et Da Kate Sampson traskede hjem fra skole den dag, vidste hun, at hun snart ville knuse sin mors hjerte... igen. Hun havde jo kun taget rystekuglen for at vise sine venner, hvordan tingene så ud, før Outsiderne ankom, og hele verden forandrede sig. Den klistrede tingest var hendes mors eneste minde om sin mor: en skrøbelig, gennemsigtig plastickugle på størrelse med en tennisbold, der indbød folk til at se på Melbourne, Olympisk By 1956. Men ingen kunne længere få sneen til at dale ned over Flinders Street Station, ikke efter den idiot til Greg McClure havde revet Kate i armen, netop som hun var ved at tage kuglen op af sin ramponerede rygsæk. Han havde selvfølgelig sagt undskyld, og grinet smørret, da det halvtreds år gamle vand dryppede ned på skolens trapper, mens det knuste plastic glimtede mat i solen. Kate sukkede og sparkede til en sten. Det var ellers ikke, fordi hendes forældre savnede undskyldninger for at være på nakken af hende. I samtlige de femten år, hun havde levet, havde de haft noget at udsætte på alt, hvad hun foretog sig. Hvis hun var så heldig at score et ellevetal i skolen, spurgte de hende straks, hvorfor hun ikke havde fået tretten. Og når Rowen stod og frydede sig i baggrunden, var det som regel nok til at få hende til at fare i flint, hvilket naturligvis bare gjorde det hele meget værre. Så hun forventede et møgfald af dimensioner, når hun kom hjem. Måske skulle hun bare spille dum og lade, som om hun ikke vidste, hvor den åndssvage kugle var henne. Hun fnøs 5
Michael Pryor og stregede muligheden ud på sin mentale liste. Rowan havde set hende stoppe kuglen i rygsækken, og han ville ikke lade en så indlysende mulighed for at bringe hende i fedtefadet gå fra sig. Han ville garanteret spørge hende, når hun mindst ventede det, sandsynligvis under aftensmaden. Nå, hvad syntes de så om mors rystekugle henne i skolen, Kate? ville han spørge ganske uskyldigt, hvorefter han ville læne sig tilbage og nyde forestillingen. Far ville selvfølgelig støtte mor, men hun ville bede ham om at blande sig uden om og så havde de balladen. Da hun gik over på den anden side af gaden, så hun et af Sikkerhedsstyrkens køretøjer køre over krydset længere nede ad vejen. De store antenner fik den til at ligne en overdimensioneret bille. Kate havde ikke set Sikkerhedsstyrken i denne del af kvarteret i flere dage, hvilket var helt fint med hende, men at støde på dem så tæt på sit eget hjem gjorde hende nervøs. Sidste uge havde de på skolen haft besøg af repræsentanter for Sikkerhedsstyrken, der havde stillet spørgsmål og foretaget rutinecheck som de formulerede det. Det var nok til at give alle svedeture. Hun fortsatte hen ad det revnede fortov, mens hun ihærdigt anstrengte sig for at ligne en, der hørte til i kvarteret og ikke en, der så ud til at være kommet på afveje og derfor skulle tages med på stationen til afhøring. Spærretiden satte ikke ind før om et par timer, så hun burde ikke få problemer. Men hun vidste, at man ikke kunne tage noget for givet, hvad undtagelsestilstandens Sikkerhedsråd angik. Her på det seneste, hvor tingene tilsyneladende var spidset til, havde hun endda opgivet sin løbetur om morgenen og var begyndt at træne på skolens bane, når hun var færdig med undervisningen. Hun nød ensomheden på anlægget, og når hun som i dag lige havde fuldført en hård ti-kilometer, var gåturen hjem en belønning i sig selv. Men der var en hårfin grænse mellem at være en lovlydig borger og en for- 6
Talent ræder, og Kate havde ingen intentioner om at overskride den grænse. Man kunne stadig føre en nogenlunde normal tilværelse, så længe man dukkede nakken og ikke stillede spørgsmål. Spørgsmål om den aktuelle trussel fra Outsiderne eller om hvorvidt det var nødvendigt med alle disse sikkerhedsforanstaltninger var nok til at gøre Sikkerhedsrådet mistænksomt. Det var kun spioner eller forrædere, der kunne finde på at stille den slags upatriotiske spørgsmål. Kate gik videre og takkede i sit stille sind guderne for at køretøjet ikke standsede, men fortsatte op ad bakken og drejede til højre. Den var sikkert på vej ud på motorvejen. Hun var lige ved at vinke ironisk til vognen, men lod være. Det kunne ikke betale sig at lege julelege med Sikkerhedsstyrken. De fandt tilsyneladende morskab i at se andre mennesker lide. Hun drejede ned ad sin gade og passerede det overgroede postkontor. Det var utroligt, hvad naturen kunne nå at udrette på 18 måneder. Flere steder nåede græsset hende allerede til brystet og skjulte resterne af de forkullede bjælker og betonstumper. Der var sat et stort skilt op foran ruinen. STOL IKKE PÅ NOGEN. OUTSIDERNE ER OVERALT. Kate bemærkede det knap nok. Den slags påmindelser var sat op overalt. Måske kunne hun lægge stumperne af rystekuglen ved siden af moderens kommode og lade, som om det var vinden, der havde blæst den ned... eller noget i den retning. Men Kate var udmærket klar over, at det var en ynkelig plan. Hun havde aldrig været særlig god til at lyve og den slags. Hun var nødt til at imødegå problemerne med oprejst pande og tage de slag, der fulgte med. 7
Michael Pryor Rowan ville grine, hvis han hørte hende sige sådan. Han ville ryste leende på hovedet, forundret og overbærende, hvis han havde en af sine gode dage. Han elskede at manipulere med folk, at gå bag deres ryg. For ham var det bare en leg ligesom alt andet. Hun rystede på hovedet, og pludselig gik det op for hende, at hun havde kunnet lugte røg et stykke tid. Hun havde været alt for optaget af sine problemer til at lægge mærke til det før nu, men da hun først blev opmærksom på den ramme, brændte lugt, var hun øjeblikkelig på vagt. Røg var altid et skidt tegn i ethvert kvarter, og da hun så den lille forsamling uden for sit eget hus, begyndte hun at løbe. Hun forsøgte at lukke tankerne ude, at lade være med at bekymre sig, selvom hun inderst inde var klar over, at alt pludselig var ved at smuldre for hende. Mens hun løb, gennemgik hun de forskellige muligheder i hovedet. Havde Sikkerhedstjenesten bemærket, at hun surfede rundt på Nettet? Eller værre endnu, havde de bemærket, at Rowan gjorde det? Rowan havde altid været modigere og mere dumdristig end hende. Han skulle altid prøve kræfter med steder, hvor han ikke havde noget at gøre og det alene for udfordringens skyld. Problemet var bare, at hvis Sikkerhedstjenesten troede, at man forsøgte at skabe kontakt til Outsiderne, så ville de højst sandsynligt aflægge en et besøg og sørge for, at man aldrig gjorde det igen. Pludselig slog en tanke ned i hende. Måske var det noget hendes forældre havde gjort? De havde altid syntes harmløse i det mindste på overfladen. Men Sikkerhedstjenesten var altid på jagt efter folk med en mistænkelig fortid, så hvem vidste? Måske havde hendes far og mor været aktive tilhængere af ytringsfriheden eller noget andet farligt i deres unge dage. Det var svært at sige præcis, hvad Sikkerhedstjenesten betragtede som en trussel mod den nationale sikkerhed i disse forræderiske tider. 8
Talent Kate forsøgte ikke at tænke på, hvad hendes forældre lavede. Faderen var akademiker, og moderen var journalist, begge højst mistænkelige professioner i Sikkerhedstjenestens øjne. Men det var da lykkedes dem at undgå problemer... indtil videre. Nogle få så sig nervøst over skulderen, da de hørte hendes fodtrin. Det må have været naboerne, men hun gled lige så stille igennem dem, som om de var spøgelser. Lad hellere være med at gå derind, Kate... hørte hun nogen sige, men hun ignorerede advarslen og skubbede sig forbi den sidste spøgelsesagtige tilskuer. De fleste af dem var allerede på vej hjem, og ingen af dem turde møde hendes blik. I deres øjne var hun allerede fortabt. Stakittet var splintret. Brædderne så ud, som om de var kørt igennem en gigantisk blender, og træstumper og ståltråd lå spredt ud over hele forhaven. Haven var kørt fuldstændig op, og der var fodspor over det hele. Kate fik tårer i øjnene, da hun fik øje på de sørgelige rester af det lysthus, som hendes far havde bygget omkring det døde eukalyptustræ, og hvor han havde forsøgt at få roser til at gro op ad espalieret. Hun lagde en hånd over øjnene og lukkede dem et øjeblik, selvom hun udmærket var klar over, at det ikke gik væk af den grund. Huset så værre ud. Hun havde regnet med, at det stod i flammer, men det røg kun fra det forkullede stakit, der stadig stank af benzin. Deres nabo, mr. Godwin, var i gang med at slukke ilden, mens han bandede over det utilstrækkelige vandtryk og så nervøst op ad vejen. Det var på en eller anden måde lykkedes ham at trække vandslangen igennem den jungle af gamle bilvrag, der fyldte det meste af hans forhave. Alle vinduer i huset var omhyggeligt knust. Det var, som om der var nogen, der havde bestemt sig for at give huset en lærestreg ved at trykke dets øjne ud. Der, hvor hoveddøren engang havde siddet, var der nu et gabende hul, og 9
Michael Pryor dørkarmen var splintret til ukendelighed. En af de bjælker, der understøttede halvtaget over verandaen, var væltet omkring, og taget hang og dinglede faretruende. Kate stillede sig foran verandaen. Det føltes, som om hendes mave var erstattet af en gigantisk isklump. Den lille forsamling uden for på gaden var tavs og afventende. Man hørte kun lyden fra det brændende stakit og den ynkelige vandstråle fra mr. Godwins haveslange. Hun rettede sig op, nikkede frem for sig og gik op ad trapperne. Hun tog sig selv i at lede efter nøglerne i sin jakkelomme og var lige ved at le. Det blev dog kun til et halvkvalt snøft, som hun hurtigt undertrykte. Gem tårerne til senere, sagde hun til sig selv, tog en dyb indånding og tørrede håndfladerne af i cowboybukserne. Med alle sanser spændt til bristepunktet trådte hun inden for i huset. Kate havde vænnet sig til lugten i sit eget hus. Det var en blanding af potpourri, sved og opvaskemiddel. Lugten var lige så meget en del af huset som gulvtæppet. Men så snart hun trådte ind i den ruin, der engang havde været hendes hjem, rynkede hun på næsen. Den normale lugt var forsvundet. I stedet stank der af olie, røg og Sikkerhedspoliti det sidste som en blanding af læder og sved. Kate måtte støtte sig til dørkarmen, da hun så ødelæggelserne i det, der engang havde været forstuen. Telefonbordet var smadret, og hun kunne se aftegningerne efter en krop, der var slået ind mod væggen. Hårdt. Hun forsøgte at lade være med at forestille sig den kamp, der havde fundet sted. Men forgæves. Huset var præget af den stilhed, der altid følger i kølvandet på voldsomme begivenheder, som om virkeligheden var stoppet op for at slikke sine sår. Det eneste, hun kunne høre, var en langsom dryppen ude fra køkkenet. Kate følte pulsen dunke i sine tindinger, og sveden sprang 10
Talent frem i hendes håndflader lige så hurtigt, som hun kunne nå at tørre dem af i bukserne. Hun rømmede sig, inden hun, uden at gøre sig større forhåbninger, råbte: Mor? Hun tav, mens hun lod blikket hvile på en træske, der på en eller anden måde var endt ved telefonbordet. Far? råbte hun spagt. Stadig intet svar. Døren ud til køkkenet og resten af huset stod åben, som den plejede at gøre, alligevel havde hun ikke spor lyst til at gå derud. Hun trådte hen over de løse gipsplader. Køkkenet var et ét stort kaos. Kate havde hørt, at undtagelsestilstandens Sikkerhedsråd foretrak at statuere et eksempel over for dem, de betragtede som en trussel mod de nationale interesser. Hun forstod instinktivt, at terror var et magtfuldt instrument, og at følgevirkningen af en omhyggelig iscenesat straffeaktion var mere effektiv end hundrede små rap over fingrene. Hun kunne ikke tænke anderledes, hvis hendes fornuft skulle kapere det, hun nu så. Alt glas og porcelæn var smadret vinduer, glas, tallerkener, selv ovndøren. Glitrende splinter og bitte små skår dækkede hele gulvet, og det knasede under Kates fødder, da hun tavst gik gennem det, der engang havde været et køkken. Det var den totale ødelæggelse. Skabene var revet ned fra væggen. Køleskab og komfur var løftet af soklerne og smidt ud midt i rummet oven på spisebordet og stolene. Den dryppende lyd kom fra det sted, hvor vandhanen havde siddet. Der var vådt på gulvet. Nogen måtte have lukket for vandet ved hovedhanen. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik, mens hun genkaldte sig, hvordan det havde været for nogle år siden, da tingene var anderledes, og de sad og hyggede sig omkring morgen- 11
Michael Pryor bordet søndag morgen. Gennem det store vindue havde de haft udsigt til det gamle eukalyptustræ, hvor gyngen i sin tid hang. Det var det træ, som moderen absolut ville fælde, da de købte huset, men hendes far havde sat sig imod. Senere var det hende, der ikke ville lade ham fælde træet, da bladene stoppede afløbene til. Køkkenet havde været et fredeligt sted at spise eller bare sidde. Men ikke mere. Kate tog en dyb indånding. Hun havde det, som om hun havde løbet panden mod en mur, og såret gik helt ind i sjælen. Et hurtigt kig bekræftede, at opholdsstuen og spisestuen havde lidt samme skæbne begge rum var systematisk og omhyggeligt ødelagt til skræk og advarsel for andre. Biblioteket var også smadret, og Kate begræd tabet af de hundredvis af bøger, der havde prydet væggene helt op til loftet. Hver eneste bog var revet itu, og gulvet var et virvar af løse sider og omslag. Kate så sin barndom forsvinde med hver enkelt bog. Hun fandt sine forældre på gulvet i badeværelset. De lå ved siden af hinanden. Kate satte sig på kanten af badekarret og græd sine bitre tårer. Da hun ikke havde flere tårer tilbage, tog hun ligene nærmere i øjesyn. De havde været ofre for en dødspatrulje ingen tvivl om det. For nogen tid siden var der et højtstående medlem af Sikkerhedsrådet, der havde indset, at man i krigstid var nødt til at anvende terror for at holde befolkningen i skak. Officeren sikrede sig derfor, at der aldrig herskede tvivl om, hvornår en straffeaktion var udført af Sikkerhedstjenesten. Rygterne alene var nok til at skabe frygt og usikkerhed og netop frygten og usikkerheden var vigtige allierede for Sikkerhedsrådet. Derfor var alle dødspatruljer udstyret med en kasse små 12
Talent legetøjssoldater, der blev brugt som en slags visitkort, hver gang en borger var blevet elimineret. Fra officielt hold var fremgangsmetoden med til at bevare den nationale sikkerhed i en tid, hvor man stod over for fremmede fjendtlige magter. Kold ind til marven forestillede Kate sig soldaternes grin, mens de arrangerede deres legetøj. Det var deres egen private morskab som en signatur på et maleri. Hun blev siddende i badeværelset lidt endnu. Hun havde ikke lyst til at lede efter Rowan lige med det samme. Det havde været hårdt nok for hende at finde sine forældre. Hun lovede sig selv, at hun senere ville begrave dem i baghaven... under eukalyptustræet. Natten var langsomt ved at falde på, men hun lagde knap mærke til det, før det batteridrevne reservelys blev tændt i hele huset. Det bløde, cremefarvede lys kaldte utydelige skygger frem omkring hende. Der var stadig to værelser tilbage, som hun ikke havde været inde i og hun var ved at samle mod. Hun havde ikke spor lyst til at se, hvad de havde gjort ved hendes værelse, og hun havde endnu mindre lyst til at finde det, hun regnede med at finde i Rowans. Men til sidst gik hun den tunge gang ned gennem korridoren, indtil hun stod uden for sit eget værelse. De må virkelig nyde deres arbejde, sagde hun højt, mens hun betragtede ødelæggelserne og rystede på hovedet. Sikkerhedstjenesten havde smadret, flænset og knust alt, hvad hun ejede, og arrangeret det hele i en nydelig bunke i det ene hjørne. Tøj, bøger, sengetøj, møbler, gardiner alt var ødelagt. Det så ud, som om hele hendes værelse var blevet løftet op og rystet godt og grundigt. Hun sukkede, men værelset så nogenlunde ud, som hun havde forventet. Det gjorde Rowans værelse derimod ikke. Rowan var der ikke. Det eneste, hun fandt, var de sørgelige 13
rester af hans computer, der nu var forvandlet til en skrotbunke af ledninger, glasskår og knust plastic. Hans værelse var et stort rod, men ikke totalt ødelagt som resten af huset. Sengen var blot væltet om på siden, ikke knust, og gardinerne hang stadig i vinduet. Spejlet på garderobeskabet var revnet, men ikke pulveriseret. Kate spekulerede på, om Sikkerhedstjenesten mon havde været i tidsnød, da de endelig nåede til Rowans værelse. Måske skulle de ud på endnu en straffeaktion. Hun gik tilbage gennem huset, mens hun ledte efter Rowan, men hun kunne ikke finde ham. Hun gik endda udenfor og kiggede ind i buskene. Hun ledte i det urørte haveskur, men han var der ikke. Hun kunne ikke rigtig bestemme sig for, om det var godt eller skidt. Hun så sig om i skuret og fandt en skovl. Det var en gammel skovl med træskaft. Skaftet var slidt af de mange timer, som hendes forældre havde tilbragt i haven, mens deres børn voksede op, men det havde hun ikke lyst til at tænke på lige nu. Det tog hende det meste af natten at begrave sine forældre. Da hun var færdig ville hun tage et brusebad, men der var intet vand i hanerne, og det fik hende til at græde igen. Hun hulkede og slog på de hårde, kolde fliser, indtil hendes hænder gjorde ondt. Så kravlede hun ind på Rowans værelse, rullede sig ind i hans sengetæppe og faldt i søvn. 14