Blandt flyvende juveler i British Colombia

# 03 NOVEMBER 10 Australia New Zealand Canada USA Vennskapsforeningenes medlemsblad Blandt flyvende juveler i British Colombia På jagt efter fossiler fra Jordens oldtid - oplevelser Down Under Tombstone - byen som var for tøff til å dø Positive, charmerende Wellington

Udgivet af INNHOLD World Association of Friendship Societies CURIOUS ISSN 1890-4041 Nr. 3 (November 2010) Oplag: 5 000 Ansvarshavende redaktør Jørgen Dieckman Rasmussen Redaktion Jørgen Dieckman Rasmussen Frank Haga 4 Blandt flyvende juveler i British Colombia Ét er dog at læse og se billeder i bøger om eksotiske steder på kloden, noget andet er at stå midt i den virkelighedsverden, som ens rejseforberedelser selv ved den største forestillingsevne ikke kan fremmane. De i artiklerne fremførte synspunkter er forfatternes og deles ikke nødvendigvis af udgiveren. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte artikler og indlæg. Eftertryk af op til 50 % af teksten er vederlagsfrit, men i alle tilfælde skal det ske med tydelig kildeangivelse. Layout og tryk Target Reklamebyrå AS v/ Mari Tylden, mari@target-reklame.no 7 På jagt efter fossiler fra Jordens oldtid - oplevelser Down Under Det er en beretning om seks forskeres og PhD- og specialestudenters jagt på fossiler i den australske outback Kontakt os post@curiousexplorer.dk www.curiousexplorer.dk Venskabsforeningerne Danmark Aus NZ Hanne Bache hanne.bache@curiousexplorer.dk Can USA Jørgen D. Rasmussen jorgen.dieckman.rasmussen@ curiousexplorer.dk Venskabsforeningerne Sverige Can USA Axel Sandahl axel.sandahl@curiousexplorer.se Aus NZ Erwin Apitzsch erwin.apitzsch@curiousexplorer.se 12 Tombstone - byen som var for tøff til å dø Tombstone ligger i den sydøstlige del af Arizona, ca. 75 km. fra Tucson og ikke så langt fra den mexicanske grænse. Venskabsforeningen Norge Frank Haga frank.haga@curiousexplorer.no www.curiousexplorer.dk www.curiousexplorer.se www.curiousexplorer.no Forsidefoto: Albert Steen-Hansen Bagsidefoto: istockphoto 14 Positive, charmerende Wellington New Zealand har haft en del hovedstæder op gennem sin relativt korte tid som selvstændig nation. Fra Russell helt i nord til Christchurch i syd via Auckland, Picton og Nelson. 2

LEDER Med Venskabsforeningerne kloden rundt For ikke så længe siden landede jeg ved et tilfælde på National Geographics fjernsynskanal og blev hængende. Det er ikke så usædvanligt, for sammen med BBC sender den efter min mening nogle af de bedste og mest interessante TV-programmer overhovedet. Derfor sker det ret ofte, at jeg ikke kommer længere end til de to stationer, når jeg endelig ser lidt fjernsyn. I dette tilfælde var det en udsendelse om den australske outback, og jeg er altid klar til at lytte efter gode tips, for næste gang turen går til Australien, så. Pludselig opdagede jeg, at det pågældende sted havde jeg allerede selv været for en del år siden, så på den måde var det hele ikke så nyt for mig, men så et spændende gensyn. Tilsvarende oplevelser har jeg haft for Canadas vedkommende, hvor BBC og lejlighedsvis også tyske fjernsynskanaler sender fantastiske fjernsynsudsendelser fra. Også der har jeg ofte måttet nikke genkendende til steder og landskaber. Jo, også der har jeg været engang. Formodentlig er der lige så mange og gode rejseprogrammer om New Zealand og USA, men jeg ser ikke så meget fjernsyn, at jeg får programfladerne systematisk støvsuget, for det tillader tiden ikke. Derimod har det de fleste gange slået mig, at før fjernsynet tog mig derhen, havde jeg faktisk allerede hørt eller læst om de pågældende steder eller oplevelser via Venskabsforeningen. Til et foredrag, i medlemsbladet eller ved et møde med ét eller flere medlemmer til et eller andet arrangement. Deres engagerende fortællinger om rejseoplevelser og gode tips har sat deres præg på mine rejser og oplevelser.»kommer du dertil, skal du endelig.. Og du må heller ikke glemme at.«. Af den grund er rejseruter blevet»bøjet«og rejser forlænget. For at få noget mere med og ikke tage hjem uden at have oplevet dette»must«. Det er en vigtig mission, Venskabsforeningerne udfylder på det område, og som rejsende er det ikke noget bedre end at få adgang til sådanne tips og gode råd. Det giver rejser, som ikke kan findes i noget katalog det er nemlig ikke arrangeret, men oplevet af andre medlemmer. Ingen kender rejseåret, der står foran os. Noget kunne tyde på, at finanskrisen ikke har sluppet sit tag i rejsebranchen. I hvert fald konkurrerer luftfartsselskaberne for øjeblikket hårdt for at skaffe sig rejsende i de kommende måneder, så man kan komme langt for få penge. Også til vore fire destinationer Canada, USA, Australien og New Zealand. Derfor: Overvej de mange muligheder for din næste ferie og inddrag Venskabsforeningens rådgivning i din planlægning. God tur. Jørgen Dieckmann Rasmussen Formand for Venskabsforeningen WA er en overbygning af: Kontakt os: post@curiousexplorer.dk www.curiousexplorer.dk Dansk Australsk New Zealandsk Venskabsforening Dansk Canadisk Amerikansk Venskabsforening Curious Explorer - Australian New Zealand Friendship Society of Sweden Curious Explorer - Canadian American Friendship Society of Sweden Vennskapsforeningen for New Zealand, Australia, Canada og USA 3

4

Tekst & fotos: Albert Steen-Hansen Ét er dog at læse og se billeder i bøger om eksotiske steder på kloden, noget andet er at stå midt i den virkelighedsverden, som ens rejseforberedelser selv ved den største forestillingsevne ikke kan fremmane. Blandt flyvende juveler i British Colombia»British Columbia er et vidunderligt område for alle, som er naturinteresserede. Her findes flere arter og livsformer end i nogen anden canadisk provins. Mennesker drages af provinsens bjerge, regnskove og af Stillehavet«. Citatet er fra A Natural History af Richard og Sydney Cannings. Citatets rigtighed gik for alvor op for os, da vi i forsommeren 2008 med egne øjne fik set en lille flig af provinsens overvældende naturrigdom. Vi havde selvfølgelig gjort vores hjemmearbejde og specielt sat os ind i dyre-, fugleog plantelivet, da disse områder har vores store interesse. Ét er dog at læse og se billeder i bøger om eksotiske steder på kloden, noget andet er at stå midt i den virkelighedsverden, som ens rejseforberedelser selv ved den største forestillingsevne ikke kan fremmane. Sådan gik det også her i British Columbia, hvor ikke alene dyre- og plantelivet betog os, men også de storslåede bjerglandskaber i The Rockys. I denne lille artikel er der imidlertid ikke plads til at brede sig, så derfor vil jeg koncentrere mig om en bestemt fuglegruppe: Kolibrierne. Havørne og kolobrier British Columbia er på grund af det rigt varierede fugleliv et populært rejsemål for ornitologer. Over 320 fuglearter yngler i denne provins, mere eller mindre regelmæssigt. Dertil kommer det store fugletræk, hvor fuglene hvert forår stopper op for at fouragerer, inden rejsen går videre nordpå til ynglepladserne. I sensommeren vender de så tilbage og optræder i endnu større mængder. Da vi rejste i perioden 21. maj til 13. juni, var fugletrækket for længst forbi, så vi kunne blot koncentrere os om de ynglende arter. I de tætte tempererede regnskove med træer i op til 80 m. højde, som vi oplevede dem på Vancouver Island, er det ikke let at finde fuglene. Vi hører dem, men ser dem ofte ikke. Så er det til stor hjælp, når fuglene skal bestemmes, at have stemmerne med hjemmefra, indspillet på mobiltelefonen. Når talen falder på fugle i Canada, forbinder mange det med den amerikanske havørn (Bald Eagle), der med et vingefang på 2,5 m. er den største rovfugl i landet. Talrige naturfotografer har via TV vist os ørnene samlet i fortryllende snelandskaber, tæt ved rindende floder og andet åbent vand, hvor de kan fiske. Det kommer måske som en overraskelse for mange, at fuglegruppen, der rummer kontinentets mindste arter, også er repræsenteret i Canada, nemlig kolibrierne (Hummingbirds). Ikke mindre end otte arter er iagttaget i British Columbia. Selv i det sydlige Alaska kan man se Rød Dværgkolibri, Rufous Hummingbird. Det er også den kolibri-art, der har den største udbredelse i British Colombia, og første gang, vi traf på denne flyvende juvel, var på Vancouver Island. Vi havde fået et tip fra en nabo på campingpladsen om kolibrier ved Rader Hill, ca. ti km fra Tofino i Pacific Rim National Park. Og ganske rigtigt. Vi var lige nået op på plateauet, hvorfra der i flot vejr er en enestående udsigt over Clayoquot Sound, da den første fugl, en flot, rød han, satte sig i et lille træ ret ud for os. Desværre var det ikke det bedste fotovejr, og mine billeder stod ikke, som de skulle. Mt. Robson Provincial Park Så havde jeg større held på slutningen af turen, hvor vi camperede i Mt. Robson Provincial Park. Ved receptionen havde man ophængt en 5

En rapport om vores rejse kan findes på http://www.natur-vesthimmerland.dk/ Canada/Turrapport%20Canada.htm feeder med sukkervand. Her tilbragte jeg et par timer i forsøg på at fotografere fuglene i flugt. Op til 10-12 Røde Dværgkolibrier af begge køn fløj i pendulfart fra feederen og til et nærtstående fyrretræ, hvor de hvilede sig, inden næste optankning, som sker på få sekunder. De er aggressive og tåler ikke hinandens nærvær. Ophidsede hanner rejser halsfjerene, som lyser metalglinsende purpurrøde og giver navnet Rød Dværgkolibri god mening. Summende som et stort insekt flyver den med et vingeslag på ca. 53 i sek., Så der skal en høj eksponeringstid til for at»fryse«vingerne. Kolibrier er insektædere. Nektar fra blomsterne og sukkervandet i de ophængte feeders er brændstof til flyvningen. Når vinteren stunder til, insekterne forsvinder, og blomsterne visner, tvinges fuglene således til at trække sydpå. Rød Dværgkolibri, som overvintrer mellem Mexico og det nordlige Panama, har den længste trækrute. Trækket indledes i juli, men topper i september. Og da er der rift om sukkervandet i de ophængte feeders. Kun Annas Kolibri overvintrer på Vancouver Island og kystnære områder. Ruby-throated Hummingbird (Rubinstrube), som yngler i det østlige USA og i områder øst for Rocky British Columbia er et vidunderligt område for alle, som er naturinteresserede. Her findes flere arter og livsformer end i nogen anden canadisk provins. Mennesker drages af provinsens bjerge, regnskove og af Stillehavet. Citat fra A Natural History Richard og Sydney Cannings Mountain i Canada, overvintrer i Mellemamerika. I februar begynder forårstrækket, og på vej nordpå tanker fuglene op på bl.a. Yucatanhalvøen og opnår her en vægt på ca. seks gram, inden de tager turen over Golfen. En strækning på ca. 850 km, som den klarer på 20-22 timer, men da er vægten også mere end halveret. Desværre havde vi ikke held til at se nogle af de andre arter kolibrier. Vi havde forventet også at finde Calliopekolibri, men her kan Yellowrumped Warbler, som vi fandt I Banff National Park sagtens være en værdig kompensation, men det er en hel anden historie. 6

Tekst og foto: Jakob Wallöe Hansen, København Det er en beretning om seks forskeres og PhD- og specialestudenters jagt på fossiler i den australske outback På jagt efter fossiler fra Jordens oldtid - oplevelser Down Under Nu, hvor jeg er hjemme fra Australien, og ekspeditionen er overstået, er det tid til at give mine oplevelser udi det australske videre til medlemmerne i Dansk Australsk New Zealandsk Venskabsforening. Det er en beretning om seks forskeres og PhD- og specialestudenters jagt på fossiler i den australske outback. Fossiler til brug i vores palæontologiske forskning på Geologisk Museum ved Statens Naturhistoriske Museum i København. Fossiler, der kort fortalt kan fortælle, hvordan miljøet så ud for ca. 470 millioner år siden. Teksten er krydret med billeder, og for interesserede vil der være mulighed for at se flere, når jeg holder foredrag for Venskabsforeningen i løbet af vinteren. Det var et bredt spektrum af fossilgrupper, vi var på udkig efter. Reelt tog vi alt i betragtning, så længe det var af en vis kvalitet, men for at kunne lave en palæoøkologisk analyse, er det vigtigt, at man ikke udelader noget, så alt blev som et minimum noteret som værende observeret. Af de grupper, der havde størst interesse, var der tale om brachiopoder (armfødder på dansk), trilobitter og blæksprutter. Dertil kom muslinger, snegle, spongier, bryozoer (mosdyr på dansk), monoplacophora (enskallede bløddyr), rester af søliljer og i heldige tilfælde fiskerester. Fælles for disse fossiler er, at de alle var marine organismer. Der er yderligere tale Fossiler, der kort fortalt kan fortælle, hvordan miljøet så ud for ca. 470 millioner år siden. om overvejende invertebrate organismer, dvs. hvirvelløse dyr. Darwin og Alice Springs Efter halvandet døgns rejse ankom vi til Darwin den 6. juli meget tidligt om morgenen og tog ud til vores hotel kl. ca. 03.30 og forventede ikke at kunne tjekke ind på vores værelser. Vi blev 7

dog mødt af en yderst hjælpsom receptionist, der i løbet af et kvarter havde fundet plads til os, endda i form af en opgradering til lejligheder. Så kunne arbejdet begynde. For at komme af med det værste jetlag, blev vi i Darwin i to døgn. Det var godt givet ud. I stedet for at tage direkte på feltarbejde og ikke kunne hænge sammen, havde vi lige et par dage til at falde til i. Vi fik set en del af byen, som bærer tydeligt præg af, stort set udelukkende have huse af nyere dato på grund af cyklonen Tracy, der ramte og næsten totalhærgede Darwin i juledagene 1974. Fra tropeklima med høj varme og fugtighed i Darwin fløj vi til Alice Springs, hvor der var 20 grader koldere og tørt. For Arktis-vante geologer var det et lidt mere medgørligt klima. Jeg tør dog slet ikke tænke på, hvordan der må være i Alice Springs i december og januar. I Alice Springs mødtes vi med vores samarbejdspartnere, der var fløjet ind fra Sydney. For at kunne lave feltarbejde i Australiens centrale indre skal man have specielle tilladelser, da det meste af landområderne i Northern Territory (NT) er Aboriginal Land Trusts (dvs. områder, der er blevet givet tilbage til de forskellige aboriginale folk). Vi var derfor i skarp dialog med Central Land Council, som er det organ, der varetager sådanne interesser i NT. Det var først på den første rigtige feltdag, det lykkedes os at få indhentet tilladelse til den første lokalitet. Man har fra rådets side den opfattelse, at fjernelse at klippemateriale fjerner noget af områdets sjæl. Det var dog ikke de lokales opfattelse, da vi mødte nogen af dem senere på ekspeditionen. Med tilladelsen i hånden drog vi på tur efter fossiler. Areyonga Efter ca. fem timers kørsel i en gammel firehjulstrækker og overvejende på hullede grusveje nåede vi frem til vores første lokalitet, Areyonga, der ligger ca. 170 km. vest for Alice Springs i den sydvestlige yderkant af Macdonnell Ranges. Vi slog lejr ved bækken i Pattalindama Gap, akkompagneret af lyden fra vilde, vrinskende æsler. Pattalindama Gap Næste morgen sonderede vi terrænet, der skulle være vores hjem den næste uge. Det var et stort område og vi blev nødt til at splitte os op i forsøget på at dække så stort et område som muligt. Det fungerede fint, da der også var forskellige interesser med hensyn til, hvilke formationer (geologisk enhed), der skulle studeres. I den næste uge blev der arbejdet hårdt på at få så meget materiale med hjem som muligt til trods for, at de fossile forekomster ikke var så mægtige, 8

Ayers Rock som vi havde håbet. Aflejringerne ved Areyonga er aflejret tættere på land end de andre af vores lokaliteter, hvorfor der ikke er lige så mange fossiler. Vi havde dog håbet på flere. I stedet brugte vi energi på at opmåle enhederne grundigt, da det ikke er gjort før. Endvidere blev der foretaget optegninger af lokaliteterne i området, så man kan stykke et puslespil sammen og derved delvis rekonstruere, hvordan miljøet har taget sig ud for ca. 470 millioner år siden, da de undersøgte sedimenter blev aflejret. Arne og Kristian ved Areyonga Halvvejs igennem vores feltarbejde ved Areyonga blev vi overrasket af et voldsomt uvejr til trods for årstiden. Vi havde haft småregn hver aften ind til da, og det havde forhindret os i at sove i swag, som er en traditionel australsk sovepose af kraftig canvas med indbygget madras. Denne nat regnede det dog så meget, at der næste morgen lød en god buldren fra den 30 meter brede bæk, der nu ikke længere var knastør, men derimod fyldt med en meter vand. Det i sig selv udgjorde ikke noget stort problem, men vores køkkensted lå ude i bækken, og stort set alt vores service lå nu spredt 9

de næste mange kilometre ned af floden. Efterhånden som vandstanden faldt de næste dage, kunne vi gå og samle vores service op hist og pist. I den sidste ende slap vi med kun at have mistet enkelte genstande. Dog blev vi forhindret i at komme på tværs af floden til vores arbejdsområde, hvorfor vi blev tvunget til at søge nye græsgange på samme side som vores lejr. Vi skulle senere erfare, at det var den vådeste vinter i ti år. Tempe Downs En af mine specialevejledere, Arne Thorshøj Nielsen, arbejdede og studerede i Australien i halvandet år i 1990-1991 og lavede ved den lejlighed feltarbejde ved Tempe Downs, ca. 40 km syd for Areyonga. Dengang fokuserede han på en speciel enhed ved navn Horn Valley Siltstone. Denne gang var det meningen, vi skulle kigge nærmere på en lidt yngre enhed, kaldet Stairway Sandstone. Pattalindama Gap med vand En af vores største betænkeligheder ved feltarbejdet i ødemarken var tanken om de giftige dyr, vi kunne støde på. Vi så en del forskellige edderkopper, men ingen af dem var heldigvis farlige for mennesker, men når man erfarer, at en Huntsman Spider (Gigant Krabbeedderkop) med en krop (altså uden ben) på fire-fem cm har siddet i ens telt hele natten, bliver man alligevel en smule urolig. Nephila edulis Af andre nærkontakter med (vilde) dyr kan nævnes, at en af deltagerne en nat havde besøg af en lille flagermus i teltet, og sammen legede de gemmeleg i en times tid, før flagermusen endelig fandt vej ud i det fri og genoptog sin jagt på insekter. Tempe Downs var indtil for 20 år siden en stor kvægranch på 2 x Bornholms areal. I forbindelse med etableringen af diverse land trusts, eksproprierede man ranchens beboere med det resultat, at stedet i dag ligger fuldstændig øde hen. Det er et utrolig smukt sted lige ned til den store Palmer River, som i regntiden er vandførende. Palmer River ved Tempe Downs For at komme til vores lokalitet skulle vi krydse floden, men på grund af regnvejret var der alt for mudret til, at vi kunne komme over den. Derfor måtte vi ad omveje finde hen til det sted, hvor min vejleder tidligere havde lavet feltarbejde. Det var et stort detektivarbejde. Fire personer blev sat af for at rekognoscere området, mens Arne og jeg drønede videre mod vest for at lede der. Efter en noget udfordrende terrænkørsel fandt vi faktisk den plet, hvor hans lejr lå for 20 år siden, og vi kunne se spor efter hans arbejde dengang. Vi fandt det passende at slå lejr der igen. I en uge lavede vi feltarbejde i området og fandt en masse spændende geologisk materiale og samlede store mængder fossiler, som i disse dage er ved at blive kigget på i Sydney på Macquarie University, inden de bliver pakket om og sendt med skib til Danmark. Crest ved Tempe Downs; Arne og Kristian Lokaliteten ved Tempe Downs huser en mere distal aflejring, dvs. at sedimenterne er aflejret længere væk fra kysten. Derfor er der ofte lidt flere fossiler at finde. Tempe Downs ligger i et område, hvor der i dag går dromedarer. Vi mødte en driver, der mente, at de i øjeblikket havde omkring nogle tusinde dromedarer. Vi så ikke én eneste! Området er meget tørt, og der falder stort set ingen nedbør i løbet af året, hvilket også afspejler sig i den noget begrænsede bevoksning. Til gengæld gav det os mulighed for at sove i swag og se på de flotte skyformationer, men flottere endnu det store himmelrum med udsigt ud i fortiden. Flot nattehimmel med uendelig mange stjerner og en god portion stjerneskud. Et par dage inden vi skulle videre, begyndte vi så småt at gøre parat til afgang. Men vi skal være glade for, at vi overhovedet kom videre, for den næstsidste aften ved Tempe Downs opdagede vi, at vores gamle køleskab havde tømt bilbatteriet. Vi havde ingen netdækning på vores mobiltelefoner, og vores satellittelefon var løbet tør for strøm. Et øjeblik følte vi os som en flok komplette amatører, men efter nogen minutters drøften frem og tilbage besluttede vi os for at prøve at skifte batteri frem for at gå 40 km ud til en hovedvej for at finde hjælp hos en tilfældig forbipasserende bilist. Med lidt teknisk snilde og noget madolie til skruerne lykkedes det, og glæden var stor. Vi kunne starte motoren igen og vigtigst af alt: Vi kunne komme videre. 10

det hele fik lige en ekstra dimension, da fuldmånen stod op. Bilbatteri bliver fastspændt morgenen derpå Kings Canyon Dagen efter tog vi til The Olgas. De 36 kupler af klippe rager flot op i landskabet, og visse af dem er betragtelig højere end Ayers Rock. Klipperne udgør også en helligdom, og personligt synes jeg, The Olgas er meget mere spektakulær end Ayers Rock. Ellery Creek Den tredje lokalitet ved Ellery Creek var en lille ekstra lokalitet, vi maste ind i programmet. Der var tidligere på ekspeditionen opstået et behov for at få studeret en speciel enhed, og vi havde tid i programmet til det, hvorfor vi lige kørte 450 km ekstra for at se lokaliteten an. English breakfast ved Ellery Creek Rent mængdemæssigt var der dog ikke den store gevinst ved besøget, og den halvanden dags arbejde gav ikke mange fossiler. Dog kan de fundne fossiler alligevel vise sig at være ganske interessante, og nogle af dem repræsenterer givetvis arter, som ikke tidligere er beskrevet fra denne formation. Men som så mange andre steder i Australien, var naturen storslået, og det var ikke svært at føle sig godt tilpas i det dejlige område. Efter feltarbejdet På vores vej sydover kørte vi omkring Kings Canyon, som ligger ca. 250 km vest for Alice Springs. En stor klippeformation af sandsten, som gennem årtusinder har været en af aboriginernes helligdomme. Ved Kings Canyon tog vi en gåtur ind i slugten for at se på de massive sandstensformationer og fandt, at der var behov for at få kigget nærmere på sandstenen fra oven. Derfor valgte vi, efter feltarbejdet ved Ellery Creek, at tage en tur hen over klipperne i helikopter. Sikke en prægtig oplevelse! Vi er kommet hjem med en masse ny viden, og vi skal bruge vinteren og den næste lange tid på at kigge på det indsamlede materiale. Derudover opstod der så mange løse ender, at der er grobund for meget mere feltarbejde i Australien. Selv om vi lavede feltarbejde i tre uger, dækkede vi kun en lille brøkdel af det ønskelige. Det tager mange sæsoner at dække et så stort område. I Grønland arbejder man stadig på den geologiske kortlægning, og den begyndte man reelt på for omkring 75 år siden. Mindre kan dog også gøre det, og bare det at komme tilbage til det samme område med fornyet syn på sagerne vil lette arbejdet betydeligt. To steder især, steder vi ikke besøgte i år, er meget interessante, og det vil kræve et umådeligt stort arbejde bare at få tilladelsen dertil og derefter at komme dertil. Det ene sted er Mt. Olifent, der ligger 30 km vest for Kings Canyon, ude i ørkenen, væk fra alfarvej. Det kræver to firehjulstrækkere, begge med spil foran, og helikopterassistance for at komme dertil på grund af områdets beskaffenhed. Til gengæld vil belønningen være ubetalelig med mulighed for, i bogstaveligste forstand, at skovle fossiler op. Og da palæontologer er lidt af et jæger-/ samlerfolk kan det jo ikke blive meget bedre. Det skulle lige være det andet drømmested, Toko Range ca. 500 km inde i Simpson Desert. Da vi var færdige med feltarbejdet, valgte vi at tage på to dages ferie ved Ayers Rock og The Olgas, inden vi skulle flyve hjem til Danmark. Vi havde timet det således, at vi ville være fremme ved Uluru på dagen for fuldmåne. Det var så fuldendt, at vi ikke blot havde skyfrit vejr den aften og månen ikke kun var fuld, men at den stod op lige over Ayers Rock. Det var intet mindre end et eminent syn. Klippen i sig selv er ganske spektakulær og troner flot over det flade landskab, men The Olgas ved solopgang På vejen ud slog vi et smut forbi Ayers Rock igen for at komme ind tæt på klippen. Man kan vælge at gå op på Ayers Rock, hvis man har mod og samvittighed til det. Den lokale stamme ser helst, man lader være, da det er en af deres helligdomme. Denne dag var der dog lukket på grund af stærk vind, og næste år bliver der lukket permanent. De lokale myndigheder fjerner simpelt hen kæden som man kan støtte sig til det første stykke op, og så er det slut med at besøge toppen af Ayers Rock. De sidste to dages ferie bød på helt vidunderlige syn og vi kunne ikke komme på en flottere slutning på en hel speciel ekspedition til et helt specielt land. Tak for at I var med til at give mig den chance. Det er jeg meget taknemmelig for! Jakob Walløe Hansen, Bac.Scient, specialestudent ved Geologisk Museum, Statens Naturhistoriske Museum, modtog i juni 2010 et studierejselegat fra Skandinavisk Australsk/New Zealandsk Venskabsforenings Rejsefond i forbindelse med sine spændende geologiske undersøgelser i den australske ørken, nærmere bestemt The Amadeus Basin. Ekspeditionen var et samarbejde mellem Statens Naturhistoriske Museum, Geologisk Museum i København og Macquarie University i Sydney. 11

Tekst och billeder: Bo Cederwall, Sverige TombsTone - byen som var for tøff til å dø Tombstone,»the town too tough to die«, er i dag et unikt og levende 1800-talsmuseum. Efter guldgraveren Schlieffelins sagnomspundne fund af sølv nær Cochise Stronghold voksede dette hul i ørkenen hurtigt op til en mægtig graveby med over 10.000 indbyggere.efter sølvboomets hurtige afslutning og en dyb depression fulgte diverse andre ulykkelige hændelser for byen, og omkring år 1900 var Tombstone igen en ubetydelig lille by, langt borte i Arizonas vildmarker. I dag kommer der masser af besøgende til Tombstone, som vil føle historiens vingesus og opleve det rigtige Vilde Vesten. Da Ed Schlieffelin stod ved saloondisken og fortalte for alle, som ville lytte, at han skulle op i de utilgængelige bjerge og lede efter guld, fortalte bartenderen ham, at det eneste, han kunne finde der, var hans egen gravsten. Langt senere, når Schlieffelin blev stillet spørsmålet, hvad hans by skulle hedde, kom svaret hurtigt:»tombstone«- gravsten. Wyatt Earp Da sølvfeberen var på sit højeste, blev Tombstone en af de vildeste og mest omtalte byer i hele Vesten, og byrådet besluttede at hyre Wyatt Earp, sheriffen som var kendt for at kunne få højrøstede pralerøve til at blive fromme som lam. I 1879 kom Wyatt sammen med sine velbevæbnede brødre og den ukendte tandlæge Doc Holliday til Tombstone. Det varede ikke længe, før konflikten med dalens ranch-ejere Daglig våpenduell med familien Clanton i spidsen var en realitet. Det kom snart til åben strid, og om eftermiddagen den 26. oktober 1881 fandt den voldsomme revolverkamp sted ved OK Corral. På 30 sekunder lykkedes det de stridende at affyre 30 skud. Resultatet var skæbnesvangert: Tre drænte, og begge Wyatts brødre var alvorligt sårede. Wyatt Earp selv slap med en enkelt skramme. Datidens revolverskytter var minsandten ikke så sikre til at ramme, som Hollywood-filmene gerne vil gøre dem til, og desuden var revolverne ikke noget præcisionsvåben. At afstanden blot var fem-ti meter hjalp åbenbart ikke meget. Byens gader På Allen Street, i den glohede eftermiddagssol, mødes man af en stegende varm støvsky, som skubber»en stor rulle tumbleweed«foran sig. Det er ikke svært at forestille sig minearbejdere på vej mod en svalende øl og afkobling fra en hård og ofte farlig arbejdsdag. Plankefortovene, som ledte frem til Crystal Palace, Longhorn Restaurant eller de mange horehuse kunne byde på dette. 130 år har ikke ændret meget på miljøerne rundt om Allen Street. Det perfekte mål for en Western-elsker. Mange filmselskaber har i årenes løb indspillet film her uden at skulle gøre de store, dyre forandringer. Diligencen findes stadig der med sine frådende heste, den hårdføre kusk og måske også en velbevæbnet vagt. Også nutidens diligencepassagerer har travlt med at komme ind i skyggen og få sig en svalende øl på Crystal Palace eller Flat Nose Kates populære og støjende salooner. Ofte kunne man i»the Old Days«se Doc Holliday sidde hostende i et mørkt hjørne, misundeligt vogtende på sin saloonejerinde Kate. I dag er det turister, som nervøst flytter rundt, når en velbevæbnet sheriff kommer ind gennem svingdørene og ser på forholdene. Længere nede ad gaden findes stadig Wyatt Earps lille, uanseelige træhus, 12

Diligencetur og rundt om hjørnet i nabokvarteret findes Domhuset, hvor dommerne forsøgte at holde lov og orden, så godt det var muligt i denne by, hvor revolverne ofte var den eneste måde at klare sig ud af en truende situation på. Boot Hill en kirkegårde Lige uden for byen findes den ukendte kirkegård Boot Hill, hvor alt fra voldsomme forbrydere til mænd, som omkom i mineulykker eller uskyldigt dømte, ligger six feet below sammen med folk, som døde af helt almindelige årsager. Det var ikke usædvanligt, at en stakkel blev dømt og hængt by mistake, noget som gravstenene tydeligt fortæller om. Kirkegårdens gravsten er ofte enkle trækors eller en planke med et navn, groft indristet af en ven. Mindsandten om»boot Hill«ikke i dag et turistmål, hvor man må betale entre for at komme ind. 1800-tals miljø Dagens turister i Tombstone møder og træffer mennesker i tidstypisk 1800- tals tøj, som gerne stopper op og tager sig en sludder med nysgerrige besøgende. Posere foran kameraerne gør de også gerne, noget som indgår i det ulønnede»skuespilarbejde«. Et arbejde som er skemalagt, for at alle turister skal få mulighed for at få det at se i løbet af dagen. At Wyatt Earp og den skumle og stadigt hostende Doc Holliday går rundt på gaden blandt elegante damer og minearbejdere, der holder fri, er den naturligste ting i verden. Disse aktører er givetvis meget velbelæste og ved alt om byens mærkelige og voldsomme historie. Brødrene Clanton beskrev Wyatt Earp som mordere, diligencerøvere og banditter i bred almindelighed, men så enkel var situationen i 1881 dog ikke, og det betød, at Wyatt Earp måtte opleve at se mange kritiske artikler i den stadigt eksisterende Tombstoneavis The Epitaph, og byens sheriff Johnny Behan var virkelig ikke på samme side som Wyatt. Redaktionen tager gerne imod besøg, og man kan bladre i århundredgamle aviser. Også trykkemaskinen findes stadig. Spændende. OK Corral er en lille gård med stald og udhus og slet ingen grøn Ponderosaidyl. At én af de voldsomste og blodigste hændelser i Vestens historie kunne finde sted her, føles lidt underligt. For et begejstret publikum spiller man i dag et overbevisende hændelsesforløb, hvor tre skurke dræbes, og Wyatt Earps to brødre bliver hårdt såret. Wyatt Earp flyttede til Kalifornien, hvor han levede et stille liv, langt fra de turbulente år i Det Vilde Vest. Først i 1929, næsten 30 år efter den voldsomme tid i Tombstone, døde Wyatt Earp, 81 år gammel. Doc Holliday døde af lungesot, helt glemt af omverdenen, på et lurvet hotelværelse langt oppe i Colorado. TOMBSTONE Tombstone ligger i den sydøstlige del af Arizona, ca. 75 km. fra Tucson og ikke så langt fra den mexicanske grænse. Området var tidligere et meget utilgængelig og isoleret ørkenområde på et højt plateau med sparsom vegetation med frem for alt forskellige slags kaktus som næsten den eneste vegetation. Et område næsten helt uden vand. Her var landet, hvor apacheindianerne med Geronimo och Cochise styrede og regerede. Indianernes raids mod nybyggere og rejsende, som var svære at stoppe, var yderligere en hindring for bestræbelserne for at befolke området. Den lille militærpost kunne ikke gøre meget for at skabe tryghed for de, som bevægede sig i denne afkrog. Det var først med sølvboomet, området blev befolket for alvor. I dag lever Tombstone næsten helt af turisme. Byens 1.500 indbyggere besøges årligt af næsten 500.000 turister. Der findes som tidligere nævnt mange populære, historiske etablissementer bevaret fra Wyatt Earps tid. Små cafeer, souvenirshops og småmuseer er vokset op de senere år. Bare at slentre rundt i byen og opleve gadelivet med diligencer og åbne hestevogne, som kan tage turisterne på guidede ture, gå ud og ind af souvenirbutikker, kigge på elegante damer, velbevæbnede ordensmænd og cowboys er en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Nær Boot Hill ligger flere, udmærkede moteller. 13

Tekst og foto: Natty Huitfeldt, Kristianssand, medlem af bestyrelsen for Venskabsforeningen i Norge New Zealand har haft en del hovedstæder op gennem sin relativt korte tid som selvstændig nation. Fra Russell helt i nord til Christchurch i syd via Auckland, Picton og Nelson. Positive, charmerende Wellington Auckland er størst og smukkest, med flot arkitektur og et helt ubeskriveligt havneområde, hvor solen skinner næsten hele tiden. Christchurch, den tredje største by, er stilfærdig, mondæn og meget konservativ med spor af gammel værdighed. Hovedstad siden 1865 New Zealands hjerte har imidlertid banket i Wellington siden 1865. Der ligger parlamentet. Wellington kan ikke prale af lige så varme solskinsdage som Auckland eller den skyggefulde ro, som præger Christchurch. I»Windy-Wellington«regner det lidt, men vinden er der hele tiden og til dels stærk. Jeg har med egne øjne set havestole på»flugt«fra en have til en anden og er vågnet mangen en nat på grund af vinden, som har truet med at løfte taget over hovedet på mig, selv om jeg sover i stuen. Hvorfor i alverden bør man da rejse til denne by og tilbringe dagevis der? Jo, fordi Wellington er unik. Der findes masser af smukke, solfyldte byer i verden, gammel værdighed finder vi overalt i Europa. Der er imidlertid intet andet sted, så vidt jeg ved, som ligner Wellington. Byen er et naturligt amfi, hvor centrum og den smukke, naturlige havn er scenen, og Cook-Strædet fungerer som scenetæppe i baggrunden. Wellingtonianerne bor i bakkerne, som New Zealands smukke Pohutukawa træ. (Også kaldet Maor juletræ, fordi den blomstrer i december) omkranser byen. Stedsegrønne bakkelandskaber med huse, som set har facader vendt mod havnen. Der er trangt med plads på vejene hjem for de fleste folk. At køre bil kræver tålmodighed og god evne til at manøvrere, men når det er sagt, har jeg aldrig oplevet en hidsig eller uhøflig bilist i denne by. I en nytårsferie lånte vi en villa, der lå meget højt oppe. Den havde egen tovbane fra gaden og op til huset. Vældigt spændende og eksotisk for os, men ikke et usædvanligt syn i de stejleste områder. Centrum er ikke særlig stor. Man kan let nå en byvandring på tre timer eller blive godt kendt på et par dage. 14

New Zealands hovedstad byder sig selv til med en åben og ærlig venlighed, som charmerer alle. Som turist får du det maksimale ud af besøget, hvis du lægger det i januar og februar. Flyt ind på ét af byens rimelige hoteller med lejligheder, besøg Civic- Centre (Turistkontor) og forbered dig så på et aktivt og varieret ophold. Andet end det sædvanlige Når du har set de traditionelle turiststeder, som bedst klares ved en byvandring, er tiden inde til at smyge sig lidt mere ind under huden på denne lille hovedstad. Begynd med en slentretur på havnen fra færgekajen mod Te Papa, et par pakhuse er omdannet til restauranter, du finder et lille bryggeri på vejen, og har du børn med dig, kan du få en lille pause, mens de leger i Frank Kitts Park. Sæt det meste af en hel dag af til et besøg i Nationalmuseet Te Papa. Det er altid let at finde brochurer om, hvad dette fantastiske museum har at byde på. Der er gratis entré, og man ved utrolig meget mere om New Zealand efter et besøg. Te Papa betyder Vores Sted på Maori og har som formål at tage vare på og præsentere det newzealandske folks skatte samt formidle landets kulturarv og traditioner for et nationalt såvel som et internationalt publikum. Jeg kunne ønske mig at tage alle besøgende med kabelbanen fra centrum op til Botanic Gardes og guide dem gennem 25 hektar med uendeligt meget spændende og smukt. Den overvældende Lady Norwoods Rosegarden har 3.000 roser plantet i spektakulære formationer. Begoniaog orkidé-drivhusene, hvor duften af mange hundrede blomster næsten bedøver os. Vi skulle med på en spændende Glow Worm Tours (sankthansorm-safari) med lommelygte efter mørkets frembrud. Jeg ville også tage gode venner, medturister og familie med til aftenkoncerter i The Sound Shell. Hvert år, fra den 9. januar og måneden ud, arrangerer Byrådet og en del udvalgte sponsorer koncerter i Botanic Garden. Nationale og internationale musikudøvere skaber temaaftener på en lille scene for et stort publikum. I år fik vi alt fra opera til jazz, via Beatles og countrymusik. Vi finder os en plads på græsset foran scenen eller op ad skråningen. Så at sige alle har mad og drikke med. Sæbeboblekanoner bidrager til munterhed og en masse aktivitet blandt de små tilhørere, mens det spektakulære lysshow skaber magi efter mørkets frembrud. Koncerterne begynder gerne kl. 19.30 og varer indtil kl. 21.30. Disse aftener er på mange måder det, vi glæder os mest til, når vi begynder vores årlige rejse sydover i januar. Der skal virkelig meget til ikke at blive kendt med familien eller vennegruppen på nabotæppet under en koncert i The Sound Shell. Af alt det, Wellington har at byde på, er dens indbyggere nok den største attraktion. The Wellingtonians er aldrig uhøflige eller utålmodige. De er ægte interesserede i, hvem du er og ivrige efter at stå til tjeneste, hvis de kan. Oriental Parade Wellingtons promenade hedder Oriental Parade og går langs søen til byens flotte badeanlæg Oriental Bay. Så at sige midt i byen ligger en næsten kilometer lang sandstrand med gode parkeringsmuligheder og sydende med liv på varme dage. Nu skal det siges, at vi med vikingeblod i årene nok er en smule dristigere til at kaste os ud i bølgerne end den typiske Kiwi eller Maori, som gerne vil have vandet på ca. 20º. Vore børnebørn, Emilia ti år og Max otte år, vil forfærdelig gerne med mormor og morfar på stranden med efterfølgende tur på café. Kaffen, man får her i Wellington, er for øvrigt helt uforglemmelig. Baristaene i denne by tager deres arbejde meget alvorligt. På udflugt til gourmethovedstad Selv om vi stortrives i Wellington, 15

er det jo hyggeligt med en dag på landet i ny og næ. En times køretur til Martinborough i Wairara-padistriktet er obligatorisk, gerne med både familie og venner. Ikke bare er vi på vej til Nordøens gourmethovedstad, men køreturen dertil byder også på enorme, landskabelige variationer. Vi fejes bogstaveligt talt ud af byen på en ottespors motorvej, som gradvis snævres ind til en tospors gennem den maleriske Hutt Valley for derefter at sik-sakke ca. 700 meter op ad Rimutaka Range og ned igen på den anden side. Det smukke landskab på nedturen tager næsten pusten fra os. Wairarapa har alt: Floder, indsøer, fjelde, bush, småbyer og havet. Martinborough Wine Village består af 20 vingårde, hvoraf mindst otte har en restaurant. Intet andet sted i New Zealand har vi spist og drukket bedre end i dette område. En byferie i Wellington kan meget vel kombineres med både bushwalks og Orkidehuset i Lady Norwood Rose Garden ornitologi. Otari-Wilton Bush ligger fem km. fra centrum, en unik skov og plantereservat på 105 hektar. Her findes udelukkende nationale vækster, bl.a. et 800 år gammelt rimu træ. Stierne rundt i bushen indbyder til spadsereture og mere krævende motion. En hemmelig dal Tænk dig en stor, hemmelig dal 2 km. fra centrum, hvor trillende toner fra hundredvis af truede fuglearter kan høres i skoven. Det er en vision, som langt hen ad vejen er blevet en realitet i Karori Wildlife Sanctuary. New Zealands fugle, også de som ikke kan flyve, har et tilflugtssted skærmet fra deres naturlige fjender gennem en sindrigt system af gærder. Insekter og krybdyr (ingen farlige) deler pladsen med dem. Vores børnebørn bor i Karori og elsker»fugledalen«, måske ikke mest for fuglenes skyld, men det at de får lov at gå ind i mørke, fugtige grotter med hjelm på hovedet og med lommelygte i hånden for at lyse på enorme biller og flagermus. Jeg vil opfordre alle New Zealands turister til at komme og opdage denne utrolige byen. Verdens sydligste hovedstad er hip, levende og stopfuld af oplevelser. Det er masser af kulturtilbud, altid en festival eller noget at fejre. Du er aldrig langt fra morsom shopping, fabelagtige restauranter eller en kop vidunderlig kaffe. Hovedstaden har et kompakt centrum.. Den er venlig og tryg, ikke trættende og påtrængende. Wellington har karakter i stedet for ensartethed. 16

Mærk verden - med Jysk Rejsebureau USA: Roadtrip i det vestlige USA Drømmer du om at opleve USA, så er et vaskeægte amerikansk roadtrip en af de bedste måder at lade sig henrykke over landets mangfoldighed på. På dette roadtrip hvor billeje, rutebeskrivelse og hoteller er inkluderet, får du bl.a. set nationalparkerne Grand Canyon, Zion Canyon og Yosemite. Desuden oplever du det aldrig sovende Las Vegas, Utahs røde bjerge, den smukke Lake Powell, enestående Monument Valley, San Franciscos charmerende havnefront samt den naturskønne tur langs Stillehavskysten. 15 dage fra kun kr. 10.920 - du sparer kr. 575! inkl. fly, billeje, rutebeskrivelse og alle overnatninger. Australien: På egen hånd i minicamper Oplev Australien og den helt enestående natur landet byder på, lige fra tropisk regnskov, busksteppe og ørken til verdens største koralrev Great Barrier Reef. Denne 18 dages kør-selv ferie i minicamper (spaceship) langs den smukke østkyst, giver en unik frihed til selv at planlægge hvad du vil se, hvor meget du vil nå og mulighed for at overnatte under stjernerner, midt i den imponerende natur. 18 dage fra kun kr. 12.060 - du sparer kr. 635! inkl. fly, visum, 2 overnatninger og 14 dages leje af minicamper (spaceship). New Zealand: Rundrejse på Nord- og Sydø Kom til skønne New Zealand der byder på et væld af fantastiske natur- og adventure oplevelser. Her i det fjerne sydhav, kan du bl.a. vandre i regnskov, gå på gletschere, opleve gejsere og vulkaner samt sejle i kajak og svømme med delfiner. Denne rejse byder på det bedste af både Nord- og Sydø og du bestemmer selv, hvor lang tid du vil bruge på det. Du flyver til Auckland og har et Rangi buspas med Kiwi Experience, som giver dig mulighed for at komme det meste af New Zealand rundt. Vi anbefaler at du afsætter min. 28 dage til rundrejsen. 28 dage fra kun kr. 12.820 - du sparer kr. 675! inkl. fly, Rangi Buspas med Kiwi Experience og 2 overnatninger. Indien: Rundrejse i Rajasthan På denne rejse til det eventyrlige Rajasthan får du mulighed for at stifte bekendtskab med essensen af Indiens mystik; lige fra de prangende paladser, frodige oaser, dansevenlige rytmer og dovne kameler til farvestrålende sarier og prægtige turbaner. Ørkenstaten Rajasthan ligger i det nordvestlige Indien og var tidligere inddelt i fyrstedømmer. Turen giver dig mulighed for at opleve både historiske seværdigheder og den kontrastfyldte, eksotiske natur. 13 dage fra kun kr. 6.785 - du sparer kr. 360! inkl. fly, alle overnatninger, byrundtur Delhi og tour: Klassisk Rajasthan, 10 dg. Århus Aalborg Grupperejser Hovednummer 86 18 24 88 98 12 33 36 86 18 42 88 70 20 19 15 www.jysk-rejsebureau.dk 17

FORENINGSNYT Generalforsamling i Dansk Canadisk Amerikansk Venskabsforening Der afholdes ordinær generalforsamling i Dansk Canadisk Amerikansk Venskabsforening. lørdag, den 12. marts 2010 kl. 13.30 i HornstrupCentret, Kirkebyvej 33, Hornstrup Kirkeby lige nord for Vejle. Dagsordenen ser således ud: 1. Valg af dirigent 2. Bestyrelsens beretning 3. Fremlæggelse af årsregnskab 2009 4. Vedtægtsændringer 5. Budget 2011 og fastlæggelse af kontingent 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleant 7. Eventuelt andre valg 8. Valg af revisor 9. Indkomne forslag 10. Eventuelt Efter generalforsamlingen og kaffepausen holder vil Anni Filt fortælle om og vise billeder fra sin rundrejse i det vestlige Canada i maj. Af hensyn til det praktiske arrangement bedes man venligst forhåndstilmelde sig senest torsdag den 10. marts til Anni Filt filt@post9.tele.dk eller per telefon 8694 5415. Kun medlemmer har stemmeret til generalforsamlingen, men alle er velkomne. 18

FORENINGSNYT Kontakt til min forening Som nævnt andetsteds i bladet, har WA måttet nedlægge sit sekretariat. Det har medfører en række praktiske problemer for medlemmerne, som med hensyn til post eller telefon indtil videre løses på følgende måde: DANMARK Canadisk-amerikansk Venskabsforening i Danmark Anni Filt Ole Rømers Allé 34 8464 Galten postmaster@annifilt.dk Tlf.: +45 8694 5415 Australsk-newzealandsk Venskabsforening i Danmark Kirsten Hornbak Feddet 10 5683 Haarby kirko@assens.dk Tlf.: +45 6477 1990 SVERIGE Canadisk-amerikansk Venskabsforening i Sverige Axel Sandahl axel.sandahl@curiousexplorer.se +46 76-830 28 37 Australsk-newzealandsk Venskabsforening i Danmark Erwin Apitsch Erwin.apitzsch@psychology.lu.se NORGE Austr./NZ/Can og USA Vennskapsforening i Norge Frank Haga frank@curiousexplorer.no +47 913 72 720 Som nævnt kan ovennævnte personer ikke altid være ved telefonen, så det kan desværre vise sig umuligt at at give et svar straks. Man kan også opleve, at der skal indhentes oplysninger fra ressourcepersoner, så medlemmerne får de bedste og mest aktuelle oplysninger. 19

WA / Venskabsforeningerne c/o Target Reklamebyrå AS, Ryensvingen 15, 0680 Oslo, Norway B-Economique # 03 OKTOBER 10 Australia New Zealand Canada USA Vil du skrive i Curious? Har du vært på en lengre reise i et av våre medlemsland? Har du erfaringer og tips du vil dele med andre medlemmer, ta kontakt med post@curiousexplorer.dk.