Moral og Væremaade for det jordiske Menneske 2673 2420. Hvorfor Jordmenneskeheden er opdelt i Folkegrupper med forskellige Moralopfattelser og Væremaader 2674 2421. Intolerance eller den religiøse Forbandelse, der holder Menneskene i en permanent fysisk og aandelig Krigstilstand og befordrer Straffe og Henrettelser over mindre udviklede Væsener, som de kalder Forbrydere" 2675 2422. Hvorfor alle Verdenskulturer hidtil er sunket i Grus, ligesom den nuværende saa højt priste moderne Kultur hjælpeløst er paa Vej mod sit Forfald 2676 2423. Den jordmenneskelige mentale Undergang, hvor dyrisk Primitivitet sidder i Højsædet 2676 2424. De menneskelige Evners materielle Forvandling af Dyret 2677 2425. Hvad de menneskelige Evners Udvikling foreløbig har bevirket i Menneskehedens Væremaade 2678 2426. Hvorfor Jordmenneskeheden maa leve i Krig og Krigsfrygt eller en Verdenskultur, der hovedsageligt kun udgør en væbnet Vaabenstilstand 2679 2427. Millioner og atter Millioner af Mennesker er Analfabeter paa det humane eller virkelige næstekærlige Omraade 2681 2428. Hvis alle Jordens, i fysisk Materie inkarnerede, Mennesker stod paa samme Udviklingstrin 2682 2429. En virkelig retfærdig kosmisk Moral i Renkultur eksisterer endnu ikke i de jordmenneskelige Samfunds Love 2683 2430. Hedenskabet i den kristne Verdensreligion 2683 2431. Det urokkelige moralske Fundament i den kristne Verdensreligion i Renkultur 2684 2432. De mest graverende Følger af Menneskehedens Uvidenhed og Primitivitet paa det psykiske, kosmiske og moralske Omraade 2685 2433. Grundaarsagen til Jordmenneskehedens Dommedags- eller Ragnaroks Epoke 2687 2434. Hvorfor der er nødsaget til at være Forskel paa de højere og de lavere Udviklingstrins Væsener 2687

Det evige Liv 2915 Side 2435. Grundaarsagen til alle Bevidsthedskollisioner 2688 2436. Naar Magten og ikke Retten dikterer Menneskene 2689 2437. Al Livsoplevelse paa Magt i Stedet for Ret udgør Vejen til Ragnarok eller Helvede 2690 2438. Hvad der kræves for Opnaaelsen af kosmisk Bevidsthed eller dette, at blive det fuldkomne Menneske i Guds Billede 2690 2439. Intet som helst Menneske er hjemfalden til Straf eller Henrettelse for sin Væremaade 2691 2440. Hvorfor Jordmenneskene hævner og straffer 2692 2441. Hvorledes Mennesket bliver fri af al mørk Skæbne 2692 2442. Den særlige Uvidenhed der er Skyld i Væsenernes ulykkelige Skæbne 2692 2443. Det der gør det vanskeligt for Jordmenneskeheden at forstaa Skæbnemysteriets Analyse 2693 2444. Retfærdighedens Kulmination 2693 2445. Et eksisterende Syndernes Forladelsesprincip" 2693 2446. Hvorfor Jordens Mennesker ikke kan opleve den virkelige og absolutte Fred 2694 2447. Fundamentet i den kosmiske Verdensmoral 2694 2448. Det er Afsporing af Bevidsthed at tro, at andre Væsener end os selv kan være den absolutte skyldige i vor Skæbne 2695 2449. Hvis alle Mennesker var naaet frem til helt at kunne tilgive sin Næste, ville al Krig, Hævn og Straf være en Umulighed paa Jorden 2696 2450. At tilgive sin Næste betyder ikke, at vi ikke maa beskytte os imod hans eventuelle mørke og farlige Handlinger 2697 2451. Aarsagen til det store Ragnarok eller den Helvedestilstand Jordens Mennesker lever i 2697 2452. Den Skæbnekontrol i Kraft af hvilken Kristus kunne udtale, at endog alle vore Hovedhaar er talte 2698 2453. Hvorfor alt er saare godt 2699 2454. Menneskehedens Ragnarok- eller Mørkeepoke kan ikke bebrejdes noget Væsen og kan derfor heller ikke fjernes ved Tugthuse, Straf eller Henrettelser 2699 2455. Den sikreste Vej til selv at faa en ulykkelig Oplevelsestilstand eller Skæbne 2700 2456. Kulturmenneskenes juridiske Retsvæsen er dressurbefordrende i Stedet for at være moralbefordrende 2700 2457. Skabelsen af den virkelige Fred er ikke hverken et Villie- eller Magtspørgsmaal, men et Udviklingsspørgsmaal 2701 42*

2916 Livets Bog Side 2458. Den absolutte Fred og Menneskeheden 2702 2459. Slutfacittet paa Menneskets jordiske Tilværelse 2703 2460. Modellen for det fuldkomne Menneskes Væremaade 2703 2461. Udelukkende kun dette, at gaa i Verdensgenløserens Fodspor og ligesom han tilgive sine Fjender, kan fjerne Mørket fra ens Skæbne 2704 2462. Sanseevnen, Tænkning og Aabenbaringen af det levende Væsen... 2704 2463. Hele Verdensaltet med alle dets Detailler er udelukkende Manifestation af Bevidsthed 2705 2464. Ukærligheden og Kærligheden, det Onde og det Gode, udgør Betingelsen for evig Livsoplevelse 2706 2465. Hvis det Onde ikke eksisterede og Livslovene ikke kunde overtrædes 2707 2466. Det levende Væsen er frit stillet. Det kan gøre det Gode, og det kan gøre det Onde 2708 2467. Det ubehagelige Gode" og det behagelige Gode" 2708 2468. Væsenernes Skæbne er Virkningerne af deres egen udløste Væremaade overfor alt andet Liv i Universet 2709 2469. Humanitetens eller Næstekærlighedens Morgenrøde og Solopgang 2709 2470. Det er ikke saa mærkeligt, at der ikke hidtil har kunnet skabes Fred paa Jorden 2710 2471. Den højeste Ild 2711 2472. Den evige Guddom eller alle levende Væseners Alfader 2712 2473. Hvis de levende Væsener ikke var fast sammenknyttede til at udgøre den store Eenhed, der hedder Guddommen 2712 2474. Det der opretholder Væsenernes Individualitet og den heraf følgende Oplevelse af Adskilthed fra andre Væsener 2713 2475. Gud, Gudesøn og de levende Væsener 2713 2476. Væsenernes Oplevelse af Adskilthed fra andre levende Væsener er kun en tænkt Modsætning til den absolutte Virkelighed, i hvilken de er sammenknyttede til en Eenhed 2714 2477. Kærligheden er, om end ubevidst for Væsenet selv, en Fornemmelse af den Eenhed eller Samhørighed, det udgør med alle andre levende Væsener paa det højeste Bevidsthedsplan 2714 2478. Kontrastprincippets Uundværlighed for Sansning eller Oplevelse af Livet 2715 2479. Halvkønsvæsener og Helkønsvæsener 2716 2480. Væsenernes Poltilstand og Fremtræden i Guds Billede efter hans Lignelse 2717 2481. Det levende Væsens Bevidsthedsstruktur, enten som Plante, Dyr eller Menneske, skyldes udelukkende dets Polkonstellation 2718

Det evige Liv 2917 Side 2482. Polkonstellationens Virkninger i det jordiske Menneske 2718 2483. Menneskene og Polkonstellationen 2719 2484. Alle Jordmennesker befinder sig mere eller mindre i Dobbeltpoletheden 2720 2485. Menneskene har forlængst sprængt den eenpolede Morallov 2721 2486. De hidtidige Verdensreligioner har hovedsageligt kun givet Menneskeheden en Morallov for eenpolede Væsener 2722 2487. Den begyndende Forskel paa Dyr og Mennesker 2723 2488. Djævlebevidsthed 2723 2489. Livets Mening med Hensyn til Menneskenes Manifestation og Oplevelse af Djævlebevidsthed 2724 2490. Det fundamentale i Guds Skabelse af Mennesket 2725 2491. Hvad det er, der gør Dyret til Menneske 2726 2492. Det seksuelle Polprincip eller den højeste Ild" garanterer Væsenerne evig Retfærdighed 2727 2493. Polkonstellationens Balance i Kristusvæsenet 2727 2494. De to ordinære Polers Betydning i det levende Væsen 2727 2495. Hvad den eenpolede Polkonstellation betyder i Manden og Kvinden 2728 2496. Den eenpolede Kønstilstand og Væsenets mentale Horisontomraade 2728 2497. En begyndende højere Bevidsthedstilstand i det jordiske Menneske 2729 2498. Det jordiske Menneske er et Overgangsvæsen fra Dyr til Menneske 2729 2499. Løsningen paa Sfinksens Gaade eller det dyriske og det menneskelige i det ufærdige, jordiske Menneske 2730 2500. Hvad der sker, naar man dyrker det dyriske, og hvad der sker, naar man dyrker det menneskelige i sin Væremaade 2730 2501. Hvorfor Mennesket ikke i det uendelige kan blive ved med at manifestere dyrisk Væremaade 2731 2502. Naar Mennesket ikke mere kan nænne at opfylde Moseloven: Øje for Øje og Tand for Tand 2732 2503. Jordmenneskenes forcerede Udvikling 2733 2504. Den begyndende Næstekærligheds Fødsel i det jordiske Menneske 2733 2505. Forfølgelse og Uvidenhed overfor den begyndende humane Evne eller Næstekærlighed 2734 2506. Ufødte Sjæle med Hensyn til Væsenernes kosmiske Struktur 2735 2507. Naar den materielle Videnskab og et Flertal af Jordens Mennesker ikke forstaar Polforvandlingen 2735 2508. Den i Dyr og primitive Mennesker medfødte Antipati imod det abnorme eller formentlig abnorme 2736

2918 Livets Bog 2509. Det er ikke Livets Mening blot at skabe en super Mand og en super Kvinde 2738 2510. Prostitution og Onani 2738 2511. Ægteskabets Degeneration og dets ulykkelige Følger 2739 2512. Børn der fødes uden for Ægteskab. Børnehjem og kunstig Opdragelse 2740 2513. Dyr og Mennesker i Forhold til de lykkelige Ægteskabers Zone" 2741 2514. Instinktevnen og den normale Ægteskabstilstand hos Dyr og Mennesker 2742 2515. Den ægteskabelige Sympati bliver udlevet og fortrængt af en anden Sympati og Følgerne heraf 2743 2516. Menneskene kommer længere og længere bort fra de store Verdensreligioners Moralpaabud 2744 2517. Menneskeheden i Dommedagsepoken og bibelske Forudsigelser, Djævlebevidsthed eller det dyriske i Mennesket, der vilde komme til stor Udfoldelse i netop Dommedagsepoken 2744 2518. Hverken Straf eller Henrettelser, Kirker eller Templer kan frelse Verden. Kun Guddommen alene kan være Verdens Frelser 2745 2519. Mennesket staar frit i Aarsags- og Virkningskæden og faar her Kendskabet til det onde" og det gode", det dyriske" og det menneskelige" i Mennesket 2746 2520. Hvad der faar Væsenet til at gøre det gode", og hvorved det bliver til Mennesket i Guds Billede" 2747 2521. Det er ligesaa livsvigtigt, at Mennesket kommer til at beherske den aandelige Materie, som det i Dag behersker den fysiske Materie... 2748 2522. Det bliver ikke den materialistiske Videnskab eller de religiøse Dogmer, men derimod Lidelseserfaringerne, der kommer til at føre Menneskeheden ud af Dommedagens Rædsler 2749 2523. Verdensaltets Hovedstruktur kan kun erkendes ved Selvoplevelse igennem kosmisk Bevidsthed 2750 2524. De for de kosmiske Analyser modne Mennesker 2751 2525. Det ufærdige jordiske Menneske er et forhenværende Dyr 2751 2526. Det er paa Menneskets Afvigelse fra Dyrets Psyke, at dets Mennesketilstand beror 2752 2527. Grundfundamentet for Væsenets Væremaade er ikke selve Villien, men det, der paavirker eller dikterer Villien 2753 2528. Væsenets Plads i Spiralkredsløbet bestemmes af dets Polkonstellation 2753 2529. Hvad det ufærdige Menneske mere eller mindre har tilfælles med Dyret 2754 Side

Det evige Liv 2919 2530. Hvad kan være mere retfærdigt og dermed kærligere end Livets Struktur 2755 2531. Hvorfor intet som helst Væsen kan blive virkelig strafskyldig og den heraf følgende Moralopfattelse 2755 2532. Polkonstellationen og dens Virkninger i det ufærdige jordiske Menneskes Væremaade 2756 2533. Polkonstellationen i det jordiske Menneske og Djævlebevidsthed" og Mennesket i Guds Billede" 2757 2534. Hvad der gør Aandsvidenskaben til Livsbetingelse for Menneskene 2758 2535. Hvad der kræves for at opleve Aandsvidenskaben som Kendsgerning, og hvorfor den undertiden bliver ignoreret som Fantasi, Spekulation eller Digt 2758 2536. Hvem der har Brug for Polanalyserne, og hvem der ikke har det 2759 2537. Ægteskabelige underminerende psykiske Foreteelser Menneskene ikke forstaar 2759 2538. Opfattelsen af Ægteskabet som en for Væsenet evig Tradition og Følgerne af denne fejlagtige Opfattelse 2760 2539. Livets Kredsløb kan ikke standses hverken ved Fængsling eller Dødsstraf 2760 2540. Hankønsvæsener og Hunkønsvæsener i Renkultur 2760 2541. Det jordiske Menneske er et Dyr" under Forvandling til Menneske" 2761 2542. Jordmenneskets dyriske" og menneskelige" Egenskaber 2762 2543. Polkonstellationens Forvandling og den heraf følgende Degeneration af den dyriske" Bevidsthedsdel i Mennesket 2763 2544. Kærlighed, Skæbne og det mindste onde" 2763 2545. Den modsatte Pols Virkninger og det heraf følgende Slutfacit i Skabelsen af det fuldkomne Menneske 2764 2546. Polkonstellationen og den absolutte Kærlighed og Mandens" og Kvindens" Forvandling til et nyt Væsen 2765 2547. Det ufærdige jordiske Menneske er hverken Mand" eller Kvinde" i Renkultur 2766 2548. Det begyndende Menneske og dets dyriske Natur" 2767 2549. Hvad der Gang paa Gang faar Mennesket til at indlade sig i et nyt Ægteskab 2767 2550. Hvad Ægteskabet betyder i de primitive Zoner, hvor Næstekærligheden endnu ikke eksisterer 2768 2551. Forskellen paa Forelskelse" og Næstekærlighed" 2770 2552. Hvad Kærlighed eller Næstekærlighed er 2770 Side

2920 Livets Bog Side 2553. Hvorledes en Videnskab kan være falsk 2771 2554. Kærligheden og Ægteskabs- eller Parringssympatien har hver sin specielle Zone, hvor de kan komme til fuld Udfoldelse 2771 2555. Parringskærligheden er baseret paa Eenpoletheden, medens Næstekærligheden er baseret paa Dobbeltpoletheden 2772 2556. Eenpolethedens Degeneration har ført Mennesket til De ulykkelige Ægteskabers Zone" 2773 2557. Eenpolethedens Degeneration og Næstekærlighedens begyndende Virkninger 2774 2558. Naar Parringssympatien og Næstekærlighedssympatien bliver inficeret med hinanden 2776 2559. Ægteskabets Forfald 2777 2560. Naar Væsenets Ægteskabstalent er degenereret 2777 2561. De ulykkelige Ægteskabers Opstaaen 2778 2562. Den ægteskabelige Sympati er ikke en Villiesakt, men udgør derimod et Resultat af de Kræfter, der dikterer Villien 2779 2563. En ny Moral eller Livsopfattelse, der er i Kontakt med Menneskets Forvandlingsproces fra Dyr" til Menneske", er absolut paakrævet 2780 2564. Menneskeheden paa Tærskelen til en ny Væsenstilstand, der skal blive Himmeriges Rige her paa Jorden 2781 2565. Væsenernes Intelligensudvikling og Materialisme 2782 2566. Lavintellektualitet eller lavpsykiske Mennesker og Højintellektualitet eller højpsykiske Mennesker 2783 2567. Hvorfor vi maa udtrykke det dyriske i Mennesket som Djævlebevidsthed" 2783 2568. De tusindaarige Moraltraditioner har tabt deres Magt over Menneskene 2784 2569. Hvorledes en ny Moralopfattelse skal være og ikke-være 2785 2570. Menneskene bliver ikke opfyldende Moralforskrifter paa Grund af Straf og Trusler om evig Pine i et Helvede 2786 2571. Den kristne Verdensmoral har ikke været forgæves 2786 2572. Hvorledes Gud førte Planten frem til at blive Dyr og førte Dyret frem til at blive Menneske 2787 2573. Det begyndende Menneske faar Intelligens og kan begynde at supplere sin Udvikling og Viden ved Hjælp af andres Viden og Erfaring 2788 2574. Hvorfor de kristne Nationer ikke har opfyldt Jesu Paabud om at elske sin Næste, men derimod skaber blodige Krige og Drabspro cesser 2788

Det evige Liv 2921 2575. Der hvor en praktisk Vejledning kan betyde noget i Væsenets Udvikling 2789 2576. Det er ikke saa mærkeligt, at Kristendommen ikke blev til Kristendom i Renkultur 2789 2577. Et straffende og henrettende Retsvæsen skaber ikke Menneskene om til at være Kristne 2791 2578. Udløser de kristne Stater ikke netop i visse Tilfælde Kulminationen af Hedenskab? 2791 2579. Hvorfor man ikke kan bebrejde Menneskene deres hedenske eller kristne Livsopfattelse 2792 2580. Menneskene er saa langt fremme i Udvikling, at de i Virkeligheden kunde begynde at hæve den saakaldte Forbandelse": i dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød 2793 2581. Hvis der ikke var Politi, Retsvæsen og Øvrighed, hvordan tror man saa Verden vilde se ud 2794 2582. Mennesket i Guds Billede er absolut ikke et Væsen, man behøver at beskytte sig imod 2795 2583. Hvorfor de ufærdige Menneskers daglige Tilværelse maa være en Krigsskueplads 2795 2584. Den ukendte Næstekærlighed eller den begyndende Evne til at elske sin Næste som sig selv 2796 2585. Hvad der sker, naar man lever højt paa sin Næstes Bekostning, og hvad der sker, naar man er til Glæde og Velsignelse for sin Næste 2797 2586. Det ufærdige Menneskes to sympatiske Anlæg 2798 2587. Kristuskærligheden 2799 2588. Kristuskærligheden og Jordmenneskene 2799 2589. Næstekærligheden faar Djævlebevidstheden til at degenerere 2800 2590. Overgangen fra Djævlebevidsthed til virkelig Menneskebevidsthed er ikke let 2801 2591. Instinktet og den sande Virkelighed bag de religiøse Opfattelser eller Dogmer 2802 2592. Instinktets ufejlbarlige Førelse af de levende Væsener til Opfyldelse af livsbetingende Formaal 2803 2593. Intelligensudviklingen faar Instinktet til at degenerere, og den begyndende Djævlebevidsthed opstaar 2804 2594. Parrings- eller Ægteskabssympatiens Afvigelse fra den virkelige Kærlighed 2804 2595. Livsloven eller dette, at du skal elske din Næste som dig selv, kan umuligt opfyldes i Kraft af Parrings- eller Ægteskabssympatien... 2806 Side

2922 Livets Bog 2596. Parrings- eller Ægteskabssympatien kan ikke fjerne Djævlebevidstheden eller Lidelserne fra Menneskenes Skæbne 2806 2597. Den ny Sympati og dens Virkninger 2807 2598. Alkærligheden gør det levende Væsen til Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse" 2808 2599. Ægteskaber der kun udgør Repetitionsægteskaber 2809 2600. Ægteskaber der i Realiteten kun holdes fri af Opløsning i Kraft af den begyndende Næstekærlighed og ikke hverken ved Forelskelse eller Seksualisme 2810 2601. Væsenets totale Udgang af Ægteskabets Zone eller Sfære 2811 2602. Naar Polkonstellationen bevirker, at Væsenet ikke mere kan blive forelsket eller have Ægteskabstalent 2812 2603. Den dobbeltpolede seksuelle Drift ligger til Grund for Universets Grundtone: Alkærligheden 2813 2604. De totalt dobbeltpolede Væsener er Guddommens primære Bevidsthedsorganer for Manifestation og Oplevelse 2813 2605. Livsoplevelsesevnen beror paa Kontrastskabelse og Kredsløbsprincippet 2814 2606. Hvorledes Guddommens primære Bevidsthed holdes i en evig Kulmination 2815 2607. Væsenernes Livsoplevelsesevnes Fornyelse igennem Mørket eller Guddommens sekundære Bevidsthedsomraade 2816 2608. Et Tilbageblik over Væsenernes Passage igennem Mørket eller Guddommens sekundære Bevidsthedsomraade 2817 2609. Hvis det levende Væsen ikke kom til at inkarnere i de ydre Verdeners Materie 2818 2610. I Spiralkredsløbets Plante- og Dyrerige er de levende Væsener kun kosmiske Fostervæsener 2819 2611. Fejlbedømmelse af Guddommen 2819 2612. Alle levende Væsener kommer i deres Slutfacit til at udgøre Guds Billede efter hans Lignelse, bliver en mental Sol for deres Omgivelser og hjemmehørende i Himmeriges Rige" 2820 2613. Man begynder at forstaa, at der maa være en naturlig eller guddommelig Mening med Væsenernes Dobbeltpolethed 2821 2614. Hovedaarsagen til de seksuelle Afsporinger 2821 2615. Naar Forelskelsesevnen og de ægteskabelige Tendenser er ophørte i Væsenet, kan det kun føle ren Alkærlighed eller Næstekærlighed 2822 2616. Det begyndende dobbeltpolede Væsens Gener og Ubehageligheder 2823 Side

Det evige Liv 2923 2617. Hvorfor dobbeltpolede Væsener foretrækker intimt Venskab med Væsener af sit eget Køn i Stedet for med det modsatte Køns Væsener 2824 2618. Hvad den normale Dobbeltpolethed fører Væsenerne frem til 2825 2619. Paabudet om at elske sin Næste som sig selv vil umuligt kunne opfyldes, hvis vedkommende Væsen ogsaa skal opfylde Ægteskabsloven 2827 2620. Kristus forkyndte en langt højere Tilværelsesform end den ægteskabelige 2828 2621. Hvorfor nærværende Polanalyse er beskrevet her 2828 2622. Det færdigudviklede dobbeltpolede Væsens seksuelle Udløsning foregaar ikke i Form af den dyriske Parrings- eller Forplantningsakt 2829 2623. Det virkelige eller absolutte kosmiske Ægteskab 2829 2624. Forelskelsessympatien og Eenpoletheden kan ikke befri Menneskene fra ulykkelige Skæbner 2830 2625. Dobbeltpoletheden Sympati eller den absolutte Kærlighed er Fundament for Guddommens og de kosmisk bevidste Væseners Væremaade 2831 2626. Forskellen paa Kulminationsoplevelsen af den højeste Ild for det ufærdige og det færdige Menneske 2832 2627. Hvorledes Kærligheden kan blive saa fremtrædende, at den gør Væsenets Væremaade til et permanent Solskin for alt og alle 2832 2628. Den højeste Ild er de aandelige Verdeners Ernæringsproces 2834 2629. I de højeste Verdener er det den største Nydelse for Væsenerne at møde hinanden og skabe fælles Livslyst, Glæde og Salighed 2835 2630. I det fuldkomne Menneskes kosmiske Hjemstedszone 2835 2631. Livets største Bud eller Krav til de jordiske Mennesker i Dag 2836 2632. Væsenernes Liv i de højeste Verdener 2836 2633. De højeste Væseners Oplevelse af den højeste Ild, samt deres Fremtræden som Guddommens Bevidstheds- og Kærlighedsorganer 2837 2634. De eenpolede Væseners Oplevelse af den højeste Ild 2840 2635. De totalt dobbeltpolede aandelige Væseners permanente Oplevelse af den højeste Ild og den heraf affødte Oplevelse af Velvære og Salighed 2841 2636. Forelskelsen eller den eenpolede Sympati er et Genskin af de højeste Verdeners kosmiske Solskin, aabenbaret igennem fysiske Organismer i Spiralkredsløbets natsorte Mørkesfære eller Helvede 2842 2637. Det fundamentale i Livsmysteriets Løsning 2842 Side

2924 Livets Bog 2638. Guddommens og de levende Væseners gensidige Betingelse for deres Eksistens som levende Væsener" 2845 2639. De levende Væseners kosmiske Eksistens synlig som evig og urokkelig 2845 2640. Organismerne kan ikke være identiske med de Jeg'er eller det Noget", der har frembragt disse 2846 2641. Guddommens Bevidsthed og Forhold til de levende Væsener og de levende Væseners Forhold til Gud 2846 2642. Det absolut eneste fornødne for den jordiske Menneskehed af i Dag 2846 2643. Hvad der i Dag styrer og leder Menneskene ind i Krig 2847 2644. Hvorfor de kosmiske Analyser er blevet manifesteret 2848 2645. Den fysiske og kosmiske Sansning og det heraf affødte henholdsvis fysiske og kosmiske Verdensbillede 2849 2646. Hvorfor Verdensaltets kosmiske Struktur ikke kan sanses med fysiske Sanser 2850 2647. Tilegnelsen af det kosmiske Sansesæt og dermed Adgangen til Oplevelsen af den allerhøjeste kosmiske Viden er et Moralspørgsmaal og dermed et Udviklingsspørgsmaal 2850 2648. Hvorfor Religionerne Verden over ikke er baseret paa videnskabe lige Analyser, men kun paa Troen paa Dogmer 2851 2649. Væsener, der absolut kun kan akceptere materialistisk Videnskab 2852 2650. Hvis Tilegnelsen af den allerhøjeste Viden ikke var afhængig af en total fuldkommen Kærlighedsmoral 2852 2651. Det absolut livsbetingende moralske Maal for Menneskeheden er Kendskabet til det kosmiske Verdensalt, der er det samme som Talsmanden den hellige Aand" 2853 2652. Hvad der dækker sig under Begrebet Talsmanden, den hellige Aand" 2854 2653. Den hellige Aand" eller de kosmiske Analyser som det største moralske Fundament i Tilværelsen 2854 2654. Hvad de kosmiske Analyser eller det evige Verdensbillede viser os 2855 2655. Et Verdensbillede kan ikke blot være en Videnskab om skabte og dermed om tids- og rumdimensionelle Foreteelser 2861 2656. Menneskene kan ikke blive ved med at leve i Troen paa et materialistisk, videnskabeligt Verdensbillede, der ikke aabenbarer noget virkeligt levende Ophav til Naturens og de levende Væseners Organismers Skabelse 2861 2657. Jordmenneskehedens Adgang til det kosmiske Verdensbillede 2862 Side

Det evige Liv 2925 Side 2658. Hvad de kosmiske Analyser har vist os 2863 2658. 1. Verdensaltet er en levende Organisme 2863 2658. 2. Et eksisterende, tænkende og villieførende Noget" bag Verdensaltets Skabelsesprocesser 2863 2658. 3. Al Bevægelse i Verdensaltet er Livsudtryk for et altoverstraalende levende Væsen 2863 2658. 4. Verdensaltets Manifestationer viser et levende Væsens Villie, Moral og Væremaade 2864 2658. 5. Verdensaltet er et Gigantvæsen, der besidder Alvisdommen, Alkærligheden og Almagten og udgør saaledes den absolutte eneste sande Guddom 2864 2658. 6. De levende Væsener er organisk eet med Guddommen, og Guddommen er organisk eet med de levende Væsener 2864 2658. 7. De levende Væseners Organismer befinder sig indeni Organismer, og ethvert Væsen udgør paa een Gang et Makrovæsen, et Mikrovæsen og et mellemkosmisk Væsen 2865 2658. 8. Guddommen adskiller sig fra alle andre levende Væsener derved, at den ikke udgør et Mikrovæsen i en makrokosmisk Organisme 2865 2658. 9. Guddommens Jeg, Bevidsthed og Organisme bestaar af absolut alt, hvad der eksisterer 2865 2658. 10. Alle eksisterende levende Væseners Organismer udgør en uadskillelig samarbejdende Eenhed 2866 2658. 11. Hvorfor Mikrovæsenernes Organismer fremtræder som Stof" eller Materie" 2866 2658. 12. Det guddommelige Noget" eller X. 1". Skabeevnen eller X. 2" og X. 3". Det levende Væsens instinktmæssige Indstilling paa Forsynet eller Guddommen 2869 2658. 13. De levende Væsener er en Livsbetingelse for Guddommen, ligesom Guddommen er en Livsbetingelse for de levende Væsener 2871 2658. 14. Det ubehagelige Gode" og Det behagelige Gode" 2871 2658. 15. Spiralkredsløbene og Livsoplevelsesevnens Fornyelse 2871 2658. 16. Spiralkredsløbenes 6 Riger og de 7 Grundenergier. Den højeste Ilds to Poler: Den maskuline Pol" og Den feminine Pol". Eenpolethed og Dobbeltpolethed. Hankønsvæsener og Hunkønsvæsener. Djævlebevidsthed". Dommedags- eller Ragnaroksepoken. Himmeriges Rige". Menneskets Fostertilstand 2872 2658. 17. Reinkarnation og Skæbne. Aarsag og Virkning. Uvidenhed og Lidelser 2874

2926 Livets Bog 2658. 18. Den totalt fuldkomne Væremaade, der gør Væsenet til Mennesket i Guds Billede, er Livets største Kunstværk 2875 2658. 19. Den totalt fuldkomne Væremaade. Hvorfor ikke alle Mennesker kan have den samme Væremaade, som vi selv har. Mennesket i kulminerende Kærlighed 2876 2658. 20. Straf og Tortur kan ikke tvinge noget Væsen til at manifestere et højere Udviklingstrin end det, hvortil det er naaet 2877 2658. 21. Det kosmiske Fundament for en fuldkommen Væremaade... 2878 2658. 22. Virkelige Forbrydere" eksisterer ikke. Verdensstatens Retsvæsen 2878 2658. 23. Man har aldrig set, at Straf eller Hævn kan skabe Forbrydere" om til Engle 2880 2658. 24. Intolerance, Vrede og Bitterhed imod Væsener med en anden Livsopfattelse end den, man selv tilhører, fører til Tabet af Fred og til Død og Undergang for sit Ophav 2881 2658. 25. Menneskenes ufærdige eller uudviklede Tilstand kan ikke ændres ved Intolerance, Hævn eller Straf 2882 2658. 26. Menneskenes Forhold til Aarsags- og Virkningsloven og dets Slutresultater 2884 2658. 27. Den materialistiske Videnskab kan ikke give Livsmysteriets Løsning 2886 2658 28. Væsener der foreløbig maa være Analfabeter" overfor Det Levende"s Analyse 2886 2658. 29. Kærlighedens Væremaade er en Livsbetingelse for Oplevelsen af Livets Analyser hinsides Materiens Analyser 2887 2658. 30. Hvad der gør Mennesket til et Kristusvæsen" eller til Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse" 2887 2658. 31. Ligesom man ikke kan tilegne sig den materialistiske Videnskab uden Intelligens, saaledes kan man heller ikke tilegne sig den kosmiske Videnskab uden Intuition, og hvorved Oplevelsen af denne sidstnævnte Videnskab bliver et Moralspørgsmaal 2888 2658. 32. Jordmenneskene befinder sig i det kosmiske Spiralkredsløbs Vinterzone, som afføder i Væsenerne Længslen efter Fred eller det samme Spiralkredsløbs Sommerzone eller kosmisk Lys og Varme... 2889 2658. 33. Verdensreligionernes Begrænsning 2889 2658. 34. Den Sædemark i hvilken de kosmiske Analyser kan saas og komme til at bære Frugt 2890 2658. 35. De Væsener i hvem de kosmiske Analysers Verdenskultur begynder at fødes og praktiseres 2890 Side

Det evige Liv 2927 Side 2658. 36. Den ny Verdenskultur 2891 2658. 37. Verdensregeringens Opgave 2891 2658. 38. Verdensstaten udgør Verdenspolitikens totale Balance og fundamentale Leje og Slutfacit 2892 2658. 39. Verdensstatens pengeløse Økonomi 2893 2658. 40. Himmeriges Rige paa Jorden 2895 2658. 41. Verdensrigets Skabelse er ikke et Magt- eller Diktatur Spørgsmaal, men er udelukkende et Udviklingsspørgsmaal 2897 2659. De kosmiske Analyser og Næstekærligheden 2899 2660. Væsener der ikke kan forstaa de kosmiske Analyser 2901 2661. Væsener der er modne for de kosmiske Analyser 2901 2662. Den ny Verdenskultur er allerede begyndt at fødes 2902 2663. Absolut alle Mennesker vil hver især tilsidst blive en virksom Celle i Guds altoverstraalende, lysende Aand eller kommende varige Fred paa Jorden 2903 2664. Ud af Mørket 2903 EFTERSKRIFT Gudesønnen eet med sin Fader 2905