Side 1 af 5 Børn og Ungdom > Opgaveløsning > Sundhed Influenza A - fakta og orientering Sundhedsstyrelsen forventer flere influenza A-tilfælde i løbet af efteråret, men vurderer samtidig, at der generelt ikke er grund til bekymring. Vi opfordrer institutioner og skoler til at følge styrelsens anbefalinger om at vaske hænder ofte, hoste og nyse i ærmet/serviet og blive hjemme, hvis man er syg I. maj 2009 blev det første tilfælde af Influenza A (H1N1 - tidligere kaldet svineinfluenza) konstateret i Danmark. Sundhedsstyrelsen forventer, at der vil komme flere tilfælde i Danmark i løbet af efteråret. Samtidig vurderer styrelsen, at danskere generelt IKKE har grund til bekymring: Langt de fleste, der bliver smittet med influenza A, vil opleve et mildt sygdomsforløb sammenlignet med gængs vinterinfluenza. Influenza A-virus kan behandles med Tamiflu, men normalt kræver influenza A ikke behandling. Det er lægens opgave at tage stilling til eventuel behandling. Forvaltningen følger situationen nøje og er løbende i kontakt med Sundhedsstyrelsen/ Embedslæge-institutionen samt Seruminstituttet. Kommer der nye retningslinjer for influenza A- situationen, vil I blive informeret. Med ugepakken for uge 35 følger et infobrev, som skole- og institutionsledere skal formidle videre til forældre. Infobrev til forældre (link følger i uge 35) Sundhedsstyrelsen anbefaler Vask hænder ofte Influenza A virus sætter sig let på hænderne og spreder sig via håndtryk og overflader som dørhåndtag. Vask derfor ofte hænderne med sæbe. Host eller nys i ærmet Influenza smitter gennem virus i små dråber fra hoste, nys eller lignende. Dæk derfor mund og næse når du hoster eller nyser. Brug et en-gangs-lommetørklæde eller dit ærme i stedet for din hånd. Bliv hjemme, når du er syg Influenza spreder sig let på arbejdspladser og institutioner. Kontakt lægen pr. telefon i stedet for at møde op i venteværelset. Hent den gratis plakat med råd til at undgå smitte Herunder kan skole- og institutionsledere finde info og vejledning omkring influenza A - delt op i tre afsnit: angående personalet angående børnene og forældrene fakta - smitte, forholdsregler og risikogrupper Angående personalet Sygdomssymptomer og sygdomsforløb er som ved almindelig influenza (pludselig høj feber - over 38 grader, kulderystelser, muskel- og ledsmerter, hovedpine). Ved influenzasymptomer skal du foretage en telefonisk sygemelding til arbejdsplads med begrundelsen influenza. Er der behov for at kontakte en læge, skal det af hensyn til eventuelt smittefare også ske telefonisk. Personer med influenza A eller mistænkt for influenza A opfordres til at blive hjemme og hverken gå på arbejde, i skole eller institution eller deltage i fællesarrangementer. Man skal blive hjemme, indtil man har været feberfri et døgn uden febernedsættende medicin. Får en gravid influenzasymptomer, skal lægen kontaktes telefonisk. Har du nedsat lungefunktion, astma, hjertekarsygdomme, diabetes eller nedsat immunforsvar, skal du være
Side 2 af 5 særlig opmærksom og telefonisk kontakte din læge, hvis du selv eller én i din husstand får influenza. Personer, som tilhører risikogruppen (se ovenfor) og har influenza A, vil få tilbudt behandling med Tamiflu. Personer i risikogruppen vil få tilbud om vaccination, når vaccination er tilgængelig. Personalet er mandag-fredag fra 8-15 velkomne til at kontakte Kommunallægeordningen med yderligere spørgsmål på telefon 38 32 50 30. HUSK God håndhygiejne Undgå - mest muligt - nærkontakt til personer med influenza A Der skal ikke anvendes værnemidler som f.eks. masker på arbejdspladsen Syge børn og personale skal blive hjemme Hyppig udluftning og normal, men grundig rengøring Angående børnene og forældrene Symptomer på influenza A er, hvis barnet pludselig bliver sygt med høj feber - 38-40 grader - eventuelt med kulderystelser, 'ondt i hele kroppen' og hoste. Barnet er virkelig sløjt. Sygdommen er ikke farlig og går over af sig selv. I løbet af et par dage er barnet i bedring og er rask i løbet af en uges tid. Børn, der har symptomer tydende på influenza, må ikke komme i skole/institution, før de på normal vis kan deltage i de daglige aktiviteter, og de skal have været feberfri et døgn uden febernedsættende medicin. Forældrene skal orientere institutionen/skolen telefonisk om, at deres barn har eller sandsynligvis har influenza. I institutionen skal institutionens øvrige forældre orienteres på vanlig facon (opslag/sedler i garderoben). I skolen skal klassens forældre orienteres på vanlig facon (omdelte sedler/skolens intranet). Raske børn, hvor der er influenza i børnenes nærmeste familie eller omgangskreds, må godt møde i institution eller skole. Hvis der i institutionen/skolen er børn, der tilhører en af risikogrupperne, skal man være ekstra opmærksom på, at forældrene orienteres. De fleste børn, der er i risikogruppe, vil være tilknyttet en børneafdeling, hvor den behandlende læge vil tage stilling til evt. forebyggende behandling og vaccination. Børn i risikogruppen har: kroniske lungesygdomme, som cystisk fibrose og instabil alvorlig astma medfødte eller erhvervede immun-defekter muskelsygdomme eller multihandicap og deraf følgende nedsat hostekraft og ophobning af sekret hjertelidelser med påvirket kredsløb specielle former for blodmangel lav fødselsvægt afhængig af aktuel alder og følgesygdomme andre specielle sygdomme, hvor lægen vurderer, at influenza udgør en risiko Forældre er velkomne til at kontakte Kommunallægeordningen med yderligere spørgsmål på telefon 38 32 50 30 mandag-fredag fra 8-15. HUSK God håndhygiejne - vask hænder ofte og grundigt. Host eller nys i ærmet - og ikke ud i luften eller i hånden Hyppig udluftning Normal, men grundig rengøring Syge børn og personale skal blive hjemme
Side 3 af 5 Fakta - smitte, forholdsregler og risikogrupper Influenza er en årlig tilbagevendende sygdom forårsaget af forskellige influenzavira. Symptomer og sygdomsforløb for influenza A er ikke anderledes end ved de andre influenzatyper. Personer, som i forvejen er svækket af kroniske lidelser, kan ved alle typer af influenza opleve alvorligere forløb. Der er normalt ikke grundlag for at behandle influenza medicinsk - heller ikke influenza A. Medicinsk behandling er forbeholdt personer i risikogrupper. Vi har herunder samlet en række spørgsmål og svar om Influenza A. Du kan også læse mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Sundhedsstyrelsen om influenza A Hvad er symptomerne ved influenza A? Symptomerne er som ved almindelig sæsoninfluenza med pludselig opstået feber, luftvejssymptomer, muskelsmerter og hovedpine. Hvordan smitter influenza A? Smitte med influenza A virus sker først og fremmest gennem luften med smådråber, der opstår ved hoste, nys eller tale. Der kan også være tale om kontaktsmitte, dvs. ved direkte berøring fra person til person eller i sjældnere tilfælde ved berøring af virusforurenede genstande f.eks. dørhåndtag. Hvordan beskytter man sig mod smitte? Undgå så vidt muligt kontakt med syge mennesker. Hvis man rejser til områder med smittespredning, bør man undgå større menneskemængder (metro osv.). Desuden er grundig håndhygiejne vigtig. Rådene fra Sundhedsstyrelsen er: Vask hænder ofte Influenza A virus sætter sig let på hænderne og spreder sig via håndtryk og overflader som dørhåndtag. Vask derfor ofte hænderne med sæbe. Host eller nys i ærmet Influenza smitter gennem virus i små dråber fra hoste, nys eller lignende. Dæk derfor mund og næse når du hoster eller nyser. Brug et en-gangs-lommetørklæde eller dit ærme i stedet for din hånd. Bliv hjemme, når du er syg Influenza spreder sig let på arbejdspladser og institutioner. Kontakt lægen pr. telefon i stedet for at møde op i venteværelset. Hvordan forløber influenza A? Infektionen ligner almindelig influenza - dvs. en forholdsvis mild sygdom, der er overstået på en lille uges tid. Der er primært risiko hos børn og voksne, som i forvejen er svækkede. Hvor alvorlig er influenza A? Lige som andre typer influenza kan influenza A varierer fra mild til svær, men vil i de fleste tilfælde være mild til moderat. Hvem er særligt udsat? Voksne med nedsat lungefunktion, astma, hjertekarsygdomme, diabetes eller nedsat immunforsvar kan være særligt udsat ved influenza og skal kontakte lægen, hvis de får influenza-symptomer. Det samme gælder for gravide, der får influenzasymptomer. Forældre til børn med følgende kroniske sygdomme: lidelse kroniske lungesygdomme, som cystisk fibrose og instabil alvorlig astma
Side 4 af 5 medfødte eller erhvervede immun-defekter muskelsygdomme eller multihandicap og deraf følgende nedsat hostekraft og ophobning af sekret hjertelidelser med påvirket kredsløb specielle former for blodmangel lav fødselsvægt afhængig af aktuel alder og følgesygdomme andre specielle sygdomme, hvor lægen vurderer, at influenza udgør en risiko skal også kontakte lægen. Kan det anbefales at anskaffe masker eller mundbind? Nej, det er kun sundhedspersonale med direkte patientkontakt, der skal anvende maske eller andet beskyttelsesudstyr. Der er ikke nogen undersøgelser, der viser, at maske/mundbind beskytter raske mod smitte fra tilfældige forbipasserende. Hvor længe kan influenza A smitte? Personer med influenza smitter fra dagen, før de får symptomer og op til syv dage efter, at sygdommen er begyndt. Børn - specielt små børn - kan være smitsomme længere. Kan man få influenza A ved at spise svinekød? Nej, man kan ikke få influenza A ved at spise varmebehandlet svinekød eller svinekødsprodukter. Hvor lang er inkubationstiden? Tiden fra smitte til de første symptomer er fra 1-7 dage. For den nye influenza er inkubationstiden endnu ikke sikkert fastlagt. Derfor regnes der indtil videre med op til 7 dage. Hvornår kan man møde på arbejde? Børn og voksne med influenza A eller mistænkt for influenza A skal blive hjemme dvs. ikke gå på arbejde, i skole eller institution eller deltage i fællesarrangementer. Syge børn og personale må ikke komme i skole eller daginstitution. Børn må ikke komme i skole/institution, før de på normal vis kan deltage i de daglige aktiviteter, og de skal have været feberfri et døgn uden febernedsættende medicin. Også voksne skal blive hjemme, indtil de har været feberfri et døgn uden febernedsættende medicin. Raske kontakter kan bevæge sig rundt, som de plejer. Hvordan forholder jeg mig efter hjemkomst fra lande med tilfælde af influenza A? Hvis du er rask, er der ingen forholdsregler. Ved symptomer på influenza skal man i dagtiden telefonisk kontakte sin praktiserende læge og aften/nat telefonisk til vagtlæge. Hvis lægen vurderer, at der kan være risiko for smitte med influenzavirus A, laves aftale om prøvetagning (podning). Det er vigtigt, at syge personer ikke møder op i venteværelset hos lægen, da der kan være risiko for at smitte mange personer. Hvordan behandles influenza A? Influenza A virus kan behandles med Tamiflu, men normalt kræver influenza A ikke behandling. Det er lægens opgave at tage stilling til evt. behandling. Hvem skal behandles for influenza A? Da Influenza A i langt de fleste tilfælde forløber som en almindelig influenza, er det kun personer i risikogruppen, der behandles for Influenza A. Det er fx børn og voksne med nedsat immunforsvar, alvorlige kroniske lunge og/eller hjertekarsygdomme, medfødte eller erhvervede immundefekter. Hvem skal have forebyggende behandling? Personer, der er i risikogruppen, skal have forebyggende behandling, hvis de har kontakt med personer, der er smittede eller i risiko for at være smittede. Det er egen læge, der vurderer situationen. Er det en god idé at anvende Tamiflu forebyggende? Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke generel forebyggende Tamiflu. Personer, der tilhører en af risikogrupperne, og som har haft kontakt til person til person med influenza A, skal tilbydes forebyggende behandling med Tamiflu.
Side 5 af 5 Findes der en vaccine mod influenza A? Der findes endnu ingen vaccine for influenza A., men det forventes, at der er en vaccine klar september/oktober 09. Danskere, der er i særlig risiko for at blive alvorligt syge af influenza A, vil i efteråret blive tilbudt vaccination. Præcis hvem, der vil blive tilbudt vaccination, og hvordan vaccinationen vil foregå i praksis, er endnu i planlægningsfasen hos Sundhedsstyrelsen. Skal man podes for influenza A? Hvis man har symptomer på influenza, skal man kontakte sin læge, der vurderer situationen. Hvis man har rejst i lande med mange tilfælde af Influenza A eller har nær kontakt med personer, som har rejst i lande med mange tilfælde af Influenza A og er i tvivl om, hvor vidt man er smittet, skal man kontakte sin læge telefonisk. Det er lægen, der vurderer, om man skal podes. Publiceret af Lone Flügge Sidst opdateret d.