Slaget ved Fredericia den 6te Juli 1849 og den forudgaaende Belejringshistories hovedtræk Da General Bülow i 1849 var bleven udnævnt til Øverstkommanderende for Hæren og med to Brigader var kommen til Fyen, hvor Hovedkvarteret foreløbig blev i Middelfart, var det endnu ikke endelig afgjort, om man var i Stand til at benytte Fredericia, eller burde rømme den, som i 1848; men den Dygtighed, som den ny udvalgte Kommandant, Oberst Lunding og de ham medgivne Ingeniørofficerer havde udfoldet for at gjøre fæstningen skikket til Forsvar, bevirkede, at General Bülow snart stillede store Forhaabninger til den. Fredericia var nemlig ikke Fæstning i den Betydning, hvori man ellers i Almindelighed tager dette Ord, en Plads, som kunde optage en selvstændig kamp dertil manglede den alt, Magasiner, Arsenaler, Kasematter, Lazarether, Kaserner zc. men den var et Brohoved for Fyen, i hvilket Tropperne skiftevis kom over fra denne Ø for at gjøre et vis bestemt Antal Dages Tjeneste. Overgeneralen kunde, til hvad Tid han vilde, sende saa mange Tropper, som han havde, over til Fæstningen; han kunde overføre Proviant og Krigsfornødenheder af enhver Art, og selv begive sig der over, saa ofte han ønskede. Ligeledes kunde han modtage de syge; Fredericia Depoter og Hospitaler vare de samme som Hærens paa Fyen. Selvfølgelig var dette afhængigt af, at Forbindelsen med Fyen virkelig vedligeholdtes; men dertil var der for det første Tidsrum gode Udsigter, Paa Strib var der anlagt et stort Batteri, der gjorde Tjeneste om Fredericias Sekundant; det kunde sende sine Kugler ud over hele Egnen om Erisø, Sandal og Hanerup Teglværk. Derhos fandtes der Kanonbaade i Møllebugten og Nord for Fæstningen ud for Danmarks Bastion, hvilke beskyttede Fæstningens Fløje, saa at Overfarten fra Fredericia til Strib, hvilken skete fra Kastellet og Østerstrand, kunde foregaa uanfægtet af Fjenden. Fredericia Befæstningsrække udgjorde derfor en sammenhængende Linie, der strakte sig i en Bue fra Møllebugten til Kattegat. De 5 første Bastioner, Oldenborg (ved Strandvejen til Snoghøj), Holsten, Slesvig, Prinsessen og Prins Georg udgjorde den saakaldte vestre Front, igennem hvilken Strandvejen og Prinsens Port førte ud til Fjenden. De følgende Bastioner, Prins Christians, Dronningens, Kongens og Danmarks Bastion, dannede den nordre Front, og gjennem denne førte Kongens Port, samt til venstre for den en Poterne, og til højre for samme den sandede Sti langs Havet ud til Omegnen. Udenværker fandtes ikke, men udenfor Fæstningens vestre Front var Mølleaaen opstemmet, der var dannet en Dæmning for dens Vand langs Strandvejen til Snoghøj og derved tilvejebragt en Oversvømmelse, som forvandlede hele den lave Strækning, i hvilken nu Jernbanen til Vejle løber, til en Sø, og gjorde Tilgangen til den vestre Front umulig, saa længe Dæmningen ved Strandvejen ikke var gjennemskaaren. For at beskytte denne var der saa anlagt et Blokhus ved Snoghøj, det eneste, der lignede et Udenværk, uagtet det manglede baade Volde og Grave. Det var den 8de Maj 1849, at General Bonin efter Fægtningen ved Gudsø rykkede frem mod Fredericia med Insurgenthæren, medens General Prittwitz i Spidsen for Preussere, Hessere, Bayrere og Sachsere drog op i Jylland, hvor Rye med sin Brigade under sit berømte Tilbagetog gjorde den store Overmagt hver Fodbred Land stridig. General Bülow, som paa Efterretningen om den første Overskridelse af den jydske Grænse strax var gaaet over til Fredericia og derpaa med Brigaderne Moltke og Schleppegrell havde begivet sig frem og leveret slaget ved Kolding den 23de April, saa sig nu nødsaget til paa Grund af den store Overmagt atter at trække sig tilbage til Fyen, hvor han tog sit Hovedkvarter i Vejlby Præstegaard. Ogsaa de to Brigader førtes derover, dog med Efterladelse af saa mange Tropper, som behøvedes til Fredericias Forsvar. I alt blev der i Fæstningen 7 Batailloner foruden Artelleri, Ingeniørtropper, lidt Kavalleri og et Brandkorps. Af disse besatte de 3 Batailloner den vestre og de 3 den nordre Front, medens den 7de brugtes i indre Tjeneste.
Bonin satte sig strax fast i Stoustrup, Fuglsang Skov og Erisø og sendte en Bataillon til Snoghøj og Lyngsodde for at bevogte Kysten Syd for Fæstningen. Dagen efter fyrede han fra Højderne mellem Erisø og Hanerup Teglværk nogle kanonskud mod Blokhuset ved Strandvejen, men fik Svar paa Tiltale saavel fra Bastionerne paa vestre Front, som fra Strib og Kanonbaadene i Møllebugten. Kampen om Fredericia var derved indledet. Samme Dag arbejdede hans Mandskab alt paa 2 store Værker, et paa hver Side af Kolding Chausseen, omtrent midt mellem Sønderbygaard og Prinsens Port, og nogle Dage efter begyndte han paa et nyt Nord for Oversvømmelsen, nær Egumvejen, paa det Sted, hvor denne efter at have passeret Mølleaa Kløften drejer mod Vejlby. Disse Arbejder kunde Befæstningen naturligvis ikke tillade Fjenden at foretage i ro. Den 13. Maj foretoges der derfor et stort Udfald fra alle Porte. Det lykkedes ogsaa at faa ikke alene de paa sidstnævnte Sted alt foretagne arbejder sløjfede, men ogsaa nogle nær Blokhuset mellem Fuglsangvejen og Stranden begyndte Anlæg; men videre var der heller ikke at gjøre, og et Bombardement af Byen, hvilket Fjenden nu paatænkte, var ikke til at forebygge. Den tæt bebyggede og let fængelige Del af Byen, som ligger nærmest Prinsens Port fristede Fjenden til at forsøge dette Middel, som var saa let udførligt. De ødelagte Arbejder gjenoptoges paa ny, batterier opkastedes paa de nævnte Steder og desuden ved Sandal. Til umiddelbar Dækning stod der 2 fjendtlige Batailloner under Vaaben i Fuglsang, 1 ved Stoustrup eller Sønderbygaard, 2 ved den ny Skanse ved Egumvejen, endvidere var der 2 Batailloner paa Forpost langs Oversvømmelsens vestre Bred, og nogle Batailloner i Erisø og ved Kysten, og endelig udsendtes der nu 3 Eskadroner med et par Kanoner til Kristineberg for ogsaa at tage Fæstningens nordre Omgivelser saa vidt muligt under Herredømme. Endnu den 14. Maj havde Rytteriet i Fæstningen været i Treldeskov og bragt Materiale til Faskiner, Forhug zc ind i Fæstningen. Nu havde Fjenden sluttet Kreds om den. Rytteriet sendtes derfor til Fyen paa 20 Dragoner nær, og Belejringens Begyndelse imødesaas. Den lod heller ikke vente paa sig. Natten mellem den 15. og 16. Kl. 3 begyndte Ildregnen over den sovende By og vedvarede saa godt som uafbrudt i 4 dage. Fæstningens Kanoner svarede, men formaaede ikke at ledede godt anlagte fjendtlige Batteriers Maal bort fra Byens Beskydning. Nu kunde Indvaanerne, som alt havde begyndt at sende deres Kvinder og Børn, deres syge og gamle, deres Vareoplag og Værdigenstande bort, men som, inden de afbrød deres Husliv helt, dog gjerne vilde have Vished for, at Bombardementet virkelig blev til noget, ikke opsætte det længere. Havnepladsen fyldtes af Flygtninge, der medbragte deres Sengetøj og nødvendigste Bohave. Dampskibet Caroline Amalie gik uafbrudt med Færger paa Slæb mellem Fæstningen og Strib. Sidstnævnte Sted fandtes Vogne, som vare tilsagte for at føre de rejsende ind paa Fyen, hvor Bønderne gjæstfri aabnede deres Gaarde til Modtagelse af de husvilde. I Fredericia forblev endnu for det meste de mandlige Medlemmer af Familierne, hvoraf mange vare virksomme ved Slutningen. Den første Dag forblev man Herre over Ilden, men med hver dag blev det vanskeligere, og efter de 4 dages forløb var Ahlmanns Dampbrænderi og hele det Kvarter, som findes nær Prinsens Port indtil Gjæstgiver Sallings Sted i Bendersgade (nu hotel Viktoria) forvandlet til en Brandtomt. Efter disse 4 Dages Forløb ophørte for en Tid Bombardementet ; det gjenoptoges vel senere og fortsatte lige til den 6. Juli, men med Ophold og uden synderlig Kraft. Fjenden forfulgte fra nu af andre Hovedøjemed. Han vilde isolere Fæstningen, søge at komme Forbindelsen med Fyen til Livs, og fra nu af begyndte de daglige Skærmydsler mellem de belejrende og de belejrede, som altid karakterisere en Fæstningskrig. Her skulle blot Hovedmomenterne i denne halvanden Maaned lange kamp nævnes. Den 22. Mai lykkedes det Fjenden at faa det før omtalte kun at for svage Blokhus ved Snoghøjvejen i sin Magt, og flere store Artillerikampe, hvori Stribs Kanoner troligen deltog, fandt Sted for at beholde Herredømme over Dæmningen. Fjenden beholdt her Overvægten; han havde det fra nu af i sin Magt at bortlede Vandet fra Oversvømmelsen, naar han vilde, og Lunding maatte derfor for det Tilfælde,
at dette skete, iværksætte en hel ydre Forsvarslinie uden for den vestre Front. Disse vidtløftige Arbejder fuldførtes virkelig; til dem hørte den lille Skanse, som længe efter endnu bevaredes udenfor Prinsens Port ved Oversvømmelsens Bred paa Chausseen. Fjenden nøjedes imidlertid med at kunne bortlede Vandet; han gjorde det ikke og det af følgende Grund. For at kunne afse saa mange Tropper af sin Hær, som vare nødvendige for at opkaste Batterier mod den nordre Front og at naa med Skanserne helt ud til Pladsen Syd for Exercerpladsen, hvorfra Overfarten til Strib virksomt kunde bestryges, maatte Stillingen lige over for Fæstningens vestre Front gjøres saa stærk, at en mindre Styrke strakte til at holde den. Hertil hjalp Oversvømmelsen, naar den forvandledes til en Gravrav for Fjendens Angrebslinie. Dernæst Maatte Værket ved Egumvejen, som hidtil havde været en Støtte for Insurgenternes venstre Fløj, skydes længere frem og forstærkes, saa det kunde blive en Støtte for Belejringshærens Centrum; saa først kunde en Brigade opstilles Nord for Fæstningen Paa Grund heraf skred Fjenden frem over Kløften foran Værket ved Egumvejen, afstak et nyt Værk nærmere Fæstningen og en Samling af Løbegrave, som kunne betragtes som en første parallel. Dette Arbejde gik ikke for sig uden Kampe, hvoriblandt den om Apothekerhaven den 3. Juni er den mest bekjendte. Endelig midt i Juni Maaned den 19de skød Fjenden en hel Brigade frem til Kristineberg, og denne paabegyndte 2 Skanser, beliggende hver paa sin Side af Vejen til Exercerpladsen paa det Sted, hvor den en c. 1000 Alen fra de ydre Befæstninger drejer til venstre. I Forbindelse med disse Værker, der er bekjendte under Navnet Treldeskanserne, fordi de fra Fæstningen saas i Retning af Trelde, anlagdes der Løbegrave og Batterier, som kunde bestryge Østerstrand og Kastellets østre Kyst. For at modarbejde dette Anlæg, der var saa meget Skadeligere, som Batterierne paa den modsatte Fløj, ved Hanerup Teglværk, kunde beskyde Havnen og Kastellet med Undtagelse af sammes Kyst, og det ved Erisø kunde naa Strib, i hvilken Anledning man havde maattet flytte Skibsbroen der ovre, var det, at Oberst Irminger med Pladsmajoren, Kapitajn Hirsch, til Stabschef den 30. Juni foretog det store Udfald, som havde de begyndte Arbejders Ødelæggelse til Følge; men strax efter lagdes der fra Fjendens Side naturligvis paa ny Haand paa Værket, og i Juli Maaned skred Arbejdet saa rask frem, at Batterierne den 6. Juli vilde have kunnet begynde at virke, hvis ikke paa denne Dag det store udfald som er bekjendt under Navnet Fredericiaslaget havde tilintetgjort ikke blot dette, men ogsaa alle Belejringskorpsets øvrige Anlæg. Fjendens Stilling var dengang ogsaa i andre Henseender bleven meget forbedret. Der var anlagt Hyttelejre for hans Tropper, ikke blot i Fuglsang, ved Sønderbygaard og bag Egumværkerne, men ogsaa ved Kristineberg og for mødende Tilfældes Skyld havde Brigaden i det nordlige Vadestedet over Randersfjord som en Forbindelsesvej bag ud. Det er en Selvfølge, at General Bülow ikke opholdt sig paa Fyen for at lade Fæstningen i stikken, men kun for at oppebie det Tidspunkt, da han kunde gribe ind med Kraft. For at forstaa det, der nu forberedendes, maa der kastes et blik paa Forholdene, som de paa dette Tidspunkt vare i det hele. I alt var der kommet nogle og halvfjersindstyve Tusind fjendtlige Tropper ind i Landet; heraf stode 20,000 i Sundeved, 16,000 ved Fredericia og 22,000 ved Aarhus; Resten var spredt i Byerne paa Marchrouten, Haderslev, Vejle, Horsens, o. s. v. Ved nu hemmelig at formindske den Styrke, som stod paa Als, og den som stod Nord for Aarhus og ved at forstærke Hæren paa Fyen, kunde man naa at faa en Hærstyrke samlet, som kunde tage Kampen op med den mindste af de fjendtlige Grupper, Saaledes bærer en kyndig Hærfører sig altid ad; han søger ved Snille, selv om han i det hele er Fjenden underlegen paa alle Punkter, at blive overlegen paa et enkelt Sted for at kunne slaa krapt og sikkert der og saa maaske forandre Krigens Gang.
Fra Als var det let at drage Tropper bort; thi i lang tid havde Hærene, som stod over for hinanden der, ikke bestilt synderlig andet end at bygge Skanser mod hinanden, og for Øjeblikket var Als s Vestkyst i den Grad spækket med Batterier, at 2 brigader godt maatte kunne overtage den Tjeneste, som 3 hidtil havde delt. 6te Brigade (Ræder) bestaaende af 1te og 2den lette Bataillon, 2det Jægerkorps, 3die Forstærkningsbataillon og 1te Fortræfnings Jægerkorps førtes derfor hemmelig til Østkysten og overførtes til Fyen, hvor den henlagdes i magelige udstrakte Kvarterer for at udhvile sig til at eller andet Vovestykke, som forlangtes af den. Der taltes om en Expedition til Femeren og om andet, kun ikke om det virkelige. Dernæst skete det samme med Ryes Korps. 4 Afdelinger, 6te, 7de, 9de Bataillon samt 4de Reservebataillon førtes tillige med et Batteri hemmelig til Helgenæs, hvorfra det overskibedes til Bogense. Begge disse Korps s Chefer de Meza paa Als og Rye i Nørrejylland, kom efter at have lagt deres hidtidige Poster i andres Hænder til Fyen for at deltage i den forstaaende Daad. Rye fik i den 5te Brigade, som oprettedes paa Fyen, de medbragte 4 Batailloner forøgede med 1ste Reserve Jægerkorps. Det var en 5 a 6 Dage før Juni Maaneds Slutning at 6te Brigade var kommen til Fyen, og de første Dage i Juli, at Ryes ny Brigade stod om Bogense. General Bülow havde med sin Stab, der talte mange udmærkede Officerer, deriblandt Stabschefen Oberstløjtnant Flensborg og Souschefen Kapitajn Kauffmann, overvejet og forberedt forskjellige handlemaader og en tid dvælet ved Tanken om en Landstigning ved Snoghøj, Stenderup eller et andet Sted, hvorfra man kunde manoevrere Belejringskorpset bort fra Fredericia. Omsider bestemte Generalen sig for at føre Slaget ved Fredericia ved at falde ud fra Fæstningen med hele den samlede Styrke, men at benytte de øvrige Forberedelser, der vare trufne, til Skinangreb, der kunde dele Fjendens Opmærksomhed. Medens Overskibningen af de mange Tropper foretoges i smaa Fartøjer Nætterne mellem den 3die og 4de, 4de og 5tesamt 5te og 6te, samledes der derfor lige over for Kyststrækningerne Syd og Nord for Fredericia Flotiller af Kanonbaade og saa mange Transportfartøjer, at de godt kunde rumme en større Troppemængde, medens der i virkeligheden ikke var flere Soldater ombord end de, som viste sig paa Skibenes Dæk. Den ene af disse Flotiller, som havde Kysten mellem Snoghøj og Skjærbek til Maal, foruroligede virkelig Fjenden i den Grad, at han sendte Forstærkning ned ad denne Kant, en anden, som gik mod Nord, naaede i det afgjørende Øjeblik at sende sine Kanonbaades Kugler hen over Vadestedet ved Randers, saa det blev opgivet som Retraitevej. Imidlertid havde Troppeoverskibningen til Fredericia ikke kunnet undgaa fornemmelig at lænke Fjendens Opmærksomhed; han forudsaa et Udfald og sendte uafbrudt, dog med smaa Mellemrum, Bomber ind over Byen og Granater over mod Strib. Den 5te kundgjordes Overkommandoens Plan for Slaget for alle Tropper, hvoraf en Del jo endnu var paa Fyen under Marchen til Strib. 6te Brigade, som kom til at udgjøre hoveddelen af Avantgarden, skulde, fulgt af 4 Eskadroner Rytteri, saa skjult som muligt gaa ud af Kongens Port og Poternen Kl. 1, trænge gjennem den eneste Aabning, som fandtes i den fjendtlige Skanserække, den mellem Trelde og Egumværkerne, for strax at komme midt ind i den fjendtlige Stilling og derved aabne Adgang til at angribe Skanserne bagfra. Samtidig skulde Ryes Brigade gaa ud ad Stien ved Stranden neden for Danmarks Bastion, klatre op ad Skrænten og saa tage Retning mod Kristineberg, og naar disse to Brigader dernæst ved en Svingning til venstre vare komne til at staa i en skraa Stilling fra Oversvømmelsens Nordspids til hen imod Kristineberg, skulde 3die og 4die Brigade, som imidlertid vare gaaede ud ad de samme Udgange, henholdsvis Kongens Port og Strandstien, staa bag denne Linies venstre Fløj, beredt til at gribe ind efter de Befalinger som Slagets Gang maatte foranledige. Dette var Planens Hovedtræk, om ikke kunde ønskes simplere og naturligere. Udførelsen gjorde imidlertid Lempninger i Enkelthederne nødvendige, og vi skulle derfor ikke opholde os videre ved,
hvad der vilde være sket, hvis alt strax var gaaet efter Ønske, men derimod søge at fremstille, hvad der skete, og vise, hvilken Tapperhed og Fællesaand, der besjælede alle dem, der bidrog til det store Resultat. Vi ville begive os til Avantgarden, som var paa Vejen til Strib, da Generalens Ordrer meddeltes den, og til 1ste og 2den lette Bataillon, som igjen fik det Hædershverv at være de første af Avantgarden. Der var en vis alvorsfuld Stemning udbredt over hele den nordvestlige Del af Fyen. Det store Trods, som altid følger en Hær, men her ikke fik Lov til at gaa over med til Fredericia, de mange husvilde fredericianske Beboere, som opholdt sig paa denne Egn, befolkede Landevejene, saa at Krigerne, som nu den 3die Aften i Rad strømmede mod Strib, paa mange Steder marcherede gjennem Rækker af Tilskuere paa begge Sider. Den Spænding, som den lange Belejring havde Foraarsaget dem, det afgjørende, som stod i Udsigt, og den fjerne Lyd af Kanonskydningen ved Fredericia bevirkede, at Kvinderne ofte stode med Taarer i Øjnene. Bataillonerne fik ogsaa paa anden Maade at vide, at det var en for Danmarks Hæder og Fremtid vigtig Nat, de gik i Møde; thi de højere Officerer kappedes om at komme dem i Møde, underrette dem om, hvad der ventedes af dem og modtage deres Løfte om at ville gjøre det yderste. Omsider kom man ved Mørkets Begyndelse til Skibsbroen ved Strib. Som et af 1ste Bataillons Kompagnier stod der, kom der pludselig en Granat susende fra Erisø Batteriet. Feltøvede Folk kunne se saadanne i Frastand, og paa Avertissementet Dæk dukkede hele Kolonnen ned for Kuglen, der hvislede hen over Hovederne. Derved blev en Mand synlig, som ikke dukkede sig, og hvis Nærværende man ikke før havde vidst. Det var de Meza, som ogsaa vilde tale et Ord med Kulsvierne. Han lovede dem et Arbejde for Natten, som de kunde være stolte af, og forsikrede dem om sin Tillid til dem. Efter Overfarten, der foregik i smaa Baade, landsteges der i Kastellet, Kompagnierne samledes og førtes gjennem Karolinelund til Kongens Port, hvor der anvistes 1ste Bataillon Plads paa en af de Marker, som ligge foran den Plads, hvor nu det nye Exercerhus ligger, og Avantgardens øvrige Batailloner Plads bag ved, efterhaanden som de ankom. Geværerne bleve satte i Stabler; her skulde Tropperne bivouakere de faa timer til Klokken slog 1. Ryes Brigade rykkede, efter at det var blevet mørkt, til Østerstrand, hvor den paa lignende Maade oppebiede Eetslaget, medens Arbejdsfolk foran den forsigtigt listede al det Kvas bort, hvormed den Udgang, Brigaden skulde benytte, var spærret. De to Brigader, som senere skulde rykke ud, vare samlede i Gaderne i Byens vestre Del, paa Torvene, under Volden o. s. v. Avantgardens Overskibning var paabegyndt, efter at Mørket havde begyndt at indfinde sig; de sidste Afdelinger kom derfor først ved Midnatstid. Paa Pladsen bag Kongens Port udfoldede der sig et bevæget Liv. En uddelt Extraportion serveredes, man fik paa sine Steder et Glas Punsch anrettet, men først og fremmest syslede man med de Forberedelser, som den forestaaende Begivenhed fordrede med Hensyn til Udrustning, Kommando o. s. v. At inden nogle timer en stor Del af de forsamlede vilde have bidt i Græsset, var enhver sig bevidst, men end mere levende følte enhver, at her var et tilfælde, hvor man ved Uforfærdethed, Sammenhold og Raskhed kunde udføre en daad, for hvilken intet Offer var for dyrt. Under Opholdet her kom der Ordre til, at Avantgarden skulde foretage Udfald uden Tornystre, og at en Mand pr. Kompagni skulde blive tilbage for at bevogte disse. Aftenens størst Vanskelighed var at finde denne Mand; thi ingen vilde overtage denne Post, og vedet af Kompagnierne skillingede Mandskabet sammen for at formaa en ældre forarmet Spillemand til at melde sig frivillig. Saaledes var Stemningen, og den bør Erindres, da den giver dette Slag sit eget Præg. Naar man ellers som oftest kommer til et Slag dødstræt efter at have opbudt flere Kræfter blot for at naa Valpladsen, end man troede at besidde, ofte gjennemblødt til Skindet og uden at have nydt nogen ordentlig Næring i flere Dage, saa forsvinder gjerne det opløftende i den Anstrængelse, som en Kamp byder, for først at leve op i Erindringen, naar man senere mindes, hvad man var med til. Men
her stod man i en mild, varm Sommernat uden foregaaende Anstrængelser med Bevidstheden om at træffe Fjenden 1000 Skridt fra Porten; man var den angribende og skulde angribe uden Tornyster, i den lette Dragt som Billedet af Landsoldaten ved Prinsens Port har Foreviget, og det efter i al Mag at have nydt sin gode Aftensmad. Dette var allerede for øvede Feltsoldater et saa sjeldent Tilfælde, at det ikke var Affektation men Alvor, at de efter at have gjennemgaaet 2 Felttogs Kampe og Besværligheder nu vilde have denne lovende Slutning med. Men dertil kommer, at den menige Mand altid har et sundt og skarpt Blik for Ledelsens Dygtighed, og det undgik ingen, at alt her var lagt mesterligt til Rette for dem, der skulde slaa Slaget. Er den Følelse levende, da fordobles Soldatens Kraft, og jo mere man appellerer til hans Dygtighed, destro mere vil han søge at overgaa Forventningerne. Fjendens Opmærksomhed var voxet mere og mere ved de talrige Overskibninger til Fredericia. I de to sidste Dage havde næsten hele hans Hær maattet staa under Vaaben; men Natten mellem den 5te og 6te fik Bonin den Tro, at det dog ikke denne Nat vilde blive til noget, og han tillod derfor sine undergivne at søge den ro, de haardt trængte til. Kl. 1 var man i den fjendtlige Hær i Færd med at gaa i Seng. Dette havde naturligvis ikke nogen mindre Aarvaagenhed fra Forposternes Side til Følge. Tvertimod var disses Paapassenhed spændt til det yderste. Hvorvel der i Fæstningen var paabudt Stilhed, og enhver Befaling gaves med dæmpet Røst, saa kunde det dog ikke undgaas, at 22000 bivouakerende levende Menneskers Samværen frembragte en Mumlen, som i den stille Nat bares flere Tusinde Alen bort. For at tyde denne vare Lytteposter fra Fjendens Lejr anbragte saa nær ind paa Fæstningen som muligt, og Ryttere vovede sig, begunstigede af Mørket, spejdende hen mod Fæstningens udgange. Hen imod Kl. 1 traadte alle Afdelingerne inden for Kongens Port og ved Østerstrand under Gevær. Husarerne, som vare anbragt i de lange Træstalde, som indtil for faa Aar siden endnu have staaet paa dette Sted, trak deres Heste ud og gjorde sig færdige til Opsidning. Ord vexledes mellem de foran Geledderne staaende Officerer og de Menige, som prøvede deres Geværers Mekanisme og eftersaa om Skuddet sad rigtigt. Lommerne struttede af Patroner; thi Beholdningen, som ellers var i Tornystrene, var nu flyttet der hen, og mange havde været særdeles ivrige for at tilrane sig en Extraforsyning. I Kammerherre Lorentz s Gaard steg paa denne Tid General Bülow til Hest; han var kommen herover Kl. 9, havde modtaget Brigadekommandørernes Meldinger og begav sig nu til Kongens Port for fra Bastionen til højre for samme at overvære Avantgardens Udrykning og Slagets første. Begyndelse. Adjutanter sprængte i Forvejen for at paabyde Udmarchen. 1ste lette Bataillon satte sig i Marche. Med Geværet i højre Haand og Haanden paa Sablen for at forbygge Klapren marcherede den, næsten paa Taaspidserne, ud ad den med Halmmaatte belagte Port. Midt i Porten kom General Rye, som hastede til sin Brigade for ligeledes at sætte den i Marche, ridende forbi og kastede i oprømt Stemning nogle Ord ud til sin gamle Bataillon, hvis Opgave han misundte den. Strax efter kom en Adjutant hastende for at hente ham tilbage; Generalen havde taget fejl af Vejen til Østerstrand, og denne lille Tildragelse forsinkede om end kun for nogle Minutter hans Brigaders Udmarche. Der var lagt Halm ud ad Vejen foran Kongens Port lige til det Sted, hvor 1ste Bataillon skulde dreje til venstre for at opmarchere i Slagorden bag en Terrainforhøjning eller Indskæring; men saa lydløst som der marcheredes saa hørtes det dog, og Fjendens Rytterposter maa i den Anledning være søgt noget frem; thi aldrig saa snart var Bataillonens Tete kommen ind paa det nævnte Sted, før 2 Karabinskud efter hinanden, hvoraf det ene mærkværdigt nok traf en Underkorporal, som marcherede paa Fløjen af første Sektion, lode sig høre og efterfulgtes af Lyden af bortgalloperende Heste. Vort Udfald var altsaa allerede meldt. Blandt de Forholdsregler, som vare Bataillonen indpræntede, var den vigtigste den, at saa længe den ikke var opdaget, skulde man forholde sig saa lydløst som muligt; men saa snart Udfaldet var røbet, saa strax fremad med største Voldsomhed o.
s. v. Herfor kom der nu hurtigere, end man havde formodet, Anvendelse. Knap var 1ste Kompagni i Hast bleven formeret, saa hed det: Fremad. Lieutenant Lund af Hovedkvarterets Stab, om var nøje kjendt med Fredericias Omegn og var her tilstede for at vise Retningen, geraadede i nogen Uenighed med Bataillonens Stab om samme; men han afbrød den ved myndigt at vise det med Terrainet aldeles ukjendte og allerede fremstormende Kompagni Vejen. Det første Fremløb var saa hurtigt, at den nærmeste Feltvagt blev rendt overende, inden den havde faaet Geværerne fat; men man opholdt sig ikke derved. Videre gik det i en ustandselig Fart, og Løbet sagtnedes først, da Ilden, som øjeblikkelig var begyndt af alle de yderste Poster, som fandtes til alle Sider, snart efter bar Vidnebyrd om at ordnede, sluttede Afdelinger havde grebet ind i Fægtningen. Efter en kort Skydefægtning kommer 2det Kompagni stormende frem til venstre af 1ste, hvilket foranledigede dette til at søge noget længere frem endnu. Det samme skete, da derpaa 3die Kompagni kom; det blev en trinvis Fremrykning, som havde til følge, at Bataillonen, som havde begyndt at udvikle sig lige mod Nord, senere kom til at bevæge sig frem i en noget skraa Retning over mod Egum og Vejlby, netop den, som Overkommandoen havde ønsket sig. En Omstændighed, som vistnok fik Indflydelse paa Slagets Gang, skal nævnes. Det var i Forvejen blevet bestemt, at de to Batailloner, som skulde storme frem i det aabne Rum mellem de to Skansegrupper, nemlig 1ste og 2den Bataillon, skulde være, den første venstre og den anden højre afmarcheret. Dermed var upaatvivlelig ment, at den første skulde opmarchere til højre og den anden til venstre. Dette var af en eller anden Grund blevet overset, og da det senere erindredes eller gjentoges, blev vel hvert af Kompagnierne for sig venstre afmarcheret, men Hensigten med Befalingen kunde, naar man erindrer in Tids Reglement, ikke siges at være opfyldt. I hvert Fald skete Opmarchen, som vi have set, nu til venstre, og derved blev der ikke Plads for 2den Bataillon. Denne tapre Bataillon, som rykkede ud ad Poternen, søgte strax efter Bestemmelsen op til venstre Fløj af 1ste Bataillon; men de to sidste Kompagnier af denne rendte i Mørket Panden lige mod Egumskansernes Front. Af Avantgarden 2den Linie kom de Afdelinger, som rykkede ud af Kongens Port, rigtig bag 1ste Bataillon, men 2. Jægerkorps, som gik ud ad Poternen, indvikledes ligesom 2den Bataillon strax i Skansekamp, som kostede det umaadelige Ofre, men som rigtignok tillige gav Anledning til en rask Gjerning, som Krigshistorien ikke ville glemme, idet de 3 Kompagnier Wolle, Scharffenberg og Scholten indtog den nærmeste Egumskanse (der strax jævnedes med Jorden) for dernæst at ile Kapitajn Schjønning, som belejrede den anden længere bortliggende, til Hjælp. Avantgarden Ildlinie holdtes imidlertid af 1ste Bataillon med en Udholdenhed, som foranledigede General Bülow til i sin Rapport særlig at udmærke denne. Det var i Ordets egentlige Betydning en Ildlinie; thi i Nattens Mørke var den kun kjendelig ved de talløse Ildblus, som Knald paa Knald, foer ud af Bøsserne. Bataillonen var stærkt trængt og maatte bøje Fløjene tilbage, fordi Fjenden omgav den paa de tre Sider. Det fjendtlige Rytteri, tydeligt at skimte ved dets Bevægelser, søgte at omgaa højre Fløj men holdtes i Afstand ved Skydningen og ved, at en dansk Husareskadron under hele Slaget trolig holdt bag 1ste Bataillon tillige med Batteriet Wegener, der sendte sine Kugler i Bue over Bataillonens Hoveder ud mod de Steder, hvor det antog, der var noget at træffe. Man ventede da med Længsel paa Ryes Brigade, som endnu ikke havde vist sig. Omsider saas den bag ud til højre, men i lang Afstand, under et sprudlende Ildfyrværkeri at bevæge sig fremad. Længe varede det imidlertid ikke, før det var tydeligt at se, at den opholdtes, og Grunden dertil var de ny Treldeskanser, i Kamp med hvilke Brigadens venstre Fløj blev indviklet. Som allerede anført, laa den største af disse Skanser paa det Sted, hvor Vejen til Exercerpladsen drejer til venstre, og den laa et Stykke borte fra Vejen. Som Følge heraf stødte de Afdelinger, som gik frem Øst for Vejen, kun paa det mindste Værk og Løbegravene, som ingen stor Betydning havde, hvorimod de, der gik Vest for Vejen tørnede paa den store Skanse, som de ikke kunde komme forbi. Den højre Fløj kom frem, men den venstre ikke, hvorved denne Brigade paa lignende Maade som Avantgarden
tilfældigvis fik den skraa Retning, som den skulde have, men hvorved i hvert Fald en Standsning indtraadte. Kun 4de Reservebataillon og et Par Kanoner under Kapitajn Raasløff kom klar af Skansen og hastede ud i Rummet mellem 1ste Bataillon og den øvrige Del af Ryes Brigade. General Bülow, som holdt paa Bastionen til højre for Kongens Port, bemærkede dette Uheld, der snart forøgedes ved, at ogsaa Ryes Reserve førtes frem og forblødte i Treldeskansens Ild, samt ved den Melding fra venstre Fløj, at Fjenden ved et Modangreb havde kastet Styrken ved Egumskanserne tilbage. Der var Stemmer i hans Nærhed, som mente, at Angrebet var mislykket, og at ikke flere Tropper burde føres ud, eftersom Tilbagetoget vilde være umuligt allerede for dem, som var komne ud. Men Bülow var ikke den Mand, som standsede et Foretagende, fordi det ikke strax gik efter Ønske. Med en Myndighed og Kraft, som ingen dansk General har besiddet i højere Grad end han, bragte han Orden til veje i det snævre Gab, hvor Fanger og saarede slæbtes ind og standsede Passagen for de udmarcherende. Hele Hæren kom ud. Generalen sendte 8de Bataillon og et Halvbatteri til forstærkning for Rye og lod Resten af Moltkes Brigade, 11te Bataillon, 5te Forstærknings Bataillon og Batteriet Mossin yderligere være til Støtte for denne Fløj, medens han selv med Scleppegrells Brigade, bestaaende af 3die og 5te Bataillon, 3die Jægerkorps, 1ste og 2den Forstærknings Bataillon samt Batteriet Jessen ilede mod Egumskanserne for at bringe Kampen paa venstre Fløj paa Fode igjen. Imidlertid havde Avantgardens Linie, i hvilken nu 3die Forstærknings Bataillon og 1ste Forstærknings Jægerkorps vare indtraadte paa 1ste Bataillons venstre Fløj, endt sin Fremrykning med en Storm paa Ryttergrøften, en temmelig stærk Vold, som den Gang strakte sig fra midt imellem Stoustrup og Stallerup til Kristineberg. Denne Vold var Fjendens bageste Støtte, Betingelsen for Forbindelsen mellem hans venstre og højre Fløj, og han holdt derfor stærkt paa den. Men fra vor Side hastede man mod denne første faste Stilling, der allerede vilde være et Pant paa Sejren. Ogsaa 4de Forstærkningsbataillon og de øvrige af Ryes Afdelinger, som vare komne klar af Treldeskanserne, førtes af General Rye personlig mod denne Volds nordre Del; men medens den fjendtlige Modstand her oppe var stærk, og Angrebet her forvoldte os det tungeste Tab, som Dagen bragte, idet General Rye under samme faldt, lykkedes Angrebet fuldstændigt paa venstre Fløj, hvor Voldens Midte og vestre Del faldt i vore Hænder, dog efter store Tab. Naturligvis vilde Fjenden ikke strax give tabt. Han vovede et Angreb for at fravriste os den paa ny; men dette var kun svagt og bar Vidne om, at hans Kraft i Virkeligheden allerede var brudt. Under disse Forhold var det naturligt, at en hel frisk brigades Optræden paa Terrainet om Egumskanserne og det under Overgeneralens egen Anførsel matte forvandle Slaget til et fuldstændig Nederlag for Fjenden. 3die Jægerkorps og 3die Bataillon samt Batteriet Jessen havde ikke længe understøttet de Tropper af 2den Bataillon og 2det Jægerkorps, som fra Slagets Begyndelse havde været her, før Fjenden opgav sin Modstand og rømmede den bageste Egumskanse, og snart efter var Egum og Terrainet lige til Randsfjord besat af vore. Nu var hele den fjendtlige Fløj afskaaren; thi Vadestedet var, som alt tidligere bemærket, kommet under en Flotilles Kanoner. Fra nu af blev alle Bevægelserne et Sejersløb. Den største Del af Schleppegrells Brigade vendte sig mod Stoustrup og Egnen mellem Fuglsang og Fæstningen, som hidtil havde været uberørt af den store Kamp. En mindre havde vel fundet Sted foran Skanserne ved Koldingchausseen, idet Fæstningens Kommandant Kl. 3½ havde sendt Oberst Kæsemodel med en lille Styrke af Garnisonstropperne ud mod disse; men efter at Føreren var falden, var Kampen her saa godt som ophørt. Nu gjorde Fjenden kun svag Modstand mod Schleppegrells Brigade, og i en Haandevending vare derfor Skanserne ved Koldingchausseen, til dels i sidste Øjeblik rømmede, samt alle Befæstningsanlægene ved Fuglsangvejen, Hanerup Teglværk, Møllebugten i Brigadens Hænder, ligesom ogsaa Hyttelejrene ved Sønderbygaard og i Fuglsang. Forfølgelsen lod sig dog ikke standse der. En lille Del af 3die Jægerkorps under Kapitajn Magius ilede mod Hejse Kro og vristede den
derværende store Artilleri- og Vognpark ud af Fjendens Hænder. Det er denne Episode, som fremstilles paa Maleriet paa Raadstuen. De sejersdrukne Jægere er i Færd med at føre deres kostbare Bytte tilbage, medens ny Tropper ile til, for hvis fornødent, at forsvare det, og General Schleppegrell betragter Scenen. Der staar tilbage at følge Ryes Brigade fra det tidspunkt, da vi forlode den. Generalen faldt som allerede fortalt, ved Angrebet paa Ryttergrøften; og en Høj med en Sten betegner for Besøgeren af disse minderige Marker det Sted, hvor Helten udaandede. Rye fik ikke den Sejer at se, som skulde krone de store Anstrængelser, men hans Brigade høstede den største Part af dens Frugter. Omsider fik den Bugt med den haardnakkede Treldeskanse, hvis Besætning helt maatte strække Gevær, og saa ilede hele Brigaden frem for at hævne sin elskede Førers Død. Den fjendtlige Brigade, som gjorde en fortvivlet og længe fortsat Modstand, blev helt opreven. Kun ubetydelige Dele af den undkom; Resten maatte overgive sig. Allerede Kl. omtrent 8 stod den danske Hær ved Elbodalen, Ryes Brigade i Brædstrup, Avantgarden i Kongsted, Moltkes Brigade ved Gudsø og Schleppegrells som Reserve ved Stoustrup. Utallige Hænder vare beskæftigede med at rense og rydde Valpladsen og føre Byttet til Fredericia. 31 Kanoner, 2000 Fanger, 3000 Geværer, som senere gaves til Borgervæbningen i Kjøbenhavn, samt en uoverskuelig Mængde af andet Krigsmateriel, hvoriblandt Vogne og Heste faldt i vore Hænder. Intet Slag har nogensinde i den Grad som 6te Juli slaget fyldt Nationen med Glæde. Det var en Kraftytring, som Folket følte sig hævet ved, og det bød ingen bitre Minder ved Siden af. Alt var, som det skulde være; thi at Udførelsen blev noget anderledes, end man havde udkastet den, har dette Slag tilfældes med alle lignende Angrebs og især Natteslag. Skulde der være noget at beklage, skulde det være det, at Slaget ikke blev benyttet, at man ikke splittede Resterne af Bonins Hær og søgte at spærre Preusserne Tilbagevejen fra Jylland. Men herfor var der uden tvivl politiske Forhold i Vejen. Den 10de Juli sluttedes, som bekjendt i Berlin Fredspræliminærerne med Preussen, og den 13de ds. Kundgjordes det, at en Vaabenstilstand var indtraadt. At det i hvert Fald ikke var General Bülows Hensigt at forfølge Sejren, fremgaar deraf, at Størstedelen af Troperne, som var komne fra Fyen, endnu den 6te om Aftenen førtes tilbage dertil. I særlig Grad havde Fredericianerne paa Fyen Anledning til at hilse Sejren med Tilfredshed. Nu kunde de vende hjem, og de opsatte det heller ikke. Men det Syn, der mødte dem i Fredericia, var vel i Stand til at blande Vemod i deres Glæde. Kampen havde kostet 496 Faldne, 94 Savnede og 1277 Saarede. Disse henlaa for det meste i Fredericia, Ligene i Kirkerne, blandede med Insurgentlig. Desuden saas den vigtigste Del af Byen forvandlet til en Brandruin, og i den øvrige Del var der ikke et Hus med hele Ruder eller i Beboelig Stand. Der blev imidlertid strax sat Hænder i Bevægelse for at gjengive Fredericia til Livet. Den 8de var allerede Kæmpegraven færdig og alle danske Lig med Undtagelse af Officerernes nedsænkede deri. De sidste stode i Garnisonskirken og førtes samme Dag i højtidelig Procession, ledsagede af General Bülow og en stor Del af Officererne fra Fyen, gjennem Benders- og Danmarksgade til Kæmpegraven, hvor Jordfæstelsen foregik. Der gaves Salut over Graven af 3 Batailloner og Kanoner. Der gaves efter den ældstes Rang, og det var altsaa Generalsalut. Kort efter blev General Ryes Lig ført til Kjøbenhavn, hvor det fik sin egen Begravelse paa Kirkegaarden udenfor Østerport. Kong Frederik VII. ledsagede personlig Kisten til Graven.
Senere er Kæmpegraven formet til et smukt Mindesmærke, der bærer alle de i samme jordede Stridsmænds Navne udhugget i granit. Til Minde om Slaget er Bissens berømte Landsoldat opstillet, dog ikke paa Valpladsen, men inde i Byen under Volden. Ogsaa omslutter Staden til Erindring om den Begivenhed, der bærer dens Navn, en Mindestøtte for General Bülow og det ovennævnte Maleri paa Raadstuen. Paa Valpladsen knejser kun Ryes Høj, men der er næppe nogen Tvivl om, at mange af de fremmede Gjæster ville søge ud til den og de omliggende Steder, der for enhver Deltager i Slaget maa høre til de uforglemmeligste.