Hjemløs, alkoholiker og 23 år Det er sjovt at drikke sig fuld bare ikke 364 dage om året. Emil Steenholdt er 23 år og hjemløs alkoholiker. Chili fulgte ham og rottweileren Ricco i fire dage. Her følger Emils beretning om en barndom med socialrealistiske tragedier og om en ungdom på gaden. Af Emil Ellesøe Ditzel - Sidste gang, jeg havde en god dag, var for et par uger siden, da Bakken åbnede. Jeg var derude med alle de gamle vagabonder og fik dem med op i rutschebanen og de gamle radiobiler, og de væltede rundt. For første gang bryder Emil Steenholdt sin lave monotone stemmeføring. Der kommer kropssprog på hans fortælling, smilehuller i kinderne, og blikket forlader det ubestemmelige objekt 30-40 meter væk, som han har nedstirret de sidste par timer. Her, ved Bakkens åbning, slutter det til gengæld også med solstrålehistorierne fra Emils side. Sådan nogle er i markant mindretal, når man som 23-årig har brugt de sidste fem år på diverse herberger, varmestuer, afvænningsklinikker og hos tilfældige venner, samtidigt med at man har et alkoholforbrug, der rammer et godt stykke over en tidobling af de anbefalede 21. Han nasser en cigaret. - Jeg har egentlig selv noget rulletobak, men, siger han, og løfter sine hænder op foran sig. De ryster begge to med en margen på cirka en centimeter. - Det er stadigvæk tidligt, og jeg har endnu ikke fået drukket nok til, at abstinenserne er gået over, forklarer han, tilbage i sit konstaterende, jævne stemmeleje og med blikket rettet mod 7-Eleven på den anden side af Kultorvet. Han fortæller videre om livet som hjemløs: - Der er meget langt imellem de gode stunder. For det meste hjælper det, når vejret er godt. Så kan vi være udenfor, og behøver ikke at bekymre os om, at politiet konstant smider os væk fra perronen på Nørreport, fortæller Emil. Penge udgør også en vigtig faktor for stemningen blandt ham og hans venner. Omkring den første har alle, hvad de skal have af alkohol, og så er humøret højt. - Det er sørgeligt, at det skal komme an på det, men vi har jo ikke så meget andet. Sætningen er næsten ikke til at høre, da han nærmest mumler den, samtidig med at han drejer hovedet bort. Hjemmedrengene - Jeg kan ikke huske, hvor på Frederiksberg vi boede, men jeg har et meget klart billede af huset, for det var der, det gik galt, fortæller Emil. Hans far er fra Jylland, og hans mor var grønlænder. Sammen havde de Emil, hans storebror, der er tre år ældre, og hans lillebror, der er tre år yngre. Moren var kærlig over for børnene, men hun havde mange problemer og drak fra morgen til aften. - Hun havde det ad helvede til, men jeg ved ikke hvorfor. Vores far ville aldrig fortælle os sådan noget. Han vil ikke engang fortælle, hvor hun ligger begravet... Jeg ved bare, at hun var min mor på det tidspunkt. Ud af den almindelige gadelarm kan man høre en hund gø. Emil vender per refleks hovedet. - Det er Trine. Nu kommer de andre. Og ganske rigtigt. 30 sekunder efter dukker der en lille gruppe op mellem menneskemylderet på Købmagergade. Den består af Mos, Viller og Peter med tilhørende barnevogne og hunde. Én af hundene er Trine, hvis gøen Emil kunne genkende ud af samtlige andre af byens hunde. En kort statusrapport over de sædvanlige tilholdssteder afslører, at turen i hvert fald ikke går videre til hverken Rådhuspladsen eller Storkespringvandet, for der sidder henholdsvis Svenskerne og
Kommunisten. - Der er alt for mange hjemløse, som er meget langt ude. De taler sort og er ikke til at være sammen med. Det her er mine tætteste venner. Det er dem, der virkelig kender mig. Mos her er en af mine reservefædre her på gaden. Han passer på mig, så godt han nu kan, fortæller Emil og peger over på Trines ejermand, der er i fuld vagabonduniform og med kæmpe julemandsskæg. - Da jeg var cirka fem år, var mig og mine brødre alene hjemme. Jeg husker det, som om det havde varet i flere dage. Jeg ved ikke, om mine forældre var på druk, eller hvad de var. Lejligheden var ved at blive sat i stand, så der var ingenting. Kun en sofa og en masse malerbøtter. Min storebror sov, og mig og min lillebror begyndte at lege med malingen. Vi havde jo ikke noget legetøj, så vi begyndte at pjaske det rundt i hele lejligheden. Da min storebror vågnede, kan jeg huske, han skulle kigge på sit ur, og det var dækket af denne her hvid/grå maling - Vi begyndte at skrige alt, hvad vi kunne, ud af vinduet på vores mor. Vi savnede hende jo ad helvede til, fortæller Emil. Der er nogle naboer, der hører dem, og kort tid efter kommer de alle tre på børnehjem. Familie tam-tam En ny dag, og Emil er ikke på toppen. - Alle narkomanerne i varmestuen var oppe at køre hele natten, så det var ikke til at få lukket et øje. Du kan også se på Ricco, at han er helt færdig i forhold til i går. Emil bøjer sig ned og klapper rottweileren, der ligger fuldstændigt fladet ud i solen. Dagen før var den helt oppe og køre. Det er forår, og Emils venners hunde, der næsten alle er tæver, er i løbetid. Emil selv virker også længere væk fra den normale verden, end han plejer at være klokken 11 om formiddagen. - Vi har også røget tre piber hash allerede. På det her tidspunkt plejer jeg ellers kun at være oppe på en enkelt, men det hjælper på alle de muskelsmerter, jeg får, når jeg ikke har sovet ordentligt. Imens Emil er på børnehjem, begår hans mor selvmord. - Jeg ved ikke, hvordan jeg fik det at vide. Jeg tror, det ramte mig så hårdt, at jeg ikke rigtig kan huske noget fra perioden. Jeg kan i det hele taget ikke huske særlig meget om min barndom. Emil misser med øjnene, selvom han sidder med ryggen til solen. Han fortæller, at hun hoppede ud foran et tog på Solbjerg station. - Det var, imens der stadig gik toge der. Min far var lige gået fra hende. Jeg kan i hvert fald fortælle dig, at hun har gjort det i en kæmpe brandert, og hun har været træt af det hele. Emil sætter sig på hug ved siden af Ricco og begynder nøjsomt at samle nogle glasskår op, der ligger ved siden af den. Hans trøje er lidt for lille, og man kan se halvdelen af hans ryg, når han bøjer sig frem. - Han plejer ellers altid at lægge mærke til glasskårene. De er farlige for ham. Han kan skære puderne under poterne på dem se, han drømmer! Emil peger ned på Riccos højre forpote, der spjætter. - Han drømmer sikkert, at han er ude på en mark og jage et eller andet dyr, fantaserer Emil med et smil og en ømhed, der ikke minder om en stor mand med en stor rottweiler. Cocktailparty Børnehjemmet var et helvede for Emil og hans brødre. De fik sjældent besøg, og pædagogerne blev betragtet mere som fængselsbetjente end erstatningsforældre. - Vi har stadig mareridt om det sted. En nat havde mig og min lillebror sneget os ud for at lege mørkeleg. Vi gjorde det meget tidligt om morgenen, så var der ingen, der opdagede os. Jeg kan huske den meget lange, meget mørke gang, som vores værelser lå ud til. Den var utrolig uhyggelig. Ude foran min dør stod der noget byggelegetøj. Det var vist nok det eneste legetøj, vi havde
dengang, og det var forbudt at have inde på værelserne, fortæller Emil og viser med sine hænder, hvordan byggelegetøjet så ud. - Måske står det billede så klart, fordi jeg trods alt havde et fællesskab med min lillebror dengang. Senere er vi jo blevet splittet af diverse institutioner. Emil vender sig om og hiver en vodka og en halvanden liter cola ud af den blå rygsæk, han altid har på. Han mikser sprut og sodavand sammen i en halvlitersflaske. En cocktail på cirka 35/65, dog stadig i colaens favør. Han virker næsten forlegen og smiler genert, da der bliver spurgt til det. - Vodka er det eneste, jeg kan drikke. Al den kulsyre, der er i øl, fucker min mave op, siger han, og fortæller videre, at han drikker mellem halvanden og tre liter vodka om dagen, alt afhængig af hvor godt han har det. - Det er med til at tage toppen af problemerne. Jeg tænker ikke så meget over dem, når jeg drikker, selvom jeg ikke rigtig er i stand til at blive fuld længere, siger han. Han vil meget gerne holde op med at drikke, men det er ikke ligetil. - Jeg kan jo ikke lade være. Det er jo nok, fordi der er noget, der mangler. Det fylder et eller andet tomrum ud. Det er tilhvertilfald noget, jeg føler, jeg har brug for På et tidspunkt efter morens død bliver de alle tre forflyttet til en plejefamilie. - Første gang, vi mødte dem, var de overglade, sådan rigtig pædagogagtige. Jeg har altid hadet pædagoger siden børnehjemmet. De viste os ind i det rum, hvor mig og min lillebror skulle sove. De havde lige malet det i en blå/grøn farve og var meget begejstrede over det. Til højre for døren stod en stor reol med en masse mærkelige bamser. Det var åbenbart noget, de samlede på, og så havde de stillet dem ind til os. Jeg ved ikke rigtigt, hvem fanden det skulle lokke til. Det går heller ikke godt hos plejefamilien. Både manden og damen giver børnene tæsk, og da Emil er otte år, flytter de tilbage til faren og deres nye stedmor på Frederiksberg. Lavvande i økonomien - AJUU! Emil gør det igen: fanger et fragment ud af den jævne bylarm, som diverse gademusikanter, råbende grønthandlere og tilfældige shoppere støber sammen og råber impulsivt et lignende kald tilbage. Det her lyder noget i retning af Nissebandens kommandoer, når de skulle have hundeslæden i gang. - Det er Leif, en af mine grønlandske venner. Han fik en lejlighed for et par år siden i Sydhavnen. Når jeg trænger til en ordentlig nats søvn, sover jeg tit hos ham. En gammel grønlandsk gut vralter nærmest hen imod os. Han har begge hænder i lommen og er iført en gammel rød skovmandsskjorte. Oven på det lange sorte hår sidder en hue, som det viser sig, at han har fået i et Anders And-blad. På huen er trykt de samme fængselsnumre, som Bjørnebanden har på maven. Efter en kort ordveksling med Emil henvender han sig mod undertegnede og trækker en oksehøjreb ud under skjorten. - Vil du køb? spørger han med et kæmpe smil over hele fjæset. Det er en god pris, men nej. Vi fortsætter mod socialkontoret på Frederiksberg Rådhus for at hente penge. - Det blev ikke bedre af at komme hjem igen. Det var bare endnu en kæmpe omvæltning. Vores nye stedmor snakkede ikke til os. Vi interesserede hende ikke, tværtimod. Vi irriterede hende, fortæller Emil. Det går godt i folkeskolen. Emil klarer sig nogenlunde i skolen og får venner, kærester og fritidsinteresser på linje med alle andre, men der var et eller andet galt. - Jeg havde jo alle de fritidsinteresser, så jeg ikke behøvede at være hjemme. Jeg sov der kun. Det var ikke en rigtig familie. Der var ingen, der talte om følelser. Det eneste, man sagde til hinanden, var Hvem dækker bord?, Hvem laver mad? og så videre. Det var, som om det var nogle mennesker, der ikke passede sammen. Jeg kunne jo se i mine venners familier, hvordan man talte
om det, når man var ked af det og havde problemer. Det kunne man ikke i vores Emil mister tråden og kigger væk. - De kom heller aldrig til forældremøder eller andre forældrearrangementer. Jeg kan huske engang, hvor jeg spurgte min far, om han ville komme til fremlægningen af et projekt, vi havde om fremtiden. Det havde han ikke tid til. -Det er kæmpe stort, det her sted, de har over langt over 1000 kontorer. Det er måske derfor, de ikke har kunnet hjælpe mig mere. Det er i hvert fald noget mærkelig hjælp, jeg har fået, fortæller Emil, mens han hjemmevant fører os igennem Frederiksberg Rådhus labyrinter. Han er utilpas og tørrer, med intervaller på 20 sekunder, sin pande ren for sved. - Jeg får det meget dårligt af det her sted. Der er mange dårlige minder. Han hæver sit ugentlige beløb, cirka 950 kroner, og fortæller, at DSB vist har trukket deres del. - Det sker tit, at jeg sover i S-togene, når jeg ikke har kunnet sove på grund af narkomanerne i varmestuen. Han hiver en tre-fire centimeter tyk stak bøder ud af sin mavetaske og tre nye ud af sin lomme. De varierer mellem 500 og 750 kroner. Alt afhængig af, om kontrolløren også har talt Ricco med. - Jeg skylder dem vel efterhånden 30.000 kroner Det ville nok kunne betale sig at købe månedskort, men jeg er efterhånden ligeglad, fortæller han lettere opgivende. Identitetskriser Livet efter folkeskolen er lige så kaotisk. Alle tre brødre bliver smidt ud hjemmefra, ifølge Emil primært på grund af stedmoren. Han ryger ind og ud af ungdomspension, bor fire-fem måneder på Grønland, kommer hjem igen. Bliver på ny smidt ud af forældrene og ender igen på ungdomspension. Prøver forskellige uddannelser og har forskellige jobs. På et tidspunkt arbejder han for Fætter BR som butiksassistent, men bliver fyret fordi han snyder i kassen. Efter han fylder 18, ryger han en kort periode på et hotel, derefter på et herberg og så på gaden, hvor han for alvor begynder at drikke. - Det er umuligt at holde fast i noget som helst, når man har alle de bekymringer i hovedet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, eller hvor jeg skulle tage hen bagefter, og jeg var helt alene om alting, siger han. Emil sidder på jorden, sukker dybt og sænker sit hoved ned imellem de bøjede ben. I starten, da han kom på gaden, hang han med de forkerte og kom ud i slåskampe, biltyverier. Det ender med, at han i frustration skærer sig selv i armen i en brandert. Han prøver flere gange at henvende sig til familien for hjælp. De vil gerne lade ham spise med, men reglen er, at han skal være ude af lejligheden inden 20. - Det her er jo i virkeligheden spild. Det er ikke noget liv. Vi sidder igen i solskin på Kultorvet. - Hver dag ud og ind er det samme. Man kan ikke sætte sig ind i det, hvis man ikke har prøvet det. Man er aldrig sig selv, det er så hårdt både psykisk og fysisk. Jeg vil have noget ud af mit liv, lave noget, der gør mig glad. Lige nu har jeg ikke lyst til at stå op om morgenen Det er meget svært at snakke om det her, siger Emil. Han har været på afvænning tre gange, hvor det er gået galt. Nu vil han gerne prøve igen, men har lige fået et afslag. - Jeg mister jo ungdomsårene af mit liv, og hvis jeg ikke snart gør noget ved det, sidder jeg fast. Jeg vil gerne have et liv som andre unge og tage i byen og more mig, men det er umuligt. Jeg kan ikke bare tage et bad, jeg har ikke ordentligt tøj, og jeg gider ikke fyre en eller anden løgnehistorie af for at score en tøs. Og hvor skulle jeg også tage hende med hen, hvis det endelig lykkedes?, siger Emil. Han slår ud med armene og tager en tår af cocktailen.
Far/søn-samtaler Til nytår for to år siden ser Emil sin far og stedmor for sidste gang. - Jeg ville se, hvordan de havde det. Det er altid omkring nytår, at jeg savner familien mest. Han ved, hvor de plejer at holde nytår, og sætter sig på en bænk, lige ved Frederiksberg Have, cirka 50 meter derfra, og drikker. - Jeg blev meget fuld, det var sikkert også derfor, at jeg turde. Jeg ventede, til klokken blev tolv, og gik derover, da jeg kunne se selskabet komme ud for at fyre fyrværkeri af. Hans far er der ikke, da han har stenlunger, og ikke kan tåle røgen fra fyrværkeriet. Så han møder sin stedmor og to gamle klassekammerater. - Min stedmor siger ikke rigtigt noget. Mine gamle kammerater er flinke, og rare, men de kendte mig jo ikke fra denne her side. De havde aldrig set mig sådan før. To dage efter kommer han tilbage for at finde sin far. Han er vicevært og er i gang med at pille julelysene ned ude foran ejendommen. - Jeg hjælper ham med pille dem ned. Vi småsnakker lidt, men siger ikke rigtigt noget, i forhold til at det er første gang, vi ser hinanden i næsten et år. Han giver mig en mobiltelefon, og så går jeg. Emil tøver igen. - Sådan har han altid været. Han har altid givet diverse underlige elektroniske ting, sikkert som en eller anden kompensation. Han har altid været kold og har aldrig kunnet tale om følelser. Da jeg var lille, spurgte jeg som alle andre Hvad er det?, hans svar var altid Det er til, så du har noget at spørge om, og han forklarede sgu aldrig, hvad det var. Nej, vi har aldrig haft sådan en hvad hedder det far/søn-samtale. Emil har siden set sin far på gaden, men har altid undveget ham. - Jeg har aldrig rigtig bebrejdet andre end mig selv for at være endt sådan her. Jeg ved ikke rigtigt, men jeg har jo sikkert lavet masser af fejl, selvom jeg måske ikke har kunnet gøre andet. Jeg føler tit, det er min egen skyld, ikke min fars. Han har også haft et hårdt liv og er tidligere alkoholiker. Jeg kan godt forstå, at han har det svært med at tale om følelser, sådan har jeg det jo også selv. Det er svært at svare på jeg har også virkelig ondt i maven lige nu det er det der mavekatar begyndende mavesår. Jeg siger farvel til Emil på en god dag. En kirke på Nørrebro holder påskefrokost for de hjemløse. Der bliver flere og flere af hans slags på gaden. Unge hjemløse. Det siger de andre hjemløse, jeg snakker med og det bliver bekræftet af redaktøren for de hjemløses avis, Hus Forbi, Thomas Hye Knudsen. Hus Forbi bliver solgt til hjemløse, der så sælger dem videre på offentlige steder og tjener lidt på det. Thomas Hye Knudsen fortæller, at gennemsnitsalderen er faldet betydeligt på dem, der kommer og henter aviserne.