Josvas kobbermine 100 år senere

AF karsten secher, helle bohnstedt-petersen og bjarne A. ljungdahl Josvas kobbermine 100 år senere På museum efter mineeventyr og Grønlands første smelteværk Ivittuut Mine- og Mineralmuseum, Kommuneqarfik Sermersooq Projekt minedrift i Sydgrønland I 100 året for indførsel af moderne råstofudnyttelse ved Josva kobberminen (1852-55; 1905-14) i Sydgrønland, er det på sin plads, at Grønlands eneste museum 1 med temaopbygning og -indhold omkring minedrift og mineraler fejrer denne nyskabende aktivitet, som skyldtes ingeniøren og industripioneren Marius Ib Nyeboe (1867-1946). Josva kobbermine var opkaldt efter finderen, den grønlandske fanger Josva, som under en fangsttur i området fandt en stenblok med irgrønne kobbermineraler. Blokken blev overdraget til Inspektør H.J.Rink, som med sin geologiske viden kunne se, at der var tale om broget kobbermalm (bornit), og Rink foreslog i 1852, at dette fund blev nøjere undersøgt og kom til at være udgangspunkt for den første beskedne minedrift på stedet. I den første tid af minens liv brugte man det RESUMÉ Josvas kobbermine i Sydgrønland har siden lukningen i 1914 levet et liv i glemsel og nedbrydning. Med det 100 årige jubilæum for at kobberminen blev skueplads for indførsel af moderne råstofudnyttelse i Grønland, markeres denne situation ved at præsentere udstillingen i Ivittuut Mine-og Mineralmuseum. Den forbindelse der har været mellem minerne i Ivittuut og Josva begrunder denne 100-års fejring. Karsten Secher Cand. scient i geologi, Københavns Universitet (1972); Konsulent og seniorgeolog GGU/ GEUS (fra 1974), afbrudt af ansættelser i Dansk Polarcenter, Råstofforvaltningen for Grønland og DMU (1989 2000); Medlem af dommerkomitéen for Ujarassiorit (fra 1989). Medlem af bestyrelsen for Ivittuut Mine- og Mineralmuseum. Helle Juel Bohnstedt-Petersen Cand. mag. i forhistorisk arkæologi og massekommunikation, Aarhus Universitet (1992), Museumsformidler og projektleder ved Moesgaard Museum, og Ribe Museum (1988-1995), Afdelingsleder TvDanmark (1996-1998), Bibliotekar i Grønnedal (1998-2001), afbrudt af ansættelser ved Grønlands skolevæsen i Upernavik, Ikamiut og Arsuk (1978-1987), Museumsleder ved Ivittuut Mine- og Mineralmuseum (fra 2008). Bjarne A. Ljungdahl Inspektør og lærer ved Byggeog anlægsskolen i Sisimiut (1990 2001). Geologistudier ved Århus Universitet (1972 1977); Deltager i geologiske sommerekspeditioner i Grønland (1973 1981); Formand for Grønlands Stenklub (fra 2000); Instruktør ved prospektorkurserne i Grønland (1995-2008). Medlem af bestyrelsen for Ivittuut Mine- og Mineralmuseum. 268 Tidsskriftet Grønland 4/2010

Manuel brydning på 1. niveau i Josvamiens ældste skakt, 1907. Nanortalik Museum Arkiv. koncessionen. Inden aktiviteten faktisk blev opgivet i 1855, lå der 30 tons brudt malm (sorteret til et kobberindhold på omkring 30% fra toppen af malmåren) tilbage på lagerpladsen i den daværende mineby. Selv efter fornyede forsøg på at holde minen kørende i 1855 stoppede forsøget reelt. For 100 år siden Den brudte og efterladte malm blev først fragtet væk et halvt århundrede senere, da den nye aktivitet blev igangsat 1905-06, og den udgjorde første malm fra den nye Josvamine. Et par hidtil ukendte eller kun sjældent sete fotos af minebyens liv og vilkår ledsager ved samme lejlighed denne beretning. Nyeboe blev fra begyndelsen inddraget i mineopbygningen og driften, først som konsulent og fra 1907 som direktør. Han indledte driften med kendte manuelle metoder, officielle navn Innatsiaq for stedet. Man kan undre sig over, at denne gedigne kobbermalm ikke kunne skabe grundlag for minedrift allerede i 1852. Selvom man betjente sig af gammeldags minemetoder, kom der faktisk malm op af undergrunden under dette første forsøg udført af norske bjergværksfolk fra Kongsbergminen i Norge. Et mere alvorligt problem var det, at den håndfuld effektive norske minefolk ikke fik den nødvendige back-up fra mineselskabet. Der kom ikke skibsbesøg ofte nok for at afhente den brudte malm eller med de nødvendige forsyninger, og da skibe endelig var på vej, forliste de og efterlod malm og folk i en umulig situation. Man kunne simpelthen ikke holde en slags professionel drift i gang! H. J. Rink kom forbi igen i 1854, og han noterede sig, at disse mennesker levede under så kummerlige forhold, at han ville få stoppet Luftfoto af Josvaminebyen, Geodætisk Institut 1950. Der ses endnu bygninger med delvis intakt tag (maskinhus, midt i billedfelt). Tipvognspor genkendes i diagonalt forløb fra nederste højre hjørne. GEUS Arkiv. Tidsskriftet Grønland 4/2010 269

Fundament til skakthus ved Lilianminen som det ses i 1986, i kig mod nord. KS foto. men fra 1910 var der allerede introduceret meget væsentlige moderniseringer. Nyheden den gang i 1910 omfattede underjordisk mineopbygning, hvor lodrette skakter fra en central hovedskakt dannede udgangspunkt for udsprængning af malm på flere underjordiske niveauer. Ved Josvaminen var det op til fem underjordiske niveauer forbundet med et net af minegange, ned til dybder næsten 100 meter under havoverfladen. Indtrængende havvand var dog hurtigt et problem på de lavere mineniveauer, hvor man så kunne gøre brug af moderne maskindrevne pumper, som kunne holde minen tør. De nye tider medførte også indførelse af maskiner til brydningen, først baseret på dampkraft og allerede i 1913 med dieselmaskineri. Der blev generet elektricitet til belysning i bygninger, på veje og i minegange og til det nyeste elektriske minemateriel. Der blev etableret metaludsmeltning på stedet, Politiskilte fra kontrolløren i Ivittuut. No. 7 Iviktout (Ivittuut) og 16 Ivnatsiak (Josvaminen) ca 1911. Efterladt I GLK Officersmesse 1974. KS/IMM. 270 Tidsskriftet Grønland 4/2010

og transporten af alle materialer blev sat i system med spildrevne og håndskubbede tipvogne. De sørgede for, at den brudte malm kunne hentes op fra dybet med elevator via et knusnings- og sorteringsanlæg og derefter bringes direkte til skibenes læsseramper. Samtidig kunne tipvognene som returgods bringe brændsel, byggematerialer og forsyninger fra skibene til minebyen. Udsmeltnigen på stedet betød væsentlige besparelser i udgifter og logistik til hjemtransport af den brudte kobbermalm. Den moderne råstofudnyttelse havde vitterlig gjort sit indtog med aktiviteten i Josvaminen. Fremtidsplanerne for stedet stod ikke tilbage for andet end logistikvanskeligheder, for man kunne ikke handle i den hastighed, som planerne udviklede sig. Energiforsyningen i minen skulle udbygges, og Jos- Søkort 1956 med angivelse af de i teksten nævnte lokaliteter. GEUS Arkiv. GMA skibe ved kaj i Ivittuut. Forrest ses S/B Danmark og bagved indchartet norsk fragtdamper S/S Knut Skaaluren (søsterskib til S/S Expedit) 1910. Begge skibe er under lastning med kryolit, der bringes ombord med trillebør. Th. Borg foto. Tidsskriftet Grønland 4/2010 271

Landmålerens referencepunkt etableret til mineopmåling samt søkortlægningen 1910: C.Rubens Nulpunkt indstøbt ved foden af stedets flagstang. KS foto. Stengrafitti fra kobberminens første periode. Minearbejderen SOLJ mejslede dette navnetræk nær vandkanten neden for malmåren i 1854. KS foto. vabyens centrum skulle flyttes til Lilianminen - Josvaminens satellitgrube nærved - hvor en ny by skulle opbygges på et inddæmmet område, hvis der var kobber nok i Lilianminen. Til sammenligning var situationen ganske anderledes i Ivittuut, som i øvrigt var et råstofindustrielt forbillede i kobberminen efter minedrift i mere end 50 år. Her var arbejdsstyrken så stor, at væsentlige dele af driften var baseret på manuelt arbejde, hvor håndholdte hakker, brækstænger, skovle og trillebøre spillede en afgørende rolle for mi- Maskinhusets indre som det så ud ved et besøg i 1936. Væsentlige maskindele var ikke fjernet ved minens lukning i 1914. Det drejer sig om motor til kompressor og generator. Sølver foto. 272 Tidsskriftet Grønland 4/2010

nens produktionsresultat. Selvom Ivittuutbruddet også havde installeret dampmaskiner til drift af visse store maskiner, var det først i 1926, at Ivittuut introducerede dieselmaskineri og elektricitet. Det tjener også til illustration af visionerne for Josvaminen, at der var planlagt et vandkraftanlæg syd for Lilianminen 2. Dette anlæg nåede dog ikke at blive etableret, inden aktiviteten ved Josvaminen blev opgivet i 1914. Industriudviklingen omkring Ivittuut og Kobbermine Bugt Der var allerede tidligt i de to miners historie et ganske omfattende skæbnefælleskab mellem Ivittuut og Josva, som vi skal se senere i beretningen. På dette sted vil vi blot konstatere, at dette skæbnefællesskab holdt sig i hele Josvaminens levetid, selvom de to miner udviklede sig aldeles forskelligt. Råstoføkonomisk blev Ivittuut en succes og Josvaminen blev en fiasko, selvom det på et tidspunkt så ud til, at Josvaminen måske Maskinhuset og betongavl af det nye skakthus over skakt 2 som det blev genfundet af GGU geologer i 1959, hvor der blev udført geofysiske målinger i Josvamineområdet. Geologen på vej mellem husene bærer netop et såkaldt Slingram udstyr til geofysisk opmåling (orange ring). GEUS Arkiv. skulle indhente udviklingen i Ivittuut. Da Josvaminen blev etableret i 1905 var oplægget, at den kunne kopiere situationen hos naboen med en startkapital på 1 mio kr, med 75 ansatte, mens der i Ivittutt var 150 an- Maskinhuset set udefra 1964. I forgrunden til venstre ses resterne af det ældste skakthus. Fra nu af er det vind og vejr der nedbryder ruinerne. GEUS Arkiv. Tidsskriftet Grønland 4/2010 273

Ruinen af Grønlænderborg, der som stenhus var væsentlig bedre bevaret end de fleste andre bygninger i Josvabyen. Observeret af GGU i 1959. Ghisler foto. satte og en aktiekapital på 2 mio kr. Med Nyeboes moderne tilgang og den store efterspørgsel på kobber, var det en god begyndelse på det minemæssige kapløb. Men ak, der var ikke nok kobber, og kryolitten var veletableret i Ivittuut - og efterspørgslen derfra kun lige begyndt. Ivittuut Mine- og Mineralmuseum har med sin fremvisning demonstreret hele dette forløb af områdets råstofhistorie. PostGrønland har endvidere netop annonceret udgivelsen af ny serie frimærker om Grønlands mineindustri, der fra 18. oktober 2010 udkommer med de to første frimærker. Over en årrække vil denne serie give et billede af landets minehistorie fra de tidligste håbefulde forsøg til nutidens bæredygtige råstofproduktion. Ivittuutaktiviteten vil pryde en af de første udgivelser, og næste år bliver det Josvaminens tur som motiv. Josvas kobbermine har siden lukningen i 1914 levet et liv i glemsel og nedbrydning. Det 100 årige jubilæum for at kobberminen blev skueplads for indførsel af moderne råstofudnyttelse i Grønland, er det nok værd at markere i museumssammenhæng. Selv- Fiskelauget i Borgs Havn, etableret i slutningen af 1950erne, bla. ved hjælp af tømmer hentet i Josva Minebyen. Billedet viser tilstanden af anlægget i 1986. KS foto. 274 Tidsskriftet Grønland 4/2010

om en større dokumentation blev Josvaminen til del i 2000 3 og 2001 4, gennemførte IMM-museumsledelsen en fornyet besigtigelse i juni 2010. Nye optegnelser og effekter kunne hjembringes til museet, og nærværende artikel kan opfattes som den foreløbige rapport om indsatsen for at bevare denne lokalitet og dens kulturelle indhold. Nedbrydningen fra naturkræfterne fortsætter unægtelig, men glemslen er historie nu, for kobberminen har fået sit eget udstillingshjørne i Ivittuut Mine- og Mineralmuseum. Samarbejdet mellem museerne i Ivittuut og i Qaqortoq er igangsat efter kommunesammenlægningen, og det er på sin plads at udbrede kendskabet til dette industri- og kulturklenodie på en lille halvø midt i Sydgrønlands vindomsuste og isolerede bugt Kobberminebugt på nordsiden af Nunarsuithalvøen, med det frygtede Kap Desolation som vestligste forpost. Minefol- Smelteovnen i brug. Tre arbejdere er i færd med at vedligeholde smelteprocessen i bunden af den rørformede smelteovn, 1910. Nyeboe Arkiv. Smelteværket i Josvaminen 1910. Bygningen til venstre huser selve smelteovnen, der afsluttes opad med skorstensrør. I forgrunden et sindrigt konstrueret ladesystem for optrækning af tipvogne med malm. Nyeboe Arkiv. Tidsskriftet Grønland 4/2010 275

Fundamentet af smelteværket i Josvaanlægget, 2010. Bunker af tilslagsmaterialer er efterladt på lagepladsen foran værket. Til venstre og midtfor ses hhv. blokke af importeret svovlkis samt Faxekalk. IMM/HBP foto. ket i Josvas mineby havde Ivittuut kryolitmine som nærmeste administrative nabo, og statens kontrollør ved Ivittuut Kryolitbrud var tildelt politimyndighed over kobberminen. Kontrollørens pligter omfattede tillige vurdering af kobberminens overholdelse af minedriftskoncession som indskrevet i instruksen af 27. marts 1911 5, samt forskellige administrative forpligtelser med post, fragt, sundhedsvæsen, jagt, civilsager osv. Kontrolløren kunne udpege hjælpere blandt arbejderne, som midlertidige betjente. I alt 20 politiskilte var leveret til dette formål. Minedriften tager form Selskabet bag kobberminen, Grønlands Minedrift Aktieselskab (GMA) 6 skaffede sig hurtigt de nødvendige skibe, som skulle sørge for transport af personale, forsyninger, udstyr og brændstof til minebyen, og endelig skulle sørge for at den udvundne malm blev bragt til Europa. Skruebarken s/b Danmark kendt fra Danmark-ekspeditionen (Nordøstgrønland 1906-08) blev i 1910 købt af GMA og sammen med det indchartrede norske fragtdampskib s/s Expedit, tillige med et par motorbåde (m/b Ellen og m/b Harriet ) sørgede for at kobberminens havneområder for hundrede år siden levede op til forestillingen om travle industrihavne. Skibene besøgte jævnligt Ivittuut og var med til at vedligeholde kontakten mellem de to råstofcentre. GMA sørgede også for, at sejladsmulighederne sydover ad indenskærsruten forbedredes markant. Allerede 1907 blev Nyeboes Kanal i det indre af Nunarsuit udgravet, og som i dag var det dengang en vigtig trafikvej for småbåde med ærinde mellem Paamiut, Ivittuut og Qaqortoq. Kanalen vedligeholdes nu om dage af kommunen i Ivittuut, da mineselskaberne ikke længere er der til den slags opgaver. Et væsentligt problem for datidens industrientrepenører var, at sejladsen i begyndelsen af 1900-tallet var forbundet med stor ri- 276 Tidsskriftet Grønland 4/2010

Bygning 1913 af det nye skakttårn med hældende ophalingsrampe helt til venstre. I baggrunden ses det gamle skakttårn fra 1910. Nyeboe Arkiv. Josva minebyen vinteren 1913-14 lige før minens lukning, Centralt ses messen (med to skorstene) og bagerst til højre ses de to skakttårne, hvoraf det nye tårn ar det hældende elevatortræk. Nyeboe Arkiv. siko for større skibe, da farvandene ikke var søopmålt til tryg sejlads. Det var også skibsforlis, der 50 år før Nyeboes ankomst skabte store forsinkelser for industriudviklingen i både Josvaminen og i Ivittuut. Da minedriften begge steder netop var igangsat, faktisk med det samme norske bjergværkspersonale, var forsyningsskibets forlis i farvandet mellem de to lokaliteter (skonnerten Firkløveret ) årsag til, at man opgav fortsat drift i Josva, og at Ivittuut simpelthen sprang et år over i produktionen. Sejlruten til Ivittuut var for længst opmålt 7, og Nyeboe var klart Bykig fra Josvabyen omkring 1916 oplevet af Inspektøren for Sydgrønland, O. Bendixen, under et besøg på stedet. Endnu er store dele af bybilledet intakt efter minens lukning, idet Messen (tv) med porcellænsknapper til elledninger på hushjørnerne og det nu dobbelte skakttårn med maskinhuset foran (th) samt transporttønder er karakteristiske elementer. Tipvognssporet er delvis fjernet på strækningen op til skakthuset. Arktisk Institut. Tidsskriftet Grønland 4/2010 277

IMM besigtigelsen juni 2010 i Josva minebyen, hvor forfatterne samt kustode John Arsuk har taget opstilling foran messens fundament. IMM Foto. opmærksom på dette faktum, hvorfor han allerede i 1908 anmodede Marinen om at få opmålt farvandet omkring Josvaminen. I 1909-10 skete det så, hvor kaptajn J.Th.. Borg 8 forestod en opmåling og udgivelse af et søkort. Der blev etableret sikre sejlruter til minen og til det nødvendige antal nødhavne i omegnen, samt identifikation af de for sejladsen kritiske skær. Kaptajn Borgs søkort er udstillet på museet i en 1.udgave, således at man ved selvsyn kan fornemme datidens sejladsudfordringer. Kaptajn Borg fik som tak opkaldt den vigtige nødhavn Borgs Havn på sydsiden af Sanerut øen, nær udstedet af samme navn (nedlagt omkring 1873), ret nord for Josvaminen, ca. 10 km over bugten. Som en kuriositet skal det fremhæves, at det færøske fiskelaug, der omkring 1956 etablerede sig i Borgs Havn i en veritabel barakby bygget af tømmer, efter det lokale folkevid skaffede sig dette tømmer fra Josvaruinerne! Borgs Havn har under alle omstændigheder ydet nogle perfekte rammer for det fiskeeventyr, som profiterede på det forrygende torskefiskeri i Davis Stræde på den tid. Også kuriøs er den på officielle kort angivne Posthytte netop ved indsejlingen til Borgs Havn. Posthytten (ruin med kvaderstensfundamenter) er af arkæologer bedømt til at være kolonitidsbyggeri fra midten af 1800-tallet. Ved Firkløverets forlis blev et antal minearbejdere efterladt uden forsyninger ved Josvaminen og først undsat året efter! Det er tænkeligt, at disse efterladte minearbejdere simpelthen overlevede ved at skabe kontakt til den nærliggende bygd Sanerut, hvor der var ekspertise i grønlandsk måde at overleve på. For at bygden kunne hjælpe disse arbejdere, måtte de selv etablere en form for hus, som skete, og Sanerut-befolkningen kunne derefter hjælpe med proviant nok for overlevelse til året efter. Sanerut var eneste faste bosætning i området, og det har næppe været en hemmelighed for indbyggerne her, at en flok udenlandske minearbejdere forsøgte at friste tilværelsen fra 1852-54. Eneste sikre vidnesbyrd fra disse arbejdere er såmænd graffiti hugget ind i klippen ved Josvaminen med signaturen LOLJ 1854. Kobberminens muligheder Udforskningen af stedets råstofpotentiale og geologiske forhold burde have været udført inden Nyeboe gik i gang med den avancerede minedrift. Det var først ved slutningen af aktiviteten (1913-14), at en indkaldt udenlandsk geologisk konsulent afsagde dødsdommen over mineplanerne som de var tilrettelagt. Sporene skræmte måske, for der var først i 1950 erne, der kom fornyet interesse om stedets råstoffer. Efter dannelsen af GGU (Grønlands Geologiske Undersøgelse) i 1946 blev der med base i Ivittuut indledt geologisk kortlægning i områret. Ved Josvaminen indledtes geologiske og geofysiske undersøgelser frem til slutningen af 1960erne, nye prospekteringsselskaber fattede interesse og udførte kerneboringer omkring minen. I 1980 erne var GGU tilbage med fornyede undersøgelser, hvor geokemiske metoder søgte at klarlægge et evt. guldpotentiale sammen med kobbermalmen. Denne viste sig også at omfatte forskellige typer af berigelse af kobbermineraler, udover den tidligt 278 Tidsskriftet Grønland 4/2010

Villaen netop færdigbygget på Josvahalvøens højeste punkt 1910. Nyeboe arkiv. Villaens fundament i Josvaminebyen for enden af hovedgaden, 2010. IMM foto. kendte, isolerede malmåre, hvori minedriften var begyndt i 1852. Guldpotentialet blev klarlagt og fundet for lavt til minedrift i større stil. Aktuelt er der igen udstedt fornyet licens til råstofeftersøgning i området. Om det bliver kobber, guld eller andet, der måske vil revitalisere minedrift i området, skal der nok gå nogle år før det afklares. Retfærdigvis skal det nævnes, at udsmeltningen af malmen (udover 90 tons kobber) i GMAs Villaens placering i Ivittuut ovenfor bruddet som situationen var i 1939. Huset er nu omdøbt til Toppen. Friis foto. Tidsskriftet Grønland 4/2010 279

Toppen i Ivittuut 1960. Husets placering nær ved Radiostationen til venstre og museets bygning med det blå tag centralt i billedet. IMM arkiv. tid også resulterede i 1 /2 kg guld og næsten 50 kg sølv, som desværre ikke var nok til at forbedre minens skrantende økonomi. Lukning i utide kunne ikke undgås! Vi kan dog ikke fratage Nyeboe æren af at have etableret den allerførste mine med guldproduktion i Grønland. Nøjere undersøgelser af Nyeboes noter har vist, at han faktisk var blevet opmærksom på forekomsten af fintfordelt kobber (dengang omtalt som vaskekobber ) i mineområdet, men at han også for sent erkendte, at den valgte minemetode ikke egnede sig til at udnytte den slags kobbermalm. Et påbegyndt nyt sorteringsanlæg var igangsat, så det fintfordelte kobber kunne koncentreres for at imødekomme smelteværkets krav til højere kobberindhold. Selvom der indtil nu ikke er påvist nok kobber i området til økonomisk rentabel drift, er det en almindelig erfaring nu til dags, at fintfordelt kobbermalm sagtens kan være udgangspunkt for minedrift. Da denne artikel er til ære for museumsgæsterne, skal det understreges at alle kobbermalmens afskygninger kan ses på museet i Ivittuut. Endog et voksent malmstykke af den oprindelige malmåre af broget kobbermalm (mineralet bornit), udhugget fra en vanskelig tilgængelig klippehylde ved foden af den ældste skakt i Josvaminen, er hjemtaget og udstillet. Smelteværket Som det allerede er røbet i overskriften, var etablering af Grønlands første smelteværk en virkelig nyskabelse. Det var ikke set hverken før eller siden i Grønland, hvor råstofproduktionen oftest tager udgangspunkt i eksport af malmen til et smelteværk i, eller nær forbrugerlandet. Eksport af udsmeltet metal betyder selvsagt en voldsom besparelse i transportomkostninger for alle mineoperatører, og det var netop Nyeboes idè således at forbedre økonomien for driften. Smelteværket er nu væk fra Josvaminen, hvor kun fundamentet afslører aktiviteten, da hele anlægget blev demonteret ved lukningen. Smelteværket i aktion er heldigvis 280 Tidsskriftet Grønland 4/2010

godt dokumenteret af Nyeboes egne fotos. Selve smelteværket, der blev købt brugt i 1910 fra en nedlagt nordsvensk kobbermine og opstillet i Josva 1911, bestod af en såkaldt rørovn, hvor kobbermalm blev fyldt i toppen og udsmeltet kobbermetal tappet for neden. I handlen indgik også, at 100 tons Josva malm blev sendt til Nordsverige for at afprøve ovnens effektivitet på den aktuelle malm. Efter opstillingen i Grønland viste det sig hurtigt, at denne rørovn ikke fungerede tilfredsstillende på Josvamalmen, da kobberindholdet blev ringere og ringere, efterhånden som malmåren blev smallere i dybet. Den fintfordelte kobbermalm hentet fra flere forskellige brydningsområder på Josvahalvøen havde også et lavt kobberindhold, så denne malmtype løste ikke driftsproblemet med smelteværket. En ødelæggende brand i maskinhuset, kort tid efter smelteværkets etablering, kom meget ubelejligt i denne proces, og genopbygningen forsinkede aktiviteten mindst et halvt år på et kritisk tidspunkt af driften. Smelteværket nåede ikke at give det ønskede udbytte i minens levetid. Udsmeltningsprocessen nødvendiggjorde import af koks og tilsætningsmaterialerne kalk og svovl, i form af dansk Faxekoralkalk og svensk svovlkis. Lagre af disse materialer var deponeret flere steder i minens nærhed, hvor beskueren stadig finder dem i dag. Sådanne depoter er genfundet, udover tæt på smelteværket, også ved Rinks Havn 5 km øst for Josvabyen og ved Borgs Havn 10 km nord herfor. Denne spredning af depoterne vidner om sejladsvanskeligheder i til tider isfyldt farvand, hvorfor lasten måtte losses på andre opsamlingssteder. Smelteværket efterlod også et andet fremmedartet materiale på stedet. Det var de smelteslagger ovnen havde som affaldsprodukt. Disse slagger er såmænd smeltet sten med udseende som sort glas, der har afgivet sit indhold af kobber og andre metaller. En stor del af slaggen blev smidt i havet neden for smelteværket, men den blev også anvendt som lokal vejbelægning og som tilslag til stedets beton, akkurat Gravsten på Ivittuut kirkegård. Den første af begravelserne fra Josvaminen: Minør Nils P. Johansen, død 25. august 1909. KS foto. som slagger i dag genbruges! Alle materialerne som hørte til smelteovnsprocessen er meget synlige i minebyen for den besøgende, og de er alle repræsenteret i museet. Minebyen på museum Inden vi går videre om relationerne mellem de to miner må vi konstatere, at museet i Qaqortoq har udlånt billedmateriale, som man dér har akkumuleret om kobberminen. Aktuelt har den dengang i Qaqortoq bosiddende inspektør over Sydgrønland, O. Bendixen (1903-14), flittigt besøgt Josva minebyen, på rejser i distriktets nordlige del, hvor kontrolløren i Ivittuut (A.C.E. Petersen 1903 15) kunne udveksle nyheder og administrative detaljer med sin statstjenestemands kollega og umiddelbart foresatte. Inspektør Bendixen efterlod fortrinlige fotos fra Josvaminen, ikke mindst et par sjældne Tidsskriftet Grønland 4/2010 281

Skitse af tipvognssporet, der krydser Josvahalvøen, juni 2010. BAL tegning. kig fra minebyen, efter at det hele var lukket ned. Som det senere skal demonstreres, var kobberminens direktør M.I.Nyeboe en trænet og flittig fotograf, som i rigt mål sørgede for, at minens aktive periode blev gennemfotograferet. Der skulle gå et par år, efter beslutningen om at stoppe driften af kobberminen, før den tidligere kobbermine var ren historie. I 1918 passerede Nyeboe atter stedet på vej til den næste mineopgave grafitminen på Amitsoq nær Nanortalik. Hovedparten af bygningerne og mineudstyret blev siden 1916 flyttet til Amitsoq, genopsat og anvendt i det nye mineforsøg dér. Den udsete grafitforekomst fandt han allerede 1911, og det viste det sig, at den geologiske struktur på Amitsoq var så meget lig strukturen ved Josvaminen, at mineudstyret kunne genbruges uden de store problemer. Da det blev besluttet at fortsætte grafitbrydningen ved underjordisk brydning i Amitsoq, var udstyret stort set parat til at blive genbrugt. Omkring 1920 var mange af bygningerne fjernet fra Josva byen, og kun fundamenterne blev efterladt (som en stor hjælp for nutidens industriforskere og dagens besøgende). Undtagelsen var Messen, der simpelthen blev efterladt som overnatningsted for GMAs geologer, der fortsatte råstofeftersøgningen i området, samt for nedrivnings/flyttearbejderne. Den besøgende i mineområdet kan nu opleve, at netop denne bygning i dag er helt nedbrudt af små 100 års vind og vejr, med frønnede bræddestumper i store mængder som et kollapset korthus omkring fundamentet og med rester af det oprindelige gulv i bygningen. Messen er i sig selv også bemærkelsesværdig pga. de to overdimensionerede tvillingovne og tilhørende skorstensfundament. Den markante trappesten ved hovedindgangen er let at identificere, som det ses på fotoet af forfattergruppen på årets besigtigelsestur i juni 2010. Netop fra denne bygning er der til museet hjemtaget brugsting (børster, porcellæn, edisongevind, ølflasker (model 1905), porcellænspiber) til beskuelse. Derudover var kun stedets maskinhus bevaret intakt med tag og trævægge på en stålkonstruktion, som endnu så sent som i 1958 kunne give ly for GGUs besøgende forskere. Fra maskinhuset og den nærliggende jerndump er der hjembragt eksempler på værktøj (mejsler, bor og skruenøgler), fittings og vandhaner i bronze samt kakkelovnsgitre. De større genstande (maskin- og generatordele, tipvogne, beholdere og knusetragte o.l.) må man affinde sig med at betragte på fotos og tegninger. Enkelte af bygningerne i Josva minebyen fik en ny tilværelse i Ivittuut, da de simpelthen blev købt af Ivittuut kryolitbrud til genopsætning i Ivittuut. Markant i denne sammenhæng var Nyboes direktørbolig (1910-14) fra Josvaminen, kaldet Villaen, der omkring 1920 blev flyttet til en placering i Ivittuut, på højdedraget ovenfor hullet (bruddet), som nabo til den tidligere radiostation. Denne karakteristiske bygning (tofløjet dobbelthus) i to etager på henved 150 m 2 i grundplan fungerede i Ivittuut som indkvartering for funktionærer og gæster, og senest som domicil 282 Tidsskriftet Grønland 4/2010

Skitse af jerndumpen foran det gamle skakthus i Josvaminen, juni 2010. BAL tegning. mønter i omløb, som lønnen udbetaltes i, og som kun kunne anvendes i byens butik! Kun ved kontakt med statens kontrollør i Ivittuut kunne disse mønter veksles til danske kroner. Desværre var kontrolløren en sjælden gæst på stedet. Hvordan medarbejderne så på dette problem, melder historien ikke noget om! Der var stort set ikke varige forbrugsgoder at spendere sine penge på! Nyeboe var dog alligevel på forkant i planlægningen med moderne driftsprincipper inden for ledelses- og økonomistrukturer med sådanne mønter. Eksempler på disse mønter kan i dag beses på museet i Ivittutt. Også dette system var inspireret fra Ivittuut, hvor der allerede siden 1859 1873 ( Øresund ) og 1873 1921( Ivigtut ) blev indført tilsvarende selskabspenge i begyndelsen lokalt fremstillede, og fra 1922 resulterede i helt nye moderne møntsæt udstedt af Kryolith Mine- og Handelselsskabet (KMHS). for stedets præst indtil ca. 1962, hvor det pga. ælde blev nedrevet. Museets besøgende kan ved selvsyn gense stedet, hvor fundamentet er markeret med røde hjørnepæle. Huset fik i Ivittuut navnet Toppen og var placeret op mod Ivittuuts anden tennisbane forbeholdt funktionærer. Enkelte glasting fra Villaen i Josvabyen indgår i dag i museets samling. Husets status er nok årsag til, at det er meget godt dokumenteret på fotografier, såvel i Ivittuut, som ved kobberminen. På Ivittuut Museum, hvor minedrift og råstofudnyttelse er i højsædet, er omgivelserne for at formidle netop tidlig (og samtidig) mineaktivitet så godt som perfekte. Et af de få tilbageværende politiskilte fra Josvaminen, der tilhørte Ivittuut-kontrolløren, kan fremvises, og hvis museumsgæsten benytter et ophold i Ivittuut til at besøge stedets (velkendte) kirkegård, er de to gravsteder fra kobberminen (Ivnatsiak) for de omkomne minearbejdere et besøg værd. Mineselskabet GMA havde fra 1911 egne Skitse af tunnelbanen, der forbinder mineskaksten med Ellen Havn, juni 2010. BAL tegning. Tidsskriftet Grønland 4/2010 283

Kig ind i minegangen juni 2010, der optales som Synkhaugen, øst for den centrale mineskakt. I minegangen er der efterladt en tipvogn. IMM foto Industrikulturen og virkeligheden Når man er besøgende i den forladte kobbermineby, fornemmes allerede ved landgangen nogle af de problemer, som GMA s folk måtte døje med. De kraftige dønninger (selv i roligt vejr) og den ugæstfrie klippekyst gør ilandsætning, også fra moderne motorbåde, til en vanskelig affære. Efter landgangen i Ellens Havn drages man hurtigt mod det vestlige højdepunkt på halvøen, hvor kun et par rustne jernbånd minder om, at her stod byens vartegn i form af en imponerende flagstang (15 m). Synsfeltet er allerede på turen herop påvirket af rustne jernting, spil, beholdere, maskindele, tipvognsskinner, tipvogne, borestænger og ikke mindst tømmer og husrester. Ensomme skorstenspiber og stedvis helstøbte betonvægge og fundamenter udgør en kontrastrig kulisse i det magtfulde fjordlandskab. Vel ankommet til toppen af halvøen er det let at forestille sig byens anlægsplan, der tydelig er markeret af tipvognssporet til Harriets Havn mod øst, samt det tidligere sporareal til den største horisontale mineindgang og skakt midt på halvøen, og en delvis funderet hovedgade, der snor sig langs højderyggen til det højeste punkt 120 m.o.h., hvor Villaen s fundament anes. Denne strækning på ca. 200 m går fra flagstangen til messen, videre forbi flere indkvarteringsbygninger, inden man når Villaen. Byens tidligere centrum, pladsen mellem messen og flagtoppen, domineres af de vigtige anlæg fra selve minedriften. Tårnbygninger til de to hovedskakter, hvoraf den ældste Det imponerende fundament til det nye malmsorteringsanlæg, færdigbygget i 1913, til håndtering af den forventede nye malm, ikke langt fra Harriet Havn i byens østende, juni 2010. KS foto. 284 Tidsskriftet Grønland 4/2010

Nærbillede af den oprindelige malmåre ved Josvaminen. Centralt i billedet set det kobberrige mineral bornit (med blå og broncegylden farve). Den grønne farve i omgivelserne skyldes kobberforvitringsmineralet malakit. Foto BAL. er med delvis bevaret kvaderstensfundament til hovedhøjde, og den anden med en tilsvarende opbygning i armeret beton. Sammenbygget hermed ses maskinhuset med betonfundament og efterladte rester af dieselmotor, kompressor, generator, beholdere og rør. Fra dette centrale anlæg med forbindelse til skakterne er der i lige linje til anløbsbroen ved Ellens Havn, etableret 50 m tipvognsspor placeret i udsprængt gennemskæring, 1,5 m under terræn, således at anden trafik uhindret kunne foregå på flere overkørsler. Gennemskæringen omtales som tunnelbanen og ses i dag med foring af kvadersten og enkelte forvitrede skinner. Hovedtipvognssporet forgrenes stjerneformet via bevaret drejeskive nærved, bl.a. med forbindelse til tunnelbanen samt til læssepladser nær kysten, stadig med imponerende bunker af frasorteret stenaffald (»gråbjerg«). Smelteværket overfor knuseværket er helt demonteret, og kun rester af fundament og smelteovnens centrale rør er bevaret. Øst for messen, langs den længste tipvognslinje, ses et sted, der tydeligvis har fungeret som stenbrud, og hvor de omtalte kvadersten antagelig er udhugget fra og let har kunnet fordeles via tipvogne. Hovedskakterne samt de korte prøveskakter og vandrette mineindgange er alle intakte, og det korte kig, man forsigtigt kan skaffe sig med en moderne lygte, viser, at gangene er rummelige, sporbelagte og enkelte steder med efterladte tipvogne. Halvvejs langs banen til Harriets Havn mødes man af et imponerende todelt kvaderstensfundament, mindst 4 m højt i forskudte niveauer og med direkte sporforbindelse til en ny horisontal minegang. Det var værkets fremtid, et nyt sorteringsanlæg, der ikke nåede at vise effektivitet, som var ved at tage form, da minedriften brat stoppede i 1914. På vestsiden af Josvahalvøen kan man som afslutning på besøget med forsigtighed bevæge sig ned ad skråningen ud mod Kobberminebugt og besigtige resterne af den oprindelige malmåre på overfladen og dér forvisse sig om, at datidens minedrift har budt på mange udfordringer. Noter 1 B. Ljungdahl og K. Secher 2006: Ivittuut Mine- og Mineralmuseum et nyt oplevelsescenter i Grønland, Grønland 6 2 M. Ghisler 1968: The geological setting and mineralizations west of Lilianmine, South Greenland, GGU Rapport nr 16 3 K.Secher & J.Burchardt 2000: Ingeniør M.IbNyeboe, Grønland, 6-7 4 K. Secher & J. Burchardt 2001: Et kobberværk i Grønland pionervirksomhed i ødemarken 1904-15, Fabrik og Bolig 2/2001. 5 Administrationen for Kolonierne i Grønland 1911: Instruks for den ved Kobberminen ved Ivnatsiak ansatte Kontrollør, 27. marts 1911. 6 Indenrigsministeriet 1909: Vedtægter for Grønlands Minedrifts Aktieselskab, 5. februar 1909 7 H. Bohnstedt-Petersen, B. Ljungdahl & K. Secher 2010: Qajartalik - øen midt i historien ved Arsukfjorden, Grønland 1. 8 P.Borg 2009: Søopmåling i Grønland for 100 år siden, Tdskr. for Søvæsen 2009/2 Tidsskriftet Grønland 4/2010 285