NATO må hjælpe os (Weekendavisen 2011) Oversat fra tysk af Sara Høyrup Wolfgang Bauer rejste i al hemmelighed gennem Syrien. I storbyen Homs mødtes han med oprørsledere og oplevede brutaliteten hos et regime, som fører krig mod sit eget folk. Ho New / Reuters Sørgende i Homs bærer kisten med en død demonstrant gennem gaderne. Der bliver banket på så stille, at det næsten ikke kan høres. På døren, som er den sidste bastion mod skrækken derude. Faten står i køkkenet og er i gang med at lægge bestik på plads. Hun stivner og lytter. Hendes mand Ahmed sidder i lænestolen og ser fjernsyn. Han slår det på lydløs og lægger hovedet på skrå. Shit, siger han. Bankene tager til de bliver hårde og påtrængende. Gennem boligen lyder dumpe, høje slag. Shit, siger Ahmed igen og skynder sig op fra lænestolen. Hvem er det? Han skynder sig med fire-frem skridt hen til de sammentrukne gardiner og stikker hovedet helt hen til stoffet for at kunne se igennem. Ser gennem vinduet ud på gaden og så på naboernes vinduer og dernæst fra dem til gården. Faten står ved dørspionen, hun er urolig og ophidset og tøver lidt, før hun ser ud ad den. Så bliver der stille. Jeg kan ikke se nogen, hvisker Faten med en stemme på grænsen til panik. Faten, der gerne vil være familiens rolige pol og normalt forsøger at le alle
farer væk med besk ironi. Ahmed går hen til hende og ser hende et kort øjeblik ind i øjnene, griber hende om skuldrene og åbner døren. Hele morgenen har mænd her i Homs, Syriens tredjestørste by, hevet dusinvis af mennesker ud af deres hjem. Ingen ved, hvor mange. Bevæbnede mænd fra det hemmelige politi går fra dør til dør. Igen og igen gennemskæres stilheden i gaderne af skudsalver. Da den nogen-og-halvtredsårige Ahmed nu træder ud foran huset med ret ryg for ikke at vise angst, som han altid siger for det kan de lugte, siger han, det er de trænet i flygter jeg, gæsten fra udlandet, om i den bageste del af boligen. Ahmeds og Fatens hus er mit skjulested. De har holdt familieråd og diskuteret det, og de har besluttet at sætte alt på spil for mig: deres frihed og deres liv, så denne reportage kan blive skrevet. I er nødt til at fortælle, hvad der foregår her i vores by! har Ahmed sagt. Verden skal vide det! Den syriske revolution er det mest overraskende af alle de arabiske oprør. Også i udlandet tænkte man, at Bashar al-assad sidder for godt fast i nettet mellem to dusin indbyrdes konkurrerende sikkerhedstjenester. Med uhæmmet vold har han det sidste halve år slået ned på demonstrationerne. Kampvogne skyder på civilister, krigsskibe angriber byer. Al denne brutalitet har dog indtil videre kun opnået det modsatte af, hvad Assad er ude efter: Protesterne har bredt sig til hele landet og omfatter stadig flere mennesker. Regimet har siden starten på urolighederne lukket grænserne for den udenlandske presse: Man ønsker ingen vidner. Officielt er der for tiden ikke en eneste uafhængig korrespondent i landet. Den fordums øjenlæge Assad kender kun alt for godt til billeders magt. Han ved, at de internationale medier kun fortæller det, som de også kan vise. Hvis der ikke er noget at vise, bliver det meste heller ikke fortalt. Verden har siden da kun kunnet se Syrien uskarpt, rystet og grovpikseleret. Mobilfotografierne taget af demonstranter i Damaskus og Homs virker lige så fjerne som de optagelser, NASAs robotter sender fra Mars til Jorden. Som var Syrien faldet ud af verden. Børnene er blevet eksperter i at skelne mellem forskellige kampvogne Jeg lægger min notesblok ind i familiens bogreol den er camoufleret som bibel for at beskytte den mod beslaglæggelse. Jeg kan mærke mit hjerte slå helt oppe i halsen. Ahmed løber rundt om huset og kommer ind igen. Han er tvivlrådig: Knægten overfor måske? siger han til Faten. Nok en stund kigger de anspændte ud gennem de hvide forhæng, så slår Ahmed igen lyden på tv et til, og Faten går igen ud i køkkenet. De klamrer sig til hver en stump normalitet, de har tilbage her i Homs. Byen er et vigtigt økonomisk centrum i landet med sine to millioner indbyggere, ambitiøs og med olieraffinaderi, omgivet af industriområder. Den
har vundet ved landets forsigtige økonomiske åbning, som Bashar al-assad har arbejdet på i de seneste ti år. Men i Homs har tingene mistet deres gamle betydning: Gaderne er blevet til skydebaner, skolerne til fængsler. I gadekrydsene står kampvogne som sovende kæmper, hvis typenumre børnene fremsiger for hinanden: T-60, T-62, T-72. Af og til beskyder de husene. Byen er blevet til en slagmark. De fleste forretninger har lukket, mange indbyggere er flygtet til Damaskus, til Aleppo, til udlandet, så snart de kunne se deres snit til det. Alligevel protesterer folk stadig i massevis mange dage er det en halv million, der går på gaden. De fattige, sunnimuslimske kvarterer midt i byen er centrum for opstanden og har barrikaderet gyderne. De har lagt elmaster på tværs og skubbet affaldscontainere ind i dem. Privatbiler holder ligesom tilfældigt i vejkanten og afspærrer i nødstilfælde kørebanerne. Igen og igen forsøger hæren at invadere kvarteret. Om natten tegner skud røde baner på himlen. Er der nogen, der vil have mere is? spørger Faten med et anstrøg af munterhed, da alle sidder ved spisebordet om aftenen. Hendes sønner ler og holder deres porcelænsskåle frem. Den 12-årige Emrad med de runde kinder. Og den 25-årige Mazen, som har forandret sig så meget i de måneder, der er gået, siden protesterne i Syrien startede. Mazen er som regel i forreste række, han har svært ved at tøjle sit bristefærdige temperament. Hans forældre forsøger at holde ham tilbage, men selv hans venner har svært ved at berolige ham under demonstrationerne. Mazen har tævet politifolk og skubbet skarpskytter ned fra taget. 12 af hans venner er døde i de sidste par uger otte af dem alene i de seneste dage. Forleden stod han med en blodtilsølet T-shirt i køkkenet, siger Faten, fordi han havde trukket en såret væk fra gaden. Efter maden har Faten travlt med opvasken, da Mazens mobiltelefon ringer. De har anholdt en af mine venner for en halv time siden! råber han over køkkenbordet til sin mor. De tager mig som den næste, siger han. Den unge mand presser hænderne mod ansigtet. Nu kender de mit navn. Faten lægger viskestykket til side. Hvad har du tænkt dig at gøre? Jeg må få ham fri. Det er for farligt, Mazen, trygler hans mor. Men hvad er ikke farligt i denne situation? Mazen løber frem og tilbage i køkkenet, telefonerer og organiserer vennerne. Så forsvinder han ud i natten.
Det uhyrlige fuldbyrdes i denne by punktligt som et urværk. Tiden er inde, siger Ahmed og trækker mig ud til bilen, tavst og hurtigt, så ingen skal høre os og se os. Gyden ligger hen i totalt mørke om aftenen, efter at Ahmed sammen med naboerne har slukket for gadebelysningen. Så nemt skal regimets skarpskytter trods alt ikke have det. Klokken er lidt i otte, og øjeblikket rykker stadig nærmere, som hele Homs hver dag længes efter både regimets modstandere og dets tilhængere. Byen spænder sine muskler. Militæret kører i busser til deres beredskabsposter. På gaderne samles demonstranterne. I små grupper bevæger de sig hen til mødestederne i deres kvarterer. Der er også børn med drenge, der ikke er en dag over ti. Som altid under ramadanen vil de klokken ti om aftenen, hvor fasten brydes, slå på tromme og række deres knytnæver op mod himlen og med slagsange kræve statslederens afgang: Assad, forsvind! Assad, forsvind! Som altid vil protesterne kun vare i få minutter, før militæret giver sig til at skyde. Ahmed vil gerne have, at jeg først møder organisatorerne. Han kører gennem tomme gader fulde af skrald og facadedele, som er faldet af de beskudte huse. Lige så hurtigt, som vi kom ud af det ene hus, forsvinder vi ind i det andet. I den mørke entré venter tre herrer på omkring de 60 år med nervøse blikke og faste omfavnelser. Jeg er den første journalist, der taler med dem, og også de løber en stor risiko. De tre mænd nævner ingen navne, og jeg spørger ikke. De er forretningsfolk og medlemmer af en komité, som koordinerer modstandsgrupperne i byen. De beslutter, hvor der bliver demonstreret hvornår. De fordeler megafoner og kameraer. Der er ikke længere nogen vej tilbage, siger den ene af dem. Hvis vi stopper protesterne nu, holder vi dem ikke længere beskæftiget, og så kommer de og henter os én efter én. Oprindeligt handlede det for folk i Homs ikke om at vælte regimet. De ville bare gerne have borgmesteren afsat. Han er den mest korrupte i landet, siger de, den store tyv. Han indkasserede penge, hvor det kunne lade sig gøre: Hver ny bil pålagde han en privatskat på 1.400 euro, hver elmåler kostede 6.500 euro ekstra. Regimet reagerede straks på protesterne med tåregas og anholdt halvdelen af de 200 demonstranter. Den første demonstration krævede afsættelse af byens overhoved. Den anden kom en uge senere, og denne gang dukkede 7.000 mennesker op og krævede: Frihed! Den 18. april ville indbyggerne i Homs så gøre ligesom demonstranterne på Tahrir-pladsen i Kairo. 80.000 mennesker samledes i byens centrum på Det gamle urs plads, og stemningen var euforisk. Der blev holdt taler. Folk troede på effekten af pres fra det offentlige rum og stillede telte op for at besætte pladsen. Om natten klokken 1.55 åbnede militæret ild. Hundredvis af mennesker omkom mange siger, at det var mere end tusind. Det står stadig ikke klart, præcist hvor mange der måtte lade deres liv den nat.
Nervøse blikke på uret, hastigt opbrud, hjem igen til Ahmed. I køkkenet forklarer Faten mig, hvem jeg skal tage mig i agt for i byen. Som svampesporer gennemtrænger overvågningsstaten hverdagen i Homs. Taxichaufførerne er næsten alle meddelere for sikkerhedstjenesten, siger hun, og så er der gadefejerne. Jeg ser tit, hvordan en af dem stikker hovedet over vores stakit. Faten efterligner mandens bevægelser og ler. Hendes søn kommer åndeløs hjem med mobiltelefonen oppe ved øret. Nu ved han, siger han, hvilken sikkerhedstjeneste det er, der har anholdt hans ven, nemlig den mest berygtede: militærets. Hvordan fandt du ud af det? spørger hans mor. Vi betalte dem, svarer Mazen. Han håber på at kunne købe sin ven fri via mellemmænd. Sådan gør de tit. Kom med, siger Mazen til mig. Denne nat vil han vise mig det befriede Syrien. Mazen har taget 18 mand med til at beskytte mig, og under skjorterne bærer de pistoler. Vi kører i kolonne tre biler bag hinanden, der alle er i radiokontakt. Sikkerhedspolitiet ligger ofte på lur efter os, men vi kender smutvejene, forklarer Mazen. Hans gruppe er den hårde kerne i fattigkvarteret Baba Amr, som hæren i månedsvis har forsøgt at storme. Konvojen drøner gennem byen. Der er lyskryds, hvor vi holder for rødt, mens spredte biler med kvinder og børn kører forbi sprængte rester af hverdagen. Over mobilen får Mazen at vide, at protesterne i byen er begyndt. 12 sårede og en enkelt død allerede. Vores mål er hospitalet, det befriede Syrien, som Mazen halvt i sjov kalder det. Han siger: Vi holder stedet. Klinikken er indhyllet i blåt neonlys. Rundt om den står vagtfolk med kalashnikover. En halv time vil de kunne modstå angreb fra militæret, siger Mazen stolt. Vi iler hen til indgangen. I korridorerne sidder sortklædte kvinder. Læger haster fra værelse til værelse og udveksler mistroiske blikke. Dér ligger en 11-årig dreng på et blodtilsølet lagen, hans mor står for enden af sengen. En granatsplint flængede hans højre fod, og en kugle traf den venstre, som er svulmet op på størrelse med en fodbold. Drengen smiler tappert. I værelset ved siden af ligger en mand midt i tyverne med en kugle i ryggen. Lægen, der netop er i gang med at tjekke katederet, siger, at han sandsynligvis aldrig vil komme til at løbe igen. Dernæst et skud i maven. Og efter det et skud i brystet. Og så et gennemskudt ben. Mange sår fra granatsplinter. Også lægerne risikerer at ende i statssikkerhedens fangehuller. Syriens sygehuse er ikke noget tilflugtssted for regimets modstandere, men udgør derimod en fare for dem. Man kommer ind med en kugle i benet, siger en oppositionel læge i Damaskus, og man kommer ud derfra med en kugle i hovedet. For om natten går sikkerhedstjenestens mænd rundt til sengene.
Overalt i landet har læger derfor opbygget undergrundsstrukturer. Der er undergrunds-lazaretter i private boliger og hemmelige apoteker. For at spore sårede oprørere har staten underlagt uddelingen af blodkonserves og stivkrampevaccinationer et centralt opsyn. På den måde kan sikkerhedstjenesten se, hvilke læger der bestiller meget af disse ting. Revolutionen i Syrien foregår indtil videre ikke med indsmuglede våben, men med indsmuglede plastikposer. Mazens mænd hiver mig fra rum til rum de siger, jeg skal se det hele. Blot ikke den gale mand i kælderen. Han var engang en af dem nu er han et foruroligende element. Han er ikke længere tapper og heroisk. Mazen fortæller, at manden bare græder og mumler og smører sine ekskrementer ud på væggene. For få dage siden blev han sluppet ud af arresten, hvor han var blevet slået og tortureret. Huden på hans pung har man skåret i småstykker med barberblade. Op under fingerneglene har man stukket metalstifter og sat strøm til. I ugevis. Plejerne på hospitalet har fæstnet ham med kæder til en kældervæg. De er bange for, at han skal tage livet af sig. Jeg vil ikke lade mig tage til fange, siger Mazen, som i dag har fået en revolver af mærket Smith & Wesson forærende. Han siger det til sin mor, da vi igen sidder i køkkenet med vores kaffekopper. Så skyder jeg hellere mig selv. Hun betragter ham hjælpeløst. Byen er på nippet til at falde fra hinanden trykket er enormt. Knap halvdelen af indbyggerne er sunnier, 20 procent er alawitter og resten kristne, kurdiske yasidier og shiitiske zaiditter. Kløfterne mellem dem bliver større for hver dag, der går. Regimet har næret mistro til byen, lige siden de muslimske brødres opstand mod Assad-familien i 1982. I tiden efter forsøgte regeringen at uskadeliggøre det dengang overvejende sunnitiske Homs ved at bygge landsbyer for familier fra det regeringstro alawittiske mindretal rundt om byen. Sunnierne følte sig omringet og er det da vitterligt også i dag. De fleste alawitter er flygtet fra den indre by. I yderkvartererne smadrer alawittiske bander sunniernes butikker. Det første dødsfald i den forbindelse er indtruffet. Indfaldsvejene til deres boligområder har alawitterne sikret med checkpoints, og deres vejspærringer er ikke bemandet med militærfolk, men med alawittiske civilister. De frygter at blive udslettet i et Syrien uden Assad. Homs er i disse dage, som Beirut var det tilbage i firserne, hvor det ved mange afkørsler hed sig, at: Den vej kan vi ikke køre, for så bliver vi beskudt. Om natten sover jeg uroligt. I skabet ved hovedenden af min seng befinder Mazens lager af forsøg på at bygge rørbomber sig. Det er den rimelige pris, vi nu betaler, siger Ahmed næste morgen. Prisen for alle de år, hvor vi som samfund har tiet. Ved morgenbordet fortæller Faten, at der er rykket nye kampvognskolonner ind i byen en veninde fra
arbejdet har sendt hende billeder af det på mobilen. Hvad har de for? spørger Faten. Veninden var senest på besøg for to dage siden, hvor hun var opløst i gråd. Begge hendes døtre var løbet til skole, som var sommerlukket og havde set den fuld af blod. Hvad betyder det? spurgte veninden, da hendes børn var løbet grædende hjem. De bruger skolen som fængsel, forklarede Faten hende. Sådan gør de overalt i byen. 5.500 euro forlanger sikkerhedspolitiets folk for Mazens ven, som de har sat fast dagen før. Meddeleren har ladet Mazen forstå, at vennen er blevet udsat for tortur siden i går. Åh Gud, siger Mazen og traver gennem huset. Jeg må gøre noget! Men han har ikke pengene. Han er grå om øjnene, hans ansigt ligner en maske: Selv når han er ophidset, er det udtryksløst. Hvor er min søn blevet af? skriver Faten i sin dagbog. Knægten, hvis latter var så smittende, som vaskede sig tre gange om dagen, så vi alle gjorde os lystige over hans renlighedsvanvid. Hvor er han nu? Jeg savner hans grin, hans skælmske smil, hans forrykte dans og mest af alt savner jeg hans kærlighed til livet. Som en flok bier om deres dronning tager Mazens mænd sig af deres sheik: en ung skægget mand, som jeg bliver præsenteret for i gruppens hovedkvarter. Karismatisk, rolig og besindig. Ærestitlen som sheik har mændene tildelt ham i løbet af protesterne ligesom af sig selv er han blevet til deres frontfigur. Sikkerhedstjenesten eftersøger ham død eller levende, siger Mazen. Vi sørger for, at der altid er en masse fyre omkring ham. Et hus i en gyde fuld af modstandskæmpernes vagtposter. Sheiken har bedt mig komme hjem til ham, fordi han gerne vil præsentere mig for nogle helt særlige gæster. Småbørn render rundt mellem benene på ham, og alle besøgende skal aflevere deres våben. I sheikens modtagelsesværelse sidder jeg så over for to mænd i hvide gevandter. Var invitationen monstro en fælde? De vil gerne tale med dig, siger sheiken. Mændene er nogle af byens højtrangerende officerer fra sikkerhedstjenesten. Egentlig ville jeg ikke træffe sådan nogen som dem. Den ældste af dem ser på mig og spørger: Hvordan har De det? Manden synes at være roen selv med sin ranke ryg og sit åbne smil. Ubevægelig sidder han dér på tæppet kun hans højre tommelfinger dirrer nervøst. Officeren forsyner oprørerne med informationer, siger han selv: Hvor, hvornår og hvordan sikkerhedstjenestens enheder vil slå til i Homs. Han kan ikke længere se til uden at gøre noget, mens sikkerhedstjenesten myrder løs. Men desertere kan han heller ikke, for det vil bringe hans familie i fare. En af mine venner forlod tjenesten. Så kom de hjem til ham, voldtog hans hustru og tog ham med sig. Så han går selv fortsat hen på kontoret hver morgen kontortjeneste, understreger han. Næsten halvdelen af hans kollegaer i den sikkerhedstjeneste, han tilhører, er sygemeldte. De har bestukket lægerne.
Dem, der allerede har slået ihjel, siger han, kan ikke forlade tjenesten. De ville blive eftersøgt af begge sider. Førhen var han stolt af at være officer i sikkerhedstjenesten. Eliten, siger han. Fædrelandet. Kampen mod Israel. Dengang handlede det hos os 80 procent om afskrækkelse og kun 20 procent om prygl. Nu drejer alt sig om prygl. Førhen blev han beværtet kvit og frit på restauranterne. Alle forsøgte at være på god fod med ham. Folk havde respekt for ham. I dag er han glad, hvis han ikke bliver genkendt derude. I am lost, siger han. Jeg er fortabt. Mænd som ham er der mange af i sikkerhedstjenesten. Mænd, der fungerer som oprørernes sovende agenter i næsten alle afdelinger: Alle holder de øje med ugerningerne og noterer navnene på torturudøverne og morderne. I al hemmelighed fører de protokol over fangerne og de døde. Med henblik på den dag, da en ny regering skal stille de ansvarlige til regnskab. 120.000 mennesker sidder for tiden fængslet, hævder manden over for mig. Over hele landet er der opstået midlertidige interneringslejre: i biografer, fabrikker og universiteter. Alene i Homs benyttes 25 skoler og lagerhaller som fængsler. Der sidder de højst en uge. Først bliver de slået, siden udspurgt. Manden over for mig nævner navnene på nogle af skolerne, og sheiken nikker. Tre fjerdele af fangerne bliver sluppet fri efter en uge ofte mod løsepenge. Den praksis har præsidenten personligt foranlediget, siger officeren. Frikøbene hjælper Assad med at betale hans bøller og soldater, for regimet er ved at løbe tør for reserver. Et rygte går gennem byen: De dødes organer bliver solgt Det mest skræmmende sted af dem alle ligger uden for Homs, fortæller officeren: 30 kilometer uden for byen, hvor militærets sikkerhedstjeneste har et underjordisk celleanlæg i et industriområde. Det er det værste sted. De har plads til 10.000 mennesker der og er endnu ikke fulde. 12.000 af regimets modstandere er indtil videre døde i Syriens fængsler. 6.000 regnes for forsvundne. De er forsvundet i sikkerhedstjenesternes underverden, som også officeren og hans kolleger har adgang til. Han taler om massegrave. I hver grav ligger mellem 60 og 100 døde. Sikkerhedstjenesternes folk pakker ligene ind i affaldssække de trækker én over overkroppen og én over benene. Og det er så også skraldevogne, som kører de døde til gravene. Mange af ofrene bliver først frataget lever, nyrer og andre organer. Officeren bekræfter dermed det rygte, der går i byen om, at regimet bedriver organhandel med de dødes organer. Organerne ryger til Libanon og Egypten. Det fortæller vores folk på sygehusene og i tolden. Officerens tal er langt højere end de syriske oppositionsgruppers estimater. Den Lokale Koordineringskomité har indtil nu optalt 2.000 døde og 15.000 fængslede. Det er kun de ofre, vi kender navnene på, siger komitéens
talsmand. Omfanget af militæroperationer giver mig indtryk af, at det i virkeligheden drejer sig om mange flere. I må hjælpe os, beder officeren fra sikkerhedstjenesten og med det mener han Vesten. Regimets modstandere forsøger fortsat at holde deres protester fredelige, men en borgerkrig er uundgåelig. Alt for mange af os er døde, blander sheiken sig i samtalen. Han fortæller, at demonstranterne er begyndt at bevæbne sig. I kvarteret er der skjulesteder med geværer og bazookaer, panserbrydende raketter og sågar en luftværnskanon, som de har erobret fra hæren. I Homs-regionen, der strækker sig helt til den irakiske grænse, er 10.000 soldater deserteret, hævder manden fra sikkerhedstjenesten. Faktisk tager skyderierne til mellem desertører og soldater i Homs. Officeren tager et emne op, som har været tabu i den syriske opposition og alle dage er blevet bestridt og afvist: en militær intervention fra udlandets side. Hvad adskiller os fra Bengasi i Libyen? spørger officeren. Han appellerer til Vesten om at sende militære rådgivere. Og våben. Han ønsker sig en flyveforbudszone, der skal begrænses til Homs. Det ser han gerne, og det gør sheiken også. De tre koordinatorer, jeg traf dagen før, ønsker det også, og min besindige husvært Ahmed ligeså. Der lader til at være enighed blandt oprørets ledere om dette: NATO er nødt til at gøre noget for Homs. De er godt klar over konsekvenserne, siger de alle: at NATO er nødt til at bombardere massivt og ødelægge alt, hvilket kan blive farligt for de fjernest placerede oprørere. Ligesom i Libyen. Så ville større dele af hære slutte sig til de revolutionære. De syriske oppositionsgrupper i udlandet begik en fejl, da de udelukkede denne mulighed. De sover sikkert i deres senge, siger sheiken. Det står ikke klart for dem, hvor dramatisk situationen er i byen. Han gentager: Vi anmoder NATO om at hjælpe os! De kampvogne, som satte sig i bevægelse om morgenen, truer med at omringe stedet. Sheiken presser mig til at forlade byen om natten ellers vil der måske ikke længere være nogen flugtvej. Jeg vender tilbage til Fatens køkkenbord. Ahmed har om eftermiddagen mødtes med kommunalpolitikere, som han vil danne et parti sammen med. De gamle herrer har allerede nedfældet store dele af partiprogrammet. Meget socialdemokratisk, siger Ahmed og griner. Han er fuld af humør og helt euforisk. På nationalt plan forsøger oppositionsgrupper at danne et nationalt overgangsråd ligesom i Libyen, siger Ahmed, sådan at udlandet vil få en samtalepartner. Det er allerede andet forsøg. Det første faldt fra hinanden, da næsten alle rådsmedlemmerne blev anholdt. Bør vi ikke også selv rejse? spørger Faten om aftenen, da Ahmed vil bringe mig ud af byen. Er det bedst at forlade Homs? Eller er det vigtigere at blive her? Hun mister sin møjsommeligt bevarede fatning og giver sig til at græde.
Faten vil gerne hen til sin søster i Damaskus, men hendes søn Mazen vil blive i Homs. Alt andet ville være at forråde hans døde venner. Mens hans far sad over partistatutterne, affyrede sønnen for første gang sin nye pistol oppe på tagterrassen. Myrderierne begynder denne aften endnu tidligere end vanligt. Hvad gør jeg nu? spørger Ahmed med hænderne på rattet, mens skuddene falder omkring os. Vi er nået frem til hovedgaden i hans bil. Demonstrationerne er endnu ikke begyndt på begge sider af gaden slentrer unge mænd af sted mod moskéen. Pludselig søger de dækning bag havemure og i opgange. Inde fra bilen ser vi hundredvis af uniformerede mænd, der løber, stopper op, lægger an og skyder. Og på ny begynder at løbe. Forhold dig rolig, siger Ahmed mest til sig selv. Han drejer ind i en sidegade i håbet om, at der er sikrere der. Først i forgårs har han fået sin bil tilbage fra værkstedet. Kugler er gået igennem skærmen og bagdørene. I sidegaderne rykker andre biler langsom frem. Folk ruller vinduet ned og giver hinanden tips til, hvordan man bedst kan køre uden om faren. Faten ringer: Mazen er midt i demonstrationerne. Ahmed stønner og modstår trangen til at ringe til sin søn. Han risikerer at distrahere ham på det forkerte tidspunkt. Han drejer igen til højre og så én gang til og pludselig befinder vi os lige bag ved sikkerhedsfolkene. Seks af deres busser blokerer den tresporede kørebane. Det er en hel rullende kaserne. Bevæbnede mænd stiger ind og ud i små grupper. Bag konvojen går trafikken i stå og foran bliver der skudt. Kraftige eksplosioner. Sporadisk maskingeværild. Busserne stopper nogle få minutter og ruller så stædigt videre som en plov, der pløjer agrene. Ahmed trommer med fingrene mod rattet. Så er der en soldat bagest i en af busserne, som peger på mig. Tre andre gør det samme. Konvojen når heldigvis frem til et kryds, og Ahmed drejer af. Denne aften bliver fire mennesker dræbt og 40 såret. Mazen tilbringer natten på hospitalet for at vogte over de sårede. De unge vil hente deres våben frem fra skjulene nu. En hemmelig krisekomité fra den syriske opposition kommer rejsende til fra hovedstaden Damaskus. De bliver i Homs i 15 timer og taler med mange grupper i mange kvarterer. Tiden er endnu ikke moden, siger de og advarer: Regimets modstandere er militært for svage og regimet stadig for stærkt. Fortalerne for en fredelig modstand ender med at få deres vilje endnu engang. Næste dag går tusindvis af mennesker igen på gaden i Homs uden andet i hænderne end deres mobiltelefoner.