JEG ER GOD TIL IKKE AT LAVE NOGET SOM HELST MED GOD SAMVITTIGHED

SERIE: NÆRPORTRÆT Vi har skrevet vores mest nysgerrige spørgsmål ned og bedt nogle af de kendte danskere, vi virkelig gerne vil vide mere om, trække fra bunken i helt tilfældig rækkefølge. I næste uge er det designeren Naja Munthe. Mr. Big News JEG ER GOD TIL IKKE AT LAVE NOGET SOM HELST MED GOD SAMVITTIGHED Som 19-årig var Jes Dorph-Petersen ked af sine smalle håndled og fortvivlet over sin egen talentløshed og deraf manglende fremtidsudsigter. Men TV2 s nyhedsvært var heldigvis god til at optræde, og det har bragt ham langt. Det samme har hans evne til at tage let på livet. Hård sygdom var dog tæt på at få ham ned på nakken. AF BIRGITTE BARTHOLDY. FOTO: FRANNE VOIGT. J es Dorph-Petersen har håndværkere hjemme i sit hus i Hellerup. De er ved at bryde kældergulvet op og larmer, så han er faktisk glad for at slippe hjemmefra denne formiddag. Men også lidt stresset. Selv om Mr. News har fri og derfor slipper for den lange tur til nyhedsstudiet på TV 2 i Odense, har han travlt med både det ene og det andet og sidder lidt rastløst på stolen. Med årene er han blevet rundere og har fået grå hår, men selv når han er mest alvorlig, ligger legebarnet på lur. Det viser sig hele tiden i hans øjne, i et nu slår humoren ned, lysten til at få folk til at le, forløse det hele med et grin. Er den mand egentlig nogensinde for alvor ked af det? Selvfølgelig er han det. Det viser sig allerede, da han trækker første spørgsmål: Det største nulpunkt Ugerne op til min fars død i 2005, hvor han var placeret på en enestue på Frederiksberg Hospital for at dø, og så bare skulle ligge der og smertebehandles, indtil han ikke kunne holde skansen mere, var ræd- selsfulde. Vi skiftedes til at være hos ham døgnet rundt, mig og min storebror og mine stedsøskende. Et andet nulpunkt var, da jeg selv blev syg den 11. september i 2003. Sammen med en kollega havde jeg siddet i toget på vej hjem fra arbejde i Odense og drukket et par øl, og så, da jeg ville lægge mig til at sove, begyndte det at gøre ondt i benene. I tre uger lå jeg på en madras, og lægerne troede, det var en diskusprolaps. Smerterne føltes som Fortsættes næste side 6

interview» ALT 22/2010 www.altfordamerne.dk 7

Jeg får ikke overdrevent meget medynk fra min kone Fortsat fra forrige side elektriske stød fra hoften og ned omkring benene, og om natten var de helt grænseløse. Jeg kom så langt ud, at jeg gik frem og tilbage og bad til Gud om at få det til at holde op. Så en morgen ved morgenbordet sagde min kone Lene, der er læge, at jeg savlede, og at det var tegn på, at jeg var begyndt at blive lam i hovedet ( det har du da altid været, vil nogen nok sige). Det fik lægerne til at vågne op og indse, at det måtte være en Borrelia-infektion, og så fik jeg en omfattende penicillinbehandling, som hjalp. Jeg kan tydeligt huske den første nat, hvor jeg pludselig fik tre timers søvn i træk. Det var fantastisk, som at se lyset igen. Som 19-årig var jeg Forvirret og usikker og havde altid én stor bums, som generede mig helt vildt i forhold til pigerne. Jeg havde så enorme komplekser over, at jeg syntes, jeg havde tynde håndled, at jeg skjulte dem med langærmede bluser og ivrigt studerede andre mænds håndled, der virkede meget bredere. Til gengæld syntes jeg, at min røv var for stor. Udenpå fremstod jeg pjattet og ret selvsikker, men indeni så jeg anderledes alvorlig ud. Min store drøm var at blive journalist, og netop den sommer havde jeg søgt ind på Journalisthøjskolen for første gang. Jeg var på interrail i Athen og ringede hjem fra et posthus for at høre, hvad svaret var. Jeg var dumpet. Bagefter satte jeg mig i en rendesten med min rygsæk på og tænkte, at livet nu var forgæves. Jeg havde et elendigt eksamensgennemsnit. I gymnasiet havde jeg været flegmatisk og forholdsvis uengageret i alting undtagen at spille fodbold og gå til fester. Jeg var dårlig til at regne og til sprog og i det hele taget forholdsvis talentløs. Det eneste, jeg forestillede mig, jeg kunne blive god til, var at optræde. Og det er jo det, jeg stadig gør. Det var først, da jeg kom i praktik på Frederiksborg Amts Jeg var altid bange for ikke at slå til. Og der er stadig rester af den følelse tilbage. Jeg bobler meget indeni, når jeg arbejder Avis, at jeg opdagede, at jeg også var ambitiøs. I den periode var jeg kæreste med Hanne- Vibeke Holst, som i den grad ville noget med sit liv og i øvrigt var mere moden end jeg. Jeg fik også andre venner, der var meget målrettede, og det begyndte at smitte af. Men jeg var altid bange for ikke at slå til. Og der er stadig rester af den følelse tilbage. Jeg bobler meget indeni, når jeg arbejder. Det vigtigste, min mor gav mig med Jeg er vokset op hos hende i Blidahpark i Hellerup. Min far flyttede, da jeg var tre, og så blev jeg boende, til jeg var 20. Hun er pensioneret skolelærer og positivt ment et gammeldags retfærdigt menneske, som går op i boglige dyder og borgerlig fremtoning. Hun har gjort, at jeg er grundig med mit udtryk: Opfører mig pænt og korrekt over for andre og tænker over at lave så få sproglige fejl som muligt. Hun har også givet mig en stor magelighed. Stadig da jeg var 18-19 år, smurte hun min madpakke og stillede en bakke ind på min seng hver morgen. Jeg havde sikkert boet hos hende endnu, hvis ikke jeg var kommet ind på Journalisthøjskolen i 1980. Da jeg jublende fortalte hende det, sagde hun: Åh nej, skal du så flytte til Århus? At være skilsmissebarn var Lidt af en sjældenhed dengang i Hellerup i midten af 1960 erne. Ikke fordi vi manglede noget, men det var da anderledes at bo i lejlighed med en enlig mor. Flere af mine kammerater boede jo i store huse med tjenestefolk. Men så havde jeg mit andet liv hos min far, Kaj Dorph-Petersen. Han var chefredaktør på ALT for damerne fra 1958 til 1977, og jeg kom tit ind på redaktionen og besøgte hans store, larmende liv. Så snart jeg kom ud af elevatoren derinde, kunne jeg høre ham. Han var enormt højrøstet, havde en rungende bas. Til frokost stod der altid rødvin på bordet, og der blev grinet og snakket. JES DORPH-PETERSEN, 51 år. Nyhedsvært på TV 2 Nyhederne. Uddannet journalist. Før det gik han et år på arkitektskolen. Har været på TV 2 i Odense siden 1989 og på skærmen siden 1991. Også som vært i andre programmer, bl.a. Hvem vil være Millionær, Station 2 og Go Morgen Danmark. Bor i Hellerup med sin kone Lene, der er praktiserende læge, og sønnen Jens Emil på 10 år. Den lethed og ironi, der var over måden at arbejde på dengang og også senere, da jeg selv begyndte som journalist, kan jeg godt savne. På det mentale plan er der blevet lavere til loftet, der er kommet en krisedyne ned over det hele, og kravene er hårdere. Alting er så alvorligt. Det jeg elsker mest ved mit arbejde Jeg kan godt lide det rum i Odense, vi arbejder i, fyldt med lamper og computere og forvirrede mennesker, der løber. Og så har jeg besluttet, at jeg hver dag i Nyhedsudsendelsen vil lave en eller anden ting, seerne ikke regnede med, break a rule. At finde på den ting, det elsker jeg. Det både at kunne være en klovn og samtidig Mr. News og alvorlig. Det sjoveste jeg har oplevet på det seneste Da jeg i april var medvært ved TV 2s Gallashow på Christiansborg i anledning af Dronningens fødselsdag og stod fem meter fra Dronningen, som sad med et stykke tilbudsskinke mellem fingrene og sagde der er hul i til standup-komikeren Rune Klan. Det var absurd, men også cool. Når jeg har en fridag Laver jeg lister med firkanter. Afkrydsningsfirkanter. I dag står der f.eks.: Sætte håndværkere i gang, interviewes af ALT for damerne, ud til min mor med en lampe og til dyrlægen med min hund. Så kan jeg sætte krydser i alle boksene i aften og få en følelse af, at det kører. Jeg forestiller mig selv som en hær, der angriber, men hurtigt trækker sig tilbage igen. I dag nåede jeg f.eks. i en pause på ti minutter Fortsættes næste side 8

interview Jeg har fundet ud af, at det med at tabe sig handler om to ting: At spise mindre og have fokus på, hvad jeg spiser. På arbejde skynder jeg mig ud af kantinen efter at have spist min salat. Det er ret kedeligt. Men rødvinen om aftenen giver jeg altså ikke slip på.» ALT 22/2010 www.altfordamerne.dk 9

Som far er jeg blevet mere nærværende Fortsat fra forrige side hjem og hente en pakke oksekød op af fryseren, så den er klar til i aften. Min største svaghed At jeg er rastløs og en dårlig lytter og ofte forudindtaget. Når jeg går ind i en diskussion på arbejde, tager jeg tit mig selv i at tro, at jeg på forhånd ved, hvor jeg skal være uenig. Udover at være en dårlig diplomat kommer jeg tit til at ironisere og drille dem, jeg diskuterer med, og ind imellem sårer det dem. Jeg har været ude for, at en kollega sagde til mig: Du taler mig i stykker, fordi jeg ikke respekterede, at han havde lige så meget ret til at sige noget, som jeg har. På den måde fylder jeg for meget og kan komme til at såre andre uden at opdage det. Min største styrke Når folk så siger til mig, at jeg har gjort dem ondt, husker jeg ikke at gøre det igen og bærer ikke nag. For det meste har de jo ret. Jeg kan også godt sige undskyld. Hvis jeg er kommet til at snerre af folk før en udsendelse, kan det godt ske, at jeg ringer dem op om aftenen. Ikke for at fedte, men for at få det væk, og fordi jeg selv ville blive glad, hvis andre gjorde det samme mod mig. I øvrigt er det ikke bare en svaghed, det med at gøre lidt grin med alting. Det kan også være en styrke. Selv efter en dag med slemme mails, og folk, der råber og skriger, har jeg en evne til at sige: Sådan er den bare, den film jeg er med i. Der er mange, jeg synes er gamle, som viser sig at være yngre end mig. Det er tankevækkende. Heldigvis er det stadig sådan, at Preben Elkjær er halvandet år ældre end mig. Og det holder. Hvad jeg vil gøre anderledes end min far Leve længere og sundere. Til sidst var min far dødssyg af for meget tobak og sikkert også for meget alkohol. Tidligere var en af mine jævnaldrende kammerater, Mogens, død af lungekræft. Han var kæderyger, og jeg havde lovet ham at holde op med at ryge. Det gjorde jeg så lige før, jeg blev 50, og det var nemmere, end jeg troede. Det havde bare én bivirkning. Efter fem måneder så jeg et billede af mig selv i Billed Bladet og tænkte: Det der er da Karl Stegger. Jeg var virkelig blevet fed. Så fandt jeg frem til en diætist og tabte mig. At være gift med en læge er specielt. Folk tror sikkert, man får en masse medfølelse på den konto, men faktisk er der no mercy. Når jeg med rette ofte klager til min kone over mit elendige helbred, får jeg ikke overdrevet meget medynk. Jeg har ligefrem oplevet, at hun bliver uskarp og ser væk. Hvis jeg har behov for at dvæle ved det, går jeg til min mandlige læge og fortæller, hvordan det virkelig står til. Han er ti år ældre end mig og ved, hvad det handler om. Min kone er lynhurtig til At se problemerne i de idéer jeg får. Ofte kommer jeg ud i en kæmpe overbooking og tror, jeg kan alting på én gang. Så påpeger hun, hvor den tikkende bombe befinder sig. Hun er meget mere praktisk end mig og langt bedre til at holde styr på kalenderen. Jeg glemmer mange ting, jeg skal, og ville glemme endnu flere, hvis jeg ikke havde hende. Hvis jeg er kommet til at snerre af folk før en udsendelse, kan det godt ske, at jeg ringer dem op om aftenen. Ikke for at fedte, men for at få det væk. Mit livs vendepunkt var Da jeg fik en søn for ti år siden. Mens Lene stadig var i narkose, fik jeg ham over, og så sad jeg der med blå badehætte på og den lille grævling i armene. Efter en times tid vågnede Lene, og så fik jeg en stor trang til at fortælle verden, hvad der var sket og kørte ud og ringede til Lenes forældre og mine forældre, og bagefter tog jeg hjem klokken fire om natten og fandt en pilsner i køleskabet og plantede et FCK-flag i haven. Som far Er jeg blevet mere nærværende. Jeg er for ukoncentreret til at bygge klodser op og den slags ting, man laver med små børn. Nu, hvor han er 10 år, kan jeg bedre være med. Selv om jeg er helt vildt dårlig til elektroniske spil, World of Warcraft f.eks., som han spiller med sin mor. Jeg er bedst til at finde på ting, vi kan lave sammen ude i byen, og til mandeaftener, hvor vi spiser lige det, vi vil have og ser Bingo-Bango og Allstars. Jeg er virkelig god til At hænge ud med mig selv. Sove til middag, læse aviser og Tipsbladet, gå ture op og ned ad vejene, se fodbold i tv, være uambitiøs. Jeg ser hele tiden folk, der er aktive i deres haver og har en trailer på deres bil. Det er ikke mig. Jeg er god til ikke at lave noget som helst med god samvittighed. Inden jeg går i seng, skal jeg altid lige Have et glas rødvin og ose lidt med min computer. Jeg går ind og kigger på Facebook og skriver en pjattet statusopdatering eller tjekker et par hjemmesider og mine mails. Og så skal jeg altid lufte hund. Så føler jeg mig som en gammel mand, der går rundt på villavejene i bløde sko. Følg med i Jes Dorph- Petersens blog på ALTfordamerne.dk/blog 10